Arven fra 68’

For kort tid siden blev en ung mand stukket ihjel på strøget i København. Siden da har flere meningsdannere og politikere talt om vigtigheden af overvågning, som redskab i kampen mod kriminalitet. Afsættet for den aktuelle diskussion var at gerningsmanden blev fanget ved hjælp at et videokamera i en butik.

Desværre virker det som om dette er det eneste emne, man mener det er værd at diskutere, - måske lige bortset fra tilsvarende debatter om, hvorvidt man skulle stramme forbuddene mod at gå med kniv, eller i hvilket omfang politiet skal visitere, og i hvilke zoner man skal visitere mest.

Mens man diskuterer dette begynder flere af borgerne nu at efterspørge private vagtværn. Tilliden er ved at forsvinde.

Det er dermed ret tydeligt at debatten om forbrydelse og straf, samt det mere overordnede spørgsmål, der handler om konsekvens og omverdenens retfærdige reaktion i forhold til kriminelle handlinger er blevet ignoreret.

Den pågældende handling burde faktisk i langt højere grad have været anledning til at rejse sidstnævnte type af spørgsmål; det vil sige de, som handler om at straffe forbrydere, og udvise konsekvens, når det begås kriminelle handlinger. I det omfang at dette ikke sker, så sender man ikke desto mindre et signal til forbryderne om, at de kan slippe godt fra deres adfærd.

I Europa er der efterhånden en tendens til, at man undskylder og bagatelliserer virkelige forbrydere, og at man udnævner de kriminelle til ofre; alt imens man gør almindelige borgere til forbrydere.

Hvad angår det sidste kan man nævne de love, der kriminalisere voksne menneskers brug af stimulanser såsom tobak eller stærkere produkter.

Man straffes eller kriminaliseres således for, at man i sin fritid bruger tiden sådan som man selv vil, og sådan som man selv finder det bedst i selskab med ligesindede, uden at dette går ud over andre end de, som også opsøger de samme lokaliteter som én selv.

Dette er i praksis blot ikke virkelige forbrydelser. Der er blot tale om kriminalisering – herunder om afvikling af borgernes frihed og ejendomsret.

Begår man derimod voldelige og morderiske handlinger står der en hær af undskyldende og udglattende typer parate med forklaringer om, at voldsmænd og/eller hærværksmænd ikke kan gøre for det; eller at det som de har brug for, er mere sympati og forståelse for deres ”sociale baggrund” end disse allerede har fået.

Der er rent faktisk en sammenhæng i de ovenstående to politikker, som føres overfor henholdsvis de kriminelle og de lovlydige borgere.

Sammenhængen består netop i tanken om, at ”man ikke kan gøre for det”:

Søger man job som tjener kan man således angiveligt ikke gøre for, at man er havnet på en arbejdsplads, hvor der ryges.

Uanset hvilket rusmiddel man vælger, kan man således angiveligt heller ikke gøre for, at man har valgt det, trods det forhold, at mange dagligt beviser at de er i stand til at lægge selv de mest vanedannende stoffer på hylden; og dermed også viser, at man kan vælge fra - ligesom man vælger til.

I staten tager man det således på sig, at afvænne og opdrage på almindelige borgere med såvel forbud som kampagner Tilsvarende er der så de kriminelle, hvor de samme typer af magthavere har nøjagtig samme grundholdning som de har til befolkningens adfærd i almindelighed:

I begge tilfælde gælder det, at man anses for at være ansvars- og eller skyldfri. Derfor vil staten styre borgerne i almindelighed, mens de tilgiver eller ser med mildhed på de virkeligt kriminelle. Man ser det jo netop som et slags tilfælde, at nogle er havnet på den forkerte side af linjen.

Forklaringen på det høje skattetryk, og på hvordan man retfærdiggør det over for sig selv som politisk magthaver er i øvrigt tilsvarende ovenstående indstilling:

Tjener man ikke nogen penge, og tilbringer man dagen med at drive rundt og spilde tiden, så kan man åbenbart ikke gøre for det. Tjener man omvendt penge og gør man sig umage, er det ligeledes noget man øjensynlig har fået med i kraft af ens ”sociale arv”.

Skatterne i Danmark er netop steget med raketfart fra og med det tidspunkt da ”man kan ikke gøre for det”-folket kom til magten fra og med 1970’erne.

Tænker man lidt over hvad konsekvenserne af denne ”pædagogik” overfor befolkningen fører frem til, så burde det i øvrigt også stå tindrende klart, at dette ikke til sidst ender med en fagre ny ansvarlig og kollektivistisk verden, hvor der tænkes ”samfundssind” og ”sammenhængskraft”.

Det ender i stedet med eskalerende kriminalitet, stigende fattigdom og til sidst det rendyrkede kaos, som man også er ved at kunne opleve i flere af de europæiske storbyer allerede, når man til sidst erkender at magthaverne ikke tror på muligheden af, at individer har en fri vilje, og selv er ansvarlige for deres handlinger. Jo mere udbredt denne indstilling er, desto mere hærværk og voldelig adfærd vil man opleve.

Det er netop i en verden, hvor man ikke vil anerkende den fri vilje, og at man i sin vågne tilværelse dagligt træffer tusinde valg – trods de sære teorier om ”determinisme” der indpodes på offentlige universiteter, at lovlydige borgere og de kriminelle skridt og skridt behandles mere og mere ensartet; og at der bliver flere kriminelle og færre lovlydige.

Den arbejdsløshed, der er skabt i Europa (og som også findes skjult i Danmark) er jo netop også et produkt af selvsamme foragt for evnen til at være i besiddelse af eget ansvar; det vil sige en foragt for eksistensen af evnen til at handle selvstændigt, og til at være i besiddelse af et ansvar for sig selv. Det er denne forkastelse af troen på at man kan handle og vælge, der betyder at staten betaler til lediggang.

De samme myndigheder, der ved at sende ovenstående signaler om generel skyldfrihed, som har givet os øget kriminalitet i Europa; samt noget man må betegne som lavvækst; - og som har skabt flere socialt adfærdsvanskelige i kraft af belønning for lediggang og ansvarsløshed kaster sig derfor måske ikke overraskende over en række nye typer af angivelige problemer, som de tydeligvis heller ikke ville være i stand til at løse, i det tilfælde at disse problemer i givet fald var reelle.

Det mest realistiske er nok at betegne disse erklærede problemer som man i FN og EU nu fokuserer på såsom ”klimaforandring”, som værende udtryk for eskapisme i forhold til alle de reelle problemstillinger, man ikke kunne tackle med sine planer og kontrolprogrammer - inklusive fattigdommen og stagnationen i Afrika. - Jo flere der dør i afrikanske diktaturlande i kraft af ufrihed og manglende industrialisering, desto flere politikere vil man således utvivlsomt høre tale om miljø og global opvarmning.

Over tid får man selvfølgelig de politikere, man har fortjent. De nuværende generationer af magthavere er her, fordi tidligere genererationer i almindelighed troede, at man kunne forbruge sig til vækst, og at gratis (uddannelse med videre) var godt. Begge dele er dårskab: Gratisgørelsen fører med lovmæssighed frem til en stigende grad af kritikløshed og spolerethed.

De som rammes hårdest af denne blåøjethed bliver desværre bare også de mennesker, som lever i de dele af verden, hvor man allermest havde brug for at blive en del af den markedsøkonomi og af det globale kapitalistiske samfund, samt ikke mindst af de retssamfund, som de nuværende ledere i stigende grad ikke kan forbindes med; og som de tydeligvis ikke ønsker at udbrede til netop de regioner, hvor man har mest brug for at dette sker. Vestens politiske lederskab drømmer således stadig om en årsagsløs verden, hvor velstanden opstår uden at verden samtidig forandres.

For i et retssamfund er borgerne frie – også til at leve usundt - og ordensmagten bruger i stedet tiden på at bekæmpe kriminelle - og ikke eksempelvis tobaksnydere eller reklamebranchen. Men for tiden gælder ikke desto mindre samme mantra overfor de civiliserede som for barbarerne: overvågning og kontrol.

Venstrefløjen og forbrugerismen

Der er nu kommet endnu en bog om, hvordan børn og voksne er ofre for forbrugerismen:

- De voksne kan ifølge venstrefløjstankegangen i sådanne bøger ikke gøre for det. De kan ikke gøre for, de har et fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de har råd til fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de kan modtage kabel- eller parabolprogrammer. Eller at de siger 'ja tak' til trykte reklamer. Og at de, når de modtager reklamerne, ikke smider dem væk.

Ej heller kan de voksne, ifølge tankegangen, gøre for, at de placerer deres børn foran fjernsynet. De voksne er på samme måde ikke i stand til at sige nej, når deres børn plager om det, de herefter ser i fjernsynet.

Den fri vilje er således ifølge tankegangen ikke-eksisterende. Man er et forbrugsoffer. Og derfor skal der gribes ind fra politisk side. Det foreslås herefter som oftest, at en sådan indgriben sker i form af nogle reklameforbud gerne kombineret med et licens-finansieret reklamefremstød ('oplysning').

Det er tvivlsomme påstande, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved. Samtidig kunne man spørge, hvem der oprindelig skabte forbrugerismen? Det vil sige ideen om, at man realiserer sig selv gennem sit forbrug. For det giver - jf. ovenstående - ikke sig selv, at forbrugerisme ligesom bare er opstået af sig selv. Nogen kunne jo tænkes at være ansvarlig.

Her skal opmærksomheden henledes på Karl Marx og John Meynard Keynes, der hver især har bidraget til venstrefløjens tankegang; men som de venstreorienterede i dag muligvis ikke mener, de kan gøre for, at de ligger under for - på grund af den sociale arv.

Marx mente således ikke, at det var så vigtigt, hvor meget man producerede; hvad man producerede; eller i hvilket omfang, man rent faktisk bidrog til produktiviteten i samfundet. Det vigtige for Marx var derimod retten til at forbruge.

Det, der gjorde os til mennesker, var ikke ifølge den marxistiske tankegang, at mennesker anvender deres intelligens og skaber midlerne til egen selvopholdelse. Det vigtige var samtidig ikke det forhold, at mennesker kan styrke deres eget selvværd gennem en stadig kamp for at forbedre deres egen levestandard. Tværtimod anså han sådanne holdninger som borgerlig propaganda, der blot skulle anspore proletariatet til at arbejde mere, hårdere og mere effektivt i det, han opfattede som det store udbytningsmaskineri.

Det vigtige for Marx var derimod netop rollen som forbruger! I Marx' utopi, der er styrende også for venstrefløjen i dag, vil man kunne arbejde, som man har lyst til det, og forbruge efter behov.

Produktivitet og forbrug

Det er som bekendt venstrefløjen, der ihærdigt har arbejdet på at adskille sammenhængen mellem produktiv indsats og forbrugsevne. Og det er netop på venstrefløjen, man mener sammenhængen mellem produktivitet og forbrug er forbundet med uretfærdighed; jævnføre kampen om at indføre stadig nye rettigheder, der giver dig mulighed for at forbruge, uden at du giver noget igen.

Endvidere er det typisk på venstrefløjen, man finder synspunktet om, at der ikke bør være grænser for dine forbrugsmuligheder, som følge af din placering i den produktive sektor. Rent faktisk mener socialister, marxister, neomarxister med mere, at du har ret til at forbruge, selv om du muligvis slet ikke har en placering som produktiv i det hele taget!

Ifølge arven fra Marx har man således en ret til at forbruge, eftersom det ifølge den marxistiske ideologi er gennem forbrug - og ikke gennem produktivitet, og slet ikke gennem din evne til at forbedre din egen produktivitet - at du realiserer dig selv. Forbrugerismen er dermed venstrefløjens egen 'isme'.

Tilsvarende mente økonomen John M. Keynes, at verden blev drevet fremad via forbruget. Vesten var ifølge Keynes ikke blevet rigt primært som følge af kapital-akkumulation, slet ikke via respekt for ejendomsretten, ikke via forbedringer af produktiviteten; faktisk slet ikke via produktivitet, men via forbrug. Budskabet fra Keynes var derfor, at hvis vi forbruger mere her og nu, vil vi kunne forbruge mere i fremtiden.

Ude i den produktive sektor realiserer man sig tværtimod stadigvæk i dag gennem sin evne til at producere. Hvis man ikke producerer noget, går virksomheden til grunde. Hvis man derimod forbedrer sin virksomheds evne til produktivitet, belønnes man af forbrugerne.

Disse forbrugere kan være andre produktive mennesker, der ved, at produktion er det primære og det væsentlige; og at man derfor først og fremmest er i stand til at realisere sig selv, fordi man er produktiv. Der kan imidlertid også være tale om mennesker, der er ofre for venstrefløjens forbrugerisme.

Tidligere bragt i Dagbladet Information den 22. maj 2006.