Lad os få et principparti

Den nuværende opbakning til Ny Alliance er i dag behersket, når man sammenligner med euforien, der kunne identificeres før valget. To af partiets folketingsmedlemmer har forladt partiet; og spekulationerne om hvad resten vil gøre er lige så mangfoldige som rapporterne om frustration og opgivelsesstemning blandt de øvrige medlemmer af partiet.

Med så mange kendisser, som Ny Alliance kunne mobilisere, var der ellers gode muligheder for at promovere organisationen. Efter sigende havde man de helt rigtige og moderne meninger. Man brystede sig i den forstand ikke mindst af at være pragmatisk og et midterparti, så ingen kunne være i tvivl. Her var det en æressag, at man tog stilling ”fra sag til sag”.

Så hvorfor gik partiet i opløsning så hurtigt? Svaret er, at tingene ramlede netop på grund af ovenstående principløshed (eller principiel flipflopperi) - kombineret med det tillægsforhold, at man ikke havde nogen form for topstyring. Det sidste var det absolut nødvendigt at indføre i et parti, hvor der slet ikke var et politisk fundament, endsige en tradition for politikmageri, at referere tilbage til.

Dansk Folkeparti bygger heller ikke på klare principper men på en blanding af konservatisme, nationalisme, socialisme og liberalisme. Derfor er der mange meninger, der kan brydes, og ofte nogle som melder sig ind, som kunne skade DF’s udgave af pragmatisme. Men her har man topstyring. Derfor kan man holde sammen på de blandingsværdier, som findes i DF. Jo mere diffust et grundlag et parti bygger på, desto mere må man derfor styre hårdt fra oven.

Det noget oversete parti Liberalisterne kunne i den forstand blive et parti, hvor man ikke havde behov for topstyring. I dette parti kunne man vælge at være et ”princip-parti”, der byggede på et klart værdigrundlag, som gav de enkelte medlemmer vide rammer for at agere selvstændigt i det daglige - uanset hvilke sager, der var tale om, og uanset om der var tale om internationale, nationale eller lokale spørgsmål.

I partier hvor man vil noget bestemt og har bestemte styrende grundideer, kan man overlade meget mere til det enkelte medlem og til den enkelte MF’er, end når det gælder partier, der følger stemninger og tendenser, men hvor man simpelthen ikke vil kendes ved principper:

I Enhedslisten vil man indføre socialismen. Så gør det ikke så meget, om det enkelte medlem har nogle særstandpunkter som skiller sig ud. For målet er helt overordnet ikke til diskussion. Kollektivismen er målet. Hvis der i Danmark kom et islamisk parti, der havde til formål at indføre islamisk lov – Sharia, ville man også kunne overlade en stor del frihed til den enkelte, eftersom hovedmålsætningen tilsvarende så lå fast. Principperne om at tage afsæt i Koranen ville være et pejlemærke, der betød at man hurtigt ville kunne konstatere afvigelser. På samme vis kan man forstille sig dannelsen af et grønt parti, hvor man var helt ligeglad med om industrisamfundet kunne overleve de byrder, man ville pålægge det - et parti, hvor man rent ud promoverede, at man ville ”tilbage til naturen”. Også her ville de kontante mål betyde, at de som meldte sig ind, ville have meget ensartede meninger.

Problemet med pragmatisme er ikke mindst, at ingen rigtig ved hvornår den pragmatisme som det ene partimedlem står for er mere korrekt, end den som andre promoverer. Et klart politisk fundament, betyder omvendt, at enigheden vil være mere omfattende. Så bliver budskaberne i det daglige langt mere håndfaste. I Ny Alliance var der politisk tåge og budding fra dag et. Men skal et parti have fodfæste og gøre en forskel på sigt, må det bygge på et fundament. I det omfang at de eksisterende partier har gjort en forskel har det da også, selv om de kalder sig pragmatiske, været den dominerende bagvedliggende ideologi - socialismen, der har været afgørende: Det er socialisme og ikke pragmatisme, der er årsag til det høje skattetryk og den reducerede private sektor, men som vi kan takke de pragmatiske partier for.

Faren ved at være principiel er naturligvis, at man bliver stemplet; og at det bliver vanskeligt at samarbejde. Fordelen er, at man står for noget bestemt, og at man skiller sig ud. De nuværende partier i Folketinget (måske med undtagelse af Enhedslisten) er således ret pragmatiske og midtersøgende. De sælger også alle i større eller mindre grad ud af friheden og velstanden. Pragmatismen i Danmark har i praksis slagside til venstre for midten.

Et principielt funderet parti med nogle principper, der nyder genklang i befolkningen – og det gør frihedens værdier – ville skille sig klart ud fra resten. Et sådant parti har som udgangspunkt potentiale til at tage mange stemmer fra andre. Pragmatismen er jo netop årsagen til at partiloyaliteten i befolkningen er aftagende. Jo mindre forskel der er på partierne, desto mere tillader vælgerne sig at shoppe rundt fra valgår til valgår. Et princip-parti kunne i den henseende virke som en godartet bombe, der faldt ned midt i den pragmatiske suppedas; og som mindede befolkningen om, at vi glider væk fra friheden, uden at der er udstukket et mål for denne drift. Socialisme som sådan har man jo alligevel og heldigvis opgivet. (Altså igen med undtagelse af Enhedslisten).

I praksis leder vælgerne trods partiernes pragmatisme efter noget bestemt: Den enkelte vælger ønsker med sin stemme at trække samfundet i en bestemt retning ud fra nogle ideer om, hvad der er godt for samfundet og godt for ham eller hende selv. Et parti, der bygger på nogle klare principper og værdier – eksempelvis frihedens, fornuftens og velstandens – kunne med lidt dygtighed blive et helt enestående alternativ til de mere og mere ensartede tilbud, der i dag findes, og hvor Ny Alliance blot var en uigennemtænkt variation over et forslidt tema.

Nye partier

Vælgererklæringer er gyldige i 1½ år uanset udskrivelse af valg. Hvis du undrer dig over, at du ikke har fået den underskrevne vælgererklæring retur fra Folkeregisteret, så er forklaringen den, at vi af økonomiske grunde har afholdt os fra at sende mange af sted, og at vi venter på at opnå den nødvendige finansiering via sponsorer. Det fremgår af partiet Liberalisternes hjemmeside. Også Rygerpartiet stiller så vidt vides også op næste gang, der er valg, hvis man får indsamlet tilstrækkeligt mange underskrifter.

Protestpartier og nye partier i almindelighed kan vel at mærke præcis i vor tid godt regne med - at være heldige - at få bred opbakning. Det vidner vælgernes usikkerhed om hvad, de skal stemme på.

En stor del af forklaringen på dette er netop, at principperne for hvilken politik, man skal føre i vid udstrækning er forsvundet: Grænser for hvad, der anses for at være et politisk anliggende er med andre ord blevet kraftigt udvidet.

Såvel Rygerpartiet som Liberalisterne er netop udtryk for et modtræk til denne politisering af samfundet. I den henseende har man i Liberalisterne som udgangspunkt nok bedre forståelse for, at der er tale om et generelt fænomen.

I kraft af motivationen for begge partier må man som udgangspunkt alligevel konkludere, at man som følge af øget politisering også i dag (her skal i øvrigt også nævnes, at religion nu desværre er på vej tilbage i politik), må forvente at interessen for partier, der vil trække i den anden retning vil vokse.

- Hvis man vil gøre en forskel i økonomisk henseende, skal man i øvrigt beslutte sig for om man vil støtte nu, og ikke i de sidste uger før det næste valg.

Læs om parti- og idepolitik i: De andres idéer samt En plan for Liberalisterne.

Flere kommentarer om forfatnings-traktaten (den nye og den gamle)

De nuværende politiske ledere har praktisk talt ingen forståelse eller sympati for den private ejendomsret, og krænker [...] borgernes frihed på utallige måder ved at lægge erhvervslivet i lænker. Angrebene på individets frihed sker [...] også i kraft af massiv konfiskation, som når det specifikt gælder EU-samarbejdet så bruges på et sindrigt system af økonomiske overførsler blandt andet til landbrugs- og regionalstøtte, men [...] i stigende grad til stadigt flere forskellige områder, hvor EU-administratorer og de europæiske politikere bruger disse midler til at sikre sig sympatisører med borgernes konfiskerede midler.

Individets suverænitet
http://s-espersen.blogspot.com/2007/10/individets-suvernitet.html


Den eneste virkelige udfordring for de grænseløse er i praksis hvilken yderligere magt, man fra EU's side kan sikre sig; og p.t. handler det i høj grad om at opnå flere opkrævede skatter. Over tid vil en større administration finansieret med flere midler, så arbejde i retning af en øget politisk magt; og så vil man stadigt mere kunne opleve konstruktionen af en regional udgave af de formynderiske nationale socialdemokratier.

Fordummende fodboldsnak fra Lykke Friis
http://s-espersen.blogspot.com/2007/10/fordummende-fodboldsnak-fra-lykke-friis.html


Kan man som konventforfatter hævde, at man vil forsvare individets ret til frihed og samtidig fastholde mængden af økonomisk omfordeling, hvad enten dette gælder støtten til bestemte regioner, særlige brancher eller bestemte samfundsgrupper? Hvem skal i sidste instans betale regningen for konventdeltagerens mange løfter om ydelser, materielle rettigheder og støtteordninger, som vel at mærke er indskrevet i noget, der indeholder ordet forfatning? Hvorfor mon der ikke står noget om landbrugsstøtte i den amerikanske forfatning eller i grundloven?

Alt godt fra havet
http://s-espersen.blogspot.com/2006/12/alt-godt-fra-havet.html

Det med småt i forfatningstraktaten er [...] det mest interessante ved dokumentet - for det er de tekster, der har de største konsekvenser - ikke bare for udviklingslandenes frihed til at handle med os, men først og fremmest for europæiske borgeres egen frihed. For mon ikke det er første gang i den vestlige verdens historie, at så mange "behovsrettigheder" samt ratificering af så mange former for overførselsindkomster - herunder landbrugsstøtte - er sat på tryk under overskriften "Forfatningstraktat"?

Behovsrettigheder/materielle rettigheder - eksempelvis "ret til bolig" eller "ret til efterløn" er vel at mærke rettigheder, der kun kan opfyldes ved at sende regningen for "rettighedens" ydelser videre til nogle andre. Sådanne rettigheder er derfor grundlæggende uforenelige med frihedsrettighederne.

Og kan man i den vestlige verdens historie pege på et dokument, hvor der er blevet lovet lige så meget i form af ydelser og materielle rettigheder - og nedskrevet lige så mange målsætninger for et politisk samarbejde? Med andre ord hvilket basisdokument kan sammenlignes med dette papir: Grundloven? Den amerikanske forfatning? Prøv selv.

Mere af alting undtagen frihed
http://s-espersen.blogspot.com/2006/12/mere-af-alting-undtagen-frihed.html

Giscard d'Estaing: Ny EU-traktat er en forfatning

Et alternativ til den moderne politiske religiøsitet

En politisk kommentator fra en landsdækkende borgerlig avis sagde i forbindelse med valgdagen noget interessant.

"[A]ntallet af internetsider om religion siden 2004 er vokset hele ni gange, mens antallet af sider om tro og kristendom begge er vokset mere end syv en halv gang. Til sammenligning er antallet af internetsider om sex i samme periode vokset med mindre end seks gange". - Det skriver Kristeligt-Dagblad.

I går var der Folketingsvalg. Da kunne man også fornemme en stigende form for religiøsitet. Den gav sig eksempelvis udslag i det forunderlige i, at de politiske ledere formulerer paroler, hvor man lader som om man tror, at vælgerne kan se intern konsistens i det, man siger. Naser Khader gentog eksempelvis, at skattelettelser og en anden (slappere) flygtningepolitik var mærkesagen. Pia Kjærgaard sagde i stedet, at skattestop, dyrevelfærd og den samme (mindre slappe) flygtningepolitik var mærkesager. Principper, værdier og grundholdninger er man ude af stand til at formulere og sammentrække til slagord. I stedet siger man derfor noget, der lyder lige så konsistent som udsagnet "sten, papir og saks" eller "møbler og tæpper".

Som tilskuer kan man derfor godt få indtrykket af, at ”tilbuddene” er trukket op af en hat. Og der er jo også en slags hat i form af ”folkestemningen”:

De politiske beslutningstagere kender deres vælgersegment. Man laver løbende undersøgelser, der viser, at en gennemsnitsvælger, der går ind for den ene mærkesag også går ind for en anden. Så tager man nogle flere mærkesager med i lykkeposen, når man kaster sig ud i valgkampen. Dette er en anden måde at sige, at stadigt flere politiske beslutningstagere er på niveau med den til daglig apolitiske vælger:

Moderne politikere magter i ringe omfang at forklare, at en bestemt grundholdning er den bedste; at det er den grundholdning, som man repræsenterer; og at det er som følge af denne grundholdning, at vælgeren skal sætte krydset, hos den pågældende. Man taler ganske vist om ”værdier”, men netop kun ved at sige ordet ”værdier”. Hvad der følger efter, er så de mærkesager, man har identificeret til at passe bedst til et givent vælgersegment. At tale om "venstre" og "højre" er netop derfor ved at være en tros-sag; eftersom disse mærkesager ikke kan placeres på en skala, der bygger på nogens mål om lighed gennem tvang samt andres mål om velstand via personlig frihed.

Ikke alene kunne tingene være anderledes. De har været anderledes flere gange i historiens løb. Det er og har været muligt, at sikre sig stor politisk opbakning i kraft af budskaber - eventuelt paroler, der bygger på bagvedliggende klare principper og mere konsistente værdier. Dette gælder såvel verdslige som religiøse politikker:

I Mellemøsten så man i 1970’erne en islamisk revolution. Den byggede på ideen om Islams absolutte værdi såvel som jordisk styreform som åndeligt pejlemærke. Den amerikanske revolution byggede i stedet på det enkelte menneskes ret til at leve sit eget liv i fred og frihed, og til at forfølge sine egne ideer om hvad der er det gode liv (I praksis det modsatte af den islamiske revolution). I Frankrig har man derimod haft revolutioner, hvis målsætning var mere uklare, også hvis man ihukommer parolen om ”frihed, lighed og broderskab”. I Rusland i 1917 så man en revolution, der i stedet var ret konsistent, men samtidig baseret på noget aldeles destruktivt (ligesom den islamiske): Såvel kommunisme som islamisme bygger på kravet om individets underkastelse i forhold til statslige maghavere (enten præsters eller kommissærers).

- Også på demokratiets vilkår er en forudsætning for virkelige forandringer, derfor at befolkningen forstår principperne, som det man vil, de bygger på. Hvis taletiden er kort, er det i højere grad principperne og ikke det man kan kalde ”kategorier” (såsom ”velfærd”, ”dyrevelfærd”, skattelettelser”, ”skattereform” ”stramhed” eller slaphed”), man må formidle, hvis man som politiker vil gøre en forskel på det længere sigt.

Det mest interessante i går var i denne optik, da en politisk iagttager fra Berlingske Tidende i en fjernsynsudsendelse bemærkede, at det kunne være betydningsfuldt, hvis de som talte for skattelettelser begyndte at gøre opmærksom på, at spørgsmålet om lavere skat i bund og grund handler om moral. Lavere skatter var med andre ord værd at kæmpe for, eftersom det var værd at kæmpe for menneskers ret til deres egen handlefrihed. Her var noget at bygge videre på.

---

Læs om kapitalismens principper og muligheder i The Bernstein Declaration.

Kristeligt-Dagblad: Religion vokser mere end sex på internettet.

En grænseløs stat er en trussel mod friheden

"Murens fald og 11. september ændrede verden så grundlæggende at overvågning af egne borgere og rygeloven er direkte konsekvenser, mener filosof" ifølge Nyhedsavisen den 14. september. Filosoffen Arno Victor Nielsen er måske det, man kan kalde en slags "efterrationaliserende filosof", der forklarer det eksisterende med at det er nødvendigt.

Med hvad med principperne for, hvad staten skal tage sig af? Er der ingen grænser? Ifølge Arno Victor Nielsens udtalelser i Nyhedsavisen er det vanskeligt at finde nogle.

Skyldes terrortruslen imidlertid ikke også andre staters adfærd? Og er disse stater ikke totalitære? - Er det så ikke nærmere det totalitære, der skal bekæmpes og ikke friheden? Her tænkes ikke mindst på de ideologiske og islamiske regimer som Iran og Saudi-Arabien, som alt for mange delvist frie stater ignorerer i sikkerhedspolitisk henseende.

Og er rygeloven ligefrem en "nødvendighed"? Kunne man ikke blot undlade at gå på det værtshus eller den restaurant, hvor der ryges? Hvis 75 procent af danskerne er ikke-rygere, mon ikke der så er et marked for røgfri beværtninger?

Kunne man ikke tilsvarende vælge at tillade flere røgfri alternativer, som man gør det i Sverige, der nu har Europas bedste statistik, når det gælder reduktion af lungekræfttilfælde? Her har staten altså tilladt adfærd, der begrænser den passive rygning ad frivillighedens vej; og man har derfor i højere omfang respekteret tobaksnydelse. Nødvendigheder er således ikke det samme for alle.

Staten må forsvare liv, såvel som frihed og ejendomsretten. Integrationen af de tre elementer må basere sig på frihedens principper, der bygger på individualisme og respekt for forskelligheder. Den strategi er det modsatte af totalitær politik.

---

Interview med Arno Victor Nielsen i Nyhedsavisen.

Umoralsk vælgeradfærd

Til SF's Anne Baastrup, der skrev om mig i Fyens Stiftstidende 18/8, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke ønsker at give en eneste krone til hendes socialistiske projekt. Problemet er imidlertid, at mine penge konfiskeres til den evigt forslugne "velfærdspyramide". Og det er umoralsk vælgeradfærd.

Baastrup skriver om USA og Danmark. USA er et af de rigeste lande i verden med rige borgere, og hvor fattige fra ufriere dele af verden strømmer til. Rigdommen skyldes, at man i USA fik friheden som individ til at skabe sig en bedre tilværelse. Frihedsrevolutionen blev Danmark også en del af.

Såvel USA som Danmark er i dag del af den globaliserede markedsøkonomi. Markedsøkonomi må man også takke for den lave arbejdsløshed. Desværre er USA også blevet ramt af "velfærdssyge" med økonomisk omfordeling, der skaber nogle af de samme sociale problemer, som vi ser i Danmark. Hvad angår nogle typer af skatter er niveauet ligefrem højere i USA end i Danmark. Det gælder selskabsskatterne. Forskelle på velstand mellem lande og mennesker, der er lige frie skyldes så forskelle på produktivitet.

Men hvorfor er Danmark med i de riges klub? Det skyldes, at vores høje skatter er indført meget sent. Rige lande med lave skatter er Hongkong, Irland, Schweiz, New Zealand, Monaco, Luxembourg eller Østrig. De er rige som Danmark, men man har lavere skatter, og man lever forholdsvist sundt.

Årsagen til velstanden skyldes derfor friheden til at producere, og friheden til at nyde godt af egen produktivitet; samt altså at vi er en del af det globale fællesskab, der er markedsøkonomien, hvor goder og ydelser udveksles i frihed.

Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 26/8

Den ”passive rygerlov” skal på sigt sikre flere skattekroner og ansatte til bureaukratiet

Der er [...] landsdækkende protester mod loven op til den 15. august, og hotel- og restaurationsbranchen vurderer, at dens medlemmer vil smide 180 millioner kroner væk på rygerum og kabiner - spildte penge, fordi der sandsynligvis indføres totalt rygeforbud, når loven revideres i 2010, og Arbejdstilsynet endelig kommer på besøg. [Fra Politiken: Ryger-værtshuse bliver fredet i tre år].

- Loven, der tales om, er den lov, der i princippet forbyder rygning fra og med midten af august, men som man ikke rigtigt har tænkt sig at håndhæve fra myndighedernes side, før om nogle år.

Da undertegnede gik på universitetet og blandt andet studerede International Politik, var der nogle, der talte om "imperial overstretch" (Se Paul Kennedys brug af ordet i henvisningen). Man antog, at USA (der i øvrigt ikke er et imperium, eftersom USA ikke opkræver skat udenfor sit territorium) "overstrækkede" sig, ved at blande sig i for mange internationale problemstillinger for mange steder på kloden.

Nu er der så noget, der tyder på, at myndighederne i Danmark har "overstrukket" sig for alvor. Med rygerloven, lovgiver man således mere, end man kan holde, det vil sige: mere end man kan håndhæve.

Dette ”statslige overstræk” sætter naturligvis lovgiverne i et dårligt lys, eftersom det fremstiller dem som producenter af "ønskelovgivning", hvor lovgivning i stigende omfang får samme status som hensigtserklæringer, ligesom de mange dokumenter man finder i FN- og EU-regi. Uanset hvad man måtte mene om loven, er det nu engang problematisk, at man bruger lovgivningen til at sende ”signaler” og vise intentioner. Det har aldrig været meningen med retssamfundet og lovgivning, at man blot skulle sende signaler. Meningen med love, var, at det skulle have konsekvenser at bryde dem.

Formålet med love var oprindeligt også, at beskytte borgerne og sikre borgerne deres liv, frihed og ejendom. Dette gør man rent faktisk ikke med rygerloven. Man krænker i stedet ejendomsretten. Dermed krænker man også borgernes frihed, og også deres frihedsrettigheder, og deres ret til at bruge deres liv, som de nu vil. Til ”liv” (som i retten til liv, frihed og ejendom) hører naturligvis også retten til at leve usundt. Lovgiverne fremstår i kraft af begge de nævnte forhold derfor som useriøse og korrupte. De har ikke forstået meningen med at have love i første omgang. Substansen i deres love er endvidere, at disse love afvikler den reelle ejendomsret og den personlige frihed.

”Overstræk” vs. et skridt til fordel for embedsværket

Hvis vi ser bort fra de politiske beslutningstageres korrupte indfaldsvinkel til lovgivning, handler ”overstræk” om, at politikere gerne vil gøre en hel masse, og også mere end de har ressourcer til; samt at de således blot laver ”signallovgivning” i det omfang ressourcerne ikke slår til.

Ser man lidt nærmere på de bagvedliggende politiske mekanismer, holder ”overstræks-tesen” imidlertid ikke i dette tilfælde.

Der findes en bedre forklaring på ”signallovgivningen”. Og denne alternative forklaring gælder i øvrigt også for motivationen bag signallovgivning og ønskelovgivning i FN og EU.

Den mere korrekte forklaring handler simpelthen om måden, man sikrer sig flere ressourcer på i det offentlige – på skatteydernes og den private sektors bekostning. For det er nu engang ikke politiske beslutningstagere, der er de primære aktører i den aktuelle lovgivning. Faktisk bliver langt de fleste lovgivningsinitiativer til på nogle andres initiativ (altså nogle andre end det fåtal af den danske befolkning, der er medlemmer af Folketinget)

Skatte- og medarbejder-lobbyisme fra offentlige myndigheders side

De virkelige (oprindelige) initiativtagere til lovforslag om forbud, kontrol, regulering med videre kommer løseligt formuleret fra ”akademiker-standen” i Danmark (hvor man i stigende grad i øvrigt også er ikke-rygere). Mere præcist kommer initiativerne i den konkrete sammenhæng men også generelt fra de bedst lønnede i den offentlige sektor: altså offentligt ansatte ”DJØF’ere”. (Samfundsfaglige kandidater).

Hvis man ser på den aktuelle sag fra de offentligt ansattes side – og især men ikke kun DJØF’erne, men minus de politiske beslutningstagere og de der formelt er initiativtagere, giver den ovennævnte lovgivningsmæssige overbudspolitik rent faktisk mening, forstået som at den er en investering i offentlige organisationers vækst. Her har man derfor ikke engang ”tabt ansigt” ved at være initiativtager til lovgivning, der ikke kan håndhæves. For det første ses man ikke som initiativtager i offentligheden (politikerne tager æren). For det andet må lovgivningen ses som et første skridt i netop den ønskede retning, som de offentligt ansatte strateger vil have, at tingene skal bevæge sig i. Var man først begyndt at tale om ”ressourcer” og ”medarbejdere” var man jo ingen vegne kommet. Taler man i stedet om nogle målsætninger uden først at nævne omkostningerne, ja så glider tingene lettere. Fra de offentligt ansattes side giver det jo mening at bruge en lov som en målsætning og ikke (nødvendigvis) som en regel, der gælder her og nu. Med loven har man fået sat et mål. Nu gælder det så om at sikre sig midlerne. Og med et officielt mål, bliver dette langt lettere at sikre sig. Tænk hvis man skulle kæmpe for flere ressourcer alene i kraft af de gamle mål.

Forskel på private og offentlige virksomheder

I en privat virksomhed belønnes man imidlertid for at tjene kundernes interesser via profitincitamentet. Har virksomheden succes i kraft af salgsfremgang, og et økonomisk overskud, kan man så regne med flere nye kolleger, og dermed også, at man som medarbejder vil befinde sig i en virksomhed, hvor man kan udsættes for mere interessante udfordringer. Derfor vil man være opmærksom på dette med at opfylde kundernes behov. Frivilligheden sikrer altså, at de betalende stilles tilfredse. At opfylde kundernes behov, er dermed en central forudsætning for fremgang og vækst.

I en bureaukratisk organisation er det i langt mindre grad resultaterne, der tæller. De betalende er samtidig ikke de samme som dem der i sidste instans betaler. De betalende er skatteyderne. De der betaler, er de politiske beslutningstagere, som giver skattemyndighederne grønt lys til at opkræve mere. Offentlige organisationers størrelse er dermed - i modsætning til de markedsbaserede - politiske og lovgivningsmæssigt bestemte. Her skal man derfor lede efter nogle andre motivationer (end indtjening), der kan overtale de politiske beslutningstagere til at beskatte borgerne yderligere (eller flytte rundt med de nuværende – og i øvrigt omfangsrige eksisterende skattekroner).

Man opererer derfor helt anderledes i offentlige sektorer end man gør i private virksomheder. Forbrugerne sætter som det helt centrale ikke grænserne for en offentlig institutions størrelse. Det gør i stedet formelt de folkevalgte. (Efterhånden kan man dog godt mistænke dem for også at have mistet en stor del af deres magt, sådan som det også ofte sker i den britiske tv-serie Yes Minister).

De mindre synlige men altså oprindelige initiativtagere til diverse kontrolforanstaltninger, er derfor blandt andet en række sundhedsinstitutioner samt også nogle statsstøttede sundheds ”NGO’er”. For de offentlige sundhedsorganisationer er målet ret naturligt, at vokse, eftersom man opfatter det, man selv laver som nødvendigt og vigtigt.

Erfaringsmæssigt finder man så over tid ud af hvilke metoder, der bedst muligt sikrer organisationens vækst. Dette sker nu engang bedst ved først at tale om, hvad man skal gøre, og så diskutere regningen på et senere tidspunkt. Derfor søger man, som ambitiøs leder i en offentlig virksomhed at få opstillet så mange officielle mål for den del af bureaukratiet man er ansvarlig for, som overhovedet muligt. - Jo flere mål, der opstilles, desto flere midler kan man via medierne, kræve at der bliver tilført.

Det forunderlige består så i, at medierne i det store hele er ukritiske i denne henseende. Det er næsten som om, man lader som om, at de politiske beslutningstagere også er de reelle initiativtagere til nye love; når de egentlige initiativtagere er de fastansatte bureaukrater eller de statssponsorerede aktører i form af diverse sundheds-NGO’er.

Ikke desto mindre er der nu engang meget store begrænsninger for, hvor meget information og hvor mange lovforslag 179 individer selv kan henholdvis fremskaffe og hitte på, samt føre ud i livet. ”Hjælperne” er jævnfør ovenstående vid udstrækning samtidig ofte, dem der starter sagerne. De har intet problem med at politikere tager æren, blot de kan få de penge (”midler”), som nye målsætninger fører til krav om at der skal sikres. Tilsvarende er det også begrænset, hvor mange midler, der tilflyder 179 folketingsmedlemmer sammenlignet med hvad den offentlige sektor, som helhed modtager. Skal man lede efter store økonomiske interesser, der er motivation for lovgivningsmæssige initiativer, bliver man derfor nødt til at løfte stenen, der hedder ”den offentlige sektor minus 179 MF’ere”, og se hvad der kryber rundt under den. Denne andel er - i modsætning til dens størrelse - alt for usynlig, når det gælder forklaringen på, hvordan lovgivning bliver til.

”Folkets tjenere” (embedsværket) er således i meget udstrækning også dem, der udstikker retningslinierne for præcist hvordan, man har tænkt sig at ”tjene”. Mere præcist kan sige, at man i det offentlige har et redskab, der ikke hedder ”indtjening” men ”muligheden for legal konfiskation”; og at man så leder efter en retfærdiggørelse for dette redskab (eller ”våben” imod skatteyderne), der kan få de opkrævende myndigheder (politi og skattevæsen) til at acceptere at gøre det grove arbejde, og tilvejebringe de midler, man ønsker til det pågældende område.


Mediernes rolle

Medierne er vel at mærke helt afgørende for at identificere disse ofte anonyme lobbyister, der formidler initiativer fra eksempelvis sundhedsinstitutionerne.

Lobbyisme fra det offentliges side (fra ministerier, styrelser, departementer, råd, nævn, statsstøttede NGO’er, der er mere offentlige end private) er ikke desto mindre på mange måder et tabu-område. Man lader som om det formelle: at bureaukratiet består af tjenere (civil servants, som det hedder på engelsk), også er det reelle. Men sådan er det ikke. Takket være journalister, der ignorerer bureaukraternes aktive indsats for at få deres ressortområde til at vokse, kan disse områder derfor vokse så meget desto mere uhindret. Tilsvarende kan man via ukritiske journalister også agere på en måde, så det i vid udstrækning kommer til at fremstå, som om det er ”folket” og offentligheden, der driver bestemte former for lovgivning. Det er det i vid udstrækning tilsvarende ikke.

Journalisterne vil derfor som led i dette sundheds-spin bidrage til, at denne investering i en fremtidigt endnu større offentlig sektor relativt lettere bliver en realitet på den private sektors bekostning. Faktisk er de i praksis ikke en barriere og en udfordring. Langt oftere spiller medierne på de offentlige lobbyisters side.

I den konkrete sag vil medierne sammen med de offentlige sundhedsmyndigheder - tilføjet de statsligt sponsorerede NGO'er – således kunne forventes at drive intens lobbyisme for at sikre, at den lov man har vedtaget, også efterfølgende får tilført de ressourcer, der kræves for, at man kan kontrollere alle landets restaurationer og værtshuse på en måde, så man realistisk kan sige, at loven i praksis har gyldighed.

En anden vigtig pointe her er så, at denne lobbyisme, der assisteres af medierne, er skattefinansieret. Det er netop p.g.a. af en i forvejen stor offentlig sektor, at presset for at sikre at den offentlige sektor kan vokse endnu mere, er så intens. Med andre ord, så bruges skattekronerne ikke kun på at løse de eksisterende opgaver. De bruges også på lobbyisme, der skal føre frem til, at der kan blive opstillet flere mål, sådan at man kan sikre sig yderligere ”midler” (det vil sige borgernes penge).

Konklusion

Overordnet må man konstatere, at offentligt ansatte, og navnlig de der har de højeste placeringer i den offentlige sektor, har en interesse i, at der bliver flere offentligt ansatte. Jo mere lovgivning - desto flere offentligt ansatte kan man regne med. Jo mere regulering, desto mere skal der alt andet lige håndhæves.

Man kan derfor også enten se den aktuelle lovgivning som en offensiv eller en defensiv strategi. Offensivt handler politikken fra det offentliges side, om at man har skabt en situation, hvor det er mest sandsynligt, at diskussionen vil være, om man skal bevare det nuværende antal kontrollanter, eller om man skal øge niveauet. Den defensive vinkel består i, at havde man ikke indført rygeloven, havde diskussionen mere sandsynligt handlet om, hvorvidt niveauet skulle bevares eller reduceres. Om det er det offensive eller defensive aspekt, der gjorde sig gældende i den aktuelle sitution, kan man så overlade til historieskrivere at finde ud af. (Dommen handler jo om, hvad man reelt burde have frygtet. Her kan man så konstatere, at meget taler for, at det offensive nok spiller en større rolle, eftersom man praktisk talt ikke behøver være bange for nedskæringer fra den nuværende regerings side).

En vækst indenfor et givent område i det offentlige betyder således noget positivt for såvel de ansatte som ledelsen. For de ansatte betyder det, at man i kraft af denne vækst vil sikre sig, at flere nye ansættes. De nytilkomne er så de første der ryger ud i tilfælde af nedskæringer. Altså har man sikret sig en "buffer", det vil sige en slags forsikring mod dårlige tider. For ledelsen i sådanne sektorer betyder flere medarbejdere øget prestige, men også muligheden for højere lønninger i kraft af, at man har flere medarbejdere under sig.

Omvendt vil den nye lovgivning ikke blot forsure tilværelsen for de værtshus- og restaurations-ejere, der mister kunder; de kunder, der mister et socialt tilholdssted og for hvem rygning i selskab med andre rygere er en del af deres samlede livskvalitet.

I samme omfang som loven skal have effekt, skal der naturligvis også betales for den. Det er således helt afgørende, at man forstår, at når man stemmer på partier, der indfører strammere regler, flere forbud og som lovgiver til fordel for mere kontrol er der også en regning, der skal betales over skatten.

---

Citatet øverst er fra Politiken: Ryger-værtshuse bliver fredet i tre år.

I Danmark findes to modstridende kulturer

Som altid var Grønland fascinerende. Hver gang, jeg er i Grønland, bliver jeg imponeret over, hvordan det grønlandske folk gennem generationer har klaret sig i en meget barsk natur. - Det skrev Anders Fogh Rasmussen den 28. juni på sin nye blog.

Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.

Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.

Klimaet var en større udfordring før industrialderen

Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.

Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.

Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur

Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.

Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså også, at de fleste er så rørende enige om, at der er stolte traditioner for selvstændighed at bygge på. Kunne problemet mon have noget at gøre med bistandskulturen man importerede fra Danmark?

På COIN-bloggen har jeg i denne forbindelse påpeget, at danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt på Grønland, end de har i Danmark: I Danmark er det civile samfund langt stærkere end i Grønland. Derfor er det danske samfund i praksis også mere frit. Det er nu engang i det danske civilsamfund at den økonomiske vækst er skabt, og det ovenfor nævnte industrisamfund er blevet til.

Industrisamfund har man således i frie og åbne samfund, der er præget af smidig samhandel, produktionsfrihed, tankefrihed og respekt for den enkelte og herunder for den private ejendomsret. Og man tænker ikke frit, og lærer det aldrig - hvis det ikke kan betale sig. Det kan det netop ikke i et samfund, der tilstræber planøkonomi – som stagnerer, og så bliver til en bistandsøkonomi. Grønlands møde med Danmark kunne derfor i princippet have ført til langt mere end det faktisk blev tilfældet. En vigtig grund til at der er sket så lidt, er ikke mindst, at det ikke var denne frihedens og produktivitetens kultur, der var den primære kultur, som mødte grønlænderne fra Danmarks side. I stedet var det bistandskulturen og offerliggørelsen man importerede, som også herhjemme har været på fremmarch; men som i Grønland blot har haft langt friere spillerum. - Det er i øvrigt den samme offerliggørelse, som man udsætter en del indvandrere for hernede.

Nogle kulturer er bedre end andre – og det skyldes ikke mindst forskelle på menneskesyn

Man kan derfor også udlede noget andet af det Anders Fogh Rasmussen skriver; og det er at kultur og værdier gør en forskel. Nogle gange er kulturen stærk og skabende. Andre gange er en kultur svag, stagneret eller ligefrem destruktiv. (Det skal illustreres tydeligere senere). I kraft af ovenstående kan man blot som en historisk efterskrift konstatere, at den grønlandske kultur (forstået som aktuelle individer) havde svært ved at vælge fra og til: Det man valgte til, var i vid udstrækning ikke de værdier, der kendetegner produktivitet og moderne entreprenørånd. Det var nu engang i højere grad bistandskulturens værdier, som man valgte. Det fortæller mængden af bistand, der tilflyder Grønland den dag i dag. Det viser sig også i kraft af den misbrugskultur der eksisterer, og som ikke kan ignoreres.

Kulturens grundlag er derfor ikke mindst værdier, og i den forstand ikke mindst menneskesyn, der således kan være vidt forskellige. Nogle kulturer er derfor bedre end andre, fordi nogle værdier er bedre at abonnerer på end andre sæt af værdier. Og forskelle i værdier handler i vid udstrækning om forskel på menneskesyn:

Mennesket som offer

Nogle ser således mennesket som et offer for ydre omstændigheder. Her opfattes mennesket som et svagt og skrøbeligt væsen, der skal opflaskes med “midler” og “ressourcer”, og så på magisk vis efter mange årtiers offentlig pleje (og socialistisk indoktrinering undervejs) pludselig en dag forventes at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende eller målrettet og ambitiøs medarbejder - vel at mærke angiveligt præcis takket være denne offentlige podning. Men det sker simpelthen ikke. Man bliver ikke en drivkraft på markedspladsen, når man har lært at være globaliseringsmodstander og tilhænger af en massiv stat. Hvor mange vil virkelig hævde, at de har lært arbejdsetik, forskel på dit og mit samt eventuelt at være forretningsmand m/k – i kraft af folkeskole eller for den sags skyld Danmarks Radio? At Danmark har en levende privatsektor er dermed på trods og ikke på grund af den offentlige sektor.

Mennesket som verdens klogeste væsen

Andre ser omvendt (i modsætning til offentlige behandlere, offentlige propagandister og bureaukrater) mennesket for hvad det er: det mest intelligente væsen på jorden. Her er synet, at man med nogle solide værdier i ryggen (som uden større vanskeligheder kan viderebringes i al frivillighed fra forældre og de nærmeste omgivelser) sagtens kan formå at overgå sig selv og den ældre generation; samt bygge videre på, hvad der måtte være af historiske sejre - uden at skulle have bistand og statstilskud. Og trods førstnævnte negative offersyn, så er Homo Sapiens ikke desto mindre ubestrideligt det mest producerende, ressourcefulde, innovative og kreative væsen på denne planet. Men hvis man lærer ikke at tro på sig selv, og at tro at man ikke rigtigt kan gøre en forskel, og at man skal have tilskud og ydelser for at klare sig, og hvis hele det omkringliggende samfund prædiker det samme – eventuelt tilsat jantelov, så er det klart at man vil give sig i kast med mindre.

Venstrefløjens forkvaklede menneskesyn

Der er dermed en kolossal stor forskel på, hvad man mener man kan gøre; hvad man (trods dette faktum) regner mennesket for som væsen; og dermed også hvilken selvstændighed, man politisk er villig til at begunstige sine medmennesker. I Danmark har man i kraft af offerideologien derfor ikke været villig til at lade det grønlandske folk tage vare på sig selv. Behandlersynet på mennesket har været det dominerende, når det gælder forholdet til Grønland. (Og måske er det også det Anders Fogh Rasmussen prøver på at fortælle, hvis han turde).

Omvendt har vi som nævnt i Danmark heldigvis et ret stærkt civilsamfund, der modvirker det sidstnævnte syn på individet, som altså navnlig promoveres fra det offentlige. Vi har faktisk ikke haft en så forvokset socialstat så længe som offentlige undervisere gerne vil give indtryk af. Og vi har omvendt været del af det åbne, frie og oplyste Europa længe. Det har man bare ikke i Grønland - i kraft af nogle bestemte historiske omstændigheder herunder den omtalte geografiske isolation.

Pointen er således, at det ikke er det danske private civilsamfund, og frie relationer mellem grønlandske og danske producenter, der kendetegner relationerne. Det er tværtimod netop det offentlige tilskuds-Danmark med tilhørende offerideologi, der har overtaget Grønland, og som langsomt har sikret at Grønland blev fastholdt som et stagneret område. I Danmark kan vi derfor i langt større omfang derfor tillade os at grine af behandlerkulturen, og det besynderlige medfølgende menneskesyn. Der er bare ikke så meget at grine ad, når systemet relativt set er så stort som det i kraft af bistanden sammenholdt med det grønlandske BNP må være på Grønland. Grønland har derfor behov for et retssamfund - og ikke en velfærdsstat.

Darwin om egalitære og primitive kulturer

Indledningsvist blev det nævnt, at kulturer således kunne være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. Det blev også foroven lovet, at det skulle uddybes, hvordan man kan sige, at nogle kulturer er bedre end andre ud fra en objektiv målestok.

Den objektive målestok der skal opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.

Et ekstremt eksempel på en svag kultur ud fra denne målestok var således hvad Charles Darwin mødte i Ildlandet (Tierra del Fuego i Sydamerika) tilbage i 1833.

De lokale beboere her var, som Darwin beskriver det, ekstremt egalitære: Alt hvad de fik af deres gæster fra Europa blev sønderflået i små dele, så ingen blev bedre stillet end andre: At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another, konstaterer Darwin.

Darwin gjorde sig naturligvis i den sammenhæng så nogle overvejelser over hvad der skulle til, før sådan en situation - og den bagvedliggende mentalitet, der lå til grund for adfærden - forandrede sig til det bedre. Her er således hele sentensen fra Darwins dagbog, hvori bemærkningen om klædet, der bliver sønderflået i lighedens navn indgår:

The perfect equality among the individuals composing the Fuegian tribes must for a long time retard their civilization. As we see those animals, whose instinct compels them to live in society and obey a chief, are most capable of improvement, so is it with the races of mankind. Whether we look at it as a cause or a consequence, the more civilized always have the most artificial governments. For instance, the inhabitants of Otaheite, who, when first discovered, were governed by hereditary kings, had arrived at a far higher grade than another branch of the same people, the New Zealanders, — who, although benefited by being compelled to turn their attention to agriculture, were republicans in the most absolute sense. In Tierra del Fuego, until some chief shall arise with power sufficient to secure any acquired advantage, such as the domesticated animals, it seems scarcely possible that the political state of the country can be improved. At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another. On the other hand, it is difficult to understand how a chief can arise till there is property of some sort by which he might manifest his superiority and increase his power.

Darwins catch 22, hvor ingen er stærke nok til at hævde deres egen ejendomsret, og hvor ingen ejendomsret derfor opstår, er imidlertid relativt let at løse, hvis man i stedet for at fokusere på institutioner, lægger vægten på ændringen af netop værdierne i et givent samfund.

Der kan således identificeres to konfliktende sæt af værdier i Danmark, man kan karakterisere som borgerlige og socialistiske. De to værdisæt har så to tilhørende og modstridende sæt af rettigheder: henholdsvis forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og så de såkaldt materielle eller “positive” rettigheder. De sidste er i øvrigt også netop dem, som Ildlandets beboere i praksis (uden at vide det) bekendte sig til. Forskellige værdier er derfor – i modsætning til Darwins synspunkt - langt vigtigere end om et land har et kongedømme, en republik eller for den sags skyld en eller anden form for passivt ikke-socialistisk diktatur, som man har haft det i Singapore, Taiwan eller i Sydkorea tidligere.

Lighed og primitivisme vs. privat ejendomsret og civilisation

Det afgørende er derfor netop respekten for den enkelte, det vil sige for, at naboen har ret til at forfølge sine egne ideer, producere på sin måde, og høste udbyttet. Men Darwin har jo vel at mærke ret i, at det der i praksis ville gøre en forskel, er det øjeblik, hvor nogle af Ildlandets beboere beslutter sig for at de har fået nok af den dræbende lighed, og i stedet beslutter sig for at forsvare deres ejendomsret – uanset om der er tale om en gave, de har fået af tilrejsende, eller om der er tale om noget jord, de har dyrket, eller et dyr man selv har fanget; og som man ikke vil dele med alle andre, men kun med dem man selv mener, det er værd at dele med.

Forskellen er således, at man insisterer på sin ret, og samtidig lærer andre at respektere denne ret (ejendomsretten) som noget universelt – altså som en regel, som gælder for alle.

Det skal således være påstanden, at dette netop har været på sådanne kritiske tidspunkter – hvor nogle har gjort op med en negativ adfærd, og sat en ny standard for retfærdighed, at man har bevæget sig bort fra mere primitive tilstande. Det vil eksempelvis sige, når man har valgt at anerkende, at man selv gjorde forskellen, og derfor også selv har retten til at nyde det udbytte af egen indsats, som man på forskellig måde høster. - Måske bygger man sig via først tænkning og siden hårdt arbejde en overlegen båd, og gør derfor mere for sin egen familie. Ville man nu gøre det, hvis alle de ekstra fisk man fangede, så efterfølgende skulle fordeles mellem flere hundreder i en landsby? Øges incitamentet til at foretage sig noget ikke netop, når produktet af det man frembringer, også efterfølgende er noget, man har råderetten over?

I Ildlandet var der således ikke engang en diskussion om ejendomsretten. Man flåede bare tingene ud af hænderne på hinanden. Så her er vor tids socialdemokrater dog mere civiliserede: De har sat konfiskationen i system via demokratiet, hvor vi hvert fjerde år så vælger hvis ejendom, det i særlig grad skal gå ud over, og hvor meget vi skal flå ud af hænderne på hinanden.

Konklusion

For at vende tilbage til Grønland – efter at have opstillet denne sondring mellem egalitarisme vs. respekt for ejendomsretten - kan man derfor sige, at nogle af de grønlandske traditioner i denne forbindelse har været godartede. Man har i et eller andet omfang respekteret individuelle forskelle, og retten til at gøre tingene på forskellig måde. Men på andre måder har man som i de fleste andre kulturer uden tvivl også haft en masse regler, der har holdt fremskridtet tilbage i form af sociale normer, religiøse bekymringer med mere. Konstanten i denne kulturelle sammenligning er naturligvis så, at såvel Ildlandets beboere som den grønlandske befolkning har været forholdsvist isolerede, og derfor har haft særligt svært ved at modtage værdimæssige inputs udefra. Men stadigvæk, så handler sejrene (d.v.s. de gode skridt fremad) i disse samfund om, at respekten for det enkelte menneske, og herunder for den enkeltes indsats og ret til produktet af det skabte, den voksede. (I øvrigt er det også i dette lys, at man må se udviklingen af Copyright i globaliserede samfund: netop som en voksende respekt for, hvad der skabes af individer, og som man så i et samfund respekterer i kraft af love, der forsvarer intellektuel produktion).

Pointen er naturligvis også - for nu at afslutte med at kritisere den danske kultur - at vi selv har bevæget i retning væk fra det civiliserede og private, og ”takket” være socialdemokratismen og den stigende grad af konfiskation via skatterne, atter er blevet mere egalitære og dermed også mindre civiliserede (i den henseende) i kraft af ringere bevidsthed om, hvem, der i praksis har gjort sig fortjent til hvad. Skattetrykket er et meget håndfast mål på denne aftagende respekt. Darwins møde med Ildlandet viser så, hvad der i sidste instans er i vente, når den private ejendomsret afskaffes helt, og ligheden sættes over - og til sidst erstatter - retfærdighed.

---

Henvisninger:

Anders Fogh Rasmussen weblog

Jyllands-Posten: Grønlandske børn går sultne i seng

COIN-bloggen: Grønland og de offentligt ansatte marxistiske projektmagere

Charles Darwin: The Voyage of the Beagle (kapitel 10)

Wikipedia: Tierra del Fuego

COIN-bloggen: Kipling og ejendomsretten (ifølge Johannes V. Jensen)

Læs også Collectivism, Climate Change, and Economic Freedom af George Reisman

Globale franske tilstande

For tiden [april 2006] demonstrerer franske studenter mod en lov, der skal gøre det franske arbejdsmarked mere fleksibelt ved at forbedre mulighederne for at ansætte og afskedige yngre medarbejdere.

Dermed trækker forslaget i retning væk fra de privilegier, der via tidligere lovgivning er indført i Frankrig. Det vil sige lovgivning, som det også er tilfældet i Tyskland, har gjort det mindre attraktivt at ansætte unge, der for første gang træder ind på arbejdsmarkedet.

Franskmænd har som bekendt en lang og ikke specielt glorværdig tradition, når det gælder om at protestere til fordel for fastholdelse eller udvidelse af særrettigheder.

- Men hvorfor har de det? Og vedkommer den franske tradition i grunden andre end franskmænd?

Svaret på det første spørgsmål skal findes tilbage i det attende århundrede, den franske revolution i 1789 - samt i parolen om Frihed, lighed og broderskab.

Fra og med denne revolution blev socialisme og liberalisme - samt uklare hensigter som sammenhold og solidaritet blandet godt og grundigt sammen i lovtekster, hvis uklarhed af netop denne årsag er sammenlignelige med vor tids EU- og FN-dokumenter.

De forfatningsmæssige kompromiser har plaget Frankrig og resten af verden lige siden.

Det er kompromiser som disse, der er forklaringen på, at alverdens grupper i tide og utide, og til besvær for andre, demonstrerer i Paris gader, nedlægger arbejdet og/eller blokerer for trafikken.

Denne tradition, der først og fremmest handler om retten til særrettigheder er blot stærkere i Frankrig end den er det så mange andre steder. Franskmænd har siden 1789, med de socialistiske elementer i forfatningen, institutionaliseret retten, at forsøge at tilkæmpe sig socialistiske eller materielle eller positive rettigheder, hvilket i praksis vil sige særrettigheder, der via statsmagten indføres på bekostning af borgerne og skatteyderne set under et.

- Frankrig er på denne måde det dårlige eksempel for resten af verden.

I modsætning til de fleste andre nationer, er Frankrig (ikke mindst efter murens fald) et af de lande i verden, hvor ideen om materielle rettigheder står allerstærkest, og hvor det, selv når man sammenligner med Tyskland, er langt sværere at rokke ved disse, når de først er blevet indført.

Kontrasten til Frankrig og andre kontinentaleuropæiske lande herunder Tyskland, er de angelsaksiske lande, hvor respekten for frihedsrettighederne og den private ejendomsret i større udstrækning har forhindret udvidelsen af disse nye former for rettigheder.

Kun fantasien og andres penge sætter grænserne

I teorien er der ingen øvre grænse for materielle rettigheder, der kan handle om alt fra ”ret” til bolig, mad, vand, uddannelse over transport til landbrugsstøtte samt kulturproduktion. Kun fantasien samt andre menneskers vilje og evne til at forsvare deres ejendomsret sætter grænserne. I såvel FN- som EU-dokumenterne trives fantasien således på nøjagtig samme måde i bedste velgående.

Hvis man spørger en jubeltilhænger af EU eller FN, om man i realiteten kan få de ting, der stilles løfte om i dokumenterne, vil han eller hun ikke desto mindre fortælle dig, at der for en række af disse ”rettigheder” umiddelbart er tale om hensigtserklæringer! - Vær dog lidt realistisk. Ret til bolig er bare noget vi har fundet på, og som vi lover dig eller nogle andre en gang i fremtiden.

(Svaret om hensigtserklæring eller programerklæring, var i øvrigt netop svaret, da undertegnede stillede dette spørgsmål til den nu nyudnævnte Forbrugervagthund Camilla Hersom, da denne for nogle år siden stillede op til valg til EU-parlamentet for det Radikale Venstre , se interview med EP-kandidaten side 10.)

Løfterne om materielle rettigheder handler således til en begyndelse om at der, så snart der er tilstrækkeligt at konfiskere fra de produktive i samfundet, ja så vil rettighederne på dette senere tidspunkt træde i kraft. Det vil sige det, der står i eksempelvis Forfatningstraktaten, og som, man forsøger at ophøje til lov, kan man ikke umiddelbart regne med. Som udgangspunkt er det udelukkende tanken, der tæller.

Noget for ingenting

Er det så logisk eller meningsfuldt via staten at love noget, men samtidig først love at holde løfterne; når det man lover på dette senere tidspunkt alligevel, - som følge de velfærdsforbedringer der skyldes en velfungerende markedsøkonomi er blevet tilgængeligt på markedet for menigmand? Selvfølgelig er ikke det. Rettigheder som hensigtserklæringer/programerklæring er en ganske plat form for demagogi og populisme, og hører netop af denne grund til hos en venstrefløj (inklusive det Radikale Venstre) for hvem gode intentioner må anses for vigtigere end konsekvenserne af den konkrete politik.

For konsekvenserne af udvidelse af materielle rettigheder er mærkbare. Forskellen mellem Frankrig og Tysklands økonomier og så den amerikanske, er blevet stadigt større, netop som følge af mængden af materielle rettigheder i de to førstnævnte økonomier, og i det hele taget tendensen til i Europa at give politikere ansvaret for egen velfærd. (Dokumentation for navnlig de to store europæiske landes ringe resultater hvad angår såvel sociale som økonomiske forhold findes her.)

Tilhængere af materielle rettigheder er dermed samtidig - og forståeligt nok - ikke specielt begejstrede for at blive mindet om, at mængden af materielle rettigheder gør det stadigt mindre attraktivt at gøre en indsats for at tjene penge og blive selvforsørgende, og at ophobningen af de materielle rettigheder over tid afvikler de forudsætninger, der skal gælde for at disse ”rettigheder” kan realiseres. Materielle rettigheder er dermed først og fremmest en støtte til passivitet, og dermed en belastning for ethvert lands økonomi.

Det er derfor samtidig ikke et tilfælde, at det netop er Frankrig, der har en 35 timers arbejdsuge. For også med denne lovgivning om maksimale arbejdstider har man tilkæmpet sig retten til at lave mindre. Det gør man således ikke blot ved at reducere arbejdstiden, men også ved at tilkæmpe sig ydelser, der sikrer en indtægt, uden at man giver noget igen. Det gælder således for en hvilken som helst anden materiel rettighed, at nogle skal betale for det, man via lovgivning får ”ret” til.

Problemet med Frankrig er samtidig i modsætning til mange andre lande, at man - som demonstrationer og strejker afspejler - i såvel grundskolen som på de højere uddannelsesanstalter - ”uddannes” til at tro, at de materielle rettigheder er naturlige, ja at de ligefrem er indført i overensstemmelse med historiske fremskridt.

Det er muligvis sidstnævnte idé om materielle rettigheder som umistelige, og som værende på niveau med frihedsrettighederne, der er den direkte årsag til, at såvel bønder, studerende og arbejdere i modsætning til de samme grupper i andre europæiske lande, reagerer så meget mere voldsomt i Frankrig, end det er tilfældet i andre lande.

Lige siden den franske revolution har mange franskmænd således identificeret materiel fremgang med stadig større konfiskation af borgernes ejendom via statens side - til fordel for stadigt flere lunser til bestemte franske interesseorganisationer og erhverv. At bestemte grupper i befolkningen kan have umistelige rettigheder på bekostning af helheden er naturligvis forrykt. Men det er ikke desto mindre, det der er konsekvensen af sådanne rettigheders indførsel. Hvis alle fik det samme efter en materiel rettighed blev indført var der selvfølgelig ingen grund til at de blev indført i første omgang. Derfor er det altid bestemte grupper, der går på gaden og demonstrerer.

At sådanne ”rettigheder” strider mod frihedsrettighederne og ikke er universelle, samt at de afvikler incitamenterne til produktivitet, kan man forvisse sig om således:

Hvis du er læge, betyder ret til lægehjælp i princippet, at nogle kan gøre krav på dine ydelser uden at kræve noget til gengæld. Det kan også betyde at en del af din indtægt skal gå til at statslige myndigheder køber dine eller andres ydelser, for at kunne forære disse ydelser gratis til bestemte grupper i samfundet.

Hvis du er boligudlejer, betyder ret til bolig ligeledes ikke noget positivt, men derimod, at du kan tvinges til at stille en bolig til rådighed, eller at myndighederne, for at opfylde løfterne til bestemte grupper, vil beskatte dig for at give penge til dem, de mener, har krav på at få en større eller mindre andel af deres boligudgifter finansieret.

Måske synes de enkelte medlemmer af bestemte erhverv, at dette med at få deres erhverv udnævnt til en kerneydelse er storslået. Samlet set bliver alle i et samfund med udvidelsen af materielle rettigheder snydt, for konfiskationen af ejendom rammer alle, og jo mere de materielle rettigheder udvides desto højere skatter og jo ringere produktivitet.

Franske bønder kan forvisse sig om de mange former for statslig bistands skadelighed - samt det negative ved andre former for beskyttelse mod konkurrence udefra - ved at undersøge lønniveauet hos deres traditionelt set langt mere konkurrenceorienterede danske landmænd. Danske læger kan tilsvarende sammenligne lønninger med deres amerikanske kolleger.

Det statslige mellemled

Læg samtidig mærke til, at køberen ved indførsel af materielle rettigheder ikke længere er den, der skal nyde godt af varen, men derimod den statslige myndighed, der nu er blevet mellemled. Dette er en vigtig del af forklaringen på det statsligt boligbyggeris lave niveau, og at det offentlige sundhedsvæsen år for år forringes i modsætning til de områder, hvor der ikke findes materielle rettigheder.

Omvendt har intet lands myndigheder endnu talt om en ret til Personlig Computer eller ret til bil. Der er samtidig ikke sat nogen øvre grænser for, hvad man må tjene på at sælge disse goder. Alligevel er udviklingen gået i nøjagtig samme retning – men vel at mærke i langt hastigere tempo - end tilfældet har været med sundhedsydelser siden industrialiserings begyndelse:

Flere kan nu få bedre kvalitet og mere for pengene, når det gælder privat transport eller informationsteknologi. For netop her kan der tjenes penge. (Og signalet fra politikere, der griber ind i et bestemt område er netop som oftest at man ikke må tjene penge – jf. kampen mod boligspekulanter). Derfor investeres der langt mere intensivt i disse markeder, end i dem som staten i større eller mindre grad har bebyrdet med ordninger og regulering.

Hel eller delvis kollektivisering sløver blot processen med flere, billigere og bedre ydelser og varer. Eller - som det var tilfældet i Sovjetunionen – kollektiviseringen sætter til sidst udviklingen helt i stå.

Man kan derfor også forestille sig, hvad der ville ske med såvel IT-industrien eller bilindustrien hvis systemet blev nationaliseret og man fik ret til en basis-PC eller en syge-kassebil, og staten herefter skridt for skridt, som det har været tilfældet med sundhedssektoren, langsomt udvidede de rettigheder man havde til PC-ydelser og transport generelt:

Da køberen ville være staten, og borgeren blot ville være forbruger, ville incitamentet, i modsætning til i dag, være at levere det dyrest mulige til den lavest tænkelige standart. For embedsmænd har naturligvis intet ønske om, at varen lever op til den enkelte forbrugers særlige præferencer og behov. Så længe alle kan få en enhed af varen, og denne er fuldstændig ensartet, kan løftet fra magthavernes side om en folke-PC eller folke-bil anses for at være opfyldt.

Den statslige målsætning om ret til billig transport, ret til uddannelse og ret til sundhed har dermed i praksis gjort den offentlige del af den kollektive trafik, uddannelsesvæsnet og sundhedsydelserne ringere - men samtidig også dyrere for borgerne set under ét. Det eneste konkrete, man har opnået udover at forringe ydelserne er, at monopolisere dele af transportsektoren - samt en meget stor del af sundhedsområdet og uddannelsessektoren.

De er således tankevækkende at sidstnævnte to former for statsmonopolisering nu kaldes for velfærdsstatens kerneydelser, som for at antyde at staten skulle være ansvarlig for disse ydelsers eksistens, og måske også for at vi skal glemme, at der er tale om monopolisering, ensartning og kvalitetsforringelse - i fællesskabets navn

For hver ny rettigheder, der indføres, stiger som nævnt tidligere skatterne samt presset på det politiske system. Den frie handel erstattes af lobbyisme og kampen mellem interesseorganisationer. Og da et krav om en materiel rettighed, er et krav om, at få noget for ingenting bliver taberne i sådant et system de mennesker, der er mest produktive. Vinderne på det korte sigt bliver dem, der ikke mener de har noget at tilbyde, og som mener de først skal have stillet en uddannelse, en bolig, transport, gratis lægehjælp eller en kulturoplevelse til rådighed, før de er parate til at yde noget til gengæld.

På det lange sigt, (og det sigt vi befinder os allerede i som følge af tidligere tiders kortsigtede politiske handlinger), bliver alle i samfundet tabere ved sådanne former for kollektivisering og nationalisering.

Materielle rettigheder er således ikke bare grupperettigheder. Der er samtidig tale om rent kollektivistiske rettigheder. De andre samfundsborgere, man – eventuelt og måske - betaler til, når man efter ti år på en længerevarende uddannelse mener at have noget at bidrage med, er ikke de samme som dem, der blev beskattet, og de sidstnævnte er typisk ikke vanvittigt begejstrede for de marxistiske ting, man for deres konfiskerede midler lærer på universitetet - samt de rapporter, man nu eventuelt lever af at producere i en eller anden skandaleramt styrelse; og hvor man som embedsmand måske endda medvirker til at udvide omtalte rettigheder yderligere.

Alligevel opfattes en afvikling af de materielle pseudorettigheder trods ovenstående og uanset konsekvenserne af deres fastholdelse ikke desto mindre i såvel Frankrig, men også i mange andre lande, helt fejlagtigt med en afskaffelse af velstanden. Det forholder sig ikke desto mindre omvendt: - Hvis ikke de materielle rettigheder afskaffes, så forsvinder velstanden.

Som hjælp til at erkende dette kan man selv forstille sig, hvilke konsekvenser indførelsen af materielle rettigheder ville have i lande, hvor de i dag ikke findes; eller hvor de kun findes i mindre omfang:

USA ville have langt færre private og globalt set toneangivende universiteter.

En ret til mad ville i såvel Frankrig som resten af verden skabe udbredt hungersnød eftersom markedet for landbrugsvarer ville kollapse.

En global ret til bolig ville gøre boligmarkedet aldeles uinteressant for enhver, der ønskede at tjene penge på dette marked.

- Som nævnt er der med disse allermest ekstreme FN-rettigheder heldigvis bare tale om noget vi – indtil videre – leger, vi har ret til. Netop derfor er der ingen der kan huske hvad principperne bag disse dokumenter egentlig handler om. De er kort sagt skrevet af barnlige sjæle i bureaukratiske korridorer, fjernt fra virkelighedens verden.

Af samme grund er den amerikanske forfatning et af de få dokumenter, der har overlevet ikke bare i den amerikanske folks bevidsthed, men blandt alle de landes befolkninger, hvor der i et eller andet omfang er et ønske om ikke at leve af det, andre skaber. Den amerikanske forfatning (som ikke længere overholdes) gav den eneste form for garanti, der kan gives: Det vil sige, at du har ret til at beholde det, du selv skaber - fordi dette netop er din retmæssigt erhvervede ejendom. En ret til at få del i det andre mennersker - måske eller måske ikke - skaber uden deres samtykke, er derimod ikke en garanti, det kan ikke siges at være en egentlig rettighed, og den er derfor intet værd.

Hvis man ikke ønsker franske tilstand må man derfor gribe fat om ondets rod, og gøre op med synet på de - ikke mindst fransk inspirerede - pseudorettigheder, der lidt efter lidt øger det politiske konfliktniveau - ikke bare i Frankrig, men også i Danmark, EU og resten af verden.

De franske tilstande er i sig selv rædsomme at være tilskuer til, men det vil blive meget værre, hvis de samme former tilstande bliver herskende globalt.

Lavere skatter – så bestemmer du mere selv

Ved hjælp af landeoversigter kan man se, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem lighed og skattetryk eller mellem velfærd og skattetryk. Der er tværtimod en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og velstandsskabelse. Der kan gives gode teoretiske begrundelser for sidstnævnte forhold.

Økonomisk frihed, herunder lave skatter, handler simpelthen om menneskers handlefrihed, hvilket også gælder de politiske friheder. Christopher Arzrouni har udtrykt det således at ”Frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide”.

Det er denne handlefrihed, der giver en stor del af forklaringen den økonomiske vækst, der er set siden den industrielle revolution. Tænk bare på koloniseringen af Nordamerika eller Australien, og med hvilken hast almindelige borgere på disse kontinenter fik forbedret deres levevilkår.

På det tidspunkt i historien tilskrev man ikke velstandsforbedringer andres indsats, og slet ikke de skatter, man gjorde oprør imod i Nordamerika i 1776.

Høje skatter er tværtimod et relativt nyt fænomen, der empirisk kan forbindes med lavere vækst.

Jævnfør det forhold, at produktivitet nøje er forbundet med handlefriheden, virker beskatning som hæmmende for den produktive adfærd. - Det betyder omvendt, at incitamentet til at holde fri øges.

De danske skattestigninger har ført til, at mængden af nydere er blevet øget på bekostning af ydere. Forklaringen på opbakningen til dette system, må ikke mindst tilskrives nyderens voksende antal.

For dem, der er tilhængere af en høj grad af økonomisk lighed i et samfund, vil det i øvrigt ikke være korrekt, at hævde, at ligheden i det danske samfund skyldes den høje grad af beskatning, eftersom en stor del af modtagere af offentlige ydelser, ikke befinder sig i lavindkomstgrupper.

Derimod er der såvel empirisk som teoretisk grundlag for at sige, at høje skatter på sigt øger den samlede fattigdom. I den forbindelse kan man iagttage hvilke lande i verden, der oplever en høj grad af indvandring af arbejdskraft og hvilke lande eller regioner, der primært har været eksportører af arbejdskraft.

Endnu en gang kan USA fremhæves som et af de områder i verden, der historisk set har været importør af produktive. Og hvor denne – ganske vist kontrollerede - tilstrømning af ufaglærte med ringe sproglige kvalifikationer ikke har ført til ringere livsvilkår for den oprindelige befolkning; men hvor disse nye borgere i stedet har bidraget til forbedringer af den samlede levestandart.

Når man, som det sker i mange europæiske lande, søger at øge velfærden via skatterne, straffer man derimod de produktive og belønner de uproduktive.

Det socialdemokratiske argument om, at denne vækstbegrænsning er acceptabelt ud fra kortsigtede sociale hensyn må – selv på deres egne præmisser - afvises – eftersom der ikke kan ses nogen sammenhæng mellem lighed og skattetryk.

Noget helt andet er, om det der frembringes via tvang og konfiskation overhovedet kan retfærdiggøres – selv på det korte sigt.

Retten til frihed

I et frit samfund er mennesket frit. Det betyder at mennesket i et frit samfund har retten til sit eget liv. Individet er suverænt. Det betyder samtidig, at man i et frit samfund ikke har ret til at overfalde andre og krænke andres ret til frihed. Retten gælder for alle.

Friheden betyder frihed til at sige sin mening, til at handle, til at bevæge sig, og til at skabe. Det som mennesket skaber, har det ret til at råde over, og til at beholde. Uanset hvilket produkt et menneske skaber, har det retten til det. Uden retten til ejendom er friheden en illusion. Retten til at leve i frihed og retten til at besidde retmæssigt erhvervet ejendom er uadskillige.

Nu er der måske straks nogle der siger stop. - Først kommer du med nogle påstande om, hvad frihed er og derefter taler du om rettigheder. - Hvor har du det fra? Hvordan kan du tillade dig at tale om ret og uret? – Og hvem siger at din definition af friheden er den rigtige, hvis vi overhovedet går med på påstanden om, at frihed er en værdi?

Lad os derfor gå tilbage til påstandenes forudsætninger: Mennesket handler for at opnå bestemte værdier. Det skyldes første og fremmest, at vi er biologi. Mennesket orienterer sig som alle levende væsner mod vækst og mod overlevelse.

Fordi mennesket har særlige kendetegn, er det samtidig muligt at skitsere særlige betingelser, der er gavnligt for dets liv: Menneskets særlige kendetegn er fornuften.

Menneskets vigtigste redskab til overlevelse er dets evne til at tænke og træffe valg. Tager man den evne fra mennesket, dør det. Instinkterne er ikke stærke nok.

Så kommer vi til friheds- og rettighedsbegrebet. Begrebet frihed knytter sig til begrebet liv. Uden liv intet begreb om frihed. Lever vi ikke, er der ingen værdier, der har betydning. Det vil sige, livet er den ultimative værdi.

Alle fænomener der også er værdifulde for mennesker har kun betydning så længe, der er liv, det være sig værdier, der handler om kærlighed, frihed, tryghed eller rigdom.

Mennesket er et levende væsen. Og som alle andre levende væsener trives vi bedst, når der er de mindst mulige begrænsninger for vores liv. Minimale begrænsninger er det samme som maksimale muligheder - eller frihed. Som følge af menneskets fornuft er potentialet for dets frihed – herunder evnen til at vælge og til at skabe gode betingelser for udvikling mange gange større end dyrenes.

Mennesket har en bevidsthed, og det faktum at denne bevidsthed er individuel, i modsætning til kollektiv, betyder at mennesket har en fri vilje, kan forstå og vælge mellem forskellige alternativer.

Hvis mennesket havde en kollektiv bevidsthed ville det muligvis kritikløst kunne sættes til at skabe og producere til fordel for andre, uanset hvad der blev tilbage til det selv. Men sådan er mennesket som følge af sin natur ikke indrettet. Mennesket er dermed udgangspunktet for sit eget liv. Det overlever i kraft af dets fornuft.

Heraf følger det, at et menneske, der ønsker at leve, bør søge at påvirke udviklingen i retning af et samfund, hvor muligheden for at bruge de redskaber, det har til overlevelse - primært fornuften - ikke begrænses af et tilfældigt flertals luner; men derimod, at bidrage til at sikre, at mennesket stilles frit til at forfølge sine egne mål, så længe det ikke skader andre.

I et frit samfund må vi derfor selv bære konsekvenserne af vores valg. Det øger sandsynligheden for, at såvel det det enkelte menneske som menneskeheden i almindelighed gør fremskridt. Det mindsker samtidig faren for, at ufornuftige mennesker får mulighed for at trække hele menneskeheden ned på deres niveau.

Et frit samfund er således kendetegnet ved, at mulighederne for at skabe og producere er maksimale. At det, som man tilegner sig for at skabe sig et godt liv, ikke stjæles eller konfiskeres af andre. Og at man får mulighed for at bruge sine evner til at træffe valg og til at tænke. - Det sker ikke, hvis andre forhindrer dig i at handle, tænker for dig, giver dig alt du har brug for, eller hvis de tager det, som du skaber fra dig.

Hvis mennesket havde en kollektiv bevidsthed ville det muligvis stille sig tilfreds ved at skabe og producere til fordel for nogle andre uanset hvad, der blev tilbage til det selv. Men mennesket er med sin evne til at handle på egen hånd født til at handle ud fra sine egne interesser.

Alligevel føler mange, at de har del i en kollektiv bevidsthed. Problemet er at de lader deres følelser få konsekvenser for sagesløse mennesker, der mener noget andet. Konsekvenserne af sådanne ideer har været forskellige variationer over fænomenet kollektivisme.

- Kommunistiske eller socialdemokratiske samfund går ud på, at frakoble forbindelsen mellem det enkelte menneskes fornuft og evner, og så dets livsvilkår.

I kollektivistiske samfund ignoreres det, at mennesket er født med sin egen bevidsthed og sine egne forudsætninger for at leve sit liv. I stedet knyttes alle menneskers skæbne til hinanden gennem planøkonomi, offentlige apparater og omfordeling via skatterne. Resultatet af dette bliver til sidst stagnation og sammenbrud.

I et kapitalistisk samfund derimod, begrænses mennesket muligheder for at sende regningen for sin livsførelse og sine valg - herunder ønsket om at bekrige andre og trangen til at forbruge uden at producere - videre til andre. Kun kapitalistiske samfund kan derfor på længere sigt sikre friheden og dermed velstanden.

Her er det så at meningerne for alvor brydes.

I det meste af verden er et demokratisk flertal eller et diktatorisk mindretal i et givent land enige om, at enkeltindividers eller organiserede banders tyveri skal bekæmpes, mens at statens konfiskation af værdier derimod er acceptable, så længe konfiskationen og dermed afviklingen af individets frihed begrundes. Hvilken begrundelse der i den pågældende sammenhæng gives er underordnet. Dogmet er at man gerne må tage fra andre, så længe konfiskationen sker via statsmagten.

Men i det øjeblik, at flertallet i samfund eller en bande med magt tager noget fra et menneske, så tager det også noget fra det menneskes liv.

Begrundelserne ændrer ikke på handlingen eller på konsekvenserne. Friheden, valgmulighederne, og dermed mulighederne for at leve, indskrænkes.

Når flertallet i et samfund vælger at konfiskere større eller mindre dele af et menneskes ejendom, da begår det flertal, derfor ikke bare en forbrydelse mod individets ejendom, men også mod dets liv og mod dets frihed. - Om det kaldes for beskatning eller omfordeling gør ingen forskel. Det er en krænkelse af menneskets frihed. Stigende beskatning er således udtryk for en gradvis afvikling af det frie samfund.

I et samfund med stigende kriminalitet er der flere og flere enkeltindivider eller bander, der forbryder sig mod andre menneskers ejendom. I et demokratisk samfund med stigende beskatning er det derimod flertallet i et samfund, der forbryder sig.

Forskellen på stigende kriminalitet og stigende beskatning er i et spørgsmål om organisering og planmæssighed.

For omkring hundrede år siden betalte vi knap nok ingenting i indkomstskat. I dag gives i gennemsnit halvdelen af vores indkomst til nogle andre. Om hundrede år vil vi, hvis udviklingen fortsætter, betale det hele. Selv om det er svært at forestille sig, kan det lade sig gøre.

Den totale konfiskation af løn betyder blot at man vil være helt afhængig af flertallets d.v.s. det moderne demokratis luner. I stedet for lønindkomst vil vi i stedet modtage borgerløn, su, bistand, produktions- eller arbejdstilskud.

Da hensigten med den udvikling naturligvis ikke er, at verden skal gå i stå, vil det stadigvæk kunne betale sig at arbejde. Meningen med den ordning er for kollektivisterne at illustrere, at vi hverken har ret til vores frihed eller til vores ejendom. Målet er, som det vil være en enhver historiker bekendt, at sikre at ingen bliver rigere end andre, men at vi alle bliver lige fattige.

For socialdemokraterne er frihed og ejendom i praksis ikke en menneskeret, men noget som staten giver, tildeler og administrerer for os; og dermed noget man mener at have ret til at afskaffe. For dem er graden af uretfærdighed i et samfund lig med graden af frihed og mængden af ressourcer, som staten ikke har adgang til at regulere. - Derfor har socialdemokrater og andre kollektivister ikke sejret ”ad helvede til”. De er nået halvvejs.

Målet for kollektivisterne vil først være nået, når alle værdier fordeles autoritativt og har gyldighed for hele samfundet. - Kort sagt, når alle ressourcer er fælles ejendom, og friheden og mennesket ikke længere er en trussel mod staten.

Dette er en redigeret version af et indlæg, der blev bragt i Information den 6. september 2004.

Lighedsmagernes problematiske syn på frihed

Socialminister Eva Kjer Hansen var initiativtager til en fortsat spændende debat om lighed kontra ulighed. Det var ærgerligt, at hun trak sine udtalelser tilbage. Men diskussionen om lighed og ulighed fortsætter ikke desto mindre af den simple grund, at den er kernen i den klassiske konfliktlinje, som mange meningsdannere ellers hævdede, var forældet.

De har taget fejl. Den klassiske konflikt mellem socialisme og liberalisme; lighed vs. frihed; stat vs. marked eller kollektivisme vs. individualisme vækker langt flere holdningstilkendegivelser til live, end diskussioner af kunstige akademiske ideer såsom 'risikosamfund' eller 'kontraktpolitik'. Konflikten mellem lighedsmagere og frihedsmagere udspiller sig naturligvis også i resten af verden.

I Kina er man efter interne kampe i kommunistpartiet nu ved at bevæge sig væk fra ideerne om lighed, som værende noget særligt saliggørende. I dag accepteres tilstedeværelsen af kapitalistiske nyrige, der tidligere ville være blevet sendt på genopdragelseslejr i form af roehøst og maoistisk fædrelandssang. Riget i Midten følger nu hastigt i kølvandet på andre asiatiske 'tigre' såsom Taiwan, Sydkorea eller Hong Kong.

Det man kan frygte ved Kinas reformpolitik, er imidlertid, at der bag denne accept af kapitalismens evne til velstandsskabelse i højere grad ligger en frygt for de negative konsekvenser ved at forblive fattig ligesom det kommunistiske Nordkorea. Altså sikkerhedspolitiske overvejelser. Og at der derfor ikke er tale om nogen egentlig accept af det, der ofte har været liberalismens historiske drivkraft i den vestlige verden; det vil sige den enkeltes ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv.

Den oprindelige motivation for liberalismen handlede jo ikke bare om vækst og 'samfundsnytte' (og slet ikke om sikkerhedspolitik), men i høj grad om menneskets ret til at være sig selv, herunder retten til at leve i fred og frihed. Den vestlige verdens liberalisme har i høj grad været drevet af et grundlæggende ønske om at forsvare synet på mennesket som et selvstændigt væsen, der har ret (og ikke af lighedsmagere får ret) til at søge lykken på egen hånd.

Et sådant grundsyn ville helt naturligt pege frem mod forsvaret ikke bare af økonomiske friheder, men lige såvel af politiske friheder: Det vil sige retten til at ytre sig, til at kunne forlade landet, komme tilbage igen, skrive systemfjendtlige bøger samt organisere sig på kryds og tværs. Kommunisterne i Kina har blot tilladt mere økonomisk frihed end tidligere, men forbeholder stadig sig retten til at angive retningen for hver eneste indbygger i landet. Det er et stort forbehold, hvis målestokken hedder personlig frihed. Med denne lunkenhed risikerer man, at den økonomiske frihed på et senere tidspunkt bliver et middel i den politiske ufriheds tjeneste. Derfor skal de politiske friheder forsvares ligeså indædt som de økonomiske. Den ene form for frihed er lige så central som den anden.


Den danske tradition for frihed

I Danmark har vi - trods en lang frihedstradition - som bekendt også stærke fortalere for økonomisk ufrihed, hvilket er og bliver en forudsætning for at lighedsidealer kan føres ud i livet fra oven. Vi har alligevel længe været en del af det globale marked og i det store hele haft en velfungerende og fri økonomi.

Danske socialisters accept af markedsøkonomien kan ikke desto mindre godt sammenlignes med den kinesiske ditto. For accepten af markedsøkonomi er i modsætning til liberalismens udgangspunkt ikke en konsekvens af respekten for det enkelte menneskes ret til at leve sit liv i fred. Markedsøkonomien anses af lighedsmagerne i såvel Danmark som i Kina blot for at være nyttig. Markedsøkonomien har dermed begge steder status som et skaffedyr. Den skal bruges til at opfylde magthavernes mål. Den frie økonomi forsvares således ikke ud fra synet på individets ret til at bestemme over eget liv eller til at bestemme over egen ejendom. Og dette er formentlig en af grundene til at ejendomsretten i Danmark, siden indførslen af indkomstskatten i begyndelsen af 1900-tallet, er blevet stadig mere hul. At bestemme over egen ejendom opfattes ikke som en ret, man har, men som en ret (eller rettere rest) man får, af det til enhver tid bestemmende borgerlige eller socialistiske formynderskab.

Årsagen til lighedsmagernes syn på markedsøkonomi må ikke mindst tilskrives det forhold, at der trods globalisering og spredning af velstand stadigvæk opdrages nye lighedsdyrkende generationer ud fra tesen om, at kapitalisme handler om mere til de få og mindre til de mange; og ud fra det grundsyn at mennesker i almindelighed ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

Kommentaren er tidligere bragt i Dagbladet Information den 1. november 2005

EU à la Monty Python

Den forfatningstraktat, der er sat til afstemning i en række lande, er et dokument, der giver såvel de regionale som de statslige myndigheder yderligere magt til at bestemme, hvad der skal regnes for at være det gode liv. Samtidig har ingen politiker eller embedsmand tilsyneladende lært lektien af det kolossale spild og de absurditeter, der kendetegner såvel landbrugs-støtteordningerne som regionalstøtte i bredere forstand. Såvel embedsmænd som politikere (herunder medlemmer af partiet Venstre) er nu i færd med at finpudse nye argumenter for nye typer af satsninger – nu blot inden for it.

Der findes ingen andre regionale blokke i verden, hvor de enkelte landes indbyggere – endsige deres respektive myndigheder – finder, at regionale støtte-overførsler som de europæiske, er nødvendige for at sikre den regionale fred og frihed. USA’s befolkning sender som bekendt ikke støttekroner til canadiske randområder; og Uruguays befolkning overfører ikke midler til befolkningen i Paraguay. Og ingen taler om, at indførslen af sådanne systematiserede overførsler skulle anses for at være retfærdige, ej heller at de skulle være nødvendige betingelser for at forbedre forholdene for den frie handel. At isse ’undladelsessynder’ ikke for længst har ført til krige mellem de pågældende lande, må derfor også forekomme embedsmændene i Bruxelles samt en række politiske beslutningstagere i Danmark at være et komplet mysterium.

Samtidig hævdes det ved særlige lejligheder, at det politiske samarbejde i EU handler om den frie handel, markedsøkonomi og herunder sikringen af den fri konkurrence. Hensynet til Det Indre Marked er som udgangspunkt også et slagkraftigt argument fra enhver EU-bureaukrats side, når repræsentanter for erhvervslivet skal overtales til at stemme ja til diverse EU-traktater. For hvem har lyst til at stå udenfor et område, hvor det underforstået antydes, at det bliver vanskeligt for virksomheder at handle frit med dem, der er indenfor? Men dette er naturligvis et paradoks: Et lukket område med fri handel og fri konkurrence. Det stemmer ikke. Og ’frit’ er da også en betegnelse med modifikationer. For internt vokser mængden af regulerende indgreb, forbud og kontrolforanstaltninger. Og udadtil forhindres handel med tredjelande af bl.a. toldafgifter og forskellige former for tekniske handelshindringer.

Et Europa på støtten

De mange tiltag og foranstaltninger er ikke en nebengesjæft ved EU-projektet. Det er tværtimod disse aktiviteter, der i al deres kompleksitet og uigennemskuelighed kendetegner selve Unionen, og som også adskiller det fra andre former for internationalt politisk samarbejde – herunder og ikke mindst verdenshandelsorganisationen (WTO).

Argumenterne for bistanden til udvalgte projekter er også lige så mangfoldige, som der er hænder til at uddele den. Eksempelvis kan man finde på at give støtte til europæiske virksomheder, der ikke er konkurrencedygtige, men som embedsmænd og politikere i Europa ønsker skal holdes i live. Omvendt belønner man virksomheder, der vitterligt er konkurrencedygtige, vel at mærke med overskuddet fra andre virksomheders succes. Det var således briterne, der opfandt Monty Python, men – fortrinsvis – en række fransktalende euro-krater, der som de første for alvor realiserede galskaben og satte den i system.

Kriteriet for sådanne overførsler, der flyttes rundt i frihandelsområdet er, hvilke politiske vinde der blæser, samt hvilke europæiske lobbyister der befinder sig i den rette korridor på det rigtige tidspunkt.

Til daglig og i praksis er der således – trods den megen tale om værdier og principper – ikke nogen som helst principielle beslutninger, der er udgangspunkt for kommissærer og embedsmænds arbejde. Eksempelvis er det nærmest en lovmæssighed, at en såkaldt dominerende virksomhed først for alvor får ørerne i maskinen, når der findes tilstrækkeligt mange store og betydningsfulde konkurrenter, der vel at mærke er i stand til at danne fælles front med embedsmændene i Bruxelles: Man bliver med andre ord stort set kun stemplet som privat monopolist, når man ikke er det (jf. den verserende sag mod Microsoft).

I den politiske teori og herunder i alverdens dokumenter ophøjes summen af disse studehandelsagtige manøvrer med borgernes midler ikke desto mindre til noget, der ikke alene hævdes at have baggrund i meningsfulde ’europæiske værdier’ og ’principper’ – nej, det hævdes ligefrem at tage udgangspunkt i en idé om retfærdighed. Tankegangen minder lidt om det nu forladte argument om, at socialisme i et land ikke var tilstrækkelig: Næ, hele verden skulle være en stor planøkonomi, før projektet lod sig realisere.

Til borgernes forsvar?

Debatten bør også handle om fraværet af demokratiske kontrolmekanismer – herunder den fuldstændige mangel på gode grunde for opbygningen af de nuværende europæiske institutioner. For dokumentet lever rent sprogligt ikke op til dét, der må forventes af en forfatningstekst. Og, hvad der er vigtigere, indeholder forfatningsteksten alverdens modsatrettede principper og er derfor også på indholdssiden et ubrugeligt dokument, vel at mærke hvis hensigten skulle være at forsvare borgernes frihed. Resultatet af alt dette bliver, at handlefriheden, når det gælder retninger, missioner og indsatsområder for samarbejdet – og dermed også for embedsmændene – vil være ubegrænset.

Et rigere Europa ville derimod være et Europa, hvor offentlige myndigheders påvirkninger af produktionsapparatet blev reduceret til et minimum. Den oplyste del af verden har derfor én overordnet fælles interesse: Det er friheden til kunne producere i fred og handle med hinanden i frihed.

Tidligere bragt i Dagbladet Information den 23. maj 2005

Nyhedsmagasinet RÆSON: EU a la Monty Python (længere version)