Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

Ayn Rands filosofi "objektivismen" er af hendes kritikere blevet kaldt "selvhjælpsfilosofi". Men at dette skulle være en negativ betegnelse for en filosofisk skole, siger imidlertid mere om hendes kritikere og deres syn på evnen til selvstændighed, end det gør om Ayn Rand og hendes ideer.

Ayn Rand (1905-1982) kan uden problemer kaldes vor tids største oplysningsfilosof. Motivationen for begunstigelse af den titel skal findes i, at ingen i vor tid på så omfattende vis har beskæftiget sig med så mange fagområder herunder filosofi, æstetik, kunst, økonomi, politik, videnskabsteori, etik med mere, og samtidig har formået at integrere det teoretiske arbejde, sådan at det udgør et sammenhængende hele.

Hertil må tilføjes, at der ganske rigtigt er tale om ”livsfilosofi”; det vil sige om en imponerende arbejdsindsats, hvis produktion har klare meningsfulde budskaber; og for den interesserede derfor vil have praktiske konsekvenser for, hvordan man vil søge at begå sig i verden.

Fundamentet for den filosofiske skole blev lagt i 1950’erne. Herefter var der allerede så meget klarhed over, hvad tænkeren Rand stod for, at man kun i meget ringe grad i eftertiden vil debattere, hvad henholdsvis den yngre og ældre Ayn Rand stod for, sådan som det ellers har været tilfældet med andre tænkere.

Med romanerne ”The Fountainhead” (1943) samt ”Atlas Shrugged” (1957) var der ingen tvivl om, at Rand var på det frie, selvstændige og fornuftsorienterede menneskes side. Dette vidste såvel hendes modstandere som tilhængere. Uenighederne handler i stedet mere om hvilke elementer af Ayn Rands forfatterskab, hendes filosofi og hendes budskaber, man finder det vigtigst at betone: eksempelvis om det er erkendelseslæren eller de politiske implikationer af hendes menneskesyn. Men hvad forfatteren mener, er i praksis ikke noget, som debatteres af de, som i forvejen er blevet bekendt med hendes arbejde.

Ayn Rands modstandere har i overensstemmelse med ovenstående i stedet valgt at fortie ideerne og budskaberne, frem for at pege på nogen form for inkonsistens og uklarhed i forfatterskabet. Alligevel kan der findes underfraktioner af tilhængere af hendes ideer. Disse brud vil imidlertid ofte netop have karakter af, at nogle er direkte uenige i dele af hendes filosofi eller på grund af personlige uoverensstemmelser, og ikke som følge af fortolkningsspørgsmål.

Egeninteressen og den fri vilje

Ayn Rands vigtigste bedrift er måske netop jævnfør anklagen om ”selvhjælpsfilosofi”, at hun gav klare og ganske velbegrundede svar på, hvorfor man bør tage vare på sig selv og forbedre sine muligheder for at gøre det. Med afsæt i aristotelisk erkendelseslære konstaterer Ayn Rand, at menneskets definerende kendetegn er fornuften; og at mennesket for at overleve må formulere en moral, der gør dette muligt. Rækkefølgen for dette ræsonnement er således: perception -> erkendelse -> valg -> moral.

Mange tager således moral for givet. - Ayn Rand siger i stedet, at det ikke blot er grundløst at gøre dette, men også farligt for evnen til at klare sig i verden.

Andre siger at moralen er til for samfundets skyld. - Ayn Rand siger at moralen er til for menneskets skyld.

Nogle forsvarer et bestemt moralkodeks ud fra religiøse ideer. - Rand siger, at moral er menneskeskabt; og at man i øvrigt derfor bør gøre sin moral til en æressag; eftersom man har brug for sin moral til at leve et godt liv.

Mange religiøse/kristne siger, at kapitalismens - det vil sige frie menneskers - evne til at skabe velstand, betyder at kapitalisme - eksistensen af økonomisk frie mennesker - er ”et nødvendigt onde”. - Rand siger, at frie menneskers og dermed kapitalismens evne til at skabe velstand er et absolut gode.

En voksende interesse og opbakning til Ayn Rands værdigrundlag ville, som følge af sådanne synspunkter og synspunkternes forankring i virkelighedsbaseret argumentation, utvivlsomt betyde, at socialisme så helt ville miste den rest af betydning, som den desværre stadigvæk har i dag.

Denne indflydelse - selv efter sammenbruddet af socialistiske systemer i Østeuropa og Rusland - kan man også tilskrive de, som taler om ”nødvendige onder”; det vil sige de ”undskyldende kapitalister”, som blandt andet ud fra religiøse argumenter ikke bryder sig om, at mennesker forfølger deres egen interesse, men som samtidig anerkender den velstand, der skabes i processen.

Ayn Rand mener i modsætning hertil, at accepten af det gode i, at handle i ens egen interesse, også er en forudsætning for det gode liv; og at det at være engageret i at skabe det gode liv for sig selv, derfor også er, at være et godt menneske.

Ayn Rands moral baserer sig nu på, at mennesket er et levende væsen på biologiens præmisser men med en fornuft, der adskiller sig fra andre væsner; og som derfor selv må udvikle og fastholde de handlingsmønstre og standarder, som andre væsner har inde på ”rygraden”. Det gode og det onde kan med andre ord ikke tages for givet. Begge dele må forstås ud fra den menneskelige målestok, det vil sige med afsæt i, hvad der er henholdsvis godt og ondt for mennesket.

Kodekser og værdier, som sikrer overlevelse må dermed udvikles på de menneskelige præmisser. Begreberne anti-liv og pro-liv går derfor igen i Ayn Rands terminologi, og moralfilosofi. De begreber handler om adfærd, normer, kodekser og ideer som enten skader menneskets evne til at leve og vokse som menneske, eller som omvendt styrker sådanne evner og muligheder.

Ayn Rand og de danske universiteter

På universiteter i Danmark vil man ofte høre, at der ikke findes en fælles-videnskabelig tilgang, der kan bruges indenfor alle former for videnskabelige retninger. Dette skyldes imidlertid, at de forudsætninger, som Ayn Rands filosofi bygger på stort set ignoreres på de offentlige universiteter. Dette kan så atter have sin årsag i, at man benytter sig af en række teoretiske tilgange, som, hvis disse grundforudsætninger blev anerkendt, i så fald ville bortfalde. Flere etablerede tilgange ville miste deres videnskabelige prædikat.

Afsværgelse af et fællesvidenskabeligt afsæt, som man ser det på universiteterne i dag, kan skyldes, at helt modstridende og internt selv-modsigende teoriretninger på denne måde har fundet tilhængere, der har indset en fælles interesse i at bevare det, man kalder ”pluralisme”, for at man kunne sikre sig statsstøtte. Denne støtte til pluralisme kunne man således opnå i kraft af, at man afsværgede, at der kunne eksistere en fællesvidenskabelig platform. For hvis en sådan eksisterede måtte man jo før eller siden nå frem til erkendelsen af, at nogle teoriretninger i praksis er mere korrekte (sande) end andre, og at visse simpelthen må betegnes som rene "luftkasteller".

Objektivisme bygger i overskriftsform på: eksistens, bevidsthed og identitet som de grundlæggende forudsætninger (aksiomer). Hvad dette betyder i praksis, kan man læse om i Leonard Peikoffs bog Objectivism – The Philosohy of Ayn Rand.

Hvad der åbenlyst bortfalder som valide teoriretninger er ikke desto mindre alle retninger, der bygger på antagelser om overnaturlige væsener, der ikke er belæg for at begunstige med selv kun en ”sandsynlig eksistens”. Dette betyder at teologi i så fald ikke ville høre til på universiteterne.

Tilsvarende ville det, man kunne kalde ”verdsligt religiøse” tilgange, der udtrykker sig via begreber som tidsånd, verdensånd eller dialektik på samme måde ikke opnå nogen anerkendelse, hvis man tog afsæt i, at videnskab måtte bygge på konkrete fænomener med en bestemt identitet; samt hvis man begyndte med accepten af det forhold, at mennesker har en fri vilje; og at der findes naturlove og bestemte former for kausalitet, som naturligvis er udfordringer for mennesket, men som samtidig betyder, at mennesker kan forholde sig rationelt og bevidst til deres omgivelser.

Et fælles erkendelsesteoretisk afsæt ville netop udgøre et problem for de marxistiske eller hegelianske retninger; hvor man netop mener, at civilisationer og historien er styret af bestemte ”kræfter” eller ”tendenser” som er uden for menneskelig rækkevidde. Sådanne tanker om former for ”determinisme”, hvad enten der er tale om en almægtig gud eller historiske/idemæssige strømninger, som hævdes at styre mennesket, er i dag ganske udbredte og ofte dominerende indenfor en række områder, men af åbenlyse grunde optræder de alligvel sjældent i deres rene form.

Som følge af dominansen af teoriretninger, der bygger på ikke-underbyggede antagelser om ”determinisme”, ikke-identificerbare og identitetsløse kræfter og/eller på eksistensen af ikke-bekræftede væsener og/eller ikke-verificerbare fænomener, finder man ofte det rationelle alternativ, som er objektivisme udenfor universitetets mure, når det gælder danske institutioner - men imidlertid ikke for en række amerikanske.

Fornuftens forkæmper

Ovenstående skal samtidig betone, at det mest centrale ved Ayn Rand ikke er hendes syn på politik og økonomi, men i stedet på virkeligheden som noget absolut, og på hendes fundamentale insisteren på, at menneskets vigtigste kendetegn er fornuften. Rand er strengt taget ikke at kalde kapitalismens filosof, men først og fremmest fornuftens forkæmper.

Ayn Rand var i det 20. århundrede den vigtigste efterfølger til den aristoteliske filosofiske oplysningstradition. Hendes allerstørste bidrag til filosofi og dermed til videnskab er hendes afsæt i bekræftelsen af en objektiv virkelighed; i pointeringen af fornuftens betydning; i betoningen af vigtigheden af at være orienteret imod det faktuelle; samt hvorfor dette fokus er altafgørende: fordi at det at være orienteret på fornuftens præmisser er i menneskets egen interesse. Ovenstående pointeringer vil i øvrigt fremgå af Ayn Rands forfatterskab, uanset om man læser hendes romaner eller faglitterære værker. Synet på økonomi og politik, som er det, som fremhæves i politiske og økonomiske fora, er dermed underordnet det bagvedliggende erkendelsesteoretiske og filosofiske afsæt.

At Ayn Rand indædt forsvarer det kapitalistiske samfundssystem, skyldes dermed en konklusion, hvor spørgsmålet er: hvad er - i overensstemmelse med den objektive virkelighed og menneskets særlige kendetegn - det bedste politiske og økonomiske system for mennesket?

Ayn Rand har således opstillet følgende præsentation af hvad hendes filosofi i overskriftsform går ud på. Hun blev i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev:

• 1. Metafysik: En objektiv virkelighed


• 2. Epistemologi: Fornuft


• 3. Etik: Egeninteresse


• 4. Politik: Kapitalisme

Bøger man bør læse:

Leonard Peikoff: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand (En samlet introduktion til Ayn Rands ideer)

Ayn Rand: Introduction to Objectivist Epistemology (Om erkendelseslære)

Ayn Rand: Return of the Primitive – the Anti-Industrial Revolution (Kritik af miljøbevægelsen og ”multi-kulturalismen”)

Ayn Rand: The Voice of Reason (Om filosofi, kultur og politik)

Ayn Rand: The Virtue of Selfishness (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Tara Smith: Ayn Rand's Normative Ethics - The Virtuos Egoist (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Ayn Rand: Capitalism – the Unknown Ideal (Om hvorfor kapitalisme er et gode)

Ayn Rand: Why Businessmen Need Philosophy (om etik og forretningsførelse)

George Reisman: A complete and integrated understanding of the nature and value of human economic life (Økonomisk grundbog, læs mere om Reisman her).

Andrew Bernstein: The Capitalist Manifesto (økonomi, historie og filosofi)

Jerry Kirkpartrick: In Defense of Advertising (om hvorfor reklamer er gode såvel i en moralsk som praktisk forstand).

Leonard Peikoff: The Omnious Paralells (om kollektiviseringen af USA og hvilke ideer kollektiviseringen bygger på)


Ayn Rand: The Ayn Rand Column (artikler skrevet af Ayn Rand for Los Angeles Times)

Ayn Rand: Philosophy: Who needs it (om erkendelse, filosofi og politik)

- Fremhævelse af ovenstående begrundes med, at der er tale om fagbøger, der burde interessere studerende og formidlere indenfor samfundsfaglige retninger såsom Sociologi, Økonomi, Jura, Statskundskab mv. Der er med andre ord tale om bøger, der umiddelbart vil kunne inddrages til samfundsmæssig debat og brug i undervisningssammenhæng.

Copenhagen Institute har siden begyndelsen af 2005, med afsæt i den skildrede betydning af at introducere forfatteren, bragt en række artikler, der omhandler Ayn Rand, hendes tanker og hendes forfatterskab. Herunder bringes et udvalg. For en god ordens skyld skal det bemærkes, at forfatterne til artiklerne ikke nødvendigvis tilslutter sig ovenstående betoning eller fortolkning af Ayn Rands betydning.

Udvalgte artikler med relevans for studiet af Ayn Rand og hendes filosofi bragt på www.coin.dk:

Copenhagen Institute: Ayn Rands roman Anthem er nu oversat til dansk

Ayn Rand: Forord til romanen Hymne (pdf)

Nicolai Heering: Oversætters forord til Ayn Rands "Hymne"

Flemming Rose: Ayn Rand : Kapitalismens filosof

Lars Seier Christensen: Ayn Rand og objektivismen

Mikael Jalving: Den aristoteliske bank

Simon Espersen: Ayn Rand - ideer gør forskellen

Simon Espersen: Kollektivismens uhyrlighed

Simon Espersen: Objektivisme

Simon Espersen: Moral vigtigere end økonomi

Simon Espersen: Moral er noget man vælger

Simon Espersen: Den sociale vs. den objektive virkelighed

Simon Espersen: Den objektive virkelighed og det frie individ

Simon Espersen: Leonard Peikoffs DIM-hypotese

Simon Espersen: Logik versus "polylogik"

Edward L. Hudgins & Fred L. Smith Jr.: Behovet for en ny individualisme

Edward L. Hudgins: Hvornår vil forretningsfolk tage Ayn Rands lære om politikere til sig?

Edward L. Hudgins: Ayn Rand at 100: The Moral Defense of Freedom

Edward L. Hudgins: Ayn Rand in Retrospect

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (engelsk tekst)

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (dansk tekst)


Eksterne henvisninger:

Dansk leksikonintroduktion til Ayn Rand

The Ayn Rand Institute

The Atlas Society

Kapitalisme, nytte og moral

Joshua Zader har skrevet en anmeldelse af Andrew Bernsteins "The Capitalist Manifesto", som tidligere er blevet omtalt og lovprist her på bloggen. Navnlig konservative i Danmark bør læse bogen. Zader formulerer årsagen til netop dette således: The book's message to conservatives comes through loud and clear: If you want to defend capitalism — if you wish to promote the system of freedom and wealth — then learn to be consistent. Check your premises. Debatten om konsistens og præmisser handler så blandt andet om, hvorvidt det kapitalistiske system i sin kerne baserer sig på nyttebetragtninger eller på moralske værdier; og hvis det sidste - i så fald hvilke.

Her citerer Zader Andrew Bernstein for følgende: Too often, freedom's supporters have limited themselves to responses that demonstrate capitalism's unparalleled ability to increase men's prosperity. While true and important, such defenses miss the essence of the criticism. It is as if a great dialogue regarding the most momentous issues held across a span of centuries has been conducted at cross purposes. The critics argue on moral grounds; the supporters on economic grounds. - The critics, wedded to a moral code of self-sacrifice, are oblivious to capitalism's practical success. The supporters, equally wedded to such a code, are morally disarmed against the onslaught of their antagonists — and are reduced to the citation of empirical facts and figures. The supporters, unable to break free of the conventional creed urging selflessness, have too often regarded capitalism's inherent pursuit of self-interest as a guilty secret, akin to an unsavory skeleton in the family closet. It's time to come out of the closet. [egen fremhævelse]

Med andre ord: Kapitalisme bygger præcis på egeninteresse. Deri har kritikerne ret. Men det er netop fordi kapitalisme baserer sig på den oplyste egeninteresse, at kapitalisme er det moralske økonomiske system. Læs mere i The Capitalist Manifesto anmeldt af Joshua Zader.

Bogen på Amazon:

Objektivisme

Objektivisme kan beskrives som indstillingen, der handler om, at der er en objektiv virkelighed uafhængig af den menneskelige bevidsthed; samt indstillingen om, at menneskets eneste forudsætning for at overleve og forbedre sit liv - som menneske - beror på fornuften. Dette er naturligvis kun en overskrift, sådan som præsentationen af enhver anden 'isme umiddelbart må beskrives ved overskrifter og betoninger.

Denne betoning er valgt i kraft af Ayn Rand, der er ophavskvinde til udtrykket ”objektivisme”, men ikke til ovenstående grundindstilling, der i stedet - med nogle forbehold - kan henføres til Aristoteles.

Indstillingen bygger på et biologisk og naturvidenskabeligt afsæt, hvad angår vurderingen af, hvad mennesket er, og hvad det er for en verden, vi lever i.

Mennesket er ifølge tilgangen, derfor at beskrive som et dyr med nogle bestemte kendetegn, hvor fornuften er det definerende; og som eksisterer i et af den menneskelige bevidsthed uafhængigt univers; men hvor der gælder universelle love, som kan forstås og erkendes af den menneskelige fornuft. Med andre ord så er indstillingen, at universet er af en sådan natur, at det er muligt, at forstå dette univers (det vil sige vores miljø) i et sådant omfang, at man kan leve i det, og forbedre sin egen situation, så længe man bruger sin bevidsthed, det vil sige sin fornuft, til at gøre det.

Intet af det ovenstående har derfor som udgangspunkt noget at gøre med politik. Der er tale om en videnskabelig grundholdning. Imidlertid har denne grundholdning om en objektiv virkelighed samt konstateringen af, at menneskets særkende er fornuften også nogle politiske implikationer. I kraft af det videnskabelige afsæt har Ayn Rand derfor udledt hvilke regler, hun mener, bør være de korrekte, hvis man ønsker at optimere de betingelser, der skal være gældende, for at man kan sikre menneskets overlevelses- og livsvilkår bedst muligt. Disse følgeslutninger omfattes også af objektivismen.

Ayn Rand blev således i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev det følgende:

1. Metafysik: En objektiv virkelighed

2. Epistemologi: Fornuft

3. Etik: Egeninteresse

4. Politik: Kapitalisme

Hvis læseren synes, at denne punktopstilling ser interessant ud, skal i så fald anbefales, at man læser så meget man kan af, hvad Ayn Rand har skrevet.

Hvis man vil vide mere før man går i gang med at købe bøger, kan man nu få sin nysgerrighed skærpet ved at besøge et online-leksikon, der præsenterer objektivistiske definitioner på en række begreber, der er særligt relevante i forbindelse med Ayn Rands filosofi. Besøg The Ayn Rand Lexicon.

Copenhagen Institute har i øvrigt udgivet en kortere novelle fra Ayn Rands tidlige forfatterskab. Den har på dansk titlen Hymne. Læs Hymne her. (pdf)

Centrale faglitterære bøger, der formidler objektivistiske indsigter, er the Virtue of Selfishness samt Capitalism the Unknown Ideal. Centrale romaner er Atlas Shrugged samt The Fountainhead. Hvis man vil læse en samlet præsentation af Objektivismen anbefales Leonard Peikoffs bog: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand.

De faglitterære værker kan findes via boghandler på internettet. Romanerne kan også købes på engelsk i mange danske boghandler. På antikvariater kan man med tålmodighed også være heldig at finde danske udgaver af The Fountainhead og Atlas Shrugged, henholdsvis under overskriften Kun den stærke er fri samt Og verden skælvede.

Den sociale vs. den objektive virkelighed

De fleste har sikkert hørt begrebet overforbrug. Mange har dog sikkert ikke taget præcis stilling til, hvad det er begrebet egentlig går ud på. Dermed får termen lov til at eksistere på samme uklare vilkår, som forsigtighedsprincip, samfundsnytte, risikosamfund, sammenhængskraft eller den sociale massegrav.

Tænker man nærmere over det, vil man kunne konstatere, at der som oftest er en tendens til, at det er de samme personer man omgås, der benytter sig af ovenstående hob af vage og udefinerede begreber, hvad enten de så er nye eller gamle. Omvendt kan man iagttage, at sproglig klarhed typisk er noget karakteristisk for en anden type individ. Det vil sige, enten er en person forståelig, eller også er han/hun det ikke. Og måske er sidstnævnte det netop i kraft af, at ovennævnte vage og udefinerede begreber flyder fra vedkommende i en lind strøm.

Hvis en person udtrykker sig klart og tydeligt, vil man således som hovedregel kunne forvente, at det altid vil forholde sig sådan. En person, som man stoler på – måske bankrådgiveren – vil ikke pludselig begynde at tale om ”forsigtighedsprincip” eller samfundsnytte, mens han/hun kigger på én, efter den gænges sociale gengældelsesreaktion i form af ansigtsudtrykket, der skal signalere, at man er helt og aldeles indforstået med begrebets indre sandhed, selv om det simpelthen ikke kan være tilfældet i kraft af begrebets iboende uklarhed.

I grove træk kan man derfor lave en sondring mellem de mennesker, der ganske ukritisk overtager nye og moderne begreber, og som bruger og misbruger dem, - og så dem, der kun vil benytte sig af et nyt begreb, hvis de gennem personlig stillingtagen har besluttet sig for, at begrebet er gyldigt; det vil sige: hvis udtrykket rent faktisk siger noget om virkeligheden; hvilket atter vil sige hvis termen efter tænkning og overvejelse er vurderet til at være beskrivende for en gældende tilstand, proces eller situation.

Ikke kun begreber men også ideer og værdier

Ifølge forfatteren Ayn Rand skyldes den ovenstående forskel på mennesker, som man kan iagttage i det daglige, vel at mærke som oftest noget langt mere fundamentalt end blot to uens tilgange til sproget.

Forskellen handler i stedet ofte om, at personer i en mere omfattende forstand overtager, hvad der er i samfundet, uden at tage stilling, om det rigtigt eller forkert, sandt eller falskt.

Der er således ikke blot tale om den ukritiske overtagelse af moderne fritsvævende termer, men også - og typisk på samme tid - om ideer, ideologier, teorier, værdier eller hele vendinger, som man måske har læst sig til i Politiken, eller som man er blevet udsat for på universitet.

Der vil altså typisk være et sammenfald mellem de der overtager ideer og værdier ukritisk, og så de der abonnerer på det sidste nye indenfor vagt, uklart og udefinerligt sprog.

Hvad angår den anden kategori, det vil sige dem der har en virkelighedsbaseret standard og nogle krav til, om de vil benytte sig af det nye, jf. afsættet i ”sandt eller falskt”, lyder dette formodentlig uhyrligt, sådan som det er beskrevet. For sidstnævnte vil det umiddelbart vil være svært at tro, at andre blot overtager noget, fordi ”det er der” i den givne sociale sammenhæng, det vil sige uden at der er taget stilling med afsæt i en objektiv gyldighed; men blot fordi det ser ud til at virke.

Men sådan forholder det sig. Beviset på dette er blandt andet hastigheden hvormed politiske massebevægelser kan opstå og vokse og som det er sket flere gange i det 20.århundrede, samt den hastighed hvormed sådanne bevægelser atter kan forsvinde igen. Her er ideen om sandheden således ofte ophørt med at være baseret på en erkendelse af den objektive virkelighed, men er i stedet erstattet med en bestemt alternativ social udgave af virkeligheden: Pludselig mener alle noget helt andet, end det, de mente i går, og da mente de i øvrigt også det samme som naboen. At mene det samme som de andre er for mange dermed åbenlyst noget der virker, og som man orienterer sig efter alene af den grund at det ser ud til at virke.

Et andet eksempel er konformiteten, der kan iagttages geografisk, når det gælder religiøse ideer. Og her er eksemplerne talrige. Hvis nogle insisterer tilstrækkeligt meget, så tror andenhåndsfolkene pludselig på noget helt andet, end det de gjorde for kort tid siden; og så vil man eksempelvis i det mere ekstreme tilfælde kunne se et skifte fra eksempelvis polyteisme til monoteisme. Altså ikke fordi man vidste, at guderne man havde forladt, de nogen sinde havde eksisteret; og sådan set heller ikke fordi man har hilst personligt på den nye monopoliserende gud, - men fordi omgivelserne sendte signal om, at nu burde man rette ind og følge trop.

Afsættet for rigtigt og forkert er dermed den til enhver tid herskende kollektive fantasi – med andre ord den sociale virkelighed. I et sådant tilfælde er det tydeligvis ikke den fysiske virkelighed, der har forandret sig, men altså blot de sociale relationer og fælles forestillinger. Nogle bygger dermed deres virkelighedsforståelse og eksempelvis retfærdighedsbegreb op omkring sidstnævnte. Det sker også i dag. Faktisk sker det i lige præcis det omfang, at man accepterer noget uden at forlange bevis.

I kraft af måden som de når frem til deres meninger, kan man derfor ikke være specielt sikker på hvad the second hander, det vil sige den der på konform vis blot lægger sig op ad det andre mener, så vil mene i morgen eller i overmorgen. ”Ikke-modsætningsfyldt identifikation”, det vil sige logik, er netop ligesom bevisførelse i kraft af virkelighedsbaseret argumentation og demonstration ikke orienteringsredskabet her. Typisk vil påstanden i stedet handle om at det man føler, er bevis nok for om noget er rigtigt eller forkert. Nogenlunde sikkert er dog, at sådanne personer følger med i det seneste indenfor meningsmålinger; og også at udtrykket demokrati eller konsensus vil blive brugt oftere af disse end individets frihed eller den enkeltes valg.

Synet på hvad der er primært

Ayn Rands sondring er netop afgørende, fordi den fortæller noget om fundamentale forskelle i synet på virkeligheden; det vil sige på den fysiske virkelighed og ikke synet på diverse sociale konstruktioner. Førstnævnte kategori, der forlader sig på andres stillingtagen, når det gælder, hvad der anses for vigtigt samt rigtigt og forkert, synes således ikke, at det virkelighedsbaserede afsæt er specielt vigtigt, endsige noget primært, som man til enhver tid og uanset den sociale kontekst må anerkende og acceptere, som afsættet for at kunne orientere sig i verden. Tværtimod regnes det primære for andenhåndsfolket i stedet for at være det sociale. Dette står vel at mærke overfor et kompromisløst forhold til virkeligheden.

Her er derfor tale om et enten eller, hvor det virkelighedsbaserede afsæt vel at mærke er det absolutte, og det pragmatiske er det socialt orienterede afsæt. Der findes som bekendt ligefrem teorier, der på akademisk vis direkte forsvarer dette med, at den sociale virkelighed skulle være primær; og hvor man hævder, at virkeligheden er en konstruktion og at vi ikke kan vide noget med sikkerhed. Langt flere end de, der promoverer sådanne teorier på universitetet abonnerer imidlertid på tilgangen – jf. netop indledningen, der handlede om brugen af termer og vendinger, som de, der benytter sig af termerne, ikke kan eller vil validere. Og hvorfor skulle de dog det?, vil de selv indvende. Termerne bruges jo i forvejen af de andre; der er tale om god tone. Den gode sang sættes lig med den fælles, - og ”man kan jo alligevel ikke vide noget med sikkerhed”, lyder det.

Sproget er et redskab til at orientere sig med i den fysiske og objektive virkelighed

Ovenstående mere grundlæggende forhold, når det gælder synet på virkeligheden og erkendelse, er dermed forklaringen på de to tilgange til eksempelvis sproget og begreberne. Nogle opfører sig bevidst eller ubevidst netop, som om sproget er grundet i virkeligheden. Derfor respekteres sproget som et orienteringsredskab, der bruges til som det primære: til at kunne begå sig i den fysiske virkelighed, og derfor også - men som det sekundære - i den sociale. Sproget accepteres kort sagt udelukkende som virkelighedsbaseret. Netop derfor hæger man om dette med, at begreberne skal kunne valideres, integreres og defineres; på samme måde som man ville vedligeholde og passe på et hvilket som helst andet redskab, der har en bestemt og afgrænset funktion.

Når det gælder sprogets gyldighed, gælder det således, at en abstraktion skal kunne valideres på samme måde, som det er tilfældet med et mere konkret begreb. Med andre ord: Man starter nedefra og bygger opefter med virkeligheden som standard og målestok. Kat er et gyldigt begreb, Enhjørning er ikke (med mindre konteksten er omtale af historiske former for overtro). ”Samfund” er en gyldig abstraktion. Måden hvorpå samfundsnytte er konstrueret og i praksis bruges på, er derimod ugyldig: Summen af individers ideer om nytte kan vel at mærke ikke i praksis lægges sammen. Reelt bruges begrebet samfundsnytte stort set altid af en bestemt politiker eller demagog, der ønsker at få sin egen vilje gennemtrumfet ved at blande sit eget syn på nytte sammen med den pågældendes abstrakte forestilling om samfundsnytte. Dermed ikke sagt, at et begreb med tilsvarende bogstaver ikke i fremtiden kunne konstrueres, der havde en gyldighed i en nærmere afgrænset kontekst. Det er imidlertid ikke sådan, at begrebet bliver brugt i dag. I dag bruges samfundsnytte blot som et retorisk og politisk stimuleringsmiddel til at fremme, hvad der måtte være af latent offervilje i befolkningen. Samfundsnytte bruges simpelthen til at få befolkningen til at ringeagte deres egen frihed; helt på linie med måden, hvorpå man bruger termen sammenhængskraft, hvor individuel afvigelse netop så bliver noget, der antydes at svække denne mystiske kraft.

For at opsummere så placerer the second hander således den sociale realitet over den fysiske og objektive virkelighed, på en måde, så de netop ikke interesserer sig for, om det, de siger, er korrekt eller ej, men først og fremmest ud fra om den sociale omverden forventes at godtage ideen, værdien eller begrebet. De opfatter dermed ikke blot sproget, men altså også gyldigheden af værdier, ideer m.v. som noget, der står og falder med den sociale accept. Det sidste kan man i øvrigt også kalde for sproglig pragmatisme. Indfaldsvinklen er dermed, at hvis det virker og modparten accepterer det sagte, så virker det, uanset om det man siger, har objektiv gyldighed, det vil sige om det sagte kan valideres i forhold til den objektive virkelighed.

Skriftkulturen som et vigtigt brud med forankringen i den sociale virkelighed til fordel for den objektive

Netop her skal det også fremhæves, at der er tale om en meget gammel konflikt.

Opblomstringen af civilisation og en skriftkultur, handler således netop om, at begreber får en bestemt og afgrænset mening; og dermed at ordene i langt større grad bliver grundet i virkeligheden. I dette tilfælde bliver referencerammen så virkeligt fælles - i kraft af afsættet i den objektive virkelighed. Den objektive og fysiske virkelighed er således i realiteten altid en langt større fællesnævner, end et hvilket som helst afgrænset socialt fællesskab, og bestemte sociale forestillinger. Når ord og begreber får en konkret, afgrænset og virkelighedsbaseret betydning, kan selv de mest abstrakte begreber - så længe de er virkelighedsfunderede - med lethed oversættes til andre sprog, eftersom grundlaget, det vil sige den objektive virkelighed, er det samme og dermed fælles.

Videnskab er således af samme årsag også universel, fordi videnskab netop er grundet i virkeligheden og ikke i en social konstruktion. Det gode videnskabelige sprog er netop også et eksakt sprog, der så vidt muligt udelukker uklarheder, tvetydigheder og som mindstemål ikke levner plads til de ovennævnte fritsvævende abstraktioner, omtalt i indledningen.

Den sproglige absolutist vil derfor modsat den sproglige pragmatiker sige, at hvis begrebet er gyldigt, fordi det er beskrivende og meningsfuldt, og dermed kan relateres til virkeligheden, så kan man tillade sig at bruge begrebet uden at bevæge sig bort fra virkeligheden.

Ja, i kraft af en ny og korrekt abstraktion er der rent faktisk skabt et nyt redskab til bedre forståelse og orientering. Er begrebet falskt kan det derimod ikke bruges; eftersom man i så fald har bevæget sig væk fra virkeligheden. Og som det sekundære: hvis man alligevel vælger at bruge et ikke-gyldigt begreb overfor andre, men bare gør det, i kraft af at andre gør det, så bidrager man på længere sigt til at ødelægge muligheden for kommunikation.

- På kort sigt vil man i kraft af det dårlige sprog endvidere hurtigt miste troværdighed, eftersom dem man omgås tilsvarende ikke vil godtage nye begreber, med mindre de selvstændigt har vurderet gyldigheden - vel at mærke ud fra den samme virkelighedsbaserede standard.

Det gode sprog betinges af evnen til at tænke selv

For at opsummere, så overtager alle selvsagt sprog og værdier fra nogle andre. Man fødes ikke med dem jf. det romerske udtryk tabula rasa. Forskellen på den ene og den anden persontype skitseret foroven er ikke desto mindre, at nogle holder deres selvstændige stillingtagen intakt ved at basere denne stillingtagen på den fysiske virkelighed; mens andre i en eksistentiel forstand overtager værdier, ideer, teorier og begreber uden reel stillingtagen og ikke med andet end det sociale, og ud fra ønsket om at tilpasse sig deres sociale omgivelser som værende målestokken og det primære for accept eller forkastelse. Stillingtagen, når det gælder sidstnævnte pragmatikerne, handler dermed om, hvorvidt de tror, de i en normmæssig sammenhæng kan slippe godt fra at abonnere på værdier, begreber og ideer i en given social kontekst, det vil sige, i hvilket omgang de ved at overtage bestemte værdier eller begreber forventer social accept.

Formålet med at vælge for pragmatikerne er således som det primære, at opnå denne ydre accept. Og når dette er det primære indebærer det blandt andet, at man på forhånd accepterer et bestemt begreb, uden at undersøge og stille spørgsmål ved begrebet ud fra en virkelighedsbaseret standard, jf. spørgsmålet om validering. Tilgangen kan endvidere også handle om, at man i almindelighed ikke mener, at nye begreber ikke skal kunne valideres, defineres og integreres. Jf. det sidste kan en second hander derfor udmærket selv være ophavsmand (kilde) til nye udefinerlige og grundløse abstraktioner. For abstraktionen vil i så fald stadig være opfundet med afsæt i nogle værdier eller ideer, man valgte, blot fordi de var nogle andres, det vil sige afsættet i dette tilfælde er stadig, at den forventede sociale anerkendelse har fået lighedstegn med noget gyldigt, værdifuldt og korrekt.

Sammenhængen mellem det sociale afsæt og så kollektivisme, altruisme og irrationalisme

Det er endvidere Ayn Rands fortjeneste, at hun har identificeret netop svækkelsen af sprogets virkelighedsbaserede fundament, som et led i en bevægelse hen imod altruisme og kollektivisme samt mere rendyrket irrationalisme. For kan man ændre sproget, kan man således også ændre på almindelige menneskers virkelighedsopfattelse. I den forbindelse er det selv sagt lettere at forvandle børn og unge end voksne til ovenstående sociale tilpassere (i modsætning til selvstændigt tænkende voksne).

Resultatet af sådanne former for gruppe-orienteret pædagogik vil typisk være, at man i stigende grad masseproducerer humanister (og planlæggere, der gerne vil kommandere med andre); og at man i stigende grad ikke kan uddanne nye generationer til eller skabe interesse for naturvidenskabelige fagområder; det vil sige for professioner, hvor der skal tages selvstændigt stilling baseret på et afsæt i den fysiske virkelighed. (Det vil sige via ikke-modsætningsfyldt identifikation, og efterfølgende mental integration).

Den moderne universitets-videnskab af i dag er derfor også blevet humaniseret til at handle mere om statistik og forudsigelse på bekostning af innovation. Dette sker vel at mærke netop med afsæt i en frygt for den objektive virkelighed, samt ud fra en tvivl om menneskers evne til at beherske verden og virkeligheden. I stedet ernærer man sig nu af frygtskabelse; hvor der i høj grad også er tale om et produkt, hvor den politiske efterspørgsel er høj.

Kollektivisme og altruisme

I andenhåndstilgangen til verden gemmer der sig således ikke blot noget irrationelt og ikke- virkelighedsorienteret og i stedet blindt. Der er i vid udstrækning også tale om en form for kollektivisme. Endvidere er den typiske kerneværdi for ”the second hander” altruisme; hvilket netop knytter sig til kollektivismen, jævnfør netop dette med, at det centrale for altruister og kollektivister handler om at tilpasse sig gruppen og de sociale omgivelser.

Kollektivister er dermed typisk altruister og omvendt: Det gode er det fælles, og det fælles er det gode. Målestokken for det gode er således det, de andre (de fleste) holder for at være godt.

De andres værdier (altruismen) er dermed det, man orienterer sig efter, når afsættet for adfærden er det sociale. At appellere til, at man skal gøre det, som andre ønsker, er dermed jf. altruismen et tilbagevendende og dominerende tema, såvel når det gælder de underkategorier af politiske budskaber, man kan finde (og som overtages), såvel som det netop er et implicit tema i de vage termer i indledningen.

Det der regnes for det socialt værdifulde i dag, kan især identificeres ved de politiske appeller og paroler, der handler om det angiveligt gode i, at man skal ofre sig for den ene eller anden sag; hvad enten det så er naturen eller fællesskabet (nationen eller gruppen), alt efter hvad den sociale kontekst dikterer. Det som fremhæves som det gode, er dermed ikke at skabe sig et godt liv for sig selv, men at give afkald på en del af sit eget til fordel for det pågældende socialt definerede fællesskab.

Respekten for individets frihed er tilsvarende forsvundet. Og krigen mod menneskers frihed og ret til selvbestemmelse finder således også sit udtryk i retorikken: - Ved hjælp af udtrykket den sociale massegrav forsøger man eksempelvis at fremstille et af verdens rigeste lande, USA, som en fiasko. Og det er netop ikke et tilfælde, at det er USA man angriber (og ikke Rwanda eller Zimbabwe), eftersom der netop er tale om individualismens nation, og som dermed står som den største symbolske trussel mod kollektivisme, og altså ikke fordi der i praksis er tale om fiasko, når det gælder om at skabe velstand og kulturel dynamik; ellers ville man i stedet åbenlyst vende sit skyts mod de fleste lande i Afrika, der netop har fejlet uanset hvilket parameter, man opstiller. (I det mindste så længe de parametre handler om vækst, velstand og velfærd for mennesker).

Ved hjælp af forbrugersamfundet søger man tilsvarende at få befolkningen til at ignorere, at forbrug forudsætter produktion. Dermed forsøger man at få de let påvirkelige til at glemme, at forbruget er en konsekvens af det, der er gået forud; hvilket netop også er individers målrettede handlinger (og ikke gruppediskussioner og skiftende politiske projekter). Vores forbrugsevne er med andre ord et af flere udtryk for den velstand, der er skabt i en del af verden, hvor man på enestående måde, og takket være anerkendelsen af menneskets ret til sit eget liv, har formået at løsrive sig fra det usle liv, der har kendetegnet det meste af historien. Denne løsrivelse er imidlertid netop samtidig en løsrivelse fra en gruppeorienteret og flokpræget forhistorie.

For dem der sætter det sociale og flokken over den fysiske virkelighed, er behov (i modsætning til evne og selvstændig tænkning) tværtimod det primære. - Derfor forsøger man tilsvarende på teoretisk vis at få behov (mave) og ikke evne (hjerne) til at være drivkraften for produktion. (Jf. såvel socialisme som keynesianisme, hvor man netop hævder at det er henholdsvis behov og forbrug, der er drivkraften for udvikling. Man behøver dog kun skele til lande i Afrika for at kunne konstatere at behov i sig selv ikke fører til noget som helst, og dermed ikke driver produktionen).

I overensstemmelse med ovenstående burde det derfor ikke være overraskende, at flokvæsner netop ser forbrugeren som den vigtigste aktør i nogle samfund, der ikke desto mindre netop skiller sig ud ved at være kendetegnet ved overlegen produktion. Ved at tale om ”forbrugersamfundet” har man med andre ord søgt at gøre produktionen til noget forholdsvist uproblematisk, og noget som man dermed søger at bilde andre ind altid vil kunne opretholdes. Også begreber som overforbrug, risikosamfund og bæredygtighed tjener det samme formål: Det vil sige på historieløs vis at nedgøre den kolossale velstand, der er skabt af selvstændigt tænkende individer; og dermed at sætte det sociale over de fysiske og konkrete forandringer af virkeligheden. Men igen: når disse begreber omplantes til lande, der ikke har oplevet industrialisering – jf. den 3. verden - forstår man hurtigt, hvor absurde begreberne er, og også hvor ødelæggende og destruktive de ideologer er eller var, som skabte dem i første omgang.

Arven fra den ”sociale” generation

Med ovenstående tale om social massegrav eller forbrugssamfundet er der netop ikke tale om universelle begreber - jf. pointen om civilisation; men i stedet om et særligt sprog for de blomsterbørn, der voksede op i 1970’erne, som ville tilbage til naturen, og som netop bevidstløst overtog nogle ideer, værdier og begreber uden at man kunne validere, integrere og definere dem.

Netop fra og med 1970’erne blev det således mainstream, at man troede man kunne opnå indsigt via sine følelser. Derfor ser vi i dag, at undervisere og pædagoger (med statens velsignelse og tilskyndelse) der mener, at børn og unge hurtigt kan tage stilling til de mest komplekse fænomener som eksempelvis globalisering. Også her ses det, at det sociale står over det fysiske og objektive: Ifølge tilgangen behøver man derfor ikke længere at skille tingene ad og undersøge dem, samt lære at integrere de forskellige elementer - eksempelvis de laverestående begreber der forudsættes for at forstå globalisering herunder markedsøkonomi, arbejdsdeling, specialisering m.v.

Når man først via den såkaldt progressive tilgang har lært holdning via følelse regnes viden, filosofi og tænkning derfor for at være overflødig; så kan man i stedet føle sig til hvad globalisering er, ved at tænke på, hvad man følte, da man købte et par sko fra Kina! Konsekvenserne for unge menneskers selvforståelse er selvsagt ødelæggende: Man vil tro, at man ved noget, og at man har gyldige holdninger til alt mellem himmel og jord; men omverdenen vil i stort omfang reagere med vantro (jf. aktuelt hvad man kan høre fra husbesættere om deres syn på alt fra økologisk landbrug til frihandel: De har netop lært at enigheden i gruppen er at sætte lig med viden og indsigt)

De nye moderne begreber er derfor i høj grad begreber, der er følelsesprægede, og skabt som en følge af moderne pædagogik; hvor fakta, logik, identifikation, integration og begrebsmæssig rangordning i vid udstrækning regnes for gammeldags.

Pointen her er, at denne pædagogiske indstilling netop også skyldes et ikke-objektivt syn på virkeligheden, det vil sige hvor ”sociale virkeligheder” regnes for de primære. De pædagogiske tilgange er netop opstået i en tid, hvor social indignation har fået status som hårde facts; fordi gruppen var enige om, at begrebet i kraft alene af konsensus i så fald havde gyldighed. For at eksemplificere yderligere forbindes forbrug i denne kontekst således ikke længere mentalt med resultatet af produktiv adfærd, hvilket netop er en positiv forandring af omgivelserne, men med en følelse, der baserer sig på de røde og grønne doktriner, den pågældende er blevet udsat for. I denne verden nærmest svæver ressourcerne rundt i verden uden at befinde sig i bestemte menneskers besiddelse, og uden at nogen rigtigt ved hvad der forstås med ”ressourcer”. Andre har lært at sige at de ”ikke bryder sig om måden ressourcerne er fordelt på”.

Når først virkeligheden som standard og målestok er forsvundet bliver man således yderst modtagelig for alverdens ofte helt selvmodsigende teorier og verdensforestillinger. For man har netop ikke lært at identificere, om noget er selvmodsigende eller ej. Bemærk derfor samtidig, at ovenstående moderne pædagogik netop ikke baner vejen for selvstændighed, som det ofte påstås, men i stedet for gruppeorientering og kollektivisme, og dermed i sidste instans også for autoritære bevægelser. For det eneste holdepunkt man har tilbage er nu at orientere sig efter det som andre godkender – jf. den moderne jagt på tendenser, strømninger og henvisningen til meningsmålinger som standard for, hvad der er rigtigt og forkert. Man vil ganske vist have meninger om alverdens ting, men det vil man først og fremmest fordi standarden for meningsdannelse i det store hele takket være pædagogikken er bort-eroderet.

Vor tids politikere er således i vid udstrækning blevet udsat for den samme måde at validere begreber på, som man blev det i 1970’erne: Gruppen var og er referencerammen, og det sociale og/eller nationale fællesskab er målestokken. Valget står så herefter mellem hvilke bestemte grupper, individet skal ofres til fordel for; hvilket fra individets synsvinkel dog nu engang er et spørgsmål om at vælge mellem pest eller kolera. Fælles er det, at individet for kollektivister, og de der sætter det sociale øverst, står under kollektivet, og at det sociale er målestokken - ikke blot for hvad der regnes for det gode, men også for sandheden. Dette med at sætte fællesskabet øverst gælder, som det vil være læseren bekendt, uanset om der er tale om Enhedslisten (der er indædte modstandere af ”forbrugssamfundet”) eller Det konservative Folkeparti (hvor man er varme tilhængere af - samt ofte benytter sig af - begreber som samfundsnytte eller sammenhængskraft).

Socialisme og økologisme

Tilsvarende er det således ikke en tilfældighed, at der er mange fællestræk, når det gælder økologister og så klassiske kollektivister. Det primære her er netop for såvel de røde som de grønne ikke den objektive virkelighed og menneskets plads i denne virkelighed; men i stedet en social ditto, hvor individet skal underlægges noget andet. Et afsæt i den objektive virkelighed og et fokus på menneskets placering i denne virkelighed, ville således føre frem mod den målsætning, der handler om at forbedre menneskets situation i forhold til omgivelserne: det vil sige i retning af at forbedre ved at forandre de fysiske omgivelser. Dette ville så handle om at sikre sig de betingelser, der giver fornuften de bedst tænkelige vilkår. Dagsordnen er derimod netop i kraft af det sociale afsæt ofte stik modsat for såvel de røde og klassiske kollektivister som økologisterne. Det objektive - herunder mennesket overfor naturen regnes for mindre vigtigt for begge grupper i forhold til fællesskabet, det vil sige gruppen og det sociale. Man angriber derfor velstandsskabelse, eftersom man tydeligvis frygter at øget vækst og velstand svækker gruppen og fællesskabets betydning. Omvendt forventer man, at det sociale vil stå stærkere som følge af en svækkelse af den individuelle frihed.

I altruistisk og kollektivistisk prægede institutioner, som EU og FN, helliges den største grad af opmærksomhed derfor ikke overraskende netop til de aktører, der er de største modstandere af individets frihed, hvad enten det er iranske præster eller repræsentanter for Greenpeace. - Socialdemokratiske bureaukrater foretrækker dermed i praksis også den rene og absolut fællesskabsorienterede vare; det vil sige de repræsentanter for ideologiske retninger, der sætter det sociale over de materielle forbedringer, hvilket netop er fællesnævneren for islamister og økologister. I EU og FN respekterer man dermed sådanne ekstreme idealister, netop fordi der er tale om idealister, der vil ofre mennesker til fordel for sagen, hvad enten denne sag så er søpølser og koralrev eller en ”hellig” bog.

Kontrol og magt over mennesker (det sociale) er dermed fællesnævneren for de, der sætter det sociale over det objektive. Den fælles fjende er netop den objektive virkelighed, individualismen og det frie individ, der har retten og evnen til at bruge sin fornuft – og som formår at skabe sit eget liv. Det man bekæmper, er således, at det frie menneske opnår kontrol og magt over den fysiske virkelighed, det vil sige over naturen og sikrer sig herredømmet over jorden (Det er tydeligvis hverken i islamisters eller de grønnes interesse). Angrebet der skal sikre dette, sker ved at angribe menneskers evne til at gøre brug af deres egen fornuft. Og det sker i begge tilfælde især via indoktrinering i offentlige uddannelsesinstitutioner.

Også for de grønne står samvær derfor over velstandsskabelse, faktisk mere end det er tilfældet for de mere klassiske kollektivister. Netop dette er årsagen til, at de grønne kan tillade sig at ignorere de ødelæggende konsekvenser af eksempelvis kvoteordninger, skatter og afgifter. Konsekvenserne for mennesket i forhold til sine omgivelser (set fra menneskets synsvinkel) regnes netop ikke for afgørende. Det gør i stedet det at ”sende politiske signaler” på bekostning af de reelle negative konsekvenser, at orientere sig efter bæredygtigheden eller fokusere på sammenhængskraften - eller ved henvise til konsensus, (og gerne en frisk meningsmåling, der skal dokumentere den helt absurde men dog morsomme term voksende konsensus).

Mere end for andre er de fysiske konsekvenser af den politiske adfærd dermed underordnet. De nye vage begreber tjener således som atter i vid udstrækning det samme formål: De bidrager alle til at underminere menneskers evne til at orientere sig i den fysiske og objektive virkelighed; - en virkelighed man imidlertid vil få tæt ind på livet, den dag det lykkedes for miljøbevægelsen at knægte de centrale dele af infrastrukturen, sådan som man er i færd med at gøre det, når det gælder transport og energipolitikken.

Politik og statskundskab som kunsten at manipulere med virkeligheden

Jævnfør ovenstående er det måske ikke overraskende, at det navnlig er politikere, offentligt ansatte herunder akademikere, der benytter sig af de indledningsvist nævnte løse og luftige termer, eftersom netop de har brug for at fastholde og udbygge usikkerheden angående, hvad der er rigtigt og forkert. Her respekteres sproget derfor ikke som et konstruktivt orienteringsredskab, men i stedet som et våben.

Netop indenfor politik i et samfund, der er politiseret, bliver sproget noget der bruges til at kontrollere, styre og manipulere med. Man skaber intet. Man ønsker i stedet at overtage eller at ødelægge, det der skabes. Og i kraft af ovenstående kan der identificeres vægtige psykologiske grunde til dette. Den korte forklaring er, at man i kraft ens egen manglende evne til at forholde sig objektivt til den virkelighed, man befinder sig i, har en tilsvarende interesse i at svække andres evne til at begå sig i denne.

De moderne professionelle politikere har med andre ord brug for, at den sociale virkelighed bliver den dominerende, og at viljen til at yde ofre for fællesskabet i befolkningen øges. Derfor søger man netop at svække evnen til at kunne bruge sproget som et orienteringsredskab, og i stedet gøre sproget til et middel til politisk mobilisering; det vil sige et instrument til henholdsvis kontrol og lydighed. Midlet er således uforståelige begreber, hvor nogle (som i forhistorisk tid) giver autoriteten eneretten til at tolke, og hvor andre så lærer at lade denne tolkning fra de politiske autoriteters side være bestemmende for sandhedsværdien, det vil sige i en situation hvor sandhedsværdi vel at mærke er blevet et spørgsmål om tro.

Mere socialt er derfor for politikere ikke mindst mindre privat og mere offentligt. Det private samfund med private skoler, private vurderinger, private holdninger og så videre er grundlæggende ikke forenelig med den fælles politiske vision om et samfund, der har de sociale sandheder og fællesskabet som omdrejningspunkt. Heri ligger så også forklaringen på, at skatterne stiger, reguleringsbyrderne vokser og individets frihed forsvinder, uanset hvor mange kollektivistiske eksperimenter der i forvejen er kuldsejlet. Det primære projekt er fastholdelsen og udvidelsen af den politiske magt. At socialisme som økonomisk system er opgivet betyder derfor ikke at kollektivistisk ideologi på nogen måde er opgivet. For det sidste er simpelthen en trossag samt – retning.

En overset forklaring på statens vækst og den fortsatte opbakning til kollektivistiske partier i Danmark (selv efter Murens fald) er således, at stadigt nye generationer via uddannelsessystemet har lært, at gruppen og det sociale er det primære, det man bør rette sig efter samt søge at tilpasse sig, vel at mærke uanset hvad det sociale så i praksis er, og uanset om det man lærer, kan siges at have en objektiv værdi, når det gælder evnen til at klare sig i verden.

…………………..

Arbejdstitlen på Ayn Rands andensidste roman the Fountainhead var netop ”Second-hand Lives”. Bogen beskriver henholdsvis individer, der træffer bevidste valg og lever i kraft af deres egne værdier, og så de der lever på den sociale virkeligheds skrøbelige grundlag og præmis.

Ayn Rand - ideer gør forskellen

I år 2002 opdagede jeg Ayn Rand. Mindre end et år efter var jeg bekendt med størstedelen af hendes forfatterskab, hvoraf den ene halvdel består af murstenstykke romaner, og den anden af faglittereratur ofte i essayform omhandlende såvel æstetik, epistemologi, filosofi, etik, politik, økonomi med mere.

Bekendtskabet begyndte vel at mærke ved et tilfælde med, at jeg på Københavns Hovedbibliotek fik øje på en bog med den fængende titel: Kun den stærke er fri, originaltitel: The Fountainhead. - "Det lyder en smule Nietzsche-agtigt", tænkte jeg, og læste forsøgsvist den første side. Her bliver man på bekræftende vis præsenteret for en ener: et leende og stærkt menneske, der springer ud fra en klippe for at svømme, er ét med naturen og i harmoni med sig selv.

Jeg lod bogen komme an på en prøve - uden forkendskab, men af ren nysgerrighed. Der var jo trods alt tale om en kvindelig forfatter. Så både overskrift og introduktion kunne jo, den moderne feminisme taget i betragtning, vise sig at være vildledende.

Halvvejs igennem bemærkede jeg imidlertid, at det rent faktisk var som at læse en velskrevet roman, sådan som man kunne forestille sig, at salig F.W. Nietzsche ville have skrevet den, hvis han havde været konsistent og disciplineret med sans for romangenrens æstetik. Evnen til at provokere var under alle omstændigheder den samme.

Forfatteren var, som Nietzsche, åbenlyst i stand til at fokusere på, hvad der var essentielt, vel at mærke på det eksistentielle plan. Hun formåede at vise, hvad det var, der motiverede bogens forskelligartede hoved- og biroller. Rand skildrede knivskarpt forbindelserne mellem holdninger, handlinger, og deres konsekvenser - på såvel det korte som det lange sigt. The Fountainhead/Kun den stærke er fri, der er Rands andensidste roman, kan derfor siges at være en slags dannelsesroman.

Der var imidlertid (jf. atter Nietzsche) ingen direkte moralisering forbundet med ovenstående; blot denne karakterbeskrivelse og de handlinger, der åbenlyst måtte følge af netop karakterernes egenskaber, herunder deres syn på verden. Den fortættede karakterskildring var samtidig hvad jeg så som det geniale i historien om arkitekten Howard Roark: Det vil sige, at man så tydeligt kunne se disse forskellige person-træk baseret på forskellige livsindstillinger, og så iagttage deres konsekvenser for aktørerne. Rands univers er dermed at beskrive som "meningsfuldt", med alle de betydninger man kan lægge i det udtryk.

Ifølge Rand var det tydeligt, at ideer gjorde en forskel, og at man kunne vælge sin egne værdier (jf. atter Nietzsche og forsvaret for den fri vilje). Dette vidste jeg allerede; forfatteren var dog langt mere fortrolig med emnet end jeg selv. At det alligevel primært er mænd, der er begejstrede for Rand, forstår jeg ikke; for her er da endelig en politisk tænker, der tilbyder personlig og politisk frigørelse, så det basker.

Og hvor første halvdel af Kun den stærke er fri blot er anderledes, spændende og medrivende - så begynder man fra og med slutningen af første halvdel og i resten af romanen derudover at blive udfordret på ens eget syn på tilværelsen. Det er sket for mange. Trods Rands død i 1982 er bogsalget på såvel det globale som det amerikanske plan derfor stadig præget af vækst.

Der er samtidig intet kult- eller scientologi-agtigt forbundet med Rands omfangsrige produktion. Kernen i Rands talent består blot i denne knivskarpe fokusering på holdninger og ideer, og så erkendelsen af ideernes konsekvenser. Hvis man skulle komprimere budskabet i Rands omfangsrige forfatterskab handler det simpelthen om at give ansvaret tilbage til den enkelte. Efter sigende skal statsministeren være - eller måske: have været - blandt forfatterens fanskare.

Kult er Rand derfor ikke, men sikkert politisk ukorrekt. Romanerne og de faglitterære værker sælger først og fremmest, fordi kilden til produktionen er en nøgtern og kompromisløs tænker, og hverken drømmer eller utopiker. I Kun den stærke er fri viser Rand således vedholdende, hvor meget frihed vi rent faktisk har, og hvor stort råderummet for at handle selvstændigt i virkeligheden er, hvis blot vi tør, magter og formår at identificere vores eget syn på verden, og derefter tage stilling til, om det nu også er sådan et syn, vi vil leve ud fra - resten af livet.

"De svage" er således i modsætning til "de stærke" (jf. den danske titel) for Rand ikke mindst dem, som ikke tager stilling, som undviger og ikke fokuserer, og som dermed frygter stillingtagen, principper, tænkning og holdningskamp. De svage er dem, der bevidstløst følger med strømmen, og som eksempelvis undviger at tage ansvaret for deres egne handlinger. Det vil netop sige dem som prædiker determinisme, som føler sig ufrie, og som for at retfærdiggøre sig hævder, at denne ufrihed gælder for de fleste; og som vel at mærke vil have samfundet indrettet derefter.

I år er det så halvtredsåret for udgivelsen af Ayn Rands hovedværk - Atlas Shrugged/Og verden skælvede - på omkring 1.200 sider. Det er en bog, der sammen med førstnævnte gjorde Rand berømt.

Igen er der tale om et værk, der skiller sig ud fra mængden, eftersom der er tale om en en roman med overblik, der samtidig omfatter drama med fremdrift, intelligent dialog, æstetik, fornuft, følelser og store konflikter, og som for alvor har noget på hjerte.

Atlas Shrugged er således ét langt forsvar for de grundlæggende principper og værdier, der har sikret os ikke blot velstanden i den vestlige verden, men også respekten for individet og fornuften, for den frie tanke og evnen - samt retten - til at handle i fred og frihed, til at skabe og til at producere. Rand viser i Og verden skælvede/Atlas Shrugged således sammenhængen mellem effektiv jernbanedrift og så - Aristoteles. Det vil sige sammenhængen mellem velstandsskabelse og fornuft.

Indholdet bliver dog aldrig af den grund akademisk højtravende eller kedeligt. Der er tværtimod tale om en »pageturner«, der giver de fleste andre filosofiske romaner baghjul, når det gælder drama og handling. (Hvad enten det så er Robert Musils lige så lange roman Manden uden egenskaber eller Umberto Ecos kortere Rosens navn).

For Rand er livet ikke en spøg. Det er alvor: Handlinger har konsekvenser. Ideer gør en forskel. Nogle ideer og mennesker er destruktive. Andre er produktive, og deres adfærd er dermed livgivende. Hvem er hvem? Kan fornuften give os svarene, eller skal vi stole på vores instinkter?

Rand stiller i modsætning til de sædvanlige fabulerende forfattere ikke spørgsmålene, mere end hun giver os svarene. Hun hamrer vel at mærke svarene igennem, så det skaber vrede, had og irritation. Det skal hun imidlertid elskes, og ikke bagtales, for.

Hendes forfatterskab og ideer må frem i lyset - og det kommer de også: Hollywood vil nu filmatisere bogen. Den danske investeringsbank Saxo Bank har for nogle år siden trykt 10.000 eksemplarer af den engelske version. Og interessen for Rand og hendes filosofi "objektivismen" er selv i Kina og i hendes oprindelsesland Rusland, i vækst.

Ayn Rand har på enestående vis dokumenteret sammenhængen mellem erkendelse og fornuft på den ene side og velstand og fremskridt på den anden side.

Det er af samme grund intet under, at vor tids akademikere som hovedregel ringeagter Rand, eftersom hun ikke blot sælger og er en succes, men også har et voksende publikum hos dem, der leder efter svar på tilværelsens store spørgsmål. Svar som venstrefløjen selv har opgivet at give, og hvor man i dag ikke længere tilbyder en fagre ny (socialistisk) verden, men kun kan tilbyde (klima)frygt og social skepticisme og tvivl, dvs. om man skal vende tilbage til naturen eller satse på endnu et socialistisk eksperiment.

Det ville derfor være højst besynderligt, hvis ikke vor tids kulturelle elite skulle gøre alt, hvad de kunne for at undgå forfatteren. Når Rand endnu ikke er blevet mere kendt i USA - endsige i Danmark - er det derfor ikke noget, der bør give anledning til undren; for modstanderne mod hendes ideer og budskaber er netop vor tids pragmatiske, kompromissøgende og gråtonede velfærdskustoder.

Af uforståelige årsager er den mest læste Rand-bog herhjemme i øvrigt hendes første roman Vi der lever. Den er hverken nær så velskrevet, medrivende eller så stilmæssigt konsistent som de senere to omtalte og langt større romaner. Det er derfor på høje tid med en genudgivelse af den danske oversættelse af Atlas Shrugged.

Tidligere bragt i Berlingske Tidende den 17. februar

Moral vigtigere end økonomi

Torsdag den 1. juni 2005 afholdt Saxo Bank et foredrag med Yaron Brook, der er direktør for the Ayn Rand Institute i USA.

Ayn Rand Institute (ARI) har sit navn fra russisk fødte Ayn Rand (1905-1982), der er grundlægger af den filosofiske skole ved navn Objektivismen.

Eftersom det var en investeringsbank, der havde inviteret direktøren for ARI til Danmark kan eventuelt forventes et resume af et foredrag, der primært handlede om økonomi, og værdien af det frie marked.

Denne gang starter indlægget imidlertid med forudsætningen, for at nogen i det hele taget skulle interessere sig for, hvad der er sandt eller falsk - også i en økonomisk sammenhæng. Spørgsmålet om hvorvidt noget er sandt eller falsk handler blandt andet om ærlighed; og dermed om moral.

Eftersom det gælder om at fastholde så mange læsere som muligt, bringes imidlertid først - i en komprimeret form - nogle af de budskaber, der kan udledes fra Objektivismen og foredraget den 1. juni:

• Fornuften er menneskets eneste redskab til overlevelse. Det vil sige fornuften er ikke bare det primære redskab, men det eneste.



• Overlevelse, ikke bare på det korte - men også det lange sigt, forudsætter menneskets frihed samt dets evne til at bruge fornuften. Dette forudsætter dermed forsvaret for den personlige frihed.



• Hvis man vil overleve – også i en moralsk henseende – i et frit samfund - samt har et ønske om at forbedre egne vilkår, må man bruge sin fornuft. Det er dermed ikke fornuftigt at ofre egne værdier, hvis disse handler om overlevelse.



• Moral er noget der må udledes af fornuften; og er dermed på linie med fornuften et redskab til overlevelse. Moral er således primært noget man har for sin egen interesses skyld. Et moralkodeks er et sæt af værdier, man orienterer sig efter – på samme måde, som man orienterer sig ved hjælp af sin fornuft



• Moral er dermed vigtigere end økonomi, eftersom det er moralen - og lige bag ved denne, vores fornuft - der er forudsætningen for, at vi beskæftiger os med hvad, der er sandt eller falskt. Kun hvis vi interesserer os for rigtigt og forkert, sandt og falskt – og jf. moralværdierne for at leve og leve længe - giver det mening at debattere og analysere økonomiske sammenhænge.



• Kun et frit samfund med tænke-, tale- og handlefrihed kan siges at være et moralsk og rationelt samfund.

Her følger et længere resume:

Yaron Brook indledte med at minde tilhørerne om, at mange konferencer med mange repræsentanter for diverse frimarkeds-tænketanke giver mindelser om filmen ”Ground-hog Day”, der har Bill Murray i hovedrollen som en person, der vågner op til den samme dag igen og igen.

Det vil sige, de samme diskussioner gentages. Det frie markeds ubestridte succes påpeges.

Og alligevel fortsætter den politiske knægtelse af såvel de politiske og økonomiske friheder, og ikke bare i de ufrie lande.

Tendensen til at erstatte markedet med stat, og det private med det offentlige fortsætter indenfor mange områder i såvel Europa og USA, trods det forhold at endemålet: den absolutte og gennemført totalitære stat historisk set altid er brudt sammen; og trods det forhold, at selv yngre generationer har sådanne totalitære staters sammenbrud i frisk erindring.

De politiske beslutningstagere har således, som befolkningen i almindelighed, ikke taget ved lære af historien. I praksis lytter man samtidig kun i meget begrænset omfang til dem, der peger på nytten ved forsvaret for de økonomiske og politiske frihedsrettigheder.

Resultatet er, som Yaron Brook opsummerede det, at de helt grundlæggende fakta står uimodsagte: Man kan iagttage at kapitalismen virker, og at den er praktisk og nyttig, men samtidig se tydelige skridt på vej hen imod socialisme og planøkonomi.

Et spørgsmål om værdier

Svaret på hvorfor det forholder sig sådan var for Yaron Brook netop dét vigtige spørgsmål, der skulle besvares, og som ifølge Yaron Brook ikke besvares bedst af økonomer, men af mennesker, der beskæftiger sig mere med filosofi og herunder de politiske ideologier.

Synspunktet er således, at der er noget, der kommer før økonomi, som er vigtigere, og som er det der forklarer, hvorfor det kapitalistiske system undergraves - på trods af Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Det korte svar på det spørgsmål er simpelthen: Værdier.

Hvilke værdier er det så, ifølge Yaron Brook, der undergraver kapitalismen? Det gør den altruistiske ”etik”. Det vil sige den ideologi, der tilsiger at mennesker skal ofre sig for hinanden – eller for miljøet.

Ifølge Brook står altruismen i skærende kontrast til det, der er kerneværdien bag det kapitalistiske system, hvilket er den oplyste egeninteresse, og de værdier der i stedet går ud på, at handle i ens egen interesse.

Forskellen på de to modstridende sæt af værdier kan illustreres ved koncentriske cirkler:

Den oplyste egeninteresse begynder med den inderste cirkel. Altruismen med den cirkel, der i den enkeltes verdensbillede til en hver tid kan siges, at være den yderste.

- Den ærlige altruist vil ofre sig selv for befolkningen i ”Langtbortistan”. Den uærlige altruist vil have andre til at ofre sig.

Altruisme som en offerideologi

Ifølge direktøren fra the Ayn Rand Institute tilskrives den moralske værdi (”the moral credit”) således til det uselviske menneske; det vil sige det menneske, der ikke tænker på sig selv, eller i det mindste handler som om vedkommende ikke tænker på sig selv; eller – værre endnu - så tildeles status til den, der opfordrer andre mennesker til ikke at tænke på dem selv, og som opmuntrer andre til at ofre sig og opgive egne værdier til fordel for (ofte anonyme) andre.

Altruismen kan således også kaldes for en offerideologi; og ikke bare eftersom kerneværdien handler om at ofre sig; men eftersom det, at der kan identificeres ofre, (og ikke vindere) er den primære forudsætning for ideologiens eksistens.

Æren går således til den der forærer ting væk gratis, og som ikke forfølger det, der er i den enkeltes egen personlige interesse. Indenfor den altruistiske etik, står Moder Theresa således højt hævet over for Bill Gates. Personlig success anses måske for at være et gode, men ikke et moralsk.

En udløber af denne altruistiske etik, er derfor skyldfølelsen i form af en følelse, der handler om at man ikke giver tilstrækkeligt meget væk, og ikke ofrer sig så meget man føler, at man burde. Skatterne – men ikke mindst stoltheden hos nogle forretningsfolk ved at betale umådelige summer i skat er, var ifølge Yaron Brook, tilsvarende symptomatisk for denne etik.

Ayn Rands egoistiske etik

Alternativet til den altruistiske etik er, ifølge Brook, et syn på etikken, der tager sit afsæt – ikke i religion, men i virkeligheden og i et naturvidenskabeligt syn på verden.

Dette syn handler om, at mennesket har en fri vilje, og som et levende væsen må overleve, og derfor har brug for værdier, der kan sikre overlevelsen, når der skal vælges mellem flere alternativer. - Og det skal der: Ethvert øjeblik har sine egne valg. - Man kan vælge at fokusere på disse aktuelle og konkrete valg i ens egen tilværelse; eller man kan vælge at stikke hovedet i busken. Der er derfor, som Yaron Brook udtrykker det, et behov for at kunne træffe valg ud fra værdier, der er baseret på fornuften, eftersom fornuften er menneskets redskab til overlevelse. Fornuften er dermed den standard, med hvilke moralske værdier kan bedømmes.

Den objektivistiske tilgang fører således ikke til uselviskhed – og ikke til en filosofi, der fortæller dig, at du bør ofre dig for nogen eller (i miljøbevægelsens tilfælde) for noget.

Ideerne om overlevelse, fornuft, og for det tredje moral som værende snævert forbundet med førstnævnte to begreber, fører tværtimod til et princip, der handler om, at man bør søge at handle med andre, det vil sige i frivillighed udveksle goder eller serviceydelser med andre, og dermed ikke om at ofre sig: det vil sige at give rigdom væk, og for (hvis man holder af velstand) i retur at modtage fattigdom.

Handelsprincippet bygger således ikke på altruisme, men på oplyst egeninteresse eller ”langsigtet egoisme”. Dette princip afspejler samtidig et syn på verden, der - ikke blot i prakisk men også moralsk henseende - forbinder individniveauet med samfundsniveauet: Sikringen af ens egen personlige frihed forudsætter, at man forsvarer et samfundssystem, hvor den personlige frihed i almindelighed forsvares. Ensartede regler om liv, frihed og ejendom gavner såvel individet, men også samfundet som helhed. Ikke desto mindre er synet på mennesket vel at mærke afsættet for valget af den fortrukne samfundsmodel - og ikke omvendt.

Afsættet for ovenstående er således et forsvar for fornuften, og et syn på fornuften som værende absolut. Der argumenteres samtidig ud fra en idé om, at fornuften står i et modsætningsforhold til initieringen af magt; og som en følge af dette, at magt kun kan komme på tale med henblik på at forsvare sig, eller til at forhindre – i form af præventive handlinger (jf. Iran og Nordkorea), angreb på egne værdier.

Kapitalisme som system, er netop et system, der tager afstand fra et samfundssystem baseret på magtanvendelse; men vel at mærke samtidig ikke fra magtanvendelse som forudsætning for at forsvare friheden.

Kapitalisme baserer sig derfor på handelsprincippet. Og ideen om at udveksle varer og ydelser under frivillighed er netop det, der adskiller kapitalisme fra enhver form for kollektivisme såsom socialisme, kommunisme og socialdemokratisme.

Ayn Rand og Yaron Brook baserer derfor primært deres forsvar for kapitalismen på nogle værdier om personlig frihed og fornuften; og dermed ikke - som det primære – ud fra en nyttebetragtning, men ved hjælp af et moralsk synspunkt, - der ikke desto mindre er grundet i et afsæt, der handler om overlevelse, og som derfor samtidig har en stærk ”nyttedimension”. (- Ikke desto mindre giver det kun begrænset mening at tale om nytten eller unytten ved overlevelse. Hvis man ønsker at forsvare sit eget liv, må man først og fremmest anse det for at være værd - det vil sige værdifuldt - at forsvare).

Tidligere tiders modsætningsforhold mellem egeninteresse, nytte, det praktiske og det moralske – samt mellem individ og fællesskab ophæves dermed med den objektivistiske indfaldsvinkel: At følge sine egne rationelle interesser (og handle langsigtet og velovervejet) skader ikke andres rationelle interesser. Tværtimod. Kapitalisme er netop præget af frivillige udvekslinger; hvor forudsætningen for samhandel er, at begge parter mener, de har fordel ved at gennemføre en given udveksling. (En statsligt fastsat minimumsløn fungerer således ikke blot i praksis som en kile og en barriere mellem to parter, der ellers kunne have nået frem til en handel i frihed. Der er også tale om initiering af magt fra statens side, og dermed om noget umoralsk).

Ayn Rands forsvar for kapitalismen er således baseret på hendes forsvar for fornuften. Og forsvaret for fornuften er det primære. Kapitalismen er derfor ikke udgangspunktet, men en konklusion. Ayn Rand forudsætter at mennesket er et fornuftsvæsen, og ender med at konkludere at kapitalismen giver mennesker maksimale muligheder for at bruge deres fornuft.

Dette forsvar baseret på en vurdering af fornuftens værdi, adskiller sig tydeligt fra eksempelvis den tyske tænker og "fornuftskritiker" Immanuel Kant.

Forsvaret for kapitalismen er således samtidig baseret på bestemte værdier, og på en bestemt moral. Kapitalisme anses dermed ikke blot for at være praktisk, men også for at være moralsk, eftersom det sikrer menneskets overlevelse og også dets værdighed ved at respektere den enkeltes ret til at træffe egne valg, så længe disse ikke skader andre.

(Det sidste er åbenlyst ikke er tilfældet med Irans atomvåbenprogram, der ledsages af erklæringer, der kun kan betegnes som krigserklæringer mod ovenstående værdier om individuel frihed, og som de der har til opgave at forsvare friheden, derfor må forholde sig til ).

Den primære problemstilling anses således ikke for at handle om konfliktende økonomiske systemer, men derimod om konfliktende værdier – som dem der handler om kollektivisme overfor individualisme.

Som en eksemplificering - og til sandsynliggørelse - af at skridtene mod kollektivisme skyldes værdier, nævnte Yaron Brook de former for skyldfølelse, der plager amerikanske forretningsfolk, netop som en følge – ikke af to syn på økonomiske sammenhænge (man går ikke ind for socialisme) – men derimod et dobbelt, og modsatrettet, syn på værdier:

Amerikanske forretningsfolk ved, at deres målrettede og ambitiøse adfærd gavner dem selv. Men blandt andet i skolen og via medierne har de samtidig lært, at det netop ikke er det mest moralske at gavne sig selv, men ifølge altruismen i stedet at fokusere på at gavne andre. Jo bedre gør man gør det for sig selv, desto mindre moralsk fremstår man i egne øjne: Velstanden er således det mest tydelige bevis på, at man ikke for alvor ofrer sig for andre. - Fornuften, der tilsiger mennesker at handle for at forbedre deres egen situation, står dermed overfor ideerne om at ofre sig, og om at handle her-og-nu med det primære sigte at være til gavn for andre.

Denne moralske konflikt fører ifølge Yaron Brook til det, han kaldte emotionalism, det vil sige at forretningsmænd (m/k)– og alle andre – handler ud fra hvad, der føles rigtigt; eftersom de indre konfliktende moralværdier ikke er til nogen hjælp. For man mangler en standard, der fortæller hvornår man skal ofre sig, og hvornår man skal søge lykken.

"Løsningen" bliver at man gør det, man føler er det rigtige (og derefter så efterrationaliserer man). Det vil sige, man indgår et følelsesmæssigt kompromis mellem den oplyste egeninteresse, og så altruismen. For man kan ikke bare ofre sig. Og man føler samtidig en udefinerbar skyld ved "blot" at tage vare på sig selv.

Resultatet, ifølge Brook, er imidlertid, at man i kraft af dette kompromis mellem modsatrettede værdier, begynder at se bort fra det lange sigt, og i stedet vælger de hurtige uovervejede ”løsninger”, eftersom man ikke længere opfatter fornuften som noget absolut. (Det kan man ikke, når man forsøger at kombinere værdierne, der handler om altruisme med de, der handler om egeninteresse). At tjene penge bliver herefter – selv for forretningsmanden – derfor i stigende grad anset som noget, der som udgangspunkt er mindre vigtigt, og til sidst tangerende noget, der anses for at være gement og uhæderligt (uanset hvordan de er tjent). Herfra er der ikke langt til at man ikke længere bekymrer sig om hvordan, pengene er tjent i det hele taget.

Yaron Brook nævnte således Enron, som et eksempel på, hvordan forrettningfolk har forladt fornuften for at opnå de hurtige gevinster, ikke mindst eftersom glæden ved at tjene penge, den skridt for skridt er forsvundet. Når fornuften og prinicpperne forsvinder, indtræder således i stedet pragmatismen, og det at gøre det, der føles rigtigt – her-og-nu.

”Money-grabbing” er i takt med denne pragmatisme således blevet et stadigt mere udbredt fænomen ikke bare i forretningslivet, men også i politik - jf. lobbyismen. - I takt med udbredelsen af statsstøtte er synet på forretningslivet derfor tilsvarende begyndt at tilnærme sig synet på velfærdsstatens korrumperede politikere.

- En spørger i forbindelse med foredraget spurgte i denne forbindelse, hvorfor kapitalismen på denne måde lader til at have tabt slaget om værdierne – herunder de der handler om integriteten.

Svaret fra Yaron Brooks side var en pointering af at det er ideerne, der – ikke bare ifølge Rand men også ifølge Ludwig von Mises – driver verdenshistorien (hvilket var modsat hvad Karl Marx mente).

Slaget stod eksempelvis tidligere mellem det gamle Grækenlands oplysningstid, og så før-kristne stammers ideer om at ofre sig. Slaget stod senere mellem kristendommen på den ene side, og så genopdagelsen af Aristoteles på den anden.

Som Yaron Brook mindede om, så følger verdenshistorien derfor ikke (i modsætning til Hegel) en bestemt plan. Den nuværende tilstand – hvor offervilligheden står overfor egeninteressen - er således et produkt af magtkampe mellem bestemte mennesker, der forsvarer bestemte ideer.

Brook nævnte som et andet eksempel, at den muslimske kultur (det vil sige nogle bestemte individer indenfor denne) i år 900-1100 efter vor tidsregning genopdagede Aristoteles; og at tænkere som Kant og Hegel i modsætning hertil, genoplivede en nu verdsliggjort version af de kristne værdier (og Platons ideer – blandt andet den om, at der eksisterer en mere virkelig virkelighed, end den vi opfatter med vores fornuft), mens Ayn Rand står for et forsvar for aristoteliske ideer.

Yaron Brooks bud på, hvad der kræves, når det gælder kampen mod afviklingen af de økonomiske og politiske friheder, var således først og fremmest, at man må stille tvivl ved nogle bestemte - og meget udbredte - værdier i samfundet; og at man i den forbindelse må pege på skismet mellem ideen om, at man bør ofre sig på - den ene side, og så de ideer, der forsvarer handlinger motiveret ud fra det enkelte menneskes egen interesse - på den anden.

.........................

Besøg Ayn Rand Institute, og læs Leonard Peifkoffs præsentation af objektivismen.

Læs også Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet