Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.
COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.
Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.
Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.
Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).
Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.
Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.
Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.
Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).
Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.
På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.
På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.
- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).
Se også posteringen Nye partier.
Viser indlæg med etiketten Ideer. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Ideer. Vis alle indlæg
23. november 2007
21. november 2007
Nye partier
Vælgererklæringer er gyldige i 1½ år uanset udskrivelse af valg. Hvis du undrer dig over, at du ikke har fået den underskrevne vælgererklæring retur fra Folkeregisteret, så er forklaringen den, at vi af økonomiske grunde har afholdt os fra at sende mange af sted, og at vi venter på at opnå den nødvendige finansiering via sponsorer. Det fremgår af partiet Liberalisternes hjemmeside. Også Rygerpartiet stiller så vidt vides også op næste gang, der er valg, hvis man får indsamlet tilstrækkeligt mange underskrifter.
Protestpartier og nye partier i almindelighed kan vel at mærke præcis i vor tid godt regne med - at være heldige - at få bred opbakning. Det vidner vælgernes usikkerhed om hvad, de skal stemme på.
En stor del af forklaringen på dette er netop, at principperne for hvilken politik, man skal føre i vid udstrækning er forsvundet: Grænser for hvad, der anses for at være et politisk anliggende er med andre ord blevet kraftigt udvidet.
Såvel Rygerpartiet som Liberalisterne er netop udtryk for et modtræk til denne politisering af samfundet. I den henseende har man i Liberalisterne som udgangspunkt nok bedre forståelse for, at der er tale om et generelt fænomen.
I kraft af motivationen for begge partier må man som udgangspunkt alligevel konkludere, at man som følge af øget politisering også i dag (her skal i øvrigt også nævnes, at religion nu desværre er på vej tilbage i politik), må forvente at interessen for partier, der vil trække i den anden retning vil vokse.
- Hvis man vil gøre en forskel i økonomisk henseende, skal man i øvrigt beslutte sig for om man vil støtte nu, og ikke i de sidste uger før det næste valg.
Læs om parti- og idepolitik i: De andres idéer samt En plan for Liberalisterne.
Protestpartier og nye partier i almindelighed kan vel at mærke præcis i vor tid godt regne med - at være heldige - at få bred opbakning. Det vidner vælgernes usikkerhed om hvad, de skal stemme på.
En stor del af forklaringen på dette er netop, at principperne for hvilken politik, man skal føre i vid udstrækning er forsvundet: Grænser for hvad, der anses for at være et politisk anliggende er med andre ord blevet kraftigt udvidet.
Såvel Rygerpartiet som Liberalisterne er netop udtryk for et modtræk til denne politisering af samfundet. I den henseende har man i Liberalisterne som udgangspunkt nok bedre forståelse for, at der er tale om et generelt fænomen.
I kraft af motivationen for begge partier må man som udgangspunkt alligevel konkludere, at man som følge af øget politisering også i dag (her skal i øvrigt også nævnes, at religion nu desværre er på vej tilbage i politik), må forvente at interessen for partier, der vil trække i den anden retning vil vokse.
- Hvis man vil gøre en forskel i økonomisk henseende, skal man i øvrigt beslutte sig for om man vil støtte nu, og ikke i de sidste uger før det næste valg.
Læs om parti- og idepolitik i: De andres idéer samt En plan for Liberalisterne.
30. oktober 2007
Politisk islam bør være valgtema
Et spørgsmål som journalister burde beskæftige sig mere med, er spredningen af den kultur og ideologi, der fører i retning mod såvel økonomisk som politisk ufrihed.
Dette er den politiske - og for så vidt også den kulturelle - islam. Copenhagen Institute har aktuelt forholdt sig til en del af problemstillingen, hvilket er den internationale/forsvarspolitiske del i kommentaren Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik.
Men det er ret åbenlyst, at man ikke for alvor fra mediernes og de politiske beslutningstageres side har forstået problemets omfang, heller ikke hvad angår den lokale og nationale side af sagen.
En aktuel demonstration mod islamisering førte som et eksempel på en del af problemstillingen til et uhyggeligt overfald på flere af demonstrationens arrangører. Det kan man læse om på foreningen Stop Islamisering Af Danmarks blog.
Journalisterne Helle Merete Brix og Lars Hedegaard rapporterer i en længere artikel fra juli fra en demonstration, hvor det i artiklen fremgår, at der er flere borgere i Danmark, der er modstandere af de frihedsværdier, som såvel Israel og USA, men naturligvis også de europæiske samfund bygger på.
Man kan også besøge Uriasposten , der løbende følger emner, der vedrører denne politiske kultur og ideologis udbredelse. Andre kilder, der fokuserer mere globalt og europæisk er www.westernresistance.com samt www.brusselsjournal.com.
Hvorfor ignorancen?
Spørgsmålet man kan stille er så, hvorfor man fra mediernes og de toneangivende meningsdanneres side bruger så lidt tid på emnet, som det er tilfældet. Min forklaring er som følger:
Politiske beslutningstagere, mediefolk samt politiske og kulturelle meningsdannere i Danmark har i vid udstrækning en tendens til at mene, at værdier, kultur og ideer implementeres (det vil sige realiseres) "fra oven"; det vil sige via staten.
Man mener altså ikke, at tingene opstår "nedefra", det vil sige med rod i, hvad der sker af ideudvikling, der spreder sig fra individ til individ i "det civile samfund"; og som så først senere bliver til noget, der danner "institutionaliserede udtryksformer". Og i så fald kan man ikke se et problem.
Man mener således fra etableret side, at man kan lovgive sig til en bedre verden; at man politisk kan fastsætte pensum for statslige læreanstalter; at man kan kontrollere indholdet i medierne via staten (eksempelvis via Danmarks Radio); og at man således på en række områder kan indrette "velfærdsstaten", sådan at oplysningsfjendtlige kulturer og strømninger forsvinder.
Men vi ser imidlertid, at det modsatte sker. Og forklaringen er, at man grundlæggende tager fejl i tanken om at institutioner og kontrol med statsapparatet er det afgørende.
Institutioner og statsapparatets udformning er i stedet at betragte som et produkt af det, der går forud, hvilket netop er ideologiske og kulturelle strømninger, der brydes med hinanden og hvor den aktuelt stærkeste ide eller kultur, kommer til at blive den, som danner afsættet for hvilken type institutionalisering, man vil se.
Resultatet af sådanne brydninger kan altså efterfølgende blive eksempelvis - et præstestyre / et diktatur; et demokrati (en stat uden et idepolitisk fundament) - eller en republik (det vil sige en "minimalstat" baseret på de individuelle frihedsrettigheder); hvilket er de tre mest aktuelle typer af styreformer, man bør forholde sig til i vor tid.
Såvel filosoffen Ayn Rand som økonomen Ludwig von Mises har derfor i stedet og modsat de fleste danske meningsdannere fremhævet ideer frem for institutioner, som det helt afgørende.
Dette betyder samtidig, at man har valgt den forkerte strategi til at forsvare sig imod den omtalte islamisering. Det afgørende er altså, hvad det er for nogle grundlæggende ideer, som sikrer de samfund, man ønsker at leve i.
Ideer gør forskellen
Ethvert nyt problem (der i praksis ofte er opstået, fordi man har selvmodsigende indstillinger til et givent emne), forslås på denne måde løst fra de nuværende politikeres side, ved at man nedsætter et råd, en kommission, et udvalg, giver tilskud, fremsætter et lovgivningsforslag, laver en statsfinansieret opdragelseskampagne eller noget tilsvarende.
Man skal derfor være blind for ikke at kunne se, at den ovenstående adfærd er bureaukratens reaktion på kulturelle fænomener.
Og meget kan sige om bureaukrater, men der er bare ikke ret mange mennesker i det civile samfund, der bruger bureaukrater som forbilleder endsige moralske vejledere.
I stedet taler man "ude i samfundet" om hvad der er rigtigt og forkert indbyrdes. Og jo mere de politiske beslutningstagere tilbyder "institutionsløsninger", desto mindre lytter man derfor til dem.
Dette er derfor også årsagen til, at kampen om vælgerne bliver stadigt mere intens: De danske velfærdsstatspartier er (inklusive det nye "Ny Alliance") i høj grad institutionspartier. Og befolkningen forventer derfor ikke at få bud fra dem, om hvad der er rigtig og forkert adfærd. De forventer derimod netop at høre forskellige bud på ovennævnte "institutionsløsninger".
Grunden til at der i den oprindelige danske befolkning så er en vis loyalitet og tillid til de aktuelle politikere, skyldes derfor mest, at omfanget af institutionalisme tidligere har været mere begrænset.
Tidligere tiders politikere havde en langt større forståelse for, at det var de politiske ideer, der gjorde forskellen. (Det gælder såvel til højre som til venstre).
Men hvis vi tager det muslimske samfund, og de som bekender sig til den muslimske kultur, må det være ret åbenlyst, at man her står over for et mere klart valg mellem nogle ret markante ideer, og det man selv opfatter som noget værdifuldt (og moralsk), - og så på den anden side nogle institutionelle tilbud, der er hevet frem og sælges som metervare til brug for noget, der åbenlyst handler om stemmemaksimering og ikke ret meget andet.
Hvad mon man i givet fald så vælger? Mon ikke man beholder sine gammelkendte værdier, frem for det ikke-værdibaserede politisk-administrative budskab, der strikkes sammen i et samarbejde mellem politikeren og bureaukraten baseret på meningsmålinger, og hvad der her-og-nu regnes for "godt spin"?
Hvis man er nået hertil, er opfordringen derfor, at man, begynder at sætte sig ind i de grundlæggende forudsætninger, der skal til, for at man kan danne sig gyldige ideer, om hvad der er det korrekte politiske system, og den gode styreform for mennesker.
Afsættet for at beskæftige sig med dette er, også ifølge Ayn Rand, erkendelseslære (epistemologi), det vil sige, at man først tilegner sig viden om menneskets natur, samt viden om hvad der - i overensstemmelse med denne natur - kræves for, at mennesker kan leve et godt liv.
Så politisk islam bør være et valgtema. Det er vel at mærke samtidig på tide, at man begynder at forholde sig til, om det virkelig er moralsk at lade politikere og administratorer afvikle friheden i de gode intentioners navn.
Hvis man vil forsvare sig imod dette (såvel bureaukratisering og "socialisering" som islamisering), må man derfor tilegne sig de intellektuelle redskaber, der kræves for, at man kan gøre det.
Besøg i den forbindelse the Ayn Rand Institute - og læs The Bernstein Declaration (dansk tekst).
Relevante artikler på www.coin.dk:
Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik
Islamismens totalitære mål
Dette er den politiske - og for så vidt også den kulturelle - islam. Copenhagen Institute har aktuelt forholdt sig til en del af problemstillingen, hvilket er den internationale/forsvarspolitiske del i kommentaren Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik.
Men det er ret åbenlyst, at man ikke for alvor fra mediernes og de politiske beslutningstageres side har forstået problemets omfang, heller ikke hvad angår den lokale og nationale side af sagen.
En aktuel demonstration mod islamisering førte som et eksempel på en del af problemstillingen til et uhyggeligt overfald på flere af demonstrationens arrangører. Det kan man læse om på foreningen Stop Islamisering Af Danmarks blog.
Journalisterne Helle Merete Brix og Lars Hedegaard rapporterer i en længere artikel fra juli fra en demonstration, hvor det i artiklen fremgår, at der er flere borgere i Danmark, der er modstandere af de frihedsværdier, som såvel Israel og USA, men naturligvis også de europæiske samfund bygger på.
Man kan også besøge Uriasposten , der løbende følger emner, der vedrører denne politiske kultur og ideologis udbredelse. Andre kilder, der fokuserer mere globalt og europæisk er www.westernresistance.com samt www.brusselsjournal.com.
Hvorfor ignorancen?
Spørgsmålet man kan stille er så, hvorfor man fra mediernes og de toneangivende meningsdanneres side bruger så lidt tid på emnet, som det er tilfældet. Min forklaring er som følger:
Politiske beslutningstagere, mediefolk samt politiske og kulturelle meningsdannere i Danmark har i vid udstrækning en tendens til at mene, at værdier, kultur og ideer implementeres (det vil sige realiseres) "fra oven"; det vil sige via staten.
Man mener altså ikke, at tingene opstår "nedefra", det vil sige med rod i, hvad der sker af ideudvikling, der spreder sig fra individ til individ i "det civile samfund"; og som så først senere bliver til noget, der danner "institutionaliserede udtryksformer". Og i så fald kan man ikke se et problem.
Man mener således fra etableret side, at man kan lovgive sig til en bedre verden; at man politisk kan fastsætte pensum for statslige læreanstalter; at man kan kontrollere indholdet i medierne via staten (eksempelvis via Danmarks Radio); og at man således på en række områder kan indrette "velfærdsstaten", sådan at oplysningsfjendtlige kulturer og strømninger forsvinder.
Men vi ser imidlertid, at det modsatte sker. Og forklaringen er, at man grundlæggende tager fejl i tanken om at institutioner og kontrol med statsapparatet er det afgørende.
Institutioner og statsapparatets udformning er i stedet at betragte som et produkt af det, der går forud, hvilket netop er ideologiske og kulturelle strømninger, der brydes med hinanden og hvor den aktuelt stærkeste ide eller kultur, kommer til at blive den, som danner afsættet for hvilken type institutionalisering, man vil se.
Resultatet af sådanne brydninger kan altså efterfølgende blive eksempelvis - et præstestyre / et diktatur; et demokrati (en stat uden et idepolitisk fundament) - eller en republik (det vil sige en "minimalstat" baseret på de individuelle frihedsrettigheder); hvilket er de tre mest aktuelle typer af styreformer, man bør forholde sig til i vor tid.
Såvel filosoffen Ayn Rand som økonomen Ludwig von Mises har derfor i stedet og modsat de fleste danske meningsdannere fremhævet ideer frem for institutioner, som det helt afgørende.
Dette betyder samtidig, at man har valgt den forkerte strategi til at forsvare sig imod den omtalte islamisering. Det afgørende er altså, hvad det er for nogle grundlæggende ideer, som sikrer de samfund, man ønsker at leve i.
Ideer gør forskellen
Ethvert nyt problem (der i praksis ofte er opstået, fordi man har selvmodsigende indstillinger til et givent emne), forslås på denne måde løst fra de nuværende politikeres side, ved at man nedsætter et råd, en kommission, et udvalg, giver tilskud, fremsætter et lovgivningsforslag, laver en statsfinansieret opdragelseskampagne eller noget tilsvarende.
Man skal derfor være blind for ikke at kunne se, at den ovenstående adfærd er bureaukratens reaktion på kulturelle fænomener.
Og meget kan sige om bureaukrater, men der er bare ikke ret mange mennesker i det civile samfund, der bruger bureaukrater som forbilleder endsige moralske vejledere.
I stedet taler man "ude i samfundet" om hvad der er rigtigt og forkert indbyrdes. Og jo mere de politiske beslutningstagere tilbyder "institutionsløsninger", desto mindre lytter man derfor til dem.
Dette er derfor også årsagen til, at kampen om vælgerne bliver stadigt mere intens: De danske velfærdsstatspartier er (inklusive det nye "Ny Alliance") i høj grad institutionspartier. Og befolkningen forventer derfor ikke at få bud fra dem, om hvad der er rigtig og forkert adfærd. De forventer derimod netop at høre forskellige bud på ovennævnte "institutionsløsninger".
Grunden til at der i den oprindelige danske befolkning så er en vis loyalitet og tillid til de aktuelle politikere, skyldes derfor mest, at omfanget af institutionalisme tidligere har været mere begrænset.
Tidligere tiders politikere havde en langt større forståelse for, at det var de politiske ideer, der gjorde forskellen. (Det gælder såvel til højre som til venstre).
Men hvis vi tager det muslimske samfund, og de som bekender sig til den muslimske kultur, må det være ret åbenlyst, at man her står over for et mere klart valg mellem nogle ret markante ideer, og det man selv opfatter som noget værdifuldt (og moralsk), - og så på den anden side nogle institutionelle tilbud, der er hevet frem og sælges som metervare til brug for noget, der åbenlyst handler om stemmemaksimering og ikke ret meget andet.
Hvad mon man i givet fald så vælger? Mon ikke man beholder sine gammelkendte værdier, frem for det ikke-værdibaserede politisk-administrative budskab, der strikkes sammen i et samarbejde mellem politikeren og bureaukraten baseret på meningsmålinger, og hvad der her-og-nu regnes for "godt spin"?
Hvis man er nået hertil, er opfordringen derfor, at man, begynder at sætte sig ind i de grundlæggende forudsætninger, der skal til, for at man kan danne sig gyldige ideer, om hvad der er det korrekte politiske system, og den gode styreform for mennesker.
Afsættet for at beskæftige sig med dette er, også ifølge Ayn Rand, erkendelseslære (epistemologi), det vil sige, at man først tilegner sig viden om menneskets natur, samt viden om hvad der - i overensstemmelse med denne natur - kræves for, at mennesker kan leve et godt liv.
Så politisk islam bør være et valgtema. Det er vel at mærke samtidig på tide, at man begynder at forholde sig til, om det virkelig er moralsk at lade politikere og administratorer afvikle friheden i de gode intentioners navn.
Hvis man vil forsvare sig imod dette (såvel bureaukratisering og "socialisering" som islamisering), må man derfor tilegne sig de intellektuelle redskaber, der kræves for, at man kan gøre det.
Besøg i den forbindelse the Ayn Rand Institute - og læs The Bernstein Declaration (dansk tekst).
Relevante artikler på www.coin.dk:
Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik
Islamismens totalitære mål
19. september 2007
En plan for Liberalisterne
Ifølge mindst to politiske analytikere i Berlingske Tidende i de sidste dage [først i juli] er der meget, der tyder på et folketingsvalg om ikke så forfærdeligt længe. Siden lanceringen i Maj har Ny Alliance har i kraft af kendisser fået massiv opmærksomhed – uden rigtig at møde kritik for manglen på politisk substans. Et parti uden medlemmer i hverken Folketinget eller Europarlamentet er derimod Liberalisterne, for hvem substansen på mange måder er givet i kraft af navnet, men for hvem det at få opmærksomhed har været en langt større udfordring. Så valg eller ej, hvad skal Liberalisterne gøre for at vokse sig større og sikre sig politisk indflydelse såvel på det korte som det lange sigt?
Partiet Liberalisterne – frihed og velstand har aktuelt ca. 320 medlemmer. De bliver i offentligheden stemplet som ”ultraliberale”. Partiet er blevet modarbejdet af et af landets største og ældste partier, det vil sige Venstre. Tidsånden hævdes at være imod dem. Journalister borer i deres manglende evne til at finde en karismatisk frontfigur. Alligevel fortsætter ”Liberalisterne”, der fik partinavnet godkendt ved at tilføje frihed og velstand, med at samle underskrifter til det (eventuelt snarligt) kommende folketingsvalg. Man er nu i færd med at opbygge en partiorganisation med lokalforeninger, ungdomsparti, hjemmeside, partiprogram, bestyrelser og dagsordner.
Når det gælder politik afhænger vurderingen af sandsynligheden for succes som bekendt også ofte af tilskuerens egen indfaldsvinkel. Men partier har samtidig historisk vist sig at kunne overraske - jf. begrebet ”jordskredssejr”, som er noget ethvert etableret parti enten kan frygte eller håbe på (Kommer valget lige straks bliver det dog ikke fra den kant at man vil se noget sådant).
I tilfældet Liberalisterne – frihed og velstand, kan en meget stor del af modstanden mod partiet fra andre partier og medier formodentlig derfor også findes i, at der med Liberalisterne, i modsætning til eksempelvis Rygerpartiet, potentielt set kunne blive tale om en spiller i dansk politik hvis valget først kom henimod 2009. I dag ligner Liberalisterne i kraft af mediebilledet ganske vist noget fra sidelinien. Men interessen er der – og med god grund, eftersom der er et potentiale for appel og tilslutning. Det skyldes flere faktorer:
Tilfælles med Rygerpartiet er for det første naturligvis protesten. Afsættet for Liberalisternes etablering er utilfredshed med Systemdanmark, med tendensen til offentlig indblanding og med statens gradvise afvikling af det civile samfund, det vil sige med forvandlingen af private dele af samfundet til noget, der er i stedet er offentligt.
For det andet består medlemmer af Liberalisterne vid udstrækning af akademikere. Protesten mod det etablerede fra denne side bakkes således op af indsigter fra politiske tænkere - herunder mindst to nobelprismodtagere i form af F.A. Hayek[1] og Milton Friedman[2]. Det nye er, at akademikere i Danmark organiserer sig for at promovere liberalisme lige ud af posen.
Og bolden kunne teoretisk set rulle hurtigt, hvis Liberalisterne fik koblet sig til konkrete emner, som befolkningen i forvejen og i almindelighed forbinder med noget positivt, og som netop handler om liberalisme. - Eksempelvis frihandel (kontra EU’s landbrugsstøtte), fri konkurrence (vs. protektionisme) og ikke mindst skattetrykket; hvor Liberalisterne netop af de etablerede borgerlige partier må frygtes at blive brugt som en løftestang til at presse på med skattelettelser fra V, K og DF’s vælgere.
Når det gælder en kritisk indstilling til velfærdsstaten, EU og FN kan Liberalisterne også tilbyde en ganske konsistent og ensartet tilgang til sådanne institutioner i forhold til de nuværende partier. Det sidste emne er dog noget, der vil tage længere tid at forklare befolkningen, og som man derfor på det korte sigt bør holde sig lidt på afstand fra. Det er langt mere meningsfuldt at fokusere på idegrundlaget og principperne, og hvorfor man i denne forstand tilbyder noget andet.
De gamle partiers svaghed
Men der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at opbakningen til markedsøkonomien og også økonomisk internationalisme (globalisering) rent faktisk er stor i Danmark[3]. Og potentialet i at vinde stemmer ved at præcisere sammenhængen mellem velstand og markedsøkonomi er rent faktisk i vid udstrækning et uopdyrket territorium, hvor partimedlemmer i Liberalisterne vel at mærke ikke behøver at ”cleare” deres begejstring op imod andre og modstridende interesser i deres eget parti. Det sidste har netop været tilfældet i ikke mindst Venstre - jf. ikke mindst landbrugsstøtten. Hos Liberalisterne er der således ingen grund til at antage, at medlemmer vil ønske at bevare en særrettighed, mens man udadtil siger, at man har til hensigt at afvikle den, sådan som det desværre har vist sig at det forholder sig hos Venstre både med landbrugsstøtten og med erhvervsfremmestøtte generelt.[4]
Når det gælder den politiske tidsånd, burde Liberalisterne sagtens kunne formå at vende den eksisterende til deres egen fordel. Er Christiansborg ikke netop nu så absolut ”tæt på konsensus” og på ensartethed, som man kan komme? Og er dette ikke noget, der fylder en god del af befolkningen med lede, og gør dem modtagelige overfor noget andet? Hvis politik virkelig er så vigtigt, at det skal fylde stadigt mere af tilværelsen for selv de upolitiske,[5] hvorfor handler en så stor del af politikken så bare om markeringer, ”spin”, kortsigtede positioneringer, signaler, ”prøveballoner” og lignende?
Med andre ord: Samfundet er blevet politiseret, mens de politiske ideer og principperne i vid udstrækning er forsvundet fra Christiansborg. Alle problemer udråbes således til at være politiske, men ingen af de etablerede politiske partier synes at tilbyde noget bestemt. At man som islamist kan finde på at søge optagelse, og forsøge karriere i henholdsvis Enhedslisten og det Konservative Folkeparti vidner således om, at tolerance overfor andres ideer i dag har nået hidtil usete højder, hvor alle politiske grænser og skel er nedbrudt, og hvor de politiske pejlemærker internt i partierne derfor er i vid udstrækning er blevet udviskede.[6]
Konsekvensen er, at de nuværende partier skal passe på ikke at miste stemmer til flere af deres nabopartier, eftersom enkeltsager og detaljer spiller en stadigt større rolle. En person, en dårlig sag, et uigennemtænkt formulering kan derfor ødelægge meget, eftersom det overordnede – principperne og ideerne - er blevet underordnet. (Og det er i øvrigt også en af grundene til at Ny Alliance med ikke ret meget substans kan gå ind og ifølge meningsmålinger skabe frygt for en ændring af det eksisterende partibillede).
Men interessen for ideer og principper er under ingen omstændigheder forsvundet ude i samfundet. Denne tilstand betyder derfor også, at et parti med et stærkt koncept netop kunne vinde meget fra de andre forholdsvist hurtigt, ved at tilbyde den samme ideologisk konsistente vare uanset personer, slipsefarve og stil. Til dette kræves dog naturligvis som udgangspunkt, at der kan skabes tilstrækkelig opbakning til selve konceptet og ideen, som man promoverer. Det er et langtidsprojekt. Men pludselig kunne det ensartede så stå overfor noget, der var radikalt anderledes, og som dermed i bedste fald (alt efter brillerne der ser) formåede at vælte den gamle dagsorden og sætte en ny.
Personfiksering
I sidste instans handler ovenstående ganske vist også om markedsføring. Det handler dog ikke om at tilbyde personer, men primært ideer og principper, der er abstrakte - men som samtidig har praktiske konsekvenser. Dette kunne netop være den styrke som Liberalisterne kunne gøre til deres egen, præcis fordi det efterhånden er gået hen og blevet samtlige af de ”nedgravede” partiers svaghed at man ikke længere kan se en klar ideologisk profil.
Det overfladiske fokus skinner derfor også tydeligt igennem i mantraerne fra medierne og de garvede politiske analytikere, hvor sympatien ligger hos det bestående: Liberalisterne har ingen karismatiske personer! De er ufolkelige! (Eller: Partiets stifter er ansat i en bank!) I Weekendavisen brugte man således en halv avis side på at lede efter den manglende karismatiske frontfigur, som ellers har været det, der har kendetegnet de sidste mange årtiers protestpartier. Det forunderlige er blot, at lige så snart man fandt den pågældende person ville det – i overensstemmelse med tidsånden – sandsynligvis tilsvarende komme til at handle om, hvorvidt den pågældende i kraft af sin person nu kunne trække læsset eller ej; og hvorvidt han eller hun så også var karismatisk nok. Man har nu engang lært at substansen betyder så uendelig lidt.
Imidlertid har hverken islam eller økologismen – eller for den sags skyld socialisme – en bestemt person, der gør forskellen. Ideen om at personer er det vigtigste er simpelthen en moderne løgn, uanset hvor meget personfiksering, der præger medierne. Det værste, der kan ske for de indlejrede partier er samtidig, at dette går op for befolkningen. Staunings styrke var dermed også konceptet bag manden: At Stauning ville omfordele til fordel for vælgeren – takket være (socialistiske) teorier udviklet af nogle andre. Uden eksistensen af socialisme ville mange politiske demagoger aldrig have kommet til magten.
I vid udstrækning er det derfor også demagogernes fortjeneste, at liberalisme i en politisk henseende (men ikke økonomisk) har haft så ringe vilkår i Danmark: Liberalisme har rent faktisk aldrig konsistent er forsøgt markedsført i Skandinavien, heller ikke af dem, der har benyttet sig af liberalismens principper. I Venstre, hos de Radikale og de Konservative tog man det, man kunne bruge - uden at man syntes, man behøvede at revidere alt det andet, man gerne ville promovere. Det man beholdt handlede vel at mærke bare ikke dest fjerneste om økonomisk frihed - men ofte i stedet om det stik modsatte (diverse former for begunstigelse og protektionisme).
Så ideerne, principperne og det mere rendyrkede er derfor som udgangspunkt Liberalisternes styrke. Det er derfor logisk at der fra den anden side (en temmelig rød presse og de etablerede partier) fokuseres på det, man ser som svagheden: at man ikke har de dygtige sælgere.
For det fjerde, og beslægtet med det tredje punkt: Præcis når det gælder Liberalisternes politiske placering er det også værd at hæfte sig ved, at netop Venstre (liberalisterne med lille L) med Anders Fogh Rasmussen i spidsen - men også i kraft af Pia Kjærsgaards og Bendt Bendtsens midtersøgning - simpelthen har fjernet tilstedeværelsen af et parti på højrefløjen; sådan at der nu i vid udstrækning kun er midten - og det, der findes til venstre – tilbage. Pladsen inde på Christiansborg er derfor ledig. Spørgsmålet er derfor ikke, om Liberalisterne kan bidrage med noget, der ikke findes på de politiske hylder, men derimod udelukkende, om der er opbakning i befolkning til, at pladsen til højre, når det gælder Christiansborgpolitikken atter bliver besat.
Succes på kort sigt – og langt
Der er ydermere gode kortsigtede grunde til, at Liberalisterne kunne få opbakning til næste valg i kraft af protestfaktoren samt V, K og DF-vælgeres interesse i at bruge partiet som løftestang, når det især gælder skattetrykket og ønsket om lavere skatter.
På længere sigt er der derudover et potentiale, hvis Liberalisterne forstår at gøre liberalisme til noget nærværende og vedkommende, hvilket således handler om at bryde liberalismens image i Danmark, sådan som det er blevet opbygget navnlig siden 1970’erne af mennesker, der ikke ville liberalismen det noget godt.[7]
Når det gælder det kortsigtede mål, er det selvsagt en fordel at finde en stærk kommunikator, så hurtigt som overhovedet muligt. Men når det gælder den længere bane, kan den person, man vælger i dag, derimod hurtigt blive en hæmsko, når man skal forsøge at vokse og påvirke på det længere sigt. Indtil videre tyder noget dermed også på, at Liberalisterne selv - en smule uklogt - har ladet sig gribe af ovenstående personfiksering, når man betænker den misforståede promovering af Karsten Madsen[8]
Men hvad skal Liberalisterne gøre i en mere konkret forstand, hvis de vil vinde pladser i Folketinget til næste valg, og samtidig også gøre en forskel på den lange bane?
Det moralske argument om individets frihed
William Shatner spillede den ledende hovedrolle i de allerførste ”Star Trek”-episoder[9] tilbage i 1966-69. Flere årtier efter at Shatner var gået på pension fra sin rolle som James T. Kirk på rumskibet Enterprise svarede han meget præcist – og ret beskedent på, hvorfor tv-serien Star Trek blev en så langvarig succes, med produktionen af nye film og nye tv-serier selv fire årtier senere. Svaret lød i al sin nøgternhed at: Man kan gøre alt ud fra et koncept. Et koncept kan bære en serie. Dialogen kan være dårlig, skuespillerne ud af trit. Men hvis seeren får fat i konceptet, bliver man båret på den bølge.[10] Netop dette er den eneste forklaring på, at 60ernes lav-budget programmer - med masser af genbrug, og hvor de amerikanske seere blev udsat for masser af provokationer og eksperimenter - ikke førte til Star-Trek-seriens død: Ideen om jordens civilisation, der i form af et stjerne-skib udforsker og undersøger universet – men i lige så høj grad møder og reflekterer over sig selv (og hvor der er et stærkt fokus på videnskab og fornuft) - har derfor kunnet overleve selv de mest outrerede indslag. Det var med andre ord selve grundideen, der gjorde Star Trek til en langvarig og kommerciel succes.
Et andet stærkt ”koncept” er således ideen om det selvstændige og frie menneske, der har retten til at bruge sin egen fornuft, og – i kraft af den private ejendomsret – er givet mulighederne for at gøre det.
I denne kontekst er det derfor interessant, at Liberalisterne tilsyneladende ikke kun lægger sig op af den traditionelle ”praktiske skole” indenfor liberalismen, hvor man ignorerer normative og moralske spørgsmål; og hvor man fokuserer på at liberalisme øger ”samfundskagen”. Det sidste var noget som den borgerlige tænketank CEPOS især i begyndelsen fokuserede meget på med diverse rapporter, der tørt pegede på samlede ”velfærdsgevinster” ved at sænke skatterne og afregulere. Langt vigtigere i praksis for individers handlinger, også når de sætter deres kryds hvert fjerde år, er dog spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert. Spørgsmålet her kunne dermed eksempelvis være om høje skatter og dermed udbredt konfiskation af borgernes midler i det hele taget er moralsk?
Meget tyder således på at en god del af Liberalisterne, er det man kalder for rettighedsliberalister, og altså ikke nytteliberalister. Den private ejendomsret og den økonomiske handlefrihed forsvares derfor ud fra moralske betragtninger ligeså meget som praktiske. I strid med David Hume[11] (1711-76) er ER og BØR dermed blevet splejset sammen.[12] Det praktiske anses derfor også for at være det moralske, og det moralske er så den centrale motivation for rettighedsliberalister.
Det har indtil videre derfor været en af liberalismens allerstørste svagheder, at den i modsætning til andre ’ismer kun i meget ringe grad forholdt sig til den moralske side af sagen, for det gør som bekendt såvel kristelige, socialistiske og konservative tilgange til politik. Og tilsvarende vil det derfor være en styrke, at man meget eksplicit fokuserer på spørgsmålet. I det nye partis principprogram kan man da også læse konstateringen:
At eje sig selv og at være et frit menneske er to sider af samme sag. Hver enkelt har ejendomsret til sin egen person. Deraf følger frihedsrettighederne som åndsfrihed, trosfrihed, ytringsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse, søge arbejde osv. Også retten til resultatet af ens eget arbejde følger af ejendomsretten til sin egen person. Beskyttelsen af den private ejendomsret er derfor ikke alene en forudsætning for et åbent samfund baseret på en fri markedsøkonomi, men også udgangspunktet for beskyttelsen af hver enkelt individs frihed og rettigheder som menneske […] Den enkelte ved bedst, hvad der er i vedkommendes egen interesse. Lykke og velfærd skabes af den enkelte og ikke af staten.
Med ovenstående er man, hvis man tør forfølge ideen om at hvert enkelt individ har retten til sit eget liv, derfor godt på vej til at bygge et koncept op, der kunne gøre en reel forskel i dansk politik, hvor liberalisme pludselig ikke er noget abstrakt og samfundskage-agtigt, men i stedet handler om forudsætningen for det gode liv – hvilket ikke mindst handler om retten til at forfølge sine egne ideer om dette liv.
Dermed ikke sagt at der ikke er masser af moraliserende retorik at finde hos alle de andre partier. Men typisk bruges moral som et redskab til at tale skatterne op, hvor ovenstående moral (der findes i rettighedsliberalismen) kun kan bruges til at tale skatterne ned. Hvis Liberalisterne således formår at formidle en ny og klar opfattelse af ikke bare hvad økonomisk frihed er, men også hvorfor frihed er noget, som man BØR forsvare i en moralsk henseende, kan de på længere sigt så også formå at sætte en helt ny dagsorden i dansk politik.
På den ene side skal man i kraft af denne udfordring så pege på nogle forbindelser mellem forskellige begreber, som ikke tidligere er set i politik – herunder sammenhængene mellem fornuft, moral og individuel frihed. På den anden skal man tilsvarende nedbryde nogle fordomme om, at liberalisme skal forbindes med - eller afbalanceres af - nogle andre typer af ’ismer, ’domme og koncepter. Det er netop det sidstnævnte, de traditionelle borgerlige partier har gjort.
Denne ”vare” – det vil sige dette politiske koncept - sælger imidlertid under ingen omstændigheder sig selv, og vil også kræve af en slags tilgang til hvad der er liberalisme vinder over en anden.
Flere vil imidlertid mene at det netop er i retning hen imod rettighedsliberalismen, at liberalismens teoretiske bagland i almindelighed har bevæget sig i Danmark, eksempelvis hvis man ser på, hvad der findes i kraft af de frihedsorienterede grupperinger, der er udsprunget navnlig af miljøet omkring foreningen Libertas[13] - i form af Cepos, Punditokraterne, Liberator, m.fl. (herunder også hvad man kan finde i Venstres og Konservativ Ungdom) – samt også den nye borgerlige netavis 180grader.dk.[14] Libertas var som det første skridt en sluttet kreds med et næsten rent teoretisk fokus, hvor de nye grupperinger, der opstod omkring tusindskiftet er blevet mere udadvendte og aktive i medierne (og med 180grader.dk er der så også kommet et decideret liberalistisk medie). Nu er der så etableret et politisk parti, det netop baserer sig på de tænkere, der blev præsenteret via Libertas.
Sjovt er det derfor, at der fra der fra dagbladet Informations side gøres en del anstrengelser for at pointere at den rene liberalisme er stendød, og at det med at mennesket er et mål i sig selv er noget fis[15], mens ideerne fra Libertas-miljøet, hvor man mildt sagt er uenig i dette, breder sig til en stadigt større kreds.
Frihed handler nu engang om respekt for det enkelte menneske, og om retten til at man kan gå sine egne veje ikke mindst i kraft af den private ejendomsret. Det er derfor dén grundlæggende idé, Liberalisterne bør sprede – mere end diverse programmer og tekniske forslag. Vælger man således at tage afsæt i principprogrammets passage om at mennesket ejer sig selv og har retten til sit eget liv, ligger der derfor af samme grund en mulighed for med det samme at skabe interesse hos dem, der i forvejen ønsker at rettighedsspørgsmålene, de principielle, og normative diskussioner kommer længere frem i den politiske debat.
Kampagnen mod Venstre
At promovere den private ejendomsret ud fra et moralsk afsæt er derfor også den værdikamp, Venstre skulle have ført efter valgsejren i 2001. Anbefalingen er derfor, at man netop tager dette rettighedsliberalistiske afsæt, og at man derefter som det primære går efter kritikken af Venstre, som netop er det parti, der mere end noget andet har bidraget til at fjerne forskellene mellem partierne på Christiansborg. Venstre må derfor tage en god del af ”æren” for, at politik er blevet noget teknokratisk, uinteressant og samtidig som det værste grænseløst. Og selv i Venstre ved man lige som alle andre steder, at flanken til det frihedsorienterede højre er den eneste flanke, man indtil videre ikke har bekymret sig om at dække.[16]
Frem til det næste valg bør man derfor fokusere på netop de emner, som gør at utilfredse elementer kunne forventes at bruge Liberalisterne enten som en generel protestmulighed eller som en konkret løftestang, når det gælder spørgsmålet om skattelettelser. Proteststemmerne i den forbindelse kan vel at mærke hentes så langt til venstre som de Radikale - men hvis man er meget dygtig også hos de socialdemokratiske vælgere, der er bevidste om at Liberalisterne har et slægtsfælleskab med ”Rygerpartiet”: i ønsket om at reducere graden af politisk indblanding, som der også på venstrefløjen efterhånden må være vælgere, der finder overdrevet. De på venstrefløjen (tilhængere af forskellige former for decentralisering), der ikke tror at oppositionen kan vælte V&K, kunne derfor søge at modvirke det topstyrede ved således at sende liberalistiske systemkritikere ind på borgen, og på denne måde smide grus i det konservative/borgerlige velfærds-maskineri.
Fokus bør derfor være på det, der indtil 2001 var Venstres mærkesager: på kritikken af Systemdanmark, på skattetrykket og på den offentlige sektors stigende indblanding i borgernes liv. Det nye - i modsætning til Venstre før 2001 – bør så være, at man går bort fra at forsvare sine synspunkter med ”uhensigtsmæssighed” ved statslig indblanding, og at man i stedet betoner at borgerne har ret til at leve deres eget liv, uden at blive opdraget på - af selvbestaltede formyndere, der vil udstikke retningslinier for sundheden, kulturen, om hvorvidt trafikken skal være individualiseret eller kollektiv, eller på hvor meget man må tjene og så videre.
Dette overordnede fokus, der tager afsæt i et klart formuleret koncept, vil så også kunne give partiets medlemmer friheden til at agere selvstændigt, og selv rejse sager uden at de skal frygte for ”venskabelige partikammeratlige samtaler” med ledelsen. Et godt koncept (jf. også Shatners bemærkning om Star Trek) kan sagtens klare sig uden topstyring, netop fordi nogle konsistente tanker sikrer, at det er det samme budskab, der kommer igennem - uanset hvad emnet så i det konkrete drejer sig om.
I kraft af konceptet bør det, man fokuserer på, derfor også være at påpege at rigdommen, der er skabt i Danmark - såvel som den rigdom der er skabt i Hong Kong, Schweiz, USA, Australien eller New Zealand - er skabt i kraft af den økonomiske frihed, der er sikret takket være netop den ideologiske liberalisme. Det handler om at påpege, at denne frihed ikke mindst handler om individets ret til at forfølge sine egne drømme og ideer om det gode liv; og dermed også at selvstændige og stærke kulturer, de netop er frie kulturer.
Tidligere bragt i Nyhedsmagasinet RÆSON
Henvisninger:
[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Friedrich_Hayek , Bestyrelsesmedlem René Andreasen om F.A. Hayek
[2] http://en.wikipedia.org/wiki/Milton_friedman , Partiets stifter Torben Mark Petersen om Milton Friedman.
[3] Hvis man ønsker et eksempel på en stærk fortaler for globalisering anbefales den svenske forfatter og journalist Johan Norberg som man kan opleve her.
[4] Den korte måde at sige dette på er at liberalisterne i høj grad mener det, de siger.
[5] Jf. skattetrykket, den voksende mængde lovgivning, og omfanget af den offentlige sektor.
[6] Aktuelt har de konservative dog vist, at der dog er nogle grænser ved klogeligt at ekskludere en islamist.
[7] Det sidste handler også om at sætte liberalisme ind i en anden kontekst end de, der indtil videre har benyttet sig af liberalismen, har sat den i: For blot at nævne et lille eksempel har de konservative syltet liberalisme ind i nogle helt bestemte værdier, der ikke nødvendigvis har noget som helst med liberalisme at gøre, såsom at liberalisme skulle være specielt forbunden med Kristendom, eller at liberalisme som det primære ikke handler så meget om individet, mere end hvad konservative har af ideer om korporativ ”samfundsnytte”, hvor økonomisk frihed så bliver noget, der afbalanceres op i mod det modsatte. Tilsvarende har de Radikale bidraget til at fremstille liberalisme, som noget der var kulturløst, hvor de kulturelle værdier, så skulle komme i kraft af noget, der tilsvarende var en anti-tese til liberalisme: Det vil sige at staten via funktionærer skulle folkeopdrage, tage vare på og sørge for befolkningen; og hvor markedet så kunne få lov til at levere goderne dér hvor staten ikke havde monopoliseret udbuddet. Som det sidste Christiansborg-parti har man nu også i Venstre valgt at købe ind på ideen om at økonomisk frihed er noget, der skal holdes i stramme tøjler; men heller ikke her har man på noget tidspunkt været særligt konsistent.
[8] Misforståelsen ligger blandt i, at Karsten Madsen slet ikke ville promoveres eller kendes ved Liberalisterne
[9] http://en.wikipedia.org/wiki/Star_trek
[10] Citatet er fra et dokumentarprogram fra 2004 med titlen ”Sci-Fci-Visionaries”.
[11] http://en.wikipedia.org/wiki/David_Hume. Ayn Rand skriver om sammenhængen mellem viden/fakta og værdier (ER og BØR) følgende: "In order to live, man must act; in order to act, he must make choices; in order to make choices, he must define a code of values; in order to define a code of values, he must know what he is and where he is – i.e. he must know his own nature (including his means of knowledge) and the nature of the universe in which he acts – i.e. he needs metaphysics, epistemology, ethics, which means: philosophy. He cannot escape from this need; his only alternative is whether the philosophy guiding him is to be chosen by his mind or by chance". Ayn Rand (“Philosophy and Sense of Life,” 1966, jf link).
[12] Dette har netop været liberalismens store traditionelle svaghed: At den kunne levere ”varen” (økonomisk velstand), men ikke forklare om det var godt eller skidt. Kapitalisme blev dermed regnet for at være praktisk, men ikke nødvendigvis et retfærdigt system. Siden ”Er og bør” blev adskilt af David Hume har ingen, der forsvarede den økonomiske frihed derfor været i stand til konsistent at forsvare den også på et normativt endsige filosofisk grundlag. - Liberalister kunne derfor forklare at kapitalisme førte til øget velstand for alle. Men hvis nogen (socialister) sagde at lighed var vigtigere end generelt stigende velstand med en vis ulighed, eller at det gode bestod i ikke at påvirke og forandre naturen, så havde liberalisterne ikke noget at svare tilbage - i kraft af den manglende normativitet. Det har de vel at mærke i dag blandt andet takket være forfatter-filosoffen Ayn Rand, som Liberalisterne henviser til på deres hjemmeside.
[13] Besøger man http://www.libertas.dk , der er en forening, der blev oprettet i 1986 kan man således se, at fokus ikke er på at økonomisk frihed skaber velstand, men netop på at det gode er, at man har frihed til at forfølge sine egne mål. Det er dermed mennesket og dets ret til at være fri, og ikke det økonomiske system (og utilitarisme), der står i centrum.
[14] Når man i Venstre lovede, at man ville føre værdikamp, så var det således forventningen, at man ville høre noget der blot mindede lidt om et forsvar for individets ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv. I stedet har retorikken om samfundsnytte og sammenhængskraft været dominerende. Og liberalisme har i vid udstrækning mest af alt været brugt som et lokkemiddel, der sikrede baglandets opbakning til en midtersøgende politik., som mange troede var at forstå som en kortsigtet og taktisk manøvre. Men i dag kan man ikke høre en Venstreminister uden en uopfordret lovprisning af velfærdsstaten. De borgerlige partier har dermed i kraft af denne retorik flyttet Danmark tættere på et korporativt, ensrettet og ikke mindst statsdomineret samfund end det var før 2001, hvor der i kraft af Venstre var nogle, der ville reducere statens indblanding. Det korte svar på hvorfor i denne henseende kunne simpelthen være, at selv om Anders Fogh Rasmussen skulle have ønsket sig dette (jf. hans egne bidrag i Libertas og med ”Fra socialstat til minimalstat”, så formåede han ikke at ændre et parti, med så indgroede politiske traditioner for at søge magten på frihedens bekostning, som de der - trods det gode der kan siges om partiet - kendetegner Venstre).
[15] Henholdsvis Rune Lykkeberg citeret efter hukommelsen og Georg Metz.
[16] Her kunne forhalingen hvad angår godkendelse af partinavnet derfor også ses som et udslag af en slags desperation fra Venstres side.
Partiet Liberalisterne – frihed og velstand har aktuelt ca. 320 medlemmer. De bliver i offentligheden stemplet som ”ultraliberale”. Partiet er blevet modarbejdet af et af landets største og ældste partier, det vil sige Venstre. Tidsånden hævdes at være imod dem. Journalister borer i deres manglende evne til at finde en karismatisk frontfigur. Alligevel fortsætter ”Liberalisterne”, der fik partinavnet godkendt ved at tilføje frihed og velstand, med at samle underskrifter til det (eventuelt snarligt) kommende folketingsvalg. Man er nu i færd med at opbygge en partiorganisation med lokalforeninger, ungdomsparti, hjemmeside, partiprogram, bestyrelser og dagsordner.
Når det gælder politik afhænger vurderingen af sandsynligheden for succes som bekendt også ofte af tilskuerens egen indfaldsvinkel. Men partier har samtidig historisk vist sig at kunne overraske - jf. begrebet ”jordskredssejr”, som er noget ethvert etableret parti enten kan frygte eller håbe på (Kommer valget lige straks bliver det dog ikke fra den kant at man vil se noget sådant).
I tilfældet Liberalisterne – frihed og velstand, kan en meget stor del af modstanden mod partiet fra andre partier og medier formodentlig derfor også findes i, at der med Liberalisterne, i modsætning til eksempelvis Rygerpartiet, potentielt set kunne blive tale om en spiller i dansk politik hvis valget først kom henimod 2009. I dag ligner Liberalisterne i kraft af mediebilledet ganske vist noget fra sidelinien. Men interessen er der – og med god grund, eftersom der er et potentiale for appel og tilslutning. Det skyldes flere faktorer:
Tilfælles med Rygerpartiet er for det første naturligvis protesten. Afsættet for Liberalisternes etablering er utilfredshed med Systemdanmark, med tendensen til offentlig indblanding og med statens gradvise afvikling af det civile samfund, det vil sige med forvandlingen af private dele af samfundet til noget, der er i stedet er offentligt.
For det andet består medlemmer af Liberalisterne vid udstrækning af akademikere. Protesten mod det etablerede fra denne side bakkes således op af indsigter fra politiske tænkere - herunder mindst to nobelprismodtagere i form af F.A. Hayek[1] og Milton Friedman[2]. Det nye er, at akademikere i Danmark organiserer sig for at promovere liberalisme lige ud af posen.
Og bolden kunne teoretisk set rulle hurtigt, hvis Liberalisterne fik koblet sig til konkrete emner, som befolkningen i forvejen og i almindelighed forbinder med noget positivt, og som netop handler om liberalisme. - Eksempelvis frihandel (kontra EU’s landbrugsstøtte), fri konkurrence (vs. protektionisme) og ikke mindst skattetrykket; hvor Liberalisterne netop af de etablerede borgerlige partier må frygtes at blive brugt som en løftestang til at presse på med skattelettelser fra V, K og DF’s vælgere.
Når det gælder en kritisk indstilling til velfærdsstaten, EU og FN kan Liberalisterne også tilbyde en ganske konsistent og ensartet tilgang til sådanne institutioner i forhold til de nuværende partier. Det sidste emne er dog noget, der vil tage længere tid at forklare befolkningen, og som man derfor på det korte sigt bør holde sig lidt på afstand fra. Det er langt mere meningsfuldt at fokusere på idegrundlaget og principperne, og hvorfor man i denne forstand tilbyder noget andet.
De gamle partiers svaghed
Men der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at opbakningen til markedsøkonomien og også økonomisk internationalisme (globalisering) rent faktisk er stor i Danmark[3]. Og potentialet i at vinde stemmer ved at præcisere sammenhængen mellem velstand og markedsøkonomi er rent faktisk i vid udstrækning et uopdyrket territorium, hvor partimedlemmer i Liberalisterne vel at mærke ikke behøver at ”cleare” deres begejstring op imod andre og modstridende interesser i deres eget parti. Det sidste har netop været tilfældet i ikke mindst Venstre - jf. ikke mindst landbrugsstøtten. Hos Liberalisterne er der således ingen grund til at antage, at medlemmer vil ønske at bevare en særrettighed, mens man udadtil siger, at man har til hensigt at afvikle den, sådan som det desværre har vist sig at det forholder sig hos Venstre både med landbrugsstøtten og med erhvervsfremmestøtte generelt.[4]
Når det gælder den politiske tidsånd, burde Liberalisterne sagtens kunne formå at vende den eksisterende til deres egen fordel. Er Christiansborg ikke netop nu så absolut ”tæt på konsensus” og på ensartethed, som man kan komme? Og er dette ikke noget, der fylder en god del af befolkningen med lede, og gør dem modtagelige overfor noget andet? Hvis politik virkelig er så vigtigt, at det skal fylde stadigt mere af tilværelsen for selv de upolitiske,[5] hvorfor handler en så stor del af politikken så bare om markeringer, ”spin”, kortsigtede positioneringer, signaler, ”prøveballoner” og lignende?
Med andre ord: Samfundet er blevet politiseret, mens de politiske ideer og principperne i vid udstrækning er forsvundet fra Christiansborg. Alle problemer udråbes således til at være politiske, men ingen af de etablerede politiske partier synes at tilbyde noget bestemt. At man som islamist kan finde på at søge optagelse, og forsøge karriere i henholdsvis Enhedslisten og det Konservative Folkeparti vidner således om, at tolerance overfor andres ideer i dag har nået hidtil usete højder, hvor alle politiske grænser og skel er nedbrudt, og hvor de politiske pejlemærker internt i partierne derfor er i vid udstrækning er blevet udviskede.[6]
Konsekvensen er, at de nuværende partier skal passe på ikke at miste stemmer til flere af deres nabopartier, eftersom enkeltsager og detaljer spiller en stadigt større rolle. En person, en dårlig sag, et uigennemtænkt formulering kan derfor ødelægge meget, eftersom det overordnede – principperne og ideerne - er blevet underordnet. (Og det er i øvrigt også en af grundene til at Ny Alliance med ikke ret meget substans kan gå ind og ifølge meningsmålinger skabe frygt for en ændring af det eksisterende partibillede).
Men interessen for ideer og principper er under ingen omstændigheder forsvundet ude i samfundet. Denne tilstand betyder derfor også, at et parti med et stærkt koncept netop kunne vinde meget fra de andre forholdsvist hurtigt, ved at tilbyde den samme ideologisk konsistente vare uanset personer, slipsefarve og stil. Til dette kræves dog naturligvis som udgangspunkt, at der kan skabes tilstrækkelig opbakning til selve konceptet og ideen, som man promoverer. Det er et langtidsprojekt. Men pludselig kunne det ensartede så stå overfor noget, der var radikalt anderledes, og som dermed i bedste fald (alt efter brillerne der ser) formåede at vælte den gamle dagsorden og sætte en ny.
Personfiksering
I sidste instans handler ovenstående ganske vist også om markedsføring. Det handler dog ikke om at tilbyde personer, men primært ideer og principper, der er abstrakte - men som samtidig har praktiske konsekvenser. Dette kunne netop være den styrke som Liberalisterne kunne gøre til deres egen, præcis fordi det efterhånden er gået hen og blevet samtlige af de ”nedgravede” partiers svaghed at man ikke længere kan se en klar ideologisk profil.
Det overfladiske fokus skinner derfor også tydeligt igennem i mantraerne fra medierne og de garvede politiske analytikere, hvor sympatien ligger hos det bestående: Liberalisterne har ingen karismatiske personer! De er ufolkelige! (Eller: Partiets stifter er ansat i en bank!) I Weekendavisen brugte man således en halv avis side på at lede efter den manglende karismatiske frontfigur, som ellers har været det, der har kendetegnet de sidste mange årtiers protestpartier. Det forunderlige er blot, at lige så snart man fandt den pågældende person ville det – i overensstemmelse med tidsånden – sandsynligvis tilsvarende komme til at handle om, hvorvidt den pågældende i kraft af sin person nu kunne trække læsset eller ej; og hvorvidt han eller hun så også var karismatisk nok. Man har nu engang lært at substansen betyder så uendelig lidt.
Imidlertid har hverken islam eller økologismen – eller for den sags skyld socialisme – en bestemt person, der gør forskellen. Ideen om at personer er det vigtigste er simpelthen en moderne løgn, uanset hvor meget personfiksering, der præger medierne. Det værste, der kan ske for de indlejrede partier er samtidig, at dette går op for befolkningen. Staunings styrke var dermed også konceptet bag manden: At Stauning ville omfordele til fordel for vælgeren – takket være (socialistiske) teorier udviklet af nogle andre. Uden eksistensen af socialisme ville mange politiske demagoger aldrig have kommet til magten.
I vid udstrækning er det derfor også demagogernes fortjeneste, at liberalisme i en politisk henseende (men ikke økonomisk) har haft så ringe vilkår i Danmark: Liberalisme har rent faktisk aldrig konsistent er forsøgt markedsført i Skandinavien, heller ikke af dem, der har benyttet sig af liberalismens principper. I Venstre, hos de Radikale og de Konservative tog man det, man kunne bruge - uden at man syntes, man behøvede at revidere alt det andet, man gerne ville promovere. Det man beholdt handlede vel at mærke bare ikke dest fjerneste om økonomisk frihed - men ofte i stedet om det stik modsatte (diverse former for begunstigelse og protektionisme).
Så ideerne, principperne og det mere rendyrkede er derfor som udgangspunkt Liberalisternes styrke. Det er derfor logisk at der fra den anden side (en temmelig rød presse og de etablerede partier) fokuseres på det, man ser som svagheden: at man ikke har de dygtige sælgere.
For det fjerde, og beslægtet med det tredje punkt: Præcis når det gælder Liberalisternes politiske placering er det også værd at hæfte sig ved, at netop Venstre (liberalisterne med lille L) med Anders Fogh Rasmussen i spidsen - men også i kraft af Pia Kjærsgaards og Bendt Bendtsens midtersøgning - simpelthen har fjernet tilstedeværelsen af et parti på højrefløjen; sådan at der nu i vid udstrækning kun er midten - og det, der findes til venstre – tilbage. Pladsen inde på Christiansborg er derfor ledig. Spørgsmålet er derfor ikke, om Liberalisterne kan bidrage med noget, der ikke findes på de politiske hylder, men derimod udelukkende, om der er opbakning i befolkning til, at pladsen til højre, når det gælder Christiansborgpolitikken atter bliver besat.
Succes på kort sigt – og langt
Der er ydermere gode kortsigtede grunde til, at Liberalisterne kunne få opbakning til næste valg i kraft af protestfaktoren samt V, K og DF-vælgeres interesse i at bruge partiet som løftestang, når det især gælder skattetrykket og ønsket om lavere skatter.
På længere sigt er der derudover et potentiale, hvis Liberalisterne forstår at gøre liberalisme til noget nærværende og vedkommende, hvilket således handler om at bryde liberalismens image i Danmark, sådan som det er blevet opbygget navnlig siden 1970’erne af mennesker, der ikke ville liberalismen det noget godt.[7]
Når det gælder det kortsigtede mål, er det selvsagt en fordel at finde en stærk kommunikator, så hurtigt som overhovedet muligt. Men når det gælder den længere bane, kan den person, man vælger i dag, derimod hurtigt blive en hæmsko, når man skal forsøge at vokse og påvirke på det længere sigt. Indtil videre tyder noget dermed også på, at Liberalisterne selv - en smule uklogt - har ladet sig gribe af ovenstående personfiksering, når man betænker den misforståede promovering af Karsten Madsen[8]
Men hvad skal Liberalisterne gøre i en mere konkret forstand, hvis de vil vinde pladser i Folketinget til næste valg, og samtidig også gøre en forskel på den lange bane?
Det moralske argument om individets frihed
William Shatner spillede den ledende hovedrolle i de allerførste ”Star Trek”-episoder[9] tilbage i 1966-69. Flere årtier efter at Shatner var gået på pension fra sin rolle som James T. Kirk på rumskibet Enterprise svarede han meget præcist – og ret beskedent på, hvorfor tv-serien Star Trek blev en så langvarig succes, med produktionen af nye film og nye tv-serier selv fire årtier senere. Svaret lød i al sin nøgternhed at: Man kan gøre alt ud fra et koncept. Et koncept kan bære en serie. Dialogen kan være dårlig, skuespillerne ud af trit. Men hvis seeren får fat i konceptet, bliver man båret på den bølge.[10] Netop dette er den eneste forklaring på, at 60ernes lav-budget programmer - med masser af genbrug, og hvor de amerikanske seere blev udsat for masser af provokationer og eksperimenter - ikke førte til Star-Trek-seriens død: Ideen om jordens civilisation, der i form af et stjerne-skib udforsker og undersøger universet – men i lige så høj grad møder og reflekterer over sig selv (og hvor der er et stærkt fokus på videnskab og fornuft) - har derfor kunnet overleve selv de mest outrerede indslag. Det var med andre ord selve grundideen, der gjorde Star Trek til en langvarig og kommerciel succes.
Et andet stærkt ”koncept” er således ideen om det selvstændige og frie menneske, der har retten til at bruge sin egen fornuft, og – i kraft af den private ejendomsret – er givet mulighederne for at gøre det.
I denne kontekst er det derfor interessant, at Liberalisterne tilsyneladende ikke kun lægger sig op af den traditionelle ”praktiske skole” indenfor liberalismen, hvor man ignorerer normative og moralske spørgsmål; og hvor man fokuserer på at liberalisme øger ”samfundskagen”. Det sidste var noget som den borgerlige tænketank CEPOS især i begyndelsen fokuserede meget på med diverse rapporter, der tørt pegede på samlede ”velfærdsgevinster” ved at sænke skatterne og afregulere. Langt vigtigere i praksis for individers handlinger, også når de sætter deres kryds hvert fjerde år, er dog spørgsmålet om hvad der er rigtigt og forkert. Spørgsmålet her kunne dermed eksempelvis være om høje skatter og dermed udbredt konfiskation af borgernes midler i det hele taget er moralsk?
Meget tyder således på at en god del af Liberalisterne, er det man kalder for rettighedsliberalister, og altså ikke nytteliberalister. Den private ejendomsret og den økonomiske handlefrihed forsvares derfor ud fra moralske betragtninger ligeså meget som praktiske. I strid med David Hume[11] (1711-76) er ER og BØR dermed blevet splejset sammen.[12] Det praktiske anses derfor også for at være det moralske, og det moralske er så den centrale motivation for rettighedsliberalister.
Det har indtil videre derfor været en af liberalismens allerstørste svagheder, at den i modsætning til andre ’ismer kun i meget ringe grad forholdt sig til den moralske side af sagen, for det gør som bekendt såvel kristelige, socialistiske og konservative tilgange til politik. Og tilsvarende vil det derfor være en styrke, at man meget eksplicit fokuserer på spørgsmålet. I det nye partis principprogram kan man da også læse konstateringen:
At eje sig selv og at være et frit menneske er to sider af samme sag. Hver enkelt har ejendomsret til sin egen person. Deraf følger frihedsrettighederne som åndsfrihed, trosfrihed, ytringsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse, søge arbejde osv. Også retten til resultatet af ens eget arbejde følger af ejendomsretten til sin egen person. Beskyttelsen af den private ejendomsret er derfor ikke alene en forudsætning for et åbent samfund baseret på en fri markedsøkonomi, men også udgangspunktet for beskyttelsen af hver enkelt individs frihed og rettigheder som menneske […] Den enkelte ved bedst, hvad der er i vedkommendes egen interesse. Lykke og velfærd skabes af den enkelte og ikke af staten.
Med ovenstående er man, hvis man tør forfølge ideen om at hvert enkelt individ har retten til sit eget liv, derfor godt på vej til at bygge et koncept op, der kunne gøre en reel forskel i dansk politik, hvor liberalisme pludselig ikke er noget abstrakt og samfundskage-agtigt, men i stedet handler om forudsætningen for det gode liv – hvilket ikke mindst handler om retten til at forfølge sine egne ideer om dette liv.
Dermed ikke sagt at der ikke er masser af moraliserende retorik at finde hos alle de andre partier. Men typisk bruges moral som et redskab til at tale skatterne op, hvor ovenstående moral (der findes i rettighedsliberalismen) kun kan bruges til at tale skatterne ned. Hvis Liberalisterne således formår at formidle en ny og klar opfattelse af ikke bare hvad økonomisk frihed er, men også hvorfor frihed er noget, som man BØR forsvare i en moralsk henseende, kan de på længere sigt så også formå at sætte en helt ny dagsorden i dansk politik.
På den ene side skal man i kraft af denne udfordring så pege på nogle forbindelser mellem forskellige begreber, som ikke tidligere er set i politik – herunder sammenhængene mellem fornuft, moral og individuel frihed. På den anden skal man tilsvarende nedbryde nogle fordomme om, at liberalisme skal forbindes med - eller afbalanceres af - nogle andre typer af ’ismer, ’domme og koncepter. Det er netop det sidstnævnte, de traditionelle borgerlige partier har gjort.
Denne ”vare” – det vil sige dette politiske koncept - sælger imidlertid under ingen omstændigheder sig selv, og vil også kræve af en slags tilgang til hvad der er liberalisme vinder over en anden.
Flere vil imidlertid mene at det netop er i retning hen imod rettighedsliberalismen, at liberalismens teoretiske bagland i almindelighed har bevæget sig i Danmark, eksempelvis hvis man ser på, hvad der findes i kraft af de frihedsorienterede grupperinger, der er udsprunget navnlig af miljøet omkring foreningen Libertas[13] - i form af Cepos, Punditokraterne, Liberator, m.fl. (herunder også hvad man kan finde i Venstres og Konservativ Ungdom) – samt også den nye borgerlige netavis 180grader.dk.[14] Libertas var som det første skridt en sluttet kreds med et næsten rent teoretisk fokus, hvor de nye grupperinger, der opstod omkring tusindskiftet er blevet mere udadvendte og aktive i medierne (og med 180grader.dk er der så også kommet et decideret liberalistisk medie). Nu er der så etableret et politisk parti, det netop baserer sig på de tænkere, der blev præsenteret via Libertas.
Sjovt er det derfor, at der fra der fra dagbladet Informations side gøres en del anstrengelser for at pointere at den rene liberalisme er stendød, og at det med at mennesket er et mål i sig selv er noget fis[15], mens ideerne fra Libertas-miljøet, hvor man mildt sagt er uenig i dette, breder sig til en stadigt større kreds.
Frihed handler nu engang om respekt for det enkelte menneske, og om retten til at man kan gå sine egne veje ikke mindst i kraft af den private ejendomsret. Det er derfor dén grundlæggende idé, Liberalisterne bør sprede – mere end diverse programmer og tekniske forslag. Vælger man således at tage afsæt i principprogrammets passage om at mennesket ejer sig selv og har retten til sit eget liv, ligger der derfor af samme grund en mulighed for med det samme at skabe interesse hos dem, der i forvejen ønsker at rettighedsspørgsmålene, de principielle, og normative diskussioner kommer længere frem i den politiske debat.
Kampagnen mod Venstre
At promovere den private ejendomsret ud fra et moralsk afsæt er derfor også den værdikamp, Venstre skulle have ført efter valgsejren i 2001. Anbefalingen er derfor, at man netop tager dette rettighedsliberalistiske afsæt, og at man derefter som det primære går efter kritikken af Venstre, som netop er det parti, der mere end noget andet har bidraget til at fjerne forskellene mellem partierne på Christiansborg. Venstre må derfor tage en god del af ”æren” for, at politik er blevet noget teknokratisk, uinteressant og samtidig som det værste grænseløst. Og selv i Venstre ved man lige som alle andre steder, at flanken til det frihedsorienterede højre er den eneste flanke, man indtil videre ikke har bekymret sig om at dække.[16]
Frem til det næste valg bør man derfor fokusere på netop de emner, som gør at utilfredse elementer kunne forventes at bruge Liberalisterne enten som en generel protestmulighed eller som en konkret løftestang, når det gælder spørgsmålet om skattelettelser. Proteststemmerne i den forbindelse kan vel at mærke hentes så langt til venstre som de Radikale - men hvis man er meget dygtig også hos de socialdemokratiske vælgere, der er bevidste om at Liberalisterne har et slægtsfælleskab med ”Rygerpartiet”: i ønsket om at reducere graden af politisk indblanding, som der også på venstrefløjen efterhånden må være vælgere, der finder overdrevet. De på venstrefløjen (tilhængere af forskellige former for decentralisering), der ikke tror at oppositionen kan vælte V&K, kunne derfor søge at modvirke det topstyrede ved således at sende liberalistiske systemkritikere ind på borgen, og på denne måde smide grus i det konservative/borgerlige velfærds-maskineri.
Fokus bør derfor være på det, der indtil 2001 var Venstres mærkesager: på kritikken af Systemdanmark, på skattetrykket og på den offentlige sektors stigende indblanding i borgernes liv. Det nye - i modsætning til Venstre før 2001 – bør så være, at man går bort fra at forsvare sine synspunkter med ”uhensigtsmæssighed” ved statslig indblanding, og at man i stedet betoner at borgerne har ret til at leve deres eget liv, uden at blive opdraget på - af selvbestaltede formyndere, der vil udstikke retningslinier for sundheden, kulturen, om hvorvidt trafikken skal være individualiseret eller kollektiv, eller på hvor meget man må tjene og så videre.
Dette overordnede fokus, der tager afsæt i et klart formuleret koncept, vil så også kunne give partiets medlemmer friheden til at agere selvstændigt, og selv rejse sager uden at de skal frygte for ”venskabelige partikammeratlige samtaler” med ledelsen. Et godt koncept (jf. også Shatners bemærkning om Star Trek) kan sagtens klare sig uden topstyring, netop fordi nogle konsistente tanker sikrer, at det er det samme budskab, der kommer igennem - uanset hvad emnet så i det konkrete drejer sig om.
I kraft af konceptet bør det, man fokuserer på, derfor også være at påpege at rigdommen, der er skabt i Danmark - såvel som den rigdom der er skabt i Hong Kong, Schweiz, USA, Australien eller New Zealand - er skabt i kraft af den økonomiske frihed, der er sikret takket være netop den ideologiske liberalisme. Det handler om at påpege, at denne frihed ikke mindst handler om individets ret til at forfølge sine egne drømme og ideer om det gode liv; og dermed også at selvstændige og stærke kulturer, de netop er frie kulturer.
Tidligere bragt i Nyhedsmagasinet RÆSON
Henvisninger:
[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Friedrich_Hayek , Bestyrelsesmedlem René Andreasen om F.A. Hayek
[2] http://en.wikipedia.org/wiki/Milton_friedman , Partiets stifter Torben Mark Petersen om Milton Friedman.
[3] Hvis man ønsker et eksempel på en stærk fortaler for globalisering anbefales den svenske forfatter og journalist Johan Norberg som man kan opleve her.
[4] Den korte måde at sige dette på er at liberalisterne i høj grad mener det, de siger.
[5] Jf. skattetrykket, den voksende mængde lovgivning, og omfanget af den offentlige sektor.
[6] Aktuelt har de konservative dog vist, at der dog er nogle grænser ved klogeligt at ekskludere en islamist.
[7] Det sidste handler også om at sætte liberalisme ind i en anden kontekst end de, der indtil videre har benyttet sig af liberalismen, har sat den i: For blot at nævne et lille eksempel har de konservative syltet liberalisme ind i nogle helt bestemte værdier, der ikke nødvendigvis har noget som helst med liberalisme at gøre, såsom at liberalisme skulle være specielt forbunden med Kristendom, eller at liberalisme som det primære ikke handler så meget om individet, mere end hvad konservative har af ideer om korporativ ”samfundsnytte”, hvor økonomisk frihed så bliver noget, der afbalanceres op i mod det modsatte. Tilsvarende har de Radikale bidraget til at fremstille liberalisme, som noget der var kulturløst, hvor de kulturelle værdier, så skulle komme i kraft af noget, der tilsvarende var en anti-tese til liberalisme: Det vil sige at staten via funktionærer skulle folkeopdrage, tage vare på og sørge for befolkningen; og hvor markedet så kunne få lov til at levere goderne dér hvor staten ikke havde monopoliseret udbuddet. Som det sidste Christiansborg-parti har man nu også i Venstre valgt at købe ind på ideen om at økonomisk frihed er noget, der skal holdes i stramme tøjler; men heller ikke her har man på noget tidspunkt været særligt konsistent.
[8] Misforståelsen ligger blandt i, at Karsten Madsen slet ikke ville promoveres eller kendes ved Liberalisterne
[9] http://en.wikipedia.org/wiki/Star_trek
[10] Citatet er fra et dokumentarprogram fra 2004 med titlen ”Sci-Fci-Visionaries”.
[11] http://en.wikipedia.org/wiki/David_Hume. Ayn Rand skriver om sammenhængen mellem viden/fakta og værdier (ER og BØR) følgende: "In order to live, man must act; in order to act, he must make choices; in order to make choices, he must define a code of values; in order to define a code of values, he must know what he is and where he is – i.e. he must know his own nature (including his means of knowledge) and the nature of the universe in which he acts – i.e. he needs metaphysics, epistemology, ethics, which means: philosophy. He cannot escape from this need; his only alternative is whether the philosophy guiding him is to be chosen by his mind or by chance". Ayn Rand (“Philosophy and Sense of Life,” 1966, jf link).
[12] Dette har netop været liberalismens store traditionelle svaghed: At den kunne levere ”varen” (økonomisk velstand), men ikke forklare om det var godt eller skidt. Kapitalisme blev dermed regnet for at være praktisk, men ikke nødvendigvis et retfærdigt system. Siden ”Er og bør” blev adskilt af David Hume har ingen, der forsvarede den økonomiske frihed derfor været i stand til konsistent at forsvare den også på et normativt endsige filosofisk grundlag. - Liberalister kunne derfor forklare at kapitalisme førte til øget velstand for alle. Men hvis nogen (socialister) sagde at lighed var vigtigere end generelt stigende velstand med en vis ulighed, eller at det gode bestod i ikke at påvirke og forandre naturen, så havde liberalisterne ikke noget at svare tilbage - i kraft af den manglende normativitet. Det har de vel at mærke i dag blandt andet takket være forfatter-filosoffen Ayn Rand, som Liberalisterne henviser til på deres hjemmeside.
[13] Besøger man http://www.libertas.dk , der er en forening, der blev oprettet i 1986 kan man således se, at fokus ikke er på at økonomisk frihed skaber velstand, men netop på at det gode er, at man har frihed til at forfølge sine egne mål. Det er dermed mennesket og dets ret til at være fri, og ikke det økonomiske system (og utilitarisme), der står i centrum.
[14] Når man i Venstre lovede, at man ville føre værdikamp, så var det således forventningen, at man ville høre noget der blot mindede lidt om et forsvar for individets ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv. I stedet har retorikken om samfundsnytte og sammenhængskraft været dominerende. Og liberalisme har i vid udstrækning mest af alt været brugt som et lokkemiddel, der sikrede baglandets opbakning til en midtersøgende politik., som mange troede var at forstå som en kortsigtet og taktisk manøvre. Men i dag kan man ikke høre en Venstreminister uden en uopfordret lovprisning af velfærdsstaten. De borgerlige partier har dermed i kraft af denne retorik flyttet Danmark tættere på et korporativt, ensrettet og ikke mindst statsdomineret samfund end det var før 2001, hvor der i kraft af Venstre var nogle, der ville reducere statens indblanding. Det korte svar på hvorfor i denne henseende kunne simpelthen være, at selv om Anders Fogh Rasmussen skulle have ønsket sig dette (jf. hans egne bidrag i Libertas og med ”Fra socialstat til minimalstat”, så formåede han ikke at ændre et parti, med så indgroede politiske traditioner for at søge magten på frihedens bekostning, som de der - trods det gode der kan siges om partiet - kendetegner Venstre).
[15] Henholdsvis Rune Lykkeberg citeret efter hukommelsen og Georg Metz.
[16] Her kunne forhalingen hvad angår godkendelse af partinavnet derfor også ses som et udslag af en slags desperation fra Venstres side.
1. august 2007
Ideologier kan ikke ignoreres
”Ideologi er ikke noget man skal skamme sig over eller erklære stendød,” sagde socialdemokraten Henrik Sass Larsen den 1. maj, ifølge den borgerlige internetavis 180grader.dk. Det gjorde han med henvisning til tidligere statsminister Poul Schlüters bemærkning om, at "ideologi er noget bras", hvilket Sass Larsen mente var en indstilling den nuværende regering havde taget til sig.
Hvis noget er ”ideologisk”, regnes det dog i almindelighed ofte uden for det gode selskab, men i vid udstrækning også som uden for indflydelse.
Men hvad nu hvis det er ideologierne, det vil sige ”de rene varer”, der rent faktisk er styrende for den politiske adfærd også inde på midten? Ville det rent faktisk ikke være fair, at sige, at midterpartierne manøvrer i kraft af de pejlemærker som polerne, de ideologiske fikspunkter, i politik udgør? For hvordan kunne man i grunden agere politisk uden disse poler?
Det skal således være påstanden at ideologierne i sidste instans rent faktisk er de pejlemærker, som er udslagsgivende for den politiske adfærd. Det betyder ikke nødvendigvis at man orienterer sig efter hvad der aktuelt skrives på aktuelle eksisterende ideologiske fora, men at man ikke desto mindre som mainstream alligevel lægger sig mellem de dominerende (historisk betydningsfulde) politiske ideologier, som de findes. Det betyder derfor også, at disse i realiteten har stor relevans (hvad der i det følgende vil fremstå som en underdrivelse) også for dem inde på midten i dansk politik.
Uden ideologi ingen politik
I virkeligheden er det ikke så vanskeligt at sandsynliggøre påstanden om at de rendyrkede ideologier spiller en stor og uomgængelig rolle for alle, der handler og taler politisk.
Som tankeeksperiment kan man simpelthen blot fjerne ideologierne. Man kan således forestille sig en verden uden socialisme, liberalisme, islamisme, kristendom, samt den ideologi, der proklamerer bekymring for menneskets omgivelser, de grønnes ideologi; den som nogle kalder ”økologisme”.
For hvad er der i så fald tilbage? Hvad skulle det Radikale Venstre i givet fald så være et kompromis imellem? Hvad ville de kompromissøgende forsøge at bøje ind i mod hinanden, hvis der ikke var socialistiske og liberalistiske indfaldsvinkler til at begynde med?
Partiet Venstre ville i så fald tilsvarende ikke have et ideologisk bagland. For dette bagland holder i vid udstrækning netop de liberalistiske principper i hævd. Venstre ville blot heller ikke have nogle neo-socialdemokrater, der tilsyneladende (som Claus Hjort Frederiksen) knuselsker velfærdsstaten i partitoppen.
Og uden socialisme så ingen ”velfærdsstat”: Socialdemokratiets mission var som bekendt at indføre socialisme via de små skridts vej, fra og med slutningen at 1800tallet. Denne lighedsfikserede ideologi er i kraft af tankeeksperimentet også væk. Derfor ville man tilsvarende ikke kunne have bevæget sig i denne (socialistiske) retning.
Men hvor søren ville man så have bevæget sig hen, uden en blanding af religiøse og verdslige ideologier; det vil sige uden et eller andet miks af kristendom, ateisme, socialisme, liberalisme m.v.? Og ville en verden uden ideologier i så fald være mere civiliseret?
Her skal man, hvad angår det sidste spørgsmål, være varsom med at skære alle ideologier over en kam. For nogle ideologier har haft ekstremt positive konsekvenser, og andre særdeles negative.
Derfor har Sass-Larsen ikke helt ret i sin påstand foroven. Nogle ideologier skal man skamme sig over. Der er blot ikke enighed om hvilke.
Men svaret på hvad der ville være uden nogle ideologier overhovedet, ville vel at mærke være: - ingen som helst civilisation; det vil sige ingen i absolut og altså ikke i relativ forstand.
For ideologier er netop pejlemærker for bevidst adfærd. De er produkter af tænkning og idé-formulering. Og hvis der ingen ideologier var overhovedet ville det simpelthen skyldes et totalt fravær af ideer. Ideologier er dermed en slags delmængde af ideernes verden; eller mere simplificeret. Ideologier er formaliserede og derfor let salgbare politiske ideer. Det er deres udbredelse og popularitet (forstået som tilslutning), der er årsagen til deres afgørende verdenshistoriske rolle.
De laverestående dyr (altså alle dyr, der står under mennesket) har således ingen ideologier - af den grund, at de ikke har nogen idéudvikling. De har således ikke ideologier, fordi de ikke er bevidste og refleksive, men i stedet handler per instinkt. Vores mindre kløgtige medskabninger har derfor hverken holdninger eller moral på nogen måde, der kan sammenlignes med menneskers. Og det er præcis moral og holdninger som de politiske ideologier bygger på, selv om ideologier som sådan ganske vist er formaliserede og simplificerede – i modsætning til mere originale ideer.
Ideologier er således politiske tankesystemer, hvor nogle så er nyttige og dermed fremmende for den menneskelige adfærd, og hvor andre i praksis har vist sig at være meget destruktive. At afskrive ideologier som sådan, vil derfor svare til, at man også giver afkald på moralske retningslinier - og i sidste instans samtidig på fornuft og bevidsthed.
Bevidste væsener udvikler således retningslinier, når de bevidst sætter sig nogle mål. Værdier, ideologier, moral og principper er nu integrerede og mere eller mindre konsistente opstillede mål (standarder) for adfærden, som det derfor er nødvendigt for bevidste væsner at formulere. Moral og etik fortæller os hvad vi bør gøre – her og nu. Vi handler dermed ud fra vores moralske ideer – eller også handler vi ud fra nogle andres. Men disse mål og ideer bliver ikke desto mindre opstillet, og man kan derfor vælge mellem dem. De findes og man ved de findes. Så ingen handler bare, det vil sige så snart man når et vist intelligens-niveau (Det er dog klart at svært hjerneskadede eller nyfødte ikke handler moralsk, men de kan som bekendt heller ikke klare sig uden hjælp fra deres mere intelligente omgivelser).
Man kan derfor godt lade som om ideologier ikke findes, - men det gør de. Man kan tilsvarende hævde at ideologier er ”noget bras” (typisk de aktuelt eksisterende ideologier – og måske var det i virkeligheden blot nogle aktuelle og bestemte ideologier som Poul Schlüter i sin tid – og med god grund - ikke brød sig om). - Men man kommer ikke uden om dem.
Ideologiernes rolle i dansk politik er derfor i høj grad undervurderet. Og at undervurdere ideologierne – herunder også de religiøse ideologier - er vel at mærke lige så politisk farligt, som at vælge de forkerte ideologier og derefter føre destruktive ideologiers doktriner ud i livet.
For når man ignorerer ideologierne, så ignorerer man blot at andre mennesker handler ideologisk. Man kan derfor ikke afskrive hverken ideernes betydning eller ideologierne. Man må i stedet konfrontere dem, og eventuel demonstrere deres skadelighed og rationelle ugyldighed. Tilsvarende må man, for at kunne vælge rigtigt og finde frem til en positiv ideologi, bruge sin fornuft - og ikke lade følelserne råde. (Mere herom senere.)
En håndfuld ideologier har spillet afgørende roller i verdenshistorien
Hvis læseren efter at have gransket denne kommentar derefter pligtskyldigt sætter sig ind i den vestlige verdens mest dominerende og betydningsfulde ideologier, som de findes i kraft af liberalisme, socialisme, nationalisme, kristendom, islamisme, buddhisme med mere, skal det derfor være påstanden, at man i kraft af sådan et studie ikke længere vil kunne nævne blot et eneste politikforslag eller en lov, der ikke kan føres tilbage til en politisk ideologi, eller som kan beskrives som et kompromis mellem to konfliktende ideologier med dertil hørende værdikodekser.
Hvad med et trafikalt emne måske, eventuelt opstillet af den allermest teknokratiske og selvudslettende politiker, der på ”pragmatisk” vis blot vil det bedste for borgerne uden bagtanker af nogen art? - Er et sådant forslag ikke aldeles blottet for ideologi? Spørger man imidlertid ind til motivationen og baggrunden for det konkrete forslag finder man ikke desto mindre hurtigt ud af, at ideologier (i kraft af at være baseret på moralske ideer, der er uomgængelige) vil have spillet en rolle for forslagets tilblivelse: Handler det konkrete forslag om liberalisering eller nationalisering? Fører forslaget til mere marked eller mere stat? Mener forslagsstilleren at infrastrukturen skal udvikle sig via markedets dynamik eller via planlægning fra oven? Eller noget midt i mellem? Man vil således hurtigt opdage, at ideologierne; det vil sige ideerne om hvad der er den rigtige politiske retning at bevæge sig hen imod, gemmer sig lige under overfladen.
Politikeren foroven vil med sit forslag - anset hvor selvudslettende og apolitisk vedkommende synes at være - netop ”det bedste”. - Og ideerne om hvad der er det bedste, må han nu engang have fra moralens verden: så hvad er det i praksis for nogle ideer, han bygger sine ideer om det bedste på? Er forslagsstillerens grundlæggende udgangspunkt således eksempelvis, at han vil øge velstanden og produktiviteten; – eller omvendt, at vil han reducere forbruget, og forfølge en ide om ”nulvækst”, som de grønne? Selvfølgelig vil sådanne grundlæggende indstillinger derfor også bestemme den daglige adfærd, og de opgaver man som teknokrat og bureaukrat gerne vil beskæftige sig med. (Mængden af teknokrater skyldes i øvrigt i sig selv også bestemte politiske ideologiers indflydelse.)
Grunden til at man ikke tror, at der er ideologiske betoninger bag hverdagens cirkulærer og direktiver skyldes imidlertid netop, at man tror at nogle mennesker handler ”værdifrit”. Men adfærden er ikke desto mindre bestemt af ideer om, hvad der er det gode. Mennesket handler moralsk, eftersom det er et bevidst og refleksivt væsen. Og derfor handler det også i et eller andet omfang ideologisk (det vil sige i kraft af nogle formaliserede ideer).
Derfor kan man stort set altid henføre et hvilket som helst politisk forslag til at bygge på en bestemt og kendt værdi. (Også fordi de færreste selvudslettende og teknokratiske politikere kan forventes at abonnere på helt unikke og originale værdi-kodekser).
Med andre ord – ingen politik (og heller intet teknokrati) uden ideologi. Der findes simpelthen ingen ”værdifri handlinger” af betydning foretaget af mennesker, i det omfang at der er tale om bevidste mennesker og ikke søvngængere (eller svært hjerneskadede). Der findes derfor tilsvarende ingen værdifri (og neutral) politik. Uden ideologier ville der derfor ingen politik være i det hele taget. Men der ville som nævnt tilsvarende ikke være nogen industrialisering og produktivitet: For det var også en bestemt ideologi, der sikrede de rammer der var nødvendige for, at produktivitet og kreativitet blev sat fri i begyndelsen af 1800-tallet. Denne sidstnævnte ideologi var og er den politiske liberalisme.
Fornuften har også en ideologi
Ideologier kan derfor også være fornuftsbaserede. Og fornuften kan derfor også have sin egen ideologi indenfor et givent område – herunder det politiske.
Så hvorfor er liberalismen, som det påstås her, fornuftens ideologi indenfor det politiske område? Det er liberalismen, eftersom den politisk sikrer, at individet kan bruge sin fornuft i praksis:
Liberalismen er den ideologi, der promoverer individuelle frihedsrettigheder, det vil sige tros-, tænke-, tale-, skrive- og handlefrihed generelt, og som samtidig forsvarer den private ejendomsret, der sikrer at man kan profitere af sine ideer og tanker i virkelighedens verden. Det er kombinationen af disse rettigheder, der er altafgørende for, at det kan betale sig at tænke og lægge planer for fremtiden.
Den private ejendomsret sikrer dermed at ideer kan realiseres. Læg derfor mærke til at ideerne er primære, og ikke de liberalistiske institutioner (som tværtimod er noget der følger efter). Det som den private ejendomsret gør er efterfølgende ganske væsentligt: at sikre incitamentet til handling og tænkning. Men tænkningen kommer ikke desto mindre først. Nogen har som udgangspunkt i tidernes morgen bestemt sig for at insistere på retten til at handle frit baseret på egen selvstændig tænkning, og derefter drage den praktiske nytte af at gøre det.
Ovenstående er derfor hvad der menes med at liberalismen er fornuftens ideologi: Ideologien (de formaliserede ideer om politisk og økonomisk frihed) sikrer at fornuften sættes fri, sådan at mennesker kan bruge deres fornuft til at skabe og producere.
Menneskets natur og menneskets moral
I indledningen blev det ikke desto mindre også påpeget, at ideologier bygger på moral og etik.
Så hvad er det for en moral, som liberalismen bygger på? Denne moral kan i al korthed præsenteres under overskriften ”oplyst egeninteresse”. Under dette kodeks er der en stærk sammenhæng mellem menneskets natur og dets behov for frihed til at handle, og så dets behov for en moral, der sikrer dette i praksis. Det primære er derfor behovene for en moral, der sikrer, at mennesket kan overleve og forbedre sit eget liv.
Den oplyste egeninteresse som et moralkodeks, fastslår således individets ret til at sikre sin egen overlevelse og forfølge de konkrete delmål, der bidrager til den overordnede målsætning om livsopretholdelse. Kort sagt har man derfor ret til sin frihed og til sin retmæssigt erhvervede ejendom, fordi man har ret til at være et menneske, og ret til at forbedre sine egne livsvilkår. Dette kaldes også for rettighedsliberalisme. Og det er dermed en ideologi, der bygger på identifikation af menneskets natur og integration mellem menneskets behov og virkelighedens præmisser.
Tilhængere vil derfor sige, at der med rettighedsliberalismen er tale om en rationel og logisk ideologi. Og i så fald er der - jævnfør Sass-Larsens indledende bemærkning - ingen grund til at skamme sig over at være liberalist.
Omvendt bør Sass-Larsen se nærmere på hans eget partis ideologiske grundlag. For socialismens forhold til individets frihed er en ganske lang og æreløs affære.
Hvis noget er ”ideologisk”, regnes det dog i almindelighed ofte uden for det gode selskab, men i vid udstrækning også som uden for indflydelse.
Men hvad nu hvis det er ideologierne, det vil sige ”de rene varer”, der rent faktisk er styrende for den politiske adfærd også inde på midten? Ville det rent faktisk ikke være fair, at sige, at midterpartierne manøvrer i kraft af de pejlemærker som polerne, de ideologiske fikspunkter, i politik udgør? For hvordan kunne man i grunden agere politisk uden disse poler?
Det skal således være påstanden at ideologierne i sidste instans rent faktisk er de pejlemærker, som er udslagsgivende for den politiske adfærd. Det betyder ikke nødvendigvis at man orienterer sig efter hvad der aktuelt skrives på aktuelle eksisterende ideologiske fora, men at man ikke desto mindre som mainstream alligevel lægger sig mellem de dominerende (historisk betydningsfulde) politiske ideologier, som de findes. Det betyder derfor også, at disse i realiteten har stor relevans (hvad der i det følgende vil fremstå som en underdrivelse) også for dem inde på midten i dansk politik.
Uden ideologi ingen politik
I virkeligheden er det ikke så vanskeligt at sandsynliggøre påstanden om at de rendyrkede ideologier spiller en stor og uomgængelig rolle for alle, der handler og taler politisk.
Som tankeeksperiment kan man simpelthen blot fjerne ideologierne. Man kan således forestille sig en verden uden socialisme, liberalisme, islamisme, kristendom, samt den ideologi, der proklamerer bekymring for menneskets omgivelser, de grønnes ideologi; den som nogle kalder ”økologisme”.
For hvad er der i så fald tilbage? Hvad skulle det Radikale Venstre i givet fald så være et kompromis imellem? Hvad ville de kompromissøgende forsøge at bøje ind i mod hinanden, hvis der ikke var socialistiske og liberalistiske indfaldsvinkler til at begynde med?
Partiet Venstre ville i så fald tilsvarende ikke have et ideologisk bagland. For dette bagland holder i vid udstrækning netop de liberalistiske principper i hævd. Venstre ville blot heller ikke have nogle neo-socialdemokrater, der tilsyneladende (som Claus Hjort Frederiksen) knuselsker velfærdsstaten i partitoppen.
Og uden socialisme så ingen ”velfærdsstat”: Socialdemokratiets mission var som bekendt at indføre socialisme via de små skridts vej, fra og med slutningen at 1800tallet. Denne lighedsfikserede ideologi er i kraft af tankeeksperimentet også væk. Derfor ville man tilsvarende ikke kunne have bevæget sig i denne (socialistiske) retning.
Men hvor søren ville man så have bevæget sig hen, uden en blanding af religiøse og verdslige ideologier; det vil sige uden et eller andet miks af kristendom, ateisme, socialisme, liberalisme m.v.? Og ville en verden uden ideologier i så fald være mere civiliseret?
Her skal man, hvad angår det sidste spørgsmål, være varsom med at skære alle ideologier over en kam. For nogle ideologier har haft ekstremt positive konsekvenser, og andre særdeles negative.
Derfor har Sass-Larsen ikke helt ret i sin påstand foroven. Nogle ideologier skal man skamme sig over. Der er blot ikke enighed om hvilke.
Men svaret på hvad der ville være uden nogle ideologier overhovedet, ville vel at mærke være: - ingen som helst civilisation; det vil sige ingen i absolut og altså ikke i relativ forstand.
For ideologier er netop pejlemærker for bevidst adfærd. De er produkter af tænkning og idé-formulering. Og hvis der ingen ideologier var overhovedet ville det simpelthen skyldes et totalt fravær af ideer. Ideologier er dermed en slags delmængde af ideernes verden; eller mere simplificeret. Ideologier er formaliserede og derfor let salgbare politiske ideer. Det er deres udbredelse og popularitet (forstået som tilslutning), der er årsagen til deres afgørende verdenshistoriske rolle.
De laverestående dyr (altså alle dyr, der står under mennesket) har således ingen ideologier - af den grund, at de ikke har nogen idéudvikling. De har således ikke ideologier, fordi de ikke er bevidste og refleksive, men i stedet handler per instinkt. Vores mindre kløgtige medskabninger har derfor hverken holdninger eller moral på nogen måde, der kan sammenlignes med menneskers. Og det er præcis moral og holdninger som de politiske ideologier bygger på, selv om ideologier som sådan ganske vist er formaliserede og simplificerede – i modsætning til mere originale ideer.
Ideologier er således politiske tankesystemer, hvor nogle så er nyttige og dermed fremmende for den menneskelige adfærd, og hvor andre i praksis har vist sig at være meget destruktive. At afskrive ideologier som sådan, vil derfor svare til, at man også giver afkald på moralske retningslinier - og i sidste instans samtidig på fornuft og bevidsthed.
Bevidste væsener udvikler således retningslinier, når de bevidst sætter sig nogle mål. Værdier, ideologier, moral og principper er nu integrerede og mere eller mindre konsistente opstillede mål (standarder) for adfærden, som det derfor er nødvendigt for bevidste væsner at formulere. Moral og etik fortæller os hvad vi bør gøre – her og nu. Vi handler dermed ud fra vores moralske ideer – eller også handler vi ud fra nogle andres. Men disse mål og ideer bliver ikke desto mindre opstillet, og man kan derfor vælge mellem dem. De findes og man ved de findes. Så ingen handler bare, det vil sige så snart man når et vist intelligens-niveau (Det er dog klart at svært hjerneskadede eller nyfødte ikke handler moralsk, men de kan som bekendt heller ikke klare sig uden hjælp fra deres mere intelligente omgivelser).
Man kan derfor godt lade som om ideologier ikke findes, - men det gør de. Man kan tilsvarende hævde at ideologier er ”noget bras” (typisk de aktuelt eksisterende ideologier – og måske var det i virkeligheden blot nogle aktuelle og bestemte ideologier som Poul Schlüter i sin tid – og med god grund - ikke brød sig om). - Men man kommer ikke uden om dem.
Ideologiernes rolle i dansk politik er derfor i høj grad undervurderet. Og at undervurdere ideologierne – herunder også de religiøse ideologier - er vel at mærke lige så politisk farligt, som at vælge de forkerte ideologier og derefter føre destruktive ideologiers doktriner ud i livet.
For når man ignorerer ideologierne, så ignorerer man blot at andre mennesker handler ideologisk. Man kan derfor ikke afskrive hverken ideernes betydning eller ideologierne. Man må i stedet konfrontere dem, og eventuel demonstrere deres skadelighed og rationelle ugyldighed. Tilsvarende må man, for at kunne vælge rigtigt og finde frem til en positiv ideologi, bruge sin fornuft - og ikke lade følelserne råde. (Mere herom senere.)
En håndfuld ideologier har spillet afgørende roller i verdenshistorien
Hvis læseren efter at have gransket denne kommentar derefter pligtskyldigt sætter sig ind i den vestlige verdens mest dominerende og betydningsfulde ideologier, som de findes i kraft af liberalisme, socialisme, nationalisme, kristendom, islamisme, buddhisme med mere, skal det derfor være påstanden, at man i kraft af sådan et studie ikke længere vil kunne nævne blot et eneste politikforslag eller en lov, der ikke kan føres tilbage til en politisk ideologi, eller som kan beskrives som et kompromis mellem to konfliktende ideologier med dertil hørende værdikodekser.
Hvad med et trafikalt emne måske, eventuelt opstillet af den allermest teknokratiske og selvudslettende politiker, der på ”pragmatisk” vis blot vil det bedste for borgerne uden bagtanker af nogen art? - Er et sådant forslag ikke aldeles blottet for ideologi? Spørger man imidlertid ind til motivationen og baggrunden for det konkrete forslag finder man ikke desto mindre hurtigt ud af, at ideologier (i kraft af at være baseret på moralske ideer, der er uomgængelige) vil have spillet en rolle for forslagets tilblivelse: Handler det konkrete forslag om liberalisering eller nationalisering? Fører forslaget til mere marked eller mere stat? Mener forslagsstilleren at infrastrukturen skal udvikle sig via markedets dynamik eller via planlægning fra oven? Eller noget midt i mellem? Man vil således hurtigt opdage, at ideologierne; det vil sige ideerne om hvad der er den rigtige politiske retning at bevæge sig hen imod, gemmer sig lige under overfladen.
Politikeren foroven vil med sit forslag - anset hvor selvudslettende og apolitisk vedkommende synes at være - netop ”det bedste”. - Og ideerne om hvad der er det bedste, må han nu engang have fra moralens verden: så hvad er det i praksis for nogle ideer, han bygger sine ideer om det bedste på? Er forslagsstillerens grundlæggende udgangspunkt således eksempelvis, at han vil øge velstanden og produktiviteten; – eller omvendt, at vil han reducere forbruget, og forfølge en ide om ”nulvækst”, som de grønne? Selvfølgelig vil sådanne grundlæggende indstillinger derfor også bestemme den daglige adfærd, og de opgaver man som teknokrat og bureaukrat gerne vil beskæftige sig med. (Mængden af teknokrater skyldes i øvrigt i sig selv også bestemte politiske ideologiers indflydelse.)
Grunden til at man ikke tror, at der er ideologiske betoninger bag hverdagens cirkulærer og direktiver skyldes imidlertid netop, at man tror at nogle mennesker handler ”værdifrit”. Men adfærden er ikke desto mindre bestemt af ideer om, hvad der er det gode. Mennesket handler moralsk, eftersom det er et bevidst og refleksivt væsen. Og derfor handler det også i et eller andet omfang ideologisk (det vil sige i kraft af nogle formaliserede ideer).
Derfor kan man stort set altid henføre et hvilket som helst politisk forslag til at bygge på en bestemt og kendt værdi. (Også fordi de færreste selvudslettende og teknokratiske politikere kan forventes at abonnere på helt unikke og originale værdi-kodekser).
Med andre ord – ingen politik (og heller intet teknokrati) uden ideologi. Der findes simpelthen ingen ”værdifri handlinger” af betydning foretaget af mennesker, i det omfang at der er tale om bevidste mennesker og ikke søvngængere (eller svært hjerneskadede). Der findes derfor tilsvarende ingen værdifri (og neutral) politik. Uden ideologier ville der derfor ingen politik være i det hele taget. Men der ville som nævnt tilsvarende ikke være nogen industrialisering og produktivitet: For det var også en bestemt ideologi, der sikrede de rammer der var nødvendige for, at produktivitet og kreativitet blev sat fri i begyndelsen af 1800-tallet. Denne sidstnævnte ideologi var og er den politiske liberalisme.
Fornuften har også en ideologi
Ideologier kan derfor også være fornuftsbaserede. Og fornuften kan derfor også have sin egen ideologi indenfor et givent område – herunder det politiske.
Så hvorfor er liberalismen, som det påstås her, fornuftens ideologi indenfor det politiske område? Det er liberalismen, eftersom den politisk sikrer, at individet kan bruge sin fornuft i praksis:
Liberalismen er den ideologi, der promoverer individuelle frihedsrettigheder, det vil sige tros-, tænke-, tale-, skrive- og handlefrihed generelt, og som samtidig forsvarer den private ejendomsret, der sikrer at man kan profitere af sine ideer og tanker i virkelighedens verden. Det er kombinationen af disse rettigheder, der er altafgørende for, at det kan betale sig at tænke og lægge planer for fremtiden.
Den private ejendomsret sikrer dermed at ideer kan realiseres. Læg derfor mærke til at ideerne er primære, og ikke de liberalistiske institutioner (som tværtimod er noget der følger efter). Det som den private ejendomsret gør er efterfølgende ganske væsentligt: at sikre incitamentet til handling og tænkning. Men tænkningen kommer ikke desto mindre først. Nogen har som udgangspunkt i tidernes morgen bestemt sig for at insistere på retten til at handle frit baseret på egen selvstændig tænkning, og derefter drage den praktiske nytte af at gøre det.
Ovenstående er derfor hvad der menes med at liberalismen er fornuftens ideologi: Ideologien (de formaliserede ideer om politisk og økonomisk frihed) sikrer at fornuften sættes fri, sådan at mennesker kan bruge deres fornuft til at skabe og producere.
Menneskets natur og menneskets moral
I indledningen blev det ikke desto mindre også påpeget, at ideologier bygger på moral og etik.
Så hvad er det for en moral, som liberalismen bygger på? Denne moral kan i al korthed præsenteres under overskriften ”oplyst egeninteresse”. Under dette kodeks er der en stærk sammenhæng mellem menneskets natur og dets behov for frihed til at handle, og så dets behov for en moral, der sikrer dette i praksis. Det primære er derfor behovene for en moral, der sikrer, at mennesket kan overleve og forbedre sit eget liv.
Den oplyste egeninteresse som et moralkodeks, fastslår således individets ret til at sikre sin egen overlevelse og forfølge de konkrete delmål, der bidrager til den overordnede målsætning om livsopretholdelse. Kort sagt har man derfor ret til sin frihed og til sin retmæssigt erhvervede ejendom, fordi man har ret til at være et menneske, og ret til at forbedre sine egne livsvilkår. Dette kaldes også for rettighedsliberalisme. Og det er dermed en ideologi, der bygger på identifikation af menneskets natur og integration mellem menneskets behov og virkelighedens præmisser.
Tilhængere vil derfor sige, at der med rettighedsliberalismen er tale om en rationel og logisk ideologi. Og i så fald er der - jævnfør Sass-Larsens indledende bemærkning - ingen grund til at skamme sig over at være liberalist.
Omvendt bør Sass-Larsen se nærmere på hans eget partis ideologiske grundlag. For socialismens forhold til individets frihed er en ganske lang og æreløs affære.
30. juni 2007
De andres ideer
Historiske fællesnævnere for dansk politik er ordene ”pragmatisme” og ”kompromis”. Problemet med den pragmatiske tilgang til politik er, at man efter nogen tid glemmer, hvad udgangspunktet for at gå på kompromis i grunden gik ud på. Den politiske kompromistilgang betyder, at man giver køb på nogle principper og centrale ideer, man oprindeligt blot var indstillet på midlertidigt at tone en smule ned. I samme omfang opstår levebrødspolitikeren, der søger magten for dens egen skyld. Uden egne solidt forankrede ideer er man samtidig prisgivet, hvad andre måtte have af sådanne. For man kan simpelthen ikke handle politisk uden pejlemærker. Selv rendyrkede magtmennesker vil derfor være nødt til at handle ud fra en eller anden idé.
I dag er det i vid udstrækning derfor de andres ideer, som vor tids politikere, der netop i høj grad er levebrødspolitikere, bruger som retningsangivende for deres egen politik! Det sidste er netop symptomatisk for tilstanden, hvor uklare sætninger og vendinger dybdeanalyseres - måske en e-mail fra Brian Mikkelsen - som om de var udtryk for væsentlige toneangivende holdningsforskelle. Den sag er dermed en indirekte indrømmelse af ideernes forsvinden fra Christiansborg.
Selv om det internt er blevet stadigt mere legitimt at låne paroler og kortsigtede projekter fra hinanden - hvad enten de er røde, grønne, blå eller sorte - lader verden sig udenfor imidlertid ikke sig narre. Ideer og principper, man for alvor abonnerer på, er nu engang altafgørende for såvel almindelige mennesker som for politikere med magt over det politiske system. Ideer og principper handler om moral. Og moral er et pejlemærke, ingen kan komme uden om; det gælder selv de umoralske. Samtlige af de store partier er da oprindeligt også bygget op omkring nogle centrale og vidt forskellige ideer, ikke mindst socialisme og liberalisme; og disse ’ismer tager alle et afsæt i ideer om, hvad der er rigtigt og forkert. Pragmatisme og kompromistilgangen handler nu om at forlade dette. Historien viser bare, at man ikke genvinder det, man giver køb på, og at de mest principfaste er dem, der vinder dagen.
Medlemmer af Venstre Ungdom står sammen med udvalgte ungkonservative nu som undtagelser fra denne regel om politisk principløshed. Som statsminister har Anders Fogh netop bevaret traditionen for pragmatisme og midterorientering, som i høj grad har gjort partiforskellene på Christiansborg uvæsentlige. Det er ligegyldigt om der har manglet medspillere i den politiske top eller om der er sket en opblødning af principperne hos Statsministeren selv, for den primære årsag er, at det politiske klima simpelthen mangler en grundlæggende modtagelighed for principielle diskussioner.
De ægte borgerlige bør derfor opgive troen på V&K-projektet, som det ser ud i dag. Det projekt er en del af en langvarig proces, der handler om sammensmeltningen af de gamle partier, når det gælder indholdet – og i denne forbindelse også fremkomsten af den professionelle politiker. I dette moderne spil kan kun de principløse vinde - lige indtil nogle udefra kommer og fylder det ideologiske tomrum ud: Nye partier, der i en nær fremtid bevæger sig ind det aktuelle politiske vakuum, hvad enten det er et rent grønt parti, et islamisk - eller omvendt ét, der fuldtonet forsvarer frihedsrettighederne, kunne dermed lynhurtigt formå at sætte den politiske dagsorden i forhold til de detailorienterede og ensartede pragmatiske personer, der regerer i dag.
En venstrefløj uden ønske om planøkonomi
Historisk set har pragmatismen og det principløse dermed især været af kolossal og blivende betydning for venstrefløjen. Det er venstrefløjen, der i kraft af pragmatismen har vundet, og de borgerlige der har tabt – vel at mærke trods det forhold, at det eneste, de borgerlige behøver at gøre, er at indse, at de har ladet venstrefløjen vinde i kraft af deres egen overgivelse, og ikke som følge af at venstrefløjens ideer har besejret deres. Aktuelt er man på den borgerlige side blot nået frem til at magt for magtens skyld er blevet en kerneværdi - i takt med at pragmatisme har overtaget det principielle. Det forunderlige i denne sammenhæng er derfor, at de borgerlige i dag søger kompromiser med nogle på venstre side af det politiske spektrum, der rent faktisk hverken vil være deres egen historie eller de oprindelige økonomiske ideer bekendt. Fogh havde dermed ret, da han sagde, at socialdemokraterne ikke havde et projekt. Problemet er bare, at dette i lige så høj grad ser ud til at gælde i V&K, og dermed at man desperat har brug for sine projektløse modstandere til at spille bold op ad, hvis man skal kunne forhindre befolkningen i at få øje på, at man selv tilbyder en mangelvare. Den ene part har siden Murens fald derfor tabt. Kun retorikken er tilbage. Men undervejs gav den anden part imidlertid efter, og blev dermed tilsvarende korrupt. Som spin-analytikerne gør opmærksom på, bruger begge parter derfor i høj grad tiden og kræfterne på at lure på deres angivelige modstandere, og vente på de andres fodfejl og udspil: Socialisterne på Borgen ønsker i dag derfor ikke socialisme. Venstre vil ikke kendes ved liberalismen. Og de Konservative ved derfor ikke hvilken ”tidsånd”, det er de skal løbe efter, eller hvad det er, de skal konservere. Tilbage står de forslidte paroler, der nu i stigende omfang overskygges af uhæmmet strandhugst hos stadigt mere ensartede partier, der ikke længere har hæmninger tilbage i kraft af politiske kerneværdier. Denne tilstand tillader dermed også, at man uden større besvær hurtigt kan komme til at lyde som rivalerne - jf. den aktuelle sag om selskabsskat, hvor man fra Venstres top lyder som Enhedslisten, eller i såvel V som K’s brug af grøn retorik. Det forunderlige er imidlertid, at de politiske udfordringer udenfor murene er åbenlyse, og at verden nu engang er karakteristisk ved, at valget af principper og ideer HAR tydelige og kontante konsekvenser.
Den henskredne kompromisorientering gælder i kraft af ovenstående ikke blot for højre side. Engang var socialisme som det primære at forstå som et økonomisk system - det vil sige som en måde at organisere produktionen på. Kun som det sekundære var der tale om en ideologi, der så skulle sikre indførelse af den økonomiske utopi.
I dag er ideologien i stedet blevet et mål i sig selv. SF’ere eller socialdemokrater ønsker i dag tydeligvis ikke slutresultatet (ideologiens formål), vel at mærke selv om det er i den eneste retning ideologien fører! Dermed har man i praksis og i det daglige brug for nogle andre til at forhindre, at man laver reel skade i kraft af den socialistiske retorik. Venstrefløjen kan derfor ikke, hvor paradoksalt det end lyder, undvære de borgerlige. Tænk hvad der ville ske, hvis disse ikke-tilhængere af økonomisk socialisme, der samtidig er stærkt kritiske af markedsøkonomi, fik den politiske magt for sig selv! Selv Mette Frederiksen ville formodentlig i praksis sige nej til den ensretning, hun alligevel verbalt kæmper for i det daglige. Men så længe hun ikke har magten, kan hun derfor sagtens stille sig op og hævde at ”Alle børn har krav på det bedste”, uden at hun bør frygte at nogle vil bede om en forklaring og en konkretisering af hvordan valgfrihed og personlige vurderinger så skulle indrette sig efter sådanne totalitære politiske formler. Venstrefløjens overlevelse er derfor i dag udelukkende noget, der finder sted i kraft af graden af den borgerlige fløjs selvforskyldte opgivelse, der netop må tilskrives den pragmatisme, der er fortsat uanset, at modstanderens projekt (den økonomiske socialisme), som Fogh så rigtigt bemærkede det, er borte.
Kunsten at give efter
Det er dermed hulheden og ikke de dagsaktuelle kneb med at forklæde sig som rivalen, der er det mest karakteristiske. Problemet er bare at politiske tomrum er noget, der hurtigt kan blive fyldt ud. I vid udstrækning er vor tids midtsøgende politikere derfor kun sikre i sadlen, så længe nuancerne er de gammelkendte - det vil sige så længe befolkningen har opfattelsen af, at valgmulighederne blot er et spørgsmål om gradsforskelle. Læseren skal i den forbindelse stilles spørgsmålet, om man eksempelvis tror, at man ville kunne inddæmme en dansk islamisk bevægelse ved hjælp af den nuværende overdøvende pragmatisme og eftergivenhed? Hvis den traditionelle borgerligt-liberale pragmatismes begrænsede held med at inddæmme socialismen giver os svaret, må der i kraft af skattetrykket og den offentlige sektors størrelse blive tale om et rungende NEJ! Der er derfor gode globale såvel som nationale grunde til at vi genfinder det moralske kompas og frihedens kerneværdier.
I kraft af pragmatismen spejler de konsoliderede politiske ”modstandere” sig dermed i dag mere i hinanden, end de tager afsæt i deres eget værdigrundlag. Dermed kan de bare ikke forandre noget - de kan rent faktisk ikke engang forsvare det nuværende og stå fast: Også under borgerlige regeringer vokser skatterne og/eller den offentlige sektor på bekostning af friheden. De sidste hundrede år har dem med den stærkeste dagsorden derfor været at finde på venstrefløjen, hvor man skridt for skridt krævede større andele i andres liv og ejendom; mens den traditionelle borgerlige tilgang har været den, der handlede om at sætte sig ved forhandlingsbordet - for at give efter. Det er ikke nogen glorværdig tradition. Men det er præcis den tradition, som de nuværende borgerlige ledere fastholder.
Den eneste fint tunede funktion i de borgerlige rækker er derfor kunsten at bøje af for dem, der har en anden dagsorden. Det ved frihedens modstandere udmærket. Her spejler man derfor blot efter det næste spørgsmål, der er til forhandling. Derfor er de ledende borgerlige efterhånden rutinerede eksperter i simpelthen at overtage de andres sager, så man kan bevare magten. I dag lever man dermed mere i kraft af interne svagheder hos de tidligere arvefjender og politiske modstandere; som dog nu i stedet bør betegnes som ”rivaler”. De etablerede politiske parter fungerer hver især derfor mere og mere som korrektiver til hinanden - jf. også Anders Fogh Rasmussens tilbud om vetoret til socialdemokraterne. Dette er en vigtig forklaring på, at partipolitik aktuelt virker meningsløs, for alle, der i modsætning til Christiansborg-mentaliteten ønsker at forsvare nogle bestemte og eventuelt ufravigelige politiske kerneværdier. Partiernes gradvise historiske forkastelse af principiel politisk tænkning betyder rent faktisk, at man som ægte borgerlig burde overveje, om ikke et nyt grundlag i kraft af en fornyet interesse for ideer og politisk filosofi ikke kan opdyrkes bedre i stort set alle andre fora, end i de nuværende veletablerede partier.
Dermed er pointen også, at genopdagelse af politiske principper slet ikke behøver at opstå internt i partierne, men at de rettere vil opstå i kraft af enkeltstående meningsdanneres indspark hvor som helst: lokalt, regionalt og nationalt. Når det gælder de gamle partier vil man omvendt skulle kæmpe fra hus til hus blot for at få sat et komma anderledes, mens idé-debatterne trives og lever så mange andre steder.
Tidligere bragt i Nyhedsmagasinet RÆSON den 27. marts
I dag er det i vid udstrækning derfor de andres ideer, som vor tids politikere, der netop i høj grad er levebrødspolitikere, bruger som retningsangivende for deres egen politik! Det sidste er netop symptomatisk for tilstanden, hvor uklare sætninger og vendinger dybdeanalyseres - måske en e-mail fra Brian Mikkelsen - som om de var udtryk for væsentlige toneangivende holdningsforskelle. Den sag er dermed en indirekte indrømmelse af ideernes forsvinden fra Christiansborg.
Selv om det internt er blevet stadigt mere legitimt at låne paroler og kortsigtede projekter fra hinanden - hvad enten de er røde, grønne, blå eller sorte - lader verden sig udenfor imidlertid ikke sig narre. Ideer og principper, man for alvor abonnerer på, er nu engang altafgørende for såvel almindelige mennesker som for politikere med magt over det politiske system. Ideer og principper handler om moral. Og moral er et pejlemærke, ingen kan komme uden om; det gælder selv de umoralske. Samtlige af de store partier er da oprindeligt også bygget op omkring nogle centrale og vidt forskellige ideer, ikke mindst socialisme og liberalisme; og disse ’ismer tager alle et afsæt i ideer om, hvad der er rigtigt og forkert. Pragmatisme og kompromistilgangen handler nu om at forlade dette. Historien viser bare, at man ikke genvinder det, man giver køb på, og at de mest principfaste er dem, der vinder dagen.
Medlemmer af Venstre Ungdom står sammen med udvalgte ungkonservative nu som undtagelser fra denne regel om politisk principløshed. Som statsminister har Anders Fogh netop bevaret traditionen for pragmatisme og midterorientering, som i høj grad har gjort partiforskellene på Christiansborg uvæsentlige. Det er ligegyldigt om der har manglet medspillere i den politiske top eller om der er sket en opblødning af principperne hos Statsministeren selv, for den primære årsag er, at det politiske klima simpelthen mangler en grundlæggende modtagelighed for principielle diskussioner.
De ægte borgerlige bør derfor opgive troen på V&K-projektet, som det ser ud i dag. Det projekt er en del af en langvarig proces, der handler om sammensmeltningen af de gamle partier, når det gælder indholdet – og i denne forbindelse også fremkomsten af den professionelle politiker. I dette moderne spil kan kun de principløse vinde - lige indtil nogle udefra kommer og fylder det ideologiske tomrum ud: Nye partier, der i en nær fremtid bevæger sig ind det aktuelle politiske vakuum, hvad enten det er et rent grønt parti, et islamisk - eller omvendt ét, der fuldtonet forsvarer frihedsrettighederne, kunne dermed lynhurtigt formå at sætte den politiske dagsorden i forhold til de detailorienterede og ensartede pragmatiske personer, der regerer i dag.
En venstrefløj uden ønske om planøkonomi
Historisk set har pragmatismen og det principløse dermed især været af kolossal og blivende betydning for venstrefløjen. Det er venstrefløjen, der i kraft af pragmatismen har vundet, og de borgerlige der har tabt – vel at mærke trods det forhold, at det eneste, de borgerlige behøver at gøre, er at indse, at de har ladet venstrefløjen vinde i kraft af deres egen overgivelse, og ikke som følge af at venstrefløjens ideer har besejret deres. Aktuelt er man på den borgerlige side blot nået frem til at magt for magtens skyld er blevet en kerneværdi - i takt med at pragmatisme har overtaget det principielle. Det forunderlige i denne sammenhæng er derfor, at de borgerlige i dag søger kompromiser med nogle på venstre side af det politiske spektrum, der rent faktisk hverken vil være deres egen historie eller de oprindelige økonomiske ideer bekendt. Fogh havde dermed ret, da han sagde, at socialdemokraterne ikke havde et projekt. Problemet er bare, at dette i lige så høj grad ser ud til at gælde i V&K, og dermed at man desperat har brug for sine projektløse modstandere til at spille bold op ad, hvis man skal kunne forhindre befolkningen i at få øje på, at man selv tilbyder en mangelvare. Den ene part har siden Murens fald derfor tabt. Kun retorikken er tilbage. Men undervejs gav den anden part imidlertid efter, og blev dermed tilsvarende korrupt. Som spin-analytikerne gør opmærksom på, bruger begge parter derfor i høj grad tiden og kræfterne på at lure på deres angivelige modstandere, og vente på de andres fodfejl og udspil: Socialisterne på Borgen ønsker i dag derfor ikke socialisme. Venstre vil ikke kendes ved liberalismen. Og de Konservative ved derfor ikke hvilken ”tidsånd”, det er de skal løbe efter, eller hvad det er, de skal konservere. Tilbage står de forslidte paroler, der nu i stigende omfang overskygges af uhæmmet strandhugst hos stadigt mere ensartede partier, der ikke længere har hæmninger tilbage i kraft af politiske kerneværdier. Denne tilstand tillader dermed også, at man uden større besvær hurtigt kan komme til at lyde som rivalerne - jf. den aktuelle sag om selskabsskat, hvor man fra Venstres top lyder som Enhedslisten, eller i såvel V som K’s brug af grøn retorik. Det forunderlige er imidlertid, at de politiske udfordringer udenfor murene er åbenlyse, og at verden nu engang er karakteristisk ved, at valget af principper og ideer HAR tydelige og kontante konsekvenser.
Den henskredne kompromisorientering gælder i kraft af ovenstående ikke blot for højre side. Engang var socialisme som det primære at forstå som et økonomisk system - det vil sige som en måde at organisere produktionen på. Kun som det sekundære var der tale om en ideologi, der så skulle sikre indførelse af den økonomiske utopi.
I dag er ideologien i stedet blevet et mål i sig selv. SF’ere eller socialdemokrater ønsker i dag tydeligvis ikke slutresultatet (ideologiens formål), vel at mærke selv om det er i den eneste retning ideologien fører! Dermed har man i praksis og i det daglige brug for nogle andre til at forhindre, at man laver reel skade i kraft af den socialistiske retorik. Venstrefløjen kan derfor ikke, hvor paradoksalt det end lyder, undvære de borgerlige. Tænk hvad der ville ske, hvis disse ikke-tilhængere af økonomisk socialisme, der samtidig er stærkt kritiske af markedsøkonomi, fik den politiske magt for sig selv! Selv Mette Frederiksen ville formodentlig i praksis sige nej til den ensretning, hun alligevel verbalt kæmper for i det daglige. Men så længe hun ikke har magten, kan hun derfor sagtens stille sig op og hævde at ”Alle børn har krav på det bedste”, uden at hun bør frygte at nogle vil bede om en forklaring og en konkretisering af hvordan valgfrihed og personlige vurderinger så skulle indrette sig efter sådanne totalitære politiske formler. Venstrefløjens overlevelse er derfor i dag udelukkende noget, der finder sted i kraft af graden af den borgerlige fløjs selvforskyldte opgivelse, der netop må tilskrives den pragmatisme, der er fortsat uanset, at modstanderens projekt (den økonomiske socialisme), som Fogh så rigtigt bemærkede det, er borte.
Kunsten at give efter
Det er dermed hulheden og ikke de dagsaktuelle kneb med at forklæde sig som rivalen, der er det mest karakteristiske. Problemet er bare at politiske tomrum er noget, der hurtigt kan blive fyldt ud. I vid udstrækning er vor tids midtsøgende politikere derfor kun sikre i sadlen, så længe nuancerne er de gammelkendte - det vil sige så længe befolkningen har opfattelsen af, at valgmulighederne blot er et spørgsmål om gradsforskelle. Læseren skal i den forbindelse stilles spørgsmålet, om man eksempelvis tror, at man ville kunne inddæmme en dansk islamisk bevægelse ved hjælp af den nuværende overdøvende pragmatisme og eftergivenhed? Hvis den traditionelle borgerligt-liberale pragmatismes begrænsede held med at inddæmme socialismen giver os svaret, må der i kraft af skattetrykket og den offentlige sektors størrelse blive tale om et rungende NEJ! Der er derfor gode globale såvel som nationale grunde til at vi genfinder det moralske kompas og frihedens kerneværdier.
I kraft af pragmatismen spejler de konsoliderede politiske ”modstandere” sig dermed i dag mere i hinanden, end de tager afsæt i deres eget værdigrundlag. Dermed kan de bare ikke forandre noget - de kan rent faktisk ikke engang forsvare det nuværende og stå fast: Også under borgerlige regeringer vokser skatterne og/eller den offentlige sektor på bekostning af friheden. De sidste hundrede år har dem med den stærkeste dagsorden derfor været at finde på venstrefløjen, hvor man skridt for skridt krævede større andele i andres liv og ejendom; mens den traditionelle borgerlige tilgang har været den, der handlede om at sætte sig ved forhandlingsbordet - for at give efter. Det er ikke nogen glorværdig tradition. Men det er præcis den tradition, som de nuværende borgerlige ledere fastholder.
Den eneste fint tunede funktion i de borgerlige rækker er derfor kunsten at bøje af for dem, der har en anden dagsorden. Det ved frihedens modstandere udmærket. Her spejler man derfor blot efter det næste spørgsmål, der er til forhandling. Derfor er de ledende borgerlige efterhånden rutinerede eksperter i simpelthen at overtage de andres sager, så man kan bevare magten. I dag lever man dermed mere i kraft af interne svagheder hos de tidligere arvefjender og politiske modstandere; som dog nu i stedet bør betegnes som ”rivaler”. De etablerede politiske parter fungerer hver især derfor mere og mere som korrektiver til hinanden - jf. også Anders Fogh Rasmussens tilbud om vetoret til socialdemokraterne. Dette er en vigtig forklaring på, at partipolitik aktuelt virker meningsløs, for alle, der i modsætning til Christiansborg-mentaliteten ønsker at forsvare nogle bestemte og eventuelt ufravigelige politiske kerneværdier. Partiernes gradvise historiske forkastelse af principiel politisk tænkning betyder rent faktisk, at man som ægte borgerlig burde overveje, om ikke et nyt grundlag i kraft af en fornyet interesse for ideer og politisk filosofi ikke kan opdyrkes bedre i stort set alle andre fora, end i de nuværende veletablerede partier.
Dermed er pointen også, at genopdagelse af politiske principper slet ikke behøver at opstå internt i partierne, men at de rettere vil opstå i kraft af enkeltstående meningsdanneres indspark hvor som helst: lokalt, regionalt og nationalt. Når det gælder de gamle partier vil man omvendt skulle kæmpe fra hus til hus blot for at få sat et komma anderledes, mens idé-debatterne trives og lever så mange andre steder.
Tidligere bragt i Nyhedsmagasinet RÆSON den 27. marts
Abonner på:
Indlæg (Atom)
