Religion, dumhed og kriminalitet

Respekten for naturvidenskaben er høj i vores del af verden. Naturvidenskab er den tilgang til verden, hvor man tager afsæt i det, som der er et objektivt grundlag for at tage afsæt i. Hvad angår naturvidenskaben anerkender man det, man kan iagttage, samt det som man kan udlede af det, man kan iagttage.

Naturvidenskabens værdi baserer sig altså ikke blot på, at man iagttager og identificerer (herunder måler og vejer), men også i den efterfølgende tænkning og mentale integration. Det er faktisk det sidste, det vil sige tænkningen baseret på det faktuelle, som gør videnskaben værdifuld gennem realisering. Denne tænkning er forsætningen for at videnskaben fører til et praktisk resultat: eksempelvis overlegen transport, bedre kommunikation, mere sikker medicin, sundere fødevarer og så videre.

Nu bedes læseren så tænke udenfor begrebet ”videnskab” og på den dagligdags adfærd. Også i det daglige kan man som individ opføre sig ”videnskabeligt”: Man kan tage afsæt i den fysiske virkelighed og det man kan iagttage. Man kan med afsæt så forholde sig rationelt til den verden, man befinder sig i. Det vil sige, man kan vælge at benytte sig af begreber og indstillinger, som har rod i det faktuelle.

Ovenstående kan også kaldes, at være ”rationel”, ”logisk” eller ”fornuftig”. Denne indstilling som en dagligdags adfærd burde mane til ligeså meget respekt, som det at være ”videnskabelig”. For det er den samme indstilling, der er tale om. Og bemærk at der er tale om et valg, som det enkelte individ selv træffer: Man vælger om man vil forholde sig rationelt til sine omgivelser, det vil sige om man vil være ”virkelighedsorienteret” og fornuftig. Man kan tilsvarende også vælge at opføre sig stik modsat. Det er her, at religion kommer ind i billedet:

De religiøse ideer har ikke et fornuftsbaseret grundlag. De er i stedet overleverede normer og påbud. De er dogmer og krav. De er tæt forbundet med traditioner som man ofte ikke har nogle rationelle begrundelser for at holde i live. Religion bruges netop til at fastholde bestemte former for tradition, som styrker nogle mennesker på andres bekostning, eksempelvis mænds magt over kvinder, sådan som det er tilfældet med Islam.

Orienterer man sig ud fra et ikke-videnskabeligt og ikke-fornuftsbaseret verdensbillede men i stedet ud fra et religiøst samt dogmatisk/traditionelt verdensbillede, har det naturligvis også nogle konsekvenser for evnen til at begå sig i den verden, man lever i – altså virkelighedens verden. Konsekvenserne af at vælge at ligge under for den dogmatiske og/eller religiøse indstilling gælder naturligvis ikke blot for én selv, men også for ens nærmeste og resten af samfundet. Har man indenfor et territorium, som hovedregel forkastet det, man kan kalde en fornuftskultur, har det selvsagt også konsekvenser for velstanden og i det hele taget mulighederne for at leve i praksis.

En religiøs (traditionel dogmatisk) indstilling er dermed en indstilling, der svækker evnen til at orientere sig i verden. Det er så en anden måde at sige, at religion i praksis er fordummende. Dumhed kan så have mange udtryksformer og vidt forskellige konsekvenser – også for omgivelserne.

En ting er imidlertid sikkert, og det er at de dogmatiske og/eller de religiøse ønsker at sprede deres dumhed, deres ikke-virkelighedsbaserede tilgang til verden, deres normer og deres arbitrære traditioner til omgivelserne. Dette forsøger de så med vidt forskellige midler – herunder trusler, vold, hærværk men også politisk og religiøs agitation. Men der er altså en sammenhæng.

Uanset midlerne skal man derfor ikke tage fejl: Målet for de primitive kriminelle og de primitive religiøse er det samme: Man ønsker at sprede sin dumhed, sin religiøsitet og/eller sin traditionalisme - og på samme tid at afskaffe den fornuftskultur, velstanden i Vesten bygger på.

Forudsætningen for at man kan forsvare sig bedst muligt, er så at man sætter sig ind i hvorfor velstanden og handlefriheden er noget værdifuldt. Når man betænker den omsiggribende kollektivisme og trangen til at styre og kontrollere fra statens side i Danmark, har vi i den henseende lang vej igen.

Til ære for "profeten"

Om få år vil det mest populære drengenavn i Storbritannien sandsynligvis være Muhammed. Navngivningen skyldes ifølge The Times ikke mindst et ønske om at ære muslimernes profet af samme navn. Muhammad Anwar, professor i etniske relationer ved Warwick Universitet, siger i the Times at: - Muslimske forældre vil gerne have noget, som viser en forbindelse til deres tro eller til profeten. Det skriver Kristeligt-Dagblad.

Nadia Jeldtoft, der er stud. mag i religionshistorie og minoritetsstudier udtrykker imidlertid i Netavisen 180grader, at europæiske muslimers religiøsitet overdrives i medierne. Lektor i religionshistorie Tim Jensen bakker op om det sidste udsagn. Til Dagbladet Information siger han, at Den normale muslim ligner den normale kristne, altså den passive kulturkristne, og når mange tror, muslimer er meget mere aktive, så er det en skævvridning, der kommer fra medier og politikere.

Tilbage i Storbritannien vil navnet Muhammed ikke desto mindre om få år være mere populært end kristne navne som Thomas og Joshua og [kun overgås] af navnet Jack; dette til trods for, at der i dag kun er 3 procent af den britiske befolkning, der er muslimer. Noget tyder på, at Tim Jensen og Nadia Jeldtoft tager fejl.

Netavisen 180grader.dk: Muslimers religiøsitet overdrives
Kristeligt-Dagblad: Muhammed topper listen over populære drengenavne

Saudi Arabien og forsøgene på islamisering herhjemme

Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse

Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.

I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).

Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".

Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.

Richard Miniter interviewer Flemming Rose

Journalisten Richard Miniter interviewer Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose i Washington om kultursammenstødet mellem undertrykkende religion og tradition på den ene side - og så frihedens Europa på den anden, - set i lyset af de tegninger som Flemming Rose og Jyllands-Posten bragte af muslimernes profet Muhammed i 2005.

Rose indleder med at påpege, at han så klare paralleller mellem sine oplevelser først i 1980'erne som korrespondent i Sovjet-rusland, og så det ønske om censur og forbud mod kritik eller fornærmende ytringer mod religion, som han har iagttaget vinder frem i Europa i vor tid. Hensigten bag tegningerne var ifølge Rose, at reducere truslen fra de som ønsker politisk undertrykkelse. Dette skulle gøres ved at man i praksis gjorde brug af ytringsfriheden; sådan at truslen blev fortyndet, i kraft af at flere brugte deres ytringsfrihed, der hvor nogle følte sig fornærmet; og altså netop på en sådan måde, som det er tilladt i vores del af verden men forbudt i store dele af ikke mindst Mellemøsten.

Undervejs i "tegningekrisen" erkendte Rose så også ifølge interviewet, at der rent faktisk var kræfter i Mellemøsten men også i Europa, der aktivt arbejdede for at indføre censuren i Europa. I interviewet fokuseres primært på de imamer i Mellemøsten, som på dette tidspunkt offentligt begyndte at stille krav om, at europæiske dokumenter skulle indeholde forbud mod ytringer eller andre visuelle manifestationer, der kunne virkende fornærmende i forhold til religioner og religiøsitet.

Udover parallellen mellem kommunisme og religion, hvad angår ønsket om censur, ser Rose også en lighed i tanken om at man fra såvel kommunisters som mere traditionelt religiøse søger at tage "patent på sandheden", og at man endvidere ikke holder sig fra at invadere privatsfæren, for at håndhæve dette patent. Denne håndhævelse af "offentlige sandheder" så man således i såvel Sovjet-rusland og man ser den i dag i Saudi Arabien og Iran. I kraft af dette konkluderer Rose derfor, at der for såvel islamismens vedkommende som kommunismens er tale om totalitære ideologier.

På den baggrund vurderer Rose efterfølgende, at Europa står ved en skillelinie, hvor man langt mere aktivt i Europa må arbejde i retning af at finde ud af, hvad det vil sige at være henholdsvis europæer, dansker - eller i besiddelse af en anden europæisk national identitet. Det vil sige, hvad skal disse former for territoriale identiteter i deres kerne bestå af?

Roses bidrag i denne sammenhæng er at sige, at begreberne burde nærme sig mere de rummelige former, som man finder i USA, hvor der netop er plads til store kulturelle variationer, men hvor der omvendt netop også er nogle grundlæggende mere klart definerede grænser, hvor ”stregen i sandet” går. Disse grænser sættes så via sikringen af en fundamental respekt for samt opbakning til de frihedens værdier og rettigheder, som netop er hvad, der for de religiøse udgør truslen mod de autoritæres magt.

Interessant er det også, at Richard Miniter så klart peger på problemet med “velfærdsstaten” i Danmark i forbindelse med indvandring fra områder med en meget anderledes kultur end den danske; hvor han minder om, hvor høj graden af arbejdsløshed netop er for indvandrere med en muslimsk baggrund; - og hvor de høje danske (og europæiske) ydelser, med stor rimelighed må siges at have bidraget negativt til integrationen, eftersom mere konkret forståelse for et nyt lands grundværdier netop finder sted på arbejdspladsen.

Flemming Rose fortryder endvidere ikke, at tegningerne blev bragt; for som han udtrykker det, så afslørede tegningerne en virkelighed som allerede var eksisterende, men som tegningerne nu fik bragt til offentlighedens kendskab. Tegningerne er samtidig også blevet en fælles reference i debatten (om integration og ytringsfrihed). Deri har han ret. Tegningerne er et stykke dansk kulturarv, hvis historie, man kan lære meget af.

Interviewet findes her:
http://idioten.blogspot.com/2007/11/true-danish-hero.html

Om Richard Miniter.

Altanen om den svenske pølseforgiftning

Hos TV2 kunne man den 14. november læse, at en svensk avis ved navn Expressen havde skrevet, at "[e]n borgerlig magt som beror på et fremmedfjendsk parti faktisk ikke [er] misundelsesværdigt"; - og at man fra samme side ved næste valg håbede på et opgør med Dansk Folkepartis "pølsefascisme".

Nu er Dansk Folkeparti imidlertid ikke at beskrive som fremmedfjendsk. Det korrekte er at sige, at der kan identificeres en modstand mod den islamisering og kultur, som tages med til landet fra flygtninge og indvandrere, som kommer fra lande, der er domineret af den islamiske religion.

Den modstand står man i Dansk Folkeparti i øvrigt ikke alene med. Modstand mod kulturelle normer, som de findes i lande præget af traditioner, der kan forbindes med islam findes også i andre partier og bredt i befolkningen. Sammenhængen mellem tradition og religion er i øvrigt blevet dokumenteret adskillige gange såvel på denne side, som alle mulige andre steder.

Men ovenstående er jo blot en konstatering. Dertil må så tilføjes, at det er logisk at være modstander af noget, som står i grel modsætning til de værdier, man selv ønsker at bevare og styrke:

Hvis man ønsker at fastholde religionsfrihed, ytringsfrihed, videnskabsfrihed, tankefrihed, informationsfrihed, handlefrihed med videre, sådan som disse friheder findes i vores del af verden, så må man også forholde sig til de kulturer, hvor disse friheder holdes nede og undertrykkes.

Fra svensk side kan man derfor godt få det indtryk, at man ønsker både at blæse og have mel i munden på samme tid: Man ønsker åbenlyst, at være tolerant overfor indførelsen af nogle normer, som skridt for skridt vil afvikle den frihed, man antageligvis værdsætter. Og den eneste grund til, at man også i dag vil dette, trods de tydelige tegn på social uro, som man kan konstatere, at denne form for kulturignorance fører med sig - blandt andet som det ses i Frankrig, Bruxelles og Storbritannien, må nu efterhånden vurderes til at have årsag i, at man i bund og grund ikke regner frihedens kultur for ret meget.

Når det kommer til stykket vægter man det fra visse meningsdanneres side åbenbart højere, at der sættes lighedstegn mellem normer, der i praksis er uforenelige; og som åbenlyst ikke fører til det samme niveau for velstand, menneskelig værdighed, gensidig respekt og personlige muligheder.

Denne ligegyldighed i forhold til frihedens værdier kan man så betegne som ”svensk pølseforgiftning”.

Det er med andre ord nihilismens kærlighedsforhold til ufrihedens kultur. Det er "multikulturalisme" hvor intet regnes for så meget bedre end noget andet, at man vil tage parti til fordel for noget.

Indstillingen er som tidligere betegnet dermed også et udtryk for "the cult of indiscriminiation", hvor man ikke sondrer mellem de basale grundværdier, hvor man ikke rangerer; og hvor man derfor ikke kan se forskel på, hvad der er negativt og positivt for menneskers muligheder for at skabe sig en værdig tilværelse.

Vi har dermed at gøre med venstreorienteredes had til det frie samfund, som de lever i; og som netop er årsagen til at man især har set sig vred på USA.

Disse venstreorienterede, der tidligere drømte om det socialistiske diktatur, ser netop en mulighed for at få afløb for deres tilbøjeligheder ved at styrke ufrihedens kræfter, sådan som de ikke mindst findes i Mellemøsten. Det samme raseri med den samme oprindelse ledes så tilsvarende over imod Dansk Folkeparti.

Fra en tidligere postering:

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan [...] fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.

Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.

En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.

Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk. Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.

Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio. Læs mere her.

Altanen: Der siges jo så meget om Dansk Folkeparti.

Saudi Arabiens magthavere bidrager til islamisering af Storbritannien

Flere af de udgivelser der blev fundet af tænketanken [Policy Exchange] i løbet af dets årelange granskning af ekstremistisk litteratur hidrørende fra mainstream moskeer var fremstillet af ministerier tilhørende den Saudiske stat. Fire pamfletter udgivet af "Ministeriet for islamiske anliggender" blev præsenteret overfor britiske muslimer i 1998 af Kong Fahd, der er den nuværende herskers forgænger. Pamfletterne blev fremstillet i et stort oplag og blev mærket med "til gratis distribution - ikke til salg".

Det kan man læse i dagens udgave af det britiske the Times under overskriften David Cameron challenges King Abdullah over extremist material in mosques. Her kan man endvidere læse, at den britiske statsministerkandidat David Cameron vil diskutere sagen med de saudiske diktatorer. Konkret handler ekstremismen i den saudiske litteratur om, at man i de pågældende tekster advokerer for had imod ikke-muslimer, undertrykkelse af kvinders ret til at leve et liv i frihed på linie med mænd, samt at man i teksterne også finder opfordringer til drab på frafaldne muslimer.

At man fra britisk konservativ side vil diskutere med personer fra et sådant regime, og tilsyneladende også vil samarbejde med de Saudiske magthavere om anti-terror virker komplet uforståeligt. Her har man at gøre med et regime, der spreder opfordringer til mord i et andet land, og så vil britiske politikere ikke blot diskutere, men også bede om at de holder op med at sprede, deres giftigheder - og endvidere ligefrem samarbejde med sådanne individer. Dette burde betyde enden på David Camerons karriere. Læs også Politisk islam bør være valgtema.

Politisk islam bør være valgtema

Et spørgsmål som journalister burde beskæftige sig mere med, er spredningen af den kultur og ideologi, der fører i retning mod såvel økonomisk som politisk ufrihed.

Dette er den politiske - og for så vidt også den kulturelle - islam. Copenhagen Institute har aktuelt forholdt sig til en del af problemstillingen, hvilket er den internationale/forsvarspolitiske del i kommentaren Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik.

Men det er ret åbenlyst, at man ikke for alvor fra mediernes og de politiske beslutningstageres side har forstået problemets omfang, heller ikke hvad angår den lokale og nationale side af sagen.

En aktuel demonstration mod islamisering førte som et eksempel på en del af problemstillingen til et uhyggeligt overfald på flere af demonstrationens arrangører. Det kan man læse om på foreningen Stop Islamisering Af Danmarks blog.

Journalisterne Helle Merete Brix og Lars Hedegaard rapporterer i en længere artikel fra juli fra en demonstration, hvor det i artiklen fremgår, at der er flere borgere i Danmark, der er modstandere af de frihedsværdier, som såvel Israel og USA, men naturligvis også de europæiske samfund bygger på.

Man kan også besøge Uriasposten , der løbende følger emner, der vedrører denne politiske kultur og ideologis udbredelse. Andre kilder, der fokuserer mere globalt og europæisk er www.westernresistance.com samt www.brusselsjournal.com.

Hvorfor ignorancen?

Spørgsmålet man kan stille er så, hvorfor man fra mediernes og de toneangivende meningsdanneres side bruger så lidt tid på emnet, som det er tilfældet. Min forklaring er som følger:

Politiske beslutningstagere, mediefolk samt politiske og kulturelle meningsdannere i Danmark har i vid udstrækning en tendens til at mene, at værdier, kultur og ideer implementeres (det vil sige realiseres) "fra oven"; det vil sige via staten.

Man mener altså ikke, at tingene opstår "nedefra", det vil sige med rod i, hvad der sker af ideudvikling, der spreder sig fra individ til individ i "det civile samfund"; og som så først senere bliver til noget, der danner "institutionaliserede udtryksformer". Og i så fald kan man ikke se et problem.

Man mener således fra etableret side, at man kan lovgive sig til en bedre verden; at man politisk kan fastsætte pensum for statslige læreanstalter; at man kan kontrollere indholdet i medierne via staten (eksempelvis via Danmarks Radio); og at man således på en række områder kan indrette "velfærdsstaten", sådan at oplysningsfjendtlige kulturer og strømninger forsvinder.

Men vi ser imidlertid, at det modsatte sker. Og forklaringen er, at man grundlæggende tager fejl i tanken om at institutioner og kontrol med statsapparatet er det afgørende.

Institutioner og statsapparatets udformning er i stedet at betragte som et produkt af det, der går forud, hvilket netop er ideologiske og kulturelle strømninger, der brydes med hinanden og hvor den aktuelt stærkeste ide eller kultur, kommer til at blive den, som danner afsættet for hvilken type institutionalisering, man vil se.

Resultatet af sådanne brydninger kan altså efterfølgende blive eksempelvis - et præstestyre / et diktatur; et demokrati (en stat uden et idepolitisk fundament) - eller en republik (det vil sige en "minimalstat" baseret på de individuelle frihedsrettigheder); hvilket er de tre mest aktuelle typer af styreformer, man bør forholde sig til i vor tid.

Såvel filosoffen Ayn Rand som økonomen Ludwig von Mises har derfor i stedet og modsat de fleste danske meningsdannere fremhævet ideer frem for institutioner, som det helt afgørende.

Dette betyder samtidig, at man har valgt den forkerte strategi til at forsvare sig imod den omtalte islamisering. Det afgørende er altså, hvad det er for nogle grundlæggende ideer, som sikrer de samfund, man ønsker at leve i.

Ideer gør forskellen

Ethvert nyt problem (der i praksis ofte er opstået, fordi man har selvmodsigende indstillinger til et givent emne), forslås på denne måde løst fra de nuværende politikeres side, ved at man nedsætter et råd, en kommission, et udvalg, giver tilskud, fremsætter et lovgivningsforslag, laver en statsfinansieret opdragelseskampagne eller noget tilsvarende.

Man skal derfor være blind for ikke at kunne se, at den ovenstående adfærd er bureaukratens reaktion på kulturelle fænomener.

Og meget kan sige om bureaukrater, men der er bare ikke ret mange mennesker i det civile samfund, der bruger bureaukrater som forbilleder endsige moralske vejledere.

I stedet taler man "ude i samfundet" om hvad der er rigtigt og forkert indbyrdes. Og jo mere de politiske beslutningstagere tilbyder "institutionsløsninger", desto mindre lytter man derfor til dem.

Dette er derfor også årsagen til, at kampen om vælgerne bliver stadigt mere intens: De danske velfærdsstatspartier er (inklusive det nye "Ny Alliance") i høj grad institutionspartier. Og befolkningen forventer derfor ikke at få bud fra dem, om hvad der er rigtig og forkert adfærd. De forventer derimod netop at høre forskellige bud på ovennævnte "institutionsløsninger".

Grunden til at der i den oprindelige danske befolkning så er en vis loyalitet og tillid til de aktuelle politikere, skyldes derfor mest, at omfanget af institutionalisme tidligere har været mere begrænset.

Tidligere tiders politikere havde en langt større forståelse for, at det var de politiske ideer, der gjorde forskellen. (Det gælder såvel til højre som til venstre).

Men hvis vi tager det muslimske samfund, og de som bekender sig til den muslimske kultur, må det være ret åbenlyst, at man her står over for et mere klart valg mellem nogle ret markante ideer, og det man selv opfatter som noget værdifuldt (og moralsk), - og så på den anden side nogle institutionelle tilbud, der er hevet frem og sælges som metervare til brug for noget, der åbenlyst handler om stemmemaksimering og ikke ret meget andet.

Hvad mon man i givet fald så vælger? Mon ikke man beholder sine gammelkendte værdier, frem for det ikke-værdibaserede politisk-administrative budskab, der strikkes sammen i et samarbejde mellem politikeren og bureaukraten baseret på meningsmålinger, og hvad der her-og-nu regnes for "godt spin"?

Hvis man er nået hertil, er opfordringen derfor, at man, begynder at sætte sig ind i de grundlæggende forudsætninger, der skal til, for at man kan danne sig gyldige ideer, om hvad der er det korrekte politiske system, og den gode styreform for mennesker.

Afsættet for at beskæftige sig med dette er, også ifølge Ayn Rand, erkendelseslære (epistemologi), det vil sige, at man først tilegner sig viden om menneskets natur, samt viden om hvad der - i overensstemmelse med denne natur - kræves for, at mennesker kan leve et godt liv.

Så politisk islam bør være et valgtema. Det er vel at mærke samtidig på tide, at man begynder at forholde sig til, om det virkelig er moralsk at lade politikere og administratorer afvikle friheden i de gode intentioners navn.

Hvis man vil forsvare sig imod dette (såvel bureaukratisering og "socialisering" som islamisering), må man derfor tilegne sig de intellektuelle redskaber, der kræves for, at man kan gøre det.

Besøg i den forbindelse the Ayn Rand Institute - og læs The Bernstein Declaration (dansk tekst).

---

Relevante artikler på www.coin.dk:

Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik

Islamismens totalitære mål

There is no rational basis for the creation of a Palestinian state

Another conference on the Middle East has been prepared to take place in November or December on the initiative of the US-government. According to the media one of the issues to be discussed will be the creation of a Palestinian state.

The Israeli Prime Minister has already stressed that the event in itself will not act as the stage of some "historical breakthrough".

Sadly however the US president have uttered something that hints a growing interest from his part in creating such a state, which along with similar remarks from the Secretary of State, Condoleezza Rice, is what motivates the remarks below.

At the present time - and in the foreseeable future - there is absolutely no reasonable basis for advocating the creation of a Palestinian state. On the contrary, there are plenty of reasons why the US-government and the rest of the governments of the free world should adamantly oppose such a creation.

Most importantly, the creation of such a state must be seen as a direct contribution to worsening the security of the Israeli society. The main threat to Israel is obviously the one coming from Iran, and which is a threat that is almost totally ignored (at least not addressed in action – including a proper response to what the Iranians inflict of damage, via their involvement in Lebanon and Iraq). The creation of a Palestinian State will simply be the equivalent of harming the freest society in the Middle East, which is Israel, by strengthening the position of its enemies.

In close connection to this, there are no indications, that any significant fraction of individuals in the areas concerned, are the slightest committed to the rights of the individual - or to that general culture of freedom and reason, that should be the basic values for creating a state that had the aim of securing the life-pursuing interests of the citizens in it.

On the contrary the culture in general in the Palestinian areas is one best described as a culture of hatred towards the principles that are the foundation of the prosperity of the West. There is no visible support for individual rights or for the culture of reason that would be a precondition for even the slightest discussion of the establishment of such a state. There is instead a visible and overtly violent culture to be identified in the Palestinian areas, that is at the same time to be described as “a culture of the suppression of reason”.

In the latter respect there may be identified three dominant ideological currents in the areas of interest. These are Tribalism, Socialism and Islamism. None of these ideological currents may in any reasonable way be said to form a valid basis for creating a state that serves the proper purpose of any state: that is to protect the rights of the individual and therefore to uphold and guarantee the freedoms of the individual, that are rights necessary for human beings to prosper as thinking human beings. These freedoms may be named as the freedom of speech, private property rights, freedom of thought, the freedom of choosing ones own religion and also of choosing not to have a religion, plus similar freedoms that sets man free from the collective and allows him to live a dignified and meaningful life on his owns terms.

What may be identified in abundance in the Middle East is this “culture of suppression”: suppression for instance coming from the various tribes of the Palestinian areas; and suppression of the freedom to use ones mind, and of the freedom to act as a rational human being. I mention in this respect: the indoctrination of the young to become "martyrs", the Islamic cult of bloodshed and of killing “infidels”, the suicide bombers, the kidnappings of foreigners, the opposition to the freedom of the press, – plus the various religious movements actively working to install a theocracy, that are phenomena that may all be identified in these areas.

These phenomena should provide Mr. Bush with all the reasons he needs, to reject even the discussion of such a state. George Bush has apparently argued that he believes that a Palestinian state would be ”democratic”. But the only possible kind of democracy, that is likely in this case, would be the ”democracy of the mob”: that is a state of majority rule spearheaded in practice by some ”junta” or dictatorial leader, and by a regime that would show absolutely no respect for the freedoms and values mentioned here.

Even the attempt of making a Palestinian state is therefore to be described as the equivalent of strengthening the very same people, who are already bent on destroying the freedom that exists in Israel and also in the rest of the western world. The proper thing to do is instead to make sure that fewer such anti-western regimes exists, and this means a strategy that - as the very least - contains the worst dictatorships and theocracies, and as a minimum do not create more of them.

Recommended reading - Yaron Brook and Alex Epstein - Neoconservative Foreign Policy: An Autopsy.

Rice og Bush på tynd is

En ny konference om Mellemøsten, der er planlagt på initiativ af den amerikanske regering, og som skal foregå i Annapolis, Maryland, skal ifølge Sydney Morning Herald også beskæftige sig med etableringen af en palæstinensisk stat. Konferencen vil finde sted enten i næste måned eller i december.

Israels premierminister Ehud Olmert understreger imidlertid, at konferencen ikke skal ses som "en begivenhed i sig selv; eller som noget, der vil danne ramme for en aftale eller for et historisk gennembrud". I stedet beskriver premierministeren konferencen som en anledning for "det internationale samfund" til at støtte de forhandlinger om statsdannelse, som først forventes at finde sted mere formelt efter konferencen.

Ifølge det irske Sunday Business Post sagde USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice i sidste uge i forbindelse med et besøg i Mellemøsten, at det var på tide med etableringen af en palæstinensisk stat. Hos samme kilde er George Bush også aktuelt citeret for at sige, at han forventer, at man vil se en demokratisk statsdannelse i de pågældende palæstinensiske områder.

Begge udtalelser forekommer imidlertid uovervejede. Aktuelt må en palæstinensisk statsdannelse ses som en større trussel mod Israels sikkerhed end status quo.

Der findes i praksis ikke synlige palæstinensiske ledere, der har givet udtryk for nogen form for respekt for de individuelle frihedsrettigheder.

Ikke desto mindre må en generel, det vil sige udbredt opbakning i de pågældende områder til de individuelle frihedsrettigheder være en forudsætning for, at man fra vestlig side skulle interessere sig for spørgsmålet.

Kulturen i de palæstinensiske områder, som man kan iagttage direkte via den indgående dækning fra mediernes side, samt hvad man kan udlede af de handlinger, der præger disse områder fra palæstinensernes side, danner på ingen måde grundlag for skabelsen af et retssamfund.

I praksis har sådan en skabelse vist sig ekstremt vanskelig selv i Irak, hvor det dog kunne have været mere sandsynligt at man kunne forbedre situationen; men hvor man jævnfør nedenstående tilsvarende ikke har villet konfrontere de centrale modstandere mod etableringen af et verdsligt retssamfund (herunder Iran). I Afghanistan tyder endnu mere på, at man får et islamisk regime, som på ingen måde vil ændre situationen i positiv retning, når det gælder frie samfunds sikkerhed (Det mest sandsynlige er, at der blot skabes en stærkere islamisk stat end hvad der eksisterede før man invaderede landet).

Ovenstående udtalelser fra Condoleezza Rice og George Bush vidner derfor om en ekstrem form for naivisme, når det gælder mulighederne for at bidrage til skabelsen af samfund og kulturer, der ikke udgør en trussel mod USA’s og Europas sikkerhed. Og det er nu engang dette, der er afgørende for sikkerhedspolitik: at politikken øger sikkerheden for de borgere, der ønsker at leve i frihed i de retssamfund, der eksisterer i den frie del af verden.

Selvmordsbombere, indoktrinering af selv helt små børn i voldforherligelse, kidnapninger, modstand mod ytrings- og trykkefrihed samt en dominerende politisk religion, hvor man fra de politisk religiøses sides arbejder målrettet på at skabe et teokrati (det vil sige et præstestyre), sådan som disse handlinger finder sted i de nuværende palæstinensiske områder, giver ingen som helst antydning af grundlag for at mene, at "det er på tide" med en palæstinensisk stat.

Der er derfor tilsvarende ingen grund til at tro, at en palæstinensisk stat, sådan som USA's præsident George Bush giver udtryk for, vil være "demokratisk"; hvis man med demokratisk mener, at der i staten vil kunne sikres et verdsligt retssamfund med respekt for individets tros-, tanke-, ytrings- og handlefrihed inklusive respekten for den private ejendomsret.

Det kan derfor ikke på nogen måde siges, at være meningsfuldt, at bane vejen for en konsolidering af et bestemt magtmonopol i forbindelse med en sådan statsdannelse; hvor de nye magthavere så efterfølgende må forventes, at bruge denne stat som magtbase for at bekrige såvel Israel som den øvrige vestlige verden. Og det er præcis dette, man må forvente vil ske i kraft af den pågældende kultur, hvis manifestationer er ganske entydigt fjendtlige overfor verdslighed, rationalitet og individets ret til at leve i frihed på fornuftens præmisser. En sådan undertrykkelseskultur skal man derfor på ingen måde tilskynde til eller assistere i retning hen imod statsdannelse.

Det mest sandsynlige sekundære scenarium, hvad angår de palæstinensiske områder, hvis ikke en statsdannelse førte til en islamisk stat, ville i øvrigt være en statsdannelse, der ville minde om det, man ser i diktaturer som Libyen eller Syrien - men måske mere socialistisk betonet, end hvad man finder det her. Imidlertid er dette "mindre ringe", men dog uønskværdige scenarium ret usandsynligt - al den stund at områdernes frihedsfjendtlige kræfter finansieres så meget, som det er tilfældet af islamister udenfor området (tillige med al den skadelige støtte, der kommer fra skatteydere i den vestlige verden via FN, USA og EU).

At arbejde for en statsdannelse vil derfor, – ligesom det er tilfældet med at sende europæiske skatteyderes penge ind i de palæstinensiske områder, være udtryk for en ekstremt skadelig form for sikkerhedspolitik. Det positive, man kunne gøre, var at sikre, at støtten til islamister fra eksempelvis iransk side blev forhindret. Men det første og mest umiddelbare tiltag må være, at der ikke sendes flere EU-midler til disse områder, hvor man på ingen måde har udvist generel opbakning til forsvaret for den personlige frihed.

Johan Norbergs side hacket af islamister

Den svenske frihedsorientede forfatter og debattør Johan Norberg blev den 9. oktober hacket af Tyrkiske islamister. De skrev følgende på hjemmesiden, der har beskæftiget sig med ytringsfrihed og de aktuelle svenske bidrag til portrætserien af muslimernes profet Muhammed:

While All Islam World regard with reverence to your prophet and address him as Hz. ISA A.S ( Christ ) ( putting a holy prefix in front of his name ), You keep abusing, Islam’s almighty Prophet with disgusting and disgraceful cartoons using excuses of freedom of speech. No doubt, Hz. Isa ( Christ ) would dislike and hate your nation. Be God’s Curse On You ! We Will be Your Curse on Cyber World !

Til dette svarede Norberg. at Jesus ikke er hans profet, og at han også forbeholder sig retten til at håne ham, selv om han var. Læs mere her

En trosretning, der har været lidt overset er den nordiske ase-tro. I 2002 gjorde undertegnede et forsøg i Dagbladet Information:

Under overskriften "At de orker, de aser" skrev jeg følgende:

"Danmarks oprindelige religion, ase-troen, kan ikke godkendes af staten - repræsenteret ved Udvalget vedrørende Trossamfund. Et udvalg der af uransagelige grunde ikke er blevet nedlagt af den slankeglade statsminister. Udvalgets eksistens forekommer mindst ligeså berettiget som Rådet for større flyvesikkerhed blandt trækfugle. Udvalget skal godkende religioner; og den godkendelse medfører så retten til blandt andet skattefrihed og andre privilegier - f.eks. retten til at vie medlemmerne af den på gældende religion.

Et af kravene til godkendelse er en stram organisationsstruktur. Hér faldt vikingernes efterkommere klart igennem. De var for langhårede og uorganiserede. Udvalget var ikke interesseret i at vide hvor mange liter økologisk skummetmælk, der skulle ofres til de nordiske guder. Udvalget ville vide hvem der var formand og kassér før der kunne gives skattefrihed (læs statsstøtte).

Det er ligemeget om den religiøse forenings overhoveder er tilhængere af stening og dødsstraf, er under anklage for sexmisbrug eller forsøger at forhindre medlemmerne i at modtage blodtransfusioner. Derfor kan Sai Baba, Ali Baba og Baba Paba få støtte men ikke Odin & Thor. Max Weber fik ret i sin profeti om Bureaukratiets Jernbur, som breder sig til alle livets forhold. Organisering er blevet en værdi i sig selv - fordi det sikrer forudsigelighed og stabilitet. Staten koopterer de religiøse retninger, og bidrager på den måde til - over tid - at trække de værste stødtænder ud. Kære asedyrkere. Opgiv at blive anerkendt, hvis I vil være jer selv bekendt. I kommer bare i dårligt selskab. Stol i stedet på medlemmernes frivillige bidrag - og undgå statens hykleriske omklamring".

- Som det fremgår lykkedes det dog også, at komme omkring andre trossamfund. Det gælder det islamiske (stening), Sai Baba (sexmisbrug) og Jehovas Vidner (nægtelse af blodtransfusion). Så alt i alt må man sige, at de Ase-troende er rimeligt sympatiske i konteksten. Og man kan så også konstatere, at der er forskelle på religioner. Noget tyder også på at truslerne især kommer fra islamisternes side. Så brug ytringsfriheden og bring nogle flere tegninger!

Hirsi Ali gets several invitations from Denmark

The former Dutch politician and author Ayaan Hirsi Ali now gets a direct invitation from the Danish minister of Culture. Hirsi Ali has lived under police protection since 2004 due to threats from Muslim extremists. The reason for the invitation is connected to the fact that the parliament in Holland has refused to pay for the protection of the author in her present exile of the United States.

In 2004 Ayaan Hirsi Ali contributed to a movie called Submission, concerned with the subjugation of women under the Islamic code. Following the broadcasting of the movie the Dutch director Theo Van Gogh was killed by the Islamic fanatic Muhammed Bouyeri on an Amsterdam street. This also meant that Ayaan Hirsi Ali had to be protected against similar threats on a permanent basis.

In 2006 the author migrated to the US, where she has been working for the American Enterprise Institute (AEI). - In an interview with Reason magazine Hirsi Ali mentions that she first hesitated at the idea of cooperating with the institute, since she does not consider herself a conservative or a religious person, but is an atheist and sees herself as a classical liberal; and she initially thought this would be a problem for the conservative think tank. However this was not the case, since her ideas and values according to her are respected at the AEI. In the interview with Reason Magazine one may also read that Hirsi Ali along with former UN Ambassador for the US, John Bolton believes that "talking to Iran is a sheer waste of time".

According to the Danish news paper Jyllands-Posten the invitation from the Danish minister may enjoy general support from the members of parliament including "the Danish Peoples party". The social democrats have nevertheless criticized the fact that an invitation to a specific individual is coming from a minister. They feel such initiatives should originate from elsewhere.

Odense, the home town of Hans Christian Anderson, has been named as a city that has a particular interest in the project of securing a safe haven for the Somali born Hirsi Ali, but local politicians from many others cities have expressed their interest as well.

From the Copenhagen Institute.

Allah og determinismen

Hos University of Virginia Library i USA finder man en koran i online-udgave.

Koranen her består af 114 kapitler med hver deres overskrift.

Klikker man ind på kapitel 4, der har overskriften The Women kan man blandt andet læse følgende:

Whatever benefit comes to you (O man!), it is from Allah, and whatever misfortune befalls you, it is from yourself, and We have sent you (O Prophet!), to mankind as an apostle; and Allah is sufficient as a witness.

Her betyder "O man!" i parentes sikkert Oh menneske, og er derfor formodentlig et postulat, der gælder såvel mænd som kvinder.

Postulatet går altså ud på, at det gode der sker i ens tilværelse skyldes guden Allah (som der dog ikke er ført bevis for eksisterer, og som derfor må betragtes som ikke-eksisterende ligesom "Julemanden"), - mens det skadelige og dårlige, man oplever skyldes én selv.

Dette er naturligvis en meget negativ indstilling, når det gælder interessen i, at opnå succes i denne verden.

For uden et personligt ansvar, når det gælder alt det gode, man opnår og skaber i sit eget liv, vil man selvsagt have vanskeligt ved at give sig selv den ros, der er nødvendig, når man har gjort det godt.

Man kan således forestille sig en situation, hvor man har fået høje karakterer i skolen, eller når man tabt sig efter en slankekur, - og andre trosfæller så siger, at eftersom det er godt, så er det ikke ens egen skyld men må tilskrives ”guddommelig indgriben”.

Dette er naturligvis noget sludder, for selvfølgelig findes der en fri vilje. Derfor er man også personligt ansvarlig, når det gælder succes såvel som når det gælder handlinger, der ikke fører frem imod succes.

Husk konteksten Niels Krause-Kjær

Hos Berlingske Tidende skriver Niels Krause-Kjær at [h]vis man vælger at kæmpe for ytringsfrihed i Danmark, må det føles som at sparke helt åbne døre op. Udover et par imamer m.fl. er der jo ingen - ingen - der sætter spørgsmålstegn ved den. Konteksten er at Niels Krause-Kjær mener, at Trykkefrihedsselskabet er tidsspilde.

Undertegnede skrev en kort kommentar i MetroXpress vedrørende den samme påstand i 2006, som svar på en klumme af forfatteren Mathilde Walter Clark, der den 3. marts det år spurgte om der på noget tidspunkt i forløbet [har] været en principiel trussel mod ytringsfriheden [egen fremhævelse].

Mit svar lød således:Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer selvfølgelig ikke fra Tøger Seidenfaden eller Uffe Ellemann. Den principielle trussel kommer fra dem, der via lovgivning ønsker at begrænse ytringsfriheden yderligere. Sådanne indskrænkninger blev forsøgt vedtaget den 31. januar i år [2006] i Storbritannien. Forslaget om nye begrænsninger på ytringsfriheden blev afvist med kun én stemmes flertal. Her var der således en konkret og principiel trussel mod denne fundamentale frihedsrettighed. Det der typisk leder op til sådanne lovforslag er netop de krav, der kommer fra f.eks. politisk religiøse om at lade ”tonen” bestemme. En anden fare kommer fra dem, der direkte truer redaktører, tegnere og forfattere. Det sker også i Danmark. [fremhævelse i denne anledning]

Altså var én stemme det eneste, der skilte lovgiverne i vores naboland, når det gælder stramninger i ytringsfriheden. (Måske husker man de protester, der var imod lovforslaget fra en række kendte britiske komikere, som netop er de første der ville blive ramt, eftersom lovgivningen netop handlede om, at man ville forhindre, at nogle blev kede af det).

Det er altså ikke blot forstyrrede isolerede personer, der truer tegnere som er et problem. I England er og var der tydeligvis en principiel trussel mod ytringsfriheden.

Det eneste der kan diskuteres i Danmark er så hvor langt vi er fra sådanne forslag. Og det har vel at mærke aldrig været Trykkefrihedsselskabets mission at fokusere på disse enkeltstående individers trusler, men på det generelle og principielle problem.

Sagen er jo, at der i dagens Danmark findes mennesker som ud fra bevidst formulerede ideologier ønsker at afvikle de individuelle frihedsrettigheder, og skridt for skridt indføre teokrati.

Deres arbejde er et ”langt sejt træk”. Men hvor langt de kom i England, med hjælp fra lokale, der var villige til at file på ytringsfriheden det vidner jo om, at deres arbejde skrider "fremad".

Så dette er ikke et særligt dansk problem. Det er europæisk og globalt. Og trykkefrihedsarbejdet skal naturligvis også ses i denne sammenhæng.

Det er faktisk gådefuldt, at Niels Krause-Kjær åbenbart ikke er i stand til at se sammenhængen mellem eksistensen af Trykkefrihedsselskabet - og så politisk islam i Europa, og at han nærmest skriver som om selskabet er opstået uden dette grundlag.

Læste han selskabets artikler, må det dog hurtigt blive klart for de fleste at disse netop handler om at beskrive – og i bedste fald bremse - den islamisering, der finder sted i såvel Danmark som Europa.

Mange akademikere inklusive undertegnede har desværre været alt for sløve til at tage denne islamisering alvorligt. Og når man læser Niels Krause-Kjærs kommentar kan man godt få indtryk af, at han stadigvæk ikke engang har lagt mærke til dette politiske fænomen.

Det er lidt lige som med terrorisme-debatten: Når nogen tages til fange af politiet for at have planlagt terrorisme eller når der begås terrorisme, så debatteres dette kun i det, man kan kalde ”terrorismens kontekst”.

På samme måde debatterer man så reaktionerne på tegningerne i ”tegningernes kontekst”.

Fællesnævneren er ikke desto mindre den totalitære politiske islam. Men den er der bare mange, der ikke vil forholde sig til.

(Dette minder også lidt om de mennesker, der glemmer, at alle de forbrugsgoder, der findes i rigt udvalg skyldes en levende og dynamisk industri. Og når man glemmer dette, er der så også en tendens til, at man lægger disse producenter i lænker; netop fordi man ikke forstår, hvor livgivende og positiv, deres adfærd er).

Men disse mennesker, der begår terrorhandlinger – (men for den sags også den religiøse, der blot ringer og truer en redaktør eller en tegner) er vel at mærke motiverede af noget, der har fyldt en meget stor del af deres liv i årtier – ja måske hele deres liv. Og hvad er det? - Det er naturligvis det religiøse verdensbillede, som er det samme som gør, at andre trosfæller så arbejder mere bevidst og langsigtet på at reducere ytringsfriheden og på at indføre teokrati.

Hvordan opnås dette politiske mål om teokratisering og islamisering så i lande, der har meget lange traditioner for ytringsfriheden (jævnfør også Storbritannien)?

- Ja, man kræver naturligvis ”blot” at religioner mere generelt skal have en særstatus, og så vil man på den måde indføre diverse former for ”tonelovgivning”.

Man vil således lovgive imod det man kalder ”hadefuld tale". Man arbejder på denne måde ganske lidt bombastisk; og man får i vid udstrækning nogle andre til at arbejde for sig. Dem, der gør arbejdet (som det også har været tilfældet i Storbritannien), er netop de som ikke forstår hvorfor ytringsfriheden er vigtig for disse grupper at afvikle.

Men de naive forstår samtidig ikke hvorfor forsvaret for ytringsfriheden må og skal være principiel: altså at man forsvarer ytringer som ikke gør nogen fysisk skade, men som nogle ganske vist ikke bryder sig om. (Og hvis det ikke er Krause-Kjær, der vil give efter, men blot vil forholde sig retten til at være ignorant, så finder man nogle, der er lidt mere "fleksible" i forholdet til denne frihed). Og det er sjovt nok ofte også de samme personer, der i den ringeste grad respekterer den private ejendomsret, man kan finde som "ytringsfrihedsafviklere" i diverse parlamenter (som det britiske).

Så islamisterne finder altså fælles sag, eller blot nogle man kan kalde ”politiske sagførere” med de, der hader de individuelle frihedsrettigheder allermest – eller blot de, der i allerringeste grad forstår værdien af dem. Disse individer findes i praksis på venstrefløjen. Det er netop her, at det har vist sig at være lettest for islamister at blive medlemmer af europæiske politiske partier.

Krause-Kjær giver således i sin klumme indtryk af, at han ikke rigtigt har forstået det, vi oplevede i forbindelse med publiceringen af de danske Muhammed-tegninger og senere med de svenske tegninger.

Men hvis man ihukommer konteksten for at fokusere på ytringsfriheden, altså at der er en bestemt politisk ideologi - politisk islam, hvor man som led i sine politiske aktiviteter arbejder på at afvikle ytringsfriheden sammen med afviklingen af en række andre friheder, burde missionen være til at forstå.

Personligt tror jeg også, at Trykkefrihedsselskabet som sådan (og ikke blot det arbejde som mange andre gør for at forklare ytringsfrihedens værdi i det daglige) gør en vigtig forskel, eftersom det desværre i al for vid udstrækning har været forbeholdt en afgrænset del af de borgerlige for alvor at tage den politiske islam alvorligt.

Her tror jeg, at Trykkefrihedsselskabet bidrager som "brobygger" om man vil: det vil sige brobygger til den del af de borgerlige, der stadigvæk ikke har forstået, at den aktuelle form for Islam er en trussel mod friheden i Europa; og at det også er denne Islam, der holder Mellemøsten tilbage i materiel såvel som kulturel forstand.

Islam, fanatisme og fattigdom

"Der findes ingen umiskendeligt islamisk måde at bygge et skib på eller forsvare et territorium, helbrede en epidemi eller lave en vejrudsigt," så hvorfor penge? [samfundsforsker Timur Kuran] konkluderer, at det signifikante ved islamisk økonomi ikke ligger i økonomien, men i identitet og religion. Systemet "har fremmet spredningen af antimoderne … tankestrømninger overalt i den islamiske verden. Det har også fostret et miljø, som virker befordrende for militant islamisme."

- Citatet findes i Daniel Pipes artikel - Islamisk økonomi: Hvilken betydning har den? Flere artikler af Pipes på dansk her.

Som omtalt i andre sammenhænge går det endvidere ikke specielt godt i Mellemøsten rent økonomisk. Dette til trods for de mange oliepenge, der strømmede ind i regionen fra og med 1970'erne. Pengestrømmen skyldtes i øvrigt en skadelig amerikansk energipolitik kendetegnet ved regulering og kvoteordninger. Og denne skadelige politik er vi nu ved at indføre i Europa med CO2-kvoterne.

Årsagen til den begrænsede velstand i Mellemøsten skal ikke mindst findes i religionen islam, der er den dominerende i regionen:

For religion hæmmer kreativ tankegang. Sand kreativitet er kendetegnet ved at være virkelighedsbaseret:

Kreativitet er at forholde sig realistisk og samtidig nyskabende til sine omgivelser. Realisten starter derfor med at erkende verden som den er, og derfor fantaserer sig derfor ikke frem til et univers, der ikke eksisterer i virkeligheden - eksempelvis indeholdende væsner, der kan ophæve naturens love. - Ej heller er det udtryk for kreativitet, som man gør det i Islam, at indføre alverdens rigide regler, der hæmmer de handlemuligheder, man har brug for, hvis man ønsker at forbedre sin situation i virkelighedens univers.

Dette er derfor en central forskel på god filosofi og så religion: filosoffen starter ”nedefra”, med det konkrete og bygger så op fra grunden.

Det gode tankesystem kan dermed føres tilbage til helt konkrete elementer i de fysiske omgivelser. Sådan skabes også den gode begrebsdannelse; den er tilsvarende virkelighedsbaseret.

Der findes således noget, man kan kalde ”korrekte termer” ligesom der kan tales om ”frit svævende abstraktioner”, som er ugyldige i kraft af blot at være trukket ud af den blå luft. Det vil sige: sådanne ukorrekte termer ("svævende abstraktioner") er produkter af fri fantasi – og fantaseren; og det gælder naturligvis at de er sprogligt ugyldige ud fra en målestok, der baserer sig på virkeligheden. Og dette gælder uanset om de er bygget ind i en tradtionel religion eller der er tale om noget, som en moderne universitetsprofessor har fundet på (eventuelt Jürgen Habermas).

Det er i prakis også på denne måde religioner opstår: Man har forladt virkelighedens målestok, og man er i stedet blevet en fantast. Man er en drømmer, der ikke er tilfreds med virkelighedens nøgterne udfordring. Skridtet for den meget utilfredse er samtidig aldrig langt fra at blive rendyrket fanatisk. Og fanatikere er der som bekendt mange af i Mellemøsten.

Læs også Søren Espersens glimrende kronik Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.

William af Baskerville

Umberto Eco's middelalderroman "Rosens Navn" udkom på dansk i 1984. Historien handler om en munke-dektektiv ved navn William af Baskerville, der får til opgave, at opklare nogle gådefulde mord i et italiensk kloster. Historien handler blandt andet om religion og hemmelighedskræmmeri. Den omhandler en bortkommen - men også bortgemt - bog af Aristoteles. I Rosens Navn omtales også bøger med lattervækkende karikaturer af betydningsfulde personer og religiøse skikkelser.

I historien er det tydeligt, at de religiøse magthavere har kontrol med informationsstrømmen i samfundet, og at de begrænser denne strøm for at bevare magten. Dette illustreres konkret ved hjælp af vanskelighederne forbundet med at få adgang til klosterets bibliotek; hvilket er en vanskelighed, der besværliggør William af Baskervilles opklaringsarbejde. Der er altså en sammenhæng mellem den begrænsede information i middelaldersamfundet og fraværet af retfærdighed.

Når man læser bogen får man endvidere let en forståelse for udsagnet ”viden er magt”; og at magt betyder en del for de daværende religiøse autoriteter. Det bliver også åbenbart, at spredningen af viden samt tvivl om autoriteternes status, er noget de religiøse overhoveder i romanen ikke bryder sig om.

Som læser i nutidens Europa kunne man så mene, at problemstillingen på samfundsplan var forældet, eftersom ”katten” i form af ytringsfrihed og nærmest frie informationsstrømme var ude af sækken. Undertegnede læste historien i niende klasse, hvilket vil sige i 1987. - Og i Danmark var der på det tidspunkt ikke nogle større diskussioner om hvorvidt ytringsfriheden var i fare.

Men et par år efter i 1989 oplevede man så ”Murens fald”, det vil sige kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Rusland. Og det blev åbenlyst for stadigt flere, at ytringsfriheden ikke trives uden ejendomsret; og at socialisme og totalitære systemer lukker af for informationsstrømme. Det blev tydeligere - selv for yngre individer udsat for lokale socialistiske demagoger på gymnasier og i ungdomspolitiske foreninger - at befolkningen i sådanne socialistiske diktaturer opflaskes på løgn, sådan som det også sker den dag i dag på Cuba og i Nordkorea.

Få år efter kom også "Fatwa’en" mod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, det netop apropos Eco’s ”Rosens Navn” havde begået en angiveligt blasfemisk bog med titlen ”De sataniske vers”, der trak tæppet væk under dele af religiøse figurer, som præste-diktatorer i Mellemøsten og islamiske patriarker andre steder krævede absolut respekt omkring.

På denne måde skulle det gerne stå klart, at ovenstående tema i Eco’s roman om begrænsninger for ytringer som forudsætning for magtpositioner er uhyre relevant.

Endvidere må det betones, at hvis man giver efter for kravene om respekt for de religiøse skikkelser og myter, bliver resultatet til sidst diktatur også i vores del af verden. For dette er hvad socialister og islamister i sidste instans ønsker at opnå: at diktere. Derfor opfordres der til, at man viser alverdens tegninger af alle slags religiøse ikoner, og at man bruger sin ytringsfrihed på den mest fantasifulde og oplysende måde, man kan. I Danmark er ordet frit.

The God of Welfare

Common for all modern believers regardless of whether they are conservatives, nationalists, socialists or Islamists, is the view towards the State, as being a central tool to reach some goal, concerned with "shaping" or "directing" the populace in just the "right way".

In this regard Socialism, or Statism, has for a long time been a belief-system, ranking on line with other major religions.

The new tendency in Denmark towards, what you might call "Halal Socialism" (or Islamo-Socialism), is in no way different in having belief - and not knowledge - at the center stage.

The crucial thing for Islamists, Socialists and all other kinds of collectivists is first and foremost: that we learn how to fall in rank, and march to the same drum, ideally: even to say the same things. In other word "homogenization" or "leveling" is the main thing.

Hence in the beginning of any collectivist political project, there is to a certain extent room for compromise and making alliances, albeit with other collectivists.

Later, once some part of a band of collectivists have gained firm control, you will see the beginning of more heated arguments - internally among the mystics - regarding precisely what kind of tune the "masses" are going to be forced to dance to. Thus: first power and control and then the specifics of the constraints.

It should therefore come as no surprise that one of the thing that all collectivists, no matter their orientation, have in common is the creation of a strong state, that will serve as a forceful disciplinary “power tool”. To ensure success of their project all collectivists will focus on the central areas that insure mass control. Therefore collectivists will nationalize education as well as seek control of the infrastructure - with the core areas of transportation and energy. These are common features of all collectivist projects.

However education and infrastructure are not the sole areas that collectivists seek to control. The other key areas to ensuring regulatory power as well as influence are Health and the Media. But if education has been successfully nationalized and collectivized; then direct control of the media is less important. The journalists in the media will have “guidance” from higher education, and hence there is sufficient indirect control. Nevertheless television remains an important media since it is particularly well suited to rapidly affect emotions and create opportune moments, - in which more power can be handed over to those urging for it; and hence ensure a further weakening of whatever there might be left of independent judgment and individualism within a given population.

As opposed to this, the specific quality of what collectivists offer holds no greater importance (particularly for those who are the targets of these differing experiments). As long as control is realized, and therefore clients of the state are multiplied, it is not particularly relevant for political decision makers whether the clients, who are in this case also members of the press or educators - have some degree of autonomy, just as long as these groups also to some extent have a dependency relationship with the state and with the flow of taxes. Taxes, and "support" because of taxes, plus education, are thus vital to ensure state loyalty.

To sum up: Political alliances among collectivists will in most cases have to be seen as the common first goal of creating a state suitable for state dirigisme and to insure general restraints on the freedom of people, but not as a sign that there is an immediate interest in moving society in any particular direction, other than one that is more state-centered. Because once in power, even mistakes and general poverty can be taught to be “necessary”, and/or a part of some broader scheme, that leads to some millennium utopia.

Because of this, it is extremely important for all sorts of collectivists to de-emphasize and minimize any reference to dichotomies such as: voluntarism vs. force; free speech vs. censorship and self-censorship; freedom vs. dictatorship; private property vs. state property; public vs. private, etc. And the lack of interest in these conflicting concepts is precisely insured by the low grade education, managed by the political clients within the nationalized schools. (Who cares about private? We got this for free!)

The question that now faces us is the following: Does any of the established non-socialist parties in power today offer anything, that separates these parties from this totalitarian and imposed kind of a state centered community, that we have been moving towards for decades? In other word can the non-socialist establishment defend personal liberties and the civil society against an ever growing and more paternalistic state?

The obvious answer, considering the tendency of the right to encroach on various new Leftist projects (including going green, then more green and then preaching unbridled sacrifice on behalf of every thing but human welfare), must clearly be a firm: No - not in the long run.

The best case scenario for the time being is the same kind of perspective that you get with center-left lobbyists working for private corporations. Here the result of any lobbying efforts usually ends with some sort of surrender, and with a political process that always leads to a further loss on the part of free enterprise and more demands and directives flowing from state officials.

Compromise and pragmatism is therefore the order of the day; and these are obviously not tools to do anything but to make attempts of stalling and buying time, - before finally surrendering completely.

The non-socialists in power simply do not seem to have either the will or the ability to prevent further growth in the public sector, and therefore the private sector will at the same time continue to be reduced as well.

In Denmark the socialist "investment" in higher education in the 1970's evidently paid off quite well. Denmark now has the highest amount of taxes in the free world, and one of the largest public sectors.

But due to the current government we just may have bought us some 10-15 years extra before a genuine Halal-socialistic compromise is served up in the shape of a centre-left government - and maybe even with a conservative prime minister as head of it: Among conservatives, there has been a rather long - and not very glorious - tradition of uniting the apparent opposites. These conservatives themselves call it creating "coherence" (you could also call it giving in or simply surrendering)

The conservative philosopher Hegel called this unification of opposites (or surrendering of your previous values) - dialectics. And curiously enough: socialists, with some variance in the meaning of the concept, use the exact same word - which for the moment allows them to make alliances with traditional religionists. (But hey don't worry Karl Marx: this alliance with Islamism is all in the process of creating a new synthesis in accordance with dialectics!)

Nevertheless: - back in the 19th Century, closer to the era of the Enlightenment, these kinds of mysticism, that the unbridled state worship also belongs to, were simply called - religion.

Islamismens totalitære mål

Daniel Pipes er direktør for the Middle East Forum. Yaron Brook, er direktør for tænketanken the Ayn Rand Institute. Wafa Sultan er forfatter og kommentator. Alle har et indgående kendskab til problemerne forbundet med den moderne islamisme.

Under overskriften Den totalitære Islams trussel mod Vesten tog disse politiske debattører den 12. april under en paneldiskussion fat på nogle meget centrale og afgørende spørgsmål, når det gælder, hvordan man skal forholde sig til dette religiøse og politiske fænomen. Og det er noget, man har måttet forholde sig til - ikke mindst siden angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.

Det indledende spørgsmål for paneldiskussionen handlede om, hvorvidt det, vi oplever globalt og i Mellemøsten er udtryk for en lille gruppe af fanatikeres aktiviteter, eller omvendt skal forstås som en bredere bevægelses adfærd. Det er det, spørgsmålet om terrorisme vs. totalitarianisme handler om.

Her var svaret entydigt, at der er tale om en bredere bevægelse, sådan som vi tidligere har oplevet kommunistiske, nazistiske og fascistiske bevægelser i Europa – samt også den fascistiske bevægelse i Japan frem til 2. verdenskrig.

Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i, hvad der skulle til dengang for omkring 60 år siden, for at disse bevægelser, der havde statsmagten i flere lande, - de gav op. For som bekendt vandt de friere nationer over de totalitære kræfter i 1945.

Spørgsmålet man skal besvare, er derfor: Hvorfor vandt de politisk friere nationer militært? Og hvorfor er der i dag ingen japanske selvmordspiloter? Hvordan vandt man over de tyske nazister og de italienske fascister? Var der tale om dialog eller konsekvens? Forudsætningen for at man gør sig sådanne overvejelser er dog, at man erkender, at de vestlige værdier og friheden er under angreb.

Tilsvarende må man erkende, at krigen mod vores frihed i høj grad føres via nogle bestemte stater i Mellemøsten. Som bekendt er staten et magtfuldt redskab. Derfor er det afgørende at fokusere på de totalitæres vigtigste politiske, ideologiske og militære redskaber, og det er ikke terrorisme; men derimod den islamiske stat, som man finder den i Iran og Saudi Arabien.

Indtil videre har man i Europa og USA i det store hele ignoreret den islamiske stat som en faktor, og i stedet fokuseret på nogle forholdsvis obskure grupperinger i eksempelvis Afghanistan og Irak.

Arbejdsmetoderne for diverse islamiserende aktører er tydeligvis forskellige; men dette skyldes imidlertid ikke, at den overordnede målsætning er forskellig, men simpelthen, at forskellige aktører har forskellige ressourcer til rådighed. Målsætningen er derimod fælles, og handler om at sprede en totalitær udgave af den pågældende religion.

Nogle af de islamistiske ledere er således i besiddelse af et statsapparat og kan derfor blandt andet operere via FN, sådan som det gælder Iran og Saudi-Arabien. Andre aktører har omvendt kontrol over færre individer via private organisationer – herunder i kraft af lokale religiøse samfund. Men målet for de forskellige aktiviteter er ikke desto mindre i det store hele det samme. Derfor må man forholde sig overordnet til målsætningen, som det primære. Omvendt vil det være en fejltagelse, at forholde sig til hver enkelt type af aktivitet, som om der ikke var tale om en overordnet problemstilling, og om en generel politisk bevægelse, der har det samme mål: at gøre en bestemt religion altomfattende og i kraft af staten - totalitær.

Totalitarisme og ikke terrorisme er det centrale

Det er således direkte forkert, som det primære, at fokusere på terrorhandlinger frem for den generelle politiske adfærd, det vil sige den politik der føres af islamister ud fra nogle bestemte mål, uanset om de har magten over en stat eller om de har færre ressourcer til deres rådighed.

Denne pointe er i Danmark imidlertid rent faktisk allerede fremhævet af eksempelvis Karen Jespersen og Ralph Pittelkow, men også af Trykkefrihedsselskabet. Som følge af reaktionen på Muhammed-tegningerne er man også nået et vigtigt skridt i retning af, at erkende, at islam ikke bare kan bruges til at inspirere enkeltstående individer til at sprænge sig selv og andre i luften; men at der er nogle bestemte politiske målsætninger i Islam, som står overfor de frihedsværdier, som mange af os værdsætter. Denne generelt frihedsfjendtlige adfærd, som man finder - uanset om der er tale om løsere grupperingers politik eller politikker via teokratier - burde også medvirke til en forståelse af, hvordan islamister ønsker at bruge religionen til at gøre stater totalitære vel at mærke med et religiøst afsæt.

Muhammed-tegningerne satte således fokus på et helt modstridende syn på ytringsfriheden og dens værdi, sådan som det er tilfældet med totalitære magthavere i Iran og Saudi-Arabien på den ene side og så befolkningen i Europa og USA. Målet for de totalitære handler dermed i almindelighed om at kontrollere og sætte grænser for andres adfærd med afsæt i en bestemt religion. – Aktuelt og også i en sikkerhedspolitisk optik bør man derfor også være opmærksom på de allierede som islamisterne på kort og langt sigt vælger sig, for at nå deres mål.

Konklusionen, der handler om, at islamisme er en bredere politisk bevægelse, og at der er tale om en totalitær bevægelse, er derfor afgørende. Dette betyder dermed, at fokus, som det primære, må være på fjendens centrale målsætning: - hvilket er den religiøse lovgivning - sharia. Af denne grund skal fokus derfor ikke være på en enkelt af de metoder, der anvendes for, at islamister kan realisere deres mål (terrorisme), men på samtlige. Derfor må fokus først og fremmest være på Iran og på Saudi-Arabiens rolle, hvad angår islamisternes krig mod vesten. For love (som sharia) og stater hænger nu engang uløseligt sammen. Grundlæggende var krigen mellem den frie verden og nazister for 60 år siden tilsvarende et spørgsmål om hvor stor en rolle staten skulle spille i borgerens liv. Nazisterne levende ingen plads for individuel frihed.

Vores frihedsværdier er under angreb

I USA og Europa gik man trods forskellige syn på dette spørgsmål (om statens rolle i borgerens liv) derfor under 2. verdenskrig sammen om at bekrige noget, der var langt mere totalitært end noget Europa hidtil havde set.

For at forsvare os mod en ny form for totalitær bevægelse må vi derfor genopdage værdien af individuel frihed. Navnlig i Europa vil dette kræve selvransagelse og refleksion. Vi må undersøge præcist, hvad der er for værdier, der er under angreb, hvad disse – vestlige værdier – betyder i praksis; for hvis vi ikke bliver bevidste om, hvad vi mister, kan vi ikke forsvare os. At der kan identificeres en generel målsætning om at udbrede det religiøse diktatur til stadigt flere lande, betyder derfor, at man må sætte sig ind i, hvordan man kan forsvare sig mod denne totalitære ideologi.

Problemet er derfor ikke primært et spørgsmål om teknik, men om at finde ud af hvilke værdier, man ønsker at leve ud fra. Og man er som et mindstemål nødt til at forstå, at totalitære stater, som den nuværende iranske ikke levner plads til forskellighed. Men for at man kan forsvare sig, må det nu engang være nogle bestemte værdier, man forsvarer, og ikke ”forskellighed” – eller ”demokrati”, men derimod: individuel frihed herunder tanke, tale, trosfrihed samt individuel råderet og privat ejerskab.

For 60 år siden kunne USA og dele af Europa stå sammen og handle konsekvent, eftersom der var et åbenlyst ønske om at leve i frihed, og lade borgeren være fri til at handle, producere og ytre sig såvel når det gælder kultur og information. Hvis vi skal være i stand til at forsvare os mod denne nye totalitære strømning må vi derfor genopdage disse frihedsværdier og de medfølgende rettigheder.

En ny form for islam

I denne henseende skal det nævnes, at paneldeltagerne nævnt i indledningen var enige om, at der de seneste 30 år var sket noget afgørende i form af den islamiske religions aggressivitet. - Kunne det mon tænkes, at denne aggressivitet netop skyldes, at vi i Vesten har bevæget os væk fra at interessere os for individets frihed, og at vi også de sidste 30-40 har overladt stadigt mere magt til staten? Det vil sige, at der i vid udstrækning ikke er givet frihedsfjendtlige kræfter et modspil?

Læseren skal under alle omstændigheder opfordres til selv at undersøge spredningen af islamisk ideologi, og islamiske teokratiers adfærd – herunder såvel udenrigs- som indenrigspolitik for de mest radikaliserede stater. Man bør undersøge, hvad der forventes og kræves af borgerne i sådanne præstestyrer og islamiserede samfund. Man bør sætte sig ind i hvilke metoder, der anvendes for at sprede ideerne om islam, som rettesnor for statsstyre og hvad angår den enkeltes livsførelse fra såvel det nationale som lokale niveau.

Herefter kan man undersøge om de samme former for indoktrinering og påvirkning finder sted i vores samfund, hvad angår de pågældende lokale udgaver af islamister, som de findes i muslimske miljøer: Er der et mål om at gøre Sharia (den islamiske lovreligion) til gældende lov også i Danmark? Og er der en generel tendens til at lade religion spille en altomfattende rolle for enhver form for personlig adfærd? - Når man betænker, hvad der i Danmark de seneste 30-40 er sket i form af den generelle tilbøjelighed til at bruge staten som redskab til at påvirke andres måde at leve på, kunne vi så egentlig forvente, at religiøse bevægelser, der markerer sig stærkt på den internationale scene og nationale scene, så ikke også har en indstilling om, at staten er oplagt redskab til at presse bestemte ideer ned over hovedet på den øvrige befolkning?

Venstrefløjens rolle i forbindelse med islamiseringens trussel

Et vigtigt element til at forstå, hvorfor truslen fra den islamiske totalitarisme ignoreres er, som ovennævnte paneldeltagere fremhævede det, ikke mindst venstrefløjens rolle i denne henseende.

Så hvorfor ignorer venstrefløjen truslen fra islamisme? Hvordan kan det være, at kritikken af det iranske præstestyre, der har været ved magten siden 1979, har været så begrænset - trods den åbenlyse undertrykkelse, indoktrinering og menneskelige stagnation, der har fundet sted?

Det korte svar kunne simpelthen være, at islam og socialisme har en fælles fjende ved navn kapitalisme og markedsøkonomi: I det omfang at socialisterne har opgivet deres egne socialistiske værdier, så har de ikke valgt frihedens værdier i stedet. Tværtimod har man i stedet valgt at finde ideologier, der kan skade friheden uden at sætte noget positivt i stedet. Derfor finder venstreorienterede i dag allierede, der i bund og grund ikke har ret meget tilfælles med den klassiske socialisme, men som simpelthen som det primære angriber navnlig det, man opfatter som ”den amerikanske livsstil”, og hvad man finder af elementer i denne i resten af verden. Paneldeltagerne fokuserede her på islam. Men en anden central form for ”anti-amerikanisme” er økologismen, der selv om den er udviklet og populariseret i USA netop også er et opgør med de grundlæggende ideer om individets frihed.

Også i denne forbindelse skal det pointeres, at Europa står særdeles svagt, eftersom frihedens værdier af de politisk intellektuelle i høj grad ikke respekteres i Europa i nær den samme grad som i USA. Derfor var såvel Brooks, Pipes som Sultan enige om, at Europa er tættere på at blive islamiseret, end det er tilfældet for det nordamerikanske kontinent. Aktuelt kan man holde sig orienteret om, hvad der sker i Tyrkiet i denne henseende.

Selv om paneldeltagerne havde hver deres indfaldsvinkel og bevæggrunde til at beskæftige sig med den politiske islam var der også, når det gælder spørgsmålet om, hvordan krigen mod totalitær islam vindes, en høj grad af enighed. Såvel når det gælder den militære del af forsvarspolitikken som den idemæssige, var der derfor overensstemmelse.

Modstandernes vilje må knækkes

Målet for den militære indsats må i overensstemmelse med det ovenstående løftes op fra nogle rent tekniske målsætninger til et mere generelt mål. Dette mål handler om at vise frihedens fjender, at de ikke kan vinde.

Som udgangspunkt må man derfor forstå, hvad der konstituerer en sejr for de totalitære islamister. Dette gøres atter i kraft af erfaringerne fra 2. verdenskrig: En sejr for Hitler og nazisterne samt ikke mindst deres japanske allierede var kendetegnet ved en udbredelse af deres politiske system til stadigt flere lande. Målet var dermed at presse nogle bestemte værdier ned over befolkningen i kraft af staten. Afsættet for at gøre dette var, at de totalitære mente, at deres ideer var overlegne og i visse tilfælde at de var guddommelige. Derfor skulle der fra til 1945 som bekendt meget til for – militært - at vise fjenden, at målet ikke kunne nås.

For at vinde krigen mod en total bevægelse, der blandt andet har kontrol med flere stater i mellemøsten, og måske indenfor nogle år også i Tyrkiet, er det derfor nødvendigt at vise fjenden, at den ikke kan vinde. Her gælder det således om at få navnlig tilhængere og sympatisører til at miste modet, sådan at magthavere og ledere mister deres grundlag i befolkningen. Her må man derfor tilbage og sætte sig ind i hvordan de frie nationer sejrede i den 2. verdenskrig ikke mindst over Tyskland og Japan.

Fokus må være på Iran og Saudi Arabien

For at et militært forsvar kan gennemføres, er det samtidig afgørende at der opstår en langt klarere bevidsthed om truslen fra den totalitære islam, end det er tilfældet i dag. Og her er det aktuelle fokus på terrorisme frem for fokus på Iran og Saudi-Arabiens rolle problematisk. Det nuværende fokus på terrorisme må blandt forstås i kraft af den værdirelativisme, der præger Vesten i dag. For hvis man havde et stærkt afsæt i en værdiorientering, ville man langt klarere kunne se sammenhængen mellem diverse bevægelser og så de diktatoriske stater, som støtter bevægelserne såvel finansielt som ideologisk.

Det er derfor afgørende, at der skabes en langt større bevidsthed om de oprindelige værdier og den fornuftsorientering, der har sikret friheden og velstanden i USA, Europa og i vid udstrækning også Asien og Latin Amerika. Disse grundlæggende værdier må dermed genopdages, for når det sker, vil man også forstå hvad det er man mister, hvis religion går hen og bliver altomfattende og styrende for adfærden.

Den helt centrale årsag til, at islam er en trussel, er således først og fremmest, at det er en trussel mod den frie verdens fornuftskultur. Totalitær Islam, som den har udviklet sig de seneste 30 år, er netop et problem, eftersom det netop er en totalitær religion, der ikke levner nogen som helst plads til fornuft og tankefrihed i samfundet. I takt med at dette system breder sig, vil vi derfor opleve først udbredt materiel og åndelig stagnation, og derefter at den velstand og handlefrihed vi kender, den forsvinder.

---

Fra den 12. april 2007 Totalitarian Islam's Threat to the West: From the Iranian hostage crisis to September 11 to the London subway attacks to the Iraqi insurgency—it is clear the West faces a grave threat from a committed enemy. Conventional wisdom holds that the enemy is a rogue group of fanatics, who have hijacked a great religion in order to justify their crimes. It tells us there is no way to permanently eliminate these violent groups, that we have entered an "age of terror" and that we must give up the desire for a decisive victory. - But is the conventional wisdom right? Join us for a panel discussion titled "Totalitarian Islam's Threat to the West." Se A panel discussion featuring Daniel Pipes, Yaron Brook and Wafa Sultan . Registrering er gratis. Indlaget findes under "News and highlights".

Appeasement

Den 10. oktober 2006 sagde Per Stig Møller, at det var vigtigt med gode forbindelser til Iran.

Tony Blair forsøgte den 12. november 2006, tilsvarende at række hånden ud til nogle mennesker, der abonnerer på de stik modsatte værdier og ideer ift. dem, som vi værdsætter i den frie del af verden . Det skete i kraft af Blairs tilbud om ”partnerskab” med Iran, hvis man ophører med at støtte terrorismen.

Irans destruktive politik i form af støtte til enkeltpersoner, organisationer og andre stater, der er beskæftiget med frihedsfjendtlig aktivitet finder ikke blot sted via involvering i Irak, men også via ideologiske udmeldninger, militær og finansiel støtte til de religiøse ideologier, som er drivkraften bag terrorismen i mange andre dele af verden.

Det frie samfunds værdier, - de som sikrer menneskers ytringsfrihed og økonomiske handlefrihed, er derfor åbenlyst ikke de samme, som de værdier det iranske samfund baserer sig på.

Og et teokrati, som det iranske der har eksisteret siden 1979 ville ikke have kunnet klare sig uden massiv støtte fra det civile samfund. Det er med andre ord værdierne og samfundet i Iran, der er fundamentet for det politiske styre sammesteds.

Lige så vi