Konservativ økologisme og anti-bilisme

Connie Hedegaard: "Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper".

I dag udsendte den konservative pressetjeneste en pressemeddelelse på vegne af den konservative kandidat og fungerende miljøminister Connie Hedegaard. Af pressemeddelelsen fremgår det tydeligt, at den konservative minister er åbenlys modstander af komfortable biler; samt at modstanden bygger på miljøideologi og naturkonservatisme. Pressemeddelelsen bærer samtidig vidnesbyrd om at være henvendt til hærværksmænd og potentielle vandaler, som griber til selvtægt med afsæt i den selv samme miljøideologi, som ministeren promoverer:

Pressemeddelelsen består i sin enkelthed netop af sammenstillingen af to forhold: for det første, at der begås hærværk mod firehjulstrækkere i det indre København; og for det andet - at den konservative politik indtil videre har reduceret antallet af solgte firehjulstrækkere i Danmark!

Der kan således kun udledes den slutning, at Connie Hedegaard ideologisk set er på hærværkspersonernes side, selv om hun giver udtryk for at hun ikke er enig i deres metoder. Dette burde i sig selv, betyde at Connie Hedegaard blev ekskluderet fra det Konservative Folkeparti. For dette parti burde jo forsvare frie menneskers ret til for egne midler at erhverve sig et komfortabelt køretøj. Men politikken fra navnlig Connie Hedegaards side er ikke desto mindre den modsatte. For som det også fremgår af pressemeddelelsen, er man åbenlyst stolt over, at man har ændret forbrugsadfærden i retning af mindre og dermed mere ukomfortable transportmidler. (Læs mere her).

Som det er påpeget i mange andre sammenhænge, er og bliver den konservative miljøpolitik, som også er FN’s og EU’s, grundlæggende skadelig for udviklingen af industrisamfundet: Skridt for skridt vil politikken med højere energiafgifter og kvoteordninger for energiforbruget føre til - først en reduceret velstandsskabelse - dernæst stagnation - og endelig forarmelse og fattigdom.

Det skal i samme anledning også bemærkes, at Connie Hedegaard ved en anden lejlighed har sammenlignet mennesker i industrisamfundet, det vil sige det frie og rige samfund, som vi lever i også i Danmark, - med græshopper, hvilket netop også er i overensstemmelse med de værste former for økologisk retorik. - Citat af Connie Hedegaard: Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper, der kommer og æder det hele og ikke efterlader noget til vores efterkommere. Vi er forpligtet til at handle, og rapporten [fra FN] fortæller os, at det skal være nu. Læs mere her.

I medierne har man desværre endnu ikke forholdt sig til denne afskyelige sammenligning fra februar 2007. Men at man har en dansk minister, der benytter sig af en sådan analogi mellem det frie, oplyste og produktive samfund - og så en sværm af græshopper, er imidlertid så frastødende, at citatet må fremhæves indtil medlemmer af pressen får øjnene op. Og at det Konservative Folkeparti har en kandidat, der benytter sig af sådanne sammenligninger bør naturligvis også have konsekvenser for partiet på valgdagen den 13. november.

Miljø er noget man hælder i tanken

I Danmark introduceres nu såkaldt "miljøvenlig biobenzin", det vil sige ethanol.

Når noget får prædikatet "miljø" eller "miljøvenlig", opstår der hos mange en følelse af velbehag.

Almindelig olie fra undergrunden og regulær benzin er ikke desto mindre også "miljø" og "biomasse", på samme måde som almindelig mælk også stammer fra køerne.

Den almindelige benzin optræder blot ikke med et miljøprædikat; og kan derfor ikke sælges til en lige så høj pris som de mere politiske korrekte og alternative former for naturbaseret benzin.

Olie og benzin er ikke desto mindre ligeledes natur - blot fundet i undergrunden, og derefter forarbejdet, på samme måde som ethanol er et stykke forarbejdet natur indsamlet fra overfladen.

Tilbage står nu udtrykket "venlig" - som i "miljøvenlig". Men hvis de fleste gav sig tid til at overveje begrebet "miljøvenlig", - ja mon så ikke de ville være i stand til se det absurde i at forsøge at sætte "venlighed" ind i en natursammenhæng; det vil sige, hvis vi ser bort fra Walt Disneys ideer om vilde men samtidigt meget venlige og yderst sympatiske dyr?

Naturen gengælder som udgangspunkt ikke vores venlighed før den bliver tæmmet; og på det tidspunkt er naturen blevet en del af vores civilisation. - "Disney-segmentet" anbefales i øvrigt naturfilmen the Edge, en vildmarkshistorie, der lærer os, at det ikke er de stærkeste mennesker i naturen, der overlever, men de klogeste.

"Miljø" er derfor først og fremmest et prædikat som ikke mindst kløgtige individer i forretningsverdenen (i den mest industrialiserede del) tilføjer visse produkter, men ikke andre, og typisk lader prædikatet ledsage med en påstand om, at første kategori bør have en mere overlegen status. Men det forholder sig som oftest omvendt: Et mere forarbejdet (og mere "unaturligt) produkt, er som oftest det uforarbejdede produkt overlegen. Tænk blot på hvor simple biler var i starten af 1900-tallet sammenlignet med i dag. Biler er dermed blevet mindre "naturlige", men langt mere overlegne sammenlignet med de første modeller.

Et medlem af en Zulu-stamme i Afrika i dag ville derfor med stor sandsynlighed ikke være i stand til at holde op med at grine, hvis han eller hun blev konfronteret med ovenstående påstand om, at nogle af den vestlige verdens produkter er mere naturlige end andre. Og slet ikke, når der er tale om brændstof, man hælder i sin motor.

En sund latter ville endvidere være sandsynlig, hvis den pågældende stammekriger blev konfronteret med et eksemplar af den primære målgruppe: venstrefløjsvæsenet, hvis det vel at mærke samtidig blev hævdet, at dette væsen skulle være mere naturorienteret end os andre; det vil sige hvis krigeren blev introduceret for en forbrugsbevidst europæisk venstrefløjsaktivist eventuelt iført bæredygtig klædedragt, og muligvis underkastet en streng økologisk diet; vel at mærke en diet frembragt ved hjælp af et uoverskueligt antal maskiner, hvortil vil være anvendt en lang række forarbejdede kemikalier - eksempelvis til bevaring og transport (og som sikrer at prisen på selve produktet kan holdes nede); og hvoraf en række af produkterne med stor sandsynlighed er hentet hjem fra fjerne egne via fly og lastbil.

Den indfødte ville således blive præsenteret for et individ der eksempelvis ikke kan undvære The Body Shop, og som kræver specialfremstillede produkter, der vel at mærke ofte forlænger forarbejdningsprocessen, som følge af en række særlige krav til produktionen - og dermed øger CO2-udslippet - ganske vist for at skåne andre dele af naturen; men hvorved andre dele ikke desto mindre bliver benyttet mere.

Venstrefløjsvæsenet efterspørger således visse ting, men ikke andre. Det har sine helt egne præferencer. Ikke desto mindre er væsenet en aktiv forbruger, og det holder derfor - lige som vi andre gør det - det kapitalistiske produktionsapparat i gang, og det bidrager ved sin efterspørgsel til produktudvikling. Ligesom alle os andre har det samtidig intet overblik over produktionsprocessen, og de mange ressourcer, der bliver brugt undervejs. Men det anser væsenet dog ikke for afgørende, for alligevel at kunne hævde sig som mere "politisk korrekt".

Vigtigst er i denne sammenhæng er i stedet den medfølgende historie som tekstforfattere tilknyttet Havlaar eller the Body Shop har gjort sig umage med at forfatte på bagsiden af de produkter, som venstrefløjsvæsenet sætter allermest pris på. (Den kalder i øvrigt ofte sin egen acceptable pris for "ti procent over markedsprisen", hvilket den anser som en mere "naturlig" pris. Men når markedsprisen falder, ja da falder derfor også den "fair" pris, som det også kaldes). Slutresultatet - af reklamebranchens storytelling, af forbrugsideologien, af sangen om (men ikke fra) de varme lande - er således en person, der mener sig lidt finere end andre; og som anser sig selv for at forbruge på en mere "bevidst" og korrekt måde - vel at mærke blot fordi nogle ressourcer er anvendt i processen, og ikke andre.

Markedsøkonomien er imidlertid uhyre tolerant. Problemet i denne forbindelse er derfor ikke det paradoksale, at venstrefløjs-væsnet ofte giver udtryk for at det ikke bryder sig om markedsøkonomien. Det problematiske er derimod trangen til via den politiske adfærd at tvinge andre til at lade underkaste sig egne - ofte mere ressourcekrævende - ideer om, hvad der er optimalt og "bæredygtigt". Et andet problem er at venstrefløjsvæsenet ofte efterspørger varer på andres regning, det vil sige der købes med midler som det har fået andre til at opkræve i skat (og ofte har denne politiske adfærd en tendens til at øge forbruget her og nu på bekostning af investeringer i fremtiden).

Samtidig fører venstrefløjsvæsenets vælgeradfærd ofte til en politisk fordyrelse af en række helt centrale produkter, som det endog ofte selv efterspørger. Og det holder sig under ingen omstændigheder ikke for god til - via regulering og forbud - at straffe dem, der ønsker en anden type af produkter end det selv.

At medlemmer af venstrefløjs-stammen ofte efterspørger en række specialfremstillede varer, der eftersom de må tilpasses et "dogme-orienteret" publikum, derfor ofte kræver en større mængde energi at fremstille, og som følge heraf er dyrere - men også mere energikrævende, at producere, er imidlertid ikke i sig selv et problem: Markedet tilpasser sig; ressourcerne er der; og i en velfungerende markedsøkonomi bliver de fleste ressourcer som bekendt brugt igen og igen. - Så hvis udbyttet ved økologisk drift er mindre som følge af gødningsdogmerne, vil landmanden naturligvis gerne - mod ekstra betaling - bruge ekstra på benzin for at luge ud i ukrudtet - og dermed tilfredsstille giftmodstanderne, der ved deres (bevidste) efterspørgsel, derfor i stedet bliver (ubevidste) CO2-tilhængere. Verden kan imidlertid ikke frelses på tom - endsige uøkologisk - mave.

Venstrefløjsvæsenet hører således trods det indtryk man kan få til i samfund, der giver materielt overskud til politisk aktivitet, og hører derfor - uanset denne aktivitets indhold - til i de kapitalistiske samfund. For uden et profitincitament ville der således ikke være et "grønt" forbrugssegment. Årsagen til at landmanden, forretningsmanden (i The Body Shop og Max Havelaar ), spekulanten og reklamefolkene står parate til at bygge en illusion op omkring det shoppeglade venstrefløjsvæsen sker samtidig som oftest ud fra ønsket om at tjene mere end konkurrenten, hvilket i sig selv er et udtryk for civilisation.

De grønne paroler

Motiverne bag diverse miljøprædikater i den frie del af verden er naturligvis oprindeligt politiske, og skal signalere holdninger - vistnok en blanding af politisk selvfedme kombineret med modstand mod det system, der leverer varerne.

De grønne paroler handler ofte om at ændre balancen mellem civilisation og natur til fordel for naturen. - Men besøg så lige The Body Shop een gang til, og genovervej gyldigheden af parolen: Ønsket om for alvor at vende tilbage til naturen er tydeligvis begrænset. Tilbage står - via vælgeradfærden - imidlertid et budskab om, at der nu ikke er plads til flere forbrugere i verden: eksempelvis når det gælder Afrika.

Tough luck - siger det ellers så følsomme og forstående venstrefløjsvæsen: Det Afrikanske kontinentet skal fredes. Ingen industrialisering der. Walt Disney har jo også for længe siden vist, at det er det den afrikanske befolkning drømmer allermest om, er at leve i pagt med naturen, og synge sange - sammen med dyrene om harmoni og balance. Venstrefløjsvæsenet ønsker således at beholde de mange forbrugsgoder for sig selv.

Den "grønne" benzin

Hvis man således ser bort den følelsesmæssige tilknytning nogle mennesker har til miljøprædikatet; er der med "miljøbenzin" så tale om benzin, der vil være mere til gavn for mennesker, det vil sige mere end det er tilfældet med den traditionelle form for naturbaseret benzin?

Her bedes læseren erindre hvad skiftet fra hestevogn til bil betød for levestandarten i USA og Europa; og hvorfor hensyn til miljøet og naturen netop ikke spillede en rolle for disse forbedrede levevilkår.

De positive forandringer, der er set siden industrialiseringens begyndelse har - og havde - ikke noget at gøre med "bæredygtighed", "holisme", "balance" eller "miljø".

Vi har tværtimod bevæget os væk fra "miljøet". Kendetegnet for den vestlige verden er derfor ikke, at vi er "miljøbevidste", men at vi i de sidste to hundrede år blot har været mere fokuserede og målrettede, når det gælder om at forbedre vores egne levevilkår. Vi har lade den oplyste egeninteresse råde.

Den manglende interesse for "miljø", er således også årsagen til at New Yorks eller Hong Kongs gader i dag ikke flyder over med efterladenskaber fra såvel heste som trækdyr, og samtidig ikke længere trues af smittefaren fra de dyr befolkningen kort før industrialisering slog igennem holdt som husdyr i storbyerne. Det private husdyrhold blev således udkonkurreret af "markedskræfternes frie spil". Man har således ikke efterspurgt "miljø". Tværtimod kan man for Asien, Europas og Nordamerikas vedkommende forstille sig et stort skilt hvor der står: Miljø - Nej Tak!.

I den vestlige del af verden er miljø tværtimod først og fremmest noget, man besøger i weekenden; og gerne besigtiger lidt på afstand, eller hælder i tanken. I den industrialiserede del af verden ønsker man sig, ligesom det gælder i resten af verden, billigere og bedre fødevarer, bedre boliger, sundhed, hygiejne, komfort og herunder bedre og mere effektive former for transportmuligheder. Man ønsker at leve godt, leve bedre og leve mere. For at kunne opnå disse målsætninger tjener miljøet ganske vist et formål. Miljø er derfor noget man benytter sig af; det er ikke et mål i sig selv.

Befolkningen i industrisamfundet har således - mere end andre - haft succes med at distancere sig fra miljøet; og med at sikre sig mere behagelige omgivelser end miljøet - i sig selv - kan tilbyde. Og dette er forskellen på Afrika og Europa: Drømmen om velstand er realiseret det ene sted, og i langt mindre grad i det andet. I store dele af Afrika kan derfor møde mennesker, der ganske vist også har distanceret sig fra naturen, men herefter er gået i stå. Spørgsmålet, man i den forbindelse må stille til venstrefløjsantropologerne, er derfor hvorfor i alverden man skulle have et bevidst ønske om at forblive på netop det pågældende stadie? - Alligevel præsenterer blandt andet Disney os for ideen om den ædle vilde, der lever i harmoni og balance, trods virkelighedens barske realiteter i form af afsavn, sult og fattigdom. Her er således atter en gang et eksempel på, at nogle efterspørger en for dem selv nyttig illusion; og at markedsøkonomien leverer illusionen.

Jævnfør ovenstående vil den benzin, der gør mest gavn derfor - og stik mod det fremherskende dogme - også være den benzin, der fjerner os yderligere fra miljøet.

I fremtiden vil brændstof sandsynligvis være noget, der er helt og aldeles syntetisk, men som muligivis vil bestå af nogle simple, men meget aktive komponenter. Som udgangspunkt at det at hælde et ekstrakt fra planter i en motor imidlertid også et bevis på hvor miljømæssigt distancerede vi i vesten er; og hvor paradoksalt det i grunden er at tale om "miljøbenzin". Sådanne former for energi bliver kun udviklet i en teknologisk orienteret kultur, hvor man har råd til sine illusioner - herunder den om at være "miljøvenlig".

Trods ovenstående kan det imidlertid ikke udelukkes, at frelstheden der ledsager købet af en række specialsyede produkter, er et aldeles livsnødvendigt element, der må være til stede før venstrefløjsvæsenerne i såvel Europa som USA, kan føle sig hjemme i det kapitalistiske samfund; hvor det trods alt virker som om de mere end noget andet sted hører til.

Fremtidens energi

Med afsæt i den seneste udmelding fra EU om nye tiltag mod CO2-udledning kunne det være interessant at lave et tankeeksperiment om, hvad der kan siges at være fremtidens energi. Klimapolitik er som bekendt også energipolitik, og politiske tiltag har altid økonomiske konsekvenser. - Så hvad ville karakterisere endnu bedre energiformer end de nuværende?

Udgangspunktet må være vores egne behov. Behovene er som bekendt forskelligartede, men de kan alle tilbageføres til de behov mennesker har, som mobile og intelligente/rationelle væsner. Dette lyder måske selvindlysende, men har imidlertid store implikationer for karakteristikken.

Og ikke alle tager ovenstående afsæt. Miljøfolkene fokuserer i stedet på, at den gode energi skal være "skånsom", "neutral", ikke påvirke en angivelig "balance" med mere. Læg mærke til at sådanne definitioner i princippet kan ophæve tidligere tiders energi, såsom træ eller tørv til at være moderne energiformer "overlegne". Målet her er således i stedet, at vi ikke påvirker vores omgivelser, hvilket må siges at være et bizzart fokus for et hvilket som helst levende og tænkende væsen.

For at forandre og dermed påvirke vores omgivelser er netop hele pointen med at udvikle - herunder koncentrere - energi i første omgang. Historisk set har bedre energi netop handlet om mere energi, det vil ikke mindst sige om koncentreret energi; og altså energi som det kræver færre – ikke flere - ressourcer at frembringe. Opdagelsen af nye måder, man kunne bruge olie på har selvsagt være et stort skridt i forhold til eksempelvis brugen tørv eller kul.

Bedre energi er således åbenlyst mere fleksibel og herunder mere transportabel. Den reducerer en mængde besvær. Det traditionelle - og i øvrigt rationelle - fokus er her på hvilke nye typer af behov energi kan op- og udfylde."Besvær" kan så være arbejdsindsats eller det kan være lagerplads, det vil sige hvor meget energien fylder, men også hvor store huller i jorden man skal grave, for at kunne indvinde (og anvende) energien.

At diskutere energi på denne måde fortæller således noget om, hvad der ville kunne overgå olien, som netop har slået tidligere energiformer som tørv og kul (eller hvalolie) af banen. Det siger også noget om hvad der kun tvivlsomt kan siges at være et bedre alternativ.

Atomkraft opfylder således nogle af kriterierne, især når det gælder om ydeevne og koncentration, men derimod ikke fleksibilitet. Vindmøller har derimod vanskeligt ved at imponere i det mindste ud fra ovenstående parametre. Måske er det derfor, at interessen for at svække vindmøllebranchens konkurrenter fra politisk side vel at mærke via statsapparatet, er så stærk. For her er hverken fleksibilitet, koncentration eller løfter om en særlig overlegen form for transportabelhed. (Vi vil åbenlyst ikke blive istand til erobre verdensrummet ved hjælp af vindmøller...).

Fremtidens energikilder vil således overgå de nuværende energikilder ved at være overlegne indenfor så mange parametre som overhovedet muligt. Atter en gang lyder dette selvindlysende. Det er ikke desto mindre forklaringen på hvorfor olien historisk set har været så stor en succes: Energien er koncentreret, den kan bruges i høj- og lav-risikolande, i krig og fred, og til transport, - også hvor der ikke er en kompleks infrastruktur.

Det mest åbenlyse svar på en energiform, der slår olien af banen vil derfor være fast eller flydende stof, der blot overgår oliens fleksible egenskaber, og som herunder sparer omkostningerne ved udvindelse yderligere.

De mest nærliggende virksomheder til at opdage sådan en energiform, der formodentlig vil være mere syntetisk og dermed endnu bedre tilpasset vores behov end den nuværende benzin, - ja det er selvsagt olieselskaberne, der i det mindste fra en overfladisk betragtning er tættest på at udvikle og håndtere denne fremtidens energiform. For hvis de opdager den, vil de have infrastrukturen til at markedsføre den - eller de - nye syntetiske produkter. En vigtig forudsætning for at dette kan lade sig gøre, er dog at friheden til at forske og udvikle især i privat regi, den bliver bevaret. Den nuværende mere bureaukratisk og planøknomisk orienterede energipolitik trækker i den stik modsatte retning.

Globalisering betyder bedre velfærd for alle

Det vil være unfair at gøre klimatolog Ingolf Løffler til repræsentant for hele klimabevægelsen. Imidlertid giver hans kronik fra 29. marts anledning til at nævne en række fællestræk ved meget store dele af det økologiske sammenrend.

For det første er klimafolkene mildt sagt ikke begejstrede for industrisamfundet. Man ønsker i stedet balance, hvilket i praksis betyder mindre økonomisk vækst - trods de åbenlyse velfærdsforbedringer som globaliseringen har - også for den tredje verden.

For det andet: Som retorisk fif sammentrækkes resultaterne af et hundrede års - hypotetisk - klimascenarium ofte i én sætning. Som når klimajournalister eller "eksperter" fortæller os, at vandstanden i løbet af en længere periode (måske) vil stige med en halv meter. Det virker åbenbart skræmmende på mange.

For det tredje: Løsningsforslagene til det, klimafolkene mener er blandt de største problemer i verden, er som regel kollektivistiske. Det vil sige, man anbefaler en politik, der afvikler individets frihed og centraliserer ansvaret - typisk hos en overnational myndighed. Uanset dets stadigt mere blakkede ry er FN fortsat bevægelsens topkandidat til stillingen som velgørende verdensregering.

For det fjerde: Det ikke-menneskelige, dvs. et vandhul, et koralrev, en ødemark, et isdækket område eller en dyreart (måske en moskito) tildeles ofte en værdi i sig selv. Dette er et for mange grønne et helt legitimt synspunkt trods konsekvenserne for os mennesker. Indstillingen om værdi-i-sig-selv er imidlertid i fuld overensstemmelse med modstanden mod industrialisering, og den forklarer samtidig miljøbevægelsens modstand mod, at vi forandrer verden, så verden lever op til vore egne behov.

Et sidste fællestræk er den manglende viden om markedsøkonomien, herunder hvorfor rent vand aldrig vil være en mangelvare i et samfund med økonomisk frihed. Det sidste fællestræk forklarer samtidig Løfflers bizarre forslag om en nordeuropæisk vanddonation til Sydeuropa.

Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 11. april 2006

Mennesket lever ikke for naturens skyld

Mandag 24. januar gjorde en række trykte medier i Danmark opmærksom på, at der kun er 10 år igen; herefter opstår ifølge visse forskere uoprettelige menneskeskabte klimaforandringer - med katastrofale konsekvenser til følge. I begyndelsen af februar kan man nu læse en historie om, at dele af Sydpolen er ved at smelte hurtigere end forventet.

Ét er, at en række andre forskere, men også historien, har lært os at være skeptiske over for sådanne forudsigelser. Når fremtidsudsigterne i høj grad baserer sig på teori og computermodeller, tegner fremtiden sig hurtigt som truende og usikker.

(Den seneste og mest underholdende kritik af miljøbevægelsen kommer fra Michael Crichton med sin roman "State of Fear", der indeholder en masse tankevækkende statistik, der sår tvivl om præcis denne form for katastrofescenarier.)

Noget andet og på sin vis mere foruroligende er mange af miljøforkæmperes syn på forholdet mellem menneske og natur. Dvs. på naturen som værende nærmest ukrænkelig. I rapporten, der handler om, at vi kun har 10 år igen, før katastroferne indtræder, skriver miljøfolkene eksempelvis at "ingen former for klimaforandringer kan siges at være sikre" - underforstået: Mennesket er som udgangspunkt en trussel mod sig selv og sine omgivelser, netop fordi mennesker mere end noget andet væsen laver om på naturen.

Imidlertid ville klimaet uden mennesket ikke desto mindre alligevel forandre sig. Og i den sammenhæng var statsministerens bemærkning under valgkampen om, at Grønland var meget varmere i vikingetiden, ganske velvalgt. Er nutidens koldere og mindre gæstfrie Grønland en fordel? Og for hvem?

Miljøforkæmperne har selvfølgelig ret i, at menneskets klimapåvirkninger, dvs. vores måde at benytte os af naturen på, har "uoprettelige konsekvenser". År 8000 før Jesu tid begyndte mennesker at lave om på naturen ved at beplante, opdyrke og ændre på den, og det har vi gjort lige siden. Jo flere vi bliver, desto mere påvirker vi - alt andet lige - naturen. Menneskeskabte klimaforandringer kan med andre ord siges at være den pris, vi betaler, for øget velstand og livskvalitet

I den udviklede del af verden er absolut fattigdom nærmest forsvundet, befolkningen bliver højere, og vi lever længere. Stadig flere sygdomme er ikke længere dødelige. Nu dør vi tværtimod af sygdomme, der naturligt nok forbindes med høj alder. Og mindre jord er nødvendig til at brødføde stadig flere mennesker. For dyrkningsmetoderne er også blevet mere effektive. Ligeledes forbedres udnyttelsen af energi.

Men prisen for mere kultur og civilisation er ganske rigtigt mindre natur.Imidlertid er der - heller ikke i den fattige del af verden - mange, der mener, at målet om bedre livsbetingelser sikres ved at gå tilbage til en tilstand, hvor man lever "i pagt med naturen", begrænser sit eller andres forbrug, vel at mærke for at undgå "uoprettelige konsekvenser" i forhold til naturen.

Ligesom os i nord ønsker dem i syd at leve længere, sundere, samt gøre og opleve mere, end de gør i dag. Det er typisk dem i nord, der i forvejen har deres på det tørre, der kæmper for "nul-vækst". Men hvordan mon vores del af verden ville have set ud, hvis nogen i begyndelsen af 1800-tallet havde haft magt til at begrænse eller regulere på mængden af hestevogne, kulminer eller fabrikker?

Det er heldigvis kun et mindretal, der tager naturens parti på bekostning af mennesket. Blandt dette mindretal bør henføres modstandere af DDT, en plantegift, der bidrog til at forhindre spredningen af malaria, og hvor forbuddet mod brugen af DDT derfor har haft virkelige - i modsætning til teoretiske - konsekvenser for Afrikas og Asiens befolkning.

Ligesom alle andre væsener stræber mennesket mod stadig bedre livsbetingelser for sig selv. Vi lever derimod ikke for naturens skyld.

Tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 17. februar 2005