Den nuværende opbakning til Ny Alliance er i dag behersket, når man sammenligner med euforien, der kunne identificeres før valget. To af partiets folketingsmedlemmer har forladt partiet; og spekulationerne om hvad resten vil gøre er lige så mangfoldige som rapporterne om frustration og opgivelsesstemning blandt de øvrige medlemmer af partiet.
Med så mange kendisser, som Ny Alliance kunne mobilisere, var der ellers gode muligheder for at promovere organisationen. Efter sigende havde man de helt rigtige og moderne meninger. Man brystede sig i den forstand ikke mindst af at være pragmatisk og et midterparti, så ingen kunne være i tvivl. Her var det en æressag, at man tog stilling ”fra sag til sag”.
Så hvorfor gik partiet i opløsning så hurtigt? Svaret er, at tingene ramlede netop på grund af ovenstående principløshed (eller principiel flipflopperi) - kombineret med det tillægsforhold, at man ikke havde nogen form for topstyring. Det sidste var det absolut nødvendigt at indføre i et parti, hvor der slet ikke var et politisk fundament, endsige en tradition for politikmageri, at referere tilbage til.
Dansk Folkeparti bygger heller ikke på klare principper men på en blanding af konservatisme, nationalisme, socialisme og liberalisme. Derfor er der mange meninger, der kan brydes, og ofte nogle som melder sig ind, som kunne skade DF’s udgave af pragmatisme. Men her har man topstyring. Derfor kan man holde sammen på de blandingsværdier, som findes i DF. Jo mere diffust et grundlag et parti bygger på, desto mere må man derfor styre hårdt fra oven.
Det noget oversete parti Liberalisterne kunne i den forstand blive et parti, hvor man ikke havde behov for topstyring. I dette parti kunne man vælge at være et ”princip-parti”, der byggede på et klart værdigrundlag, som gav de enkelte medlemmer vide rammer for at agere selvstændigt i det daglige - uanset hvilke sager, der var tale om, og uanset om der var tale om internationale, nationale eller lokale spørgsmål.
I partier hvor man vil noget bestemt og har bestemte styrende grundideer, kan man overlade meget mere til det enkelte medlem og til den enkelte MF’er, end når det gælder partier, der følger stemninger og tendenser, men hvor man simpelthen ikke vil kendes ved principper:
I Enhedslisten vil man indføre socialismen. Så gør det ikke så meget, om det enkelte medlem har nogle særstandpunkter som skiller sig ud. For målet er helt overordnet ikke til diskussion. Kollektivismen er målet. Hvis der i Danmark kom et islamisk parti, der havde til formål at indføre islamisk lov – Sharia, ville man også kunne overlade en stor del frihed til den enkelte, eftersom hovedmålsætningen tilsvarende så lå fast. Principperne om at tage afsæt i Koranen ville være et pejlemærke, der betød at man hurtigt ville kunne konstatere afvigelser. På samme vis kan man forstille sig dannelsen af et grønt parti, hvor man var helt ligeglad med om industrisamfundet kunne overleve de byrder, man ville pålægge det - et parti, hvor man rent ud promoverede, at man ville ”tilbage til naturen”. Også her ville de kontante mål betyde, at de som meldte sig ind, ville have meget ensartede meninger.
Problemet med pragmatisme er ikke mindst, at ingen rigtig ved hvornår den pragmatisme som det ene partimedlem står for er mere korrekt, end den som andre promoverer. Et klart politisk fundament, betyder omvendt, at enigheden vil være mere omfattende. Så bliver budskaberne i det daglige langt mere håndfaste. I Ny Alliance var der politisk tåge og budding fra dag et. Men skal et parti have fodfæste og gøre en forskel på sigt, må det bygge på et fundament. I det omfang at de eksisterende partier har gjort en forskel har det da også, selv om de kalder sig pragmatiske, været den dominerende bagvedliggende ideologi - socialismen, der har været afgørende: Det er socialisme og ikke pragmatisme, der er årsag til det høje skattetryk og den reducerede private sektor, men som vi kan takke de pragmatiske partier for.
Faren ved at være principiel er naturligvis, at man bliver stemplet; og at det bliver vanskeligt at samarbejde. Fordelen er, at man står for noget bestemt, og at man skiller sig ud. De nuværende partier i Folketinget (måske med undtagelse af Enhedslisten) er således ret pragmatiske og midtersøgende. De sælger også alle i større eller mindre grad ud af friheden og velstanden. Pragmatismen i Danmark har i praksis slagside til venstre for midten.
Et principielt funderet parti med nogle principper, der nyder genklang i befolkningen – og det gør frihedens værdier – ville skille sig klart ud fra resten. Et sådant parti har som udgangspunkt potentiale til at tage mange stemmer fra andre. Pragmatismen er jo netop årsagen til at partiloyaliteten i befolkningen er aftagende. Jo mindre forskel der er på partierne, desto mere tillader vælgerne sig at shoppe rundt fra valgår til valgår. Et princip-parti kunne i den henseende virke som en godartet bombe, der faldt ned midt i den pragmatiske suppedas; og som mindede befolkningen om, at vi glider væk fra friheden, uden at der er udstukket et mål for denne drift. Socialisme som sådan har man jo alligevel og heldigvis opgivet. (Altså igen med undtagelse af Enhedslisten).
I praksis leder vælgerne trods partiernes pragmatisme efter noget bestemt: Den enkelte vælger ønsker med sin stemme at trække samfundet i en bestemt retning ud fra nogle ideer om, hvad der er godt for samfundet og godt for ham eller hende selv. Et parti, der bygger på nogle klare principper og værdier – eksempelvis frihedens, fornuftens og velstandens – kunne med lidt dygtighed blive et helt enestående alternativ til de mere og mere ensartede tilbud, der i dag findes, og hvor Ny Alliance blot var en uigennemtænkt variation over et forslidt tema.
Viser indlæg med etiketten Liberalisme. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Liberalisme. Vis alle indlæg
13. februar 2008
8. januar 2008
Boganmeldelse: Ludwig von Mises ”Socialism”
If Capitalism is not the diabolical scheme shown in socialist caricature, if Socialism is not the ideal order which socialists assert it to be, then the whole doctrine [of socialism] collapses. The discussion always returns to the same point—the fundamental question whether the socialist order of society promises a higher productivity than Capitalism. -- Ludwig von Mises i Socialism.
Det er en udbredt fordom, at bøger, der handler om politik og samfundsforhold helst skal være helt nye og omhandle aktuelle sager, før de kan påberåbe sig læsernes interesse.
Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.
”Socialism” har undertitlen An economic and sociological analysis. Den vil især være interessant at læse for Statskundskabsstuderende, der ønsker en forståelse for sammenhængen mellem politiske ideer og økonomisk politik. Det anbefales derfor, at man læser denne bog - frem for eksempelvis Mises’ ”Human Action”, som den første, hvis man har fået mod på forfatteren, måske efter at have læst nogle af hans essays – evt. på mises.org eller til dansk oversatte via Liberator.dk
”Socialism” indeholder intet mindre end en guldgrube af betragtninger om de ideologiske strømninger, der har været årsagsgivende til fremkomsten af de ”velfærdsstater”, der er opstået i det 20. århundrede. Jævnfør det tidspunkt hvor bogen udkom første gang, er det i denne henseende bemærkelsesværdigt, at Mises ikke har opnået større berømmelse for sin kortlægning af de socialistiske argumentationsformer og intellektuelle fejltagelser, - og ikke mindst for hans forudsigelse af hvilke økonomiske problemer, der ville opstå i forbindelse med tilnærmelse til socialisme ad reformens vej. Det var jo i sidste instans dette som socialdemokratismen og velfærdsstaterne i sidste instans handlede om: til sidst at indføre socialisme i økonomisk og politisk forstand.
I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat. Konklusionen når man har læst Mises kan simpelthen ikke være anderledes, end at de borgerlige fra og med starten af 1900-tallet ikke førte kamp imod socialiseringen af samfundet, hverken på det moralske plan, – eller hvad angår beskrivelsen af de negative konsekvenser forbundet med at lade statsmagten afvikle den økonomiske frihed. Men Mises bog findes (!), og her findes også en god del af den intellektuelle ammunition, som er nødvendig, hvis man ønsker et opgør med den politiske og økonomiske kollektivisme i dag.
Mises betragtninger om sammenhængen mellem socialisme og så religion/kristendom ville utvivlsomt vække opsigt, hvis de blev alment kendte. Det ville især udfordre en række af de (andre) borgerliges tanker. Mises kortlægning af forbindelserne mellem fascisme, nazisme, kommunisme og socialisme er ikke mindre aktuelle. Mere end nogen sinde er det nødvendigt at minde læserne om, at den realiserede socialisme helt grundlæggende er anti-demokratisk. Mises pointer kan i øvrigt uden videre læses, overvejes og tages med i opgøret med kollektivismen efter murens fald. Jo bedre man forstår hvorfor den socialistiske kollektivisme er ondartet, desto bedre kan man gøre op med den.
Er man yderligere interesseret i forfatterfilosoffen Ayn Rands tanker vil man måske også blive forbavset over hvor meget materiale, man finder i ”Socialism”, som man ”genfinder” i Rands arbejde – blot står problemstillingerne formuleret mere eksplicit i Rands værker. (Hun læste ham også). Mises er meget tæt på direkte at udtrykke Rands budskab om, at altruisme er den største og den mest overordnede trussel mod velstandsskabelse og kapitalisme.
Helt overordnet viser Ludwig von Mises først og fremmest, at det er de politiske ideer (og altså også de politiske ideers forskellige moralske fundamenter), som er afgørende for den økonomiske politik. Det er ideerne, der styrer adfærden i verden. Dette var som bekendt helt modsat socialisten Karl Marx’ tanker, som netop mente at det var de ydre faktorer, der styrede menneskers adfærd. Marx hævde således at "man" (alle andre end Marx og få andre) var styrede af kræfter udenfor dem selv. Den sidste ide genfinder vi ofte i megen dagligdags retorik, og desværre nok også når det gælder modviljen mod at være konsekvent i forhold til kriminalitet.
Bogen præsenterer - jævnfør også det ovenstående - læseren for nogle af de psykologiske grunde til, at utopien om socialisme har eksisteret så længe; og hvorfor det er lykkedes utopisterne at dominere på den intellektuelle scene, - selv efter flere århundreder med en velstandsskabende kapitalisme. I ”Socialism” beretter Mises på denne måde om tilstedeværelsen af noget, man må kalde et slags forbud i socialistiske kredse mod at diskutere den realiserede socialisme, som det i praksis skete kort tid efter Karl Marx opdukken i historien. Det eneste man kunne få lov til var at kritisere kapitalismen, og så afslutningsvist at lovprise socialismens gode intentioner. Men at diskutere de praktiske konsekvenser, og de mange indre modsætninger og paradokser, som den økonomiske socialisme indeholder var derimod tabu-belagt.
I sidste instans er det vel også denne (nærmest religiøse) dogmatisme, der i dag er forklaringen på det danske velfærds-vadested: Man har bevæget sig imod socialisme i kraft af det stigende skattetryk og den offentlige sektor. Det gjorde man ud fra ideen om, at socialismens intentioner var gode (d.v.s ideen om at socialisme var moralsk). Man gjorde det altså ikke ud fra ideer om hvorvidt konsekvenserne som sådan ved at bevæge sig i retning mod socialisme var godartede i praksis, det vil sige, om det reelt var logisk og fornuftigt at tilstræbe socialisme. Liberalister i dag må nu med hjælp fra Mises og Rand forklare, at det hverken er moralsk forsvarligt gradvist at afvikle den politiske og økonomiske frihed, men de må også samtidig minde de modvillige socialistiske teoretikere om, at vi er nødt til at diskutere de reelle konsekvenser af at tilstræbe socialisme (sådan som socialiseringen sker indenfor nogle områder): - At vi bliver fattigere; at økonomisk socialisme (og det er i sidste instans den eneste form for socialisme der findes) i praksis ikke er holdbar; og at gode intentioner nu engang ikke kan opveje skadelige konsekvenser.
Som nævnt er Mises bog lige så meget (og måske endda mere) relevant end første gang, den udkom, - og derfor udkommer den da også igen og igen. Den seneste version af bogen har et rosende forord fra nobelpristager F.A. Hayek, forfattet i 1978. Han skriver blandt andet følgende: ”Socialism promised to fulfill our hopes for a more rationel, more just world. And then came this book. Our hopes were dashed. Socialism told us that we had been looking for improvement in the wrong direction”.
Hele bogen kan også læses online. Men køb den. Der er tale om et stykke uovertruffen politologi.
Det er en udbredt fordom, at bøger, der handler om politik og samfundsforhold helst skal være helt nye og omhandle aktuelle sager, før de kan påberåbe sig læsernes interesse.
Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.
”Socialism” har undertitlen An economic and sociological analysis. Den vil især være interessant at læse for Statskundskabsstuderende, der ønsker en forståelse for sammenhængen mellem politiske ideer og økonomisk politik. Det anbefales derfor, at man læser denne bog - frem for eksempelvis Mises’ ”Human Action”, som den første, hvis man har fået mod på forfatteren, måske efter at have læst nogle af hans essays – evt. på mises.org eller til dansk oversatte via Liberator.dk
”Socialism” indeholder intet mindre end en guldgrube af betragtninger om de ideologiske strømninger, der har været årsagsgivende til fremkomsten af de ”velfærdsstater”, der er opstået i det 20. århundrede. Jævnfør det tidspunkt hvor bogen udkom første gang, er det i denne henseende bemærkelsesværdigt, at Mises ikke har opnået større berømmelse for sin kortlægning af de socialistiske argumentationsformer og intellektuelle fejltagelser, - og ikke mindst for hans forudsigelse af hvilke økonomiske problemer, der ville opstå i forbindelse med tilnærmelse til socialisme ad reformens vej. Det var jo i sidste instans dette som socialdemokratismen og velfærdsstaterne i sidste instans handlede om: til sidst at indføre socialisme i økonomisk og politisk forstand.
I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat. Konklusionen når man har læst Mises kan simpelthen ikke være anderledes, end at de borgerlige fra og med starten af 1900-tallet ikke førte kamp imod socialiseringen af samfundet, hverken på det moralske plan, – eller hvad angår beskrivelsen af de negative konsekvenser forbundet med at lade statsmagten afvikle den økonomiske frihed. Men Mises bog findes (!), og her findes også en god del af den intellektuelle ammunition, som er nødvendig, hvis man ønsker et opgør med den politiske og økonomiske kollektivisme i dag.
Mises betragtninger om sammenhængen mellem socialisme og så religion/kristendom ville utvivlsomt vække opsigt, hvis de blev alment kendte. Det ville især udfordre en række af de (andre) borgerliges tanker. Mises kortlægning af forbindelserne mellem fascisme, nazisme, kommunisme og socialisme er ikke mindre aktuelle. Mere end nogen sinde er det nødvendigt at minde læserne om, at den realiserede socialisme helt grundlæggende er anti-demokratisk. Mises pointer kan i øvrigt uden videre læses, overvejes og tages med i opgøret med kollektivismen efter murens fald. Jo bedre man forstår hvorfor den socialistiske kollektivisme er ondartet, desto bedre kan man gøre op med den.
Er man yderligere interesseret i forfatterfilosoffen Ayn Rands tanker vil man måske også blive forbavset over hvor meget materiale, man finder i ”Socialism”, som man ”genfinder” i Rands arbejde – blot står problemstillingerne formuleret mere eksplicit i Rands værker. (Hun læste ham også). Mises er meget tæt på direkte at udtrykke Rands budskab om, at altruisme er den største og den mest overordnede trussel mod velstandsskabelse og kapitalisme.
Helt overordnet viser Ludwig von Mises først og fremmest, at det er de politiske ideer (og altså også de politiske ideers forskellige moralske fundamenter), som er afgørende for den økonomiske politik. Det er ideerne, der styrer adfærden i verden. Dette var som bekendt helt modsat socialisten Karl Marx’ tanker, som netop mente at det var de ydre faktorer, der styrede menneskers adfærd. Marx hævde således at "man" (alle andre end Marx og få andre) var styrede af kræfter udenfor dem selv. Den sidste ide genfinder vi ofte i megen dagligdags retorik, og desværre nok også når det gælder modviljen mod at være konsekvent i forhold til kriminalitet.
Bogen præsenterer - jævnfør også det ovenstående - læseren for nogle af de psykologiske grunde til, at utopien om socialisme har eksisteret så længe; og hvorfor det er lykkedes utopisterne at dominere på den intellektuelle scene, - selv efter flere århundreder med en velstandsskabende kapitalisme. I ”Socialism” beretter Mises på denne måde om tilstedeværelsen af noget, man må kalde et slags forbud i socialistiske kredse mod at diskutere den realiserede socialisme, som det i praksis skete kort tid efter Karl Marx opdukken i historien. Det eneste man kunne få lov til var at kritisere kapitalismen, og så afslutningsvist at lovprise socialismens gode intentioner. Men at diskutere de praktiske konsekvenser, og de mange indre modsætninger og paradokser, som den økonomiske socialisme indeholder var derimod tabu-belagt.
I sidste instans er det vel også denne (nærmest religiøse) dogmatisme, der i dag er forklaringen på det danske velfærds-vadested: Man har bevæget sig imod socialisme i kraft af det stigende skattetryk og den offentlige sektor. Det gjorde man ud fra ideen om, at socialismens intentioner var gode (d.v.s ideen om at socialisme var moralsk). Man gjorde det altså ikke ud fra ideer om hvorvidt konsekvenserne som sådan ved at bevæge sig i retning mod socialisme var godartede i praksis, det vil sige, om det reelt var logisk og fornuftigt at tilstræbe socialisme. Liberalister i dag må nu med hjælp fra Mises og Rand forklare, at det hverken er moralsk forsvarligt gradvist at afvikle den politiske og økonomiske frihed, men de må også samtidig minde de modvillige socialistiske teoretikere om, at vi er nødt til at diskutere de reelle konsekvenser af at tilstræbe socialisme (sådan som socialiseringen sker indenfor nogle områder): - At vi bliver fattigere; at økonomisk socialisme (og det er i sidste instans den eneste form for socialisme der findes) i praksis ikke er holdbar; og at gode intentioner nu engang ikke kan opveje skadelige konsekvenser.
Som nævnt er Mises bog lige så meget (og måske endda mere) relevant end første gang, den udkom, - og derfor udkommer den da også igen og igen. Den seneste version af bogen har et rosende forord fra nobelpristager F.A. Hayek, forfattet i 1978. Han skriver blandt andet følgende: ”Socialism promised to fulfill our hopes for a more rationel, more just world. And then came this book. Our hopes were dashed. Socialism told us that we had been looking for improvement in the wrong direction”.
Hele bogen kan også læses online. Men køb den. Der er tale om et stykke uovertruffen politologi.
14. november 2007
Ejendomsret, selvejerskab, indvandring, rationalitet og egeninteresse
Nyliberalismen utgår från den engelske 1600-talsfilosofen John Lockes idéer om naturrätt. Locke menade att varje individ, i egenskap av människa, av Gud givits rätten till liv, frihet och egendom. Moderna nyliberaler har ersatt Gud med naturen, det vill säga att eftersom människan av naturen styr sin kropp och har en fri vilja så har man rätt till sin kropp. Ur detta "självägande" härleder man sedan äganderätten.
Värden finns bara i förhållande till förnuftiga varelser, menar man, och värden uppstår när någon skapar dem med sitt arbete, till exempel genom att odla upp ett stycke jord. Eftersom man är ägare till värdet man skapade är man också ägare av jorden. Någon sådan koppling har ju till exempel inte staten till var och ens produktion, varför inte staten, eller någon annan utomstående, kan begära något av arbetets frukter.
På grund av självägandet menar man också att staten, oavsett om den styrs av en folkmajoritet eller en envåldsdiktator, inte har någon rätt att bestämma över individers liv så länge inte var och en gett sitt medgivande till det.
Dette kan man læse i en svensk præsentation af "Nyliberalisme" på det gratis internetleksikon Wikipedia. Et andet ord for nyliberalisme, er også rettighedsliberalisme, som vil være et mere anvendeligt udtryk i Danmark, eftersom "nyliberalisme" allerede er blevet et begreb, man har dæmoniseret fra socialisters side.
En debat, der nævnes på siden er blandt andet diskussionen om, hvordan beskyttelse af borgerne i form af politi, domstol og militær skal finansieres i kraft af de ovenstående principper, hvad angår ejendomsretten og respekten for menneskets frihed. Man kan endvidere læse om diskussioner vedrørende bankvæsen, intellektuel ejendomsret, socialpolitik, retten til at bære våben, EU, indvandring med videre, der bygger på liberalismens principper.
I den sidste anledning skal det dog nævnes, at spørgsmålet om indvandring, efter denne skribents mening bør modereres. "Fri indvandring" må kvalificeres i kraft af selve liberalismens principper:
For at liberalismens principper kan sikres indenfor et givent territorium, er man nødt til at have grænser, der sikrer, at modstandere af frihedens principper ikke kan afvikle disse. Det betyder, at indvandringen i praksis må være afgrænset ud fra frihedens principper. En værdifuld frihed kan med andre ord ikke sikres uden fysiske grænser.
Hvis et tilstrækkeligt antal individer flytter til et område, hvor man har tros-, tænke-, videnskabs-, handle-, informationsfrihed mv., som disse tilflyttere ikke bakker op om, - afskaffes til sidst disse friheder. Og hvis man accepterer dette (altså en sådan fri indvandring) sætter man dermed flertalsvælde over frihedsrettighederne. Gør man dette bakker man i praksis derfor ikke op om frihedens værdier. Man har i stedet brugt frihedens retorik (i kamp for "fri indvandring") til at borterodere den respekt for de individuelle frihedsrettigheder, der eksisterede indenfor det givne område. Læs mere i Indvandring på frihedens betingelser.
Det bagvedliggende princip, som skaber sammenhæng mellem den kvalificerede (afgrænsede) indvandring samt forsvaret for selvejerskab og privat ejendomsret er i øvrigt den oplyste egeninteresse.
Afsættet i ”oplyst egeninteresse” betyder, at man forsvarer nogle principper, som er livsfremmende for én selv; og som netop giver muligheder for at man kan handle rationelt også i forhold til andre – jævnfør også teksten foroven.
Denne egeninteressede adfærd, der orienterer sig ud fra langsigtede interesser, er så en adfærd, der netop også kommer andre til gavn, som tilsvarende orienterer sig rationelt og langsigtet. For dette er jo netop de værdier og den indstilling, man som et rationelt individ søger også hos andre: At andre også er rationelle og orienterer sig imod at forbedre deres situation på det lange sigt. Det er som teksten formidler det, netop sådanne værdier, der er nødvendige forudsætninger for velstandsskabelse for den enkelte, og dermed også for omgivelserne.
At forsvare egeninteressen og de friheder, der sikrer den, er altså samtidig at forsvare en fælles interesse: Man forsvarer disse principper eftersom man styrker de værdier og handlemuligheder, som giver alle andre de bedst tænkelige vilkår for at frembringe noget, som man også selv har et behov for.
Tilsvarende må den indvandringspolitik man fører, bygge på det samme grundlag. Politikken kan ikke være fri, men må være kvalificeret og afgrænset. - På samme måde kan man i øvrigt ikke afvikle de statslige grænser til fordel for en udflydende regionalstats (EU’s), der bygger på modstridende principper, hvis man virkelig går ind for forsvaret af den private ejendomsret og de øvrige frihedsrettigheder.
Besøg http://sv.wikipedia.org/wiki/Nyliberalism.
Dansk side om Liberalisme på http://da.wikipedia.org/wiki/Liberalisme.
Värden finns bara i förhållande till förnuftiga varelser, menar man, och värden uppstår när någon skapar dem med sitt arbete, till exempel genom att odla upp ett stycke jord. Eftersom man är ägare till värdet man skapade är man också ägare av jorden. Någon sådan koppling har ju till exempel inte staten till var och ens produktion, varför inte staten, eller någon annan utomstående, kan begära något av arbetets frukter.
På grund av självägandet menar man också att staten, oavsett om den styrs av en folkmajoritet eller en envåldsdiktator, inte har någon rätt att bestämma över individers liv så länge inte var och en gett sitt medgivande till det.
Dette kan man læse i en svensk præsentation af "Nyliberalisme" på det gratis internetleksikon Wikipedia. Et andet ord for nyliberalisme, er også rettighedsliberalisme, som vil være et mere anvendeligt udtryk i Danmark, eftersom "nyliberalisme" allerede er blevet et begreb, man har dæmoniseret fra socialisters side.
En debat, der nævnes på siden er blandt andet diskussionen om, hvordan beskyttelse af borgerne i form af politi, domstol og militær skal finansieres i kraft af de ovenstående principper, hvad angår ejendomsretten og respekten for menneskets frihed. Man kan endvidere læse om diskussioner vedrørende bankvæsen, intellektuel ejendomsret, socialpolitik, retten til at bære våben, EU, indvandring med videre, der bygger på liberalismens principper.
I den sidste anledning skal det dog nævnes, at spørgsmålet om indvandring, efter denne skribents mening bør modereres. "Fri indvandring" må kvalificeres i kraft af selve liberalismens principper:
For at liberalismens principper kan sikres indenfor et givent territorium, er man nødt til at have grænser, der sikrer, at modstandere af frihedens principper ikke kan afvikle disse. Det betyder, at indvandringen i praksis må være afgrænset ud fra frihedens principper. En værdifuld frihed kan med andre ord ikke sikres uden fysiske grænser.
Hvis et tilstrækkeligt antal individer flytter til et område, hvor man har tros-, tænke-, videnskabs-, handle-, informationsfrihed mv., som disse tilflyttere ikke bakker op om, - afskaffes til sidst disse friheder. Og hvis man accepterer dette (altså en sådan fri indvandring) sætter man dermed flertalsvælde over frihedsrettighederne. Gør man dette bakker man i praksis derfor ikke op om frihedens værdier. Man har i stedet brugt frihedens retorik (i kamp for "fri indvandring") til at borterodere den respekt for de individuelle frihedsrettigheder, der eksisterede indenfor det givne område. Læs mere i Indvandring på frihedens betingelser.
Det bagvedliggende princip, som skaber sammenhæng mellem den kvalificerede (afgrænsede) indvandring samt forsvaret for selvejerskab og privat ejendomsret er i øvrigt den oplyste egeninteresse.
Afsættet i ”oplyst egeninteresse” betyder, at man forsvarer nogle principper, som er livsfremmende for én selv; og som netop giver muligheder for at man kan handle rationelt også i forhold til andre – jævnfør også teksten foroven.
Denne egeninteressede adfærd, der orienterer sig ud fra langsigtede interesser, er så en adfærd, der netop også kommer andre til gavn, som tilsvarende orienterer sig rationelt og langsigtet. For dette er jo netop de værdier og den indstilling, man som et rationelt individ søger også hos andre: At andre også er rationelle og orienterer sig imod at forbedre deres situation på det lange sigt. Det er som teksten formidler det, netop sådanne værdier, der er nødvendige forudsætninger for velstandsskabelse for den enkelte, og dermed også for omgivelserne.
At forsvare egeninteressen og de friheder, der sikrer den, er altså samtidig at forsvare en fælles interesse: Man forsvarer disse principper eftersom man styrker de værdier og handlemuligheder, som giver alle andre de bedst tænkelige vilkår for at frembringe noget, som man også selv har et behov for.
Tilsvarende må den indvandringspolitik man fører, bygge på det samme grundlag. Politikken kan ikke være fri, men må være kvalificeret og afgrænset. - På samme måde kan man i øvrigt ikke afvikle de statslige grænser til fordel for en udflydende regionalstats (EU’s), der bygger på modstridende principper, hvis man virkelig går ind for forsvaret af den private ejendomsret og de øvrige frihedsrettigheder.
Besøg http://sv.wikipedia.org/wiki/Nyliberalism.
Dansk side om Liberalisme på http://da.wikipedia.org/wiki/Liberalisme.
5. september 2007
Star Trek og værdikampen
Som nævnt i et indlæg i Nyhedsmagasinet RÆSON, kan der findes et vist slægtskab mellem Star Trek og Liberalismen. Det handler blandt andet om, at begge er koncepter, der beskæftiger sig med fremskridt og civilisation. Der findes vel at mærke også en forbindelse mellem den frihedsorienterede skønlitterære forfatter Ayn Rand og så Star Treks skaber Gene Roddenberry. Star Treks ophavsmand var således bekendt med filosoffen Ayn Rand, der med sit forfatterskab i særdeleshed har bidraget til at øge interessen for politisk og økonomisk frihed i USA.
Der er dog også nogle tilsyneladende uligheder, samt åbenlyse forskelle på hvad Star Trek, står for, og så hvad det betyder, at gå ind for alle de friheder, som omfattes af den politiske og økonomiske liberalisme. Som et yderpunkt – der afviser forbindelsen - kan der identificeres en tilgang, der mener at Star Trek, står for noget autoritært og statscentreret - og i bund og grund noget negativt og uforeneligt med frihedsorienteret værdikamp. Som et andet yderpunkt findes altså dem, der mener at Star Trek netop handler om noget af det gode ved liberalisme: Fremkomsten af teknologi og maskiner, der gør vores liv lettere.
Hertil må så bemærkes, at begge disse to tilgange tager fejl, eftersom Star Trek ikke som det primære handler om økonomiske systemer eller for den sags skyld teknologi – men først og fremmest om mennesker, der interagerer med hinanden, og som gør dette ud fra nogle bestemte værdier. Og med den sidste indfaldsvinklen bliver det langt lettere at se, hvorfor lighederne mellem liberalisme og Star Trek er større end forskellene.
Forudsætningen for at liberalisme, det vil sige udbredt økonomisk og politisk frihed kan realiseres er nu engang, at mennesket er et fornuftsvæsen herunder rationelt, målrettet, skabende, kreativt og undersøgende. Det er netop den socialistiske stat, der via statspropaganda gør sit bedste for at præsentere den modsatte version. Star Trek er blevet til i USA, der om noget er individualismens hjemland. Og individualisme handler netop om evnen til at gøre en forskel som individ, dér hvor man er. Den liberalistiske individualisme, handler præcis som i Star Trek om, at mennesket underlægger sig naturen, og forandrer omgivelserne, så de bedre passer til individernes egne behov.
Den individualisme som man finder i Star Trek handler tilsvarende ikke, som det er tilfældet for socialisme om, at mennesker underlægger sig mennesker. (For det er resultatet af kollektivisme i praksis). Målet for at udforske er således, at finde nye muligheder for frivilligt samarbejde med andre civilisationer. Star Trek serien viderebringer samtidig indfaldsvinklen, at vi (i modsætning til hvad der kommer fra Forbrugerstyrelsen) ikke er ofre for vores egen kreativitet og skabertrang, men at vi som mennesker har såvel evnen som retten til at nyde de frembringelser, der skabes ud fra de elementer, der findes i naturen. Der er således ingen maskinstormere eller ”grønne” som hovedpersoner i serien – eller på stjerneskibet Enterprise i det hele taget. Det kan der af gode grunde ikke være. (Og nej, man kan ikke bestille ”økologisk” mad ombord.)
Miljøbevægelsen, hvad angår menneskers civilisation lader i Star Treks fremtid i det store hele til at være et overstået kapitel. Nogle få afsnit i de første serier kan ligefrem siges at gøre nar af såvel hippier som økologister. En af Enterprise' officererer i 1960’ernes serie rammes således af en rumsyge, der fører til udråb om, at man skal lade universet være i fred! (The naked Time, the Original Series, Season one). I en anden episode fra 1960’erne er der tale om forkælede unge, der er åbenlyse maskinstormere og vil tilbage til naturen. Det vil de naturligvis i kraft af et stjerneskib, der skal finde en passende ”uspoleret” planet til formålet. (The Way to Eden, The Original series, Season three). Her kan man derfor iagttage det hykleri, man også finder i vor tid, med grupperinger, der vil leve i tryghed og med velstand - og så på en og samme tid vil tilbage til det oprindelige.
Hele indstillingen om fremskridt og fremgang, og om at universet er menneskets tumleplads, er dermed ifølge denne forfatter udtryk for noget centralt ved liberalisme og også ved Star Trek. Derfor fokuseres der også herfra især på de ideologier, der udgør en trussel mod fremskridtet, hvad enten det er socialisme, islamisme eller økologisme. Hvis man ikke forstår truslen kan man netop forestille sig, hvad disse totalitære ’ismer ville gøre ved den civiliserede og omgængelige adfærd på Enterprise.
Socialisterne, som rendyrkede kollektivister finder man i øvrigt også i skikkelse af det teknologiske mareridt ”the borgs”, der er i besiddelse af en "kollektiv bevidsthed". Islamisme finder man i form af krigeriske civilisationer. Tilsvarende finder man økologisme, i form af kulturer, der har besluttet sig for at låse deres kultur fast på et bestemt stade - til ære for stilstanden og en misforstået respekt for miljøet som værdi-i-sig-selv. Økologisterne i Star Trek, som man af og til besøger, kommer netop til at fremstå lattervækkende, eftersom de får besøg af en menneskelig civilisation, fra hvis side man kan redde liv med overlegen teknologi og kundskaber - erhvervet via åbenhed overfor det nye og dermed også i kraft af manglende respekt for rigide traditioner; og hvor man vel at mærke også takket være sin teknologi kan løse konkrete miljøudfordringer langt bedre end de økologisk stavnsbundne kan!.
Socialisme, som egalitarisme (lighedstrang), handler således ikke om fremskridt (og med undtagelse af de usandsynlige ”borgs) heller ikke om teknologi, men er et gammelt fænomen, der har holdt mennesker tilbage de sidste 130.000 år. Vor tids socialister iklæder sig blot videnskabens gevandter.
Respekten for videnskaben i befolkningen skyldes tværtimod netop liberalismen. Det er liberalismen, der har spredt de videnskabelige landvindinger til den almindelige befolkning. Det er takket være liberalisme, at der er fænomener, som masseproduktion, produktudvikling, billiggørelse o.s.v. Star Trek-serien er da også en kontant og konstant hyldest til mennesker, der får gjort noget, og som ”passer deres arbejde”, om man vil. Man behøver samtidig ikke være en af hovedpersonerne i serien for at gøre en forskel. Af og til er det et af de ukendte medlemmer, der træder til og redder dagen. Og her er en anden undtagelse, der vedrører Star Trek: Universet og Enterprise er ikke befolket af inkompetente, hvor heltene er undtagelser. Heltene er blot dygtigere end resten. (Hvilket står i skrap kontrast til de mange thrillers, hvor praktisk talt alle andre end hovedpersonen er inkompetente, og hvor de fleste andre i thriller-universet enten er korrupte eller ligeglade med, hvad der foregår).
Dertil kommer respekten for forskelligheder og individualitet, som man finder i Star Trek. Hvad angår det sidste, er man dog ganske rigtigt ikke helt konsistent i denne respekt for individuelle forskelligheder. Skal man være kritisk, må man konstatere, at det i Star Trek nogle gange ikke er individualitet, man respekterer. Af og til accepterer man en række former for undertrykkelse i mangfoldighedens (multikulturens) navn. Det man hylder i stedet, bliver så ”grupperettigheder” og/eller ”gruppeidentitet”. Denne inkonsistens kan skyldes, at forskellige forfattere har været involveret i de enkelte afsnit. Det kan også skyldes inkonsistens hos den enkelte forfatter. Sandheden er derfor, at Star Trek ikke er konsistent, og ikke kan sættes i bås politisk, men at der kan identificeres en række positive værdier. Dette har imidlertid ikke forhindret visse ”libertarianere” i at stemple Star Trek som socialistisk, statscentreret, militant og autoritært. Denne fløj har også set sig vred på den økonomi, som findes (eller som rettere stort set ikke findes) i Gene Roddenberrys fremtidsverden. Sagen er imidlertid, at Roddenberry såvel som Rand forsvarer ideen om, at mennesket er et mål i sig selv. (Rand gør det så en del mere konsistent).
Den mest kritiske fløj har derfor ikke forstået Star Treks positive kulturelle betydning, som handler om de karakterer, som man finder i serien herunder deres ret uformelle og tvangfrie kommunikation; og som også handler om, at de hver især har retten til deres individualitet, selvstændighed, rationalitet og faktuelle orientering. Man følger netop ikke blindt kaptajnen.
Den libertarianske surhed over, at der er en hierarkisk struktur på stjerneskibet Enterprise må tilsvarende siges at være malplaceret. Et skib uden en vis grad af hierarkisk struktur og veldefinerede kommandoveje er en praktisk umulighed. Ideen om et stjerneskib drevet i kraft af anarkisme, kan kun siges at være en socialistisk drøm, der intet har at gøre under overskriften ”frihedsorienteret værdikamp”. Det samme gælder naturligvis ideen om, at der skal være lighed på en arbejdsplads. Det er intet andet end anarkistisk socialisme. Der er nu engang ikke lighed i virkelighedens verden. Så hvorfor forsøge at få virkeligheden til at ligne en utopi, som ikke kan lade sig gøre; og som hver gang man forsøger at realisere den, viser sig at være et mareridt i praksis?
Så uanset om Enterprise var statsejet eller privatejet måtte strukturen selvsagt være hierarkisk. Det er forudsætningen for at man kan føre et hvilket som helst skib. Hvorfor ødelægge forudsætningerne for, at man kan udrette noget, blot for, at man kan insistere på at opføre sig barnagtigt, og lege at der ikke er forskel på intelligens, evner, talenter, ambition, vision, forståelse, dygtighed og så videre? Det er netop hvad de der ønsker at udbrede demokratiet til arbejdspladsen forsøger: Man vil ophæve virkelighedens forskelle og insistere på det egalitære, uanset konsekvenserne. Så heldigvis er strukturen på Star Trek, som på et hvert andet fartøj af en vis størrelse hierarkisk – uanset om det er militært eller civilt. Virkelighedens verden vil altid have nogle, der er ansvarlige indenfor bestemte områder, og som derfor har mere at skulle sige indenfor disse områder end andre.
I samme omfang har man fra den mest kritiske libertarianske fløj i vid udstrækning heller ikke forstået forudsætningerne for økonomisk fremgang. For disse handler som bekendt ikke blot om spille-regler. Det er med andre ord helt forkert, at fokusere på, om Enterprise er statsejet eller ikke (på samme måde som det er, at beklage sig over hiearkiet); eller for den sags skyld om der er en guldstandard eller ej i Roddenberrys univers (!) Forudsætningerne for at man måske en gang i fremtiden vil kunne nå i retning af en fremtidsverden ala Star Treks, forsætter nu engang som det primære, at mennesker er selvstændige, uafhængige, rationelle og fornuftsorienterede, og det er netop dette som science fiction-serien indeholder og viderebringer som en positiv værdi.
Med Star Trek findes således netop en ret vigtig undtagelse til alle de sociale bøvehoveder, som moderne fiktion, som film og tv-serier er smækfyldte af. I Star Trek står man overfor problemer, som man løser ved at bruge sin fornuft og de midler, man har til rådighed. Man kommer for det meste hele vejen rundt i brugen af intellektuelle redskaber til at tackle de mest forskelligartede udfordringer: samfundsvidenskab, kulturforståelse, matematik, psykologi, teknik, ingeniørvidenskab, lægevidenskab, militærstrategi, m.m. I vor tids amerikanske ”sitcoms” findes Star Treks personligheder derimod praktisk talt ikke længere: Her bruges i stedet 25 minutter på oneliners og gentagelsesfyldt tomgang. Noget af dette er underholdende på kort sigt, men det er aldrig virkeligt udfordrende. Det er samtidig yderst sjældent inspirerende. På vores side af Atlanten er det endnu værre. Her findes praktisk talt ingen forbilleder, men mere rædselsfuldt stort set kun socialrealistiske serier – ofte krimiserier, eller serier om papfædre og skilsmissebørn.
Med andre ord så er heltene, som de findes i Star Trek, forsvundet fra Europa. Dette er naturligvis helt i overensstemmelse med at den eneste ”helt” på kontinentet efterhånden er blevet Staten, der giver tilskud og krisehjælp til den stadigt voksende andel af befolkningen, der så kulturelt "hjælpes" til at miste troen på dem selv. I staten har man netop brug for via kulturen at fremstille de almindelige borgere, som ofre og hjælpeløse. Her udfylder de statslige eller statsstøttede tv-kanaler, deres opgave til punkt og prikke. - Derfor er der samtidig grund til at glæde sig over, at det private SBS-net for tiden genudsender Star Trek, der også langt overgår de "moderne" Science Fiction-serier, der kvæler sig selv i mysticisme – hvilket både gælder for Battlestar Galactica samt den ulidelige båndsløjfe - Stargate.
Star Trek er således fiktion, der tjener et formål ved at være inspirerende og visionær. Det er et alternativ til den moderne amerikanske dumsmarte dåselatter og den ligeså ulidelige europæiske grædekone-tv-serie. Med Star Trek er der i stedet tale om rollemodeller, forbilleder og helteskikkelser, sådan som man også kender dem fra De tre musketerer (Dumas), Ivanhoe (Scott), Jules Vernes og Victor Hugos bøger samt også tegneseriernes verden. Der er tale om mennesker, der handler ud fra nogle bestemte værdier; og hvor karaktererne i et eller andet omfang også udvikler sig, eftersom de fra forfatterens hånd har mulighederne for det. Om heltene i så fald befinder sig på et statsejet stjerneskib er i sagens natur underordnet.
Med andre ord bør fiktion ikke mindst handle om individer, man kan relatere sig til, eftersom de har positive holdninger og værdier, man kan genkende, forstå og bruge i praksis. Gary McGath forklarer en del af denne værdifuldhed i essayet Star Trek lives!:
”The "Optimism Effect" is the view of the future which Star Trek provides. It is a "vision of a brighter future of man, and of a world characterized by hope, achievement and understanding." Star Trek's presentation of such a future provides an image of success which can encourage someone seeking success for himself.
The Optimism Effect is not only a statement about the future, it is a statement about the nature of reality. In facing difficulties, discovering their nature and sources, and overcoming them, the Star Trek characters show "that the mind can understand reality and be a useful tool of survival." This philosophical optimism puts Star Trek in contrast with the view, which is prevalent today, that reality is malevolent and incomprehensible.
Closely related to the Optimism Effect is the "Goal Effect." This is the presentation of the idea "that important goals are worthwhile, worth striving for and -- attainable." Every episode of Star Trek deals with the seeking and attaining of important goals -- the saving of a life, a planet, or even a galaxy, the correction of an injustice, the attainment of co-operation between civilizations. ”
Læs mere i Gary McGath Star Trek Lives! (Blandt andet om Gene Roddenberrys interesse for Ayn Rand)
Johan Norberg - Ten favourite TV serials: Captain Kirk’s impulsive urge to liberty and Mr Spock’s rationality made this 60s classic the first really optimistic science fiction series, combining action and ideas. “To boldly go where no man has gone before”, is the noblest battle cry ever.
Warp speed Libertarianism af Alberto Mingardi (Negativt syn fra "libertarianer")
Was Spock an Austro-libertarian? af Jack Maturin (Positivt syn fra "libertarianer")
Ayn Rand – the Romantic Manifesto - Kunst har et psykologisk formål ifølge Ayn Rand. Dette formål handler ikke mindst om inspiration og motivation.
Anders Næsby i Jyllands-Posten - Kronik: Da helten forsvandt fra historien
Star Trek på COIN-bloggen.
En plan for Liberalisterne: til angreb på Venstre (om liberalisme som et koncept)
Hymne og menneskets omgivelser i fremtiden (Om miljøbevægelsen og Ayn Rand, Isaac Asimov, Aldous Huxley og George Orwell).
Wikipedia – Star Trek
Wikipedia - Gene Roddenberry
Der er dog også nogle tilsyneladende uligheder, samt åbenlyse forskelle på hvad Star Trek, står for, og så hvad det betyder, at gå ind for alle de friheder, som omfattes af den politiske og økonomiske liberalisme. Som et yderpunkt – der afviser forbindelsen - kan der identificeres en tilgang, der mener at Star Trek, står for noget autoritært og statscentreret - og i bund og grund noget negativt og uforeneligt med frihedsorienteret værdikamp. Som et andet yderpunkt findes altså dem, der mener at Star Trek netop handler om noget af det gode ved liberalisme: Fremkomsten af teknologi og maskiner, der gør vores liv lettere.
Hertil må så bemærkes, at begge disse to tilgange tager fejl, eftersom Star Trek ikke som det primære handler om økonomiske systemer eller for den sags skyld teknologi – men først og fremmest om mennesker, der interagerer med hinanden, og som gør dette ud fra nogle bestemte værdier. Og med den sidste indfaldsvinklen bliver det langt lettere at se, hvorfor lighederne mellem liberalisme og Star Trek er større end forskellene.
Forudsætningen for at liberalisme, det vil sige udbredt økonomisk og politisk frihed kan realiseres er nu engang, at mennesket er et fornuftsvæsen herunder rationelt, målrettet, skabende, kreativt og undersøgende. Det er netop den socialistiske stat, der via statspropaganda gør sit bedste for at præsentere den modsatte version. Star Trek er blevet til i USA, der om noget er individualismens hjemland. Og individualisme handler netop om evnen til at gøre en forskel som individ, dér hvor man er. Den liberalistiske individualisme, handler præcis som i Star Trek om, at mennesket underlægger sig naturen, og forandrer omgivelserne, så de bedre passer til individernes egne behov.
Den individualisme som man finder i Star Trek handler tilsvarende ikke, som det er tilfældet for socialisme om, at mennesker underlægger sig mennesker. (For det er resultatet af kollektivisme i praksis). Målet for at udforske er således, at finde nye muligheder for frivilligt samarbejde med andre civilisationer. Star Trek serien viderebringer samtidig indfaldsvinklen, at vi (i modsætning til hvad der kommer fra Forbrugerstyrelsen) ikke er ofre for vores egen kreativitet og skabertrang, men at vi som mennesker har såvel evnen som retten til at nyde de frembringelser, der skabes ud fra de elementer, der findes i naturen. Der er således ingen maskinstormere eller ”grønne” som hovedpersoner i serien – eller på stjerneskibet Enterprise i det hele taget. Det kan der af gode grunde ikke være. (Og nej, man kan ikke bestille ”økologisk” mad ombord.)
Miljøbevægelsen, hvad angår menneskers civilisation lader i Star Treks fremtid i det store hele til at være et overstået kapitel. Nogle få afsnit i de første serier kan ligefrem siges at gøre nar af såvel hippier som økologister. En af Enterprise' officererer i 1960’ernes serie rammes således af en rumsyge, der fører til udråb om, at man skal lade universet være i fred! (The naked Time, the Original Series, Season one). I en anden episode fra 1960’erne er der tale om forkælede unge, der er åbenlyse maskinstormere og vil tilbage til naturen. Det vil de naturligvis i kraft af et stjerneskib, der skal finde en passende ”uspoleret” planet til formålet. (The Way to Eden, The Original series, Season three). Her kan man derfor iagttage det hykleri, man også finder i vor tid, med grupperinger, der vil leve i tryghed og med velstand - og så på en og samme tid vil tilbage til det oprindelige.
Hele indstillingen om fremskridt og fremgang, og om at universet er menneskets tumleplads, er dermed ifølge denne forfatter udtryk for noget centralt ved liberalisme og også ved Star Trek. Derfor fokuseres der også herfra især på de ideologier, der udgør en trussel mod fremskridtet, hvad enten det er socialisme, islamisme eller økologisme. Hvis man ikke forstår truslen kan man netop forestille sig, hvad disse totalitære ’ismer ville gøre ved den civiliserede og omgængelige adfærd på Enterprise.
Socialisterne, som rendyrkede kollektivister finder man i øvrigt også i skikkelse af det teknologiske mareridt ”the borgs”, der er i besiddelse af en "kollektiv bevidsthed". Islamisme finder man i form af krigeriske civilisationer. Tilsvarende finder man økologisme, i form af kulturer, der har besluttet sig for at låse deres kultur fast på et bestemt stade - til ære for stilstanden og en misforstået respekt for miljøet som værdi-i-sig-selv. Økologisterne i Star Trek, som man af og til besøger, kommer netop til at fremstå lattervækkende, eftersom de får besøg af en menneskelig civilisation, fra hvis side man kan redde liv med overlegen teknologi og kundskaber - erhvervet via åbenhed overfor det nye og dermed også i kraft af manglende respekt for rigide traditioner; og hvor man vel at mærke også takket være sin teknologi kan løse konkrete miljøudfordringer langt bedre end de økologisk stavnsbundne kan!.
Socialisme, som egalitarisme (lighedstrang), handler således ikke om fremskridt (og med undtagelse af de usandsynlige ”borgs) heller ikke om teknologi, men er et gammelt fænomen, der har holdt mennesker tilbage de sidste 130.000 år. Vor tids socialister iklæder sig blot videnskabens gevandter.
Respekten for videnskaben i befolkningen skyldes tværtimod netop liberalismen. Det er liberalismen, der har spredt de videnskabelige landvindinger til den almindelige befolkning. Det er takket være liberalisme, at der er fænomener, som masseproduktion, produktudvikling, billiggørelse o.s.v. Star Trek-serien er da også en kontant og konstant hyldest til mennesker, der får gjort noget, og som ”passer deres arbejde”, om man vil. Man behøver samtidig ikke være en af hovedpersonerne i serien for at gøre en forskel. Af og til er det et af de ukendte medlemmer, der træder til og redder dagen. Og her er en anden undtagelse, der vedrører Star Trek: Universet og Enterprise er ikke befolket af inkompetente, hvor heltene er undtagelser. Heltene er blot dygtigere end resten. (Hvilket står i skrap kontrast til de mange thrillers, hvor praktisk talt alle andre end hovedpersonen er inkompetente, og hvor de fleste andre i thriller-universet enten er korrupte eller ligeglade med, hvad der foregår).
Dertil kommer respekten for forskelligheder og individualitet, som man finder i Star Trek. Hvad angår det sidste, er man dog ganske rigtigt ikke helt konsistent i denne respekt for individuelle forskelligheder. Skal man være kritisk, må man konstatere, at det i Star Trek nogle gange ikke er individualitet, man respekterer. Af og til accepterer man en række former for undertrykkelse i mangfoldighedens (multikulturens) navn. Det man hylder i stedet, bliver så ”grupperettigheder” og/eller ”gruppeidentitet”. Denne inkonsistens kan skyldes, at forskellige forfattere har været involveret i de enkelte afsnit. Det kan også skyldes inkonsistens hos den enkelte forfatter. Sandheden er derfor, at Star Trek ikke er konsistent, og ikke kan sættes i bås politisk, men at der kan identificeres en række positive værdier. Dette har imidlertid ikke forhindret visse ”libertarianere” i at stemple Star Trek som socialistisk, statscentreret, militant og autoritært. Denne fløj har også set sig vred på den økonomi, som findes (eller som rettere stort set ikke findes) i Gene Roddenberrys fremtidsverden. Sagen er imidlertid, at Roddenberry såvel som Rand forsvarer ideen om, at mennesket er et mål i sig selv. (Rand gør det så en del mere konsistent).
Den mest kritiske fløj har derfor ikke forstået Star Treks positive kulturelle betydning, som handler om de karakterer, som man finder i serien herunder deres ret uformelle og tvangfrie kommunikation; og som også handler om, at de hver især har retten til deres individualitet, selvstændighed, rationalitet og faktuelle orientering. Man følger netop ikke blindt kaptajnen.
Den libertarianske surhed over, at der er en hierarkisk struktur på stjerneskibet Enterprise må tilsvarende siges at være malplaceret. Et skib uden en vis grad af hierarkisk struktur og veldefinerede kommandoveje er en praktisk umulighed. Ideen om et stjerneskib drevet i kraft af anarkisme, kan kun siges at være en socialistisk drøm, der intet har at gøre under overskriften ”frihedsorienteret værdikamp”. Det samme gælder naturligvis ideen om, at der skal være lighed på en arbejdsplads. Det er intet andet end anarkistisk socialisme. Der er nu engang ikke lighed i virkelighedens verden. Så hvorfor forsøge at få virkeligheden til at ligne en utopi, som ikke kan lade sig gøre; og som hver gang man forsøger at realisere den, viser sig at være et mareridt i praksis?
Så uanset om Enterprise var statsejet eller privatejet måtte strukturen selvsagt være hierarkisk. Det er forudsætningen for at man kan føre et hvilket som helst skib. Hvorfor ødelægge forudsætningerne for, at man kan udrette noget, blot for, at man kan insistere på at opføre sig barnagtigt, og lege at der ikke er forskel på intelligens, evner, talenter, ambition, vision, forståelse, dygtighed og så videre? Det er netop hvad de der ønsker at udbrede demokratiet til arbejdspladsen forsøger: Man vil ophæve virkelighedens forskelle og insistere på det egalitære, uanset konsekvenserne. Så heldigvis er strukturen på Star Trek, som på et hvert andet fartøj af en vis størrelse hierarkisk – uanset om det er militært eller civilt. Virkelighedens verden vil altid have nogle, der er ansvarlige indenfor bestemte områder, og som derfor har mere at skulle sige indenfor disse områder end andre.
I samme omfang har man fra den mest kritiske libertarianske fløj i vid udstrækning heller ikke forstået forudsætningerne for økonomisk fremgang. For disse handler som bekendt ikke blot om spille-regler. Det er med andre ord helt forkert, at fokusere på, om Enterprise er statsejet eller ikke (på samme måde som det er, at beklage sig over hiearkiet); eller for den sags skyld om der er en guldstandard eller ej i Roddenberrys univers (!) Forudsætningerne for at man måske en gang i fremtiden vil kunne nå i retning af en fremtidsverden ala Star Treks, forsætter nu engang som det primære, at mennesker er selvstændige, uafhængige, rationelle og fornuftsorienterede, og det er netop dette som science fiction-serien indeholder og viderebringer som en positiv værdi.
Med Star Trek findes således netop en ret vigtig undtagelse til alle de sociale bøvehoveder, som moderne fiktion, som film og tv-serier er smækfyldte af. I Star Trek står man overfor problemer, som man løser ved at bruge sin fornuft og de midler, man har til rådighed. Man kommer for det meste hele vejen rundt i brugen af intellektuelle redskaber til at tackle de mest forskelligartede udfordringer: samfundsvidenskab, kulturforståelse, matematik, psykologi, teknik, ingeniørvidenskab, lægevidenskab, militærstrategi, m.m. I vor tids amerikanske ”sitcoms” findes Star Treks personligheder derimod praktisk talt ikke længere: Her bruges i stedet 25 minutter på oneliners og gentagelsesfyldt tomgang. Noget af dette er underholdende på kort sigt, men det er aldrig virkeligt udfordrende. Det er samtidig yderst sjældent inspirerende. På vores side af Atlanten er det endnu værre. Her findes praktisk talt ingen forbilleder, men mere rædselsfuldt stort set kun socialrealistiske serier – ofte krimiserier, eller serier om papfædre og skilsmissebørn.
Med andre ord så er heltene, som de findes i Star Trek, forsvundet fra Europa. Dette er naturligvis helt i overensstemmelse med at den eneste ”helt” på kontinentet efterhånden er blevet Staten, der giver tilskud og krisehjælp til den stadigt voksende andel af befolkningen, der så kulturelt "hjælpes" til at miste troen på dem selv. I staten har man netop brug for via kulturen at fremstille de almindelige borgere, som ofre og hjælpeløse. Her udfylder de statslige eller statsstøttede tv-kanaler, deres opgave til punkt og prikke. - Derfor er der samtidig grund til at glæde sig over, at det private SBS-net for tiden genudsender Star Trek, der også langt overgår de "moderne" Science Fiction-serier, der kvæler sig selv i mysticisme – hvilket både gælder for Battlestar Galactica samt den ulidelige båndsløjfe - Stargate.
Star Trek er således fiktion, der tjener et formål ved at være inspirerende og visionær. Det er et alternativ til den moderne amerikanske dumsmarte dåselatter og den ligeså ulidelige europæiske grædekone-tv-serie. Med Star Trek er der i stedet tale om rollemodeller, forbilleder og helteskikkelser, sådan som man også kender dem fra De tre musketerer (Dumas), Ivanhoe (Scott), Jules Vernes og Victor Hugos bøger samt også tegneseriernes verden. Der er tale om mennesker, der handler ud fra nogle bestemte værdier; og hvor karaktererne i et eller andet omfang også udvikler sig, eftersom de fra forfatterens hånd har mulighederne for det. Om heltene i så fald befinder sig på et statsejet stjerneskib er i sagens natur underordnet.
Med andre ord bør fiktion ikke mindst handle om individer, man kan relatere sig til, eftersom de har positive holdninger og værdier, man kan genkende, forstå og bruge i praksis. Gary McGath forklarer en del af denne værdifuldhed i essayet Star Trek lives!:
”The "Optimism Effect" is the view of the future which Star Trek provides. It is a "vision of a brighter future of man, and of a world characterized by hope, achievement and understanding." Star Trek's presentation of such a future provides an image of success which can encourage someone seeking success for himself.
The Optimism Effect is not only a statement about the future, it is a statement about the nature of reality. In facing difficulties, discovering their nature and sources, and overcoming them, the Star Trek characters show "that the mind can understand reality and be a useful tool of survival." This philosophical optimism puts Star Trek in contrast with the view, which is prevalent today, that reality is malevolent and incomprehensible.
Closely related to the Optimism Effect is the "Goal Effect." This is the presentation of the idea "that important goals are worthwhile, worth striving for and -- attainable." Every episode of Star Trek deals with the seeking and attaining of important goals -- the saving of a life, a planet, or even a galaxy, the correction of an injustice, the attainment of co-operation between civilizations. ”
Læs mere i Gary McGath Star Trek Lives! (Blandt andet om Gene Roddenberrys interesse for Ayn Rand)
Johan Norberg - Ten favourite TV serials: Captain Kirk’s impulsive urge to liberty and Mr Spock’s rationality made this 60s classic the first really optimistic science fiction series, combining action and ideas. “To boldly go where no man has gone before”, is the noblest battle cry ever.
Warp speed Libertarianism af Alberto Mingardi (Negativt syn fra "libertarianer")
Was Spock an Austro-libertarian? af Jack Maturin (Positivt syn fra "libertarianer")
Ayn Rand – the Romantic Manifesto - Kunst har et psykologisk formål ifølge Ayn Rand. Dette formål handler ikke mindst om inspiration og motivation.
Anders Næsby i Jyllands-Posten - Kronik: Da helten forsvandt fra historien
Star Trek på COIN-bloggen.
En plan for Liberalisterne: til angreb på Venstre (om liberalisme som et koncept)
Hymne og menneskets omgivelser i fremtiden (Om miljøbevægelsen og Ayn Rand, Isaac Asimov, Aldous Huxley og George Orwell).
Wikipedia – Star Trek
Wikipedia - Gene Roddenberry
1. august 2007
Ideologier kan ikke ignoreres
”Ideologi er ikke noget man skal skamme sig over eller erklære stendød,” sagde socialdemokraten Henrik Sass Larsen den 1. maj, ifølge den borgerlige internetavis 180grader.dk. Det gjorde han med henvisning til tidligere statsminister Poul Schlüters bemærkning om, at "ideologi er noget bras", hvilket Sass Larsen mente var en indstilling den nuværende regering havde taget til sig.
Hvis noget er ”ideologisk”, regnes det dog i almindelighed ofte uden for det gode selskab, men i vid udstrækning også som uden for indflydelse.
Men hvad nu hvis det er ideologierne, det vil sige ”de rene varer”, der rent faktisk er styrende for den politiske adfærd også inde på midten? Ville det rent faktisk ikke være fair, at sige, at midterpartierne manøvrer i kraft af de pejlemærker som polerne, de ideologiske fikspunkter, i politik udgør? For hvordan kunne man i grunden agere politisk uden disse poler?
Det skal således være påstanden at ideologierne i sidste instans rent faktisk er de pejlemærker, som er udslagsgivende for den politiske adfærd. Det betyder ikke nødvendigvis at man orienterer sig efter hvad der aktuelt skrives på aktuelle eksisterende ideologiske fora, men at man ikke desto mindre som mainstream alligevel lægger sig mellem de dominerende (historisk betydningsfulde) politiske ideologier, som de findes. Det betyder derfor også, at disse i realiteten har stor relevans (hvad der i det følgende vil fremstå som en underdrivelse) også for dem inde på midten i dansk politik.
Uden ideologi ingen politik
I virkeligheden er det ikke så vanskeligt at sandsynliggøre påstanden om at de rendyrkede ideologier spiller en stor og uomgængelig rolle for alle, der handler og taler politisk.
Som tankeeksperiment kan man simpelthen blot fjerne ideologierne. Man kan således forestille sig en verden uden socialisme, liberalisme, islamisme, kristendom, samt den ideologi, der proklamerer bekymring for menneskets omgivelser, de grønnes ideologi; den som nogle kalder ”økologisme”.
For hvad er der i så fald tilbage? Hvad skulle det Radikale Venstre i givet fald så være et kompromis imellem? Hvad ville de kompromissøgende forsøge at bøje ind i mod hinanden, hvis der ikke var socialistiske og liberalistiske indfaldsvinkler til at begynde med?
Partiet Venstre ville i så fald tilsvarende ikke have et ideologisk bagland. For dette bagland holder i vid udstrækning netop de liberalistiske principper i hævd. Venstre ville blot heller ikke have nogle neo-socialdemokrater, der tilsyneladende (som Claus Hjort Frederiksen) knuselsker velfærdsstaten i partitoppen.
Og uden socialisme så ingen ”velfærdsstat”: Socialdemokratiets mission var som bekendt at indføre socialisme via de små skridts vej, fra og med slutningen at 1800tallet. Denne lighedsfikserede ideologi er i kraft af tankeeksperimentet også væk. Derfor ville man tilsvarende ikke kunne have bevæget sig i denne (socialistiske) retning.
Men hvor søren ville man så have bevæget sig hen, uden en blanding af religiøse og verdslige ideologier; det vil sige uden et eller andet miks af kristendom, ateisme, socialisme, liberalisme m.v.? Og ville en verden uden ideologier i så fald være mere civiliseret?
Her skal man, hvad angår det sidste spørgsmål, være varsom med at skære alle ideologier over en kam. For nogle ideologier har haft ekstremt positive konsekvenser, og andre særdeles negative.
Derfor har Sass-Larsen ikke helt ret i sin påstand foroven. Nogle ideologier skal man skamme sig over. Der er blot ikke enighed om hvilke.
Men svaret på hvad der ville være uden nogle ideologier overhovedet, ville vel at mærke være: - ingen som helst civilisation; det vil sige ingen i absolut og altså ikke i relativ forstand.
For ideologier er netop pejlemærker for bevidst adfærd. De er produkter af tænkning og idé-formulering. Og hvis der ingen ideologier var overhovedet ville det simpelthen skyldes et totalt fravær af ideer. Ideologier er dermed en slags delmængde af ideernes verden; eller mere simplificeret. Ideologier er formaliserede og derfor let salgbare politiske ideer. Det er deres udbredelse og popularitet (forstået som tilslutning), der er årsagen til deres afgørende verdenshistoriske rolle.
De laverestående dyr (altså alle dyr, der står under mennesket) har således ingen ideologier - af den grund, at de ikke har nogen idéudvikling. De har således ikke ideologier, fordi de ikke er bevidste og refleksive, men i stedet handler per instinkt. Vores mindre kløgtige medskabninger har derfor hverken holdninger eller moral på nogen måde, der kan sammenlignes med menneskers. Og det er præcis moral og holdninger som de politiske ideologier bygger på, selv om ideologier som sådan ganske vist er formaliserede og simplificerede – i modsætning til mere originale ideer.
Ideologier er således politiske tankesystemer, hvor nogle så er nyttige og dermed fremmende for den menneskelige adfærd, og hvor andre i praksis har vist sig at være meget destruktive. At afskrive ideologier som sådan, vil derfor svare til, at man også giver afkald på moralske retningslinier - og i sidste instans samtidig på fornuft og bevidsthed.
Bevidste væsener udvikler således retningslinier, når de bevidst sætter sig nogle mål. Værdier, ideologier, moral og principper er nu integrerede og mere eller mindre konsistente opstillede mål (standarder) for adfærden, som det derfor er nødvendigt for bevidste væsner at formulere. Moral og etik fortæller os hvad vi bør gøre – her og nu. Vi handler dermed ud fra vores moralske ideer – eller også handler vi ud fra nogle andres. Men disse mål og ideer bliver ikke desto mindre opstillet, og man kan derfor vælge mellem dem. De findes og man ved de findes. Så ingen handler bare, det vil sige så snart man når et vist intelligens-niveau (Det er dog klart at svært hjerneskadede eller nyfødte ikke handler moralsk, men de kan som bekendt heller ikke klare sig uden hjælp fra deres mere intelligente omgivelser).
Man kan derfor godt lade som om ideologier ikke findes, - men det gør de. Man kan tilsvarende hævde at ideologier er ”noget bras” (typisk de aktuelt eksisterende ideologier – og måske var det i virkeligheden blot nogle aktuelle og bestemte ideologier som Poul Schlüter i sin tid – og med god grund - ikke brød sig om). - Men man kommer ikke uden om dem.
Ideologiernes rolle i dansk politik er derfor i høj grad undervurderet. Og at undervurdere ideologierne – herunder også de religiøse ideologier - er vel at mærke lige så politisk farligt, som at vælge de forkerte ideologier og derefter føre destruktive ideologiers doktriner ud i livet.
For når man ignorerer ideologierne, så ignorerer man blot at andre mennesker handler ideologisk. Man kan derfor ikke afskrive hverken ideernes betydning eller ideologierne. Man må i stedet konfrontere dem, og eventuel demonstrere deres skadelighed og rationelle ugyldighed. Tilsvarende må man, for at kunne vælge rigtigt og finde frem til en positiv ideologi, bruge sin fornuft - og ikke lade følelserne råde. (Mere herom senere.)
En håndfuld ideologier har spillet afgørende roller i verdenshistorien
Hvis læseren efter at have gransket denne kommentar derefter pligtskyldigt sætter sig ind i den vestlige verdens mest dominerende og betydningsfulde ideologier, som de findes i kraft af liberalisme, socialisme, nationalisme, kristendom, islamisme, buddhisme med mere, skal det derfor være påstanden, at man i kraft af sådan et studie ikke længere vil kunne nævne blot et eneste politikforslag eller en lov, der ikke kan føres tilbage til en politisk ideologi, eller som kan beskrives som et kompromis mellem to konfliktende ideologier med dertil hørende værdikodekser.
Hvad med et trafikalt emne måske, eventuelt opstillet af den allermest teknokratiske og selvudslettende politiker, der på ”pragmatisk” vis blot vil det bedste for borgerne uden bagtanker af nogen art? - Er et sådant forslag ikke aldeles blottet for ideologi? Spørger man imidlertid ind til motivationen og baggrunden for det konkrete forslag finder man ikke desto mindre hurtigt ud af, at ideologier (i kraft af at være baseret på moralske ideer, der er uomgængelige) vil have spillet en rolle for forslagets tilblivelse: Handler det konkrete forslag om liberalisering eller nationalisering? Fører forslaget til mere marked eller mere stat? Mener forslagsstilleren at infrastrukturen skal udvikle sig via markedets dynamik eller via planlægning fra oven? Eller noget midt i mellem? Man vil således hurtigt opdage, at ideologierne; det vil sige ideerne om hvad der er den rigtige politiske retning at bevæge sig hen imod, gemmer sig lige under overfladen.
Politikeren foroven vil med sit forslag - anset hvor selvudslettende og apolitisk vedkommende synes at være - netop ”det bedste”. - Og ideerne om hvad der er det bedste, må han nu engang have fra moralens verden: så hvad er det i praksis for nogle ideer, han bygger sine ideer om det bedste på? Er forslagsstillerens grundlæggende udgangspunkt således eksempelvis, at han vil øge velstanden og produktiviteten; – eller omvendt, at vil han reducere forbruget, og forfølge en ide om ”nulvækst”, som de grønne? Selvfølgelig vil sådanne grundlæggende indstillinger derfor også bestemme den daglige adfærd, og de opgaver man som teknokrat og bureaukrat gerne vil beskæftige sig med. (Mængden af teknokrater skyldes i øvrigt i sig selv også bestemte politiske ideologiers indflydelse.)
Grunden til at man ikke tror, at der er ideologiske betoninger bag hverdagens cirkulærer og direktiver skyldes imidlertid netop, at man tror at nogle mennesker handler ”værdifrit”. Men adfærden er ikke desto mindre bestemt af ideer om, hvad der er det gode. Mennesket handler moralsk, eftersom det er et bevidst og refleksivt væsen. Og derfor handler det også i et eller andet omfang ideologisk (det vil sige i kraft af nogle formaliserede ideer).
Derfor kan man stort set altid henføre et hvilket som helst politisk forslag til at bygge på en bestemt og kendt værdi. (Også fordi de færreste selvudslettende og teknokratiske politikere kan forventes at abonnere på helt unikke og originale værdi-kodekser).
Med andre ord – ingen politik (og heller intet teknokrati) uden ideologi. Der findes simpelthen ingen ”værdifri handlinger” af betydning foretaget af mennesker, i det omfang at der er tale om bevidste mennesker og ikke søvngængere (eller svært hjerneskadede). Der findes derfor tilsvarende ingen værdifri (og neutral) politik. Uden ideologier ville der derfor ingen politik være i det hele taget. Men der ville som nævnt tilsvarende ikke være nogen industrialisering og produktivitet: For det var også en bestemt ideologi, der sikrede de rammer der var nødvendige for, at produktivitet og kreativitet blev sat fri i begyndelsen af 1800-tallet. Denne sidstnævnte ideologi var og er den politiske liberalisme.
Fornuften har også en ideologi
Ideologier kan derfor også være fornuftsbaserede. Og fornuften kan derfor også have sin egen ideologi indenfor et givent område – herunder det politiske.
Så hvorfor er liberalismen, som det påstås her, fornuftens ideologi indenfor det politiske område? Det er liberalismen, eftersom den politisk sikrer, at individet kan bruge sin fornuft i praksis:
Liberalismen er den ideologi, der promoverer individuelle frihedsrettigheder, det vil sige tros-, tænke-, tale-, skrive- og handlefrihed generelt, og som samtidig forsvarer den private ejendomsret, der sikrer at man kan profitere af sine ideer og tanker i virkelighedens verden. Det er kombinationen af disse rettigheder, der er altafgørende for, at det kan betale sig at tænke og lægge planer for fremtiden.
Den private ejendomsret sikrer dermed at ideer kan realiseres. Læg derfor mærke til at ideerne er primære, og ikke de liberalistiske institutioner (som tværtimod er noget der følger efter). Det som den private ejendomsret gør er efterfølgende ganske væsentligt: at sikre incitamentet til handling og tænkning. Men tænkningen kommer ikke desto mindre først. Nogen har som udgangspunkt i tidernes morgen bestemt sig for at insistere på retten til at handle frit baseret på egen selvstændig tænkning, og derefter drage den praktiske nytte af at gøre det.
Ovenstående er derfor hvad der menes med at liberalismen er fornuftens ideologi: Ideologien (de formaliserede ideer om politisk og økonomisk frihed) sikrer at fornuften sættes fri, sådan at mennesker kan bruge deres fornuft til at skabe og producere.
Menneskets natur og menneskets moral
I indledningen blev det ikke desto mindre også påpeget, at ideologier bygger på moral og etik.
Så hvad er det for en moral, som liberalismen bygger på? Denne moral kan i al korthed præsenteres under overskriften ”oplyst egeninteresse”. Under dette kodeks er der en stærk sammenhæng mellem menneskets natur og dets behov for frihed til at handle, og så dets behov for en moral, der sikrer dette i praksis. Det primære er derfor behovene for en moral, der sikrer, at mennesket kan overleve og forbedre sit eget liv.
Den oplyste egeninteresse som et moralkodeks, fastslår således individets ret til at sikre sin egen overlevelse og forfølge de konkrete delmål, der bidrager til den overordnede målsætning om livsopretholdelse. Kort sagt har man derfor ret til sin frihed og til sin retmæssigt erhvervede ejendom, fordi man har ret til at være et menneske, og ret til at forbedre sine egne livsvilkår. Dette kaldes også for rettighedsliberalisme. Og det er dermed en ideologi, der bygger på identifikation af menneskets natur og integration mellem menneskets behov og virkelighedens præmisser.
Tilhængere vil derfor sige, at der med rettighedsliberalismen er tale om en rationel og logisk ideologi. Og i så fald er der - jævnfør Sass-Larsens indledende bemærkning - ingen grund til at skamme sig over at være liberalist.
Omvendt bør Sass-Larsen se nærmere på hans eget partis ideologiske grundlag. For socialismens forhold til individets frihed er en ganske lang og æreløs affære.
Hvis noget er ”ideologisk”, regnes det dog i almindelighed ofte uden for det gode selskab, men i vid udstrækning også som uden for indflydelse.
Men hvad nu hvis det er ideologierne, det vil sige ”de rene varer”, der rent faktisk er styrende for den politiske adfærd også inde på midten? Ville det rent faktisk ikke være fair, at sige, at midterpartierne manøvrer i kraft af de pejlemærker som polerne, de ideologiske fikspunkter, i politik udgør? For hvordan kunne man i grunden agere politisk uden disse poler?
Det skal således være påstanden at ideologierne i sidste instans rent faktisk er de pejlemærker, som er udslagsgivende for den politiske adfærd. Det betyder ikke nødvendigvis at man orienterer sig efter hvad der aktuelt skrives på aktuelle eksisterende ideologiske fora, men at man ikke desto mindre som mainstream alligevel lægger sig mellem de dominerende (historisk betydningsfulde) politiske ideologier, som de findes. Det betyder derfor også, at disse i realiteten har stor relevans (hvad der i det følgende vil fremstå som en underdrivelse) også for dem inde på midten i dansk politik.
Uden ideologi ingen politik
I virkeligheden er det ikke så vanskeligt at sandsynliggøre påstanden om at de rendyrkede ideologier spiller en stor og uomgængelig rolle for alle, der handler og taler politisk.
Som tankeeksperiment kan man simpelthen blot fjerne ideologierne. Man kan således forestille sig en verden uden socialisme, liberalisme, islamisme, kristendom, samt den ideologi, der proklamerer bekymring for menneskets omgivelser, de grønnes ideologi; den som nogle kalder ”økologisme”.
For hvad er der i så fald tilbage? Hvad skulle det Radikale Venstre i givet fald så være et kompromis imellem? Hvad ville de kompromissøgende forsøge at bøje ind i mod hinanden, hvis der ikke var socialistiske og liberalistiske indfaldsvinkler til at begynde med?
Partiet Venstre ville i så fald tilsvarende ikke have et ideologisk bagland. For dette bagland holder i vid udstrækning netop de liberalistiske principper i hævd. Venstre ville blot heller ikke have nogle neo-socialdemokrater, der tilsyneladende (som Claus Hjort Frederiksen) knuselsker velfærdsstaten i partitoppen.
Og uden socialisme så ingen ”velfærdsstat”: Socialdemokratiets mission var som bekendt at indføre socialisme via de små skridts vej, fra og med slutningen at 1800tallet. Denne lighedsfikserede ideologi er i kraft af tankeeksperimentet også væk. Derfor ville man tilsvarende ikke kunne have bevæget sig i denne (socialistiske) retning.
Men hvor søren ville man så have bevæget sig hen, uden en blanding af religiøse og verdslige ideologier; det vil sige uden et eller andet miks af kristendom, ateisme, socialisme, liberalisme m.v.? Og ville en verden uden ideologier i så fald være mere civiliseret?
Her skal man, hvad angår det sidste spørgsmål, være varsom med at skære alle ideologier over en kam. For nogle ideologier har haft ekstremt positive konsekvenser, og andre særdeles negative.
Derfor har Sass-Larsen ikke helt ret i sin påstand foroven. Nogle ideologier skal man skamme sig over. Der er blot ikke enighed om hvilke.
Men svaret på hvad der ville være uden nogle ideologier overhovedet, ville vel at mærke være: - ingen som helst civilisation; det vil sige ingen i absolut og altså ikke i relativ forstand.
For ideologier er netop pejlemærker for bevidst adfærd. De er produkter af tænkning og idé-formulering. Og hvis der ingen ideologier var overhovedet ville det simpelthen skyldes et totalt fravær af ideer. Ideologier er dermed en slags delmængde af ideernes verden; eller mere simplificeret. Ideologier er formaliserede og derfor let salgbare politiske ideer. Det er deres udbredelse og popularitet (forstået som tilslutning), der er årsagen til deres afgørende verdenshistoriske rolle.
De laverestående dyr (altså alle dyr, der står under mennesket) har således ingen ideologier - af den grund, at de ikke har nogen idéudvikling. De har således ikke ideologier, fordi de ikke er bevidste og refleksive, men i stedet handler per instinkt. Vores mindre kløgtige medskabninger har derfor hverken holdninger eller moral på nogen måde, der kan sammenlignes med menneskers. Og det er præcis moral og holdninger som de politiske ideologier bygger på, selv om ideologier som sådan ganske vist er formaliserede og simplificerede – i modsætning til mere originale ideer.
Ideologier er således politiske tankesystemer, hvor nogle så er nyttige og dermed fremmende for den menneskelige adfærd, og hvor andre i praksis har vist sig at være meget destruktive. At afskrive ideologier som sådan, vil derfor svare til, at man også giver afkald på moralske retningslinier - og i sidste instans samtidig på fornuft og bevidsthed.
Bevidste væsener udvikler således retningslinier, når de bevidst sætter sig nogle mål. Værdier, ideologier, moral og principper er nu integrerede og mere eller mindre konsistente opstillede mål (standarder) for adfærden, som det derfor er nødvendigt for bevidste væsner at formulere. Moral og etik fortæller os hvad vi bør gøre – her og nu. Vi handler dermed ud fra vores moralske ideer – eller også handler vi ud fra nogle andres. Men disse mål og ideer bliver ikke desto mindre opstillet, og man kan derfor vælge mellem dem. De findes og man ved de findes. Så ingen handler bare, det vil sige så snart man når et vist intelligens-niveau (Det er dog klart at svært hjerneskadede eller nyfødte ikke handler moralsk, men de kan som bekendt heller ikke klare sig uden hjælp fra deres mere intelligente omgivelser).
Man kan derfor godt lade som om ideologier ikke findes, - men det gør de. Man kan tilsvarende hævde at ideologier er ”noget bras” (typisk de aktuelt eksisterende ideologier – og måske var det i virkeligheden blot nogle aktuelle og bestemte ideologier som Poul Schlüter i sin tid – og med god grund - ikke brød sig om). - Men man kommer ikke uden om dem.
Ideologiernes rolle i dansk politik er derfor i høj grad undervurderet. Og at undervurdere ideologierne – herunder også de religiøse ideologier - er vel at mærke lige så politisk farligt, som at vælge de forkerte ideologier og derefter føre destruktive ideologiers doktriner ud i livet.
For når man ignorerer ideologierne, så ignorerer man blot at andre mennesker handler ideologisk. Man kan derfor ikke afskrive hverken ideernes betydning eller ideologierne. Man må i stedet konfrontere dem, og eventuel demonstrere deres skadelighed og rationelle ugyldighed. Tilsvarende må man, for at kunne vælge rigtigt og finde frem til en positiv ideologi, bruge sin fornuft - og ikke lade følelserne råde. (Mere herom senere.)
En håndfuld ideologier har spillet afgørende roller i verdenshistorien
Hvis læseren efter at have gransket denne kommentar derefter pligtskyldigt sætter sig ind i den vestlige verdens mest dominerende og betydningsfulde ideologier, som de findes i kraft af liberalisme, socialisme, nationalisme, kristendom, islamisme, buddhisme med mere, skal det derfor være påstanden, at man i kraft af sådan et studie ikke længere vil kunne nævne blot et eneste politikforslag eller en lov, der ikke kan føres tilbage til en politisk ideologi, eller som kan beskrives som et kompromis mellem to konfliktende ideologier med dertil hørende værdikodekser.
Hvad med et trafikalt emne måske, eventuelt opstillet af den allermest teknokratiske og selvudslettende politiker, der på ”pragmatisk” vis blot vil det bedste for borgerne uden bagtanker af nogen art? - Er et sådant forslag ikke aldeles blottet for ideologi? Spørger man imidlertid ind til motivationen og baggrunden for det konkrete forslag finder man ikke desto mindre hurtigt ud af, at ideologier (i kraft af at være baseret på moralske ideer, der er uomgængelige) vil have spillet en rolle for forslagets tilblivelse: Handler det konkrete forslag om liberalisering eller nationalisering? Fører forslaget til mere marked eller mere stat? Mener forslagsstilleren at infrastrukturen skal udvikle sig via markedets dynamik eller via planlægning fra oven? Eller noget midt i mellem? Man vil således hurtigt opdage, at ideologierne; det vil sige ideerne om hvad der er den rigtige politiske retning at bevæge sig hen imod, gemmer sig lige under overfladen.
Politikeren foroven vil med sit forslag - anset hvor selvudslettende og apolitisk vedkommende synes at være - netop ”det bedste”. - Og ideerne om hvad der er det bedste, må han nu engang have fra moralens verden: så hvad er det i praksis for nogle ideer, han bygger sine ideer om det bedste på? Er forslagsstillerens grundlæggende udgangspunkt således eksempelvis, at han vil øge velstanden og produktiviteten; – eller omvendt, at vil han reducere forbruget, og forfølge en ide om ”nulvækst”, som de grønne? Selvfølgelig vil sådanne grundlæggende indstillinger derfor også bestemme den daglige adfærd, og de opgaver man som teknokrat og bureaukrat gerne vil beskæftige sig med. (Mængden af teknokrater skyldes i øvrigt i sig selv også bestemte politiske ideologiers indflydelse.)
Grunden til at man ikke tror, at der er ideologiske betoninger bag hverdagens cirkulærer og direktiver skyldes imidlertid netop, at man tror at nogle mennesker handler ”værdifrit”. Men adfærden er ikke desto mindre bestemt af ideer om, hvad der er det gode. Mennesket handler moralsk, eftersom det er et bevidst og refleksivt væsen. Og derfor handler det også i et eller andet omfang ideologisk (det vil sige i kraft af nogle formaliserede ideer).
Derfor kan man stort set altid henføre et hvilket som helst politisk forslag til at bygge på en bestemt og kendt værdi. (Også fordi de færreste selvudslettende og teknokratiske politikere kan forventes at abonnere på helt unikke og originale værdi-kodekser).
Med andre ord – ingen politik (og heller intet teknokrati) uden ideologi. Der findes simpelthen ingen ”værdifri handlinger” af betydning foretaget af mennesker, i det omfang at der er tale om bevidste mennesker og ikke søvngængere (eller svært hjerneskadede). Der findes derfor tilsvarende ingen værdifri (og neutral) politik. Uden ideologier ville der derfor ingen politik være i det hele taget. Men der ville som nævnt tilsvarende ikke være nogen industrialisering og produktivitet: For det var også en bestemt ideologi, der sikrede de rammer der var nødvendige for, at produktivitet og kreativitet blev sat fri i begyndelsen af 1800-tallet. Denne sidstnævnte ideologi var og er den politiske liberalisme.
Fornuften har også en ideologi
Ideologier kan derfor også være fornuftsbaserede. Og fornuften kan derfor også have sin egen ideologi indenfor et givent område – herunder det politiske.
Så hvorfor er liberalismen, som det påstås her, fornuftens ideologi indenfor det politiske område? Det er liberalismen, eftersom den politisk sikrer, at individet kan bruge sin fornuft i praksis:
Liberalismen er den ideologi, der promoverer individuelle frihedsrettigheder, det vil sige tros-, tænke-, tale-, skrive- og handlefrihed generelt, og som samtidig forsvarer den private ejendomsret, der sikrer at man kan profitere af sine ideer og tanker i virkelighedens verden. Det er kombinationen af disse rettigheder, der er altafgørende for, at det kan betale sig at tænke og lægge planer for fremtiden.
Den private ejendomsret sikrer dermed at ideer kan realiseres. Læg derfor mærke til at ideerne er primære, og ikke de liberalistiske institutioner (som tværtimod er noget der følger efter). Det som den private ejendomsret gør er efterfølgende ganske væsentligt: at sikre incitamentet til handling og tænkning. Men tænkningen kommer ikke desto mindre først. Nogen har som udgangspunkt i tidernes morgen bestemt sig for at insistere på retten til at handle frit baseret på egen selvstændig tænkning, og derefter drage den praktiske nytte af at gøre det.
Ovenstående er derfor hvad der menes med at liberalismen er fornuftens ideologi: Ideologien (de formaliserede ideer om politisk og økonomisk frihed) sikrer at fornuften sættes fri, sådan at mennesker kan bruge deres fornuft til at skabe og producere.
Menneskets natur og menneskets moral
I indledningen blev det ikke desto mindre også påpeget, at ideologier bygger på moral og etik.
Så hvad er det for en moral, som liberalismen bygger på? Denne moral kan i al korthed præsenteres under overskriften ”oplyst egeninteresse”. Under dette kodeks er der en stærk sammenhæng mellem menneskets natur og dets behov for frihed til at handle, og så dets behov for en moral, der sikrer dette i praksis. Det primære er derfor behovene for en moral, der sikrer, at mennesket kan overleve og forbedre sit eget liv.
Den oplyste egeninteresse som et moralkodeks, fastslår således individets ret til at sikre sin egen overlevelse og forfølge de konkrete delmål, der bidrager til den overordnede målsætning om livsopretholdelse. Kort sagt har man derfor ret til sin frihed og til sin retmæssigt erhvervede ejendom, fordi man har ret til at være et menneske, og ret til at forbedre sine egne livsvilkår. Dette kaldes også for rettighedsliberalisme. Og det er dermed en ideologi, der bygger på identifikation af menneskets natur og integration mellem menneskets behov og virkelighedens præmisser.
Tilhængere vil derfor sige, at der med rettighedsliberalismen er tale om en rationel og logisk ideologi. Og i så fald er der - jævnfør Sass-Larsens indledende bemærkning - ingen grund til at skamme sig over at være liberalist.
Omvendt bør Sass-Larsen se nærmere på hans eget partis ideologiske grundlag. For socialismens forhold til individets frihed er en ganske lang og æreløs affære.
2. januar 2007
Liberalist, socialist eller særling?
Christopher Arzrouni rammer hovedet på sømmet, når han i et Djævlens Advokat-interview med ham og Kasper Støvring, taler om de konservatives mysticisme.
Testen på om noget er mystisk, kan udføres ved, at man geografisk omplacerer en given argumentationsform; og derefter opdager, at tilgangen har nøjagtig samme mangel på værdi – også i andre lande.
Man kunne eksempelvis sende den konservative Støvring eller en kultursociolog til Burundi eller Swaziland, og lade dem danse deres efterrationaliseringens trommedans dér; det vil sige, lade dem argumentere ved hjælp af begreber som passende traditioner, påtvungne fællesskaber; eller lade dem tale om sammenhængskraft og balancegang. Resultatet ville være, at publikum også under mere eksotiske himmelstrøg ville konkludere det samme, som det er hensigten, at vi i Danmark skal gøre efter en konservativ værdiprædiken: Det vil sige: Vi må bevare kulturarven!. Danskheden, [svenskheden eller afrikanskheden] længe leve!!
For hvis sammenhængskraft i sig selv er et gode, er det naturligvis et gode til alle tider og alle steder. Via sådan en omplaceringsøvelse, vil man derfor hurtigt opdage hvorfor det konservative ønske om kulturbevaring, ikke kan siges, at være en værdi i sig selv. Bag de mystiske begreber findes dermed ingen virkelige principper, og ikke en fast, men derimod flydende tilgang til verden.
Kampen for tilstandsbevaring
Fællestrækket for mystikere er, at de søger at underordne principperne om frihed og ejendomsret i forhold til det givne, hvad enten dette er det historiske eller det aktuelle, der hvor de befinder sig, og søger at hævde noget politisk almengyldigt ud fra de særlige elementer, der har gjort sig gældende under deres egen opvækst. De særlige sociale rammer (den enkeltes arv, opvækst og accepterede traditioner) forsøges gjort til en abstraktion. Originalitet, forstået som det den enkelte er præget af, ophæves til at være bevaringsværdigt i almindelighed - blot i kraft af at være originalt.
Konservatisme handler - ifølge Støvring - således ikke mindst om ideosynkrasier [eng. personal mannerism eller på kort dansk særheder], det vil sige alt andet end universalisme i begrebets egentlige forstand. Christopher Arzrouni har derfor ret, når han i interviewet gør opmærksom på konservatisme ikke i sig selv kan siges at være en politisk ideologi. I sig selv består konservatismen blot i – ofte meget forskellige - individer, der insisterer på at være politisk betydningsfulde i kraft af deres særheder. Politisk betydning får individer imidlertid først, når de træffer valg ud fra nogle bestemte principper – hvad enten disse for den enkelte så er bevidste eller ubevidst valgte.
Enhver der abonnerer på de konservatives nyhedsbrev, vil i øvrigt hurtigt opdage, hvor skæv balancen er, når det gælder socialistisk-konservative forslag frem for liberalistisk-konservative. Det hævdes ofte, at konservative traditionelt har valgt politisk ufrihed og økonomisk frihed. Det er imidlertid tvivlsomt set i lyset af det Konservative Folkepartis fremskredne alder, der må give partiet en stor del af medansvaret for det nuværende skattetryk.
Det samme, der kan siges om konservatismens politiske ugyldighed, kan i øvrigt også siges om nationalismen. Bestemte værdier findes ikke i nationalismen. At hævde, man forsvarer danskheden er en meningsløs påstand. For tiden søges ytringsfriheden - glædeligvis gjort til en del af danskheden. Men mon ikke såvel amerikanere, engelskmænd og franskmænd ville være meget uenige i den idé. Som det gør sig gældende for konservatismen i sin rene version findes der, når det gælder nationalismen, kun individer, der foretrækker nogle bestemte elementer ved eksempelvis den danske (og ofte udenlandske) kultur - frem for andre danske (og udenlandske) elementer (herunder ytringsfriheden). I et eller andet omfang findes der således også en dansk tradition for censur. Men vi fejrer den heldigvis ikke.
Konservative smagsdommere
Konservative prioriteringer handler således mindre om politik, men mere om smag. Og liberalister og socialister er naturligvis ligeså meget eller lige så lidt smagsdommere som de, der kalder sig konservative eller nationalister. Der er med andre ord ingen kulturløse. Der er kun forskellige meninger om hvad, der er god og dårlig kultur. At nogle former for kultur reelt er bedre end andre, betyder samtidig ikke, at det som følge heraf skal være statslige myndigheders opgave at diktere, hvad disse overlegne former for kultur er.
En ægte konservativ skåret over Støvrings læst, der mener at konservatisme handler om ideosynkasier, kan derfor ikke samtidig hylde bestemte principper (principper om frihed eller om lighed), men må snarere placere sin loyalitet hos et særligt miks af helt modstridende værdier. Eller rettere - den konservative må jf. snakken om kulturarven støtte op omkring det særlige miks af - eksempelvis modstridende rettigheder eller modstridende værdier, der har skabt forudsætningerne for den aktuelle kulturarv, og som alle har hver deres version af.
Konservative har i øvrigt en paradoksal dagsorden, der handler om at bevare det nuværende, uanset om det nuværende så er i strid med det – nu - daværende som tidligere konservative ønskede bevaret. Her står vi ikke mindst overfor den sære og mystiske konservative opbakning til velfærdsstaten, der som Arzrouni påpeger i interviewet, er et særdeles nyt fænomen, - og som derfor ikke kan forbindes med den velstandsskabelse, der har fundet sted de seneste to hundrede år.
Skattetrykkets vækst navnlig siden 1960'erne er således blev til en del af kulturarven! Der er således behov for nogle nye konservative, der vil vænne os og til - først skattestoppet, og derefter forhåbentlig genopdage de historiske perioder, hvor folket har gjort op med den brandbeskatning, som vi kender den i dag. Ligesom i USA har der i Danmark været en lang tradition for at være anti-autoritær.
Det bør derfor vække til undren, at konservative bakker op om et autoritært system, hvor det for en million danskere nu ikke længere kan betale sig, at fortage sig noget produktivt. Forklaringen må være den, at der jf. Støvrings eget udgangspunkt ikke findes klare principper bag konservatismen, og at der i realiteten er en modvilje mod at tænke principielt, hvilket netop må indebære, at man som følge heraf til enhver tid vil forsvare det bestående, uanset hvad dette er. Konservatisme, som Støvring forstår det, er netop det modsatte af en politisk ideologi. For ideologier handler netop om principper.
Rene konservatives modvilje mod principper kunne skyldes at det 20. århundrede har været præget af en række særdeles irrationelle og destruktive ideologier (nazisme, kommunisme, socialisme, fascisme samt islamisme), og at man som Støvring eller Poul Schluter derfor har valgt at bevæge sig væk fra ideologier i det hele taget. Problemet er imidlertid, at den flugt samtidig også er blevet en flugt fra at tænke principielt i det hele taget. Det vil sige, at man som konservativ uden en socialistisk eller liberalistisk stillingtagen overlader tænkningen til andre.
Det betyder, som i den danske konservatismens tilfælde, at man ender med at stå midt i mellem socialismen og liberalismen, eftersom principper er nødvendige for at kunne angive en retning. Og at man, eftersom man ikke ønsker at tænke i principper, derfor som konservativ kan ønske sig såvel højere som lavere skatter alt efter hvordan vinden blæser. Således mener mange konservative at høje skatter er en forudsætning for velfærdsstaten. Men lige så mange – og muligvis de samme konservative - vil mene, at lave skatter er en forudsætning for højere produktivitet og velstandsskabelse.
Arven fra Hegel
Så hvad skal de konservative vælge, og ud fra hvilken målestok skal de gøre det, når nu velfærdsstaten er en del af kulturarven, mens den samtidig har klart skadelige konsekvenser for den materielle velfærd?
Spørg ikke en konservativ. Målestok og standart, det vil sige det, man skal bruge til at tage stilling, er som bekendt et andet ord for princip. Derfor må man som en konsekvens af dette overlade lederskabet til nogle andre, der tør tage stilling, og tænke principielt. Konservative vil herefter nøjes med fortolke de beslutninger, der træffes som værende i overensstemmelse med det som Hegel kaldte for tidsånden.
Eftersom man ikke kan befinde sig i politik uden at tage stilling, må de konservative i praksis vælge at lægge sig op af den til enhver tid stærkeste part i samtidshistorien, og at støtte denne part, som man ud fra en Hegelsk tilgang kan anskue som et udtryk for folkeviljen eller tidsånden. For tiden har de konservative opfattet støtten til Venstre, som et behov i befolkningen om, at velfærdsstaten effektiviseres, og at systemets vækst begrænses til fordel for den økonomiske vækst. Derfor skal skatterne ifølge de konservative aktuelt sættes ned.
Under det aktuelt usandsynlige scenarium, at venstrefløjen gjorde comeback, ville folkeviljen imidlertid være anderledes. Og konservative er som gode hegelianere altid parate til at acceptere tidsånden; og skifte mening i overensstemmelse med den. Den konservative tilgang til verden giver således mulighed for, at tilslutte sig modsatrettede principper såsom dem, der handler om frihed, og de, der handler om tvang. Det skyldes som nævnt, at der er noget, der står over principperne – eksempelvis Gud, konge og fædreland, der trods de mange gode ting, der kan siges om denne loyalitet ikke for alvor kan siges at være et princip.
Mysticisme som den findes i konservatismen kan naturligvis ikke afgrænses partipolitisk. Den kommer ligeledes til udtryk i Forfatningstraktaten og i diverse FN-dokumenter, der må siges at være gode konservative dokumenter, på den måde, at de afspejler aktuelle modsætningsforhold; og hvor det ene princip afbalanceres af dets modsætning. Dermed er dokumenterne ikke længere redskaber for borgerne, men har den samme funktion som den nye danske kulturkanon: Det vil sige at afspejle tendenser og tidens tegn, og at gøre det til enhver tid eksisterende som afsæt for styrkelse af fællesskabet, hvilket er ren mystik.
Mystikere som de, der har indladt sig på at bidrage til Forfatningstraktaten eller FN's dokumenter, og hvoraf mange uden tvivl har et konservativt tilhørsforhold argumenterer på følgende vis: Det er naturligt, at der ikke er mindre eller mere af dette element [eksempelvis værdier, rettigheder eller velstand] eftersom.…, hvorefter der vil følge en længere snak om et givent lands historie, tradition, kultur med videre, der skal forklare den særlige tilstand, man p.t. befinder sig i; og hvor mystikerne bagefter konkluderer, at den nuværende tilstand har sin helt egen værdi, og det er denne særlige værdi og altså ikke noget principielt, der er omdrejningspunktet. Folkets vilje har ført os frem til det konkrete - samtidshistorien, det konkrete er derfor noget helt særligt. Og denne særlige tilstand kalder mystikerne derefter for det nationale eller kulturarven, uanset hvad den er; og hvor i verden, de befinder sig.
I tilfældet med forfatningstraktaten afspejler dokumentet det, mystikerne opfatter som det særligt europæiske. Der er derfor tydeligvis ikke tale om rettigheder, befolkningen skal kunne anvende i praksis, som et redskab - herunder til at forsvare sig mod statsmagten. Sådanne dokumenter afspejler tværtimod netop det forhold, at retssamfundet er under afskaffelse i takt med udvidelsen af de materielle rettigheder (som såvel borgerligt konservative samt socialisterne bakker op om), og at statslige myndigheder år efter år har fået stadigt større beføjelser og ret til at fortage et skøn, når det gælder indgreb og indblanding i borgernes liv. Men det er ikke desto mindre udtryk for folkets vilje...
På samme vis var det ligeledes ikke det fjerneste overraskende, at den nye kanon indeholder elementer, der ikke traditionelt forbindes med kulturarv og traditionel konservatisme. Tværtimod. I overensstemmelse med konservatismen alá Støvring må en kanon for alt i verden ikke – ud fra den konservative tilgang – bygges op ud fra en særlig principiel tilgang, men tværtimod have et tilfældigt og ikke-universalistisk præg. Netop derfor kunne diverse venstrefløjshappenings eller en amerikansk tegneserie sagtens indgå, som værende en værdig del af kulturarven. Det konservative mystikeres bidrag til politik, er således ikke mindst det bidrag, der er allermindst principløst, og hvor der netop ikke kan findes en standart eller en målestok for, hvad der er rigtigt eller forkert; eller god, dårlig - eller blot ligegyldig kultur.
Den universelle sammenhængskraft
Mystikerne fremturer ofte med, at dette særlige miks, der kendes som kulturarven, der er skabt via blandingen mellem tvang og frihed, gør lige netop deres eget territorium til et forgangsland; og at vi kun kan forblive et forgangsland ved at styre forandringerne via statsmagten. (Denne styring kalder Per Stig Møller for piecemeal engineering.)
Måske lyder talen om sammenhængskraft mest af alt komisk, men prøv at tænke på, hvordan ideen om sammenhængskraft blev brugt i Tyskland under Hitler, Italien under Mussolini eller Rusland under Stalin. Forsøgte disse diktatorer ikke at skabe sammenhængskraft, på samme måde som vor tids diktatorer gør det? Byggede de ikke videre på traditioner? Og var der ikke netop tale om påtvungne fællesskaber, som dem Støvring forsvarer ønskværdigheden af? Således er det tydeligvis ikke ufarligt at forlade principperne og lade flosklerne tage over.
Det er således for konservative af enhver oberservans mere end nogensinde påtrængende, at diskutere om de gode intentioner, der ligger bag velfærdsstaten – og floskerne om solidaritet og sammenhængskraft, skal vægtes højere, end de praktiske konsekvenser, som de konkrete former for politik har - ikke bare for den nu ene million på overførselsindkomster, men også for befolkningen set under et.
De konservative må gøre op med sig selv, om de i realiteten er tilhængere af øget velstandsskabelse, eller om de blot er tilfredse med den sammenhængskraft, man som bekendt også kan finde i mange ikke-industrialiserede og før-moderne samfund.
Hvis en konservativ således satte det mere præcise begreb velstandsskabelse over begrebet sammenhængskraft, og derefter lod friheden til at skabe denne velstand følge med, ja så ville man med disse holdninger imidlertid stå tilbage med en liberalist; vel at mærke inklusive de subjektive præferencer, som selv den mest autoritære kanon ikke kan bortviske, men som samtidig ikke har noget at gøre i politik.
........................................
Hør interviewet med Kasper Støvring og Christopher Arzrouni her.
Tidligere artikel om velfærdsstatisme her:
Læs om Hegel her.
Faren ved at gøre staten til en altomfattende og kulturel institution kan man læse mere om i Ludwig von Mises Omnipotent Government.
Testen på om noget er mystisk, kan udføres ved, at man geografisk omplacerer en given argumentationsform; og derefter opdager, at tilgangen har nøjagtig samme mangel på værdi – også i andre lande.
Man kunne eksempelvis sende den konservative Støvring eller en kultursociolog til Burundi eller Swaziland, og lade dem danse deres efterrationaliseringens trommedans dér; det vil sige, lade dem argumentere ved hjælp af begreber som passende traditioner, påtvungne fællesskaber; eller lade dem tale om sammenhængskraft og balancegang. Resultatet ville være, at publikum også under mere eksotiske himmelstrøg ville konkludere det samme, som det er hensigten, at vi i Danmark skal gøre efter en konservativ værdiprædiken: Det vil sige: Vi må bevare kulturarven!. Danskheden, [svenskheden eller afrikanskheden] længe leve!!
For hvis sammenhængskraft i sig selv er et gode, er det naturligvis et gode til alle tider og alle steder. Via sådan en omplaceringsøvelse, vil man derfor hurtigt opdage hvorfor det konservative ønske om kulturbevaring, ikke kan siges, at være en værdi i sig selv. Bag de mystiske begreber findes dermed ingen virkelige principper, og ikke en fast, men derimod flydende tilgang til verden.
Kampen for tilstandsbevaring
Fællestrækket for mystikere er, at de søger at underordne principperne om frihed og ejendomsret i forhold til det givne, hvad enten dette er det historiske eller det aktuelle, der hvor de befinder sig, og søger at hævde noget politisk almengyldigt ud fra de særlige elementer, der har gjort sig gældende under deres egen opvækst. De særlige sociale rammer (den enkeltes arv, opvækst og accepterede traditioner) forsøges gjort til en abstraktion. Originalitet, forstået som det den enkelte er præget af, ophæves til at være bevaringsværdigt i almindelighed - blot i kraft af at være originalt.
Konservatisme handler - ifølge Støvring - således ikke mindst om ideosynkrasier [eng. personal mannerism eller på kort dansk særheder], det vil sige alt andet end universalisme i begrebets egentlige forstand. Christopher Arzrouni har derfor ret, når han i interviewet gør opmærksom på konservatisme ikke i sig selv kan siges at være en politisk ideologi. I sig selv består konservatismen blot i – ofte meget forskellige - individer, der insisterer på at være politisk betydningsfulde i kraft af deres særheder. Politisk betydning får individer imidlertid først, når de træffer valg ud fra nogle bestemte principper – hvad enten disse for den enkelte så er bevidste eller ubevidst valgte.
Enhver der abonnerer på de konservatives nyhedsbrev, vil i øvrigt hurtigt opdage, hvor skæv balancen er, når det gælder socialistisk-konservative forslag frem for liberalistisk-konservative. Det hævdes ofte, at konservative traditionelt har valgt politisk ufrihed og økonomisk frihed. Det er imidlertid tvivlsomt set i lyset af det Konservative Folkepartis fremskredne alder, der må give partiet en stor del af medansvaret for det nuværende skattetryk.
Det samme, der kan siges om konservatismens politiske ugyldighed, kan i øvrigt også siges om nationalismen. Bestemte værdier findes ikke i nationalismen. At hævde, man forsvarer danskheden er en meningsløs påstand. For tiden søges ytringsfriheden - glædeligvis gjort til en del af danskheden. Men mon ikke såvel amerikanere, engelskmænd og franskmænd ville være meget uenige i den idé. Som det gør sig gældende for konservatismen i sin rene version findes der, når det gælder nationalismen, kun individer, der foretrækker nogle bestemte elementer ved eksempelvis den danske (og ofte udenlandske) kultur - frem for andre danske (og udenlandske) elementer (herunder ytringsfriheden). I et eller andet omfang findes der således også en dansk tradition for censur. Men vi fejrer den heldigvis ikke.
Konservative smagsdommere
Konservative prioriteringer handler således mindre om politik, men mere om smag. Og liberalister og socialister er naturligvis ligeså meget eller lige så lidt smagsdommere som de, der kalder sig konservative eller nationalister. Der er med andre ord ingen kulturløse. Der er kun forskellige meninger om hvad, der er god og dårlig kultur. At nogle former for kultur reelt er bedre end andre, betyder samtidig ikke, at det som følge heraf skal være statslige myndigheders opgave at diktere, hvad disse overlegne former for kultur er.
En ægte konservativ skåret over Støvrings læst, der mener at konservatisme handler om ideosynkasier, kan derfor ikke samtidig hylde bestemte principper (principper om frihed eller om lighed), men må snarere placere sin loyalitet hos et særligt miks af helt modstridende værdier. Eller rettere - den konservative må jf. snakken om kulturarven støtte op omkring det særlige miks af - eksempelvis modstridende rettigheder eller modstridende værdier, der har skabt forudsætningerne for den aktuelle kulturarv, og som alle har hver deres version af.
Konservative har i øvrigt en paradoksal dagsorden, der handler om at bevare det nuværende, uanset om det nuværende så er i strid med det – nu - daværende som tidligere konservative ønskede bevaret. Her står vi ikke mindst overfor den sære og mystiske konservative opbakning til velfærdsstaten, der som Arzrouni påpeger i interviewet, er et særdeles nyt fænomen, - og som derfor ikke kan forbindes med den velstandsskabelse, der har fundet sted de seneste to hundrede år.
Skattetrykkets vækst navnlig siden 1960'erne er således blev til en del af kulturarven! Der er således behov for nogle nye konservative, der vil vænne os og til - først skattestoppet, og derefter forhåbentlig genopdage de historiske perioder, hvor folket har gjort op med den brandbeskatning, som vi kender den i dag. Ligesom i USA har der i Danmark været en lang tradition for at være anti-autoritær.
Det bør derfor vække til undren, at konservative bakker op om et autoritært system, hvor det for en million danskere nu ikke længere kan betale sig, at fortage sig noget produktivt. Forklaringen må være den, at der jf. Støvrings eget udgangspunkt ikke findes klare principper bag konservatismen, og at der i realiteten er en modvilje mod at tænke principielt, hvilket netop må indebære, at man som følge heraf til enhver tid vil forsvare det bestående, uanset hvad dette er. Konservatisme, som Støvring forstår det, er netop det modsatte af en politisk ideologi. For ideologier handler netop om principper.
Rene konservatives modvilje mod principper kunne skyldes at det 20. århundrede har været præget af en række særdeles irrationelle og destruktive ideologier (nazisme, kommunisme, socialisme, fascisme samt islamisme), og at man som Støvring eller Poul Schluter derfor har valgt at bevæge sig væk fra ideologier i det hele taget. Problemet er imidlertid, at den flugt samtidig også er blevet en flugt fra at tænke principielt i det hele taget. Det vil sige, at man som konservativ uden en socialistisk eller liberalistisk stillingtagen overlader tænkningen til andre.
Det betyder, som i den danske konservatismens tilfælde, at man ender med at stå midt i mellem socialismen og liberalismen, eftersom principper er nødvendige for at kunne angive en retning. Og at man, eftersom man ikke ønsker at tænke i principper, derfor som konservativ kan ønske sig såvel højere som lavere skatter alt efter hvordan vinden blæser. Således mener mange konservative at høje skatter er en forudsætning for velfærdsstaten. Men lige så mange – og muligvis de samme konservative - vil mene, at lave skatter er en forudsætning for højere produktivitet og velstandsskabelse.
Arven fra Hegel
Så hvad skal de konservative vælge, og ud fra hvilken målestok skal de gøre det, når nu velfærdsstaten er en del af kulturarven, mens den samtidig har klart skadelige konsekvenser for den materielle velfærd?
Spørg ikke en konservativ. Målestok og standart, det vil sige det, man skal bruge til at tage stilling, er som bekendt et andet ord for princip. Derfor må man som en konsekvens af dette overlade lederskabet til nogle andre, der tør tage stilling, og tænke principielt. Konservative vil herefter nøjes med fortolke de beslutninger, der træffes som værende i overensstemmelse med det som Hegel kaldte for tidsånden.
Eftersom man ikke kan befinde sig i politik uden at tage stilling, må de konservative i praksis vælge at lægge sig op af den til enhver tid stærkeste part i samtidshistorien, og at støtte denne part, som man ud fra en Hegelsk tilgang kan anskue som et udtryk for folkeviljen eller tidsånden. For tiden har de konservative opfattet støtten til Venstre, som et behov i befolkningen om, at velfærdsstaten effektiviseres, og at systemets vækst begrænses til fordel for den økonomiske vækst. Derfor skal skatterne ifølge de konservative aktuelt sættes ned.
Under det aktuelt usandsynlige scenarium, at venstrefløjen gjorde comeback, ville folkeviljen imidlertid være anderledes. Og konservative er som gode hegelianere altid parate til at acceptere tidsånden; og skifte mening i overensstemmelse med den. Den konservative tilgang til verden giver således mulighed for, at tilslutte sig modsatrettede principper såsom dem, der handler om frihed, og de, der handler om tvang. Det skyldes som nævnt, at der er noget, der står over principperne – eksempelvis Gud, konge og fædreland, der trods de mange gode ting, der kan siges om denne loyalitet ikke for alvor kan siges at være et princip.
Mysticisme som den findes i konservatismen kan naturligvis ikke afgrænses partipolitisk. Den kommer ligeledes til udtryk i Forfatningstraktaten og i diverse FN-dokumenter, der må siges at være gode konservative dokumenter, på den måde, at de afspejler aktuelle modsætningsforhold; og hvor det ene princip afbalanceres af dets modsætning. Dermed er dokumenterne ikke længere redskaber for borgerne, men har den samme funktion som den nye danske kulturkanon: Det vil sige at afspejle tendenser og tidens tegn, og at gøre det til enhver tid eksisterende som afsæt for styrkelse af fællesskabet, hvilket er ren mystik.
Mystikere som de, der har indladt sig på at bidrage til Forfatningstraktaten eller FN's dokumenter, og hvoraf mange uden tvivl har et konservativt tilhørsforhold argumenterer på følgende vis: Det er naturligt, at der ikke er mindre eller mere af dette element [eksempelvis værdier, rettigheder eller velstand] eftersom.…, hvorefter der vil følge en længere snak om et givent lands historie, tradition, kultur med videre, der skal forklare den særlige tilstand, man p.t. befinder sig i; og hvor mystikerne bagefter konkluderer, at den nuværende tilstand har sin helt egen værdi, og det er denne særlige værdi og altså ikke noget principielt, der er omdrejningspunktet. Folkets vilje har ført os frem til det konkrete - samtidshistorien, det konkrete er derfor noget helt særligt. Og denne særlige tilstand kalder mystikerne derefter for det nationale eller kulturarven, uanset hvad den er; og hvor i verden, de befinder sig.
I tilfældet med forfatningstraktaten afspejler dokumentet det, mystikerne opfatter som det særligt europæiske. Der er derfor tydeligvis ikke tale om rettigheder, befolkningen skal kunne anvende i praksis, som et redskab - herunder til at forsvare sig mod statsmagten. Sådanne dokumenter afspejler tværtimod netop det forhold, at retssamfundet er under afskaffelse i takt med udvidelsen af de materielle rettigheder (som såvel borgerligt konservative samt socialisterne bakker op om), og at statslige myndigheder år efter år har fået stadigt større beføjelser og ret til at fortage et skøn, når det gælder indgreb og indblanding i borgernes liv. Men det er ikke desto mindre udtryk for folkets vilje...
På samme vis var det ligeledes ikke det fjerneste overraskende, at den nye kanon indeholder elementer, der ikke traditionelt forbindes med kulturarv og traditionel konservatisme. Tværtimod. I overensstemmelse med konservatismen alá Støvring må en kanon for alt i verden ikke – ud fra den konservative tilgang – bygges op ud fra en særlig principiel tilgang, men tværtimod have et tilfældigt og ikke-universalistisk præg. Netop derfor kunne diverse venstrefløjshappenings eller en amerikansk tegneserie sagtens indgå, som værende en værdig del af kulturarven. Det konservative mystikeres bidrag til politik, er således ikke mindst det bidrag, der er allermindst principløst, og hvor der netop ikke kan findes en standart eller en målestok for, hvad der er rigtigt eller forkert; eller god, dårlig - eller blot ligegyldig kultur.
Den universelle sammenhængskraft
Mystikerne fremturer ofte med, at dette særlige miks, der kendes som kulturarven, der er skabt via blandingen mellem tvang og frihed, gør lige netop deres eget territorium til et forgangsland; og at vi kun kan forblive et forgangsland ved at styre forandringerne via statsmagten. (Denne styring kalder Per Stig Møller for piecemeal engineering.)
Måske lyder talen om sammenhængskraft mest af alt komisk, men prøv at tænke på, hvordan ideen om sammenhængskraft blev brugt i Tyskland under Hitler, Italien under Mussolini eller Rusland under Stalin. Forsøgte disse diktatorer ikke at skabe sammenhængskraft, på samme måde som vor tids diktatorer gør det? Byggede de ikke videre på traditioner? Og var der ikke netop tale om påtvungne fællesskaber, som dem Støvring forsvarer ønskværdigheden af? Således er det tydeligvis ikke ufarligt at forlade principperne og lade flosklerne tage over.
Det er således for konservative af enhver oberservans mere end nogensinde påtrængende, at diskutere om de gode intentioner, der ligger bag velfærdsstaten – og floskerne om solidaritet og sammenhængskraft, skal vægtes højere, end de praktiske konsekvenser, som de konkrete former for politik har - ikke bare for den nu ene million på overførselsindkomster, men også for befolkningen set under et.
De konservative må gøre op med sig selv, om de i realiteten er tilhængere af øget velstandsskabelse, eller om de blot er tilfredse med den sammenhængskraft, man som bekendt også kan finde i mange ikke-industrialiserede og før-moderne samfund.
Hvis en konservativ således satte det mere præcise begreb velstandsskabelse over begrebet sammenhængskraft, og derefter lod friheden til at skabe denne velstand følge med, ja så ville man med disse holdninger imidlertid stå tilbage med en liberalist; vel at mærke inklusive de subjektive præferencer, som selv den mest autoritære kanon ikke kan bortviske, men som samtidig ikke har noget at gøre i politik.
........................................
Hør interviewet med Kasper Støvring og Christopher Arzrouni her.
Tidligere artikel om velfærdsstatisme her:
Læs om Hegel her.
Faren ved at gøre staten til en altomfattende og kulturel institution kan man læse mere om i Ludwig von Mises Omnipotent Government.
12. december 2006
Lighedsmagernes problematiske syn på frihed
Socialminister Eva Kjer Hansen var initiativtager til en fortsat spændende debat om lighed kontra ulighed. Det var ærgerligt, at hun trak sine udtalelser tilbage. Men diskussionen om lighed og ulighed fortsætter ikke desto mindre af den simple grund, at den er kernen i den klassiske konfliktlinje, som mange meningsdannere ellers hævdede, var forældet.
De har taget fejl. Den klassiske konflikt mellem socialisme og liberalisme; lighed vs. frihed; stat vs. marked eller kollektivisme vs. individualisme vækker langt flere holdningstilkendegivelser til live, end diskussioner af kunstige akademiske ideer såsom 'risikosamfund' eller 'kontraktpolitik'. Konflikten mellem lighedsmagere og frihedsmagere udspiller sig naturligvis også i resten af verden.
I Kina er man efter interne kampe i kommunistpartiet nu ved at bevæge sig væk fra ideerne om lighed, som værende noget særligt saliggørende. I dag accepteres tilstedeværelsen af kapitalistiske nyrige, der tidligere ville være blevet sendt på genopdragelseslejr i form af roehøst og maoistisk fædrelandssang. Riget i Midten følger nu hastigt i kølvandet på andre asiatiske 'tigre' såsom Taiwan, Sydkorea eller Hong Kong.
Det man kan frygte ved Kinas reformpolitik, er imidlertid, at der bag denne accept af kapitalismens evne til velstandsskabelse i højere grad ligger en frygt for de negative konsekvenser ved at forblive fattig ligesom det kommunistiske Nordkorea. Altså sikkerhedspolitiske overvejelser. Og at der derfor ikke er tale om nogen egentlig accept af det, der ofte har været liberalismens historiske drivkraft i den vestlige verden; det vil sige den enkeltes ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv.
Den oprindelige motivation for liberalismen handlede jo ikke bare om vækst og 'samfundsnytte' (og slet ikke om sikkerhedspolitik), men i høj grad om menneskets ret til at være sig selv, herunder retten til at leve i fred og frihed. Den vestlige verdens liberalisme har i høj grad været drevet af et grundlæggende ønske om at forsvare synet på mennesket som et selvstændigt væsen, der har ret (og ikke af lighedsmagere får ret) til at søge lykken på egen hånd.
Et sådant grundsyn ville helt naturligt pege frem mod forsvaret ikke bare af økonomiske friheder, men lige såvel af politiske friheder: Det vil sige retten til at ytre sig, til at kunne forlade landet, komme tilbage igen, skrive systemfjendtlige bøger samt organisere sig på kryds og tværs. Kommunisterne i Kina har blot tilladt mere økonomisk frihed end tidligere, men forbeholder stadig sig retten til at angive retningen for hver eneste indbygger i landet. Det er et stort forbehold, hvis målestokken hedder personlig frihed. Med denne lunkenhed risikerer man, at den økonomiske frihed på et senere tidspunkt bliver et middel i den politiske ufriheds tjeneste. Derfor skal de politiske friheder forsvares ligeså indædt som de økonomiske. Den ene form for frihed er lige så central som den anden.
Den danske tradition for frihed
I Danmark har vi - trods en lang frihedstradition - som bekendt også stærke fortalere for økonomisk ufrihed, hvilket er og bliver en forudsætning for at lighedsidealer kan føres ud i livet fra oven. Vi har alligevel længe været en del af det globale marked og i det store hele haft en velfungerende og fri økonomi.
Danske socialisters accept af markedsøkonomien kan ikke desto mindre godt sammenlignes med den kinesiske ditto. For accepten af markedsøkonomi er i modsætning til liberalismens udgangspunkt ikke en konsekvens af respekten for det enkelte menneskes ret til at leve sit liv i fred. Markedsøkonomien anses af lighedsmagerne i såvel Danmark som i Kina blot for at være nyttig. Markedsøkonomien har dermed begge steder status som et skaffedyr. Den skal bruges til at opfylde magthavernes mål. Den frie økonomi forsvares således ikke ud fra synet på individets ret til at bestemme over eget liv eller til at bestemme over egen ejendom. Og dette er formentlig en af grundene til at ejendomsretten i Danmark, siden indførslen af indkomstskatten i begyndelsen af 1900-tallet, er blevet stadig mere hul. At bestemme over egen ejendom opfattes ikke som en ret, man har, men som en ret (eller rettere rest) man får, af det til enhver tid bestemmende borgerlige eller socialistiske formynderskab.
Årsagen til lighedsmagernes syn på markedsøkonomi må ikke mindst tilskrives det forhold, at der trods globalisering og spredning af velstand stadigvæk opdrages nye lighedsdyrkende generationer ud fra tesen om, at kapitalisme handler om mere til de få og mindre til de mange; og ud fra det grundsyn at mennesker i almindelighed ikke er i stand til at tage vare på sig selv.
Kommentaren er tidligere bragt i Dagbladet Information den 1. november 2005
De har taget fejl. Den klassiske konflikt mellem socialisme og liberalisme; lighed vs. frihed; stat vs. marked eller kollektivisme vs. individualisme vækker langt flere holdningstilkendegivelser til live, end diskussioner af kunstige akademiske ideer såsom 'risikosamfund' eller 'kontraktpolitik'. Konflikten mellem lighedsmagere og frihedsmagere udspiller sig naturligvis også i resten af verden.
I Kina er man efter interne kampe i kommunistpartiet nu ved at bevæge sig væk fra ideerne om lighed, som værende noget særligt saliggørende. I dag accepteres tilstedeværelsen af kapitalistiske nyrige, der tidligere ville være blevet sendt på genopdragelseslejr i form af roehøst og maoistisk fædrelandssang. Riget i Midten følger nu hastigt i kølvandet på andre asiatiske 'tigre' såsom Taiwan, Sydkorea eller Hong Kong.
Det man kan frygte ved Kinas reformpolitik, er imidlertid, at der bag denne accept af kapitalismens evne til velstandsskabelse i højere grad ligger en frygt for de negative konsekvenser ved at forblive fattig ligesom det kommunistiske Nordkorea. Altså sikkerhedspolitiske overvejelser. Og at der derfor ikke er tale om nogen egentlig accept af det, der ofte har været liberalismens historiske drivkraft i den vestlige verden; det vil sige den enkeltes ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv.
Den oprindelige motivation for liberalismen handlede jo ikke bare om vækst og 'samfundsnytte' (og slet ikke om sikkerhedspolitik), men i høj grad om menneskets ret til at være sig selv, herunder retten til at leve i fred og frihed. Den vestlige verdens liberalisme har i høj grad været drevet af et grundlæggende ønske om at forsvare synet på mennesket som et selvstændigt væsen, der har ret (og ikke af lighedsmagere får ret) til at søge lykken på egen hånd.
Et sådant grundsyn ville helt naturligt pege frem mod forsvaret ikke bare af økonomiske friheder, men lige såvel af politiske friheder: Det vil sige retten til at ytre sig, til at kunne forlade landet, komme tilbage igen, skrive systemfjendtlige bøger samt organisere sig på kryds og tværs. Kommunisterne i Kina har blot tilladt mere økonomisk frihed end tidligere, men forbeholder stadig sig retten til at angive retningen for hver eneste indbygger i landet. Det er et stort forbehold, hvis målestokken hedder personlig frihed. Med denne lunkenhed risikerer man, at den økonomiske frihed på et senere tidspunkt bliver et middel i den politiske ufriheds tjeneste. Derfor skal de politiske friheder forsvares ligeså indædt som de økonomiske. Den ene form for frihed er lige så central som den anden.
Den danske tradition for frihed
I Danmark har vi - trods en lang frihedstradition - som bekendt også stærke fortalere for økonomisk ufrihed, hvilket er og bliver en forudsætning for at lighedsidealer kan føres ud i livet fra oven. Vi har alligevel længe været en del af det globale marked og i det store hele haft en velfungerende og fri økonomi.
Danske socialisters accept af markedsøkonomien kan ikke desto mindre godt sammenlignes med den kinesiske ditto. For accepten af markedsøkonomi er i modsætning til liberalismens udgangspunkt ikke en konsekvens af respekten for det enkelte menneskes ret til at leve sit liv i fred. Markedsøkonomien anses af lighedsmagerne i såvel Danmark som i Kina blot for at være nyttig. Markedsøkonomien har dermed begge steder status som et skaffedyr. Den skal bruges til at opfylde magthavernes mål. Den frie økonomi forsvares således ikke ud fra synet på individets ret til at bestemme over eget liv eller til at bestemme over egen ejendom. Og dette er formentlig en af grundene til at ejendomsretten i Danmark, siden indførslen af indkomstskatten i begyndelsen af 1900-tallet, er blevet stadig mere hul. At bestemme over egen ejendom opfattes ikke som en ret, man har, men som en ret (eller rettere rest) man får, af det til enhver tid bestemmende borgerlige eller socialistiske formynderskab.
Årsagen til lighedsmagernes syn på markedsøkonomi må ikke mindst tilskrives det forhold, at der trods globalisering og spredning af velstand stadigvæk opdrages nye lighedsdyrkende generationer ud fra tesen om, at kapitalisme handler om mere til de få og mindre til de mange; og ud fra det grundsyn at mennesker i almindelighed ikke er i stand til at tage vare på sig selv.
Kommentaren er tidligere bragt i Dagbladet Information den 1. november 2005
Abonner på:
Indlæg (Atom)
