Logik versus "polylogik"

Economics has another task. It must analyze both Marxian polylogism and the other brands of polylogism formed after its pattern, and expose their fallacies and contradictions. -- Ludwig von Mises

I sit hovedværk Human Action bruger økonomen Ludwig von Mises en god del af pladsen på, at forklare om "polylogik", det vil sige ideen om, at der skulle findes forskellige "logikker", der kan eksistere side om side.

Nogle mennesker hævder således, at der findes logik for sorte og en anden form for logik for hvide; eller logik for venstrefløjen samt en for mennesker af borgerlig observans.

Eventuelt påstås det, at logik kan være afhængig af, hvordan man er placeret i forhold til produktionsmidlerne, sådan som det forholder sig med den marxistiske ide om "klassebevidsthed".

Klassiske marxister hævder med deres begreb om ”klassebevidsthed”, således at det er fysiske genstande (produktionsmidlerne), og den måde, hvorpå man står i forhold til disse, som bestemmer (determinerer) måden, man tænker på.

I kraft af den marxistiske teori, er der så skabt en indbygget konflikt mellem mennesker i markedsøkonomien, som man fra marxistisk side hævder, kun kan løses ved at omstyrte markedsøkonomien og indføre kommunisme (hvor alle angiveligt derefter vil stå i det samme forhold til produktionsmidlerne).

Marxian polylogism asserts that the logical structure of the mind is different with the members of various social classes. Racial polylogism differs from Marxian polylogism only in so far as it ascribes to each race a peculiar logical structure of mind and maintains that all members of a definite race, no matter what their class affiliation may be, are endowed with this peculiar logical structure", konstaterer Ludwig von Mises.

"Polylogik" er således en doktrin, der uanset i hvilken form den optræder i – socialistisk eller racistisk, opstiller nogle kunstige grænser og barrierer mellem mennesker.

De forskellige former for ”polylogik” fungerer blandt andet som dårlige undskyldninger for ikke at handle med andre nationer; eller de er - som de racistiske former for ”polylogik” - blevet brugt som påskud for at bekrige andre grupper eller nationer end den som doktrinens forsvarer hører til.

Logik er ikke-modsætningsfyldt identifikation

Hverken filosoffen Ayn Rand, Aristoteles eller Ludwig von Mises accepterede disse former for "logikpluralisme". Logik er for sidstnævnte tre tænkere ikke-modsætningsfyldt identifikation.

Der er derfor kun én form for logik for mennesker. - Dyr kan på sin vis også siges at identificere ikke-modsætningsfyldt, og dermed siges at handle logisk. Men dyrene har i kraft af deres mangel på refleksiv bevidsthed samtidig svært ved at lade sig overbevise til at gøre noget andet i en given kontekst.

Fænomenerne i virkelighedens verden har således bestemte egenskaber, og disse egenskaber ændrer sig ikke, alt efter hvordan man som individ står i forhold til dem, - eller om man bor i Latin Amerika eller Afrika. Den logiske udfordring er med andre ord den samme for alle mennesker, selv om konteksten for at bruge fornuften vil være forskellig.

At være konsistent logisk indenfor en række områder kan man så betegne som klogskab. Hvis man for alvor er i stand til at identificere og integrere ikke-modsætningsfyldt ud over det normale, kan man så opnå status som geni. Genialitet er netop noget, der kommer alle os andre til gavn, eftersom logik er en fællesnævner; og fordi der kun er en form for logik - og altså ikke "konkurrerende logikker". Netop derfor har alle folkeslag gavn af de indsigter, der måtte komme fra et hvilket som helst geni, uanset hvilke særpræg og eventuelt ulogiske tilbøjeligheder geniet så ellers måtte have, så længe de gode ideer handler om at forbedre menneskers situation. Everybody wins – når det gælder spredningen af de gode og logiske ideer. (Og spredningen af ideer sker ikke mindst i kraft af markedsøkonomien).

Arven fra de tyske filosoffer

Ideerne om polylogik har alligevel – og desværre - vundet stort indpas også (og i visse tilfælde især) i det danske samfund. Det skyldes i vid udstrækning indflydelsen fra Hegel og Marx på danske læreanstalter. Som anskueliggjort foroven var Karl Marx’ doktriner i høj grad præget af polylogisme, ligesom det er tilfældet med racistiske doktriner.

I kraft af den "dialektik", man også finder hos Hegel, kan denne filosof tilsvarende siges, at ligge under for polylogisme:

Hegel mente med sin idealistiske dialektik, at verden blev drevet fremad i kraft af modsatrettede ideer, der blev forenet (Dialektikken handler om at man først har en ”tese” som eksempelvis en ide, så en antitese, og at der så af disse modsætninger – eksempelvis ideer - opstod en ny og overlegen syntese). - Det vil sige, Hegel mente, at man som menneske ikke blot kunne leve med det modsætningsfyldte, men at man ligefrem bevægede sig fremad i kraft af modsætningsfyldte identifikationer.

Så hvad er konsekvenserne i praksis, ikke blot på universiteterne, men også i den øvrige verden, som følge af polylogikkens indflydelse? Det er først og fremmest, at man ikke tillægger logik, som ikke-modsætningsfyldt identifikation nogen større betydning. Denne ignorance og bevægelse væk fra en fornuftsorientering har især ramt de humanistiske dele af universitetssektoren, men også samfundsvidenskaberne samt i nogen udstrækning selv naturvidenskaberne. Konsekvenserne af sådanne former for polylogik, handler således om, at man ignorerer når andre siger noget forkert, eftersom man har lært, at ”det der er sandt (eller logisk) for dig ikke behøver at være det for mig”. (Og jf. eksempelvis Hegel og andre dialektikere: at modsætningerne per automatik driver frem i retning af noget man skal kalde et fremskrift.)

Så selv om ingen taler om ”polylogik” til daglig, så er indflydelsen fra navnlig de tyske filosoffer i høj grad medvirkende til, at samtalen ikke kommer til at handle om, hvorvidt man har identificeret og integreret fakta korrekt; det vil sige om det, man siger og gør er logisk eller ej. - I stedet vil debatten måske med det samme handle om hvem, der kan mobilisere et flertal og har folkestemningen bag sig, - eller hvem der ”føler mest” for en given sag.

Fornuft vs. mysticisme

Også i kraft af de polylogiske doktriner har man derfor på universitet i vid udstrækning lært, at ”man ikke kan vide noget med sikkerhed”. Man er blevet skeptisk. Alle og ingen menes at have svarerne. Og alle spørgsmål har i stigende grad fået status af at være lige gode. Der er derfor, hævdes det, ingen objektiv sandhed, som man kan nå frem til gennem redelig undersøgelse og identifikation; og hvor man i så fald kan blive enige om principper og handlinger baseret på et fælles oplyst grundlag. I stedet antages der i stigende grad kun at være subjektive ”sandheder”, ”sociale sandheder” eller ”gruppe-sandheder”. Dette forklarer måske også hvorfor det tilsyneladende altid haster så meget med at tvinge et nyt politisk indgreb igennem, før en given sag er blevet belyst. Under alle omstændigheder betyder dette, at alle udsagn får status af at være lige meget værd i en sandhedsmæssig henseende.

Polylogikken tjener dermed, som også Ludwig von Mises viser det i bogen Human Action, som en undskyldning for at eksempelvis socialister eller andre populister, får mulighed fra at udsætte befolkningen for det ene ”sociale” eksperiment efter det andet. For ingen kan jo ifølge sådanne former for subjektivisme med sikkerhed vide om handlingen ikke er korrekt - eller selv om konsekvenserne måske er omkostningsfulde, ikke vise sig at gavne på længere sigt. Man flygter med andre ord ind i trossætningernes univers. De tiltag der tydeligvis er skadelige for økonomien, hævdes derfor at være ”nødvendige” eller måske ”skridt i den rigtige retning”. Og eftersom der er tale om trossætninger, er dette så noget som modtagerne tilsvarende blot forventes at acceptere som tro.

En fattigere verden styret af kortsigtede tilbøjeligheder og efterrationalisering

Polylogik er sammen med værdipluralismen dermed en central del af mysticismens genkomst, og også af den grund værd at bekæmpe. Begge dele bidrager til at man kan nå frem til en hvilken som helst ”sandhed” – forstået som efterrationalisering, eftersom man har ændret på spillereglerne for, hvordan man når frem til et gyldigt udsagn.

Det er derfor til dels polylogikkens skyld, at de såkaldte kreationister (der tror på ”intelligent design”) kan vinde indpas på amerikanske læreanstalter og måske også på danske. Man kunne for så vidt også forvente en tilbagevenden til alkymisme eller astrologi på universiteterne. For i kraft af ideen om "konkurrerende logikker", og dermed i kraft af stigende metodeligegyldighed, vil man kunne regne med, at videnskabens status svækkes. Man kan selvfølgelig glæde sig over, at marxismen på universitetet i noget omfang er svækket. Men i vid udstrækning er det, som har erstattet svækkelsen blot et væld af nye (og gamle) former for dobbelte eller flertydige ”logikker”.

De "særlige indsigters" demagogi

Det at tænke konsistent og redeligt; det vil sige at være grundig og fokusere på, hvad der er fakta, og at søge at integrere fakta, er omvendt en krævende proces - også i en moralsk forstand (eftersom det have et loyalt forhold til sandheden kræver en vis moral). Omvendt betyder det, at hævde en særlig indsigt i kraft af et bestemt gruppetilhørsforhold (herunder trossamfund), at man hæver sig selv over det, der kan undersøges og kritiseres (jf. kreationister der kan mene, at deres tro ikke er til diskussion, men hvor de samtidig vil have det, som de når frem til - via tro - anerkendt som fakta).

Dermed kan de verdslige former for polylogik (såsom Hegels eller Marx’) meget vel bane vejen for mere klassisk religiøse polylogikker, hvor man således postulerer indsigt via guddommelig kontakt (i modsætning til, at man har den rette marxistiske klassebevidsthed eller som hos Hegel er synkron med ”Tidsånden”). I kraft af disse forskellige former for ”polylogik”, får alle påstande derfor i stigende omfang den samme grad af gyldighed og/eller status. Dermed bevæger samfundet sig væk fra at bestå af tænkende væsner, der søger at integrere deres viden, og bliver i stedet præget mere af blinde politiske drifter og stemninger: Man lærer, at hvis man føler stærkt for sagen, så er det godt nok. Man vil omvendt ikke lære, at det er afgørende at undersøge, adskille, konstatere og integrere.

Flere konsekvenser for politikken

I stigende grad har man tilsvarende fået politikere, der står for det modsætningsfyldte, og som samtidig ikke lader til at være bevidste om dette: Måske siger man, at man går ind for fri handel; men man vil også styre og kontrollere den selv samme handel. Eller man hævder måske, at man ønsker en levende transportsektor; og samtidig vil man eventuelt på samme tid søge at bestemme præcis, hvordan sektoren skal udvikle sig. Man går derfor i mange tilfælde ind for to ting, der er helt og aldeles modsatrettede. Og måske gør man dette, eftersom man på universitet lærte, at modsætningerne ophæver sig af sig selv (jf. Hegel) eller at man i kraft af at tilhøre ”arbejderbevægelsen” ikke behøver bekymre sig om de negative konsekvenser for erhvervslivet, eftersom dette regnes for at være en problemstilling, der vedkommer individer med en anden ”klassebevidsthed” (jf. Karl Marx).

I kraft af de mange forskellige polylogiske inputs på højere læreanstalter, samt i kraft af mængden af materiale, man ikke kunne integrere, - har politikere derfor i stedet antageligvis lært at ignorere det paradoksale og det åbenlyst modsætningsfyldte. I stedet handler man i højere grad i nuet. Konsekvenserne på sigt mener man sig tydeligvis mindre ansvarlig for, eftersom en sådan ansvarlighed ville betinge, at man mente at det var muligt rationelt at identificere, hvad der var rigtigt og forkert i en objektiv forstand. - (Måske er det også derfor vi eksempelvis ser politikere komme med de mest skråsikre påstande om, hvordan klimaet vil se ud om hundrede år. Og man frygter - med nogen berettigelse - åbenlyst ikke, at andre peger på denne form for skråsikkerhed indenfor et område, hvor meget kan ske og forandres, og så en paradoksal usikkerhed hos den samme politiker, når det gælder tusindvis at langt mere konkrete og jordnære spørgsmål.)

I stedet har man indenfor forskellige politiske områder forskellige traditioner for, hvad man kan tillade sig at postulere, at man ved, og for hvordan man gebærder sig; og hvor politikerens adfærd dermed mere er betinget af bestemte normer for adfærden: Når det gælder miljø, er der således vundet hævd på, at man kan være særdeles skinger og skråsikker. Når det gælder andre områder er den acceptable stil en anden og mere dialogsøgende. Adfærden er derfor bestemt af alt andet end hvorvidt politikeren har sat sig ind i emnet eller ej, den er bestemt af de politiske normer og spilleregler i snæver forstand.

Politik handler i dag mere om intentioner og mindre om konsekvenser

En logisk orientering ville også betyde, at man kunne have en klar formodning om hvad et givent indgreb i praksis ville føre til. Og det ville så betyde, at man tilsvarende klart ville kunne identificere og afgøre, hvis man ikke havde nået sit mål. I stedet handler politik i stigende grad om ”intentioner”, og om at ”sende signaler”, netop fordi der ikke som udgangspunkt har været en særligt konsistent diskussion af de kortsigtede eller langsigtede konsekvenser; det vil sige en diskussion der er baseret på, at man identificerer og integrerer fakta.

Og når man ikke er særligt bevidst om, hvad det egentlig er, man forventer at opnå, ja så vil man i stigende grad også opleve, at politikere blot efterrationaliserer, når de 10 eller 20 år senere konfronteres med fejlslagne sociale eksperimenter. Samvittigheden vil sandsynligvis ikke være belastet, for det ville jo forudsætte, at man kunne vide noget med sikkerhed; det vil sige, at der kun var én form for logik.

- Eksempelvis kunne logikken, som man ignorerer i dag til fordel for at vise sine gode intentioner, handle om, at man i realiteten belønner lediggang med høje overførselsindkomster. Dette har så nogle omfattende sociale og negative konsekvenser i praksis. Men i kraft af, at der i stigende grad ikke er et fælles grundlag for politik, der hedder konsistens og rationalitet, så handler politikken i praksis om at ”sende signaler” eller ”udvise solidaritet”. Af samme årsag vil reaktionen på en voksende gæld til udlandet eller en stigende mængde danskere på overførselsindkomster ikke være forbundet med nogen særlig grad af skam for de ansvarlige politikere, der netop har gået på en uddannelsesinstitution, hvor konsekvenserne aldrig kan vides i kraft af, at sandheden menes blot at være en social konstruktion: jævnfør mantraet om, at ”det der er sandt nogle, ikke er det for andre”. På den baggrund er det kun intentionerne, der tæller (Som er det eneste "sikre"). Og dette kunne være forklaringen på ligegyldigheden forbundet med en voksende mængde sociale klienter: Man mener det jo ”godt” (Intentioner står i praksis over, hvad politikken fører til. Følelser har status som fakta. Det konkrete og fysiske repræsenterer i kraft af den manglende evne til mental integration omvendt noget usikkert).

Et polylogisk synspunkt (og en konsekvens af ikke-integration) kan også være, at man lader sig overbevise om at permanent bistand er ødelæggende for Grønland - og at man som politiker derfor går ind for at afvikle denne bistand; men samtidig at politikeren vil øge bistanden (der fjernes fra Grønland) til nogle andre regioner, og dermed blot eksperimentere med tvungen bistand andre steder. (Eller at man accepterer skadeligheden af støtte forbundet med landbrugsstøtte og så kaster sig over IT-området i stedet).

Her består det polylogiske således i, at man ikke mener, at grønlændere reagerer på den rigtige måde på bistanden (og de gode intentioner), men at de gode reaktioner udmærket kan tænkes andre steder. - Så måske vil man i Afrika opføre sig helt anderledes hvis man udsættes for massiv og kronisk bistand! Hvis man omvendt opererede med grundlæggende antagelser for menneskelig adfærd, og herunder at der var en fælles logik, ville man ikke argumentere og opføre sig på denne principløse måde.

Konkrete konsekvenser for undervisningen

I folkeskolen lærte undertegnede således også, at der var mange "konkurrerende logiske" veje til velstand. Man identificerede således ikke grundlæggende faktorer (Hverken hvad angår ”planlægning” eller økonomisk frihed). I stedet havde man ofte direkte modstridende forklaringer på velstandsskabelse. I Danmark skyldtes velstanden således (efter hukommelsen) - altså ifølge polylogikerne: Marshall-hjælpen; at vi slap for at deltage i 2. verdenskrig - samt også noget med arbejderbevægelsens helt særlige strategier og beslutninger taget tilbage i slutningen af 1800-tallet. Tilsvarende havde man som underviser uden tvivl nogen andre forklaringer på rigdomsskabelse i Hong Kong eller Taiwan, og uden tvivl gode begrundelser for, hvorfor tingene ikke rigtigt lykkedes for formand Mao inde på det kinesiske fastland.

Velstanden i Danmark skyldtes således ikke - ifølge den ovenstående pluralistiske forklaringsmodel - økonomisk frihed og en fornuftskultur som sådan, men var nærmere produktet af en række helt særlige hændelser i dansk historie, der derfor ikke kunne bruges til at sige noget om andre lande. For helt særlige hændelser i andre lande (med andre "logikker") havde tilsvarende ført til velstand som i Danmark; eller særlige hændelser i andre lande havde omvendt ikke ført til så forfærdelig meget andet end fattigdom.

Selv de marxistiske lovmæssigheder gælder således for polylogikerne under helt særlige omstændigheder: - Lenin satsede således - altså ifølge mystikerne - på et sted og et tidspunkt, hvor den marxistiske logik ikke virkede. Dermed kan man altid dække sig ind ved at henvise til ”forskellige logikker” eller ”skiftende lovmæssigheder”. Havde nazisterne bevaret magten i længere tid, og var økonomien derefter begyndt at forfalde, kunne man således også fra den side med lethed være faldet tilbage på "racelogikken": det vil sige en påstand om, at materiel velstand var uvigtigt for de nye tyske "overmennesker" med de helt særlige gener. Dette ville have været den forventelige forklaring på nationalsocialismens fiaskoer – i en polylogisk argumentationsform.

På denne måde kommer venstrefløjsundervisere uden tvivl også den dag i dag uden om det helt store spørgsmål, der hedder økonomisk frihed vs. ufrihed; og man undviger dermed diskussioner om grundlæggende faktorer der skal gælde, for at mennesker producerer frit og i fredelighed handler med hinanden. For dette er omvendt universelle spørgsmål, der forudsætter faste love og en bestemt form for logik.

Tilbage til de grundlæggende forudsætninger

I dag er der således i stedet en tendens til, at man ikke udelukker nogen som helst forklaring, men i stedet samler alverdens modstridende påstande om hvad der fører til velstand. Man har opgivet at integrere fakta, og dermed også at udelukke forklaringer. I stedet samler undervisere til bunke. De er blevet ”pluralister”. Og nærmest en hver ny påstand bliver derfor lagt oven i den gamle bunke af modstridende og paradoksale forklaringer; eftersom man ikke mener at integration af data, samt efterfølgende afvisning af påstande og teorier i realiteten lader sig gøre.

Forklaringer som gives i moderne undervisning handler således også om alt andet end økonomiske lovmæssigheder. Der opereres dermed ikke med grundlæggende antagelser for menneskelig adfærd: - eksempelvis om at, hvis man får noget gratis, så reduceres incitamentet til at arbejde for at opnå en indkomst. Denne konstatering er netop en ikke-modsætningsfyldt identifikation, og samtidig en lovmæssighed, der kan integreres med andre former for data, der så tilsammen kan bidrage til forklare velstandsskabelse. - Og den politiske liberalisme bygger netop på nogle helt grundlæggende antagelser om bestemte forudsætninger, der må være opfyldt for, at mennesker kan producere og skabe sig en bedre tilværelse (Disse handler som bekendt om respekten for den private ejendomsret, og om tanke, tale, tros og handlefrihed).

At anerkende, at logik findes som noget, der er fælles, – og at man dermed i princippet kunne nå til enighed ved at integrere og identificere ikke-modsætningsfyldt, ville derfor også betyde, at såvel undervisere som politiske beslutningstagere måtte se konsekvenserne af deres handlinger i øjnene; også hvad angår såvel overtroens genkomst på universiteterne, og eksempelvis når det gælder de seneste årtiers voksende antal af borgere, der lever af tvungne overførsler. - Disse to eksempler på politisk svigt, er grundlæggende udtryk for en opgivelse af fornuften.

Læs Human Action online (søg eventuelt på "polylogism"). Mere om Ludwig von Mises på Bloggen.

Velfærdsstatens manglende fundament

Claes Kastholm Hansens kronik den 9. november 2006, med titlen Den borgerlige afmagt, mindede undertegnede om, at forsvaret for den politiske og økonomiske frihed har sin oprindelse i oplysningstiden.

Men det er på trods, og ikke på grund, af det Kastholm skriver, at forbindelsen mellem fornuft og frihed blev ihukommet. For afsættet for Kastholm er det aktuelt givne, forstået som den sociale/politiske virkelighed, det vil sige, hvad der er opportunt at mene her og nu – plus/minus 10 procent. Det skal samtidig være påstanden, at denne virkelighed vel at mærke er Kastholms egentlige fundament, for hvad han skriver i almindelighed; men også at dette snarere er reglen end undtagelsen for de fleste kommentatorer i dag – jævnfør også brugen af fodboldanalogier, når man skal forklare spilfægterierne i EU.

Kastholm har således fra den aktuelle sociale virkelighed sammenflikket en blanding af konfliktende ideer: eksempelvis forsvaret for den personlige frihed, som han ved hjælp af henvisning til tidsånden - samt ”fortidsånden” - kombinerer med – eksempelvis - en nationaliseret kultur og en statsdomineret uddannelses-sektor.

Fundamentet og afsættet for tidligere oplysningstænkere var ikke desto mindre noget andet, og mere solidt. De store politiske tænkere tog afsæt i, hvad der er fakta i den fysiske, faste og ikke-flydende virkelighed; den med årsager og virkninger samt i overvejelser om menneskets natur. Intet forhindrer, at man gør det samme i dag. Det vigtige for en politisk meningsdanner måtte i så fald være at sige, hvad den pågældende mener er objektivt sandt; og ikke at tage afsæt i folkestemninger, ej heller i de historiske ditto (”fortidsånden”).

Den meningsdanner, der vil forandre til det bedre, må derfor forholde sig nøgternt til, hvad han mener det gode samfund forudsætter ud fra sine iagtagelser og overvejelser, og derefter søge at påvirke derefter, så godt som den enkelte nu formår. Men disse iagtagelser og overvejelser kan ikke samtidig basere sig på, hvad andre tror eller føler. Afsættet må være fakta, d.v.s. den fysiske virkelighed, der omgiver os, samt hvad der kendetegner homo sapiens som art.

Hvad angår det sidste, er der således en meget tæt sammenhæng mellem forsvaret for friheden og forsvaret for fornuften af den simple grund, at friheden er en forudsætning for mennesket kan forholde sig optimalt til den fysiske virkelighed, som vi er en del af.

Det er derfor ikke et historisk tilfælde, at oplysningstiden gik forud for velstandsskabelsen i frie samfund, som den kunne i agtages i Nordamerika og Europa: Friheden til at bruge sin fornuft er den altafgørende forudsætning for velstandsskabelse. Og velstandsskabelse, det vil sige en forbedring af menneskets egen situation, må per definition siges at være et objektivt gode for et hvilket som helst væsen, der ønsker at overleve. Hvis udgangspunktet imidlertid er et andet end observation og nøgterne overvejelser – eksempelvis tradition og/eller religion, når man selvsagt ikke frem til dette.

Oplysningstænkere starter således fra grunden og forholder sig til, hvordan vi adskiller os fra andre væsner. Og for ikke at komme på afveje, tænker man i principper og lovmæssigheder. Man holder selvsagt sine overvejelser op i mod, hvad der kan iagttages. Udgangspunktet er således helt upåvirkeligt af, hvor mange andre, der mener noget andet. Argumentationen tager i stedet afsæt i naturvidenskab, iagtagelse og i synet på fornuften som redskab til overlevelse. En tilgang til politik , der baserer sig på iagtagelse og fornufttsbaserede overvejelser kan samtidig ikke levne plads til politisk mysticisme.

Som et frihedsorienteret menneske siger Claes Kastholm Hansen således mange ting, som undertegnede selvsagt gerne vil høre. Men hvordan Kastholm mener at kunne forsvare sin stærke stat, sin nationaliserede kultur og sin kollektiviserede uddannelsessektor, samtidig med, at han hævder at ville friheden, - det forstås vel at mærke ikke. Henvisninger til tidsånden eller kulturarven er simpelthen ikke det samme som argumentation.

Velfærdsstatisternes mystiske påstand om ”balancegang”

Mange danskere lider under den forestilling, at velfærden og velstanden i Danmark skyldes en særlig ”balancegang”.

De Konservative holder jf. deres valgplakater særligt meget af balanceretorikken, hvor forskellige begreber balanceres op i mod hinanden. Det kan være stat og marked, miljø og marked eller vækst og velfærd, der tildeles rollen som yin og yang. -Således hævdes det, at velfærden i Danmark skyldes en særlig balancegang mellem stat og marked.

Hvis dette er noget, man lærer på Statskundskab har jeg imidlertid ikke hørt efter. Derimod skal jeg gerne indrømme, at jeg hørte så meget sludder – ikke mindst fra de undervisere, der viftede med rapporter fra ”Center for Alternativ Samfundsanalyse”, der er en af de mange (yin-yang-)institutioner, der forsvarer den herskende velfærdsstatstilstand, som den naturlige, at jeg ikke vil udelukke, at det efterfølgende er kokset for mange; og at man derfor har taget tilflugt i denne form for buddhistisk retorik.

Ikke desto mindre, er det med et afsæt i politisk eller økonomisk teori vanskeligt, at tage en påstand alvorligt, der henviser til en ”særlig balance”. Sådan en påstand må henføres til mysticisme. Det kan samtidig ikke siges at være harmløst at bruge retorikken hverken overfor de brede masser - eller i samtale med akademiske kolleger, af den simple grund, at den måde at udtrykke sig på, virker fordummende.

Balancesludderet gør os uegnede til at forvalte det, vi har arvet fra tidligere, hårdt arbejdende og (ofte mere) intelligente generationer. Om noget burde det i stedet være en konservativ mission, at forsvare evnen til at gøre tingene bedre, og ikke bruge tiden på at udsende den ene pressemeddelelse efter den anden med krav om nye forbud og nye begrænsninger for menneskers handlefrihed; mens man taler om ting, der skal afbalanceres - ovenfra og nedefter.

Sandhedsværdien i påstanden, om en særlig balancegang kan med lidt god vilje siges, at bestå i, at det nuværende skattetryk samt den historiske gældsætning i Danmark er det økonomiske grundlag for mængden af modtagere af offentlige ydelser samt antallet af offentligt ansatte ( jf. CEPOS omfattende dokumentation, der blandt andet er baseret på tal fra finansministeriet).

Det vil sige: Mængden af skattekroner opkrævet, svarer til mængden af personer, der lever af disse midler. Der er ”balance”.

I andre lande er balancen imidlertid en helt anden. Blandt andet er der i disse lande flere selvforsørgende. Udenfor landets grænser findes eksempler på en udbredt grad af velstand. Men samtidig er staten, det vil sige den offentlige sektor langt mindre. Den offentlige sektors påvirkning i sådanne lande er ligeledes lavere, når det gælder mængden af regulering og indblanding i det civile samfund. Balancen er anderledes. Eksempelvis fylder det civile samfund mere.

Sådanne indsigter gør ondt på mange. Mange steder er indbyggerne rigere, sundere og mere afbalancerede, end vi er det. Og politikere bestemmer samtidig mindre. Hvad skal de dog bruge de indsigter til?

Jævnfør sammenhængen mellem evnen til produktiv adfærd og økonomisk handlefrihed, er det derfor mere korrekt at sige, at forudsætningen for finansieringen af en offentlig sektor som den danske, er en velfungerende og konkurrencedygtig markedsøkonomi.

Det vil sige: Den ”særlige balance” skyldes, at den offentlige sektor i Danmark i vid udstrækning ikke detailstyrer markedsøkonomien, men ”nøjes” med at beskatte den private sektor.

At den nuværende ”balance” mellem stat og marked, i modsætning til andre lande, ikke har ødelagt incitamenterne til at investere i dansk økonomi (men ikke desto mindre har formindsket den private sektor samt øget den økonomiske afhængighed) handler således ikke mindst om laissez-faire; hvilket er noget, der historisk set har været en væsentlig forudsætning for økonomisk forbedringer, - og dermed helt nye ”balancer”.