Religion, dumhed og kriminalitet

Respekten for naturvidenskaben er høj i vores del af verden. Naturvidenskab er den tilgang til verden, hvor man tager afsæt i det, som der er et objektivt grundlag for at tage afsæt i. Hvad angår naturvidenskaben anerkender man det, man kan iagttage, samt det som man kan udlede af det, man kan iagttage.

Naturvidenskabens værdi baserer sig altså ikke blot på, at man iagttager og identificerer (herunder måler og vejer), men også i den efterfølgende tænkning og mentale integration. Det er faktisk det sidste, det vil sige tænkningen baseret på det faktuelle, som gør videnskaben værdifuld gennem realisering. Denne tænkning er forsætningen for at videnskaben fører til et praktisk resultat: eksempelvis overlegen transport, bedre kommunikation, mere sikker medicin, sundere fødevarer og så videre.

Nu bedes læseren så tænke udenfor begrebet ”videnskab” og på den dagligdags adfærd. Også i det daglige kan man som individ opføre sig ”videnskabeligt”: Man kan tage afsæt i den fysiske virkelighed og det man kan iagttage. Man kan med afsæt så forholde sig rationelt til den verden, man befinder sig i. Det vil sige, man kan vælge at benytte sig af begreber og indstillinger, som har rod i det faktuelle.

Ovenstående kan også kaldes, at være ”rationel”, ”logisk” eller ”fornuftig”. Denne indstilling som en dagligdags adfærd burde mane til ligeså meget respekt, som det at være ”videnskabelig”. For det er den samme indstilling, der er tale om. Og bemærk at der er tale om et valg, som det enkelte individ selv træffer: Man vælger om man vil forholde sig rationelt til sine omgivelser, det vil sige om man vil være ”virkelighedsorienteret” og fornuftig. Man kan tilsvarende også vælge at opføre sig stik modsat. Det er her, at religion kommer ind i billedet:

De religiøse ideer har ikke et fornuftsbaseret grundlag. De er i stedet overleverede normer og påbud. De er dogmer og krav. De er tæt forbundet med traditioner som man ofte ikke har nogle rationelle begrundelser for at holde i live. Religion bruges netop til at fastholde bestemte former for tradition, som styrker nogle mennesker på andres bekostning, eksempelvis mænds magt over kvinder, sådan som det er tilfældet med Islam.

Orienterer man sig ud fra et ikke-videnskabeligt og ikke-fornuftsbaseret verdensbillede men i stedet ud fra et religiøst samt dogmatisk/traditionelt verdensbillede, har det naturligvis også nogle konsekvenser for evnen til at begå sig i den verden, man lever i – altså virkelighedens verden. Konsekvenserne af at vælge at ligge under for den dogmatiske og/eller religiøse indstilling gælder naturligvis ikke blot for én selv, men også for ens nærmeste og resten af samfundet. Har man indenfor et territorium, som hovedregel forkastet det, man kan kalde en fornuftskultur, har det selvsagt også konsekvenser for velstanden og i det hele taget mulighederne for at leve i praksis.

En religiøs (traditionel dogmatisk) indstilling er dermed en indstilling, der svækker evnen til at orientere sig i verden. Det er så en anden måde at sige, at religion i praksis er fordummende. Dumhed kan så have mange udtryksformer og vidt forskellige konsekvenser – også for omgivelserne.

En ting er imidlertid sikkert, og det er at de dogmatiske og/eller de religiøse ønsker at sprede deres dumhed, deres ikke-virkelighedsbaserede tilgang til verden, deres normer og deres arbitrære traditioner til omgivelserne. Dette forsøger de så med vidt forskellige midler – herunder trusler, vold, hærværk men også politisk og religiøs agitation. Men der er altså en sammenhæng.

Uanset midlerne skal man derfor ikke tage fejl: Målet for de primitive kriminelle og de primitive religiøse er det samme: Man ønsker at sprede sin dumhed, sin religiøsitet og/eller sin traditionalisme - og på samme tid at afskaffe den fornuftskultur, velstanden i Vesten bygger på.

Forudsætningen for at man kan forsvare sig bedst muligt, er så at man sætter sig ind i hvorfor velstanden og handlefriheden er noget værdifuldt. Når man betænker den omsiggribende kollektivisme og trangen til at styre og kontrollere fra statens side i Danmark, har vi i den henseende lang vej igen.

Lad os få et principparti

Den nuværende opbakning til Ny Alliance er i dag behersket, når man sammenligner med euforien, der kunne identificeres før valget. To af partiets folketingsmedlemmer har forladt partiet; og spekulationerne om hvad resten vil gøre er lige så mangfoldige som rapporterne om frustration og opgivelsesstemning blandt de øvrige medlemmer af partiet.

Med så mange kendisser, som Ny Alliance kunne mobilisere, var der ellers gode muligheder for at promovere organisationen. Efter sigende havde man de helt rigtige og moderne meninger. Man brystede sig i den forstand ikke mindst af at være pragmatisk og et midterparti, så ingen kunne være i tvivl. Her var det en æressag, at man tog stilling ”fra sag til sag”.

Så hvorfor gik partiet i opløsning så hurtigt? Svaret er, at tingene ramlede netop på grund af ovenstående principløshed (eller principiel flipflopperi) - kombineret med det tillægsforhold, at man ikke havde nogen form for topstyring. Det sidste var det absolut nødvendigt at indføre i et parti, hvor der slet ikke var et politisk fundament, endsige en tradition for politikmageri, at referere tilbage til.

Dansk Folkeparti bygger heller ikke på klare principper men på en blanding af konservatisme, nationalisme, socialisme og liberalisme. Derfor er der mange meninger, der kan brydes, og ofte nogle som melder sig ind, som kunne skade DF’s udgave af pragmatisme. Men her har man topstyring. Derfor kan man holde sammen på de blandingsværdier, som findes i DF. Jo mere diffust et grundlag et parti bygger på, desto mere må man derfor styre hårdt fra oven.

Det noget oversete parti Liberalisterne kunne i den forstand blive et parti, hvor man ikke havde behov for topstyring. I dette parti kunne man vælge at være et ”princip-parti”, der byggede på et klart værdigrundlag, som gav de enkelte medlemmer vide rammer for at agere selvstændigt i det daglige - uanset hvilke sager, der var tale om, og uanset om der var tale om internationale, nationale eller lokale spørgsmål.

I partier hvor man vil noget bestemt og har bestemte styrende grundideer, kan man overlade meget mere til det enkelte medlem og til den enkelte MF’er, end når det gælder partier, der følger stemninger og tendenser, men hvor man simpelthen ikke vil kendes ved principper:

I Enhedslisten vil man indføre socialismen. Så gør det ikke så meget, om det enkelte medlem har nogle særstandpunkter som skiller sig ud. For målet er helt overordnet ikke til diskussion. Kollektivismen er målet. Hvis der i Danmark kom et islamisk parti, der havde til formål at indføre islamisk lov – Sharia, ville man også kunne overlade en stor del frihed til den enkelte, eftersom hovedmålsætningen tilsvarende så lå fast. Principperne om at tage afsæt i Koranen ville være et pejlemærke, der betød at man hurtigt ville kunne konstatere afvigelser. På samme vis kan man forstille sig dannelsen af et grønt parti, hvor man var helt ligeglad med om industrisamfundet kunne overleve de byrder, man ville pålægge det - et parti, hvor man rent ud promoverede, at man ville ”tilbage til naturen”. Også her ville de kontante mål betyde, at de som meldte sig ind, ville have meget ensartede meninger.

Problemet med pragmatisme er ikke mindst, at ingen rigtig ved hvornår den pragmatisme som det ene partimedlem står for er mere korrekt, end den som andre promoverer. Et klart politisk fundament, betyder omvendt, at enigheden vil være mere omfattende. Så bliver budskaberne i det daglige langt mere håndfaste. I Ny Alliance var der politisk tåge og budding fra dag et. Men skal et parti have fodfæste og gøre en forskel på sigt, må det bygge på et fundament. I det omfang at de eksisterende partier har gjort en forskel har det da også, selv om de kalder sig pragmatiske, været den dominerende bagvedliggende ideologi - socialismen, der har været afgørende: Det er socialisme og ikke pragmatisme, der er årsag til det høje skattetryk og den reducerede private sektor, men som vi kan takke de pragmatiske partier for.

Faren ved at være principiel er naturligvis, at man bliver stemplet; og at det bliver vanskeligt at samarbejde. Fordelen er, at man står for noget bestemt, og at man skiller sig ud. De nuværende partier i Folketinget (måske med undtagelse af Enhedslisten) er således ret pragmatiske og midtersøgende. De sælger også alle i større eller mindre grad ud af friheden og velstanden. Pragmatismen i Danmark har i praksis slagside til venstre for midten.

Et principielt funderet parti med nogle principper, der nyder genklang i befolkningen – og det gør frihedens værdier – ville skille sig klart ud fra resten. Et sådant parti har som udgangspunkt potentiale til at tage mange stemmer fra andre. Pragmatismen er jo netop årsagen til at partiloyaliteten i befolkningen er aftagende. Jo mindre forskel der er på partierne, desto mere tillader vælgerne sig at shoppe rundt fra valgår til valgår. Et princip-parti kunne i den henseende virke som en godartet bombe, der faldt ned midt i den pragmatiske suppedas; og som mindede befolkningen om, at vi glider væk fra friheden, uden at der er udstukket et mål for denne drift. Socialisme som sådan har man jo alligevel og heldigvis opgivet. (Altså igen med undtagelse af Enhedslisten).

I praksis leder vælgerne trods partiernes pragmatisme efter noget bestemt: Den enkelte vælger ønsker med sin stemme at trække samfundet i en bestemt retning ud fra nogle ideer om, hvad der er godt for samfundet og godt for ham eller hende selv. Et parti, der bygger på nogle klare principper og værdier – eksempelvis frihedens, fornuftens og velstandens – kunne med lidt dygtighed blive et helt enestående alternativ til de mere og mere ensartede tilbud, der i dag findes, og hvor Ny Alliance blot var en uigennemtænkt variation over et forslidt tema.

Kræftens Bekæmpelse og menneskesynet

Dagens kommentar på www.coin.dk af Søren Højbjerg handler om Kræftens Bekæmpelse og om organisationens kamp mod solarier.

Eksistensen af solarier betyder, at man langt mere præcist kan afgøre hvor meget, man vil lade sig bestråle for at blive brun. Det er en ny mulighed, der byder sig til i det moderne samfund.

Hos Kræftens Bekæmpelse regner man imidlertid ikke medborgernes evne til at selv at gøre op med risici og potentielle skadevirkninger af soldyrkning for ret meget. Dette illustrerer Højbjerg på glimrende vis, mens han forklarer, hvordan organisationen modarbejder det frivillighedens samspil, der finder sted mellem de, som efterspørger den kunstige sol, og de som er villige til at udbyde det, som efterspørges.

At det netop er manglende tillid til menneskers evne til selv at vælge, hvad de vil, og dermed samtidig afskrivelse af eksistensen af den fri vilje, som kendetegner Kræftens Bekæmpelses menneskesyn, kan man forvisse sig om i kraft af følgende citat, der handler om tobaksforbrug, og som kommer fra Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse: Mange starter med at ryge vandpibe, fordi de tror, det er uskadeligt, og når de så er blevet afhængige, så skifter de til cigaretter, siger han ifølge Berlingske Tidende.

Udover at det nok er tvivlsomt, hvor mange der tror, at det er uskadeligt at indhalere røg, vidner udsagnet om en grundlæggende absurd indstilling om, at man ved at træffe ét skadeligt valg, så hænger på en ”afhængighedskrog” af flere og mere skadelige valg, som en slags dum fisk, der efterfølgende vil træffe nye dumme valg på grund af det første.

Det menneskesyn, som promoveres fra flere af de såkaldt ”godgørende” organisationer, er rent faktisk diametralt modsat det syn, som er i overensstemmelse med de fremskridt og innovative tiltag, som kendetegner den vestlige verden: Det er fordi vi i vores del af verden ved at mennesker, der har friheden til det, kan gøre en positiv forskel og træffe fornuftige beslutninger, der forbedrer deres tilværelse på egne præmisser og i den kontekst, som de hver især befinder sig i.

Dette betyder, at man over tid i praksis har forbedret produkters standarder, virkning og effekt, så de i højere grad passer til såvel den enkelte som til menneskets fysik generelt.

Årsagen til at produkter er blevet udviklet er netop friheden, der giver mulighed for, at man kan tjene penge på at levere, der som efterspørges; men altså også at man kan tjene penge på at levere noget, der er bedre end det eksisterende.

Forudsætningen for at der bliver solgt produkter, der i dag er overlegne i forhold til det som eksisterede for 20, 50 eller 100 år siden, er at mennesket er et intelligensvæsen, der vurderer og evaluerer og tager stilling til, om den ene vare er bedre end den anden. Hverken de mange forbudsivrige organisationer eller hele den offentlige forbudslobby spiller i den sammenhæng nogen som positiv rolle. Det er først og fremmest konkurrencen om at gøre det bedre, og det forhold, at man bliver belønnet med højere indtjening, hvis man gør det, som betyder noget.

Synet på mennesker spiller altså en ret stor forskel: Fra erhvervslivet side opererer man med antagelsen om, at forbrugerne og borgere godt kan se en forskel, og identificere de produktvariationer, der tilbydes. Man antager samtidig at forbrugerne over tid også vil belønne det produkt, som er objektivt bedre.

Fra organisationer som Kræftens Bekæmpelses side ser man i stedet mennesket som et væsen, der er determineret til at vælge det, som umiddelbart lægges frem på hylderne; og hvor man så efterfølgende skridt for skridt vælger noget, der er værre end det foregående. Tankegangen strider bare mod, hvad der i praksis kan iagtages.

- For hvis den sidste indstilling var den rigtige, så er da i grunden underligt, at vi i de frie og rige samfund lever længere, end man gjorde før i tiden og end i lande i dag, hvor man ikke har den samme forbruger- og produktionsfrihed. Det er da så også et komplet mysterium at den almindelige befolkning ikke vælter rundt i gaderne, som følge af billig alkohol, mens man pulser løs på alt hvad der kan ryges, i kraft af den generelt forbedrede købekraft, som trods høje afgifter alligevel gør alverdens nydelsesmidler billigere end det var tilfældet for 50 år siden.

Synet fra Kræftens Bekæmpelse må derfor også ses i sammenhæng med et mere generelt fænomen, der handler om, at der fra politisk side er et direkte (bevidst eller ubevidst) ønske om at promovere dette syn: Man ønsker tydeligvis at fremstille borgerne som evnesvage; for dette er præcis forudsætningen for at opnå den politiske kontrol. Skattetrykket kunne i den sammenhæng ses som et objektivt mål for, hvor lidt man i kraft af propagandaen i befolkningen tror på sig selv. I den forstand står det så sløjt til med selvtilliden. Man vræler om velfærd og ydelser. Men det er dog netop individer i organisationer, der har det samme forkvaklede menneskesyn, der vræler mest.

Søren Højberg: Et erhvervsfjendligt rovdyr.

Tradition og religion

På det tidspunkt, hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, vil man efterfølgende også se en svækkelse af de mange traditionelle og skadelige manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.

Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.

Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.

Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:

Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.

Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?

Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.

Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.

Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.

Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.

Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.

Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.

Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.

Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.

Moral er noget man vælger

Siden tidernes morgen har man diskuteret værdien, nytten af samt meningen med moral. Der kan opstilles tre vidt forskellige tilgange til begrebet:

Den første tilgang kan være den, der handler om, at moral er en unødvendig byrde, og indholdet i en hvilken som helst moral er arbitrær og grundløs.

Den anden tilgang kunne handle om moral som pligter og påbud. De moralske påbud kan være gudgivne eller samfundsgivne. Spørgsmålet om arbitrær er derfor ikke til diskussion, jf. det forhold at der er tale om påbud.

Den tredje og sidste tilgang kan være den der handler om, at moral er en del af det enkelte menneskes redskab til overlevelse.

Moral er med denne sidste tilgang noget, man vælger med sin fornuft. God moral kan derfor ikke være arbitrær, eftersom moralen, hvis den skal være en del af redskaberne til overlevelse og meningsdannende, må være i overensstemmelse med fornuften.

Heri ligger implicit en påstand om, at fornuften er menneskets redskab til overlevelse; og at fornuft på denne måde går forud for, men altså ikke udelukker – men peger frem mod - en bestemt moral.

Ovenstående tre påstande og tilgange til, hvad moral er, kan kombineres efter temperament. I dette ligger imidlertid allerede en problematisering af påstandene om, at moral ikke er noget, man vælger.

Når noget er til diskussion, er der er tale om et valg. I praksis tager vi alle stilling til, om vi vil adlyde de såkaldt moralske påbud (hvad enten det er de 10 bud eller nogle andre). Man må derfor selv tage stilling til hvilke af ovenstående påstande, man er mest enig i.

Den første påstand, om moral som en unødvendig byrde, pålagt os af verdslige (samfundsmoralske) såvel som religiøse moralister, forsvares typisk af såkaldte værdinihilister eller værdirelativister; hvilket imidlertid ikke nødvendigvis er termer sådanne individer vil bruge om sig selv.

Den anden tilgang støttes af religiøse, troende, ”kultur-religiøse” og/eller helt verdsliggjorte kollektivister såsom socialister eller kommunister.

Den anden tilgang kunne derfor – for at støde færre – deles op i to tilgange. De, der mener at kunne henvise til moral via henvisning til et overnaturligt væsen, samt de der mener, at ”fællesskabet”, bestemmer, det vil sige definerer moralen.

En moraldefinition med afsæt i ”samfundsmoralen” giver imidlertid nogle åbenlyse problemer for den enkelte; eftersom der i to lande, der eventuelt grænser op til hinanden, kan være meget forskellige ideer om, hvad der er god og dårlig moral.

Passerer man en given landegrænse med sådan et moralafsæt bliver man derfor nødt til at krydsforhøre den nærmeste borger for at få at vide, hvad der er rigtigt og forkert; såfremt man ønsker at være ”samfundsmoralsk”. Det fører selvsagt til en høj grad af moralsk relativisme - og kan ende i en kulturrelativistisk depression.

Ikke desto mindre kan man dele den anden tilgang op i en verdslig samt en religiøs moraltilgang, hvor de ydre forhold, det vil sige andres moral eller ”gudsmoralen”, bliver afgørende for, hvad der er korrekt.

Moral som praktisk redskab i lighed med sproget

Den tredje og sidstnævnte tilgang, der samtidig er den mindst fremtrædende, indtages af en række darwinister, liberalister, objektivister, libertarianere m.fl., der tager et naturvidenskabeligt og aristotelisk udgangspunkt og, som mener, at moral er et begreb, der er udviklet ligesom sproget, for at sikre artens og den enkeltes overlevelse.

Det vil sige, vi bruger moralske termer for os selv eller i selskab med andre på samme måde, som vi benytter os af andre mere eller mindre eksplicitte værdiladede begreber for at kunne kommunikere og/eller træffe oplyste valg.

Moral er ifølge sidstnævnte tilgang en del af den praktiske redskabskasse, vi har i hovedet – i form af bevidstheden og fornuften, som betyder at vi kan orientere os i verden. Moralske ideer er dermed udviklet i takt med sproget og begreberne. Der er dermed tale om et redskab, der sikrer, at vi ikke bliver spist, dør af sult, udstødes af samfundet eller bliver sat i fængsel.

Moral er samtidig med denne indfaldsvinkel først og fremmest – men altså ikke udelukkende - et personligt anliggende. Det vil sige: Moral er et kodeks som fortæller dig, hvordan du kan leve - og netop derfor også fortæller dig, hvordan du bør omgås andre, hvis du vil leve.

Der er i øvrigt med denne indfaldsvinkel en klar sammenhæng mellem ”er” (det praktiske og faktuelle) og ”bør” (det moralske og rigtige).

Det er med den tredje og sidste tilgang praktisk at være moralsk. Det er ofte ikke tilfældet med de første to tilgange. Arten overlever, fordi den enkelte sætter det at overleve som værende noget værdifuldt, og henfører således livsbevarende adfærd, til det som anses for at være moralsk.

Moral som en byrde

Til denne position vil værdinihilister svare, at moral set med deres briller som udgangspunkt er upraktisk (hæmmende og derfor destruktivt) og derfor – som følge af deres definition - er en barriere. Hvis rådene er praktiske, kan de derfor ikke samtidig være moralske med deres briller.

Under denne kritik gemmer der sig således en forskel på, hvordan moral defineres, og peger ikke mindst tilbage til værdirelativisternes udgangspunkt, der primært handler om at kritisere religiøse moralisters begrebsdannelse, sådan som det skete i 1800-tallet eksempelvis fra Nietzsches side.

De religiøse moralister vil omvendt hævde, at hvis mennesket selv kunne bestemme vil samfundet gå op i røg, som følge af menneskets destruktive tilbøjeligheder. Dermed anerkender de religiøse på sin vis, at moral virker som en hæmmende faktor. Eftersom mennesket ifølge mange religiøse (eller Thomas Hobbes) selv anses for at være en destruktiv skabning, har den hæmmende funktion således, (med alle de paradokser dette indebærer), en positiv værdi:

Udefrakommende moral enten - fra Guds hånd eller i form af samfundssatte normer (paradoksalt nok opstillet af mennesker, i tilfælde af kategori ”2B” - Den verdslige kollektivistmoral), virker således for disse moralister som et værn mod menneskets frihedstrang, der for dem at se, ville være destruktiv uden en ydre (helt ubeviselig) instans, der dispenserer moralske bud, som man imidlertid alligevel kan vælge at acceptere eller ignorere. Denne tilgang er dermed paradoksal.

Værdinihilisterne fra første tilgang, mener således, moralen er besværlig. Eller de mener, at de moralske bud, der er opstillet, er så tilfældige (jf. forskellige nationers kollektiv-moral), at moralisme, hvad enten den er personlig eller udefrakommende, må forkastes helt.

De religiøse mener i vid udstrækning, at moral er et påbud fra oven. Spørgsmålet om praktiskhed og tilfældighed, er dermed ikke til diskussion.

Det skal her hævdes, at konflikten med religiøse moralister på den ene side og a-religiøse ikke-moralister på den anden side, på mange måder har været den verdenshistorisk mest signifikante konfliktlinie; men derimod ikke, at det behøver at være tilfældet i fremtiden.

Historisk set har der imidlertid været en stærk sammenkædning mellem religion og moral, hvilket har styrket den religiøse fortolkning af moralbegrebet som noget mere pligtmæssigt, og samtidig naturligvis også påstanden om, at den udefrakommende og bydende moral har en nyttig funktion set ud fra en samfundsmæssig helhedsbetragtning.

Moral handler med andre ord for de religiøse om nytte fra oven, og pligt for neden: Moral er ifølge denne tilgang muligvis besværlig for den enkelte, men gavnlig totalt set - som følge af den samfundsstabiliserende effekt, og dermed subsidiært gavnlig for den enkelte, dog med en række forbehold, hvor af nogle af disse, skal identificeres senere.

De religiøse moralisters stråmand: ”Det amoralske sammenrend”

Ikke-religiøse, er som følge af den religiøse moraldominans, ofte blevet placeret i kategori nummer ét: det vil sige i den mere eller mindre umoralske kasse, der ifølge de religiøse svækker sammenhængskraften i samfundet. Til denne lettere uglesete kategori har man placeret ateister, fritænkere med flere (herunder Nietzsche). Disse ustyrlige tildeles i det mere moderne religiøse verdensbillede imidlertid (på paradoksal vis) en positiv rolle som normbrydere, opfindere, nyttige grænsebrydere m.v. (som eksempelvis Gallilei).

Normbrydende ikke-religiøse udfylder for de moderne religiøse dermed nogle grænseoverskridende og innovative funktioner, som teologien selvsagt har vanskeligt ved selv at løfte, og hvis kvaliteter man ikke nødvendigvis er helt blinde for, så længe man har patent på, at sikre den hyppigt omtalte sammenhængskraft. Indenfor teologien står forskningen som regel i stampe.

I forbindelse med denne tilgang findes implicit en påstand om, at der ikke må være for mange normbrydere og grænseoverskridere i et samfund (en påstand der kan genfindes i Huxleys roman ved navn ”Fagre Ny Verden” med kravet om kun 10 procent ”alfaer” i et givent samfund), og at de fleste skal/bør tro på moralpligten; hvis ikke samfundet skal bryde sammen, som følge af de ateistiske normbryderes revolutionære og grænseoverskridende aktivitet.

Hvordan de religiøse moralister kan vide, hvornår der er for mange a-religiøse i samfundet, vides ikke.

Historien viser samtidig, at man ikke har kunnet holde oprørstrangen fra fritænkeres side nede. Forfølgelse af anderledes tænkende har i vor tid tværtimod fået et skær af middelalder over sig. Dette er tilfældet i store dele af den verdsliggjorte og vestliggjorte del af verden, hvilket vel også er en udvikling der må henføres til fritænkeres indsats.

Men (og) hvad så med moralen? Har den taget skade? Det kan ligeledes være svært at vurdere på de religiøses præmisser, hvis, man har en anden tilgang til moral.

Den sociale moral

Stærkt forbundet med påstanden om moral, som noget religioner har patent på, findes påstanden om, at moral primært er noget, der handler om vores interaktion med hinanden. Det vil sige, moral anses først og fremmest for at være et socialt begreb jævnfør eksempelvis de 10 bud.

Samtlige 10 bud handler enten om forholdet mellem mennesker, eller om forholdet mellem gud og menneske. Selv budskabet om, at man skal holde hviledagen hellig falder ind under denne kategori. Du SKAL således ikke blot hvile dig, for at styrke dig selv, men ligeledes for at ære din gud, ved at holde dig i live frem til næste uges strabadser.

De første to positioner (den værdinihilistiske og den religiøse) har således et sammenfald i deres påstand om moral, som noget primært socialt, og som værende noget, der handler om påbud.

Til disse og andre moralske påbud siger værdinihilisterne (der kan personificeres i Nietzsche) i katagori ét - ”glem det”: ”De herskendes moral er den herskende moral”; hvilket er en variation over værdi-nihilisten Karl Marx's: ”de herskende tanker er de herskendes tanker”. (Nietzsche forsvarede antageligvis bestemte værdier, men mente ikke, de kunne siges at være moralske, ud fra hans egen moraldefinition, der handler om at moralen mest af alt er til besvær.)

Magthaverne bestemmer med andre ord, ifølge den ”amoralske” tilgang, hvad der er godt og ondt. - Marx kan dermed siges at være delvis ”a-moralist” i det omfang, han mente, at andre end ham selv var determinerede til at mene det ene eller det andet.

Men en moral man ikke kan gøre for, kan vel næppe siges at have nogen større værdi. Alle andre end Karl Marx, Engels samt få andre udvalgte var således, ifølge den marxistiske ide om ”klassebevidsthed”, at betragte som slaver af den herskende moral (Det som Hegel ville have kaldt ”tidsånden”), mens Marx eller Hegel selv mente at vide, hvad der var rigtigt og forkert; eller i det mindste uundgåeligt. Marx mente sig dermed ikke i besiddelse af de klassebevidstheder, han mente alle andre var underlagt. (Det vides ikke om sådan noget lader sig gøre).

Moral er således ifølge ”de amoralske” blot en måde magthaverne bruger til at holde dig nede på. Indholdet i moralen er tilfældig, lyder det fra værdirelativisterne, hvilket som nævnt begrundes i, at påbudene tager afsæt i en moral, der er begrundet i troen på en eller flere guder, hvilket var udslagsgivende for Nietzsches opgør med (den gældende) moral. - Gør dig derfor fri af moral, lyder det. Så bliver du fri til at gøre det, du vil.

Den konservative og nationalistiske kritik af ”politisk korrekthed” som rigtig moral

I vor tid kan denne konflikt i lige så høj grad ses mellem de, der påberåber sig samfundsmoralen (venstrefløjen) - versus dem, der ikke mener, at selvbestaltede repræsentanter for samfundsmoral har noget at have deres moral i, og at disse repræsentanter derfor blot er ”frelste”, det vil sige ”samfundsreligiøse”. Og hvor man, som præsterne i Dansk Folkeparti, mener at man ikke kan være moralsk uden at bevare det, de anser for at være det ”sande” religiøse og/eller nationalistiske udgangspunkt.

På sin vis har mange derfor overtaget den marxistiske ide om, at det der på et givent tidspunkt regnes for at være det politisk korrekte i praksis er ”samfundsmoralen”, og at den er såvel styrende - samt i dens kerne, (på paradoksal vis) den enkelte uvedkommende - samt falsk (fordi den er tilfældig).

Det vil sige, man kan ikke tage stilling til samfundsmoralen/den politiske korrekthed, men kan nøjes med at forkaste den, netop fordi den blot er herskende og tilfældig! Man skal blot underkaste sig, det som visse kritikere (eksempelvis præsterne fra DF) af den herskende moral tilbyder i stedet: Det nationalt-religiøse alternativ, det vil sige ”den gode gamle moral”.

Denne konservativt-religiøse indstilling indebærer tydeligvis et hav af paradokser, der ikke skal forfølges videre her. Paradokserne tager som altid udgangspunkt i påstanden om ”valgfri moral”: Det vil sige en moral, man blot skal godtage, hvad enten det er religions-moralen eller samfundsmoralen, men som man ikke stille spørgsmålstegn ved.

Det lyder lige så uforståeligt, som det er; for et moderne publikum, der har lært at sætte pris på det frie valg på alle hylder – inklusive de valgmuligheder, der handler om moral. Moralister af en hver afskygning er i dag således nødt til at svare på spørgsmålet, der handler om ”hvorfor?”.

I den amerikanske kult-tegneserie The Simpsons er der, med Bart Simpsons ungdomsoprør på denne måde tale om et oprør, ikke mod de religiøse moralstrømme i samfundet, men mere imod samfundsmoralen, sådan som Bart ser den gennem sin mere eller mindre dys-funktionelle familie. I et afsnit af the Simpsons overtager hele Springfield-befolkningen, på værdinihilistisk vis, Barts indstilling om at gøre ”whatever I feel like”. Oprør med enhver form for moral ender imidlertid typisk med, at man kaster sig i sine følelsers vold, efterfulgt af fortrydelse, hvorefter de religiøse moralister - med nogen ret - kan sige: ”Hvad sagde vi!”.

De religiøse moralister vil i vid udstrækning således samtykke i analysen, der handler om, at moral ikke et personligt anliggende, men primært et socialt og kollektivt anliggende, men netop derfor begrunde deres forsvar om indpodningen af en udefrakommende, men nødvendig moral med afsæt i frygten for den nihilisme (de destruktive tilbøjeligheder), som man – med nogen rimelighed - må frygte, hvis Nietzsches eller Bart Simpsons umoral (det vil sige fravær af moralsk stillingtagen) blev mere folkelig, og man blindt følger sine drifter og kortsigtede tilbøjeligheder.

Det kultur-religiøse og reformistiske midterstandpunkt

Opbakningen til moralens religiøst funderede udgangspunkt, selv for de samfundsmoralske, sker ud fra en formodning om, at der ikke kan findes en erstatning for det religiøse svar på moralens fundering. Det vil sige, man ved godt, at man med sit religiøse moralforsvar benytter sig af noget, der er overleveret uden medfølgende rationel begrundelse. Men da man i lighed med værdinihilisterne ikke kan se en rational begrundelse, der kan forsvare moralen, holder man fast i den religiøse version.

Således gælder det for mange ikke-troende, at de bekender sig til kristne eller islamiske værdier, selv om de siger, de ikke tror på gud. Man er med andre ord ”kultur-kristen” eller ”kultur-muslim”. Man har således til dels accepteret værdi-nihilisternes påstand om, at der ikke kan findes en rent verdslig moral. Derfor holder man fast i religionernes moralværdier, mens man samtidig har forladt disse værdiers fundament, det vil sige henvisningen til kilden fra hvem værdierne skulle stamme fra. Nye paradokser truer. Spørgsmålet er, blandt andet, hvor længe, man kan holde til at blive stående på denne ikke-religiøse, men alligevel religiøst bestemte, platform.

Opsummering af den klassiske konfliktlinie via Kierkegaard

Søren Kierkegaard præsenterede i Enten Eller på underholdende vis, den klassiske polarisering mellem ateistiske nihilister (æstetikeren, der dog alligevel – ”by default” – har nogle bestemte værdier) på den ene side, og så etikeren på den anden.

Æstetikeren fravælger således moralen, det vil sige han lader moralen ligge på den religiøse boldbane, hvor Kierkegaard tydeligvis mener, den hører til. Dermed forholder Kierkegaard sig udelukkende til konflikten mellem religiøse moralister på den ene side og ateistiske a-moralister på den anden.

(Konflikten mellem etikere og æstetikeren er i øvrigt gengivet i Anders Fogh Rasmussens tale i forbindelsen med indvielsen af Kierkegaard forskningscentret i Vartov den 30. november 2005 ).

Budskabet fra Kierkegaard og de religiøse, er at vi uden en religiøst forankret moralpligt - eller pligtmoral, (der imidlertid som altid må vælges til og accepteres af den enkelte), alligevel – og trods teatertordenen - vil befinde os på Herrens mark.

Det skal ikke desto mindre her være påstanden, at Kierkegaards sondring ikke er den eneste gyldige – jf. den indtil videre ignorerede tredje tilgang.

Det ikke-religiøst funderede forsvar for moraludvikling

Hvis man i stedet ville forsvare sidstnævnte og tredje tilgang, det vil sige den darwinistiske, naturvidenskabeligt og objektivistiske position, som næsten er mere ukendt end selv den nietzscheanske amoral (eller den mere moderne samfundsdyrkende, socialistiske moral-tilgang); kan man som udgangspunkt pege på, hvordan religioner i gennem tiderne er blevet misbrugt til alverdens umoralske handlinger herunder korstog, forfølgelse af anderledes tænkende, censur, undertrykkelse samt cementering af arbitrære traditioner.

Denne historisk orienterede og kritiske indfaldsvinkel er ikke ukendt for os i Skandinavien, hvor ateistiske og/eller socialistiske folkeskolelærere bevidst eller ubevidst videreformidler disse pointer sammen med deres udgave af den protestantiske og angel-saxiske moraletik. På den måde søger man at viderebringe en mere moderne og afslappet form for kristendom, det vil sige den politisk bevidste form for kultur-religiøsitet, vi kender idag.

Imidlertid er der med denne indfaldsvinkel (om fortidige synder) tale om en rent negativ tilgang, der ikke sætter noget kvalitativt anderledes i stedet:

At gøre opmærksom på, at modparten (den historiske katolicisme) var voldelig, undertrykkende og uoplyst gør ikke i sig selv en bestemt alternativ tilgang mere tiltrækkende. Tværtimod, når det gælder moralske spørgsmål, må det siges at være yderst farligt, at vælge noget andet, blot fordi man ved, at det gamle, man vælger fra er/var skadeligt. Ikke desto mindre har resultatet ”blot” været en reform og bortskæring af de værste ting ved religionerne, en ignorering af disses skrøbelige fundament, men samtidig en bevarelsen af religionsbaseret moral, som da protestanterne gjorde op med katolicismen.

Flere har imidlertid efterspurgt – og formuleret – et rent verdsligt forsvar for moralen, hvilket er den tilgang, der som den tredje, der kort skal introduceres - og forsvares - her:

Det fælles-biologiske udgangspunkt som afsæt for individ-moral

Den amerikanske forfatterfilosof Ayn Rand skriver gennem sin romanhelt ved navn John Galt i romanen "Atlas Shrugged" (“Og verdens skælvede”) fra 1957 at:

“Et moralbud er en selvmodsigelse. Moralen er det valgte, ikke det påtvungne; den er det forståede ikke det adlydte. Moral er det rationelle, det fornuftige, og fornuften godtager ingen bud.”

Eller på engelsk: "The moral is the chosen, not the forced; the understood, not the obeyed. The moral is the rational, and reason accepts no commandments.". “

Bud / "Commandments" i sætningen henviser netop til de religiøse bud.

Ayn Rands indstilling er således, at en sætning, der begynder med “DU SKAL” ikke er god nok, når det gælder moral. Man må forklare, hvorfor det man siger, er moralsk, og ikke blot henvise til at moral er et spørgsmål om tro; og at Gud har sagt det.

Moral er med denne indfaldsvinkel samtidig ikke først og fremmest noget socialt; men det er selvfølgelig samtidigt også noget socialt. Moral er imidlertid først din moral og min moral, før det går hen og bliver ”vores moral”.

Vi kan have en fælles moral, fordi vi alle tilhører arten ”homo sapiens”, fordi vi kan tænke og tale og dermed kommunikere; og ikke fordi vi bekender os til en bestemt religion, lever i et bestemt samfund eller jævnfør værdinihilisternes analyse, efterrationaliserer og ophøjer, hvad end vi nu gør, til at være moralsk; hvilket betyder, at moralen bliver tvivlsom i takt med at den bliver relativ. - Jf. diskussionen om moralske sondringer efter landegrænser.

Der stilles kort sagt krav om en fornuftsmæssig begrundelse og forklaring på, hvorfor og hvordan man skal leve. Det krav må også omfatte valget af værdier og moral.

Mange af De Ti Bud burde ikke desto mindre være forklarlige ud fra en biologisk optik. Det vil sige den optik, der handler om at opretholde menneskets liv. Det er ikke desto mindre utænkeligt, at diskutere dette, hvis udgangspunktet er, at Gud har skabt stentavlerne, hvor buddene stammer fra.

Ayn Rands indstilling er således, at man må VIDE; og hvis man ikke ved hvorfor, må man finde ud af, hvorfor noget er moralsk eller umoralsk. Den proces kræver først og fremmest tænkning - måske ligefrem research, men ikke nogen form for lydighed overfor andet end fornuften.

Denne indfaldsvinkel er, som nævnt tidligere, tilsvarende afsættet for den værdinihilistiske kritik. Det vil sige: De religiøse undlader at komme med en rationel og verdslig forklaring og begrundelse for deres påbud. Så strander enhver diskussion. Dette krav om en god forklaring er i moderne tid tydeligvis blevet stadigt stærkere. Man savner nogle svar.

Ayn Rand er imidlertid ikke er værdinihilist. Hun mener at vi, hvis vi ønsker at leve, må erkende og acceptere de værdier i livet (den moral), der sikrer, at vi kan overleve, og gøre det på en måde, så det bliver meningsfuldt, også på det lange sigt. Det vil sige, vi må vælge nogle bestemte værdier, der giver os mulighed for at leve, sådan at livet bliver meningsfuldt, det vil sige, så vi kan - og vil - leve.

Rand mener dermed, at en blind accept af moralske bud og normer, vil være i modstrid, med det hun ser som formålet med moral, det vil sige overlevelse jf. vores biologi. At acceptere noget, fordi man skal, giver således ikke mening, når vi samtidig VED, at vi ikke desto mindre er i stand til at vælge.

At leve ud fra en påbudsmoral, vil være at leve på et skrøbeligt fundament. Man vælger således på paradoksal vis uden at tage stilling, men fordi man får at vide at man SKAL vælge. Men moral må ifølge Rand være noget, man vælger bevidst og på et oplyst grundlag; det vil sige på basis af fornuftsmæssige overvejelser.

Dette synspunkt er i overensstemmelse med, at man vælger hvordan, man vil søge at leve sit liv. Moralen er ud fra denne tilgang noget, der er praktisk og konstruktivt redskab til brug som standard for de valg, man træffer i det daglige.

Med andre ord, moralbegrebet er med denne tilgang ikke blot praktisk. Det er yderligere uomgængeligt at være moralsk, det vil sige at bekende sig til bestemte værdier, hvis man ønsker at leve. Og eftersom forkerte moralværdier kan være destruktive, BØR man tænke sig om, før man vælger.

I Atlas Shrugged skriver Ayn Rand (i form af roman-helten John Galt) således at ”For at leve må mennesket hylde tre ting, som de højeste og herskende værdier i sit liv: Fornuft – mål – selvagtelse”. Således må alle ideer og alle begreber, herunder dem, der handler om værdierne underkastes fornuftens dom.

Rand opstiller på denne baggrund syv dyder, hvilket vil sige moralske retningslinier i form af værdier, man kan vælge at gøre til sine egne; og som hun mener, er positive, hvis livet og ønsket om at opretholde det, anses for at være den centrale og ufravigelige kerneværdi. Disse dyder og værdier tager alle udgangspunkt i mennesket som Homo Sapiens (Det tænkende væsen), og ideen om moralske begreber som værende redskaber. Disse er rationalitet, uafhængighed, ubestikkelighed, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed.

Hvad disse dyder nærmere består i, kan man læse om i ”Atlas Shrugged". Her skal ikke desto mindre gøres opmærksom på forskellen på det gamle testamentes 10 bud, og så disse syv dyder, hvor en af de centrale forskelle er, at dyderne, ikke er påbud, men at betragte som valgmuligheder, hvor man (jf. ”the moral is the chosen”) opfordres til at gå de meningsfulde i disse værdier efter i sømmene; det vil sige at afprøve dem ved hjælp af ens egen fornuft, og tage stilling til dem.

En praktisk moral

Samtlige dyder har i modsætning til de 10 bud dermed gyldighed, selv når man i værste tilfælde skulle befinde sig på en øde ø. Vor egen kulturelle opvækst gør muligvis, at vi forbinder nogle af dyderne med primært sociale relationer. Men ifølge Rand tager samtlige syv dyder imidlertid alle sammen udgangspunkt i individet; selv om de naturligvis ikke ender ved individet.

Eksempelvis handler værdien ”ærlighed” om, at du bør være ærlig over for dig selv. Hvilket som bekendt også er en forudsætning for at kunne være ærlig over for andre. Selv på en øde ø kan man derfor tale om ”retfærdighed”, ”ubestikkelighed” og ”uafhængighed”, når det gælder den indre dialog, man vil føre med sig selv for at overleve.

Samtlige af disse dyder/værdier, man kan vælge at gøre til sine egne, sætter således individet i centrum. Dyder som disse - samt dem, der handler om respekten for liv, frihed og ejendom, gør det muligt at skabe et samfund, hvor vi kan omgå hinanden på civiliseret vis.

Samtidig ophæves det påståede modsætningsforhold mellem at handle i overensstemmelse med egne interesser, og så det at være moralsk. ”Oplyst egeninteresse” bliver tværtimod en integreret del af moralen. Udgangspunktet for at vi handler og interagerer med hinanden, bliver det, som man i positiv forstand er værd, og dermed også kan tilbyde andre.

Sådanne fornuftsmæssigt valgte værdier, og et fokus på oplyst egeninteresse gør det muligt at bevare selv-respekten og selvværdet, samtidig med at man foretager sig noget, der har værdi for andre.

I ”Atlas Shrugged” kan man læse mere om, hvorfor sådanne individcentrerede værdier, ifølge Ayn Rand, fører frem til et forsvar for en kapitalistisk samfundsmodel – herunder et retssamfund baseret på frihedsrettighederne og den private ejendomsret.

Perspektivering

Alle kulturer har på den ene eller anden måde beskæftiget sig med værdier. Vi ved, eller fornemmer, (som forhistoriske hulemalende slægtninge har gjort det), at man ikke kan overleve, hvis man ikke holder et eller andet for at være værdifuldt. Livet er som bekendt udgangspunktet for denne fornemmelse, og det fælles afsæt. Man er ikke desto mindre nødt til at konkretisere dette, før man kan tale om bestemte værdier og en bestemt moral.

Moses folk klarede sig imidlertid også mellem det tidspunkt, hvor de forlod Egypten, og frem til det tidspunkt, hvor Moses kom ned med stentavlerne og de 10 bud. Som flygtninge levede jøderne for fremtiden og for at overleve. De forlod Egypten for at leve bedre. De fulgte den leder, der gav dem håbet om et bedre liv*.

Reglerne i de 10 bud kan dermed fortolkes som Moses bud på redskaber til overlevelse. Det er under alle omstændigheder vanskeligt at hævde, at de 10 bud ikke ville have været en del af kulturarven så længe, som det har været tilfældet, hvis buddene ikke implicit var accepteret, som sådanne regler til overlevelse. Ikke desto mindre, må sådanne påbud, der retfærdiggøres, ved henvisning til Guds vilje, siges at være arbitrære og dermed tvivlsomme, så længe de forsvares på denne måde. Omvendt har kritikere af religiøse eller samfundsdikterede moralbegreber indtil videre ikke været specielt leveringsdygtige i konkurrencedygtige alternativer.

Med den tredje og biologisk/naturvidenskabelige indfaldsvinkel til moral, som valget af dyder til brug for overlevelse og meningsdannelse, findes derimod en tilgang, man uden større ståhej vil kunne gøre brug af; og som formentlig også i praksis er den, der gør sig gældende for mange.

Det vil sige en tilgang, der er nyttig, selv hvis man forlader sit hjemland, eller skylles op på en ugæstfri og/eller fremmed strand. I sådan en situation vil man, enten bevidst eller ubevidst være nødt til, at danne sig en idé om: hvorfor man vil leve; hvad man vil leve for; hvordan man vil leve; hvad man vil gøre, hvis andre dukker op på den øde ø; hvilke handlinger, man vil værdsætte hos disse nytilkomne; hvornår man vil flygte fra sådanne individer; samt med hvem, hvorfor, og hvordan, man vil søge at samarbejde.

Først og fremmest må man i sådan en situation, forholde sig til det faktum, at de mange valg handler om værdier og moral; - og at moral derfor handler om at vælge.

....................................

Køb Atlas Shrugged her.

Senere tilføjelse: * - Angående fortællingen om flugten fra Egypten tages der ikke her stilling til hvor meget eller hvor lidt sandhed, der gemmer sig bag historien. Forfatteren må desværre indrømme i mange år ukritisk at have taget ovenstående kerne i sagnet fra det Gamle Testamente (men selvsagt ikke det om vandene der blev skilt) for gode varer.

Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft

Det nye år vil utvivlsomt bringe nye eksempler på religiøs ekstremistisk adfærd. Og den vil vi ikke blot se i Mellemøsten, men i mange andre dele af verden.

Det vil i den forbindelse være fejlagtigt udelukkende at fokusere på islam; selvom det er åbenlyst, at ekstremisme i vor tid særligt trives inden for netop denne verdensreligion.

For alle religioner har et intellektuelt ophav, som føder ekstremismen. Blot en smule Europahistorie vil rent faktisk bekræfte dette kendetegn ved religion som sådan.

Religion kan være stærk og altomfattende og derfor samtidig direkte fornuftsfjendtlig; eller den kan være svagere og tilpasset og derfor tolerant over for fornuften. Religionens fundament er for nu at sige det udiplomatisk og ligeud: det ikke-fornuftige og dermed overtroen.

I Europa havde vi således også engang hekseafbrændinger, bogafbrændinger, inkvisitioner med meget mere – netop eftersom religionen var det eneste og det mest altomfattende bud på en 'verdensforståelse' uden nogen form for verdslig konkurrence.

Hvis man vil bekæmpe noget effektivt, må man tage tyren ved hornene – ikke symptombehandle, men i stedet forholde sig til ekstremismens primære årsag.

Det, som den rendyrkede religion ikke har i forhold til den moderate – såvel som i forhold til den rent verdslige tilgang til verden – ja, det er en rest af fornuft: Det vil sige en eller anden grad af en virkelighedsfunderet måde at orientere sig på.

Selvom ekstremisterne er i stand til at lære at flyve et passagerfly, er afsættet for deres verdensanskuelse således radikalt anderledes. Den rendyrkede religion er derfor netop mere ekstrem, eftersom den er mere anti-fornuftig end den moderate version, som er den, vi i det store hele har vænnet os til i Europa.

Hvis vi vil forsvare os mod den ekstreme religiøsitet, er det derfor tilsvarende altafgørende, at vi bliver mere fundamentalistiske (i mangel af et bedre ord) i vores opbakning til fornuften: - Det vil sige, at vi kun anerkender det, som vi rent faktisk er i stand til at fatte med vores fornuft og sanseapparat.

I 2007 bør vi derfor give fornuften den chance, som den fortjener. Der er rent faktisk mere at fatte end man tror!

Tidligere bragt i Nyhedsavisen den 4. januar 2007

Retten til frihed

I et frit samfund er mennesket frit. Det betyder at mennesket i et frit samfund har retten til sit eget liv. Individet er suverænt. Det betyder samtidig, at man i et frit samfund ikke har ret til at overfalde andre og krænke andres ret til frihed. Retten gælder for alle.

Friheden betyder frihed til at sige sin mening, til at handle, til at bevæge sig, og til at skabe. Det som mennesket skaber, har det ret til at råde over, og til at beholde. Uanset hvilket produkt et menneske skaber, har det retten til det. Uden retten til ejendom er friheden en illusion. Retten til at leve i frihed og retten til at besidde retmæssigt erhvervet ejendom er uadskillige.

Nu er der måske straks nogle der siger stop. - Først kommer du med nogle påstande om, hvad frihed er og derefter taler du om rettigheder. - Hvor har du det fra? Hvordan kan du tillade dig at tale om ret og uret? – Og hvem siger at din definition af friheden er den rigtige, hvis vi overhovedet går med på påstanden om, at frihed er en værdi?

Lad os derfor gå tilbage til påstandenes forudsætninger: Mennesket handler for at opnå bestemte værdier. Det skyldes første og fremmest, at vi er biologi. Mennesket orienterer sig som alle levende væsner mod vækst og mod overlevelse.

Fordi mennesket har særlige kendetegn, er det samtidig muligt at skitsere særlige betingelser, der er gavnligt for dets liv: Menneskets særlige kendetegn er fornuften.

Menneskets vigtigste redskab til overlevelse er dets evne til at tænke og træffe valg. Tager man den evne fra mennesket, dør det. Instinkterne er ikke stærke nok.

Så kommer vi til friheds- og rettighedsbegrebet. Begrebet frihed knytter sig til begrebet liv. Uden liv intet begreb om frihed. Lever vi ikke, er der ingen værdier, der har betydning. Det vil sige, livet er den ultimative værdi.

Alle fænomener der også er værdifulde for mennesker har kun betydning så længe, der er liv, det være sig værdier, der handler om kærlighed, frihed, tryghed eller rigdom.

Mennesket er et levende væsen. Og som alle andre levende væsener trives vi bedst, når der er de mindst mulige begrænsninger for vores liv. Minimale begrænsninger er det samme som maksimale muligheder - eller frihed. Som følge af menneskets fornuft er potentialet for dets frihed – herunder evnen til at vælge og til at skabe gode betingelser for udvikling mange gange større end dyrenes.

Mennesket har en bevidsthed, og det faktum at denne bevidsthed er individuel, i modsætning til kollektiv, betyder at mennesket har en fri vilje, kan forstå og vælge mellem forskellige alternativer.

Hvis mennesket havde en kollektiv bevidsthed ville det muligvis kritikløst kunne sættes til at skabe og producere til fordel for andre, uanset hvad der blev tilbage til det selv. Men sådan er mennesket som følge af sin natur ikke indrettet. Mennesket er dermed udgangspunktet for sit eget liv. Det overlever i kraft af dets fornuft.

Heraf følger det, at et menneske, der ønsker at leve, bør søge at påvirke udviklingen i retning af et samfund, hvor muligheden for at bruge de redskaber, det har til overlevelse - primært fornuften - ikke begrænses af et tilfældigt flertals luner; men derimod, at bidrage til at sikre, at mennesket stilles frit til at forfølge sine egne mål, så længe det ikke skader andre.

I et frit samfund må vi derfor selv bære konsekvenserne af vores valg. Det øger sandsynligheden for, at såvel det det enkelte menneske som menneskeheden i almindelighed gør fremskridt. Det mindsker samtidig faren for, at ufornuftige mennesker får mulighed for at trække hele menneskeheden ned på deres niveau.

Et frit samfund er således kendetegnet ved, at mulighederne for at skabe og producere er maksimale. At det, som man tilegner sig for at skabe sig et godt liv, ikke stjæles eller konfiskeres af andre. Og at man får mulighed for at bruge sine evner til at træffe valg og til at tænke. - Det sker ikke, hvis andre forhindrer dig i at handle, tænker for dig, giver dig alt du har brug for, eller hvis de tager det, som du skaber fra dig.

Hvis mennesket havde en kollektiv bevidsthed ville det muligvis stille sig tilfreds ved at skabe og producere til fordel for nogle andre uanset hvad, der blev tilbage til det selv. Men mennesket er med sin evne til at handle på egen hånd født til at handle ud fra sine egne interesser.

Alligevel føler mange, at de har del i en kollektiv bevidsthed. Problemet er at de lader deres følelser få konsekvenser for sagesløse mennesker, der mener noget andet. Konsekvenserne af sådanne ideer har været forskellige variationer over fænomenet kollektivisme.

- Kommunistiske eller socialdemokratiske samfund går ud på, at frakoble forbindelsen mellem det enkelte menneskes fornuft og evner, og så dets livsvilkår.

I kollektivistiske samfund ignoreres det, at mennesket er født med sin egen bevidsthed og sine egne forudsætninger for at leve sit liv. I stedet knyttes alle menneskers skæbne til hinanden gennem planøkonomi, offentlige apparater og omfordeling via skatterne. Resultatet af dette bliver til sidst stagnation og sammenbrud.

I et kapitalistisk samfund derimod, begrænses mennesket muligheder for at sende regningen for sin livsførelse og sine valg - herunder ønsket om at bekrige andre og trangen til at forbruge uden at producere - videre til andre. Kun kapitalistiske samfund kan derfor på længere sigt sikre friheden og dermed velstanden.

Her er det så at meningerne for alvor brydes.

I det meste af verden er et demokratisk flertal eller et diktatorisk mindretal i et givent land enige om, at enkeltindividers eller organiserede banders tyveri skal bekæmpes, mens at statens konfiskation af værdier derimod er acceptable, så længe konfiskationen og dermed afviklingen af individets frihed begrundes. Hvilken begrundelse der i den pågældende sammenhæng gives er underordnet. Dogmet er at man gerne må tage fra andre, så længe konfiskationen sker via statsmagten.

Men i det øjeblik, at flertallet i samfund eller en bande med magt tager noget fra et menneske, så tager det også noget fra det menneskes liv.

Begrundelserne ændrer ikke på handlingen eller på konsekvenserne. Friheden, valgmulighederne, og dermed mulighederne for at leve, indskrænkes.

Når flertallet i et samfund vælger at konfiskere større eller mindre dele af et menneskes ejendom, da begår det flertal, derfor ikke bare en forbrydelse mod individets ejendom, men også mod dets liv og mod dets frihed. - Om det kaldes for beskatning eller omfordeling gør ingen forskel. Det er en krænkelse af menneskets frihed. Stigende beskatning er således udtryk for en gradvis afvikling af det frie samfund.

I et samfund med stigende kriminalitet er der flere og flere enkeltindivider eller bander, der forbryder sig mod andre menneskers ejendom. I et demokratisk samfund med stigende beskatning er det derimod flertallet i et samfund, der forbryder sig.

Forskellen på stigende kriminalitet og stigende beskatning er i et spørgsmål om organisering og planmæssighed.

For omkring hundrede år siden betalte vi knap nok ingenting i indkomstskat. I dag gives i gennemsnit halvdelen af vores indkomst til nogle andre. Om hundrede år vil vi, hvis udviklingen fortsætter, betale det hele. Selv om det er svært at forestille sig, kan det lade sig gøre.

Den totale konfiskation af løn betyder blot at man vil være helt afhængig af flertallets d.v.s. det moderne demokratis luner. I stedet for lønindkomst vil vi i stedet modtage borgerløn, su, bistand, produktions- eller arbejdstilskud.

Da hensigten med den udvikling naturligvis ikke er, at verden skal gå i stå, vil det stadigvæk kunne betale sig at arbejde. Meningen med den ordning er for kollektivisterne at illustrere, at vi hverken har ret til vores frihed eller til vores ejendom. Målet er, som det vil være en enhver historiker bekendt, at sikre at ingen bliver rigere end andre, men at vi alle bliver lige fattige.

For socialdemokraterne er frihed og ejendom i praksis ikke en menneskeret, men noget som staten giver, tildeler og administrerer for os; og dermed noget man mener at have ret til at afskaffe. For dem er graden af uretfærdighed i et samfund lig med graden af frihed og mængden af ressourcer, som staten ikke har adgang til at regulere. - Derfor har socialdemokrater og andre kollektivister ikke sejret ”ad helvede til”. De er nået halvvejs.

Målet for kollektivisterne vil først være nået, når alle værdier fordeles autoritativt og har gyldighed for hele samfundet. - Kort sagt, når alle ressourcer er fælles ejendom, og friheden og mennesket ikke længere er en trussel mod staten.

Dette er en redigeret version af et indlæg, der blev bragt i Information den 6. september 2004.