Poul Erik Skov Christensen, 3F og "samfundshiarkiet"

I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.

Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.

Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).

Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".

Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.

Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”

Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.

I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).

Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.

Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.

Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?

Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).

Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:

"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.

Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).

I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:

"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.

Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.

Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.

Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.

Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil kunne ikke vække kultur-socialismen til live.

Bør rige børn ikke leve længst?

Det er i kraft af friheden, og dermed blandt andet muligheden for at der kan opstå forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at den generelle velstand er realiseret.

For tiden gennemføres en kampagne via tidsskrifter og plakatopslag sponsoreret af fagforbundet 3F, der handler om lighed og ulighed i økonomisk forstand. En af overskrifterne er "Rige børn lever længst". Undertegnedes reaktion er: jamen hvad ellers? - Skal det ikke have konsekvenser, at man skaber sig velstand? Ville det ikke være besynderligt, hvis man i de rige lande ikke levede længere, end man gjorde i de fattige? Hvad var så meningen med at skabe sig rigdom i første omgang?

Nu handler kampagne-sloganet i praksis ikke om, at børn dør, og at de fattiges børn dør i større omfang end de riges børn i vores del af verden. Kampagnen handler i virkeligheden om forskelle på voksne. Det med at nævne børnene er et reklamestunt. Det kan man forvisse sig om i forbundsformand for 3F Poul Erik Skov Christensens Kronik: Ulighed dræber. Så vi må starte med at rette på diskussionsformuleringen: Bør rige (voksne) leve længere end fattige? – alt andet lige. Og svaret må – alt andet lige – og med de samme begrundelser som foroven være JA, Hvis det skal have nogen som helst mening at skabe sig et godt liv, må svaret stadigvæk være bekræftende.

Læser man Poul Erik Skov Christensens kronik, bliver det også tydeligt, at han tager velstanden for givet; og at han i praksis ikke aner, hvordan velstanden i samfundet opstår. PESC forstiller sig i sin kronik en verden med absolut lighed (se citatet forneden), hvor han så tror, at alle er blevet hævet op på det højeste niveau, hvad angår den sundhed, som eksisterer i dag.

Men dette højeste niveau som man kan finde blandt de rigeste i den rigeste del af verden, er jo netop et niveau, der er nået af de, der i et frit samfund har haft mulighed for at skabe sig en rig tilværelse; og hvor denne rigdom blandt andet består i et overskud til at tage vare på sig selv i en sundhedsmæssig forstand. I løbet af denne velstandsskabende proces, som man har kastet sig ud i for at skabe sig et godt liv, har man vel at mærke også produceret noget, der har værdi for andre. For den enkelte er dette måske noget sekundært. Men det er alligevel værd at bemærke, at som følge af velstanden i kraft af dette system – også kaldet markedsøkonomien – så vokser det generelle niveau for sundhed; og den gennemsnitlige levetid hæves for alle - rig som fattig.

Ovenstående forstår PESC tydeligvis ikke. Han skriver indledningsvist i sin kronik, at [d]anskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år... Forestillingen er dermed for PESC, at man kan afvikle den økonomiske handlefrihed og i praksis uligheden, og så samtidig bevare det højeste niveau for sundhed, som eksisterer i dag i vores del af verden, hvor vi netop p.t. har denne handlefrihed.

Det er ikke desto mindre netop friheden, der også giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet. Det er i kraft af friheden, som har været gældende og formaliseret i det borgerlige retssamfund de sidste par hundrede år, og som blandt andet også giver muligheden for, at der kan opstå store forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at velstanden er realiseret. I praksis vil Poul Erik Skov Christensens vision derfor forvandle sig til et sundhedsmæssigt mareridt, sådan som man netop ser det ske i de lande, hvor magthaverne forsøger at skabe lighed fra oven via staten.


Mere om fagforeningen 3F på COIN-bloggen.

3F skræmmer børnene væk

I vores klub kan man spille en hel sæson for 600 kroner, og en ketsjer kan købes for cirka 300 kroner, siger Jørgen Hansen [bestyrelsesmedlem i Aalborg Tennisklub]. Han er godt klar over, at tennis af nogen bliver betragtet som en overklassesport. - Sådan var det engang, men det er helt ude af trit med virkeligheden i dag, mener han. Som medlem af bestyrelsen i en tennisklub frygter han, at annoncen fra 3f kan gøre det sværere at få unge til at melde sig til tennissporten. Det er svært nok i forvejen at holde på de unge. - Det kan man læse i artiklen Tennissporten føler sig hængt ud.

Men hvorfor er det blevet billigere at spille tennis? Svaret er det samme som spørgsmålet: "hvorfor er kontaktlinser, computerskærme, mobiltelefoner, fjernsyn, sodavand, flyrejser"...og så videre blevet billigere? - Og svaret er ULIGHED: Det vil sige, det er mulighederne for at skabe sig en materielt solid tilværelse med overskud i hverdagen, der har ført til denne generelle velstandsskabelse. Det er muligheden for at den enkelte kan træffe sine egne beslutninger, og dernæst forfølge sine drømme og visioner uden at blive plyndret af sine omgivelser for hvert et fornuftigt og produktivt skridt, der bliver taget.

Det er dermed muligheden for at blive "ulige" alle andre, der betyder, at nogle rent faktisk foretager sig noget fornuftigt og praktisk orienteret. I primitive eller middelalderlige samfund trives derimod retsløsheden og også lighedsmentaliteten, der betyder, at når nogle tager et selvstændigt skridt fremad, trækkes de med det samme tilbage og ned af resten. Fra og med 1970'erne tog vi i Danmark med ny-marxisimen (og kultur-socialismen) et grimt skridt tilbage i den forkerte retning. Man genopfandt en lighedskultur, som kun kan føre tilbage til mere primitive tilstande.

Historien fra Aalborg fortæller således noget ret centralt. Og det er at friheden ganske rigtigt i praksis har en tendens til at føre til ulighed, sådan at der opstår en "overklasse", fordi mennesker vil noget forskelligt med deres liv, og også fordi mennesker er forskellige fra naturens hånd; men at den samme frihed også fører til øget velstand generelt.

Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme

Ifølge Hans-Jørgen Pahlke fra fagforeningen 3F får jordbærplukkere i Danmark en uanstændig lav løn. Bærplukning er som bekendt blot ét af de steder, hvor Danmark har fået besøg udefra i form af tilrejsende arbejdskraft fra Østeuropa. Det kan derfor tydeligvis godt betale sig for nogle mennesker, at forlade Polen eller måske Østtyskland for at plukke bær eller gå med aviser i Danmark.I praksis må den lave løn her - eller i Tyskland, hvor man netop har afsluttet en diskussion om mindsteløn, derfor virke som et anstændigt og godt tilbud sammenlignet med hvad der blev tilbudt derhjemme. Her spiller den nominelle løn – og den relative forskel på løn mellem fastboende og tilrejsende – derfor åbenlyst en mindre rolle, end hvad man som produktiv indvandrer kan købe for lønnen. Med andre ord: købekraften er det centrale. Om man får halvt så meget som andre i Danmark er i praksis mindre vigtigt; ellers ville man simpelthen ikke rejse hertil.

Men rent faktisk er købekraften altid vigtigere end hvad man nominelt får i løn. Købekraften er tilsvarende (objektivt set) altid vigtigere, end hvad man får i forhold til andre. Det illustrative bevis på at købekraften er vigtigere end den nominelle løn, er selvfølgelig, hvis hele befolkningen på samme tid blot tilførte et ”0”, på samtlige mønter og pengesedler og hvad der stod på diverse konti. Mængden – og værdien - af varer, der kunne købes ville i så fald være nøjagtig den samme. Penge er i al deres simpelhed som bekendt blot et middel til at handle med. Det interessante er helt og aldeles hvad der bliver produceret, og hvad der dermed i praksis er til rådighed. De tilrejsende ”østarbejdere” kommer derfor fra lande, hvor der som følge af socialisme og tilstræbt planøkonomi er produceret ganske lidt; hvor investeringen i effektive maskiner over tid har været lav; og hvor man derfor skal arbejde meget mere for at opnå det samme, som man skal i Danmark. Tilsvarende kan man derfor tage til Danmark, og med den samme indsats som i Polen eller Østtyskland opnå meget mere – takket være en højere købekraft.

Med andre ord: penge er ikke magiske. Deres købekraft er dermed ikke en kraft, der findes iboende i pengene selv. ”Kraften” som pengene har, skyldes i stedet, hvad der findes udenfor; det vil sige hvad der eksisterer som følge af produktiv kapacitet. (Og kort fortalt er årsagen til en højere købekraft ikke mindst højt ydende maskiner, der øger arbejdskraftens værdi).

Tilstræbt planøkonomi forringer købekraften

Produktiviteten i Østeuropa har over tid – i kraft af tilstræbt planøkonomi – været lav. Derfor er mængden af goder til rådighed tilsvarende – relativt set - begrænset. Og derfor er købekraften, det vil sige det som man kan købe for sin indkomst, tilsvarende lav. Keine hexerei, nur behändichkeit, siger tyskerne. Man kan ikke blive rigere ved at trykke pengesedler. Man kan tilsvarende ikke omfordele sig til velstandsskabelse. Man kan derimod vælge det rigtige økonomiske system. Og man kan i kraft at det rette system, derefter producere en masse varer og ydelser samt maskiner (som har værdi), - og så øges købekraften.

Vil man øge sin egen købekraft, må man derfor producere noget, som andre gerne vil købe. Men langt vigtigere end dette, er det nu engang at man befinder sig indenfor et økonomisk system, hvor produktivitet og velstandsskabelse i almindelighed er høj. Før man begynder at producere er det derfor altafgørende, at man finder ud af om man befinder sig i et generelt produktivt samfund. Og her er det derfor en kolossal fordel at befinde sig i et industrisamfund, som det danske, som har nydt godt af en fri markedsøkonomi i årtier, ja i århundreder.

Historien viser heldigvis også, at så snart man indfører en markedsøkonomi, ja så øges produktiviteten og dermed købekraften særdeles hurtigt, eftersom man snart får adgang til den øvrige globale markedsøkonomi – inklusive hvad der produceres i Danmark og Tyskland; og på denne måde gives i hastigt tempo dermed mulighed for at man indhente de lande, der har haft frie økonomier i længere tid. - Kapitalismen er på denne måde særdeles generøs.

Tilhører man derimod et meget lille mindretal i et lukket samfund, der producerer meget, mens alle andre er uproduktive og/eller dovne, og/eller producerer noget med lav værdi, er købekraften tilsvarende lav.

Østeuropæere har siden murens fald ikke desto mindre vist, at det helt centrale problem for dem var det forkerte økonomiske system, og hverken dovenskab eller en iboende manglende evne til kvalitetsproduktion. Så nu hvor østeuropæerne har fået et nyt system ved navn markedsøkonomien, kan man iagttage hvor vigtigt dette system er; og også at tjekker eller polakker er såvel arbejdsomme som kvalitetsbevidste, når blot forudsætningerne – det vil sige det rette system – er til stede. Ud over at være et generøst system diskriminerer kapitalisme derfor tilsvarende heller ikke mellem folkeslag: reglerne og konsekvenserne af at indføre ejendomsret og produktionsfrihed er ens for alle.

Kapitalismen bør snarest udbredes til resten af verden

Købekraften, det vil sige hvad der kan købes og frembringes i kraft af maskiner og som følge af det økonomiske system, er således altid vigtigere end den nominelle indkomst.

I sit hovedværk Capitalism forklarer Økonomen George Reisman særdeles omstændeligt om købekraftens betydning. Den allermest enkle måde at forklare købekraftens betydning på, er måske følgende konstatering: Værdien af det som læseren kan købe, skyldes i et kapitalistisk samfund med udbredt arbejdsdeling altovervejende andre menneskers produktive indsats. Bor man i et afrikansk udviklingsland kan man således slide sig halvt ihjel. Men man vil stort set alligevel ikke kunne købe noget af værdi. Dette skyldes fravær af teknologi og maskiner. Men det skyldes altså også, at omgivelserne (ligesom en selv) ikke producerer noget, der er meget anderledes end hvad der oprindeligt eksisterede i naturen. Mange ugers arbejde hvor flere arbejder sammen kan måske i et lukket land i Afrika resultere i frembringelsen af et primitivt transportmiddel, som en hestevogn. Det er ikke desto mindre den generelt lave produktivitet, der gør at man ikke kan sælge hestevognen for penge, og efterfølgende købe noget af høj værdi og kvalitet hos nogle andre.

Grunden til at man i almindelighed i vores del af verden derfor har råd til en bil, eller til en bolig med el, vand, fjernvarme og så videre har dermed praktisk talt intet at gøre med graden eller omfanget af ens egen arbejdsindsats - når man sammenligner med valget af økonomisk system. Man er derfor i meget vid udstrækning nødt til at være taknemmelig for markedsøkonomien, og den frie samhandel.

Det man som almindelig indkomstmodtager kan købe for sin løn, skyldes dermed først og fremmest og altovervejende det økonomiske system, som man befinder sig. Og ”det økonomiske system” er simpelthen blot et andet ord for måden som individer interagerer med hinanden på i produktiv henseende. - Forudsætninger for at velstandsfrembringende samfund fungerer, er i øvrigt så ikke mindst respekten for den private ejendomsret, der sikrer at det kan betale sig at spare op, sådan at denne opsparing kan bruges til investering i maskiner, der effektiviserer brugen af arbejdskraft.

En personlig lønstigning har derfor tilsvarende stort set intet at sige, når sådanne personlige indkomstforbedringer sættes i forhold til de omgivelser, som man befinder sig i. Man kan således forestille sig en fordobling eller firedobling af en almindelig arbejders lønindkomst i et afrikansk udviklingsland: Det interessante er simpelthen ikke sådanne ændringer men hvad man kan købe for pengene, det vil sige hvad der fysisk er til rådighed og til salg, som ens indkomst kan bruges på. (Man kan således forestille sig at man som enkeltperson i et fattigt land går fra at få fem kroner i timen til 10. Sådanne forandringer har praktisk talt intet at sige. Og hvis alle andre i dette samfund også får en tilsvarende lønstigning annulleres naturligvis helt og aldeles værdien af denne stigning). Det er dermed først hvis andre i almindelighed tilsvarende har produceret meget, at købekraften er høj, sådan som det relativt set er tilfældet, når man sammenligner europæiske nationer med mindre udviklede lande. Forskellen på hvad man nominelt får i indkomst og hvad man eventuelt kan få procentuelt ekstra, hvad angår denne nominelle løn, betyder således intet i forhold til hvilket land og under hvilket økonomisk system, man befinder sig i.

Ovenstående forhold er derfor også forklaringen på, at mennesker, der ikke arbejder specielt hårdt i vores del af verden, men som dog arbejder – kan nyde ekstrem høj velstand sammenlignet med det usle resultat, som hårdt arbejde ofte fører til i et udviklingsland. Og det, at det er købekraften i almindelighed, der betyder noget, - er tilsvarende forklaringen på, at et individ, der arbejder fysisk hårdt i vores del af verden, men som i det store hele ikke bruger sit intellekt tilsvarende kan nyde høj velstand; hvor en person, der arbejder lige så hårdt i et udviklingsland omvendt ikke gør det.

Uretfærdigheden forbundet med ovenstående består derfor først og fremmest i, at man politisk har valgt to forskellige økonomiske systemer; at det fattige land ikke er en del af den globale økonomi; og at man lokalt i det fattige land ikke respekterer ejendomsret, produktionsfrihed og retten til at handle uhindret.

Reformer der gør os rigere

Pointen med ovenstående er ikke mindst at gøre opmærksom på, at hvis man vil forbedre sin egen velstand (og andres), så giver det særdeles god mening at fokusere på forbedringer af det økonomiske systems evne til at fungere. Dette handler derfor – og jævnfør erfaringerne fra Østeuropa – for vores vedkommende også først og fremmest om mere marked og mindre stat:

Omfordeling: hvor man beskatter privatansatte og giver pengene til offentligt ansatte forbedrer således ikke købekraften. På kort sigt flyttes blot købekraft fra private til offentligt ansatte. På længere sig reduceres købekraften for alle – i kraft af, at motivationen til produktiv indsats begrænses som følge af skattetrykket.

Vil man forbedre købekraften for alle er det helt centrale derimod, at man reducerer den offentlige sektor til fordel for den private (sådan som man har gjort det i Østeuropa), og i takt med dette sænker skatterne. Resultatet bliver som for de østarbejdere, der rejser til Danmark, at man kan opnå mere for den samme indsats. Vi behøver bare ikke rejse til et andet land for at blive rigere, men kan nøjes med at ændre på systemet herhjemme.

Tidligere bragt på RÆSONBLOG