En asylpolitik på frihedens præmisser

Der har i forbindelse med valgkampen været krav fra venstrefløjens side om, at afviste asylansøgere, skulle have lov til at arbejde i landet. Det har så vist sig at de allerede gjorde det.

I stedet for at bruge det mærkværdige krav til at diskutere principper for asylpolitikken, diskuterer man nu i stedet om, hvorvidt afviste asylansøgere skal arbejde på overenskomstmæssige vilkår. Bertel Haarder har i den forbindelse sagt til Jyllands-Posten at: "[h]vis afviste asylsøgere får lov at arbejde til overenskomsten - hvilket ingen af de nordiske lande tillader - vil det få en dramatisk effekt og gøre menneskesmuglernes forretning endnu mere givtig." Reaktionen fra Dansk Folkepartis side var også at tale om overenskomster. Men principper for politikken diskuteres ikke. Her kan man derfor klart identificere politisk eftergivenhed til den store guldmedalje.

De Radikale (i Det Radikale Venstre) og socialdemokraterne vil i øvrigt generelt åbne op for, at asylansøgere skal have lov til at arbejde og uddanne sig, mens de venter på at få asyl. Mest ”principfast” kunne man derfor sige, at man er på venstrefløjen. Her er det tydeligt, man ønsker at den asylpolitik, der sikrer borgerne inde i landet, den bliver afviklet - til fordel for grænseløshed og konsekvensløshed. De mere ekstreme ”slappere” i denne henseende, virker stort set blinde for konsekvenserne af deres konsekvensløse politik. Det er der flere årsager til, men det er ikke de årsager, der skal diskuteres her.

Der kan i denne debat rent faktisk identificeres et klart venstre og højre, som netop handler om graden af respekt for ejendomsretten og borgernes ret til at leve i et samfund, hvor friheden og retssamfundet sikres; også selv om nogle på højre side måske ikke tænker så meget over det. Til højre tager man netop mere hensyn til borgerne ved dog at holde igen, selv om man jævnfør ovenstående giver efter. Til venstre må man sige, at tåbeligheden manifesterer sig i fuldt flor – jævnfør netop ideen om at begunstige afviste asylansøgere med en række rettigheder på borgernes bekostning i netop det land, som har afvist at give asyl.

Det problematiske ved at give asyl vanskeliggøres af, at man i ”velfærdsstaten” bruger skatteydernes midler til at købe sig popularitet i befolkningen. Netop økonomisk svagt stillede, der kommer ind i landet, udgør en fristende gruppering for politikeren, eftersom selv få ydelser fra statens side her gør en stor forskel i forhold til, hvad man var vant til, hvor man kom fra. Derfor er det på sin vis logisk, at det er netop er socialister og venstrefløj i almindelighed, der er begejstrede for at give asyl og begunstige nye individer med ydelser fra staten.

En del af problemstillingen er således, at man har gjort eventuelt frihedssøgende individer til en meget sandsynlig potentiel økonomisk belastning. Dette ville dermed i mindre grad være tilfældet, hvis der var færre ydelser, som blev tildelt fra statens side på skatteydernes bekostning. Konsekvensen af det nuværende system med ”velfærdsstaten” må derfor være, at asylpolitikken forbliver stram. Det er der samtidig yderligere grunde til.

Der tales i sammenhængen meget om ”internationale forpligtelser”. Men det er i den forstand vigtigt at huske på, at man i FN i praksis ikke forpligter sig på at sikre, at flygtningestrømme ophører, ved at man presser på for friere og mere oplyste samfund i eksempelvis Mellemøsten og afrikanske lande. Det er også værd, at ihukomme, at en stigende mængde flygtninge fra lande med kulturer, der er helt anderledes end den danske og europæiske vil udgøre et problem for de lokalområder her i landet, hvor flygtningene placeres. Allerede i dag må man erkende, at jo mere fjernt - i kulturel henseende - flygtninge har deres oprindelse, desto vanskeligere bliver det for dem at tilpasse sig de nye forhold. Dette bliver åbenlyst et problem, for de oprindelige beboere, der vil opleve denne vanskelighed ved integration i form af øget kriminalitet, men også i kraft af et stigende pres på de skattefinansierede ydelser.

Der kan i øvrigt identificeres et princip, som asylpolitikken kunne tage udgangspunkt i, og som ville betyde, at man på højre side lettere kunne afvise de krav, der kommer fra venstrefløjens side. Princippet hedder ”den nationale interesse” som må være i overensstemmelse med borgernes interesse i at bevare frihedsrettighederne, det åbne, frie og oplyste samfund herunder sikringen af den nævnte private ejendomsret. Et afsæt i denne udgave af ”den nationale interesse” ville betyde, at man bevarede en meget begrænset asyltildeling; og at man ikke følte sig forpligtet af internationale aftaler. I stedet tog man så hensyn til borgenes ret til selv at bruge deres økonomiske midler - herunder på at bruge penge på at reducere flygtningestrømme på den måde som den enkelte borger selv mente var den mest optimale.

En forudsætning for at færre bliver flygtninge er naturligvis, at der skabes velfungerende markeder og frie samfund med plads til handle- og produktionsfrihed i netop de lande, der i dag er kilder til flygtningestrømme til den øvrige del af verden. Selv om der ikke er krige i sådanne lande, vil man altid kunne identificere en markant mangel på respekt for den private ejendomsret, og dermed et fravær af økonomisk handlefrihed i disse lande. Problemet man burde fokusere på, er jo netop kilden og årsagen til symptomet, som er flygtningestrømme fra navnlig Mellemøsten og Afrika, hvad enten der er tale om økonomiske eller politiske flygtninge eller flygtninge fra krige. Uden at gøre op med årsagerne, der ikke mindst er fravær af økonomisk og politisk frihed vil disse flygtningestrømme, derfor fortsætte.

I modsætning til meningsfuld politik bliver de flygtninge-skabende landes repræsentanter i stedet på amoralsk vis behandlet respektfuldt - ikke mindst i FN. Når dette sker, betyder det, at de politiske beslutningstagere i den vestlige del af verden i samme omfang ikke respekterer sikkerhedsproblemerne forbundet med flygtningestrømme til Europa og USA, men også at de ikke søger at sætte sig ind i årsagerne til disse strømme.

Frihedsorienterede lande burde derfor, som det første, begynde at trække sig ud af FN-samarbejdet, men også på andre måder søge at lægge afstand til de regimer, der i dag er ansvarlige for flygtningestrømme. Samtidig må der føres en stram flygtninge- og indvandringspolitik, hvad angår strømme fra netop lande, hvor der historisk set aldrig har været længere perioder med økonomisk og politisk frihed. Det er nu engang forkert at tro, at flygtninge, blot fordi de flygter fra aktuelle magthavere og deres håndlangere, har nogen bevidst formuleret interesse i - endsige er i besiddelse af opbakning til - den relativt høje grad af såvel frihed men også til den omgængelighed (jævnfør blandt andet forståelsen for mænds og kvinders ligestilling), som præger denne del af verden.

Læs også Indvandring på frihedens betingelser.