Den sociale vs. den objektive virkelighed

De fleste har sikkert hørt begrebet overforbrug. Mange har dog sikkert ikke taget præcis stilling til, hvad det er begrebet egentlig går ud på. Dermed får termen lov til at eksistere på samme uklare vilkår, som forsigtighedsprincip, samfundsnytte, risikosamfund, sammenhængskraft eller den sociale massegrav.

Tænker man nærmere over det, vil man kunne konstatere, at der som oftest er en tendens til, at det er de samme personer man omgås, der benytter sig af ovenstående hob af vage og udefinerede begreber, hvad enten de så er nye eller gamle. Omvendt kan man iagttage, at sproglig klarhed typisk er noget karakteristisk for en anden type individ. Det vil sige, enten er en person forståelig, eller også er han/hun det ikke. Og måske er sidstnævnte det netop i kraft af, at ovennævnte vage og udefinerede begreber flyder fra vedkommende i en lind strøm.

Hvis en person udtrykker sig klart og tydeligt, vil man således som hovedregel kunne forvente, at det altid vil forholde sig sådan. En person, som man stoler på – måske bankrådgiveren – vil ikke pludselig begynde at tale om ”forsigtighedsprincip” eller samfundsnytte, mens han/hun kigger på én, efter den gænges sociale gengældelsesreaktion i form af ansigtsudtrykket, der skal signalere, at man er helt og aldeles indforstået med begrebets indre sandhed, selv om det simpelthen ikke kan være tilfældet i kraft af begrebets iboende uklarhed.

I grove træk kan man derfor lave en sondring mellem de mennesker, der ganske ukritisk overtager nye og moderne begreber, og som bruger og misbruger dem, - og så dem, der kun vil benytte sig af et nyt begreb, hvis de gennem personlig stillingtagen har besluttet sig for, at begrebet er gyldigt; det vil sige: hvis udtrykket rent faktisk siger noget om virkeligheden; hvilket atter vil sige hvis termen efter tænkning og overvejelse er vurderet til at være beskrivende for en gældende tilstand, proces eller situation.

Ikke kun begreber men også ideer og værdier

Ifølge forfatteren Ayn Rand skyldes den ovenstående forskel på mennesker, som man kan iagttage i det daglige, vel at mærke som oftest noget langt mere fundamentalt end blot to uens tilgange til sproget.

Forskellen handler i stedet ofte om, at personer i en mere omfattende forstand overtager, hvad der er i samfundet, uden at tage stilling, om det rigtigt eller forkert, sandt eller falskt.

Der er således ikke blot tale om den ukritiske overtagelse af moderne fritsvævende termer, men også - og typisk på samme tid - om ideer, ideologier, teorier, værdier eller hele vendinger, som man måske har læst sig til i Politiken, eller som man er blevet udsat for på universitet.

Der vil altså typisk være et sammenfald mellem de der overtager ideer og værdier ukritisk, og så de der abonnerer på det sidste nye indenfor vagt, uklart og udefinerligt sprog.

Hvad angår den anden kategori, det vil sige dem der har en virkelighedsbaseret standard og nogle krav til, om de vil benytte sig af det nye, jf. afsættet i ”sandt eller falskt”, lyder dette formodentlig uhyrligt, sådan som det er beskrevet. For sidstnævnte vil det umiddelbart vil være svært at tro, at andre blot overtager noget, fordi ”det er der” i den givne sociale sammenhæng, det vil sige uden at der er taget stilling med afsæt i en objektiv gyldighed; men blot fordi det ser ud til at virke.

Men sådan forholder det sig. Beviset på dette er blandt andet hastigheden hvormed politiske massebevægelser kan opstå og vokse og som det er sket flere gange i det 20.århundrede, samt den hastighed hvormed sådanne bevægelser atter kan forsvinde igen. Her er ideen om sandheden således ofte ophørt med at være baseret på en erkendelse af den objektive virkelighed, men er i stedet erstattet med en bestemt alternativ social udgave af virkeligheden: Pludselig mener alle noget helt andet, end det, de mente i går, og da mente de i øvrigt også det samme som naboen. At mene det samme som de andre er for mange dermed åbenlyst noget der virker, og som man orienterer sig efter alene af den grund at det ser ud til at virke.

Et andet eksempel er konformiteten, der kan iagttages geografisk, når det gælder religiøse ideer. Og her er eksemplerne talrige. Hvis nogle insisterer tilstrækkeligt meget, så tror andenhåndsfolkene pludselig på noget helt andet, end det de gjorde for kort tid siden; og så vil man eksempelvis i det mere ekstreme tilfælde kunne se et skifte fra eksempelvis polyteisme til monoteisme. Altså ikke fordi man vidste, at guderne man havde forladt, de nogen sinde havde eksisteret; og sådan set heller ikke fordi man har hilst personligt på den nye monopoliserende gud, - men fordi omgivelserne sendte signal om, at nu burde man rette ind og følge trop.

Afsættet for rigtigt og forkert er dermed den til enhver tid herskende kollektive fantasi – med andre ord den sociale virkelighed. I et sådant tilfælde er det tydeligvis ikke den fysiske virkelighed, der har forandret sig, men altså blot de sociale relationer og fælles forestillinger. Nogle bygger dermed deres virkelighedsforståelse og eksempelvis retfærdighedsbegreb op omkring sidstnævnte. Det sker også i dag. Faktisk sker det i lige præcis det omfang, at man accepterer noget uden at forlange bevis.

I kraft af måden som de når frem til deres meninger, kan man derfor ikke være specielt sikker på hvad the second hander, det vil sige den der på konform vis blot lægger sig op ad det andre mener, så vil mene i morgen eller i overmorgen. ”Ikke-modsætningsfyldt identifikation”, det vil sige logik, er netop ligesom bevisførelse i kraft af virkelighedsbaseret argumentation og demonstration ikke orienteringsredskabet her. Typisk vil påstanden i stedet handle om at det man føler, er bevis nok for om noget er rigtigt eller forkert. Nogenlunde sikkert er dog, at sådanne personer følger med i det seneste indenfor meningsmålinger; og også at udtrykket demokrati eller konsensus vil blive brugt oftere af disse end individets frihed eller den enkeltes valg.

Synet på hvad der er primært

Ayn Rands sondring er netop afgørende, fordi den fortæller noget om fundamentale forskelle i synet på virkeligheden; det vil sige på den fysiske virkelighed og ikke synet på diverse sociale konstruktioner. Førstnævnte kategori, der forlader sig på andres stillingtagen, når det gælder, hvad der anses for vigtigt samt rigtigt og forkert, synes således ikke, at det virkelighedsbaserede afsæt er specielt vigtigt, endsige noget primært, som man til enhver tid og uanset den sociale kontekst må anerkende og acceptere, som afsættet for at kunne orientere sig i verden. Tværtimod regnes det primære for andenhåndsfolket i stedet for at være det sociale. Dette står vel at mærke overfor et kompromisløst forhold til virkeligheden.

Her er derfor tale om et enten eller, hvor det virkelighedsbaserede afsæt vel at mærke er det absolutte, og det pragmatiske er det socialt orienterede afsæt. Der findes som bekendt ligefrem teorier, der på akademisk vis direkte forsvarer dette med, at den sociale virkelighed skulle være primær; og hvor man hævder, at virkeligheden er en konstruktion og at vi ikke kan vide noget med sikkerhed. Langt flere end de, der promoverer sådanne teorier på universitetet abonnerer imidlertid på tilgangen – jf. netop indledningen, der handlede om brugen af termer og vendinger, som de, der benytter sig af termerne, ikke kan eller vil validere. Og hvorfor skulle de dog det?, vil de selv indvende. Termerne bruges jo i forvejen af de andre; der er tale om god tone. Den gode sang sættes lig med den fælles, - og ”man kan jo alligevel ikke vide noget med sikkerhed”, lyder det.

Sproget er et redskab til at orientere sig med i den fysiske og objektive virkelighed

Ovenstående mere grundlæggende forhold, når det gælder synet på virkeligheden og erkendelse, er dermed forklaringen på de to tilgange til eksempelvis sproget og begreberne. Nogle opfører sig bevidst eller ubevidst netop, som om sproget er grundet i virkeligheden. Derfor respekteres sproget som et orienteringsredskab, der bruges til som det primære: til at kunne begå sig i den fysiske virkelighed, og derfor også - men som det sekundære - i den sociale. Sproget accepteres kort sagt udelukkende som virkelighedsbaseret. Netop derfor hæger man om dette med, at begreberne skal kunne valideres, integreres og defineres; på samme måde som man ville vedligeholde og passe på et hvilket som helst andet redskab, der har en bestemt og afgrænset funktion.

Når det gælder sprogets gyldighed, gælder det således, at en abstraktion skal kunne valideres på samme måde, som det er tilfældet med et mere konkret begreb. Med andre ord: Man starter nedefra og bygger opefter med virkeligheden som standard og målestok. Kat er et gyldigt begreb, Enhjørning er ikke (med mindre konteksten er omtale af historiske former for overtro). ”Samfund” er en gyldig abstraktion. Måden hvorpå samfundsnytte er konstrueret og i praksis bruges på, er derimod ugyldig: Summen af individers ideer om nytte kan vel at mærke ikke i praksis lægges sammen. Reelt bruges begrebet samfundsnytte stort set altid af en bestemt politiker eller demagog, der ønsker at få sin egen vilje gennemtrumfet ved at blande sit eget syn på nytte sammen med den pågældendes abstrakte forestilling om samfundsnytte. Dermed ikke sagt, at et begreb med tilsvarende bogstaver ikke i fremtiden kunne konstrueres, der havde en gyldighed i en nærmere afgrænset kontekst. Det er imidlertid ikke sådan, at begrebet bliver brugt i dag. I dag bruges samfundsnytte blot som et retorisk og politisk stimuleringsmiddel til at fremme, hvad der måtte være af latent offervilje i befolkningen. Samfundsnytte bruges simpelthen til at få befolkningen til at ringeagte deres egen frihed; helt på linie med måden, hvorpå man bruger termen sammenhængskraft, hvor individuel afvigelse netop så bliver noget, der antydes at svække denne mystiske kraft.

For at opsummere så placerer the second hander således den sociale realitet over den fysiske og objektive virkelighed, på en måde, så de netop ikke interesserer sig for, om det, de siger, er korrekt eller ej, men først og fremmest ud fra om den sociale omverden forventes at godtage ideen, værdien eller begrebet. De opfatter dermed ikke blot sproget, men altså også gyldigheden af værdier, ideer m.v. som noget, der står og falder med den sociale accept. Det sidste kan man i øvrigt også kalde for sproglig pragmatisme. Indfaldsvinklen er dermed, at hvis det virker og modparten accepterer det sagte, så virker det, uanset om det man siger, har objektiv gyldighed, det vil sige om det sagte kan valideres i forhold til den objektive virkelighed.

Skriftkulturen som et vigtigt brud med forankringen i den sociale virkelighed til fordel for den objektive

Netop her skal det også fremhæves, at der er tale om en meget gammel konflikt.

Opblomstringen af civilisation og en skriftkultur, handler således netop om, at begreber får en bestemt og afgrænset mening; og dermed at ordene i langt større grad bliver grundet i virkeligheden. I dette tilfælde bliver referencerammen så virkeligt fælles - i kraft af afsættet i den objektive virkelighed. Den objektive og fysiske virkelighed er således i realiteten altid en langt større fællesnævner, end et hvilket som helst afgrænset socialt fællesskab, og bestemte sociale forestillinger. Når ord og begreber får en konkret, afgrænset og virkelighedsbaseret betydning, kan selv de mest abstrakte begreber - så længe de er virkelighedsfunderede - med lethed oversættes til andre sprog, eftersom grundlaget, det vil sige den objektive virkelighed, er det samme og dermed fælles.

Videnskab er således af samme årsag også universel, fordi videnskab netop er grundet i virkeligheden og ikke i en social konstruktion. Det gode videnskabelige sprog er netop også et eksakt sprog, der så vidt muligt udelukker uklarheder, tvetydigheder og som mindstemål ikke levner plads til de ovennævnte fritsvævende abstraktioner, omtalt i indledningen.

Den sproglige absolutist vil derfor modsat den sproglige pragmatiker sige, at hvis begrebet er gyldigt, fordi det er beskrivende og meningsfuldt, og dermed kan relateres til virkeligheden, så kan man tillade sig at bruge begrebet uden at bevæge sig bort fra virkeligheden.

Ja, i kraft af en ny og korrekt abstraktion er der rent faktisk skabt et nyt redskab til bedre forståelse og orientering. Er begrebet falskt kan det derimod ikke bruges; eftersom man i så fald har bevæget sig væk fra virkeligheden. Og som det sekundære: hvis man alligevel vælger at bruge et ikke-gyldigt begreb overfor andre, men bare gør det, i kraft af at andre gør det, så bidrager man på længere sigt til at ødelægge muligheden for kommunikation.

- På kort sigt vil man i kraft af det dårlige sprog endvidere hurtigt miste troværdighed, eftersom dem man omgås tilsvarende ikke vil godtage nye begreber, med mindre de selvstændigt har vurderet gyldigheden - vel at mærke ud fra den samme virkelighedsbaserede standard.

Det gode sprog betinges af evnen til at tænke selv

For at opsummere, så overtager alle selvsagt sprog og værdier fra nogle andre. Man fødes ikke med dem jf. det romerske udtryk tabula rasa. Forskellen på den ene og den anden persontype skitseret foroven er ikke desto mindre, at nogle holder deres selvstændige stillingtagen intakt ved at basere denne stillingtagen på den fysiske virkelighed; mens andre i en eksistentiel forstand overtager værdier, ideer, teorier og begreber uden reel stillingtagen og ikke med andet end det sociale, og ud fra ønsket om at tilpasse sig deres sociale omgivelser som værende målestokken og det primære for accept eller forkastelse. Stillingtagen, når det gælder sidstnævnte pragmatikerne, handler dermed om, hvorvidt de tror, de i en normmæssig sammenhæng kan slippe godt fra at abonnere på værdier, begreber og ideer i en given social kontekst, det vil sige, i hvilket omgang de ved at overtage bestemte værdier eller begreber forventer social accept.

Formålet med at vælge for pragmatikerne er således som det primære, at opnå denne ydre accept. Og når dette er det primære indebærer det blandt andet, at man på forhånd accepterer et bestemt begreb, uden at undersøge og stille spørgsmål ved begrebet ud fra en virkelighedsbaseret standard, jf. spørgsmålet om validering. Tilgangen kan endvidere også handle om, at man i almindelighed ikke mener, at nye begreber ikke skal kunne valideres, defineres og integreres. Jf. det sidste kan en second hander derfor udmærket selv være ophavsmand (kilde) til nye udefinerlige og grundløse abstraktioner. For abstraktionen vil i så fald stadig være opfundet med afsæt i nogle værdier eller ideer, man valgte, blot fordi de var nogle andres, det vil sige afsættet i dette tilfælde er stadig, at den forventede sociale anerkendelse har fået lighedstegn med noget gyldigt, værdifuldt og korrekt.

Sammenhængen mellem det sociale afsæt og så kollektivisme, altruisme og irrationalisme

Det er endvidere Ayn Rands fortjeneste, at hun har identificeret netop svækkelsen af sprogets virkelighedsbaserede fundament, som et led i en bevægelse hen imod altruisme og kollektivisme samt mere rendyrket irrationalisme. For kan man ændre sproget, kan man således også ændre på almindelige menneskers virkelighedsopfattelse. I den forbindelse er det selv sagt lettere at forvandle børn og unge end voksne til ovenstående sociale tilpassere (i modsætning til selvstændigt tænkende voksne).

Resultatet af sådanne former for gruppe-orienteret pædagogik vil typisk være, at man i stigende grad masseproducerer humanister (og planlæggere, der gerne vil kommandere med andre); og at man i stigende grad ikke kan uddanne nye generationer til eller skabe interesse for naturvidenskabelige fagområder; det vil sige for professioner, hvor der skal tages selvstændigt stilling baseret på et afsæt i den fysiske virkelighed. (Det vil sige via ikke-modsætningsfyldt identifikation, og efterfølgende mental integration).

Den moderne universitets-videnskab af i dag er derfor også blevet humaniseret til at handle mere om statistik og forudsigelse på bekostning af innovation. Dette sker vel at mærke netop med afsæt i en frygt for den objektive virkelighed, samt ud fra en tvivl om menneskers evne til at beherske verden og virkeligheden. I stedet ernærer man sig nu af frygtskabelse; hvor der i høj grad også er tale om et produkt, hvor den politiske efterspørgsel er høj.

Kollektivisme og altruisme

I andenhåndstilgangen til verden gemmer der sig således ikke blot noget irrationelt og ikke- virkelighedsorienteret og i stedet blindt. Der er i vid udstrækning også tale om en form for kollektivisme. Endvidere er den typiske kerneværdi for ”the second hander” altruisme; hvilket netop knytter sig til kollektivismen, jævnfør netop dette med, at det centrale for altruister og kollektivister handler om at tilpasse sig gruppen og de sociale omgivelser.

Kollektivister er dermed typisk altruister og omvendt: Det gode er det fælles, og det fælles er det gode. Målestokken for det gode er således det, de andre (de fleste) holder for at være godt.

De andres værdier (altruismen) er dermed det, man orienterer sig efter, når afsættet for adfærden er det sociale. At appellere til, at man skal gøre det, som andre ønsker, er dermed jf. altruismen et tilbagevendende og dominerende tema, såvel når det gælder de underkategorier af politiske budskaber, man kan finde (og som overtages), såvel som det netop er et implicit tema i de vage termer i indledningen.

Det der regnes for det socialt værdifulde i dag, kan især identificeres ved de politiske appeller og paroler, der handler om det angiveligt gode i, at man skal ofre sig for den ene eller anden sag; hvad enten det så er naturen eller fællesskabet (nationen eller gruppen), alt efter hvad den sociale kontekst dikterer. Det som fremhæves som det gode, er dermed ikke at skabe sig et godt liv for sig selv, men at give afkald på en del af sit eget til fordel for det pågældende socialt definerede fællesskab.

Respekten for individets frihed er tilsvarende forsvundet. Og krigen mod menneskers frihed og ret til selvbestemmelse finder således også sit udtryk i retorikken: - Ved hjælp af udtrykket den sociale massegrav forsøger man eksempelvis at fremstille et af verdens rigeste lande, USA, som en fiasko. Og det er netop ikke et tilfælde, at det er USA man angriber (og ikke Rwanda eller Zimbabwe), eftersom der netop er tale om individualismens nation, og som dermed står som den største symbolske trussel mod kollektivisme, og altså ikke fordi der i praksis er tale om fiasko, når det gælder om at skabe velstand og kulturel dynamik; ellers ville man i stedet åbenlyst vende sit skyts mod de fleste lande i Afrika, der netop har fejlet uanset hvilket parameter, man opstiller. (I det mindste så længe de parametre handler om vækst, velstand og velfærd for mennesker).

Ved hjælp af forbrugersamfundet søger man tilsvarende at få befolkningen til at ignorere, at forbrug forudsætter produktion. Dermed forsøger man at få de let påvirkelige til at glemme, at forbruget er en konsekvens af det, der er gået forud; hvilket netop også er individers målrettede handlinger (og ikke gruppediskussioner og skiftende politiske projekter). Vores forbrugsevne er med andre ord et af flere udtryk for den velstand, der er skabt i en del af verden, hvor man på enestående måde, og takket være anerkendelsen af menneskets ret til sit eget liv, har formået at løsrive sig fra det usle liv, der har kendetegnet det meste af historien. Denne løsrivelse er imidlertid netop samtidig en løsrivelse fra en gruppeorienteret og flokpræget forhistorie.

For dem der sætter det sociale og flokken over den fysiske virkelighed, er behov (i modsætning til evne og selvstændig tænkning) tværtimod det primære. - Derfor forsøger man tilsvarende på teoretisk vis at få behov (mave) og ikke evne (hjerne) til at være drivkraften for produktion. (Jf. såvel socialisme som keynesianisme, hvor man netop hævder at det er henholdsvis behov og forbrug, der er drivkraften for udvikling. Man behøver dog kun skele til lande i Afrika for at kunne konstatere at behov i sig selv ikke fører til noget som helst, og dermed ikke driver produktionen).

I overensstemmelse med ovenstående burde det derfor ikke være overraskende, at flokvæsner netop ser forbrugeren som den vigtigste aktør i nogle samfund, der ikke desto mindre netop skiller sig ud ved at være kendetegnet ved overlegen produktion. Ved at tale om ”forbrugersamfundet” har man med andre ord søgt at gøre produktionen til noget forholdsvist uproblematisk, og noget som man dermed søger at bilde andre ind altid vil kunne opretholdes. Også begreber som overforbrug, risikosamfund og bæredygtighed tjener det samme formål: Det vil sige på historieløs vis at nedgøre den kolossale velstand, der er skabt af selvstændigt tænkende individer; og dermed at sætte det sociale over de fysiske og konkrete forandringer af virkeligheden. Men igen: når disse begreber omplantes til lande, der ikke har oplevet industrialisering – jf. den 3. verden - forstår man hurtigt, hvor absurde begreberne er, og også hvor ødelæggende og destruktive de ideologer er eller var, som skabte dem i første omgang.

Arven fra den ”sociale” generation

Med ovenstående tale om social massegrav eller forbrugssamfundet er der netop ikke tale om universelle begreber - jf. pointen om civilisation; men i stedet om et særligt sprog for de blomsterbørn, der voksede op i 1970’erne, som ville tilbage til naturen, og som netop bevidstløst overtog nogle ideer, værdier og begreber uden at man kunne validere, integrere og definere dem.

Netop fra og med 1970’erne blev det således mainstream, at man troede man kunne opnå indsigt via sine følelser. Derfor ser vi i dag, at undervisere og pædagoger (med statens velsignelse og tilskyndelse) der mener, at børn og unge hurtigt kan tage stilling til de mest komplekse fænomener som eksempelvis globalisering. Også her ses det, at det sociale står over det fysiske og objektive: Ifølge tilgangen behøver man derfor ikke længere at skille tingene ad og undersøge dem, samt lære at integrere de forskellige elementer - eksempelvis de laverestående begreber der forudsættes for at forstå globalisering herunder markedsøkonomi, arbejdsdeling, specialisering m.v.

Når man først via den såkaldt progressive tilgang har lært holdning via følelse regnes viden, filosofi og tænkning derfor for at være overflødig; så kan man i stedet føle sig til hvad globalisering er, ved at tænke på, hvad man følte, da man købte et par sko fra Kina! Konsekvenserne for unge menneskers selvforståelse er selvsagt ødelæggende: Man vil tro, at man ved noget, og at man har gyldige holdninger til alt mellem himmel og jord; men omverdenen vil i stort omfang reagere med vantro (jf. aktuelt hvad man kan høre fra husbesættere om deres syn på alt fra økologisk landbrug til frihandel: De har netop lært at enigheden i gruppen er at sætte lig med viden og indsigt)

De nye moderne begreber er derfor i høj grad begreber, der er følelsesprægede, og skabt som en følge af moderne pædagogik; hvor fakta, logik, identifikation, integration og begrebsmæssig rangordning i vid udstrækning regnes for gammeldags.

Pointen her er, at denne pædagogiske indstilling netop også skyldes et ikke-objektivt syn på virkeligheden, det vil sige hvor ”sociale virkeligheder” regnes for de primære. De pædagogiske tilgange er netop opstået i en tid, hvor social indignation har fået status som hårde facts; fordi gruppen var enige om, at begrebet i kraft alene af konsensus i så fald havde gyldighed. For at eksemplificere yderligere forbindes forbrug i denne kontekst således ikke længere mentalt med resultatet af produktiv adfærd, hvilket netop er en positiv forandring af omgivelserne, men med en følelse, der baserer sig på de røde og grønne doktriner, den pågældende er blevet udsat for. I denne verden nærmest svæver ressourcerne rundt i verden uden at befinde sig i bestemte menneskers besiddelse, og uden at nogen rigtigt ved hvad der forstås med ”ressourcer”. Andre har lært at sige at de ”ikke bryder sig om måden ressourcerne er fordelt på”.

Når først virkeligheden som standard og målestok er forsvundet bliver man således yderst modtagelig for alverdens ofte helt selvmodsigende teorier og verdensforestillinger. For man har netop ikke lært at identificere, om noget er selvmodsigende eller ej. Bemærk derfor samtidig, at ovenstående moderne pædagogik netop ikke baner vejen for selvstændighed, som det ofte påstås, men i stedet for gruppeorientering og kollektivisme, og dermed i sidste instans også for autoritære bevægelser. For det eneste holdepunkt man har tilbage er nu at orientere sig efter det som andre godkender – jf. den moderne jagt på tendenser, strømninger og henvisningen til meningsmålinger som standard for, hvad der er rigtigt og forkert. Man vil ganske vist have meninger om alverdens ting, men det vil man først og fremmest fordi standarden for meningsdannelse i det store hele takket være pædagogikken er bort-eroderet.

Vor tids politikere er således i vid udstrækning blevet udsat for den samme måde at validere begreber på, som man blev det i 1970’erne: Gruppen var og er referencerammen, og det sociale og/eller nationale fællesskab er målestokken. Valget står så herefter mellem hvilke bestemte grupper, individet skal ofres til fordel for; hvilket fra individets synsvinkel dog nu engang er et spørgsmål om at vælge mellem pest eller kolera. Fælles er det, at individet for kollektivister, og de der sætter det sociale øverst, står under kollektivet, og at det sociale er målestokken - ikke blot for hvad der regnes for det gode, men også for sandheden. Dette med at sætte fællesskabet øverst gælder, som det vil være læseren bekendt, uanset om der er tale om Enhedslisten (der er indædte modstandere af ”forbrugssamfundet”) eller Det konservative Folkeparti (hvor man er varme tilhængere af - samt ofte benytter sig af - begreber som samfundsnytte eller sammenhængskraft).

Socialisme og økologisme

Tilsvarende er det således ikke en tilfældighed, at der er mange fællestræk, når det gælder økologister og så klassiske kollektivister. Det primære her er netop for såvel de røde som de grønne ikke den objektive virkelighed og menneskets plads i denne virkelighed; men i stedet en social ditto, hvor individet skal underlægges noget andet. Et afsæt i den objektive virkelighed og et fokus på menneskets placering i denne virkelighed, ville således føre frem mod den målsætning, der handler om at forbedre menneskets situation i forhold til omgivelserne: det vil sige i retning af at forbedre ved at forandre de fysiske omgivelser. Dette ville så handle om at sikre sig de betingelser, der giver fornuften de bedst tænkelige vilkår. Dagsordnen er derimod netop i kraft af det sociale afsæt ofte stik modsat for såvel de røde og klassiske kollektivister som økologisterne. Det objektive - herunder mennesket overfor naturen regnes for mindre vigtigt for begge grupper i forhold til fællesskabet, det vil sige gruppen og det sociale. Man angriber derfor velstandsskabelse, eftersom man tydeligvis frygter at øget vækst og velstand svækker gruppen og fællesskabets betydning. Omvendt forventer man, at det sociale vil stå stærkere som følge af en svækkelse af den individuelle frihed.

I altruistisk og kollektivistisk prægede institutioner, som EU og FN, helliges den største grad af opmærksomhed derfor ikke overraskende netop til de aktører, der er de største modstandere af individets frihed, hvad enten det er iranske præster eller repræsentanter for Greenpeace. - Socialdemokratiske bureaukrater foretrækker dermed i praksis også den rene og absolut fællesskabsorienterede vare; det vil sige de repræsentanter for ideologiske retninger, der sætter det sociale over de materielle forbedringer, hvilket netop er fællesnævneren for islamister og økologister. I EU og FN respekterer man dermed sådanne ekstreme idealister, netop fordi der er tale om idealister, der vil ofre mennesker til fordel for sagen, hvad enten denne sag så er søpølser og koralrev eller en ”hellig” bog.

Kontrol og magt over mennesker (det sociale) er dermed fællesnævneren for de, der sætter det sociale over det objektive. Den fælles fjende er netop den objektive virkelighed, individualismen og det frie individ, der har retten og evnen til at bruge sin fornuft – og som formår at skabe sit eget liv. Det man bekæmper, er således, at det frie menneske opnår kontrol og magt over den fysiske virkelighed, det vil sige over naturen og sikrer sig herredømmet over jorden (Det er tydeligvis hverken i islamisters eller de grønnes interesse). Angrebet der skal sikre dette, sker ved at angribe menneskers evne til at gøre brug af deres egen fornuft. Og det sker i begge tilfælde især via indoktrinering i offentlige uddannelsesinstitutioner.

Også for de grønne står samvær derfor over velstandsskabelse, faktisk mere end det er tilfældet for de mere klassiske kollektivister. Netop dette er årsagen til, at de grønne kan tillade sig at ignorere de ødelæggende konsekvenser af eksempelvis kvoteordninger, skatter og afgifter. Konsekvenserne for mennesket i forhold til sine omgivelser (set fra menneskets synsvinkel) regnes netop ikke for afgørende. Det gør i stedet det at ”sende politiske signaler” på bekostning af de reelle negative konsekvenser, at orientere sig efter bæredygtigheden eller fokusere på sammenhængskraften - eller ved henvise til konsensus, (og gerne en frisk meningsmåling, der skal dokumentere den helt absurde men dog morsomme term voksende konsensus).

Mere end for andre er de fysiske konsekvenser af den politiske adfærd dermed underordnet. De nye vage begreber tjener således som atter i vid udstrækning det samme formål: De bidrager alle til at underminere menneskers evne til at orientere sig i den fysiske og objektive virkelighed; - en virkelighed man imidlertid vil få tæt ind på livet, den dag det lykkedes for miljøbevægelsen at knægte de centrale dele af infrastrukturen, sådan som man er i færd med at gøre det, når det gælder transport og energipolitikken.

Politik og statskundskab som kunsten at manipulere med virkeligheden

Jævnfør ovenstående er det måske ikke overraskende, at det navnlig er politikere, offentligt ansatte herunder akademikere, der benytter sig af de indledningsvist nævnte løse og luftige termer, eftersom netop de har brug for at fastholde og udbygge usikkerheden angående, hvad der er rigtigt og forkert. Her respekteres sproget derfor ikke som et konstruktivt orienteringsredskab, men i stedet som et våben.

Netop indenfor politik i et samfund, der er politiseret, bliver sproget noget der bruges til at kontrollere, styre og manipulere med. Man skaber intet. Man ønsker i stedet at overtage eller at ødelægge, det der skabes. Og i kraft af ovenstående kan der identificeres vægtige psykologiske grunde til dette. Den korte forklaring er, at man i kraft ens egen manglende evne til at forholde sig objektivt til den virkelighed, man befinder sig i, har en tilsvarende interesse i at svække andres evne til at begå sig i denne.

De moderne professionelle politikere har med andre ord brug for, at den sociale virkelighed bliver den dominerende, og at viljen til at yde ofre for fællesskabet i befolkningen øges. Derfor søger man netop at svække evnen til at kunne bruge sproget som et orienteringsredskab, og i stedet gøre sproget til et middel til politisk mobilisering; det vil sige et instrument til henholdsvis kontrol og lydighed. Midlet er således uforståelige begreber, hvor nogle (som i forhistorisk tid) giver autoriteten eneretten til at tolke, og hvor andre så lærer at lade denne tolkning fra de politiske autoriteters side være bestemmende for sandhedsværdien, det vil sige i en situation hvor sandhedsværdi vel at mærke er blevet et spørgsmål om tro.

Mere socialt er derfor for politikere ikke mindst mindre privat og mere offentligt. Det private samfund med private skoler, private vurderinger, private holdninger og så videre er grundlæggende ikke forenelig med den fælles politiske vision om et samfund, der har de sociale sandheder og fællesskabet som omdrejningspunkt. Heri ligger så også forklaringen på, at skatterne stiger, reguleringsbyrderne vokser og individets frihed forsvinder, uanset hvor mange kollektivistiske eksperimenter der i forvejen er kuldsejlet. Det primære projekt er fastholdelsen og udvidelsen af den politiske magt. At socialisme som økonomisk system er opgivet betyder derfor ikke at kollektivistisk ideologi på nogen måde er opgivet. For det sidste er simpelthen en trossag samt – retning.

En overset forklaring på statens vækst og den fortsatte opbakning til kollektivistiske partier i Danmark (selv efter Murens fald) er således, at stadigt nye generationer via uddannelsessystemet har lært, at gruppen og det sociale er det primære, det man bør rette sig efter samt søge at tilpasse sig, vel at mærke uanset hvad det sociale så i praksis er, og uanset om det man lærer, kan siges at have en objektiv værdi, når det gælder evnen til at klare sig i verden.

…………………..

Arbejdstitlen på Ayn Rands andensidste roman the Fountainhead var netop ”Second-hand Lives”. Bogen beskriver henholdsvis individer, der træffer bevidste valg og lever i kraft af deres egne værdier, og så de der lever på den sociale virkeligheds skrøbelige grundlag og præmis.