Om få år vil det mest populære drengenavn i Storbritannien sandsynligvis være Muhammed. Navngivningen skyldes ifølge The Times ikke mindst et ønske om at ære muslimernes profet af samme navn. Muhammad Anwar, professor i etniske relationer ved Warwick Universitet, siger i the Times at: - Muslimske forældre vil gerne have noget, som viser en forbindelse til deres tro eller til profeten. Det skriver Kristeligt-Dagblad.
Nadia Jeldtoft, der er stud. mag i religionshistorie og minoritetsstudier udtrykker imidlertid i Netavisen 180grader, at europæiske muslimers religiøsitet overdrives i medierne. Lektor i religionshistorie Tim Jensen bakker op om det sidste udsagn. Til Dagbladet Information siger han, at Den normale muslim ligner den normale kristne, altså den passive kulturkristne, og når mange tror, muslimer er meget mere aktive, så er det en skævvridning, der kommer fra medier og politikere.
Tilbage i Storbritannien vil navnet Muhammed ikke desto mindre om få år være mere populært end kristne navne som Thomas og Joshua og [kun overgås] af navnet Jack; dette til trods for, at der i dag kun er 3 procent af den britiske befolkning, der er muslimer. Noget tyder på, at Tim Jensen og Nadia Jeldtoft tager fejl.
Netavisen 180grader.dk: Muslimers religiøsitet overdrives
Kristeligt-Dagblad: Muhammed topper listen over populære drengenavne
Viser indlæg med etiketten Medier. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Medier. Vis alle indlæg
3. december 2007
30. oktober 2007
Socialdemokratiske partier – socialdemokratisk stat
Søren Højbjerg skriver i dagens kommentar på www.coin.dk , at man fra socialdemokratisk side har beklaget sig over manglen på penge. Jyllands-Posten skrev om den angivelige forarmelse den 25. oktober. (Omkring årtusindskiftet indførte man i øvrigt ny lovgivning, der betød, at jo flere der stemte på et givent parti, desto flere skattekroner opkrævede de politiske beslutningstagere i skat til deres partier. Dette betegnes som ”offentlig partistøtte”. Det er vist nok ca. 20 kroner, der går til et parti, hvis man stemmer på det. Man kan så afgøre med sig selv, om det er pengene værd.)
- Socialdemokraterne sammenligner nu snævert, hvad de forskellige partier har at råde over. Her har Venstre og de Konservative sikkert flere midler at gøre godt med end Socialdemokraterne.
Hvis man udvider synsfeltet fremkommer imidlertid et andet billede:
Som Højbjerg nævner, er der ganske rigtigt de budskaber, som fagforeningerne promoverer, og som også i 2007 virker ekstremt ”klassiske” ud i det socialistiske og egalitære. Dette kampagnearbejde er jo socialdemokratisk politisk arbejde. Og om et reklamebureau fører socialistisk kampagne for en fagforening eller et parti påvirker jo ikke resultatet, der i et eller andet omfang er påvirkning af modtagerne til at stemme på et socialistisk parti. Der tænkes her eksempelvis på fagforeningen 3F’s aktuelle kampagne, hvor man fra 3F’s side angriber rigdom og succes. (Læs mere her). En anden fagforenings-kampagne tager en masse ting for givet, herunder teknologi, og bruger så denne misforståede indstilling til at kræve ind – eksempelvis flere skattekroner til dagpenge-systemet. (Konfiskation og tvang tager disse fagforeninger uden tvivl også for givet).
Hvad vil det i øvrigt sige at være socialdemokratisk? Oprindelig betød det, at man ville indføre den økonomiske socialisme, det vil sige ”planøkonomi” ad reformismens vej, det vil sige i kraft af demokratisk adfærd i modsætning til revolutionært arbejde, som det skete i Rusland i 1917. Skridt for skridt er dette også den vej, man har bevæget sig politisk ved at øge skatterne og bruge disse på at finansiere den offentlige sektor.
Man har i den forbindelse haft et ønske om at kontrollere og præge de institutioner, der beskæftiger sig med kultur, information og uddannelse, for at øge interessen for en socialisering af samfundet og nationalisering af økonomien. Det betyder således, at man har fortrængt frie private institutioner i kraft af de ”gratisydelser”, som man kunne tilbyde på grund af skatteopkrævning.
Der findes med andre ord et meget stort socialdemokratisk statsligt apparat, der i dag er skabt over flere årtier, og dets navn er ”velfærdsstaten”.
Dette apparat omfatter således i vid udstrækning pressen, der generelt er, at beskrive som ”venstreorienteret” og sympatisk indstillet overfor den socialdemokratiske bevægelse; hvilket også er tilfældet i en række af de private medier (Berlingske Tidende og Jyllands-Posten inklusive men ofte med nogle vigtige undtagelser, som man kan glæde sig over). Journalistuddannelser er således ligesom andre uddannelser at beskrive som ”socialiserede (og socialiserende) institutioner” i socialdemokratisk forstand. Centralt i en mediesammenhæng er også Danmarks Radio, hvis eksistens netop er en styrke for Socialdemokratiet.
Hertil skal altså tilføjes den socialiserede uddannelsessektor og en meget stor offentlig informationssektor, der promoverer socialdemokratisk egnet mediestof. Der findes tusindvis af informationsmedarbejdere, der i et eller andet omfang hylder ideen om en stor og formynderisk stat; altså netop det samme som partiet Socialdemokraterne gør.
Hvad angår politiske partier, kan det i øvrigt også tilføjes, at hverken Socialistisk Folkeparti eller for den sags skyld partiet Enhedslisten kan sige at være ”revolutionære”. De partier er derfor i praksis også socialdemokratiske partier. Hertil kan man så yderligere tilføje, at flere borgerlige partier bakker op om det som socialdemokrater i dag kalder for ”velfærdsstaten”, der blot er et andet ord for et midterstadie mellem et frit samfund og et rendyrket socialistisk og helt ufrit samfund.
I kraft af ovenstående er det dermed borgerlige holdninger, der står svagt - i forhold til en meget massiv socialdemokratisk stat, der i praksis er at beskrive som en af de største i den frie del af verden.
- Socialdemokraterne sammenligner nu snævert, hvad de forskellige partier har at råde over. Her har Venstre og de Konservative sikkert flere midler at gøre godt med end Socialdemokraterne.
Hvis man udvider synsfeltet fremkommer imidlertid et andet billede:
Som Højbjerg nævner, er der ganske rigtigt de budskaber, som fagforeningerne promoverer, og som også i 2007 virker ekstremt ”klassiske” ud i det socialistiske og egalitære. Dette kampagnearbejde er jo socialdemokratisk politisk arbejde. Og om et reklamebureau fører socialistisk kampagne for en fagforening eller et parti påvirker jo ikke resultatet, der i et eller andet omfang er påvirkning af modtagerne til at stemme på et socialistisk parti. Der tænkes her eksempelvis på fagforeningen 3F’s aktuelle kampagne, hvor man fra 3F’s side angriber rigdom og succes. (Læs mere her). En anden fagforenings-kampagne tager en masse ting for givet, herunder teknologi, og bruger så denne misforståede indstilling til at kræve ind – eksempelvis flere skattekroner til dagpenge-systemet. (Konfiskation og tvang tager disse fagforeninger uden tvivl også for givet).
Hvad vil det i øvrigt sige at være socialdemokratisk? Oprindelig betød det, at man ville indføre den økonomiske socialisme, det vil sige ”planøkonomi” ad reformismens vej, det vil sige i kraft af demokratisk adfærd i modsætning til revolutionært arbejde, som det skete i Rusland i 1917. Skridt for skridt er dette også den vej, man har bevæget sig politisk ved at øge skatterne og bruge disse på at finansiere den offentlige sektor.
Man har i den forbindelse haft et ønske om at kontrollere og præge de institutioner, der beskæftiger sig med kultur, information og uddannelse, for at øge interessen for en socialisering af samfundet og nationalisering af økonomien. Det betyder således, at man har fortrængt frie private institutioner i kraft af de ”gratisydelser”, som man kunne tilbyde på grund af skatteopkrævning.
Der findes med andre ord et meget stort socialdemokratisk statsligt apparat, der i dag er skabt over flere årtier, og dets navn er ”velfærdsstaten”.
Dette apparat omfatter således i vid udstrækning pressen, der generelt er, at beskrive som ”venstreorienteret” og sympatisk indstillet overfor den socialdemokratiske bevægelse; hvilket også er tilfældet i en række af de private medier (Berlingske Tidende og Jyllands-Posten inklusive men ofte med nogle vigtige undtagelser, som man kan glæde sig over). Journalistuddannelser er således ligesom andre uddannelser at beskrive som ”socialiserede (og socialiserende) institutioner” i socialdemokratisk forstand. Centralt i en mediesammenhæng er også Danmarks Radio, hvis eksistens netop er en styrke for Socialdemokratiet.
Hertil skal altså tilføjes den socialiserede uddannelsessektor og en meget stor offentlig informationssektor, der promoverer socialdemokratisk egnet mediestof. Der findes tusindvis af informationsmedarbejdere, der i et eller andet omfang hylder ideen om en stor og formynderisk stat; altså netop det samme som partiet Socialdemokraterne gør.
Hvad angår politiske partier, kan det i øvrigt også tilføjes, at hverken Socialistisk Folkeparti eller for den sags skyld partiet Enhedslisten kan sige at være ”revolutionære”. De partier er derfor i praksis også socialdemokratiske partier. Hertil kan man så yderligere tilføje, at flere borgerlige partier bakker op om det som socialdemokrater i dag kalder for ”velfærdsstaten”, der blot er et andet ord for et midterstadie mellem et frit samfund og et rendyrket socialistisk og helt ufrit samfund.
I kraft af ovenstående er det dermed borgerlige holdninger, der står svagt - i forhold til en meget massiv socialdemokratisk stat, der i praksis er at beskrive som en af de største i den frie del af verden.
Politisk islam bør være valgtema
Et spørgsmål som journalister burde beskæftige sig mere med, er spredningen af den kultur og ideologi, der fører i retning mod såvel økonomisk som politisk ufrihed.
Dette er den politiske - og for så vidt også den kulturelle - islam. Copenhagen Institute har aktuelt forholdt sig til en del af problemstillingen, hvilket er den internationale/forsvarspolitiske del i kommentaren Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik.
Men det er ret åbenlyst, at man ikke for alvor fra mediernes og de politiske beslutningstageres side har forstået problemets omfang, heller ikke hvad angår den lokale og nationale side af sagen.
En aktuel demonstration mod islamisering førte som et eksempel på en del af problemstillingen til et uhyggeligt overfald på flere af demonstrationens arrangører. Det kan man læse om på foreningen Stop Islamisering Af Danmarks blog.
Journalisterne Helle Merete Brix og Lars Hedegaard rapporterer i en længere artikel fra juli fra en demonstration, hvor det i artiklen fremgår, at der er flere borgere i Danmark, der er modstandere af de frihedsværdier, som såvel Israel og USA, men naturligvis også de europæiske samfund bygger på.
Man kan også besøge Uriasposten , der løbende følger emner, der vedrører denne politiske kultur og ideologis udbredelse. Andre kilder, der fokuserer mere globalt og europæisk er www.westernresistance.com samt www.brusselsjournal.com.
Hvorfor ignorancen?
Spørgsmålet man kan stille er så, hvorfor man fra mediernes og de toneangivende meningsdanneres side bruger så lidt tid på emnet, som det er tilfældet. Min forklaring er som følger:
Politiske beslutningstagere, mediefolk samt politiske og kulturelle meningsdannere i Danmark har i vid udstrækning en tendens til at mene, at værdier, kultur og ideer implementeres (det vil sige realiseres) "fra oven"; det vil sige via staten.
Man mener altså ikke, at tingene opstår "nedefra", det vil sige med rod i, hvad der sker af ideudvikling, der spreder sig fra individ til individ i "det civile samfund"; og som så først senere bliver til noget, der danner "institutionaliserede udtryksformer". Og i så fald kan man ikke se et problem.
Man mener således fra etableret side, at man kan lovgive sig til en bedre verden; at man politisk kan fastsætte pensum for statslige læreanstalter; at man kan kontrollere indholdet i medierne via staten (eksempelvis via Danmarks Radio); og at man således på en række områder kan indrette "velfærdsstaten", sådan at oplysningsfjendtlige kulturer og strømninger forsvinder.
Men vi ser imidlertid, at det modsatte sker. Og forklaringen er, at man grundlæggende tager fejl i tanken om at institutioner og kontrol med statsapparatet er det afgørende.
Institutioner og statsapparatets udformning er i stedet at betragte som et produkt af det, der går forud, hvilket netop er ideologiske og kulturelle strømninger, der brydes med hinanden og hvor den aktuelt stærkeste ide eller kultur, kommer til at blive den, som danner afsættet for hvilken type institutionalisering, man vil se.
Resultatet af sådanne brydninger kan altså efterfølgende blive eksempelvis - et præstestyre / et diktatur; et demokrati (en stat uden et idepolitisk fundament) - eller en republik (det vil sige en "minimalstat" baseret på de individuelle frihedsrettigheder); hvilket er de tre mest aktuelle typer af styreformer, man bør forholde sig til i vor tid.
Såvel filosoffen Ayn Rand som økonomen Ludwig von Mises har derfor i stedet og modsat de fleste danske meningsdannere fremhævet ideer frem for institutioner, som det helt afgørende.
Dette betyder samtidig, at man har valgt den forkerte strategi til at forsvare sig imod den omtalte islamisering. Det afgørende er altså, hvad det er for nogle grundlæggende ideer, som sikrer de samfund, man ønsker at leve i.
Ideer gør forskellen
Ethvert nyt problem (der i praksis ofte er opstået, fordi man har selvmodsigende indstillinger til et givent emne), forslås på denne måde løst fra de nuværende politikeres side, ved at man nedsætter et råd, en kommission, et udvalg, giver tilskud, fremsætter et lovgivningsforslag, laver en statsfinansieret opdragelseskampagne eller noget tilsvarende.
Man skal derfor være blind for ikke at kunne se, at den ovenstående adfærd er bureaukratens reaktion på kulturelle fænomener.
Og meget kan sige om bureaukrater, men der er bare ikke ret mange mennesker i det civile samfund, der bruger bureaukrater som forbilleder endsige moralske vejledere.
I stedet taler man "ude i samfundet" om hvad der er rigtigt og forkert indbyrdes. Og jo mere de politiske beslutningstagere tilbyder "institutionsløsninger", desto mindre lytter man derfor til dem.
Dette er derfor også årsagen til, at kampen om vælgerne bliver stadigt mere intens: De danske velfærdsstatspartier er (inklusive det nye "Ny Alliance") i høj grad institutionspartier. Og befolkningen forventer derfor ikke at få bud fra dem, om hvad der er rigtig og forkert adfærd. De forventer derimod netop at høre forskellige bud på ovennævnte "institutionsløsninger".
Grunden til at der i den oprindelige danske befolkning så er en vis loyalitet og tillid til de aktuelle politikere, skyldes derfor mest, at omfanget af institutionalisme tidligere har været mere begrænset.
Tidligere tiders politikere havde en langt større forståelse for, at det var de politiske ideer, der gjorde forskellen. (Det gælder såvel til højre som til venstre).
Men hvis vi tager det muslimske samfund, og de som bekender sig til den muslimske kultur, må det være ret åbenlyst, at man her står over for et mere klart valg mellem nogle ret markante ideer, og det man selv opfatter som noget værdifuldt (og moralsk), - og så på den anden side nogle institutionelle tilbud, der er hevet frem og sælges som metervare til brug for noget, der åbenlyst handler om stemmemaksimering og ikke ret meget andet.
Hvad mon man i givet fald så vælger? Mon ikke man beholder sine gammelkendte værdier, frem for det ikke-værdibaserede politisk-administrative budskab, der strikkes sammen i et samarbejde mellem politikeren og bureaukraten baseret på meningsmålinger, og hvad der her-og-nu regnes for "godt spin"?
Hvis man er nået hertil, er opfordringen derfor, at man, begynder at sætte sig ind i de grundlæggende forudsætninger, der skal til, for at man kan danne sig gyldige ideer, om hvad der er det korrekte politiske system, og den gode styreform for mennesker.
Afsættet for at beskæftige sig med dette er, også ifølge Ayn Rand, erkendelseslære (epistemologi), det vil sige, at man først tilegner sig viden om menneskets natur, samt viden om hvad der - i overensstemmelse med denne natur - kræves for, at mennesker kan leve et godt liv.
Så politisk islam bør være et valgtema. Det er vel at mærke samtidig på tide, at man begynder at forholde sig til, om det virkelig er moralsk at lade politikere og administratorer afvikle friheden i de gode intentioners navn.
Hvis man vil forsvare sig imod dette (såvel bureaukratisering og "socialisering" som islamisering), må man derfor tilegne sig de intellektuelle redskaber, der kræves for, at man kan gøre det.
Besøg i den forbindelse the Ayn Rand Institute - og læs The Bernstein Declaration (dansk tekst).
Relevante artikler på www.coin.dk:
Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik
Islamismens totalitære mål
Dette er den politiske - og for så vidt også den kulturelle - islam. Copenhagen Institute har aktuelt forholdt sig til en del af problemstillingen, hvilket er den internationale/forsvarspolitiske del i kommentaren Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik.
Men det er ret åbenlyst, at man ikke for alvor fra mediernes og de politiske beslutningstageres side har forstået problemets omfang, heller ikke hvad angår den lokale og nationale side af sagen.
En aktuel demonstration mod islamisering førte som et eksempel på en del af problemstillingen til et uhyggeligt overfald på flere af demonstrationens arrangører. Det kan man læse om på foreningen Stop Islamisering Af Danmarks blog.
Journalisterne Helle Merete Brix og Lars Hedegaard rapporterer i en længere artikel fra juli fra en demonstration, hvor det i artiklen fremgår, at der er flere borgere i Danmark, der er modstandere af de frihedsværdier, som såvel Israel og USA, men naturligvis også de europæiske samfund bygger på.
Man kan også besøge Uriasposten , der løbende følger emner, der vedrører denne politiske kultur og ideologis udbredelse. Andre kilder, der fokuserer mere globalt og europæisk er www.westernresistance.com samt www.brusselsjournal.com.
Hvorfor ignorancen?
Spørgsmålet man kan stille er så, hvorfor man fra mediernes og de toneangivende meningsdanneres side bruger så lidt tid på emnet, som det er tilfældet. Min forklaring er som følger:
Politiske beslutningstagere, mediefolk samt politiske og kulturelle meningsdannere i Danmark har i vid udstrækning en tendens til at mene, at værdier, kultur og ideer implementeres (det vil sige realiseres) "fra oven"; det vil sige via staten.
Man mener altså ikke, at tingene opstår "nedefra", det vil sige med rod i, hvad der sker af ideudvikling, der spreder sig fra individ til individ i "det civile samfund"; og som så først senere bliver til noget, der danner "institutionaliserede udtryksformer". Og i så fald kan man ikke se et problem.
Man mener således fra etableret side, at man kan lovgive sig til en bedre verden; at man politisk kan fastsætte pensum for statslige læreanstalter; at man kan kontrollere indholdet i medierne via staten (eksempelvis via Danmarks Radio); og at man således på en række områder kan indrette "velfærdsstaten", sådan at oplysningsfjendtlige kulturer og strømninger forsvinder.
Men vi ser imidlertid, at det modsatte sker. Og forklaringen er, at man grundlæggende tager fejl i tanken om at institutioner og kontrol med statsapparatet er det afgørende.
Institutioner og statsapparatets udformning er i stedet at betragte som et produkt af det, der går forud, hvilket netop er ideologiske og kulturelle strømninger, der brydes med hinanden og hvor den aktuelt stærkeste ide eller kultur, kommer til at blive den, som danner afsættet for hvilken type institutionalisering, man vil se.
Resultatet af sådanne brydninger kan altså efterfølgende blive eksempelvis - et præstestyre / et diktatur; et demokrati (en stat uden et idepolitisk fundament) - eller en republik (det vil sige en "minimalstat" baseret på de individuelle frihedsrettigheder); hvilket er de tre mest aktuelle typer af styreformer, man bør forholde sig til i vor tid.
Såvel filosoffen Ayn Rand som økonomen Ludwig von Mises har derfor i stedet og modsat de fleste danske meningsdannere fremhævet ideer frem for institutioner, som det helt afgørende.
Dette betyder samtidig, at man har valgt den forkerte strategi til at forsvare sig imod den omtalte islamisering. Det afgørende er altså, hvad det er for nogle grundlæggende ideer, som sikrer de samfund, man ønsker at leve i.
Ideer gør forskellen
Ethvert nyt problem (der i praksis ofte er opstået, fordi man har selvmodsigende indstillinger til et givent emne), forslås på denne måde løst fra de nuværende politikeres side, ved at man nedsætter et råd, en kommission, et udvalg, giver tilskud, fremsætter et lovgivningsforslag, laver en statsfinansieret opdragelseskampagne eller noget tilsvarende.
Man skal derfor være blind for ikke at kunne se, at den ovenstående adfærd er bureaukratens reaktion på kulturelle fænomener.
Og meget kan sige om bureaukrater, men der er bare ikke ret mange mennesker i det civile samfund, der bruger bureaukrater som forbilleder endsige moralske vejledere.
I stedet taler man "ude i samfundet" om hvad der er rigtigt og forkert indbyrdes. Og jo mere de politiske beslutningstagere tilbyder "institutionsløsninger", desto mindre lytter man derfor til dem.
Dette er derfor også årsagen til, at kampen om vælgerne bliver stadigt mere intens: De danske velfærdsstatspartier er (inklusive det nye "Ny Alliance") i høj grad institutionspartier. Og befolkningen forventer derfor ikke at få bud fra dem, om hvad der er rigtig og forkert adfærd. De forventer derimod netop at høre forskellige bud på ovennævnte "institutionsløsninger".
Grunden til at der i den oprindelige danske befolkning så er en vis loyalitet og tillid til de aktuelle politikere, skyldes derfor mest, at omfanget af institutionalisme tidligere har været mere begrænset.
Tidligere tiders politikere havde en langt større forståelse for, at det var de politiske ideer, der gjorde forskellen. (Det gælder såvel til højre som til venstre).
Men hvis vi tager det muslimske samfund, og de som bekender sig til den muslimske kultur, må det være ret åbenlyst, at man her står over for et mere klart valg mellem nogle ret markante ideer, og det man selv opfatter som noget værdifuldt (og moralsk), - og så på den anden side nogle institutionelle tilbud, der er hevet frem og sælges som metervare til brug for noget, der åbenlyst handler om stemmemaksimering og ikke ret meget andet.
Hvad mon man i givet fald så vælger? Mon ikke man beholder sine gammelkendte værdier, frem for det ikke-værdibaserede politisk-administrative budskab, der strikkes sammen i et samarbejde mellem politikeren og bureaukraten baseret på meningsmålinger, og hvad der her-og-nu regnes for "godt spin"?
Hvis man er nået hertil, er opfordringen derfor, at man, begynder at sætte sig ind i de grundlæggende forudsætninger, der skal til, for at man kan danne sig gyldige ideer, om hvad der er det korrekte politiske system, og den gode styreform for mennesker.
Afsættet for at beskæftige sig med dette er, også ifølge Ayn Rand, erkendelseslære (epistemologi), det vil sige, at man først tilegner sig viden om menneskets natur, samt viden om hvad der - i overensstemmelse med denne natur - kræves for, at mennesker kan leve et godt liv.
Så politisk islam bør være et valgtema. Det er vel at mærke samtidig på tide, at man begynder at forholde sig til, om det virkelig er moralsk at lade politikere og administratorer afvikle friheden i de gode intentioners navn.
Hvis man vil forsvare sig imod dette (såvel bureaukratisering og "socialisering" som islamisering), må man derfor tilegne sig de intellektuelle redskaber, der kræves for, at man kan gøre det.
Besøg i den forbindelse the Ayn Rand Institute - og læs The Bernstein Declaration (dansk tekst).
Relevante artikler på www.coin.dk:
Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik
Islamismens totalitære mål
14. oktober 2007
Kapitalisme har givet mere ytringsfrihed i Kina
Trykkefrihedsselskabet sætter fokus på ytringsfriheden i Kina og giver bl.a. ordet til kinesiske intellektuelle, der kender de store omkostninger ved at benytte sig af det frie ord i landet. Spørgsmålet er: Går det den rigtige vej i Kina? Eller ser vi omvendt et eksempel på, at kapitalisme kan blomstre, samtidig med at friheden fortsat undertrykkes groft?
- Dette kan man læse i en pressemeddelelse fra Trykkefrihedsselskabet, der inviterer til en konference om ytringsfrihed i Kina. Læs mere her .
Det er imidlertid vigtigt at påpege, at der ikke er noget som helst modsætningsforhold mellem ytringsfrihed og kapitalisme; og at kapitalisme ville blomstre endnu mere end det er tilfældet, hvis ytringsfriheden blevet øget yderligere.
Når der skrives yderligere skyldes det, at ytringsfriheden rent faktisk er øget, og at den øgede ytringsfrihed netop har bidraget til den velstand , der er skabt i Kina; og som man i alle andre fattige lande burde interessere sig for årsagerne til.
Kommunikationsfriheden i vor tids Kina er med andre ord langt højere end det var tilfældet før de økonomiske reformer, der blev indført efter Deng Xiaoping. Dette handler netop om noget, der er centralt for kapitalisme: respekten for den private ejendomsret er øget.
Jo større respekten for den private ejendomsret er, desto mere ytringsfrihed er der derfor også. De to friheder og rettigheder hænger uløseligt sammen. Man kan kun adskille ytringsfrihed og privat ejendomsret analytisk, men ikke i praksis.
Øget ytringsfrihed og øget respekt for den private ejendomsret er i praksis forbundne: Hvis man har fuld råderet over sin ejendom, sådan som det er i et fuldt realiseret kapitalistisk samfund, har man også komplet ret til at bruge sin ejendom til at købe, hvad der kan købes af kommunikationsudstyr med disse midler. Tilsvarende har man i et fuldt realiseret kapitalistisk samfund fuldstændig ret til at udgive, hvad man vil af holdninger; eller historier, man selv har produceret; eller nyheder, man selv har produceret - men som naturligvis skal respektere andres intellektuelle ejendomsret. Holdningerne må dog naturligvis ikke indeholde opfordringer til at forvolde skade på andre frie menneskers person eller på deres ejendom.
På samme måde har andre så ret til at købe, hvad de vil af sådanne former for information produceret på den private ejendomsrets præmisser; eller at besøge de steder, hvor nyheder eksempelvis udgives gratis for modtageren i kraft af reklamer. -Reklamefriheden er i øvrigt også en del af ytringsfriheden. Derfor krænker man også ytringsfriheden herhjemme, når man reducerer friheden til at reklamere og annoncere. Denne krænkelse gælder eksempelvis for visse nydelsesmidler og for receptpligtig medicin.
Offentlig nyhedsproduktion er en krænkelse af ytringsfriheden
Derfor er offentlig nyhedsproduktion også en krænkelse af såvel den private ejendomsret; men også af ytringsfriheden: Hver en krone, der er konfiskeret af borgeren er jo en krone som borgeren selv kunne have brugt til at kommunikere for.
Dette betyder, at jo mere man fra statens side bruger på såvel produktion af nyheder, men også som man i det hele taget bruger af midler, man har taget fra borgeren, desto mere krænker man den private ejendomsret; men desto mere forhindrer man samtidig borgerne i at ytre sig frit, og sådan som de vil det. Man tager jo netop den ejendom, som borgerne skal bruge til at ytre sig for.
Eksistensen af Danmarks Radio (men også eksistensen af en skattefinansieret journalisthøjskole - eller det skattefinansierede universitet, som undertegnede har gået på) er derfor også en krænkelse af ytringsfriheden - i samme omfang som disse institutioner er udtryk for krænkelser af den private ejendomsret.
Det bør derfor også stå klart for de fleste, at informationsfriheden er vokset i Kina, og at det rent faktisk er en øget informationsfrihed, der er gået hånd i hånd i hånd med en øget respekt for den private ejendomsret der har sikret den øgede vækst i Kina (fordi disse to jævnfør eksemplet er uadskillelige).
Man kan således tage til de områder, der har den største respekt for den private ejendomsret i Kina. Man vil så opleve, at det også vil være de rigeste områder. Og man vil samtidig kunne konstatere, at kinesere der, kan kommunikere langt friere og på langt flere måder, end man kunne det før de økonomiske reformer, og før man tog opgøret med den økonomiske socialisme. Man er i øvrigt også langt friere sådanne steder, end man er det i alle de fattige og langt mere undertrykte lande i Afrika.
Den socialistiske undertrykkelse i Kina bør afskaffes helt
Men status quo er naturligvis ikke politisk tilfredsstillende: De der i dag har magten i Kina (socialisterne), og som bruger den til at holde respekten for ytringsfriheden og den private ejendomsret nede, skal naturligvis påvirkes så vidt det er muligt til at afstå helt fra at bruge denne magt (Det samme skal de i øvrigt også i Danmark). Atter er midlet netop at kæmpe for borgernes ret til at bruge deres retmæssigt erhvervede ejendom som de vil - herunder til frie ytringer. Frihedskampen for mere ytringsfrihed er derfor også kampen for mere kapitalisme i Kina (Og det samme gælder naturligvis i Danmark).
- Dette kan man læse i en pressemeddelelse fra Trykkefrihedsselskabet, der inviterer til en konference om ytringsfrihed i Kina. Læs mere her .
Det er imidlertid vigtigt at påpege, at der ikke er noget som helst modsætningsforhold mellem ytringsfrihed og kapitalisme; og at kapitalisme ville blomstre endnu mere end det er tilfældet, hvis ytringsfriheden blevet øget yderligere.
Når der skrives yderligere skyldes det, at ytringsfriheden rent faktisk er øget, og at den øgede ytringsfrihed netop har bidraget til den velstand , der er skabt i Kina; og som man i alle andre fattige lande burde interessere sig for årsagerne til.
Kommunikationsfriheden i vor tids Kina er med andre ord langt højere end det var tilfældet før de økonomiske reformer, der blev indført efter Deng Xiaoping. Dette handler netop om noget, der er centralt for kapitalisme: respekten for den private ejendomsret er øget.
Jo større respekten for den private ejendomsret er, desto mere ytringsfrihed er der derfor også. De to friheder og rettigheder hænger uløseligt sammen. Man kan kun adskille ytringsfrihed og privat ejendomsret analytisk, men ikke i praksis.
Øget ytringsfrihed og øget respekt for den private ejendomsret er i praksis forbundne: Hvis man har fuld råderet over sin ejendom, sådan som det er i et fuldt realiseret kapitalistisk samfund, har man også komplet ret til at bruge sin ejendom til at købe, hvad der kan købes af kommunikationsudstyr med disse midler. Tilsvarende har man i et fuldt realiseret kapitalistisk samfund fuldstændig ret til at udgive, hvad man vil af holdninger; eller historier, man selv har produceret; eller nyheder, man selv har produceret - men som naturligvis skal respektere andres intellektuelle ejendomsret. Holdningerne må dog naturligvis ikke indeholde opfordringer til at forvolde skade på andre frie menneskers person eller på deres ejendom.
På samme måde har andre så ret til at købe, hvad de vil af sådanne former for information produceret på den private ejendomsrets præmisser; eller at besøge de steder, hvor nyheder eksempelvis udgives gratis for modtageren i kraft af reklamer. -Reklamefriheden er i øvrigt også en del af ytringsfriheden. Derfor krænker man også ytringsfriheden herhjemme, når man reducerer friheden til at reklamere og annoncere. Denne krænkelse gælder eksempelvis for visse nydelsesmidler og for receptpligtig medicin.
Offentlig nyhedsproduktion er en krænkelse af ytringsfriheden
Derfor er offentlig nyhedsproduktion også en krænkelse af såvel den private ejendomsret; men også af ytringsfriheden: Hver en krone, der er konfiskeret af borgeren er jo en krone som borgeren selv kunne have brugt til at kommunikere for.
Dette betyder, at jo mere man fra statens side bruger på såvel produktion af nyheder, men også som man i det hele taget bruger af midler, man har taget fra borgeren, desto mere krænker man den private ejendomsret; men desto mere forhindrer man samtidig borgerne i at ytre sig frit, og sådan som de vil det. Man tager jo netop den ejendom, som borgerne skal bruge til at ytre sig for.
Eksistensen af Danmarks Radio (men også eksistensen af en skattefinansieret journalisthøjskole - eller det skattefinansierede universitet, som undertegnede har gået på) er derfor også en krænkelse af ytringsfriheden - i samme omfang som disse institutioner er udtryk for krænkelser af den private ejendomsret.
Det bør derfor også stå klart for de fleste, at informationsfriheden er vokset i Kina, og at det rent faktisk er en øget informationsfrihed, der er gået hånd i hånd i hånd med en øget respekt for den private ejendomsret der har sikret den øgede vækst i Kina (fordi disse to jævnfør eksemplet er uadskillelige).
Man kan således tage til de områder, der har den største respekt for den private ejendomsret i Kina. Man vil så opleve, at det også vil være de rigeste områder. Og man vil samtidig kunne konstatere, at kinesere der, kan kommunikere langt friere og på langt flere måder, end man kunne det før de økonomiske reformer, og før man tog opgøret med den økonomiske socialisme. Man er i øvrigt også langt friere sådanne steder, end man er det i alle de fattige og langt mere undertrykte lande i Afrika.
Den socialistiske undertrykkelse i Kina bør afskaffes helt
Men status quo er naturligvis ikke politisk tilfredsstillende: De der i dag har magten i Kina (socialisterne), og som bruger den til at holde respekten for ytringsfriheden og den private ejendomsret nede, skal naturligvis påvirkes så vidt det er muligt til at afstå helt fra at bruge denne magt (Det samme skal de i øvrigt også i Danmark). Atter er midlet netop at kæmpe for borgernes ret til at bruge deres retmæssigt erhvervede ejendom som de vil - herunder til frie ytringer. Frihedskampen for mere ytringsfrihed er derfor også kampen for mere kapitalisme i Kina (Og det samme gælder naturligvis i Danmark).
9. oktober 2007
Man bliver ikke klogere på Politiken
"Fogh blåstempler oplysninger fra tortur" skriver Politiken i dagens avis. Men inde i artiklen fremgår det at "Danmark [statsministeren] tager afstand fra tortur".
Journalist Mikael Børsting spørger statsministeren om følgende: Siger du så, at man godt kan bruge oplysninger, selv om man har en viden og en formodning om, at de fremkommet ved brug af tortur?
Til dette svarer Anders Fogh Rasmussen så bekræftende. Og hvad skulle man ellers gøre?
Lad os sige, man får at vide, at der vil blive begået en terrorhandling, men at man samtidig får at vide, at oplysningen er fremkommet ved et vist pres på en afhørte eller tortur. Skulle man så bagefter undlade at foretage sig noget for at stoppe terrorhandlingen?
Så det er et dumt spørgsmål, og Anders Fogh Rasmussens svar er det eneste rigtige.
Alligevel har man nu fra Politikens side fået frembragt en kort avisartikel, der ikke gør nogen spor klogere, eftersom tanken om, at man skal ignorere livsvigtig viden er så latterlig, at selv den dummeste Politiken-læsere ikke ville vide dette på forhånd.
Og man har vel at mærke produceret en artikel med overskriften "Fogh blåstempler oplysninger fra tortur", når sagens kerne vel et mærke er, at Anders Fogh Rasmussen vil benytte viden, der kan redde liv uanset hvor den viden kommer fra fordi den viden kan redde liv.
Er det urimeligt at se en sådan avisartikel med den pågældende overskrift som udtryk for en vis modvilje mod fornuften? Måske er det dette isoleret set. Men hvis man finder 10, 20, 50 hundrede af slagen, hvor dumme spørgsmål resulterer i besindige svar og derefter fører til tåbelige overskrifter, så er der måske noget om snakken.
En anden sag er så, at den samme spalteplads kunne være brugt til at skrive om regimer, hvor tortur rent faktisk i praksis er udbredt og systematisk (og som ikke bruges på at redde de civile borgere, men i stedet på at fastholde magthavernes magt).
Man kunne i Politikken forholde sig til lande som Nordkorea, Iran, Syrien, Kina, Cuba, o.s.v. o.s.v., som i kraft af politisk undertrykkelse og mangel på respekt for helt basale frihedsrettigheder producerer flygtninge, fastholder befolkningen i fattigdom, forarmer og stivner mennesker i rigide kulturelle mønstre, og tvinger befolkning til at deltage i meningsløse handlinger, der skal bekræfte den lokale diktators magt og status. - Men hvis man gjorde dette så var man jo nok ikke ret længe på Politiken.
Journalist Mikael Børsting spørger statsministeren om følgende: Siger du så, at man godt kan bruge oplysninger, selv om man har en viden og en formodning om, at de fremkommet ved brug af tortur?
Til dette svarer Anders Fogh Rasmussen så bekræftende. Og hvad skulle man ellers gøre?
Lad os sige, man får at vide, at der vil blive begået en terrorhandling, men at man samtidig får at vide, at oplysningen er fremkommet ved et vist pres på en afhørte eller tortur. Skulle man så bagefter undlade at foretage sig noget for at stoppe terrorhandlingen?
Så det er et dumt spørgsmål, og Anders Fogh Rasmussens svar er det eneste rigtige.
Alligevel har man nu fra Politikens side fået frembragt en kort avisartikel, der ikke gør nogen spor klogere, eftersom tanken om, at man skal ignorere livsvigtig viden er så latterlig, at selv den dummeste Politiken-læsere ikke ville vide dette på forhånd.
Og man har vel at mærke produceret en artikel med overskriften "Fogh blåstempler oplysninger fra tortur", når sagens kerne vel et mærke er, at Anders Fogh Rasmussen vil benytte viden, der kan redde liv uanset hvor den viden kommer fra fordi den viden kan redde liv.
Er det urimeligt at se en sådan avisartikel med den pågældende overskrift som udtryk for en vis modvilje mod fornuften? Måske er det dette isoleret set. Men hvis man finder 10, 20, 50 hundrede af slagen, hvor dumme spørgsmål resulterer i besindige svar og derefter fører til tåbelige overskrifter, så er der måske noget om snakken.
En anden sag er så, at den samme spalteplads kunne være brugt til at skrive om regimer, hvor tortur rent faktisk i praksis er udbredt og systematisk (og som ikke bruges på at redde de civile borgere, men i stedet på at fastholde magthavernes magt).
Man kunne i Politikken forholde sig til lande som Nordkorea, Iran, Syrien, Kina, Cuba, o.s.v. o.s.v., som i kraft af politisk undertrykkelse og mangel på respekt for helt basale frihedsrettigheder producerer flygtninge, fastholder befolkningen i fattigdom, forarmer og stivner mennesker i rigide kulturelle mønstre, og tvinger befolkning til at deltage i meningsløse handlinger, der skal bekræfte den lokale diktators magt og status. - Men hvis man gjorde dette så var man jo nok ikke ret længe på Politiken.
6. oktober 2007
En portal til "europæiske" medier
Problemet med et tættere politisk samarbejde i Europa, er som bekendt (ud over en række andre ting), at der ikke er en offentlighed man kan kalde europæisk. Der findes ikke rigtigt europæiske medier og en europæisk debat.
Derfor er det direkte farligt for friheden (også af mange andre grunde), at centralisere den politiske magt. Der er endvidere intet grundlag for at gøre dette. Det afgørende for et stærkt Europa er ikke fælles institutioner, men i stedet fælles værdier. Og den fælles værdi, som COIN ønsker at promovere, er den økonomiske og politiske frihed.
Ønsker man derimod socialisme, - ja så må man centralisere og afvikle hvert enkelt lands suverænitet. Det er der mange, der arbejder på.
Frihandel har imidlertid ikke brug for en EU-kommission eller et europæisk parlament. Her er der i stedet brug for "nedrustning": I hvert land bør man gøre hvad man kan for at liberalisere og smidiggøre mulighederne for at handle frit over grænserne. Og dette er en kamp, der bedst kæmpes af andre end bureaukrater og eurokrater. (Men nogle af disse har ganske vist flyttet Europa i den rigtige frihedsorienterede retning, mens andre af deres kollegaer gør det stik modsatte).
Der er således et behov for en stærkere europæisk offentlighed. For i takt med fremvæksten af mere debat over grænserne - herunder om Europa, USA, Asien, Latinamerika og de andre regioner - så kan de principper styrkes, der bevarer velstandens grundlag, hvilket er handlefriheden. For velstandsskabelse er nu engang et folkeligt projekt. (Socialister som i vid udstrækning er akademikere tilbyder i praksis fattigdom og armod; og de er ikke tilfredse med at "eksperimentere" med ufrihed og plyndringstogter af borgerne en enkelt gang, nej de vil altid have en chance til for at gøre endnu et forsøg med kommando-økonomi og direktiver fra oven. I vor tid kaldes visionen "det grønne Europa".)
Nogle har i den forbindelse, det vil sige hvad angår offentligheden, nu skabt en portal til medier i en række europæiske (pt. vist 15) lande. Det er et lille skridt i den rigtige retning.
Besøg http://www.imooty.eu - The first navigator for european news. (Bemærk også: http://www.imooty.eu/dk/blog/sidste_erhverv.php .)
Derfor er det direkte farligt for friheden (også af mange andre grunde), at centralisere den politiske magt. Der er endvidere intet grundlag for at gøre dette. Det afgørende for et stærkt Europa er ikke fælles institutioner, men i stedet fælles værdier. Og den fælles værdi, som COIN ønsker at promovere, er den økonomiske og politiske frihed.
Ønsker man derimod socialisme, - ja så må man centralisere og afvikle hvert enkelt lands suverænitet. Det er der mange, der arbejder på.
Frihandel har imidlertid ikke brug for en EU-kommission eller et europæisk parlament. Her er der i stedet brug for "nedrustning": I hvert land bør man gøre hvad man kan for at liberalisere og smidiggøre mulighederne for at handle frit over grænserne. Og dette er en kamp, der bedst kæmpes af andre end bureaukrater og eurokrater. (Men nogle af disse har ganske vist flyttet Europa i den rigtige frihedsorienterede retning, mens andre af deres kollegaer gør det stik modsatte).
Der er således et behov for en stærkere europæisk offentlighed. For i takt med fremvæksten af mere debat over grænserne - herunder om Europa, USA, Asien, Latinamerika og de andre regioner - så kan de principper styrkes, der bevarer velstandens grundlag, hvilket er handlefriheden. For velstandsskabelse er nu engang et folkeligt projekt. (Socialister som i vid udstrækning er akademikere tilbyder i praksis fattigdom og armod; og de er ikke tilfredse med at "eksperimentere" med ufrihed og plyndringstogter af borgerne en enkelt gang, nej de vil altid have en chance til for at gøre endnu et forsøg med kommando-økonomi og direktiver fra oven. I vor tid kaldes visionen "det grønne Europa".)
Nogle har i den forbindelse, det vil sige hvad angår offentligheden, nu skabt en portal til medier i en række europæiske (pt. vist 15) lande. Det er et lille skridt i den rigtige retning.
Besøg http://www.imooty.eu - The first navigator for european news. (Bemærk også: http://www.imooty.eu/dk/blog/sidste_erhverv.php .)
5. oktober 2007
En JP-korrespondents mærkværdige artikel om diktaturet i Nordkorea
Dagens forsidehistorie i Jyllands-Posten handler om de to lande Nordkorea og Sydkorea.
Der er billeder af de to landes storsmilende præsidenter. Og når man læser artiklen på forsiden og inde i avisen, der begge er skrevet af Jes Randrup Nielsen kan man godt få indtryk af, at der ikke er den store forskel på landene.
Fokus er i stedet på de to smilende præsidenter og deres hænder, der mødes. Der tales også om ”økonomisk samarbejde”, ”en historisk fredsaftale” og ”fælles projekter”. Der skrives også om et atomanlæg i Nordkorea, og en masse olie som Nordkorea vil modtage fra andre lande.
Men der er praktisk talt intet fokus på de essentielle forskelle på landene.
I en lille ekstra artikel har Randrup Nielsen ganske vist nævnt at [d]et er forbudt almindelige nordkoreanske borgere at besidde sydkoreanske film. Men dette nævnes parentetisk. Den lille artikel er i hovedsagen muntert anlagt. Den handler om, at Nordkoreas diktator (dette udtryk bruger RN dog ikke) har fået 150 dvd’er af sin sydkoreanske kollega (som i øvrigt ikke er diktator ligesom "kollegaen" i Nord). Og når det nu er forbudt med sådanne film kunne situationen jo have udviklet sig i pinlig retning. Men læseren kan ånde lettet op, gaven ramte alligevel et blødt punkt hos Kim, der er filmfanatiker, selv har instrueret film, og som har en omfattende privat samling af både koreanske og internationale film.
Nordkorea, der er et diktatur uden ytringsfrihed, og uden respekt for individuelle frihedsrettigheder er i hovedartiklen præsenteret ved hjælp af en kort statistisk oversigt, der beskriver areal, indbyggertal, børnedødelighed, forventet levealder og den procentvise andel af befolkningen, der kan læse og skrive. (Åh ja, og så er der jo forbuddet mod DVD’er...). Denne korte statistik kan man så sammenligne med Sydkoreas. Sagen er blot, at denne statistik ikke beskriver den ufrihed, der er i landet – ej heller at landet ofte oplever hungersnød i kraft af den økonomiske ufrihed, som netop er noget den ene smilende "præsident" (altså diktatoren) er ansvarlig for. Men intet ord om hungersnød i artiklen.
Det nævnes ganske vist på forsiden at Nordkorea er ”ludfattigt”. Men der skrives intet om de nordkoreanske koncentrationslejre eller de mange der flygter fra landet (ej heller om de der flygter, men for hvem det ikke lykkedes, og som efterfølgende bliver sendt til sådanne lejre for "upatriotisk adfærd").
Faktisk skrives der intet om politisk undertrykkelse overhovedet. Det nævnes dog at ”Nordkorea”, altså magthaverne ikke tillader overflyvning af luftrummet, men er det virkelig essentielt at bruge i en beskrivelse af et af de mest ufrie lande i verden?
Afsættet for ”den historiske aftale” er naturligvis, som artiklen giver udtryk for, at forholdet mellem de to lande har været ”spændt” og ”mistillidsfuldt”, som Randrup Nielsen udtrykker det. Men det er ikke rigtigt noget som Randrup Nielsen virker i stand til at forklare årsagen til, ej heller hvorfor al denne efterhånden kroniske bistand pumpes ind i Nordkorea fra omverdenens side.
Det kan til oplysning derfor nævnes, at diktaturer præget af hungersnød, paranoide ledere, flygtninge og trusler fra et diktaturs side, der involverer atomvåben og masseødelæggelse har det med at skabe ”spænding” og ”mistro”. (Altså blot hvis man skulle ønske at vide mere)
Læser man artiklen får man tilsvarende ikke nogen klar ide om, hvorfor så mange lande inklusive Japan, Kina og USA er involveret i fredsforhandlinger.
Sagen er som bekendt, at Nordkorea ud over at være et diktatur, og en sikkerhedstrussel for det frie og rige Sydkorea, også er en sikkerhedstrussel for mange flere af nabolandene i regionen; eftersom ledelsen netop består af paranoide (men ganske rigtigt smilende) diktatorer. Men Randrup Nielsen lader mest til at være fascineret af den øverste diktators filmlidenskab (og så måske forbudet mod at købe DVD-film fra Sydkorea).
Sandheden er ikke desto mindre, trods den besynderlige artikel i Jyllands-Posten, at befolkningen i Nordkorea holdes som gidsler af en diktator, der benytter sig af marxistisk ideologi til at fastholde befolkningen i et jerngreb. Befolkningen i Nordkorea bruges netop som gidsler i forhold til omverdenen – som i denne forbindelse giver efter for gidseltagningen ved at sende olie, mad og teknologi ind i diktaturet.
På denne måde bidrager man fra den frie verdens side til at befolkningen fortsat - eventuelt i flere generationer fremover - skal leve i såvel fattigdom som ufrihed. Men det er ikke noget, man formår at beskrive i Jyllands-Posten. Ligesom den frie verdens politiske ledere i dag har svært ved at se forskel på frihed og ufrihed, så er det tydeligvis ekstremt vanskeligt for journalisten, at se dette. Ikke desto mindre er en fred mellem et frit land og et diktatur en fred, der finder sted på frihedens bekostning.
Der er billeder af de to landes storsmilende præsidenter. Og når man læser artiklen på forsiden og inde i avisen, der begge er skrevet af Jes Randrup Nielsen kan man godt få indtryk af, at der ikke er den store forskel på landene.
Fokus er i stedet på de to smilende præsidenter og deres hænder, der mødes. Der tales også om ”økonomisk samarbejde”, ”en historisk fredsaftale” og ”fælles projekter”. Der skrives også om et atomanlæg i Nordkorea, og en masse olie som Nordkorea vil modtage fra andre lande.
Men der er praktisk talt intet fokus på de essentielle forskelle på landene.
I en lille ekstra artikel har Randrup Nielsen ganske vist nævnt at [d]et er forbudt almindelige nordkoreanske borgere at besidde sydkoreanske film. Men dette nævnes parentetisk. Den lille artikel er i hovedsagen muntert anlagt. Den handler om, at Nordkoreas diktator (dette udtryk bruger RN dog ikke) har fået 150 dvd’er af sin sydkoreanske kollega (som i øvrigt ikke er diktator ligesom "kollegaen" i Nord). Og når det nu er forbudt med sådanne film kunne situationen jo have udviklet sig i pinlig retning. Men læseren kan ånde lettet op, gaven ramte alligevel et blødt punkt hos Kim, der er filmfanatiker, selv har instrueret film, og som har en omfattende privat samling af både koreanske og internationale film.
Nordkorea, der er et diktatur uden ytringsfrihed, og uden respekt for individuelle frihedsrettigheder er i hovedartiklen præsenteret ved hjælp af en kort statistisk oversigt, der beskriver areal, indbyggertal, børnedødelighed, forventet levealder og den procentvise andel af befolkningen, der kan læse og skrive. (Åh ja, og så er der jo forbuddet mod DVD’er...). Denne korte statistik kan man så sammenligne med Sydkoreas. Sagen er blot, at denne statistik ikke beskriver den ufrihed, der er i landet – ej heller at landet ofte oplever hungersnød i kraft af den økonomiske ufrihed, som netop er noget den ene smilende "præsident" (altså diktatoren) er ansvarlig for. Men intet ord om hungersnød i artiklen.
Det nævnes ganske vist på forsiden at Nordkorea er ”ludfattigt”. Men der skrives intet om de nordkoreanske koncentrationslejre eller de mange der flygter fra landet (ej heller om de der flygter, men for hvem det ikke lykkedes, og som efterfølgende bliver sendt til sådanne lejre for "upatriotisk adfærd").
Faktisk skrives der intet om politisk undertrykkelse overhovedet. Det nævnes dog at ”Nordkorea”, altså magthaverne ikke tillader overflyvning af luftrummet, men er det virkelig essentielt at bruge i en beskrivelse af et af de mest ufrie lande i verden?
Afsættet for ”den historiske aftale” er naturligvis, som artiklen giver udtryk for, at forholdet mellem de to lande har været ”spændt” og ”mistillidsfuldt”, som Randrup Nielsen udtrykker det. Men det er ikke rigtigt noget som Randrup Nielsen virker i stand til at forklare årsagen til, ej heller hvorfor al denne efterhånden kroniske bistand pumpes ind i Nordkorea fra omverdenens side.
Det kan til oplysning derfor nævnes, at diktaturer præget af hungersnød, paranoide ledere, flygtninge og trusler fra et diktaturs side, der involverer atomvåben og masseødelæggelse har det med at skabe ”spænding” og ”mistro”. (Altså blot hvis man skulle ønske at vide mere)
Læser man artiklen får man tilsvarende ikke nogen klar ide om, hvorfor så mange lande inklusive Japan, Kina og USA er involveret i fredsforhandlinger.
Sagen er som bekendt, at Nordkorea ud over at være et diktatur, og en sikkerhedstrussel for det frie og rige Sydkorea, også er en sikkerhedstrussel for mange flere af nabolandene i regionen; eftersom ledelsen netop består af paranoide (men ganske rigtigt smilende) diktatorer. Men Randrup Nielsen lader mest til at være fascineret af den øverste diktators filmlidenskab (og så måske forbudet mod at købe DVD-film fra Sydkorea).
Sandheden er ikke desto mindre, trods den besynderlige artikel i Jyllands-Posten, at befolkningen i Nordkorea holdes som gidsler af en diktator, der benytter sig af marxistisk ideologi til at fastholde befolkningen i et jerngreb. Befolkningen i Nordkorea bruges netop som gidsler i forhold til omverdenen – som i denne forbindelse giver efter for gidseltagningen ved at sende olie, mad og teknologi ind i diktaturet.
På denne måde bidrager man fra den frie verdens side til at befolkningen fortsat - eventuelt i flere generationer fremover - skal leve i såvel fattigdom som ufrihed. Men det er ikke noget, man formår at beskrive i Jyllands-Posten. Ligesom den frie verdens politiske ledere i dag har svært ved at se forskel på frihed og ufrihed, så er det tydeligvis ekstremt vanskeligt for journalisten, at se dette. Ikke desto mindre er en fred mellem et frit land og et diktatur en fred, der finder sted på frihedens bekostning.
1. august 2007
Tiden er inde til at reducere statens størrelse
Ledigheden gør det umulige. Faldet fortsætter overraskende til 3,6 pct. i maj, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Antallet af ledige er nu under 100.000.[…] Det er første gang siden 1970'erne, at under 100.000 er ledige i Danmark. - Det kunne man læse i online-udgaven af Børsen den 28. juni.
Lejligheden bør nu politisk benyttes til at reformere på balancen mellem den offentlige og den private sektor.
For i alt for mange årtier er det gået den forkerte vej: Den private sektor er skridt for skridt blev formindsket på den offentlige sektors bekostning. (Man kan læse mere om den negative udvikling i kommentaren Velfærdsstat og selvværdstab.) Med den aktuelt lave og stadigt faldende ledighed burde det være forholdsvist politisk opportunt, at afvikle diverse styrelser og ministerier. Og hvad man så i praksis begynder at privatisere eller nedlægge kan afhænge af, hvad der politisk er mest belejligt.
Danmarks Radio kunne imidlertid fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.
- I vor tid er det en farce, at være vidne til hvordan, statens generøsitet overfor statsansatte journalister fører til ublu politisk propaganda for økologisme og socialisme. Men havde man i grunden også troet, at noget som helst andet kunne blive resultatet af en statsfinansieret ordning for journalister? Hvad kunne i så fald være en anden mission for en statslig tv- og radio-kanal, end at promovere løsninger på virkelige eller fiktive problemer, der alle sammen handler om mere stat, mere kollektivisme og dermed også mindre økonomisk frihed?
Kulturministeriet kan - blandt andet også af samme grunde - tilsvarende afskaffes. Det burde i øvrigt være forholdsvist let at gøre dette, som noget af det første. Kulturministeriet er i praksis ensbetydende med, at færre bestemmer over flere midler, vel at mærke med midler, man har opkrævet via tvang - og som man nu bruger på forlystelser! Kulturministeriet er i praksis en omvendt Robin Hood; men altså vel at mærke også en institution, hvor de nye indehavere af tiltvungne midler bruger pengene på underholdning. Og i kraft af de mange offentlige ansatte må der dog efterhånden efter al sandsynlighed være skabt et marked for social-realisme, som sagtens kan klare sig helt uden støtte og tilskud, men i stedet på markedets vilkår. Lad dog den elite, der bryder sig om det, som kulturministeriet i dag støtter, betale det ekstra selv
Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man læser Naomi Kleins bog No Logo (mere her), og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).
Hvad angår forbrugs- og fødevareområdet i det hele taget kunne man også tage fat på at afruste i "krigen" mellem politisk korrekthed på den ene side (økologisk og socialistisk frygtskabelse), og så landbrugsstøtte (et resultat af lobbyisme fra erhvervslivet) på den anden. Med andre ord: Man kunne fjerne landbrugsstøtten og de tilhørende protekionistiske institutioner samtidig med, at man fjernede de mange institutioner, der har travlt med at styre, kontrollere og regulere på landmændenes adfærd. Hvorfor lægge et erhverv for had, og så samtidig sponsorere det med ca. 11 milliarder om året? (Svaret handler utvivlsomt om kontrol). En sådan afrustning ville tilsammen betyde færre politiske klienter, et øget råderum for lavere skatter, og samtidig også en frisætning af mere arbejdskraft til de områder, der kan udnytte de ledige hænder langt mere produktivt (hvad enten de frisatte så er ineffektive landmænd eller bureaukrater).
Problemet med landbrugsstøtten er således, at den gør det rentabelt at være landmand, vel at mærke, når det i tilfældet af et fravær af landbrugsstøtte rent faktisk ville være noget andet, som der var mere efterspørgsel på. Landbrugsstøtten sikrer dermed, at mindre effektive landmænd, ernærer sig indenfor landbruget på forbrugernes - men også de mere effektive producenters bekostning. På samme måde er de mange kontrolinstanser tilsvarende en barriere for såvel konkurrencen som produktiviteten indenfor landbruget. Årsagen til det sidste er som bekendt at det allerstørste incitament til at levere en vare af høj kvalitet er muligheden for at tjene penge på at gøre det. Hvornår har man sidst hørt politikere og bureaukrater kæmpe for landbrugets ret til at konkurrere om at tjene mest? Mentalt har vi i stedet flyttet os i retning imod den kontinental-europæiske ide, der handler om at landbrug mere skal være en kulturel faktor end en økonomisk. Det bør landbrugerne i Danmark ikke finde sig i.
Fortsæt selv med områder, hvor statens størrelse kan reduceres, og hvor der kan findes mere arbejdskraft til den private sektor. Vil man gerne have eksempler på, at en fri og levende privatsektor er et mål, der er værd at kæmpe for, kan man skele til IT-industrien, der netop er en de mest uregulerede og derfor også mest levende sektorer, men også generelt til informations, kultur og nyhedsområdet (DR undtaget), hvor konkurrencen trives.
De strategisk store områder, hvor der som skatteyder kan tjenes penge på, at reducere det offentliges dominans - der findes i form af monopolisering, afgifter, kontrol og styring - er måske først og fremmest energi-, uddannelses-, sundheds- og transportområdet.
Men de ovennævnte kulturelle institutioner er imidlertid vigtige at gøre op med, eftersom de er statens ideologiske instrumenter. Lad derfor de ansatte her få lov til at gå; og lad dem finde andet arbejde i den private sektor. Et lille økonomisk skridt for det frie menneske, men et stort symbolsk skridt for det private danske samfund ville således være en nedlæggelse af Danmarks Radio og Kulturministeriet.
Lejligheden bør nu politisk benyttes til at reformere på balancen mellem den offentlige og den private sektor.
For i alt for mange årtier er det gået den forkerte vej: Den private sektor er skridt for skridt blev formindsket på den offentlige sektors bekostning. (Man kan læse mere om den negative udvikling i kommentaren Velfærdsstat og selvværdstab.) Med den aktuelt lave og stadigt faldende ledighed burde det være forholdsvist politisk opportunt, at afvikle diverse styrelser og ministerier. Og hvad man så i praksis begynder at privatisere eller nedlægge kan afhænge af, hvad der politisk er mest belejligt.
Danmarks Radio kunne imidlertid fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.
- I vor tid er det en farce, at være vidne til hvordan, statens generøsitet overfor statsansatte journalister fører til ublu politisk propaganda for økologisme og socialisme. Men havde man i grunden også troet, at noget som helst andet kunne blive resultatet af en statsfinansieret ordning for journalister? Hvad kunne i så fald være en anden mission for en statslig tv- og radio-kanal, end at promovere løsninger på virkelige eller fiktive problemer, der alle sammen handler om mere stat, mere kollektivisme og dermed også mindre økonomisk frihed?
Kulturministeriet kan - blandt andet også af samme grunde - tilsvarende afskaffes. Det burde i øvrigt være forholdsvist let at gøre dette, som noget af det første. Kulturministeriet er i praksis ensbetydende med, at færre bestemmer over flere midler, vel at mærke med midler, man har opkrævet via tvang - og som man nu bruger på forlystelser! Kulturministeriet er i praksis en omvendt Robin Hood; men altså vel at mærke også en institution, hvor de nye indehavere af tiltvungne midler bruger pengene på underholdning. Og i kraft af de mange offentlige ansatte må der dog efterhånden efter al sandsynlighed være skabt et marked for social-realisme, som sagtens kan klare sig helt uden støtte og tilskud, men i stedet på markedets vilkår. Lad dog den elite, der bryder sig om det, som kulturministeriet i dag støtter, betale det ekstra selv
Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man læser Naomi Kleins bog No Logo (mere her), og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).
Hvad angår forbrugs- og fødevareområdet i det hele taget kunne man også tage fat på at afruste i "krigen" mellem politisk korrekthed på den ene side (økologisk og socialistisk frygtskabelse), og så landbrugsstøtte (et resultat af lobbyisme fra erhvervslivet) på den anden. Med andre ord: Man kunne fjerne landbrugsstøtten og de tilhørende protekionistiske institutioner samtidig med, at man fjernede de mange institutioner, der har travlt med at styre, kontrollere og regulere på landmændenes adfærd. Hvorfor lægge et erhverv for had, og så samtidig sponsorere det med ca. 11 milliarder om året? (Svaret handler utvivlsomt om kontrol). En sådan afrustning ville tilsammen betyde færre politiske klienter, et øget råderum for lavere skatter, og samtidig også en frisætning af mere arbejdskraft til de områder, der kan udnytte de ledige hænder langt mere produktivt (hvad enten de frisatte så er ineffektive landmænd eller bureaukrater).
Problemet med landbrugsstøtten er således, at den gør det rentabelt at være landmand, vel at mærke, når det i tilfældet af et fravær af landbrugsstøtte rent faktisk ville være noget andet, som der var mere efterspørgsel på. Landbrugsstøtten sikrer dermed, at mindre effektive landmænd, ernærer sig indenfor landbruget på forbrugernes - men også de mere effektive producenters bekostning. På samme måde er de mange kontrolinstanser tilsvarende en barriere for såvel konkurrencen som produktiviteten indenfor landbruget. Årsagen til det sidste er som bekendt at det allerstørste incitament til at levere en vare af høj kvalitet er muligheden for at tjene penge på at gøre det. Hvornår har man sidst hørt politikere og bureaukrater kæmpe for landbrugets ret til at konkurrere om at tjene mest? Mentalt har vi i stedet flyttet os i retning imod den kontinental-europæiske ide, der handler om at landbrug mere skal være en kulturel faktor end en økonomisk. Det bør landbrugerne i Danmark ikke finde sig i.
Fortsæt selv med områder, hvor statens størrelse kan reduceres, og hvor der kan findes mere arbejdskraft til den private sektor. Vil man gerne have eksempler på, at en fri og levende privatsektor er et mål, der er værd at kæmpe for, kan man skele til IT-industrien, der netop er en de mest uregulerede og derfor også mest levende sektorer, men også generelt til informations, kultur og nyhedsområdet (DR undtaget), hvor konkurrencen trives.
De strategisk store områder, hvor der som skatteyder kan tjenes penge på, at reducere det offentliges dominans - der findes i form af monopolisering, afgifter, kontrol og styring - er måske først og fremmest energi-, uddannelses-, sundheds- og transportområdet.
Men de ovennævnte kulturelle institutioner er imidlertid vigtige at gøre op med, eftersom de er statens ideologiske instrumenter. Lad derfor de ansatte her få lov til at gå; og lad dem finde andet arbejde i den private sektor. Et lille økonomisk skridt for det frie menneske, men et stort symbolsk skridt for det private danske samfund ville således være en nedlæggelse af Danmarks Radio og Kulturministeriet.
14. januar 2007
Staten, informationen og de beskyttede
Den svenske valgkamp 2006 har afsløret, at informationsmængden og indholdet i et socialdemokratisk samfund har en forunderlig tendens til at blive kontrolleret politisk, - jævnfør at man her en uges tid før valgkampen fra administrativ-politisk side har ment, at skolebørn skal lære om socialisme, parallelt med, at man underviser i, hvordan et folketingsvalg finder sted.
Men er det overhovedet overraskende at sådanne historier, der viser hvordan stat og parti glider sammen, bliver resultatet af konfiskation af borgernes midler, herunder dem, der bruges på at lave radio og tv, og på at etablere enhedsskoler? Det er det vel næppe.
Meningen med konfiskation af private midler til offentlig uddannelse, information med videre var jo netop: at producere noget alternativt til det, som private borgere og virksomheder ellers ville frembringe for egne retmæssigt erhvervede midler.
Konsekvensen ved at bevæge sig i ”østlig”, det vil sige statsdyrkende og kollektivistisk retning, er således i Sverige blevet en skole-DVD om socialisme lige før valget. Så kan de lære det.
Ser man mod Vest,og mod mere vestligt prægede samfund end Sverige, finder man i højere grad fænomener som "home schooling"; private tv-kanaler; universiteter der fører den studerende mod en høj livstidsindtægt, og som vedkommende derfor selv må finansiere; film, der sælger (!); og i det hele taget markeder, der lever - også i kraft af, at informationen i det store ikke er monopoliseret, reguleret og statsstøttet - i det mindste ikke i det omfang, som vi kender det herhjemmefra.
Fra og med 1990'erne sikrede IT-revolutionen, at vi, også i vores del af verden, kunne nyde godt at der fandtes samfund, hvor markedet for informationsudvekslinger trives mere end hvad, det er tilfældet i Danmark.
Det er således værd at minde læseren om, at den aktuelle farce med Danmarks Radio tilsvarende ikke har noget at gøre med et marked, ligesom der ikke er et marked for undervisnings-DVD’er om socialisme i Sverige.
I Danmarks Radios tilfælde er der tilsvarende ikke tale om en forretning, der vantrives. DR-skandalen handler først og fremmest om, at man blot ikke har konfiskeret ligeså mange penge, som man har brugt.
Dette er selvsagt en problematik, hvor man må formode de færreste vil have nemt ved at leve sig ind i direktøren for DR’s genvordigheder – eller for den sags skyld at sympatisere med nogen af de involverede, der lever i kraft af disse midler; ikke mindst når man nu ved, at konsekvensen aldrig nogen sinde kan blive konkurs. Men i bedste fald at andre får muligheden for at være leder for en beskyttet virksomhed.
Offentlige virksomheder kan således i praksis ende med at være helt døde, og lige som mange kirker - stå tomme, uden at det får de konsekvenser, det har i frie sektorer, men i stedet at pengestrømmen fortsætter med at flyde, til gavn for de jobsikrede, der er under statens beskyttelse, men samtidig til skade for dem, der tjener deres penge selv, på et marked kendetegnet ved konkurrence, hvor der ikke er givet en garanti for overlevelse.
Når ikke forbrugerne kan straffe en virksomhed, ja så er det i denne forstand ikke forkert at tale om sådanne virksomheder som en slags væresteder, hvor socialdemokratiske historikere, politiske beslutningstagere, tryghedssøgende forretningsmænd samt interesserede journalister går sammen om at opføre et skuespil, der skal give indtryk af en eller anden form for eksistensberettigelse - ud over at man via lovgivning blot har vedtaget, at den pågældende virksomhed bare skal være der, uanset hvad.
Planøkonomien er således det system, hvor der er tilnærmelsesvis absolut kontrol med informationsmængden.
Det socialdemokratiske system er derimod et system, hvor vi – trods alt - kan vælge at se bort og den anden vej, når den frie verdens planøkonomer og politiske eksperimentatorer leger, at de driver virksomhed, og i stedet lade os underholde og informere af det, der kommer fra mere informationsfrie politiske systemer; alt imens de der er tilknyttet de beskyttede informations-væresteder så kan skændes om hvem, der har det største ansvar for, at der ikke er blevet fravristet tilstrækkelige midler fra borgerne.
– I det man kigger bort, bør man dog samtidig give udtryk for, hvad man mener om det politiske skuespil, og den selviscenesættelse vi til daglig er vidne til, med mennesker, der alene i kraft af at være stemt til magten fører sig frem, som om de var intelligente, dygtige og produktive, men som alligevel ikke er ret meget andet end populære politiske overlevere, hvilket man bliver som en konsekvens af, at have lovet dele af befolkningen penge fra andre dele; eller ved at man positionerer sig ved tage parti til fordel for en branche og til skade for en anden.
Men er det overhovedet overraskende at sådanne historier, der viser hvordan stat og parti glider sammen, bliver resultatet af konfiskation af borgernes midler, herunder dem, der bruges på at lave radio og tv, og på at etablere enhedsskoler? Det er det vel næppe.
Meningen med konfiskation af private midler til offentlig uddannelse, information med videre var jo netop: at producere noget alternativt til det, som private borgere og virksomheder ellers ville frembringe for egne retmæssigt erhvervede midler.
Konsekvensen ved at bevæge sig i ”østlig”, det vil sige statsdyrkende og kollektivistisk retning, er således i Sverige blevet en skole-DVD om socialisme lige før valget. Så kan de lære det.
Ser man mod Vest,og mod mere vestligt prægede samfund end Sverige, finder man i højere grad fænomener som "home schooling"; private tv-kanaler; universiteter der fører den studerende mod en høj livstidsindtægt, og som vedkommende derfor selv må finansiere; film, der sælger (!); og i det hele taget markeder, der lever - også i kraft af, at informationen i det store ikke er monopoliseret, reguleret og statsstøttet - i det mindste ikke i det omfang, som vi kender det herhjemmefra.
Fra og med 1990'erne sikrede IT-revolutionen, at vi, også i vores del af verden, kunne nyde godt at der fandtes samfund, hvor markedet for informationsudvekslinger trives mere end hvad, det er tilfældet i Danmark.
Det er således værd at minde læseren om, at den aktuelle farce med Danmarks Radio tilsvarende ikke har noget at gøre med et marked, ligesom der ikke er et marked for undervisnings-DVD’er om socialisme i Sverige.
I Danmarks Radios tilfælde er der tilsvarende ikke tale om en forretning, der vantrives. DR-skandalen handler først og fremmest om, at man blot ikke har konfiskeret ligeså mange penge, som man har brugt.
Dette er selvsagt en problematik, hvor man må formode de færreste vil have nemt ved at leve sig ind i direktøren for DR’s genvordigheder – eller for den sags skyld at sympatisere med nogen af de involverede, der lever i kraft af disse midler; ikke mindst når man nu ved, at konsekvensen aldrig nogen sinde kan blive konkurs. Men i bedste fald at andre får muligheden for at være leder for en beskyttet virksomhed.
Offentlige virksomheder kan således i praksis ende med at være helt døde, og lige som mange kirker - stå tomme, uden at det får de konsekvenser, det har i frie sektorer, men i stedet at pengestrømmen fortsætter med at flyde, til gavn for de jobsikrede, der er under statens beskyttelse, men samtidig til skade for dem, der tjener deres penge selv, på et marked kendetegnet ved konkurrence, hvor der ikke er givet en garanti for overlevelse.
Når ikke forbrugerne kan straffe en virksomhed, ja så er det i denne forstand ikke forkert at tale om sådanne virksomheder som en slags væresteder, hvor socialdemokratiske historikere, politiske beslutningstagere, tryghedssøgende forretningsmænd samt interesserede journalister går sammen om at opføre et skuespil, der skal give indtryk af en eller anden form for eksistensberettigelse - ud over at man via lovgivning blot har vedtaget, at den pågældende virksomhed bare skal være der, uanset hvad.
Planøkonomien er således det system, hvor der er tilnærmelsesvis absolut kontrol med informationsmængden.
Det socialdemokratiske system er derimod et system, hvor vi – trods alt - kan vælge at se bort og den anden vej, når den frie verdens planøkonomer og politiske eksperimentatorer leger, at de driver virksomhed, og i stedet lade os underholde og informere af det, der kommer fra mere informationsfrie politiske systemer; alt imens de der er tilknyttet de beskyttede informations-væresteder så kan skændes om hvem, der har det største ansvar for, at der ikke er blevet fravristet tilstrækkelige midler fra borgerne.
– I det man kigger bort, bør man dog samtidig give udtryk for, hvad man mener om det politiske skuespil, og den selviscenesættelse vi til daglig er vidne til, med mennesker, der alene i kraft af at være stemt til magten fører sig frem, som om de var intelligente, dygtige og produktive, men som alligevel ikke er ret meget andet end populære politiske overlevere, hvilket man bliver som en konsekvens af, at have lovet dele af befolkningen penge fra andre dele; eller ved at man positionerer sig ved tage parti til fordel for en branche og til skade for en anden.
7. januar 2007
En kunstig europæisk offentlighed
I 1986 indførtes de fire friheder i EU. Ideerne om frihandel har historisk set spillet en positiv rolle. Desværre er der klare tegn på, at EU bevæger sig i en forkert og planøkonomisk retning. Den forkerte udvikling kan blandt andet iagttages ved den øgede mængde af reguleringsforslag, der kommer fra Bruxelles; ved opbakningen til FNs klimapolitik; ved den manglende evne til for alvor at gøre op med landbrugsstøtten samt ved EUs øgede indblanding i alt fra kulturpolitik til spørgsmål vedrørende aftale- og ytringsfrihed.
Tendensen kan kort sammenfattes i retning af, at man vejer de individuelle frihedsrettigheder op imod såkaldte materielle eller kollektive rettigheder - eksempelvis landbrugets såkaldte ret til økonomisk støtte. Denne tendens ses ligeledes i FN.
Et af de mere tydelige tegn på, at EU bevæger sig i retning af en regional formynderstat, er den indtil videre skrinlagte forfatning. Her er det tankevækkende at se de mange manøvrer, der fra politisk side gøres for at ignorere den manglende folkelige interesse for projektet.
Aktuelt har statssponsorerede tilhængere samt modstandere af EU med hjemmesiden www.borgernesdagsorden.dk slået pjalterne sammen. Et nej er tilsyneladende uacceptabelt. Direkte korrupt adfærd, kan på denne måde ses ved sammenblandingen af offentlige midler og halv-private interesseorganisationer, hvoraf flere af disse har deres oprindelse i midler fra europæiske kasser.
På denne måde skabes en kunstig europæisk offentlighed, hvor offentligt ansatte embedsmænd, skattefinansierede politikere eller offentligt støttede NGO'er gensidigt forstærker hinandens budskaber overfor pressen, og bekræfter hinanden i deres dagsordens vigtighed.
EU-toget kører således i retning af stadigt flere tilfælde af pseudo-debatter, hvor magtens mænd og kvinder debatterer med eller mod hinanden: eksempelvis i form af offentligt finansierede miljøgrupper, der taler med offentligt ansatte regulatorer; mens almindelige europæiske borgere uden samme rundhåndede adgang til medierne tildeles rollen som tilskuere.
Tendensen kan kort sammenfattes i retning af, at man vejer de individuelle frihedsrettigheder op imod såkaldte materielle eller kollektive rettigheder - eksempelvis landbrugets såkaldte ret til økonomisk støtte. Denne tendens ses ligeledes i FN.
Et af de mere tydelige tegn på, at EU bevæger sig i retning af en regional formynderstat, er den indtil videre skrinlagte forfatning. Her er det tankevækkende at se de mange manøvrer, der fra politisk side gøres for at ignorere den manglende folkelige interesse for projektet.
Aktuelt har statssponsorerede tilhængere samt modstandere af EU med hjemmesiden www.borgernesdagsorden.dk slået pjalterne sammen. Et nej er tilsyneladende uacceptabelt. Direkte korrupt adfærd, kan på denne måde ses ved sammenblandingen af offentlige midler og halv-private interesseorganisationer, hvoraf flere af disse har deres oprindelse i midler fra europæiske kasser.
På denne måde skabes en kunstig europæisk offentlighed, hvor offentligt ansatte embedsmænd, skattefinansierede politikere eller offentligt støttede NGO'er gensidigt forstærker hinandens budskaber overfor pressen, og bekræfter hinanden i deres dagsordens vigtighed.
EU-toget kører således i retning af stadigt flere tilfælde af pseudo-debatter, hvor magtens mænd og kvinder debatterer med eller mod hinanden: eksempelvis i form af offentligt finansierede miljøgrupper, der taler med offentligt ansatte regulatorer; mens almindelige europæiske borgere uden samme rundhåndede adgang til medierne tildeles rollen som tilskuere.
3. januar 2007
Lobbyisme
Den 18. december 2005 afsluttedes WTO-topmødet i Hong Kong. Dette topmøde skilte sig ud fra mange andre ved at sætte en dato for afviklingen af EU’s eksportstøtte til landbruget til år 2013. Eksportstøtten er imidlertid kun en mindre del af den samlede EU-støtte til landbruget. EU-eksportstøtten er på omkring 25 mia. kr. om året, mens EU’s samlede landbrugsstøtte er på omkring 500 mia.
- Men hvordan og hvorfor bliver sådanne former for støtte indført i første omgang? Det kan man læse om i essayet ”Lobbyismen og den grænseløse stat”, der tidligere er bragt i tidsskriftet Libertas.
Det korte svar er, at statsstøtte indføres, når det er lykkedes interesseorganisationer at overbevise politiske beslutningstagere om at indføre ordninger, der på denne måde gavner deres medlemmer - i dette tilfælde landmænd, men hvor regningen for støtten betales af en mere diffus gruppe i form af skatteydere og forbrugere. De mange der betaler regningen er imidlertid ikke er nær så opmærksomme på omkostningerne, som de få nyderne er det på fordelene ved politisk lobbyisme.
Undervejs i den politiske proces omformulerer de politiske beslutningstagere samtidig begrundelserne om at give støtte, så det på en eller anden måde lyder som om støtten gavner os alle.
Et eksempel på dette er, når den danske stat giver støtte til såkaldt ”alternativ energi”, og samtidig hævder at denne støtte gavner hele samfundet, trods det forhold at vi som forbrugere og skatteydere ikke desto mindre via denne markedsforvridning tvinges til at betale mere for at kunne køre i bil eller varme boligen op.
Ikke desto mindre har der længe været udbredt enighed om, at statsstøtte til landbruget samt til alle andre erhverv er skadelig, at disse former for støtte ikke afspejler forbrugernes præferencer; men at støtten tværtimod medfører dyrere og/eller ringere varer for forbrugerne. Alligevel kunne man så sent som i forbindelse med folketingsvalget 2005 høre en statsminister tale om statslige ”satsninger” indenfor IT-området - i størrelsesordenen 10 mia. Man har tilsyneladende intet lært.
Disse former for støtte gennemføres derfor trods det forhold, at sådanne tilfældigt prægede satsninger fra politisk side er skadelige for økonomien. En ringe fungerende økonomi er som bekendt den sikre vej til fattigdom. Ansvarlige økonomer og kommentatorer kan hver gang en ny form for støtte indføres derfor se frem til at bruge mange årtier og mange ressourcer på at få politikere til at atter afskaffe dem.
Støtteordningerne bliver med andre ord ikke indført fordi de ved indførelse anses for at være tidssvarende eller fordi folket kræver det, men fordi visse interesseorganisationer kontakter bestemte politikere - og ”sød musik” opstår. ”Kunststykket” forbundet med lobbyisme handler blandt andet om, at forklare den politiske beslutningstager hvordan, han ved at give bestemte grupper eller en udvalgt branche i samfundet særbehandling på samme tid vil kunne tage sig godt ud i resten af offentligheden.
Når man så langt om længe, jf. WTO-topmødet i Hong Kong, får overbevist politiske beslutningstagere om at den ene form for støtte er skadelig bevæger støttecirkuset sig blot videre til nye støtte-jagtmarker eksempelvis til støtte af andre typer af erhverv.
Derfor skal man som skatteyder i Europa og Danmark ikke forvente, at afviklingen af eksportstøtten til landbruget også vil føre til lavere skatter. Det er tværtimod mere sandsynligt, at man vil se en stigende vækst i EU’s budgetter som følge af støtte til nye områder, der nu er fundet egnede til det politiske satsespil.
Denne form for ”spredehaglsstøtte”, det vil sige støtte til alt og alle, og ud fra snart sagt en hvilken som helst begrundelse, er allerede en realitet. Den støtte er det endnu vanskeligere at gøre op med. Det er det, eftersom hver enkelt klientgruppe vil have hver deres interesseorganisation, der har deres egne lobbyister ansat til at begrunde, hvorfor lige netop deres område er et værdigt trængende område, mens ingen af disse grupper har interesse i at pege på, at andres støtte er unødvendig og skadelig. Samlet set betyder det at markedet og den frie samhandel erstattes med politik, og tvungne opkrævninger erstatter frivillige udvekslinger.
Siden indførslen af den almene valgret i begyndelsen af det 20. århundrede er skattetrykket i Danmark således vokset støt og roligt på bekostning af de frivillige relationer, der kendetegner markedet og et mere retfærdigt samfund.
Synet på støtten til landbruget er således undtagelsen fra reglen. Her er der en markant modstand mod støtteordningerne. Dette skyldes muligvis at ofrene for støtten ikke bare er de europæiske skatteydere og forbrugere, hvis præferencer man jævnfør Kyoto ikke regner for ret meget, men samtidig også er de dygtige, men fattige landmænd i den såkaldt tredje verden, der imidlertid ikke kan klare sig, når landmænd i vesten modtager op til fem gange så meget i støtte som den tredje verden modtager i bistand.
- Derimod er der meget få, der beskæftiger sig med, hvad statsstøtten til eksempelvis Danmarks Radio eller en statslig institution som Danmarks Journalisthøjskole betyder for medielandskabet i Danmark, og hvilken indflydelse en statslig nyhedsorganisation, der virker ved tvungne opkrævninger har for den politiske dagsorden. Det er ligeledes fristende at stille spørgsmålet, om ikke lobbyisme-fænomenet ville have en mere fremtrædende plads i spalterne og dækningen af disse relationer mellem interessegrupper og politiske beslutningstagere ville være mere omfattende, hvis der - navnlig i en undervisningssammenhæng - herskede en større grad af økonomisk uafhængighed af statslige midler.
Lektien som de politiske beslutningstagere ikke har lært, er derfor, at statsstøtte helt principielt er skadelig. - Forholdet gælder med andre ord ikke bare for landbrug, cykelproduktion eller nissehuefremstilling, men for alle typer af varer og serviceydelser. Indtil denne indsigt når frem til Brusseles og Christiansborg skal man derfor ikke forvente et væsentligt lavere skattetryk.
Hvis ovenstående lyder afskrækkende for politisk aktivisme kan man i det mindste glæde sig over, at skattestoppet til en begyndelse har sat en stopper for den samlede mængde af statsstøtte der kan gives – i Danmark.
Uddrag fra artiklen ”Lobbyisme og den grænseløse stat”:
”Embedsmænd og politikere i EU bruger lobbyisterne til at få mere magt. Lobbyister i EU bidrager til fællesskabets legitimitet ved at skabe nye behov. Dermed cementeres idéen om en fælles europæisk dagsorden, langt ud over hvad der reelt kan siges at være fælles europæiske interesser.”
”Det mest betændte område og det bedste eksempel på lobbyvirksomhed er naturligvis landbrugsstøtten, der ifølge mange undersøgelser slet ikke gavner landbruget, men tværtimod skader det. Amerikanske og europæiske forbrugere betaler i dag tre gange verdensmarkedsprisen, når de køber sukker. Det kan de takke landbrugets lobbyister for. Men landbrugsstøtten
betyder, at EU’s bureaukrater og politikere øger deres politiske magt. Pengene giver dem beslutningskraft. Og det er en af grundene til, at økonomerne ikke kan overbevise dem om, at det kan betale sig at afskaffe støtten.”
”De nye behov som lobbyister skaber, betyder højere skatter. Højere skatter betyder mere magt til staten frem for markedet. Og jo mere magt til staten, desto flere lobbyister. Systemet har sin helt egen dynamik.”
Læs artiklen om lobbyisme her.
Om emnet er skrevet EU alá Monty Python, der også handler om tilsvarende national-statslige former overførsler og "satsninger".
- Men hvordan og hvorfor bliver sådanne former for støtte indført i første omgang? Det kan man læse om i essayet ”Lobbyismen og den grænseløse stat”, der tidligere er bragt i tidsskriftet Libertas.
Det korte svar er, at statsstøtte indføres, når det er lykkedes interesseorganisationer at overbevise politiske beslutningstagere om at indføre ordninger, der på denne måde gavner deres medlemmer - i dette tilfælde landmænd, men hvor regningen for støtten betales af en mere diffus gruppe i form af skatteydere og forbrugere. De mange der betaler regningen er imidlertid ikke er nær så opmærksomme på omkostningerne, som de få nyderne er det på fordelene ved politisk lobbyisme.
Undervejs i den politiske proces omformulerer de politiske beslutningstagere samtidig begrundelserne om at give støtte, så det på en eller anden måde lyder som om støtten gavner os alle.
Et eksempel på dette er, når den danske stat giver støtte til såkaldt ”alternativ energi”, og samtidig hævder at denne støtte gavner hele samfundet, trods det forhold at vi som forbrugere og skatteydere ikke desto mindre via denne markedsforvridning tvinges til at betale mere for at kunne køre i bil eller varme boligen op.
Ikke desto mindre har der længe været udbredt enighed om, at statsstøtte til landbruget samt til alle andre erhverv er skadelig, at disse former for støtte ikke afspejler forbrugernes præferencer; men at støtten tværtimod medfører dyrere og/eller ringere varer for forbrugerne. Alligevel kunne man så sent som i forbindelse med folketingsvalget 2005 høre en statsminister tale om statslige ”satsninger” indenfor IT-området - i størrelsesordenen 10 mia. Man har tilsyneladende intet lært.
Disse former for støtte gennemføres derfor trods det forhold, at sådanne tilfældigt prægede satsninger fra politisk side er skadelige for økonomien. En ringe fungerende økonomi er som bekendt den sikre vej til fattigdom. Ansvarlige økonomer og kommentatorer kan hver gang en ny form for støtte indføres derfor se frem til at bruge mange årtier og mange ressourcer på at få politikere til at atter afskaffe dem.
Støtteordningerne bliver med andre ord ikke indført fordi de ved indførelse anses for at være tidssvarende eller fordi folket kræver det, men fordi visse interesseorganisationer kontakter bestemte politikere - og ”sød musik” opstår. ”Kunststykket” forbundet med lobbyisme handler blandt andet om, at forklare den politiske beslutningstager hvordan, han ved at give bestemte grupper eller en udvalgt branche i samfundet særbehandling på samme tid vil kunne tage sig godt ud i resten af offentligheden.
Når man så langt om længe, jf. WTO-topmødet i Hong Kong, får overbevist politiske beslutningstagere om at den ene form for støtte er skadelig bevæger støttecirkuset sig blot videre til nye støtte-jagtmarker eksempelvis til støtte af andre typer af erhverv.
Derfor skal man som skatteyder i Europa og Danmark ikke forvente, at afviklingen af eksportstøtten til landbruget også vil føre til lavere skatter. Det er tværtimod mere sandsynligt, at man vil se en stigende vækst i EU’s budgetter som følge af støtte til nye områder, der nu er fundet egnede til det politiske satsespil.
Denne form for ”spredehaglsstøtte”, det vil sige støtte til alt og alle, og ud fra snart sagt en hvilken som helst begrundelse, er allerede en realitet. Den støtte er det endnu vanskeligere at gøre op med. Det er det, eftersom hver enkelt klientgruppe vil have hver deres interesseorganisation, der har deres egne lobbyister ansat til at begrunde, hvorfor lige netop deres område er et værdigt trængende område, mens ingen af disse grupper har interesse i at pege på, at andres støtte er unødvendig og skadelig. Samlet set betyder det at markedet og den frie samhandel erstattes med politik, og tvungne opkrævninger erstatter frivillige udvekslinger.
Siden indførslen af den almene valgret i begyndelsen af det 20. århundrede er skattetrykket i Danmark således vokset støt og roligt på bekostning af de frivillige relationer, der kendetegner markedet og et mere retfærdigt samfund.
Synet på støtten til landbruget er således undtagelsen fra reglen. Her er der en markant modstand mod støtteordningerne. Dette skyldes muligvis at ofrene for støtten ikke bare er de europæiske skatteydere og forbrugere, hvis præferencer man jævnfør Kyoto ikke regner for ret meget, men samtidig også er de dygtige, men fattige landmænd i den såkaldt tredje verden, der imidlertid ikke kan klare sig, når landmænd i vesten modtager op til fem gange så meget i støtte som den tredje verden modtager i bistand.
- Derimod er der meget få, der beskæftiger sig med, hvad statsstøtten til eksempelvis Danmarks Radio eller en statslig institution som Danmarks Journalisthøjskole betyder for medielandskabet i Danmark, og hvilken indflydelse en statslig nyhedsorganisation, der virker ved tvungne opkrævninger har for den politiske dagsorden. Det er ligeledes fristende at stille spørgsmålet, om ikke lobbyisme-fænomenet ville have en mere fremtrædende plads i spalterne og dækningen af disse relationer mellem interessegrupper og politiske beslutningstagere ville være mere omfattende, hvis der - navnlig i en undervisningssammenhæng - herskede en større grad af økonomisk uafhængighed af statslige midler.
Lektien som de politiske beslutningstagere ikke har lært, er derfor, at statsstøtte helt principielt er skadelig. - Forholdet gælder med andre ord ikke bare for landbrug, cykelproduktion eller nissehuefremstilling, men for alle typer af varer og serviceydelser. Indtil denne indsigt når frem til Brusseles og Christiansborg skal man derfor ikke forvente et væsentligt lavere skattetryk.
Hvis ovenstående lyder afskrækkende for politisk aktivisme kan man i det mindste glæde sig over, at skattestoppet til en begyndelse har sat en stopper for den samlede mængde af statsstøtte der kan gives – i Danmark.
Uddrag fra artiklen ”Lobbyisme og den grænseløse stat”:
”Embedsmænd og politikere i EU bruger lobbyisterne til at få mere magt. Lobbyister i EU bidrager til fællesskabets legitimitet ved at skabe nye behov. Dermed cementeres idéen om en fælles europæisk dagsorden, langt ud over hvad der reelt kan siges at være fælles europæiske interesser.”
”Det mest betændte område og det bedste eksempel på lobbyvirksomhed er naturligvis landbrugsstøtten, der ifølge mange undersøgelser slet ikke gavner landbruget, men tværtimod skader det. Amerikanske og europæiske forbrugere betaler i dag tre gange verdensmarkedsprisen, når de køber sukker. Det kan de takke landbrugets lobbyister for. Men landbrugsstøtten
betyder, at EU’s bureaukrater og politikere øger deres politiske magt. Pengene giver dem beslutningskraft. Og det er en af grundene til, at økonomerne ikke kan overbevise dem om, at det kan betale sig at afskaffe støtten.”
”De nye behov som lobbyister skaber, betyder højere skatter. Højere skatter betyder mere magt til staten frem for markedet. Og jo mere magt til staten, desto flere lobbyister. Systemet har sin helt egen dynamik.”
Læs artiklen om lobbyisme her.
Om emnet er skrevet EU alá Monty Python, der også handler om tilsvarende national-statslige former overførsler og "satsninger".
21. december 2006
Befri journalistikken
Flere undersøgelser har vist, at journalister i almindelighed er venstreorienterede. Emnet debatteres primært i de borgerlige medier, hvor de borgerlige skribenter især er at finde på kultur og debatsiderne. For også her tager man til takke med reportere i marken, der gerne kritisk vil granske og kulegrave erhvervslivet, mens man mere ukritisk formidler nyhederne fra de offentlige institutioner (eksempelvis når det gælder nyheder der handler om katatrofescenarier, som det efterfølgende hævdes, at kun det offentlige kan håndtere).
Færre har dog beskæftiget sig med hvorfor journalister er mere røde end eksempelvis taxichauffører, slagteriarbejdere eller privatbeskæftigede direktører.
Måske skyldes den manglende interesse for årsagerne, at svaret er ømtåleligt: Årsagen, der skal gives her, er: uddannelsen samt journalisterhvervets tilknytning til staten i almindelighed. Og det er en øm tå at træde på. Her trædes for sjældent.
Ikke desto mindre består en central mission for journalistikken i at være kritisk over for magthaverne, og over for meningsmonopoler. Og den betegnelse må i høj grad tilfalde en stat så forvokset, som det er tilfældet med den danske – jævnfør også uddannelsessektoren i bredere forstand. Der er samtidig en meget stor dyd i journalistikken, der handler om at være uafhængig; og om at man som journalist i vid udstrækning kan agere som en fri fugl – og helst en høg, der peger på det betændte.
Men det aktuelle danske fundament for journalistikken kan ikke bære idealet. Forbindelserne mellem stat og presse er i praksis alt for tætte til, at man kan hævde, at journalistikken er borgernes og civilsamfundets værn mod fremvæksten af statsliggørelse og offentlig monopolisering.
Hvis det var tilfældet, måtte man sige, at slaget for tiden ser ud til at være tabt. Det skal være påstanden, at statens indflydelse på journalisterhvervet er mere omfattende, end det er tilfældet for landbruget, alene i kraft af Danmarks Radios eksistens. Selvfølgelig bliver man ikke nødvendigvis venstreorienteret, blot fordi man udsættes for lyserød uddannelse på Danmarks Journalist Højskole, ej heller fordi akademikere fra offentlige læreanstalter har besat de fleste af rollerne som indkaldte eksperter i bestemte sagområder, fordi der kan identificeres en række gavnlige støtteordninger til bestemte medieformer i kraft af momsfritagelse eller tilskudsordninger; eller når det gælder finansieringen af radio- og tv-mediet, hvor staten ikke blot står for uddannelse, men også i stort omfang har overtaget området.
Aktuelt er der udsigt til fyringsrunder på et af de store privatejede dagblade. Andre private medier forvinder (som Dagen eller Aktuelt). Andre kommer til. De bedste af de private har trods konkurrencen eksisteret i flere hundrede år. Men vi ved omvendt, at noget andet med statsgaranti overlever og vil dominere mediebilledet, alene fordi det pågældende medie af politikere er beskyttet mod forbrugernes dom. Lige så centralt står dog uddannelsesområdet, hvortil man så af mindre betydning kan tilføje diverse former for støtteordninger.
Men tænk hvis de aktuelle private medier tog opgøret og forsøgte at bryde monopolets greb om et erhverv, der i øvrigt netop er et af de mest fascinerende i den frie verden, eftersom det lever i kraft af ytringsfrihedens tætte bånd til ejendomsretten. Lad pressen og os andre få mere af den frihed, der gør erhvervet levende. Spørgsmålet er, om man får lov.
Tidligere bragt i Kristeligt-Dagblad den 20. december 2006
Færre har dog beskæftiget sig med hvorfor journalister er mere røde end eksempelvis taxichauffører, slagteriarbejdere eller privatbeskæftigede direktører.
Måske skyldes den manglende interesse for årsagerne, at svaret er ømtåleligt: Årsagen, der skal gives her, er: uddannelsen samt journalisterhvervets tilknytning til staten i almindelighed. Og det er en øm tå at træde på. Her trædes for sjældent.
Ikke desto mindre består en central mission for journalistikken i at være kritisk over for magthaverne, og over for meningsmonopoler. Og den betegnelse må i høj grad tilfalde en stat så forvokset, som det er tilfældet med den danske – jævnfør også uddannelsessektoren i bredere forstand. Der er samtidig en meget stor dyd i journalistikken, der handler om at være uafhængig; og om at man som journalist i vid udstrækning kan agere som en fri fugl – og helst en høg, der peger på det betændte.
Men det aktuelle danske fundament for journalistikken kan ikke bære idealet. Forbindelserne mellem stat og presse er i praksis alt for tætte til, at man kan hævde, at journalistikken er borgernes og civilsamfundets værn mod fremvæksten af statsliggørelse og offentlig monopolisering.
Hvis det var tilfældet, måtte man sige, at slaget for tiden ser ud til at være tabt. Det skal være påstanden, at statens indflydelse på journalisterhvervet er mere omfattende, end det er tilfældet for landbruget, alene i kraft af Danmarks Radios eksistens. Selvfølgelig bliver man ikke nødvendigvis venstreorienteret, blot fordi man udsættes for lyserød uddannelse på Danmarks Journalist Højskole, ej heller fordi akademikere fra offentlige læreanstalter har besat de fleste af rollerne som indkaldte eksperter i bestemte sagområder, fordi der kan identificeres en række gavnlige støtteordninger til bestemte medieformer i kraft af momsfritagelse eller tilskudsordninger; eller når det gælder finansieringen af radio- og tv-mediet, hvor staten ikke blot står for uddannelse, men også i stort omfang har overtaget området.
Aktuelt er der udsigt til fyringsrunder på et af de store privatejede dagblade. Andre private medier forvinder (som Dagen eller Aktuelt). Andre kommer til. De bedste af de private har trods konkurrencen eksisteret i flere hundrede år. Men vi ved omvendt, at noget andet med statsgaranti overlever og vil dominere mediebilledet, alene fordi det pågældende medie af politikere er beskyttet mod forbrugernes dom. Lige så centralt står dog uddannelsesområdet, hvortil man så af mindre betydning kan tilføje diverse former for støtteordninger.
Men tænk hvis de aktuelle private medier tog opgøret og forsøgte at bryde monopolets greb om et erhverv, der i øvrigt netop er et af de mest fascinerende i den frie verden, eftersom det lever i kraft af ytringsfrihedens tætte bånd til ejendomsretten. Lad pressen og os andre få mere af den frihed, der gør erhvervet levende. Spørgsmålet er, om man får lov.
Tidligere bragt i Kristeligt-Dagblad den 20. december 2006
Abonner på:
Indlæg (Atom)
