Lad os få et principparti

Den nuværende opbakning til Ny Alliance er i dag behersket, når man sammenligner med euforien, der kunne identificeres før valget. To af partiets folketingsmedlemmer har forladt partiet; og spekulationerne om hvad resten vil gøre er lige så mangfoldige som rapporterne om frustration og opgivelsesstemning blandt de øvrige medlemmer af partiet.

Med så mange kendisser, som Ny Alliance kunne mobilisere, var der ellers gode muligheder for at promovere organisationen. Efter sigende havde man de helt rigtige og moderne meninger. Man brystede sig i den forstand ikke mindst af at være pragmatisk og et midterparti, så ingen kunne være i tvivl. Her var det en æressag, at man tog stilling ”fra sag til sag”.

Så hvorfor gik partiet i opløsning så hurtigt? Svaret er, at tingene ramlede netop på grund af ovenstående principløshed (eller principiel flipflopperi) - kombineret med det tillægsforhold, at man ikke havde nogen form for topstyring. Det sidste var det absolut nødvendigt at indføre i et parti, hvor der slet ikke var et politisk fundament, endsige en tradition for politikmageri, at referere tilbage til.

Dansk Folkeparti bygger heller ikke på klare principper men på en blanding af konservatisme, nationalisme, socialisme og liberalisme. Derfor er der mange meninger, der kan brydes, og ofte nogle som melder sig ind, som kunne skade DF’s udgave af pragmatisme. Men her har man topstyring. Derfor kan man holde sammen på de blandingsværdier, som findes i DF. Jo mere diffust et grundlag et parti bygger på, desto mere må man derfor styre hårdt fra oven.

Det noget oversete parti Liberalisterne kunne i den forstand blive et parti, hvor man ikke havde behov for topstyring. I dette parti kunne man vælge at være et ”princip-parti”, der byggede på et klart værdigrundlag, som gav de enkelte medlemmer vide rammer for at agere selvstændigt i det daglige - uanset hvilke sager, der var tale om, og uanset om der var tale om internationale, nationale eller lokale spørgsmål.

I partier hvor man vil noget bestemt og har bestemte styrende grundideer, kan man overlade meget mere til det enkelte medlem og til den enkelte MF’er, end når det gælder partier, der følger stemninger og tendenser, men hvor man simpelthen ikke vil kendes ved principper:

I Enhedslisten vil man indføre socialismen. Så gør det ikke så meget, om det enkelte medlem har nogle særstandpunkter som skiller sig ud. For målet er helt overordnet ikke til diskussion. Kollektivismen er målet. Hvis der i Danmark kom et islamisk parti, der havde til formål at indføre islamisk lov – Sharia, ville man også kunne overlade en stor del frihed til den enkelte, eftersom hovedmålsætningen tilsvarende så lå fast. Principperne om at tage afsæt i Koranen ville være et pejlemærke, der betød at man hurtigt ville kunne konstatere afvigelser. På samme vis kan man forstille sig dannelsen af et grønt parti, hvor man var helt ligeglad med om industrisamfundet kunne overleve de byrder, man ville pålægge det - et parti, hvor man rent ud promoverede, at man ville ”tilbage til naturen”. Også her ville de kontante mål betyde, at de som meldte sig ind, ville have meget ensartede meninger.

Problemet med pragmatisme er ikke mindst, at ingen rigtig ved hvornår den pragmatisme som det ene partimedlem står for er mere korrekt, end den som andre promoverer. Et klart politisk fundament, betyder omvendt, at enigheden vil være mere omfattende. Så bliver budskaberne i det daglige langt mere håndfaste. I Ny Alliance var der politisk tåge og budding fra dag et. Men skal et parti have fodfæste og gøre en forskel på sigt, må det bygge på et fundament. I det omfang at de eksisterende partier har gjort en forskel har det da også, selv om de kalder sig pragmatiske, været den dominerende bagvedliggende ideologi - socialismen, der har været afgørende: Det er socialisme og ikke pragmatisme, der er årsag til det høje skattetryk og den reducerede private sektor, men som vi kan takke de pragmatiske partier for.

Faren ved at være principiel er naturligvis, at man bliver stemplet; og at det bliver vanskeligt at samarbejde. Fordelen er, at man står for noget bestemt, og at man skiller sig ud. De nuværende partier i Folketinget (måske med undtagelse af Enhedslisten) er således ret pragmatiske og midtersøgende. De sælger også alle i større eller mindre grad ud af friheden og velstanden. Pragmatismen i Danmark har i praksis slagside til venstre for midten.

Et principielt funderet parti med nogle principper, der nyder genklang i befolkningen – og det gør frihedens værdier – ville skille sig klart ud fra resten. Et sådant parti har som udgangspunkt potentiale til at tage mange stemmer fra andre. Pragmatismen er jo netop årsagen til at partiloyaliteten i befolkningen er aftagende. Jo mindre forskel der er på partierne, desto mere tillader vælgerne sig at shoppe rundt fra valgår til valgår. Et princip-parti kunne i den henseende virke som en godartet bombe, der faldt ned midt i den pragmatiske suppedas; og som mindede befolkningen om, at vi glider væk fra friheden, uden at der er udstukket et mål for denne drift. Socialisme som sådan har man jo alligevel og heldigvis opgivet. (Altså igen med undtagelse af Enhedslisten).

I praksis leder vælgerne trods partiernes pragmatisme efter noget bestemt: Den enkelte vælger ønsker med sin stemme at trække samfundet i en bestemt retning ud fra nogle ideer om, hvad der er godt for samfundet og godt for ham eller hende selv. Et parti, der bygger på nogle klare principper og værdier – eksempelvis frihedens, fornuftens og velstandens – kunne med lidt dygtighed blive et helt enestående alternativ til de mere og mere ensartede tilbud, der i dag findes, og hvor Ny Alliance blot var en uigennemtænkt variation over et forslidt tema.

Værdier, kommunikation, partier og principper

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

Et alternativ til den moderne politiske religiøsitet

En politisk kommentator fra en landsdækkende borgerlig avis sagde i forbindelse med valgdagen noget interessant.

"[A]ntallet af internetsider om religion siden 2004 er vokset hele ni gange, mens antallet af sider om tro og kristendom begge er vokset mere end syv en halv gang. Til sammenligning er antallet af internetsider om sex i samme periode vokset med mindre end seks gange". - Det skriver Kristeligt-Dagblad.

I går var der Folketingsvalg. Da kunne man også fornemme en stigende form for religiøsitet. Den gav sig eksempelvis udslag i det forunderlige i, at de politiske ledere formulerer paroler, hvor man lader som om man tror, at vælgerne kan se intern konsistens i det, man siger. Naser Khader gentog eksempelvis, at skattelettelser og en anden (slappere) flygtningepolitik var mærkesagen. Pia Kjærgaard sagde i stedet, at skattestop, dyrevelfærd og den samme (mindre slappe) flygtningepolitik var mærkesager. Principper, værdier og grundholdninger er man ude af stand til at formulere og sammentrække til slagord. I stedet siger man derfor noget, der lyder lige så konsistent som udsagnet "sten, papir og saks" eller "møbler og tæpper".

Som tilskuer kan man derfor godt få indtrykket af, at ”tilbuddene” er trukket op af en hat. Og der er jo også en slags hat i form af ”folkestemningen”:

De politiske beslutningstagere kender deres vælgersegment. Man laver løbende undersøgelser, der viser, at en gennemsnitsvælger, der går ind for den ene mærkesag også går ind for en anden. Så tager man nogle flere mærkesager med i lykkeposen, når man kaster sig ud i valgkampen. Dette er en anden måde at sige, at stadigt flere politiske beslutningstagere er på niveau med den til daglig apolitiske vælger:

Moderne politikere magter i ringe omfang at forklare, at en bestemt grundholdning er den bedste; at det er den grundholdning, som man repræsenterer; og at det er som følge af denne grundholdning, at vælgeren skal sætte krydset, hos den pågældende. Man taler ganske vist om ”værdier”, men netop kun ved at sige ordet ”værdier”. Hvad der følger efter, er så de mærkesager, man har identificeret til at passe bedst til et givent vælgersegment. At tale om "venstre" og "højre" er netop derfor ved at være en tros-sag; eftersom disse mærkesager ikke kan placeres på en skala, der bygger på nogens mål om lighed gennem tvang samt andres mål om velstand via personlig frihed.

Ikke alene kunne tingene være anderledes. De har været anderledes flere gange i historiens løb. Det er og har været muligt, at sikre sig stor politisk opbakning i kraft af budskaber - eventuelt paroler, der bygger på bagvedliggende klare principper og mere konsistente værdier. Dette gælder såvel verdslige som religiøse politikker:

I Mellemøsten så man i 1970’erne en islamisk revolution. Den byggede på ideen om Islams absolutte værdi såvel som jordisk styreform som åndeligt pejlemærke. Den amerikanske revolution byggede i stedet på det enkelte menneskes ret til at leve sit eget liv i fred og frihed, og til at forfølge sine egne ideer om hvad der er det gode liv (I praksis det modsatte af den islamiske revolution). I Frankrig har man derimod haft revolutioner, hvis målsætning var mere uklare, også hvis man ihukommer parolen om ”frihed, lighed og broderskab”. I Rusland i 1917 så man en revolution, der i stedet var ret konsistent, men samtidig baseret på noget aldeles destruktivt (ligesom den islamiske): Såvel kommunisme som islamisme bygger på kravet om individets underkastelse i forhold til statslige maghavere (enten præsters eller kommissærers).

- Også på demokratiets vilkår er en forudsætning for virkelige forandringer, derfor at befolkningen forstår principperne, som det man vil, de bygger på. Hvis taletiden er kort, er det i højere grad principperne og ikke det man kan kalde ”kategorier” (såsom ”velfærd”, ”dyrevelfærd”, skattelettelser”, ”skattereform” ”stramhed” eller slaphed”), man må formidle, hvis man som politiker vil gøre en forskel på det længere sigt.

Det mest interessante i går var i denne optik, da en politisk iagttager fra Berlingske Tidende i en fjernsynsudsendelse bemærkede, at det kunne være betydningsfuldt, hvis de som talte for skattelettelser begyndte at gøre opmærksom på, at spørgsmålet om lavere skat i bund og grund handler om moral. Lavere skatter var med andre ord værd at kæmpe for, eftersom det var værd at kæmpe for menneskers ret til deres egen handlefrihed. Her var noget at bygge videre på.

---

Læs om kapitalismens principper og muligheder i The Bernstein Declaration.

Kristeligt-Dagblad: Religion vokser mere end sex på internettet.

Folketingskandidaters vilje og evne

De Konservative har opstillet tv-værten Paula Larrain og Ny Alliance har valgt at promovere generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen.

Informationschef Jeanette Serritzlev skrev i fredags på www.coin.dk om kendthed som afsæt for en politisk platform. Hun gav i den anledning udtryk for, at "visioner [,] vilje og evne" til at bære sine holdninger igennem og kæmpe for dem, var ligeså vigtigt, som at kunne tilslutte sig et givent partis værdigrundlag.

Hvad angår det sidste kan man sige, at værdigrundlaget i moderne danske partier kan være svært at finde. Principper er vid udstrækning forsvundet fra politikken. Her tænkes først og fremmest på forsvaret for ”liv, frihed og ejendom” – altså det enkeltes menneskes ret til at leve sit liv i fred og frihed. Skattetrykket bærer vidnesbyrd om, at politikere i almindelighed ikke forsvarer frihedens principper. Det gør tillige de områder, der er blevet nationaliserede – herunder sundhedsområdet, uddannelsesområdet, dele af mediesektoren (Danmarks Radio) med mere, tilføjet altså alle de midler, der konfiskeres og placeres i andre end de retmæssige ejeres hænder; tilføjet de stadigt flere tiltag, der reducerer menneskers handlefrihed via regulering og forbud.

De nye og gamle kandidater

Det er således sandt, at der findes nogle garvede politikere med mange års erfaring, og at man kan finde nogle, der kommer ”lige ind fra gaden”, og gerne vil deltage i politik-arbejdet. Men i kraft af ovenstående kan man jo rent faktisk godt mene, at problemstillingen bliver mindre – al den stund, at de professionelle politikere ikke rigtigt respekterer de ovenfor omtalte frihedsrettigheder. Det vil sige de nye og gamle er lige uduelige: De garvede er ikke i Folketinget, eftersom de er velfunderede ud i hvad der er rigtigt og forkert, og fordi de således søger at håndhæve, forsvare og genindføre retten til ”liv, frihed og ejendom”. De er der fordi, de er ”interesse-gruppe-politikere”.

Nu kommer der blot nogle nye til, som er mere grønne ud i "kunsten", at tage fra nogle og give til andre. Det kan i den aktuelle situation alt andet lige, vise sig at skabe dynamik, der bryder det politiske dødvande; og hvor man så kunne håbe på, at man endte med at diskutere grænser for politikker og hvilke principper, der bør være pejlemærker.

Generelt lavere skatter?

Nogle af de nye politikere er imidlertid allerede kendte for deres politiske holdninger, og man ved mere eller mindre, hvad man kan forvente. Jørgen Poulsen fra Dansk Røde Kors kan man eksempelvis nok kun tvivlsomt forvente med iver, at ville kaste sig over en mission, der handler om lavere skatter og en mindre offentlig sektor. Mon ikke politikken fra Jørgen Poulsens side kommer til at handle om at eksperimentere mere med at åbne for adgangen af flygtninge fra ufrie lande domineret af religiøsitet i blandt andet Mellemøsten og Afrika, som så skal søges indpasset til danske verdslige forhold.

Poulsen er i vid udstrækning det, man kan kalde kulturignorant. Dette fremgår blandt andet af Dansk Røde Kors markedsføring: Man forstår grundlæggende ikke hvorfor der er fredsommeligt i Danmark, Norden og Europa – og hvorfor der er krig og/eller ufrihed i Mellemøsten og Afrika. I vid udstrækning er forklaringen man giver fra Dansk Røde Kors’ side ”fattigdom”: Man tror at hvis man blot sender penge ind i lande, med en helt anden kultur og nogle andre værdier, så forandres kulturen og værdierne, hvis man da i det hele taget tager kulturen med i sine betragtninger. I praksis er dette en form for marxisme, hvor man netop tillægger økonomien en primær faktor og ikke ideerne og værdierne.

Tilsvarende giver man ikke indtryk af, at man forventer at se nogle reelle kulturelle og værdimæssige konflikter ved at tage imod flere flygtninge; netop eftersom man tror, at krig og fred er et spørgsmål om rigdom kontra fattigdom. Det er derfor vigtigt at pointere, at det er værdierne og ideerne, der har sikret grundlaget for den rigdom, der findes i den vestlige verden. Men disse værdier og ideer ignorerer man. Og hvis man tror, at denne pointe bare handler om lidt uddannelse og nogle pjecer, hvor man ”forklarer” kultur og værdier, samt først og fremmest uddeler gratis ydelser; og at man så kan ”integrere” flere så tager man ikke desto mindre fejl ud i det ekstreme. - Mon Poulsen nogen sinde har prøvet at debattere med mennesker, der er stærkt troende – eller fastlåste i bestemte rigide traditionelle mønstre. Man tvivler.

Vi er derfor nødt til at indse, at modviljen mod den frihedens kultur, der bygger på respekt og ligeværd mellem mænd og kvinder, på ytringsfrihed, på videnskabens værdi, på rationalitet, på retssamfund m.v. stikker dybere, end man vil indrømme. Det er ganske vist sandt, at der er sket erkendelser af, at disse kulturelle forskelle er mere væsentlige end man tidligere antog også inde på midten. Men det er temmelig tvivlsomt om erkendelsen er nået frem til Jørgen Poulsen.

Ovenstående handler i øvrigt også om skattetrykket: Hvis de politiske ”slappere” i denne henseende får mere politisk indflydelse, så stiger skatterne alt andet lige: Mennesker, der ikke umiddelbart kan finde arbejde, eftersom det er begrænset, hvad der findes af manuelt arbejde, hvor man ikke behøver at tale sproget, vil uden tvivl blive en byrde, som væltes over på skatteyderne; sådan som den politiske situation er i dag. Man skal tilsvarende være blind for ikke, at erkende at flere arbejdsløse flygtninge fra Mellemøsten og Afrika vil føre til en situation med øget kriminalitet. Selv i USA hvor man er relativt god til at få indvandrere i arbejde, eftersom man ikke har alverdens barrierer på arbejdsgiversiden og samtidig ikke har en masse ydelser, der gør der relativt mindre attraktivt at påtage sig hårdt arbejde, da er der grænser for hvor mange indvandrere eller flygtninge, man kan lukke ind fra lande fra Afrika eller Mellemøsten, uden at kriminaliteten og sikkerheden trues. Denne faktor fører så til, at man i kraft af den skattefinansierede sikkerhed, må hæve skatterne yderligere, hvis dette blive politikken, man fører.

Skattestoppet må respekteres

Pointen her kan altså gøres mere generel: Skattesiden er omkostninger. Og her siger man fra Ny Alliance og fra de Konservatives side, at omkostningerne skal være lavere. Og det skal man i kraft af principperne om ”liv, frihed og ejendomsret” naturligvis tilslutte sig. Men forudsætningen for at omkostningerne reelt bliver reduceret, sådan at skatterne kommer ned, er nu engang, at de samme politikere reducerer de statslige aktiviteter, og begrænser de offentlige udgifter. Hvad angår såvel Ny Alliance som de Konservative er der faktisk ikke ret meget, der peger i denne retning. Når det gælder Ny Alliance, der ligger lige et par skridt til højre for det Radikale Venstre, er det tydeligt at lavere skatter på indkomst simpelthen skal finansieres via højere skatter andre steder. Meget tyder i den forstand på, at el-regningen og prisen på andre former for energi kommer til at stige yderligere. Men uden nogen interesse for reduceringer af den offentlige sektor kan man forvente sig adskillige fantasifulde påfund ud i nye skatter og afgifter. De Konservative har dog i det mindste respekteret skattestoppet. Men heller ikke her finder man nogen som helst evne og vilje til at tage fat på den offentlige sektors størrelse i praksis.

Derfor skal man selvsagt ikke gå ret meget op i løfterne om skattelettelser, sådan som de kommer fra mange af de nye og gamle kandidaters side. For det er netop jævnfør indledningen en holdning, at man gerne vil reducere skatterne – men viljen og evnen til at tage opgøret med den voksende offentlige sektor (samt vilje til at bekæmpe afviklingen af den private sektor) mangler i begge tilfælde – såvel for de nye som de gamle kandidater.

Individets suverænitet

Mængden af papirer og dokumenter i EU har ført til at man ikke længere kan finde et gyldigt dokument, der forsvarer borgernes ret til selv at råde over deres midler. Hvis man ophører med at bruge penge på en ting, begynder man derfor, som det er i dag, blot at bruge borgernes penge på noget andet. Det vi ser for tiden er dermed ganske rigtigt i sig selv ligegyldigt, når det gælder individets suverænitet; for hverken forkastelse eller vedtagelse af flere tilsvarende dokumenter vil i sig selv føre til en forandring af den nuværende politik, hvor midler flyder rundt i et system uden at der er sat klare juridiske grænser for, hvad de må bruges til. Og det er sådanne afgrænsninger, der er de mest interessante fra borgernes side.

Anders Fogh Rasmussen mener ikke, at den nye EU-"reformtraktat", der er en modificering af det tidligere forsøg på at konstruere en forfatning for den Europæiske Union - men som kuldsejlede - kræver en folkeafstemning. Hans begrundelse for dette er, at der med det modificerede dokument ikke overføres yderligere suverænitet fra EU's medlemslande til EU's institutioner. Anders Fogh Rasmussen nævner ifølge Jyllands-Posten (18/10), at "hele symbolikken med EU-flag, EU-hymne, EU-love m.v. er væk"

Udover at "EU-love" vel næppe kan siges at være "symbolik", er symbolik vel i sig selv næppe afgørende for ret mange. Så hvis man tidligere mente, det var værd at lade borgerne stemme dengang ”forfatningstraktaten” eksisterede, er det vel nok ikke spørgsmålet, om der er meget eller lidt symbolik, der er det centrale. Hvis AFR virkelig mener, at symbolik er det afgørende, må statsministeren ikke regne disse dokumenter for ret meget.

Hvis man endvidere tror, at symbolikken er væk fordi Anders Fogh Rasmussen siger det, kan man i øvrigt godt tro om igen: EU-samarbejdet er smækfyldt med symbolik, og alle de tidligere traktater har også været symbolsvulmende. Så det er utænkeligt, at "hele symbolikken" skulle være forsvundet. Symbolikken trives i Bruxelles og på de mange EU-hjemmesider, der fortæller om alle de projekter, krav, sociale eksperimenter, ydelser og tilbud, der vælter frem i takt med, at flere midler sendes fra skatteyderne og til de regionalt ansatte administratorer.

Begrebet ”suverænitet” som det bruges af de politiske beslutningstagere henviser aldrig til individets suverænitet, det vil sige hvert enkelt menneskes ret til at bestemme over sit eget liv, retten til at erhverve sig retmæssig ejendom, samt til at råde over sin ejendom. Hvad angår denne individets suverænitet, der sikres ved at håndhæve de individuelle frihedsrettigheder, som også omfatter forsvaret for den private ejendomsret, må EU-samarbejdet i vid udstrækning ses som en borterodering af disse.

Frihedsrettighederne og beskyttelsen af borgerens handlefrihed sikres som bekendt i kraft af lovgivning, der er ikke-modsætningsfuldt, og som tager et principielt afsæt i netop menneskets frihed og ret til sit eget liv. Her er det i sidste instans afgørende, at der findes en offentlighed, der har styrken til at forsvare individets ret i forhold til den statsmagt, som i vor tid er den største afvikler af den private ejendomsret. Alene i kraft af beskatningsniveauet, men også i kraft af de mange forbud og reguleringer handler man fra statsmagtens side på frihedens og borgernes bekostning.

Det man skulle, var i stedet at forsvare borgernes frihed og retten til at leve deres eget liv, det vil sige deres suverænitet. Men borgernes frihed og den enkeltes suverænitet er, som man kan konstatere ikke noget, de politiske beslutningstagere interesserer sig for. Derfor kan man kun følge med i en uvedkommende diskussion, der handler om hvor meget medlemsstaterne skal have af suverænitet og hvor meget EU som institution skal tildeles. Derfor diskuteres tilsvarende ikke grænserne for, hvad det er EU skal tage sig af.

Hensigten med EU er i stedet præcis, at kopiere den interventionistiske national-stat på det regionale niveau. Det var dette som forfatningstraktaten var et skridt i retning af: Da denne traktat blev afvist fortsatte man vel at mærke alligevel med at bevæge sig i retning videre hen imod en institution, der skal blande sig i borgernes kulturliv, deres sundhed, deres medieforbrug, deres fødevareproduktion, deres sociale forhold, deres uddannelsesaktiviteter og så videre.

Et andet eksempel på at man ikke har sat grænser for EU-samarbejdet, er, at afviklingen af landbrugsstøtten med det samme fra såvel EU-politikere (også i såkaldt borgerlige partier) er blevet gjort til en lejlighed, hvor man vil tage de midler, der frigøres og så bruge dem på nye projekter (og altså ikke til at lette borgernes skattebyrde). Disse projekter kan netop i praksis bestå i hvad som helst; og man kaster sig som bekendt blot ud i at bruge midlerne på de nye påfund uden videre, så snart man er blevet enige om det indbyrdes. Her kræves ganske rigtigt ikke flere traktater.

På denne måde har Anders Fogh Rasmussen ret i at beskrive det nye som ligegyldigt i sig selv: Hvad der kommer yderligere af dokumenter fra EU er i et vist omfang på denne måde ligegyldigt, eftersom man for længe siden har vedtaget, at man fra EU’s side kan være lige så altomfattende i sin indblanding, hvad angår områder, som de socialdemokratiske stater også er det.

Den aktuelle strid handler netop om en magtkamp mellem parter, der alle vil dominere og styre mennesker og ikke vil respektere borgernes ret til deres frihed. Alligevel må man så også forstå vigtigheden forbundet med, at man kæmper for muligheden for at stemme, og så efterfølgende af, at man vælger at stemme nej. For de nuværende politiske ledere har praktisk talt ingen forståelse eller sympati for den private ejendomsret, og krænker dermed borgernes frihed på utallige måder – ved at lægge erhvervslivet i lænker. Angrebene på individets frihed sker altså også i kraft af massiv konfiskation, som når det specifikt gælder EU-samarbejdet så bruges på et sindrigt system af økonomiske overførsler blandt andet til landbrugs- og regionalstøtte, men altså i stigende grad til stadigt flere forskellige områder, hvor EU-administratorer og de europæiske politikere bruger disse midler til at sikre sig sympatisører med borgernes konfiskerede midler.

Ovenstående korrupte adfærd ses ganske vist tydeligere på det nationale niveau. Og ganske rigtigt er korruptionen her langt større i kraft af at midlerne, der overføres er mere betydelige. Tilsvarende adfærd med venskabsdannelse via skatteyderkroner kan også ses på det globale og internationale niveau, hvor konfiskerede milliardbeløb bliver sendt til ufrie lande i Afrika og Asien. - EU-samarbejdet kan på denne måde godt sammenlignes med FN-samarbejdet. På den ene side er det, hvad angår denne sammenligning forholdsvist positivt, at samarbejdet for EU's vedkommende kun finder sted mellem demokratier. På den anden side skal man være opmærksom på at samarbejdet i langt hastigere tempo, end det er tilfældet med forbindelserne til FN, er udtryk for en afvikling af den lokale stats-suverænitet, hvis eksistens trods alt betyder, at det er forholdsvis lettere for borgere i Danmark, at tage opgøret med den grænseløse konfiskation af borgernes midler.

Muligheden for at tage en debat om principper og (friheds)rettigheder, om hvad der er rigtigt og forkert, hvad der skal være en statsmagts rolle m.v., er omvendt praktisk talt umulig at føre på EU-niveau alene i kraft af fraværet af regionale medier. Men forbundet hermed må tilføjes de sproglige forskelle. Når det gælder EU-samarbejdet findes der således ikke nogen europæisk offentlighed. I kraft af ovenstående er det da også værd at tage parti for statssuveræniteten, men kun som noget underordnet i forhold til den langt vigtigere kamp for at genvinde den tabte individets frihed, som de lokale socialdemokratiske ”velfærds-stater” har afviklet.

Konklusion

Mængden af papirer og dokumenter i EU har ført til at man ikke længere kan finde et gyldigt dokument, der forsvarer borgernes ret til selv at råde over deres midler. Hvis man ophører med at bruge penge på en ting, begynder man derfor, som det er i dag, blot at bruge borgernes penge på noget andet. Det vi ser for tiden er dermed ganske rigtigt i sig selv ligegyldigt, når det gælder individets suverænitet; for hverken forkastelse eller vedtagelse vil i sig selv føre til en forandring af den nuværende politik, hvor midler flyder rundt i et system uden at der er sat klare juridiske grænser for, hvad de må bruges til. Og det er sådanne afgrænsninger, der er de mest interessante fra borgernes side. Det som kan gøre en forskel er udelukkende, hvis man fra borgernes side begynder at stille grundlæggende spørgsmål ved det meningsfulde i denne del af EU-samarbejdet; og at man så efterfølgende sætter de grænser som de nuværende politiske beslutningstagere ikke selv ønsker at opstille.

Læs også Nej til EU-reform(forfatnings)traktaten

Husk konteksten Niels Krause-Kjær

Hos Berlingske Tidende skriver Niels Krause-Kjær at [h]vis man vælger at kæmpe for ytringsfrihed i Danmark, må det føles som at sparke helt åbne døre op. Udover et par imamer m.fl. er der jo ingen - ingen - der sætter spørgsmålstegn ved den. Konteksten er at Niels Krause-Kjær mener, at Trykkefrihedsselskabet er tidsspilde.

Undertegnede skrev en kort kommentar i MetroXpress vedrørende den samme påstand i 2006, som svar på en klumme af forfatteren Mathilde Walter Clark, der den 3. marts det år spurgte om der på noget tidspunkt i forløbet [har] været en principiel trussel mod ytringsfriheden [egen fremhævelse].

Mit svar lød således:Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer selvfølgelig ikke fra Tøger Seidenfaden eller Uffe Ellemann. Den principielle trussel kommer fra dem, der via lovgivning ønsker at begrænse ytringsfriheden yderligere. Sådanne indskrænkninger blev forsøgt vedtaget den 31. januar i år [2006] i Storbritannien. Forslaget om nye begrænsninger på ytringsfriheden blev afvist med kun én stemmes flertal. Her var der således en konkret og principiel trussel mod denne fundamentale frihedsrettighed. Det der typisk leder op til sådanne lovforslag er netop de krav, der kommer fra f.eks. politisk religiøse om at lade ”tonen” bestemme. En anden fare kommer fra dem, der direkte truer redaktører, tegnere og forfattere. Det sker også i Danmark. [fremhævelse i denne anledning]

Altså var én stemme det eneste, der skilte lovgiverne i vores naboland, når det gælder stramninger i ytringsfriheden. (Måske husker man de protester, der var imod lovforslaget fra en række kendte britiske komikere, som netop er de første der ville blive ramt, eftersom lovgivningen netop handlede om, at man ville forhindre, at nogle blev kede af det).

Det er altså ikke blot forstyrrede isolerede personer, der truer tegnere som er et problem. I England er og var der tydeligvis en principiel trussel mod ytringsfriheden.

Det eneste der kan diskuteres i Danmark er så hvor langt vi er fra sådanne forslag. Og det har vel at mærke aldrig været Trykkefrihedsselskabets mission at fokusere på disse enkeltstående individers trusler, men på det generelle og principielle problem.

Sagen er jo, at der i dagens Danmark findes mennesker som ud fra bevidst formulerede ideologier ønsker at afvikle de individuelle frihedsrettigheder, og skridt for skridt indføre teokrati.

Deres arbejde er et ”langt sejt træk”. Men hvor langt de kom i England, med hjælp fra lokale, der var villige til at file på ytringsfriheden det vidner jo om, at deres arbejde skrider "fremad".

Så dette er ikke et særligt dansk problem. Det er europæisk og globalt. Og trykkefrihedsarbejdet skal naturligvis også ses i denne sammenhæng.

Det er faktisk gådefuldt, at Niels Krause-Kjær åbenbart ikke er i stand til at se sammenhængen mellem eksistensen af Trykkefrihedsselskabet - og så politisk islam i Europa, og at han nærmest skriver som om selskabet er opstået uden dette grundlag.

Læste han selskabets artikler, må det dog hurtigt blive klart for de fleste at disse netop handler om at beskrive – og i bedste fald bremse - den islamisering, der finder sted i såvel Danmark som Europa.

Mange akademikere inklusive undertegnede har desværre været alt for sløve til at tage denne islamisering alvorligt. Og når man læser Niels Krause-Kjærs kommentar kan man godt få indtryk af, at han stadigvæk ikke engang har lagt mærke til dette politiske fænomen.

Det er lidt lige som med terrorisme-debatten: Når nogen tages til fange af politiet for at have planlagt terrorisme eller når der begås terrorisme, så debatteres dette kun i det, man kan kalde ”terrorismens kontekst”.

På samme måde debatterer man så reaktionerne på tegningerne i ”tegningernes kontekst”.

Fællesnævneren er ikke desto mindre den totalitære politiske islam. Men den er der bare mange, der ikke vil forholde sig til.

(Dette minder også lidt om de mennesker, der glemmer, at alle de forbrugsgoder, der findes i rigt udvalg skyldes en levende og dynamisk industri. Og når man glemmer dette, er der så også en tendens til, at man lægger disse producenter i lænker; netop fordi man ikke forstår, hvor livgivende og positiv, deres adfærd er).

Men disse mennesker, der begår terrorhandlinger – (men for den sags også den religiøse, der blot ringer og truer en redaktør eller en tegner) er vel at mærke motiverede af noget, der har fyldt en meget stor del af deres liv i årtier – ja måske hele deres liv. Og hvad er det? - Det er naturligvis det religiøse verdensbillede, som er det samme som gør, at andre trosfæller så arbejder mere bevidst og langsigtet på at reducere ytringsfriheden og på at indføre teokrati.

Hvordan opnås dette politiske mål om teokratisering og islamisering så i lande, der har meget lange traditioner for ytringsfriheden (jævnfør også Storbritannien)?

- Ja, man kræver naturligvis ”blot” at religioner mere generelt skal have en særstatus, og så vil man på den måde indføre diverse former for ”tonelovgivning”.

Man vil således lovgive imod det man kalder ”hadefuld tale". Man arbejder på denne måde ganske lidt bombastisk; og man får i vid udstrækning nogle andre til at arbejde for sig. Dem, der gør arbejdet (som det også har været tilfældet i Storbritannien), er netop de som ikke forstår hvorfor ytringsfriheden er vigtig for disse grupper at afvikle.

Men de naive forstår samtidig ikke hvorfor forsvaret for ytringsfriheden må og skal være principiel: altså at man forsvarer ytringer som ikke gør nogen fysisk skade, men som nogle ganske vist ikke bryder sig om. (Og hvis det ikke er Krause-Kjær, der vil give efter, men blot vil forholde sig retten til at være ignorant, så finder man nogle, der er lidt mere "fleksible" i forholdet til denne frihed). Og det er sjovt nok ofte også de samme personer, der i den ringeste grad respekterer den private ejendomsret, man kan finde som "ytringsfrihedsafviklere" i diverse parlamenter (som det britiske).

Så islamisterne finder altså fælles sag, eller blot nogle man kan kalde ”politiske sagførere” med de, der hader de individuelle frihedsrettigheder allermest – eller blot de, der i allerringeste grad forstår værdien af dem. Disse individer findes i praksis på venstrefløjen. Det er netop her, at det har vist sig at være lettest for islamister at blive medlemmer af europæiske politiske partier.

Krause-Kjær giver således i sin klumme indtryk af, at han ikke rigtigt har forstået det, vi oplevede i forbindelse med publiceringen af de danske Muhammed-tegninger og senere med de svenske tegninger.

Men hvis man ihukommer konteksten for at fokusere på ytringsfriheden, altså at der er en bestemt politisk ideologi - politisk islam, hvor man som led i sine politiske aktiviteter arbejder på at afvikle ytringsfriheden sammen med afviklingen af en række andre friheder, burde missionen være til at forstå.

Personligt tror jeg også, at Trykkefrihedsselskabet som sådan (og ikke blot det arbejde som mange andre gør for at forklare ytringsfrihedens værdi i det daglige) gør en vigtig forskel, eftersom det desværre i al for vid udstrækning har været forbeholdt en afgrænset del af de borgerlige for alvor at tage den politiske islam alvorligt.

Her tror jeg, at Trykkefrihedsselskabet bidrager som "brobygger" om man vil: det vil sige brobygger til den del af de borgerlige, der stadigvæk ikke har forstået, at den aktuelle form for Islam er en trussel mod friheden i Europa; og at det også er denne Islam, der holder Mellemøsten tilbage i materiel såvel som kulturel forstand.

Københavns dobbeltløbede socialistiske båthorn

"Ritt villig til at finde løsning" lyder overskriften på en artikel i Berlingske Tidende.

I artiklen peger overborgmester Ritt Bjerregaard på to mulige løsninger, når det gælder om at få et såkaldt "Ungdomshus".

"Ungdomshus" er - hvis man ikke ved det - et sted, hvor unge, der har været igennem offentlig uddannelse vil have lov at være, uden at de har ejendomsret.

Ejendomsret betyder som bekendt, at der er tale om noget, man retmæssigt har erhvervet sig.

På dansk betyder dette, at man enten har lejet et hus, købt et hus, - eller at man har overtaget et hus som ingen andre retmæssigt kan gøre krav på, at have ejerskabet over.

Man kunne således i det sidste tilfælde forstille sig, at der fandtes boliger, som ingen ville vide af.

Og så havde disse unge og alle mulige andre naturligvis lov til at overtage et sådant i kraft af, at nogen havde givet afkald på ejerskabet (Det vil sige at det retmæssige ejerskab frivilligt var blevet opgivet uden at det var blevet overgivet til nogen andre).

I dette tilfælde skal det dog også bemærkes, at sådanne huse tidligere også blev bygget og vedligeholdt i kraft af ejerskab. Tilsvarende betyder ejerskab i almindelighed, at boliger holdes ved lige og forbedres. Med andre ord: Det er altså netop når det gives afkald på ejerskab, at tingene forfalder.

Men dette med ejerskab og dets betydning går tydeligvis hen over hovedet på såvel overborgmesteren som "de unge". (Der er vel at mærke tale om en særligt primitiv og bøvet gruppe unge, som netop i praksis af på absolut vis at tage afstand fra den private ejendomsret igen og igen får foretræde for og/eller opmærksomhed fra de lokale beslutningstageres side.)

"Den ene løsning er en privat løsning, som man prøvede med Stevnsgade 34, hvor en fond ville købe ejendommen og føre tilsyn med den. Den løsning blev ikke til noget, fordi de unge krævede at få bygningen gratis".

Den anden "løsning" er så en "kommunal løsning", hvor man netop gentager de mange krænkelser af den private ejendomsret som socialister er skolede i.

Og i kraft af overskriften og budskaberne i artiklen man finder fra Ritt Bjerregaard, må man således konkludere at socialisten Bjerregaard gerne vil give efter, såfremt flere af hendes kolleger også gerne vil give efter.

Der er således tale om, at de der allermindst respekterer den private ejendomsret får ekstremt meget omtale og sympati; at de der i stedet forsvarer ejendomsretten og den politiske og økonomiske stabilitet og velstand, denne ejendomsret sikrer, de omvendt fremstilles som "bussemænd". Og så er det socialisterne "i midten", der giver efter for førstnævnte vandaler og primitive.

Så en stemme på Ritt Bjerregaard er tydeligvis en stemme for mere ballade på Nørrebro.

De andres ideer

Historiske fællesnævnere for dansk politik er ordene ”pragmatisme” og ”kompromis”. Problemet med den pragmatiske tilgang til politik er, at man efter nogen tid glemmer, hvad udgangspunktet for at gå på kompromis i grunden gik ud på. Den politiske kompromistilgang betyder, at man giver køb på nogle principper og centrale ideer, man oprindeligt blot var indstillet på midlertidigt at tone en smule ned. I samme omfang opstår levebrødspolitikeren, der søger magten for dens egen skyld. Uden egne solidt forankrede ideer er man samtidig prisgivet, hvad andre måtte have af sådanne. For man kan simpelthen ikke handle politisk uden pejlemærker. Selv rendyrkede magtmennesker vil derfor være nødt til at handle ud fra en eller anden idé.

I dag er det i vid udstrækning derfor de andres ideer, som vor tids politikere, der netop i høj grad er levebrødspolitikere, bruger som retningsangivende for deres egen politik! Det sidste er netop symptomatisk for tilstanden, hvor uklare sætninger og vendinger dybdeanalyseres - måske en e-mail fra Brian Mikkelsen - som om de var udtryk for væsentlige toneangivende holdningsforskelle. Den sag er dermed en indirekte indrømmelse af ideernes forsvinden fra Christiansborg.

Selv om det internt er blevet stadigt mere legitimt at låne paroler og kortsigtede projekter fra hinanden - hvad enten de er røde, grønne, blå eller sorte - lader verden sig udenfor imidlertid ikke sig narre. Ideer og principper, man for alvor abonnerer på, er nu engang altafgørende for såvel almindelige mennesker som for politikere med magt over det politiske system. Ideer og principper handler om moral. Og moral er et pejlemærke, ingen kan komme uden om; det gælder selv de umoralske. Samtlige af de store partier er da oprindeligt også bygget op omkring nogle centrale og vidt forskellige ideer, ikke mindst socialisme og liberalisme; og disse ’ismer tager alle et afsæt i ideer om, hvad der er rigtigt og forkert. Pragmatisme og kompromistilgangen handler nu om at forlade dette. Historien viser bare, at man ikke genvinder det, man giver køb på, og at de mest principfaste er dem, der vinder dagen.

Medlemmer af Venstre Ungdom står sammen med udvalgte ungkonservative nu som undtagelser fra denne regel om politisk principløshed. Som statsminister har Anders Fogh netop bevaret traditionen for pragmatisme og midterorientering, som i høj grad har gjort partiforskellene på Christiansborg uvæsentlige. Det er ligegyldigt om der har manglet medspillere i den politiske top eller om der er sket en opblødning af principperne hos Statsministeren selv, for den primære årsag er, at det politiske klima simpelthen mangler en grundlæggende modtagelighed for principielle diskussioner.

De ægte borgerlige bør derfor opgive troen på V&K-projektet, som det ser ud i dag. Det projekt er en del af en langvarig proces, der handler om sammensmeltningen af de gamle partier, når det gælder indholdet – og i denne forbindelse også fremkomsten af den professionelle politiker. I dette moderne spil kan kun de principløse vinde - lige indtil nogle udefra kommer og fylder det ideologiske tomrum ud: Nye partier, der i en nær fremtid bevæger sig ind det aktuelle politiske vakuum, hvad enten det er et rent grønt parti, et islamisk - eller omvendt ét, der fuldtonet forsvarer frihedsrettighederne, kunne dermed lynhurtigt formå at sætte den politiske dagsorden i forhold til de detailorienterede og ensartede pragmatiske personer, der regerer i dag.

En venstrefløj uden ønske om planøkonomi

Historisk set har pragmatismen og det principløse dermed især været af kolossal og blivende betydning for venstrefløjen. Det er venstrefløjen, der i kraft af pragmatismen har vundet, og de borgerlige der har tabt – vel at mærke trods det forhold, at det eneste, de borgerlige behøver at gøre, er at indse, at de har ladet venstrefløjen vinde i kraft af deres egen overgivelse, og ikke som følge af at venstrefløjens ideer har besejret deres. Aktuelt er man på den borgerlige side blot nået frem til at magt for magtens skyld er blevet en kerneværdi - i takt med at pragmatisme har overtaget det principielle. Det forunderlige i denne sammenhæng er derfor, at de borgerlige i dag søger kompromiser med nogle på venstre side af det politiske spektrum, der rent faktisk hverken vil være deres egen historie eller de oprindelige økonomiske ideer bekendt. Fogh havde dermed ret, da han sagde, at socialdemokraterne ikke havde et projekt. Problemet er bare, at dette i lige så høj grad ser ud til at gælde i V&K, og dermed at man desperat har brug for sine projektløse modstandere til at spille bold op ad, hvis man skal kunne forhindre befolkningen i at få øje på, at man selv tilbyder en mangelvare. Den ene part har siden Murens fald derfor tabt. Kun retorikken er tilbage. Men undervejs gav den anden part imidlertid efter, og blev dermed tilsvarende korrupt. Som spin-analytikerne gør opmærksom på, bruger begge parter derfor i høj grad tiden og kræfterne på at lure på deres angivelige modstandere, og vente på de andres fodfejl og udspil: Socialisterne på Borgen ønsker i dag derfor ikke socialisme. Venstre vil ikke kendes ved liberalismen. Og de Konservative ved derfor ikke hvilken ”tidsånd”, det er de skal løbe efter, eller hvad det er, de skal konservere. Tilbage står de forslidte paroler, der nu i stigende omfang overskygges af uhæmmet strandhugst hos stadigt mere ensartede partier, der ikke længere har hæmninger tilbage i kraft af politiske kerneværdier. Denne tilstand tillader dermed også, at man uden større besvær hurtigt kan komme til at lyde som rivalerne - jf. den aktuelle sag om selskabsskat, hvor man fra Venstres top lyder som Enhedslisten, eller i såvel V som K’s brug af grøn retorik. Det forunderlige er imidlertid, at de politiske udfordringer udenfor murene er åbenlyse, og at verden nu engang er karakteristisk ved, at valget af principper og ideer HAR tydelige og kontante konsekvenser.

Den henskredne kompromisorientering gælder i kraft af ovenstående ikke blot for højre side. Engang var socialisme som det primære at forstå som et økonomisk system - det vil sige som en måde at organisere produktionen på. Kun som det sekundære var der tale om en ideologi, der så skulle sikre indførelse af den økonomiske utopi.

I dag er ideologien i stedet blevet et mål i sig selv. SF’ere eller socialdemokrater ønsker i dag tydeligvis ikke slutresultatet (ideologiens formål), vel at mærke selv om det er i den eneste retning ideologien fører! Dermed har man i praksis og i det daglige brug for nogle andre til at forhindre, at man laver reel skade i kraft af den socialistiske retorik. Venstrefløjen kan derfor ikke, hvor paradoksalt det end lyder, undvære de borgerlige. Tænk hvad der ville ske, hvis disse ikke-tilhængere af økonomisk socialisme, der samtidig er stærkt kritiske af markedsøkonomi, fik den politiske magt for sig selv! Selv Mette Frederiksen ville formodentlig i praksis sige nej til den ensretning, hun alligevel verbalt kæmper for i det daglige. Men så længe hun ikke har magten, kan hun derfor sagtens stille sig op og hævde at ”Alle børn har krav på det bedste”, uden at hun bør frygte at nogle vil bede om en forklaring og en konkretisering af hvordan valgfrihed og personlige vurderinger så skulle indrette sig efter sådanne totalitære politiske formler. Venstrefløjens overlevelse er derfor i dag udelukkende noget, der finder sted i kraft af graden af den borgerlige fløjs selvforskyldte opgivelse, der netop må tilskrives den pragmatisme, der er fortsat uanset, at modstanderens projekt (den økonomiske socialisme), som Fogh så rigtigt bemærkede det, er borte.

Kunsten at give efter

Det er dermed hulheden og ikke de dagsaktuelle kneb med at forklæde sig som rivalen, der er det mest karakteristiske. Problemet er bare at politiske tomrum er noget, der hurtigt kan blive fyldt ud. I vid udstrækning er vor tids midtsøgende politikere derfor kun sikre i sadlen, så længe nuancerne er de gammelkendte - det vil sige så længe befolkningen har opfattelsen af, at valgmulighederne blot er et spørgsmål om gradsforskelle. Læseren skal i den forbindelse stilles spørgsmålet, om man eksempelvis tror, at man ville kunne inddæmme en dansk islamisk bevægelse ved hjælp af den nuværende overdøvende pragmatisme og eftergivenhed? Hvis den traditionelle borgerligt-liberale pragmatismes begrænsede held med at inddæmme socialismen giver os svaret, må der i kraft af skattetrykket og den offentlige sektors størrelse blive tale om et rungende NEJ! Der er derfor gode globale såvel som nationale grunde til at vi genfinder det moralske kompas og frihedens kerneværdier.

I kraft af pragmatismen spejler de konsoliderede politiske ”modstandere” sig dermed i dag mere i hinanden, end de tager afsæt i deres eget værdigrundlag. Dermed kan de bare ikke forandre noget - de kan rent faktisk ikke engang forsvare det nuværende og stå fast: Også under borgerlige regeringer vokser skatterne og/eller den offentlige sektor på bekostning af friheden. De sidste hundrede år har dem med den stærkeste dagsorden derfor været at finde på venstrefløjen, hvor man skridt for skridt krævede større andele i andres liv og ejendom; mens den traditionelle borgerlige tilgang har været den, der handlede om at sætte sig ved forhandlingsbordet - for at give efter. Det er ikke nogen glorværdig tradition. Men det er præcis den tradition, som de nuværende borgerlige ledere fastholder.

Den eneste fint tunede funktion i de borgerlige rækker er derfor kunsten at bøje af for dem, der har en anden dagsorden. Det ved frihedens modstandere udmærket. Her spejler man derfor blot efter det næste spørgsmål, der er til forhandling. Derfor er de ledende borgerlige efterhånden rutinerede eksperter i simpelthen at overtage de andres sager, så man kan bevare magten. I dag lever man dermed mere i kraft af interne svagheder hos de tidligere arvefjender og politiske modstandere; som dog nu i stedet bør betegnes som ”rivaler”. De etablerede politiske parter fungerer hver især derfor mere og mere som korrektiver til hinanden - jf. også Anders Fogh Rasmussens tilbud om vetoret til socialdemokraterne. Dette er en vigtig forklaring på, at partipolitik aktuelt virker meningsløs, for alle, der i modsætning til Christiansborg-mentaliteten ønsker at forsvare nogle bestemte og eventuelt ufravigelige politiske kerneværdier. Partiernes gradvise historiske forkastelse af principiel politisk tænkning betyder rent faktisk, at man som ægte borgerlig burde overveje, om ikke et nyt grundlag i kraft af en fornyet interesse for ideer og politisk filosofi ikke kan opdyrkes bedre i stort set alle andre fora, end i de nuværende veletablerede partier.

Dermed er pointen også, at genopdagelse af politiske principper slet ikke behøver at opstå internt i partierne, men at de rettere vil opstå i kraft af enkeltstående meningsdanneres indspark hvor som helst: lokalt, regionalt og nationalt. Når det gælder de gamle partier vil man omvendt skulle kæmpe fra hus til hus blot for at få sat et komma anderledes, mens idé-debatterne trives og lever så mange andre steder.

Tidligere bragt i Nyhedsmagasinet RÆSON den 27. marts

Ayn Rand - ideer gør forskellen

I år 2002 opdagede jeg Ayn Rand. Mindre end et år efter var jeg bekendt med størstedelen af hendes forfatterskab, hvoraf den ene halvdel består af murstenstykke romaner, og den anden af faglittereratur ofte i essayform omhandlende såvel æstetik, epistemologi, filosofi, etik, politik, økonomi med mere.

Bekendtskabet begyndte vel at mærke ved et tilfælde med, at jeg på Københavns Hovedbibliotek fik øje på en bog med den fængende titel: Kun den stærke er fri, originaltitel: The Fountainhead. - "Det lyder en smule Nietzsche-agtigt", tænkte jeg, og læste forsøgsvist den første side. Her bliver man på bekræftende vis præsenteret for en ener: et leende og stærkt menneske, der springer ud fra en klippe for at svømme, er ét med naturen og i harmoni med sig selv.

Jeg lod bogen komme an på en prøve - uden forkendskab, men af ren nysgerrighed. Der var jo trods alt tale om en kvindelig forfatter. Så både overskrift og introduktion kunne jo, den moderne feminisme taget i betragtning, vise sig at være vildledende.

Halvvejs igennem bemærkede jeg imidlertid, at det rent faktisk var som at læse en velskrevet roman, sådan som man kunne forestille sig, at salig F.W. Nietzsche ville have skrevet den, hvis han havde været konsistent og disciplineret med sans for romangenrens æstetik. Evnen til at provokere var under alle omstændigheder den samme.

Forfatteren var, som Nietzsche, åbenlyst i stand til at fokusere på, hvad der var essentielt, vel at mærke på det eksistentielle plan. Hun formåede at vise, hvad det var, der motiverede bogens forskelligartede hoved- og biroller. Rand skildrede knivskarpt forbindelserne mellem holdninger, handlinger, og deres konsekvenser - på såvel det korte som det lange sigt. The Fountainhead/Kun den stærke er fri, der er Rands andensidste roman, kan derfor siges at være en slags dannelsesroman.

Der var imidlertid (jf. atter Nietzsche) ingen direkte moralisering forbundet med ovenstående; blot denne karakterbeskrivelse og de handlinger, der åbenlyst måtte følge af netop karakterernes egenskaber, herunder deres syn på verden. Den fortættede karakterskildring var samtidig hvad jeg så som det geniale i historien om arkitekten Howard Roark: Det vil sige, at man så tydeligt kunne se disse forskellige person-træk baseret på forskellige livsindstillinger, og så iagttage deres konsekvenser for aktørerne. Rands univers er dermed at beskrive som "meningsfuldt", med alle de betydninger man kan lægge i det udtryk.

Ifølge Rand var det tydeligt, at ideer gjorde en forskel, og at man kunne vælge sin egne værdier (jf. atter Nietzsche og forsvaret for den fri vilje). Dette vidste jeg allerede; forfatteren var dog langt mere fortrolig med emnet end jeg selv. At det alligevel primært er mænd, der er begejstrede for Rand, forstår jeg ikke; for her er da endelig en politisk tænker, der tilbyder personlig og politisk frigørelse, så det basker.

Og hvor første halvdel af Kun den stærke er fri blot er anderledes, spændende og medrivende - så begynder man fra og med slutningen af første halvdel og i resten af romanen derudover at blive udfordret på ens eget syn på tilværelsen. Det er sket for mange. Trods Rands død i 1982 er bogsalget på såvel det globale som det amerikanske plan derfor stadig præget af vækst.

Der er samtidig intet kult- eller scientologi-agtigt forbundet med Rands omfangsrige produktion. Kernen i Rands talent består blot i denne knivskarpe fokusering på holdninger og ideer, og så erkendelsen af ideernes konsekvenser. Hvis man skulle komprimere budskabet i Rands omfangsrige forfatterskab handler det simpelthen om at give ansvaret tilbage til den enkelte. Efter sigende skal statsministeren være - eller måske: have været - blandt forfatterens fanskare.

Kult er Rand derfor ikke, men sikkert politisk ukorrekt. Romanerne og de faglitterære værker sælger først og fremmest, fordi kilden til produktionen er en nøgtern og kompromisløs tænker, og hverken drømmer eller utopiker. I Kun den stærke er fri viser Rand således vedholdende, hvor meget frihed vi rent faktisk har, og hvor stort råderummet for at handle selvstændigt i virkeligheden er, hvis blot vi tør, magter og formår at identificere vores eget syn på verden, og derefter tage stilling til, om det nu også er sådan et syn, vi vil leve ud fra - resten af livet.

"De svage" er således i modsætning til "de stærke" (jf. den danske titel) for Rand ikke mindst dem, som ikke tager stilling, som undviger og ikke fokuserer, og som dermed frygter stillingtagen, principper, tænkning og holdningskamp. De svage er dem, der bevidstløst følger med strømmen, og som eksempelvis undviger at tage ansvaret for deres egne handlinger. Det vil netop sige dem som prædiker determinisme, som føler sig ufrie, og som for at retfærdiggøre sig hævder, at denne ufrihed gælder for de fleste; og som vel at mærke vil have samfundet indrettet derefter.

I år er det så halvtredsåret for udgivelsen af Ayn Rands hovedværk - Atlas Shrugged/Og verden skælvede - på omkring 1.200 sider. Det er en bog, der sammen med førstnævnte gjorde Rand berømt.

Igen er der tale om et værk, der skiller sig ud fra mængden, eftersom der er tale om en en roman med overblik, der samtidig omfatter drama med fremdrift, intelligent dialog, æstetik, fornuft, følelser og store konflikter, og som for alvor har noget på hjerte.

Atlas Shrugged er således ét langt forsvar for de grundlæggende principper og værdier, der har sikret os ikke blot velstanden i den vestlige verden, men også respekten for individet og fornuften, for den frie tanke og evnen - samt retten - til at handle i fred og frihed, til at skabe og til at producere. Rand viser i Og verden skælvede/Atlas Shrugged således sammenhængen mellem effektiv jernbanedrift og så - Aristoteles. Det vil sige sammenhængen mellem velstandsskabelse og fornuft.

Indholdet bliver dog aldrig af den grund akademisk højtravende eller kedeligt. Der er tværtimod tale om en »pageturner«, der giver de fleste andre filosofiske romaner baghjul, når det gælder drama og handling. (Hvad enten det så er Robert Musils lige så lange roman Manden uden egenskaber eller Umberto Ecos kortere Rosens navn).

For Rand er livet ikke en spøg. Det er alvor: Handlinger har konsekvenser. Ideer gør en forskel. Nogle ideer og mennesker er destruktive. Andre er produktive, og deres adfærd er dermed livgivende. Hvem er hvem? Kan fornuften give os svarene, eller skal vi stole på vores instinkter?

Rand stiller i modsætning til de sædvanlige fabulerende forfattere ikke spørgsmålene, mere end hun giver os svarene. Hun hamrer vel at mærke svarene igennem, så det skaber vrede, had og irritation. Det skal hun imidlertid elskes, og ikke bagtales, for.

Hendes forfatterskab og ideer må frem i lyset - og det kommer de også: Hollywood vil nu filmatisere bogen. Den danske investeringsbank Saxo Bank har for nogle år siden trykt 10.000 eksemplarer af den engelske version. Og interessen for Rand og hendes filosofi "objektivismen" er selv i Kina og i hendes oprindelsesland Rusland, i vækst.

Ayn Rand har på enestående vis dokumenteret sammenhængen mellem erkendelse og fornuft på den ene side og velstand og fremskridt på den anden side.

Det er af samme grund intet under, at vor tids akademikere som hovedregel ringeagter Rand, eftersom hun ikke blot sælger og er en succes, men også har et voksende publikum hos dem, der leder efter svar på tilværelsens store spørgsmål. Svar som venstrefløjen selv har opgivet at give, og hvor man i dag ikke længere tilbyder en fagre ny (socialistisk) verden, men kun kan tilbyde (klima)frygt og social skepticisme og tvivl, dvs. om man skal vende tilbage til naturen eller satse på endnu et socialistisk eksperiment.

Det ville derfor være højst besynderligt, hvis ikke vor tids kulturelle elite skulle gøre alt, hvad de kunne for at undgå forfatteren. Når Rand endnu ikke er blevet mere kendt i USA - endsige i Danmark - er det derfor ikke noget, der bør give anledning til undren; for modstanderne mod hendes ideer og budskaber er netop vor tids pragmatiske, kompromissøgende og gråtonede velfærdskustoder.

Af uforståelige årsager er den mest læste Rand-bog herhjemme i øvrigt hendes første roman Vi der lever. Den er hverken nær så velskrevet, medrivende eller så stilmæssigt konsistent som de senere to omtalte og langt større romaner. Det er derfor på høje tid med en genudgivelse af den danske oversættelse af Atlas Shrugged.

Tidligere bragt i Berlingske Tidende den 17. februar

Velfærdsstatisternes mystiske påstand om ”balancegang”

Mange danskere lider under den forestilling, at velfærden og velstanden i Danmark skyldes en særlig ”balancegang”.

De Konservative holder jf. deres valgplakater særligt meget af balanceretorikken, hvor forskellige begreber balanceres op i mod hinanden. Det kan være stat og marked, miljø og marked eller vækst og velfærd, der tildeles rollen som yin og yang. -Således hævdes det, at velfærden i Danmark skyldes en særlig balancegang mellem stat og marked.

Hvis dette er noget, man lærer på Statskundskab har jeg imidlertid ikke hørt efter. Derimod skal jeg gerne indrømme, at jeg hørte så meget sludder – ikke mindst fra de undervisere, der viftede med rapporter fra ”Center for Alternativ Samfundsanalyse”, der er en af de mange (yin-yang-)institutioner, der forsvarer den herskende velfærdsstatstilstand, som den naturlige, at jeg ikke vil udelukke, at det efterfølgende er kokset for mange; og at man derfor har taget tilflugt i denne form for buddhistisk retorik.

Ikke desto mindre, er det med et afsæt i politisk eller økonomisk teori vanskeligt, at tage en påstand alvorligt, der henviser til en ”særlig balance”. Sådan en påstand må henføres til mysticisme. Det kan samtidig ikke siges at være harmløst at bruge retorikken hverken overfor de brede masser - eller i samtale med akademiske kolleger, af den simple grund, at den måde at udtrykke sig på, virker fordummende.

Balancesludderet gør os uegnede til at forvalte det, vi har arvet fra tidligere, hårdt arbejdende og (ofte mere) intelligente generationer. Om noget burde det i stedet være en konservativ mission, at forsvare evnen til at gøre tingene bedre, og ikke bruge tiden på at udsende den ene pressemeddelelse efter den anden med krav om nye forbud og nye begrænsninger for menneskers handlefrihed; mens man taler om ting, der skal afbalanceres - ovenfra og nedefter.

Sandhedsværdien i påstanden, om en særlig balancegang kan med lidt god vilje siges, at bestå i, at det nuværende skattetryk samt den historiske gældsætning i Danmark er det økonomiske grundlag for mængden af modtagere af offentlige ydelser samt antallet af offentligt ansatte ( jf. CEPOS omfattende dokumentation, der blandt andet er baseret på tal fra finansministeriet).

Det vil sige: Mængden af skattekroner opkrævet, svarer til mængden af personer, der lever af disse midler. Der er ”balance”.

I andre lande er balancen imidlertid en helt anden. Blandt andet er der i disse lande flere selvforsørgende. Udenfor landets grænser findes eksempler på en udbredt grad af velstand. Men samtidig er staten, det vil sige den offentlige sektor langt mindre. Den offentlige sektors påvirkning i sådanne lande er ligeledes lavere, når det gælder mængden af regulering og indblanding i det civile samfund. Balancen er anderledes. Eksempelvis fylder det civile samfund mere.

Sådanne indsigter gør ondt på mange. Mange steder er indbyggerne rigere, sundere og mere afbalancerede, end vi er det. Og politikere bestemmer samtidig mindre. Hvad skal de dog bruge de indsigter til?

Jævnfør sammenhængen mellem evnen til produktiv adfærd og økonomisk handlefrihed, er det derfor mere korrekt at sige, at forudsætningen for finansieringen af en offentlig sektor som den danske, er en velfungerende og konkurrencedygtig markedsøkonomi.

Det vil sige: Den ”særlige balance” skyldes, at den offentlige sektor i Danmark i vid udstrækning ikke detailstyrer markedsøkonomien, men ”nøjes” med at beskatte den private sektor.

At den nuværende ”balance” mellem stat og marked, i modsætning til andre lande, ikke har ødelagt incitamenterne til at investere i dansk økonomi (men ikke desto mindre har formindsket den private sektor samt øget den økonomiske afhængighed) handler således ikke mindst om laissez-faire; hvilket er noget, der historisk set har været en væsentlig forudsætning for økonomisk forbedringer, - og dermed helt nye ”balancer”.

Skatteskruens onde cirkel brydes med udgiftsreform

Beskatning er først og fremmest et middel til at opnå en række vidt forskellige mål. Det nuværende beskatningsniveau er en konsekvens af konkrete former for politiske beslutninger, der atter er styret af bestemte politiske ideer. Alle disse ideer kan føres tilbage til en grundlæggende accept af statsmagtens påståede ret til økonomisk omfordeling. De mange forskelligartede hensigter bag beskatning har historisk set ikke været at gøre nogle grupper fattigere, men derimod at gøre andre rigere.

En af årsagerne til, at beskatningen er fortsat med at stige, er, at omfordeling fra rige til fattige eller fra fattig til rig ikke længere er det styrende motiv for skattepolitikken. I dag omfordeles i ligeså høj grad imellem jævnbyrdige indkomstgrupper eksempelvis mellem forskellige erhverv, brancher, faggrupper, køn eller mellem forskellige aldersgrupper. Skatterne er steget i takt med en udbredt accept af omfordeling – fra alle til alle.

En anden årsag til skattetrykkets forholdsvis hastige vækst i Danmark sammenlignet med andre lande kunne være det danske flerpartisystem, der i stor udstrækning giver de enkelte partier mindre økonomisk ansvar og samtidig øger tilbøjeligheden til at kæmpe for særrettigheder til bestemte grupper i samfundet. De politiske kompromisser i sådan et system handler oftere om "noget for noget" fremfor "mindre end mere". D.v.s. mekanismen bag støtten til skattefinansierede ydelser bliver at: »Hvis vores vælgergrundlag sikres bestemte ydelser, så tildeles jeres vælgergrundlag en række andre ydelser«. Og da regningen for disse nye ydelser eller "materielle rettigheder" betales af en langt større kreds via skatten er det – trods alt - de færreste, der bruger deres energi på at protestere.

På denne baggrund må "beskatningspolitikken" siges for længst at være kørt af sporet. For jo højere skatter desto mere betaler stadigt mere ensartede indkomstgrupper til hinanden. Skattesystemet medvirker at alle lever på alles bekostning.

Modstanden mod samt kritikken af det nuværende beskatningsniveau baserer sig på frihedsrettighederne herunder retten til retmæssigt erhvervet ejendom. Derudover er der spørgsmålet om effektivitet og "samfundsnytte". Blandt andet er der meget, der taler for, at man gennem en målrettet sænkelse af skatterne - og et dermed øget incitament til produktivitet - vil kunne øge statens indtægter. D.v.s. skatten er blevet så høj, at selv de der nyder godt af omfordeling bliver fattigere end tilfældet ville være med lavere skat.

Endelig må et højt og stigende skattetryk alt andet lige formodes at øge opfattelsen af at andre misbruger systemet. En stadigt større grad af omfordeling forstærker holdningen om at bestemte generationer, subkulturer, etniske grupperinger, særlige faggrupper o.s.v. er bedre til at "malke kasserne" end den eller de grupper, som man selv tilhører.

Disse opfattelser har naturligvis også konsekvenser for borgernes politiske og civile adfærd. Her tænkes ikke blot på den øgede tilbøjelighed til sort arbejde. For jo flere penge, som de fælles kasser indeholder, desto mere interessant bliver det for befolkningen at påvirke, hvad midlerne bruges til. Den høje beskatning øger på denne måde befolkningens politiske deltagelse og dermed også faren for politiske konflikter. Skatteskruen erstatter adfærden på markedet og det civile samfund med øget politisk aktivitet, der i sin kerne for det meste handler om "fordelingen af ressourcer med gyldighed for et samfund", det vil sige omfordeling.

Mængden af "gratisydelser" og overførsler påvirker naturligvis ikke bare den politiske adfærd, men også forbrugsvalg, karrierebeslutning, tilbøjeligheden til at søge arbejde, valg af skole, efter- og videreuddannelse med meget mere. Befolkningen indretter sig efter systemet og forstærker dermed dets legitimitet.

Når en bestemt gruppe i samfundet via sine politiske repræsentanter sikres ydelser via skatten, så øges incitamentet for andre grupper til politisk at opnå ret til tilsvarende ydelser. Denne tendens sandsynliggøres af vanskeligheden ved at afskaffe allerede eksisterende ydelser. Disse får hurtigt status af at være rettigheder. I stedet for at fjerne disse ydelser etablerer andre grupper - med de politiske beslutningstageres hjælp - derfor blot nogle nye ydelser finansieret ved yderligere indkomst-belastninger.

Erhverv, der mister værdifuld arbejdskraft ved indførsel af gratisydelser, der trækker arbejdskraften væk fra deres område, har således lettere ved at kæmpe for jobtilskud, statsfinansierede praktikordninger og forskellige former for fradrag end at søge at afskaffe allerede eksisterende ydelser. Nedskæringer og afvikling af eksisterende ydelser betragtes som "asociale". Nye ydelser har derimod status af "hensyntagen til særlige behov".

Denne tendens til at søge kompensation gennem nye skattefinansierede ydelser bidrager naturligvis til at de implicerede grupper samt befolkningen set under et bliver stadigt mere afhængige af de løsninger, som staten kan tilbyde på de problemer, der oprindeligt er skabt gennem omfordeling. Og de belastninger, som skatten og statens ressourceallokering skaber, bliver en begrundelse for ydelser der har nøjagtig den samme effekt.

Tidligere var begrundelserne for beskatning og omfordeling mere snævret baseret på ideer om social lighed – primært for at garantere de fattigste grupper i samfundet bedre levevilkår. Imidlertid er der med den generelle accept af omfordeling via beskatning åbnet for en stadigt bredere strøm af begrundelser for privilegier og rettigheder finansieret af andre - uanset økonomisk indkomst. Begrundelsen for at opnå offentlige ydelser handler således ikke længere om at være fattig, men om at være svag - i bredest tænkelige forstand (jf. også landbrugsstøtten).

Samtidig har ideen om lighed og politisk omfordeling via beskatning en indbygget selvforstærkende tendens. Stadigt flere i befolkningen anvender begrundelsen om "den svages ret" til at genvinde større eller mindre dele af det, som staten inddriver i første omgang. At opnå status som "svag" kan derfor også ses som en – kortfristet - garanti for, at staten ikke belaster ens indkomst yderligere. (Succes og overskud er derimod en åben invitation til at blive beskattet mere, end man bliver det i forvejen).

Det nuværende skattetryk må derfor siges at være en konsekvens af nogle alment accepterede ideer om omfordeling samt et stadigt stigende krav om at modtage penge fra andre via staten – ud fra forskellige begrundelser om svaghed og manglende evne til at klare sig uden særlige ydelser.

Ganske få i det danske samfund tør derimod stille spørgsmål ved, om økonomisk lighed i sig selv overhovedet kan siges at være en værdi (i mange afrikanske landsbyer, i de tidligere kommunistregimer eller på Cuba er der en høj grad af lighed – med en tilsvarende grad af lav økonomisk aktivitet og dynamik).

En konsekvens ved stigende omfordeling er at stadigt færre mennesker er i stand til at vurdere om de reelt ville være bedre stillet med eller uden det nuværende system. Oplagte vindere er imidlertid de grupper, der genvinder større dele af deres indkomst gennem tilskud og gratisydelser, end de betaler i skatter og afgifter.

De sikreste nettovindere er naturligvis de befolkningsgrupper, der lever af at omfordele. Det gælder den del af de ansatte i den offentlige sektor, hvis ydelser ingen frivilligt ville have betalt for samt de politikere og embedsmænd, der lever af omfordelingen samt væksten i det offentlige forbrug.

En historisk begrundelse for udbredelsen af velfærdsydelser har blandt andet været, at det ikke måtte forbindes med skam at modtage sådanne ydelser. Begrundelsen lyder at hvis alle samfundsgrupper modtog sådanne ydelser kunne disse ikke længere forbindes med såkaldt "social stigmatisering" (Jvf. Baldwin, P 1997: "The Past Rise of Social Security: Historical Trends and Patterns", H Giersch: "Reforming the Welfare State", Kiel.). Den samme begrundelse kan genfindes blandt de medlemmer af Det Radikale Venstre,Enhedslisten eller Minoritetspartiet der i dag agiterer for "borgerløn", d.v.s. ret til løn uden produktiv adfærd...

Kun positive ting kan beskattes. Det vil sige lønmodtageres arbejdskraft, arbejdsgiveres profit, varer, opsparing, serviceydelser, formuer o.s.v. Forudsætningen for beskatning er således altid produktivitet. Alt andet lige er de største tabere ved beskatning derfor altid den del af befolkningen, der er den mest produktive eller innovative.

Beskatningen må først og fremmest forstås som konsekvensen af en hensigt om at give til nogle andre end dem, der handler og producerer. Det betyder også, at det ikke er beskatning, der må være målet for kritik, men derimod de enkelte poster på finansloven samt hele ideen om at øge ligheden ved at tage fra visse indkomstgrupper og give til nogle andre.

Forudsætningen for et effektivt opgør med skattetrykket er ikke blot en kritik af skattens størrelse, men i langt højere grad et opgør med de ideer, der er styrende for hensigten bag beskatning, d.v.s. tvungen omfordeling.

Samtidig giver det ikke mening at tale om skat uden at tale om, hvad der reelt bør være statens opgave i et friere samfund. For så længe der er opbakning til, at staten skal skabe økonomisk lighed gennem omfordeling samt tilvejebringe kultur, uddannelse, transportmuligheder, boliger, nyheder, underholdning m.m. - samt sikre en række "gratisydelser", vil skattrykket ikke kunne reduceres. Tværtimod er den fortsatte accept af disse ydelser en garanti for, at skatterne bliver ved med at stige.

Forudsætningen for lavere beskatning er således "udgiftsreform", d.v.s. afvikling af statens opgaver og nedbringelse af graden af omfordeling.


Tidligere bragt som kronik Jyllands-Posten den 6. juli 2005