Klimaekstremisme

Hvem er det, der er ekstrem i klimaspørgsmål? Er det dem, som forvolder skade på andre mennesker gennem deres ødelæggende politik? Eller er det dem, som beskriver de negative konsekvenser, som følger af førstnævnte politik?

Takket være et sammenfald af flere negative og markedsskadelige politiske initiativer kan man nu, allerede tre år efter at Copenhagen Institute begyndte at advare om de negative konsekvenser af klimapolitikken, iagttage disse i virkeligheden.

Imidlertid kan man være ret sikker på, at de miljøekstremister som har magten i dag vil fortsætte ud af samme spor, mens de vil kalde deres destruktive politik for moderat; og mens de vil hævde at de med deres sultskabende adfærd på en eller anden måde bidrager til at frelse verden.

Konsekvenser i Danmark: Største prisstigninger på mad i 24 år
(I andre lande rammes man naturligvis langt hårdere af klimapolitikken end vi gør det herhjemme, se link i billede nedenfor).

Aktuel kommentar: Grøn skade




Mere af det samme: Global warming tax hikes heading your way
Deficient computer models drive policies that destroy jobs, profits and family budgets by Paul Driessen

Den nye rapport [fra Verdensbanken] vurderer, at den stigende produktion af bioetanol har fået de globale fødevarepriser til at stige 75 pct., og dermed er hovedårsagen til den globale fødevarekrise. Børsen.

Rapport: Biobrændstof skyld i 30 mio. fattige - Børsen

World Bank: rocketing food prices have put fight against poverty back 7 years - The Guardian

Besøg Kyoto Kritik.

FN’s arbejde for slaveri

I FN vil man indføre skatter, der betyder global økonomisk omfordeling fra de frie lande med respekt for det enkelte menneske til de lande, der er ufrie og undertrykte; og hvor en stor del af overførslerne så vil gå til magthaverne i disse lande, og en anden del til at holde utilfredsheden med undertrykkelsen i disse lande nede. Skridt for skridt vil man som følge af den politik afvikle den frihed, der findes.

"FN og Art of Living siger: nu er det nok! Støt kampagnen mod fattigdom og undertrykkelse onsdag. 17. oktober kl. 17 på Rådhuspladsen". - Det kan man læse på www.artofliving.dk, hvor man også tilbyder kurser i Yoga.

Parolerne for arrangementet den 17. lyder at: man vil 1. [b]ekæmpe ekstrem fattigdom, 2. Sikre skolegang for alle børn, 3. [s]ikre kvinder ligestilling og styrke kvinders rettigheder, 4. [r]educere børnedødeligheden, 5. [n]edbringe dødeligheden for gravide og fødende kvinder, 6. [b]ekæmpe HIV/AIDS, 7. [s]ikre et bæredygtigt miljø, 8. [s]kabe et globalt partnerskab for udvikling. Alt sammen med en deadline i år 2015.

I en folder tilsendt undertegnede via ses[at]coin.dk opremses så flere af de dårligdomme og den ufrihed, der kendertegner den fattigste del af verden.

Om Yoga kan man sige følgende: I sig selv skaber Yoga-dyrkning ingen som helst velstand. Flere hævder, at det har en god virkning på deres velbefindende. Men Yoga-aktiviteter fører hverken frem mod ligestilling, afskaffer fattigdom, slaveri eller sikrer ligestilling mellem kønnene. Sammenlignet med FN, må man alligevel betegne Yoga som harmløs. Under visse omstændigheder kan jeg endvidere ikke udelukke, at jeg ville anbefale Yoga til mennesker, der var meget stressede.

FN derimod er en anden sag: FN er en organisation, der i praksis er helt åben for alle typer af stater inklusive verdens mest undertrykkende. I FN er man dermed netop åben for de stater, hvor slaveriet florerer. Hvis man gerne vil styrke slaveriet og undertrykkelsen i verden, skal man derfor også styrke FN. De Forenede Nationer siger i praksis ”velkommen til diktaturer og slavestater i de mest formørkede egne af jorden”. Læseren kan selv finde FN’s hjemmeside og konstatere, hvordan repræsentanter for det ene afskyelige regime efter det andet sidder i komiteer og udvalg, der har navne, der skal signalere godgørenhed. Dertil kommer alle skandalerne og alle de groteske politikker, som i praksis føres fra FN’s side.

Man må konstatere, at man i FN også tager parti for ufriheden i praksis. Det forkastelige ved FN handler derfor ikke blot om, at give repræsentanter for ufrie regimer pladser i komiteer. Man fører også den politik, som disse regimer ønsker sig, hvor man er ansvarlig for ovenstående nød og elendig. Via FN har man som et eksempel blandt tusinder sikret sig, at terrororganisationen Hizbolla igen og igen har haft mulighed for at genopruste i Libanon, hver gang det frie og verdslige Israel har svækket denne organisation. Rent faktisk kan man opstille en grundregel, der handler om, at man i FN er på de allerværste individers og organisationers side.

FN er den organisation, der mere end nogen anden har styrket alverdens undertrykkende diktaturer ved at give disse diktaturers magthavere, det som de allermest ønsker sig i verden: status og prestige. I FN kan de onde derfor færdes side om side med de gode i ovennævnte udvalg og råd. Dette styrker selvsagt de onde og svækker de gode. FN står derfor for en politik, der handler om at åbne døren for ondskaben. Over tid dræber man i FN derfor også godheden. Ovenstående er også den centrale forklaring på, hvorfor intet godhedens projekt lykkes i FN-regi: Det skyldes netop, at præmissen i FN er, at diktatorer og undertrykkere skal have lov til at bevare magten.

I kraft af denne præmis om at frede verdens undertrykkere, som de findes i Afrika, Mellemøsten og dele af Asien tillades derfor ikke de økonomiske og politiske reformer, der sikrer politisk og økonomisk frihed: respekt for den private ejendomsret, ytringsfriheder samt de andre individuelle friheder. Disse friheder er ikke desto mindre en forudsætning for, at mennesker kan skabe deres egen velstand, og dermed opnå en værdig tilværelse. Hvis man finder oversigter over hvilke lande, der i FN er blevet kritiseret mest, vil man også opdage, at det enten er de frieste lande, der angribes mest, – eller at frie og ufrie lande behandles på omtrent den samme måde.

Nu er der så nogle, der på trods af ovenstående vil bruge FN til at afskaffe fattigdom og elendighed; - det vil sige på trods af ovenstående FN-forudsætning, der handler om at frede den ufrihed, der findes hos en stor del af medlemslandene; og som man i FN ikke bare har fejet ind under gulvtæppet, men som man også lader disse lande sprede - via blandt andet FN - til resten af verden. (Dette omfatter også den ufrihed, der findes i totalitære religiøse systemer).

- Hvordan vil disse mennesker så gøre dette i praksis: De vil i stedet for det slaveri og den undertrykkelse, der findes i bestemte lande, gøre slaveriet til noget globalt:

FN’s tilhængere vil gøre den frie verdens befolkning - som netop i kraft af friheden til at bruge fornuften samt friheden til at handle, og også i kraft af, at man rent faktisk bruger sin fornuft er rige - til resten af verdens slaver:

Det er dette, som arbejdet i FN i sin kerne handler om: I FN vil man indføre skatter, der betyder tvungen økonomisk omfordeling fra de frie lande med respekt for det enkelte menneske til de lande, der er ufrie og undertrykte; og hvor en stor del af overførslerne så vil gå til magthaverne i disse lande, og en anden del til at holde utilfredsheden med undertrykkelsen i disse lande nede.

Skridt for skridt vil man som følge af denne FN-politik derfor afvikle den frihed, der findes. Allerede i dag er man faktisk kommet langt i dette arbejde; for der overføres som bekendt kolossale midler fra de frie og rige lande til de ufrie og undertrykte diktaturlande.

Denne politik fører naturligvis blot ikke til nogen afskaffelse af fattigdom. For fattigdom udryddes ikke ved omfordeling - men i kraft af velstandsskabelse. Men som nævnt har man valgt at ignorere forudsætningerne for velstandsskabelse, eftersom man i FN gerne vil have diktaturlandene med i organisationen.

Den ignorance, som ovenstående politik fra FN’s tilhængere bygger på, har dermed en høj og stadigt højere pris; og politikken fører endvidere ikke til de opstillede mål. Tværtimod fører politikken om at udbrede det slaveri og den undertrykkelse, der findes i de værste lande til også den vestlige del af verden, til at fattigdommen tilsvarende udbredes hertil.

Til sidst vil jeg vende tilbage til Yogaen nævnt foroven. For man kunne godt formode, at det afsavn, der er forbundet med at være ”yogi”, sådan i den oprindelige ”klassiske” forstand er noget, man ser som et ideal. Det kunne jo tænkes, at man som FN-tilhænger er klar over, at man i praksis ikke uden konsekvenser kan ignorere diktaturernes magt og prestige, som de har opnået via FN. Samtidig kunne det tænkes, at FN-tilhængerne ikke er uvidende om hvad deres politikker og målsætninger om flere midler fra den frie del af verden i sidste instans fører til. Det kunne jo være, at man simpelthen ønsker at afskaffe velstanden i verden, fordi man ikke bryder sig om den handlefrihed og kulturelle styrke, som velstanden sikrer.

- Det følgende er under alle omstændigheder, det eneste som rationelle fornuftsvæsener kan konkludere: at hvis individer allierer sig med den ondskab, der findes i en organisation, som FN, så må det være fordi man ønsker det samme som det organisationen står for og som den arbejder i retning af; og for FN’s vedkommende er dette nu engang slaveri.

---

Blog-posteringer om emnet på www.coin.dk:

FN-styrke i Libanon bidrager til fortsat ustabilitet

Terrorsponsor medlem af Interpol

Verden ifølge FN

FN er det åbne samfunds fjende

FN: til gavn og beskyttelse for diktaturstater

Gæt en institution

Besøg også:

WWW.THE UN IS EVIL.COM

Bør rige børn ikke leve længst?

Det er i kraft af friheden, og dermed blandt andet muligheden for at der kan opstå forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at den generelle velstand er realiseret.

For tiden gennemføres en kampagne via tidsskrifter og plakatopslag sponsoreret af fagforbundet 3F, der handler om lighed og ulighed i økonomisk forstand. En af overskrifterne er "Rige børn lever længst". Undertegnedes reaktion er: jamen hvad ellers? - Skal det ikke have konsekvenser, at man skaber sig velstand? Ville det ikke være besynderligt, hvis man i de rige lande ikke levede længere, end man gjorde i de fattige? Hvad var så meningen med at skabe sig rigdom i første omgang?

Nu handler kampagne-sloganet i praksis ikke om, at børn dør, og at de fattiges børn dør i større omfang end de riges børn i vores del af verden. Kampagnen handler i virkeligheden om forskelle på voksne. Det med at nævne børnene er et reklamestunt. Det kan man forvisse sig om i forbundsformand for 3F Poul Erik Skov Christensens Kronik: Ulighed dræber. Så vi må starte med at rette på diskussionsformuleringen: Bør rige (voksne) leve længere end fattige? – alt andet lige. Og svaret må – alt andet lige – og med de samme begrundelser som foroven være JA, Hvis det skal have nogen som helst mening at skabe sig et godt liv, må svaret stadigvæk være bekræftende.

Læser man Poul Erik Skov Christensens kronik, bliver det også tydeligt, at han tager velstanden for givet; og at han i praksis ikke aner, hvordan velstanden i samfundet opstår. PESC forstiller sig i sin kronik en verden med absolut lighed (se citatet forneden), hvor han så tror, at alle er blevet hævet op på det højeste niveau, hvad angår den sundhed, som eksisterer i dag.

Men dette højeste niveau som man kan finde blandt de rigeste i den rigeste del af verden, er jo netop et niveau, der er nået af de, der i et frit samfund har haft mulighed for at skabe sig en rig tilværelse; og hvor denne rigdom blandt andet består i et overskud til at tage vare på sig selv i en sundhedsmæssig forstand. I løbet af denne velstandsskabende proces, som man har kastet sig ud i for at skabe sig et godt liv, har man vel at mærke også produceret noget, der har værdi for andre. For den enkelte er dette måske noget sekundært. Men det er alligevel værd at bemærke, at som følge af velstanden i kraft af dette system – også kaldet markedsøkonomien – så vokser det generelle niveau for sundhed; og den gennemsnitlige levetid hæves for alle - rig som fattig.

Ovenstående forstår PESC tydeligvis ikke. Han skriver indledningsvist i sin kronik, at [d]anskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år... Forestillingen er dermed for PESC, at man kan afvikle den økonomiske handlefrihed og i praksis uligheden, og så samtidig bevare det højeste niveau for sundhed, som eksisterer i dag i vores del af verden, hvor vi netop p.t. har denne handlefrihed.

Det er ikke desto mindre netop friheden, der også giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet. Det er i kraft af friheden, som har været gældende og formaliseret i det borgerlige retssamfund de sidste par hundrede år, og som blandt andet også giver muligheden for, at der kan opstå store forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at velstanden er realiseret. I praksis vil Poul Erik Skov Christensens vision derfor forvandle sig til et sundhedsmæssigt mareridt, sådan som man netop ser det ske i de lande, hvor magthaverne forsøger at skabe lighed fra oven via staten.


Mere om fagforeningen 3F på COIN-bloggen.

Islam, fanatisme og fattigdom

"Der findes ingen umiskendeligt islamisk måde at bygge et skib på eller forsvare et territorium, helbrede en epidemi eller lave en vejrudsigt," så hvorfor penge? [samfundsforsker Timur Kuran] konkluderer, at det signifikante ved islamisk økonomi ikke ligger i økonomien, men i identitet og religion. Systemet "har fremmet spredningen af antimoderne … tankestrømninger overalt i den islamiske verden. Det har også fostret et miljø, som virker befordrende for militant islamisme."

- Citatet findes i Daniel Pipes artikel - Islamisk økonomi: Hvilken betydning har den? Flere artikler af Pipes på dansk her.

Som omtalt i andre sammenhænge går det endvidere ikke specielt godt i Mellemøsten rent økonomisk. Dette til trods for de mange oliepenge, der strømmede ind i regionen fra og med 1970'erne. Pengestrømmen skyldtes i øvrigt en skadelig amerikansk energipolitik kendetegnet ved regulering og kvoteordninger. Og denne skadelige politik er vi nu ved at indføre i Europa med CO2-kvoterne.

Årsagen til den begrænsede velstand i Mellemøsten skal ikke mindst findes i religionen islam, der er den dominerende i regionen:

For religion hæmmer kreativ tankegang. Sand kreativitet er kendetegnet ved at være virkelighedsbaseret:

Kreativitet er at forholde sig realistisk og samtidig nyskabende til sine omgivelser. Realisten starter derfor med at erkende verden som den er, og derfor fantaserer sig derfor ikke frem til et univers, der ikke eksisterer i virkeligheden - eksempelvis indeholdende væsner, der kan ophæve naturens love. - Ej heller er det udtryk for kreativitet, som man gør det i Islam, at indføre alverdens rigide regler, der hæmmer de handlemuligheder, man har brug for, hvis man ønsker at forbedre sin situation i virkelighedens univers.

Dette er derfor en central forskel på god filosofi og så religion: filosoffen starter ”nedefra”, med det konkrete og bygger så op fra grunden.

Det gode tankesystem kan dermed føres tilbage til helt konkrete elementer i de fysiske omgivelser. Sådan skabes også den gode begrebsdannelse; den er tilsvarende virkelighedsbaseret.

Der findes således noget, man kan kalde ”korrekte termer” ligesom der kan tales om ”frit svævende abstraktioner”, som er ugyldige i kraft af blot at være trukket ud af den blå luft. Det vil sige: sådanne ukorrekte termer ("svævende abstraktioner") er produkter af fri fantasi – og fantaseren; og det gælder naturligvis at de er sprogligt ugyldige ud fra en målestok, der baserer sig på virkeligheden. Og dette gælder uanset om de er bygget ind i en tradtionel religion eller der er tale om noget, som en moderne universitetsprofessor har fundet på (eventuelt Jürgen Habermas).

Det er i prakis også på denne måde religioner opstår: Man har forladt virkelighedens målestok, og man er i stedet blevet en fantast. Man er en drømmer, der ikke er tilfreds med virkelighedens nøgterne udfordring. Skridtet for den meget utilfredse er samtidig aldrig langt fra at blive rendyrket fanatisk. Og fanatikere er der som bekendt mange af i Mellemøsten.

Læs også Søren Espersens glimrende kronik Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.

Maskinstorm A/S

Et nyt dansk firma vil til efteråret begynde at sælge C02-kvoter direkte til danskerne. Investeringen er ikke bare god for miljøet – den kan også give et pænt afkast, skriver Penge & Privatøkonomi. Mens bilerne, fabrikkerne og kraftværkerne fortsat prutter drivhusgassen C02 lystigt ud i atmosfæren, er der nu godt nyt til de danskere, der gerne vil have en lidt grønnere samvittighed – og samtidig tjene lidt penge. - Det skriver gratisavisen Urban [se artikel nederst]. På forsiden af Urban havde man dog passende kaldt dette "at tjene penge på varm luft".

Man kan mildt sagt også kalde det "interessant", at man kan tjene penge på ikke at producere noget, og på at spekulere i, at politikere vil reducere den økonomiske handlefrihed stadigt mere (sådan at prisen på disse kvoter presses yderligere op). Men det kan man. Og det skyldes lovgivningsmagten, som nogle nu har benyttet, til at skabe en situation, hvor man kan sælge økonomisk frihed i kvoteform. Dire Straits sang om money for nothing; her er udtrykket mere passende, end det var tilfældet i selve sangen.

For de første individer, der får sådanne kvoter i hænderne - eventuelt gratis - er der naturligvis tale om en yderst indbringende forretning; eftersom der ingenting er produceret, før man sælger sin "vare". Man sælger simpelthen noget, der er skabt ved politisk dekret. Hvad man sælger, og handler med er således at sidestille med arbejdstilladelser udstedt af staten eller EU.

Staten og EU kan altså som udgangspunkt gøre to ting: De kan enten sælge disse kvoter, og produktionstilladelser; eller de kan forære dem væk. Det afgør så, hvem der beriger sig mest. Prisen for sådanne manøvrer væltes ligesom med de "grønne afgifter" over på befolkningen i almindelighed. De som ikke begunstiges, men som altså må købe (d.v.s. de produktive virksomheder), de rammes. Og det som disse ramte så producerer efterfølgende, det koster så mere for forbrugerne i kraft at de kunstigt forhøjede omkostninger, der er en konsekvens af kvotekøbet.

Indkomst i samfundet flyttes altså fra een gruppe i samfundet til anden: Den økonomiske omfordeling går fra lønmodtagere, som må holde for, i det omfang at udgiften til lønninger må reduceres, når der skal købes kvoter. Omfordelingen går samtidig fra een type af virksomhedsejer til en anden (De kvote-begunstigede).

Konsekvensen for muligheden for, at man udvikler mere effektive maskiner og mere optimale energiformer er i øvrigt også den samme, som for "grønne afgifter": De produktive i samfundet straffes på bekostning af dem, der ønsker at forbruge her-og-nu. Dermed fastholder man i praksis også den aktuelle påvirkning af vores omgivelser, - og det var vist ikke meningen. Det er derfor ironisk, at nogle vil kunne øge deres forbrug på bekostning af velstandsskabelse og andres forbrug, og samtidig iklæder sig godhedens og altruismens gevandter, men sådan er det: - For det var markedsøkonomien, der begunstigede de mest produktive og mest effektive producenter på de mindre effektives bekostning.

Det var således i kraft af det fri marked, at der blev skabt en situation, hvor vi bevægede os fra at bruge hvalolie, kul og tørv - og til at benytte os af de renere og mere ydende fossile brændstoffer såsom olie. Den rigelighed som olierevolutionen sikrede førte så senere til muligheden for, at man kunne udvikle atomkraft (men også moderne vindmøller og solenergi).

Den rigelighed, som markedet sikrer, er ikke desto mindre den samme rigelighed, man bekæmper med kvoterne.

- Med denne "kvote-virksomhed" må man derfor tale om Maskinstorm A/S. Man kan da også godt kalde det konservativt, ligesom man fik et "konservativt" indtryk af Sovjetunionen og de ufrie lande i Østeuropa, når man fra den frie vestlige verden besøgte disse lande før murens fald, og kunne se "gammeldags" kraftværker og fabrikker; - for der trivedes kvotementaliteten i allerhøjeste grad. Man havde derfor ikke overskud til at producere noget, der var bedre.

Er man et arbejdende menneske, der værdsætter andres produktivitet, er det måske derfor interessant at vide, at der med disse kvoter er tale om "profitskabelse ud i den blå luft". Der er som det allerede nævnt tale om profit, der er skabt takket være et statsindgreb, og som dermed er profit, som er sikret en "profitmager" uden at der er leveret nogen som helst form for produktiv indsats fra den virksomhedsejer, der som den første får sådan en kvote tildelt af staten.

Får man sin kvote foræret er det dermed "gratis penge"; og disse "gratis penge" bruger den kvotebegunstigede så alt andet lige mere på forbrug, end på geninvestering i kapitalapparatet samt til lønninger. Eventuelt vil den kvotebegunstigede bruge en del tid på at sikre, at kvotenettet strammes yderligere, og man tilsvarende begunstiges; for det vil jo være en "god" forretning for de begunstigede, at drive sådanne former for lobbyisme.

Med kvoteordningerne har vi dermed også et fænomen, som ligner det man har i kraft af den statslige begunstning af offentligt ansatte, der kan pege på sociale problemer, der angiveligt så kræver flere skatter og nye offentlige projekter for at kunne blive løst: Nu har man skabt et incitament i erhvervslivet til at kræve øget regulering fra en gruppe spekulanter; og hvor denne gruppe så vil vokse endnu mere i kraft af deres succes (altimens de reelt produktives skare omvendt vil reduceres i samme omfang).

Ovenstående konsekvenser for ændret økonomisk adfærd gælder i øvrigt, uanset om kvoteejeren selv er producent og udleder CO2 - eller ikke. For jo større en kvote, der kan sælges - desto mere kommer indtægten nu fra dette salg, og ikke fra, hvad virksomheden ellers foretager sig. Der er med andre ord bragt noget ind i verden, som er blevet gjort profitabelt, der bare ikke har en fysisk værdi. Det der har en fysisk værdi, og som er noget reelt værdifuldt får dermed også en relativt mindre værdi i forbindelse med salg, eftersom der er større omkostninger forbundet med at producere det; i modsætning til salget af sådanne tilladelser, der ikke koster mere end det papir, som tilladelsen er nedfældet på.

Det politiske indgreb fører derfor til mere forbrug hos disse kvoteejere, på bekostning af de produktive i markedsøkonomien - herunder lønmodtagere. Der er derfor også tale om en økonomisk omfordeling fra de der skaber og producerer noget, og så over til nogle, der også kan kaldes "netto-forbrugere": Det er altså mennesker, der kan leve af at sælge en tilladelse, som andre skal bruge for at klare sig; det vil sige en politisk tilladelse til produktivitet begunstiget af de uproduktive!

Alle der efterspørger billig energi, og som ikke får kvoter foræret, der kan dække deres eget forbrug, og hvor de derfor ikke kan sælge det tiloverblevne af sådanne kvoter på CO2-børsen, bliver derfor tabere i dette kvotespil. Den virksomhed, der bruger meget energi, men ikke får en kvote bliver derfor taber i spillet. Og den almindelige lønmodtager, der oplever at energipriserne stiger, rammes igen af skadelig energipolitik.

Man bør derfor også holde et godt øje med, hvad der kan findes af politiske forbindelser og kvotetildelinger. For hver eneste kvotebegunstigelse vil have en historie tilknyttet vedrørende "gode relationer" og politisk sympati-dannelse, også kaldet lobbyisme.

Med CO2-kvoter har Karl Marx på ironisk vis derfor også fået en smule relevans: - Kvoteejerne sælger noget værdiløst, men noget man som produktiv virksomhed kan blive nødt til at købe. De virksomheder, der er nødt til dette, kan nu i mindre grad bruge midlerne på, at investere i kapital og arbejdskraft. I praksis er der således tale om økonomisk omfordeling fra ydere til nydere, sådan som Marx malende beskrev det i en anden sammenhæng.

Over tid bortfalder så incitamenterne, der sikrer, at industrisamfundet vedligeholdes og udbygges . CO2-kvoter fører derfor ikke til "miljøforbedringer", men til forbrug her-og-nu og økonomisk stagnation.

I modsætning til hvad Karl Marx mente, er det således bare ikke markedsøkonomien, men de politiske beslutningstagere - herunder "folkets mand" (i Havana) Svend Auken og Connie Hedegaard, der må tage "æren" for den faldende velstand.

---

Læs mere på COIN-bloggen.

Urban: Spekuler i global opvarmning

Læs også George Reisman: How Environmentalism Raises Profits at the Expense of Wages .

Den blå planet, vandmangel og det fri marked

Vand - giver liv, skaber konflikter, udløser krige, sender mennesker på flugt og påvirker miljøet. Mangel på vand truer vor eksistens. Det kunne man i det mindste læse på forsiden af Jyllands-Postens tillæg International (24/7). Ifølge journalist Lars From er tidens helt store spørgsmål endvidere hvordan klimaet vil ændre sig, og hvad det vil betyde for menneskenes levevis.

Sandt er det uden tvivl, at vand påvirker miljøet; hvad dette så end præcist skal forstille at mene. Men er det i grunden et meningsfuldt udsagn? Man kunne også skrive, at miljø påvirker vand. Man kunne godt formode at hensigten med at skrive dette er, at skabe en frygt baseret på det ukendte. For udsagnet bidrager simpelthen ikke til nogen form for forståelse, for hvad det vil sige at være menneske, og forholde sig rationelt til sine omgivelser. Endvidere må man stille spørgsmål ved Froms vægtning af, hvad der er vigtigt al den stund at adskillige milliarder af mennesker lever i ufrihed, fattigdom og plages af hungersnød, banale infektioner og lever et kort, usselt og brutalt liv. Der er med andre ord grund til at stille spørgsmål ved Froms vægtning af tidens helt store spørgsmål.

Hvad disse forskelle på livsvilkår handler om, er simpelthen ikke, om man har meget eller lidt adgang til vand. Der er mere fundamentale ting på spil. Det lyder måske banalt at skulle gøre opmærksom på dette, men vandmangel er nu engang en årsag - et resultat - af noget andet. Det er ikke en primær faktor. Det vil jeg illustrere i det følgende.

Er det i øvrigt godt eller skidt at vand påvirker miljøet (?) for nu at vende tilbage til Jyllands-Postens reklame for indholdet i deres temaavis. Svaret er, at udsagnet er en sætning med meget højt absurditetsindhold. Men det er kollektivisme også. Og det følgende handler også om vand og kollektivisme. Kollektivisme er vel at mærke noget, der har en meget klar tendens til at lamme individers adfærd, og blandt andet få dem til at foretage sig irrationelle og selvdestruktive handlinger. Man handler i flok, og man handler blindt. Man forhindrer ydermere individuel udfoldelse; og man forbliver dermed på det samme stadie, hvad angår velstand men også indsigt og oplysning.

Som eksempler på rendyrket kollektivisme skal nævnes Nordkorea, Pol Pots Cambodja, Maos Kina og Stalins Rusland. De fleste har vel forstået at der her er tale om kollektivisme og hvorfor kollektivisme så er destruktiv.

Hvad man har sværere ved, er at genkende de tendenser, der i det daglige fører os frem mod sådanne tilstande, hvor man sulter, dør i ufrihed, ikke får rent vand, tilstrækkelig mad, ikke overlever simple infektioner; og hvor samfund ikke oplever fremskridt men tilbageskridt. For det er hvad Kim Carstensen fra Verdensnaturfonden, der optræder i temaavisen, men også journalister på Jyllands-Posten bidrager til. (Mens andre på JP - men ikke hos Verdensnaturfonden - gør det modsatte). De trækker vores samfund i retning af kollektivisme. Den kollektivisme, der eksisterer den dag i dag i store dele af Afrika, og som man i den politiske korrektheds navn ikke vil erkende. I stedet taler man netop bare om vand og miljø. Faktum er imidlertid at man i Afrika præcis har meget stor respekt for miljøet og omgivelserne, og at dette er en central grund til at man lever som man også gjorde for hundreder og i visse tilfælde tusinder af år siden.

Vandmangel og Muhammed-tegninger

Kollektivisme handler blandt andet om at ignorere markedsøkonomi, ejendomsret og individualisme. Og det er netop hvad man gør i Jyllands-Postens noget vandede tillæg den 24. juli 2007.

I nordafrikanske lande bekriger forskellige stammer hinanden, og der er samtidig vandmangel. Men betyder kultur og religion ikke noget? Betyder stammementaliteten ingen ting. Det gør den dog stadig i vores del af verden. (Eksempelvis hvor en enkelt flygtning, der har to koner får medlemmer af Dansk Folkeparti til at gå i panik). Venstrefløjen taler da ellers også meget om racisme og diskrimination. Man kunne imidlertid godt få det indtryk, at religion betyder meget mere i andre dele af verden end vores. Det vil sige at man er mere racistisk og primitiv, end vi er det - eksempelvis i Nordafrika (end her hvor der ikke er vandmangel). Ja, faktisk kan man, hvis man blot ser en lille smule TV og læser aviser få indtryk af at man i mange egne stadig fører religionskrige - med en målsætning om at udbrede en bestemt tro. (Er det helt naivt at konstatere dette - al den stund at der tales så meget om "hellig krig" i såvel Nordafrika som i Mellemøsten og store dele af Asien).

Selv om Jyllands-Posten gerne vil fokusere på vand den 24. juli, så er det således forfatterens klare indtryk, at sådanne krige (der handler om alt andet end vand) også finder sted i eksempelvis Nordafrika. Men måske vil Jyllands-Posten på et senere tidspunkt belære skribenten om også dette: at vreden over Muhammed-tegningerne i virkeligheden blot var en skjult vandpolitisk tilkendegivelse? Og at religion i virkeligheden er noget underordnet? Den tilsyneladende vrede dækkede altså i virkeligheden over vandmangel? Man skulle næsten tro, at dette var indstillingen fra JP's side. For vand udløser krige, hævder Jyllands-Posten endvidere. Imidlertid har vand ingen intelligens - i modsætning til mennesker.

Hvordan og hvorfor går mennesker i krig? De deler sig ud fra religiøse eller verdsligt politiske anskuelser. Vand er derimod vand. Det ligger i grunden. Det fordamper. Det flyder. Men det udløser ingen som helst bestemt menneskelig adfærd. Og det kan derfor ikke siges, at sætte mennesker op i mod hinanden. Hvordan mennesker forholder sig til vandmangel, er nu engang et spørgsmål der kun kan besvares ved at forholde sig til, hvad der foregår i menneskers bevidsthed. Menneskers adfærd er langt mere forskelligartet end de laverestående dyrs, og det skyldes netop bevidstheden (og ikke om der er lidt eller meget adgang til vand). Eftersom det der står i Jyllands-Postens vandtillæg i det store hele enten kan henlægges under kategorierne "meningsløst" eller "overfladisk", vil jeg bruge lidt mere tid end sædvanligt på at diskutere de påstande og betragtninger, man kan finde.

Vand og determinisme

Den menneskelige intelligens sikrer, at man bevidst kan tage stilling til sine handlinger. Men når man på Jyllands-Posten skriver at vand fører til denne og hin adfærd, giver man ikke desto mindre udtryk for det stik modsatte.

Mangel på vand kan ikke desto mindre føre til mange forskellige slags beslutninger: Vandmangel kan eksempelvis give anledning til planøkonomiske projekter, hvor alle indbyggere gøres ansvarlige for alle andres vandbehov; og så tørster man i praksis, eftersom alle vælter ansvaret over på alle andre. (Flere i Europa arbejder i øvrigt på at kollektivisere energiforbruget og produktionen - naturligvis også i Verdensnaturfonden. Og det er bestemt ikke fordi man i Verdensnaturfonden interesserer sig for mennesker. Det handler om, at man vil begrænse menneskers frihed til fordel for miljøet).

Faktum er vel at mærke, at man ikke stoler ret meget på hinanden i de lande, hvor der er vandmangel. Der er endvidere intet nobelt eller ædelt ved den "levevis", som Lars From omtaler andetsteds: Kvinder undertrykkes. Traditioner fastholder adfærden i negative mønstre. Man producerer i vid udstrækning for og til sig selv (og altså ikke til et marked). Endvidere er der i netop Nordafrika en begrænset arbejdsdeling og specialisering. Man har isoleret sig kulturelt. Og man lever i vid udstrækning, som man gjorde for hundrede år siden. Ofte er de mest moderne nyskabelser våben. Andre få moderne elementer være kommunikation, - som man dog ofte i høj grad bruger til krigsførelse. I de lande, hvor der stadigvæk er sult, hungersnød og vandmangel glimrer fraværet nu engang af alle de kulturelle revolutioner, som har præget den vestlige verden - herunder som den helt centrale revolution: respekten for det enkelte menneskes frihed til at bruge sin egen dømmekraft og gå sine egne veje. Den respekt og forståelse glimrer tilsvarende ved sit fravær i Jyllands-Posten, hvor man fra Lars Froms side åbenbart drømmer om, at man i Nordafrika skal bevare ovenstående levevis.

Fraværet af denne forståelse for at vores velstand bygger på individuel frihed generelt i dansk presse, viser samtidig, der er noget helt galt med mediebilledet, og at journalisten Ole Birk Olesen havde ret i påstanden om, at journalister er kollektivistiske - ved at påpege, hvor mange der stemmer på Enhedslisten. Den samme fraværende forståelse betyder også, at man nok bør overveje sit abonnement på sådanne aviser, eftersom man i praksis betaler til at nogle mennesker promoverer kollektivisme, der dels vil føre den vestlige civilisation tilbage til et tidligere stadie, men også fastholde ovennævnte kulturer i den stagnation, der er årsag til deres aktuelle fattigdom og nød.

Globalisering gør de basale varer billigere (også vand!)

Vandmangel kan kun bidrage som et input - det vil sige som et simpelt faktum - i en erkendelse af, at man ikke er en del af det teknologiske globale marked, hvor vandmangel ikke længere er en realitet. Steder hvor man for hundrede år siden ikke kunne have industri eller landbrug, kan det nu i dag lade sig gøre på grund af teknologi, der gør vand tilgængelig og rigelig. Dette handler om, at man kan producere noget, der er så meget værd, at det kan betale sig at skaffe vand selv ved relativt høje omkostninger, eftersom indtægterne ved ens egen adfærd tilsvarende er høje. Så kan man dyrke store og øde landområder i USA og Australien, hvor man ikke kunne gøre det for hundrede år siden.

Ovenstående er så blot en anden måde at sige, at det ikke er evnen til at opfinde nye vandløsninger, der er det umiddelbart afgørende, men vel at mærke som det primære, at det er karakteren af selve systemet (om det er frit eller ej) der er det, som er centralt: - Det er de generelt lave omkostninger i et samfund, som helhed, der er afgørende for at man kan opdyrke nye områder, dræne og overrisle dem, som betyder noget. Det afgørende er altså, at prisen på metal, gummi, kobber, what ever er lav. Dette er hvad, der er forudsætningen for eksempelvis etableringen af afsaltningsanlæg med videre. Denne forudsætning handler dermed om tilstedeværelsen af markedsøkonomi, som altså handler om frivillig arbejdsdeling og specialisering, som atter lader sig gøre i kraft af den private ejendomsret og friheden til at handle (altså til at købe og sælge i almindelighed, til at spare op, investere, købe og sælge jord, bruge jorden sådan som man selv vil, osv. osv.)

Disse velgørende forhold eksisterer så netop i den økonomisk frie del af verden - vores verden, men ikke i den del af verden hvor der sult og vandmangel. Fra Lars Froms side tror jeg, at man ignorerer ovennævnte forskelle (og ser bort fra forskelle på, om man er del af markedsøkonomien eller ej), fordi man har en skjult dagsorden, hvor denne ignorance spiller en rolle (Mit gæt er, at man vil det samme som man vil i Verdensnaturfonden og hos Greenpeace: Det vil sige, reducere menneskers handlefrihed til ære for miljøet).

Lars From nævner i øvrigt selv i JP- tillægget, at det i dag er langt billigere, at fremstille drikkevand af havvand. Faktisk er det ved at være så billigt, at meget tyder på, at vi danskere burde insistere lidt mere end vi gør på et friere vandmarked. For ifølge Lars From er prisen […] blevet halveret inden for de seneste år, så afsaltning af havvand i dag i mange tilfælde kan laves til en lavere pris end den, de danske vandværker skal have for at hente rent grundvand p af den danske undergrund.

Forudsætningen for at man kan nyde godt af teknologiske landvindinger, er ikke desto mindre, at det kan betale sig for nogle at implementere dem. Her gælder det derfor netop, at det skal være muligt at tjene penge på vandet. Det er netop i lande, hvor der er friere markeder, at varerne generelt er billige. Og at der i disse lande indenfor forskellige områder, så er tale om, at statslige virksomheder overtager og søger at efterligne private virksomheder gør ingen forskel på årsagen til, hvorfor varer kan produceres forholdsvis billigt. Forklaringen er stadigvæk, at man er del af markedsøkonomien. Nogle steder har man blot et svækket marked, med en høj grad af statslig indblanding, og så betaler man som regel lidt mere for sine varer end man ellers ville gøre. Eller man kan i kraft af subsidier betale lidt mindre for subsidierede produkter (hvor så skatteyderne betaler prisen for den konkrete "billiggørelse"). Men det generelle prisniveau og købekraften for den almindelige borger er ikke desto mindre stadigt bestemt af det forhold, at der findes en i almindelighed fri markedsøkonomi, hvor der generelt og indenfor de fleste områder er konkurrence om at reducere omkostningerne. Derfor ser man netop, at hvor konkurrencen er mest fri, der falder priserne mest, og da udvikles produkterne tilsvarende i et højere tempo, end dér hvor staten styrer og blander sig mere.

Måske kan vandmangel - jævnfør at der er tale om et simpelt faktum - bidrage til grundlæggende økonomiske reformer i et land. I nogle lande har man i det mindste erkendt, at der skulle være en individuel belønning ved at man foretog sig noget produktivt. Dermed har man også erkendt at nogle skulle tjene på at levere vandet, ligesom andre skulle tjene på at levere fødevarer, tøj, sko, biler, cykler og flyvemaskiner. Men det er ikke desto mindre mennesker selv, der bestemmer sig for om de vælger planøkonomi og politisk undertrykkelse - eller politisk og økonomisk frihed.

Fordummelse i Jyllands-Posten

Hvad mon uvidende mennesker vælger, hvis de læser Jyllands-Posten tillægsforside? Som nævnt stod der at: Vand - giver liv, skaber konflikter, udløser krige, sender mennesker på flugt og påvirker miljøet. Mangel på vand truer vor eksistens. - Jeg tror de mest uvidende vil vælge ufriheden. Især de yngre generationer, der ikke ved bedre. For de lærer i kraft af de fleste af artiklerne i tillægget, at vand er et kollektivt problem. Det vil de også lære (fra de samme journalisters side eventuelt suppleret med flere bidrag fra Verdensnaturfonden) gælder for landbrugsproduktion, og for alt muligt andet. Det bliver det blot ikke mere sandt af.

I Jyllands-Posten tillæg er der således ikke noget, der hedder forskel på økonomiske systemer. Og her er vand derfor et globalt problem, selv om det ikke er tilfældet i praksis. Så der er implicit et budskab, der handler om at problemerne skal løses i kraft af mere økonomisk centralisering og styring, og altså ikke at vores økonomiske frihed skal udbredes til netop de egne, hvor man står overfor alverdens forskellige former for mangeltilstande - og altså ikke blot vand, som tillægget på barnagtig vis insinuerer.

Klimajournalister som Lars From bryder sig derfor tydeligvis ikke om markedsøkonomi. For Lars From er det afgørende spørgsmål, som han selv skriver hvordan klimaet vil ændre sig. Og med det fokus sætter han nogle ret fundamentale forskelle (kultur, marked, oplysning, tradition, religion, med mere) på stand by. From begår med andre ord en "alt andet lige", når han hævder at det er mangel på vand, der gør, at befolkninger ikke kan opretholde deres levevis. Og denne levevis der tales om, er vel at mærke den materielt tilbagestående levevis, man også kan se på det billede fra det vestlige Indien, som er bragt nedenunder Lars Froms indledende artikel (International s. 3). Det forestiller en hob af fattige mennesker forsamlet rundt om en brønd.

Tilsvarende skaber vand ikke konflikter, selv om man påstår dette på sin forside. Mennesker skaber konflikter, og de forhindrer hinanden i at løse problemer og leve i fred og frihed. Fra Lars Froms side regner man dermed åbenbart ikke mennesker for ret meget, hvis man skal tage ovenstående vanddeterminisme, og påstande om hvad vand gør ved mennesker, alvorligt.

Men vand giver liv, det er da i det mindste sandt? Ja, det er sandt at vand er en forudsætning for menneskers eksistens. Men det er nu engang mennesker, der skaber de forudsætninger, hvorunder vand kan bruges i en livgivende sammenhæng. Det er den eneste måde at forene Jyllands-Posten mange påstande om vand.

Man kunne således have skrevet følgende, i stedet for det man bragte på temaavisens forside:

Vand er et centralt gode. Mangel på vand kan man forholde sig til på mange måder. I nogle lande dræber man hinanden for at få vand. I andre lande er det er marked for vand. Der er forskelle på menneskelig adfærd. Der er forskel på synet på religion. Og på fornuftens betydning. Der er også store forskelle på forståelsen for teknologi. Det gælder således ikke bare om at få teknologi. Det gælder om at kunne skabe og udvikle teknologi. Mangel på vand handler ikke mindst om vurderingen af vigtigheden af økonomiske systemer for, om der bliver skabt velstand eller ej.

Denne indfaldsvinkel er helt modsat hvad man kan læse i JP's vandtillæg.

Mangel på vand truer vor eksistens, skriver man endvidere - jævnfør indledningen. Igen befinder man sig på et rablende niveau, hvor påstanden strider mod hvad man som borger i et velstående, oplyst og industrialiseret samfund kan iagttage. Her er bestemt ingen vandmangel. I USA kan man i vor tid således leve af at designe (virtuelt) tøj til karakterer i computerspil. Man har altså bevæget sig meget langt væk fra problemstillingerne vedrørende vand.

I den industrialiserede del af verden er der - hvis man ikke har øjne i hovedet til at se det - derfor rindende vand i hanerne. Vand findes i rigelighed og til overflod. Og teknologien gør, at vi med lethed kunne gøre havvand til drikkevand. Grunden til at "vi" (helt præcist entreprenører og kapitalister) ikke gør dette er, at det ikke kan betale sig.

Men grunden til at der er rigeligt med vand er vel at mærke den samme grund til at nogle kan leve at designe computerspil eller ligefrem, hvis man er dygtig, leve af blot at spille dem, er, at der her findes overlegen teknologi, og en udbredt grad af arbejdsdeling, der har effektiviseret produktiviteten, og dermed gjort sådanne bekymringer overflødige, hvad angår os selv (så længe vi vel at mærke bevarer og styrker markedsøkonomien).

Industrisamfundet handler dermed ikke først og fremmest om forbrugsgoder, men eksempelvis om maskiner, der producerer maskiner; der betyder at der kan gøres mere med færre menneskers indsats. Industrisamfundet handler dermed om masser af landvindinger, der sikrer at ressourcerne bruges mere optimalt, og som overflødiggør en masse hårdt arbejde, - og som dermed frigør arbejdskraft til noget, der er mere interessant men også lettere end tidligere tiders arbejde.

Det kollektive "vi"

Flere af JP's læsere leder sikkert efter et ord for at få de mange forkerte og skøre påstande fra Jyllands-Postens og vandtillæggets side til at give mening. Ordet der kunne få hoved og hale på vrøvlet, man finder er således netop "markedsøkonomi". Det er præcis et ord, der forsvundet i journalistikken sammen med "ejendomsret". Men det er præcis et begreb, der er helt afgørende for at forstå, hvorfor der er mennesker, der lever i noget, vi må betegne som ubeskriveligt armod: De er ikke en del af det frie, åbne og globaliserede marked. De er tværtimod isolerede fra det. (Og det er utroligt at man kan bruge et helt temanummer om vandmangel uden rigtigt at komme ind på dette forhold. Det er - for nu at gentage - rystende).

Når disse begreber forsvinder, er der således kun det kollektive "vi" tilbage. Og i denne kollektive verden er alle således ansvarlige for alle andres liv og levned. Men sådan er det blot ikke i praksis. Når man fjerner menneskers ret til at handle i frihed og erstatter det med den kollektivisme, man finder i Jyllands-Postens bizarre tillæg, fører denne adfærd netop til den fattigdom og de mangeltilstande, man beskriver. Problemet med at insistere på det kollektive "vi", er endvidere, at det netop er blevet så tindrende absurd at gøre dette, i kraft af at vi i vor tid netop har forskellige økonomiske systemer, og også at der så åbenlyst kan findes tydelige forskelle på værdier, kulturer, adfærd og menneskesyn, at dette kollektive "vi" (hvor alle skal være alle andres vogter) bliver grotesk.

Det kollektive "vi" kan simpelthen ikke forklare de mange forskellige jobfunktioner i den højteknologiske og højtudviklede frie verden. Her er netop ikke tale om kollektive projekter. Der er tale om individuelle projekter, som bliver til noget, fordi de er interessante for bestemte mennesker: Nogle efterspørger computerspil, og nogle har så flair for at udvikle dem. Så bliver disse spil til noget, selv om andre er fuldstændigt ligeglade med at spilindustrien findes.

Når det gælder vand er der som bekendt tale om noget alle efterspørger. Men man efterspørger vand på vidt forskellige måder. Derfor leveres vand også på mange forskellige måder i industrisamfundet. Og det sker netop i kraft af den personlige frihed og ejendomsretten. Rent vand og drikkevand findes i rigelige mængder - som følge af den velstand, der er skabt fordi det kan betale sig at opføre sig produktivt; det vil sige på grund af ejendomsretten og handlefriheden (samt altså også den oplysning, der har kunnet sprede sig på grund af respekten for individet, og som derfor også i sidste instans handler om ejendomsret).

Det er således sandt, at mangel på vand truer individer i lande, der ikke har markedsøkonomi og ikke er del af den industrialiserede verden. Tilsvarende er det altså sandt at vandkollektivisterne vil have, at vand skal leveres på bestemte måder. De vil styre produktionen af vand. Og det vil de ikke kun hvad angår fattige lande, men også hvad angår vores del af verden. Resultatet af dette projekt bliver naturligvis ikke kun stigende priser for vand. Projekterne må ses som en del af et mere overordnet projekt, der handler om at styre og kontrollere produktionen i almindelighed. Denne målsætning vil man ikke kun finde hos Greenpeace og Verdensnaturfonden, men i vid udstrækning også i den offentlige sektor - og blandt ministre (som Connie Hedegaard), der netop lader sig inspirere af, hvad der kommer fra denne fløj. Man ønsker dermed ikke, at mennesker skal være frie til at producere det, som de selv vil, eftersom de kan se en fordel i at gøre det. I stedet vil kollektivisterne udpege stadigt flere fælles projekter, som så skal implementeres fra centralt hold - fra oven. Og hvert eneste nyt projekt, kræver så, at der bliver afsat ressourcer til disse; og her skal den frie befolkning så yde ofre, så man kan føre sine lidet oplyste projekter ud i livet.

Omvendt så er de rigtige skridt at tage - væk fra kollektivisme - samtidig nogle skridt, som individer må og kan tage hver især: I Kenya behøver man derfor ikke at vente på, at man genfinder friheden i Zimbabwe, og omvendt. Og i den ene ende af Kenya behøver man ikke vente på den anden: Man må og kan selv vælge at gå i enten den ene eller anden retning. (Også i Danmark må man som enkeltstående individ på sin egen måde gøre op med de former for kollektivisme og flokmentalitet, der truer friheden, der hvor man selv befinder sig).

Vand og katastrofer

Man skriver således også at, vand sender mennesker på flugt. Ja, nogle gange opstår der en katastrofesituation. Og - igen - jo bedre teknologisk stillet man er, desto bedre kan man så forholde sig til sådanne undtagelser: Så er der effektive veje, hvorved man kan bringe hjælpen ind og hjælpe befolkningen ud. Der er fly, helikoptere, biler og lastbiler. Atter har noget (truende vandmasser), som virkeligt er skadeligt fået mindre skadelige konsekvenser netop som følge af den livgivende markedsøkonomi og industrialisering. Og atter må man konstatere, at man på Jyllands-Posten lader som om industrisamfund og markedsøkonomi ikke gør den vigtige og afgørende positiv forskel, som det er tilfældet i praksis. I andre dele af verden er der således af og til ingenting andet end sult, nød og afsavn, som er udgangspunlktet før katastrofen indtræffer. Efter katastrofen er alting så endnu værre. "Det kollektive problem" består derfor i, at disse lande, ved at forblive låst ude fra den globale økonomi vil blive ved med at producere flygtninge og blive ved med at være fattige. Men det er atter ikke noget, man forholder sig til fra Jyllands-Posten side. (For målet er - ifølge denne forfatters antagelse baseret på de påstande, der er identificeret i vandtillægget - at man vil reducere vores velstandsskabende frihed, og ofre denne på et alter, der handler om miljøet som en værdi-i-sig-selv. Vores ofre vil naturligvis ikke ændre på fattige landes evne til at øge deres produktivitet og til at skabe velstand. Tværtimod.)

Konklusion

Så hvorfor er man i nogle lande så rige og i andre lande fattige? Det handler for nu at gentage om forskelle på økonomier. Det handler om graden af oplysning. Det handler om muligheden for at man kan producere i fred og frihed. Herunder (men som noget underordnet i forhold til det systemiske) skal det også kunne betale sig at frembringe (sælge og distribuere) vand. Det handler blandt andet også om hvor meget eller hvor lidt tro/overtro dominerer i et givent samfund. Det handler kort sagt om rigtigt mange af de ting, som man ellers skulle tro, at man i Jyllands-Posten var blevet konfronteret med i kraft af "tegninge-krisen".

Men når det gælder vand-spørgsmålet forholder man sig tværtimod nærmest lige så primitivt som de stammer, der skreg og råbte i forbindelsen med den omtalte krise. Man vil have at hele verdens befolkning skal bekymre sig om hele verdens vandforsyning. Alternativet er naturligvis ikke, at ingen bekymrer sig om vand; men at individer i deres nærområde forholder sig til dette spørgsmål for deres område. Derfor har vi en velfungerende industri: Det er fordi det for den enkelte kan betale sig at handle - her og nu, der hvor han eller hun befinder sig.

Frihed og respekt for ejendomsretten har civiliseret planeten

I kraft af netop ovenstående frihed har man i Europa kunnet bevæge sig ind i uudforskede og tilbagestående egne af Syd-, Mellem-, og Nordamerika, Australien, New Zealand og så videre; og man kunnet forandre situationen for mennesker generelt ved simpelthen at forandre situationen for sig selv, der hvor man var: Rejste man som britisk straffefange til Australien for hundredvis af år siden, var man ikke længere ansvarlig for vandsituationen i hjemlandet (eksempelvis Storbritannien), så var man kun ansvarlig for at sikre sig vand til sig selv, dér hvor man nu var havnet. Det gjorde man så ved at efterspørge vand med den indkomst, man opnåede. Andre kunne så tjene penge på at levere vand! Det er faktisk ret simpelt. Men dette kræver altså, at man har ret til at søge at tjene på at levere vand til dem, der efterspørger. Det er netop dette som journalisterne fra Jyllands-Posten i praksis bidrager til at forhindre.

Meget hurtigt blev meget få individer i den industrialiserede verden derfor ansvarlige for at levere vand til den øvrige befolkning i kraft af pengeøkonomien og den private ejendomsret. I kraft af tilsvarende former for specialisering og arbejdsdeling andre steder kan disse leverandører af vand samtidig levere det i rigelige mængder til en meget billig pris.

Kollektivisme og slaveri vs. frihed, individualisme og frivillig arbejdsdeling

Men nu viser det sig (ifølge Jyllands-Posten), at denne historie om markedsøkonomi og skabelse af materiel overflod samt afskaffelse af vandmangel (og rindende vand til masserne) åbenbart var en and… Vand er ifølge Jyllands-Posten et kollektivt anliggende, hvor alle er ansvarlige for alle. Og det betyder i praksis også, at vi alle er hinandens slaver. Det er bare ikke sandt. Den største trussel mod menneskers eksistens er først og fremmest menneskers egen dumhed. Og denne dumhed har man i Jyllands-Posten med sit vandtillæg bidraget kraftig til at forøge.

Nogle samfund har derfor vitterligt udviklet sig en retning, der betyder, at man har distanceret sig fra i det daglige at skulle frygte banale infektioner, og om man får mad nok og vand nok. Disse lande har markedsøkonomi. Her findes individualisme. Det betyder dermed, at der er udbredt arbejdsdeling og specialisering. Det er netop også denne specialisering, der betyder at der med relativt få ressourcer kan sikres rindende vand i hanerne og rent drikkevand til hele befolkningen i vores del af verden.

I andre lande har man ikke markedsøkonomi; eller hvad der findes af et marked er særdeles begrænset. Og dér vil man også finde en meget lav grad af individualisme (altså respekt for individets ret til at handle i frihed). Der vil være meget lidt specialisering og arbejdsdeling: Næsten alle laver det samme, det vil sige: næsten alle er beskæftiget med landbrug. Men udbyttet er samtidig meget lavt, netop på grund af fravær af arbejdsdeling og specialisering, som nu engang er en af de forudsætninger, der (ikke mindst sammen med kapitalakkumulation) sikrer den teknologi, der fører til en mere optimal brug af ressourcerne.

Ovenstående meget grundlæggende forskelle er derfor afgørende. I kraft af den forskel kunne man derfor også tage et hvilket som helst andet emne, og opdage at man sørme også mangler alt muligt andet i ikke-teknologiske samfund, der ikke er en del af den globale økonomi! Og atter vil forklaringen være, at man ikke har respekt for den private ejendomsret, og at man holdes tilbage af skadelige traditioner. Disse skadelige traditioner ønsker Lars From i øvrigt netop at bevare (jævnfør talen om at kunne bevare "oprindelige folks" levevis). Midlet til at gøre dette er dels at kræve, at vi i vesten skal stille vand til rådighed uden at stille spørgsmål ved den iboende skadelighed forbundet med den skadelige "traditionelle levevis" (jævnfør de kroniske mangeltilstande), og dels, at vi på sigt skal afvikle vores eget industrisamfund ved at reducere den vækst, som han hævder skader andre. (Bemærk at man netop med sin indfaldsvinkel behandler den vestlige industrialiserede verden som ét stort kolllektiv og resten af verden som et andet).

Den kortsigtede konsekvens i vores frie og industrialiserede del af verden - på den politik som ikke mindst Greenpeace og Verdensnaturfonden (men for den sags skyld også Miljøministeriet) vil have os til at føre, vil lige så forudsigeligt være stagnation. Det langsigtede resultat vil med samme usvigelige sikkerhed være, at vi vender tilbage til det stadie, man i ikke-industrialiserede og ufrie samfund befinder sig på i dag.

---

Henvisninger:

Der er store forskelle på økonomisk og politisk frihed i verden. Her er tre henvisninger til institutioner, hvor man kortlægger disse forskelle, som man i JP's temaavis stort set ignorerede:

Freedom House - oversigt over økonomisk og politisk frihed

Fraser Institute: Economic Freedom

Heritage Foundation : Index of Economic Freedom 2007

Havvand kan gøres til drikkevand: Læs om Desalination i Wikipedia
- Atter kræves en velfungerende økonomi, for at sikre at sådanne projekter bliver tilstrækkeligt rentable til, at nogle vil investere i dem, hvis og såfremt at der er mangel på ferskvand i et givent område. Rentabiliteten forsvinder naturligvis i det omfang at etniske grupperinger, og forskellige religiøse individer bekriger hinanden. - På koranskoler lærer man heller ikke ret meget, der sikrer materiel velstand. Det er tværtimod noget man foragter. Det må gøre en forskel i praksis.

Fra COIN-bloggen:

Klimajournalistikkens kulturløse regndans


Blandingsøkonomien er aflyst

Johan Norberg i Djævlens Advokat
- Budskabet er at markedsøkonomi og økonomisk frihed bør spredes til resten af verden.

Artikler fra Copenhagen Institute:
Jesper Ib: Har du ret til dårligt vand?

George Reisman: Environmentalism in the Light of Menger and Mises

Hvordan vi bør forholde os til menneskelige påvirkninger af klimaet

Lars From i Jyllands-Posten:

Vand: For lidt eller for meget

Millioner drikker havvand

Korruption, omfordeling og konfiskation

For et par uger tilbage blev de seneste skrækscenarier fra FN's politiserede klimainstitution IPCC viderebragt af en i det store og hele ukritisk presse. Budskabet var ikke nyt. Det handlede om, at klimaforandringer især rammer de fattigste lande samt de fattigste i de industrialiserede lande. Man hævdede også, at ungdommen var særligt udsat. En vigtig del af FN’s tid bruges således på tautologi, det vil sige cirkelslutninger, i form af budskabet om, at de svage er svagtstillede. Men udover at konstatere, at fattige og dårligt stillede har svært ved at håndtere forandringer - netop fordi de er dårligt stillede, så er der ikke meget mere at hente.

Havde man i FN forfulgt tanken om sammenhæng mellem fattigdom og manglende handlefrihed kunne det i stedet være, at man var begyndt at gøre sig overvejelser over, hvorfor mennesker i grunden efterstræber velstand; og at man derefter var begyndt at overveje, hvordan velstand skabes, - og altså ikke hvordan velstand omfordeles eller reduceres. - Man kunne have stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan afskaffes fattigdom? For hvis der er fattigdom man vil afskaffe, er det så klimaet, der skal reguleres og fokuseres på – på handlefrihedens bekostning?

Desværre er FN er ikke i sig selv en videnskabelig institution, hvor evnen til at danne sig et overblik kan siges at have en fremtrædende plads. Hvordan man afskaffer fattigdom er netop et videnskabeligt spørgsmål, der ikke handler om cirkelslutninger (om at proklamere at de svage er svage og står svagt), men i stedet om hvordan man bevæger sig fra fattigdom og usle vilkår, og så til rigdom og gode vilkår. For at man kan beskæftige sig med spørgsmålet kræves også en grundlæggende forståelse af, at handlinger har bestemte konsekvenser, det vil sige, at der årsagssammenhænge som er entydige, og som man kan regne med. Hvis man gjorde det måtte man som mindstemål tage klart stilling: Er man for eller imod markedsøkonomi; eller for eller imod planøkonomi?

FN er tværtimod et politisk projekt, der også i almindelighed har iklædt sig noget, som nogle så forveksler med videnskabelige gevandter, men som først og fremmest handler om at få opmærksomhed, der så efterfølgende skal bruges til at opnå politisk magt. I FN hersker der - jf. fattigdomsspørgsmålet vs. svaghedsfokuseringen - derfor i overensstemmelse hermed en dobbeltlogik, der på ingen måde handler om at skabe rigdom og færre fattige, men om - som det primære - at tage fra nogle og give til andre for at sikre sig netop denne magt og mulighed for kontrol.

Frihed er forudsætningen for meningsfulde konsekvenser

Mennesker kan imidlertid udmærket godt selv skabe velstand. I kraft af de omtalte årsagssammenhænge, gør de det dog kun, hvis det kan betale sig. Der er ikke tale om handlinger, der er selvfølgelige.

Belønningen forbundet ved at skabe i et frit samfund, er imidlertid direkte til at iagttage. Den er konkret og umiddelbar. Enhver der har læst Robinson Crusoe har kunnet følge og forstå, hvad det er der motiverer Robinson. Der er ingen tilskud eller ydre tilskyndelser. Robinson Crusoe ved bare, at hvis han handler på en bestemt måde, så skaber han sig husly, klæder, der holder længere, han kan ved sin adfærd sikre sig en varieret kost og så videre. Hver eneste gradvise handling fører dermed frem til noget, som har værdi for Robinson. Tilsvarende har hver eneste gradvise handling og beslutning som Bill Gates eller Starbucks-entreprenøren Howard Schultz har truffet ført dem enten nærmere eller fjernere deres eget mål.

Hvad fornuftsvæsner ikke har brug for, er at andre stiller sig i vejen for dem, eller konfiskerer frugterne af deres indsats. Det skader ikke blot dem selv, men også alle dem de gavner ved deres produktivitet, sådan som det er tilfældet i en større økonomi. For såvel Robinsons, som Gates eller Schultz vedkommende betyder de mange begrænsninger på den frie adfærd derfor, at nytten af deres egne formålsrettede og bevidste handlinger reduceres; at ydre aktører straffer dem for at forholde sig rationelt til deres omgivelser. Individer der forgriber sig på det som andre producerer, skaber dermed en situation hvor målrettede handlinger mister deres betydning.

Via omfordelende institutioner som ”velfærdsstaten”, EU eller FN sørger man derfor for, at en del af resultaterne af denne indsats, hvor intelligensvæsener forholder sig rationelt til deres omgivelser, fjernes, så snart de bliver skabt.

Denne proces hvor man bekæmper menneskets kreativitet og produktivitet finder dermed sted på såvel nationalt, regionalt og globalt plan. Afsættet for dette institutionaliserede plyndringstogt, er dermed modsat ideen om, at mennesket er det meste intelligente væsen på jorden. Tværtimod må adfærden være ud fra en forudsætning om, at vi hører til blandt de dummere arter. Den samme måde at være ”behjælpelig” på fra institutionernes side kan således iagttages, når det gælder klimapolitikken: Man reducerer med magt (og trusler om fængsel) det, der bliver skabt – for miljøets skyld – ud fra en begrundelse om, at de mennesker, der producerer og handler i fred og frihed ikke kan forvalte, det de producerer.

At man bruger det konfiskerede til at købe sig politisk indflydelse burde dermed ikke komme som en overraskelse, al den stund at ovenstående adfærd blot er en anden måde at beskrive korruption.

Modstridende politikker er tegn på korruption

Embedsmændene (m/k) i EU og FN er som det primære derfor korrupte; som det sekundære vælger de nogle bestemte ideologier, der tillader dem at være det; og for det tredje henviser de derefter til en eller anden form for pseudovidenskab, der giver dem mulighed for, at de kan udleve deres korruption i praksis. Beviset for dette er at man i de ovennævnte institutioner benytter sig af nærmest samtlige mulige ideologier, der er på ideernes markedsplads; og at de mange politikker dermed er selvmodsigende: - Med den ene hånd forsvarer man protektionisme, mens man med den anden hævder, at ville styrke markedet; - man hævder man vil øge folkets sundhed og søger at bortregulere tobaksindustrien, mens man samtidig giver massive tilskud til selvsamme industri; - man siger, man vil forsvare europæiske værdier som individets frihed, og derefter sælger man ud af de samme værdier, så snart en eller anden diktator beder om penge, der kan bruges til at holde den lokale modstand mod et teokrati eller et kommunistisk diktatur nede.

Om det er EU eller FN er skabelonen vel at mærke den samme. Og den eneste dækkende betegnelse på ovenstående er nu engang korruption. Det er samtidig ikke en mild form for korruption. Det er korruption, der er gennemført, netop eftersom man modsvarer en hvilken som helst politik, med dens modsætning; hvorfor man netop beviser overfor omverdenen, at man ikke går ind for noget bestemt indenfor noget som helst område. De politiske embedsmænd, og de politikere der lader cirkuset fortsætte har dermed bevist, at de er fundamentalt nihilistiske. De har vist at de foragter enhver tanke om konsekvenser, og at de ikke ønsker noget som helst andet, end blot at dele midler ud i den eller anden retning, men hvilken retning er derimod underordnet. Og der er først og fremmest tale om korruption, eftersom de ovenstående embedsmænd ikke har det fjerneste begreb om, hvad der er rigtigt eller forkert.

Af samme grund står fred også over frihed i såvel FN og EU. For hvis man vil forsvare sin frihed, må man have en ide om, at man har ret til den, at man har fortjent friheden, og at man selv – og ikke kun friheden - har en værdi.

Vi har vel at mærke overladt den politiske magt til mennesker, der i kraft af deres uinteresserede – og selvmodsigende - handlinger tydeligvis ikke kan se en speciel værdi i at forsvare individets frihed af den selv samme grund, som de ikke tror, at mennesker i frihed er i stand til at skabe velstand på egen hånd. Det er med andre ord menneskesynet det er galt med. For ligegyldigheden, der afspejles ved de mange modsatrettede handlinger må naturligvis også betyde, at man i almindelighed er ligegyldigt indstillet.

Hvis befolkningen selv kunne råde over de midler, der overlades til bureaukrater ville midlerne selvsagt også blive brugt på forskellige måder, men sandsynligheden for at den samme person ville være storryger og så samtidig forsøge at bagtale tobaksindustrien ville dog være noget lavere, end vi ser det i dag! Politikken fra EU’s og FN’s side afspejler, at man grundlæggende ikke respekterer, at nogle har brugt timer, uger og år af deres liv, eftersom disse embedsmænd nu vælger at bruge disse midler til modsatrettede projekter. I kraft af ovenstående må det derfor ikke blot være embedsmændenes egen opfattelse af dem selv, det må være galt med, men også deres syn på befolkningen i almindelighed. Det bureaukratiske syn på omverdenen vil derfor blive skæbnesvangert for Europas fremtid, hvis vi ignorer, at den politiske magt ligger i hænderne på individer, der lever at handle irrationelt, og som samtidig - i kraft af eksempelvis klimaideologien - forsøger at belære den europæiske befolkning, om at den ikke er kompetent til at leve i selvstændighed og frihed.

Hverken EU eller FN bygger dermed på nogen som helst ide om, at mennesker skulle være noget særligt. De der bidrog til at etablere de nævnte institutioner mente derimod, at det var statsinstitutionen og magtmonopolet, der var enestående. - Og hvor fantastisk er det ikke, at man blot kan skabe nye projekter og forfølge nye ideer alene ud fra konfiskation af det som andre har skabt? Det eneste man har brug for, når nu institutionen, statsmagten, er opfundet er nu blot forskellige former for retfærdiggørelse. Og denne målsætning om retfærdiggørelse er derfor også forklaringen på den manglende bureaukratiske interesse for at tage stilling til alverdens ”’ismer”, og også på evnen til at sondre mellem videnskabelige tilgange eller anbefalinger. For hvorfor dog tage stilling, når den vigtigste målsætning er at finde en undskyldning for at kunne udvide sin magt?

I kontrast til økonomisk videnskab og al anden videnskab, hvor noget regnes for rigtigt og noget andet for forkert, blev FN (og i vid udstrækning også EU) derfor i stedet netop oprettet ud fra en helt enestående antagelse om, at forskellige økonomiske systemer såsom socialisme og markedsøkonomi eller forskellige politiske styreformer ikke betød alverden, og/eller at de disse modsatrettede systemer kunne bøjes ind mod hinanden. Det at have magten, at kunne bruge staten som et styringsinstrument, var tværtimod det, man så som det centrale.

Enhver bureaukrat, der når frem til at indse, at EU og FN ikke bygger på noget som helst fundament opdager det sandsynligvis samtidig først, når vedkommende er blevet så meget syltet ind i en politisk eller administrativ karriere, at det er for sent at forholde sig til spørgsmålet. Hvad angår EU har synet således været, at man ikke skulle gå til yderligheder, hvilket derfor betyder, at man i praksis søger at finde kompromiser mellem helt modsatrettede teorier og tilgange, alene ud fra en antagelse om at kompromis er en værdi i sig selv; hvilket atter er et vidnesbyrd om korruption. Denne korruption betyder derfor, at man kan finde interesserede parter indenfor bevægelser, der baserer sig på vidt forskellige grundsyn, og hvor man som bureaukrat på længere sigt vil stå tilbage som den eneste sikre vinder. Det eneste der kræves for at sikre dette er, at man kan lære samtlige af de øvrige parter at gå på kompromis, og tilsvarende blive pragmatisk. Forskellene på kommunisme og liberalisme var - mente man i FN - derfor mindre vigtige end at skabe en fælles institution for alverdens frie, ufrie og delvist frie stater.

Afsættet var dermed i en politisk og økonomisk forstand værdineutralitet. Senere er bestemte typer af politiske værdier dog begyndt at dominere, hvilket netop skyldes at nogle værdier i realiteten er mindre korrupte end andre. Ingen proklamerede imidlertid på noget tidspunkt at disse særlige værdier som efterhånden fik forrang i FN, og som ikke mindst er værdier diktaturstater kan trives og leve med, nu betyder mere end andre; men at dette netop er tilfældet kan med største lethed illustreres – jf. også den aktuelle kamp fra FN’s menneskerettighedsorganisation, der går ud på at knægte ytringsfriheden i religionernes navn.

Ideen om det store globale fællesskab blev derfor fra og med FN's oprettelse regnet for vigtigere end de politiske og økonomiske forskelle, som stort set alle andre politisk bevidste nu engang tillægger en betydning på såvel det lokale, nationale og regionale plan. Men årtier senere er politisk ufrihed, tvang, kontrol og styring nu blevet en kerneværdi.

Mediernes rolle

Pressen bemærkede ganske vist intet. For man siger det ikke højt. Og en presse, der i sig selv har lært at tro på staten, skal have det stavet direkte før den forstår at mere stat ikke betyder mere frihed. Processen der førte fra ”værdineutralitet” og frem mod magt som kerneværdi skete samtidig netop over årtier; og det er i en pressemæssig henseende alt for lang tid. Journalister skriver derfor stadigvæk om FN som om det er et ”forum”, et ”mødested” eller en ”arena”. På samme måde kunne man så også kalde Sovjetunionen eller Warszawa-pagten for et forum, og lade som budskaberne her om ”fred i fællesskab” ikke også havde temmelig entydige konsekvenser for økonomien og den politiske frihed. Men rent faktisk har man gjort en dyd ud af ”nødvendigheden” ved i FN's mange dokumenter at udviske forskellen mellem retfærdighed og diktatur, frihed og tvang. Hvad er det mon for værdier, der vinder i tilfælde af denne type kompromis og sådanne former for ”pragmatisme”? Hvordan kan korruption i grunden staves tydeligere end produktionen af officielle dokumenter, der ikke har nogen praktisk betydning, men som blot skal forstås som ”hensigtserklæringer”; og som netop i kraft af dette fjerner hele pointen med officielle dokumenter, som er at fastsætte bestemte og universelle spilleregler, det vil sige rettigheder. ”Hensigtserklæringer” er tværtimod udelukkende noget som det giver mening, at bestemte politiske grupperinger fremsætter som mål for hvad de vil gøre. At bruge lovgivning til at ”sende signaler” eller ”vise vejen”, som man finder tendensen i EU og FN’s dokumenter er derimod endnu et bevis på korruption, der viser, at man ikke ved hvad lovgivning og institutioner skal sikre.

Tilsvarende, når det gælder klimaspørgsmålet, ignorerer man derfor helt disse ret centrale forskelle, når det gælder økonomiske systemer - og vel at mærke også de spørgsmål om retssamfund og politisk frihed, som vi i alle andre sammenhænge ved har betydning for, om vi skal tillægge det der siges og skrives en troværdighed. Men FN-systemet går alligvel fri. Det har ingen betydning (heller ikke for pressen) om der er legitimitet og troværdighed hos institutionerne. Og FN systemet er netop fredet, eftersom det i vid udstrækning er et trossamfund for mennesker, der tror at valget af værdier og principper ikke har nogle klare konsekvenser i praksis. Journalister, der ignorerer FN's manglende troværdig og blot loyalt referer, hvad der kommer fra FN’s knopskydende institution, har derfor tilsvarende et troværdighedsproblem; og redaktører der overlader FN eller klimaspørgsmål til de der ”brænder for sagen” - og ikke de som er kritisk indstillede har dermed også et. Enhver dansk politiker der benytter sig af de undersøgelser, der kommer fra FN's side burde derfor også gøre opmærksom på, at ovenstående ”værdineutralitet” (frihed, ufrihed, teokrati, retssamfund what ever!) er grundlaget for FN's eksistens. Ikke at påpege dette helt centrale forhold, som vel må være et problem, for de der ønsker at forsvare bestemte principper; og at ignorere den "åbenhed" og tolerance, der sikrer at diktaturstater og frihedsfjender kan trives i institutionen, - svarer derfor til, hvis man var ligeglad med, om de varer man købte var produceret af slaver eller af frie mennesker. Hvis man omvendt tillægger økonomisk og politisk frihed en afgørende og central værdi, vil man derfor også fokusere noget anderledes end man gør i FN, hvor forskelle på slaveri og frihed i praksis ikke spiller en rolle.

I Zimbabwe har man realiseret FN’s foretrukne politikker

Afslutningsvist skal gives et bidrag til forklaringen på hvorfor det man med rimelighed kan kalde FN’s og EU’s politik, det vil sige: destruktion og omfordeling bliver accepteret. En vigtig del af svaret på dette er, at den værdi som omkring syv milliarder kan skabe er særdeles omfattende, og det som bureaukraterne og deres politiske ideologer kan ødelægge, det er derfor relativt begrænset i denne sammenhæng. - På det globale plan tager det derfor mange årtier at opdage hvor destruktiv en politik, der promoveres fra FN’s side. Men hvis man lod FN’s politikker gælde for et mere lokalt afgrænset område, ja så kunne kombinationen af økonomisk omfordeling og reduktion af økonomisk vækst (det vil sige gradvis destruktion) i stedet iagttages så klart, at man forstod skadeligheden desto hurtigere, og dermed desto bedre.

Hos organisationen Freedom House kan man som en lektie i omfordeling og destruktion som disse politiker bruges i målet om at sikre sig politisk opbakning (klientskabelse og afhængighed af staten eller en anden institution), således læse følgende uddrag fra en rapport om Zimbabwe:

Regeringens overtagelse af hvides farme, som begyndte i år 2000 gik forud for den Zimbabweanske økonomis kollaps, specielt hvad angår den kommercielt rettede landbrugssektor, der udgjorde størstedelen af landets eksport, adgangen til fremmed valuta og mængden af jobs. En stor del af de konfiskerede landområder er gået til ZANU-PF embedsmænd, Mugabe-loyalister og krigsveteraner uden kendskab til landbrug. Som et resultat af dette er landets BNP faldet med over 30 procent siden jordreformen begyndte, hvilket har bevirket at Zimabawe er blevet verdens hurtigst kollapsende økonomi. Arbejdsløsheden overstiger 70 procent og i september 2005 nåede inflationen op på 360 procent – en af verdens højeste… Kilde.

At FN i dag fokuserer på klimaforandringer også når det gælder Afrika, burde derfor være et vink med en vognstang, om at man nu satser på destruktion frem for omfordeling. Frihed til at producere har derimod for længe siden været noget, man har afskrevet. Når man læser aviser og ser fjernsyn, så er FN’s status som autoriseret ”godhedmaskine” derimod tilsyneladende intakt.

Spørgsmålet man kan stille sig, er nu hvad der er mest korrupt: At være dårligt uddannet og plyndre hvide farmere, eller som Mugabe stå som garant for denne omfordeling; - eller i stedet at være veluddannet og befinde sig i et rigt land i Nord, og så – som eurokrat - hævde at klimaforandringer spiller en central rolle for det Afrikanske kontinents skæbne?

……………

”FN-politikken" (omfordeling og plyndring) kan også forstås ved at overføre adfærden til en enkelt virksomhed, sådan som det er gjort i romanen Atlas Shrugged. Læs et uddrag af bogen, hvor et sådant ”eksperiment” udføres. At yde efter evne og nyde efter behov.

USA bør ikke gå på kompromis

”Konflikten er klassisk: Skal de mest progressive gå forrest og blot lade bagstræberne køre på frihjul, eller skal man forsøge at finde et kompromis omkring den laveste fællesnævner? Sådan står dilemmaet i de globale klimaforhandlinger, som lige nu spidser til på FN's 11. klimakonference i Montreal i Canada”.

– Og sådan indledes lederen i Politiken den 30. november 2005. Rollefordelingen er klar: USA udnævnes af Politiken vanligvis som værende bagstræber nummer et, mens EU tildeles rollen som progressiv forgangsregion.

At denne status som forgangsregion tydeligvis ikke gælder, hvad angår sociale stabilitet (Frankrig?), økonomisk vækst (Tyskland?), eller når det gælder beskæftigelse (der hersker generelt ringe forhold i EU) samt evnen til selvforsørgelse (høje skatter reducerer, ligesom det er tilfældet med fordyrelse af brændstof, denne evne); det ser Politiken-lederen bort fra.

På samme vis er det problematisk, at kalde EU’s tilgang til klimaspørgsmålet for "progressivt": Kvoteordninger for brændstof er naturligvis lige så lidt progressive som alle andre barrierer for økonomisk vækst. Kyoto er tværtimod endnu en barriere for velstansskabelse.

Kyoto-politikken er en trussel mod europæiske borgeres velfærd. Mennesker bliver hverken rigere, bedre egnede til overlevelse, mere sikre - eller for den sags skyld mere ”harmoniske” eller afbalancerede ved at forhindre hinanden i velstandsskabelse via kvoteordninger.

Begrebet ”progressiv” i lederen kan derfor ikke handle om, at sikre forudsætningerne for leve et langt og behageligt liv omgivet af moderne former for komfort, hvilket tværtimod ville betinge en accept af den amerikanske indstilling til Kyoto.

”Progressiv” handler tværtimod om at leve ”miljørigtigt”. Det vil sige at leve i overensstemmelse med miljøbevægelsens begreber om natur-moral: At leve i respekt for naturen - for naturens skyld. Bytteforholdet her er øget materiel fattigdom til ”fordel” for mere ”balance”. Hvor høj en pris, der skal betales og hvor stor balance, d.v.s. hvilket usselt liv, vi må indstille os på, det vides ikke.

For at finde ud af dette, må man rette blikket mod de miljøgrupper, der ikke går på kompromis med deres idealer, og som i højere grad end Politikens lederskribent ved, hvad målet med galskaben er.

Disse grupper (såsom Friends of the Earth og Greenpeace) ønsker at afvikle industrisamfundet. De er direkte modstandere af fossile brændstoffer. Og ideen om fossile brændstoffers skadelighed, hvor almindelige mennesker ser nytte og velstand, er konstrueret af dem.

Trods deres radikalisme og kompromisløshed er det denne hårde kerne i miljøbevægelsen, der er de oprindelige ophavsmænd til det kompromis vi kender som Kyoto-protokollen, et kompromis den amerikanske regering heldigvis ikke vil kendes ved.

Kyoto: planøkonomien slår til igen

Kyoto-protokollen er et eksempel på det håndværk politikere behersker allerbedst: at sætte grænser for økonomisk vækst - gennem forbud, regulering og beskatning. Med Kyoto kan målsætningen i form af lavere vækst og energiudledning således i teorien opfyldes, så længe den politiske vilje er til stede. Det kræver bare, at nogen betaler prisen; og at man ikke ryster på hånden, selv når prisen bliver høj.

Først til en nyhed, der er gammel i resten af verden, men ny i Europa: USA er ikke isoleret i klimapolitikken. Seneste bevis for dette er den - i forhold til Kyoto - mere vækstorienterede og uforpligtende klima-aftale mellem USA, Australien, Kina, Japan, Indien og Sydkorea. Det er tværtimod EU's administrative og politiske elite, der er isoleret: Der er efterhånden udbredt skepsis over for euroen, overfor EU-forfatningen, over for landbrugsstøtten og over for EU-bureaukratiet set under ét.

EU-apparatet har tydeligvis store vanskeligheder ved at sikre betingelserne for såvel øget beskæftigelse som økonomisk vækst. Så hvad er det, der får eurokraterne til at tro, at de kan skabe bedre vejr og forandre klimaet; hvad enten det nu er tilfældet, at den nuværende globale opvarmning (men altså åbenbart ikke tidligere tiders) i vid udstrækning skyldes menneskers påvirkning eller ej?

En af de få politikere, der i Europa for alvor har turdet nævne, at Kyoto-aftalen også har økonomiske konsekvenser, er George W. Bush. Men på grund af sin politiske status i denne del af verden gjorde Bush vel nærmest Kyoto-tilhængere en tjeneste ved, også i forbindelse med Danmarksbesøget, at kritisere aftalen og begrunde hvorfor, USA ikke ønskede at deltage. Mere vigtigt er det dog at påpege, at indgreb i økonomien altid har omkostninger; og at nogle derfor også må betale prisen forbundet hermed. Politikere, der bevidst undlader at gøre opmærksom på de endog særdeles høje omkostninger, der må forventes ved Kyoto-protokollens gennemførelse, må derfor også karakteriseres som uhæderlige:

For antag som udgangspunkt, at du har forskellige muligheder, når det gælder køb af energi. Noget af den energi, du kan købe, er billig. Andre former for energi er dyr. Typisk vælger du den energi, der giver dig mest for prisen. Engang var dette tørv eller kulkraft. I dag vil det for almindelige mennesker i Danmark være olie eller atomkraft fra Sverige. Nu hæver det administrative apparat så prisen på olie, hvad enten de gør det via en kvoteordning som i tilfældet med Kyoto eller grønne afgifter.

Samtidig påstår den administrative og politiske elite, at denne type af indgreb skam ikke har nogen betydelige økonomiske omkostninger.Tværtimod, lyder budskabet: Hvad der er godt for vindmøllebranchen, er også godt for dig. I tilfælde af sådan en form for politisk adfærd burde det falde de fleste naturligt at råbe om hjælp! Ikke på en læge, men derimod på en økonom. Miljøminister Svend Auken m.fl. har tvunget befolkningen til at købe den dyre energi, og påstår i samme åndedrag, at deres indgreb enten i form af kvoter, afgifter eller deciderede forbud er udgifts- og omkostningsneutrale. Den situation kan kun beskrives som grotesk.

Men sandt er det, at det gavner vindmøllebranchen, når den får statstilskud, billige lån - eller når prisen på olie stiger. Vi skal bare huske, at prisstigninger eller en øget markedsandel, der er skabt via statslige reguleringer eller forbud, ikke er det samme som øget velstand for befolkningen som helhed, men tværtimod udtryk for det modsatte.

Sådanne kunstigt skabte prisstigninger og/eller statsligt skabte monopoler repræsenterer færre valgmuligheder for forbrugerne og højere priser, hvilket er ensbetydende med færre penge at bruge på andre ting. Endelig stemmer påstandene om udgiftsneutralitet, hvad angår energipolitikken dårligt overens med EU's megen tale om byrdefordeling, samt det forhold, at de såkaldte udviklingslande har fået lov at slippe fra at deltage Kyoto-aftalens krav om begrænsninger.

Hvis alternativ energi var så billig, som det ved højtidelige lejligheder påstås, ville befolkningen, dvs. som udgangspunkt entreprenørerne, naturligvis også investere i den energi og købe den. Men den alternative energi er endnu ikke et reelt alternativ. Nogle af energiformerne - såsom brint-pillen - bliver måske fremtidens energi. Andre bliver aldrig økonomisk rentable.

I denne sammenhæng er det vigtigt at påpege, at statsligt ansatte embedsmænd ligeså lidt (ja faktisk endnu mindre) end nutidens entreprenører kan vide, hvad der bliver en succes, og hvad der med tiden går hen og bliver en fiasko. Olie eller for den sags skyld atomkraft vil derfor naturligvis også engang blive erstattet, så snart der opfindes noget, der reelt er bedre og billigere.

Bureaukrater kan bare ikke vide, hvad disse succesfulde energiformer bliver. Det kan de ikke, fordi end ikke aktørerne på markedet kan vide det. I modsætning til de økonomiske lærebøger hersker der i virkelighedens verden ikke 'fuld information', hverken når det gælder nutiden eller fremtiden.

Indførelsen af nye rentable energi-former er derfor historisk set sket gennem trial and error - på markedspladsen.

Forskelle på statslige ordninger og markedets er, at man på markedet selv er ansvarlig for satsninger og investeringer. Når det gælder staten, er ansvaret for fiasko ikke til at placere; og succesen kan derfor ikke måles, når midlerne til at forfølge disse inddrives via skatterne.

Ligesom Danmark kan prale af en enestående vindmøllepark, kunne det hedengangne Sovjet engang også prale af en række succeser på så forskellige områder som militær oprustning, rumfart, idrætsprogrammer, patriotisme eller betonbyggeri.

På sin vis kunne man måske tale om succes for magthaverne, men de færreste vil jævnfør den fattigdom, der viste sig bag potemkin-facaden, hævde, at der var tale om andet en end fiasko og en omkostning for befolkningen set under ét.

Havde man i Sovjetunionen prioriteret anderledes, kunne man med lethed have forbudt eller beskattet sig til en række andre "succeser" - herunder inden for miljø - ved eksempelvis at lukke fabrikker.

Havde man haft tilstrækkeligt med ressourcer at beskatte, kunne man sikkert også have bygget kolossale vindmøller og flere end i Danmark. Den eneste afgørende forudsætning var som bekendt, at der var nogen, der måtte betale prisen i form af højere leveomkostninger.

Spørgsmålet og problemstillingen handler således ikke blot om, hvad man kan gøre, men også om hvordan man gør det: Det vil sige for det første om det, man gør, er moralsk forsvarligt samt herunder hvor høj en pris, der skal betales for det man gør - og af hvem.

Med Kyoto skal europæere atter til at ofre sig - ikke for hinanden, for konstruktionen af betonslum eller for afrikanere, men for den i øvrigt vanskeligt målbare gennemsnitlige globale temperatur.

En meget betydelig del af miljøbevægelsen har med kampen for denne politik derfor tydeligvis ikke sat mennesket i centrum for deres overvejelser og bekymringer. Fokus er snarere på ideen om den uberørte natur (jvf. talen om visse koralrev, der frygtes af være truede - som udgangspunkt for en politik, man principielt ønsker skal gælde hele verdens befolkning...).

Grundlæggende bygger sådanne tanker på en idé om, at menneskets korrekte forhold til naturen anses for at være et præget af 'balance' eller harmoni. Dette sværmeriske og Rousseau'ske afsæt har ført til konstruktionen af de begrænsningens principper, der kaldes for bæredygtigheds- og forsigtighedsprincippet.

Afslutningsvist skal citeres Andrei Illiaronov, en af Ruslands Putins højtstående økonomiske rådgivere, der - belært af sin opvækst under Sovjet-kommunismen - har givet følgende hårde karakteristik af Kyoto-aftalen: Med henvisning til det agentur, der gang på gang skabte katastrofale resultater i dets forsøg på at styre den gamle sovjet-økonomi, lyder det fra Illiaronov:

"Som udgangspunkt havde vi tænkt os at kalde aftalen for en slags international Gosplan. Men så indså vi, at Gosplan sammenlignet med Kyoto var langt mere humant, og at vi derfor burde kalde Kyoto-protokollen for en form for international Gulag. (-) Men i Gulag fik man dog i det mindste den samme daglige ration mad, og rationen blev derfor ikke mindre dag efter dag. (-) Til sidst endte vi derfor med at kalde Kyoto-protokollen en international form for Auschwitz".

Tidligere bragt som kronik i Dagbladet Information den 16. september 2005.

En længere version kan læses på RÆSON.