Den nuværende VK-regering har en ligestillingsminister. Og dette er i sig selv problematisk. For en regering, hvor man ønskede at styrke de individuelle frihedsrettigheder, og som ville forsvare og sikre ejendomsretten i praksis, havde naturligvis afskaffet en sådan ministerpost, som noget af det første.
Men når nu posten er der, hvad kan ministeren så gøre andet end at ligestille? Svaret er at hun ikke kan gøre andet. I bedste fald kan Eva Kjer Hansen træde vande, og vente på, at en ny socialistisk minister kommer til, der ved præcis, hvad meningen med ministerposten er.
EKH kan altså bedst opfylde en frihedsorienteret funktion ved at lade som om, at hun ikke ved, hvad en ligestillingsministers helt centrale opgave er. For Ligestillingsministeriet handler helt grundlæggende om det stik modsatte af økonomisk og politisk frihed. Ministeriets funktion handler om at ligestille med magt - og dermed i kraft af ufrihed.
I praksis vil det "at træde vande" ikke desto mindre ”blot” sige, at man benytter sig af trusler om lovgivning, såfremt man ude i erhvervslivet ikke opfylde de målsætninger, som et Ligestillingsministerium i sagens natur har. For foretager Ligestillingsministeren sig slet ingenting, bliver nogen nødt til at stille spørgsmålet, hvad meningen er med at bevare ministerfunktionen. ”Slet ingenting” vil i en ministeriel sammenhæng også sige, hvis Eva Kjer Hansen blot skrev læserbreve om ligestillingens velsignelser.
Ovenstående lyder måske næsten som om Eva Kjer Hansen er ”determineret” til at handle på en bestemt måde. Men der er naturligvis udtryk for et personligt valg. Det er ikke ”stolen”, der bestemmer. Der er truffet valg om at påtage sig jobbet. Tidligere er der fra ledende VK-personers side truffet et valg om at bevare ministerfunktionen. Skridt for skridt ”må” angiveligt frihedsorienterede individer derfor betræde, den vej som socialisterne har anvist i kraft af ideologien om ligestilling via staten: Har man sagt ”A” og ”B”, må man derfor også sige ”C”. Disse angiveligt borgerlige politikere kunne imidlertid også vælge at lægge kursen om, og nedlægge ministeriet (undsige ”A”). Det kunne de passende gøre i morgen.
Det dagsaktuelle
I den seneste udgave af Søndagsavisen (26. august) kan man således læse, at et ny charter skal få danske virksomheder til at forpligte sig til at ansætte flere kvindelige ledere. Ellers truer Eva Kjer Hansen med ligestilling gennem lovgivning.
Sagen er imidlertid, at Ligestillingsministeren i praksis allerede truer med lovgivning ved at nævne lovgivning, som pressionsmiddel. Dette fortæller naturligvis også noget om Eva Kjer Hansens eget syn på økonomisk og politisk frihed. Vi kan derfor i praksis ikke tale om ”socialistisk determinering” jf. dette med at ministertaburettens funktion er bestemt af ministeriets grundlæggende formål. Vi er nødt til at lade ansvaret for adfærden følge personen.
Den konkrete sag peger derfor også i retning af en forklaring på, hvorfor Ligestillingsministeriet ikke blev afskaffet. Dette handler, efter bedste overbevisning om, at vor tids politikere herunder medlemmer af Venstre simpelthen har et ønske om, at man skal adlyde dem. Mere kompliceret er det ikke.
Eva Kjer Hansen tilhører så denne moderne kategori af politikere, der vil bestemme over borgerne - herunder over private virksomheders ansættelsespolitik. Nogle træder blot ind i politik i partier, hvor man kunne formode at der også var andre dagsordner, og ligefrem nogle, der handlede om at bevare og styrke friheden. Ikke desto mindre må man tage udgangspunkt i den førte politik, og ikke i hvad man skulle tro, håbe eller formode. Det er de konkrete handlinger, og deres implikationer, man må analysere, og integrere. Det kan tværtimod være farligt for friheden, hvis man begynder at bygge sine ideer på ønsketænkning om, hvordan man mener en borgerlig regering vil opføre sig; når det viser sig at det ikke er tilfældet i praksis.
I praksis har vi derfor en række eksempler indenfor vidt forskellige områder, hvor såkaldt borgerlige politikere argumenterer på en måde, der peger frem i retning af noget mere overordnet. Og dette mere overordnede handler så ikke om frihed, men om at blive adlydt - og om at tvinge.
Machiavelli
Det starter således ofte med, at man siger, at man ”helst ikke” vil bruge tvang… Og så tilføjer man, at ”MEN”… Så det vil man altså alligevel godt. Så taler man i en periode om ”frivillige løsninger”. Når man så har gjort dette et stykke tid, begynder man at strikke noget lovgivning sammen, der tvinger. Så hvis ikke den ”frivillige løsning” - man vil gennemføre via trusler - gennemføres ”frivilligt”, så mener man, at man er nødt til at tvinge. Og så tvinger man.
Det karakteristiske er altså reelt, at man gerne vil bruge tvang. Som Machiavelli ville have beskrevet det, er der så blot nogle formaliteter, der skal opfyldes, der sikrer, at man ikke mister magten, når man bruger tvangen. Her er en af formaliteterne, der skal efterleves derfor, at hvis man kan nøjes med trusler, er der ingen grund til at tvinge direkte. Det er dette Machiavelli-princip, som Eva Kjer Hansen efterlever. Men det gør hende altså ikke til en frihedsorienteret eller på nogen måde anderledes politiker end en politiker fra Enhedslisten.
Moderne politikere vs. normale borgere
I praksis er der ikke ret mange mennesker i almindelighed, der gerne vil bruge tvang, hvis de kan slippe for det. Man vil helst gerne have sin vilje i kraft af andres frivillighed.
Forskellen på ”moderne politikere” og så almindelige mennesker, er så den helt afgørende, at almindelige mennesker ikke falder tilbage på at tvinge, hvis de ikke får deres vilje. Dette kaldes også at være principfast. Det betyder, at man gerne vil have sin vilje, men KUN på frivillighedens præmisser.
Normale borgere opererer altså med ”en streg i sandet”. Trusler og tvang er på den anden side af stregen. Her ved man udmærket hvad frivillighed betyder. Politikere, hvor af mange har gået på universitetet, har derimod lært at frivillighed også er, at borgerne giver efter for trusler, sådan at man som politiker så ikke behøver at tvinge direkte. Men det er altså en forkert opfattelse af hvori frivillighed består. Derfor må almindelige civile borgere belære politikerne om, hvad der er frivillighed og frivillighedens præmisser; og om hvad som ikke er det.
Det er derfor i kraft af ovenstående, at forskellen på almindelige borgere og politikere skal identificeres: Moderne politikere vil gerne i sidste instans bruge tvang. Men kan de nøjes med trusler om tvang (jævnfør den aktuelle sag) nøjes de gerne med dette. Dette er der blot intet fint i. Det er et simpelt spørgsmål om at spare på egne ressourcer.
Når politikere taler om at de ”i princippet ikke vil”, betyder det derfor ikke det, som de siger. I praksis betyder udtrykket, at de helst vil nøjes med at true deres vilje igennem uden at skulle lovgive, og først hvis truslerne ikke virker, vil de bruge magt direkte. Men det er altså ikke det samme, som at man ”i princippet” ikke vil bruge tvang, for det vil politikere gerne.
Hvad angår Ligestillingsministeriet, bygger selve ministeriets eksistensgrundlag samtidig på, at man gerne vil bruge tvang til at nå sine mål. Så når man har valgt ministerposten har man også valgt at man ”i princippet” gerne vil tvinge ligestilling på private arbejdspladser igennem via staten. Kun dette kriterium giver ministeriet en faktuel (men ikke nogen normativ) eksistensberettigelse. Hvis EKH kun ville appellere til frivillighed, havde man derimod overladt diskussionen til alle vi frie borgere – herunder til EKH, hvor hun så ikke havde en kølle (trusler og lovgivning) at slå med (i sidste instans).
Derfor er det også en borgerlig vildfarelse af dimensioner, hvis man vurderer at Eva Kjer Hansen er anderledes i adfærden, der handler om, at man først truer med lovgivning, før man så indfører det man vil indføre. Dette er tværtimod ”standart-proceduren” for den moderne politiker. Der er således ingen moderne politikere, der bare indfører lovgivning uden først at prøve med trusler, hvis truslerne på nogen måde kan gøre det, som lovgivningen kan.
Politikere som moralsk væsensforskellige
Det redelige består nu engang i, at man respekterer andres frihed, og her falder de moderne politikere grelt igennem. For det gør de ikke. Først taler de om at frivillighed foretrækkes. Så tales der om trusler i tilfælde af, at ”frivillighed” ikke fører til, at man som politiker får sin vilje. Til sidst falder så hammeren i kraft af tvang og lovgivning. Så helt fra begyndelsen af, er de politikere, der findes på Christiansborg i almindelighed parate til at tvinge, og det er almindelige mennesker ikke; eller rettere: det er voksne almindelige mennesker ikke. Vi kender jo også adfærden fra skolegården, hvor bøllen gerne vil have ens madpakke, og er parat til at bruge magt for at tage den. Men hvis bøllen kan nøjes med at få madpakken ved at se truende ud, sparer vedkommende således en del kræfter ved dette. Men denne ”målrationelle” adfærd fra bøllens side er altså ikke mere etisk, end hvis bøllen med det samme havde taget madpakken uden en ouverture i form af trusler.
Almindelige voksne borgere er derimod ikke parat til at tvinge den lokale købmand, tøjsælgeren, naboen eller manden på gaden, hvis man ikke er enig i den pågældendes syn på ligestilling, og på hans eller hendes syn på det andet køn, og den måde som andre ansætter ud fra. Man er tilsvarende ikke parat til at gennemtvinge en bestemt rygepolitik på det værtshus, man besøger, eller til at tvinge værtshusejeren til at sælge den øl, man selv foretrækker. Man er kun parat til at foreslå; og det er det eneste, man er indstillet på, uanset hvad resultatet bliver. Det forholder sig altså helt anderledes med de moderne politikere. Disse magtmennesker er fra starten parate til at anvende tvangen. Det gør dem moralsk væsensforskellige fra os andre.
George Orwell
En vigtig del af svaret på, hvorfor politikere alligevel ikke anvender tvang fra begyndelsen handler i øvrigt om det ret simple forhold at den tid, der går, fra de begynder at tale om, at de ”ikke ønsker at bruge tvang” (men antyder de er parate til det) til det tidspunkt, hvor de så reelt bruger tvang, den bruges til at tilvænne de kommende tvungne til at acceptere tvangen. Perioden fra man truer med tvang, til man tvinger, bruges med andre ord til at lære ofrene for tvungne ordninger om, at der er tale om ”politiske nødvendigheder”. Tilsvarende bruges perioden altså også på at vænne borgerne til, at der er ”forskel på folk”; eller som det hed i George Orwells ”Animal Farm”, at ”nogle er mere lige end andre”. Tidsrummet fra man taler om noget, man vil tvinge igennem, til man gør det, bruges med andre ord til at implicit at belære borgerne om, hvori denne politiske ulighed består.
Her er det så værd at påpege, at den politiske adfærd netop bygger på en accept, af denne forskel på politikere og almindelige mennesker: det vil sige forskellen på, at en almindelig borger må acceptere en virksomhedsejers ansættelsespolitik; mens det ikke er tilfældet for en politiker, der i stedet gradvis kan afvikle selvejerskabet reelle eksistens, og forvandle dette selvejerskab til en formalitet.
Formel vs. reel ejendomsret
Politikere har dermed allerede i dag tiltaget sig retten til at bestemme over andres ansættelsespolitik og over andres virksomhed, hvilket er noget som almindelige borgere ikke har. Hvad vores politikere gør for tiden, er så mere at formalisere denne ”ret”, ved at tage bestemte sager op, diskutere ”frivillige løsninger”, så senere lufte perspektiverne vedrørende formalisering (det vil sige lovgivning), - for så til sidst at indføre den lovgivning for det konkrete område.
Men læg mærke til at de politiske beslutningstagere i almindelighed mener, at de har en generel ret til at bestemme over private virksomheder. Så hvad den aktuelle politik handler om, er altså blot en formssag fra deres side. Det er blot at få ”papir” på denne ret til at bestemme. En central grund til at dette så er indstillingen, er så, at vælgerne i vid udstrækning har den samme indstilling. Man har i meget vid udstrækning opgivet den økonomiske og politiske frihed. Derfor har de politiske beslutningstagere nu travlt med at kodificere, at det er dem, der har retten til bestemme. Travlheden skyldes så måske mest en konkurrence mellem politiske beslutningstagere og de offentligt ansatte administratorer. For her er der på sin vis et større uafgjort magtspil. Det er under alle omstændigheder mellem disse to grupper af aktører - administratorer og politiske beslutningstagere - at det næste centrale magtspil finder sted, så snart den reelle ejendomsret er en saga blot.
De fleste politikere opfører sig således som om ejendomsretten er formel og ikke reel. Derfor kan de heller ikke samtidig tale om, at de ”i princippet ikke ønsker at tvinge” o.s.v. Når først det inden for en række områder, er nedfældet i lov, at det er politikere, der har retten på deres side, bliver det næste skridt så at dirigere og regere mere i dybden, end det er tilfældet i dag. At tiltage sig magt er derfor altid noget relativt. Man kan altid søge at øge magtinstrumenterne, og stramme tøjlerne yderligere.
For nogle ser det måske slemt nok ud, at politikere truer med lovgivning om kvoter, og endnu værre ud, hvis kvotelovgivning indføres. Men værre er det vel, at man helt overordnet fra politisk side, mener, at man i almindelighed har retten til at bestemme over virksomheder, og hvordan de ledes. Ikke desto mindre er den generelle indstilling en forudsætning for de mange forskellige konkrete politiske forslag og typer af lovgivning, der alle peger i retning mod den overordnede indstilling. Tilsvarende er den eneste måde, at man kan forsvare sig på mod denne indstilling fra den (strengt taget totalitære) moderne politiker, at man forsvarer ejendomsretten af helt principielle grunde.
Virksomheder straffes af forbrugerne, når personalechefer træffer forkerte beslutninger
Producenterne truer således ikke i forhold til deres kunder, og kunderne gør det ikke overfor udbyderne. På arbejdspladsen benytter man sig i almindelighed tilsvarende ikke af trusler hverken nedefter eller opefter; i hvert fald ikke i de virksomheder, der klarer sig godt over tid. Succes opstår i kraft af rationel adfærd, og i kraft af et civiliseret samfund, hvor man omgås hinanden i frivillighed. Hvad ligestillingen angår, taber man således penge, hvis man ikke ansætter kvalificerede medarbejdere som følge af fordomsfulde personalechefer.
De største og mest succesfulde virksomheder ansætter derfor også ud fra nogle objektive og universelle kriterier. Men det betyder altså ikke, at der er lige så mange mænd som kvinder, der søger de stillinger, der bliver opslået. Det betyder samtidig ikke, at kvalifikationerne i realiteten er ens. Det kunne jo tænkes at mænd i almindelighed havde satset på nogle typer af kvalifikationer - end kvinder i almindelighed. Hvis det sidste var tilfældet, kunne dette jo eventuelt skyldes en ideologi om, at bestemte typer af værdier var bedre end andre; men at de som ansætter (altså de personaleansvarlige), var helt uenige i disse ideer. Konsekvensen i dette tilfælde må så være, at man enten står på sit, og finder andre former for ansættelse, eller at man genovervejer om det nu også er én selv, der gør ret i at insistere på de pågældende værdier.
Hvad man vil i Ligestillingsministeriet, er derimod, at man vil kortslutte en større del af de mange beslutninger, der træffes på de enkelte arbejdspladser – i en misforstået ligestillings navn. Og dette bygger i øvrigt også på en ideologi, man typisk finder i staten, der handler om at den borgerlige økonomiske og politiske frihed i virkeligheden ikke er en ægte frihed; og hvor den ægte frihed så i stedet består i diktater fra centralt hold, der forhindrer stillingtagen lokalt. Dette er præcis lige så absurd en indstilling til personlig frihed, som man må forvente fra mennesker, der vil afvikle den selv samme frihed; - og det sidste er nu engang netop meningen med Ligestillingsministeriet.
Konklusion
Ligestillingsministerens adfærd om trusler om lovgivning er derfor grundlæggende uetisk. Det skyldes altså ikke blot, at hun befinder sig i et grundlæggende uetisk ministerium, hvis eneste formål det må være at indføre tvangsrelationer i det civile samfund i kraft af kvoteordninger via lovgivning. Hun er ydermere personligt ansvarlig for sin egen adfærd, nøjagtig på samme måde som en personalechef er ansvarlig for at ansætte den rigtige eller den forkerte til jobbet, så længe der er den mindste smule frihed til at gøre det.
Henvisninger:
Søndagsavisen (26/8): Sidste chance før kønskvoter.
Machiavelli på COIN-bloggen
Online Literature: Machiavelli: Fyrsten
George Orwell på COIN-bloggen
Online Literature: George Orwell: Animal Farm
Hvad sker der når den reelle ejendomsret forsvinder? Læs
Ludwig von Mises – Omnipotent Government
Kortere artikler om ligestilling:
Venstrefløjsracismen
Aftalefrihed eller ligestillingstvang?
Kvoter er det modsatte af kvalifikationer
Ligestilling: Fornuftige beslutninger forudsætter handlefrihed - ikke lovgivning
Staten er spækket med tomme politiske ligestillingskalorier
Viser indlæg med etiketten Kvoteordninger. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Kvoteordninger. Vis alle indlæg
19. september 2007
6. maj 2007
Staten er spækket med tomme politiske ligestillingskalorier
Aktuelt har der været en diskussion af menigheder, der ikke ønsker kvindelige præster; og om mandlige præster, der ikke ønsker at samarbejde med kvindelige kolleger. Selv om staten er filtret ind i den danske folkekirke, er det imidlertid endt med tolerance over for dem, der ikke ønsker ligestilling. Er man religiøs, kan man således slippe for statens ligestillingsprojekt. Driver man privat virksomhed på et fornuftsorienteret grundlag, går den derimod ikke.
For der en ligestillingslov for den almindelige befolkning. Der er endvidere noget så grotesk som en regel, der siger, at man gerne må tilsidesætte ligestillingen – for at skabe mere ligestilling! Det sidste vil i praksis sige, at hvis en kvindelig (mandlig) leder synes, at der er for få kvinder (mænd) på arbejdspladsen, så kan hun (han) søge om at vægte køn over evne. Embedsmænd og politikere søger således at bestemme udfra hvilke kriterier, man skal ansætte lokalt i en virksomhed ejet af private og "frie" borgere.
Men ideen om at bestemme og præge fra oven er irrationel: Politikere og embedsmænd har ikke den information, den viden og det kendskab, der er nødvendig for at kunne tage den gode beslutning. De er simpelthen ikke til stede, når der skal ansættes; og de kender ikke det konkrete behov.
Politikerne har i stedet kun tomme kategorier som køn, alder eller etnicitet til at erstatte den viden og indsigt, som den lokale arbejdsgiver sidder med. De politiske beslutningstagere mister samtidig intet, hvis der træffes en forkert beslutning i kraft af eksempelvis en målsætning om at "afspejle" eller "afbalancere" det ene køn op mod det andet. De er ikke stakeholdere, der hvor beslutningerne træffes.
Politikerne opstiller alligevel regler, som betyder, at man kan være nødsaget til at vælge ud fra ligegyldige kriterier, og ligefrem at man kan søge dispensation til at bruge et ligegyldigt kriterium som en retfærdiggørelse for diskrimination, hvor man har ret til at ansætte mænd eller kvinder bare for at øge sin mande eller kvinde-kvote!
På denne måde bevæger man sig væk fra en situation, hvor mange individer baseret på lokalt kendskab og personlig kontakt kan træffe beslutninger ud fra deres vurderinger, og hvor disse individers virksomhed enten vil trives eller vantrives ud fra de personalebeslutninger, der træffes. Omvendt bevæger man sig hen imod tilstanden, hvor man i kraft af direktiver fra oven (og nye EU-retningslinier er på vej) skal ansætte ud fra tomme politiske kategorier, der er mindst lige meningsløse som gårdsdagens tomme valgløfter.
Retten til at bestemme hvem man vil ansætte og hvorfor er naturligvis en ret, der tilhører hvert enkelt arbejdsgiver, ligesom enhver arbejdstager har ret til at søge, hvor han eller hun vil.
Tidligere bragt i Berlingske Tidende den 22. april
For der en ligestillingslov for den almindelige befolkning. Der er endvidere noget så grotesk som en regel, der siger, at man gerne må tilsidesætte ligestillingen – for at skabe mere ligestilling! Det sidste vil i praksis sige, at hvis en kvindelig (mandlig) leder synes, at der er for få kvinder (mænd) på arbejdspladsen, så kan hun (han) søge om at vægte køn over evne. Embedsmænd og politikere søger således at bestemme udfra hvilke kriterier, man skal ansætte lokalt i en virksomhed ejet af private og "frie" borgere.
Men ideen om at bestemme og præge fra oven er irrationel: Politikere og embedsmænd har ikke den information, den viden og det kendskab, der er nødvendig for at kunne tage den gode beslutning. De er simpelthen ikke til stede, når der skal ansættes; og de kender ikke det konkrete behov.
Politikerne har i stedet kun tomme kategorier som køn, alder eller etnicitet til at erstatte den viden og indsigt, som den lokale arbejdsgiver sidder med. De politiske beslutningstagere mister samtidig intet, hvis der træffes en forkert beslutning i kraft af eksempelvis en målsætning om at "afspejle" eller "afbalancere" det ene køn op mod det andet. De er ikke stakeholdere, der hvor beslutningerne træffes.
Politikerne opstiller alligevel regler, som betyder, at man kan være nødsaget til at vælge ud fra ligegyldige kriterier, og ligefrem at man kan søge dispensation til at bruge et ligegyldigt kriterium som en retfærdiggørelse for diskrimination, hvor man har ret til at ansætte mænd eller kvinder bare for at øge sin mande eller kvinde-kvote!
På denne måde bevæger man sig væk fra en situation, hvor mange individer baseret på lokalt kendskab og personlig kontakt kan træffe beslutninger ud fra deres vurderinger, og hvor disse individers virksomhed enten vil trives eller vantrives ud fra de personalebeslutninger, der træffes. Omvendt bevæger man sig hen imod tilstanden, hvor man i kraft af direktiver fra oven (og nye EU-retningslinier er på vej) skal ansætte ud fra tomme politiske kategorier, der er mindst lige meningsløse som gårdsdagens tomme valgløfter.
Retten til at bestemme hvem man vil ansætte og hvorfor er naturligvis en ret, der tilhører hvert enkelt arbejdsgiver, ligesom enhver arbejdstager har ret til at søge, hvor han eller hun vil.
Tidligere bragt i Berlingske Tidende den 22. april
9. januar 2007
Bilfri søndag
I perioden 1971-1981 bidrog den amerikanske miljøbevægelse og den amerikanske stat i fællesskab til stigende efterspørgsel på olie - samt til et svigtende udbud!
Resultatet var 1970'ernes oliekrise.
Fire årtier senere kan vi konstatere, at olien var der, og at der har vist sig at være meget mere olie end man tidligere troede. Som følge af reguleringstrangen nåede olien blot ikke frem til forbrugerne.
Den centrale årsag til knapheden i 1970'erne var prisregulering: Olieindustrien måtte fra politisk side ikke tjene "for mange" penge. Man fastsatte derfor maksimumspriser. Dette førte i sig selv til knaphed, og til helt groteske former for ressourceallokering. 1970’ernes katastrofale energipolitik er beskrevet til mindste detalje af økonomen George Reisman i bogen Capitalism.
De politiske beslutningstagere forværrede yderligere situationen ved at lytte til miljøbevægelsen.
Miljøbevægelsens bidrag til katastrofen var blandt andet at medvirke til en hastigere overgang fra kul til olie, end det ville have været tilfældet uden statslig intervention. Årsagen til denne umiddelbart besynderlige aktivitet fra miljøbevægelsens side skyldes, at miljøbevægelsen ikke er i stand til reelt at levere alternativ energi. Via politisk lobbyisme kan de grønne blot sikre, at deres præferencer kommer til at betyde mere end forbrugernes præferencer.
De grønne kan således tale om den alternative energi. De kan synge sange om disse energiformer. Men de grønne er som bekendt ikke profitmagere. De kan derfor ikke omsætte energi til indtjening. De kan med andre ord ikke levere varen, hvis og såfremt de i det hele taget skulle være interesserede i gøre dette. De grønne kan kun påvirke forbrugernes adfærd ved at hæve prisen på bestemte former for energi, det vil sige ved at øge omkostningerne for forbrugerne.
Solen er således en alternativ energikilde; men de grønne kan ikke producere energi fra solen, som de er i stand til at sælge, på en måde så det kan betale sig for den vestlige verdens befolkning at købe energien. Det eneste de grønne er i stand til at gøre, er derfor kunstigt at hæve prisen på en type af energi, sådan at forbrugerne ændrer adfærd. Dette sker vel at mærke samtidig med at forbrugerne bliver fattigere, som følge af de kunstigt fordyrede alternativer, som forbrugerne tvinges til at forlade som følge af de af miljøbevægelsens og de politiske beslutningstageres kunstigt skabte omkostninger. Netop derfor er energipriserne i Danmark høje, selv om der er i Danmark produceres masser af energi.
Der er således ingen ingen fagre ny verden forbundet med den klassiske intervention i markedet for energi: Fiskere samt andre mindre virksomheder i vor tids Europa kan, som følge af de stigende oliepriser - som de politiske regulatorer sammen med miljøbevægelsen bidrager til, se frem til at måtte opgive deres erhverv; på samme måde som virksomheder, der levede i kraft af billig energi blev svækket eller gik konkurs i 1970’ernes USA - hvilket var en følge af datidens energipolitiske eksperimenter.
I stedet for prisregulering satser politikerne i Europa nu på Kyoto og kvoteordninger. Dem indførte man i øvrigt også i USA i 1970’erne i et forsøg på at afhjælpe den mangelsituation, man selv havde skabt. Resultatet af den politiske galskab blev, som George Reisman beskriver det, at de allermest marginale indkøbsture for Fru Sørensen son følge af kvoteordningen blev muliggjort på bekostning af de virksomheder, der skulle bruge benzin til at fragte olie og benzin til forbrugerne!
Under et friere marked ville sådanne virksomheder have været i stand til at byde priserne op, og sikre den benzin, de skulle bruge til at levere energi til forbrugerne. Nu indførte regeringen med sine kvoteordninger oveni deres prisregulering således en regel, der kunstigt tildelte alle behov den samme værdi. Man skulle derfor tro, at datidens politiske projekt direkte handlede om at sikre kødannelse og mangeltilstande – ikke bare i Sovjetunionen – men altså nu også i USA.
Det energipolitiske miljø blev yderligere forværret eftersom skiftende regeringer lyttede til en af miljøbevægelsens mest vanvittige ideer, den der handler om, at naturområder har en værdi-i-sig-selv.
Den amerikanske stat forhindrer også i dag, at meget store dele af USA ikke kan ejes af private borgere, virksomheder m.v.; men at disse områder – for deres egen og miljøbevægelsens skyld - er statseje og ligger brak.
Energipolitikken, der på flere måder svækkede nationale amerikanske producenter, gav samtidig mellemøstlige udbydere en fantastisk mulighed for at vinde markedsandele, og for at opnå øget politisk indflydelse på det land, der via prisregulering på denne måde valgte at skade sig selv.
Den amerikanske venstrefløjsaktivist Michael Moore glemmer således i Fahrenheit 9/11 at beskrive de oprindelige årsager til, at Mellemøsten fra og med 1970’erne pludselig blev et meget interessant område at handle olie i. Energipolitikken kan derfor også siges at være en - blandt flere - indirekte årsager til det efterfølgende militære engagement i Mellemøsten.
Prisregulering i form af maksimumspriser betyder således, at der indføres grænser for, hvad man kan tjene indenfor det pågældende marked. Prisreguleringen gjaldt imidlertid ikke i Mellemøsten. Efterspørgslen på olie steg således som følge af de kunstigt fastsatte lave priser. Interessen for at levere amerikansk produceret olie faldt samtidigt som følge af de samme kunstigt lave priser. Resultatet blev en mangeltilstand, kaotiske scenarier samt helt meningsløse personlige tragedier. Oliebranchen i USA vidste ikke desto mindre godt, at den politiske galskab ikke kunne vare ved. Som en konsekvens af den langvarige intervention i den amerikanske energisektor (1971-1981), opstod der således samtidig en række langvarige forbindelser mellem den amerikanske og den mellemøstlige olieindustri.
Hvis politikere i DK, EU og USA nu atter ønsker at kaste sig ud i prisregulering eller kvoteordninger, bør de derfor begynde med at eksperimentere med mindre vigtige dele af markedsøkonomien. Eksempelvis kunne man via lovgivning fastfryse regulatorers lønninger.
Beslægtede artikler:
USA bør ikke gå på kompromis
Kyoto er et skridt i den forkerte retning
Den beskidte energipolitik
Det store europæiske energieksperiment
Maltusianismens og naturkonservatismens genkomst
Kyototilhængernes balancevrøvl
Høj pris for århusiansk "branchepleje"
Kyoto: planøkonomien slår til igen
Hysterisk klimapolitik
Resultatet var 1970'ernes oliekrise.
Fire årtier senere kan vi konstatere, at olien var der, og at der har vist sig at være meget mere olie end man tidligere troede. Som følge af reguleringstrangen nåede olien blot ikke frem til forbrugerne.
Den centrale årsag til knapheden i 1970'erne var prisregulering: Olieindustrien måtte fra politisk side ikke tjene "for mange" penge. Man fastsatte derfor maksimumspriser. Dette førte i sig selv til knaphed, og til helt groteske former for ressourceallokering. 1970’ernes katastrofale energipolitik er beskrevet til mindste detalje af økonomen George Reisman i bogen Capitalism.
De politiske beslutningstagere forværrede yderligere situationen ved at lytte til miljøbevægelsen.
Miljøbevægelsens bidrag til katastrofen var blandt andet at medvirke til en hastigere overgang fra kul til olie, end det ville have været tilfældet uden statslig intervention. Årsagen til denne umiddelbart besynderlige aktivitet fra miljøbevægelsens side skyldes, at miljøbevægelsen ikke er i stand til reelt at levere alternativ energi. Via politisk lobbyisme kan de grønne blot sikre, at deres præferencer kommer til at betyde mere end forbrugernes præferencer.
De grønne kan således tale om den alternative energi. De kan synge sange om disse energiformer. Men de grønne er som bekendt ikke profitmagere. De kan derfor ikke omsætte energi til indtjening. De kan med andre ord ikke levere varen, hvis og såfremt de i det hele taget skulle være interesserede i gøre dette. De grønne kan kun påvirke forbrugernes adfærd ved at hæve prisen på bestemte former for energi, det vil sige ved at øge omkostningerne for forbrugerne.
Solen er således en alternativ energikilde; men de grønne kan ikke producere energi fra solen, som de er i stand til at sælge, på en måde så det kan betale sig for den vestlige verdens befolkning at købe energien. Det eneste de grønne er i stand til at gøre, er derfor kunstigt at hæve prisen på en type af energi, sådan at forbrugerne ændrer adfærd. Dette sker vel at mærke samtidig med at forbrugerne bliver fattigere, som følge af de kunstigt fordyrede alternativer, som forbrugerne tvinges til at forlade som følge af de af miljøbevægelsens og de politiske beslutningstageres kunstigt skabte omkostninger. Netop derfor er energipriserne i Danmark høje, selv om der er i Danmark produceres masser af energi.
Der er således ingen ingen fagre ny verden forbundet med den klassiske intervention i markedet for energi: Fiskere samt andre mindre virksomheder i vor tids Europa kan, som følge af de stigende oliepriser - som de politiske regulatorer sammen med miljøbevægelsen bidrager til, se frem til at måtte opgive deres erhverv; på samme måde som virksomheder, der levede i kraft af billig energi blev svækket eller gik konkurs i 1970’ernes USA - hvilket var en følge af datidens energipolitiske eksperimenter.
I stedet for prisregulering satser politikerne i Europa nu på Kyoto og kvoteordninger. Dem indførte man i øvrigt også i USA i 1970’erne i et forsøg på at afhjælpe den mangelsituation, man selv havde skabt. Resultatet af den politiske galskab blev, som George Reisman beskriver det, at de allermest marginale indkøbsture for Fru Sørensen son følge af kvoteordningen blev muliggjort på bekostning af de virksomheder, der skulle bruge benzin til at fragte olie og benzin til forbrugerne!
Under et friere marked ville sådanne virksomheder have været i stand til at byde priserne op, og sikre den benzin, de skulle bruge til at levere energi til forbrugerne. Nu indførte regeringen med sine kvoteordninger oveni deres prisregulering således en regel, der kunstigt tildelte alle behov den samme værdi. Man skulle derfor tro, at datidens politiske projekt direkte handlede om at sikre kødannelse og mangeltilstande – ikke bare i Sovjetunionen – men altså nu også i USA.
Det energipolitiske miljø blev yderligere forværret eftersom skiftende regeringer lyttede til en af miljøbevægelsens mest vanvittige ideer, den der handler om, at naturområder har en værdi-i-sig-selv.
Den amerikanske stat forhindrer også i dag, at meget store dele af USA ikke kan ejes af private borgere, virksomheder m.v.; men at disse områder – for deres egen og miljøbevægelsens skyld - er statseje og ligger brak.
Energipolitikken, der på flere måder svækkede nationale amerikanske producenter, gav samtidig mellemøstlige udbydere en fantastisk mulighed for at vinde markedsandele, og for at opnå øget politisk indflydelse på det land, der via prisregulering på denne måde valgte at skade sig selv.
Den amerikanske venstrefløjsaktivist Michael Moore glemmer således i Fahrenheit 9/11 at beskrive de oprindelige årsager til, at Mellemøsten fra og med 1970’erne pludselig blev et meget interessant område at handle olie i. Energipolitikken kan derfor også siges at være en - blandt flere - indirekte årsager til det efterfølgende militære engagement i Mellemøsten.
Prisregulering i form af maksimumspriser betyder således, at der indføres grænser for, hvad man kan tjene indenfor det pågældende marked. Prisreguleringen gjaldt imidlertid ikke i Mellemøsten. Efterspørgslen på olie steg således som følge af de kunstigt fastsatte lave priser. Interessen for at levere amerikansk produceret olie faldt samtidigt som følge af de samme kunstigt lave priser. Resultatet blev en mangeltilstand, kaotiske scenarier samt helt meningsløse personlige tragedier. Oliebranchen i USA vidste ikke desto mindre godt, at den politiske galskab ikke kunne vare ved. Som en konsekvens af den langvarige intervention i den amerikanske energisektor (1971-1981), opstod der således samtidig en række langvarige forbindelser mellem den amerikanske og den mellemøstlige olieindustri.
Hvis politikere i DK, EU og USA nu atter ønsker at kaste sig ud i prisregulering eller kvoteordninger, bør de derfor begynde med at eksperimentere med mindre vigtige dele af markedsøkonomien. Eksempelvis kunne man via lovgivning fastfryse regulatorers lønninger.
Beslægtede artikler:
USA bør ikke gå på kompromis
Kyoto er et skridt i den forkerte retning
Den beskidte energipolitik
Det store europæiske energieksperiment
Maltusianismens og naturkonservatismens genkomst
Kyototilhængernes balancevrøvl
Høj pris for århusiansk "branchepleje"
Kyoto: planøkonomien slår til igen
Hysterisk klimapolitik
3. januar 2007
Det europæiske nonsensvælde
Søndag den 18. september 2005 forslog Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden indførsel af lodtrækning i forbindelse med folkemøder om EU’s fremtid og forfatningstraktaten (F-T), samt specifikt til det TS kalder for ”traktaten” at føje det TS kaldte ”tillæg” til selve det eksisterende voluminøse værk.
Han holdt sig fornuftigvis fra at specificere hvad der i givet fald skulle stå i sådanne tillæg, men gav blot udtryk for at indholdet skulle være så spiseligt, at skeptikerne kom til at sluge de øvrige hundredvis af forfatnings-sider.
Det er således ikke her, man skal lede efter bud på, om der helt grundlæggende skulle være noget i vejen med EU-forfatningen som den ser ud idag.
For at bane vej for sådan en diskussion kunne man i stedet stille en række spørgsmål, der burde kunne besvares af dem, der har læst traktaten, - som der ikke nødvendigvis vil være enighed om, men som ikke desto mindre burde kunne give debatten et velfortjent løft i meningsfuld retning:
Først og fremmest: Er dette et for den gennemsnitlige EU-borger et meningsfuldt dokument? Med andre ord kan europæiske borgere uden en lang videregående uddannelse forstå indholdet; og vil de ydermere kunne orientere sig ud fra det, endsige henvise til det, der står?
(– Eller vil det ikke snarere blot være de særlige interesse-grupperinger, brancher samt offentlige institutioner, der i F-T har fået deres fingeraftryk og garantier om diverse beføjelser, ”midler” og støtteordninger ratificeret, der nu vil kunne få deres lobbyister, jurister og embedsmænd til at holde EU-politikerne op på de mange løfter, de nu har fået samlet i ét dokument?)
Endvidere kunne man stille spørgsmålet om F-T i såvel sin nuværende form, som med diverse tilføjelser reelt vil kunne siges at være et solidt fundament for den politiske og økonomiske stabilitet, som de fleste accepterer, er en forudsætning for økonomisk vækst, og dermed skabelsen af velstand i Europa?
For at konkretisere ovenstående kunne man også spørge, om ikke forudsætningen for økonomisk stabilitet og vækst, når det gælder såvel en forfatning som en traktat, ikke er et tekstligt indhold, der ikke er kendetegnet ved internt modstridende principper og regler?
D.v.s.: giver det mening med sam-eksistensen af principper og regler, der for den ene gruppes vedkommende kan siges at gavne konkurrencen - og for en anden type af regler modarbejde den (eksempelvis diverse kvoteordninger eller landbrugsstøtte)?
Eller er det betryggende med beskrivelsen af regler, der skal forsvare borgernes liv, frihed og ejendom, men hvor der på de næste mange hundrede sider beskrives et utal af projekter, hvor borgerne forventes at skulle ofre deres frihed, ejendom – og dermed også retten til at leve deres eget liv i fred og frihed?
En tekst med sådanne modstridende garantier kan naturligvis ikke siges at indeholde nogle egentlige garantier. Sådanne garantier ophæver hinanden. Det eneste der derimod ikke kan stilles spørgsmåltegn ved i udkastet til forfatningstraktaten er bureaukraternes magt til at bestemme hvilke garantier og rettigheder, der skal have forrang over for hvilke andre. Det bliver i realiteten et spørgsmål om "skøn".
Anledningen for Tøger Seidenfadens forslag om øget folkelig deltagelse eller ideen om lodtrækning, er derfor åbenbart ikke at sikre mere intern konsistens endsige en meningsfuld tekst med base i det ønskværdige i et retssamfund; men som TS selv afslører det, bare at få dem der har stemt ”forkert” til næste gang at stemme ”rigtigt”.
Det ville imidlertid have været mere interessant at vide, hvad TS selv står for. Og om han slet ikke ser nogen som helst problemer forbundet ved det, der rent faktisk står i den nuværende traktat - samt i den måde ulogikken er formuleret på.
……………………………………………………………….
Tøger Seidenfadens leder kan læses her.
…………………………..
Angående spørgsmålet om modstridende rettigheder kan i øvrigt henvises til juristen Jackob Mchangamas artikel på Nyhedsmagasinet Ræson, hvor forskellen på hhv. positive og negative rettigheder forklares.
I sit indlæg viser JM med al ønskelig tydelig hvorfor den ene type af rettigheder nødvendigvis må ophæve den anden; og hvorfor eksempelvis slyngelstaterne i FN, men altså også offentligt ansatte embedsmænd i EU er så begejstrede for de positive rettigheder, mens de uden blusel krænker og/eller afvikler frihedsrettighederne samt udhuler den private ejendomsret. Læs artiklen her.
Han holdt sig fornuftigvis fra at specificere hvad der i givet fald skulle stå i sådanne tillæg, men gav blot udtryk for at indholdet skulle være så spiseligt, at skeptikerne kom til at sluge de øvrige hundredvis af forfatnings-sider.
Det er således ikke her, man skal lede efter bud på, om der helt grundlæggende skulle være noget i vejen med EU-forfatningen som den ser ud idag.
For at bane vej for sådan en diskussion kunne man i stedet stille en række spørgsmål, der burde kunne besvares af dem, der har læst traktaten, - som der ikke nødvendigvis vil være enighed om, men som ikke desto mindre burde kunne give debatten et velfortjent løft i meningsfuld retning:
Først og fremmest: Er dette et for den gennemsnitlige EU-borger et meningsfuldt dokument? Med andre ord kan europæiske borgere uden en lang videregående uddannelse forstå indholdet; og vil de ydermere kunne orientere sig ud fra det, endsige henvise til det, der står?
(– Eller vil det ikke snarere blot være de særlige interesse-grupperinger, brancher samt offentlige institutioner, der i F-T har fået deres fingeraftryk og garantier om diverse beføjelser, ”midler” og støtteordninger ratificeret, der nu vil kunne få deres lobbyister, jurister og embedsmænd til at holde EU-politikerne op på de mange løfter, de nu har fået samlet i ét dokument?)
Endvidere kunne man stille spørgsmålet om F-T i såvel sin nuværende form, som med diverse tilføjelser reelt vil kunne siges at være et solidt fundament for den politiske og økonomiske stabilitet, som de fleste accepterer, er en forudsætning for økonomisk vækst, og dermed skabelsen af velstand i Europa?
For at konkretisere ovenstående kunne man også spørge, om ikke forudsætningen for økonomisk stabilitet og vækst, når det gælder såvel en forfatning som en traktat, ikke er et tekstligt indhold, der ikke er kendetegnet ved internt modstridende principper og regler?
D.v.s.: giver det mening med sam-eksistensen af principper og regler, der for den ene gruppes vedkommende kan siges at gavne konkurrencen - og for en anden type af regler modarbejde den (eksempelvis diverse kvoteordninger eller landbrugsstøtte)?
Eller er det betryggende med beskrivelsen af regler, der skal forsvare borgernes liv, frihed og ejendom, men hvor der på de næste mange hundrede sider beskrives et utal af projekter, hvor borgerne forventes at skulle ofre deres frihed, ejendom – og dermed også retten til at leve deres eget liv i fred og frihed?
En tekst med sådanne modstridende garantier kan naturligvis ikke siges at indeholde nogle egentlige garantier. Sådanne garantier ophæver hinanden. Det eneste der derimod ikke kan stilles spørgsmåltegn ved i udkastet til forfatningstraktaten er bureaukraternes magt til at bestemme hvilke garantier og rettigheder, der skal have forrang over for hvilke andre. Det bliver i realiteten et spørgsmål om "skøn".
Anledningen for Tøger Seidenfadens forslag om øget folkelig deltagelse eller ideen om lodtrækning, er derfor åbenbart ikke at sikre mere intern konsistens endsige en meningsfuld tekst med base i det ønskværdige i et retssamfund; men som TS selv afslører det, bare at få dem der har stemt ”forkert” til næste gang at stemme ”rigtigt”.
Det ville imidlertid have været mere interessant at vide, hvad TS selv står for. Og om han slet ikke ser nogen som helst problemer forbundet ved det, der rent faktisk står i den nuværende traktat - samt i den måde ulogikken er formuleret på.
……………………………………………………………….
Tøger Seidenfadens leder kan læses her.
…………………………..
Angående spørgsmålet om modstridende rettigheder kan i øvrigt henvises til juristen Jackob Mchangamas artikel på Nyhedsmagasinet Ræson, hvor forskellen på hhv. positive og negative rettigheder forklares.
I sit indlæg viser JM med al ønskelig tydelig hvorfor den ene type af rettigheder nødvendigvis må ophæve den anden; og hvorfor eksempelvis slyngelstaterne i FN, men altså også offentligt ansatte embedsmænd i EU er så begejstrede for de positive rettigheder, mens de uden blusel krænker og/eller afvikler frihedsrettighederne samt udhuler den private ejendomsret. Læs artiklen her.
14. december 2006
Kvoter er det modsatte af kvalifikationer
Channe Bjerringgaard, der er konservativ folketingskandidat skriver 6. juli [i JP København] til fordel for kønskvotering. Det er ikke usædvanligt, at konservative stiller forslag, der som konsekvens vil krænke frihedsrettighederne, herunder retten til at ansætte, hvem man vil.
Forslaget om kønskvoter hører nu alligevel til i en særlig ubehagelig kategori. Bedre var det, om man i stedet gik i den modsatte retning og i det offentlige fjernede alle udsagn om, at man vil afspejle samfundet, eller ophørte med at opfordre bestemte etniske grupper eller køn til at søge; det vil sige, med mindre man præcist har sådan et behov, som følge af selve jobbet.
I det private bør man naturligvis selv have lov til at bestemme, - hvem man vil annoncere efter. Kvoteordninger er først og fremmest en meget ubehagelig form for kollektivisme. Sådanne ordninger opdeler mennesker i en række tilfældige og ligegyldige grupperinger. Derved cementeres den diskrimination, som Bjerringgaard selv hævder at være imod.
Konsekvensen ved kvoteordninger bliver derfor netop, at man ikke ansætter den bedst kvalificerede, men som følge af lovgivning i stedet må orientere sig efter at opfylde de tilfældige kvoter, der ønskes sat fra oven. Kvoteordninger er netop til gavn for de mennesker , der ikke søger at kæmpe for, at kvalifikationer kommer til at stå øverst. Så hvordan kan man i stedet sikre, at dette sker?
Svaret er at øge profitincitamentet: Hvis det kan betale sig at ansætte de bedste, så gør man det. Velfungerende virksomheder (Microsoft, Jysk, Mærsk eller IBM) har netop succes - eftersom de hyrer alle slags mennesker, så længe disse - kan levere varen.
Arbejdsgiverne ansætter dem, fordi det kan betale sig. Det er i øvrigt en af grundene til, at det private erhvervsliv er langt bedre til at integrere indvandrere end den offentlige sektor.
Man kunne i øvrigt ikke drømme om at ansætte, fordi en ansøger krævede det på vegne af kønnet - eller en anden tilfældig gruppe. Hvad skulle man med sådan en form for flokmentalitet?
I det offentlige kan man i modsætning til de private desværre tillade sig at gå mere op i det sociale. Man ansætter derfor i højere grad nogen, der minder om én selv. Hvilket dog også er tilfældet i uprofessionelle - typisk mindre - private virksomheder, som netop mister penge og forbliver små, netop som følge af sådanne præferencer og forkerte dispositioner.
Uden incitamenter hyres i højere grad personer, der er mindre ambitiøse, men måske samtidig mere hyggelige og nemme at omgås. Og mange former for offentlig beskæftigelse er som bekendt ikke vanvittig målrettet - lønnen er ikke altid den bedste, men hyggen er i stedet ofte i højsædet.
På det frie marked konkurrerer virksomheder i stedet om at overgå hinanden, sådan som det også er tilfældet inden for sportens verden. Her er de bedste derfor værdsat. Og jo bedre man er som individ, jo mere kan man få i hyre. - I den beskyttede offentlige sektor kan man omvendt tillade sig at skele mere til hyggekriterierne. Hvis privatisering af nuværende offentlige virksomheder ikke er politisk opportunt, skal i stedet anbefales andre incitamenter til effektivitet: De administrative ledere bør udstikke klare mål for opgaveløsning, hvorved man på et lavere niveau tvinges til at ansætte de bedst egnede til prisen for at kunne opfylde disse målsætninger.
Denne indfaldsvinkel er vel at mærke det stik modsatte af kollektivistiske kvoteordninger og de former for gruppetænkning, der ligger bag. Det er at opfordre til et øget fokus på egenskaber, kvalifikationer, dygtighed, målrettethed og talent.
Bjerringgaard tilbyder således præcis det, som hun hævder, hun er modstander af. Det vil sige fordomme og gruppetænkning. Dermed bidrager hun blot til at forværre situationen yderligere - det vil sige, i det omfang andre også orienterer sig ud fra gruppementaliteten: »At vi er født beskedne, skal ikke bruges imod os,« skriver Bjerringgaard; og senere: »Har vi kvinder måske ingen meninger?«
Der er forhåbentlig nogle kvinder, der med ovenstående citater fra Bjerringgaard på det groveste føler sig sat i bås. Forhåbentlig statsministerkandidaten, der sagde, at hun kunne slå Anders Fogh (V).
Tidligere bragt i JP København den 11. juli 2006
Forslaget om kønskvoter hører nu alligevel til i en særlig ubehagelig kategori. Bedre var det, om man i stedet gik i den modsatte retning og i det offentlige fjernede alle udsagn om, at man vil afspejle samfundet, eller ophørte med at opfordre bestemte etniske grupper eller køn til at søge; det vil sige, med mindre man præcist har sådan et behov, som følge af selve jobbet.
I det private bør man naturligvis selv have lov til at bestemme, - hvem man vil annoncere efter. Kvoteordninger er først og fremmest en meget ubehagelig form for kollektivisme. Sådanne ordninger opdeler mennesker i en række tilfældige og ligegyldige grupperinger. Derved cementeres den diskrimination, som Bjerringgaard selv hævder at være imod.
Konsekvensen ved kvoteordninger bliver derfor netop, at man ikke ansætter den bedst kvalificerede, men som følge af lovgivning i stedet må orientere sig efter at opfylde de tilfældige kvoter, der ønskes sat fra oven. Kvoteordninger er netop til gavn for de mennesker , der ikke søger at kæmpe for, at kvalifikationer kommer til at stå øverst. Så hvordan kan man i stedet sikre, at dette sker?
Svaret er at øge profitincitamentet: Hvis det kan betale sig at ansætte de bedste, så gør man det. Velfungerende virksomheder (Microsoft, Jysk, Mærsk eller IBM) har netop succes - eftersom de hyrer alle slags mennesker, så længe disse - kan levere varen.
Arbejdsgiverne ansætter dem, fordi det kan betale sig. Det er i øvrigt en af grundene til, at det private erhvervsliv er langt bedre til at integrere indvandrere end den offentlige sektor.
Man kunne i øvrigt ikke drømme om at ansætte, fordi en ansøger krævede det på vegne af kønnet - eller en anden tilfældig gruppe. Hvad skulle man med sådan en form for flokmentalitet?
I det offentlige kan man i modsætning til de private desværre tillade sig at gå mere op i det sociale. Man ansætter derfor i højere grad nogen, der minder om én selv. Hvilket dog også er tilfældet i uprofessionelle - typisk mindre - private virksomheder, som netop mister penge og forbliver små, netop som følge af sådanne præferencer og forkerte dispositioner.
Uden incitamenter hyres i højere grad personer, der er mindre ambitiøse, men måske samtidig mere hyggelige og nemme at omgås. Og mange former for offentlig beskæftigelse er som bekendt ikke vanvittig målrettet - lønnen er ikke altid den bedste, men hyggen er i stedet ofte i højsædet.
På det frie marked konkurrerer virksomheder i stedet om at overgå hinanden, sådan som det også er tilfældet inden for sportens verden. Her er de bedste derfor værdsat. Og jo bedre man er som individ, jo mere kan man få i hyre. - I den beskyttede offentlige sektor kan man omvendt tillade sig at skele mere til hyggekriterierne. Hvis privatisering af nuværende offentlige virksomheder ikke er politisk opportunt, skal i stedet anbefales andre incitamenter til effektivitet: De administrative ledere bør udstikke klare mål for opgaveløsning, hvorved man på et lavere niveau tvinges til at ansætte de bedst egnede til prisen for at kunne opfylde disse målsætninger.
Denne indfaldsvinkel er vel at mærke det stik modsatte af kollektivistiske kvoteordninger og de former for gruppetænkning, der ligger bag. Det er at opfordre til et øget fokus på egenskaber, kvalifikationer, dygtighed, målrettethed og talent.
Bjerringgaard tilbyder således præcis det, som hun hævder, hun er modstander af. Det vil sige fordomme og gruppetænkning. Dermed bidrager hun blot til at forværre situationen yderligere - det vil sige, i det omfang andre også orienterer sig ud fra gruppementaliteten: »At vi er født beskedne, skal ikke bruges imod os,« skriver Bjerringgaard; og senere: »Har vi kvinder måske ingen meninger?«
Der er forhåbentlig nogle kvinder, der med ovenstående citater fra Bjerringgaard på det groveste føler sig sat i bås. Forhåbentlig statsministerkandidaten, der sagde, at hun kunne slå Anders Fogh (V).
Tidligere bragt i JP København den 11. juli 2006
13. december 2006
Kyoto: planøkonomien slår til igen
Kyoto-protokollen er et eksempel på det håndværk politikere behersker allerbedst: at sætte grænser for økonomisk vækst - gennem forbud, regulering og beskatning. Med Kyoto kan målsætningen i form af lavere vækst og energiudledning således i teorien opfyldes, så længe den politiske vilje er til stede. Det kræver bare, at nogen betaler prisen; og at man ikke ryster på hånden, selv når prisen bliver høj.
Først til en nyhed, der er gammel i resten af verden, men ny i Europa: USA er ikke isoleret i klimapolitikken. Seneste bevis for dette er den - i forhold til Kyoto - mere vækstorienterede og uforpligtende klima-aftale mellem USA, Australien, Kina, Japan, Indien og Sydkorea. Det er tværtimod EU's administrative og politiske elite, der er isoleret: Der er efterhånden udbredt skepsis over for euroen, overfor EU-forfatningen, over for landbrugsstøtten og over for EU-bureaukratiet set under ét.
EU-apparatet har tydeligvis store vanskeligheder ved at sikre betingelserne for såvel øget beskæftigelse som økonomisk vækst. Så hvad er det, der får eurokraterne til at tro, at de kan skabe bedre vejr og forandre klimaet; hvad enten det nu er tilfældet, at den nuværende globale opvarmning (men altså åbenbart ikke tidligere tiders) i vid udstrækning skyldes menneskers påvirkning eller ej?
En af de få politikere, der i Europa for alvor har turdet nævne, at Kyoto-aftalen også har økonomiske konsekvenser, er George W. Bush. Men på grund af sin politiske status i denne del af verden gjorde Bush vel nærmest Kyoto-tilhængere en tjeneste ved, også i forbindelse med Danmarksbesøget, at kritisere aftalen og begrunde hvorfor, USA ikke ønskede at deltage. Mere vigtigt er det dog at påpege, at indgreb i økonomien altid har omkostninger; og at nogle derfor også må betale prisen forbundet hermed. Politikere, der bevidst undlader at gøre opmærksom på de endog særdeles høje omkostninger, der må forventes ved Kyoto-protokollens gennemførelse, må derfor også karakteriseres som uhæderlige:
For antag som udgangspunkt, at du har forskellige muligheder, når det gælder køb af energi. Noget af den energi, du kan købe, er billig. Andre former for energi er dyr. Typisk vælger du den energi, der giver dig mest for prisen. Engang var dette tørv eller kulkraft. I dag vil det for almindelige mennesker i Danmark være olie eller atomkraft fra Sverige. Nu hæver det administrative apparat så prisen på olie, hvad enten de gør det via en kvoteordning som i tilfældet med Kyoto eller grønne afgifter.
Samtidig påstår den administrative og politiske elite, at denne type af indgreb skam ikke har nogen betydelige økonomiske omkostninger.Tværtimod, lyder budskabet: Hvad der er godt for vindmøllebranchen, er også godt for dig. I tilfælde af sådan en form for politisk adfærd burde det falde de fleste naturligt at råbe om hjælp! Ikke på en læge, men derimod på en økonom. Miljøminister Svend Auken m.fl. har tvunget befolkningen til at købe den dyre energi, og påstår i samme åndedrag, at deres indgreb enten i form af kvoter, afgifter eller deciderede forbud er udgifts- og omkostningsneutrale. Den situation kan kun beskrives som grotesk.
Men sandt er det, at det gavner vindmøllebranchen, når den får statstilskud, billige lån - eller når prisen på olie stiger. Vi skal bare huske, at prisstigninger eller en øget markedsandel, der er skabt via statslige reguleringer eller forbud, ikke er det samme som øget velstand for befolkningen som helhed, men tværtimod udtryk for det modsatte.
Sådanne kunstigt skabte prisstigninger og/eller statsligt skabte monopoler repræsenterer færre valgmuligheder for forbrugerne og højere priser, hvilket er ensbetydende med færre penge at bruge på andre ting. Endelig stemmer påstandene om udgiftsneutralitet, hvad angår energipolitikken dårligt overens med EU's megen tale om byrdefordeling, samt det forhold, at de såkaldte udviklingslande har fået lov at slippe fra at deltage Kyoto-aftalens krav om begrænsninger.
Hvis alternativ energi var så billig, som det ved højtidelige lejligheder påstås, ville befolkningen, dvs. som udgangspunkt entreprenørerne, naturligvis også investere i den energi og købe den. Men den alternative energi er endnu ikke et reelt alternativ. Nogle af energiformerne - såsom brint-pillen - bliver måske fremtidens energi. Andre bliver aldrig økonomisk rentable.
I denne sammenhæng er det vigtigt at påpege, at statsligt ansatte embedsmænd ligeså lidt (ja faktisk endnu mindre) end nutidens entreprenører kan vide, hvad der bliver en succes, og hvad der med tiden går hen og bliver en fiasko. Olie eller for den sags skyld atomkraft vil derfor naturligvis også engang blive erstattet, så snart der opfindes noget, der reelt er bedre og billigere.
Bureaukrater kan bare ikke vide, hvad disse succesfulde energiformer bliver. Det kan de ikke, fordi end ikke aktørerne på markedet kan vide det. I modsætning til de økonomiske lærebøger hersker der i virkelighedens verden ikke 'fuld information', hverken når det gælder nutiden eller fremtiden.
Indførelsen af nye rentable energi-former er derfor historisk set sket gennem trial and error - på markedspladsen.
Forskelle på statslige ordninger og markedets er, at man på markedet selv er ansvarlig for satsninger og investeringer. Når det gælder staten, er ansvaret for fiasko ikke til at placere; og succesen kan derfor ikke måles, når midlerne til at forfølge disse inddrives via skatterne.
Ligesom Danmark kan prale af en enestående vindmøllepark, kunne det hedengangne Sovjet engang også prale af en række succeser på så forskellige områder som militær oprustning, rumfart, idrætsprogrammer, patriotisme eller betonbyggeri.
På sin vis kunne man måske tale om succes for magthaverne, men de færreste vil jævnfør den fattigdom, der viste sig bag potemkin-facaden, hævde, at der var tale om andet en end fiasko og en omkostning for befolkningen set under ét.
Havde man i Sovjetunionen prioriteret anderledes, kunne man med lethed have forbudt eller beskattet sig til en række andre "succeser" - herunder inden for miljø - ved eksempelvis at lukke fabrikker.
Havde man haft tilstrækkeligt med ressourcer at beskatte, kunne man sikkert også have bygget kolossale vindmøller og flere end i Danmark. Den eneste afgørende forudsætning var som bekendt, at der var nogen, der måtte betale prisen i form af højere leveomkostninger.
Spørgsmålet og problemstillingen handler således ikke blot om, hvad man kan gøre, men også om hvordan man gør det: Det vil sige for det første om det, man gør, er moralsk forsvarligt samt herunder hvor høj en pris, der skal betales for det man gør - og af hvem.
Med Kyoto skal europæere atter til at ofre sig - ikke for hinanden, for konstruktionen af betonslum eller for afrikanere, men for den i øvrigt vanskeligt målbare gennemsnitlige globale temperatur.
En meget betydelig del af miljøbevægelsen har med kampen for denne politik derfor tydeligvis ikke sat mennesket i centrum for deres overvejelser og bekymringer. Fokus er snarere på ideen om den uberørte natur (jvf. talen om visse koralrev, der frygtes af være truede - som udgangspunkt for en politik, man principielt ønsker skal gælde hele verdens befolkning...).
Grundlæggende bygger sådanne tanker på en idé om, at menneskets korrekte forhold til naturen anses for at være et præget af 'balance' eller harmoni. Dette sværmeriske og Rousseau'ske afsæt har ført til konstruktionen af de begrænsningens principper, der kaldes for bæredygtigheds- og forsigtighedsprincippet.
Afslutningsvist skal citeres Andrei Illiaronov, en af Ruslands Putins højtstående økonomiske rådgivere, der - belært af sin opvækst under Sovjet-kommunismen - har givet følgende hårde karakteristik af Kyoto-aftalen: Med henvisning til det agentur, der gang på gang skabte katastrofale resultater i dets forsøg på at styre den gamle sovjet-økonomi, lyder det fra Illiaronov:
"Som udgangspunkt havde vi tænkt os at kalde aftalen for en slags international Gosplan. Men så indså vi, at Gosplan sammenlignet med Kyoto var langt mere humant, og at vi derfor burde kalde Kyoto-protokollen for en form for international Gulag. (-) Men i Gulag fik man dog i det mindste den samme daglige ration mad, og rationen blev derfor ikke mindre dag efter dag. (-) Til sidst endte vi derfor med at kalde Kyoto-protokollen en international form for Auschwitz".
Tidligere bragt som kronik i Dagbladet Information den 16. september 2005.
En længere version kan læses på RÆSON.
Først til en nyhed, der er gammel i resten af verden, men ny i Europa: USA er ikke isoleret i klimapolitikken. Seneste bevis for dette er den - i forhold til Kyoto - mere vækstorienterede og uforpligtende klima-aftale mellem USA, Australien, Kina, Japan, Indien og Sydkorea. Det er tværtimod EU's administrative og politiske elite, der er isoleret: Der er efterhånden udbredt skepsis over for euroen, overfor EU-forfatningen, over for landbrugsstøtten og over for EU-bureaukratiet set under ét.
EU-apparatet har tydeligvis store vanskeligheder ved at sikre betingelserne for såvel øget beskæftigelse som økonomisk vækst. Så hvad er det, der får eurokraterne til at tro, at de kan skabe bedre vejr og forandre klimaet; hvad enten det nu er tilfældet, at den nuværende globale opvarmning (men altså åbenbart ikke tidligere tiders) i vid udstrækning skyldes menneskers påvirkning eller ej?
En af de få politikere, der i Europa for alvor har turdet nævne, at Kyoto-aftalen også har økonomiske konsekvenser, er George W. Bush. Men på grund af sin politiske status i denne del af verden gjorde Bush vel nærmest Kyoto-tilhængere en tjeneste ved, også i forbindelse med Danmarksbesøget, at kritisere aftalen og begrunde hvorfor, USA ikke ønskede at deltage. Mere vigtigt er det dog at påpege, at indgreb i økonomien altid har omkostninger; og at nogle derfor også må betale prisen forbundet hermed. Politikere, der bevidst undlader at gøre opmærksom på de endog særdeles høje omkostninger, der må forventes ved Kyoto-protokollens gennemførelse, må derfor også karakteriseres som uhæderlige:
For antag som udgangspunkt, at du har forskellige muligheder, når det gælder køb af energi. Noget af den energi, du kan købe, er billig. Andre former for energi er dyr. Typisk vælger du den energi, der giver dig mest for prisen. Engang var dette tørv eller kulkraft. I dag vil det for almindelige mennesker i Danmark være olie eller atomkraft fra Sverige. Nu hæver det administrative apparat så prisen på olie, hvad enten de gør det via en kvoteordning som i tilfældet med Kyoto eller grønne afgifter.
Samtidig påstår den administrative og politiske elite, at denne type af indgreb skam ikke har nogen betydelige økonomiske omkostninger.Tværtimod, lyder budskabet: Hvad der er godt for vindmøllebranchen, er også godt for dig. I tilfælde af sådan en form for politisk adfærd burde det falde de fleste naturligt at råbe om hjælp! Ikke på en læge, men derimod på en økonom. Miljøminister Svend Auken m.fl. har tvunget befolkningen til at købe den dyre energi, og påstår i samme åndedrag, at deres indgreb enten i form af kvoter, afgifter eller deciderede forbud er udgifts- og omkostningsneutrale. Den situation kan kun beskrives som grotesk.
Men sandt er det, at det gavner vindmøllebranchen, når den får statstilskud, billige lån - eller når prisen på olie stiger. Vi skal bare huske, at prisstigninger eller en øget markedsandel, der er skabt via statslige reguleringer eller forbud, ikke er det samme som øget velstand for befolkningen som helhed, men tværtimod udtryk for det modsatte.
Sådanne kunstigt skabte prisstigninger og/eller statsligt skabte monopoler repræsenterer færre valgmuligheder for forbrugerne og højere priser, hvilket er ensbetydende med færre penge at bruge på andre ting. Endelig stemmer påstandene om udgiftsneutralitet, hvad angår energipolitikken dårligt overens med EU's megen tale om byrdefordeling, samt det forhold, at de såkaldte udviklingslande har fået lov at slippe fra at deltage Kyoto-aftalens krav om begrænsninger.
Hvis alternativ energi var så billig, som det ved højtidelige lejligheder påstås, ville befolkningen, dvs. som udgangspunkt entreprenørerne, naturligvis også investere i den energi og købe den. Men den alternative energi er endnu ikke et reelt alternativ. Nogle af energiformerne - såsom brint-pillen - bliver måske fremtidens energi. Andre bliver aldrig økonomisk rentable.
I denne sammenhæng er det vigtigt at påpege, at statsligt ansatte embedsmænd ligeså lidt (ja faktisk endnu mindre) end nutidens entreprenører kan vide, hvad der bliver en succes, og hvad der med tiden går hen og bliver en fiasko. Olie eller for den sags skyld atomkraft vil derfor naturligvis også engang blive erstattet, så snart der opfindes noget, der reelt er bedre og billigere.
Bureaukrater kan bare ikke vide, hvad disse succesfulde energiformer bliver. Det kan de ikke, fordi end ikke aktørerne på markedet kan vide det. I modsætning til de økonomiske lærebøger hersker der i virkelighedens verden ikke 'fuld information', hverken når det gælder nutiden eller fremtiden.
Indførelsen af nye rentable energi-former er derfor historisk set sket gennem trial and error - på markedspladsen.
Forskelle på statslige ordninger og markedets er, at man på markedet selv er ansvarlig for satsninger og investeringer. Når det gælder staten, er ansvaret for fiasko ikke til at placere; og succesen kan derfor ikke måles, når midlerne til at forfølge disse inddrives via skatterne.
Ligesom Danmark kan prale af en enestående vindmøllepark, kunne det hedengangne Sovjet engang også prale af en række succeser på så forskellige områder som militær oprustning, rumfart, idrætsprogrammer, patriotisme eller betonbyggeri.
På sin vis kunne man måske tale om succes for magthaverne, men de færreste vil jævnfør den fattigdom, der viste sig bag potemkin-facaden, hævde, at der var tale om andet en end fiasko og en omkostning for befolkningen set under ét.
Havde man i Sovjetunionen prioriteret anderledes, kunne man med lethed have forbudt eller beskattet sig til en række andre "succeser" - herunder inden for miljø - ved eksempelvis at lukke fabrikker.
Havde man haft tilstrækkeligt med ressourcer at beskatte, kunne man sikkert også have bygget kolossale vindmøller og flere end i Danmark. Den eneste afgørende forudsætning var som bekendt, at der var nogen, der måtte betale prisen i form af højere leveomkostninger.
Spørgsmålet og problemstillingen handler således ikke blot om, hvad man kan gøre, men også om hvordan man gør det: Det vil sige for det første om det, man gør, er moralsk forsvarligt samt herunder hvor høj en pris, der skal betales for det man gør - og af hvem.
Med Kyoto skal europæere atter til at ofre sig - ikke for hinanden, for konstruktionen af betonslum eller for afrikanere, men for den i øvrigt vanskeligt målbare gennemsnitlige globale temperatur.
En meget betydelig del af miljøbevægelsen har med kampen for denne politik derfor tydeligvis ikke sat mennesket i centrum for deres overvejelser og bekymringer. Fokus er snarere på ideen om den uberørte natur (jvf. talen om visse koralrev, der frygtes af være truede - som udgangspunkt for en politik, man principielt ønsker skal gælde hele verdens befolkning...).
Grundlæggende bygger sådanne tanker på en idé om, at menneskets korrekte forhold til naturen anses for at være et præget af 'balance' eller harmoni. Dette sværmeriske og Rousseau'ske afsæt har ført til konstruktionen af de begrænsningens principper, der kaldes for bæredygtigheds- og forsigtighedsprincippet.
Afslutningsvist skal citeres Andrei Illiaronov, en af Ruslands Putins højtstående økonomiske rådgivere, der - belært af sin opvækst under Sovjet-kommunismen - har givet følgende hårde karakteristik af Kyoto-aftalen: Med henvisning til det agentur, der gang på gang skabte katastrofale resultater i dets forsøg på at styre den gamle sovjet-økonomi, lyder det fra Illiaronov:
"Som udgangspunkt havde vi tænkt os at kalde aftalen for en slags international Gosplan. Men så indså vi, at Gosplan sammenlignet med Kyoto var langt mere humant, og at vi derfor burde kalde Kyoto-protokollen for en form for international Gulag. (-) Men i Gulag fik man dog i det mindste den samme daglige ration mad, og rationen blev derfor ikke mindre dag efter dag. (-) Til sidst endte vi derfor med at kalde Kyoto-protokollen en international form for Auschwitz".
Tidligere bragt som kronik i Dagbladet Information den 16. september 2005.
En længere version kan læses på RÆSON.
12. december 2006
Ingen kvoter for dobbeltmoral
De seneste par uger har man kunnet læse om omkostningerne for såvel forbrugerne som for den effektive og omstillingsparate del af tekstilindustrien ved EU's såkaldte "foranstaltninger"; sådan som disse er foranlediget af visse erhvervsinteresser - i blandt andet Italien.
Tidligere på året har man kunnet følge med i andres kamp for indførsel og fastholdelse af kvoter for norske laks. De fleste er vel efterhånden alt for bekendte med fremvæksten af EU's forbrugerskadelige kvoter eller støtteordninger inden for en række andre områder.
Sådan fænomener er altså høj-aktuelle, selv om der længe har været enighed om, at princippet, der handler om frihandel både er et retfærdigt og nyttigt princip; ikke bare i teorien - men altså også i virkeligheden. Fælles for ovenstående er jo, at den støtte, de forbud samt de begrænsninger, der forsvares af bestemte virksomheder og brancher må siges at være i direkte modstrid med princippet om den frie handel og den frie konkurrence.
Frihandlens princip handler om, at konkurrencedygtighed bør belønnes, og samtidig at det kun er forbrugeren og ikke embedsmænd, der reelt kan tage stilling til hvad der er dygtigt og nyttigt at producere. Omvendt forsvares frihandel altså også ud fra erkendelsen af, at det kun er på markedspladsen, at de dyre, dårlige og uønskede varer har en reel mulighed for at blive valgt fra.
Forsvarer man princippet bag fri handel, fri konkurrence og den private ejendomsret som rettigheder, man reelt kan holde sig til, og vil kunne stole på, vil man af disse aktører få påhæftet prædikater såsom "absolutist", "gammeldags" ja måske ligefrem "ekstremist". Fokuserer man, som protektionisterne gør det, derimod på nytten af bestemte kvoter og andre støtteordninger for visse grupper, særlige organisationer og udvalgte begunstigede individer (d.v.s. primært dem selv), vil man omvendt kunne smykke sig med det langt mere tilforladelige og blidt klingende prædikat "pragmatiker".
I denne sammenhæng er det fascinerende, at iagttage hvordan EU-myndighedernes reaktion på de skader, de selv forvolder, for det meste handler om "pragmatiske" eller "fleksible" løsningsmodeller (for det meste "modeller", der består i at kvoterne bevares, men at man samtidig udsteder en pressemeddelelse om at de i princippet bør afvikles...), og at det på forunderlig vis altid lykkedes EU-embedsmændene, at undgå at tage stilling til, om man sådan i princippet - og i virkeligheden - skulle have gjort noget forkert.
Tidligere bragt i Erhvervsbladet den 7. september 2005
Tidligere på året har man kunnet følge med i andres kamp for indførsel og fastholdelse af kvoter for norske laks. De fleste er vel efterhånden alt for bekendte med fremvæksten af EU's forbrugerskadelige kvoter eller støtteordninger inden for en række andre områder.
Sådan fænomener er altså høj-aktuelle, selv om der længe har været enighed om, at princippet, der handler om frihandel både er et retfærdigt og nyttigt princip; ikke bare i teorien - men altså også i virkeligheden. Fælles for ovenstående er jo, at den støtte, de forbud samt de begrænsninger, der forsvares af bestemte virksomheder og brancher må siges at være i direkte modstrid med princippet om den frie handel og den frie konkurrence.
Frihandlens princip handler om, at konkurrencedygtighed bør belønnes, og samtidig at det kun er forbrugeren og ikke embedsmænd, der reelt kan tage stilling til hvad der er dygtigt og nyttigt at producere. Omvendt forsvares frihandel altså også ud fra erkendelsen af, at det kun er på markedspladsen, at de dyre, dårlige og uønskede varer har en reel mulighed for at blive valgt fra.
Forsvarer man princippet bag fri handel, fri konkurrence og den private ejendomsret som rettigheder, man reelt kan holde sig til, og vil kunne stole på, vil man af disse aktører få påhæftet prædikater såsom "absolutist", "gammeldags" ja måske ligefrem "ekstremist". Fokuserer man, som protektionisterne gør det, derimod på nytten af bestemte kvoter og andre støtteordninger for visse grupper, særlige organisationer og udvalgte begunstigede individer (d.v.s. primært dem selv), vil man omvendt kunne smykke sig med det langt mere tilforladelige og blidt klingende prædikat "pragmatiker".
I denne sammenhæng er det fascinerende, at iagttage hvordan EU-myndighedernes reaktion på de skader, de selv forvolder, for det meste handler om "pragmatiske" eller "fleksible" løsningsmodeller (for det meste "modeller", der består i at kvoterne bevares, men at man samtidig udsteder en pressemeddelelse om at de i princippet bør afvikles...), og at det på forunderlig vis altid lykkedes EU-embedsmændene, at undgå at tage stilling til, om man sådan i princippet - og i virkeligheden - skulle have gjort noget forkert.
Tidligere bragt i Erhvervsbladet den 7. september 2005
Von Trier, Fly og bananpolitikken
»Denne banan ville ikke være kommet til landet, hvis det ikke havde været for EU og bananstøtten.« Jo, det ville den. For den banan, du har fået øje på, er en latinamerikansk banan, og de bananer, som EU støtter, er, som du ved, afrikanske.
Så bananen er kommet til landet på trods, og ikke på grund af den politiske elites præferencer, hvad angår bananer. Forudsætningen for den latinamerikanske banans tilstedeværelse er lavere pris og højere kvalitet, sådan som denne vurderes af den enkelte forbruger.
Skulle den afrikanske banan have en kinamands chance i Danmark, kræves en langt mere målrettet indsats fra den politiske ledelses side i form af endnu skrappere kvote-, støtte- og forbudsordninger. Samt måske ligefrem en oplysningskampagne om afrikanske bananers moralske og sundhedsmæssige overlegenhed.
Sådan en politik, som den også føres inden for tekstilområdet, ville naturligvis skade forbrugerne mere, end det er tilfældet i dag. Den ville ramme de latinamerikanske producenter, men stille de afrikanske producenter bedre. Og uanset om man benyttede sig af den ene eller den anden form for indgreb ville interventionen virke som en skat: i tilfældet med støtteordninger giver dette sig selv. Støttekronerne er taget fra forbrugerne for at blive brugt af politikerne.
I tilfældet med kvoteordninger, toldsatser og forbud er konsekvensen for forbrugerne højere priser, hvad enten disse skyldes toldsatser eller det lavere udbud, der følger ved diverse restriktioner, det vil sige den politisk skabte knapheds- og mangelsituation.
Ovenstående, der er baseret på virkelige hændelser, viser, at politikere har én type af præferencer – og befolkningen har en anden. Faktisk har ethvert individ sine helt egne præferencer. Men mens befolkningen overordnet set orienterer sig efter pris og kvalitet, mener politikerne, det vil sige de protektionistiske dele af dem, at en række, særligt udvalgte produkter, med en bestemt geografisk oprindelse skal holdes kunstigt i live. Tit og ofte er de samtidig villige til at lade eksisterende alternative og for forbrugerne overlegne produkter betale prisen for at få deres egne præferencer opfyldt.
Lad os se på denne adfærd inden for et mere kontroversielt område, nemlig kulturpolitikken:
»Denne kulturelle udtryksform ville ikke have overlevet i Danmark uden kultur-støtten.« Det er en påstand, man uvægerligt hører, oftere end man hører en verbal (men altså ikke nødvendigvis økonomisk) opbakning til de små, brune, og dyre afrikanske bananer. Man kan også forestille sig sætningerne: »Dette operahus ville ikke være blevet til uden støtte. Det kan godt være, at det ikke var staten, der betalte (men Mærsk Mc-Kinney), men skal det løbe rundt, må staten træde til. Folket vil ikke betale direkte.« Eller: »Denne roman ville heller ikke have klaret sig. Og disse film ville da slet ikke, for der er kun meget få mennesker, der bryder sig om dem, og var prisen højere, ville befolkningen helt sikkert have prioriteret anderledes end i dag.«
De sidste led i ovenstående sætninger udelades dog for det meste. Man hæfter sig ved støtten, men ikke hvor den kommer fra, eller hvorfor den skal til. Det er noget, der er underforstået, men ikke noget man siger højt. Måske fordi man lige præcis selv holder af det via støtten fremstillede produkt, men ikke nødvendigvis bryder sig om, at princippet udbredes i almindelighed, eller at dets konsekvenser afdækkes, som det efterhånden er tilfældet med produktionen af dårlige bananer: statsstøtte til mig og mine er således godt, men statsstøtten til dig og dine er derimod spild af penge.
Men tænk nu hvis Zentropa var blevet et mindre selskab uden den danske filmstøtte, og Lars von Trier ikke havde kunnet lave nær så mange anti-amerikanske film, som det er tilfældet i dag. Og tænk hvis Per Fly kun havde haft råd til en enkelt film om, hvordan man er et offer for sin sociale arv, uanset om man tilhører arbejder-, middel- eller overklassen?
Ja, tænk hvis befolkningen havde prioriteret helt anderledes og havde betalt for andre film – vel at mærke med helt andre budskaber; men at de alligevel samtidig havde valgt det danske, men bare noget andet, der var dansk: måske ligefrem historier om selvstændigt tænkende væsner uden hang til flæberi, alkoholisme og plaget af store psykiske problemer. Hvordan mon de relativt marginale beløb, der bruges på kulturen via statskassen sammenlignet med, hvad der samlet set bruges på kulturelle forlystelser, ville være blevet brugt, hvis folket havde fået lov til at bestemme selv?
Med andre ord: er embedsværket i Kulturministeret noget særligt; og er de – sammen med de skiftende ministre med forskellige præferencer – også jævnfør bananpolitikken ikke snarere i en klasse for sig? Kort sagt: hvad er det de vil med deres statsstøttede og ifølge dem selv ikke-overlevelsesdygtige kultur? Er den virkelig god?
Kommentaren er tidligere bragt i Weekendavisen den 2. september 2005
Så bananen er kommet til landet på trods, og ikke på grund af den politiske elites præferencer, hvad angår bananer. Forudsætningen for den latinamerikanske banans tilstedeværelse er lavere pris og højere kvalitet, sådan som denne vurderes af den enkelte forbruger.
Skulle den afrikanske banan have en kinamands chance i Danmark, kræves en langt mere målrettet indsats fra den politiske ledelses side i form af endnu skrappere kvote-, støtte- og forbudsordninger. Samt måske ligefrem en oplysningskampagne om afrikanske bananers moralske og sundhedsmæssige overlegenhed.
Sådan en politik, som den også føres inden for tekstilområdet, ville naturligvis skade forbrugerne mere, end det er tilfældet i dag. Den ville ramme de latinamerikanske producenter, men stille de afrikanske producenter bedre. Og uanset om man benyttede sig af den ene eller den anden form for indgreb ville interventionen virke som en skat: i tilfældet med støtteordninger giver dette sig selv. Støttekronerne er taget fra forbrugerne for at blive brugt af politikerne.
I tilfældet med kvoteordninger, toldsatser og forbud er konsekvensen for forbrugerne højere priser, hvad enten disse skyldes toldsatser eller det lavere udbud, der følger ved diverse restriktioner, det vil sige den politisk skabte knapheds- og mangelsituation.
Ovenstående, der er baseret på virkelige hændelser, viser, at politikere har én type af præferencer – og befolkningen har en anden. Faktisk har ethvert individ sine helt egne præferencer. Men mens befolkningen overordnet set orienterer sig efter pris og kvalitet, mener politikerne, det vil sige de protektionistiske dele af dem, at en række, særligt udvalgte produkter, med en bestemt geografisk oprindelse skal holdes kunstigt i live. Tit og ofte er de samtidig villige til at lade eksisterende alternative og for forbrugerne overlegne produkter betale prisen for at få deres egne præferencer opfyldt.
Lad os se på denne adfærd inden for et mere kontroversielt område, nemlig kulturpolitikken:
»Denne kulturelle udtryksform ville ikke have overlevet i Danmark uden kultur-støtten.« Det er en påstand, man uvægerligt hører, oftere end man hører en verbal (men altså ikke nødvendigvis økonomisk) opbakning til de små, brune, og dyre afrikanske bananer. Man kan også forestille sig sætningerne: »Dette operahus ville ikke være blevet til uden støtte. Det kan godt være, at det ikke var staten, der betalte (men Mærsk Mc-Kinney), men skal det løbe rundt, må staten træde til. Folket vil ikke betale direkte.« Eller: »Denne roman ville heller ikke have klaret sig. Og disse film ville da slet ikke, for der er kun meget få mennesker, der bryder sig om dem, og var prisen højere, ville befolkningen helt sikkert have prioriteret anderledes end i dag.«
De sidste led i ovenstående sætninger udelades dog for det meste. Man hæfter sig ved støtten, men ikke hvor den kommer fra, eller hvorfor den skal til. Det er noget, der er underforstået, men ikke noget man siger højt. Måske fordi man lige præcis selv holder af det via støtten fremstillede produkt, men ikke nødvendigvis bryder sig om, at princippet udbredes i almindelighed, eller at dets konsekvenser afdækkes, som det efterhånden er tilfældet med produktionen af dårlige bananer: statsstøtte til mig og mine er således godt, men statsstøtten til dig og dine er derimod spild af penge.
Men tænk nu hvis Zentropa var blevet et mindre selskab uden den danske filmstøtte, og Lars von Trier ikke havde kunnet lave nær så mange anti-amerikanske film, som det er tilfældet i dag. Og tænk hvis Per Fly kun havde haft råd til en enkelt film om, hvordan man er et offer for sin sociale arv, uanset om man tilhører arbejder-, middel- eller overklassen?
Ja, tænk hvis befolkningen havde prioriteret helt anderledes og havde betalt for andre film – vel at mærke med helt andre budskaber; men at de alligevel samtidig havde valgt det danske, men bare noget andet, der var dansk: måske ligefrem historier om selvstændigt tænkende væsner uden hang til flæberi, alkoholisme og plaget af store psykiske problemer. Hvordan mon de relativt marginale beløb, der bruges på kulturen via statskassen sammenlignet med, hvad der samlet set bruges på kulturelle forlystelser, ville være blevet brugt, hvis folket havde fået lov til at bestemme selv?
Med andre ord: er embedsværket i Kulturministeret noget særligt; og er de – sammen med de skiftende ministre med forskellige præferencer – også jævnfør bananpolitikken ikke snarere i en klasse for sig? Kort sagt: hvad er det de vil med deres statsstøttede og ifølge dem selv ikke-overlevelsesdygtige kultur? Er den virkelig god?
Kommentaren er tidligere bragt i Weekendavisen den 2. september 2005
Abonner på:
Indlæg (Atom)
