Til de borgerlige der stemte forkert

Det Konservative Folkeparti med Connie Hedegaard i spidsen har med dets klima- og miljøpolitik forvoldt langt mere skade på markedsøkonomien end man i Verdensnaturfonden (WWF) eller Greenpeace nogensinde vil kunne gøre sig forhåbninger om.

Alligevel stemte adskillige liberalister på partiet ved det seneste folketingsvalg, - blandt andet ud fra synspunktet om, at man i så fald valgte det mindst ringe parti.

Det er dog imidlertid for det første tvivlsomt om Det Konservative Folkeparti var det mindst ringe opstillede parti ved sidste valg. Og i fald at dette reelt var tilfældet burde man på baggrund af ovenstående ikke desto mindre så have valgt slet ikke at stemme.

Det er muligt, at det er det traditionelle nationale perspektiv, der handler om nationale skattelettelser, som har ført flere frihedsorienterede til beslutningen om at stemme på Bendt Bendtsen, Connie Hedegaard m.fl.

Imidlertid er globaliseringen og regionaliseringen en realitet. Pointen med at nævne dette er naturligvis, at de beslutninger, der træffes i regionale og globale fora, efterhånden som hovedregel vil have langt større konsekvenser for den lokale økonomi, end noget som besluttes nationalt.

I den henseende burde det nu efterhånden stå tydeligt for de fleste, at man har undervurderet den regionale energi-, miljø – og fødevarepolitik; og at den retorik som man så bort fra i en national sammenhæng – miljø- og klimaretorikken – var noget, der blev realiseret andetsteds, det vil sige internationalt; og som dermed i praksis var en politik, der fik langt større negative konsekvenser for os herhjemme end man (andre end undertegnede) troede.

Har man fulgt det Konservative partis grønmaling af sig selv de seneste år, burde man imidlertid have overvejet hvilke resultater, man i partiet ville forfølge i den internationale sammenhæng.

Før valget blev det fra denne side således påpeget, hvordan Connie Hedegaard som miljøminister i februar 2007 sammenlignede mennesker med græshopper, – vel at mærke uden at det fik hverken opinionsdannere eller presse til at undre sig, endsige protestere.

Sammenligningen som Hedegaard begik, er selvsagt afskyelig. Den form for retorik blev nok desværre antaget for at være harmløs grøn ”idealisme”. Man er blot nødt til at indse, at det menneskesyn som Connie Hedegaard må have - i kraft af sådanne udtalelser, i praksis er blevet realiseret via de regionale europæiske samt de internationale institutioner. For det er via disse institutioner, at man promoveret den politik og ideologi, som har ført til de politikker, der nu rammer almindelige borgere hårdt i dagligdagen, og selvsagt de med de mindste budgetter hårdest.

Der er med andre ord tale nogle personer i det konservative parti som forfølger en dagsorden, der mildt sagt slår benene væk under hvad der måtte være af markedsgavnlige programmer fra det partis side. Eftersom disse personer forfølger deres dagsorden i nogle institutioner, der i vor tid er mere magtfulde end de var for 20 eller 30 år siden, opvejer de altså langt mere de nationale ønsker om skattelettelser, som man samtidig har haft langt vanskeligere ved at komme igennem med.

Så man burde ikke have stemt konservativt, eftersom stemmerne aktivt er blevet brugt på en politik, der har gjort amerikanske og europæiske borgere fattigere, og som i øvrigt har ført til menneskelige katastrofer i de såkaldte udviklingslande.

Om Connie Hedegaards sammenligning af mennesker med græshopper:
http://s-espersen.blogspot.com/2007/11/konservativ-kologisme-og-anti-bilisme.html

Klimaekstremisme

Hvem er det, der er ekstrem i klimaspørgsmål? Er det dem, som forvolder skade på andre mennesker gennem deres ødelæggende politik? Eller er det dem, som beskriver de negative konsekvenser, som følger af førstnævnte politik?

Takket være et sammenfald af flere negative og markedsskadelige politiske initiativer kan man nu, allerede tre år efter at Copenhagen Institute begyndte at advare om de negative konsekvenser af klimapolitikken, iagttage disse i virkeligheden.

Imidlertid kan man være ret sikker på, at de miljøekstremister som har magten i dag vil fortsætte ud af samme spor, mens de vil kalde deres destruktive politik for moderat; og mens de vil hævde at de med deres sultskabende adfærd på en eller anden måde bidrager til at frelse verden.

Konsekvenser i Danmark: Største prisstigninger på mad i 24 år
(I andre lande rammes man naturligvis langt hårdere af klimapolitikken end vi gør det herhjemme, se link i billede nedenfor).

Aktuel kommentar: Grøn skade




Mere af det samme: Global warming tax hikes heading your way
Deficient computer models drive policies that destroy jobs, profits and family budgets by Paul Driessen

Den nye rapport [fra Verdensbanken] vurderer, at den stigende produktion af bioetanol har fået de globale fødevarepriser til at stige 75 pct., og dermed er hovedårsagen til den globale fødevarekrise. Børsen.

Rapport: Biobrændstof skyld i 30 mio. fattige - Børsen

World Bank: rocketing food prices have put fight against poverty back 7 years - The Guardian

Besøg Kyoto Kritik.

Grøn skade

Siden 2005 har Copenhagen Institute advaret mod de negative konsekvenser af klimapolitikken.

Der blev udover en omfangsrig skriftlig produktion om emnet blandt andet afholdt et panelmøde i 2005 som udelukkende var helliget disse negative konsekvenser. Tre journalister mødte op til arrangementet: fra Berlingske Tidende, Weekendavisen og fra Dagbladet Information. Informationsjournalisten forlod dog ganske hurtigt mødet igen. Konsekvenser når det gælder emnet interesserede åbenbart ikke. Det burde det dog gøre i dag.

Nu kan man jo ved selvsyn konstatere de negative konsekvenser af klimapolitikken - i form af stigende fødevarepriser, og dermed øget sult og elendighed for jordens allerfattigste. Er det ikke et emne for Informations læsere?

Hvad er imidlertid reaktionen fra det politiske lederskab? At man vil revidere sin politik? At man vil erkende sit ansvar? Naturligvis ikke. Man vil skyde skylden for stigende fødevarepriser – og højere priser for energi på det marked, man selv har forstyrret med sine skadelige politikker. Og så vil man i øvrigt fortsætte ud af samme spor.

Man fortsætter altså netop ud af det spor, som betyder øget sult og elendighed for verdens fattigste. Man vil vel at mærke stadigvæk hævde, at de skridt man tager – i retning af flere restriktioner på klodens producenter – på energiproduktion, og når det gælder tilskyndelse til at bruge fødevarer som brændsel samt brugen af øgede skatter er ”små skridt i den rigtige retning”.

Hvad der end måtte være af negative konsekvenser af den begrænsede stigning i den gennemsnitlige globale temperatur, som man har kunnet opleve de seneste årtier, kan dette således på ingen måde sammenlignes med det hærværk som vestens politikere har øvet på det marked, der sikrer velstanden, og hvis velstandsskabelse - i det omfang det er frit – også smitter af på selv de ufrie og fattige landes velfærd.

Værre er det dog, at man tydeligvis ingen fortrydelse har med den skade, man fra politisk side allerede har forvoldt i forhold til markedet; og at man på kynisk vis nu blandt andet hævder, at sideeffekten af ens egne politikker, det vil sige øget spekulation i fødevareprisændringer, i stedet er årsag til selve prisstigningerne og fødevaremanglen!

Ikke desto mindre må man gøre forsøget og minde Europas og USA’s befolkninger om, at det er deres eget politiske lederskab, der har ført en ganske indædt restriktionspolitik, når det gælder energimarkedet, og som blandt andet har bidraget til at fastholde afhængigheden af Mellemøstens produktion.

Tilsvarende må man blot pege på det ganske åbenlyse forhold, at Kyoto-protokollens principper og ikke mindst kvoteordningerne samt skattepolitikken har gjort det stadigt dyrere at bruge energi, - samt at begge forhold nu engang har bidraget til at fordyre fødevarerne med de ganske skadelige følger, som dette har haft globalt.

Omtale af indsatsen overfor pressen og politiske beslutningstagere

Om panelmødet i 2005

Flere artikler:

Maskinstorm A/S

CO2 kvoter reducerer beskæftigelsen og forringer købekraften

Artikler af økonom George Reisman

Konservativ økologisme og anti-bilisme

Connie Hedegaard: "Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper".

I dag udsendte den konservative pressetjeneste en pressemeddelelse på vegne af den konservative kandidat og fungerende miljøminister Connie Hedegaard. Af pressemeddelelsen fremgår det tydeligt, at den konservative minister er åbenlys modstander af komfortable biler; samt at modstanden bygger på miljøideologi og naturkonservatisme. Pressemeddelelsen bærer samtidig vidnesbyrd om at være henvendt til hærværksmænd og potentielle vandaler, som griber til selvtægt med afsæt i den selv samme miljøideologi, som ministeren promoverer:

Pressemeddelelsen består i sin enkelthed netop af sammenstillingen af to forhold: for det første, at der begås hærværk mod firehjulstrækkere i det indre København; og for det andet - at den konservative politik indtil videre har reduceret antallet af solgte firehjulstrækkere i Danmark!

Der kan således kun udledes den slutning, at Connie Hedegaard ideologisk set er på hærværkspersonernes side, selv om hun giver udtryk for at hun ikke er enig i deres metoder. Dette burde i sig selv, betyde at Connie Hedegaard blev ekskluderet fra det Konservative Folkeparti. For dette parti burde jo forsvare frie menneskers ret til for egne midler at erhverve sig et komfortabelt køretøj. Men politikken fra navnlig Connie Hedegaards side er ikke desto mindre den modsatte. For som det også fremgår af pressemeddelelsen, er man åbenlyst stolt over, at man har ændret forbrugsadfærden i retning af mindre og dermed mere ukomfortable transportmidler. (Læs mere her).

Som det er påpeget i mange andre sammenhænge, er og bliver den konservative miljøpolitik, som også er FN’s og EU’s, grundlæggende skadelig for udviklingen af industrisamfundet: Skridt for skridt vil politikken med højere energiafgifter og kvoteordninger for energiforbruget føre til - først en reduceret velstandsskabelse - dernæst stagnation - og endelig forarmelse og fattigdom.

Det skal i samme anledning også bemærkes, at Connie Hedegaard ved en anden lejlighed har sammenlignet mennesker i industrisamfundet, det vil sige det frie og rige samfund, som vi lever i også i Danmark, - med græshopper, hvilket netop også er i overensstemmelse med de værste former for økologisk retorik. - Citat af Connie Hedegaard: Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper, der kommer og æder det hele og ikke efterlader noget til vores efterkommere. Vi er forpligtet til at handle, og rapporten [fra FN] fortæller os, at det skal være nu. Læs mere her.

I medierne har man desværre endnu ikke forholdt sig til denne afskyelige sammenligning fra februar 2007. Men at man har en dansk minister, der benytter sig af en sådan analogi mellem det frie, oplyste og produktive samfund - og så en sværm af græshopper, er imidlertid så frastødende, at citatet må fremhæves indtil medlemmer af pressen får øjnene op. Og at det Konservative Folkeparti har en kandidat, der benytter sig af sådanne sammenligninger bør naturligvis også have konsekvenser for partiet på valgdagen den 13. november.

Nye noter om Rand

Cepos afholdt den 11. oktober et foredrag om filosoffen Ayn Rand ved Per Henrik Hansen. Der findes ikke en lydoptagelse af foredraget på Cepos' hjemmeside. Men der findes en ret omfattende samling af Power Point-noter.

Opmærksomheden skal i særlig grad henvises til de noter ("slides" 59-65), der hører til under konklusionen, hvor Per Henrik Hansen i punktform opsummerer, hvad Ayn Rand gør i sin egenskab af, at være filosof; det vil sige, hvad det er for filosofiske problemstillinger som Ayn Rand har forholdt sig til og også løst. - Med "løst" menes, at der har eksisteret en række selvmodsigende påstande om eksempelvis menneskets natur; om hvad der kan siges at være god etik; eller om hvordan (og hvorfor) kapitalismen fungerer; - og hvor Ayn Rand afslører at det selvmodsigende har sin årsag i forkerte grundpræmisser; og hvor hun så i stedet opstiller nogle andre præmisser, der kan siges at være faktuelt baserede og ikke-selvmodsigende.

Når man har læst denne opsummering sidst i notesamlingen kan man så gå tilbage i Per Henrik Hansens præsentation, og finde oversigten over litteraturen (slides 12-17), der i særlig grad beskæftiger sig med de emner, man interesserer sig for. En systematisk introduktion til Ayn Rands filosofi objektivismen findes i øvrigt i Leonard Peikoffs ” Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand”.

Det er også naturligt herfra, at fremhæve pointeringen af Ayn Rands syn på miljøbevægelsen. Her skal man konsultere slides 56-58. En anden vigtig betoning, der findes i foredraget er den, som handler om forholdet mellem utilitarisme og/eller altruisme - og så kapitalisme; hvor Ayn Rand viser, at typer af forsvar for kapitalismen baseret på førstnævnte tilgange er fejlagtige. Det korrekte forsvar for kapitalismen må ifølge Ayn Rand bygge på ideen om ”oplyst egeninteresse”. Læs om dette på slides 45-51. Synet på forskellen mellem en republik, hvor de individuelle frihedsrettigheder respekteres på et principielt grundlag - og så demokrati forstået som ”flertalsvælde” er også værd at fremhæve. Om dette man læse på side 42-44.

Ayn Rand v/Per Henrik Hansen

Direkte link til Power Point noter (PPT)

Mere introduktion i kommentaren Objektivisme.

Ny venstrefløjsbudding på den blævrende midte

Den offentligt ansatte professor, Asbjørn Sonne påpeger i Nyhedsavisen følgende om Ny Alliance: Det er rigtigt, at der er en overvægt af synspunkter, som traditionelt flugter med venstrefløjen, og ved en nøjere granskning vil jeg tro, at de dækker omkring 80 procent af De Radikales program.

Svend Auken har engang sagt noget dækkende om radikal politik: Det er, at det er ligeså nemt at forholde sig til den politik, som det er at hamre en budding op på en væg. Måske er dette i grunden det mest rigtige, der nogensinde er kommet fra Svend Aukens mund i hans ganske lange karriere som energifordyrende og diktator-sympatiserende socialdemokrat (det sidste i forhold til Fidel Castro i Cuba).

Nu er der så kommet et nyt parti med buddinge-agtige holdninger, som til forveksling ligner de oprindelige radikales (men også socialdemokraternes). Igår skrev COIN-bloggen således om den radikale Martin Lidegaards energipolitik herunder Lidegaards begejstring for højere oliepriser(!). Besøger man Ny Alliance finder man vel at mærke den samme trang til, at ville sænke skatterne et sted for at hæve den andre steder, nøjagtigt som hos de Radikale.

Det er i øvrigt ret velkendt, at "grønne afgifter" vender den tunge ende nedad. Så skattepolitikken er naturligvis ikke blot generelt asocial ved at straffe den frivillige handel og produktion, som er den virkeligt sociale adfærd i et civiliseret samfund, - og som er et fænomen, man reducerer jo mere man hæver skatterne.

- Nej, de grønne afgifter rammer i særlig grad de, for hvem priser på energi, fylder mest i budgettet. Og da prisen på energi - ligesom priser på fødevarer - er specielt afgørende for husholdninger med lave indkomster, men også for en række særlige typer af mindre virksomheder, kan man blot konkludere, at der er kommet Ny Venstrefløjs-øko-budding med skadelige politikker, og med en - som hos de Radikale - stor villighed til at samarbejde hen over den i almindelighed blævrende midte.

Værst er det således, at man finder de samme tendenser til, at man på asocial vis med den foreslåede politik vil afvikle produktiv adfærd udfra en større interesse for naturbevarelse.

Hvis man har tænkt sig at stemme, bør man i stedet finde nogle, der i størst muligt omfang vil respektere produktive menneskers ret til deres retmæssigt erhvervede ejendom, samt retten til at råde over denne. Og det er hverken til venstre eller på midten i dansk politik, at sådanne politikere og politikker findes. (Det kan også tænkes, at det bedste var at springe en omgang over, og vente på noget bedre).

Tjekkiet for menneskevenlig til FN's sikkerhedsråd?

Tjekkiet fik ikke en plads af de fem ikke-permanente placeringer i FN's sikkerhedsråd. Det gjorde som nævnt i en tidligere postering derimod Libyen, Kroatien, Vietnam, Costa Rica og Burkina Faso.

I en artikel i det tjekkiske The Prague Post kan man læse nogle overvejelser, der handler om hvorfor man ikke fik en pladsering trods indædte forsøg på at opnå det, og trods forhold som man selv mente var gunstige: [T]he country’s hard-line stance on human rights issues may have cost it the votes of nations whose governments have been the recent subjects of Czech criticism. “We started off with a handicap of at least six votes,” Palouš [tjekkisk FN-repræsentant] says. “From the beginning, nations like Iran, Burma and Cuba were definitely not going to vote for our country.”

Flere tredjeverdenslande kan på tilsvarende vis have fundet det ubehageligt, at et land, der promoverer frihedsrettigheder ikke blot i ord, men også i gerning ved at være blandt de frieste i verden, skulle have en så central plads i den globale ufriheds-tolerante institution.

Et yderligere "handicap" for Tjekkiet, kan have været Václav Klaus, den tjekkiske præsident, der ligesom så mange andre ganske markant har tilladt sig at kritisere den miljø-propaganda, der udgår fra netop også FN-tilknyttede institutioner.

Måske var det værd at benytte lejligheden til, at indse, at man i stigende grad ikke fra politisk side opnår nogen meningsfuld anseelse ved at befinde sig i råd og paneler sammen med medlemmer som dem, man kan finde i FN.

Aktuel artikel om FN og miljøbevægelsen - The US should reject the UN Law of the Sea Treaty.

Liberální Institut i Tjekkiet.

Radikal: Danmark har "klimagæld"

Det Radikale Venstres energipolitiske ordfører, Martin Lidegaard, hævder, at Danmark har stiftet "klimagæld". Det fortæller han om i Erhvervsbladet i dag (31/10). Den kollektive gæld som Lidegaard taler om, sættes der imidlertid ikke præcise tal på fra energiordførerens side. Ej heller forklares det præcist, hvordan gælden er opstået. Om det første siger han ifølge Erhvervsbladet imidlertid, at han vil "investere" "et pænt to cifret milliardbeløb frem til 2020" af skatteydernes penge; og giver så udtryk for at denne såkaldt statslige investering, skal betale den gæld, som energiordføreren taler om.

Hvordan ”klimagælden” er opstået er ikke desto mindre uklart. Der kan opstilles to hypoteser for, hvad det er som den radikale energiordfører mener:

1) Den første hypotese handler om, at Martin Lidegaard mener, at den danske befolkning har påvirket klimaet på en eller anden måde; og at dette i så fald skal føre til et offer fra den danske befolknings side, - sådan som man i forhistorisk tid ofrede noget værdifuldt til naturen, når man havde fanget et dyr eller havde haft en særligt god høst. I så fald vil Lidegaard via statsapparatet sørge for, at der bliver ydet de, ifølge ham selv, rette økonomiske ofre.

2) Den anden hypotese kan handle om, at Lidegaard med "Danmark" i realiteten mener de politiske beslutningstagere, som overfor deres politiske kolleger har fremsat nogle løfter til deres kolleger i EU og Kyoto-protokols-regi om, hvor meget CO2 der af den danske befolkning samlet set vil blive udledt frem til år 2050. I så fald sættes der med "Danmark" her altså lighedstegn med "danske politiske beslutningstagere", når det gælder gældsstiftelse.

Mest tyder på, at hypotese nummer 2 er den korrekte måde at tolke Martin Lidegaards kommentarer.

Dette betyder så også, at politikere nu atter har stiftet en gæld, som de derefter kræver at befolkningen betaler af på. Det fremgår også af artiklen, at Martin Lidegaard ønsker højere energiafgifter.

Lidegaard giver samtidig udtryk for, at højere oliepriser i almindelig er gavnlige for dansk erhvervsliv. Ordret citat: Jo mere olieprisen stiger jo bedre en forretning bliver det for Danmark og dansk Erhvervsliv - Det har folketingspolitikeren naturligvis ikke ret i. Alle virksomheder, der ikke producerer olie, men som efterspørger olie til forbrug rammes af højere priser på olie. (Den mest passende afslutning her er måske at: en stemme på de Radikale er en stemme på de Radikale...).

Erhvervsbladet: Nordsøolie skal betale klima-gælden

Læs også Grønne afgifter reducerer produktivitetsforbedringer.

GMO'er vinder frem i Europa - franskmænd stadig bange

Stadigt større landarealer tilplantes i Europa med genmodificerede afgrøder, kaldet GMO'er. I løbet af sidste år voksede den del af dyrkbar europæisk jord, hvor der er plantet med GMO'er således med 77 procent. Det betyder ifølge det britiske The Register, at omkring 1000 kubik-kilomenter i Europa nu er tilplantet.

International Herald Tribune (IHT) beretter imidlertid om, at såvel Frankrig som Østrig aktuelt arbejder på, at forhindre yderligere tilplantning (formentlig kun indenfor de respektive lande). Den franske præsident Nicolas Sarkozy har også ifølge IHT annonceret et imidlertidt stop for øget indførsel af GMO'er. Man kan læse mere om emnet på www.gmguide.com.

Som nævnt tidligere er genmodificerede afgrøder imidlertid yderst udbredte i landbrugsproduktionen i USA, hvor man ikke er nær så teknologi- og videnskabsangste, som det er tilfældet blandt visse mennesker i Europa.

I almindelighed kan man i øvrigt sige, at ret mange nye opfindelser og ideer først er blevet udviklet i USA ,for så senere, når de har vist sig at være ufarlige, at finde vej til Europa. Det lyder naturligvis som om vi i Europa har et problem, eftersom det ofte er de, som går forrest med noget nyt, der også høster de største gevinster. Sådan forholder det sig naturligvis også.

Det kunne derfor være interessant, at høre hvad man fra de politiske beslutningstageres side i Danmark, mener om GMO'erne, der som tidligere nævnt er spist i noget, man kan betegne som et astronomisk omfang i USA uden nogle problemer kan nævnes, der er forbundet med dette. - Er man helt ude i tovene, hvad angår øko-angst også herhjemme - eller er der stadig en smule respekt for videnskaben og fremskridtet at opdrive hos vores lokale ydelses-pushere? - Er der en journalist, der vil stille spørgsmålet?

Læs også: 80 procent af amerikansk korn GMO-baseret.: [A]merikanere [har] på dette tidspunkt [...] spist billioner [eng. "trillions"] af fødevarer baseret på sådanne afgrøder.

Engang var man også bange for hastigheder over 30 kilometer i timen (man frygtede at hastigere fart ville skade organerne) samt elektricitet. Men det gik som bekendt over.

Miljøpolitik ("bløde værdier") lukker dambrug

I dagens udgave af Erhvervsbladet kan man læse, at dambrug lukker på stribe på grund af skærpede miljøregler. Det fremgår også, at det er blevet vanskeligere at starte ny virksomhed op indenfor området. Seks procent af antallet af danske dambrug lukkede således ned i 2006.

Forfatter og pædagog Steen Steensen har udførligt beskrevet den miljø-ideologi, som er drivkraft bag miljøpolitikken, og som fik fodfæste i Danmark fra og med 1970’erne. I takt med at ideologien blev stærkere, blev stadigt flere kontrollanter ansat i styrelser og departementer til at kontrollere selvstændige erhvervsdrivende og deres påvirkning af miljøet.

Mens private virksomheder lukkes, vokser således en ny og uproduktiv sektor op, der jo større den bliver i højere grad kræver flere beføjelser og flere af borgernes midler af de politiske beslutningstagere. Denne miljø-sektor er vel at mærke langt tættere på sidstnævnte. Miljølobbyisterne taler samtidig bedre de politiske magthaveres sprog.

Politisk magtteori vil så fortælle, at jo stærkere den offentlige miljølobby bliver, desto større udfordringer vil den give sig i kast med.

Hvis man har stiftet bekendtskab med miljøskræmmekampagnen 1 ton mindre , der er betalt af skatteyderne og produceret af Miljøministeriet, kan man således se, at det nu er selve industrisamfundet, man tager kampen op med. I miljøministeriets film har man med andre ord intet til overs for velstanden i det moderne samfund; og man ser ikke handlefriheden og de muligheder, som velstanden og velfærden har skabt. I stedet ser miljølobbyen forurening.

Vil man forsvare sig i mod dem, der skridt for skridt er ved at gøre op med de frie og rige samfund bør man læse Ayn Rands the Anti-industrial revolution , eller begynde med at læse Steen Steensens novelle Miljøkommissæren ( pdf), der netop handler om et familiedrevet dambrug, der står overfor at blive lukket ned af denne nye klasse af administratorer.

Det hævdes i øvrigt at miljøpolitik hører under såkaldt "bløde værdier", som kvindelige vælgere endvidere skulle være særligt engagerede i. De kvindelige vælgere burde undersøge, om det virkelig er gavnligt og omsorgsfuldt, at lade stadigt flere virksomheder - små og store - lukke ned på bekostning af et voksende korps af kontrollanter betalt over skatten. Over tid fører sådanne "bløde værdier" vel at mærke til en forringet købekraft, hvilket er et andet ord for fattigdom og reduceret velstand og velfærd.

- Så den dag man pludselig opdager, at man fordi man stemte på socialister og miljøfolk, også er blevet nødt til at arbejde flere timer; at arbejdet man foretager sig er blevet hårdere (i kraft af hensynet til miljøet) og at man i stigende grad ikke har råd til at foretage sig noget meningsfuldt i den smule fritid, man har til overs eller at skabe en bedre fremtid for sine børn, - da vil man også indse, at "den bløde værdi" i virkeligheden blot var hårde afsavn, som blev solgt i en lyserød indpakning.

CO2 kvoter reducerer beskæftigelsen og forringer købekraften

Fremkomsten af maskiner, og dermed af det, vi kalder industrisamfundet har betydet, at efterspørgslen på arbejdskraft er vokset i forhold til tiden, der gik forud. I lang tid troede mange, at det forholdt sig omvendt og at maskinerne ville skabe arbejdsløshed. Dette viste sig ikke, at holde stik. Maskinerne betyder tværtimod, at værdien af det, man foretager sig i en arbejdsmæssig henseende vokser i kraft af den værdi, maskinerne tilfører produktet.

Går man på arbejde på en fabrik med en masse maskiner kan man således producere mere, og derfor også frembringe mere af værdi, end det var tilfældet før maskinerne blev indført. I tilfældet med fuld beskæftigelse, vil indførelsen af ny teknologi alt andet lige derfor øge efterspørgslen på arbejdskraft yderligere.

Maskiner er derfor ikke neutrale i forhold til arbejdskraften: Maskiner gør i stedet arbejdskraften mere værd. Det er blandt derfor, at mennesker fra fattige lande ”uden maskiner” kommer til vores del af verden. Produktivitet i lande med industrialisering øges; så hvis indvandrere fra lande uden industrialisering finder arbejde her, forbedres også deres købekraft.

Årsagerne til at vi så har så mange maskiner, skyldes, at vi i en lang periode har været del af den markedsøkonomi, der findes i stor del af verden, men som man i visse lande desværre er afskåret fra at være del af. Derfor er det også vigtigt, at markedsøkonomien udbredes til resten af verden.

Jo mere velstand der produceres desto mere bliver fritiden værd

Industrialiseringen har derfor betydet, at arbejdsstyrkens produktivitet er forbedret. Dette har betydet, at interessen for at benytte sig af arbejdskraft fra arbejdsgivernes side tilsvarende er forøget. Mere industrialisering betyder dermed en forbedret købekraft for befolkningen i almindelighed, men også en større interesse for at ansætte yderligere fra arbejdsgivernes side.

Samtidig betyder den øgede velstand blot også, at det bliver mere interessant for borgerne generelt at prioritere fritid; eftersom man med sin forøgede velstand kan gøre mere, end man kunne før skabelsen af denne velstand.

Årsagen til at der ikke længere findes børnearbejde, det vil sige, hvor børn arbejder på fuld tid, og ikke kun i forbindelse med et fritidsjob, og derfor ikke har tid til at gå i skole, skyldes dermed også industrialiseringen. Det er tilsvarende på grund af industrialiseringen, at arbejdstiden generelt har været faldende. Det skyldes netop, at man i kraft af maskiniseringen ikke skal arbejde lige så længe, for at producere det samme af værdi, som man skulle før i tiden.

En række former for lovgivning har så efterfølgende fastsat, at ”børnearbejde” (på fuld tid) er forbudt, og at et vist omfang af arbejdstimer om ugen for voksne er det ”korrekte” antal timer. Men dette er i kraft af ovenstående forklaring på velstandsskabelsen blot udtryk for lovgivernes ønske om at tage æren for det, som de produktive i samfundet - arbejdstagere og arbejdsgivere - har sikret: at velstanden i almindelighed har overflødiggjort de høje arbejdstimer og børnearbejdet.

Man ville kunne forvisse sig om, at det ikke er lovgivning men derimod en produktiv økonomi, der har overflødiggjort ekstremt lange arbejdsuger eller børnearbejde, hvis man prøvede at indføre de samme typer af lovgivning i de såkaldte ”udviklingslande”. Hvis lovgivning, der forbød børnearbejde og lange arbejdstider – alt andet lige – blev indført i sådanne lande ville flere i sådanne lande simpelthen dø af sult, eller som et minimum blive fattigere og fattigere.

Man kan med andre ord ikke lovgive sig til rigdom. Det som den rette lovgivning kan sikre, er i stedet, at produktivitet lader sig gøre. Det kræver først og fremmest at lovgivningen beskytter og sikrer den private ejendomsret. Dertil kræves en oplyst og verdslig kultur, hvor velstand og produktivitet værdsættes.

Hvilke konsekvenser har CO2-kvoteordningerne i EU for industrisamfundet?

I overensstemmelse med Kyoto-protokollen, som er et samarbejde mellem en række lande i og udenfor EU er der nu i vor tid fra og med 2007-2008 indført kvoteordninger på udledningen af CO2 , det vil sige kuldioxid i Danmark, og i de andre lande som deltager i samarbejdet.

Der er altså tale om et helt nyt fænomen, der introduceres i vores samfund af de politiske beslutningstagere.

Hvad betyder disse kvoter så for interessen fra arbejdsgivernes side til at ansætte arbejdskraft, og hvad betyder kvoterne for interessen for at introducere den nye teknologi, som man i kraft af ovenstående må konstatere er så positiv for befolkningen i kraft af den velstand, der skabes? (Ja faktisk er industrialiseringen jo så positiv en faktor, at mange i fattige lande forlader deres hjemland for at søge arbejde i Europa og Nordamerika eller andre steder, hvor industrialiseringen er mere intens end i deres oprindelsesland). Vi er jo nået frem til situationen med velstand og velfærd uden kvoterne.

Kvoterne indføres på to måder: Den ene måde er, at politikerne forærer kvoterne til udvalgte virksomheder. Den anden måde er, at de sælger disse kvoter, det vil sige tilladelser til at udlede CO2. Uanset hvad man gør, så betyder kvoterne en udgift og en omkostning for de som kunne finde på at introducere ny teknologi, sådan som det har været tilfældet de sidste par århundreder. For enhver form for teknologi betyder i praksis, at der vil blive forbrugt CO2 i processen, der handler om at frembringe den. Det er netop derfor, at muligheden for at tjene så mange penge på kvoterne eksisterer.

Forærer politikere kvoterne til nogle uden at sælge dem, betyder dette, at de der modtager kvoterne kan sælge dem videre, med noget nær en ”ren profit”. De har jo ingen omkostninger ved at anskaffe sig dem, da politikerne giver kvote-beviserne væk. Men de der køber dem, som jo er de der producerer velstanden står nu overfor en ny omkostning, som ikke eksisterede før. Prisen for at producere det, som de vil producere med maskiner og arbejdskraft er derfor blevet højere. Dette vil ifølge økonomisk teori, også reducere deres interesse i, at fortsætte med at producere lige så meget eller lige så godt, som det har været tilfældet før denne omkostning blev introduceret.

Denne konsekvens er vel at mærke uforandret i det tilfælde, hvor de politiske beslutningstagere som udgangspunkt sælger kvoterne selv, og ikke forærer dem væk. Omkostningen ved at sikre sig kvote-beviserne (der kan forstås som tilladelser til at producere) er der naturligvis stadigvæk; og der er stadigvæk tale om en ny og tilføjet omkostning til de omkostninger, der eksisterede i forvejen.

Det er også vigtigt, at påpege, at kvotepolitikken i særdeleshed svækker interessen for at producere ved hjælp af maskiner. Indførte man de samme CO2-kvoter i de føromtalte ikke-industrialiserede lande, ville konsekvenser således være relativt mindre, eftersom man her netop i visse tilfælde lever langt mere primitivt, og derfor blot fortsat ville leve med de lange arbejdstider og det udbredte omfang af børnearbejde, som eksisterer i sådanne lande, og som har eksisteret siden forhistorisk tid. Kvoterne er dermed præcis rettet mod industrisamfundet, og det er netop her, at de gør allermest skade.

Kvoterne betyder i kraft af ovenstående også økonomisk omfordeling fra de, der ikke får kvoter eller fra de der må købe kvoter - til de får kvoter af politikerne eller til de, der får mulighed for at købe kvoterne billigt, men som ikke selv har brug for dem, og som derfor også kan sælge dem dyrere videre til de, som har brug for kvote-beviserne til deres produktion.

Jo mere restriktive kvoteordninger man indfører, desto højere bliver derfor prisen for at producere.

Kvoteordningerne skal derfor også ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.

I det omfang man tjener penge på kvote-handel, tjener man således ikke penge på at anvende arbejdskraft eller for den sags skyld på at introducere ny teknologi. Tværtimod tjener man penge på den politisk skabte fordyrelse af begge faktorer.

Det er derfor også sandt, når politikere siger at der kan tjenes penge på deres politik. Det er blot vigtigt at påpege, at det at ”tjene penge” i dette tilfælde ikke er det samme som ”at øge købekraften” eller ”at forbedre produktionsevnen”, men i stedet det stik modsatte. Jo mere der kan tjenes på kvoterne, jo mere betyder det, at andres omkostninger forbundet med at producere varer og ydelser er blevet forøget.

Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.

De som beriger sig er, som det gerne skulle stå klart, derfor nogle som bliver begunstigede af de politiske beslutningstagere; og som i det omfang de tjener penge på kvoteordninger ikke har brug for at ansætte arbejdskraft eller bruge, udvikle og/eller indføre teknologi. Tjener de penge på kvotehandel, bruger de ganske vist disse penge til at købe, det som de efterspørger, af det som andre har produceret. Men dette er blot et udtryk for, at graden af forbrug i samfundet øges mens omfanget af investeringer, opsparinger og fremtids-rettet adfærd tilsvarende reduceres.

CO2-kvoteordningerne i EU virker dermed som beskatning. Disse ordninger gør nogle rige og andre fattige. De som gøres fattigere, er alt andet lige de produktive i samfundet, såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. De som beriger sig, er i stedet, de som de politiske beslutningstagere udvælger sig som deres klienter. De politiske beslutningstagere bestemmer i praksis hvordan reglerne skal være for hvem, der kan købe CO2-kvoterne i første omgang, eller hvem der skal have dem foræret.

Uanset hvad, så øges forbruget her og nu (i kraft af at de der beriger sig ikke er de som producerer); og velstandsskabelsen i samfundet reduceres gradvist, og bliver til sidst negativ. (Dette gælder også selv om det er produktionsvirksomheder der i første omgang modtager kvoterne, for i det omfang, det er kvoterne, der tjenes penge på, så er det jo netop interessen for at tjene penge på kvoter, der øges, på bekostning af interessen i at tjene penge ved at producere).

Denne udvikling kommer først til udtryk ved, at der frembringes flere og flere ”hurtige forbrugsgoder”, mens det der bruges på at erstatte ”kapitalapparatet”, der vil sige maskinerne formindskes. For de rigere kvote-spekulanter har som bekendt ikke brug for maskiner til at producere med, og til at levere noget, der bidrager til produktionsapparatet. Deres indtjening kommer som bekendt netop fra køb og salg af noget, der i praksis er ”arbejds- og produktionstilladelser”.

Man kan således godt indledningsvist opleve ovennævnte fænomen som noget, der minder om velstand – ligesom man oplever, at mennesker i en landsby, hvor man tager det korn, der skulle bruges til at så med, for at man i fremtiden ville kunne høste mere, de i stedet bruger det til at bage flere brød til at spise her og nu, så for en kort stund giver indtryk af at være blevet rigere. Det er bare vigtigt at påpege, at man på lidt længere sigt tilsvarende bliver fattigere i kraft af det ringere udbytte i fremtiden; og at ”festen” man holder dermed viser sig at være udtryk for en meget kortsigtet og destruktiv adfærd.

Imidlertid burde de fleste allerede nu være blevet klare over, at når det gælder energipolitikken, har den danske politik de sidste 3-4 årtier i praksis handlet om at øge omkostningerne forbundet med at bruge energi; og dermed har man også reduceret produktiviteten. Det vi oplever i vor tid må så netop ses som et udtryk for en form for ”efterrationalisering”, hvor de højere priser, der er skabt i kraft af den forfejlede energipolitik, nu søges retfærdiggjort ved en ”ny moral”, der handler om, at forbedring af de menneskelige vilkår ligefrem er noget syndefuldt, og at man ved at vanskeliggøre produktivitet, derfor handler moralsk fra politisk side. Men det er naturligvis udtryk for en afsporet tankegang fra disse ”grønne” politikeres side.

Opsummering

Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede derfor også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød som nævnt også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.

Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.

Erasmus Montanus i Frederikshavn

Den 3. oktober kunne man læse en historie i Industriens Dagblad der handler om, at noget der hedder "Vækstforum Nordjylland" har givet en halv million til et projekt i Frederikshavn. Vækstforum Nordjylland har i alt 170 skatte-millioner fratvunget borgerne at gøre godt med. Og nu har en halv million af disse så fået et sted at bevæge sig hen.

"Energieksperter" har været involveret i afgørelsen, Frederikshavns Byråd har (sjovt nok) givet "politisk opbakning" til at modtage pengene; og Frederikshavn vil derfor nu snart ikke længere være "en fossil by", som det udtrykkes i artiklen i iDag. - Nej for Erasmus Montanus er uden tvivl kommet til byen, og har bildt lokalpolitikere ind at byen er fossileret, men at skattekroner vil kunne løse problemet.

I stedet for at være et fossil, skal byen med de stolte fisketraditioner således i stedet være demonstratorium som det formuleres i artiklen; og det bliver spændende, hvor mange der nu vil gå rundt og sige dette på det lokale strøg.

Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at mange betydningsfulde personer nu vil finde Frederikshavn et besøg værd, og hvad gør det så, hvor pengene kommer fra? Videnskaben og de øverste beslutningstagere i Folketinget, siger jo god for den politiske konfiskation.

Så nu skal Frederikshavn på samme tid [være] en legeplads og et levende laboratorium, som det udtrykkes. Der er givet midler, der er taget fra mennesker, der har tjent dem (måske ved hårdt arbejde i form af fiskeri), men som andre nu kan lege for og ”laboratisere” med i deres ”demonstratorium” ; - dette vil som bekendt sige Frederikshavn, hvis de dog stadig vil være bynavnet bekendt. Måske skifter man i fremtiden, når man får flere midler fra skatteyderne navn til Frederikshavnikus Demonstratikum.

Den engagerede læser kan i øvrigt informeres om, at der allerede er sendt en ny ansøgning fra Frederikshavn afsted fra de snart "af-fossilerede" og kommende "vedvarende" borgere om yderligere 6,2 mio. til mere demonstratorium på skatteydernes regning.

Håbet er således, at Frederikshavn - om de høje herrer, der opkræver penge og de grønne mænd i hvide kitler vil det – ligefrem vil blive omtalt på klimatopmødet i København i 2009. Større bliver det simpelthen ikke. Så er det slut med at være fossille morlille. Og det varer sikkert ikke længe før man flyver med grønne vinger også i det øvrige Nordjylland.

Kan man få for mange isbjørne?

The primer [from the National Center for Policy Analysis ] says, “Polar bear numbers increased dramatically from around 5,000 in 1950 to as many as 25,000 today, higher than any time in the 20th century.” - The primer gives detailed sources for all of its findings, and it supplies us with information we can use to stop politicians and their environmental extremists from doing a rope-a-dope on us. - Det skriver Walter E. Williams i kommentaren Global Warming Facts .

Pamfletten minder læseren om at: drivhusgasser er livsnødvendige; at de udgør en begrænset del af jordens atmosfære; at planter absorberer CO2; at menneskeheden er ansvarlig for en fjerdedel af en procent af den samlede "drivhuseffekt"; at planeten i sig selv frembringer kollosale afvigelser i CO2-indholdet i atmosfæren; at der over tid ikke er nogen snæver sammenhæng mellem CO2 og den gennemsnitlige globale temperatur; at der er cykliske tendenser, der betyder at der er altid er en udvikling i retning af enten global opvarmning eller global nedkøling; at der indenfor blot de seneste 3000 år kan konstateres væsentlige forskelle i den gennemsnitlige globale temperatur - ikke mindst før den livgivende industrialisering var en realitet (som jo først begyndte i slutningen af 1800-tallet); at den globale gennemsnitstemperatur i Romertiden var på niveau med den globale gennemsnitstemperatur i dag; at man i velstående lande udleder mest CO2; at man i USA dog alligevel har reduceret væksten i CO2-udledning mere end i EU (trods højere vækst og en større befolkningstilvækst); at omkring 40 procent af den amerikanske CO2-udledning absorberes af planter; at forudsigelser hvad angår temperatur og klimaforandringer er ekstremt usikre og ikke-konsistente; at der er ret stor uenighed blandt vidensskabsfolk om de menneskelige påvirkningers rolle i.f.t. klimaet; at stigninger i havets niveau siden 1961 ligger under det historiske gennemsnit; at der som nævnt tidligere har været en tilvækst af isbjørne siden 1950'erne; at hverken styrken eller antallet af orkaner har været tiltagende (men enten må siges at være stabilt eller aftagende); at vejr-relaterede dødsfald har været markant aftagende siden 1920'erne og 30'erne; at tørke i USA var et langt større problem i 1930'erne og 1950'erne end det er tilfældet i dag; at en øget mængde CO2 styrker planters vækst; at Kyoto-protokollen som den ser ud i dag ikke vil gøre en forskel i praksis; - samt at Kyoto-protokollen vil have betydelige negative konsekvenser for de såkaldte "udviklingslande".

Læs mere i http://www.ncpa.org/globalwarming/GlobalWarmingPrimer.pdf

Besøg også http://www.coin.dk/kyoto/.

Det Radikale Venstres plan for landbruget

Hvornår er et politisk parti borgerligt? Ja, i en økonomisk forstand handler borgerlighed om "ikke-socialisme" - eller om opbakning til markedsøkonomi, hvor producenter har frihed til at opfylde forbrugernes efterspørgsel, hvor der hersker fri konkurrence og fri prisdannelse. Økonomisk socialisme handler så omvendt om, at man vil styre og planlægge den økonomiske udvikling fra oven via Staten.

I Børsen online den 17. august kunne man læse, at de Radikale har sat økonomiske mål for landbruget, og for hvor meget, der skal produceres af økologiske varer. Der er, som det hedder, sat en "ambitiøs målsætning" for såvel markedsandele som for, hvor stort det landareal er, der i Danmark skal være økologisk. Værdien af den fremtidige eksport anslås såmænd også. Det er ganske rigtigt "ambitiøst", man også temmelig "ikke-borgerligt".

Alle disse mål opstillet af de radikale planlæggere, kræver naturligvis politisk magt over økonomien. Det kræver, at man kan kontrollere landmændenes adfærd. Politisk afhænger magtbeføjelserne så af, hvor stærk en magt man kan slippe af sted med, at anvende imod landbruget. Magtmidlerne kan strække sig fra økonomiske "satsninger" via konfiskation og belønning af visse landmænd på skatteydernes, og andre landmænds bekostning. Man kan også bruge lovgivning til at gøre livet surt for de konventionelle landbrugere (NOTE). Teoretisk set kan planlæggerne gå langt videre end dette. Det afhænger af hvor stor opbakningen er, til at man på denne måde gradvist "socialiserer" økonomien, og altså afskaffer det fri marked.

Ikke desto mindre kan man altså ikke blæse og have mel i munden på samme tid. Man kan derfor ikke både gå ind for en fri økonomi, hvor udbuddet bestemmes af forbrugernes efterspørgsel, og så samtidig opstille mål for, hvordan økonomien skal arte sig.

Med den Radikale økologiske ”13-årsplan” ses det nu derfor tydeligt, hvorfor DRV som oftest allierer sig med socialisterne. Man har den økonomiske planøkonomi tilfælles.

Maskinstorm A/S

Et nyt dansk firma vil til efteråret begynde at sælge C02-kvoter direkte til danskerne. Investeringen er ikke bare god for miljøet – den kan også give et pænt afkast, skriver Penge & Privatøkonomi. Mens bilerne, fabrikkerne og kraftværkerne fortsat prutter drivhusgassen C02 lystigt ud i atmosfæren, er der nu godt nyt til de danskere, der gerne vil have en lidt grønnere samvittighed – og samtidig tjene lidt penge. - Det skriver gratisavisen Urban [se artikel nederst]. På forsiden af Urban havde man dog passende kaldt dette "at tjene penge på varm luft".

Man kan mildt sagt også kalde det "interessant", at man kan tjene penge på ikke at producere noget, og på at spekulere i, at politikere vil reducere den økonomiske handlefrihed stadigt mere (sådan at prisen på disse kvoter presses yderligere op). Men det kan man. Og det skyldes lovgivningsmagten, som nogle nu har benyttet, til at skabe en situation, hvor man kan sælge økonomisk frihed i kvoteform. Dire Straits sang om money for nothing; her er udtrykket mere passende, end det var tilfældet i selve sangen.

For de første individer, der får sådanne kvoter i hænderne - eventuelt gratis - er der naturligvis tale om en yderst indbringende forretning; eftersom der ingenting er produceret, før man sælger sin "vare". Man sælger simpelthen noget, der er skabt ved politisk dekret. Hvad man sælger, og handler med er således at sidestille med arbejdstilladelser udstedt af staten eller EU.

Staten og EU kan altså som udgangspunkt gøre to ting: De kan enten sælge disse kvoter, og produktionstilladelser; eller de kan forære dem væk. Det afgør så, hvem der beriger sig mest. Prisen for sådanne manøvrer væltes ligesom med de "grønne afgifter" over på befolkningen i almindelighed. De som ikke begunstiges, men som altså må købe (d.v.s. de produktive virksomheder), de rammes. Og det som disse ramte så producerer efterfølgende, det koster så mere for forbrugerne i kraft at de kunstigt forhøjede omkostninger, der er en konsekvens af kvotekøbet.

Indkomst i samfundet flyttes altså fra een gruppe i samfundet til anden: Den økonomiske omfordeling går fra lønmodtagere, som må holde for, i det omfang at udgiften til lønninger må reduceres, når der skal købes kvoter. Omfordelingen går samtidig fra een type af virksomhedsejer til en anden (De kvote-begunstigede).

Konsekvensen for muligheden for, at man udvikler mere effektive maskiner og mere optimale energiformer er i øvrigt også den samme, som for "grønne afgifter": De produktive i samfundet straffes på bekostning af dem, der ønsker at forbruge her-og-nu. Dermed fastholder man i praksis også den aktuelle påvirkning af vores omgivelser, - og det var vist ikke meningen. Det er derfor ironisk, at nogle vil kunne øge deres forbrug på bekostning af velstandsskabelse og andres forbrug, og samtidig iklæder sig godhedens og altruismens gevandter, men sådan er det: - For det var markedsøkonomien, der begunstigede de mest produktive og mest effektive producenter på de mindre effektives bekostning.

Det var således i kraft af det fri marked, at der blev skabt en situation, hvor vi bevægede os fra at bruge hvalolie, kul og tørv - og til at benytte os af de renere og mere ydende fossile brændstoffer såsom olie. Den rigelighed som olierevolutionen sikrede førte så senere til muligheden for, at man kunne udvikle atomkraft (men også moderne vindmøller og solenergi).

Den rigelighed, som markedet sikrer, er ikke desto mindre den samme rigelighed, man bekæmper med kvoterne.

- Med denne "kvote-virksomhed" må man derfor tale om Maskinstorm A/S. Man kan da også godt kalde det konservativt, ligesom man fik et "konservativt" indtryk af Sovjetunionen og de ufrie lande i Østeuropa, når man fra den frie vestlige verden besøgte disse lande før murens fald, og kunne se "gammeldags" kraftværker og fabrikker; - for der trivedes kvotementaliteten i allerhøjeste grad. Man havde derfor ikke overskud til at producere noget, der var bedre.

Er man et arbejdende menneske, der værdsætter andres produktivitet, er det måske derfor interessant at vide, at der med disse kvoter er tale om "profitskabelse ud i den blå luft". Der er som det allerede nævnt tale om profit, der er skabt takket være et statsindgreb, og som dermed er profit, som er sikret en "profitmager" uden at der er leveret nogen som helst form for produktiv indsats fra den virksomhedsejer, der som den første får sådan en kvote tildelt af staten.

Får man sin kvote foræret er det dermed "gratis penge"; og disse "gratis penge" bruger den kvotebegunstigede så alt andet lige mere på forbrug, end på geninvestering i kapitalapparatet samt til lønninger. Eventuelt vil den kvotebegunstigede bruge en del tid på at sikre, at kvotenettet strammes yderligere, og man tilsvarende begunstiges; for det vil jo være en "god" forretning for de begunstigede, at drive sådanne former for lobbyisme.

Med kvoteordningerne har vi dermed også et fænomen, som ligner det man har i kraft af den statslige begunstning af offentligt ansatte, der kan pege på sociale problemer, der angiveligt så kræver flere skatter og nye offentlige projekter for at kunne blive løst: Nu har man skabt et incitament i erhvervslivet til at kræve øget regulering fra en gruppe spekulanter; og hvor denne gruppe så vil vokse endnu mere i kraft af deres succes (altimens de reelt produktives skare omvendt vil reduceres i samme omfang).

Ovenstående konsekvenser for ændret økonomisk adfærd gælder i øvrigt, uanset om kvoteejeren selv er producent og udleder CO2 - eller ikke. For jo større en kvote, der kan sælges - desto mere kommer indtægten nu fra dette salg, og ikke fra, hvad virksomheden ellers foretager sig. Der er med andre ord bragt noget ind i verden, som er blevet gjort profitabelt, der bare ikke har en fysisk værdi. Det der har en fysisk værdi, og som er noget reelt værdifuldt får dermed også en relativt mindre værdi i forbindelse med salg, eftersom der er større omkostninger forbundet med at producere det; i modsætning til salget af sådanne tilladelser, der ikke koster mere end det papir, som tilladelsen er nedfældet på.

Det politiske indgreb fører derfor til mere forbrug hos disse kvoteejere, på bekostning af de produktive i markedsøkonomien - herunder lønmodtagere. Der er derfor også tale om en økonomisk omfordeling fra de der skaber og producerer noget, og så over til nogle, der også kan kaldes "netto-forbrugere": Det er altså mennesker, der kan leve af at sælge en tilladelse, som andre skal bruge for at klare sig; det vil sige en politisk tilladelse til produktivitet begunstiget af de uproduktive!

Alle der efterspørger billig energi, og som ikke får kvoter foræret, der kan dække deres eget forbrug, og hvor de derfor ikke kan sælge det tiloverblevne af sådanne kvoter på CO2-børsen, bliver derfor tabere i dette kvotespil. Den virksomhed, der bruger meget energi, men ikke får en kvote bliver derfor taber i spillet. Og den almindelige lønmodtager, der oplever at energipriserne stiger, rammes igen af skadelig energipolitik.

Man bør derfor også holde et godt øje med, hvad der kan findes af politiske forbindelser og kvotetildelinger. For hver eneste kvotebegunstigelse vil have en historie tilknyttet vedrørende "gode relationer" og politisk sympati-dannelse, også kaldet lobbyisme.

Med CO2-kvoter har Karl Marx på ironisk vis derfor også fået en smule relevans: - Kvoteejerne sælger noget værdiløst, men noget man som produktiv virksomhed kan blive nødt til at købe. De virksomheder, der er nødt til dette, kan nu i mindre grad bruge midlerne på, at investere i kapital og arbejdskraft. I praksis er der således tale om økonomisk omfordeling fra ydere til nydere, sådan som Marx malende beskrev det i en anden sammenhæng.

Over tid bortfalder så incitamenterne, der sikrer, at industrisamfundet vedligeholdes og udbygges . CO2-kvoter fører derfor ikke til "miljøforbedringer", men til forbrug her-og-nu og økonomisk stagnation.

I modsætning til hvad Karl Marx mente, er det således bare ikke markedsøkonomien, men de politiske beslutningstagere - herunder "folkets mand" (i Havana) Svend Auken og Connie Hedegaard, der må tage "æren" for den faldende velstand.

---

Læs mere på COIN-bloggen.

Urban: Spekuler i global opvarmning

Læs også George Reisman: How Environmentalism Raises Profits at the Expense of Wages .

Den blå planet, vandmangel og det fri marked

Vand - giver liv, skaber konflikter, udløser krige, sender mennesker på flugt og påvirker miljøet. Mangel på vand truer vor eksistens. Det kunne man i det mindste læse på forsiden af Jyllands-Postens tillæg International (24/7). Ifølge journalist Lars From er tidens helt store spørgsmål endvidere hvordan klimaet vil ændre sig, og hvad det vil betyde for menneskenes levevis.

Sandt er det uden tvivl, at vand påvirker miljøet; hvad dette så end præcist skal forstille at mene. Men er det i grunden et meningsfuldt udsagn? Man kunne også skrive, at miljø påvirker vand. Man kunne godt formode at hensigten med at skrive dette er, at skabe en frygt baseret på det ukendte. For udsagnet bidrager simpelthen ikke til nogen form for forståelse, for hvad det vil sige at være menneske, og forholde sig rationelt til sine omgivelser. Endvidere må man stille spørgsmål ved Froms vægtning af, hvad der er vigtigt al den stund at adskillige milliarder af mennesker lever i ufrihed, fattigdom og plages af hungersnød, banale infektioner og lever et kort, usselt og brutalt liv. Der er med andre ord grund til at stille spørgsmål ved Froms vægtning af tidens helt store spørgsmål.

Hvad disse forskelle på livsvilkår handler om, er simpelthen ikke, om man har meget eller lidt adgang til vand. Der er mere fundamentale ting på spil. Det lyder måske banalt at skulle gøre opmærksom på dette, men vandmangel er nu engang en årsag - et resultat - af noget andet. Det er ikke en primær faktor. Det vil jeg illustrere i det følgende.

Er det i øvrigt godt eller skidt at vand påvirker miljøet (?) for nu at vende tilbage til Jyllands-Postens reklame for indholdet i deres temaavis. Svaret er, at udsagnet er en sætning med meget højt absurditetsindhold. Men det er kollektivisme også. Og det følgende handler også om vand og kollektivisme. Kollektivisme er vel at mærke noget, der har en meget klar tendens til at lamme individers adfærd, og blandt andet få dem til at foretage sig irrationelle og selvdestruktive handlinger. Man handler i flok, og man handler blindt. Man forhindrer ydermere individuel udfoldelse; og man forbliver dermed på det samme stadie, hvad angår velstand men også indsigt og oplysning.

Som eksempler på rendyrket kollektivisme skal nævnes Nordkorea, Pol Pots Cambodja, Maos Kina og Stalins Rusland. De fleste har vel forstået at der her er tale om kollektivisme og hvorfor kollektivisme så er destruktiv.

Hvad man har sværere ved, er at genkende de tendenser, der i det daglige fører os frem mod sådanne tilstande, hvor man sulter, dør i ufrihed, ikke får rent vand, tilstrækkelig mad, ikke overlever simple infektioner; og hvor samfund ikke oplever fremskridt men tilbageskridt. For det er hvad Kim Carstensen fra Verdensnaturfonden, der optræder i temaavisen, men også journalister på Jyllands-Posten bidrager til. (Mens andre på JP - men ikke hos Verdensnaturfonden - gør det modsatte). De trækker vores samfund i retning af kollektivisme. Den kollektivisme, der eksisterer den dag i dag i store dele af Afrika, og som man i den politiske korrektheds navn ikke vil erkende. I stedet taler man netop bare om vand og miljø. Faktum er imidlertid at man i Afrika præcis har meget stor respekt for miljøet og omgivelserne, og at dette er en central grund til at man lever som man også gjorde for hundreder og i visse tilfælde tusinder af år siden.

Vandmangel og Muhammed-tegninger

Kollektivisme handler blandt andet om at ignorere markedsøkonomi, ejendomsret og individualisme. Og det er netop hvad man gør i Jyllands-Postens noget vandede tillæg den 24. juli 2007.

I nordafrikanske lande bekriger forskellige stammer hinanden, og der er samtidig vandmangel. Men betyder kultur og religion ikke noget? Betyder stammementaliteten ingen ting. Det gør den dog stadig i vores del af verden. (Eksempelvis hvor en enkelt flygtning, der har to koner får medlemmer af Dansk Folkeparti til at gå i panik). Venstrefløjen taler da ellers også meget om racisme og diskrimination. Man kunne imidlertid godt få det indtryk, at religion betyder meget mere i andre dele af verden end vores. Det vil sige at man er mere racistisk og primitiv, end vi er det - eksempelvis i Nordafrika (end her hvor der ikke er vandmangel). Ja, faktisk kan man, hvis man blot ser en lille smule TV og læser aviser få indtryk af at man i mange egne stadig fører religionskrige - med en målsætning om at udbrede en bestemt tro. (Er det helt naivt at konstatere dette - al den stund at der tales så meget om "hellig krig" i såvel Nordafrika som i Mellemøsten og store dele af Asien).

Selv om Jyllands-Posten gerne vil fokusere på vand den 24. juli, så er det således forfatterens klare indtryk, at sådanne krige (der handler om alt andet end vand) også finder sted i eksempelvis Nordafrika. Men måske vil Jyllands-Posten på et senere tidspunkt belære skribenten om også dette: at vreden over Muhammed-tegningerne i virkeligheden blot var en skjult vandpolitisk tilkendegivelse? Og at religion i virkeligheden er noget underordnet? Den tilsyneladende vrede dækkede altså i virkeligheden over vandmangel? Man skulle næsten tro, at dette var indstillingen fra JP's side. For vand udløser krige, hævder Jyllands-Posten endvidere. Imidlertid har vand ingen intelligens - i modsætning til mennesker.

Hvordan og hvorfor går mennesker i krig? De deler sig ud fra religiøse eller verdsligt politiske anskuelser. Vand er derimod vand. Det ligger i grunden. Det fordamper. Det flyder. Men det udløser ingen som helst bestemt menneskelig adfærd. Og det kan derfor ikke siges, at sætte mennesker op i mod hinanden. Hvordan mennesker forholder sig til vandmangel, er nu engang et spørgsmål der kun kan besvares ved at forholde sig til, hvad der foregår i menneskers bevidsthed. Menneskers adfærd er langt mere forskelligartet end de laverestående dyrs, og det skyldes netop bevidstheden (og ikke om der er lidt eller meget adgang til vand). Eftersom det der står i Jyllands-Postens vandtillæg i det store hele enten kan henlægges under kategorierne "meningsløst" eller "overfladisk", vil jeg bruge lidt mere tid end sædvanligt på at diskutere de påstande og betragtninger, man kan finde.

Vand og determinisme

Den menneskelige intelligens sikrer, at man bevidst kan tage stilling til sine handlinger. Men når man på Jyllands-Posten skriver at vand fører til denne og hin adfærd, giver man ikke desto mindre udtryk for det stik modsatte.

Mangel på vand kan ikke desto mindre føre til mange forskellige slags beslutninger: Vandmangel kan eksempelvis give anledning til planøkonomiske projekter, hvor alle indbyggere gøres ansvarlige for alle andres vandbehov; og så tørster man i praksis, eftersom alle vælter ansvaret over på alle andre. (Flere i Europa arbejder i øvrigt på at kollektivisere energiforbruget og produktionen - naturligvis også i Verdensnaturfonden. Og det er bestemt ikke fordi man i Verdensnaturfonden interesserer sig for mennesker. Det handler om, at man vil begrænse menneskers frihed til fordel for miljøet).

Faktum er vel at mærke, at man ikke stoler ret meget på hinanden i de lande, hvor der er vandmangel. Der er endvidere intet nobelt eller ædelt ved den "levevis", som Lars From omtaler andetsteds: Kvinder undertrykkes. Traditioner fastholder adfærden i negative mønstre. Man producerer i vid udstrækning for og til sig selv (og altså ikke til et marked). Endvidere er der i netop Nordafrika en begrænset arbejdsdeling og specialisering. Man har isoleret sig kulturelt. Og man lever i vid udstrækning, som man gjorde for hundrede år siden. Ofte er de mest moderne nyskabelser våben. Andre få moderne elementer være kommunikation, - som man dog ofte i høj grad bruger til krigsførelse. I de lande, hvor der stadigvæk er sult, hungersnød og vandmangel glimrer fraværet nu engang af alle de kulturelle revolutioner, som har præget den vestlige verden - herunder som den helt centrale revolution: respekten for det enkelte menneskes frihed til at bruge sin egen dømmekraft og gå sine egne veje. Den respekt og forståelse glimrer tilsvarende ved sit fravær i Jyllands-Posten, hvor man fra Lars Froms side åbenbart drømmer om, at man i Nordafrika skal bevare ovenstående levevis.

Fraværet af denne forståelse for at vores velstand bygger på individuel frihed generelt i dansk presse, viser samtidig, der er noget helt galt med mediebilledet, og at journalisten Ole Birk Olesen havde ret i påstanden om, at journalister er kollektivistiske - ved at påpege, hvor mange der stemmer på Enhedslisten. Den samme fraværende forståelse betyder også, at man nok bør overveje sit abonnement på sådanne aviser, eftersom man i praksis betaler til at nogle mennesker promoverer kollektivisme, der dels vil føre den vestlige civilisation tilbage til et tidligere stadie, men også fastholde ovennævnte kulturer i den stagnation, der er årsag til deres aktuelle fattigdom og nød.

Globalisering gør de basale varer billigere (også vand!)

Vandmangel kan kun bidrage som et input - det vil sige som et simpelt faktum - i en erkendelse af, at man ikke er en del af det teknologiske globale marked, hvor vandmangel ikke længere er en realitet. Steder hvor man for hundrede år siden ikke kunne have industri eller landbrug, kan det nu i dag lade sig gøre på grund af teknologi, der gør vand tilgængelig og rigelig. Dette handler om, at man kan producere noget, der er så meget værd, at det kan betale sig at skaffe vand selv ved relativt høje omkostninger, eftersom indtægterne ved ens egen adfærd tilsvarende er høje. Så kan man dyrke store og øde landområder i USA og Australien, hvor man ikke kunne gøre det for hundrede år siden.

Ovenstående er så blot en anden måde at sige, at det ikke er evnen til at opfinde nye vandløsninger, der er det umiddelbart afgørende, men vel at mærke som det primære, at det er karakteren af selve systemet (om det er frit eller ej) der er det, som er centralt: - Det er de generelt lave omkostninger i et samfund, som helhed, der er afgørende for at man kan opdyrke nye områder, dræne og overrisle dem, som betyder noget. Det afgørende er altså, at prisen på metal, gummi, kobber, what ever er lav. Dette er hvad, der er forudsætningen for eksempelvis etableringen af afsaltningsanlæg med videre. Denne forudsætning handler dermed om tilstedeværelsen af markedsøkonomi, som altså handler om frivillig arbejdsdeling og specialisering, som atter lader sig gøre i kraft af den private ejendomsret og friheden til at handle (altså til at købe og sælge i almindelighed, til at spare op, investere, købe og sælge jord, bruge jorden sådan som man selv vil, osv. osv.)

Disse velgørende forhold eksisterer så netop i den økonomisk frie del af verden - vores verden, men ikke i den del af verden hvor der sult og vandmangel. Fra Lars Froms side tror jeg, at man ignorerer ovennævnte forskelle (og ser bort fra forskelle på, om man er del af markedsøkonomien eller ej), fordi man har en skjult dagsorden, hvor denne ignorance spiller en rolle (Mit gæt er, at man vil det samme som man vil i Verdensnaturfonden og hos Greenpeace: Det vil sige, reducere menneskers handlefrihed til ære for miljøet).

Lars From nævner i øvrigt selv i JP- tillægget, at det i dag er langt billigere, at fremstille drikkevand af havvand. Faktisk er det ved at være så billigt, at meget tyder på, at vi danskere burde insistere lidt mere end vi gør på et friere vandmarked. For ifølge Lars From er prisen […] blevet halveret inden for de seneste år, så afsaltning af havvand i dag i mange tilfælde kan laves til en lavere pris end den, de danske vandværker skal have for at hente rent grundvand p af den danske undergrund.

Forudsætningen for at man kan nyde godt af teknologiske landvindinger, er ikke desto mindre, at det kan betale sig for nogle at implementere dem. Her gælder det derfor netop, at det skal være muligt at tjene penge på vandet. Det er netop i lande, hvor der er friere markeder, at varerne generelt er billige. Og at der i disse lande indenfor forskellige områder, så er tale om, at statslige virksomheder overtager og søger at efterligne private virksomheder gør ingen forskel på årsagen til, hvorfor varer kan produceres forholdsvis billigt. Forklaringen er stadigvæk, at man er del af markedsøkonomien. Nogle steder har man blot et svækket marked, med en høj grad af statslig indblanding, og så betaler man som regel lidt mere for sine varer end man ellers ville gøre. Eller man kan i kraft af subsidier betale lidt mindre for subsidierede produkter (hvor så skatteyderne betaler prisen for den konkrete "billiggørelse"). Men det generelle prisniveau og købekraften for den almindelige borger er ikke desto mindre stadigt bestemt af det forhold, at der findes en i almindelighed fri markedsøkonomi, hvor der generelt og indenfor de fleste områder er konkurrence om at reducere omkostningerne. Derfor ser man netop, at hvor konkurrencen er mest fri, der falder priserne mest, og da udvikles produkterne tilsvarende i et højere tempo, end dér hvor staten styrer og blander sig mere.

Måske kan vandmangel - jævnfør at der er tale om et simpelt faktum - bidrage til grundlæggende økonomiske reformer i et land. I nogle lande har man i det mindste erkendt, at der skulle være en individuel belønning ved at man foretog sig noget produktivt. Dermed har man også erkendt at nogle skulle tjene på at levere vandet, ligesom andre skulle tjene på at levere fødevarer, tøj, sko, biler, cykler og flyvemaskiner. Men det er ikke desto mindre mennesker selv, der bestemmer sig for om de vælger planøkonomi og politisk undertrykkelse - eller politisk og økonomisk frihed.

Fordummelse i Jyllands-Posten

Hvad mon uvidende mennesker vælger, hvis de læser Jyllands-Posten tillægsforside? Som nævnt stod der at: Vand - giver liv, skaber konflikter, udløser krige, sender mennesker på flugt og påvirker miljøet. Mangel på vand truer vor eksistens. - Jeg tror de mest uvidende vil vælge ufriheden. Især de yngre generationer, der ikke ved bedre. For de lærer i kraft af de fleste af artiklerne i tillægget, at vand er et kollektivt problem. Det vil de også lære (fra de samme journalisters side eventuelt suppleret med flere bidrag fra Verdensnaturfonden) gælder for landbrugsproduktion, og for alt muligt andet. Det bliver det blot ikke mere sandt af.

I Jyllands-Posten tillæg er der således ikke noget, der hedder forskel på økonomiske systemer. Og her er vand derfor et globalt problem, selv om det ikke er tilfældet i praksis. Så der er implicit et budskab, der handler om at problemerne skal løses i kraft af mere økonomisk centralisering og styring, og altså ikke at vores økonomiske frihed skal udbredes til netop de egne, hvor man står overfor alverdens forskellige former for mangeltilstande - og altså ikke blot vand, som tillægget på barnagtig vis insinuerer.

Klimajournalister som Lars From bryder sig derfor tydeligvis ikke om markedsøkonomi. For Lars From er det afgørende spørgsmål, som han selv skriver hvordan klimaet vil ændre sig. Og med det fokus sætter han nogle ret fundamentale forskelle (kultur, marked, oplysning, tradition, religion, med mere) på stand by. From begår med andre ord en "alt andet lige", når han hævder at det er mangel på vand, der gør, at befolkninger ikke kan opretholde deres levevis. Og denne levevis der tales om, er vel at mærke den materielt tilbagestående levevis, man også kan se på det billede fra det vestlige Indien, som er bragt nedenunder Lars Froms indledende artikel (International s. 3). Det forestiller en hob af fattige mennesker forsamlet rundt om en brønd.

Tilsvarende skaber vand ikke konflikter, selv om man påstår dette på sin forside. Mennesker skaber konflikter, og de forhindrer hinanden i at løse problemer og leve i fred og frihed. Fra Lars Froms side regner man dermed åbenbart ikke mennesker for ret meget, hvis man skal tage ovenstående vanddeterminisme, og påstande om hvad vand gør ved mennesker, alvorligt.

Men vand giver liv, det er da i det mindste sandt? Ja, det er sandt at vand er en forudsætning for menneskers eksistens. Men det er nu engang mennesker, der skaber de forudsætninger, hvorunder vand kan bruges i en livgivende sammenhæng. Det er den eneste måde at forene Jyllands-Posten mange påstande om vand.

Man kunne således have skrevet følgende, i stedet for det man bragte på temaavisens forside:

Vand er et centralt gode. Mangel på vand kan man forholde sig til på mange måder. I nogle lande dræber man hinanden for at få vand. I andre lande er det er marked for vand. Der er forskelle på menneskelig adfærd. Der er forskel på synet på religion. Og på fornuftens betydning. Der er også store forskelle på forståelsen for teknologi. Det gælder således ikke bare om at få teknologi. Det gælder om at kunne skabe og udvikle teknologi. Mangel på vand handler ikke mindst om vurderingen af vigtigheden af økonomiske systemer for, om der bliver skabt velstand eller ej.

Denne indfaldsvinkel er helt modsat hvad man kan læse i JP's vandtillæg.

Mangel på vand truer vor eksistens, skriver man endvidere - jævnfør indledningen. Igen befinder man sig på et rablende niveau, hvor påstanden strider mod hvad man som borger i et velstående, oplyst og industrialiseret samfund kan iagttage. Her er bestemt ingen vandmangel. I USA kan man i vor tid således leve af at designe (virtuelt) tøj til karakterer i computerspil. Man har altså bevæget sig meget langt væk fra problemstillingerne vedrørende vand.

I den industrialiserede del af verden er der - hvis man ikke har øjne i hovedet til at se det - derfor rindende vand i hanerne. Vand findes i rigelighed og til overflod. Og teknologien gør, at vi med lethed kunne gøre havvand til drikkevand. Grunden til at "vi" (helt præcist entreprenører og kapitalister) ikke gør dette er, at det ikke kan betale sig.

Men grunden til at der er rigeligt med vand er vel at mærke den samme grund til at nogle kan leve at designe computerspil eller ligefrem, hvis man er dygtig, leve af blot at spille dem, er, at der her findes overlegen teknologi, og en udbredt grad af arbejdsdeling, der har effektiviseret produktiviteten, og dermed gjort sådanne bekymringer overflødige, hvad angår os selv (så længe vi vel at mærke bevarer og styrker markedsøkonomien).

Industrisamfundet handler dermed ikke først og fremmest om forbrugsgoder, men eksempelvis om maskiner, der producerer maskiner; der betyder at der kan gøres mere med færre menneskers indsats. Industrisamfundet handler dermed om masser af landvindinger, der sikrer at ressourcerne bruges mere optimalt, og som overflødiggør en masse hårdt arbejde, - og som dermed frigør arbejdskraft til noget, der er mere interessant men også lettere end tidligere tiders arbejde.

Det kollektive "vi"

Flere af JP's læsere leder sikkert efter et ord for at få de mange forkerte og skøre påstande fra Jyllands-Postens og vandtillæggets side til at give mening. Ordet der kunne få hoved og hale på vrøvlet, man finder er således netop "markedsøkonomi". Det er præcis et ord, der forsvundet i journalistikken sammen med "ejendomsret". Men det er præcis et begreb, der er helt afgørende for at forstå, hvorfor der er mennesker, der lever i noget, vi må betegne som ubeskriveligt armod: De er ikke en del af det frie, åbne og globaliserede marked. De er tværtimod isolerede fra det. (Og det er utroligt at man kan bruge et helt temanummer om vandmangel uden rigtigt at komme ind på dette forhold. Det er - for nu at gentage - rystende).

Når disse begreber forsvinder, er der således kun det kollektive "vi" tilbage. Og i denne kollektive verden er alle således ansvarlige for alle andres liv og levned. Men sådan er det blot ikke i praksis. Når man fjerner menneskers ret til at handle i frihed og erstatter det med den kollektivisme, man finder i Jyllands-Postens bizarre tillæg, fører denne adfærd netop til den fattigdom og de mangeltilstande, man beskriver. Problemet med at insistere på det kollektive "vi", er endvidere, at det netop er blevet så tindrende absurd at gøre dette, i kraft af at vi i vor tid netop har forskellige økonomiske systemer, og også at der så åbenlyst kan findes tydelige forskelle på værdier, kulturer, adfærd og menneskesyn, at dette kollektive "vi" (hvor alle skal være alle andres vogter) bliver grotesk.

Det kollektive "vi" kan simpelthen ikke forklare de mange forskellige jobfunktioner i den højteknologiske og højtudviklede frie verden. Her er netop ikke tale om kollektive projekter. Der er tale om individuelle projekter, som bliver til noget, fordi de er interessante for bestemte mennesker: Nogle efterspørger computerspil, og nogle har så flair for at udvikle dem. Så bliver disse spil til noget, selv om andre er fuldstændigt ligeglade med at spilindustrien findes.

Når det gælder vand er der som bekendt tale om noget alle efterspørger. Men man efterspørger vand på vidt forskellige måder. Derfor leveres vand også på mange forskellige måder i industrisamfundet. Og det sker netop i kraft af den personlige frihed og ejendomsretten. Rent vand og drikkevand findes i rigelige mængder - som følge af den velstand, der er skabt fordi det kan betale sig at opføre sig produktivt; det vil sige på grund af ejendomsretten og handlefriheden (samt altså også den oplysning, der har kunnet sprede sig på grund af respekten for individet, og som derfor også i sidste instans handler om ejendomsret).

Det er således sandt, at mangel på vand truer individer i lande, der ikke har markedsøkonomi og ikke er del af den industrialiserede verden. Tilsvarende er det altså sandt at vandkollektivisterne vil have, at vand skal leveres på bestemte måder. De vil styre produktionen af vand. Og det vil de ikke kun hvad angår fattige lande, men også hvad angår vores del af verden. Resultatet af dette projekt bliver naturligvis ikke kun stigende priser for vand. Projekterne må ses som en del af et mere overordnet projekt, der handler om at styre og kontrollere produktionen i almindelighed. Denne målsætning vil man ikke kun finde hos Greenpeace og Verdensnaturfonden, men i vid udstrækning også i den offentlige sektor - og blandt ministre (som Connie Hedegaard), der netop lader sig inspirere af, hvad der kommer fra denne fløj. Man ønsker dermed ikke, at mennesker skal være frie til at producere det, som de selv vil, eftersom de kan se en fordel i at gøre det. I stedet vil kollektivisterne udpege stadigt flere fælles projekter, som så skal implementeres fra centralt hold - fra oven. Og hvert eneste nyt projekt, kræver så, at der bliver afsat ressourcer til disse; og her skal den frie befolkning så yde ofre, så man kan føre sine lidet oplyste projekter ud i livet.

Omvendt så er de rigtige skridt at tage - væk fra kollektivisme - samtidig nogle skridt, som individer må og kan tage hver især: I Kenya behøver man derfor ikke at vente på, at man genfinder friheden i Zimbabwe, og omvendt. Og i den ene ende af Kenya behøver man ikke vente på den anden: Man må og kan selv vælge at gå i enten den ene eller anden retning. (Også i Danmark må man som enkeltstående individ på sin egen måde gøre op med de former for kollektivisme og flokmentalitet, der truer friheden, der hvor man selv befinder sig).

Vand og katastrofer

Man skriver således også at, vand sender mennesker på flugt. Ja, nogle gange opstår der en katastrofesituation. Og - igen - jo bedre teknologisk stillet man er, desto bedre kan man så forholde sig til sådanne undtagelser: Så er der effektive veje, hvorved man kan bringe hjælpen ind og hjælpe befolkningen ud. Der er fly, helikoptere, biler og lastbiler. Atter har noget (truende vandmasser), som virkeligt er skadeligt fået mindre skadelige konsekvenser netop som følge af den livgivende markedsøkonomi og industrialisering. Og atter må man konstatere, at man på Jyllands-Posten lader som om industrisamfund og markedsøkonomi ikke gør den vigtige og afgørende positiv forskel, som det er tilfældet i praksis. I andre dele af verden er der således af og til ingenting andet end sult, nød og afsavn, som er udgangspunlktet før katastrofen indtræffer. Efter katastrofen er alting så endnu værre. "Det kollektive problem" består derfor i, at disse lande, ved at forblive låst ude fra den globale økonomi vil blive ved med at producere flygtninge og blive ved med at være fattige. Men det er atter ikke noget, man forholder sig til fra Jyllands-Posten side. (For målet er - ifølge denne forfatters antagelse baseret på de påstande, der er identificeret i vandtillægget - at man vil reducere vores velstandsskabende frihed, og ofre denne på et alter, der handler om miljøet som en værdi-i-sig-selv. Vores ofre vil naturligvis ikke ændre på fattige landes evne til at øge deres produktivitet og til at skabe velstand. Tværtimod.)

Konklusion

Så hvorfor er man i nogle lande så rige og i andre lande fattige? Det handler for nu at gentage om forskelle på økonomier. Det handler om graden af oplysning. Det handler om muligheden for at man kan producere i fred og frihed. Herunder (men som noget underordnet i forhold til det systemiske) skal det også kunne betale sig at frembringe (sælge og distribuere) vand. Det handler blandt andet også om hvor meget eller hvor lidt tro/overtro dominerer i et givent samfund. Det handler kort sagt om rigtigt mange af de ting, som man ellers skulle tro, at man i Jyllands-Posten var blevet konfronteret med i kraft af "tegninge-krisen".

Men når det gælder vand-spørgsmålet forholder man sig tværtimod nærmest lige så primitivt som de stammer, der skreg og råbte i forbindelsen med den omtalte krise. Man vil have at hele verdens befolkning skal bekymre sig om hele verdens vandforsyning. Alternativet er naturligvis ikke, at ingen bekymrer sig om vand; men at individer i deres nærområde forholder sig til dette spørgsmål for deres område. Derfor har vi en velfungerende industri: Det er fordi det for den enkelte kan betale sig at handle - her og nu, der hvor han eller hun befinder sig.

Frihed og respekt for ejendomsretten har civiliseret planeten

I kraft af netop ovenstående frihed har man i Europa kunnet bevæge sig ind i uudforskede og tilbagestående egne af Syd-, Mellem-, og Nordamerika, Australien, New Zealand og så videre; og man kunnet forandre situationen for mennesker generelt ved simpelthen at forandre situationen for sig selv, der hvor man var: Rejste man som britisk straffefange til Australien for hundredvis af år siden, var man ikke længere ansvarlig for vandsituationen i hjemlandet (eksempelvis Storbritannien), så var man kun ansvarlig for at sikre sig vand til sig selv, dér hvor man nu var havnet. Det gjorde man så ved at efterspørge vand med den indkomst, man opnåede. Andre kunne så tjene penge på at levere vand! Det er faktisk ret simpelt. Men dette kræver altså, at man har ret til at søge at tjene på at levere vand til dem, der efterspørger. Det er netop dette som journalisterne fra Jyllands-Posten i praksis bidrager til at forhindre.

Meget hurtigt blev meget få individer i den industrialiserede verden derfor ansvarlige for at levere vand til den øvrige befolkning i kraft af pengeøkonomien og den private ejendomsret. I kraft af tilsvarende former for specialisering og arbejdsdeling andre steder kan disse leverandører af vand samtidig levere det i rigelige mængder til en meget billig pris.

Kollektivisme og slaveri vs. frihed, individualisme og frivillig arbejdsdeling

Men nu viser det sig (ifølge Jyllands-Posten), at denne historie om markedsøkonomi og skabelse af materiel overflod samt afskaffelse af vandmangel (og rindende vand til masserne) åbenbart var en and… Vand er ifølge Jyllands-Posten et kollektivt anliggende, hvor alle er ansvarlige for alle. Og det betyder i praksis også, at vi alle er hinandens slaver. Det er bare ikke sandt. Den største trussel mod menneskers eksistens er først og fremmest menneskers egen dumhed. Og denne dumhed har man i Jyllands-Posten med sit vandtillæg bidraget kraftig til at forøge.

Nogle samfund har derfor vitterligt udviklet sig en retning, der betyder, at man har distanceret sig fra i det daglige at skulle frygte banale infektioner, og om man får mad nok og vand nok. Disse lande har markedsøkonomi. Her findes individualisme. Det betyder dermed, at der er udbredt arbejdsdeling og specialisering. Det er netop også denne specialisering, der betyder at der med relativt få ressourcer kan sikres rindende vand i hanerne og rent drikkevand til hele befolkningen i vores del af verden.

I andre lande har man ikke markedsøkonomi; eller hvad der findes af et marked er særdeles begrænset. Og dér vil man også finde en meget lav grad af individualisme (altså respekt for individets ret til at handle i frihed). Der vil være meget lidt specialisering og arbejdsdeling: Næsten alle laver det samme, det vil sige: næsten alle er beskæftiget med landbrug. Men udbyttet er samtidig meget lavt, netop på grund af fravær af arbejdsdeling og specialisering, som nu engang er en af de forudsætninger, der (ikke mindst sammen med kapitalakkumulation) sikrer den teknologi, der fører til en mere optimal brug af ressourcerne.

Ovenstående meget grundlæggende forskelle er derfor afgørende. I kraft af den forskel kunne man derfor også tage et hvilket som helst andet emne, og opdage at man sørme også mangler alt muligt andet i ikke-teknologiske samfund, der ikke er en del af den globale økonomi! Og atter vil forklaringen være, at man ikke har respekt for den private ejendomsret, og at man holdes tilbage af skadelige traditioner. Disse skadelige traditioner ønsker Lars From i øvrigt netop at bevare (jævnfør talen om at kunne bevare "oprindelige folks" levevis). Midlet til at gøre dette er dels at kræve, at vi i vesten skal stille vand til rådighed uden at stille spørgsmål ved den iboende skadelighed forbundet med den skadelige "traditionelle levevis" (jævnfør de kroniske mangeltilstande), og dels, at vi på sigt skal afvikle vores eget industrisamfund ved at reducere den vækst, som han hævder skader andre. (Bemærk at man netop med sin indfaldsvinkel behandler den vestlige industrialiserede verden som ét stort kolllektiv og resten af verden som et andet).

Den kortsigtede konsekvens i vores frie og industrialiserede del af verden - på den politik som ikke mindst Greenpeace og Verdensnaturfonden (men for den sags skyld også Miljøministeriet) vil have os til at føre, vil lige så forudsigeligt være stagnation. Det langsigtede resultat vil med samme usvigelige sikkerhed være, at vi vender tilbage til det stadie, man i ikke-industrialiserede og ufrie samfund befinder sig på i dag.

---

Henvisninger:

Der er store forskelle på økonomisk og politisk frihed i verden. Her er tre henvisninger til institutioner, hvor man kortlægger disse forskelle, som man i JP's temaavis stort set ignorerede:

Freedom House - oversigt over økonomisk og politisk frihed

Fraser Institute: Economic Freedom

Heritage Foundation :