Kvoter er det modsatte af kvalifikationer

Channe Bjerringgaard, der er konservativ folketingskandidat skriver 6. juli [i JP København] til fordel for kønskvotering. Det er ikke usædvanligt, at konservative stiller forslag, der som konsekvens vil krænke frihedsrettighederne, herunder retten til at ansætte, hvem man vil.

Forslaget om kønskvoter hører nu alligevel til i en særlig ubehagelig kategori. Bedre var det, om man i stedet gik i den modsatte retning og i det offentlige fjernede alle udsagn om, at man vil afspejle samfundet, eller ophørte med at opfordre bestemte etniske grupper eller køn til at søge; det vil sige, med mindre man præcist har sådan et behov, som følge af selve jobbet.

I det private bør man naturligvis selv have lov til at bestemme, - hvem man vil annoncere efter. Kvoteordninger er først og fremmest en meget ubehagelig form for kollektivisme. Sådanne ordninger opdeler mennesker i en række tilfældige og ligegyldige grupperinger. Derved cementeres den diskrimination, som Bjerringgaard selv hævder at være imod.

Konsekvensen ved kvoteordninger bliver derfor netop, at man ikke ansætter den bedst kvalificerede, men som følge af lovgivning i stedet må orientere sig efter at opfylde de tilfældige kvoter, der ønskes sat fra oven. Kvoteordninger er netop til gavn for de mennesker , der ikke søger at kæmpe for, at kvalifikationer kommer til at stå øverst. Så hvordan kan man i stedet sikre, at dette sker?

Svaret er at øge profitincitamentet: Hvis det kan betale sig at ansætte de bedste, så gør man det. Velfungerende virksomheder (Microsoft, Jysk, Mærsk eller IBM) har netop succes - eftersom de hyrer alle slags mennesker, så længe disse - kan levere varen.

Arbejdsgiverne ansætter dem, fordi det kan betale sig. Det er i øvrigt en af grundene til, at det private erhvervsliv er langt bedre til at integrere indvandrere end den offentlige sektor.

Man kunne i øvrigt ikke drømme om at ansætte, fordi en ansøger krævede det på vegne af kønnet - eller en anden tilfældig gruppe. Hvad skulle man med sådan en form for flokmentalitet?

I det offentlige kan man i modsætning til de private desværre tillade sig at gå mere op i det sociale. Man ansætter derfor i højere grad nogen, der minder om én selv. Hvilket dog også er tilfældet i uprofessionelle - typisk mindre - private virksomheder, som netop mister penge og forbliver små, netop som følge af sådanne præferencer og forkerte dispositioner.

Uden incitamenter hyres i højere grad personer, der er mindre ambitiøse, men måske samtidig mere hyggelige og nemme at omgås. Og mange former for offentlig beskæftigelse er som bekendt ikke vanvittig målrettet - lønnen er ikke altid den bedste, men hyggen er i stedet ofte i højsædet.

På det frie marked konkurrerer virksomheder i stedet om at overgå hinanden, sådan som det også er tilfældet inden for sportens verden. Her er de bedste derfor værdsat. Og jo bedre man er som individ, jo mere kan man få i hyre. - I den beskyttede offentlige sektor kan man omvendt tillade sig at skele mere til hyggekriterierne. Hvis privatisering af nuværende offentlige virksomheder ikke er politisk opportunt, skal i stedet anbefales andre incitamenter til effektivitet: De administrative ledere bør udstikke klare mål for opgaveløsning, hvorved man på et lavere niveau tvinges til at ansætte de bedst egnede til prisen for at kunne opfylde disse målsætninger.

Denne indfaldsvinkel er vel at mærke det stik modsatte af kollektivistiske kvoteordninger og de former for gruppetænkning, der ligger bag. Det er at opfordre til et øget fokus på egenskaber, kvalifikationer, dygtighed, målrettethed og talent.

Bjerringgaard tilbyder således præcis det, som hun hævder, hun er modstander af. Det vil sige fordomme og gruppetænkning. Dermed bidrager hun blot til at forværre situationen yderligere - det vil sige, i det omfang andre også orienterer sig ud fra gruppementaliteten: »At vi er født beskedne, skal ikke bruges imod os,« skriver Bjerringgaard; og senere: »Har vi kvinder måske ingen meninger?«

Der er forhåbentlig nogle kvinder, der med ovenstående citater fra Bjerringgaard på det groveste føler sig sat i bås. Forhåbentlig statsministerkandidaten, der sagde, at hun kunne slå Anders Fogh (V).

Tidligere bragt i JP København den 11. juli 2006