Arven fra 68’

For kort tid siden blev en ung mand stukket ihjel på strøget i København. Siden da har flere meningsdannere og politikere talt om vigtigheden af overvågning, som redskab i kampen mod kriminalitet. Afsættet for den aktuelle diskussion var at gerningsmanden blev fanget ved hjælp at et videokamera i en butik.

Desværre virker det som om dette er det eneste emne, man mener det er værd at diskutere, - måske lige bortset fra tilsvarende debatter om, hvorvidt man skulle stramme forbuddene mod at gå med kniv, eller i hvilket omfang politiet skal visitere, og i hvilke zoner man skal visitere mest.

Mens man diskuterer dette begynder flere af borgerne nu at efterspørge private vagtværn. Tilliden er ved at forsvinde.

Det er dermed ret tydeligt at debatten om forbrydelse og straf, samt det mere overordnede spørgsmål, der handler om konsekvens og omverdenens retfærdige reaktion i forhold til kriminelle handlinger er blevet ignoreret.

Den pågældende handling burde faktisk i langt højere grad have været anledning til at rejse sidstnævnte type af spørgsmål; det vil sige de, som handler om at straffe forbrydere, og udvise konsekvens, når det begås kriminelle handlinger. I det omfang at dette ikke sker, så sender man ikke desto mindre et signal til forbryderne om, at de kan slippe godt fra deres adfærd.

I Europa er der efterhånden en tendens til, at man undskylder og bagatelliserer virkelige forbrydere, og at man udnævner de kriminelle til ofre; alt imens man gør almindelige borgere til forbrydere.

Hvad angår det sidste kan man nævne de love, der kriminalisere voksne menneskers brug af stimulanser såsom tobak eller stærkere produkter.

Man straffes eller kriminaliseres således for, at man i sin fritid bruger tiden sådan som man selv vil, og sådan som man selv finder det bedst i selskab med ligesindede, uden at dette går ud over andre end de, som også opsøger de samme lokaliteter som én selv.

Dette er i praksis blot ikke virkelige forbrydelser. Der er blot tale om kriminalisering – herunder om afvikling af borgernes frihed og ejendomsret.

Begår man derimod voldelige og morderiske handlinger står der en hær af undskyldende og udglattende typer parate med forklaringer om, at voldsmænd og/eller hærværksmænd ikke kan gøre for det; eller at det som de har brug for, er mere sympati og forståelse for deres ”sociale baggrund” end disse allerede har fået.

Der er rent faktisk en sammenhæng i de ovenstående to politikker, som føres overfor henholdsvis de kriminelle og de lovlydige borgere.

Sammenhængen består netop i tanken om, at ”man ikke kan gøre for det”:

Søger man job som tjener kan man således angiveligt ikke gøre for, at man er havnet på en arbejdsplads, hvor der ryges.

Uanset hvilket rusmiddel man vælger, kan man således angiveligt heller ikke gøre for, at man har valgt det, trods det forhold, at mange dagligt beviser at de er i stand til at lægge selv de mest vanedannende stoffer på hylden; og dermed også viser, at man kan vælge fra - ligesom man vælger til.

I staten tager man det således på sig, at afvænne og opdrage på almindelige borgere med såvel forbud som kampagner Tilsvarende er der så de kriminelle, hvor de samme typer af magthavere har nøjagtig samme grundholdning som de har til befolkningens adfærd i almindelighed:

I begge tilfælde gælder det, at man anses for at være ansvars- og eller skyldfri. Derfor vil staten styre borgerne i almindelighed, mens de tilgiver eller ser med mildhed på de virkeligt kriminelle. Man ser det jo netop som et slags tilfælde, at nogle er havnet på den forkerte side af linjen.

Forklaringen på det høje skattetryk, og på hvordan man retfærdiggør det over for sig selv som politisk magthaver er i øvrigt tilsvarende ovenstående indstilling:

Tjener man ikke nogen penge, og tilbringer man dagen med at drive rundt og spilde tiden, så kan man åbenbart ikke gøre for det. Tjener man omvendt penge og gør man sig umage, er det ligeledes noget man øjensynlig har fået med i kraft af ens ”sociale arv”.

Skatterne i Danmark er netop steget med raketfart fra og med det tidspunkt da ”man kan ikke gøre for det”-folket kom til magten fra og med 1970’erne.

Tænker man lidt over hvad konsekvenserne af denne ”pædagogik” overfor befolkningen fører frem til, så burde det i øvrigt også stå tindrende klart, at dette ikke til sidst ender med en fagre ny ansvarlig og kollektivistisk verden, hvor der tænkes ”samfundssind” og ”sammenhængskraft”.

Det ender i stedet med eskalerende kriminalitet, stigende fattigdom og til sidst det rendyrkede kaos, som man også er ved at kunne opleve i flere af de europæiske storbyer allerede, når man til sidst erkender at magthaverne ikke tror på muligheden af, at individer har en fri vilje, og selv er ansvarlige for deres handlinger. Jo mere udbredt denne indstilling er, desto mere hærværk og voldelig adfærd vil man opleve.

Det er netop i en verden, hvor man ikke vil anerkende den fri vilje, og at man i sin vågne tilværelse dagligt træffer tusinde valg – trods de sære teorier om ”determinisme” der indpodes på offentlige universiteter, at lovlydige borgere og de kriminelle skridt og skridt behandles mere og mere ensartet; og at der bliver flere kriminelle og færre lovlydige.

Den arbejdsløshed, der er skabt i Europa (og som også findes skjult i Danmark) er jo netop også et produkt af selvsamme foragt for evnen til at være i besiddelse af eget ansvar; det vil sige en foragt for eksistensen af evnen til at handle selvstændigt, og til at være i besiddelse af et ansvar for sig selv. Det er denne forkastelse af troen på at man kan handle og vælge, der betyder at staten betaler til lediggang.

De samme myndigheder, der ved at sende ovenstående signaler om generel skyldfrihed, som har givet os øget kriminalitet i Europa; samt noget man må betegne som lavvækst; - og som har skabt flere socialt adfærdsvanskelige i kraft af belønning for lediggang og ansvarsløshed kaster sig derfor måske ikke overraskende over en række nye typer af angivelige problemer, som de tydeligvis heller ikke ville være i stand til at løse, i det tilfælde at disse problemer i givet fald var reelle.

Det mest realistiske er nok at betegne disse erklærede problemer som man i FN og EU nu fokuserer på såsom ”klimaforandring”, som værende udtryk for eskapisme i forhold til alle de reelle problemstillinger, man ikke kunne tackle med sine planer og kontrolprogrammer - inklusive fattigdommen og stagnationen i Afrika. - Jo flere der dør i afrikanske diktaturlande i kraft af ufrihed og manglende industrialisering, desto flere politikere vil man således utvivlsomt høre tale om miljø og global opvarmning.

Over tid får man selvfølgelig de politikere, man har fortjent. De nuværende generationer af magthavere er her, fordi tidligere genererationer i almindelighed troede, at man kunne forbruge sig til vækst, og at gratis (uddannelse med videre) var godt. Begge dele er dårskab: Gratisgørelsen fører med lovmæssighed frem til en stigende grad af kritikløshed og spolerethed.

De som rammes hårdest af denne blåøjethed bliver desværre bare også de mennesker, som lever i de dele af verden, hvor man allermest havde brug for at blive en del af den markedsøkonomi og af det globale kapitalistiske samfund, samt ikke mindst af de retssamfund, som de nuværende ledere i stigende grad ikke kan forbindes med; og som de tydeligvis ikke ønsker at udbrede til netop de regioner, hvor man har mest brug for at dette sker. Vestens politiske lederskab drømmer således stadig om en årsagsløs verden, hvor velstanden opstår uden at verden samtidig forandres.

For i et retssamfund er borgerne frie – også til at leve usundt - og ordensmagten bruger i stedet tiden på at bekæmpe kriminelle - og ikke eksempelvis tobaksnydere eller reklamebranchen. Men for tiden gælder ikke desto mindre samme mantra overfor de civiliserede som for barbarerne: overvågning og kontrol.

Fejlslagen krig mod opiumsproduktion

Omfanget af land afsat til dyrkning af opium i Afghanistan voksede med 17 procent i 2006, ifølge Jacob Sullum og hans kommentar "America's Taliban-Support Program". Sullum er redaktør af Reason Magazine.

Gavnlige vejrforhold betød endvidere, at den anslåede samlede produktion af opium i Afghanistan voksede med 34 procent. (Så påstanden om at klimaforandringer nødvendigvis skader fattigere lande må i samme åndedrag afvises.)

Sullum hævder, at USA's narkobekæmpelses-politik i praksis modarbejder krigen mod terrorisme.

I selve artiklen uddybes ikke helt klart hvordan det sidste er tilfældet. Men budskabet er blandt andet, at politikken med kriminalisering og udbudsbekæmpelse gør de narkoproducerende landes regeringer økonomisk afhængige af, at holde krigen mod narkotika i live. Det vil sige, at man med politikken skaber en situation, hvor man bidrager til at svage stater bruger stadigt mere tid på intern krigsførsel imod noget, som Sullum formodentlig mener ikke burde være blevet kriminaliseret. (Det sidste fremgår ikke af artiklen.)

Redaktøren nævner således Columbia, som et eksempel på hvordan man nu efter flere årtier ikke har kunnet bekæmpe narkoproduktionen via kriminalisering og krigsførsel, - blandt andet eftersom der ikke kræves ret store områder før en sådan produktion bliver særdeles givtig for producenterne.

Colombia, which still supplies about 90 percent of America’s illicit cocaine, has been helping to train Afghan police in anti-drug tactics, and Gen. Peter Pace, chairman of the Joint Chiefs of Staff, says it provides “a good model” for Afghanistan, afslutter Sullum således tørt. Læs mere her

I kraft af en legalisering er der da tilsvarende ingen tvivl om, at gevinsterne for den enkelte producent ville falde mærkbart; at de som producerede opium i mindre grad ville bruge penge til krigsførelse og i stedet mere til reinvestering i deres virksomhed og produktudvikling; samt at de terrorister og islamister (som ønsker at omstyrte frie samfund) og som jo skal bekæmpes, ville blive nødt til at lede efter andre finansieringsmetoder. Så en legalisering ville efter al sandsynlighed komme såvel USA og Europa - men også det afghanske og colombianske civilsamfund - til gavn.

At mennesker ønsker at ødelægge sig selv ved at være narkomaner er i øvrigt også deres egen sag, så længe de ikke skader andre.

Og at tro at en legalisering ville være skadeligt for ”sammenhængskraften” eller civilisation er omvendt forkert: Har man som fornuftsmenneske stiftet bekendtskab med narkomaner, indser man lynhurtigt at der intet tiltrækkende er forbundet med den sygelige vanedannelse, som hele narkomanens liv kredser om.

Den nuværende politik med kriminalisering ”til befolkningens eget bedste” er dermed også et eksempel på den manglende tillid som vor tids politikere indenfor så mange områder afspejler ved deres formynderiske politik. Når politikkerne slår fejl, ender konklusionen desværre som oftest med, at man eskalerer den samme politik og udbreder den til nye områder.

I sammenhængen må det derfor også nævnes, at de rigeste og mest produktive lande netop også er de hvor adgangen til forskellige stimulanser er allerstørst i modsætning til fattige lande eller religiøst fundamentalistiske, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til ret mange typer af stimulanser, men hvor man alligevel enten udvikler en sygelig angst for sådanne stimulanser eller hvor større dele af befolkningen sætter deres økonomiske fremtid over styr i forbruget af de stimulanser, der findes.

Friheden betyder således netop ikke, at borgernes kaster sig ud i den ene selvdestruktive rus efter den anden. Friheden, indser de fleste, giver netop mulighed for at gøre mange flere ting i livet, end hvad man kunne uden friheden og velstanden. Det er netop ufrihed og undertrykkelse, der fører til en flugt ind i rusmidlernes verden (som i øvrigt er et alternativ til flugt ind i religionernes verden).

Dette bør man derfor tænke over næste gang, man finder endnu en tom sæk med Khat et sted i hovedstaden importeret fra et sted i Afrika: Det er netop ufrihed og fattigdom, som flere bruger som anledning til at friste en tilværelse som narkoman. (Men det er vel at mærke stadigvæk et valg som disse selv træffer).

I rige, frie og oplyste samfund vil narkomani derimod altid være en undtagelse. Jævnfør Statsministerens åbningstale må man derfor konkludere, at det var ærgerligt at der blev talt så meget om bistand til disse ufrie lande, og så lidt om vigtigheden af økonomisk frihed og frihandel. (Det er i øvrigt også på tide, at Grønland bliver frit).