Det er i kraft af friheden, og dermed blandt andet muligheden for at der kan opstå forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at den generelle velstand er realiseret.
For tiden gennemføres en kampagne via tidsskrifter og plakatopslag sponsoreret af fagforbundet 3F, der handler om lighed og ulighed i økonomisk forstand. En af overskrifterne er "Rige børn lever længst". Undertegnedes reaktion er: jamen hvad ellers? - Skal det ikke have konsekvenser, at man skaber sig velstand? Ville det ikke være besynderligt, hvis man i de rige lande ikke levede længere, end man gjorde i de fattige? Hvad var så meningen med at skabe sig rigdom i første omgang?
Nu handler kampagne-sloganet i praksis ikke om, at børn dør, og at de fattiges børn dør i større omfang end de riges børn i vores del af verden. Kampagnen handler i virkeligheden om forskelle på voksne. Det med at nævne børnene er et reklamestunt. Det kan man forvisse sig om i forbundsformand for 3F Poul Erik Skov Christensens Kronik: Ulighed dræber. Så vi må starte med at rette på diskussionsformuleringen: Bør rige (voksne) leve længere end fattige? – alt andet lige. Og svaret må – alt andet lige – og med de samme begrundelser som foroven være JA, Hvis det skal have nogen som helst mening at skabe sig et godt liv, må svaret stadigvæk være bekræftende.
Læser man Poul Erik Skov Christensens kronik, bliver det også tydeligt, at han tager velstanden for givet; og at han i praksis ikke aner, hvordan velstanden i samfundet opstår. PESC forstiller sig i sin kronik en verden med absolut lighed (se citatet forneden), hvor han så tror, at alle er blevet hævet op på det højeste niveau, hvad angår den sundhed, som eksisterer i dag.
Men dette højeste niveau som man kan finde blandt de rigeste i den rigeste del af verden, er jo netop et niveau, der er nået af de, der i et frit samfund har haft mulighed for at skabe sig en rig tilværelse; og hvor denne rigdom blandt andet består i et overskud til at tage vare på sig selv i en sundhedsmæssig forstand. I løbet af denne velstandsskabende proces, som man har kastet sig ud i for at skabe sig et godt liv, har man vel at mærke også produceret noget, der har værdi for andre. For den enkelte er dette måske noget sekundært. Men det er alligevel værd at bemærke, at som følge af velstanden i kraft af dette system – også kaldet markedsøkonomien – så vokser det generelle niveau for sundhed; og den gennemsnitlige levetid hæves for alle - rig som fattig.
Ovenstående forstår PESC tydeligvis ikke. Han skriver indledningsvist i sin kronik, at [d]anskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år... Forestillingen er dermed for PESC, at man kan afvikle den økonomiske handlefrihed og i praksis uligheden, og så samtidig bevare det højeste niveau for sundhed, som eksisterer i dag i vores del af verden, hvor vi netop p.t. har denne handlefrihed.
Det er ikke desto mindre netop friheden, der også giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet. Det er i kraft af friheden, som har været gældende og formaliseret i det borgerlige retssamfund de sidste par hundrede år, og som blandt andet også giver muligheden for, at der kan opstå store forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at velstanden er realiseret. I praksis vil Poul Erik Skov Christensens vision derfor forvandle sig til et sundhedsmæssigt mareridt, sådan som man netop ser det ske i de lande, hvor magthaverne forsøger at skabe lighed fra oven via staten.
Mere om fagforeningen 3F på COIN-bloggen.
Viser indlæg med etiketten Lighed. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Lighed. Vis alle indlæg
3. oktober 2007
3F skræmmer børnene væk
I vores klub kan man spille en hel sæson for 600 kroner, og en ketsjer kan købes for cirka 300 kroner, siger Jørgen Hansen [bestyrelsesmedlem i Aalborg Tennisklub]. Han er godt klar over, at tennis af nogen bliver betragtet som en overklassesport. - Sådan var det engang, men det er helt ude af trit med virkeligheden i dag, mener han. Som medlem af bestyrelsen i en tennisklub frygter han, at annoncen fra 3f kan gøre det sværere at få unge til at melde sig til tennissporten. Det er svært nok i forvejen at holde på de unge. - Det kan man læse i artiklen Tennissporten føler sig hængt ud.
Men hvorfor er det blevet billigere at spille tennis? Svaret er det samme som spørgsmålet: "hvorfor er kontaktlinser, computerskærme, mobiltelefoner, fjernsyn, sodavand, flyrejser"...og så videre blevet billigere? - Og svaret er ULIGHED: Det vil sige, det er mulighederne for at skabe sig en materielt solid tilværelse med overskud i hverdagen, der har ført til denne generelle velstandsskabelse. Det er muligheden for at den enkelte kan træffe sine egne beslutninger, og dernæst forfølge sine drømme og visioner uden at blive plyndret af sine omgivelser for hvert et fornuftigt og produktivt skridt, der bliver taget.
Det er dermed muligheden for at blive "ulige" alle andre, der betyder, at nogle rent faktisk foretager sig noget fornuftigt og praktisk orienteret. I primitive eller middelalderlige samfund trives derimod retsløsheden og også lighedsmentaliteten, der betyder, at når nogle tager et selvstændigt skridt fremad, trækkes de med det samme tilbage og ned af resten. Fra og med 1970'erne tog vi i Danmark med ny-marxisimen (og kultur-socialismen) et grimt skridt tilbage i den forkerte retning. Man genopfandt en lighedskultur, som kun kan føre tilbage til mere primitive tilstande.
Historien fra Aalborg fortæller således noget ret centralt. Og det er at friheden ganske rigtigt i praksis har en tendens til at føre til ulighed, sådan at der opstår en "overklasse", fordi mennesker vil noget forskelligt med deres liv, og også fordi mennesker er forskellige fra naturens hånd; men at den samme frihed også fører til øget velstand generelt.
Men hvorfor er det blevet billigere at spille tennis? Svaret er det samme som spørgsmålet: "hvorfor er kontaktlinser, computerskærme, mobiltelefoner, fjernsyn, sodavand, flyrejser"...og så videre blevet billigere? - Og svaret er ULIGHED: Det vil sige, det er mulighederne for at skabe sig en materielt solid tilværelse med overskud i hverdagen, der har ført til denne generelle velstandsskabelse. Det er muligheden for at den enkelte kan træffe sine egne beslutninger, og dernæst forfølge sine drømme og visioner uden at blive plyndret af sine omgivelser for hvert et fornuftigt og produktivt skridt, der bliver taget.
Det er dermed muligheden for at blive "ulige" alle andre, der betyder, at nogle rent faktisk foretager sig noget fornuftigt og praktisk orienteret. I primitive eller middelalderlige samfund trives derimod retsløsheden og også lighedsmentaliteten, der betyder, at når nogle tager et selvstændigt skridt fremad, trækkes de med det samme tilbage og ned af resten. Fra og med 1970'erne tog vi i Danmark med ny-marxisimen (og kultur-socialismen) et grimt skridt tilbage i den forkerte retning. Man genopfandt en lighedskultur, som kun kan føre tilbage til mere primitive tilstande.
Historien fra Aalborg fortæller således noget ret centralt. Og det er at friheden ganske rigtigt i praksis har en tendens til at føre til ulighed, sådan at der opstår en "overklasse", fordi mennesker vil noget forskelligt med deres liv, og også fordi mennesker er forskellige fra naturens hånd; men at den samme frihed også fører til øget velstand generelt.
4. september 2007
I Danmark findes to modstridende kulturer
Som altid var Grønland fascinerende. Hver gang, jeg er i Grønland, bliver jeg imponeret over, hvordan det grønlandske folk gennem generationer har klaret sig i en meget barsk natur. - Det skrev Anders Fogh Rasmussen den 28. juni på sin nye blog.
Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.
Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.
Klimaet var en større udfordring før industrialderen
Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.
Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.
Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur
Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.
Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså også, at de fleste er så rørende enige om, at der er stolte traditioner for selvstændighed at bygge på. Kunne problemet mon have noget at gøre med bistandskulturen man importerede fra Danmark?
På COIN-bloggen har jeg i denne forbindelse påpeget, at danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt på Grønland, end de har i Danmark: I Danmark er det civile samfund langt stærkere end i Grønland. Derfor er det danske samfund i praksis også mere frit. Det er nu engang i det danske civilsamfund at den økonomiske vækst er skabt, og det ovenfor nævnte industrisamfund er blevet til.
Industrisamfund har man således i frie og åbne samfund, der er præget af smidig samhandel, produktionsfrihed, tankefrihed og respekt for den enkelte og herunder for den private ejendomsret. Og man tænker ikke frit, og lærer det aldrig - hvis det ikke kan betale sig. Det kan det netop ikke i et samfund, der tilstræber planøkonomi – som stagnerer, og så bliver til en bistandsøkonomi. Grønlands møde med Danmark kunne derfor i princippet have ført til langt mere end det faktisk blev tilfældet. En vigtig grund til at der er sket så lidt, er ikke mindst, at det ikke var denne frihedens og produktivitetens kultur, der var den primære kultur, som mødte grønlænderne fra Danmarks side. I stedet var det bistandskulturen og offerliggørelsen man importerede, som også herhjemme har været på fremmarch; men som i Grønland blot har haft langt friere spillerum. - Det er i øvrigt den samme offerliggørelse, som man udsætter en del indvandrere for hernede.
Nogle kulturer er bedre end andre – og det skyldes ikke mindst forskelle på menneskesyn
Man kan derfor også udlede noget andet af det Anders Fogh Rasmussen skriver; og det er at kultur og værdier gør en forskel. Nogle gange er kulturen stærk og skabende. Andre gange er en kultur svag, stagneret eller ligefrem destruktiv. (Det skal illustreres tydeligere senere). I kraft af ovenstående kan man blot som en historisk efterskrift konstatere, at den grønlandske kultur (forstået som aktuelle individer) havde svært ved at vælge fra og til: Det man valgte til, var i vid udstrækning ikke de værdier, der kendetegner produktivitet og moderne entreprenørånd. Det var nu engang i højere grad bistandskulturens værdier, som man valgte. Det fortæller mængden af bistand, der tilflyder Grønland den dag i dag. Det viser sig også i kraft af den misbrugskultur der eksisterer, og som ikke kan ignoreres.
Kulturens grundlag er derfor ikke mindst værdier, og i den forstand ikke mindst menneskesyn, der således kan være vidt forskellige. Nogle kulturer er derfor bedre end andre, fordi nogle værdier er bedre at abonnerer på end andre sæt af værdier. Og forskelle i værdier handler i vid udstrækning om forskel på menneskesyn:
Mennesket som offer
Nogle ser således mennesket som et offer for ydre omstændigheder. Her opfattes mennesket som et svagt og skrøbeligt væsen, der skal opflaskes med “midler” og “ressourcer”, og så på magisk vis efter mange årtiers offentlig pleje (og socialistisk indoktrinering undervejs) pludselig en dag forventes at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende eller målrettet og ambitiøs medarbejder - vel at mærke angiveligt præcis takket være denne offentlige podning. Men det sker simpelthen ikke. Man bliver ikke en drivkraft på markedspladsen, når man har lært at være globaliseringsmodstander og tilhænger af en massiv stat. Hvor mange vil virkelig hævde, at de har lært arbejdsetik, forskel på dit og mit samt eventuelt at være forretningsmand m/k – i kraft af folkeskole eller for den sags skyld Danmarks Radio? At Danmark har en levende privatsektor er dermed på trods og ikke på grund af den offentlige sektor.
Mennesket som verdens klogeste væsen
Andre ser omvendt (i modsætning til offentlige behandlere, offentlige propagandister og bureaukrater) mennesket for hvad det er: det mest intelligente væsen på jorden. Her er synet, at man med nogle solide værdier i ryggen (som uden større vanskeligheder kan viderebringes i al frivillighed fra forældre og de nærmeste omgivelser) sagtens kan formå at overgå sig selv og den ældre generation; samt bygge videre på, hvad der måtte være af historiske sejre - uden at skulle have bistand og statstilskud. Og trods førstnævnte negative offersyn, så er Homo Sapiens ikke desto mindre ubestrideligt det mest producerende, ressourcefulde, innovative og kreative væsen på denne planet. Men hvis man lærer ikke at tro på sig selv, og at tro at man ikke rigtigt kan gøre en forskel, og at man skal have tilskud og ydelser for at klare sig, og hvis hele det omkringliggende samfund prædiker det samme – eventuelt tilsat jantelov, så er det klart at man vil give sig i kast med mindre.
Venstrefløjens forkvaklede menneskesyn
Der er dermed en kolossal stor forskel på, hvad man mener man kan gøre; hvad man (trods dette faktum) regner mennesket for som væsen; og dermed også hvilken selvstændighed, man politisk er villig til at begunstige sine medmennesker. I Danmark har man i kraft af offerideologien derfor ikke været villig til at lade det grønlandske folk tage vare på sig selv. Behandlersynet på mennesket har været det dominerende, når det gælder forholdet til Grønland. (Og måske er det også det Anders Fogh Rasmussen prøver på at fortælle, hvis han turde).
Omvendt har vi som nævnt i Danmark heldigvis et ret stærkt civilsamfund, der modvirker det sidstnævnte syn på individet, som altså navnlig promoveres fra det offentlige. Vi har faktisk ikke haft en så forvokset socialstat så længe som offentlige undervisere gerne vil give indtryk af. Og vi har omvendt været del af det åbne, frie og oplyste Europa længe. Det har man bare ikke i Grønland - i kraft af nogle bestemte historiske omstændigheder herunder den omtalte geografiske isolation.
Pointen er således, at det ikke er det danske private civilsamfund, og frie relationer mellem grønlandske og danske producenter, der kendetegner relationerne. Det er tværtimod netop det offentlige tilskuds-Danmark med tilhørende offerideologi, der har overtaget Grønland, og som langsomt har sikret at Grønland blev fastholdt som et stagneret område. I Danmark kan vi derfor i langt større omfang derfor tillade os at grine af behandlerkulturen, og det besynderlige medfølgende menneskesyn. Der er bare ikke så meget at grine ad, når systemet relativt set er så stort som det i kraft af bistanden sammenholdt med det grønlandske BNP må være på Grønland. Grønland har derfor behov for et retssamfund - og ikke en velfærdsstat.
Darwin om egalitære og primitive kulturer
Indledningsvist blev det nævnt, at kulturer således kunne være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. Det blev også foroven lovet, at det skulle uddybes, hvordan man kan sige, at nogle kulturer er bedre end andre ud fra en objektiv målestok.
Den objektive målestok der skal opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.
Et ekstremt eksempel på en svag kultur ud fra denne målestok var således hvad Charles Darwin mødte i Ildlandet (Tierra del Fuego i Sydamerika) tilbage i 1833.
De lokale beboere her var, som Darwin beskriver det, ekstremt egalitære: Alt hvad de fik af deres gæster fra Europa blev sønderflået i små dele, så ingen blev bedre stillet end andre: At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another, konstaterer Darwin.
Darwin gjorde sig naturligvis i den sammenhæng så nogle overvejelser over hvad der skulle til, før sådan en situation - og den bagvedliggende mentalitet, der lå til grund for adfærden - forandrede sig til det bedre. Her er således hele sentensen fra Darwins dagbog, hvori bemærkningen om klædet, der bliver sønderflået i lighedens navn indgår:
The perfect equality among the individuals composing the Fuegian tribes must for a long time retard their civilization. As we see those animals, whose instinct compels them to live in society and obey a chief, are most capable of improvement, so is it with the races of mankind. Whether we look at it as a cause or a consequence, the more civilized always have the most artificial governments. For instance, the inhabitants of Otaheite, who, when first discovered, were governed by hereditary kings, had arrived at a far higher grade than another branch of the same people, the New Zealanders, — who, although benefited by being compelled to turn their attention to agriculture, were republicans in the most absolute sense. In Tierra del Fuego, until some chief shall arise with power sufficient to secure any acquired advantage, such as the domesticated animals, it seems scarcely possible that the political state of the country can be improved. At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another. On the other hand, it is difficult to understand how a chief can arise till there is property of some sort by which he might manifest his superiority and increase his power.
Darwins catch 22, hvor ingen er stærke nok til at hævde deres egen ejendomsret, og hvor ingen ejendomsret derfor opstår, er imidlertid relativt let at løse, hvis man i stedet for at fokusere på institutioner, lægger vægten på ændringen af netop værdierne i et givent samfund.
Der kan således identificeres to konfliktende sæt af værdier i Danmark, man kan karakterisere som borgerlige og socialistiske. De to værdisæt har så to tilhørende og modstridende sæt af rettigheder: henholdsvis forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og så de såkaldt materielle eller “positive” rettigheder. De sidste er i øvrigt også netop dem, som Ildlandets beboere i praksis (uden at vide det) bekendte sig til. Forskellige værdier er derfor – i modsætning til Darwins synspunkt - langt vigtigere end om et land har et kongedømme, en republik eller for den sags skyld en eller anden form for passivt ikke-socialistisk diktatur, som man har haft det i Singapore, Taiwan eller i Sydkorea tidligere.
Lighed og primitivisme vs. privat ejendomsret og civilisation
Det afgørende er derfor netop respekten for den enkelte, det vil sige for, at naboen har ret til at forfølge sine egne ideer, producere på sin måde, og høste udbyttet. Men Darwin har jo vel at mærke ret i, at det der i praksis ville gøre en forskel, er det øjeblik, hvor nogle af Ildlandets beboere beslutter sig for at de har fået nok af den dræbende lighed, og i stedet beslutter sig for at forsvare deres ejendomsret – uanset om der er tale om en gave, de har fået af tilrejsende, eller om der er tale om noget jord, de har dyrket, eller et dyr man selv har fanget; og som man ikke vil dele med alle andre, men kun med dem man selv mener, det er værd at dele med.
Forskellen er således, at man insisterer på sin ret, og samtidig lærer andre at respektere denne ret (ejendomsretten) som noget universelt – altså som en regel, som gælder for alle.
Det skal således være påstanden, at dette netop har været på sådanne kritiske tidspunkter – hvor nogle har gjort op med en negativ adfærd, og sat en ny standard for retfærdighed, at man har bevæget sig bort fra mere primitive tilstande. Det vil eksempelvis sige, når man har valgt at anerkende, at man selv gjorde forskellen, og derfor også selv har retten til at nyde det udbytte af egen indsats, som man på forskellig måde høster. - Måske bygger man sig via først tænkning og siden hårdt arbejde en overlegen båd, og gør derfor mere for sin egen familie. Ville man nu gøre det, hvis alle de ekstra fisk man fangede, så efterfølgende skulle fordeles mellem flere hundreder i en landsby? Øges incitamentet til at foretage sig noget ikke netop, når produktet af det man frembringer, også efterfølgende er noget, man har råderetten over?
I Ildlandet var der således ikke engang en diskussion om ejendomsretten. Man flåede bare tingene ud af hænderne på hinanden. Så her er vor tids socialdemokrater dog mere civiliserede: De har sat konfiskationen i system via demokratiet, hvor vi hvert fjerde år så vælger hvis ejendom, det i særlig grad skal gå ud over, og hvor meget vi skal flå ud af hænderne på hinanden.
Konklusion
For at vende tilbage til Grønland – efter at have opstillet denne sondring mellem egalitarisme vs. respekt for ejendomsretten - kan man derfor sige, at nogle af de grønlandske traditioner i denne forbindelse har været godartede. Man har i et eller andet omfang respekteret individuelle forskelle, og retten til at gøre tingene på forskellig måde. Men på andre måder har man som i de fleste andre kulturer uden tvivl også haft en masse regler, der har holdt fremskridtet tilbage i form af sociale normer, religiøse bekymringer med mere. Konstanten i denne kulturelle sammenligning er naturligvis så, at såvel Ildlandets beboere som den grønlandske befolkning har været forholdsvist isolerede, og derfor har haft særligt svært ved at modtage værdimæssige inputs udefra. Men stadigvæk, så handler sejrene (d.v.s. de gode skridt fremad) i disse samfund om, at respekten for det enkelte menneske, og herunder for den enkeltes indsats og ret til produktet af det skabte, den voksede. (I øvrigt er det også i dette lys, at man må se udviklingen af Copyright i globaliserede samfund: netop som en voksende respekt for, hvad der skabes af individer, og som man så i et samfund respekterer i kraft af love, der forsvarer intellektuel produktion).
Pointen er naturligvis også - for nu at afslutte med at kritisere den danske kultur - at vi selv har bevæget i retning væk fra det civiliserede og private, og ”takket” være socialdemokratismen og den stigende grad af konfiskation via skatterne, atter er blevet mere egalitære og dermed også mindre civiliserede (i den henseende) i kraft af ringere bevidsthed om, hvem, der i praksis har gjort sig fortjent til hvad. Skattetrykket er et meget håndfast mål på denne aftagende respekt. Darwins møde med Ildlandet viser så, hvad der i sidste instans er i vente, når den private ejendomsret afskaffes helt, og ligheden sættes over - og til sidst erstatter - retfærdighed.
Henvisninger:
Anders Fogh Rasmussen weblog
Jyllands-Posten: Grønlandske børn går sultne i seng
COIN-bloggen: Grønland og de offentligt ansatte marxistiske projektmagere
Charles Darwin: The Voyage of the Beagle (kapitel 10)
Wikipedia: Tierra del Fuego
COIN-bloggen: Kipling og ejendomsretten (ifølge Johannes V. Jensen)
Læs også Collectivism, Climate Change, and Economic Freedom af George Reisman
Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.
Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.
Klimaet var en større udfordring før industrialderen
Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.
Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.
Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur
Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.
Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså også, at de fleste er så rørende enige om, at der er stolte traditioner for selvstændighed at bygge på. Kunne problemet mon have noget at gøre med bistandskulturen man importerede fra Danmark?
På COIN-bloggen har jeg i denne forbindelse påpeget, at danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt på Grønland, end de har i Danmark: I Danmark er det civile samfund langt stærkere end i Grønland. Derfor er det danske samfund i praksis også mere frit. Det er nu engang i det danske civilsamfund at den økonomiske vækst er skabt, og det ovenfor nævnte industrisamfund er blevet til.
Industrisamfund har man således i frie og åbne samfund, der er præget af smidig samhandel, produktionsfrihed, tankefrihed og respekt for den enkelte og herunder for den private ejendomsret. Og man tænker ikke frit, og lærer det aldrig - hvis det ikke kan betale sig. Det kan det netop ikke i et samfund, der tilstræber planøkonomi – som stagnerer, og så bliver til en bistandsøkonomi. Grønlands møde med Danmark kunne derfor i princippet have ført til langt mere end det faktisk blev tilfældet. En vigtig grund til at der er sket så lidt, er ikke mindst, at det ikke var denne frihedens og produktivitetens kultur, der var den primære kultur, som mødte grønlænderne fra Danmarks side. I stedet var det bistandskulturen og offerliggørelsen man importerede, som også herhjemme har været på fremmarch; men som i Grønland blot har haft langt friere spillerum. - Det er i øvrigt den samme offerliggørelse, som man udsætter en del indvandrere for hernede.
Nogle kulturer er bedre end andre – og det skyldes ikke mindst forskelle på menneskesyn
Man kan derfor også udlede noget andet af det Anders Fogh Rasmussen skriver; og det er at kultur og værdier gør en forskel. Nogle gange er kulturen stærk og skabende. Andre gange er en kultur svag, stagneret eller ligefrem destruktiv. (Det skal illustreres tydeligere senere). I kraft af ovenstående kan man blot som en historisk efterskrift konstatere, at den grønlandske kultur (forstået som aktuelle individer) havde svært ved at vælge fra og til: Det man valgte til, var i vid udstrækning ikke de værdier, der kendetegner produktivitet og moderne entreprenørånd. Det var nu engang i højere grad bistandskulturens værdier, som man valgte. Det fortæller mængden af bistand, der tilflyder Grønland den dag i dag. Det viser sig også i kraft af den misbrugskultur der eksisterer, og som ikke kan ignoreres.
Kulturens grundlag er derfor ikke mindst værdier, og i den forstand ikke mindst menneskesyn, der således kan være vidt forskellige. Nogle kulturer er derfor bedre end andre, fordi nogle værdier er bedre at abonnerer på end andre sæt af værdier. Og forskelle i værdier handler i vid udstrækning om forskel på menneskesyn:
Mennesket som offer
Nogle ser således mennesket som et offer for ydre omstændigheder. Her opfattes mennesket som et svagt og skrøbeligt væsen, der skal opflaskes med “midler” og “ressourcer”, og så på magisk vis efter mange årtiers offentlig pleje (og socialistisk indoktrinering undervejs) pludselig en dag forventes at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende eller målrettet og ambitiøs medarbejder - vel at mærke angiveligt præcis takket være denne offentlige podning. Men det sker simpelthen ikke. Man bliver ikke en drivkraft på markedspladsen, når man har lært at være globaliseringsmodstander og tilhænger af en massiv stat. Hvor mange vil virkelig hævde, at de har lært arbejdsetik, forskel på dit og mit samt eventuelt at være forretningsmand m/k – i kraft af folkeskole eller for den sags skyld Danmarks Radio? At Danmark har en levende privatsektor er dermed på trods og ikke på grund af den offentlige sektor.
Mennesket som verdens klogeste væsen
Andre ser omvendt (i modsætning til offentlige behandlere, offentlige propagandister og bureaukrater) mennesket for hvad det er: det mest intelligente væsen på jorden. Her er synet, at man med nogle solide værdier i ryggen (som uden større vanskeligheder kan viderebringes i al frivillighed fra forældre og de nærmeste omgivelser) sagtens kan formå at overgå sig selv og den ældre generation; samt bygge videre på, hvad der måtte være af historiske sejre - uden at skulle have bistand og statstilskud. Og trods førstnævnte negative offersyn, så er Homo Sapiens ikke desto mindre ubestrideligt det mest producerende, ressourcefulde, innovative og kreative væsen på denne planet. Men hvis man lærer ikke at tro på sig selv, og at tro at man ikke rigtigt kan gøre en forskel, og at man skal have tilskud og ydelser for at klare sig, og hvis hele det omkringliggende samfund prædiker det samme – eventuelt tilsat jantelov, så er det klart at man vil give sig i kast med mindre.
Venstrefløjens forkvaklede menneskesyn
Der er dermed en kolossal stor forskel på, hvad man mener man kan gøre; hvad man (trods dette faktum) regner mennesket for som væsen; og dermed også hvilken selvstændighed, man politisk er villig til at begunstige sine medmennesker. I Danmark har man i kraft af offerideologien derfor ikke været villig til at lade det grønlandske folk tage vare på sig selv. Behandlersynet på mennesket har været det dominerende, når det gælder forholdet til Grønland. (Og måske er det også det Anders Fogh Rasmussen prøver på at fortælle, hvis han turde).
Omvendt har vi som nævnt i Danmark heldigvis et ret stærkt civilsamfund, der modvirker det sidstnævnte syn på individet, som altså navnlig promoveres fra det offentlige. Vi har faktisk ikke haft en så forvokset socialstat så længe som offentlige undervisere gerne vil give indtryk af. Og vi har omvendt været del af det åbne, frie og oplyste Europa længe. Det har man bare ikke i Grønland - i kraft af nogle bestemte historiske omstændigheder herunder den omtalte geografiske isolation.
Pointen er således, at det ikke er det danske private civilsamfund, og frie relationer mellem grønlandske og danske producenter, der kendetegner relationerne. Det er tværtimod netop det offentlige tilskuds-Danmark med tilhørende offerideologi, der har overtaget Grønland, og som langsomt har sikret at Grønland blev fastholdt som et stagneret område. I Danmark kan vi derfor i langt større omfang derfor tillade os at grine af behandlerkulturen, og det besynderlige medfølgende menneskesyn. Der er bare ikke så meget at grine ad, når systemet relativt set er så stort som det i kraft af bistanden sammenholdt med det grønlandske BNP må være på Grønland. Grønland har derfor behov for et retssamfund - og ikke en velfærdsstat.
Darwin om egalitære og primitive kulturer
Indledningsvist blev det nævnt, at kulturer således kunne være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. Det blev også foroven lovet, at det skulle uddybes, hvordan man kan sige, at nogle kulturer er bedre end andre ud fra en objektiv målestok.
Den objektive målestok der skal opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.
Et ekstremt eksempel på en svag kultur ud fra denne målestok var således hvad Charles Darwin mødte i Ildlandet (Tierra del Fuego i Sydamerika) tilbage i 1833.
De lokale beboere her var, som Darwin beskriver det, ekstremt egalitære: Alt hvad de fik af deres gæster fra Europa blev sønderflået i små dele, så ingen blev bedre stillet end andre: At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another, konstaterer Darwin.
Darwin gjorde sig naturligvis i den sammenhæng så nogle overvejelser over hvad der skulle til, før sådan en situation - og den bagvedliggende mentalitet, der lå til grund for adfærden - forandrede sig til det bedre. Her er således hele sentensen fra Darwins dagbog, hvori bemærkningen om klædet, der bliver sønderflået i lighedens navn indgår:
The perfect equality among the individuals composing the Fuegian tribes must for a long time retard their civilization. As we see those animals, whose instinct compels them to live in society and obey a chief, are most capable of improvement, so is it with the races of mankind. Whether we look at it as a cause or a consequence, the more civilized always have the most artificial governments. For instance, the inhabitants of Otaheite, who, when first discovered, were governed by hereditary kings, had arrived at a far higher grade than another branch of the same people, the New Zealanders, — who, although benefited by being compelled to turn their attention to agriculture, were republicans in the most absolute sense. In Tierra del Fuego, until some chief shall arise with power sufficient to secure any acquired advantage, such as the domesticated animals, it seems scarcely possible that the political state of the country can be improved. At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another. On the other hand, it is difficult to understand how a chief can arise till there is property of some sort by which he might manifest his superiority and increase his power.
Darwins catch 22, hvor ingen er stærke nok til at hævde deres egen ejendomsret, og hvor ingen ejendomsret derfor opstår, er imidlertid relativt let at løse, hvis man i stedet for at fokusere på institutioner, lægger vægten på ændringen af netop værdierne i et givent samfund.
Der kan således identificeres to konfliktende sæt af værdier i Danmark, man kan karakterisere som borgerlige og socialistiske. De to værdisæt har så to tilhørende og modstridende sæt af rettigheder: henholdsvis forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og så de såkaldt materielle eller “positive” rettigheder. De sidste er i øvrigt også netop dem, som Ildlandets beboere i praksis (uden at vide det) bekendte sig til. Forskellige værdier er derfor – i modsætning til Darwins synspunkt - langt vigtigere end om et land har et kongedømme, en republik eller for den sags skyld en eller anden form for passivt ikke-socialistisk diktatur, som man har haft det i Singapore, Taiwan eller i Sydkorea tidligere.
Lighed og primitivisme vs. privat ejendomsret og civilisation
Det afgørende er derfor netop respekten for den enkelte, det vil sige for, at naboen har ret til at forfølge sine egne ideer, producere på sin måde, og høste udbyttet. Men Darwin har jo vel at mærke ret i, at det der i praksis ville gøre en forskel, er det øjeblik, hvor nogle af Ildlandets beboere beslutter sig for at de har fået nok af den dræbende lighed, og i stedet beslutter sig for at forsvare deres ejendomsret – uanset om der er tale om en gave, de har fået af tilrejsende, eller om der er tale om noget jord, de har dyrket, eller et dyr man selv har fanget; og som man ikke vil dele med alle andre, men kun med dem man selv mener, det er værd at dele med.
Forskellen er således, at man insisterer på sin ret, og samtidig lærer andre at respektere denne ret (ejendomsretten) som noget universelt – altså som en regel, som gælder for alle.
Det skal således være påstanden, at dette netop har været på sådanne kritiske tidspunkter – hvor nogle har gjort op med en negativ adfærd, og sat en ny standard for retfærdighed, at man har bevæget sig bort fra mere primitive tilstande. Det vil eksempelvis sige, når man har valgt at anerkende, at man selv gjorde forskellen, og derfor også selv har retten til at nyde det udbytte af egen indsats, som man på forskellig måde høster. - Måske bygger man sig via først tænkning og siden hårdt arbejde en overlegen båd, og gør derfor mere for sin egen familie. Ville man nu gøre det, hvis alle de ekstra fisk man fangede, så efterfølgende skulle fordeles mellem flere hundreder i en landsby? Øges incitamentet til at foretage sig noget ikke netop, når produktet af det man frembringer, også efterfølgende er noget, man har råderetten over?
I Ildlandet var der således ikke engang en diskussion om ejendomsretten. Man flåede bare tingene ud af hænderne på hinanden. Så her er vor tids socialdemokrater dog mere civiliserede: De har sat konfiskationen i system via demokratiet, hvor vi hvert fjerde år så vælger hvis ejendom, det i særlig grad skal gå ud over, og hvor meget vi skal flå ud af hænderne på hinanden.
Konklusion
For at vende tilbage til Grønland – efter at have opstillet denne sondring mellem egalitarisme vs. respekt for ejendomsretten - kan man derfor sige, at nogle af de grønlandske traditioner i denne forbindelse har været godartede. Man har i et eller andet omfang respekteret individuelle forskelle, og retten til at gøre tingene på forskellig måde. Men på andre måder har man som i de fleste andre kulturer uden tvivl også haft en masse regler, der har holdt fremskridtet tilbage i form af sociale normer, religiøse bekymringer med mere. Konstanten i denne kulturelle sammenligning er naturligvis så, at såvel Ildlandets beboere som den grønlandske befolkning har været forholdsvist isolerede, og derfor har haft særligt svært ved at modtage værdimæssige inputs udefra. Men stadigvæk, så handler sejrene (d.v.s. de gode skridt fremad) i disse samfund om, at respekten for det enkelte menneske, og herunder for den enkeltes indsats og ret til produktet af det skabte, den voksede. (I øvrigt er det også i dette lys, at man må se udviklingen af Copyright i globaliserede samfund: netop som en voksende respekt for, hvad der skabes af individer, og som man så i et samfund respekterer i kraft af love, der forsvarer intellektuel produktion).
Pointen er naturligvis også - for nu at afslutte med at kritisere den danske kultur - at vi selv har bevæget i retning væk fra det civiliserede og private, og ”takket” være socialdemokratismen og den stigende grad af konfiskation via skatterne, atter er blevet mere egalitære og dermed også mindre civiliserede (i den henseende) i kraft af ringere bevidsthed om, hvem, der i praksis har gjort sig fortjent til hvad. Skattetrykket er et meget håndfast mål på denne aftagende respekt. Darwins møde med Ildlandet viser så, hvad der i sidste instans er i vente, når den private ejendomsret afskaffes helt, og ligheden sættes over - og til sidst erstatter - retfærdighed.
Henvisninger:
Anders Fogh Rasmussen weblog
Jyllands-Posten: Grønlandske børn går sultne i seng
COIN-bloggen: Grønland og de offentligt ansatte marxistiske projektmagere
Charles Darwin: The Voyage of the Beagle (kapitel 10)
Wikipedia: Tierra del Fuego
COIN-bloggen: Kipling og ejendomsretten (ifølge Johannes V. Jensen)
Læs også Collectivism, Climate Change, and Economic Freedom af George Reisman
9. januar 2007
Globale franske tilstande
For tiden [april 2006] demonstrerer franske studenter mod en lov, der skal gøre det franske arbejdsmarked mere fleksibelt ved at forbedre mulighederne for at ansætte og afskedige yngre medarbejdere.
Dermed trækker forslaget i retning væk fra de privilegier, der via tidligere lovgivning er indført i Frankrig. Det vil sige lovgivning, som det også er tilfældet i Tyskland, har gjort det mindre attraktivt at ansætte unge, der for første gang træder ind på arbejdsmarkedet.
Franskmænd har som bekendt en lang og ikke specielt glorværdig tradition, når det gælder om at protestere til fordel for fastholdelse eller udvidelse af særrettigheder.
- Men hvorfor har de det? Og vedkommer den franske tradition i grunden andre end franskmænd?
Svaret på det første spørgsmål skal findes tilbage i det attende århundrede, den franske revolution i 1789 - samt i parolen om Frihed, lighed og broderskab.
Fra og med denne revolution blev socialisme og liberalisme - samt uklare hensigter som sammenhold og solidaritet blandet godt og grundigt sammen i lovtekster, hvis uklarhed af netop denne årsag er sammenlignelige med vor tids EU- og FN-dokumenter.
De forfatningsmæssige kompromiser har plaget Frankrig og resten af verden lige siden.
Det er kompromiser som disse, der er forklaringen på, at alverdens grupper i tide og utide, og til besvær for andre, demonstrerer i Paris gader, nedlægger arbejdet og/eller blokerer for trafikken.
Denne tradition, der først og fremmest handler om retten til særrettigheder er blot stærkere i Frankrig end den er det så mange andre steder. Franskmænd har siden 1789, med de socialistiske elementer i forfatningen, institutionaliseret retten, at forsøge at tilkæmpe sig socialistiske eller materielle eller positive rettigheder, hvilket i praksis vil sige særrettigheder, der via statsmagten indføres på bekostning af borgerne og skatteyderne set under et.
- Frankrig er på denne måde det dårlige eksempel for resten af verden.
I modsætning til de fleste andre nationer, er Frankrig (ikke mindst efter murens fald) et af de lande i verden, hvor ideen om materielle rettigheder står allerstærkest, og hvor det, selv når man sammenligner med Tyskland, er langt sværere at rokke ved disse, når de først er blevet indført.
Kontrasten til Frankrig og andre kontinentaleuropæiske lande herunder Tyskland, er de angelsaksiske lande, hvor respekten for frihedsrettighederne og den private ejendomsret i større udstrækning har forhindret udvidelsen af disse nye former for rettigheder.
Kun fantasien og andres penge sætter grænserne
I teorien er der ingen øvre grænse for materielle rettigheder, der kan handle om alt fra ”ret” til bolig, mad, vand, uddannelse over transport til landbrugsstøtte samt kulturproduktion. Kun fantasien samt andre menneskers vilje og evne til at forsvare deres ejendomsret sætter grænserne. I såvel FN- som EU-dokumenterne trives fantasien således på nøjagtig samme måde i bedste velgående.
Hvis man spørger en jubeltilhænger af EU eller FN, om man i realiteten kan få de ting, der stilles løfte om i dokumenterne, vil han eller hun ikke desto mindre fortælle dig, at der for en række af disse ”rettigheder” umiddelbart er tale om hensigtserklæringer! - Vær dog lidt realistisk. Ret til bolig er bare noget vi har fundet på, og som vi lover dig eller nogle andre en gang i fremtiden.
(Svaret om hensigtserklæring eller programerklæring, var i øvrigt netop svaret, da undertegnede stillede dette spørgsmål til den nu nyudnævnte Forbrugervagthund Camilla Hersom, da denne for nogle år siden stillede op til valg til EU-parlamentet for det Radikale Venstre , se interview med EP-kandidaten side 10.)
Løfterne om materielle rettigheder handler således til en begyndelse om at der, så snart der er tilstrækkeligt at konfiskere fra de produktive i samfundet, ja så vil rettighederne på dette senere tidspunkt træde i kraft. Det vil sige det, der står i eksempelvis Forfatningstraktaten, og som, man forsøger at ophøje til lov, kan man ikke umiddelbart regne med. Som udgangspunkt er det udelukkende tanken, der tæller.
Noget for ingenting
Er det så logisk eller meningsfuldt via staten at love noget, men samtidig først love at holde løfterne; når det man lover på dette senere tidspunkt alligevel, - som følge de velfærdsforbedringer der skyldes en velfungerende markedsøkonomi er blevet tilgængeligt på markedet for menigmand? Selvfølgelig er ikke det. Rettigheder som hensigtserklæringer/programerklæring er en ganske plat form for demagogi og populisme, og hører netop af denne grund til hos en venstrefløj (inklusive det Radikale Venstre) for hvem gode intentioner må anses for vigtigere end konsekvenserne af den konkrete politik.
For konsekvenserne af udvidelse af materielle rettigheder er mærkbare. Forskellen mellem Frankrig og Tysklands økonomier og så den amerikanske, er blevet stadigt større, netop som følge af mængden af materielle rettigheder i de to førstnævnte økonomier, og i det hele taget tendensen til i Europa at give politikere ansvaret for egen velfærd. (Dokumentation for navnlig de to store europæiske landes ringe resultater hvad angår såvel sociale som økonomiske forhold findes her.)
Tilhængere af materielle rettigheder er dermed samtidig - og forståeligt nok - ikke specielt begejstrede for at blive mindet om, at mængden af materielle rettigheder gør det stadigt mindre attraktivt at gøre en indsats for at tjene penge og blive selvforsørgende, og at ophobningen af de materielle rettigheder over tid afvikler de forudsætninger, der skal gælde for at disse ”rettigheder” kan realiseres. Materielle rettigheder er dermed først og fremmest en støtte til passivitet, og dermed en belastning for ethvert lands økonomi.
Det er derfor samtidig ikke et tilfælde, at det netop er Frankrig, der har en 35 timers arbejdsuge. For også med denne lovgivning om maksimale arbejdstider har man tilkæmpet sig retten til at lave mindre. Det gør man således ikke blot ved at reducere arbejdstiden, men også ved at tilkæmpe sig ydelser, der sikrer en indtægt, uden at man giver noget igen. Det gælder således for en hvilken som helst anden materiel rettighed, at nogle skal betale for det, man via lovgivning får ”ret” til.
Problemet med Frankrig er samtidig i modsætning til mange andre lande, at man - som demonstrationer og strejker afspejler - i såvel grundskolen som på de højere uddannelsesanstalter - ”uddannes” til at tro, at de materielle rettigheder er naturlige, ja at de ligefrem er indført i overensstemmelse med historiske fremskridt.
Det er muligvis sidstnævnte idé om materielle rettigheder som umistelige, og som værende på niveau med frihedsrettighederne, der er den direkte årsag til, at såvel bønder, studerende og arbejdere i modsætning til de samme grupper i andre europæiske lande, reagerer så meget mere voldsomt i Frankrig, end det er tilfældet i andre lande.
Lige siden den franske revolution har mange franskmænd således identificeret materiel fremgang med stadig større konfiskation af borgernes ejendom via statens side - til fordel for stadigt flere lunser til bestemte franske interesseorganisationer og erhverv. At bestemte grupper i befolkningen kan have umistelige rettigheder på bekostning af helheden er naturligvis forrykt. Men det er ikke desto mindre, det der er konsekvensen af sådanne rettigheders indførsel. Hvis alle fik det samme efter en materiel rettighed blev indført var der selvfølgelig ingen grund til at de blev indført i første omgang. Derfor er det altid bestemte grupper, der går på gaden og demonstrerer.
At sådanne ”rettigheder” strider mod frihedsrettighederne og ikke er universelle, samt at de afvikler incitamenterne til produktivitet, kan man forvisse sig om således:
Hvis du er læge, betyder ret til lægehjælp i princippet, at nogle kan gøre krav på dine ydelser uden at kræve noget til gengæld. Det kan også betyde at en del af din indtægt skal gå til at statslige myndigheder køber dine eller andres ydelser, for at kunne forære disse ydelser gratis til bestemte grupper i samfundet.
Hvis du er boligudlejer, betyder ret til bolig ligeledes ikke noget positivt, men derimod, at du kan tvinges til at stille en bolig til rådighed, eller at myndighederne, for at opfylde løfterne til bestemte grupper, vil beskatte dig for at give penge til dem, de mener, har krav på at få en større eller mindre andel af deres boligudgifter finansieret.
Måske synes de enkelte medlemmer af bestemte erhverv, at dette med at få deres erhverv udnævnt til en kerneydelse er storslået. Samlet set bliver alle i et samfund med udvidelsen af materielle rettigheder snydt, for konfiskationen af ejendom rammer alle, og jo mere de materielle rettigheder udvides desto højere skatter og jo ringere produktivitet.
Franske bønder kan forvisse sig om de mange former for statslig bistands skadelighed - samt det negative ved andre former for beskyttelse mod konkurrence udefra - ved at undersøge lønniveauet hos deres traditionelt set langt mere konkurrenceorienterede danske landmænd. Danske læger kan tilsvarende sammenligne lønninger med deres amerikanske kolleger.
Det statslige mellemled
Læg samtidig mærke til, at køberen ved indførsel af materielle rettigheder ikke længere er den, der skal nyde godt af varen, men derimod den statslige myndighed, der nu er blevet mellemled. Dette er en vigtig del af forklaringen på det statsligt boligbyggeris lave niveau, og at det offentlige sundhedsvæsen år for år forringes i modsætning til de områder, hvor der ikke findes materielle rettigheder.
Omvendt har intet lands myndigheder endnu talt om en ret til Personlig Computer eller ret til bil. Der er samtidig ikke sat nogen øvre grænser for, hvad man må tjene på at sælge disse goder. Alligevel er udviklingen gået i nøjagtig samme retning – men vel at mærke i langt hastigere tempo - end tilfældet har været med sundhedsydelser siden industrialiserings begyndelse:
Flere kan nu få bedre kvalitet og mere for pengene, når det gælder privat transport eller informationsteknologi. For netop her kan der tjenes penge. (Og signalet fra politikere, der griber ind i et bestemt område er netop som oftest at man ikke må tjene penge – jf. kampen mod boligspekulanter). Derfor investeres der langt mere intensivt i disse markeder, end i dem som staten i større eller mindre grad har bebyrdet med ordninger og regulering.
Hel eller delvis kollektivisering sløver blot processen med flere, billigere og bedre ydelser og varer. Eller - som det var tilfældet i Sovjetunionen – kollektiviseringen sætter til sidst udviklingen helt i stå.
Man kan derfor også forestille sig, hvad der ville ske med såvel IT-industrien eller bilindustrien hvis systemet blev nationaliseret og man fik ret til en basis-PC eller en syge-kassebil, og staten herefter skridt for skridt, som det har været tilfældet med sundhedssektoren, langsomt udvidede de rettigheder man havde til PC-ydelser og transport generelt:
Da køberen ville være staten, og borgeren blot ville være forbruger, ville incitamentet, i modsætning til i dag, være at levere det dyrest mulige til den lavest tænkelige standart. For embedsmænd har naturligvis intet ønske om, at varen lever op til den enkelte forbrugers særlige præferencer og behov. Så længe alle kan få en enhed af varen, og denne er fuldstændig ensartet, kan løftet fra magthavernes side om en folke-PC eller folke-bil anses for at være opfyldt.
Den statslige målsætning om ret til billig transport, ret til uddannelse og ret til sundhed har dermed i praksis gjort den offentlige del af den kollektive trafik, uddannelsesvæsnet og sundhedsydelserne ringere - men samtidig også dyrere for borgerne set under ét. Det eneste konkrete, man har opnået udover at forringe ydelserne er, at monopolisere dele af transportsektoren - samt en meget stor del af sundhedsområdet og uddannelsessektoren.
De er således tankevækkende at sidstnævnte to former for statsmonopolisering nu kaldes for velfærdsstatens kerneydelser, som for at antyde at staten skulle være ansvarlig for disse ydelsers eksistens, og måske også for at vi skal glemme, at der er tale om monopolisering, ensartning og kvalitetsforringelse - i fællesskabets navn
For hver ny rettigheder, der indføres, stiger som nævnt tidligere skatterne samt presset på det politiske system. Den frie handel erstattes af lobbyisme og kampen mellem interesseorganisationer. Og da et krav om en materiel rettighed, er et krav om, at få noget for ingenting bliver taberne i sådant et system de mennesker, der er mest produktive. Vinderne på det korte sigt bliver dem, der ikke mener de har noget at tilbyde, og som mener de først skal have stillet en uddannelse, en bolig, transport, gratis lægehjælp eller en kulturoplevelse til rådighed, før de er parate til at yde noget til gengæld.
På det lange sigt, (og det sigt vi befinder os allerede i som følge af tidligere tiders kortsigtede politiske handlinger), bliver alle i samfundet tabere ved sådanne former for kollektivisering og nationalisering.
Materielle rettigheder er således ikke bare grupperettigheder. Der er samtidig tale om rent kollektivistiske rettigheder. De andre samfundsborgere, man – eventuelt og måske - betaler til, når man efter ti år på en længerevarende uddannelse mener at have noget at bidrage med, er ikke de samme som dem, der blev beskattet, og de sidstnævnte er typisk ikke vanvittigt begejstrede for de marxistiske ting, man for deres konfiskerede midler lærer på universitetet - samt de rapporter, man nu eventuelt lever af at producere i en eller anden skandaleramt styrelse; og hvor man som embedsmand måske endda medvirker til at udvide omtalte rettigheder yderligere.
Alligevel opfattes en afvikling af de materielle pseudorettigheder trods ovenstående og uanset konsekvenserne af deres fastholdelse ikke desto mindre i såvel Frankrig, men også i mange andre lande, helt fejlagtigt med en afskaffelse af velstanden. Det forholder sig ikke desto mindre omvendt: - Hvis ikke de materielle rettigheder afskaffes, så forsvinder velstanden.
Som hjælp til at erkende dette kan man selv forstille sig, hvilke konsekvenser indførelsen af materielle rettigheder ville have i lande, hvor de i dag ikke findes; eller hvor de kun findes i mindre omfang:
USA ville have langt færre private og globalt set toneangivende universiteter.
En ret til mad ville i såvel Frankrig som resten af verden skabe udbredt hungersnød eftersom markedet for landbrugsvarer ville kollapse.
En global ret til bolig ville gøre boligmarkedet aldeles uinteressant for enhver, der ønskede at tjene penge på dette marked.
- Som nævnt er der med disse allermest ekstreme FN-rettigheder heldigvis bare tale om noget vi – indtil videre – leger, vi har ret til. Netop derfor er der ingen der kan huske hvad principperne bag disse dokumenter egentlig handler om. De er kort sagt skrevet af barnlige sjæle i bureaukratiske korridorer, fjernt fra virkelighedens verden.
Af samme grund er den amerikanske forfatning et af de få dokumenter, der har overlevet ikke bare i den amerikanske folks bevidsthed, men blandt alle de landes befolkninger, hvor der i et eller andet omfang er et ønske om ikke at leve af det, andre skaber. Den amerikanske forfatning (som ikke længere overholdes) gav den eneste form for garanti, der kan gives: Det vil sige, at du har ret til at beholde det, du selv skaber - fordi dette netop er din retmæssigt erhvervede ejendom. En ret til at få del i det andre mennersker - måske eller måske ikke - skaber uden deres samtykke, er derimod ikke en garanti, det kan ikke siges at være en egentlig rettighed, og den er derfor intet værd.
Hvis man ikke ønsker franske tilstand må man derfor gribe fat om ondets rod, og gøre op med synet på de - ikke mindst fransk inspirerede - pseudorettigheder, der lidt efter lidt øger det politiske konfliktniveau - ikke bare i Frankrig, men også i Danmark, EU og resten af verden.
De franske tilstande er i sig selv rædsomme at være tilskuer til, men det vil blive meget værre, hvis de samme former tilstande bliver herskende globalt.
Dermed trækker forslaget i retning væk fra de privilegier, der via tidligere lovgivning er indført i Frankrig. Det vil sige lovgivning, som det også er tilfældet i Tyskland, har gjort det mindre attraktivt at ansætte unge, der for første gang træder ind på arbejdsmarkedet.
Franskmænd har som bekendt en lang og ikke specielt glorværdig tradition, når det gælder om at protestere til fordel for fastholdelse eller udvidelse af særrettigheder.
- Men hvorfor har de det? Og vedkommer den franske tradition i grunden andre end franskmænd?
Svaret på det første spørgsmål skal findes tilbage i det attende århundrede, den franske revolution i 1789 - samt i parolen om Frihed, lighed og broderskab.
Fra og med denne revolution blev socialisme og liberalisme - samt uklare hensigter som sammenhold og solidaritet blandet godt og grundigt sammen i lovtekster, hvis uklarhed af netop denne årsag er sammenlignelige med vor tids EU- og FN-dokumenter.
De forfatningsmæssige kompromiser har plaget Frankrig og resten af verden lige siden.
Det er kompromiser som disse, der er forklaringen på, at alverdens grupper i tide og utide, og til besvær for andre, demonstrerer i Paris gader, nedlægger arbejdet og/eller blokerer for trafikken.
Denne tradition, der først og fremmest handler om retten til særrettigheder er blot stærkere i Frankrig end den er det så mange andre steder. Franskmænd har siden 1789, med de socialistiske elementer i forfatningen, institutionaliseret retten, at forsøge at tilkæmpe sig socialistiske eller materielle eller positive rettigheder, hvilket i praksis vil sige særrettigheder, der via statsmagten indføres på bekostning af borgerne og skatteyderne set under et.
- Frankrig er på denne måde det dårlige eksempel for resten af verden.
I modsætning til de fleste andre nationer, er Frankrig (ikke mindst efter murens fald) et af de lande i verden, hvor ideen om materielle rettigheder står allerstærkest, og hvor det, selv når man sammenligner med Tyskland, er langt sværere at rokke ved disse, når de først er blevet indført.
Kontrasten til Frankrig og andre kontinentaleuropæiske lande herunder Tyskland, er de angelsaksiske lande, hvor respekten for frihedsrettighederne og den private ejendomsret i større udstrækning har forhindret udvidelsen af disse nye former for rettigheder.
Kun fantasien og andres penge sætter grænserne
I teorien er der ingen øvre grænse for materielle rettigheder, der kan handle om alt fra ”ret” til bolig, mad, vand, uddannelse over transport til landbrugsstøtte samt kulturproduktion. Kun fantasien samt andre menneskers vilje og evne til at forsvare deres ejendomsret sætter grænserne. I såvel FN- som EU-dokumenterne trives fantasien således på nøjagtig samme måde i bedste velgående.
Hvis man spørger en jubeltilhænger af EU eller FN, om man i realiteten kan få de ting, der stilles løfte om i dokumenterne, vil han eller hun ikke desto mindre fortælle dig, at der for en række af disse ”rettigheder” umiddelbart er tale om hensigtserklæringer! - Vær dog lidt realistisk. Ret til bolig er bare noget vi har fundet på, og som vi lover dig eller nogle andre en gang i fremtiden.
(Svaret om hensigtserklæring eller programerklæring, var i øvrigt netop svaret, da undertegnede stillede dette spørgsmål til den nu nyudnævnte Forbrugervagthund Camilla Hersom, da denne for nogle år siden stillede op til valg til EU-parlamentet for det Radikale Venstre , se interview med EP-kandidaten side 10.)
Løfterne om materielle rettigheder handler således til en begyndelse om at der, så snart der er tilstrækkeligt at konfiskere fra de produktive i samfundet, ja så vil rettighederne på dette senere tidspunkt træde i kraft. Det vil sige det, der står i eksempelvis Forfatningstraktaten, og som, man forsøger at ophøje til lov, kan man ikke umiddelbart regne med. Som udgangspunkt er det udelukkende tanken, der tæller.
Noget for ingenting
Er det så logisk eller meningsfuldt via staten at love noget, men samtidig først love at holde løfterne; når det man lover på dette senere tidspunkt alligevel, - som følge de velfærdsforbedringer der skyldes en velfungerende markedsøkonomi er blevet tilgængeligt på markedet for menigmand? Selvfølgelig er ikke det. Rettigheder som hensigtserklæringer/programerklæring er en ganske plat form for demagogi og populisme, og hører netop af denne grund til hos en venstrefløj (inklusive det Radikale Venstre) for hvem gode intentioner må anses for vigtigere end konsekvenserne af den konkrete politik.
For konsekvenserne af udvidelse af materielle rettigheder er mærkbare. Forskellen mellem Frankrig og Tysklands økonomier og så den amerikanske, er blevet stadigt større, netop som følge af mængden af materielle rettigheder i de to førstnævnte økonomier, og i det hele taget tendensen til i Europa at give politikere ansvaret for egen velfærd. (Dokumentation for navnlig de to store europæiske landes ringe resultater hvad angår såvel sociale som økonomiske forhold findes her.)
Tilhængere af materielle rettigheder er dermed samtidig - og forståeligt nok - ikke specielt begejstrede for at blive mindet om, at mængden af materielle rettigheder gør det stadigt mindre attraktivt at gøre en indsats for at tjene penge og blive selvforsørgende, og at ophobningen af de materielle rettigheder over tid afvikler de forudsætninger, der skal gælde for at disse ”rettigheder” kan realiseres. Materielle rettigheder er dermed først og fremmest en støtte til passivitet, og dermed en belastning for ethvert lands økonomi.
Det er derfor samtidig ikke et tilfælde, at det netop er Frankrig, der har en 35 timers arbejdsuge. For også med denne lovgivning om maksimale arbejdstider har man tilkæmpet sig retten til at lave mindre. Det gør man således ikke blot ved at reducere arbejdstiden, men også ved at tilkæmpe sig ydelser, der sikrer en indtægt, uden at man giver noget igen. Det gælder således for en hvilken som helst anden materiel rettighed, at nogle skal betale for det, man via lovgivning får ”ret” til.
Problemet med Frankrig er samtidig i modsætning til mange andre lande, at man - som demonstrationer og strejker afspejler - i såvel grundskolen som på de højere uddannelsesanstalter - ”uddannes” til at tro, at de materielle rettigheder er naturlige, ja at de ligefrem er indført i overensstemmelse med historiske fremskridt.
Det er muligvis sidstnævnte idé om materielle rettigheder som umistelige, og som værende på niveau med frihedsrettighederne, der er den direkte årsag til, at såvel bønder, studerende og arbejdere i modsætning til de samme grupper i andre europæiske lande, reagerer så meget mere voldsomt i Frankrig, end det er tilfældet i andre lande.
Lige siden den franske revolution har mange franskmænd således identificeret materiel fremgang med stadig større konfiskation af borgernes ejendom via statens side - til fordel for stadigt flere lunser til bestemte franske interesseorganisationer og erhverv. At bestemte grupper i befolkningen kan have umistelige rettigheder på bekostning af helheden er naturligvis forrykt. Men det er ikke desto mindre, det der er konsekvensen af sådanne rettigheders indførsel. Hvis alle fik det samme efter en materiel rettighed blev indført var der selvfølgelig ingen grund til at de blev indført i første omgang. Derfor er det altid bestemte grupper, der går på gaden og demonstrerer.
At sådanne ”rettigheder” strider mod frihedsrettighederne og ikke er universelle, samt at de afvikler incitamenterne til produktivitet, kan man forvisse sig om således:
Hvis du er læge, betyder ret til lægehjælp i princippet, at nogle kan gøre krav på dine ydelser uden at kræve noget til gengæld. Det kan også betyde at en del af din indtægt skal gå til at statslige myndigheder køber dine eller andres ydelser, for at kunne forære disse ydelser gratis til bestemte grupper i samfundet.
Hvis du er boligudlejer, betyder ret til bolig ligeledes ikke noget positivt, men derimod, at du kan tvinges til at stille en bolig til rådighed, eller at myndighederne, for at opfylde løfterne til bestemte grupper, vil beskatte dig for at give penge til dem, de mener, har krav på at få en større eller mindre andel af deres boligudgifter finansieret.
Måske synes de enkelte medlemmer af bestemte erhverv, at dette med at få deres erhverv udnævnt til en kerneydelse er storslået. Samlet set bliver alle i et samfund med udvidelsen af materielle rettigheder snydt, for konfiskationen af ejendom rammer alle, og jo mere de materielle rettigheder udvides desto højere skatter og jo ringere produktivitet.
Franske bønder kan forvisse sig om de mange former for statslig bistands skadelighed - samt det negative ved andre former for beskyttelse mod konkurrence udefra - ved at undersøge lønniveauet hos deres traditionelt set langt mere konkurrenceorienterede danske landmænd. Danske læger kan tilsvarende sammenligne lønninger med deres amerikanske kolleger.
Det statslige mellemled
Læg samtidig mærke til, at køberen ved indførsel af materielle rettigheder ikke længere er den, der skal nyde godt af varen, men derimod den statslige myndighed, der nu er blevet mellemled. Dette er en vigtig del af forklaringen på det statsligt boligbyggeris lave niveau, og at det offentlige sundhedsvæsen år for år forringes i modsætning til de områder, hvor der ikke findes materielle rettigheder.
Omvendt har intet lands myndigheder endnu talt om en ret til Personlig Computer eller ret til bil. Der er samtidig ikke sat nogen øvre grænser for, hvad man må tjene på at sælge disse goder. Alligevel er udviklingen gået i nøjagtig samme retning – men vel at mærke i langt hastigere tempo - end tilfældet har været med sundhedsydelser siden industrialiserings begyndelse:
Flere kan nu få bedre kvalitet og mere for pengene, når det gælder privat transport eller informationsteknologi. For netop her kan der tjenes penge. (Og signalet fra politikere, der griber ind i et bestemt område er netop som oftest at man ikke må tjene penge – jf. kampen mod boligspekulanter). Derfor investeres der langt mere intensivt i disse markeder, end i dem som staten i større eller mindre grad har bebyrdet med ordninger og regulering.
Hel eller delvis kollektivisering sløver blot processen med flere, billigere og bedre ydelser og varer. Eller - som det var tilfældet i Sovjetunionen – kollektiviseringen sætter til sidst udviklingen helt i stå.
Man kan derfor også forestille sig, hvad der ville ske med såvel IT-industrien eller bilindustrien hvis systemet blev nationaliseret og man fik ret til en basis-PC eller en syge-kassebil, og staten herefter skridt for skridt, som det har været tilfældet med sundhedssektoren, langsomt udvidede de rettigheder man havde til PC-ydelser og transport generelt:
Da køberen ville være staten, og borgeren blot ville være forbruger, ville incitamentet, i modsætning til i dag, være at levere det dyrest mulige til den lavest tænkelige standart. For embedsmænd har naturligvis intet ønske om, at varen lever op til den enkelte forbrugers særlige præferencer og behov. Så længe alle kan få en enhed af varen, og denne er fuldstændig ensartet, kan løftet fra magthavernes side om en folke-PC eller folke-bil anses for at være opfyldt.
Den statslige målsætning om ret til billig transport, ret til uddannelse og ret til sundhed har dermed i praksis gjort den offentlige del af den kollektive trafik, uddannelsesvæsnet og sundhedsydelserne ringere - men samtidig også dyrere for borgerne set under ét. Det eneste konkrete, man har opnået udover at forringe ydelserne er, at monopolisere dele af transportsektoren - samt en meget stor del af sundhedsområdet og uddannelsessektoren.
De er således tankevækkende at sidstnævnte to former for statsmonopolisering nu kaldes for velfærdsstatens kerneydelser, som for at antyde at staten skulle være ansvarlig for disse ydelsers eksistens, og måske også for at vi skal glemme, at der er tale om monopolisering, ensartning og kvalitetsforringelse - i fællesskabets navn
For hver ny rettigheder, der indføres, stiger som nævnt tidligere skatterne samt presset på det politiske system. Den frie handel erstattes af lobbyisme og kampen mellem interesseorganisationer. Og da et krav om en materiel rettighed, er et krav om, at få noget for ingenting bliver taberne i sådant et system de mennesker, der er mest produktive. Vinderne på det korte sigt bliver dem, der ikke mener de har noget at tilbyde, og som mener de først skal have stillet en uddannelse, en bolig, transport, gratis lægehjælp eller en kulturoplevelse til rådighed, før de er parate til at yde noget til gengæld.
På det lange sigt, (og det sigt vi befinder os allerede i som følge af tidligere tiders kortsigtede politiske handlinger), bliver alle i samfundet tabere ved sådanne former for kollektivisering og nationalisering.
Materielle rettigheder er således ikke bare grupperettigheder. Der er samtidig tale om rent kollektivistiske rettigheder. De andre samfundsborgere, man – eventuelt og måske - betaler til, når man efter ti år på en længerevarende uddannelse mener at have noget at bidrage med, er ikke de samme som dem, der blev beskattet, og de sidstnævnte er typisk ikke vanvittigt begejstrede for de marxistiske ting, man for deres konfiskerede midler lærer på universitetet - samt de rapporter, man nu eventuelt lever af at producere i en eller anden skandaleramt styrelse; og hvor man som embedsmand måske endda medvirker til at udvide omtalte rettigheder yderligere.
Alligevel opfattes en afvikling af de materielle pseudorettigheder trods ovenstående og uanset konsekvenserne af deres fastholdelse ikke desto mindre i såvel Frankrig, men også i mange andre lande, helt fejlagtigt med en afskaffelse af velstanden. Det forholder sig ikke desto mindre omvendt: - Hvis ikke de materielle rettigheder afskaffes, så forsvinder velstanden.
Som hjælp til at erkende dette kan man selv forstille sig, hvilke konsekvenser indførelsen af materielle rettigheder ville have i lande, hvor de i dag ikke findes; eller hvor de kun findes i mindre omfang:
USA ville have langt færre private og globalt set toneangivende universiteter.
En ret til mad ville i såvel Frankrig som resten af verden skabe udbredt hungersnød eftersom markedet for landbrugsvarer ville kollapse.
En global ret til bolig ville gøre boligmarkedet aldeles uinteressant for enhver, der ønskede at tjene penge på dette marked.
- Som nævnt er der med disse allermest ekstreme FN-rettigheder heldigvis bare tale om noget vi – indtil videre – leger, vi har ret til. Netop derfor er der ingen der kan huske hvad principperne bag disse dokumenter egentlig handler om. De er kort sagt skrevet af barnlige sjæle i bureaukratiske korridorer, fjernt fra virkelighedens verden.
Af samme grund er den amerikanske forfatning et af de få dokumenter, der har overlevet ikke bare i den amerikanske folks bevidsthed, men blandt alle de landes befolkninger, hvor der i et eller andet omfang er et ønske om ikke at leve af det, andre skaber. Den amerikanske forfatning (som ikke længere overholdes) gav den eneste form for garanti, der kan gives: Det vil sige, at du har ret til at beholde det, du selv skaber - fordi dette netop er din retmæssigt erhvervede ejendom. En ret til at få del i det andre mennersker - måske eller måske ikke - skaber uden deres samtykke, er derimod ikke en garanti, det kan ikke siges at være en egentlig rettighed, og den er derfor intet værd.
Hvis man ikke ønsker franske tilstand må man derfor gribe fat om ondets rod, og gøre op med synet på de - ikke mindst fransk inspirerede - pseudorettigheder, der lidt efter lidt øger det politiske konfliktniveau - ikke bare i Frankrig, men også i Danmark, EU og resten af verden.
De franske tilstande er i sig selv rædsomme at være tilskuer til, men det vil blive meget værre, hvis de samme former tilstande bliver herskende globalt.
12. december 2006
Lighedsmagernes problematiske syn på frihed
Socialminister Eva Kjer Hansen var initiativtager til en fortsat spændende debat om lighed kontra ulighed. Det var ærgerligt, at hun trak sine udtalelser tilbage. Men diskussionen om lighed og ulighed fortsætter ikke desto mindre af den simple grund, at den er kernen i den klassiske konfliktlinje, som mange meningsdannere ellers hævdede, var forældet.
De har taget fejl. Den klassiske konflikt mellem socialisme og liberalisme; lighed vs. frihed; stat vs. marked eller kollektivisme vs. individualisme vækker langt flere holdningstilkendegivelser til live, end diskussioner af kunstige akademiske ideer såsom 'risikosamfund' eller 'kontraktpolitik'. Konflikten mellem lighedsmagere og frihedsmagere udspiller sig naturligvis også i resten af verden.
I Kina er man efter interne kampe i kommunistpartiet nu ved at bevæge sig væk fra ideerne om lighed, som værende noget særligt saliggørende. I dag accepteres tilstedeværelsen af kapitalistiske nyrige, der tidligere ville være blevet sendt på genopdragelseslejr i form af roehøst og maoistisk fædrelandssang. Riget i Midten følger nu hastigt i kølvandet på andre asiatiske 'tigre' såsom Taiwan, Sydkorea eller Hong Kong.
Det man kan frygte ved Kinas reformpolitik, er imidlertid, at der bag denne accept af kapitalismens evne til velstandsskabelse i højere grad ligger en frygt for de negative konsekvenser ved at forblive fattig ligesom det kommunistiske Nordkorea. Altså sikkerhedspolitiske overvejelser. Og at der derfor ikke er tale om nogen egentlig accept af det, der ofte har været liberalismens historiske drivkraft i den vestlige verden; det vil sige den enkeltes ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv.
Den oprindelige motivation for liberalismen handlede jo ikke bare om vækst og 'samfundsnytte' (og slet ikke om sikkerhedspolitik), men i høj grad om menneskets ret til at være sig selv, herunder retten til at leve i fred og frihed. Den vestlige verdens liberalisme har i høj grad været drevet af et grundlæggende ønske om at forsvare synet på mennesket som et selvstændigt væsen, der har ret (og ikke af lighedsmagere får ret) til at søge lykken på egen hånd.
Et sådant grundsyn ville helt naturligt pege frem mod forsvaret ikke bare af økonomiske friheder, men lige såvel af politiske friheder: Det vil sige retten til at ytre sig, til at kunne forlade landet, komme tilbage igen, skrive systemfjendtlige bøger samt organisere sig på kryds og tværs. Kommunisterne i Kina har blot tilladt mere økonomisk frihed end tidligere, men forbeholder stadig sig retten til at angive retningen for hver eneste indbygger i landet. Det er et stort forbehold, hvis målestokken hedder personlig frihed. Med denne lunkenhed risikerer man, at den økonomiske frihed på et senere tidspunkt bliver et middel i den politiske ufriheds tjeneste. Derfor skal de politiske friheder forsvares ligeså indædt som de økonomiske. Den ene form for frihed er lige så central som den anden.
Den danske tradition for frihed
I Danmark har vi - trods en lang frihedstradition - som bekendt også stærke fortalere for økonomisk ufrihed, hvilket er og bliver en forudsætning for at lighedsidealer kan føres ud i livet fra oven. Vi har alligevel længe været en del af det globale marked og i det store hele haft en velfungerende og fri økonomi.
Danske socialisters accept af markedsøkonomien kan ikke desto mindre godt sammenlignes med den kinesiske ditto. For accepten af markedsøkonomi er i modsætning til liberalismens udgangspunkt ikke en konsekvens af respekten for det enkelte menneskes ret til at leve sit liv i fred. Markedsøkonomien anses af lighedsmagerne i såvel Danmark som i Kina blot for at være nyttig. Markedsøkonomien har dermed begge steder status som et skaffedyr. Den skal bruges til at opfylde magthavernes mål. Den frie økonomi forsvares således ikke ud fra synet på individets ret til at bestemme over eget liv eller til at bestemme over egen ejendom. Og dette er formentlig en af grundene til at ejendomsretten i Danmark, siden indførslen af indkomstskatten i begyndelsen af 1900-tallet, er blevet stadig mere hul. At bestemme over egen ejendom opfattes ikke som en ret, man har, men som en ret (eller rettere rest) man får, af det til enhver tid bestemmende borgerlige eller socialistiske formynderskab.
Årsagen til lighedsmagernes syn på markedsøkonomi må ikke mindst tilskrives det forhold, at der trods globalisering og spredning af velstand stadigvæk opdrages nye lighedsdyrkende generationer ud fra tesen om, at kapitalisme handler om mere til de få og mindre til de mange; og ud fra det grundsyn at mennesker i almindelighed ikke er i stand til at tage vare på sig selv.
Kommentaren er tidligere bragt i Dagbladet Information den 1. november 2005
De har taget fejl. Den klassiske konflikt mellem socialisme og liberalisme; lighed vs. frihed; stat vs. marked eller kollektivisme vs. individualisme vækker langt flere holdningstilkendegivelser til live, end diskussioner af kunstige akademiske ideer såsom 'risikosamfund' eller 'kontraktpolitik'. Konflikten mellem lighedsmagere og frihedsmagere udspiller sig naturligvis også i resten af verden.
I Kina er man efter interne kampe i kommunistpartiet nu ved at bevæge sig væk fra ideerne om lighed, som værende noget særligt saliggørende. I dag accepteres tilstedeværelsen af kapitalistiske nyrige, der tidligere ville være blevet sendt på genopdragelseslejr i form af roehøst og maoistisk fædrelandssang. Riget i Midten følger nu hastigt i kølvandet på andre asiatiske 'tigre' såsom Taiwan, Sydkorea eller Hong Kong.
Det man kan frygte ved Kinas reformpolitik, er imidlertid, at der bag denne accept af kapitalismens evne til velstandsskabelse i højere grad ligger en frygt for de negative konsekvenser ved at forblive fattig ligesom det kommunistiske Nordkorea. Altså sikkerhedspolitiske overvejelser. Og at der derfor ikke er tale om nogen egentlig accept af det, der ofte har været liberalismens historiske drivkraft i den vestlige verden; det vil sige den enkeltes ret til at forfølge sine egne ideer om det gode liv.
Den oprindelige motivation for liberalismen handlede jo ikke bare om vækst og 'samfundsnytte' (og slet ikke om sikkerhedspolitik), men i høj grad om menneskets ret til at være sig selv, herunder retten til at leve i fred og frihed. Den vestlige verdens liberalisme har i høj grad været drevet af et grundlæggende ønske om at forsvare synet på mennesket som et selvstændigt væsen, der har ret (og ikke af lighedsmagere får ret) til at søge lykken på egen hånd.
Et sådant grundsyn ville helt naturligt pege frem mod forsvaret ikke bare af økonomiske friheder, men lige såvel af politiske friheder: Det vil sige retten til at ytre sig, til at kunne forlade landet, komme tilbage igen, skrive systemfjendtlige bøger samt organisere sig på kryds og tværs. Kommunisterne i Kina har blot tilladt mere økonomisk frihed end tidligere, men forbeholder stadig sig retten til at angive retningen for hver eneste indbygger i landet. Det er et stort forbehold, hvis målestokken hedder personlig frihed. Med denne lunkenhed risikerer man, at den økonomiske frihed på et senere tidspunkt bliver et middel i den politiske ufriheds tjeneste. Derfor skal de politiske friheder forsvares ligeså indædt som de økonomiske. Den ene form for frihed er lige så central som den anden.
Den danske tradition for frihed
I Danmark har vi - trods en lang frihedstradition - som bekendt også stærke fortalere for økonomisk ufrihed, hvilket er og bliver en forudsætning for at lighedsidealer kan føres ud i livet fra oven. Vi har alligevel længe været en del af det globale marked og i det store hele haft en velfungerende og fri økonomi.
Danske socialisters accept af markedsøkonomien kan ikke desto mindre godt sammenlignes med den kinesiske ditto. For accepten af markedsøkonomi er i modsætning til liberalismens udgangspunkt ikke en konsekvens af respekten for det enkelte menneskes ret til at leve sit liv i fred. Markedsøkonomien anses af lighedsmagerne i såvel Danmark som i Kina blot for at være nyttig. Markedsøkonomien har dermed begge steder status som et skaffedyr. Den skal bruges til at opfylde magthavernes mål. Den frie økonomi forsvares således ikke ud fra synet på individets ret til at bestemme over eget liv eller til at bestemme over egen ejendom. Og dette er formentlig en af grundene til at ejendomsretten i Danmark, siden indførslen af indkomstskatten i begyndelsen af 1900-tallet, er blevet stadig mere hul. At bestemme over egen ejendom opfattes ikke som en ret, man har, men som en ret (eller rettere rest) man får, af det til enhver tid bestemmende borgerlige eller socialistiske formynderskab.
Årsagen til lighedsmagernes syn på markedsøkonomi må ikke mindst tilskrives det forhold, at der trods globalisering og spredning af velstand stadigvæk opdrages nye lighedsdyrkende generationer ud fra tesen om, at kapitalisme handler om mere til de få og mindre til de mange; og ud fra det grundsyn at mennesker i almindelighed ikke er i stand til at tage vare på sig selv.
Kommentaren er tidligere bragt i Dagbladet Information den 1. november 2005
Abonner på:
Indlæg (Atom)
