Riv skattemuren ned!

I 1980’erne gennemførte Ronald Reagan og Margaret Thatcher en række drastiske skattelettelser sammen med andre økonomiske reformer, herunder nedskæringer i den offentlige sektor.

Skattelettelserne havde sammen med de øvrige reformer til formål at øge incitamenterne til produktivitetsforbedringer - i form af øgede private investeringer og innovation i netop disse lande.

Reformerne førte imidlertid ikke blot til mere dynamiske økonomier i USA og England, eftersom initiativerne taget af Thatcher og Reagan snart efter blev kopieret i blandt andet en række europæiske - og mere skattetunge - lande.

De reformer blev dermed startskuddet til det økonomiske opsving, der ikke bare gjorde den vestlige verdens befolkninger rigere, men som på samme tid udstillede planøkonomierne i Østeuropa og Sovjetunionen, mere end det i forvejen var tilfældet.

Spørgsmålet historikere nu mangler at besvare, er hvorfor socialistiske og socialdemokratiske politikere i en række vesteuropæiske velfærdsstater på dette tidspunkt valgte at kopiere de amerikanske og britiske reformer?

Det vil sige hvorfor skatteglade tilhængere af en voksende offentlig sektor pludselig sænkede skatterne, og i højere grad lyttede til økonomer, der talte for effektiviseringer eller lige frem nedskæringer i den selv samme sektor?

Svaret handler ifølge Dan Mitchell fra den amerikanske tænketank the Heritage Foundation, der besøgte Danmark den 19. maj først og fremmest om, at de amerikanske og britiske reformer hurtigt gjorde interessen for at arbejde, investere og producere langt større i USA og Storbritannien, end det var tilfældet i de fleste andre industrilande.

Andre - og endog meget skatteglade lande, - det vil sige lande hvor politikere og politiske økonomer fra ”arbejderbevægelsen” i det mindste er meget glade for skat, var derfor, uanset den ideologiske opbakning til høje skatter og en udgiftstung offentlig sektor, pisket til at efterligne England og USA.

I Danmark tog Poul Schlüter som bekendt over for Anker Jørgensen i 1982. Han kunne takket være det globale opsving, men også takket være beherskede danske reformer, inspireret af såvel Reagan og Thatcher, bevare magten i en tiårig periode, præget af stigende økonomisk vækst.

Budskabet var fra starten i 1982 det simple og logiske, at det atter skulle kunne ”betale sig at arbejde”. Det budskab gik rent ind – ikke mindst takt med de reformer i navnlig USA og England, der spredte sig til mange andre lande, der betød at det rent faktisk bedre kunne betale sig.

For reformerne i udlandet øgede selvsagt også efterspørgslen på danske varer, også selv om en række hævdvundne ”rettigheder” i Danmark betød at incitamenterne til ikke at arbejde stadigvæk var ganske store.

Takket være Reagan og Thatcher begyndte selv dele af arbejderbevægelsen at forstå det nyttige ved reform: ”Bevægelsen” hjalp således til med at reformere dagpengesystemet, og tog denne gang arbejdernes parti.

I nyere tid har den samme form for ”kongens efterfølger” udspillet sig med blandt andet Irland, der tidligere havde tilnavnet ”Europa syge mand”, men som takket være reformerne nu har kunnet spille rolle som konge; og som undervejs ganske passende har taget navneforandring til ”den keltiske tiger”. Irlands succes skyldes EU-støtten og ikke skattelettelse, siger de skatteglade imidlertid. Men hvad har EU- og stats-støtte så i givet fald gjort for en række sydeuropæiske lande – eller for de tilsyneladende stadigt mere støtteivrige - og skatteglade - nationer som Tyskland og Frankrig?.

Den nye irske politik gjorde, som de fleste anerkender det, investering og initiativ langt mere interessant. Politikken pressede ikke blot andre gamle europæiske lande, men dannede skole for en række nu frie østeuropæiske nationer. Reformerne i Irland påvirkede og inspirerede også Rusland.

Den samme positive udvikling presser nu atter engang de mere skatteglade regeringer til at reformere og gennemføre skattelettelser. De vil ikke, men de bliver nødt til det, så længe de sættes under pres.

Udfordringerne fra såvel østeuropæisk side, fra helt ”nye” landes indtræden i den globale økonomi (Kina og Indien), samt nye amerikanske initiativer til skattelettelser - efter en pause under Clinton-regeringen, ligner dermed dem, de europæiske lande stod overfor med Reagans og Thatchers initiativer i 1980’erne.

Som det var tilfældet dengang betyder reformerne i dag, at reformlandene ikke blot kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft; men at de, som de østeuropæiske lande - og som det også har været tilfældet med Irland, samtidig gør deres egne områder langt mere interessante at investere i end de højt beskattede.

Historierne fra 1980’erne og Irlands reformer i 1990’erne viser også, at skattekonkurrence, der fører til lavere skatter samtidigt, men også helt selvfølgeligt, vil være til fordel for Europas befolkninger, sådan som lave skatter altid vil være det, for produktiv adfærd.

(Økonomer taler i øvrigt nogle gange om en ”catch up–effekt”, for at forklare hvorfor fattige lande i Østeuropa bliver rigere. Men sjovt nok begynder økonomisk vækst typisk at aftage i takt med at skatterne i et land stiger. Det vil dermed være mere korrekt at sige, at det er skatten der til sidst ”catcher up”. Væksten i 1980’erne kan som bekendt samtidig ikke tilskrives, at nye lande gjorde sig gældende, og var drivkraft for vækst. Hvis landene i øst derfor har politisk held til at bevare ikke bare et velfungerende retssamfund men også deres lave skatter vil man derfor kunne forvente at de ikke bare ”catcher up”, hvad angår vækst og velstand (og ikke skat); men i stedet overhaler Europa og tilnærme sig velstand ala lavskatte områder som Hong Kong, Schweiz eller – USA).

Hvis man tager de politiske briller på, kan problemstillingen imidlertid se helt anderledes ud, eftersom de politiske beslutningstagere muligvis er den gruppe i samfundet, der er allermest direkte er afhængige af høje skatter, og som - selv på det helt korte sigt - frygter at opleve negative konsekvenser ved skattelettelser. - Måske skyldes det ikke blot at befolkningerne bliver rigere ved den stigende produktivitet, men at befolkningerne dermed samtidig bliver mere økonomisk uafhængige!

I hvert fald forsøger skattetunge europæiske landes politikere direkte at forhindre kommende og fremtidig skattekonkurrence. Det sker blandt andet via samarbejdet i EU, hvor man aktuelt forsøger at forhindre konkurrence på selskabsskat.

Svaret på den aktuelle tendens til skattekonkurrence bliver således denne gang søgt imødegået med et politisk ønske om skatteharmonisering: Det vil sige som udgangspunkt forsøget på at lave en fælles minimumsskat.

Skatteharmonisering er dermed socialistiske og socialdemokratiske politikeres garanti for de ikke bliver tvunget til at sænke skatterne. Det er den politiske verdens svar på karteldannelse.

Et sådant EU-initiativ vil først og fremmest reducere de økonomiske gevinster for eksempelvis de østeuropæiske lande, der har de laveste skatter. Men man vil uden tvivl alligevel forsøge at tale om ”solidaritet”.

På længere sigt vil den europæiske dannelse af et skattekartel samtidig medføre at skattekonkurrence i fremtiden bliver mindre sandsynlig. Det vil - jævnfør ovenstående - ikke være til gavn for Europas befolkninger, men blot en sejr for det ”gamle” og skattetunge Europas politikere. - For uden vækst i udlandet - drevet af skattelettelser, ja så ingen vækst i udlandet som disse politikeres befolkninger kan undre sig over, at de ikke selv har del i.

Danmark står derfor nu over nogle vigtige alternativer:

Vil ”vi” - det vil sige bestemte politikere - søge at samarbejde med Frankrig og Tyskland om at bevare de høje skatter i Europa og harmonisere?

Vil vi i Danmark nøjes med at lurepasse?

Eller vil vi denne gang i stedet vælge at følge de amerikanske, irske, britiske og østeuropæiske forbilleder, og blive dem, der høster de største fordele ved vor tids skattekonkurrence?

Valget står således mellem øget velstand på den ene side, og europæisk (primært fransk-tysk) ”solidaritet” – mellem politiske beslutningstagere - på den anden.

Anders Fogh Rasmussens evergreen

Copenhagen Institute har udgivet en bog af Statsminister Anders Fogh Rasmussen med titlen ”Vera og Benefica”. Bogen er skrevet i 1996. Det vil sige tre år efter den berygtede bog med titlen ”Fra socialstat til minimalstat”; den som Poul Nyrup Rasmussen rev et eksemplar i stykker af i forbindelse med valgkampen 2001.

Med ”Socialstat til minimalstat” forsøgte Anders Fogh Rasmussen at sætte bidrag fra frihedsorienterede tænkere såsom F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Ayn Rand eller Milton Friedman samt ældre danske ideologer ind i en nutidig kontekst.

”Vera og Benefica” er i modsætning hertil en kortere og mere konsistent præsentation af centrale økonomiske sammenhænge.

Tilblivelsen af ”Vera og Benefica” skyldes ikke mindst inspiration, fra den amerikanske journalist og økonom Henry Hazlitt (1894-1993) og hans bog ”Economics in one lesson”. Der er ligeledes hentet inspiration fra den franske journalist, filosof og økonom Frederic Bastiat (1801-1850) samt hans essay ”That Which Is Seen And That Which Is Not Seen”.

Som titlerne antyder, er hensigten for sidstnævnte værker, at man vil formidle en særlig pointe. Det vil sige, man vil give den opvakte læser et redskab, der derefter vil kunne anvendes på vidt forskellige problemstillinger.

Med ”Vera og Benefica” er det Anders Fogh Rasmussens hensigt, at minde om, at de valg politikere træffer, ikke blot har synlige, direkte og positive konsekvenser, men også vil have en række utilsigtede og ofte mere negative konsekvenser, på såvel det korte som det lange sigt.

Man kan illustrere dette fænomen ved at minde læseren om, at når politikere giver noget til nogen, tager de det fra nogle andre.

Økonomisk omfordeling har imidlertid ikke blot statiske konsekvenser, men også dynamiske: Når råderetten over den konfiskerede ejendom forsvinder fra de oprindelige ejermænd vil incitamentsstrukturerne i samfundet forandre sig. Adfærden bliver en anden. - Jo mere økonomisk magt politikere får, i forhold til private borgere, desto mere øges incitamentet til politisk aktivitet.

Højere skatter betyder dermed, at nyderne i samfundet begunstiges til ulempe for yderne, og dermed, at interessen for at være aktør på markedet reduceres.

I det følgende skal - for at vise hvor omfattende Anders Fogh Rasmussens pointe om de sekundære konsekvenser er, nævnes nogle aktuelle eksempler på, hvordan den økonomiske visdom kan gøre os klogere på den komplekse virkelighed, vi lever i.

Det første område, der skal bruges til at eksemplificere Foghs pointe er arbejdsmarkedet. Markedet for arbejdskraft er naturligvis ikke et løsrevet marked fra andre markeder eller fra markedsøkonomien som helhed.

Det betyder at enhver ydelse, der kommer fra offentlige kasser - enten i form af bistandshjælp eller som tilskud til dagpengene, har konsekvenser for det øvrige marked: for forbrugsvaner, prisudvikling, men ikke mindst for udbuddet af arbejdskraft.

Niveauet for sociale ydelser påvirker interessen for at til at søge beskæftigelse. Alt andet lige vil arbejdssøgende med højere socialydelser derfor kunne undlade at søge en række stillinger. - Man vil i stigende grad vente længere på det ”rigtige” eller ”passende” job.

Hvad enten midlerne til at dække sådanne udgifter kommer fra opsparing eller fra penge, der ville være brugt på forbrug her og nu, har dette negative konsekvenser såvel for de mere produktive individer i økonomien, som for økonomien som helhed.

De penge, der gives til arbejdssøgende, så de kan tillade sig at vente længere med at påtage sig et job, kan ikke på samme tid bruges til investering i nye maskiner. Pengene kan tilsvarende ikke bruges på at belønne mennesker for produktiv aktivitet. Når mennesker i et eller andet omfang holder sig væk fra arbejdsmarkedet, presser det lønningerne op, hvilket mindsker evnen til velstandsskabelse.

Det andet område, der skal nævnes er støtten til produktion af kultur og information.

Statsstøttet information og kultur er politisk efterspurgt kultur og information. Statsstøtte gør visse former for kultur og information mere synlige for publikum, end det ville have været tilfældet uden støtte. - Med andre ord: nogle varer på kultur- og informationshylderne rykkes længere frem, mens andre placeres længere tilbage.

Statsstøtten påvirker naturligvis ikke bare synligheden og tilgængeligheden af bestemte former for kultur og information. Støtten påvirker selvfølgelig også indholdet.

En vigtig pointe her er, at de offentligt finansierede medier, såsom Danmarks Radio naturligvis er en del af mediemarkedet. Det vil sige, mediet vil i større eller mindre omfang leverer ydelser, som ellers ville være efterspurgt via frivillige betalinger. På grund af den tvungne finansiering af Danmarks Radio kan ingen imidlertid vide, om der bruges for meget eller for lidt, eftersom køberne ikke er de samme som forbrugerne; jf. det forhold at efterspørgslen via offentlige midler er politisk bestemt.

Hensigten med denne pointe er ikke her at diskutere kvalitet, lødighed - eller de politiske budskaber, der på denne måde overeksponeres. Det skal blot påpeges, at det er de færreste, der frivilligt vil betale for noget, der i forvejen er finansieret via tvang. Hvis der via en tvungen ordning, som licensen, bruges omkring 2000 kr. årligt på en national public service fjernsynskanal, er det de færreste, der frivilligt vil bruge mere på public servicefjernsyn, men i stedet vil bruge ekstra midler på en helt anden type udsendelser.

Påstanden om, at der ikke ville eksistere en eller flere store og ”brede” landsdækkende tv-kanaler uden tvungen finansiering er derimod tvivlsom. Der er imidlertid ingen tvivl om, at indholdet, i tilfældet med frivillig finansiering ville være anderledes; og sandsynligvis til større glæde for dem, der i forvejen betaler frivilligt for kultur og information. Fjernsynsproduktion ville med andre ord i højere grad afspejle forbrugernes interesser.

Det offentlige forbrug - set under ét - skal nævnes som et tredje eksempel på, hvordan Anders Fogh Rasmussens, Frederic Bastiats og Henry Hazlitts indsigter kan anvendes. Dette er allerede sket ved at påpege, at højere socialydelser reducerer incitamentet til at produktiv adfærd.

Med en udvidelse af den offentlige sektor køber de politiske beslutningstagere sig til beskæftigelse i denne sektor, men prisen for dette betales i form af lavere beskæftigelse i den private sektor. Denne tendens har været gældende de sidste hundrede år i Danmark, med den konsekvens, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i verden – vel at mærke på bekostning af den private.

Det offentlige forbrug består samtidig i udbetalinger af en række ydelser, der tidligere blev finansieret ved hjælp af opsparing eksempelvis pensioner. Ændringen her betyder, at incitamentet til at spare op reduceres. Det påvirker atter mængden af kapital, der er til rådighed for investering. Et stigende offentligt forbrug påvirker dermed forholdet mellem velstandsskabelse og forbrug. Det gælder både forbruget i den offentlige sektor og i den private.

Det offentlige pensionssystem betyder, at nutidige udbetalinger til pension ikke finansieres via tidligere opsparing, men via nutidig produktivitet. Det betyder at ophobningen af midler i samfundet til investering formindskes.

Som det fjerde og sidste eksempel skal nævnes statslige former for ”erhvervsfremme”.

I forbindelse med valgkampen 2005 kunne man på Handelshøjskolen på Frederiksberg opleve Anders Fogh Rasmussen som progressiv julemand og gavegiver, der ville satse 10 mia. skatteyderkroner på at gøre Danmark til et IT-forgangsland. Danmark skulle ifølge Anders Fogh Rasmussen være lidt ligesom Finland, der har Nokia. Når man læser ”Vera og Benefica” må sådanne udspil imidlertid mest fortolkes som socialdemokratisk valgflæsk. Budskabet var sandsynligvis ikke primært henvendt til de studerende på Handelshøjskolen, men snarere til de omkringstående journalister. For jævnfør Foghs egen bog må der atter henvises til de negative konsekvenser ved denne form for ”erhvervsfremme”:

For statsstøtten forstyrrer de signaler som private forbrugere via deres forbrug sender til virksomhederne. Statsstøtte finansieret via skatterne er ensbetydende med færre penge som private borgere kan bruge på at belønne de former for produktivitet, som de selv efterspørger.

Disse indsigter angående erhvervsfremmestøttens skadelighed er som bekendt ved at trænge ind hos de politiske beslutningstagere, når det gælder landbrugsstøtte. Desværre er der stadigvæk uenighed, når det gælder områder som for eksempel boligmarkedet - jævnfør Ritt Bjerregaards seneste bolig-initiativ. Værre er det, at idéerne om at støtte politisk udvalgte IT-virksomheder åbenbart er ved at vinde indpas i Venstre. Man kan kun håbe, at der med den retorik er tale om vælgertaktik.

”Vera og Benefica” er tiltrængt og civiliseret politisk forfatterskab. Med bogen giver Anders Fogh Rasmussens - anno 1996 - samtidig et klart svar på anklagen om at være ”hulemand”:

- For kan hulemændene i politik for alvor siges at være dem, der ønsker, at borgerne i højere grad får lov til at træffe deres egne valg? Eller er hulemændene ikke snarere dem, der ønsker at satse med borgernes penge, sådan som det sker med statsstøtten?

……………………

Vera og Benefica kan købes her.

Henry Hazlitts bog kan læses her.

Frederic Bastiats essay kan læses her.

Robinson, Fredag og »vækstens skyggeside«

På Informations nye hjemmeside findes en dyster artikelserie med overskriften »Det fattige Europa«. Jo mere man læser, desto mere får man nærmest indtryk af, at østeuropæerne have været bedre stillet med atter at vende tilbage til kommunismens planøkonomi. En række gratis-ydelser er jo forsvundet.

Ovenstående artikelserie stiller samtidig spørgsmål ved en række af de begrundelser, der gives for de liberaliseringer, der trods alt finder sted inden for såvel som uden for Europa; liberaliseringer, der blandt andet gennemføres på foranledning af frimarkeds-tænketanke, som i det mindste undertegnede glæder sig over har fået øget indflydelse.

Ideen om liberaliseringens nytte har derimod ikke ændre noget i hverken Nordkorea, Zimbabwe eller Libyen. Her kan Informations korrespondenter derfor ikke skrive om »vækstens skyggeside«. I disse lande findes ingen vækst. Her lever de fleste i solidarisk fattigdom med hinanden.

Spørgsmålet for enhver Informations-korrespondent burde nu være, hvorfor nogle stater har så meget at fordele af, mens andre ikke har. Faren ved at stille dette spørgsmål er imidlertid, at man risikerer at opdage, at årsagen til velstanden skyldes præcis de faktorer, som en del af Informations korrespondenter tydeligvis ikke bryder sig om – herunder det frie marked, den frie konkurrence, øget samhandel med resten af verden – også kaldet globalisering – samt respekten for den private ejendomsret.

For at kunne diskutere sådanne spørgsmål, er man imidlertid nødt til at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vækst og værdier bliver skabt.

Lad os starte med en øde ø: Her findes ingen vækst. Så dukker Robinson op. Først nu begynder den produktive adfærd og dermed væksten. I begyndelsen lever Robinson nærmest fra dag til dag. Men som art er mennesket imidlertid langt bedre stillet end så mange andre.

Efterhånden får Robinson da også skabt sig et overskud, og kan dermed også begynde at tænke mere langsigtet. Robinson indsamler mere korn, end han umiddelbart kan bruge. Den korn kan nu tilsås den jord, han rydder. Med denne adfærd skaber Robinson derfor noget, der ikke var der før: en større mængde korn.

Så kommer Fredag til. Hvis Fredag var korrespondent for Information, ville der sikkert lyde et krav om omfordeling af »ressourcerne«. Det er Fredag ikke. Han ved tværtimod, at Robinsons tilstedeværelse og produktive adfærd er til egen fordel. Robinson producerer nemlig mere korn end han selv kan bruge. Ligesom Fredag starter Robinson med at leve af det, han umiddelbart kan fange eller samle. Robinsons korn-produktion betyder imidlertid, at det Fredag tilbyder Robinson nu kan byttes til noget, der har relativt høj værdi for Fredag, men samtidig relativt lav værdi for Robinson: Det vil sige Robinsons overskud af korn.

Fredag selv vælger at blive jæger. Her er efterspørgslen på produkterne højere (+1), end hvis Fredag også skulle dyrke jorden. Efter nogen tid lykkedes det Fredag at indfange tilstrækkeligt mange af øens vilde dyr, og kan nu etablere et husdyrbrug. Igen øges mængden af noget, der ikke eksisterede tidligere: Et større antal dyr.

I takt med at begge øboeres produktivitet effektiviseres kan de nu også begynde at bruge tid på andre ting. På den måde ophober Fredag og Robinson værdier og skaber vækst. De producerer og handler frit med hinanden; og skulle flere hænder dukke op, ville der ikke nødvendigvis blive mindre for den enkelte at forbruge, men tværtimod mere.

Betingelsen for sidstnævnte er vel at mærke, at respekten for den enkeltes liv og ejendom bliver overholdt samt den grundlæggende forståelse for, hvordan værdierne bliver skabt, den ikke bliver glemt.

Forudsætningen for vækst er derfor, at man ikke konfiskerer andres ejendom, og at denne individets rettighed bliver respekteret. Den rettighed er et altafgørende incitament for at gøre noget som helst. Fattigdom og stagnation bliver derimod den naturlige følge af, at insistere på, at »produktionsmidlerne« blot skal overtages eller at ressourcerne bare skal fordeles. Sådan en tankegang afspejler en statisk idé om en given mængde ressourcer og dermed en idé om (produktions-)historiens afslutning.

Spørgsmålet er også om disse grundlæggende sammenhænge mellem ejendomsret, iværksætteri, fri samhandel, frivillig arbejdsdeling samt velstandsskabelse ændres, fordi vi bevæger os væk fra det lille samfund med to personer – og nu øger mængden af mennesker med 1.000, 10.000 eller 100.000.000? – Det bedes forfatterne til artikelserien »Det fattige Europa« tænke over, før de skriver flere artikler om vækstens mange »skyggesider«.


Tidligere bragt i Dagbladet Information den 10. maj 2005

Slip boligmarkedet fri

Maksimumspriser er et signal til markedet om at holde sig væk. Det gælder også inden for boligområdet. De stigende boligpriser og manglen på visse typer beboelse skyldes ikke ustyret kapitalisme, men er tværtimod udtryk for en forfejlet politik.

"Når der er boligmangel, når boligerne er et knapt gode, bør man regulere priserne på dem." Dette citat kommer - måske ikke overraskende - fra Lejernes LO i Hovedstaden. Som det vil være de fleste bekendt er boligmarkedet og ikke mindst lejeboliger i såvel Danmark som i store dele af den øvrige verden imidlertid allerede et reguleret område, også hvad angår priserne.

I New York, der med dens mange hjemløse står som et symbol på ustyret kapitalisme, er det kun en tredjedel af alle lejligheder, der ikke er udsat for en eller anden form for regulering i form af lejelofter m.m. (Kilde Economist: The Great Manhattan Rip Off). En lederartikel i dagbladet Information taler den 17. november imidlertid om en "himmelflugt på boligpriserne" i Danmark. Efterspørgslen på boliger er stor. Udbuddet er mindre. Så der hvor priserne kan stige, der stiger de. Og der hvor priserne kun i begrænset omfang må stige, eksempelvis hvad angår lejligheder, der øges mængden af aftaler "under bordet". Så priserne stiger alligevel.

Manglen på især lejeboliger rammer de svageste befolkningsgrupper hårdt. Så hvad kan der gøres? Der er groft sagt to muligheder. Det klassiske svar er at dynge forbud ovenpå forbud, at forsøge at "lukke huller", indføre nye prislofter, tilskudsordninger og bygge almennyttigt. Kort sagt øge mængden af offentlig regulering og overtage markedets funktion.

Et andet svar er atter at gøre det attraktivt at bygge boliger for private udbydere. Det vil sige at sætte priserne og boligmarkedet fri. For hvad er konsekvenserne af maksimumspriser på husleje for dem, der driver forretning på boligområdet? Dvs. for nye potentielle udlejere og for dem som ønsker at tjene penge på boligmarkedet - herunder dem, der kunne tænkes at bygge nyt? Det er et signal om at holde sig væk. At sætte grænser for indtjening er den sikreste vej til at bremse udbuddet af en hvilken som helst vare.

Det værste eksempel på konsekvenserne af maksimumspriser er set på fødevareområdet. Såvel kommunistiske som mere frie lande har eksperimenteret med dette onde. Resultatet har hver eneste gang været et fald i fødevareproduktionen og stigende sult.

Fødevarer er i korte perioder i verdenshistorien blevet anset for noget, som man ikke måtte tjene penge på, og som alle havde ret til. Derfor satte man fra politisk side et loft for indtjeningen for de slemme "spekulanter". Fødevareproducenterne forstod signalet på den eneste måde som det kunne forstås - og trak sig ud. Eksperimenterne med maksimumspriser inden for fødevareområdet er nu forladt. Når der sættes loft for belønningen ved at sælge en given vare, mindskes incitamentet til at producere den.

På det frie marked er stigende priser et signal om, at udbuddet med fortjeneste kan øges. Men markedet reagerer kun på signalet, når det bliver belønnet for at gøre det. Når udbud i modsætning til normalt ikke følger efterspørgsel, er svaret, at der fra politisk side er indført en række barrierer for investering - herunder lejeloft. Der er fra politisk side skabt en mangelsituation. Svaret er at slippe boligmarkedet fri.

Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 1. december 2004

Bistand skaber ingen vækst

Lørdag 9. oktober var der i Kristeligt Dagblad en længere artikel om dansk ulandsbistand, hvor bistands- og integrationsminister Bertel Haarder (V) blandt andet gav et interessant bud på, hvorfor det - trods alt - går fremad med velfærden i Øst-, Sydøst, og Vestasien, men også mindre godt i Afrika og Latinamerika:

Det går fremad i Asien som følge af økonomisk vækst - og ikke p.g.a. Danmarks eller andre landes bistand. Det får imidlertid ikke BH til at ville nedprioritere bistanden, men blot at kanalisere den derhen, hvor der ingen vækst er - primært Afrika.

Imidlertid burde BH stille sig selv spørgsmålet, om bistand overhovedet er et gode, hvis målet er at skabe vækst og dermed velfærd: Andetsteds i artiklen taler BH nemlig varmt for at afskaffe en form for dansk bistand, nemlig landbrugsstøtten. Dén er skadelig, siger Bertel Haarder.

- Det er den, fordi den forvrænger det globale landbrugsmarked og gør det vanskeligere for ulandene at producere. Landbrugs- og eksportstøtte betyder, at vi i Nord producerer mere og gør fødevarer billigere, og at det derfor bliver vanskeligere for producenterne i Syd at blive en del af dette marked.

Men hvad med alle de gratis værdier, der dumpes over Afrika i form af bistand - herunder fødevarer, men også boliger, veje og vandforsyning? Hvilken effekt har de så på muligheden for at skabe markedsøkonomi i Afrika? Svaret er nøjagtig den samme effekt som enhver anden dumpning. Desto flere gratis værdier desto mindre tilskyndelse til at producere noget som helst.

- Der er dog én afgørende forskel på støtten til de danske landmænd og så den danske ulandsbistand. Støtten til landmænd belønner mennesker, der producerer noget, mens ulandsbistanden går til ikke-producenter, dvs. forbrugere.

Ulandsbistand og markedsøkonomi er udtryk for to modsatrettede principper. I en markedsøkonomi belønnes den, der handler og producerer. I en bistandsøkonomi belønner man dem, der forbruger på bekostning af dem, der producerer. Den danske stat beskatter producenter (d.v.s. lønmodtagere og virksomheder) og giver til dem, der ikke producerer, i form af vores nationale overførselsindkomster, men også i form af ulandsbistand. Resultatet er det modsatte af økonomisk vækst - nemlig forbrug.

Den bedste hjælp, man kan give Afrika, er at opfordre dem til at efterligne de asiatiske lande og skabe gode vilkår for erhvervslivet ved at beskytte frihedsrettighederne og herunder den private ejendomsret.

Problemet er imidlertid, at bistanden til Afrika ikke alene ved sin forvrængning af incitamentsstrukturer forvrænger mulighederne for at skabe markedsøkonomi, men at bistanden også virker korrumperende på landenes magthavere.

Ingen af de nuværende afrikanske præsidentklienter vil have fordel af at sige farvel til bistand og velkommen til markedsøkonomi. Og spørgsmålet er om ikke den samme korrumperende faktor gør sig gældende i Danmark.

Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 12. oktober 2004