Vælgererklæringer er gyldige i 1½ år uanset udskrivelse af valg. Hvis du undrer dig over, at du ikke har fået den underskrevne vælgererklæring retur fra Folkeregisteret, så er forklaringen den, at vi af økonomiske grunde har afholdt os fra at sende mange af sted, og at vi venter på at opnå den nødvendige finansiering via sponsorer. Det fremgår af partiet Liberalisternes hjemmeside. Også Rygerpartiet stiller så vidt vides også op næste gang, der er valg, hvis man får indsamlet tilstrækkeligt mange underskrifter.
Protestpartier og nye partier i almindelighed kan vel at mærke præcis i vor tid godt regne med - at være heldige - at få bred opbakning. Det vidner vælgernes usikkerhed om hvad, de skal stemme på.
En stor del af forklaringen på dette er netop, at principperne for hvilken politik, man skal føre i vid udstrækning er forsvundet: Grænser for hvad, der anses for at være et politisk anliggende er med andre ord blevet kraftigt udvidet.
Såvel Rygerpartiet som Liberalisterne er netop udtryk for et modtræk til denne politisering af samfundet. I den henseende har man i Liberalisterne som udgangspunkt nok bedre forståelse for, at der er tale om et generelt fænomen.
I kraft af motivationen for begge partier må man som udgangspunkt alligevel konkludere, at man som følge af øget politisering også i dag (her skal i øvrigt også nævnes, at religion nu desværre er på vej tilbage i politik), må forvente at interessen for partier, der vil trække i den anden retning vil vokse.
- Hvis man vil gøre en forskel i økonomisk henseende, skal man i øvrigt beslutte sig for om man vil støtte nu, og ikke i de sidste uger før det næste valg.
Læs om parti- og idepolitik i: De andres idéer samt En plan for Liberalisterne.
Viser indlæg med etiketten Ideologi. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Ideologi. Vis alle indlæg
21. november 2007
19. november 2007
Richard Miniter interviewer Flemming Rose
Journalisten Richard Miniter interviewer Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose i Washington om kultursammenstødet mellem undertrykkende religion og tradition på den ene side - og så frihedens Europa på den anden, - set i lyset af de tegninger som Flemming Rose og Jyllands-Posten bragte af muslimernes profet Muhammed i 2005.
Rose indleder med at påpege, at han så klare paralleller mellem sine oplevelser først i 1980'erne som korrespondent i Sovjet-rusland, og så det ønske om censur og forbud mod kritik eller fornærmende ytringer mod religion, som han har iagttaget vinder frem i Europa i vor tid. Hensigten bag tegningerne var ifølge Rose, at reducere truslen fra de som ønsker politisk undertrykkelse. Dette skulle gøres ved at man i praksis gjorde brug af ytringsfriheden; sådan at truslen blev fortyndet, i kraft af at flere brugte deres ytringsfrihed, der hvor nogle følte sig fornærmet; og altså netop på en sådan måde, som det er tilladt i vores del af verden men forbudt i store dele af ikke mindst Mellemøsten.
Undervejs i "tegningekrisen" erkendte Rose så også ifølge interviewet, at der rent faktisk var kræfter i Mellemøsten men også i Europa, der aktivt arbejdede for at indføre censuren i Europa. I interviewet fokuseres primært på de imamer i Mellemøsten, som på dette tidspunkt offentligt begyndte at stille krav om, at europæiske dokumenter skulle indeholde forbud mod ytringer eller andre visuelle manifestationer, der kunne virkende fornærmende i forhold til religioner og religiøsitet.
Udover parallellen mellem kommunisme og religion, hvad angår ønsket om censur, ser Rose også en lighed i tanken om at man fra såvel kommunisters som mere traditionelt religiøse søger at tage "patent på sandheden", og at man endvidere ikke holder sig fra at invadere privatsfæren, for at håndhæve dette patent. Denne håndhævelse af "offentlige sandheder" så man således i såvel Sovjet-rusland og man ser den i dag i Saudi Arabien og Iran. I kraft af dette konkluderer Rose derfor, at der for såvel islamismens vedkommende som kommunismens er tale om totalitære ideologier.
På den baggrund vurderer Rose efterfølgende, at Europa står ved en skillelinie, hvor man langt mere aktivt i Europa må arbejde i retning af at finde ud af, hvad det vil sige at være henholdsvis europæer, dansker - eller i besiddelse af en anden europæisk national identitet. Det vil sige, hvad skal disse former for territoriale identiteter i deres kerne bestå af?
Roses bidrag i denne sammenhæng er at sige, at begreberne burde nærme sig mere de rummelige former, som man finder i USA, hvor der netop er plads til store kulturelle variationer, men hvor der omvendt netop også er nogle grundlæggende mere klart definerede grænser, hvor ”stregen i sandet” går. Disse grænser sættes så via sikringen af en fundamental respekt for samt opbakning til de frihedens værdier og rettigheder, som netop er hvad, der for de religiøse udgør truslen mod de autoritæres magt.
Interessant er det også, at Richard Miniter så klart peger på problemet med “velfærdsstaten” i Danmark i forbindelse med indvandring fra områder med en meget anderledes kultur end den danske; hvor han minder om, hvor høj graden af arbejdsløshed netop er for indvandrere med en muslimsk baggrund; - og hvor de høje danske (og europæiske) ydelser, med stor rimelighed må siges at have bidraget negativt til integrationen, eftersom mere konkret forståelse for et nyt lands grundværdier netop finder sted på arbejdspladsen.
Flemming Rose fortryder endvidere ikke, at tegningerne blev bragt; for som han udtrykker det, så afslørede tegningerne en virkelighed som allerede var eksisterende, men som tegningerne nu fik bragt til offentlighedens kendskab. Tegningerne er samtidig også blevet en fælles reference i debatten (om integration og ytringsfrihed). Deri har han ret. Tegningerne er et stykke dansk kulturarv, hvis historie, man kan lære meget af.
Interviewet findes her:
http://idioten.blogspot.com/2007/11/true-danish-hero.html
Om Richard Miniter.
Rose indleder med at påpege, at han så klare paralleller mellem sine oplevelser først i 1980'erne som korrespondent i Sovjet-rusland, og så det ønske om censur og forbud mod kritik eller fornærmende ytringer mod religion, som han har iagttaget vinder frem i Europa i vor tid. Hensigten bag tegningerne var ifølge Rose, at reducere truslen fra de som ønsker politisk undertrykkelse. Dette skulle gøres ved at man i praksis gjorde brug af ytringsfriheden; sådan at truslen blev fortyndet, i kraft af at flere brugte deres ytringsfrihed, der hvor nogle følte sig fornærmet; og altså netop på en sådan måde, som det er tilladt i vores del af verden men forbudt i store dele af ikke mindst Mellemøsten.
Undervejs i "tegningekrisen" erkendte Rose så også ifølge interviewet, at der rent faktisk var kræfter i Mellemøsten men også i Europa, der aktivt arbejdede for at indføre censuren i Europa. I interviewet fokuseres primært på de imamer i Mellemøsten, som på dette tidspunkt offentligt begyndte at stille krav om, at europæiske dokumenter skulle indeholde forbud mod ytringer eller andre visuelle manifestationer, der kunne virkende fornærmende i forhold til religioner og religiøsitet.
Udover parallellen mellem kommunisme og religion, hvad angår ønsket om censur, ser Rose også en lighed i tanken om at man fra såvel kommunisters som mere traditionelt religiøse søger at tage "patent på sandheden", og at man endvidere ikke holder sig fra at invadere privatsfæren, for at håndhæve dette patent. Denne håndhævelse af "offentlige sandheder" så man således i såvel Sovjet-rusland og man ser den i dag i Saudi Arabien og Iran. I kraft af dette konkluderer Rose derfor, at der for såvel islamismens vedkommende som kommunismens er tale om totalitære ideologier.
På den baggrund vurderer Rose efterfølgende, at Europa står ved en skillelinie, hvor man langt mere aktivt i Europa må arbejde i retning af at finde ud af, hvad det vil sige at være henholdsvis europæer, dansker - eller i besiddelse af en anden europæisk national identitet. Det vil sige, hvad skal disse former for territoriale identiteter i deres kerne bestå af?
Roses bidrag i denne sammenhæng er at sige, at begreberne burde nærme sig mere de rummelige former, som man finder i USA, hvor der netop er plads til store kulturelle variationer, men hvor der omvendt netop også er nogle grundlæggende mere klart definerede grænser, hvor ”stregen i sandet” går. Disse grænser sættes så via sikringen af en fundamental respekt for samt opbakning til de frihedens værdier og rettigheder, som netop er hvad, der for de religiøse udgør truslen mod de autoritæres magt.
Interessant er det også, at Richard Miniter så klart peger på problemet med “velfærdsstaten” i Danmark i forbindelse med indvandring fra områder med en meget anderledes kultur end den danske; hvor han minder om, hvor høj graden af arbejdsløshed netop er for indvandrere med en muslimsk baggrund; - og hvor de høje danske (og europæiske) ydelser, med stor rimelighed må siges at have bidraget negativt til integrationen, eftersom mere konkret forståelse for et nyt lands grundværdier netop finder sted på arbejdspladsen.
Flemming Rose fortryder endvidere ikke, at tegningerne blev bragt; for som han udtrykker det, så afslørede tegningerne en virkelighed som allerede var eksisterende, men som tegningerne nu fik bragt til offentlighedens kendskab. Tegningerne er samtidig også blevet en fælles reference i debatten (om integration og ytringsfrihed). Deri har han ret. Tegningerne er et stykke dansk kulturarv, hvis historie, man kan lære meget af.
Interviewet findes her:
http://idioten.blogspot.com/2007/11/true-danish-hero.html
Om Richard Miniter.
4. september 2007
Velfærdsnarkomani forudsætter slavementalitet
Der var engang, hvor venstrefløjen forstillede sig en fagre ny verden. Her skulle være udbredt frihed til at gøre præcis hvad man ville. Samtidig skulle denne verden være uden de bekymringer, der er en del af den realitet, vi som mennesker i praksis står overfor.
Måske skulle man have troet, at den velstand, som voksede i takt med industrisamfundets konkrete udvikling - og i kraft af markedsøkonomiens udbredelse - så var noget, der var værd at beskytte, og også at forstå årsagerne til. For som bekendt vokser velstanden mere og hurtigere i økonomisk frie lande med lavere skatter, end i lande med høje.
Årsagerne til velstandsskabelse var i vid udstrækning blot så simple og enkle, at det for socialistiske utopister nærmest var ubehageligt at tænke på: Mennesker var blevet friere stillet end nogen sinde til at producere, og profitere af det. Og så blev velstanden skabt. Med produktionsfriheden som det centrale, var der derfor intet behov for et akademisk projekt med akademikere i rollen som planlæggere hævet over profitincitamentet og andre verdslige fænomener.
I de økonomisk friere samfund var der naturligvis masser af intellektuel aktivitet. Som hovedregel var den blot ikke løsrevet fra det jordnære og konkrete gøremål, der handler om at forbedre en given virksomheds situation. Den intellektuelle aktivitet, der blomstrede i kraft af friheden var netop konkret og praktisk og ikke platonisk verdensfjern: Landmanden i USA kunne godt selv forstå, at hans frihed og ejendomsret var en forudsætning for, at det kunne betale sig for ham, at investere i nye og bedre maskiner, eller orientere sig om mere optimale produktionsmetoder. Tilsvarende kunne opfindere og producenter af bedre maskiner - herunder mere overlegne former for transport eller kommunikation - forstå det samme.
For utopister bestod udfordringen i stedet i, at drømme om en verden, hvor man fik noget, uden at man skulle gøre noget, som andre så i frivillighed kunne anslå nytten af. Det sidste havde i årtusinder været anset for at være den akademiske udfordring: det vil sige én gang for alle at få den gode ide, som betød at man ikke mere behøvede at anstrenge sig. At nå dette mål om noget for ingenting, indså man derfor hurtigt, at man ikke kunne bruge markedsøkonomien til. For på markedet skal man netop levere noget, som nogen skal være villig til at betale for. Og der er altid permanent konkurrence om de gode og nyttige ideer. Vil man monopolisere, og have patent på det gode og hvad, der skal værdsættes, kræves derimod netop at man tager magt og konfiskation i brug. Derfor opfatter venstrefløjen netop staten som den helt store og gode ide, der afskaffer de kontante krav, der stilles på markedspladsen.
Netop i kraft af staten kan man endelig forfølge sine utopiske drømme i fred. Omvendt i en fri verden vil kun meget få betale frivilligt for den socialistisk akademiske (eller konservative) utopi. I en markedsøkonomi vil man derfor i praksis kun finde socialisme på hylderne for Fantasy-genren og Science Fiction. Det er det eneste sted, hvor omfattende tvang og kontrol, som er den socialistiske forudsætning, kan eksistere side om side med utopisk velstand.
Retten til at tjene penge sikrede velstanden i den vestlige verden
Takket være utopisters og kollektivisters politiske svækkelse, og en voksende respekt for den private ejendomsret kunne de mest innovative og forudseende realister derfor, ikke mindst fra og med USA's løsrivelse fra Storbritannien i 1700tallet, tjene store summer på, at føre deres ideer ud i livet. Fra og med 1800tallet kunne man specialisere sig indenfor et område; sætte sig ind i hvordan man gjorde tingene bedre end tidligere; derefter masseproducere - og i kraft af intellektuel og målrettet dygtighed skabe sig en formue. Flere af de mennesker, der i industrialderens begyndelse skabte sig kolossale formuer på at organisere produktionen, ikke mindst til fordel for dem med lavere indkomster, er kendte den dag i dag – eksempelvis navne som Carnegie, Vanderbilt eller Rockefeller.
På markedet blev man derfor rig på at frembringe varer og standardiserede service-ydelser til den almindelige befolkning. Kort sagt profiterede man ved at høste en personlig fortjeneste ved at levere noget, som andre (og jo flere jo bedre) havde gavn og nytte af. I takt med at disse rigdomme blev skabt, blev købekraften for såvel middelklasse som de fattigste derfor samtidig også skridt for skridt forbedret. Et af de mest simple mål for disse forbedringer er, hvor stor en andel man som borger bruger af sin indkomst, når det gælder basale ting såsom fødevarer, transport og bolig. Den andel af indkomsten falder netop konsekvent i lande med vedvarende og stabil økonomisk frihed. I kapitalistiske samfund, det vil sige samfund med markedsøkonomi, er der således ikke længere hungersnød. Den afskaffede man netop i kraft af økonomisk frihed. Friheden og den velstandsskabelse der følger, spreder sig således også den dag i dag til nye egne af verden, og fjerner så også sult og elendighed dér. En meget central årsag til at den frihed, der gør nogle meget rige også stiller befolkningen i almindelighed bedre, er netop at de dygtigste belønnes, og at entreprenører - som også Carnegie eller Rockefeller gjorde det - altovervejende geninvesterer deres ”belønning”, det vil sige overskuddet fra deres virksomhed i selv samme – eller nye virksomheder. (Og gør de også dette godt, belønner forbrugerne dem yderligere).
Den socialistiske drøm om årsagsløs velfærd og samlende projekter
Men ovenstående velstands- og produktivitets-revolution, som den, der er set i løbet af de sidste to hundrede år, er altså bare ikke venstrefløjens projekt. Velstandsrevolutionen er ikke udtryk for den drøm om det årsagsløse og nydelsesrige paradis, som de akademiske utopister forstillede sig.
Det er samtidig ikke et projekt, hvor den almindelige borger behøver at tage ret meget hensyn til drømmere og intellektuelle i det daglige. Tværtimod betyder den materielle velstand, der forbedrer livskvaliteten og sikrer flere uddannelse, bedre sundhed, forbedret transport, smidigere kommunikation og som øger værdien af ens fritid, at man ikke behøver at lytte til dem, der gerne vil præsentere sig som moralske autoriteter.
Den generelle velstandsskabelse, der følger i kraft af markedsøkonomien udfordrede dermed også de traditionelle autoriteters rolle såsom de kirkelige; men den svækkede også de, der gerne ville føre sig frem som verdslige autoriteter.
Mere kommunikation i kraft af den øgede velstand, og mere velstand i det hele taget, betød og at man selv med mindre uddannelse turde sige de angivelige autoriteter midt imod. Og i praksis må man konstatere, at det aldrig været socialisters intention, at almindelige borgere skulle være frie til at bruge deres egen dømmekraft, og selv at forfølge deres egne mål uanset om disse så mest var materielle, åndelige eller en balance af begge dele.
Den socialistiske og kollektivistiske drøm har altid, i modsætning hertil, været at opstille fælles mål for hele befolkningen; og helst mål, hvor man kunne sige at der var ”konsensus” om dem. (Det vil i praksis sige, at alle ”intellektuelle” er enige om at forfølge målet).
Dette viser sig også i kraft af den økonomiske omfordeling, man finder i såvel USA i dag som i Europa (og som var endnu mere ekstrem i Østeuropa tidligere), at man ikke regner individuelle projekter for noget som helst. Det viser sig også i form af at venstrefløjen nationaliserer dele af medierne (og de tilknyttede uddannelsesinstitutioner) og forsøger at nationalisere kulturlivet generelt.
I kraft af den økonomiske omfordeling viser socialister og kollektivister endvidere, at indkomsten for dem ideelt set skal være den samme - trods det forhold, at nogle mennesker bevidst og målrettet forfølger materiel velstand og på rationel vis leder efter måder, hvorpå de kan tjene penge ved at frembringe noget værdifuldt, mens andre ikke gør det. Eventuelt taler man som kollektivist og egalitær nedladende om betydningen af penge, mens man lever af overførselsindkomst herunder SU, får løn for at undervise i marxisme på et samfundsfagligt fakultet eller kontanthjælp; eller mens man eventuelt får løn for at omfordele ved at tage noget fra de produktive og give til de uproduktive eller mindre produktive.
Fra national-socialisme til global-socialisme
Engang var de opstillede socialistiske mål endvidere nationale. Dermed var venstrefløjen primært at betegne som "national-socialistisk". Det var og er socialdemokraterne via demokratiet, og det var nazisterne tilsvarende og langt værre i kraft af Hitlers rædselsregime. (Læs mere her.) Man kan derfor altid kende en socialist på dette fællestræk: At man ønsker at opstille et stort fælles mål eller flere fælles mål, som man så helst så, at hele verden skulle forfølge. Dette er i bund og grund den eneste forandring, der har været indenfor de akademiske socialisters rækker i løbet af de sidste to hundrede år. I kraft af den økonomiske globalisering drømmer man nu større tanker; altså ikke blot om et fælles stort mål for en nation, men helst et stort mål for hele verden.
I vor tid er man derfor så ikke længere nationalt fokuseret som socialist. Man er enten ”regionalist” eller globalt orienteret i sin socialisme og i opstillingen af sine kollektivistiske visioner. Den vigtigste grund til, at socialister i vor tid bruger så meget akademisk krudt på at skabe et nationalistisk fjendebillede, der i vid udstrækning ikke eksisterer i praksis, er derfor også at man blot ikke bryder sig ikke om ”den nationale begrænsning”. På venstrefløjen er man ikke desto mindre lige så begejstret for at bruge staten som et redskab for sine store utopiske projekter, som man altid har været det. Nu gælder det blot ikke om at eksperimentere med millioner af mennesker, men i stedet med milliarder af menneskers liv. Vor tids socialister er dermed mindst lige så farlige og ofte mere til, end de var tidligere. Man kan frygte at vor tid en gang i fremtiden vil blive beskrevet som blot et mellemstadie præget af frihed fra socialisme, hvor det nye socialistiske projekt så er under udarbejdning. I det omfang det er det, der sker, finder projektudviklingen ikke mindst sted i de institutioner, som netop domineres af venstrefløjen - herunder FN men i vid udstrækning også EU.
Den europæiske klientskabelse
Et af de mål, som man for tiden har sat sig er så klimaregulering, som netop kan ses som en begyndende konkretisering af det nye socialistiske projekts realisering. Al Gore mener så, at dette nye kollektivistiske mål er moralsk. Det sagde man imidlertid også om alle de forgange projekter, hvor der blev sat lighedstegn mellem stort anlagte kollektive mål og så en positiv værdi. (Det skal også bemærkes, at navnlig de Konservative er interesserede sådan som de også har været det for mange andre af venstrefløjens projekter).
Men hvad har socialisterne i praksis efterladt sig af en eventuel politisk arv, oven på de sidste 50 års socialistiske eksperimenter - altså ud over de kuldsejlede kommunistiske i Østeuropa, massemordene dér, samt de katastrofer, der tilsvarende har været resultatet af socialistisk ideologi og projektmageri i Afrika, Latin Amerika og Asien?
Svaret på det spørgsmål er som det mest konkrete og synlige: Europas klienter; det vil sige alle de mennesker, som man mente havde ret til indkomst i kraft af deres eksistens; og som i kraft af deres blotte tilstedeværelse ifølge socialistisk lighedsideologi hævdedes at havde ret til en større eller mindre del af det, som andre frembragte i kraft af produktiv indsats.
Resultatet af fremvæksten af de "materielle rettigheder", der er en formalisering af lighedsideologien, er blevet den relativt høje arbejdsløshed, passiviseringen, samt også den voksende værdirelativisme, der netop følger, når man straffer produktivitet og individuel kreativitet, og belønner lediggang samt kultur, der hylder staten og flokmentaliteten (og som omvendt er renset for individuelle præstationer). Her er derfor også den grundlæggende forskel på 1800-tallets velstandsskabende liberalisme og individualisme, og 1900-tallets velstandsdæmpende klientskabelse og kollektivisme. I øvrigt er der tale om en tendens man finder såvel i Europa som i USA. Vor tids amerikanske tilstande med ubrugelige uddannelser og individer, der hænger fast i sociale ydelser er netop også europæiske tilstande.
De afhængige klienter
De klienter, der især er skabt i Europa, opfylder ikke desto mindre den store akademiske drøm om at middelklassen samt økonomisk ringere stillede lyttede til dem, og blev afhængige af de intellektuelle – jævnfør indledningen om hvorfor utopiske akademikere ikke bryder sig om markedsøkonomien. Prisen er ganske vist netop faldende produktivitet og reduceret velstand samt også en manglende evne til at forsvare sig mod nogle religiøse ideologier, der er helt og aldeles fjendtligt stillede over for civilisation og fremskridt. For netop når man har fjernet incitamenterne til selv at gøre en forskel, og når man fra politisk side har bekæmpet ideen om at det var moralsk at være sin egen lykkes smed, ja så åbner man samtidig også op for mange af de gamle religiøse ideer om at det at forbedre sin egen materielle situation ligefrem er syndigt; og det er netop også et træk man ser i socialismens sidste stadie i Europa. Økologisme er netop en ny kollektiv vision, hvor respekten for den enkelte og friheden til at forfølge sine egne ideer grundlæggende ikke findes.
At skabe sig afhængige må derfor ses som et fælles og overordnet element i de akademisk socialistiske aspirationer.
Samtidig kan de tvungne overførsler også ses som udtryk for, at man fra venstrefløjens side, har valgt at ignorere virkeligheden. Man forsøger netop nu, at realisere drømmen om den fagre ny verden, hvor velstand er årsagsløs, og ikke kræver en indsats.
Ganske vist kan man ikke sikre den årsagsløse utopi for alle, for nogle skal jo i realiteten frembringe de ”utopiske” goder. Men i kraft af den velstand, der er skabt – eftersom andre generationer sikrede den økonomiske frihed, er det ikke mindst i Europa men også i USA lykkedes for venstrefløjen at skabe en slags parallel verden, hvor goder næsten virker, som om de er opstået af dem selv; og hvor (nogle) forbrugere derfor er løsrevet fra produktionen, men som naturligvis også er afhængige af de, der uddeler midler (og konfiskerer dem).
Netop af ovenstående grunde taler venstrefløjen hånligt om ”forbrugssamfundet”, og kan gøre det med en vis berettigelse, præcis eftersom de selv har skabt et ”forbrugssamfund”, der ikke har noget at gøre direkte med produktionssamfundet, men som altså er løsrevet fra dette.
Klientstanden (som også er blevet de vælgere der cementerer venstrefløjens magt) er derfor nu også er nødt til at være opmærksomme på de akademiske utopier, som den akademiske klasse interesserer sig for. Denne opmærksomhed handler altså blot ikke om høflighed, men om at kontrollen med tv-mediet, andre dele af de kulturelle institutioner og uddannelsesområdet, også når det gælder formidling, især i løbet af de sidste 50 år er flyttet over i kollektivistiske utopisters kontrol.
Slaverne
Det mest interessante er derfor måske ikke, at en ret stor del af befolkningen i Europa bliver tilvænnet denne permanente børnehave for voksne, hvor man i stigende grad via tilskud kan ”uddanne” sig hele livet, og hvor uddannelse i praksis ofte betyder at man går rundt og dagdrømmer, og analyserer normer, roller og livsmønstre; og hvor man i tilfælde af kriser, så gratis får stillet en hjælper til rådighed, der kan støtte én i troen på den årsagsløse forbrugsverden.
Det mest interessante er nærmere, at de mennesker, der har nogle konkrete ideer og mål med deres egen adfærd, accepterer, at det som deres indkomst i realiteten bruges på, er at denne parallelverden opretholdes og vokser på deres egne personlige drømmes bekostning. Det sidste handler dermed om de produktives offervilje, og om graden af slavementalitet.
Hvad angår den nye økologiske ideologi, burde de produktive ikke desto mindre vide, at hvad man gør som produktiv og velstandsskabende, er at forandre det, der findes i naturen, så det får en værdi det ikke har i forvejen, og i kraft af denne proces bliver til noget, der er nyttigt for mennesker.
Alligevel overlader man børn til individer, der underviser ud fra den stik modsatte doktrin, der handler om at man skulle ”forbruge ressourcerne”. (Læs mere her).
- Grunden til at man fra venstrefløjens side netop lægger produktivitet for had er således, at man i kraft af klientskabelsen har distanceret sig fra produktionssamfundet: Man ved ikke hvorfor det findes. Det er jo staten, der leverer goderne (”velfærden”) ifølge de doktriner, man udsættes for fra og med de sidste folkeskoleår. I stigende grad vil man derfor ikke betragte en formindsket privatsektor som en bivirkning – eller en pris for en større offentlig sektor, men i stedet som noget rent positivt. Mere stat må jo ifølge denne mentalitet betyde mere velfærd, mens mere erhvervsliv tilsvarende for de socialiserede blot betyder mere forurening!
Producerer man derfor gladeligt til fordel for dette socialistiske parallel-samfund; lader man sig med stolthed brandbeskatte så ens børn lærer, at de produktive i verden i virkeligheden er klima-syndere; og bakker man på denne måde op omkring denne årsagsløshedens ideologi, må man i samme omfang derfor også betegnes som en slave, der blot venter på slaveriets endelige indførsel, men som allerede har indarbejdet mentaliteten.
Den nuværende statsminister skrev således for 14 år siden netop om slavesind. Og slavesindet er jævnfør ovenstående en socialistisk og kollektivistisk "nødvendighed", der sikrer at man kan bevare klientsamfundet og øge velfærdsnarkomanien, sådan at den offentlige sektor kan vokse på den private og velstandsskabende sektors bekostning. For det gratis måltid findes ikke: - Jo flere klienter og passive voksne, desto hårdere må den øvrige del af befolkningen arbejde.
Kommentaren er blandt andet inspireret af Andrew Bernstein, der er forfatter til The Capitalist Manifesto, som man kan læse om på COIN-bloggen. Læs også The Bernstein Declaration . Læs også Anders Fogh Rasmussen Fra Socialstat til Minimalstat. (pdf).
Måske skulle man have troet, at den velstand, som voksede i takt med industrisamfundets konkrete udvikling - og i kraft af markedsøkonomiens udbredelse - så var noget, der var værd at beskytte, og også at forstå årsagerne til. For som bekendt vokser velstanden mere og hurtigere i økonomisk frie lande med lavere skatter, end i lande med høje.
Årsagerne til velstandsskabelse var i vid udstrækning blot så simple og enkle, at det for socialistiske utopister nærmest var ubehageligt at tænke på: Mennesker var blevet friere stillet end nogen sinde til at producere, og profitere af det. Og så blev velstanden skabt. Med produktionsfriheden som det centrale, var der derfor intet behov for et akademisk projekt med akademikere i rollen som planlæggere hævet over profitincitamentet og andre verdslige fænomener.
I de økonomisk friere samfund var der naturligvis masser af intellektuel aktivitet. Som hovedregel var den blot ikke løsrevet fra det jordnære og konkrete gøremål, der handler om at forbedre en given virksomheds situation. Den intellektuelle aktivitet, der blomstrede i kraft af friheden var netop konkret og praktisk og ikke platonisk verdensfjern: Landmanden i USA kunne godt selv forstå, at hans frihed og ejendomsret var en forudsætning for, at det kunne betale sig for ham, at investere i nye og bedre maskiner, eller orientere sig om mere optimale produktionsmetoder. Tilsvarende kunne opfindere og producenter af bedre maskiner - herunder mere overlegne former for transport eller kommunikation - forstå det samme.
For utopister bestod udfordringen i stedet i, at drømme om en verden, hvor man fik noget, uden at man skulle gøre noget, som andre så i frivillighed kunne anslå nytten af. Det sidste havde i årtusinder været anset for at være den akademiske udfordring: det vil sige én gang for alle at få den gode ide, som betød at man ikke mere behøvede at anstrenge sig. At nå dette mål om noget for ingenting, indså man derfor hurtigt, at man ikke kunne bruge markedsøkonomien til. For på markedet skal man netop levere noget, som nogen skal være villig til at betale for. Og der er altid permanent konkurrence om de gode og nyttige ideer. Vil man monopolisere, og have patent på det gode og hvad, der skal værdsættes, kræves derimod netop at man tager magt og konfiskation i brug. Derfor opfatter venstrefløjen netop staten som den helt store og gode ide, der afskaffer de kontante krav, der stilles på markedspladsen.
Netop i kraft af staten kan man endelig forfølge sine utopiske drømme i fred. Omvendt i en fri verden vil kun meget få betale frivilligt for den socialistisk akademiske (eller konservative) utopi. I en markedsøkonomi vil man derfor i praksis kun finde socialisme på hylderne for Fantasy-genren og Science Fiction. Det er det eneste sted, hvor omfattende tvang og kontrol, som er den socialistiske forudsætning, kan eksistere side om side med utopisk velstand.
Retten til at tjene penge sikrede velstanden i den vestlige verden
Takket være utopisters og kollektivisters politiske svækkelse, og en voksende respekt for den private ejendomsret kunne de mest innovative og forudseende realister derfor, ikke mindst fra og med USA's løsrivelse fra Storbritannien i 1700tallet, tjene store summer på, at føre deres ideer ud i livet. Fra og med 1800tallet kunne man specialisere sig indenfor et område; sætte sig ind i hvordan man gjorde tingene bedre end tidligere; derefter masseproducere - og i kraft af intellektuel og målrettet dygtighed skabe sig en formue. Flere af de mennesker, der i industrialderens begyndelse skabte sig kolossale formuer på at organisere produktionen, ikke mindst til fordel for dem med lavere indkomster, er kendte den dag i dag – eksempelvis navne som Carnegie, Vanderbilt eller Rockefeller.
På markedet blev man derfor rig på at frembringe varer og standardiserede service-ydelser til den almindelige befolkning. Kort sagt profiterede man ved at høste en personlig fortjeneste ved at levere noget, som andre (og jo flere jo bedre) havde gavn og nytte af. I takt med at disse rigdomme blev skabt, blev købekraften for såvel middelklasse som de fattigste derfor samtidig også skridt for skridt forbedret. Et af de mest simple mål for disse forbedringer er, hvor stor en andel man som borger bruger af sin indkomst, når det gælder basale ting såsom fødevarer, transport og bolig. Den andel af indkomsten falder netop konsekvent i lande med vedvarende og stabil økonomisk frihed. I kapitalistiske samfund, det vil sige samfund med markedsøkonomi, er der således ikke længere hungersnød. Den afskaffede man netop i kraft af økonomisk frihed. Friheden og den velstandsskabelse der følger, spreder sig således også den dag i dag til nye egne af verden, og fjerner så også sult og elendighed dér. En meget central årsag til at den frihed, der gør nogle meget rige også stiller befolkningen i almindelighed bedre, er netop at de dygtigste belønnes, og at entreprenører - som også Carnegie eller Rockefeller gjorde det - altovervejende geninvesterer deres ”belønning”, det vil sige overskuddet fra deres virksomhed i selv samme – eller nye virksomheder. (Og gør de også dette godt, belønner forbrugerne dem yderligere).
Den socialistiske drøm om årsagsløs velfærd og samlende projekter
Men ovenstående velstands- og produktivitets-revolution, som den, der er set i løbet af de sidste to hundrede år, er altså bare ikke venstrefløjens projekt. Velstandsrevolutionen er ikke udtryk for den drøm om det årsagsløse og nydelsesrige paradis, som de akademiske utopister forstillede sig.
Det er samtidig ikke et projekt, hvor den almindelige borger behøver at tage ret meget hensyn til drømmere og intellektuelle i det daglige. Tværtimod betyder den materielle velstand, der forbedrer livskvaliteten og sikrer flere uddannelse, bedre sundhed, forbedret transport, smidigere kommunikation og som øger værdien af ens fritid, at man ikke behøver at lytte til dem, der gerne vil præsentere sig som moralske autoriteter.
Den generelle velstandsskabelse, der følger i kraft af markedsøkonomien udfordrede dermed også de traditionelle autoriteters rolle såsom de kirkelige; men den svækkede også de, der gerne ville føre sig frem som verdslige autoriteter.
Mere kommunikation i kraft af den øgede velstand, og mere velstand i det hele taget, betød og at man selv med mindre uddannelse turde sige de angivelige autoriteter midt imod. Og i praksis må man konstatere, at det aldrig været socialisters intention, at almindelige borgere skulle være frie til at bruge deres egen dømmekraft, og selv at forfølge deres egne mål uanset om disse så mest var materielle, åndelige eller en balance af begge dele.
Den socialistiske og kollektivistiske drøm har altid, i modsætning hertil, været at opstille fælles mål for hele befolkningen; og helst mål, hvor man kunne sige at der var ”konsensus” om dem. (Det vil i praksis sige, at alle ”intellektuelle” er enige om at forfølge målet).
Dette viser sig også i kraft af den økonomiske omfordeling, man finder i såvel USA i dag som i Europa (og som var endnu mere ekstrem i Østeuropa tidligere), at man ikke regner individuelle projekter for noget som helst. Det viser sig også i form af at venstrefløjen nationaliserer dele af medierne (og de tilknyttede uddannelsesinstitutioner) og forsøger at nationalisere kulturlivet generelt.
I kraft af den økonomiske omfordeling viser socialister og kollektivister endvidere, at indkomsten for dem ideelt set skal være den samme - trods det forhold, at nogle mennesker bevidst og målrettet forfølger materiel velstand og på rationel vis leder efter måder, hvorpå de kan tjene penge ved at frembringe noget værdifuldt, mens andre ikke gør det. Eventuelt taler man som kollektivist og egalitær nedladende om betydningen af penge, mens man lever af overførselsindkomst herunder SU, får løn for at undervise i marxisme på et samfundsfagligt fakultet eller kontanthjælp; eller mens man eventuelt får løn for at omfordele ved at tage noget fra de produktive og give til de uproduktive eller mindre produktive.
Fra national-socialisme til global-socialisme
Engang var de opstillede socialistiske mål endvidere nationale. Dermed var venstrefløjen primært at betegne som "national-socialistisk". Det var og er socialdemokraterne via demokratiet, og det var nazisterne tilsvarende og langt værre i kraft af Hitlers rædselsregime. (Læs mere her.) Man kan derfor altid kende en socialist på dette fællestræk: At man ønsker at opstille et stort fælles mål eller flere fælles mål, som man så helst så, at hele verden skulle forfølge. Dette er i bund og grund den eneste forandring, der har været indenfor de akademiske socialisters rækker i løbet af de sidste to hundrede år. I kraft af den økonomiske globalisering drømmer man nu større tanker; altså ikke blot om et fælles stort mål for en nation, men helst et stort mål for hele verden.
I vor tid er man derfor så ikke længere nationalt fokuseret som socialist. Man er enten ”regionalist” eller globalt orienteret i sin socialisme og i opstillingen af sine kollektivistiske visioner. Den vigtigste grund til, at socialister i vor tid bruger så meget akademisk krudt på at skabe et nationalistisk fjendebillede, der i vid udstrækning ikke eksisterer i praksis, er derfor også at man blot ikke bryder sig ikke om ”den nationale begrænsning”. På venstrefløjen er man ikke desto mindre lige så begejstret for at bruge staten som et redskab for sine store utopiske projekter, som man altid har været det. Nu gælder det blot ikke om at eksperimentere med millioner af mennesker, men i stedet med milliarder af menneskers liv. Vor tids socialister er dermed mindst lige så farlige og ofte mere til, end de var tidligere. Man kan frygte at vor tid en gang i fremtiden vil blive beskrevet som blot et mellemstadie præget af frihed fra socialisme, hvor det nye socialistiske projekt så er under udarbejdning. I det omfang det er det, der sker, finder projektudviklingen ikke mindst sted i de institutioner, som netop domineres af venstrefløjen - herunder FN men i vid udstrækning også EU.
Den europæiske klientskabelse
Et af de mål, som man for tiden har sat sig er så klimaregulering, som netop kan ses som en begyndende konkretisering af det nye socialistiske projekts realisering. Al Gore mener så, at dette nye kollektivistiske mål er moralsk. Det sagde man imidlertid også om alle de forgange projekter, hvor der blev sat lighedstegn mellem stort anlagte kollektive mål og så en positiv værdi. (Det skal også bemærkes, at navnlig de Konservative er interesserede sådan som de også har været det for mange andre af venstrefløjens projekter).
Men hvad har socialisterne i praksis efterladt sig af en eventuel politisk arv, oven på de sidste 50 års socialistiske eksperimenter - altså ud over de kuldsejlede kommunistiske i Østeuropa, massemordene dér, samt de katastrofer, der tilsvarende har været resultatet af socialistisk ideologi og projektmageri i Afrika, Latin Amerika og Asien?
Svaret på det spørgsmål er som det mest konkrete og synlige: Europas klienter; det vil sige alle de mennesker, som man mente havde ret til indkomst i kraft af deres eksistens; og som i kraft af deres blotte tilstedeværelse ifølge socialistisk lighedsideologi hævdedes at havde ret til en større eller mindre del af det, som andre frembragte i kraft af produktiv indsats.
Resultatet af fremvæksten af de "materielle rettigheder", der er en formalisering af lighedsideologien, er blevet den relativt høje arbejdsløshed, passiviseringen, samt også den voksende værdirelativisme, der netop følger, når man straffer produktivitet og individuel kreativitet, og belønner lediggang samt kultur, der hylder staten og flokmentaliteten (og som omvendt er renset for individuelle præstationer). Her er derfor også den grundlæggende forskel på 1800-tallets velstandsskabende liberalisme og individualisme, og 1900-tallets velstandsdæmpende klientskabelse og kollektivisme. I øvrigt er der tale om en tendens man finder såvel i Europa som i USA. Vor tids amerikanske tilstande med ubrugelige uddannelser og individer, der hænger fast i sociale ydelser er netop også europæiske tilstande.
De afhængige klienter
De klienter, der især er skabt i Europa, opfylder ikke desto mindre den store akademiske drøm om at middelklassen samt økonomisk ringere stillede lyttede til dem, og blev afhængige af de intellektuelle – jævnfør indledningen om hvorfor utopiske akademikere ikke bryder sig om markedsøkonomien. Prisen er ganske vist netop faldende produktivitet og reduceret velstand samt også en manglende evne til at forsvare sig mod nogle religiøse ideologier, der er helt og aldeles fjendtligt stillede over for civilisation og fremskridt. For netop når man har fjernet incitamenterne til selv at gøre en forskel, og når man fra politisk side har bekæmpet ideen om at det var moralsk at være sin egen lykkes smed, ja så åbner man samtidig også op for mange af de gamle religiøse ideer om at det at forbedre sin egen materielle situation ligefrem er syndigt; og det er netop også et træk man ser i socialismens sidste stadie i Europa. Økologisme er netop en ny kollektiv vision, hvor respekten for den enkelte og friheden til at forfølge sine egne ideer grundlæggende ikke findes.
At skabe sig afhængige må derfor ses som et fælles og overordnet element i de akademisk socialistiske aspirationer.
Samtidig kan de tvungne overførsler også ses som udtryk for, at man fra venstrefløjens side, har valgt at ignorere virkeligheden. Man forsøger netop nu, at realisere drømmen om den fagre ny verden, hvor velstand er årsagsløs, og ikke kræver en indsats.
Ganske vist kan man ikke sikre den årsagsløse utopi for alle, for nogle skal jo i realiteten frembringe de ”utopiske” goder. Men i kraft af den velstand, der er skabt – eftersom andre generationer sikrede den økonomiske frihed, er det ikke mindst i Europa men også i USA lykkedes for venstrefløjen at skabe en slags parallel verden, hvor goder næsten virker, som om de er opstået af dem selv; og hvor (nogle) forbrugere derfor er løsrevet fra produktionen, men som naturligvis også er afhængige af de, der uddeler midler (og konfiskerer dem).
Netop af ovenstående grunde taler venstrefløjen hånligt om ”forbrugssamfundet”, og kan gøre det med en vis berettigelse, præcis eftersom de selv har skabt et ”forbrugssamfund”, der ikke har noget at gøre direkte med produktionssamfundet, men som altså er løsrevet fra dette.
Klientstanden (som også er blevet de vælgere der cementerer venstrefløjens magt) er derfor nu også er nødt til at være opmærksomme på de akademiske utopier, som den akademiske klasse interesserer sig for. Denne opmærksomhed handler altså blot ikke om høflighed, men om at kontrollen med tv-mediet, andre dele af de kulturelle institutioner og uddannelsesområdet, også når det gælder formidling, især i løbet af de sidste 50 år er flyttet over i kollektivistiske utopisters kontrol.
Slaverne
Det mest interessante er derfor måske ikke, at en ret stor del af befolkningen i Europa bliver tilvænnet denne permanente børnehave for voksne, hvor man i stigende grad via tilskud kan ”uddanne” sig hele livet, og hvor uddannelse i praksis ofte betyder at man går rundt og dagdrømmer, og analyserer normer, roller og livsmønstre; og hvor man i tilfælde af kriser, så gratis får stillet en hjælper til rådighed, der kan støtte én i troen på den årsagsløse forbrugsverden.
Det mest interessante er nærmere, at de mennesker, der har nogle konkrete ideer og mål med deres egen adfærd, accepterer, at det som deres indkomst i realiteten bruges på, er at denne parallelverden opretholdes og vokser på deres egne personlige drømmes bekostning. Det sidste handler dermed om de produktives offervilje, og om graden af slavementalitet.
Hvad angår den nye økologiske ideologi, burde de produktive ikke desto mindre vide, at hvad man gør som produktiv og velstandsskabende, er at forandre det, der findes i naturen, så det får en værdi det ikke har i forvejen, og i kraft af denne proces bliver til noget, der er nyttigt for mennesker.
Alligevel overlader man børn til individer, der underviser ud fra den stik modsatte doktrin, der handler om at man skulle ”forbruge ressourcerne”. (Læs mere her).
- Grunden til at man fra venstrefløjens side netop lægger produktivitet for had er således, at man i kraft af klientskabelsen har distanceret sig fra produktionssamfundet: Man ved ikke hvorfor det findes. Det er jo staten, der leverer goderne (”velfærden”) ifølge de doktriner, man udsættes for fra og med de sidste folkeskoleår. I stigende grad vil man derfor ikke betragte en formindsket privatsektor som en bivirkning – eller en pris for en større offentlig sektor, men i stedet som noget rent positivt. Mere stat må jo ifølge denne mentalitet betyde mere velfærd, mens mere erhvervsliv tilsvarende for de socialiserede blot betyder mere forurening!
Producerer man derfor gladeligt til fordel for dette socialistiske parallel-samfund; lader man sig med stolthed brandbeskatte så ens børn lærer, at de produktive i verden i virkeligheden er klima-syndere; og bakker man på denne måde op omkring denne årsagsløshedens ideologi, må man i samme omfang derfor også betegnes som en slave, der blot venter på slaveriets endelige indførsel, men som allerede har indarbejdet mentaliteten.
Den nuværende statsminister skrev således for 14 år siden netop om slavesind. Og slavesindet er jævnfør ovenstående en socialistisk og kollektivistisk "nødvendighed", der sikrer at man kan bevare klientsamfundet og øge velfærdsnarkomanien, sådan at den offentlige sektor kan vokse på den private og velstandsskabende sektors bekostning. For det gratis måltid findes ikke: - Jo flere klienter og passive voksne, desto hårdere må den øvrige del af befolkningen arbejde.
Kommentaren er blandt andet inspireret af Andrew Bernstein, der er forfatter til The Capitalist Manifesto, som man kan læse om på COIN-bloggen. Læs også The Bernstein Declaration . Læs også Anders Fogh Rasmussen Fra Socialstat til Minimalstat. (pdf).
1. august 2007
Ideologier kan ikke ignoreres
”Ideologi er ikke noget man skal skamme sig over eller erklære stendød,” sagde socialdemokraten Henrik Sass Larsen den 1. maj, ifølge den borgerlige internetavis 180grader.dk. Det gjorde han med henvisning til tidligere statsminister Poul Schlüters bemærkning om, at "ideologi er noget bras", hvilket Sass Larsen mente var en indstilling den nuværende regering havde taget til sig.
Hvis noget er ”ideologisk”, regnes det dog i almindelighed ofte uden for det gode selskab, men i vid udstrækning også som uden for indflydelse.
Men hvad nu hvis det er ideologierne, det vil sige ”de rene varer”, der rent faktisk er styrende for den politiske adfærd også inde på midten? Ville det rent faktisk ikke være fair, at sige, at midterpartierne manøvrer i kraft af de pejlemærker som polerne, de ideologiske fikspunkter, i politik udgør? For hvordan kunne man i grunden agere politisk uden disse poler?
Det skal således være påstanden at ideologierne i sidste instans rent faktisk er de pejlemærker, som er udslagsgivende for den politiske adfærd. Det betyder ikke nødvendigvis at man orienterer sig efter hvad der aktuelt skrives på aktuelle eksisterende ideologiske fora, men at man ikke desto mindre som mainstream alligevel lægger sig mellem de dominerende (historisk betydningsfulde) politiske ideologier, som de findes. Det betyder derfor også, at disse i realiteten har stor relevans (hvad der i det følgende vil fremstå som en underdrivelse) også for dem inde på midten i dansk politik.
Uden ideologi ingen politik
I virkeligheden er det ikke så vanskeligt at sandsynliggøre påstanden om at de rendyrkede ideologier spiller en stor og uomgængelig rolle for alle, der handler og taler politisk.
Som tankeeksperiment kan man simpelthen blot fjerne ideologierne. Man kan således forestille sig en verden uden socialisme, liberalisme, islamisme, kristendom, samt den ideologi, der proklamerer bekymring for menneskets omgivelser, de grønnes ideologi; den som nogle kalder ”økologisme”.
For hvad er der i så fald tilbage? Hvad skulle det Radikale Venstre i givet fald så være et kompromis imellem? Hvad ville de kompromissøgende forsøge at bøje ind i mod hinanden, hvis der ikke var socialistiske og liberalistiske indfaldsvinkler til at begynde med?
Partiet Venstre ville i så fald tilsvarende ikke have et ideologisk bagland. For dette bagland holder i vid udstrækning netop de liberalistiske principper i hævd. Venstre ville blot heller ikke have nogle neo-socialdemokrater, der tilsyneladende (som Claus Hjort Frederiksen) knuselsker velfærdsstaten i partitoppen.
Og uden socialisme så ingen ”velfærdsstat”: Socialdemokratiets mission var som bekendt at indføre socialisme via de små skridts vej, fra og med slutningen at 1800tallet. Denne lighedsfikserede ideologi er i kraft af tankeeksperimentet også væk. Derfor ville man tilsvarende ikke kunne have bevæget sig i denne (socialistiske) retning.
Men hvor søren ville man så have bevæget sig hen, uden en blanding af religiøse og verdslige ideologier; det vil sige uden et eller andet miks af kristendom, ateisme, socialisme, liberalisme m.v.? Og ville en verden uden ideologier i så fald være mere civiliseret?
Her skal man, hvad angår det sidste spørgsmål, være varsom med at skære alle ideologier over en kam. For nogle ideologier har haft ekstremt positive konsekvenser, og andre særdeles negative.
Derfor har Sass-Larsen ikke helt ret i sin påstand foroven. Nogle ideologier skal man skamme sig over. Der er blot ikke enighed om hvilke.
Men svaret på hvad der ville være uden nogle ideologier overhovedet, ville vel at mærke være: - ingen som helst civilisation; det vil sige ingen i absolut og altså ikke i relativ forstand.
For ideologier er netop pejlemærker for bevidst adfærd. De er produkter af tænkning og idé-formulering. Og hvis der ingen ideologier var overhovedet ville det simpelthen skyldes et totalt fravær af ideer. Ideologier er dermed en slags delmængde af ideernes verden; eller mere simplificeret. Ideologier er formaliserede og derfor let salgbare politiske ideer. Det er deres udbredelse og popularitet (forstået som tilslutning), der er årsagen til deres afgørende verdenshistoriske rolle.
De laverestående dyr (altså alle dyr, der står under mennesket) har således ingen ideologier - af den grund, at de ikke har nogen idéudvikling. De har således ikke ideologier, fordi de ikke er bevidste og refleksive, men i stedet handler per instinkt. Vores mindre kløgtige medskabninger har derfor hverken holdninger eller moral på nogen måde, der kan sammenlignes med menneskers. Og det er præcis moral og holdninger som de politiske ideologier bygger på, selv om ideologier som sådan ganske vist er formaliserede og simplificerede – i modsætning til mere originale ideer.
Ideologier er således politiske tankesystemer, hvor nogle så er nyttige og dermed fremmende for den menneskelige adfærd, og hvor andre i praksis har vist sig at være meget destruktive. At afskrive ideologier som sådan, vil derfor svare til, at man også giver afkald på moralske retningslinier - og i sidste instans samtidig på fornuft og bevidsthed.
Bevidste væsener udvikler således retningslinier, når de bevidst sætter sig nogle mål. Værdier, ideologier, moral og principper er nu integrerede og mere eller mindre konsistente opstillede mål (standarder) for adfærden, som det derfor er nødvendigt for bevidste væsner at formulere. Moral og etik fortæller os hvad vi bør gøre – her og nu. Vi handler dermed ud fra vores moralske ideer – eller også handler vi ud fra nogle andres. Men disse mål og ideer bliver ikke desto mindre opstillet, og man kan derfor vælge mellem dem. De findes og man ved de findes. Så ingen handler bare, det vil sige så snart man når et vist intelligens-niveau (Det er dog klart at svært hjerneskadede eller nyfødte ikke handler moralsk, men de kan som bekendt heller ikke klare sig uden hjælp fra deres mere intelligente omgivelser).
Man kan derfor godt lade som om ideologier ikke findes, - men det gør de. Man kan tilsvarende hævde at ideologier er ”noget bras” (typisk de aktuelt eksisterende ideologier – og måske var det i virkeligheden blot nogle aktuelle og bestemte ideologier som Poul Schlüter i sin tid – og med god grund - ikke brød sig om). - Men man kommer ikke uden om dem.
Ideologiernes rolle i dansk politik er derfor i høj grad undervurderet. Og at undervurdere ideologierne – herunder også de religiøse ideologier - er vel at mærke lige så politisk farligt, som at vælge de forkerte ideologier og derefter føre destruktive ideologiers doktriner ud i livet.
For når man ignorerer ideologierne, så ignorerer man blot at andre mennesker handler ideologisk. Man kan derfor ikke afskrive hverken ideernes betydning eller ideologierne. Man må i stedet konfrontere dem, og eventuel demonstrere deres skadelighed og rationelle ugyldighed. Tilsvarende må man, for at kunne vælge rigtigt og finde frem til en positiv ideologi, bruge sin fornuft - og ikke lade følelserne råde. (Mere herom senere.)
En håndfuld ideologier har spillet afgørende roller i verdenshistorien
Hvis læseren efter at have gransket denne kommentar derefter pligtskyldigt sætter sig ind i den vestlige verdens mest dominerende og betydningsfulde ideologier, som de findes i kraft af liberalisme, socialisme, nationalisme, kristendom, islamisme, buddhisme med mere, skal det derfor være påstanden, at man i kraft af sådan et studie ikke længere vil kunne nævne blot et eneste politikforslag eller en lov, der ikke kan føres tilbage til en politisk ideologi, eller som kan beskrives som et kompromis mellem to konfliktende ideologier med dertil hørende værdikodekser.
Hvad med et trafikalt emne måske, eventuelt opstillet af den allermest teknokratiske og selvudslettende politiker, der på ”pragmatisk” vis blot vil det bedste for borgerne uden bagtanker af nogen art? - Er et sådant forslag ikke aldeles blottet for ideologi? Spørger man imidlertid ind til motivationen og baggrunden for det konkrete forslag finder man ikke desto mindre hurtigt ud af, at ideologier (i kraft af at være baseret på moralske ideer, der er uomgængelige) vil have spillet en rolle for forslagets tilblivelse: Handler det konkrete forslag om liberalisering eller nationalisering? Fører forslaget til mere marked eller mere stat? Mener forslagsstilleren at infrastrukturen skal udvikle sig via markedets dynamik eller via planlægning fra oven? Eller noget midt i mellem? Man vil således hurtigt opdage, at ideologierne; det vil sige ideerne om hvad der er den rigtige politiske retning at bevæge sig hen imod, gemmer sig lige under overfladen.
Politikeren foroven vil med sit forslag - anset hvor selvudslettende og apolitisk vedkommende synes at være - netop ”det bedste”. - Og ideerne om hvad der er det bedste, må han nu engang have fra moralens verden: så hvad er det i praksis for nogle ideer, han bygger sine ideer om det bedste på? Er forslagsstillerens grundlæggende udgangspunkt således eksempelvis, at han vil øge velstanden og produktiviteten; – eller omvendt, at vil han reducere forbruget, og forfølge en ide om ”nulvækst”, som de grønne? Selvfølgelig vil sådanne grundlæggende indstillinger derfor også bestemme den daglige adfærd, og de opgaver man som teknokrat og bureaukrat gerne vil beskæftige sig med. (Mængden af teknokrater skyldes i øvrigt i sig selv også bestemte politiske ideologiers indflydelse.)
Grunden til at man ikke tror, at der er ideologiske betoninger bag hverdagens cirkulærer og direktiver skyldes imidlertid netop, at man tror at nogle mennesker handler ”værdifrit”. Men adfærden er ikke desto mindre bestemt af ideer om, hvad der er det gode. Mennesket handler moralsk, eftersom det er et bevidst og refleksivt væsen. Og derfor handler det også i et eller andet omfang ideologisk (det vil sige i kraft af nogle formaliserede ideer).
Derfor kan man stort set altid henføre et hvilket som helst politisk forslag til at bygge på en bestemt og kendt værdi. (Også fordi de færreste selvudslettende og teknokratiske politikere kan forventes at abonnere på helt unikke og originale værdi-kodekser).
Med andre ord – ingen politik (og heller intet teknokrati) uden ideologi. Der findes simpelthen ingen ”værdifri handlinger” af betydning foretaget af mennesker, i det omfang at der er tale om bevidste mennesker og ikke søvngængere (eller svært hjerneskadede). Der findes derfor tilsvarende ingen værdifri (og neutral) politik. Uden ideologier ville der derfor ingen politik være i det hele taget. Men der ville som nævnt tilsvarende ikke være nogen industrialisering og produktivitet: For det var også en bestemt ideologi, der sikrede de rammer der var nødvendige for, at produktivitet og kreativitet blev sat fri i begyndelsen af 1800-tallet. Denne sidstnævnte ideologi var og er den politiske liberalisme.
Fornuften har også en ideologi
Ideologier kan derfor også være fornuftsbaserede. Og fornuften kan derfor også have sin egen ideologi indenfor et givent område – herunder det politiske.
Så hvorfor er liberalismen, som det påstås her, fornuftens ideologi indenfor det politiske område? Det er liberalismen, eftersom den politisk sikrer, at individet kan bruge sin fornuft i praksis:
Liberalismen er den ideologi, der promoverer individuelle frihedsrettigheder, det vil sige tros-, tænke-, tale-, skrive- og handlefrihed generelt, og som samtidig forsvarer den private ejendomsret, der sikrer at man kan profitere af sine ideer og tanker i virkelighedens verden. Det er kombinationen af disse rettigheder, der er altafgørende for, at det kan betale sig at tænke og lægge planer for fremtiden.
Den private ejendomsret sikrer dermed at ideer kan realiseres. Læg derfor mærke til at ideerne er primære, og ikke de liberalistiske institutioner (som tværtimod er noget der følger efter). Det som den private ejendomsret gør er efterfølgende ganske væsentligt: at sikre incitamentet til handling og tænkning. Men tænkningen kommer ikke desto mindre først. Nogen har som udgangspunkt i tidernes morgen bestemt sig for at insistere på retten til at handle frit baseret på egen selvstændig tænkning, og derefter drage den praktiske nytte af at gøre det.
Ovenstående er derfor hvad der menes med at liberalismen er fornuftens ideologi: Ideologien (de formaliserede ideer om politisk og økonomisk frihed) sikrer at fornuften sættes fri, sådan at mennesker kan bruge deres fornuft til at skabe og producere.
Menneskets natur og menneskets moral
I indledningen blev det ikke desto mindre også påpeget, at ideologier bygger på moral og etik.
Så hvad er det for en moral, som liberalismen bygger på? Denne moral kan i al korthed præsenteres under overskriften ”oplyst egeninteresse”. Under dette kodeks er der en stærk sammenhæng mellem menneskets natur og dets behov for frihed til at handle, og så dets behov for en moral, der sikrer dette i praksis. Det primære er derfor behovene for en moral, der sikrer, at mennesket kan overleve og forbedre sit eget liv.
Den oplyste egeninteresse som et moralkodeks, fastslår således individets ret til at sikre sin egen overlevelse og forfølge de konkrete delmål, der bidrager til den overordnede målsætning om livsopretholdelse. Kort sagt har man derfor ret til sin frihed og til sin retmæssigt erhvervede ejendom, fordi man har ret til at være et menneske, og ret til at forbedre sine egne livsvilkår. Dette kaldes også for rettighedsliberalisme. Og det er dermed en ideologi, der bygger på identifikation af menneskets natur og integration mellem menneskets behov og virkelighedens præmisser.
Tilhængere vil derfor sige, at der med rettighedsliberalismen er tale om en rationel og logisk ideologi. Og i så fald er der - jævnfør Sass-Larsens indledende bemærkning - ingen grund til at skamme sig over at være liberalist.
Omvendt bør Sass-Larsen se nærmere på hans eget partis ideologiske grundlag. For socialismens forhold til individets frihed er en ganske lang og æreløs affære.
Hvis noget er ”ideologisk”, regnes det dog i almindelighed ofte uden for det gode selskab, men i vid udstrækning også som uden for indflydelse.
Men hvad nu hvis det er ideologierne, det vil sige ”de rene varer”, der rent faktisk er styrende for den politiske adfærd også inde på midten? Ville det rent faktisk ikke være fair, at sige, at midterpartierne manøvrer i kraft af de pejlemærker som polerne, de ideologiske fikspunkter, i politik udgør? For hvordan kunne man i grunden agere politisk uden disse poler?
Det skal således være påstanden at ideologierne i sidste instans rent faktisk er de pejlemærker, som er udslagsgivende for den politiske adfærd. Det betyder ikke nødvendigvis at man orienterer sig efter hvad der aktuelt skrives på aktuelle eksisterende ideologiske fora, men at man ikke desto mindre som mainstream alligevel lægger sig mellem de dominerende (historisk betydningsfulde) politiske ideologier, som de findes. Det betyder derfor også, at disse i realiteten har stor relevans (hvad der i det følgende vil fremstå som en underdrivelse) også for dem inde på midten i dansk politik.
Uden ideologi ingen politik
I virkeligheden er det ikke så vanskeligt at sandsynliggøre påstanden om at de rendyrkede ideologier spiller en stor og uomgængelig rolle for alle, der handler og taler politisk.
Som tankeeksperiment kan man simpelthen blot fjerne ideologierne. Man kan således forestille sig en verden uden socialisme, liberalisme, islamisme, kristendom, samt den ideologi, der proklamerer bekymring for menneskets omgivelser, de grønnes ideologi; den som nogle kalder ”økologisme”.
For hvad er der i så fald tilbage? Hvad skulle det Radikale Venstre i givet fald så være et kompromis imellem? Hvad ville de kompromissøgende forsøge at bøje ind i mod hinanden, hvis der ikke var socialistiske og liberalistiske indfaldsvinkler til at begynde med?
Partiet Venstre ville i så fald tilsvarende ikke have et ideologisk bagland. For dette bagland holder i vid udstrækning netop de liberalistiske principper i hævd. Venstre ville blot heller ikke have nogle neo-socialdemokrater, der tilsyneladende (som Claus Hjort Frederiksen) knuselsker velfærdsstaten i partitoppen.
Og uden socialisme så ingen ”velfærdsstat”: Socialdemokratiets mission var som bekendt at indføre socialisme via de små skridts vej, fra og med slutningen at 1800tallet. Denne lighedsfikserede ideologi er i kraft af tankeeksperimentet også væk. Derfor ville man tilsvarende ikke kunne have bevæget sig i denne (socialistiske) retning.
Men hvor søren ville man så have bevæget sig hen, uden en blanding af religiøse og verdslige ideologier; det vil sige uden et eller andet miks af kristendom, ateisme, socialisme, liberalisme m.v.? Og ville en verden uden ideologier i så fald være mere civiliseret?
Her skal man, hvad angår det sidste spørgsmål, være varsom med at skære alle ideologier over en kam. For nogle ideologier har haft ekstremt positive konsekvenser, og andre særdeles negative.
Derfor har Sass-Larsen ikke helt ret i sin påstand foroven. Nogle ideologier skal man skamme sig over. Der er blot ikke enighed om hvilke.
Men svaret på hvad der ville være uden nogle ideologier overhovedet, ville vel at mærke være: - ingen som helst civilisation; det vil sige ingen i absolut og altså ikke i relativ forstand.
For ideologier er netop pejlemærker for bevidst adfærd. De er produkter af tænkning og idé-formulering. Og hvis der ingen ideologier var overhovedet ville det simpelthen skyldes et totalt fravær af ideer. Ideologier er dermed en slags delmængde af ideernes verden; eller mere simplificeret. Ideologier er formaliserede og derfor let salgbare politiske ideer. Det er deres udbredelse og popularitet (forstået som tilslutning), der er årsagen til deres afgørende verdenshistoriske rolle.
De laverestående dyr (altså alle dyr, der står under mennesket) har således ingen ideologier - af den grund, at de ikke har nogen idéudvikling. De har således ikke ideologier, fordi de ikke er bevidste og refleksive, men i stedet handler per instinkt. Vores mindre kløgtige medskabninger har derfor hverken holdninger eller moral på nogen måde, der kan sammenlignes med menneskers. Og det er præcis moral og holdninger som de politiske ideologier bygger på, selv om ideologier som sådan ganske vist er formaliserede og simplificerede – i modsætning til mere originale ideer.
Ideologier er således politiske tankesystemer, hvor nogle så er nyttige og dermed fremmende for den menneskelige adfærd, og hvor andre i praksis har vist sig at være meget destruktive. At afskrive ideologier som sådan, vil derfor svare til, at man også giver afkald på moralske retningslinier - og i sidste instans samtidig på fornuft og bevidsthed.
Bevidste væsener udvikler således retningslinier, når de bevidst sætter sig nogle mål. Værdier, ideologier, moral og principper er nu integrerede og mere eller mindre konsistente opstillede mål (standarder) for adfærden, som det derfor er nødvendigt for bevidste væsner at formulere. Moral og etik fortæller os hvad vi bør gøre – her og nu. Vi handler dermed ud fra vores moralske ideer – eller også handler vi ud fra nogle andres. Men disse mål og ideer bliver ikke desto mindre opstillet, og man kan derfor vælge mellem dem. De findes og man ved de findes. Så ingen handler bare, det vil sige så snart man når et vist intelligens-niveau (Det er dog klart at svært hjerneskadede eller nyfødte ikke handler moralsk, men de kan som bekendt heller ikke klare sig uden hjælp fra deres mere intelligente omgivelser).
Man kan derfor godt lade som om ideologier ikke findes, - men det gør de. Man kan tilsvarende hævde at ideologier er ”noget bras” (typisk de aktuelt eksisterende ideologier – og måske var det i virkeligheden blot nogle aktuelle og bestemte ideologier som Poul Schlüter i sin tid – og med god grund - ikke brød sig om). - Men man kommer ikke uden om dem.
Ideologiernes rolle i dansk politik er derfor i høj grad undervurderet. Og at undervurdere ideologierne – herunder også de religiøse ideologier - er vel at mærke lige så politisk farligt, som at vælge de forkerte ideologier og derefter føre destruktive ideologiers doktriner ud i livet.
For når man ignorerer ideologierne, så ignorerer man blot at andre mennesker handler ideologisk. Man kan derfor ikke afskrive hverken ideernes betydning eller ideologierne. Man må i stedet konfrontere dem, og eventuel demonstrere deres skadelighed og rationelle ugyldighed. Tilsvarende må man, for at kunne vælge rigtigt og finde frem til en positiv ideologi, bruge sin fornuft - og ikke lade følelserne råde. (Mere herom senere.)
En håndfuld ideologier har spillet afgørende roller i verdenshistorien
Hvis læseren efter at have gransket denne kommentar derefter pligtskyldigt sætter sig ind i den vestlige verdens mest dominerende og betydningsfulde ideologier, som de findes i kraft af liberalisme, socialisme, nationalisme, kristendom, islamisme, buddhisme med mere, skal det derfor være påstanden, at man i kraft af sådan et studie ikke længere vil kunne nævne blot et eneste politikforslag eller en lov, der ikke kan føres tilbage til en politisk ideologi, eller som kan beskrives som et kompromis mellem to konfliktende ideologier med dertil hørende værdikodekser.
Hvad med et trafikalt emne måske, eventuelt opstillet af den allermest teknokratiske og selvudslettende politiker, der på ”pragmatisk” vis blot vil det bedste for borgerne uden bagtanker af nogen art? - Er et sådant forslag ikke aldeles blottet for ideologi? Spørger man imidlertid ind til motivationen og baggrunden for det konkrete forslag finder man ikke desto mindre hurtigt ud af, at ideologier (i kraft af at være baseret på moralske ideer, der er uomgængelige) vil have spillet en rolle for forslagets tilblivelse: Handler det konkrete forslag om liberalisering eller nationalisering? Fører forslaget til mere marked eller mere stat? Mener forslagsstilleren at infrastrukturen skal udvikle sig via markedets dynamik eller via planlægning fra oven? Eller noget midt i mellem? Man vil således hurtigt opdage, at ideologierne; det vil sige ideerne om hvad der er den rigtige politiske retning at bevæge sig hen imod, gemmer sig lige under overfladen.
Politikeren foroven vil med sit forslag - anset hvor selvudslettende og apolitisk vedkommende synes at være - netop ”det bedste”. - Og ideerne om hvad der er det bedste, må han nu engang have fra moralens verden: så hvad er det i praksis for nogle ideer, han bygger sine ideer om det bedste på? Er forslagsstillerens grundlæggende udgangspunkt således eksempelvis, at han vil øge velstanden og produktiviteten; – eller omvendt, at vil han reducere forbruget, og forfølge en ide om ”nulvækst”, som de grønne? Selvfølgelig vil sådanne grundlæggende indstillinger derfor også bestemme den daglige adfærd, og de opgaver man som teknokrat og bureaukrat gerne vil beskæftige sig med. (Mængden af teknokrater skyldes i øvrigt i sig selv også bestemte politiske ideologiers indflydelse.)
Grunden til at man ikke tror, at der er ideologiske betoninger bag hverdagens cirkulærer og direktiver skyldes imidlertid netop, at man tror at nogle mennesker handler ”værdifrit”. Men adfærden er ikke desto mindre bestemt af ideer om, hvad der er det gode. Mennesket handler moralsk, eftersom det er et bevidst og refleksivt væsen. Og derfor handler det også i et eller andet omfang ideologisk (det vil sige i kraft af nogle formaliserede ideer).
Derfor kan man stort set altid henføre et hvilket som helst politisk forslag til at bygge på en bestemt og kendt værdi. (Også fordi de færreste selvudslettende og teknokratiske politikere kan forventes at abonnere på helt unikke og originale værdi-kodekser).
Med andre ord – ingen politik (og heller intet teknokrati) uden ideologi. Der findes simpelthen ingen ”værdifri handlinger” af betydning foretaget af mennesker, i det omfang at der er tale om bevidste mennesker og ikke søvngængere (eller svært hjerneskadede). Der findes derfor tilsvarende ingen værdifri (og neutral) politik. Uden ideologier ville der derfor ingen politik være i det hele taget. Men der ville som nævnt tilsvarende ikke være nogen industrialisering og produktivitet: For det var også en bestemt ideologi, der sikrede de rammer der var nødvendige for, at produktivitet og kreativitet blev sat fri i begyndelsen af 1800-tallet. Denne sidstnævnte ideologi var og er den politiske liberalisme.
Fornuften har også en ideologi
Ideologier kan derfor også være fornuftsbaserede. Og fornuften kan derfor også have sin egen ideologi indenfor et givent område – herunder det politiske.
Så hvorfor er liberalismen, som det påstås her, fornuftens ideologi indenfor det politiske område? Det er liberalismen, eftersom den politisk sikrer, at individet kan bruge sin fornuft i praksis:
Liberalismen er den ideologi, der promoverer individuelle frihedsrettigheder, det vil sige tros-, tænke-, tale-, skrive- og handlefrihed generelt, og som samtidig forsvarer den private ejendomsret, der sikrer at man kan profitere af sine ideer og tanker i virkelighedens verden. Det er kombinationen af disse rettigheder, der er altafgørende for, at det kan betale sig at tænke og lægge planer for fremtiden.
Den private ejendomsret sikrer dermed at ideer kan realiseres. Læg derfor mærke til at ideerne er primære, og ikke de liberalistiske institutioner (som tværtimod er noget der følger efter). Det som den private ejendomsret gør er efterfølgende ganske væsentligt: at sikre incitamentet til handling og tænkning. Men tænkningen kommer ikke desto mindre først. Nogen har som udgangspunkt i tidernes morgen bestemt sig for at insistere på retten til at handle frit baseret på egen selvstændig tænkning, og derefter drage den praktiske nytte af at gøre det.
Ovenstående er derfor hvad der menes med at liberalismen er fornuftens ideologi: Ideologien (de formaliserede ideer om politisk og økonomisk frihed) sikrer at fornuften sættes fri, sådan at mennesker kan bruge deres fornuft til at skabe og producere.
Menneskets natur og menneskets moral
I indledningen blev det ikke desto mindre også påpeget, at ideologier bygger på moral og etik.
Så hvad er det for en moral, som liberalismen bygger på? Denne moral kan i al korthed præsenteres under overskriften ”oplyst egeninteresse”. Under dette kodeks er der en stærk sammenhæng mellem menneskets natur og dets behov for frihed til at handle, og så dets behov for en moral, der sikrer dette i praksis. Det primære er derfor behovene for en moral, der sikrer, at mennesket kan overleve og forbedre sit eget liv.
Den oplyste egeninteresse som et moralkodeks, fastslår således individets ret til at sikre sin egen overlevelse og forfølge de konkrete delmål, der bidrager til den overordnede målsætning om livsopretholdelse. Kort sagt har man derfor ret til sin frihed og til sin retmæssigt erhvervede ejendom, fordi man har ret til at være et menneske, og ret til at forbedre sine egne livsvilkår. Dette kaldes også for rettighedsliberalisme. Og det er dermed en ideologi, der bygger på identifikation af menneskets natur og integration mellem menneskets behov og virkelighedens præmisser.
Tilhængere vil derfor sige, at der med rettighedsliberalismen er tale om en rationel og logisk ideologi. Og i så fald er der - jævnfør Sass-Larsens indledende bemærkning - ingen grund til at skamme sig over at være liberalist.
Omvendt bør Sass-Larsen se nærmere på hans eget partis ideologiske grundlag. For socialismens forhold til individets frihed er en ganske lang og æreløs affære.
2. januar 2007
Liberalist, socialist eller særling?
Christopher Arzrouni rammer hovedet på sømmet, når han i et Djævlens Advokat-interview med ham og Kasper Støvring, taler om de konservatives mysticisme.
Testen på om noget er mystisk, kan udføres ved, at man geografisk omplacerer en given argumentationsform; og derefter opdager, at tilgangen har nøjagtig samme mangel på værdi – også i andre lande.
Man kunne eksempelvis sende den konservative Støvring eller en kultursociolog til Burundi eller Swaziland, og lade dem danse deres efterrationaliseringens trommedans dér; det vil sige, lade dem argumentere ved hjælp af begreber som passende traditioner, påtvungne fællesskaber; eller lade dem tale om sammenhængskraft og balancegang. Resultatet ville være, at publikum også under mere eksotiske himmelstrøg ville konkludere det samme, som det er hensigten, at vi i Danmark skal gøre efter en konservativ værdiprædiken: Det vil sige: Vi må bevare kulturarven!. Danskheden, [svenskheden eller afrikanskheden] længe leve!!
For hvis sammenhængskraft i sig selv er et gode, er det naturligvis et gode til alle tider og alle steder. Via sådan en omplaceringsøvelse, vil man derfor hurtigt opdage hvorfor det konservative ønske om kulturbevaring, ikke kan siges, at være en værdi i sig selv. Bag de mystiske begreber findes dermed ingen virkelige principper, og ikke en fast, men derimod flydende tilgang til verden.
Kampen for tilstandsbevaring
Fællestrækket for mystikere er, at de søger at underordne principperne om frihed og ejendomsret i forhold til det givne, hvad enten dette er det historiske eller det aktuelle, der hvor de befinder sig, og søger at hævde noget politisk almengyldigt ud fra de særlige elementer, der har gjort sig gældende under deres egen opvækst. De særlige sociale rammer (den enkeltes arv, opvækst og accepterede traditioner) forsøges gjort til en abstraktion. Originalitet, forstået som det den enkelte er præget af, ophæves til at være bevaringsværdigt i almindelighed - blot i kraft af at være originalt.
Konservatisme handler - ifølge Støvring - således ikke mindst om ideosynkrasier [eng. personal mannerism eller på kort dansk særheder], det vil sige alt andet end universalisme i begrebets egentlige forstand. Christopher Arzrouni har derfor ret, når han i interviewet gør opmærksom på konservatisme ikke i sig selv kan siges at være en politisk ideologi. I sig selv består konservatismen blot i – ofte meget forskellige - individer, der insisterer på at være politisk betydningsfulde i kraft af deres særheder. Politisk betydning får individer imidlertid først, når de træffer valg ud fra nogle bestemte principper – hvad enten disse for den enkelte så er bevidste eller ubevidst valgte.
Enhver der abonnerer på de konservatives nyhedsbrev, vil i øvrigt hurtigt opdage, hvor skæv balancen er, når det gælder socialistisk-konservative forslag frem for liberalistisk-konservative. Det hævdes ofte, at konservative traditionelt har valgt politisk ufrihed og økonomisk frihed. Det er imidlertid tvivlsomt set i lyset af det Konservative Folkepartis fremskredne alder, der må give partiet en stor del af medansvaret for det nuværende skattetryk.
Det samme, der kan siges om konservatismens politiske ugyldighed, kan i øvrigt også siges om nationalismen. Bestemte værdier findes ikke i nationalismen. At hævde, man forsvarer danskheden er en meningsløs påstand. For tiden søges ytringsfriheden - glædeligvis gjort til en del af danskheden. Men mon ikke såvel amerikanere, engelskmænd og franskmænd ville være meget uenige i den idé. Som det gør sig gældende for konservatismen i sin rene version findes der, når det gælder nationalismen, kun individer, der foretrækker nogle bestemte elementer ved eksempelvis den danske (og ofte udenlandske) kultur - frem for andre danske (og udenlandske) elementer (herunder ytringsfriheden). I et eller andet omfang findes der således også en dansk tradition for censur. Men vi fejrer den heldigvis ikke.
Konservative smagsdommere
Konservative prioriteringer handler således mindre om politik, men mere om smag. Og liberalister og socialister er naturligvis ligeså meget eller lige så lidt smagsdommere som de, der kalder sig konservative eller nationalister. Der er med andre ord ingen kulturløse. Der er kun forskellige meninger om hvad, der er god og dårlig kultur. At nogle former for kultur reelt er bedre end andre, betyder samtidig ikke, at det som følge heraf skal være statslige myndigheders opgave at diktere, hvad disse overlegne former for kultur er.
En ægte konservativ skåret over Støvrings læst, der mener at konservatisme handler om ideosynkasier, kan derfor ikke samtidig hylde bestemte principper (principper om frihed eller om lighed), men må snarere placere sin loyalitet hos et særligt miks af helt modstridende værdier. Eller rettere - den konservative må jf. snakken om kulturarven støtte op omkring det særlige miks af - eksempelvis modstridende rettigheder eller modstridende værdier, der har skabt forudsætningerne for den aktuelle kulturarv, og som alle har hver deres version af.
Konservative har i øvrigt en paradoksal dagsorden, der handler om at bevare det nuværende, uanset om det nuværende så er i strid med det – nu - daværende som tidligere konservative ønskede bevaret. Her står vi ikke mindst overfor den sære og mystiske konservative opbakning til velfærdsstaten, der som Arzrouni påpeger i interviewet, er et særdeles nyt fænomen, - og som derfor ikke kan forbindes med den velstandsskabelse, der har fundet sted de seneste to hundrede år.
Skattetrykkets vækst navnlig siden 1960'erne er således blev til en del af kulturarven! Der er således behov for nogle nye konservative, der vil vænne os og til - først skattestoppet, og derefter forhåbentlig genopdage de historiske perioder, hvor folket har gjort op med den brandbeskatning, som vi kender den i dag. Ligesom i USA har der i Danmark været en lang tradition for at være anti-autoritær.
Det bør derfor vække til undren, at konservative bakker op om et autoritært system, hvor det for en million danskere nu ikke længere kan betale sig, at fortage sig noget produktivt. Forklaringen må være den, at der jf. Støvrings eget udgangspunkt ikke findes klare principper bag konservatismen, og at der i realiteten er en modvilje mod at tænke principielt, hvilket netop må indebære, at man som følge heraf til enhver tid vil forsvare det bestående, uanset hvad dette er. Konservatisme, som Støvring forstår det, er netop det modsatte af en politisk ideologi. For ideologier handler netop om principper.
Rene konservatives modvilje mod principper kunne skyldes at det 20. århundrede har været præget af en række særdeles irrationelle og destruktive ideologier (nazisme, kommunisme, socialisme, fascisme samt islamisme), og at man som Støvring eller Poul Schluter derfor har valgt at bevæge sig væk fra ideologier i det hele taget. Problemet er imidlertid, at den flugt samtidig også er blevet en flugt fra at tænke principielt i det hele taget. Det vil sige, at man som konservativ uden en socialistisk eller liberalistisk stillingtagen overlader tænkningen til andre.
Det betyder, som i den danske konservatismens tilfælde, at man ender med at stå midt i mellem socialismen og liberalismen, eftersom principper er nødvendige for at kunne angive en retning. Og at man, eftersom man ikke ønsker at tænke i principper, derfor som konservativ kan ønske sig såvel højere som lavere skatter alt efter hvordan vinden blæser. Således mener mange konservative at høje skatter er en forudsætning for velfærdsstaten. Men lige så mange – og muligvis de samme konservative - vil mene, at lave skatter er en forudsætning for højere produktivitet og velstandsskabelse.
Arven fra Hegel
Så hvad skal de konservative vælge, og ud fra hvilken målestok skal de gøre det, når nu velfærdsstaten er en del af kulturarven, mens den samtidig har klart skadelige konsekvenser for den materielle velfærd?
Spørg ikke en konservativ. Målestok og standart, det vil sige det, man skal bruge til at tage stilling, er som bekendt et andet ord for princip. Derfor må man som en konsekvens af dette overlade lederskabet til nogle andre, der tør tage stilling, og tænke principielt. Konservative vil herefter nøjes med fortolke de beslutninger, der træffes som værende i overensstemmelse med det som Hegel kaldte for tidsånden.
Eftersom man ikke kan befinde sig i politik uden at tage stilling, må de konservative i praksis vælge at lægge sig op af den til enhver tid stærkeste part i samtidshistorien, og at støtte denne part, som man ud fra en Hegelsk tilgang kan anskue som et udtryk for folkeviljen eller tidsånden. For tiden har de konservative opfattet støtten til Venstre, som et behov i befolkningen om, at velfærdsstaten effektiviseres, og at systemets vækst begrænses til fordel for den økonomiske vækst. Derfor skal skatterne ifølge de konservative aktuelt sættes ned.
Under det aktuelt usandsynlige scenarium, at venstrefløjen gjorde comeback, ville folkeviljen imidlertid være anderledes. Og konservative er som gode hegelianere altid parate til at acceptere tidsånden; og skifte mening i overensstemmelse med den. Den konservative tilgang til verden giver således mulighed for, at tilslutte sig modsatrettede principper såsom dem, der handler om frihed, og de, der handler om tvang. Det skyldes som nævnt, at der er noget, der står over principperne – eksempelvis Gud, konge og fædreland, der trods de mange gode ting, der kan siges om denne loyalitet ikke for alvor kan siges at være et princip.
Mysticisme som den findes i konservatismen kan naturligvis ikke afgrænses partipolitisk. Den kommer ligeledes til udtryk i Forfatningstraktaten og i diverse FN-dokumenter, der må siges at være gode konservative dokumenter, på den måde, at de afspejler aktuelle modsætningsforhold; og hvor det ene princip afbalanceres af dets modsætning. Dermed er dokumenterne ikke længere redskaber for borgerne, men har den samme funktion som den nye danske kulturkanon: Det vil sige at afspejle tendenser og tidens tegn, og at gøre det til enhver tid eksisterende som afsæt for styrkelse af fællesskabet, hvilket er ren mystik.
Mystikere som de, der har indladt sig på at bidrage til Forfatningstraktaten eller FN's dokumenter, og hvoraf mange uden tvivl har et konservativt tilhørsforhold argumenterer på følgende vis: Det er naturligt, at der ikke er mindre eller mere af dette element [eksempelvis værdier, rettigheder eller velstand] eftersom.…, hvorefter der vil følge en længere snak om et givent lands historie, tradition, kultur med videre, der skal forklare den særlige tilstand, man p.t. befinder sig i; og hvor mystikerne bagefter konkluderer, at den nuværende tilstand har sin helt egen værdi, og det er denne særlige værdi og altså ikke noget principielt, der er omdrejningspunktet. Folkets vilje har ført os frem til det konkrete - samtidshistorien, det konkrete er derfor noget helt særligt. Og denne særlige tilstand kalder mystikerne derefter for det nationale eller kulturarven, uanset hvad den er; og hvor i verden, de befinder sig.
I tilfældet med forfatningstraktaten afspejler dokumentet det, mystikerne opfatter som det særligt europæiske. Der er derfor tydeligvis ikke tale om rettigheder, befolkningen skal kunne anvende i praksis, som et redskab - herunder til at forsvare sig mod statsmagten. Sådanne dokumenter afspejler tværtimod netop det forhold, at retssamfundet er under afskaffelse i takt med udvidelsen af de materielle rettigheder (som såvel borgerligt konservative samt socialisterne bakker op om), og at statslige myndigheder år efter år har fået stadigt større beføjelser og ret til at fortage et skøn, når det gælder indgreb og indblanding i borgernes liv. Men det er ikke desto mindre udtryk for folkets vilje...
På samme vis var det ligeledes ikke det fjerneste overraskende, at den nye kanon indeholder elementer, der ikke traditionelt forbindes med kulturarv og traditionel konservatisme. Tværtimod. I overensstemmelse med konservatismen alá Støvring må en kanon for alt i verden ikke – ud fra den konservative tilgang – bygges op ud fra en særlig principiel tilgang, men tværtimod have et tilfældigt og ikke-universalistisk præg. Netop derfor kunne diverse venstrefløjshappenings eller en amerikansk tegneserie sagtens indgå, som værende en værdig del af kulturarven. Det konservative mystikeres bidrag til politik, er således ikke mindst det bidrag, der er allermindst principløst, og hvor der netop ikke kan findes en standart eller en målestok for, hvad der er rigtigt eller forkert; eller god, dårlig - eller blot ligegyldig kultur.
Den universelle sammenhængskraft
Mystikerne fremturer ofte med, at dette særlige miks, der kendes som kulturarven, der er skabt via blandingen mellem tvang og frihed, gør lige netop deres eget territorium til et forgangsland; og at vi kun kan forblive et forgangsland ved at styre forandringerne via statsmagten. (Denne styring kalder Per Stig Møller for piecemeal engineering.)
Måske lyder talen om sammenhængskraft mest af alt komisk, men prøv at tænke på, hvordan ideen om sammenhængskraft blev brugt i Tyskland under Hitler, Italien under Mussolini eller Rusland under Stalin. Forsøgte disse diktatorer ikke at skabe sammenhængskraft, på samme måde som vor tids diktatorer gør det? Byggede de ikke videre på traditioner? Og var der ikke netop tale om påtvungne fællesskaber, som dem Støvring forsvarer ønskværdigheden af? Således er det tydeligvis ikke ufarligt at forlade principperne og lade flosklerne tage over.
Det er således for konservative af enhver oberservans mere end nogensinde påtrængende, at diskutere om de gode intentioner, der ligger bag velfærdsstaten – og floskerne om solidaritet og sammenhængskraft, skal vægtes højere, end de praktiske konsekvenser, som de konkrete former for politik har - ikke bare for den nu ene million på overførselsindkomster, men også for befolkningen set under et.
De konservative må gøre op med sig selv, om de i realiteten er tilhængere af øget velstandsskabelse, eller om de blot er tilfredse med den sammenhængskraft, man som bekendt også kan finde i mange ikke-industrialiserede og før-moderne samfund.
Hvis en konservativ således satte det mere præcise begreb velstandsskabelse over begrebet sammenhængskraft, og derefter lod friheden til at skabe denne velstand følge med, ja så ville man med disse holdninger imidlertid stå tilbage med en liberalist; vel at mærke inklusive de subjektive præferencer, som selv den mest autoritære kanon ikke kan bortviske, men som samtidig ikke har noget at gøre i politik.
........................................
Hør interviewet med Kasper Støvring og Christopher Arzrouni her.
Tidligere artikel om velfærdsstatisme her:
Læs om Hegel her.
Faren ved at gøre staten til en altomfattende og kulturel institution kan man læse mere om i Ludwig von Mises Omnipotent Government.
Testen på om noget er mystisk, kan udføres ved, at man geografisk omplacerer en given argumentationsform; og derefter opdager, at tilgangen har nøjagtig samme mangel på værdi – også i andre lande.
Man kunne eksempelvis sende den konservative Støvring eller en kultursociolog til Burundi eller Swaziland, og lade dem danse deres efterrationaliseringens trommedans dér; det vil sige, lade dem argumentere ved hjælp af begreber som passende traditioner, påtvungne fællesskaber; eller lade dem tale om sammenhængskraft og balancegang. Resultatet ville være, at publikum også under mere eksotiske himmelstrøg ville konkludere det samme, som det er hensigten, at vi i Danmark skal gøre efter en konservativ værdiprædiken: Det vil sige: Vi må bevare kulturarven!. Danskheden, [svenskheden eller afrikanskheden] længe leve!!
For hvis sammenhængskraft i sig selv er et gode, er det naturligvis et gode til alle tider og alle steder. Via sådan en omplaceringsøvelse, vil man derfor hurtigt opdage hvorfor det konservative ønske om kulturbevaring, ikke kan siges, at være en værdi i sig selv. Bag de mystiske begreber findes dermed ingen virkelige principper, og ikke en fast, men derimod flydende tilgang til verden.
Kampen for tilstandsbevaring
Fællestrækket for mystikere er, at de søger at underordne principperne om frihed og ejendomsret i forhold til det givne, hvad enten dette er det historiske eller det aktuelle, der hvor de befinder sig, og søger at hævde noget politisk almengyldigt ud fra de særlige elementer, der har gjort sig gældende under deres egen opvækst. De særlige sociale rammer (den enkeltes arv, opvækst og accepterede traditioner) forsøges gjort til en abstraktion. Originalitet, forstået som det den enkelte er præget af, ophæves til at være bevaringsværdigt i almindelighed - blot i kraft af at være originalt.
Konservatisme handler - ifølge Støvring - således ikke mindst om ideosynkrasier [eng. personal mannerism eller på kort dansk særheder], det vil sige alt andet end universalisme i begrebets egentlige forstand. Christopher Arzrouni har derfor ret, når han i interviewet gør opmærksom på konservatisme ikke i sig selv kan siges at være en politisk ideologi. I sig selv består konservatismen blot i – ofte meget forskellige - individer, der insisterer på at være politisk betydningsfulde i kraft af deres særheder. Politisk betydning får individer imidlertid først, når de træffer valg ud fra nogle bestemte principper – hvad enten disse for den enkelte så er bevidste eller ubevidst valgte.
Enhver der abonnerer på de konservatives nyhedsbrev, vil i øvrigt hurtigt opdage, hvor skæv balancen er, når det gælder socialistisk-konservative forslag frem for liberalistisk-konservative. Det hævdes ofte, at konservative traditionelt har valgt politisk ufrihed og økonomisk frihed. Det er imidlertid tvivlsomt set i lyset af det Konservative Folkepartis fremskredne alder, der må give partiet en stor del af medansvaret for det nuværende skattetryk.
Det samme, der kan siges om konservatismens politiske ugyldighed, kan i øvrigt også siges om nationalismen. Bestemte værdier findes ikke i nationalismen. At hævde, man forsvarer danskheden er en meningsløs påstand. For tiden søges ytringsfriheden - glædeligvis gjort til en del af danskheden. Men mon ikke såvel amerikanere, engelskmænd og franskmænd ville være meget uenige i den idé. Som det gør sig gældende for konservatismen i sin rene version findes der, når det gælder nationalismen, kun individer, der foretrækker nogle bestemte elementer ved eksempelvis den danske (og ofte udenlandske) kultur - frem for andre danske (og udenlandske) elementer (herunder ytringsfriheden). I et eller andet omfang findes der således også en dansk tradition for censur. Men vi fejrer den heldigvis ikke.
Konservative smagsdommere
Konservative prioriteringer handler således mindre om politik, men mere om smag. Og liberalister og socialister er naturligvis ligeså meget eller lige så lidt smagsdommere som de, der kalder sig konservative eller nationalister. Der er med andre ord ingen kulturløse. Der er kun forskellige meninger om hvad, der er god og dårlig kultur. At nogle former for kultur reelt er bedre end andre, betyder samtidig ikke, at det som følge heraf skal være statslige myndigheders opgave at diktere, hvad disse overlegne former for kultur er.
En ægte konservativ skåret over Støvrings læst, der mener at konservatisme handler om ideosynkasier, kan derfor ikke samtidig hylde bestemte principper (principper om frihed eller om lighed), men må snarere placere sin loyalitet hos et særligt miks af helt modstridende værdier. Eller rettere - den konservative må jf. snakken om kulturarven støtte op omkring det særlige miks af - eksempelvis modstridende rettigheder eller modstridende værdier, der har skabt forudsætningerne for den aktuelle kulturarv, og som alle har hver deres version af.
Konservative har i øvrigt en paradoksal dagsorden, der handler om at bevare det nuværende, uanset om det nuværende så er i strid med det – nu - daværende som tidligere konservative ønskede bevaret. Her står vi ikke mindst overfor den sære og mystiske konservative opbakning til velfærdsstaten, der som Arzrouni påpeger i interviewet, er et særdeles nyt fænomen, - og som derfor ikke kan forbindes med den velstandsskabelse, der har fundet sted de seneste to hundrede år.
Skattetrykkets vækst navnlig siden 1960'erne er således blev til en del af kulturarven! Der er således behov for nogle nye konservative, der vil vænne os og til - først skattestoppet, og derefter forhåbentlig genopdage de historiske perioder, hvor folket har gjort op med den brandbeskatning, som vi kender den i dag. Ligesom i USA har der i Danmark været en lang tradition for at være anti-autoritær.
Det bør derfor vække til undren, at konservative bakker op om et autoritært system, hvor det for en million danskere nu ikke længere kan betale sig, at fortage sig noget produktivt. Forklaringen må være den, at der jf. Støvrings eget udgangspunkt ikke findes klare principper bag konservatismen, og at der i realiteten er en modvilje mod at tænke principielt, hvilket netop må indebære, at man som følge heraf til enhver tid vil forsvare det bestående, uanset hvad dette er. Konservatisme, som Støvring forstår det, er netop det modsatte af en politisk ideologi. For ideologier handler netop om principper.
Rene konservatives modvilje mod principper kunne skyldes at det 20. århundrede har været præget af en række særdeles irrationelle og destruktive ideologier (nazisme, kommunisme, socialisme, fascisme samt islamisme), og at man som Støvring eller Poul Schluter derfor har valgt at bevæge sig væk fra ideologier i det hele taget. Problemet er imidlertid, at den flugt samtidig også er blevet en flugt fra at tænke principielt i det hele taget. Det vil sige, at man som konservativ uden en socialistisk eller liberalistisk stillingtagen overlader tænkningen til andre.
Det betyder, som i den danske konservatismens tilfælde, at man ender med at stå midt i mellem socialismen og liberalismen, eftersom principper er nødvendige for at kunne angive en retning. Og at man, eftersom man ikke ønsker at tænke i principper, derfor som konservativ kan ønske sig såvel højere som lavere skatter alt efter hvordan vinden blæser. Således mener mange konservative at høje skatter er en forudsætning for velfærdsstaten. Men lige så mange – og muligvis de samme konservative - vil mene, at lave skatter er en forudsætning for højere produktivitet og velstandsskabelse.
Arven fra Hegel
Så hvad skal de konservative vælge, og ud fra hvilken målestok skal de gøre det, når nu velfærdsstaten er en del af kulturarven, mens den samtidig har klart skadelige konsekvenser for den materielle velfærd?
Spørg ikke en konservativ. Målestok og standart, det vil sige det, man skal bruge til at tage stilling, er som bekendt et andet ord for princip. Derfor må man som en konsekvens af dette overlade lederskabet til nogle andre, der tør tage stilling, og tænke principielt. Konservative vil herefter nøjes med fortolke de beslutninger, der træffes som værende i overensstemmelse med det som Hegel kaldte for tidsånden.
Eftersom man ikke kan befinde sig i politik uden at tage stilling, må de konservative i praksis vælge at lægge sig op af den til enhver tid stærkeste part i samtidshistorien, og at støtte denne part, som man ud fra en Hegelsk tilgang kan anskue som et udtryk for folkeviljen eller tidsånden. For tiden har de konservative opfattet støtten til Venstre, som et behov i befolkningen om, at velfærdsstaten effektiviseres, og at systemets vækst begrænses til fordel for den økonomiske vækst. Derfor skal skatterne ifølge de konservative aktuelt sættes ned.
Under det aktuelt usandsynlige scenarium, at venstrefløjen gjorde comeback, ville folkeviljen imidlertid være anderledes. Og konservative er som gode hegelianere altid parate til at acceptere tidsånden; og skifte mening i overensstemmelse med den. Den konservative tilgang til verden giver således mulighed for, at tilslutte sig modsatrettede principper såsom dem, der handler om frihed, og de, der handler om tvang. Det skyldes som nævnt, at der er noget, der står over principperne – eksempelvis Gud, konge og fædreland, der trods de mange gode ting, der kan siges om denne loyalitet ikke for alvor kan siges at være et princip.
Mysticisme som den findes i konservatismen kan naturligvis ikke afgrænses partipolitisk. Den kommer ligeledes til udtryk i Forfatningstraktaten og i diverse FN-dokumenter, der må siges at være gode konservative dokumenter, på den måde, at de afspejler aktuelle modsætningsforhold; og hvor det ene princip afbalanceres af dets modsætning. Dermed er dokumenterne ikke længere redskaber for borgerne, men har den samme funktion som den nye danske kulturkanon: Det vil sige at afspejle tendenser og tidens tegn, og at gøre det til enhver tid eksisterende som afsæt for styrkelse af fællesskabet, hvilket er ren mystik.
Mystikere som de, der har indladt sig på at bidrage til Forfatningstraktaten eller FN's dokumenter, og hvoraf mange uden tvivl har et konservativt tilhørsforhold argumenterer på følgende vis: Det er naturligt, at der ikke er mindre eller mere af dette element [eksempelvis værdier, rettigheder eller velstand] eftersom.…, hvorefter der vil følge en længere snak om et givent lands historie, tradition, kultur med videre, der skal forklare den særlige tilstand, man p.t. befinder sig i; og hvor mystikerne bagefter konkluderer, at den nuværende tilstand har sin helt egen værdi, og det er denne særlige værdi og altså ikke noget principielt, der er omdrejningspunktet. Folkets vilje har ført os frem til det konkrete - samtidshistorien, det konkrete er derfor noget helt særligt. Og denne særlige tilstand kalder mystikerne derefter for det nationale eller kulturarven, uanset hvad den er; og hvor i verden, de befinder sig.
I tilfældet med forfatningstraktaten afspejler dokumentet det, mystikerne opfatter som det særligt europæiske. Der er derfor tydeligvis ikke tale om rettigheder, befolkningen skal kunne anvende i praksis, som et redskab - herunder til at forsvare sig mod statsmagten. Sådanne dokumenter afspejler tværtimod netop det forhold, at retssamfundet er under afskaffelse i takt med udvidelsen af de materielle rettigheder (som såvel borgerligt konservative samt socialisterne bakker op om), og at statslige myndigheder år efter år har fået stadigt større beføjelser og ret til at fortage et skøn, når det gælder indgreb og indblanding i borgernes liv. Men det er ikke desto mindre udtryk for folkets vilje...
På samme vis var det ligeledes ikke det fjerneste overraskende, at den nye kanon indeholder elementer, der ikke traditionelt forbindes med kulturarv og traditionel konservatisme. Tværtimod. I overensstemmelse med konservatismen alá Støvring må en kanon for alt i verden ikke – ud fra den konservative tilgang – bygges op ud fra en særlig principiel tilgang, men tværtimod have et tilfældigt og ikke-universalistisk præg. Netop derfor kunne diverse venstrefløjshappenings eller en amerikansk tegneserie sagtens indgå, som værende en værdig del af kulturarven. Det konservative mystikeres bidrag til politik, er således ikke mindst det bidrag, der er allermindst principløst, og hvor der netop ikke kan findes en standart eller en målestok for, hvad der er rigtigt eller forkert; eller god, dårlig - eller blot ligegyldig kultur.
Den universelle sammenhængskraft
Mystikerne fremturer ofte med, at dette særlige miks, der kendes som kulturarven, der er skabt via blandingen mellem tvang og frihed, gør lige netop deres eget territorium til et forgangsland; og at vi kun kan forblive et forgangsland ved at styre forandringerne via statsmagten. (Denne styring kalder Per Stig Møller for piecemeal engineering.)
Måske lyder talen om sammenhængskraft mest af alt komisk, men prøv at tænke på, hvordan ideen om sammenhængskraft blev brugt i Tyskland under Hitler, Italien under Mussolini eller Rusland under Stalin. Forsøgte disse diktatorer ikke at skabe sammenhængskraft, på samme måde som vor tids diktatorer gør det? Byggede de ikke videre på traditioner? Og var der ikke netop tale om påtvungne fællesskaber, som dem Støvring forsvarer ønskværdigheden af? Således er det tydeligvis ikke ufarligt at forlade principperne og lade flosklerne tage over.
Det er således for konservative af enhver oberservans mere end nogensinde påtrængende, at diskutere om de gode intentioner, der ligger bag velfærdsstaten – og floskerne om solidaritet og sammenhængskraft, skal vægtes højere, end de praktiske konsekvenser, som de konkrete former for politik har - ikke bare for den nu ene million på overførselsindkomster, men også for befolkningen set under et.
De konservative må gøre op med sig selv, om de i realiteten er tilhængere af øget velstandsskabelse, eller om de blot er tilfredse med den sammenhængskraft, man som bekendt også kan finde i mange ikke-industrialiserede og før-moderne samfund.
Hvis en konservativ således satte det mere præcise begreb velstandsskabelse over begrebet sammenhængskraft, og derefter lod friheden til at skabe denne velstand følge med, ja så ville man med disse holdninger imidlertid stå tilbage med en liberalist; vel at mærke inklusive de subjektive præferencer, som selv den mest autoritære kanon ikke kan bortviske, men som samtidig ikke har noget at gøre i politik.
........................................
Hør interviewet med Kasper Støvring og Christopher Arzrouni her.
Tidligere artikel om velfærdsstatisme her:
Læs om Hegel her.
Faren ved at gøre staten til en altomfattende og kulturel institution kan man læse mere om i Ludwig von Mises Omnipotent Government.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
