Velfærd, velstand og velstandsskabelse

Offentlig "velfærd", som udtrykket bruges i medierne og af politikere, er ydelser i form af pengebeløb, serviceydelser eller bestemte materielle goder, som er tilvejebragt via konfiskation af privatansatte borgeres retmæssigt erhvervede ejendom.

Det er sandt, at offentligt ansatte også betaler skat. Men den skat som offentligt ansatte betaler, er skat af midler, der oprindeligt er beskattede af private. Så den offentlige velfærd har sin oprindelse i privatansattes eller private virksomheders frembragte midler.

Når der skrives ”offentlig velfærd” skyldes det, at man også kan tale om ”privat velfærd”, som er de serviceydelser eller materielle goder, som borgere, der har tjent deres penge gennem frivillig udveksling på markedet køber.

I kraft af forskellen på tvang og frivillighed er der således en åbenlys forskel på den offentlige og den private sektor. Den private sektor fungerer i det store hele på den private ejendomsrets og frivillighedens præmisser. Den offentlige sektor fungerer i stedet udelukkende i kraft af de tvungne opkrævninger, som man i daglig tale betegner som beskatning.

En meget stor offentlig sektor er derfor alt andet lige ensbetydende med en meget høj grad af økonomisk konfiskation, tvang, ufrihed og politisk kontrol. Tilsvarende ville en mindre offentlig sektor og en større privat sektor betyde, at omfanget af ufrihed blev reduceret, og at frivilligheden ville have bedre vilkår.

Det sidste betyder derfor også, at muligheden for mennesker til at opstille nogle mål, søge at tjene midlerne til at føre målet ud i livet, og indgå i frivillige samarbejdsrelationer med andre ville være mere optimale end det er tilfældet, hvor den offentlige sektor er større og den private sektor er mindre. For den offentlige sektor bygger modsat den private på et hierarki, hvor midler indsamles ”ovenfra” via beskatning - formelt af de politiske beslutningstagere, og reelt i kraft af administrative myndigheders aktivitet eventuelt med bistand fra ordensmagten. Herefter fastsætter de politiske beslutningstagere formelt, hvad de beskattede midler skal bruges på. - Men reelt blander de administrative myndigheder sig endog ganske meget i hvordan og hvorledes det skal foregå.

Ovenstående betyder, at tankefrihedens betydning reduceres: Tjener man ved dygtighed og brug af sin fornuft nogle midler til at forfølge yderligere mål, konfiskeres disse midler i et samfund med meget økonomisk tvang og lavere frivillighed; og midlerne som man i kraft af sin fornuft havde tilvejebragt, bliver så i stedet brugt af nogle andre, end de som var midlernes retmæssige ejere.

Dette har selvsagt nogle negative konsekvenser for den enkeltes interesse i at bruge fornuften, og i at rette bevidstheden mod konkrete problemstillinger og udfordringer, og dermed i at skabe reel velstand.

Beskatningens negative incitamentsstruktur har på samme tid - og af de samme grunde (reduktionen af interessen i at bruge bevidstheden aktivt og konstruktivt) - også nogle sociale konsekvenser. Disse sociale konsekvenser er negative for to typer af personer: De som umiddelbart var interesserede i at arbejde målrettet og handle produktivt, behandles på en måde som virker afskrækkende for deres umiddelbare tilbøjelighed. Men i den anden ende, hvor man begunstiges med de midler, som er beskattet, motiveres man vel at mærke i den samme negative retning, som det er tilfældet for den umiddelbart produktive. Dertil flyder midler fratvunget andre borgere, som havde tilvejebragt disse midler gennem frivillighed.

Nogle af disse fratvungne midler gives så til mennesker, der i bund og grund forholder sig ganske passivt. Andre midler bruges af de politiske beslutningstagere og administratorer til at købe de ydelser og materielle goder til bestemte grupper i befolkningen, som disse så modtager enten gratis eller billigt. Men uanset hvad, drager den almindelige borger over tid, og i takt med at den offentlige sektor vokser sammen med skattetrykket, og den private sektor reduceres en generel lære: det er at det i stigende grad bedre kan betale sig at holde øje med politik-gerningen, at gøre sig synlig i forhold til administratorer og politiske beslutningstagere; - samt tilsvarende - i mindre grad - at orientere sig efter hvad der kan betale sig i forhold til de frivillige udvekslinger på markedspladsen. Med andre ord: Samfundet politiseres.

Dette er i al sin korthed, hvad den socialdemokratiske bevægelse og den socialistiske ideologi har ført med sig i Danmark: Interessen for at agere frit i det civile samfund er blevet mindre. Interessen for at blive et politisk væsen, der sikrer sig ”skatte-lunser”, ydelser, offentlige goder, og dermed offentlig ”velfærd” er blevet større. En anden måde at beskrive dette på, er også, at interessen for at producere er blevet mindre, og at incitamentet til at forbruge (det som andre retmæssigt tilvejebringer) er blevet større.

Den gradvise afvikling af den private sektor fører til et informations- og velfærdstab

Skattelettelser er heldigvis kommet højt på dagsordenen. Desværre er der en del journalister, der bliver ved med at formidle den fejlagtige påstand om, at høj skat er det samme som høj velfærd. Hvis "velfærd" har absolut lighed med overførselsindkomster brugt til passive ydelsesmodtagere samt til flere offentligt ansatte, kan man da godt tale om velfærd; så længe man blot husker, at denne omfordeling betales af andre, der tilsvarende mister deres velfærd i form af deres økonomiske handlefrihed.

Den økonomiske omfordeling er imidlertid ikke kun et "nul-sums spil", hvor nogle taber og andre vinder, i det man godt kan betragte som et misbrug af det demokratiske system. (Det usmagelige består blandt andet i, at politiske omfordelere køber sig stemmer via denne omfordeling). Det er rent faktisk et spil, hvor de fleste taber på længere sigt.

Det langsigtede velstandstab forbundet med omfordeling og en voksende offentlig sektor skyldes, at velstand er noget, der skabes i den private sektor, hvor friheden til at skabe velstand findes. Vores velstand skabes derfor også i kraft af de midler, der er til rådighed i denne sektor. Disse midler bliver som bekendt færre, jo højere skatterne er.

En hvilken som helst anstændig politolog eller økonom, der satte sig for at undersøge offentlige virksomheders handleevne, frihed og produktivitet sammenlignet med private virksomheder ville nå frem til dette: at private virksomheder målrettet arbejder på at reducere omkostningerne og opfylde forbrugernes behov i deres egen interesse. - Og omvendt: at offentlige virksomheder er konstrueret ud fra en bureaukratisk vinkel, hvor det er de politiske krav, der er styrende. Som bekendt er der så langt færre politikere, end der er forbrugere.

På markedspladsen skabes således en meget detaljeret informationsmængde, som private virksomheder kan bruge til at tilpasse produktionen til forbrugernes ønsker. Denne informationsmængde skabes ikke i noget nær det samme omfang i den offentlige sektor.

Relativt mere information indenfor den offentlige sektor skabes så i de offentlige virksomheder, hvor man efterligner de private virksomheder mest, og eksempelvis kræver betaling for "velfærden" - som i eksempelvis DSB. Mindst information indenfor den offentlige sektor skabes de steder, hvor "velfærden" er helt gratis. Her aner man kun i meget begrænset omfang, hvad der efterspørges; eftersom borgerne her slet ikke kan fortælle om deres vurdering af ydelserne via køb eller undladelseskøb. Via diverse forbud mod reklamer reducerer politikere desværre også en del af den information, der skabes så meget af på markedspladsen.

Værst er dog den reducering af information, der opstår, ved at man reducerer den private sektor, sådan som man især har gjort det i DK siden 1970'erne. I Sovjet-Rusland, det kommunistiske Østeuropa, og det nuværende Nordkorea har man måttet sande, hvad tabet af information - i kraft af afskaffelse af fri prisdannelse og markedsøkonomi - betyder i praksis. Vi bevæger os - ganske vist i et langsomt tempo - i retning mod den samme afskaffelse. Dette kalder socialdemokraterne så for "skabelse af velfærd". Andre er blandt andet af ovenstående grunde åbenlyst uenige.

Tiden er inde til at reducere statens størrelse

Ledigheden gør det umulige. Faldet fortsætter overraskende til 3,6 pct. i maj, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Antallet af ledige er nu under 100.000.[…] Det er første gang siden 1970'erne, at under 100.000 er ledige i Danmark. - Det kunne man læse i online-udgaven af Børsen den 28. juni.

Lejligheden bør nu politisk benyttes til at reformere på balancen mellem den offentlige og den private sektor.

For i alt for mange årtier er det gået den forkerte vej: Den private sektor er skridt for skridt blev formindsket på den offentlige sektors bekostning. (Man kan læse mere om den negative udvikling i kommentaren Velfærdsstat og selvværdstab.) Med den aktuelt lave og stadigt faldende ledighed burde det være forholdsvist politisk opportunt, at afvikle diverse styrelser og ministerier. Og hvad man så i praksis begynder at privatisere eller nedlægge kan afhænge af, hvad der politisk er mest belejligt.

Danmarks Radio kunne imidlertid fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.

- I vor tid er det en farce, at være vidne til hvordan, statens generøsitet overfor statsansatte journalister fører til ublu politisk propaganda for økologisme og socialisme. Men havde man i grunden også troet, at noget som helst andet kunne blive resultatet af en statsfinansieret ordning for journalister? Hvad kunne i så fald være en anden mission for en statslig tv- og radio-kanal, end at promovere løsninger på virkelige eller fiktive problemer, der alle sammen handler om mere stat, mere kollektivisme og dermed også mindre økonomisk frihed?

Kulturministeriet kan - blandt andet også af samme grunde - tilsvarende afskaffes. Det burde i øvrigt være forholdsvist let at gøre dette, som noget af det første. Kulturministeriet er i praksis ensbetydende med, at færre bestemmer over flere midler, vel at mærke med midler, man har opkrævet via tvang - og som man nu bruger på forlystelser! Kulturministeriet er i praksis en omvendt Robin Hood; men altså vel at mærke også en institution, hvor de nye indehavere af tiltvungne midler bruger pengene på underholdning. Og i kraft af de mange offentlige ansatte må der dog efterhånden efter al sandsynlighed være skabt et marked for social-realisme, som sagtens kan klare sig helt uden støtte og tilskud, men i stedet på markedets vilkår. Lad dog den elite, der bryder sig om det, som kulturministeriet i dag støtter, betale det ekstra selv

Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man læser Naomi Kleins bog No Logo (mere her), og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).

Hvad angår forbrugs- og fødevareområdet i det hele taget kunne man også tage fat på at afruste i "krigen" mellem politisk korrekthed på den ene side (økologisk og socialistisk frygtskabelse), og så landbrugsstøtte (et resultat af lobbyisme fra erhvervslivet) på den anden. Med andre ord: Man kunne fjerne landbrugsstøtten og de tilhørende protekionistiske institutioner samtidig med, at man fjernede de mange institutioner, der har travlt med at styre, kontrollere og regulere på landmændenes adfærd. Hvorfor lægge et erhverv for had, og så samtidig sponsorere det med ca. 11 milliarder om året? (Svaret handler utvivlsomt om kontrol). En sådan afrustning ville tilsammen betyde færre politiske klienter, et øget råderum for lavere skatter, og samtidig også en frisætning af mere arbejdskraft til de områder, der kan udnytte de ledige hænder langt mere produktivt (hvad enten de frisatte så er ineffektive landmænd eller bureaukrater).

Problemet med landbrugsstøtten er således, at den gør det rentabelt at være landmand, vel at mærke, når det i tilfældet af et fravær af landbrugsstøtte rent faktisk ville være noget andet, som der var mere efterspørgsel på. Landbrugsstøtten sikrer dermed, at mindre effektive landmænd, ernærer sig indenfor landbruget på forbrugernes - men også de mere effektive producenters bekostning. På samme måde er de mange kontrolinstanser tilsvarende en barriere for såvel konkurrencen som produktiviteten indenfor landbruget. Årsagen til det sidste er som bekendt at det allerstørste incitament til at levere en vare af høj kvalitet er muligheden for at tjene penge på at gøre det. Hvornår har man sidst hørt politikere og bureaukrater kæmpe for landbrugets ret til at konkurrere om at tjene mest? Mentalt har vi i stedet flyttet os i retning imod den kontinental-europæiske ide, der handler om at landbrug mere skal være en kulturel faktor end en økonomisk. Det bør landbrugerne i Danmark ikke finde sig i.

Fortsæt selv med områder, hvor statens størrelse kan reduceres, og hvor der kan findes mere arbejdskraft til den private sektor. Vil man gerne have eksempler på, at en fri og levende privatsektor er et mål, der er værd at kæmpe for, kan man skele til IT-industrien, der netop er en de mest uregulerede og derfor også mest levende sektorer, men også generelt til informations, kultur og nyhedsområdet (DR undtaget), hvor konkurrencen trives.

De strategisk store områder, hvor der som skatteyder kan tjenes penge på, at reducere det offentliges dominans - der findes i form af monopolisering, afgifter, kontrol og styring - er måske først og fremmest energi-, uddannelses-, sundheds- og transportområdet.

Men de ovennævnte kulturelle institutioner er imidlertid vigtige at gøre op med, eftersom de er statens ideologiske instrumenter. Lad derfor de ansatte her få lov til at gå; og lad dem finde andet arbejde i den private sektor. Et lille økonomisk skridt for det frie menneske, men et stort symbolsk skridt for det private danske samfund ville således være en nedlæggelse af Danmarks Radio og Kulturministeriet.

Sundhed er en privat sag

Bente Klarlund Pedersen og Allan Flyvbjerg taler i kronikken Sundhed som et fælles ansvar (29/5) [Jyllands-Posten] for endnu et offentligt ”uafhængigt center”, der skal fremme ”folkesundheden”.

Dermed taler forfatterne også for øget kollektivisering af sundhedsvæsenet.

Argumentet for, at sundhed er et fælles anliggende, bygger de på to præmisser. Det første er den sociale faktor, hvor det påpeges, at lavindkomstgrupper er mindre sunde end højindkomstgrupper. Derudover medgiver man, at individet kan gøre meget, men at samfundet har en stor rolle at spille.

Ingen af disse to argumenter fører imidlertid naturligt i retning af kollektivisering, men i stedet i retning af privatisering - også i mentalhygiejnisk forstand. For uden et statsligt sundhedsvæsen stod individet naturligvis ikke alene: Han eller hun ville befinde sig i et velstandssamfund, hvor de lægelige og medicinske tilbud i endnu højere grad end i dag ville være tidligere tider overlegne. For i kraft af privatisering ville der være mere konkurrence og mindre protektionisme inden for området.

Sundhedsydelser udvikler sig ligesom alle andre ydelser på markedet - i frihed. Det er takket være markedsøkonomien, at man ikke også i dag bliver åreladt med igler.

Og samfundet består som bekendt kun af individer. Der er ikke en ekstra ingrediens. Men individer organiserer sig som bekendt i kraft af familier, frivillige foreninger samt private, profitorienterede organisationer; eller omvendt ved statsdannelse, der bygger på et magtmonopol.

I kronikken sættes der imidlertid et klart lighedstegn mellem stat og samfund.I samme grad afskriver man de aktører, som rent faktisk skaber velstanden og tilvejebringer de gode muligheder for at leve et sundt liv.

Mulighederne for at motionere, for at spise sundt, for at få den rigtige medicin og den rette behandling skyldes derfor det private og civile samfund. Kollektiviseringen de seneste 30-40 år har derfor i stedet bidraget til, at vi bevæger os i den forkerte retning.

Læseren kan selv prøve at tænke over, hvad der ville ske, hvis man nationaliserede landbruget eller detailhandlen.

Det nationaliserede sundhedsvæsen har spillet fallit. Det kan ikke reddes, ved at man afvikler det private ansvar yderligere og opretter flere centre for folkeopdragelse. Kodeordet for mere sundhed er mere privatisering.

Tidligere bragt i Jyllands-Posten den 6. juni

Øget arbejdsdeling giver mere sundhed og bedre uddannelse

For to hundrede år siden var der ikke meget velfærd ude på prærien i USA. Men velstanden og velfærden voksede.

Grundlaget for væksten var respekt. Man respekterede den private ejendomsret. Friheden blev sikret, det vil sige, den blev håndhævet. Det kunne derfor betale sig at arbejde, at lægge til side, at investere, at handle og at producere.

I begyndelsen var man på mange områder selvforsynende. I mange tilfælde måtte den enkelte samtidig selv forsvare sin ejendom. Allerede i 1700-tallet fandtes dog en række specialiserede gerninger.

Imidlertid udviklede arbejdsdelingen sig; og i løbet af de sidste to hundrede år er dette sket med en voldsom hast.

I dag findes der således personer, der kan leve af at designe tøj, vel at mærke ikke til rigtige mennesker, hvilket har været tilfældet længe - men til ”roller”, der vil sige karakterer i computerspil! (Det kan man læse mere om i den svenske forfatter Johan Norbergs nye bog "När människan skapade världen").

Arbejdsdelingen er således et udpræget kapitalistisk fænomen. Den meget specialiserede profession findes netop i kapitalistiske retssamfund, der tilbyder de rammer, der kræves for at det kan betale sig at specialisere sig.

Kapitalisme handler jævnfør ovenstående om respekt for andres ejendom, men lige så vel om respekt for friheden til at handle og til at producere; det vil sige om friheden til at skabe noget, der har værdi for andre, samt om friheden til at udveksle det, man har frembragt.

Denne respekt for ejendomsretten og den frie handel har en værdi, uanset om der er tale om et fysisk gode eller om en serviceydelse, som man kan tilbyde i kraft af en investering i form af tid og penge i uddannelse og/eller anden form for erhvervelse af viden.

Ovenstående respekt handler dermed om respekt for de skabende, de produktive, de kreative.

For bedre at kunne forstå de komplekse kapitalistiske samfund nogle af vi mennesker lever i, hjælper det imidlertid at vende tilbage til ”begyndelsen” det vil sige i tiden omkring industrialderens oprindelse: selv her havde man så småt opnået et overskud til at kunne overlade uddannelse til andre – jævnfør Det Lille Hus på Prærien.

- I stigende grad behøvede hver enkelt familie derfor ikke at overlevere en række indsigter, hvad angår eksempelvis lægevidenskab. I stigende grad ville det være tilfældet, at man kunne opsøge en læge i nærheden.

Det fantastiske er vel at mærke, at arbejdsdeling og specialisering i et kapitalistisk samfund, som det allerede fandtes for to hundrede år siden i Nordamerika har en selvforstærkende effekt!

- Såvel arbejdsdeling som specialiseringen frigør ressourcer, der øger mulighederne og skaber potentiale for mere specialisering og dermed øget arbejdsdeling. Mere fører til mere:

Når skolelæreren er blevet ansat på fuld tid kan han eller hun fokusere på, at blive bedre til at undervise, og dermed levere et bedre indhold i forhold til eleverne, som nu bliver mere vidende, end det ellers ville være tilfældet. Vender vi tilbage til ”Det Lille Hus på Prærien” er det således tilfældet, at den næste generation altid vil have flere specialiserede gerninger end den foregående, sålænge friheden og fornuften forsvares. Fremskridt og arbejdsdeling går dermed hånd i hånd.

Lægen i den storby, der engang var en landsby, behøver således ikke at bekymre sig om selv at dyrke afgrøder, og kan på tilsvarende vis og med en række kolleger, der fokuserer på mere almindelige lidelser, specialisere sig yderligere. Og jo flere tids- og ressourcebesparelser som andre professioner bidrager til, desto mere kan lægestanden specialisere endnu mere!

I det kapitalistiske samfund er man således ikke nødvendigvis ”snæversynet”, hvis man er ”fagidiot”. På det rigtige tidspunkt kan det specialisere sig i tøjdesign til computerrollespil tværtimod vise sig at blive en rigtig god forretning til gavn for spilproducenter og til glæde for mange.

Den alternative historie

Typisk handler industrialiseringens historie, som vi kender den fra skoleundervisningen imidlertid på forsimplende vis om landbefolkningen, der flyttede byerne og derefter stod på fabrik.

Budskabet er ofte at en stor uuddannet hob af mennesker forlod opslidende arbejde på landet for fremover at blive slidt ned i byerne, og forblive lige så uuddannede.

Historien om massernes bevægelse fra land til by skjuler imidlertid, at hovedstrømningen, det vil sige kernen i civilisationens fremskridt handler om specialisering og arbejdsdeling – vel at mærke på alle planer: det vil sige for såvel høj som lav; for landmænd, vare- og serviceproducenter og vidensarbejdere.

Affolkningen af landet skal derfor ses som et led i ovenstående proces. Udviklingen var netop en del af processen, eftersom det at være landmand nu var forbeholdt færre, og at den arbejdskraft, der blev sat fri, blev en del af de nye specialiserede gerninger inde i byerne.

Man stod derfor ikke ”bare” på fabrik, man stod i første omgang på en fabrik, der lavede noget bestemt.

I takt med at maskinerne overtog det mest primitive arbejde, holdt stadigt flere mennesker samtidig op med at stå på fabrik i det hele taget; i stedet stod man i butik eller man sad på et kontor. I dag kan man takket være endnu mere specialisering og øget arbejdsdeling, - og som følge heraf, endnu flere frisatte ressourcer - arbejde derhjemme.

Kapitalisme handler dermed ikke primært om industrialisering og maskinisering; hvilket ofte i den forsimplende skolehistorie giver indtryk af en proces, der virker fremmedgørende. Kapitalisme handler mere præcist om arbejdsdeling og den specialisering, der finder sted i kraft af respekten for ejendom og handlefrihed omtalt i indledningen.

Historien om denne proces handler samtidig om det modsatte af fremmedgørelse.

Arbejdsdelingens historie beretter om hvordan mennesket bliver herre over sine omgivelser: det vil sige, om at det usle og hårde arbejde med det magre udbytte skridt for skridt erstattes af samfundet med de tusinde karrierer, de mangfoldige professioner – med underholdningssamfundet, informationssamfundet, overflodssamfundet, men først og fremmest – velstandssamfundet, som vi kender det i dag i den vestliggjorte del af verden.

”Det kapitalistiske samfund” er dermed samtidig et langt mere meningsfuldt udtryk end ”industrisamfundet”.

På engelsk betyder industrious ganske vist arbejdssom og henviser også til fortagsomhed. Og skal man holde fast i udtrykket, kunne det således forsvares med at der er tale om et samfund, hvor det kan betale sig at arbejde, eftersom udbyttet ved at arbejde øges i kraft af den frigørelse af tid, og energi, der finder sted, jo færre der arbejder til selvforsyning, og jo flere der arbejder for at udveksle goder med andre.

Kapitalapparatet, som maskinerne også kaldes, skyldes således de ressourcer, der er blevet frigjort i takt med arbejdsdelingen i det kapitalistiske samfund, der har muliggjort, at stadigt flere midler kan bruges på at frisætte arbejdskraft og erstatte det hårde fysiske arbejde med teknologi.

Der er i øvrigt ingen grund til at tro, at processen, der handler om øget arbejdsdeling nogen sinde skulle høre op.

Forudsætningen for – eksempelvis – rumalderen er således, at tilstrækkelig meget tid og ressourcer frisættes som følge af arbejdsdeling og af forudgående innovation og teknologiske udviklinger; og at nye landvindinger når det gælder brændstof og materiel kan sikres. - Læg samtidig mærke til, at dette er det stik modsatte, der finder sted, når politikere hæver skatterne og konfiskerer mere ejendom. I dette tilfælde bekæmpes arbejdsdeling og specialisering. Selv om det amerikanske rumfartsprogram ganske vist har givet os storslåede oplevelser, er måden det er finansieret på jævnfør ovenstående derfor kritisabel.

Den arbejdsløshed som introduktionen af nye maskiner og nye metoder medfører, har som bekendt, samtidig ikke ført til nogen arbejdsløshed på længere sigt. I takt med denne udvikling har det tværtimod i højere grad kunnet betale sig at (løn)arbejde. Kvinderne er blevet en langt større del af arbejdsmarkedet, end det var tilfældet for to hundrede år siden.

En dynamisk effekt af øget produktivitet er således også, at processen skaber sit eget incitament til at lønarbejde og/eller lønarbejde mere end man gør det i forvejen, mens det i mindre grad derfor også kan betale sig at arbejde hjemme.

I takt med at det hårde og fysiske arbejde er blevet overflødiggjort, og man ikke længere lever for at sikre sig penge til helt basale ting såsom mad og drikke, er det derimod ikke længere nødvendigt at børn arbejder, sådan som det således engang var tilfældet - også i vores del af verden. Velstanden, der skyldes den kapitalistiske arbejdsdeling udrydder dermed børnearbejde. Arbejderklassen vinder som alle andre i et frit samfund i form af øget værdighed. (Og læg venligst igen mærke til årsagen beskrevet her, i modsætning til den der undervises i på offentlige uddannelsesinstitutioner).

Det den almindelige dansker kan købe i dag for sin løn er, som resultat af den effektivisering og innovation, som den frivillige arbejdsdeling har givet anledning til, således langt mere omfattende, end det man tilsvarende kunne købe for halvtreds eller hundrede år siden, navnlig indenfor de områder hvor arbejdsdelingsprocessen og konkurrencen om at gøre det bedre end andre får lov til at virke.

Når det ikke er tilfældet som følge af nationalisering og kollektivisering, så bliver ydelserne derimod dyrere og ringere.

”Desværre” kan man sige, så skjules dette ofte i nogen udstrækning af den generelle velstandsstigning, der betyder, at de fleste simpelthen ikke bekymrer sig om de områder, der er beskyttet imod konkurrencen, eftersom disse områder i samfund, der i almindelighed er frie og rige, har en forholdsvis marginal status. Et eksempel på dette er således den offentlige arbejdsformidling, uddannelsessystemet og sundhedssystemerne, der på denne måde er beskyttede sektorer, men hvor den omkringliggende verden udvikler supplementer til de rigide systemers dårligdomme:

Der findes i dag langt flere alternativer til AF end nogen sinde, flere og flere får berøring med privat uddannelse ikke mindst efteruddannelse samt supplerer det som det offentlige tilbyder, med betalingssundhed.

Uddannelse og sundhed – privat eller offentlig?

Ovenstående generelle beskrivelse af hvad vi kan takke velstandsskabelsen for, står ganske vist i kontrast til påstanden om, at det er den socialdemokratiske bevægelses skyld, og herunder det stigende offentlige forbrug samt de stigende skatter, der har været en konsekvens af den socialdemokratiske politik.

Den ovenstående forklaring, der handler om kapitalisme og frivillig arbejdsdeling, kan i modsætning til den socialdemokratiske version imidlertid ikke blot forklare velstanden i Danmark, men også velstandsskabelse i resten af verden!

Historien om den kapitalistiske arbejdsdeling og specialisering er dermed på en og samme tid den socialdemokratiske fortælling overlegen. Men den version der handler om frivillig arbejdsdeling er først og fremmest den korrekte, hvor den socialdemokratiske version må siges at være forløjet.

Vi har taget ved lære af USA

Friheden i Nordamerika, kendetegnet ved den mere end normalt principfaste respekt for andres liv, deres frihed og ejendom - med tilhørende selvrespekt (hvilket er en forudsætning for førstnævnte), havde således positiv indflydelse på resten af verden.

Frihedens ”ideologi” var i vid udstrækning udviklet i Europa, men blev således først og fremmest realiseret i USA.

Lande, der i meget lang tid har haft et lavt skattetryk og en mindre offentlig sektor, og samtidig et velfungerende retssamfund, hvor respekten for ejendomsretten sikres, er derfor i dage rigere, og mere velfungerende end det er tilfældet med det danske, hvor det primære resultat af de voksende skatter og overførsel er et samfund, hvor man er ved at have glemt, hvordan velstanden skabes. - Det ved man i dag bedre i Hong Kong, Schweiz, Irland eller Island end man ved det i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at man viderebringer den falske socialdemokratiske fortælling i skolen; og at den socialdemokratiske ideologi med et passende udtryk er blevet cementeret og faststøbt ikke mindst via de offentlige uddannelsesinstitutioner - herunder Danmarks Journalisthøjskole.

Vigtigheden af at holde uddannelse privat

Overskriften for et forslag til en privatisering af uddannelsesvæsenet, bygger således på temaet for ovenstående.

Motivet for at forslå dette handler om frigørelse af ressourcer.

Privatisering, også når det gælder uddannelsesområdet, vil sikre øget frivillig arbejdsdeling, og dermed en bedre udnyttelse af de til enhver tid givne ressourcer. Endnu en gang må der henvises til det frie IT-område, der navnlig de seneste årtier har sikret en markant billiggørelse og tilgængelighed af kommunikationsredskaber netop i kraft af den frie konkurrence indenfor området, og som en udløber heraf – at dette område blev særligt interessant for kreative, økonomisk frie og selvstændigt tænkende individer; hvilket atter kan kontrasteres med den offentlige uddannelsessektors stagnation.

Et frit skolemarked vil derfor ikke blot reducere omkostningerne forbundet med uddannelse. Det vil også have dynamiske effekter. For det tredje vil en privatisering på længere sigt forventes at reducere og stort set afvikle problemerne forbundet med politisk og religiøs indoktrinering.

De faldende omkostninger vil således skyldes en øget konkurrence på såvel kvalitet som kvantitet. Herunder vil der i stigende grad blive konkurreret virksomhederne imellem om at tiltrække de bedste undervisere med de til enhver tid gældende midler.

Merit vil derfor i stigende grad erstatte tidsbestemt forfremmelse, hvilket er en af de mest centrale årsager til at privatisering bekæmpes aktivt af de, der i dag er sikret noget nær livstidsansættelse på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Kodeordet her er ikke mindst muligheden for at tjene penge indenfor området.

Som bekendt tjener man, trods retorikken og lovprisningen af uddannelsens velsignelser i dag ikke godt på undervisning under det nuværende system. Det er i øvrigt ikke blot tilfældet under de offentlige europæiske systemer, men også med de offentlige amerikanske tilbud. Jo mere offentlige systemerne er, desto mindre reel konkurrence, og derfor også desto mindre konkurrence på kvalitet.

En amerikanskinspireret voucherordning er imidlertid ikke at betragte som andet end en halvhjertet løsning, netop i kraft af, at der som udgangspunktet sættes nogle rammer for, hvor meget myndighederne mener, at en undervisningsinstitution bør kunne tjene. De rammer er imidlertid netop en central del af det eksisterende problem.

Et frit skolevalg bør derfor ikke handle om et kunstigt valg mellem ensartede tilbud til samme pris - og mellem et stort set ensartet indhold, hvor forandringer skal implementeres foroven.

Et frit skolevalg handler i stedet netop om et frit skolemarked, og dermed om at skabe liv indenfor et område, der i dag er ved at slukkes som følge af styring, grænser, kontrol og tvang.

Indtjeningsmulighederne samt rammerne, der sikrer at lokale forbedringer fører til noget positivt for dem, der implementerer dem, besvares i det store hele ikke af en voucherordning; selv om sådan en ordning dog alligevel kan siges at være et skridt i den rigtige retning, ved i det mindste at lade forældre straffe de ringeste skoler, og søge de bedre - men vel at mærke alligevel indenfor noget, der stadigt må siges at være et stift system.

Privatisering vil endvidere reducere og bidrage til at eliminere indoktrinering.

Som ovenfor illustreret sænker konkurrencen omkostningerne ved uddannelse - på samme måde som intens konkurrence har sikret billigere og bedre computere. Dette øger i sig selv valgmulighederne og styrker dermed valgfriheden.

Privatisering betyder dermed også, at flere indkomstgrupper kan gøre brug af private skoler. Konkurrence indenfor en markedsøkonomi, hvor kundegrundlaget skaber incitamenter til forbedringer i form af effektiviseringer og indførsel af optimale undervisningsmetoder, sænker priserne – også for lavindkomstgrupper.

Privatisering giver – også jævnfør ovenstående – imidlertid ikke blot mere uddannelse for pengene, men også bedre uddannelse i kraft af, at det element, der hedder statslig opdragelse bortfalder.

Det statslige opdragelseselement er netop den indoktrinering, der sikrer lydige og autoritetstro individer. Forældre og private udbydere handler alt andet lige mere ansvarligt end politikere og de andre aktører, der ønsker at undervise i kraft af tvungne ordninger.

Hvad angår det sidste, må det således understreges, at det der sælges som tryghed for modtagerne i langt højere grad er noget der bliver solgt eftersom udbyderne af statslige ordninger har en helt central interesse i den tryghed, det giver ikke at have konkurrenter i kraft af den statslige monopolisering: Såvel pensum, lønninger, ansættelsesbetingelser med meget mere nyder således beskyttelse i kraft af den offentlige ordning – alt imens ordningen markedsføres som tryghed for brugerne.

I virkeligheden er der på det korte sigt kun tryghed for en stagnation og cementering af det eksisterende. Og på det længere sigt giver ordningen en slags ”garanti” for en udhuling af den sektor, der beskæftiger sig med uddannelse og undervisning.

Endnu en gang må man samtidig henvise til, hvor levende erhverv er, der ikke nyder sådanne former for beskyttelse, og hvor gavnlig fraværet af protektionisme og statslig interventionisme er – ikke blot for de dygtige og kreative i det pågældende erhverv, men som illustreret tilsvarende for modtagergruppen i dette tilfælde børn og deres forældre, - og dermed også for det omkringliggende samfund.

I USA er udgifterne til offentlig uddannelse ifølge en kilde procentuelt dobbelt så høje end det er tilfældet med private skoler. Det betyder, at det beskyttede erhverv modtager omkring dobbelt så meget, i kraft af ikke at være udsat for konkurrence.

Den statslige finansiering sikrer således, at en vis mængde forældre sender deres børn til de offentlige skoler, eftersom skridtet fra ikke at betale noget - til pludselig at skulle betale forholdsvis meget til en institution, der skal hente størstedelen af sine indtægter selv, er et betydeligt skridt.

Og læg mærke til konsekvenserne i form af et ”klassespørgsmål”: - Det er i højere grad lavindkomstgrupper, der ender med at sende deres børn i offentlige skoler; og som ved indførsel af offentlige skoler bliver de første til at de fravælge de private alternativer.

Når man her tilføjer det tvungne element, hvad angår det statslige krav om en minimumsperiode som forældre skal afsætte til deres børns skolegang, forstærkes tendensen yderligere til at der i realiteten ikke er et alternativ til det offentlige ”tilbud”. At der lokalt kun vil være tale om meget begrænsede valg, der også begrænses af skolepligten, indebærer alt i alt et betydeligt element af tvang.

En privatisering betyder imidlertid ikke, at der ikke vil være stor variation, når det gælder, hvad der bliver sat i stedet for den stivnede nationale undervisningsmodel.

Men det sidste overskygger imidlertid ikke for det primære forhold, der er afgørende for at privatisering vil forbedre undervisningssektoren i forhold til den offentlige model: - At langt størstedelen af forældre ønsker det bedste for deres børn; og at øget valgfrihed - herunder øget økonomisk frihed, derfor vil styrke området.

Så snart muligheden for at købe Playstation og X-Box er indenfor mulighedernes rækkevidde i kraft af konkurrence, innovation og produktudvikling drevet af profitincitamentet, er der således også kun en håndfuld sentimentale personer, der vil fortsætte med at sværge til Commodore 64 eller Attari, der var tilsvarende spillemaskiner tilbage i 1980’erne. - Og på samme måde efterspørger langt de fleste af os metoder hvorved vi lærer hurtigere og bedre (eksempelvis hvad angår forståelse og metode), hvad enten, der er tale om sprog, matematik eller noget andet.

Parametre såsom tidsbesparelser, viden, forståelse, forbedret analyseevne er således objektive kriterier, der er gældende for uddannelsesområdet; og som vel at mærke ikke kan sikres via protektionisme og beskyttelse af faggrupper, men derimod ved at sikre, at erhvervet bliver mere frit, og dermed mere attraktivt for de ambitiøse og de selvstændige, som ikke kan trives i et ufleksibelt socialdemokratisk system; og for hvem disse barrierer betyder noget negativt, mens de rigide elementer der gælder i dag selvsagt tiltaler nogle andre.

Konklusion om uddannelse.

Centralt for velstandsskabelse står, som det blev forklaret i indledningen, fænomenet arbejdsdeling, der vel at mærke ikke har noget at gøre med hverken arbejdstildeling – som det finder sted i en planøkonomi eller arbejdssikring – i form af protektionisme, som vi kender det i de skandinaviske lande, hvor en række stillinger sikres gennem lovgivning, sådan som det er tilfældet med offentlig uddannelse eller det offentlige arbejdsformidlingssystem.

Den frivillige arbejdsdeling handler tværtimod om, at der konkurreres om hvem, der kan gøre hvad - bedst muligt.

Markedsøkonomiens historie viser således ikke blot, at billiggørelse af uddannelse skyldtes netop denne frivillige arbejdsdeling, og en deraf følgende effektiv ressourceallokering.

Historien viser også, at uddannelsesområdet var en fuldgyldig del af arbejdsdelingen: Det vil sige, at de dygtigste undervisere opgav alternative professioner for at hellige sig undervisning, og at de mindre dygtige undervisere (forældre i almindelighed) overlod varetagelsen af uddannelse (og i et vist omfang også dele af opdragelsen) til de specialiserede; men også at de der holdt op med at undervise i kraft af deres egen specialisering bidrog til den samlede sum af viden i samfundet.

Det må derfor indskærpes at uddannelse kun kan udvikle sig, så længe at området er en del af ovennævnte konkurrence, hvor (profit-)incitamenterne til dygtiggørelse og specialisering fortsat eksisterer.

I dag må man i kontrast til ovenstående derimod konkludere, at undervisningssektoren i praksis ikke er en del af noget levende, men derimod noget dødt eller døende: Det er et overbeskyttet og sikkert erhverv for de uambitiøse og de tryghedssøgende - ofte for individer, der opgav at gennemføre en længere uddannelse.

Det er samtidig i aftagende grad ikke økonomisk givende at beskæftige sig med uddannelsesområdet – og det er det primære – for organisatorer, ledere og investorer, og alle andre der bringer liv til et bestemt fagområde. Det skal selvfølgelig tilføjes, at der naturligvis er masser af ildsjæle og dygtige lærere der passer deres arbejde; men ovenstående handler nu engang om de politiske forudsætninger, der har ført til dårlige resultater, og hvorfor resultaterne på den baggrund må forventes at blive endnu ringere i fremtiden.

Sundhed bør også være privat

Sundhed og uddannelse har i Danmark mange fællestræk, som man vil kunne ihukomme i kraft af ovenstående. En anden måde at forklare de fælles aspekter er spørgsmålet om mange eller få købere:

Hvis mælk var gratis i Danmark – eller i det mindste gratis på skolerne, så var der færre købere end det er tilfældet i dag.

Staten i form af statslige myndigheder ville i så fald opkræve skatter og købe mælken af leverandørerne. Men de statslige myndigheder agerer ikke som individuelle forbrugere, men derimod som medlemmer af den samme organisation. – Og jo mere individuelt de orienterer sig, desto mere fjerner de sig fra deres mandat fra oven.

Fra sælgers side kan en aftale med en offentligt myndighed naturligvis virke fristende, hvad enten der er tale om mælk, sundhedsydelser eller uddannelse. Staten har på sin vis et eviggyldigt image. At blive leverandør til staten har dermed en værdi på linie med at blive leverandør til det Kongelige Hof.

De som ordningen primært skader, er derimod borgerne i almindelighed, erhvervet set under ét, de virksomheder, der - selv om de måske er dygtigere og ville kunne klare sig godt på et frit marked - ikke kan klare sig, under et kontrolleret marked.

Over tid vil de andre virksomheder naturligvis tilpasse sig den nationalistiske model. Men sådan en tilpasning vil netop ske på bekostning af de valg, som frie forbrugere kunne have truffet.

Flere købere vil således blive erstattet med færre købere. Og et forbrug, der afspejler efterspørgslen erstattes af et offentligt indkøb, der afspejler politikere og embedsmænds vurderinger og prioriteringer.

I takt hermed, og som det er illustreret foroven, reduceres konkurrencen og det pågældende områder stivner: Det bliver i stigende grad vigtigere at sikre sig gode forbindelser med de nye købere, det vil sige politikere og embedsmænd. Og forbrugeren er i så fald ikke længere gud; det er derimod køberen, der nu ikke mere er forbrugeren, men i stedet staten.

Som det gælder voucher-diskussionen er debatterne om ”Frit valg” derfor vildledende. Og det frie valg, som der i dag tales om, er i det store hele er et kunstigt og iscenesat valg, hvor ressourcerne er bestemt på forhånd - i kraft af de politisk udstukne rammer og prioriteringer.

Det valg der er tilbage, handler således kun om at vælge mellem forskellige udgaver af noget, der er meget tæt på at være det samme, og i den helt afgørende forstand er det samme: den statsmonopoliserede model – med hvad der måtte være af variationer over temaet decentralisering og autonomi indenfor denne spændetrøje.

Et mere velfungerende marked forudsætter ikke desto mindre frihed til omtanke, men også økonomisk frihed for den enkelte, til at belønne og straffe ved at købe en ydelse eller en vare, - eller ved at undlade at gøre det.

Forudsætningen for innovation, udvikling, og vel at mærke introduktionen af nye produkter kræver derfor et system, hvor forbruget i større omfang afspejler efterspørgslen (borgernes behov og ønsker) og ikke stort set udelukkende udbuddet, - hvor det sidste således er tilfældet i dag, når det gælder uddannelses- og sundhedsområdet.

Staten og informationen

For at jævnføre sammenstillingen af uddannelse og sundhed yderligere kan der drages en parallel til den offentlige models indflydelse på pensum, der finder sted, når uddannelsesområdet monopoliseres og bestemte faggrupper opnår en eller anden grad af politisk beskyttelse. Det handler om information.

For en tilsvarende form for informationsmonopolisering findes selvsagt sted, når det gælder sundhedsområdet.

Staten i form af offentlige myndigheder får på samme vis en interesse i at påvirke hvilke typer af informationer, der viderebringes til brugerne i dette tilfælde patienter eller potentielle patienter – hvilket praktisk talt er hele befolkningen.

Igen kan henvises til forskellen på mange købere og få købere; og at den store køber – eller stort set eneste køber alene i kraft af købekraften præger informationsmængden og dens indhold.

Hertil skal så tilføjes, at der fra såvel politisk som administrativ side påvirkes yderligere i kraft af lovgivning og administrative traditioner; men hvor hovedsondringen således stadigvæk må være mellem forskellen på at have mange økonomisk frie individer, der belønner og straffer ved at købe eller undlade og købe (og som er forudsætningen for et dynamisk og levende marked), - og så tilfældet hvor der i det store hele er én køber, der ikke er forbruger.

- I sidste tilfælde kommer det at holde udgifterne nede til at fylde mere på prioritetslisten, end hvis der var en tættere relation til brugeren: det vil sige hvis køberen var brugeren, brugerens familie eller en virksomhed, der konkurrerede med andre virksomheder om at levere en god vare i form af en forsikringsordning. I alle tre tilfælde ville interessen for at pris og kvalitet gik op i en højere enhed være højere end i tilfældet med staten som køber, der jævnfør ovenstående samtidig har en stærk kontrol over hvordan de statslige tilbud fremstår i medierne.

Og også jævnfør uddannelsessektoren vil der være stærke interesser i at bevare det eksisterende system fra de virksomheder og faggruppers side, der nyder beskyttelse.

Og de samme interne konflikter mellem mennesker, der fortrækker dynamik og kan leve med - og trives under - forandring overfor mennesker, der hylder stilstanden og trygheden, vil tilsvarende gælde.

For at balancen mellem disse grupper kan forrykkes, kræves sandsynligvis inspiration udefra. En god inspiration til dette opgør er den amerikanske forfatter Gen LaGrecas roman - "Noble Vision", der netop handler om lægestanden, og om kampen mellem de, der ønsker et friere system, der belønner dygtighed og ikke beskytter uduelighed og så dem, der kan se en fordel ved en bureaukratisk model.

Beslægtet med ovenstående er det syn på brugeren i systemet, der opstår, når brugeren ikke direkte kan forbindes med køberen, hvilket handler om klientgørelse. Dette er et område, der rent faktisk får en omfattende dækning, men hvor praktisk talt ingen kan se skoven for bare træer:

- Igen burde det være en hjælp at henvise til andre fagområder, hvor der er en høj grad af specialisering, men hvor kunden samtidig også er køberen – eller hvor køberen har en direkte andel i kundens behandling. Et forsikringsselskab handler således på deres kunders vegne med faggrupper, der indenfor en masse vidt forskellige områder er højt specialiserede.

Hver dag foretager vi som forbrugere tilsvarende transaktioner, hvor vi køber produkter, der baserer sig på ekstrem specialisering, men hvor vi intet aner om, hvordan produktet i praksis er blevet til.

Men ingen ville ved sine fulde fem mene, at blot fordi en vare var kompleks (et hi-fi-anlæg), ja så skulle staten overtage området, eller delvist monopolisere det, eller for den sags skyld beskytte de faggrupper, der var involveret i varens fremstilling.

Tværtimod ville vi med største lethed kunne se, at dette ville føre til ødelæggelse af det pågældende erhverv, og det uanset om der var tale om frisørerhvervet, bilindustrien eller IT-området.

En vigtig bidragsyder til blindheden, når det gælder sundhedsområdet, må derfor også henføres til den aktuelle sundhedskøbers massive adgang til at præge synet på den nuværende ordnings godartethed; som ikke desto mindre står i skarp kontrast til årsagen til at sundhedsmarkedet som det eksisterer, har udviklet sig. Som det forholder sig indenfor mange andre områder er det sandsynligvis ikke i Europa at slaget afgøres, men mere sikkert i USA – hvor forståelsen for, hvorfor markeder og industrier blomstrer og trives står skarpere.

Under et frit system belønnes dygtighed

Et sidste lighedspunkt hvad angår de dårligdomme, der gælder for offentlig uddannelse og offentlig sundhed er, vedrørende merit og anciennitet.

Alt det ovenstående har således handlet om, hvorledes det kapitalistiske system med frivillig arbejdsdeling er meritokratisk: Dygtighed belønnes.

Forfremmelse, der mere eller mindre rent er baseret på, hvor længe man har været ansat, det vil sige tidsbaseret forfremmelse, står derimod i kontrast til den meritbaserede forfremmelse, der kendetegner private organisationer; og hvor man i kraft af lederevner eller anden form for udvist dygtighed tildeles en højere løn eller mere interessante arbejdsopgaver. Dette er en central forudsætning for en virksomheds fortsatte vækst.

Såvel når det gælder offentlig uddannelse eller offentlig sundhed er der således ingen indtjening som sådan; og derfor vil der ikke kunne være en økonomisk succes, der kan give anledning til at finde de dygtige og belønne dem for en sådan succes.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke kan være andre parametre og anledninger til at belønne forfremme de dygtige, og at merit er udelukket; men ikke desto mindre at den offentlige model reducerer meritorientering og erstatter meritindstillingen med tidsbestemt forfremmelse, blandt andet eftersom andre ting har erstattet det incitament, der handlede om at lade de dygtigste sikre en given virksomhed de bedst mulige vilkår i konkurrencen med andre.

På virksomhedsniveau skal her også henvises til begrebet ”kreativ destruktion”, der handler om at forbrugere straffer og belønner produkter; og at nogle virksomheder som konsekvens heraf forsvinder på bekostning af nye, og at andre eksisterende vokser sig større.

Men internt kræver en vækst som følge af bedre salg imidlertid, at væksten forklares på den rigtige måde, det vil sige at succesen tilskrives de rigtige personer, og at disse placeres i positioner, der om muligt øger væksten yderligere.

Omvendt kræver dårlige resultater sine passende reaktioner.

I begge disse tilfælde er den tidsbestemte forfremmelse et meningsløst redskab, der ikke på nogen måde kan siges at stå centralt, når det gælder en virksomheds trivsel og overlevelse; men som eventuelt kan siges have en begrænset værdi, når det gælder om at tiltrække arbejdskraft ved på mere afgrænset vis at skilte med udsigten til periodisk fastsatte lønstigninger, som en belønning for loyalitet.

Hovedpointen er derfor at dygtighed og selvstændighed i mindre grad belønnes under et offentligt og bureaukratisk, end det er tilfældet under et privat.

En kort konklusion om sundhed

De samme grundlæggende problemstillinger som gør sig gældende i tilfældet med offentligt finansieret og kontrolleret uddannelse, gør sig i vid udstrækning gældende med den kollektiviserede sundhed.

Det er søgt fremhævet, hvor problematisk det er at bruge udtrykket ”kerneydelse”, om den offentlige sundhed eftersom kollektiviseringen bidrager til at forringe markedet for sundhedsydelser ved at gøre brugerne af ydelserne mindre interessante, end det vil være tilfældet med større økonomisk frihed og øget råderet over egne midler.

Det er samtidig påpeget, hvordan kontrollen og påvirkningen af og med information betyder, at mediernes tilgang til området også er en anden, end hvis der var mere brugermagt.

Ingen kulegravning eller skandale kan således udsætte den statslige udbyder for den omtalte ”kreative destruktion” omtalt tidligere.

Derimod kan den politiske forandring samt begrænsning af informationsstrømmen i høj grad ændre dagsordenen, og bidrage til at debatter om kvalitet og forbrugerfrihed i stedet kommer til at handle om politiske prioriteringer; hvorefter de politiske beslutningstagere vil diskutere med sig selv indbyrdes – og i bedste fald konsultere administratorer og de beskyttede (medinddragede) faggrupper.

De mest interessante beslutningstagere er således under det nuværende system - de politiske, der har overtaget forbrugernes rolle; men som ikke på nogen som helst måde kan sige at udfylde den. Samtidig er forbrugeren blevet erstattet med en klient.


Opsummering

I ovenstående er det søgt beskrevet hvordan to områder, der har udviklet sig i kraft af den arbejdsdeling og specialisering, der har fundet sted navnlig de seneste to hundrede år, i vid udstrækning nu er blevet isoleret fra processen og beskyttet i kraft af en statslig monopolisering og kollektivisering.

Det er ikke enestående for de to valgte områder; men begge står ikke desto mindre centralt.

Mest centralt er på sin vis uddannelsesområdet, eftersom der her er tale om et område, der vedrører forklaringsmodeller og historieskrivning.

Forklaringen der givet her på, hvorfor vi de seneste to hundrede år har kunnet iagttage udbredt velstandsskabelse er således samtidig ikke forenelig med den socialdemokratiske historie (myte), der promoveres i offentlige uddannelsesinstitutioner.

Men historien om frivillig arbejdsdeling - med dertil hørende respekt for den private ejendomsret tilsat menneskets brug af sin fornuft som redskab til overlevelse og forbedring af egen og andres situation, er ikke desto mindre en målestok, der kan lægges ned over ikke bare de seneste to hundredes udvikling og velstandsskabelse, men også bruges til at sige noget meningsfuldt om tidligere civilisationers storhed og fald. - Det kan de modsætningsfyldte socialdemokratiske påstande (eller den marxistiske determinisme) ikke.

Man kan derfor håbe, at et voksende historisk kendskab samt den øgede internationale kommunikation, der finder sted i kraft af et frit marked indenfor IT-området, vil bidrage til, at en fornyet respekt for den private ejendomsret vil finde sted i et hastigere tempo, end den tid det har taget at øge de offentlige udgifter og hæve skattetrykket, og hvorunder man - i kraft af ikke mindst uddannelsessektoren - har afviklet selvsamme respekt.

Hensigten med ovenstående har derfor ikke mindst været at vise, at et kollektiviseret sundheds- og uddannelsessystem ikke handler om investering, men tværtimod om forbrug, serviceforringelser og velstandsafvikling; og at der derfor ikke er nogen som helst grund til at udsætte tidspunktet for de omtalte områders privatisering.