Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

Ayn Rands filosofi "objektivismen" er af hendes kritikere blevet kaldt "selvhjælpsfilosofi". Men at dette skulle være en negativ betegnelse for en filosofisk skole, siger imidlertid mere om hendes kritikere og deres syn på evnen til selvstændighed, end det gør om Ayn Rand og hendes ideer.

Ayn Rand (1905-1982) kan uden problemer kaldes vor tids største oplysningsfilosof. Motivationen for begunstigelse af den titel skal findes i, at ingen i vor tid på så omfattende vis har beskæftiget sig med så mange fagområder herunder filosofi, æstetik, kunst, økonomi, politik, videnskabsteori, etik med mere, og samtidig har formået at integrere det teoretiske arbejde, sådan at det udgør et sammenhængende hele.

Hertil må tilføjes, at der ganske rigtigt er tale om ”livsfilosofi”; det vil sige om en imponerende arbejdsindsats, hvis produktion har klare meningsfulde budskaber; og for den interesserede derfor vil have praktiske konsekvenser for, hvordan man vil søge at begå sig i verden.

Fundamentet for den filosofiske skole blev lagt i 1950’erne. Herefter var der allerede så meget klarhed over, hvad tænkeren Rand stod for, at man kun i meget ringe grad i eftertiden vil debattere, hvad henholdsvis den yngre og ældre Ayn Rand stod for, sådan som det ellers har været tilfældet med andre tænkere.

Med romanerne ”The Fountainhead” (1943) samt ”Atlas Shrugged” (1957) var der ingen tvivl om, at Rand var på det frie, selvstændige og fornuftsorienterede menneskes side. Dette vidste såvel hendes modstandere som tilhængere. Uenighederne handler i stedet mere om hvilke elementer af Ayn Rands forfatterskab, hendes filosofi og hendes budskaber, man finder det vigtigst at betone: eksempelvis om det er erkendelseslæren eller de politiske implikationer af hendes menneskesyn. Men hvad forfatteren mener, er i praksis ikke noget, som debatteres af de, som i forvejen er blevet bekendt med hendes arbejde.

Ayn Rands modstandere har i overensstemmelse med ovenstående i stedet valgt at fortie ideerne og budskaberne, frem for at pege på nogen form for inkonsistens og uklarhed i forfatterskabet. Alligevel kan der findes underfraktioner af tilhængere af hendes ideer. Disse brud vil imidlertid ofte netop have karakter af, at nogle er direkte uenige i dele af hendes filosofi eller på grund af personlige uoverensstemmelser, og ikke som følge af fortolkningsspørgsmål.

Egeninteressen og den fri vilje

Ayn Rands vigtigste bedrift er måske netop jævnfør anklagen om ”selvhjælpsfilosofi”, at hun gav klare og ganske velbegrundede svar på, hvorfor man bør tage vare på sig selv og forbedre sine muligheder for at gøre det. Med afsæt i aristotelisk erkendelseslære konstaterer Ayn Rand, at menneskets definerende kendetegn er fornuften; og at mennesket for at overleve må formulere en moral, der gør dette muligt. Rækkefølgen for dette ræsonnement er således: perception -> erkendelse -> valg -> moral.

Mange tager således moral for givet. - Ayn Rand siger i stedet, at det ikke blot er grundløst at gøre dette, men også farligt for evnen til at klare sig i verden.

Andre siger at moralen er til for samfundets skyld. - Ayn Rand siger at moralen er til for menneskets skyld.

Nogle forsvarer et bestemt moralkodeks ud fra religiøse ideer. - Rand siger, at moral er menneskeskabt; og at man i øvrigt derfor bør gøre sin moral til en æressag; eftersom man har brug for sin moral til at leve et godt liv.

Mange religiøse/kristne siger, at kapitalismens - det vil sige frie menneskers - evne til at skabe velstand, betyder at kapitalisme - eksistensen af økonomisk frie mennesker - er ”et nødvendigt onde”. - Rand siger, at frie menneskers og dermed kapitalismens evne til at skabe velstand er et absolut gode.

En voksende interesse og opbakning til Ayn Rands værdigrundlag ville, som følge af sådanne synspunkter og synspunkternes forankring i virkelighedsbaseret argumentation, utvivlsomt betyde, at socialisme så helt ville miste den rest af betydning, som den desværre stadigvæk har i dag.

Denne indflydelse - selv efter sammenbruddet af socialistiske systemer i Østeuropa og Rusland - kan man også tilskrive de, som taler om ”nødvendige onder”; det vil sige de ”undskyldende kapitalister”, som blandt andet ud fra religiøse argumenter ikke bryder sig om, at mennesker forfølger deres egen interesse, men som samtidig anerkender den velstand, der skabes i processen.

Ayn Rand mener i modsætning hertil, at accepten af det gode i, at handle i ens egen interesse, også er en forudsætning for det gode liv; og at det at være engageret i at skabe det gode liv for sig selv, derfor også er, at være et godt menneske.

Ayn Rands moral baserer sig nu på, at mennesket er et levende væsen på biologiens præmisser men med en fornuft, der adskiller sig fra andre væsner; og som derfor selv må udvikle og fastholde de handlingsmønstre og standarder, som andre væsner har inde på ”rygraden”. Det gode og det onde kan med andre ord ikke tages for givet. Begge dele må forstås ud fra den menneskelige målestok, det vil sige med afsæt i, hvad der er henholdsvis godt og ondt for mennesket.

Kodekser og værdier, som sikrer overlevelse må dermed udvikles på de menneskelige præmisser. Begreberne anti-liv og pro-liv går derfor igen i Ayn Rands terminologi, og moralfilosofi. De begreber handler om adfærd, normer, kodekser og ideer som enten skader menneskets evne til at leve og vokse som menneske, eller som omvendt styrker sådanne evner og muligheder.

Ayn Rand og de danske universiteter

På universiteter i Danmark vil man ofte høre, at der ikke findes en fælles-videnskabelig tilgang, der kan bruges indenfor alle former for videnskabelige retninger. Dette skyldes imidlertid, at de forudsætninger, som Ayn Rands filosofi bygger på stort set ignoreres på de offentlige universiteter. Dette kan så atter have sin årsag i, at man benytter sig af en række teoretiske tilgange, som, hvis disse grundforudsætninger blev anerkendt, i så fald ville bortfalde. Flere etablerede tilgange ville miste deres videnskabelige prædikat.

Afsværgelse af et fællesvidenskabeligt afsæt, som man ser det på universiteterne i dag, kan skyldes, at helt modstridende og internt selv-modsigende teoriretninger på denne måde har fundet tilhængere, der har indset en fælles interesse i at bevare det, man kalder ”pluralisme”, for at man kunne sikre sig statsstøtte. Denne støtte til pluralisme kunne man således opnå i kraft af, at man afsværgede, at der kunne eksistere en fællesvidenskabelig platform. For hvis en sådan eksisterede måtte man jo før eller siden nå frem til erkendelsen af, at nogle teoriretninger i praksis er mere korrekte (sande) end andre, og at visse simpelthen må betegnes som rene "luftkasteller".

Objektivisme bygger i overskriftsform på: eksistens, bevidsthed og identitet som de grundlæggende forudsætninger (aksiomer). Hvad dette betyder i praksis, kan man læse om i Leonard Peikoffs bog Objectivism – The Philosohy of Ayn Rand.

Hvad der åbenlyst bortfalder som valide teoriretninger er ikke desto mindre alle retninger, der bygger på antagelser om overnaturlige væsener, der ikke er belæg for at begunstige med selv kun en ”sandsynlig eksistens”. Dette betyder at teologi i så fald ikke ville høre til på universiteterne.

Tilsvarende ville det, man kunne kalde ”verdsligt religiøse” tilgange, der udtrykker sig via begreber som tidsånd, verdensånd eller dialektik på samme måde ikke opnå nogen anerkendelse, hvis man tog afsæt i, at videnskab måtte bygge på konkrete fænomener med en bestemt identitet; samt hvis man begyndte med accepten af det forhold, at mennesker har en fri vilje; og at der findes naturlove og bestemte former for kausalitet, som naturligvis er udfordringer for mennesket, men som samtidig betyder, at mennesker kan forholde sig rationelt og bevidst til deres omgivelser.

Et fælles erkendelsesteoretisk afsæt ville netop udgøre et problem for de marxistiske eller hegelianske retninger; hvor man netop mener, at civilisationer og historien er styret af bestemte ”kræfter” eller ”tendenser” som er uden for menneskelig rækkevidde. Sådanne tanker om former for ”determinisme”, hvad enten der er tale om en almægtig gud eller historiske/idemæssige strømninger, som hævdes at styre mennesket, er i dag ganske udbredte og ofte dominerende indenfor en række områder, men af åbenlyse grunde optræder de alligvel sjældent i deres rene form.

Som følge af dominansen af teoriretninger, der bygger på ikke-underbyggede antagelser om ”determinisme”, ikke-identificerbare og identitetsløse kræfter og/eller på eksistensen af ikke-bekræftede væsener og/eller ikke-verificerbare fænomener, finder man ofte det rationelle alternativ, som er objektivisme udenfor universitetets mure, når det gælder danske institutioner - men imidlertid ikke for en række amerikanske.

Fornuftens forkæmper

Ovenstående skal samtidig betone, at det mest centrale ved Ayn Rand ikke er hendes syn på politik og økonomi, men i stedet på virkeligheden som noget absolut, og på hendes fundamentale insisteren på, at menneskets vigtigste kendetegn er fornuften. Rand er strengt taget ikke at kalde kapitalismens filosof, men først og fremmest fornuftens forkæmper.

Ayn Rand var i det 20. århundrede den vigtigste efterfølger til den aristoteliske filosofiske oplysningstradition. Hendes allerstørste bidrag til filosofi og dermed til videnskab er hendes afsæt i bekræftelsen af en objektiv virkelighed; i pointeringen af fornuftens betydning; i betoningen af vigtigheden af at være orienteret imod det faktuelle; samt hvorfor dette fokus er altafgørende: fordi at det at være orienteret på fornuftens præmisser er i menneskets egen interesse. Ovenstående pointeringer vil i øvrigt fremgå af Ayn Rands forfatterskab, uanset om man læser hendes romaner eller faglitterære værker. Synet på økonomi og politik, som er det, som fremhæves i politiske og økonomiske fora, er dermed underordnet det bagvedliggende erkendelsesteoretiske og filosofiske afsæt.

At Ayn Rand indædt forsvarer det kapitalistiske samfundssystem, skyldes dermed en konklusion, hvor spørgsmålet er: hvad er - i overensstemmelse med den objektive virkelighed og menneskets særlige kendetegn - det bedste politiske og økonomiske system for mennesket?

Ayn Rand har således opstillet følgende præsentation af hvad hendes filosofi i overskriftsform går ud på. Hun blev i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev:

• 1. Metafysik: En objektiv virkelighed


• 2. Epistemologi: Fornuft


• 3. Etik: Egeninteresse


• 4. Politik: Kapitalisme

Bøger man bør læse:

Leonard Peikoff: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand (En samlet introduktion til Ayn Rands ideer)

Ayn Rand: Introduction to Objectivist Epistemology (Om erkendelseslære)

Ayn Rand: Return of the Primitive – the Anti-Industrial Revolution (Kritik af miljøbevægelsen og ”multi-kulturalismen”)

Ayn Rand: The Voice of Reason (Om filosofi, kultur og politik)

Ayn Rand: The Virtue of Selfishness (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Tara Smith: Ayn Rand's Normative Ethics - The Virtuos Egoist (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Ayn Rand: Capitalism – the Unknown Ideal (Om hvorfor kapitalisme er et gode)

Ayn Rand: Why Businessmen Need Philosophy (om etik og forretningsførelse)

George Reisman: A complete and integrated understanding of the nature and value of human economic life (Økonomisk grundbog, læs mere om Reisman her).

Andrew Bernstein: The Capitalist Manifesto (økonomi, historie og filosofi)

Jerry Kirkpartrick: In Defense of Advertising (om hvorfor reklamer er gode såvel i en moralsk som praktisk forstand).

Leonard Peikoff: The Omnious Paralells (om kollektiviseringen af USA og hvilke ideer kollektiviseringen bygger på)


Ayn Rand: The Ayn Rand Column (artikler skrevet af Ayn Rand for Los Angeles Times)

Ayn Rand: Philosophy: Who needs it (om erkendelse, filosofi og politik)

- Fremhævelse af ovenstående begrundes med, at der er tale om fagbøger, der burde interessere studerende og formidlere indenfor samfundsfaglige retninger såsom Sociologi, Økonomi, Jura, Statskundskab mv. Der er med andre ord tale om bøger, der umiddelbart vil kunne inddrages til samfundsmæssig debat og brug i undervisningssammenhæng.

Copenhagen Institute har siden begyndelsen af 2005, med afsæt i den skildrede betydning af at introducere forfatteren, bragt en række artikler, der omhandler Ayn Rand, hendes tanker og hendes forfatterskab. Herunder bringes et udvalg. For en god ordens skyld skal det bemærkes, at forfatterne til artiklerne ikke nødvendigvis tilslutter sig ovenstående betoning eller fortolkning af Ayn Rands betydning.

Udvalgte artikler med relevans for studiet af Ayn Rand og hendes filosofi bragt på www.coin.dk:

Copenhagen Institute: Ayn Rands roman Anthem er nu oversat til dansk

Ayn Rand: Forord til romanen Hymne (pdf)

Nicolai Heering: Oversætters forord til Ayn Rands "Hymne"

Flemming Rose: Ayn Rand : Kapitalismens filosof

Lars Seier Christensen: Ayn Rand og objektivismen

Mikael Jalving: Den aristoteliske bank

Simon Espersen: Ayn Rand - ideer gør forskellen

Simon Espersen: Kollektivismens uhyrlighed

Simon Espersen: Objektivisme

Simon Espersen: Moral vigtigere end økonomi

Simon Espersen: Moral er noget man vælger

Simon Espersen: Den sociale vs. den objektive virkelighed

Simon Espersen: Den objektive virkelighed og det frie individ

Simon Espersen: Leonard Peikoffs DIM-hypotese

Simon Espersen: Logik versus "polylogik"

Edward L. Hudgins & Fred L. Smith Jr.: Behovet for en ny individualisme

Edward L. Hudgins: Hvornår vil forretningsfolk tage Ayn Rands lære om politikere til sig?

Edward L. Hudgins: Ayn Rand at 100: The Moral Defense of Freedom

Edward L. Hudgins: Ayn Rand in Retrospect

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (engelsk tekst)

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (dansk tekst)


Eksterne henvisninger:

Dansk leksikonintroduktion til Ayn Rand

The Ayn Rand Institute

The Atlas Society

Tradition og religion

På det tidspunkt, hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, vil man efterfølgende også se en svækkelse af de mange traditionelle og skadelige manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.

Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.

Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.

Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:

Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.

Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?

Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.

Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.

Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.

Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.

Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.

Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.

Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.

Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.

Kipling og kulturforskellene

"The country isn’t half worked out because they that governs it won’t let you touch it. They spend all their blessed time in governing it, and you can’t lift a spade, nor chip a rock, nor look for oil, nor anything like that without all the Government saying – ’Leave it alone and let us govern.’"

Sådan lyder dommen over de britiske myndigheder i 1800-tallets Indien fra Peachey Carnehan i Rudyard Kiplings politisk ukorrekte novelle The Man Who Would be King skrevet i 1888.

Kipling havde således blik for politiske systemers konsekvenser - i positiv eller negativ retning - for fremskridt og velstandsskabelse.

Manden der ville være konge er dog først og fremmest et forunderligt eventyr, der ikke mindst handler om et kulturelt sammenstød af dimensioner; og altså ikke om de relativt mindre sammenstød mellem vestlige bureaukrater og vestlige entreprenører.

I novellen har Peachey Carnahan og Daniel Dravot i kraft af frustration over enertien i Indien, som den er beskrevet i citatet foroven, besluttet sig for at blive konger over et bjergområde ved navn Kafiristan i nærheden af vor tids Afghanistan. Det bliver de vel at mærke (!) - ikke mindst i kraft af deres viden om krigsførsel og den adgang til og forståelse for ny teknologi, som de lokale bjergboere ikke har.

Resultatet af det kulturelle møde bliver ikke desto mindre som udgangspunkt ganske positivt for alle parter:

For i deres stræben efter kongelighed og storhed samler Carnahan og Dravot de splitttede og internt krigsførende stammer i Kafiristan. De skaber dermed fred og og derfor også forudsætningerne for fremskridt. Efter samlingen af landet er der nu ingen småkrige og skræmydsler over ligegyldigheder.

Dravot og Carnahan indfører blandt andet noget, der tilnærmer sig et retssamfund - med en uvildig domstol, der dømmer mellem stridende parter, og som dermed også bidrager til at sikre ro og orden. I den filmatiserede version af Manden der ville være konge, lærer de også de indfødte at ophobe fødevarer i tilfælde af fejlslagen høst. Og der indføres i det hele taget flere af de universelle regler, som vi kender fra vores egne retssamfund; der som bekendt betyder, at borgerne ved hvad de har at holde sig til. Altså relativt simple regler (der bygger på de individuelle frihedsrettigheder), der gælder for alle.

Til sidst får Carnahan og Dravot i praksis derfor også deres ønske opfyldt, og bliver eneherskere over det bjergområde, som nu - takket være disse nye kulturelle inputs bevæger sige en smule frem i tiden, hvor det før stod stille; - og hvor man derfor i et vist omfang forlader de gamle og stivnende traditioner, der hindrede fremgang og vækst.

De oversete forskelle på hvad man hver især anser for vigtigt

Problemet er imidlertid at de lokale bjergboere ikke tildeler kongeværdigheden til de to lykkeriddere, som følge af de synlige forbedringer som følger i kølvandet på de to hovedpersoners bestræbelser på at samle området (og som den typiske verdsliggjorte læser vil notere sig), men i stedet fordi de tror, at Dravot og Carnahan er guder!

De positive og praktiske konsekvenser af adfærden rangerer dermed lavere, end hvad de beviser for de primitive stammer: at deres velgørere er så magtfulde at de må være guddommelige, og derfor må høre til blandt de andre ca. 30 guder, som man tilbeder i området i forvejen.

De indfødte hæver derfor lykkeridderne i kraft af deres angivelige guddommelighed til skyerne, hvor de så ganske rigtigt ikke hører til - trods de mange positive bidrag, som de imidlertid tilfører det tilbagestående samfund.

Mod slutningen af novellen opdager de lokale derfor, at deres velgørere blot er mennesker, og angriber dem derfor - udelukkende fordi hovedpersonernes gudestatus ikke er et faktum. De er simpelthen skuffede, og føler sig trods de materielle forbedringer bedragede og krænkede. Man ser dermed stort på de positive socio-økonomiske konsekvenser, der har været resultatet af det kulturelle møde. Så i det samfund som de to englændere har bevæget sig ind i, står følelserne derfor stadig over fornuften.

Naivismens konsekvenser

Kipling viser med novellen dermed, at der findes store kulturelle forskelle i verden, og at disse forskelle har praktiske og konkrete konsekvenser, som man i sin egen velfærds interesse ikke bør undervurdere. Nogle kulturer faciliterer og opmunterer med andre ord til forandringer og velstandsskabelse, mens andre forhindrer og modvirker dem.

Kiplings to lykkeriddere er måske ikke specielt sympatiske i deres jagt på et kongerige, og i deres bestræbelser på at få undersåtter at regere over. Men de er ikke desto mindre i praksis "kulturbærere", der flytter et meget fattigt og forarmet folk henimod en langt bedre og mere optimal situation - med objektive retsregler, praktiske råd til landbrug, og hvor man på anden måde bidrager med kulturelle normer, der fjerner hindringer for øget velstandsskabelse. De er kort sagt i besiddelse af viden og kundskaber, der er bjergsamfundet overlegen, og som kommer dette samfund til gode. (I praksis er de derfor relativt mere sympatiske end de lokale, der spiller hockey med deres fjenders afhugne hoveder, som de gør det i den filmatiserede version).

Alene i kraft af denne novelle burde det vel at mærke også samtidig stå klart, hvorfor man ovre hos venstrefløjen er så forbitrert på journalisten og forfatteren Kipling, men altså også hvorfor der er grund til at interessere sig for forfatteren netop i vor tid: Med danske og vestlige tropper i Afghanistan er det særdeles relevant, at være opmærksom på hvad kulturelle forskelle og forandringer i virkeligheden betyder. For Kiplings to hovedpersoner er som bekendt forholdsvis idealistiske (først på egne vegne, men senere også når det gælder om at skabe forbedringer, der hvor de er havnet). Men de er, som det viser sig, altså også naive. Og den sidste faktor bliver ikke desto mindre årsagen til deres fald fra storhed og enevælde i "Kafiristan".

Her er derfor en lektie at lære, også i dag: I nogle samfund betyder fremskridt og verdslighed simpelthen langt mindre end religion og tradition. (Det er en vigtig årsag til, at der er konflikter og krige i verden). Og uanset hvor megen infrastruktur, hvor mange skoler samt hvor mange kloakker man fra ekstern (og vestlig) side sørger for, så nytter det intet, hvis ikke traditionerne, kulturen og dermed idegrundlaget på lokalt plan forandrer sig til det bedre.

---

Et kort resume af "The Man Who Would be King" findes her

Hele novellen kan læses her (men vær opmærksom på "pop ups")

Historien om storhed og fald er blændende godt filmatiseret af John Huston i 1975. Læs om filmen her.