Dr. Peikoff's forthcoming book, The DIM Hypothesis, identifies three different modes of integration, i.e., of interrelating concretes, such as individual percepts, facts, choices, etc. As Dr. Peikoff explains: "My thesis is that the dominant trends in every key area can be defined by their leaders' policy toward integration. They are against it (Disintegration, D); they are for it, if it conforms to reality (Integration, I); they are for it, if it conforms to a superior reality (Misintegration, M)." The book demonstrates the power of these three modes in shaping Western culture and history.
Læs mere hos the Ayn Rand Bookstore under overskriften: The DIM Hypothesis (2007 version) (CD)
Udgangspunktet for Peikoffs integrerende arbejde bygger [...] på det aristoteliske/objektivistiske verdensbillede. Dette verdensbillede handler meget simplificeret om, at abstraktioner kun er gyldige, hvis de kan tilbageføres til noget virkeligt og identificérbart, det vil sige: abstraktioner, koncepter og tankesystemer skal i sidste instans kunne refere tilbage til noget konkret.
Læs mere i Leonard Peikoffs DIM-hypotese .
De fleste bekymrer sig måske ikke over dette i det daglige, men forudsætningen for, at man kan opfinde en bil, og bidrage konstruktivt til videreudvikling og innovation indenfor området er, [...] at man accepterer et univers, der er meningsfuldt, og dermed præget af, at der er årsager og virkninger. - Man kan også kalde dette for accepten af en objektiv virkelighed, hvor man anerkender at vores omgivelser er uafhængig af vores bevidsthed. I et sådant univers kan intentioner (eller "social indignation") dermed ikke erstatte fornuft. - Og fornuften i denne sammenhæng er således en beskæftigelse, der er virkelighedsorienteret og fokuseret, og hvor man skridt for skridt nærmer sig løsningen af en opgave eller et problem ved at forholde sig til opgaven på virkelighedens præmisser.
Læs mere i D-I-M illustreret ved hjælp af bilproduktion.
Viser indlæg med etiketten Epistemologi. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Epistemologi. Vis alle indlæg
21. november 2007
10. november 2007
Tradition og religion
På det tidspunkt, hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, vil man efterfølgende også se en svækkelse af de mange traditionelle og skadelige manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.
Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.
Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:
Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.
Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?
Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.
Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.
Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.
Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.
Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.
Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.
Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.
Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.
Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.
Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:
Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.
Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?
Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.
Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.
Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.
Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.
Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.
Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.
Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.
27. oktober 2007
Objektivisme
Objektivisme kan beskrives som indstillingen, der handler om, at der er en objektiv virkelighed uafhængig af den menneskelige bevidsthed; samt indstillingen om, at menneskets eneste forudsætning for at overleve og forbedre sit liv - som menneske - beror på fornuften. Dette er naturligvis kun en overskrift, sådan som præsentationen af enhver anden 'isme umiddelbart må beskrives ved overskrifter og betoninger.
Denne betoning er valgt i kraft af Ayn Rand, der er ophavskvinde til udtrykket ”objektivisme”, men ikke til ovenstående grundindstilling, der i stedet - med nogle forbehold - kan henføres til Aristoteles.
Indstillingen bygger på et biologisk og naturvidenskabeligt afsæt, hvad angår vurderingen af, hvad mennesket er, og hvad det er for en verden, vi lever i.
Mennesket er ifølge tilgangen, derfor at beskrive som et dyr med nogle bestemte kendetegn, hvor fornuften er det definerende; og som eksisterer i et af den menneskelige bevidsthed uafhængigt univers; men hvor der gælder universelle love, som kan forstås og erkendes af den menneskelige fornuft. Med andre ord så er indstillingen, at universet er af en sådan natur, at det er muligt, at forstå dette univers (det vil sige vores miljø) i et sådant omfang, at man kan leve i det, og forbedre sin egen situation, så længe man bruger sin bevidsthed, det vil sige sin fornuft, til at gøre det.
Intet af det ovenstående har derfor som udgangspunkt noget at gøre med politik. Der er tale om en videnskabelig grundholdning. Imidlertid har denne grundholdning om en objektiv virkelighed samt konstateringen af, at menneskets særkende er fornuften også nogle politiske implikationer. I kraft af det videnskabelige afsæt har Ayn Rand derfor udledt hvilke regler, hun mener, bør være de korrekte, hvis man ønsker at optimere de betingelser, der skal være gældende, for at man kan sikre menneskets overlevelses- og livsvilkår bedst muligt. Disse følgeslutninger omfattes også af objektivismen.
Ayn Rand blev således i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev det følgende:
1. Metafysik: En objektiv virkelighed
2. Epistemologi: Fornuft
3. Etik: Egeninteresse
4. Politik: Kapitalisme
Hvis læseren synes, at denne punktopstilling ser interessant ud, skal i så fald anbefales, at man læser så meget man kan af, hvad Ayn Rand har skrevet.
Hvis man vil vide mere før man går i gang med at købe bøger, kan man nu få sin nysgerrighed skærpet ved at besøge et online-leksikon, der præsenterer objektivistiske definitioner på en række begreber, der er særligt relevante i forbindelse med Ayn Rands filosofi. Besøg The Ayn Rand Lexicon.
Copenhagen Institute har i øvrigt udgivet en kortere novelle fra Ayn Rands tidlige forfatterskab. Den har på dansk titlen Hymne. Læs Hymne her. (pdf)
Centrale faglitterære bøger, der formidler objektivistiske indsigter, er the Virtue of Selfishness samt Capitalism the Unknown Ideal. Centrale romaner er Atlas Shrugged samt The Fountainhead. Hvis man vil læse en samlet præsentation af Objektivismen anbefales Leonard Peikoffs bog: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand.
De faglitterære værker kan findes via boghandler på internettet. Romanerne kan også købes på engelsk i mange danske boghandler. På antikvariater kan man med tålmodighed også være heldig at finde danske udgaver af The Fountainhead og Atlas Shrugged, henholdsvis under overskriften Kun den stærke er fri samt Og verden skælvede.
Denne betoning er valgt i kraft af Ayn Rand, der er ophavskvinde til udtrykket ”objektivisme”, men ikke til ovenstående grundindstilling, der i stedet - med nogle forbehold - kan henføres til Aristoteles.
Indstillingen bygger på et biologisk og naturvidenskabeligt afsæt, hvad angår vurderingen af, hvad mennesket er, og hvad det er for en verden, vi lever i.
Mennesket er ifølge tilgangen, derfor at beskrive som et dyr med nogle bestemte kendetegn, hvor fornuften er det definerende; og som eksisterer i et af den menneskelige bevidsthed uafhængigt univers; men hvor der gælder universelle love, som kan forstås og erkendes af den menneskelige fornuft. Med andre ord så er indstillingen, at universet er af en sådan natur, at det er muligt, at forstå dette univers (det vil sige vores miljø) i et sådant omfang, at man kan leve i det, og forbedre sin egen situation, så længe man bruger sin bevidsthed, det vil sige sin fornuft, til at gøre det.
Intet af det ovenstående har derfor som udgangspunkt noget at gøre med politik. Der er tale om en videnskabelig grundholdning. Imidlertid har denne grundholdning om en objektiv virkelighed samt konstateringen af, at menneskets særkende er fornuften også nogle politiske implikationer. I kraft af det videnskabelige afsæt har Ayn Rand derfor udledt hvilke regler, hun mener, bør være de korrekte, hvis man ønsker at optimere de betingelser, der skal være gældende, for at man kan sikre menneskets overlevelses- og livsvilkår bedst muligt. Disse følgeslutninger omfattes også af objektivismen.
Ayn Rand blev således i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev det følgende:
1. Metafysik: En objektiv virkelighed
2. Epistemologi: Fornuft
3. Etik: Egeninteresse
4. Politik: Kapitalisme
Hvis læseren synes, at denne punktopstilling ser interessant ud, skal i så fald anbefales, at man læser så meget man kan af, hvad Ayn Rand har skrevet.
Hvis man vil vide mere før man går i gang med at købe bøger, kan man nu få sin nysgerrighed skærpet ved at besøge et online-leksikon, der præsenterer objektivistiske definitioner på en række begreber, der er særligt relevante i forbindelse med Ayn Rands filosofi. Besøg The Ayn Rand Lexicon.
Copenhagen Institute har i øvrigt udgivet en kortere novelle fra Ayn Rands tidlige forfatterskab. Den har på dansk titlen Hymne. Læs Hymne her. (pdf)
Centrale faglitterære bøger, der formidler objektivistiske indsigter, er the Virtue of Selfishness samt Capitalism the Unknown Ideal. Centrale romaner er Atlas Shrugged samt The Fountainhead. Hvis man vil læse en samlet præsentation af Objektivismen anbefales Leonard Peikoffs bog: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand.
De faglitterære værker kan findes via boghandler på internettet. Romanerne kan også købes på engelsk i mange danske boghandler. På antikvariater kan man med tålmodighed også være heldig at finde danske udgaver af The Fountainhead og Atlas Shrugged, henholdsvis under overskriften Kun den stærke er fri samt Og verden skælvede.
21. januar 2007
Erkendelseslære og politik: Leonard Peikoffs DIM-hypotese
På www.aynrand.org kan man for tiden gratis høre forfatter og filosof Leonard Peikoff præsentere sin ”DIM-hypotese”. Peikoff har med sin hypotese udviklet et kvalificeret og tankevækkende bud på, hvad der er den største trussel mod den vestlige verdens civilisation.
D-I-M handler vel at mærke som udgangspunkt om epistemologi, det vil sige erkendelseslære. Hypotesen tager udgangspunkt i, at der findes en række vidt forskellige måder at forstå og fortolke verden på - blandt andet indenfor forskellige fagretninger, såsom historieskrivning, eller når det gælder brancher, som indenfor kulturområdet. Peikoff har med andre ord fundet på en ganske fascinerende måde at operationalisere og kategorisere forskellige verdensopfattelser på. Tilgangen er vel at mærke besnærende simpel og analytisk anvendelig, når man først har forstået den.
Udgangspunktet for Peikoffs analytiske og i høj grad integrerende arbejde bygger vel at mærke på det aristoteliske/objektivistiske verdensbillede. Dette verdensbillede handler meget simplificeret om, at abstraktioner kun er gyldige, hvis de kan tilbageføres til noget virkeligt og identificérbart, det vil sige: abstraktioner, koncepter og tankesystemer skal i sidste instans kunne refere tilbage til noget konkret. (Det kan man med matematikken. Men tro på nisser kan derimod ikke forsvares med et virkelighedsbaseret afsæt). Objektivisme er netop en integrende (og ikke dis-integrenede eller misintegrende) tilgang til verden, hvor man anerkender en objektiv virkelighed, som kan forstås af fornuften.
Peikoff præsenterer os nu for tre – senere fem – forskellige hovedtilgange til verden. - De tre tilgange er D, I, M; hvor D står for ”disintegration”, I for ”integration” og M for ”misintegration”. De fem kategorier er D2, D1, I, M1, M2, der tjener som en underkategorisering. Forklaring på disse fem kategorier følger.
De objektivt integrerende individer – eller faglige/branchemæssige retninger, er således I'erne, det vil sige de, der integrerer deres abstraktioner, begreber (koncepter) i overenstemmelse med virkeligheden, det vil sige det iagtagelige og/eller det der kan verificeres - og dermed det konkrete.
Denne kategori "I", kan vel at mærke ikke gradbøjes. Her anerkender man den objektive virkelighed og fornuften som udgangspunkt for at forstå virkeligheden. Det vil sige man orienterer sig ved hjælp af det man kan se, høre, føle, forstå samt fatte via sin fornuft og sit sanseapperat. Og enten gør man dette, eller også gør man det ikke. - Nogle gør det dog bedre eller dårligere end andre i samme kategori. Det vil sige, der er en gradbøjning alt efter om man er et geni eller normal, men ikke en gradbøjning, hvad angår det fundamentale afsæt. ”I” - integration - er således udgangs- og omdrejningspunktet for DIM-analysen og integrationsarbejdet.
”D” - disintegration - repræsenterer derimod den gruppe, der i et eller andet omfang enten undgår - eller i D2's tilfælde aktivt bekæmper - abstraktioner og integrerende aktivitet. Som Peikoff siger det i indledningen af sit foredrag, er der her typisk tale om personer, der sætter en helt særlig ære i at kalde sig selv for ”analytikere”, netop fordi det man gør udelukkende er at ”opløse” (disintegre) eller i bedste fald blot identificere, og fordi man ikke (efterfølgende) formår ”at sætte sammen”, det vil sige give perspektiv og skabe overblik; det vil sige: integrere.
De godartede ”D”ere er nu D1'erne. Det kan eksempelvis være de, der mener, at ”sand videnskab” blot er registrering af fakta - hverken mere eller mindre. I vore dage vil dette typisk være hvad vi forstår ved en anstændig videnskabsmand/kvinde, eftersom vi ofte er pinligt bevidste om, at videnskabsmænd, der kommer med konklusioner (og budskaber) ofte har politiske motiver for at gøre dette. På denne måde har vi dog i stor udstrækning smidt barnet ud med badevandet: - Vi er sluppet for ideologiske budskaber, men har samtidig også mistet de livsnødvendige forklaringer, begrundelser og præsentationer af sammenhænge mellem de mange inputs og data, som vi udsættes for. D1'ere indenfor videnskab er således, det man også kalder for ”positivister”.
Indenfor politik (herunder international politik) kan D1'ere være dem, man kalder for ”pluralister”. Det vil sige dem, der mener, at en lang række faktorer spiller en rolle, såsom ideer, geografi, kultur, tradtion et.c., når man skal forklare noget. Men de kan/vil, i deres egenskab af at være pluralister, ikke rangordne de mange faktorer. De kan/tør endvidere ikke sige, om nogle af faktorerne er primære eller sekundære. Og lige som det gælder videnskabens D1'ere (positivisterne) vil de tilsvarende forsøge at undgå forsøg på integration, der vil kunne føre til (anklage om) nogen klar stillingtagen, - men de vil dog i kraft af en ofte implicit værdsættelse af pluralismen, også i et eller andet omfang forsvare det frie samfund. De kan blot ikke på en konsistent måde forklare hvorfor.
D2'erne er omvendt de, der aktivt søger den intellektuelle (og visse tilfælde også fysiske) disintegration. Denne tilgang til verden kan såvel manifestere sig indenfor politik (som den principløse anarkisme), som indenfor kultur (nihilisme), psykologi (de der mener at mennesket først og fremmest er at beskrive som dyrisk med en trang til primitive handlinger), eller, som Peikoff dokumenterer det, sågar indenfor lovgivning (hvor vanskeligt det end lyder). I det sidste tilfælde vil der være tale om mennesker, der, samtidig med at de arbejder indenfor det juridiske område, søger lovens disintegration – eller som simpelthen benægter, at den nedfældede lovgivning kan have en reel betydning.
Kategori ”2” indenfor såvel D – disintegration samt M – misintegration, er således den ekstreme version af kategorien, hvor tallet ”1” benævner den tilgang, der i et eller omfang har bevaret et konstruktivt og/eller positivt element – fra ”I”; og hvor det positive dermed er forsvaret for brugen af fornuften og sikringen af menneskets handlefrihed. - ”I” er således det absolutte forsvar for dette, og hvor forsvaret for fornuft og frihed således ikke baserer sig på et dogme, men på en rationel og virkelighedsbaseret undersøgelse, der tager afsæt i, hvad mennesket er for et væsen, og hvilke behov, det har, givet dets særlige egenskaber og kendetegn.
I foredragsrækken tager Peikoff så sit begrebsapparat og sine kategorier: D2, D1, I, M1, M2, og anvender det indenfor en række forskellige felter herunder økonomi, historieskrivning, politik, uddannelse/opdragelse, historie, kunst, jura med mere. For hvert område lykkes det for Peikoff at finde eksempler på samtlige fem tilgange til verden og vedrørende det område, som er til diskussion. Det interessante er nu blandt andet hvor mange retninger, man kan finde indenfor hver kategori, og eksempelvis hvor stor eller lille indflydelse, disse hver især kan siges at have haft i dag - og i det lange løb.
Hovedformålet med undersøgelsen i selve foredraget er som nævnt at undersøge hvorfra truslerne mod det frie og fornuftsbaserede samfund i særlig grad kommer fra.
- Det skal afslutningsvist om D'erne også nævnes, at de netop ikke mener, at der kan findes en sand form for integration sted. De ved dog godt, at mange ikke abonnerer på denne ide. De vil blot mene at ethvert forsøg på I – integration – vil ende med M, det vil sige misintegration.- Eller eksempelvis for D1'erne indenfor videnskab: at ethvert forsøg på at integrere den indsamlede mængde fakta også vil ende i subjektiv normativitet. Indenfor D1 vil man således typisk finde kampen for den ”værdifri videnskab”, hvor D2'erne i stedet vil være de direkte destruktive, der vil hævde at videnskab som sådan er at betegne som en illusion.
M er som nævnt misintegration, hvilket i M1's tilfælde kan være ”rationalister” (de der er tilhængere af det ”klassiske”, det vil sige de, der forsvarer fornuften og logikken ud fra et dogmatisk afsæt, og som derfor ikke kan begrunde hvorfor de forsvarer sådanne klassiske dyder med andet en det klassiskes levedygtighed).
- Eller der kan også i M1's tilfælde være tale om mildt religøse men hvor det fornufts- og frihedsorienterede alligevel er det stærkeste element, og hvor der tilsvarende som de verdslige M'ere opereres med abstraktioner (integration og sammenhængsskabende begreber), - men hvor en række centrale begreber ikke kan integreres med virkeligheden (det vil sige fakta/det konkrete).
Også her i kategori ”M” er der således M1'ere og M2'ere, hvor M2'ere eksempelvis er verdsligt totalitære typer ala kommunister, fascister eller religiøse fundamentalister.
M1'ere vil så være eks. "rationalister", "klassisister", eller de der begrunder frihed ud fra religiøse dogmer, Ludwig von Mises placeres som følge af sit a priori af Leonard Peikoff i denne kasse. Også Einstein placeres af Peikoff i M1, mens Newton alt andet lige ifølge Peikoff – hører til i kategori ”I”.
Der er således med M1 og M2 tale om M'ere eftersom de i modsætning til D'erne har et sammenhængende/integreret verdensbillede, men ikke I'er (integration), eftersom integrationen /sammenhængen, der kan identificeres, ikke er funderet i virkeligheden, men i stedet i et dogme (eksempelvis den idealistiske (Hegelske) eller materialistiske (marxistiske) dialektik - eller i en hellig bog; eller i det mere godartede (M1-)tilfælde: i a priori.
M2'ere er således dem, der tilhører den kategori for hvem dogmet står så centralt i tilgangen til verden, at man må tale om dogmatisk absolutisme; det vil sige totalitarianisme som fornufts- og frihedsfjendlighed vel at mærke baseret på noget arbitært.
I'erne er så objektivster, aristotelikere – etc. Det vil som nævnt i indledningen sige mennesker, der bygger deres komplekse begreber og ideer op fra grunden, det vil sige baserer deres ideer på iagtagelse og virkelighedsbaserede indsigter om homo sapiens.
Konklusionen, der følger af Peikoffs undersøgelse er ikke mindre interessant og besnærende: - At M2 i form af den absolutistiske religion er truslen, og ikke D2: anarkiet, nihilismen, det destruktive - herunder også store dele af miljøbevægelsen. Derimod frygter Peikoff i mindre grad den verdslige M2, sådan som vi kender den i Europa i form af nazisme og kommunisme.
En af grundene til dette er blandt andet Peikoffs overbevisende påstand om, at vi som mennesker har brug for sammenhænge, forklaringer og dermed - integration - herunder at få at vide, hvad der er rigtigt og forkert; - og nihilisterne ovre i D2 har ikke i sagens natur et salgbart bud på dette. Det har derimod islamisterne - og de kristne fundamentalister i USA (som man i vid udstrækning må placere i M2).
En anden forklaring på, hvorfor truslen mod civilisation og frihed kommer fra M2 og den totalitære religion, er at miljøbevægelsen, som man i vid udstrækning kan placere i D2, ikke tilbyder noget: - Man får intet her og nu ved at ofre sig, og man får vel at mærke heller ingenting ud af det på et senere tidspunkt! Man skal med andre ord ofre sig for ingenting (nihil). De religiøse derimod tilbyder evigt liv og salighed, jomfruer i paradis et.c, imod hvad der i den sammehæng må siges at være relativt beskedne ofre her og nu. Historisk har religionen da også vist sig langt stærkere appeal end miljøbevægelsens budskab om tilbage til naturen.
Grunden til at Peikoff samtidig ikke tror på en verdslig M2 (ikke-religiøs totalitarianisme) er i øvrigt, at løftet her netop var, at man ville få noget i denne verden, såvel hvad angår nazisme som kommunisme. Men med det tyvende århundrede har vi set, at sådanne verdslige former for totalitarisme netop er forholdsvist (relativt set) kortlivede, af den simple grund, at man lover noget i denne verden, som man så efterfølgende ikke kan holde overfor den generation, som man lovede det. De religiøse totalitære er omvendt dækket ind ved kun at love noget i det hinsides.
Hvis man ikke når at høre foredraget på www.aynrand.org (registrering på siden er i øvrigt gratis) , så vil hypotesen mere klart blive introduceret på objektivisternes sommerkonference 2007. Peikoff arbejder envidere på at fremstille sine ideer i bogform. Besøg også Leonard Peikoffs egen hjemmeside: www.peikoff.com
Beslægtede artikler:
Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft
Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet
D-I-M handler vel at mærke som udgangspunkt om epistemologi, det vil sige erkendelseslære. Hypotesen tager udgangspunkt i, at der findes en række vidt forskellige måder at forstå og fortolke verden på - blandt andet indenfor forskellige fagretninger, såsom historieskrivning, eller når det gælder brancher, som indenfor kulturområdet. Peikoff har med andre ord fundet på en ganske fascinerende måde at operationalisere og kategorisere forskellige verdensopfattelser på. Tilgangen er vel at mærke besnærende simpel og analytisk anvendelig, når man først har forstået den.
Udgangspunktet for Peikoffs analytiske og i høj grad integrerende arbejde bygger vel at mærke på det aristoteliske/objektivistiske verdensbillede. Dette verdensbillede handler meget simplificeret om, at abstraktioner kun er gyldige, hvis de kan tilbageføres til noget virkeligt og identificérbart, det vil sige: abstraktioner, koncepter og tankesystemer skal i sidste instans kunne refere tilbage til noget konkret. (Det kan man med matematikken. Men tro på nisser kan derimod ikke forsvares med et virkelighedsbaseret afsæt). Objektivisme er netop en integrende (og ikke dis-integrenede eller misintegrende) tilgang til verden, hvor man anerkender en objektiv virkelighed, som kan forstås af fornuften.
Peikoff præsenterer os nu for tre – senere fem – forskellige hovedtilgange til verden. - De tre tilgange er D, I, M; hvor D står for ”disintegration”, I for ”integration” og M for ”misintegration”. De fem kategorier er D2, D1, I, M1, M2, der tjener som en underkategorisering. Forklaring på disse fem kategorier følger.
De objektivt integrerende individer – eller faglige/branchemæssige retninger, er således I'erne, det vil sige de, der integrerer deres abstraktioner, begreber (koncepter) i overenstemmelse med virkeligheden, det vil sige det iagtagelige og/eller det der kan verificeres - og dermed det konkrete.
Denne kategori "I", kan vel at mærke ikke gradbøjes. Her anerkender man den objektive virkelighed og fornuften som udgangspunkt for at forstå virkeligheden. Det vil sige man orienterer sig ved hjælp af det man kan se, høre, føle, forstå samt fatte via sin fornuft og sit sanseapperat. Og enten gør man dette, eller også gør man det ikke. - Nogle gør det dog bedre eller dårligere end andre i samme kategori. Det vil sige, der er en gradbøjning alt efter om man er et geni eller normal, men ikke en gradbøjning, hvad angår det fundamentale afsæt. ”I” - integration - er således udgangs- og omdrejningspunktet for DIM-analysen og integrationsarbejdet.
”D” - disintegration - repræsenterer derimod den gruppe, der i et eller andet omfang enten undgår - eller i D2's tilfælde aktivt bekæmper - abstraktioner og integrerende aktivitet. Som Peikoff siger det i indledningen af sit foredrag, er der her typisk tale om personer, der sætter en helt særlig ære i at kalde sig selv for ”analytikere”, netop fordi det man gør udelukkende er at ”opløse” (disintegre) eller i bedste fald blot identificere, og fordi man ikke (efterfølgende) formår ”at sætte sammen”, det vil sige give perspektiv og skabe overblik; det vil sige: integrere.
De godartede ”D”ere er nu D1'erne. Det kan eksempelvis være de, der mener, at ”sand videnskab” blot er registrering af fakta - hverken mere eller mindre. I vore dage vil dette typisk være hvad vi forstår ved en anstændig videnskabsmand/kvinde, eftersom vi ofte er pinligt bevidste om, at videnskabsmænd, der kommer med konklusioner (og budskaber) ofte har politiske motiver for at gøre dette. På denne måde har vi dog i stor udstrækning smidt barnet ud med badevandet: - Vi er sluppet for ideologiske budskaber, men har samtidig også mistet de livsnødvendige forklaringer, begrundelser og præsentationer af sammenhænge mellem de mange inputs og data, som vi udsættes for. D1'ere indenfor videnskab er således, det man også kalder for ”positivister”.
Indenfor politik (herunder international politik) kan D1'ere være dem, man kalder for ”pluralister”. Det vil sige dem, der mener, at en lang række faktorer spiller en rolle, såsom ideer, geografi, kultur, tradtion et.c., når man skal forklare noget. Men de kan/vil, i deres egenskab af at være pluralister, ikke rangordne de mange faktorer. De kan/tør endvidere ikke sige, om nogle af faktorerne er primære eller sekundære. Og lige som det gælder videnskabens D1'ere (positivisterne) vil de tilsvarende forsøge at undgå forsøg på integration, der vil kunne føre til (anklage om) nogen klar stillingtagen, - men de vil dog i kraft af en ofte implicit værdsættelse af pluralismen, også i et eller andet omfang forsvare det frie samfund. De kan blot ikke på en konsistent måde forklare hvorfor.
D2'erne er omvendt de, der aktivt søger den intellektuelle (og visse tilfælde også fysiske) disintegration. Denne tilgang til verden kan såvel manifestere sig indenfor politik (som den principløse anarkisme), som indenfor kultur (nihilisme), psykologi (de der mener at mennesket først og fremmest er at beskrive som dyrisk med en trang til primitive handlinger), eller, som Peikoff dokumenterer det, sågar indenfor lovgivning (hvor vanskeligt det end lyder). I det sidste tilfælde vil der være tale om mennesker, der, samtidig med at de arbejder indenfor det juridiske område, søger lovens disintegration – eller som simpelthen benægter, at den nedfældede lovgivning kan have en reel betydning.
Kategori ”2” indenfor såvel D – disintegration samt M – misintegration, er således den ekstreme version af kategorien, hvor tallet ”1” benævner den tilgang, der i et eller omfang har bevaret et konstruktivt og/eller positivt element – fra ”I”; og hvor det positive dermed er forsvaret for brugen af fornuften og sikringen af menneskets handlefrihed. - ”I” er således det absolutte forsvar for dette, og hvor forsvaret for fornuft og frihed således ikke baserer sig på et dogme, men på en rationel og virkelighedsbaseret undersøgelse, der tager afsæt i, hvad mennesket er for et væsen, og hvilke behov, det har, givet dets særlige egenskaber og kendetegn.
I foredragsrækken tager Peikoff så sit begrebsapparat og sine kategorier: D2, D1, I, M1, M2, og anvender det indenfor en række forskellige felter herunder økonomi, historieskrivning, politik, uddannelse/opdragelse, historie, kunst, jura med mere. For hvert område lykkes det for Peikoff at finde eksempler på samtlige fem tilgange til verden og vedrørende det område, som er til diskussion. Det interessante er nu blandt andet hvor mange retninger, man kan finde indenfor hver kategori, og eksempelvis hvor stor eller lille indflydelse, disse hver især kan siges at have haft i dag - og i det lange løb.
Hovedformålet med undersøgelsen i selve foredraget er som nævnt at undersøge hvorfra truslerne mod det frie og fornuftsbaserede samfund i særlig grad kommer fra.
- Det skal afslutningsvist om D'erne også nævnes, at de netop ikke mener, at der kan findes en sand form for integration sted. De ved dog godt, at mange ikke abonnerer på denne ide. De vil blot mene at ethvert forsøg på I – integration – vil ende med M, det vil sige misintegration.- Eller eksempelvis for D1'erne indenfor videnskab: at ethvert forsøg på at integrere den indsamlede mængde fakta også vil ende i subjektiv normativitet. Indenfor D1 vil man således typisk finde kampen for den ”værdifri videnskab”, hvor D2'erne i stedet vil være de direkte destruktive, der vil hævde at videnskab som sådan er at betegne som en illusion.
M er som nævnt misintegration, hvilket i M1's tilfælde kan være ”rationalister” (de der er tilhængere af det ”klassiske”, det vil sige de, der forsvarer fornuften og logikken ud fra et dogmatisk afsæt, og som derfor ikke kan begrunde hvorfor de forsvarer sådanne klassiske dyder med andet en det klassiskes levedygtighed).
- Eller der kan også i M1's tilfælde være tale om mildt religøse men hvor det fornufts- og frihedsorienterede alligevel er det stærkeste element, og hvor der tilsvarende som de verdslige M'ere opereres med abstraktioner (integration og sammenhængsskabende begreber), - men hvor en række centrale begreber ikke kan integreres med virkeligheden (det vil sige fakta/det konkrete).
Også her i kategori ”M” er der således M1'ere og M2'ere, hvor M2'ere eksempelvis er verdsligt totalitære typer ala kommunister, fascister eller religiøse fundamentalister.
M1'ere vil så være eks. "rationalister", "klassisister", eller de der begrunder frihed ud fra religiøse dogmer, Ludwig von Mises placeres som følge af sit a priori af Leonard Peikoff i denne kasse. Også Einstein placeres af Peikoff i M1, mens Newton alt andet lige ifølge Peikoff – hører til i kategori ”I”.
Der er således med M1 og M2 tale om M'ere eftersom de i modsætning til D'erne har et sammenhængende/integreret verdensbillede, men ikke I'er (integration), eftersom integrationen /sammenhængen, der kan identificeres, ikke er funderet i virkeligheden, men i stedet i et dogme (eksempelvis den idealistiske (Hegelske) eller materialistiske (marxistiske) dialektik - eller i en hellig bog; eller i det mere godartede (M1-)tilfælde: i a priori.
M2'ere er således dem, der tilhører den kategori for hvem dogmet står så centralt i tilgangen til verden, at man må tale om dogmatisk absolutisme; det vil sige totalitarianisme som fornufts- og frihedsfjendlighed vel at mærke baseret på noget arbitært.
I'erne er så objektivster, aristotelikere – etc. Det vil som nævnt i indledningen sige mennesker, der bygger deres komplekse begreber og ideer op fra grunden, det vil sige baserer deres ideer på iagtagelse og virkelighedsbaserede indsigter om homo sapiens.
Konklusionen, der følger af Peikoffs undersøgelse er ikke mindre interessant og besnærende: - At M2 i form af den absolutistiske religion er truslen, og ikke D2: anarkiet, nihilismen, det destruktive - herunder også store dele af miljøbevægelsen. Derimod frygter Peikoff i mindre grad den verdslige M2, sådan som vi kender den i Europa i form af nazisme og kommunisme.
En af grundene til dette er blandt andet Peikoffs overbevisende påstand om, at vi som mennesker har brug for sammenhænge, forklaringer og dermed - integration - herunder at få at vide, hvad der er rigtigt og forkert; - og nihilisterne ovre i D2 har ikke i sagens natur et salgbart bud på dette. Det har derimod islamisterne - og de kristne fundamentalister i USA (som man i vid udstrækning må placere i M2).
En anden forklaring på, hvorfor truslen mod civilisation og frihed kommer fra M2 og den totalitære religion, er at miljøbevægelsen, som man i vid udstrækning kan placere i D2, ikke tilbyder noget: - Man får intet her og nu ved at ofre sig, og man får vel at mærke heller ingenting ud af det på et senere tidspunkt! Man skal med andre ord ofre sig for ingenting (nihil). De religiøse derimod tilbyder evigt liv og salighed, jomfruer i paradis et.c, imod hvad der i den sammehæng må siges at være relativt beskedne ofre her og nu. Historisk har religionen da også vist sig langt stærkere appeal end miljøbevægelsens budskab om tilbage til naturen.
Grunden til at Peikoff samtidig ikke tror på en verdslig M2 (ikke-religiøs totalitarianisme) er i øvrigt, at løftet her netop var, at man ville få noget i denne verden, såvel hvad angår nazisme som kommunisme. Men med det tyvende århundrede har vi set, at sådanne verdslige former for totalitarisme netop er forholdsvist (relativt set) kortlivede, af den simple grund, at man lover noget i denne verden, som man så efterfølgende ikke kan holde overfor den generation, som man lovede det. De religiøse totalitære er omvendt dækket ind ved kun at love noget i det hinsides.
Hvis man ikke når at høre foredraget på www.aynrand.org (registrering på siden er i øvrigt gratis) , så vil hypotesen mere klart blive introduceret på objektivisternes sommerkonference 2007. Peikoff arbejder envidere på at fremstille sine ideer i bogform. Besøg også Leonard Peikoffs egen hjemmeside: www.peikoff.com
Beslægtede artikler:
Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft
Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet
Abonner på:
Indlæg (Atom)
