"Nøgletemaerne [i moderne borgerlig politik] er stærk økonomi, global konkurrenceevne, velfærd, miljø og sikkerhed. Nu vil nogle med næsen begravet i støvede ideologiske opslagsværker måske tænke, at et par af de politiske overskrifter ikke hører til på den borgerlige fløj, men deri tager de fejl. Netop politiske områder, som venstrefløjen i mange år har forsøgt at monopolisere, er ved at løbe dem af hænde".
- Det skriver Brian Mikkelsen i dagens JP-kronik, hvor han senere yderligere fremhæver, at de borgerlige har overtaget venstrefløjens mærkesager. Dette gælder ikke mindst miljø-spørgsmål.
Overskriften henviser i øvrigt til, at Mikkelsen mener, at Connie Hedegaard (hende der sammenligner mennesker med græshopper ) har startet en "grøn revolution", der med et enogtyvepunktsprogram skal revolutionere miljø- og energipolitikken "med vægt på det personlige ansvar"…
Altså en slags konservativ miljø-kanon fra højeste sted? Konservative kommer således nærmest permanent rendende med nye stentavler bestående af påbud og forbud, og kalder så deres krav, restriktioner og forskrifter for god borgerlig politik. Overskriften for Brian Mikkelsens kronik er Europa går mod højre. I kraft af indholdet kunne man også have valgt "Det borgerlige Europa går mod venstre".
Copenhagen Institutes afsæt for at forhold sig til miljøspørgsmål lyder i øvrigt således:
I den vestlige og industrialiserede del af verden lever mennesker i dag længere, og er sundere end nogen sinde før. Industrialiseringen, og den velstand som den kapitalistiske arbejdsdeling har medført, har samtidig gjort det muligt at brødføde stadigt flere mennesker jorden over.
De teknologiske revolutioner har ikke bare direkte ført til bedre levevilkår. De har samtidig skabt langt mere behagelige omgivelser for mennesket - sammenlignet med industrialderens begyndelse.
Med dette in mente kan det derfor virke paradoksalt, at miljøpolitikken har en så fremtrædende rolle i den aktuelle debat.
I Copenhagen Institute vil vi ikke desto mindre søge at deltage så fordomsfrit som det er muligt, når det kommer til de former for potentielle trusler og faretruende scenarier, som kan fremmanes i forbindelse med spørgsmål om globalisering - herunder den tredje verdens industrialisering - eller fremvæksten af ny teknologi.
Tekstens udformning skyldes ikke mindst, at man skal være nærmest blind, for ikke at kunne se sammenhængen mellem den politiske radikalisering (i socialistisk retning) på offentlige universiteter i USA og Europa fra og med 1970'erne, - og så fremvæksten af den moderne miljøbevægelse. Derfor er der tilsvarende en logisk grund til at være skeptisk overfor miljø-lobbyen - jævnfør netop den velstandsskabelse, der er opstået i kraft af en fri økonomi.
Det er nu engang fri samhandel og fri produktion, der har forbedret vores omgivelser, sådan at vores omgivelser bedre lever op til vore egne behov. I 1970’ernes USA førte man vel at mærke netop – også inspireret af naturkonservatisme - en katastrofal energipolitik, hvor man ville styre økonomien (og tage hensyn til miljøet via statslige indgreb), som så i praksis styrkede et Mellemøsten, man havde været langt bedre tjent ved ikke at begunstige med oliepenge.
Nogen skepsis over miljøbevægelsen utidige fremkost i 1970’erne, hvor almindelige borgeres velstand var højere end nogen sinde, og hvor vi dermed tilsvarende havde distanceret os fra den natur, der dræber som følge af knapheden der findes i før-industrielle samfund, som følge af banale infektioner, mangel på rent og rindende vand - den skepsis finder man tydeligvis ikke hos i den konservative partitop.
- Og hvad var det lige, der legitimerede en genoplivelse af naturromantikken i 1970’erne; – altså ud over at markedsøkonomien havde vist sig at være en fantastisk succes, og derfor netop – i modsætning til socialismen – var det som satte os fri fra det usle liv, der kendetegner en tilværelse tættere på naturens præmisser?
Staten og de konservative
Den konservative begejstring for miljøsagen hænger rent faktisk sammen med den generelle konservative begejstring for en stærk, omfangsrig og dikterende stat – jf. også mængden af krav og påbud, som konservative i almindelighed er leveringsdygtige i.Forklaringen på Brian Mikkelsens opremsning af det, han mener kun tilsyneladende er modstridende politiske sager, er yderligere at konservative nu engang har en tendens til at smide alverdens modstridende elementer ned i samme gryde, og så kalde det for konservatisme eller borgerlighed. Der er simpelthen heller intet nyt under solen i den forstand. Som konservativ har man altid været tilhænger af mere marked og mere stat. Man vil på samme tid gerne have fri prisdannelse og priskontrol. Eller mere natur og mere kultur. Man er tilsvarende sympatisk indstillet overfor såvel socialisme og liberalisme. Konservative er dermed de ultimative ”balancekunstnere” i dansk politik.
Arven fra Hegel
En af kilderne til den politiske trang til at ville blæse og have mel i munden, er ikke mindst den tyske konservative filosof Hegel, der troede at man kunne blande alverdens politiske modsætninger, og så opnå en bedre syntese.
Hos de konservative bryder man sig derfor netop ikke om principper. Og i kraft af den manglende interesse for at identificere rigtige og forkerte principper, ser man derfor ikke, at modstridende ideer bygger på bestemte principper og helt grundlæggende forskellige (og uforenelige) forudsætninger - herunder afgørende forskelle på menneskesyn. I stedet er man bare generelt sympatisk indstillet. For alle mener jo angiveligt noget godt med hver deres projekt. - Så hvad kunne være bedre end om man forsøgte at forene det modstridende?
Brian Mikkelsen har derfor samtidig ikke ret i, at der med hvad han præsenterer er tale om "moderne" konservatisme. Der er tværtimod tale om klassisk tysk konservatisme, der fører til mere politisk ufrihed og en mindre fri økonomi, som det gælder alle andre kollektivistiske retninger, hvor man vil bestemme over andres liv og adfærd. Hvad angår venstreorienterede konservative som Brian Mikkelsen kan man derfor i vid udstrækning også forstå dem som det mest ekstreme eksempel på den danske politiske pragmatisme, der handler om, at man skridt for skridt giver køb på egne værdier for at vinde magten.
Resultatet af denne adfærd, hvor man den ene dag taler om frihed, ejendomsret og retssamfund - og den næste dag om ”sammenhængskraft”, støtte til kultur, uddannelse, miljøprojekter, tvungen bistand, en stærk velfærdsstat o.s.v. o.s.v., er netop den konkrete og løbende efterrationalisering, som man finder i den konservative lejr. Denne efterrationalisering handler derfor udelukkende om, at man har travlt med at retfærdiggøre det eksisterende (og alle disse modstridende projekter, der baserer sig på enten et forsvar for frihed og så omvendt lighedstrangen, som de konservative gerne vil være en del af). - Mere er der simpelthen ikke i de konservatives interesse for miljøbevægelsen: At den nu har været forholdsvis stærk i ca. 30-40 år. Den anses derfor for at være blevet bevaringsværdig, og vurderes til at være en del af kulturarven. (Og at der ikke kan forventes dybere kriterier kan man forvisse sig om ved netop at konsulterer de andre "kanoner" - herunder den for kultur, som konservative præsenterer befolkningen for.
En af grundene til, at man som konservativ ikke forsvarer sig mod det, man ikke bryder sig om, men i stedet med tiden giver efter - og efterrationaliserer, er i øvrigt også, at konservatisme i høj grad netop bygger på tyske filosoffer, for hvem staten var langt vigtigere end det civile samfund; og hvor menneskets frihed til at tænke og handle i frihed tilsvarende betyder langt mindre. Derfor støtter man som konservativ i almindelighed projekter, der styrker staten på frihedens bekostning. (Måske bryder man sig ikke specielt meget om det konkrete projekt, men at staten gives mere magt kan man da forstå). I det konkrete tilfælde hvad angår miljø, bakker man derfor også op, selv om miljøbevægelsens mål ikke er bedre omgivelser for mennesker, men at promovere miljøet som en værdi-i-sig-selv.
Hvis målet var at forbedre menneskers omgivelser yderligere, så måtte man tværtimod tage fat på at gøre op med klientskabelse - også hvad angår "udviklingslande"; sænke skatterne, og reducere den offentlige sektor - sådan at det atter kunne betale sig at producere - og dermed netop at forandre og skabe velstand - altså også ved at ændre på omgivelserne, og forandre materiale i naturen til noget, der kan bruges til at opfylde vore egne behov.
Kan man præsentere de konservative for ét stort fælles projekt, hvor individuel frihed skal ofres til fordel for noget, som nogen finder er "en større sag", kan man derfor også roligt regne med, at opbakningen - eller som udgangspunkt interessen - vil være til stede. Balancegangen, som de konservative mystikere også taler om, har i praksis vist sig ikke at eksistere: Konservative vælger ad de små skridts vej altid mere stat frem for mere civilsamfund.
Artikler om konservatisme:
Liberalist, socialist eller særling?
Velfærdsstatisternes mystiske påstand om ”balancegang”
De andres idéer
Hvem tager ansvar for uddannelsen?
Viser indlæg med etiketten Naturromantik. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Naturromantik. Vis alle indlæg
1. august 2007
11. februar 2007
Miljø er noget man hælder i tanken
I Danmark introduceres nu såkaldt "miljøvenlig biobenzin", det vil sige ethanol.
Når noget får prædikatet "miljø" eller "miljøvenlig", opstår der hos mange en følelse af velbehag.
Almindelig olie fra undergrunden og regulær benzin er ikke desto mindre også "miljø" og "biomasse", på samme måde som almindelig mælk også stammer fra køerne.
Den almindelige benzin optræder blot ikke med et miljøprædikat; og kan derfor ikke sælges til en lige så høj pris som de mere politiske korrekte og alternative former for naturbaseret benzin.
Olie og benzin er ikke desto mindre ligeledes natur - blot fundet i undergrunden, og derefter forarbejdet, på samme måde som ethanol er et stykke forarbejdet natur indsamlet fra overfladen.
Tilbage står nu udtrykket "venlig" - som i "miljøvenlig". Men hvis de fleste gav sig tid til at overveje begrebet "miljøvenlig", - ja mon så ikke de ville være i stand til se det absurde i at forsøge at sætte "venlighed" ind i en natursammenhæng; det vil sige, hvis vi ser bort fra Walt Disneys ideer om vilde men samtidigt meget venlige og yderst sympatiske dyr?
Naturen gengælder som udgangspunkt ikke vores venlighed før den bliver tæmmet; og på det tidspunkt er naturen blevet en del af vores civilisation. - "Disney-segmentet" anbefales i øvrigt naturfilmen the Edge, en vildmarkshistorie, der lærer os, at det ikke er de stærkeste mennesker i naturen, der overlever, men de klogeste.
"Miljø" er derfor først og fremmest et prædikat som ikke mindst kløgtige individer i forretningsverdenen (i den mest industrialiserede del) tilføjer visse produkter, men ikke andre, og typisk lader prædikatet ledsage med en påstand om, at første kategori bør have en mere overlegen status. Men det forholder sig som oftest omvendt: Et mere forarbejdet (og mere "unaturligt) produkt, er som oftest det uforarbejdede produkt overlegen. Tænk blot på hvor simple biler var i starten af 1900-tallet sammenlignet med i dag. Biler er dermed blevet mindre "naturlige", men langt mere overlegne sammenlignet med de første modeller.
Et medlem af en Zulu-stamme i Afrika i dag ville derfor med stor sandsynlighed ikke være i stand til at holde op med at grine, hvis han eller hun blev konfronteret med ovenstående påstand om, at nogle af den vestlige verdens produkter er mere naturlige end andre. Og slet ikke, når der er tale om brændstof, man hælder i sin motor.
En sund latter ville endvidere være sandsynlig, hvis den pågældende stammekriger blev konfronteret med et eksemplar af den primære målgruppe: venstrefløjsvæsenet, hvis det vel at mærke samtidig blev hævdet, at dette væsen skulle være mere naturorienteret end os andre; det vil sige hvis krigeren blev introduceret for en forbrugsbevidst europæisk venstrefløjsaktivist eventuelt iført bæredygtig klædedragt, og muligvis underkastet en streng økologisk diet; vel at mærke en diet frembragt ved hjælp af et uoverskueligt antal maskiner, hvortil vil være anvendt en lang række forarbejdede kemikalier - eksempelvis til bevaring og transport (og som sikrer at prisen på selve produktet kan holdes nede); og hvoraf en række af produkterne med stor sandsynlighed er hentet hjem fra fjerne egne via fly og lastbil.
Den indfødte ville således blive præsenteret for et individ der eksempelvis ikke kan undvære The Body Shop, og som kræver specialfremstillede produkter, der vel at mærke ofte forlænger forarbejdningsprocessen, som følge af en række særlige krav til produktionen - og dermed øger CO2-udslippet - ganske vist for at skåne andre dele af naturen; men hvorved andre dele ikke desto mindre bliver benyttet mere.
Venstrefløjsvæsenet efterspørger således visse ting, men ikke andre. Det har sine helt egne præferencer. Ikke desto mindre er væsenet en aktiv forbruger, og det holder derfor - lige som vi andre gør det - det kapitalistiske produktionsapparat i gang, og det bidrager ved sin efterspørgsel til produktudvikling. Ligesom alle os andre har det samtidig intet overblik over produktionsprocessen, og de mange ressourcer, der bliver brugt undervejs. Men det anser væsenet dog ikke for afgørende, for alligevel at kunne hævde sig som mere "politisk korrekt".
Vigtigst er i denne sammenhæng er i stedet den medfølgende historie som tekstforfattere tilknyttet Havlaar eller the Body Shop har gjort sig umage med at forfatte på bagsiden af de produkter, som venstrefløjsvæsenet sætter allermest pris på. (Den kalder i øvrigt ofte sin egen acceptable pris for "ti procent over markedsprisen", hvilket den anser som en mere "naturlig" pris. Men når markedsprisen falder, ja da falder derfor også den "fair" pris, som det også kaldes). Slutresultatet - af reklamebranchens storytelling, af forbrugsideologien, af sangen om (men ikke fra) de varme lande - er således en person, der mener sig lidt finere end andre; og som anser sig selv for at forbruge på en mere "bevidst" og korrekt måde - vel at mærke blot fordi nogle ressourcer er anvendt i processen, og ikke andre.
Markedsøkonomien er imidlertid uhyre tolerant. Problemet i denne forbindelse er derfor ikke det paradoksale, at venstrefløjs-væsnet ofte giver udtryk for at det ikke bryder sig om markedsøkonomien. Det problematiske er derimod trangen til via den politiske adfærd at tvinge andre til at lade underkaste sig egne - ofte mere ressourcekrævende - ideer om, hvad der er optimalt og "bæredygtigt". Et andet problem er at venstrefløjsvæsenet ofte efterspørger varer på andres regning, det vil sige der købes med midler som det har fået andre til at opkræve i skat (og ofte har denne politiske adfærd en tendens til at øge forbruget her og nu på bekostning af investeringer i fremtiden).
Samtidig fører venstrefløjsvæsenets vælgeradfærd ofte til en politisk fordyrelse af en række helt centrale produkter, som det endog ofte selv efterspørger. Og det holder sig under ingen omstændigheder ikke for god til - via regulering og forbud - at straffe dem, der ønsker en anden type af produkter end det selv.
At medlemmer af venstrefløjs-stammen ofte efterspørger en række specialfremstillede varer, der eftersom de må tilpasses et "dogme-orienteret" publikum, derfor ofte kræver en større mængde energi at fremstille, og som følge heraf er dyrere - men også mere energikrævende, at producere, er imidlertid ikke i sig selv et problem: Markedet tilpasser sig; ressourcerne er der; og i en velfungerende markedsøkonomi bliver de fleste ressourcer som bekendt brugt igen og igen. - Så hvis udbyttet ved økologisk drift er mindre som følge af gødningsdogmerne, vil landmanden naturligvis gerne - mod ekstra betaling - bruge ekstra på benzin for at luge ud i ukrudtet - og dermed tilfredsstille giftmodstanderne, der ved deres (bevidste) efterspørgsel, derfor i stedet bliver (ubevidste) CO2-tilhængere. Verden kan imidlertid ikke frelses på tom - endsige uøkologisk - mave.
Venstrefløjsvæsenet hører således trods det indtryk man kan få til i samfund, der giver materielt overskud til politisk aktivitet, og hører derfor - uanset denne aktivitets indhold - til i de kapitalistiske samfund. For uden et profitincitament ville der således ikke være et "grønt" forbrugssegment. Årsagen til at landmanden, forretningsmanden (i The Body Shop og Max Havelaar ), spekulanten og reklamefolkene står parate til at bygge en illusion op omkring det shoppeglade venstrefløjsvæsen sker samtidig som oftest ud fra ønsket om at tjene mere end konkurrenten, hvilket i sig selv er et udtryk for civilisation.
De grønne paroler
Motiverne bag diverse miljøprædikater i den frie del af verden er naturligvis oprindeligt politiske, og skal signalere holdninger - vistnok en blanding af politisk selvfedme kombineret med modstand mod det system, der leverer varerne.
De grønne paroler handler ofte om at ændre balancen mellem civilisation og natur til fordel for naturen. - Men besøg så lige The Body Shop een gang til, og genovervej gyldigheden af parolen: Ønsket om for alvor at vende tilbage til naturen er tydeligvis begrænset. Tilbage står - via vælgeradfærden - imidlertid et budskab om, at der nu ikke er plads til flere forbrugere i verden: eksempelvis når det gælder Afrika.
Tough luck - siger det ellers så følsomme og forstående venstrefløjsvæsen: Det Afrikanske kontinentet skal fredes. Ingen industrialisering der. Walt Disney har jo også for længe siden vist, at det er det den afrikanske befolkning drømmer allermest om, er at leve i pagt med naturen, og synge sange - sammen med dyrene om harmoni og balance. Venstrefløjsvæsenet ønsker således at beholde de mange forbrugsgoder for sig selv.
Den "grønne" benzin
Hvis man således ser bort den følelsesmæssige tilknytning nogle mennesker har til miljøprædikatet; er der med "miljøbenzin" så tale om benzin, der vil være mere til gavn for mennesker, det vil sige mere end det er tilfældet med den traditionelle form for naturbaseret benzin?
Her bedes læseren erindre hvad skiftet fra hestevogn til bil betød for levestandarten i USA og Europa; og hvorfor hensyn til miljøet og naturen netop ikke spillede en rolle for disse forbedrede levevilkår.
De positive forandringer, der er set siden industrialiseringens begyndelse har - og havde - ikke noget at gøre med "bæredygtighed", "holisme", "balance" eller "miljø".
Vi har tværtimod bevæget os væk fra "miljøet". Kendetegnet for den vestlige verden er derfor ikke, at vi er "miljøbevidste", men at vi i de sidste to hundrede år blot har været mere fokuserede og målrettede, når det gælder om at forbedre vores egne levevilkår. Vi har lade den oplyste egeninteresse råde.
Den manglende interesse for "miljø", er således også årsagen til at New Yorks eller Hong Kongs gader i dag ikke flyder over med efterladenskaber fra såvel heste som trækdyr, og samtidig ikke længere trues af smittefaren fra de dyr befolkningen kort før industrialisering slog igennem holdt som husdyr i storbyerne. Det private husdyrhold blev således udkonkurreret af "markedskræfternes frie spil". Man har således ikke efterspurgt "miljø". Tværtimod kan man for Asien, Europas og Nordamerikas vedkommende forstille sig et stort skilt hvor der står: Miljø - Nej Tak!.
I den vestlige del af verden er miljø tværtimod først og fremmest noget, man besøger i weekenden; og gerne besigtiger lidt på afstand, eller hælder i tanken. I den industrialiserede del af verden ønsker man sig, ligesom det gælder i resten af verden, billigere og bedre fødevarer, bedre boliger, sundhed, hygiejne, komfort og herunder bedre og mere effektive former for transportmuligheder. Man ønsker at leve godt, leve bedre og leve mere. For at kunne opnå disse målsætninger tjener miljøet ganske vist et formål. Miljø er derfor noget man benytter sig af; det er ikke et mål i sig selv.
Befolkningen i industrisamfundet har således - mere end andre - haft succes med at distancere sig fra miljøet; og med at sikre sig mere behagelige omgivelser end miljøet - i sig selv - kan tilbyde. Og dette er forskellen på Afrika og Europa: Drømmen om velstand er realiseret det ene sted, og i langt mindre grad i det andet. I store dele af Afrika kan derfor møde mennesker, der ganske vist også har distanceret sig fra naturen, men herefter er gået i stå. Spørgsmålet, man i den forbindelse må stille til venstrefløjsantropologerne, er derfor hvorfor i alverden man skulle have et bevidst ønske om at forblive på netop det pågældende stadie? - Alligevel præsenterer blandt andet Disney os for ideen om den ædle vilde, der lever i harmoni og balance, trods virkelighedens barske realiteter i form af afsavn, sult og fattigdom. Her er således atter en gang et eksempel på, at nogle efterspørger en for dem selv nyttig illusion; og at markedsøkonomien leverer illusionen.
Jævnfør ovenstående vil den benzin, der gør mest gavn derfor - og stik mod det fremherskende dogme - også være den benzin, der fjerner os yderligere fra miljøet.
I fremtiden vil brændstof sandsynligvis være noget, der er helt og aldeles syntetisk, men som muligivis vil bestå af nogle simple, men meget aktive komponenter. Som udgangspunkt at det at hælde et ekstrakt fra planter i en motor imidlertid også et bevis på hvor miljømæssigt distancerede vi i vesten er; og hvor paradoksalt det i grunden er at tale om "miljøbenzin". Sådanne former for energi bliver kun udviklet i en teknologisk orienteret kultur, hvor man har råd til sine illusioner - herunder den om at være "miljøvenlig".
Trods ovenstående kan det imidlertid ikke udelukkes, at frelstheden der ledsager købet af en række specialsyede produkter, er et aldeles livsnødvendigt element, der må være til stede før venstrefløjsvæsenerne i såvel Europa som USA, kan føle sig hjemme i det kapitalistiske samfund; hvor det trods alt virker som om de mere end noget andet sted hører til.
Når noget får prædikatet "miljø" eller "miljøvenlig", opstår der hos mange en følelse af velbehag.
Almindelig olie fra undergrunden og regulær benzin er ikke desto mindre også "miljø" og "biomasse", på samme måde som almindelig mælk også stammer fra køerne.
Den almindelige benzin optræder blot ikke med et miljøprædikat; og kan derfor ikke sælges til en lige så høj pris som de mere politiske korrekte og alternative former for naturbaseret benzin.
Olie og benzin er ikke desto mindre ligeledes natur - blot fundet i undergrunden, og derefter forarbejdet, på samme måde som ethanol er et stykke forarbejdet natur indsamlet fra overfladen.
Tilbage står nu udtrykket "venlig" - som i "miljøvenlig". Men hvis de fleste gav sig tid til at overveje begrebet "miljøvenlig", - ja mon så ikke de ville være i stand til se det absurde i at forsøge at sætte "venlighed" ind i en natursammenhæng; det vil sige, hvis vi ser bort fra Walt Disneys ideer om vilde men samtidigt meget venlige og yderst sympatiske dyr?
Naturen gengælder som udgangspunkt ikke vores venlighed før den bliver tæmmet; og på det tidspunkt er naturen blevet en del af vores civilisation. - "Disney-segmentet" anbefales i øvrigt naturfilmen the Edge, en vildmarkshistorie, der lærer os, at det ikke er de stærkeste mennesker i naturen, der overlever, men de klogeste.
"Miljø" er derfor først og fremmest et prædikat som ikke mindst kløgtige individer i forretningsverdenen (i den mest industrialiserede del) tilføjer visse produkter, men ikke andre, og typisk lader prædikatet ledsage med en påstand om, at første kategori bør have en mere overlegen status. Men det forholder sig som oftest omvendt: Et mere forarbejdet (og mere "unaturligt) produkt, er som oftest det uforarbejdede produkt overlegen. Tænk blot på hvor simple biler var i starten af 1900-tallet sammenlignet med i dag. Biler er dermed blevet mindre "naturlige", men langt mere overlegne sammenlignet med de første modeller.
Et medlem af en Zulu-stamme i Afrika i dag ville derfor med stor sandsynlighed ikke være i stand til at holde op med at grine, hvis han eller hun blev konfronteret med ovenstående påstand om, at nogle af den vestlige verdens produkter er mere naturlige end andre. Og slet ikke, når der er tale om brændstof, man hælder i sin motor.
En sund latter ville endvidere være sandsynlig, hvis den pågældende stammekriger blev konfronteret med et eksemplar af den primære målgruppe: venstrefløjsvæsenet, hvis det vel at mærke samtidig blev hævdet, at dette væsen skulle være mere naturorienteret end os andre; det vil sige hvis krigeren blev introduceret for en forbrugsbevidst europæisk venstrefløjsaktivist eventuelt iført bæredygtig klædedragt, og muligvis underkastet en streng økologisk diet; vel at mærke en diet frembragt ved hjælp af et uoverskueligt antal maskiner, hvortil vil være anvendt en lang række forarbejdede kemikalier - eksempelvis til bevaring og transport (og som sikrer at prisen på selve produktet kan holdes nede); og hvoraf en række af produkterne med stor sandsynlighed er hentet hjem fra fjerne egne via fly og lastbil.
Den indfødte ville således blive præsenteret for et individ der eksempelvis ikke kan undvære The Body Shop, og som kræver specialfremstillede produkter, der vel at mærke ofte forlænger forarbejdningsprocessen, som følge af en række særlige krav til produktionen - og dermed øger CO2-udslippet - ganske vist for at skåne andre dele af naturen; men hvorved andre dele ikke desto mindre bliver benyttet mere.
Venstrefløjsvæsenet efterspørger således visse ting, men ikke andre. Det har sine helt egne præferencer. Ikke desto mindre er væsenet en aktiv forbruger, og det holder derfor - lige som vi andre gør det - det kapitalistiske produktionsapparat i gang, og det bidrager ved sin efterspørgsel til produktudvikling. Ligesom alle os andre har det samtidig intet overblik over produktionsprocessen, og de mange ressourcer, der bliver brugt undervejs. Men det anser væsenet dog ikke for afgørende, for alligevel at kunne hævde sig som mere "politisk korrekt".
Vigtigst er i denne sammenhæng er i stedet den medfølgende historie som tekstforfattere tilknyttet Havlaar eller the Body Shop har gjort sig umage med at forfatte på bagsiden af de produkter, som venstrefløjsvæsenet sætter allermest pris på. (Den kalder i øvrigt ofte sin egen acceptable pris for "ti procent over markedsprisen", hvilket den anser som en mere "naturlig" pris. Men når markedsprisen falder, ja da falder derfor også den "fair" pris, som det også kaldes). Slutresultatet - af reklamebranchens storytelling, af forbrugsideologien, af sangen om (men ikke fra) de varme lande - er således en person, der mener sig lidt finere end andre; og som anser sig selv for at forbruge på en mere "bevidst" og korrekt måde - vel at mærke blot fordi nogle ressourcer er anvendt i processen, og ikke andre.
Markedsøkonomien er imidlertid uhyre tolerant. Problemet i denne forbindelse er derfor ikke det paradoksale, at venstrefløjs-væsnet ofte giver udtryk for at det ikke bryder sig om markedsøkonomien. Det problematiske er derimod trangen til via den politiske adfærd at tvinge andre til at lade underkaste sig egne - ofte mere ressourcekrævende - ideer om, hvad der er optimalt og "bæredygtigt". Et andet problem er at venstrefløjsvæsenet ofte efterspørger varer på andres regning, det vil sige der købes med midler som det har fået andre til at opkræve i skat (og ofte har denne politiske adfærd en tendens til at øge forbruget her og nu på bekostning af investeringer i fremtiden).
Samtidig fører venstrefløjsvæsenets vælgeradfærd ofte til en politisk fordyrelse af en række helt centrale produkter, som det endog ofte selv efterspørger. Og det holder sig under ingen omstændigheder ikke for god til - via regulering og forbud - at straffe dem, der ønsker en anden type af produkter end det selv.
At medlemmer af venstrefløjs-stammen ofte efterspørger en række specialfremstillede varer, der eftersom de må tilpasses et "dogme-orienteret" publikum, derfor ofte kræver en større mængde energi at fremstille, og som følge heraf er dyrere - men også mere energikrævende, at producere, er imidlertid ikke i sig selv et problem: Markedet tilpasser sig; ressourcerne er der; og i en velfungerende markedsøkonomi bliver de fleste ressourcer som bekendt brugt igen og igen. - Så hvis udbyttet ved økologisk drift er mindre som følge af gødningsdogmerne, vil landmanden naturligvis gerne - mod ekstra betaling - bruge ekstra på benzin for at luge ud i ukrudtet - og dermed tilfredsstille giftmodstanderne, der ved deres (bevidste) efterspørgsel, derfor i stedet bliver (ubevidste) CO2-tilhængere. Verden kan imidlertid ikke frelses på tom - endsige uøkologisk - mave.
Venstrefløjsvæsenet hører således trods det indtryk man kan få til i samfund, der giver materielt overskud til politisk aktivitet, og hører derfor - uanset denne aktivitets indhold - til i de kapitalistiske samfund. For uden et profitincitament ville der således ikke være et "grønt" forbrugssegment. Årsagen til at landmanden, forretningsmanden (i The Body Shop og Max Havelaar ), spekulanten og reklamefolkene står parate til at bygge en illusion op omkring det shoppeglade venstrefløjsvæsen sker samtidig som oftest ud fra ønsket om at tjene mere end konkurrenten, hvilket i sig selv er et udtryk for civilisation.
De grønne paroler
Motiverne bag diverse miljøprædikater i den frie del af verden er naturligvis oprindeligt politiske, og skal signalere holdninger - vistnok en blanding af politisk selvfedme kombineret med modstand mod det system, der leverer varerne.
De grønne paroler handler ofte om at ændre balancen mellem civilisation og natur til fordel for naturen. - Men besøg så lige The Body Shop een gang til, og genovervej gyldigheden af parolen: Ønsket om for alvor at vende tilbage til naturen er tydeligvis begrænset. Tilbage står - via vælgeradfærden - imidlertid et budskab om, at der nu ikke er plads til flere forbrugere i verden: eksempelvis når det gælder Afrika.
Tough luck - siger det ellers så følsomme og forstående venstrefløjsvæsen: Det Afrikanske kontinentet skal fredes. Ingen industrialisering der. Walt Disney har jo også for længe siden vist, at det er det den afrikanske befolkning drømmer allermest om, er at leve i pagt med naturen, og synge sange - sammen med dyrene om harmoni og balance. Venstrefløjsvæsenet ønsker således at beholde de mange forbrugsgoder for sig selv.
Den "grønne" benzin
Hvis man således ser bort den følelsesmæssige tilknytning nogle mennesker har til miljøprædikatet; er der med "miljøbenzin" så tale om benzin, der vil være mere til gavn for mennesker, det vil sige mere end det er tilfældet med den traditionelle form for naturbaseret benzin?
Her bedes læseren erindre hvad skiftet fra hestevogn til bil betød for levestandarten i USA og Europa; og hvorfor hensyn til miljøet og naturen netop ikke spillede en rolle for disse forbedrede levevilkår.
De positive forandringer, der er set siden industrialiseringens begyndelse har - og havde - ikke noget at gøre med "bæredygtighed", "holisme", "balance" eller "miljø".
Vi har tværtimod bevæget os væk fra "miljøet". Kendetegnet for den vestlige verden er derfor ikke, at vi er "miljøbevidste", men at vi i de sidste to hundrede år blot har været mere fokuserede og målrettede, når det gælder om at forbedre vores egne levevilkår. Vi har lade den oplyste egeninteresse råde.
Den manglende interesse for "miljø", er således også årsagen til at New Yorks eller Hong Kongs gader i dag ikke flyder over med efterladenskaber fra såvel heste som trækdyr, og samtidig ikke længere trues af smittefaren fra de dyr befolkningen kort før industrialisering slog igennem holdt som husdyr i storbyerne. Det private husdyrhold blev således udkonkurreret af "markedskræfternes frie spil". Man har således ikke efterspurgt "miljø". Tværtimod kan man for Asien, Europas og Nordamerikas vedkommende forstille sig et stort skilt hvor der står: Miljø - Nej Tak!.
I den vestlige del af verden er miljø tværtimod først og fremmest noget, man besøger i weekenden; og gerne besigtiger lidt på afstand, eller hælder i tanken. I den industrialiserede del af verden ønsker man sig, ligesom det gælder i resten af verden, billigere og bedre fødevarer, bedre boliger, sundhed, hygiejne, komfort og herunder bedre og mere effektive former for transportmuligheder. Man ønsker at leve godt, leve bedre og leve mere. For at kunne opnå disse målsætninger tjener miljøet ganske vist et formål. Miljø er derfor noget man benytter sig af; det er ikke et mål i sig selv.
Befolkningen i industrisamfundet har således - mere end andre - haft succes med at distancere sig fra miljøet; og med at sikre sig mere behagelige omgivelser end miljøet - i sig selv - kan tilbyde. Og dette er forskellen på Afrika og Europa: Drømmen om velstand er realiseret det ene sted, og i langt mindre grad i det andet. I store dele af Afrika kan derfor møde mennesker, der ganske vist også har distanceret sig fra naturen, men herefter er gået i stå. Spørgsmålet, man i den forbindelse må stille til venstrefløjsantropologerne, er derfor hvorfor i alverden man skulle have et bevidst ønske om at forblive på netop det pågældende stadie? - Alligevel præsenterer blandt andet Disney os for ideen om den ædle vilde, der lever i harmoni og balance, trods virkelighedens barske realiteter i form af afsavn, sult og fattigdom. Her er således atter en gang et eksempel på, at nogle efterspørger en for dem selv nyttig illusion; og at markedsøkonomien leverer illusionen.
Jævnfør ovenstående vil den benzin, der gør mest gavn derfor - og stik mod det fremherskende dogme - også være den benzin, der fjerner os yderligere fra miljøet.
I fremtiden vil brændstof sandsynligvis være noget, der er helt og aldeles syntetisk, men som muligivis vil bestå af nogle simple, men meget aktive komponenter. Som udgangspunkt at det at hælde et ekstrakt fra planter i en motor imidlertid også et bevis på hvor miljømæssigt distancerede vi i vesten er; og hvor paradoksalt det i grunden er at tale om "miljøbenzin". Sådanne former for energi bliver kun udviklet i en teknologisk orienteret kultur, hvor man har råd til sine illusioner - herunder den om at være "miljøvenlig".
Trods ovenstående kan det imidlertid ikke udelukkes, at frelstheden der ledsager købet af en række specialsyede produkter, er et aldeles livsnødvendigt element, der må være til stede før venstrefløjsvæsenerne i såvel Europa som USA, kan føle sig hjemme i det kapitalistiske samfund; hvor det trods alt virker som om de mere end noget andet sted hører til.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
