Den 10. marts besøgte jeg Erhvervs- og Byggestyrelsen, hvor jeg holdt en times foredrag om forfatter-filosoffen Ayn Rand og vækstskaberes tankegang, sådan som hun promoverer tankegangen i sine bøger.
Centralt i tankegangen hos Ayn Rand står hendes syv dyder, som er rationalitet, uafhængighed, ubestikkelighed, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed. Disse dyder præsenteres i bogen ”Atlas Shrugged”. I løbet af foredraget blev det forsøgt at overtale publikum til at købe og læse bogen for at forstå disse dyder til bunds, hvilket er noget der tager flere år.
Da flertallet af tilhørerne ikke kendte Rand i forvejen blev der brugt en del tid på at præsentere hendes forfatterskab i bredere forstand, for at formidle konteksten og afsættet for Rands dyder og værdier. Havde der været mere tid, end hvad, der var afsat, ville der være blevet læst højt af Rands hovedværk. Blandt andet er følgende citat fra en af hovedpersonerne i Atlas Shrugged relevant for den vækstskabende tankegang:
”At drive handel ved hjælp af penge er grundloven for hæderlige mennesker. Penge hviler på den grundsætning, at hver mand er ejer af sin hjerne og sit arbejde. Penge tillader ingen magt at fastsætte værdien af ens arbejde undtagen det frivillige valg hos den, der er villig til at bytte sit arbejdes resultat med én. Penge tillader én at få det for sine varer og sit arbejde, som de er værd for dem, der køber dem – men ikke mere. Penge tillader ingen handelsaftaler undtagen dem, der efter de handlendes frie skøn er til gensidig gavn. Penge kræver af én den erkendelse, at mennesker skal arbejde til deres eget gavn, ikke til deres skade, arbejde for at vinde og ikke for at tabe – erkendelsen af, at mennesker ikke er lastdyr, der er født til at bære vægten af ens elendighed – at man må tilbyde dem værdier ikke sår – at det fælles bånd mellem mennesker ikke er udveksling af lidelse, men af varer. Penge kræver, at man ikke sælger sin svaghed til menneskers dumhed, men sit talent til deres fornuft. Penge kræver, at man ikke køber det ringeste, der tilbydes, men det bedste, éns penge kan finde. Og når mennesker lever af handel – med fornuften og ikke magten som deres endelige dommer – er det det bedste produkt, der sejrer, den bedste præstation, den mand med den bedste dømmekraft og den største dygtighed – og det omfang, hvori et menneske kan producere, er omfanget af hans løn. Dette er loven for den tilværelse, hvis redskab og symbol er penge. Er det det, De anser for ondt?” – Francisco D’Anconia.
Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren
Atlas Shrugged udkommer atter på dansk.
Viser indlæg med etiketten Produktivitet. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Produktivitet. Vis alle indlæg
14. marts 2008
6. september 2007
Adfærds-socialisme
Anne Baastrup fra SF vil tage flere af mine sodvandspenge i sundhedens navn. I forvejen tager man billedligt talt hver fjerde sodavand i kraft af momsen på 25 procent. Det, man bør forestille sig, er således, at Baastrup & Co. står uden for supermarkedet og konfiskerer.
Råderet over indkomst i samfundet tilhører imidlertid de produktive i samfundet og ikke plyndrende socialister. Baastrup vil mere præcist derfor tage mine penge, og ikke sodavand. Og om tyven siger, at tyveriet er for sundhedens skyld eller ej gør ingen forskel. Men hvad med børnene? Det er ganske simpelt. Forældrene siger bare nej, hvis der drikkes for meget, og de gange, hvor der er noget at fejre, siger de ja. Vaner og dannelse er i øvrigt generelt et familiært anliggende.
Baastrups mafia-metoder ville også slå fejl, hvis hun fik sin vilje. Årsagen til dette er, at markedet generelt gør alle varer billigere; takket være den fri konkurrence, der bidrager til at reducere produktionsomkostningerne. Overfloden kommer man derfor ikke til livs. Den kan vi takke den markedsøkonomi for, som har gjort os sundere end nogen sinde i artens 130.000-årige historie. Det betyder, at Baastrup og de andre hele tiden måtte hæve skatterne, hvis de mener, at det er billiggørelse, der er problemet og fører til overvægt. For markedet sikrer, at vi har fået bedre råd til det meste. Det eneste, socialister kan skabe, er derfor til sidst fattigdom ved at nationalisere økonomien.
"Adfærds-socialisterne" har imidlertid takket være vælgere, der gerne vil opdrages, men også dem, der gerne vil have del i de midler, der konfiskeres, fundet sig en levevej. Problemet i den sammenhæng er nu, at den værste form for afhængighed ikke er sodavandstrang, men trangen til Andre Folks Penge.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende
Råderet over indkomst i samfundet tilhører imidlertid de produktive i samfundet og ikke plyndrende socialister. Baastrup vil mere præcist derfor tage mine penge, og ikke sodavand. Og om tyven siger, at tyveriet er for sundhedens skyld eller ej gør ingen forskel. Men hvad med børnene? Det er ganske simpelt. Forældrene siger bare nej, hvis der drikkes for meget, og de gange, hvor der er noget at fejre, siger de ja. Vaner og dannelse er i øvrigt generelt et familiært anliggende.
Baastrups mafia-metoder ville også slå fejl, hvis hun fik sin vilje. Årsagen til dette er, at markedet generelt gør alle varer billigere; takket være den fri konkurrence, der bidrager til at reducere produktionsomkostningerne. Overfloden kommer man derfor ikke til livs. Den kan vi takke den markedsøkonomi for, som har gjort os sundere end nogen sinde i artens 130.000-årige historie. Det betyder, at Baastrup og de andre hele tiden måtte hæve skatterne, hvis de mener, at det er billiggørelse, der er problemet og fører til overvægt. For markedet sikrer, at vi har fået bedre råd til det meste. Det eneste, socialister kan skabe, er derfor til sidst fattigdom ved at nationalisere økonomien.
"Adfærds-socialisterne" har imidlertid takket være vælgere, der gerne vil opdrages, men også dem, der gerne vil have del i de midler, der konfiskeres, fundet sig en levevej. Problemet i den sammenhæng er nu, at den værste form for afhængighed ikke er sodavandstrang, men trangen til Andre Folks Penge.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende
4. september 2007
I Danmark findes to modstridende kulturer
Som altid var Grønland fascinerende. Hver gang, jeg er i Grønland, bliver jeg imponeret over, hvordan det grønlandske folk gennem generationer har klaret sig i en meget barsk natur. - Det skrev Anders Fogh Rasmussen den 28. juni på sin nye blog.
Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.
Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.
Klimaet var en større udfordring før industrialderen
Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.
Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.
Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur
Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.
Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså også, at de fleste er så rørende enige om, at der er stolte traditioner for selvstændighed at bygge på. Kunne problemet mon have noget at gøre med bistandskulturen man importerede fra Danmark?
På COIN-bloggen har jeg i denne forbindelse påpeget, at danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt på Grønland, end de har i Danmark: I Danmark er det civile samfund langt stærkere end i Grønland. Derfor er det danske samfund i praksis også mere frit. Det er nu engang i det danske civilsamfund at den økonomiske vækst er skabt, og det ovenfor nævnte industrisamfund er blevet til.
Industrisamfund har man således i frie og åbne samfund, der er præget af smidig samhandel, produktionsfrihed, tankefrihed og respekt for den enkelte og herunder for den private ejendomsret. Og man tænker ikke frit, og lærer det aldrig - hvis det ikke kan betale sig. Det kan det netop ikke i et samfund, der tilstræber planøkonomi – som stagnerer, og så bliver til en bistandsøkonomi. Grønlands møde med Danmark kunne derfor i princippet have ført til langt mere end det faktisk blev tilfældet. En vigtig grund til at der er sket så lidt, er ikke mindst, at det ikke var denne frihedens og produktivitetens kultur, der var den primære kultur, som mødte grønlænderne fra Danmarks side. I stedet var det bistandskulturen og offerliggørelsen man importerede, som også herhjemme har været på fremmarch; men som i Grønland blot har haft langt friere spillerum. - Det er i øvrigt den samme offerliggørelse, som man udsætter en del indvandrere for hernede.
Nogle kulturer er bedre end andre – og det skyldes ikke mindst forskelle på menneskesyn
Man kan derfor også udlede noget andet af det Anders Fogh Rasmussen skriver; og det er at kultur og værdier gør en forskel. Nogle gange er kulturen stærk og skabende. Andre gange er en kultur svag, stagneret eller ligefrem destruktiv. (Det skal illustreres tydeligere senere). I kraft af ovenstående kan man blot som en historisk efterskrift konstatere, at den grønlandske kultur (forstået som aktuelle individer) havde svært ved at vælge fra og til: Det man valgte til, var i vid udstrækning ikke de værdier, der kendetegner produktivitet og moderne entreprenørånd. Det var nu engang i højere grad bistandskulturens værdier, som man valgte. Det fortæller mængden af bistand, der tilflyder Grønland den dag i dag. Det viser sig også i kraft af den misbrugskultur der eksisterer, og som ikke kan ignoreres.
Kulturens grundlag er derfor ikke mindst værdier, og i den forstand ikke mindst menneskesyn, der således kan være vidt forskellige. Nogle kulturer er derfor bedre end andre, fordi nogle værdier er bedre at abonnerer på end andre sæt af værdier. Og forskelle i værdier handler i vid udstrækning om forskel på menneskesyn:
Mennesket som offer
Nogle ser således mennesket som et offer for ydre omstændigheder. Her opfattes mennesket som et svagt og skrøbeligt væsen, der skal opflaskes med “midler” og “ressourcer”, og så på magisk vis efter mange årtiers offentlig pleje (og socialistisk indoktrinering undervejs) pludselig en dag forventes at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende eller målrettet og ambitiøs medarbejder - vel at mærke angiveligt præcis takket være denne offentlige podning. Men det sker simpelthen ikke. Man bliver ikke en drivkraft på markedspladsen, når man har lært at være globaliseringsmodstander og tilhænger af en massiv stat. Hvor mange vil virkelig hævde, at de har lært arbejdsetik, forskel på dit og mit samt eventuelt at være forretningsmand m/k – i kraft af folkeskole eller for den sags skyld Danmarks Radio? At Danmark har en levende privatsektor er dermed på trods og ikke på grund af den offentlige sektor.
Mennesket som verdens klogeste væsen
Andre ser omvendt (i modsætning til offentlige behandlere, offentlige propagandister og bureaukrater) mennesket for hvad det er: det mest intelligente væsen på jorden. Her er synet, at man med nogle solide værdier i ryggen (som uden større vanskeligheder kan viderebringes i al frivillighed fra forældre og de nærmeste omgivelser) sagtens kan formå at overgå sig selv og den ældre generation; samt bygge videre på, hvad der måtte være af historiske sejre - uden at skulle have bistand og statstilskud. Og trods førstnævnte negative offersyn, så er Homo Sapiens ikke desto mindre ubestrideligt det mest producerende, ressourcefulde, innovative og kreative væsen på denne planet. Men hvis man lærer ikke at tro på sig selv, og at tro at man ikke rigtigt kan gøre en forskel, og at man skal have tilskud og ydelser for at klare sig, og hvis hele det omkringliggende samfund prædiker det samme – eventuelt tilsat jantelov, så er det klart at man vil give sig i kast med mindre.
Venstrefløjens forkvaklede menneskesyn
Der er dermed en kolossal stor forskel på, hvad man mener man kan gøre; hvad man (trods dette faktum) regner mennesket for som væsen; og dermed også hvilken selvstændighed, man politisk er villig til at begunstige sine medmennesker. I Danmark har man i kraft af offerideologien derfor ikke været villig til at lade det grønlandske folk tage vare på sig selv. Behandlersynet på mennesket har været det dominerende, når det gælder forholdet til Grønland. (Og måske er det også det Anders Fogh Rasmussen prøver på at fortælle, hvis han turde).
Omvendt har vi som nævnt i Danmark heldigvis et ret stærkt civilsamfund, der modvirker det sidstnævnte syn på individet, som altså navnlig promoveres fra det offentlige. Vi har faktisk ikke haft en så forvokset socialstat så længe som offentlige undervisere gerne vil give indtryk af. Og vi har omvendt været del af det åbne, frie og oplyste Europa længe. Det har man bare ikke i Grønland - i kraft af nogle bestemte historiske omstændigheder herunder den omtalte geografiske isolation.
Pointen er således, at det ikke er det danske private civilsamfund, og frie relationer mellem grønlandske og danske producenter, der kendetegner relationerne. Det er tværtimod netop det offentlige tilskuds-Danmark med tilhørende offerideologi, der har overtaget Grønland, og som langsomt har sikret at Grønland blev fastholdt som et stagneret område. I Danmark kan vi derfor i langt større omfang derfor tillade os at grine af behandlerkulturen, og det besynderlige medfølgende menneskesyn. Der er bare ikke så meget at grine ad, når systemet relativt set er så stort som det i kraft af bistanden sammenholdt med det grønlandske BNP må være på Grønland. Grønland har derfor behov for et retssamfund - og ikke en velfærdsstat.
Darwin om egalitære og primitive kulturer
Indledningsvist blev det nævnt, at kulturer således kunne være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. Det blev også foroven lovet, at det skulle uddybes, hvordan man kan sige, at nogle kulturer er bedre end andre ud fra en objektiv målestok.
Den objektive målestok der skal opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.
Et ekstremt eksempel på en svag kultur ud fra denne målestok var således hvad Charles Darwin mødte i Ildlandet (Tierra del Fuego i Sydamerika) tilbage i 1833.
De lokale beboere her var, som Darwin beskriver det, ekstremt egalitære: Alt hvad de fik af deres gæster fra Europa blev sønderflået i små dele, så ingen blev bedre stillet end andre: At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another, konstaterer Darwin.
Darwin gjorde sig naturligvis i den sammenhæng så nogle overvejelser over hvad der skulle til, før sådan en situation - og den bagvedliggende mentalitet, der lå til grund for adfærden - forandrede sig til det bedre. Her er således hele sentensen fra Darwins dagbog, hvori bemærkningen om klædet, der bliver sønderflået i lighedens navn indgår:
The perfect equality among the individuals composing the Fuegian tribes must for a long time retard their civilization. As we see those animals, whose instinct compels them to live in society and obey a chief, are most capable of improvement, so is it with the races of mankind. Whether we look at it as a cause or a consequence, the more civilized always have the most artificial governments. For instance, the inhabitants of Otaheite, who, when first discovered, were governed by hereditary kings, had arrived at a far higher grade than another branch of the same people, the New Zealanders, — who, although benefited by being compelled to turn their attention to agriculture, were republicans in the most absolute sense. In Tierra del Fuego, until some chief shall arise with power sufficient to secure any acquired advantage, such as the domesticated animals, it seems scarcely possible that the political state of the country can be improved. At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another. On the other hand, it is difficult to understand how a chief can arise till there is property of some sort by which he might manifest his superiority and increase his power.
Darwins catch 22, hvor ingen er stærke nok til at hævde deres egen ejendomsret, og hvor ingen ejendomsret derfor opstår, er imidlertid relativt let at løse, hvis man i stedet for at fokusere på institutioner, lægger vægten på ændringen af netop værdierne i et givent samfund.
Der kan således identificeres to konfliktende sæt af værdier i Danmark, man kan karakterisere som borgerlige og socialistiske. De to værdisæt har så to tilhørende og modstridende sæt af rettigheder: henholdsvis forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og så de såkaldt materielle eller “positive” rettigheder. De sidste er i øvrigt også netop dem, som Ildlandets beboere i praksis (uden at vide det) bekendte sig til. Forskellige værdier er derfor – i modsætning til Darwins synspunkt - langt vigtigere end om et land har et kongedømme, en republik eller for den sags skyld en eller anden form for passivt ikke-socialistisk diktatur, som man har haft det i Singapore, Taiwan eller i Sydkorea tidligere.
Lighed og primitivisme vs. privat ejendomsret og civilisation
Det afgørende er derfor netop respekten for den enkelte, det vil sige for, at naboen har ret til at forfølge sine egne ideer, producere på sin måde, og høste udbyttet. Men Darwin har jo vel at mærke ret i, at det der i praksis ville gøre en forskel, er det øjeblik, hvor nogle af Ildlandets beboere beslutter sig for at de har fået nok af den dræbende lighed, og i stedet beslutter sig for at forsvare deres ejendomsret – uanset om der er tale om en gave, de har fået af tilrejsende, eller om der er tale om noget jord, de har dyrket, eller et dyr man selv har fanget; og som man ikke vil dele med alle andre, men kun med dem man selv mener, det er værd at dele med.
Forskellen er således, at man insisterer på sin ret, og samtidig lærer andre at respektere denne ret (ejendomsretten) som noget universelt – altså som en regel, som gælder for alle.
Det skal således være påstanden, at dette netop har været på sådanne kritiske tidspunkter – hvor nogle har gjort op med en negativ adfærd, og sat en ny standard for retfærdighed, at man har bevæget sig bort fra mere primitive tilstande. Det vil eksempelvis sige, når man har valgt at anerkende, at man selv gjorde forskellen, og derfor også selv har retten til at nyde det udbytte af egen indsats, som man på forskellig måde høster. - Måske bygger man sig via først tænkning og siden hårdt arbejde en overlegen båd, og gør derfor mere for sin egen familie. Ville man nu gøre det, hvis alle de ekstra fisk man fangede, så efterfølgende skulle fordeles mellem flere hundreder i en landsby? Øges incitamentet til at foretage sig noget ikke netop, når produktet af det man frembringer, også efterfølgende er noget, man har råderetten over?
I Ildlandet var der således ikke engang en diskussion om ejendomsretten. Man flåede bare tingene ud af hænderne på hinanden. Så her er vor tids socialdemokrater dog mere civiliserede: De har sat konfiskationen i system via demokratiet, hvor vi hvert fjerde år så vælger hvis ejendom, det i særlig grad skal gå ud over, og hvor meget vi skal flå ud af hænderne på hinanden.
Konklusion
For at vende tilbage til Grønland – efter at have opstillet denne sondring mellem egalitarisme vs. respekt for ejendomsretten - kan man derfor sige, at nogle af de grønlandske traditioner i denne forbindelse har været godartede. Man har i et eller andet omfang respekteret individuelle forskelle, og retten til at gøre tingene på forskellig måde. Men på andre måder har man som i de fleste andre kulturer uden tvivl også haft en masse regler, der har holdt fremskridtet tilbage i form af sociale normer, religiøse bekymringer med mere. Konstanten i denne kulturelle sammenligning er naturligvis så, at såvel Ildlandets beboere som den grønlandske befolkning har været forholdsvist isolerede, og derfor har haft særligt svært ved at modtage værdimæssige inputs udefra. Men stadigvæk, så handler sejrene (d.v.s. de gode skridt fremad) i disse samfund om, at respekten for det enkelte menneske, og herunder for den enkeltes indsats og ret til produktet af det skabte, den voksede. (I øvrigt er det også i dette lys, at man må se udviklingen af Copyright i globaliserede samfund: netop som en voksende respekt for, hvad der skabes af individer, og som man så i et samfund respekterer i kraft af love, der forsvarer intellektuel produktion).
Pointen er naturligvis også - for nu at afslutte med at kritisere den danske kultur - at vi selv har bevæget i retning væk fra det civiliserede og private, og ”takket” være socialdemokratismen og den stigende grad af konfiskation via skatterne, atter er blevet mere egalitære og dermed også mindre civiliserede (i den henseende) i kraft af ringere bevidsthed om, hvem, der i praksis har gjort sig fortjent til hvad. Skattetrykket er et meget håndfast mål på denne aftagende respekt. Darwins møde med Ildlandet viser så, hvad der i sidste instans er i vente, når den private ejendomsret afskaffes helt, og ligheden sættes over - og til sidst erstatter - retfærdighed.
Henvisninger:
Anders Fogh Rasmussen weblog
Jyllands-Posten: Grønlandske børn går sultne i seng
COIN-bloggen: Grønland og de offentligt ansatte marxistiske projektmagere
Charles Darwin: The Voyage of the Beagle (kapitel 10)
Wikipedia: Tierra del Fuego
COIN-bloggen: Kipling og ejendomsretten (ifølge Johannes V. Jensen)
Læs også Collectivism, Climate Change, and Economic Freedom af George Reisman
Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.
Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.
Klimaet var en større udfordring før industrialderen
Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.
Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.
Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur
Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.
Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså også, at de fleste er så rørende enige om, at der er stolte traditioner for selvstændighed at bygge på. Kunne problemet mon have noget at gøre med bistandskulturen man importerede fra Danmark?
På COIN-bloggen har jeg i denne forbindelse påpeget, at danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt på Grønland, end de har i Danmark: I Danmark er det civile samfund langt stærkere end i Grønland. Derfor er det danske samfund i praksis også mere frit. Det er nu engang i det danske civilsamfund at den økonomiske vækst er skabt, og det ovenfor nævnte industrisamfund er blevet til.
Industrisamfund har man således i frie og åbne samfund, der er præget af smidig samhandel, produktionsfrihed, tankefrihed og respekt for den enkelte og herunder for den private ejendomsret. Og man tænker ikke frit, og lærer det aldrig - hvis det ikke kan betale sig. Det kan det netop ikke i et samfund, der tilstræber planøkonomi – som stagnerer, og så bliver til en bistandsøkonomi. Grønlands møde med Danmark kunne derfor i princippet have ført til langt mere end det faktisk blev tilfældet. En vigtig grund til at der er sket så lidt, er ikke mindst, at det ikke var denne frihedens og produktivitetens kultur, der var den primære kultur, som mødte grønlænderne fra Danmarks side. I stedet var det bistandskulturen og offerliggørelsen man importerede, som også herhjemme har været på fremmarch; men som i Grønland blot har haft langt friere spillerum. - Det er i øvrigt den samme offerliggørelse, som man udsætter en del indvandrere for hernede.
Nogle kulturer er bedre end andre – og det skyldes ikke mindst forskelle på menneskesyn
Man kan derfor også udlede noget andet af det Anders Fogh Rasmussen skriver; og det er at kultur og værdier gør en forskel. Nogle gange er kulturen stærk og skabende. Andre gange er en kultur svag, stagneret eller ligefrem destruktiv. (Det skal illustreres tydeligere senere). I kraft af ovenstående kan man blot som en historisk efterskrift konstatere, at den grønlandske kultur (forstået som aktuelle individer) havde svært ved at vælge fra og til: Det man valgte til, var i vid udstrækning ikke de værdier, der kendetegner produktivitet og moderne entreprenørånd. Det var nu engang i højere grad bistandskulturens værdier, som man valgte. Det fortæller mængden af bistand, der tilflyder Grønland den dag i dag. Det viser sig også i kraft af den misbrugskultur der eksisterer, og som ikke kan ignoreres.
Kulturens grundlag er derfor ikke mindst værdier, og i den forstand ikke mindst menneskesyn, der således kan være vidt forskellige. Nogle kulturer er derfor bedre end andre, fordi nogle værdier er bedre at abonnerer på end andre sæt af værdier. Og forskelle i værdier handler i vid udstrækning om forskel på menneskesyn:
Mennesket som offer
Nogle ser således mennesket som et offer for ydre omstændigheder. Her opfattes mennesket som et svagt og skrøbeligt væsen, der skal opflaskes med “midler” og “ressourcer”, og så på magisk vis efter mange årtiers offentlig pleje (og socialistisk indoktrinering undervejs) pludselig en dag forventes at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende eller målrettet og ambitiøs medarbejder - vel at mærke angiveligt præcis takket være denne offentlige podning. Men det sker simpelthen ikke. Man bliver ikke en drivkraft på markedspladsen, når man har lært at være globaliseringsmodstander og tilhænger af en massiv stat. Hvor mange vil virkelig hævde, at de har lært arbejdsetik, forskel på dit og mit samt eventuelt at være forretningsmand m/k – i kraft af folkeskole eller for den sags skyld Danmarks Radio? At Danmark har en levende privatsektor er dermed på trods og ikke på grund af den offentlige sektor.
Mennesket som verdens klogeste væsen
Andre ser omvendt (i modsætning til offentlige behandlere, offentlige propagandister og bureaukrater) mennesket for hvad det er: det mest intelligente væsen på jorden. Her er synet, at man med nogle solide værdier i ryggen (som uden større vanskeligheder kan viderebringes i al frivillighed fra forældre og de nærmeste omgivelser) sagtens kan formå at overgå sig selv og den ældre generation; samt bygge videre på, hvad der måtte være af historiske sejre - uden at skulle have bistand og statstilskud. Og trods førstnævnte negative offersyn, så er Homo Sapiens ikke desto mindre ubestrideligt det mest producerende, ressourcefulde, innovative og kreative væsen på denne planet. Men hvis man lærer ikke at tro på sig selv, og at tro at man ikke rigtigt kan gøre en forskel, og at man skal have tilskud og ydelser for at klare sig, og hvis hele det omkringliggende samfund prædiker det samme – eventuelt tilsat jantelov, så er det klart at man vil give sig i kast med mindre.
Venstrefløjens forkvaklede menneskesyn
Der er dermed en kolossal stor forskel på, hvad man mener man kan gøre; hvad man (trods dette faktum) regner mennesket for som væsen; og dermed også hvilken selvstændighed, man politisk er villig til at begunstige sine medmennesker. I Danmark har man i kraft af offerideologien derfor ikke været villig til at lade det grønlandske folk tage vare på sig selv. Behandlersynet på mennesket har været det dominerende, når det gælder forholdet til Grønland. (Og måske er det også det Anders Fogh Rasmussen prøver på at fortælle, hvis han turde).
Omvendt har vi som nævnt i Danmark heldigvis et ret stærkt civilsamfund, der modvirker det sidstnævnte syn på individet, som altså navnlig promoveres fra det offentlige. Vi har faktisk ikke haft en så forvokset socialstat så længe som offentlige undervisere gerne vil give indtryk af. Og vi har omvendt været del af det åbne, frie og oplyste Europa længe. Det har man bare ikke i Grønland - i kraft af nogle bestemte historiske omstændigheder herunder den omtalte geografiske isolation.
Pointen er således, at det ikke er det danske private civilsamfund, og frie relationer mellem grønlandske og danske producenter, der kendetegner relationerne. Det er tværtimod netop det offentlige tilskuds-Danmark med tilhørende offerideologi, der har overtaget Grønland, og som langsomt har sikret at Grønland blev fastholdt som et stagneret område. I Danmark kan vi derfor i langt større omfang derfor tillade os at grine af behandlerkulturen, og det besynderlige medfølgende menneskesyn. Der er bare ikke så meget at grine ad, når systemet relativt set er så stort som det i kraft af bistanden sammenholdt med det grønlandske BNP må være på Grønland. Grønland har derfor behov for et retssamfund - og ikke en velfærdsstat.
Darwin om egalitære og primitive kulturer
Indledningsvist blev det nævnt, at kulturer således kunne være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. Det blev også foroven lovet, at det skulle uddybes, hvordan man kan sige, at nogle kulturer er bedre end andre ud fra en objektiv målestok.
Den objektive målestok der skal opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.
Et ekstremt eksempel på en svag kultur ud fra denne målestok var således hvad Charles Darwin mødte i Ildlandet (Tierra del Fuego i Sydamerika) tilbage i 1833.
De lokale beboere her var, som Darwin beskriver det, ekstremt egalitære: Alt hvad de fik af deres gæster fra Europa blev sønderflået i små dele, så ingen blev bedre stillet end andre: At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another, konstaterer Darwin.
Darwin gjorde sig naturligvis i den sammenhæng så nogle overvejelser over hvad der skulle til, før sådan en situation - og den bagvedliggende mentalitet, der lå til grund for adfærden - forandrede sig til det bedre. Her er således hele sentensen fra Darwins dagbog, hvori bemærkningen om klædet, der bliver sønderflået i lighedens navn indgår:
The perfect equality among the individuals composing the Fuegian tribes must for a long time retard their civilization. As we see those animals, whose instinct compels them to live in society and obey a chief, are most capable of improvement, so is it with the races of mankind. Whether we look at it as a cause or a consequence, the more civilized always have the most artificial governments. For instance, the inhabitants of Otaheite, who, when first discovered, were governed by hereditary kings, had arrived at a far higher grade than another branch of the same people, the New Zealanders, — who, although benefited by being compelled to turn their attention to agriculture, were republicans in the most absolute sense. In Tierra del Fuego, until some chief shall arise with power sufficient to secure any acquired advantage, such as the domesticated animals, it seems scarcely possible that the political state of the country can be improved. At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another. On the other hand, it is difficult to understand how a chief can arise till there is property of some sort by which he might manifest his superiority and increase his power.
Darwins catch 22, hvor ingen er stærke nok til at hævde deres egen ejendomsret, og hvor ingen ejendomsret derfor opstår, er imidlertid relativt let at løse, hvis man i stedet for at fokusere på institutioner, lægger vægten på ændringen af netop værdierne i et givent samfund.
Der kan således identificeres to konfliktende sæt af værdier i Danmark, man kan karakterisere som borgerlige og socialistiske. De to værdisæt har så to tilhørende og modstridende sæt af rettigheder: henholdsvis forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og så de såkaldt materielle eller “positive” rettigheder. De sidste er i øvrigt også netop dem, som Ildlandets beboere i praksis (uden at vide det) bekendte sig til. Forskellige værdier er derfor – i modsætning til Darwins synspunkt - langt vigtigere end om et land har et kongedømme, en republik eller for den sags skyld en eller anden form for passivt ikke-socialistisk diktatur, som man har haft det i Singapore, Taiwan eller i Sydkorea tidligere.
Lighed og primitivisme vs. privat ejendomsret og civilisation
Det afgørende er derfor netop respekten for den enkelte, det vil sige for, at naboen har ret til at forfølge sine egne ideer, producere på sin måde, og høste udbyttet. Men Darwin har jo vel at mærke ret i, at det der i praksis ville gøre en forskel, er det øjeblik, hvor nogle af Ildlandets beboere beslutter sig for at de har fået nok af den dræbende lighed, og i stedet beslutter sig for at forsvare deres ejendomsret – uanset om der er tale om en gave, de har fået af tilrejsende, eller om der er tale om noget jord, de har dyrket, eller et dyr man selv har fanget; og som man ikke vil dele med alle andre, men kun med dem man selv mener, det er værd at dele med.
Forskellen er således, at man insisterer på sin ret, og samtidig lærer andre at respektere denne ret (ejendomsretten) som noget universelt – altså som en regel, som gælder for alle.
Det skal således være påstanden, at dette netop har været på sådanne kritiske tidspunkter – hvor nogle har gjort op med en negativ adfærd, og sat en ny standard for retfærdighed, at man har bevæget sig bort fra mere primitive tilstande. Det vil eksempelvis sige, når man har valgt at anerkende, at man selv gjorde forskellen, og derfor også selv har retten til at nyde det udbytte af egen indsats, som man på forskellig måde høster. - Måske bygger man sig via først tænkning og siden hårdt arbejde en overlegen båd, og gør derfor mere for sin egen familie. Ville man nu gøre det, hvis alle de ekstra fisk man fangede, så efterfølgende skulle fordeles mellem flere hundreder i en landsby? Øges incitamentet til at foretage sig noget ikke netop, når produktet af det man frembringer, også efterfølgende er noget, man har råderetten over?
I Ildlandet var der således ikke engang en diskussion om ejendomsretten. Man flåede bare tingene ud af hænderne på hinanden. Så her er vor tids socialdemokrater dog mere civiliserede: De har sat konfiskationen i system via demokratiet, hvor vi hvert fjerde år så vælger hvis ejendom, det i særlig grad skal gå ud over, og hvor meget vi skal flå ud af hænderne på hinanden.
Konklusion
For at vende tilbage til Grønland – efter at have opstillet denne sondring mellem egalitarisme vs. respekt for ejendomsretten - kan man derfor sige, at nogle af de grønlandske traditioner i denne forbindelse har været godartede. Man har i et eller andet omfang respekteret individuelle forskelle, og retten til at gøre tingene på forskellig måde. Men på andre måder har man som i de fleste andre kulturer uden tvivl også haft en masse regler, der har holdt fremskridtet tilbage i form af sociale normer, religiøse bekymringer med mere. Konstanten i denne kulturelle sammenligning er naturligvis så, at såvel Ildlandets beboere som den grønlandske befolkning har været forholdsvist isolerede, og derfor har haft særligt svært ved at modtage værdimæssige inputs udefra. Men stadigvæk, så handler sejrene (d.v.s. de gode skridt fremad) i disse samfund om, at respekten for det enkelte menneske, og herunder for den enkeltes indsats og ret til produktet af det skabte, den voksede. (I øvrigt er det også i dette lys, at man må se udviklingen af Copyright i globaliserede samfund: netop som en voksende respekt for, hvad der skabes af individer, og som man så i et samfund respekterer i kraft af love, der forsvarer intellektuel produktion).
Pointen er naturligvis også - for nu at afslutte med at kritisere den danske kultur - at vi selv har bevæget i retning væk fra det civiliserede og private, og ”takket” være socialdemokratismen og den stigende grad af konfiskation via skatterne, atter er blevet mere egalitære og dermed også mindre civiliserede (i den henseende) i kraft af ringere bevidsthed om, hvem, der i praksis har gjort sig fortjent til hvad. Skattetrykket er et meget håndfast mål på denne aftagende respekt. Darwins møde med Ildlandet viser så, hvad der i sidste instans er i vente, når den private ejendomsret afskaffes helt, og ligheden sættes over - og til sidst erstatter - retfærdighed.
Henvisninger:
Anders Fogh Rasmussen weblog
Jyllands-Posten: Grønlandske børn går sultne i seng
COIN-bloggen: Grønland og de offentligt ansatte marxistiske projektmagere
Charles Darwin: The Voyage of the Beagle (kapitel 10)
Wikipedia: Tierra del Fuego
COIN-bloggen: Kipling og ejendomsretten (ifølge Johannes V. Jensen)
Læs også Collectivism, Climate Change, and Economic Freedom af George Reisman
14. december 2006
Venstrefløjen og forbrugerismen
Der er nu kommet endnu en bog om, hvordan børn og voksne er ofre for forbrugerismen:
- De voksne kan ifølge venstrefløjstankegangen i sådanne bøger ikke gøre for det. De kan ikke gøre for, de har et fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de har råd til fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de kan modtage kabel- eller parabolprogrammer. Eller at de siger 'ja tak' til trykte reklamer. Og at de, når de modtager reklamerne, ikke smider dem væk.
Ej heller kan de voksne, ifølge tankegangen, gøre for, at de placerer deres børn foran fjernsynet. De voksne er på samme måde ikke i stand til at sige nej, når deres børn plager om det, de herefter ser i fjernsynet.
Den fri vilje er således ifølge tankegangen ikke-eksisterende. Man er et forbrugsoffer. Og derfor skal der gribes ind fra politisk side. Det foreslås herefter som oftest, at en sådan indgriben sker i form af nogle reklameforbud gerne kombineret med et licens-finansieret reklamefremstød ('oplysning').
Det er tvivlsomme påstande, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved. Samtidig kunne man spørge, hvem der oprindelig skabte forbrugerismen? Det vil sige ideen om, at man realiserer sig selv gennem sit forbrug. For det giver - jf. ovenstående - ikke sig selv, at forbrugerisme ligesom bare er opstået af sig selv. Nogen kunne jo tænkes at være ansvarlig.
Her skal opmærksomheden henledes på Karl Marx og John Meynard Keynes, der hver især har bidraget til venstrefløjens tankegang; men som de venstreorienterede i dag muligvis ikke mener, de kan gøre for, at de ligger under for - på grund af den sociale arv.
Marx mente således ikke, at det var så vigtigt, hvor meget man producerede; hvad man producerede; eller i hvilket omfang, man rent faktisk bidrog til produktiviteten i samfundet. Det vigtige for Marx var derimod retten til at forbruge.
Det, der gjorde os til mennesker, var ikke ifølge den marxistiske tankegang, at mennesker anvender deres intelligens og skaber midlerne til egen selvopholdelse. Det vigtige var samtidig ikke det forhold, at mennesker kan styrke deres eget selvværd gennem en stadig kamp for at forbedre deres egen levestandard. Tværtimod anså han sådanne holdninger som borgerlig propaganda, der blot skulle anspore proletariatet til at arbejde mere, hårdere og mere effektivt i det, han opfattede som det store udbytningsmaskineri.
Det vigtige for Marx var derimod netop rollen som forbruger! I Marx' utopi, der er styrende også for venstrefløjen i dag, vil man kunne arbejde, som man har lyst til det, og forbruge efter behov.
Produktivitet og forbrug
Det er som bekendt venstrefløjen, der ihærdigt har arbejdet på at adskille sammenhængen mellem produktiv indsats og forbrugsevne. Og det er netop på venstrefløjen, man mener sammenhængen mellem produktivitet og forbrug er forbundet med uretfærdighed; jævnføre kampen om at indføre stadig nye rettigheder, der giver dig mulighed for at forbruge, uden at du giver noget igen.
Endvidere er det typisk på venstrefløjen, man finder synspunktet om, at der ikke bør være grænser for dine forbrugsmuligheder, som følge af din placering i den produktive sektor. Rent faktisk mener socialister, marxister, neomarxister med mere, at du har ret til at forbruge, selv om du muligvis slet ikke har en placering som produktiv i det hele taget!
Ifølge arven fra Marx har man således en ret til at forbruge, eftersom det ifølge den marxistiske ideologi er gennem forbrug - og ikke gennem produktivitet, og slet ikke gennem din evne til at forbedre din egen produktivitet - at du realiserer dig selv. Forbrugerismen er dermed venstrefløjens egen 'isme'.
Tilsvarende mente økonomen John M. Keynes, at verden blev drevet fremad via forbruget. Vesten var ifølge Keynes ikke blevet rigt primært som følge af kapital-akkumulation, slet ikke via respekt for ejendomsretten, ikke via forbedringer af produktiviteten; faktisk slet ikke via produktivitet, men via forbrug. Budskabet fra Keynes var derfor, at hvis vi forbruger mere her og nu, vil vi kunne forbruge mere i fremtiden.
Ude i den produktive sektor realiserer man sig tværtimod stadigvæk i dag gennem sin evne til at producere. Hvis man ikke producerer noget, går virksomheden til grunde. Hvis man derimod forbedrer sin virksomheds evne til produktivitet, belønnes man af forbrugerne.
Disse forbrugere kan være andre produktive mennesker, der ved, at produktion er det primære og det væsentlige; og at man derfor først og fremmest er i stand til at realisere sig selv, fordi man er produktiv. Der kan imidlertid også være tale om mennesker, der er ofre for venstrefløjens forbrugerisme.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 22. maj 2006.
- De voksne kan ifølge venstrefløjstankegangen i sådanne bøger ikke gøre for det. De kan ikke gøre for, de har et fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de har råd til fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de kan modtage kabel- eller parabolprogrammer. Eller at de siger 'ja tak' til trykte reklamer. Og at de, når de modtager reklamerne, ikke smider dem væk.
Ej heller kan de voksne, ifølge tankegangen, gøre for, at de placerer deres børn foran fjernsynet. De voksne er på samme måde ikke i stand til at sige nej, når deres børn plager om det, de herefter ser i fjernsynet.
Den fri vilje er således ifølge tankegangen ikke-eksisterende. Man er et forbrugsoffer. Og derfor skal der gribes ind fra politisk side. Det foreslås herefter som oftest, at en sådan indgriben sker i form af nogle reklameforbud gerne kombineret med et licens-finansieret reklamefremstød ('oplysning').
Det er tvivlsomme påstande, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved. Samtidig kunne man spørge, hvem der oprindelig skabte forbrugerismen? Det vil sige ideen om, at man realiserer sig selv gennem sit forbrug. For det giver - jf. ovenstående - ikke sig selv, at forbrugerisme ligesom bare er opstået af sig selv. Nogen kunne jo tænkes at være ansvarlig.
Her skal opmærksomheden henledes på Karl Marx og John Meynard Keynes, der hver især har bidraget til venstrefløjens tankegang; men som de venstreorienterede i dag muligvis ikke mener, de kan gøre for, at de ligger under for - på grund af den sociale arv.
Marx mente således ikke, at det var så vigtigt, hvor meget man producerede; hvad man producerede; eller i hvilket omfang, man rent faktisk bidrog til produktiviteten i samfundet. Det vigtige for Marx var derimod retten til at forbruge.
Det, der gjorde os til mennesker, var ikke ifølge den marxistiske tankegang, at mennesker anvender deres intelligens og skaber midlerne til egen selvopholdelse. Det vigtige var samtidig ikke det forhold, at mennesker kan styrke deres eget selvværd gennem en stadig kamp for at forbedre deres egen levestandard. Tværtimod anså han sådanne holdninger som borgerlig propaganda, der blot skulle anspore proletariatet til at arbejde mere, hårdere og mere effektivt i det, han opfattede som det store udbytningsmaskineri.
Det vigtige for Marx var derimod netop rollen som forbruger! I Marx' utopi, der er styrende også for venstrefløjen i dag, vil man kunne arbejde, som man har lyst til det, og forbruge efter behov.
Produktivitet og forbrug
Det er som bekendt venstrefløjen, der ihærdigt har arbejdet på at adskille sammenhængen mellem produktiv indsats og forbrugsevne. Og det er netop på venstrefløjen, man mener sammenhængen mellem produktivitet og forbrug er forbundet med uretfærdighed; jævnføre kampen om at indføre stadig nye rettigheder, der giver dig mulighed for at forbruge, uden at du giver noget igen.
Endvidere er det typisk på venstrefløjen, man finder synspunktet om, at der ikke bør være grænser for dine forbrugsmuligheder, som følge af din placering i den produktive sektor. Rent faktisk mener socialister, marxister, neomarxister med mere, at du har ret til at forbruge, selv om du muligvis slet ikke har en placering som produktiv i det hele taget!
Ifølge arven fra Marx har man således en ret til at forbruge, eftersom det ifølge den marxistiske ideologi er gennem forbrug - og ikke gennem produktivitet, og slet ikke gennem din evne til at forbedre din egen produktivitet - at du realiserer dig selv. Forbrugerismen er dermed venstrefløjens egen 'isme'.
Tilsvarende mente økonomen John M. Keynes, at verden blev drevet fremad via forbruget. Vesten var ifølge Keynes ikke blevet rigt primært som følge af kapital-akkumulation, slet ikke via respekt for ejendomsretten, ikke via forbedringer af produktiviteten; faktisk slet ikke via produktivitet, men via forbrug. Budskabet fra Keynes var derfor, at hvis vi forbruger mere her og nu, vil vi kunne forbruge mere i fremtiden.
Ude i den produktive sektor realiserer man sig tværtimod stadigvæk i dag gennem sin evne til at producere. Hvis man ikke producerer noget, går virksomheden til grunde. Hvis man derimod forbedrer sin virksomheds evne til produktivitet, belønnes man af forbrugerne.
Disse forbrugere kan være andre produktive mennesker, der ved, at produktion er det primære og det væsentlige; og at man derfor først og fremmest er i stand til at realisere sig selv, fordi man er produktiv. Der kan imidlertid også være tale om mennesker, der er ofre for venstrefløjens forbrugerisme.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 22. maj 2006.
10. december 2006
Mindre skat – mere velstand
Trods Socialdemokraternes nærmest urokkelige evne til at hylde velfærdssystemet, er der i grunden ikke så meget at fejre – hverken i Europa eller i Danmark. Tal fra Cepos og Finansministeriet dokumenterede for nyligt, at 2,6 millioner danskere på den ene eller anden måde er afhængige af de offentlige kasser – enten som offentligt ansatte eller som nydere af diverse overførsler.
Trods de mange overførsler hører man ikke desto mindre nærmest dagligt historier om, hvordan børnefamilier, studerende eller andre sidder "hårdt i det". Man har ikke sparet op, før man valgte at uddanne sig - eller lagt penge til side før alderdommen eller børneflokken blev en realitet. Man har de sidste mange årtier søgt at bilde befolkningen ind, at det var unødvendigt. Ansvaret er blevet delt og fælles, så det til sidst er blevet atomiseret. Formynderstaten skaber sociale tabere og/eller økonomisk afhængighed. Velfærdsstatens væsen må beskrives som et paradoks: den upersonlige familie – eller det velmenende system.
Socialdemokraterne må sammen med deres politiske allierede og generationer af ansvarsløse bureaukrater tage æren for at bygge denne umyndiggørende betonmaskine op. Æren for den velstand, der samtidig er skabt – og som udgør fundamentet for de mange forunderlige overførsler – må naturligvis gå til det arbejdende folk, hvad enten der er tale om arbejdsgivere eller lønmodtagere. Velstanden er skabt på trods og ikke på grund af væksten i skattetrykket og den tilsvarende vækst i de mange overførsler: Ingen bliver som bekendt rigere af at betale skat. Og ingen arbejder mere eller smartere, fordi de modtager gratisydelser i form af overførsler.
Den danske velstand skyldes ikke regulatorers indblanding og øget skattetryk, men tværtimod Danmarks langvarige medlemskab af den globale markedsøkonomi. Det er det, vi har tilfælles med Hong Kong, Schweiz eller New Zealand. I en verden bestående af suveræne stater, og hvor skattetrykket ikke på bedste EU-facon er blevet "harmoniseret", kan der med lethed peges på samfund, der er rigere end det danske, men som samtidig har langt lavere skatter, og som samtidig ikke er præget af alle de sociale problemer, som tilhængere af skattestigninger finder i deres yndlings hadeland – USA; problemer som man i stigende grad sammen med skattetrykkets stigning dog også finder herhjemme.
Når de socialdemokratiske modstandere af økonomisk frihed remser slemme ting op ved det amerikanske samfund, plejer de i øvrigt for det meste også at se bort fra den højere grad af social mobilitet og den lavere arbejdsløshed, man finder på den anden side af Atlanten. Der ses også bort fra det forhold, at USA opsuger langt flere af alverdens fattige og historisk set har produceret langt mere materiel velfærd og i langt højere grad har udbredt denne til resten af verden, end vi har gjort det i Europa. Tænk, kunne de forhold monstro hænge sammen med, at lavere skatter i USA betyder større evne til selv at tage et ansvar på sig? Eller at færre overførsler øger incitamentet til at søge og påtage sig arbejde? Og at et mere dynamisk og frit marked er bedre til at belønne innovation?
Kunne det samtidig tænkes, at den højere arbejdsløshed i Europa og tilsvarende høje langtidsledighed har noget at gøre med overførslerne, nærmere bestemt de statsfinansierede dagpenges niveau og lange varighed samt de mange regler for ansættelse, som pålægges arbejdsgivere herovre? Og har det sidste mon også betydning for det forhold, at den amerikanske økonomi er så eminent bedre til at opsuge ufaglært arbejdskraft, hvor vi i Europa i højere grad må nøjes med at tilbyde arbejdsivrige emigranter og ufaglærte andengenerationsindvandrere kontanthjælp, fordi ingen arbejdsgiver må ansætte dem til den løn, de reelt er værd?
I USA kender man i praksis ikke til vores mærkelige begreber såsom "social dumping" eller den europæiske betydning af "kapitalist."
Alligevel er der en langt højere grad af social mobilitet og langt lavere grad af arbejdsløshed. Høj arbejdsløshed forårsaget af rigide systemer er således prisen for den europæiske "solidaritet". Er det også er vejen frem mod fred, velstand og politisk stabilitet?
Med EU-systemet har man i vid udstrækning sat socialdemokrater til at regulere markedet i Europa. Problemet er, at dem, der reelt skaber væksten, ikke er "solidariske", men derimod produktive og derfor flygter fra regionen og producerer deres varer og tjenesteydelser til steder, hvor trangen til at regulere og beskatte er mindre udpræget.
Det var derfor glædeligt, at hollændere og franskmænd – uanset årsagerne – stemte nej til den socialdemokratiske medicin i form af forfatningstraktaten. Nu mangler man bare at tage ved lære af de økonomisk fremadstormende lande i Østeuropa og reducere strafafgiften på produktivitet.
Indlægget er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 5. juli 2005
Trods de mange overførsler hører man ikke desto mindre nærmest dagligt historier om, hvordan børnefamilier, studerende eller andre sidder "hårdt i det". Man har ikke sparet op, før man valgte at uddanne sig - eller lagt penge til side før alderdommen eller børneflokken blev en realitet. Man har de sidste mange årtier søgt at bilde befolkningen ind, at det var unødvendigt. Ansvaret er blevet delt og fælles, så det til sidst er blevet atomiseret. Formynderstaten skaber sociale tabere og/eller økonomisk afhængighed. Velfærdsstatens væsen må beskrives som et paradoks: den upersonlige familie – eller det velmenende system.
Socialdemokraterne må sammen med deres politiske allierede og generationer af ansvarsløse bureaukrater tage æren for at bygge denne umyndiggørende betonmaskine op. Æren for den velstand, der samtidig er skabt – og som udgør fundamentet for de mange forunderlige overførsler – må naturligvis gå til det arbejdende folk, hvad enten der er tale om arbejdsgivere eller lønmodtagere. Velstanden er skabt på trods og ikke på grund af væksten i skattetrykket og den tilsvarende vækst i de mange overførsler: Ingen bliver som bekendt rigere af at betale skat. Og ingen arbejder mere eller smartere, fordi de modtager gratisydelser i form af overførsler.
Den danske velstand skyldes ikke regulatorers indblanding og øget skattetryk, men tværtimod Danmarks langvarige medlemskab af den globale markedsøkonomi. Det er det, vi har tilfælles med Hong Kong, Schweiz eller New Zealand. I en verden bestående af suveræne stater, og hvor skattetrykket ikke på bedste EU-facon er blevet "harmoniseret", kan der med lethed peges på samfund, der er rigere end det danske, men som samtidig har langt lavere skatter, og som samtidig ikke er præget af alle de sociale problemer, som tilhængere af skattestigninger finder i deres yndlings hadeland – USA; problemer som man i stigende grad sammen med skattetrykkets stigning dog også finder herhjemme.
Når de socialdemokratiske modstandere af økonomisk frihed remser slemme ting op ved det amerikanske samfund, plejer de i øvrigt for det meste også at se bort fra den højere grad af social mobilitet og den lavere arbejdsløshed, man finder på den anden side af Atlanten. Der ses også bort fra det forhold, at USA opsuger langt flere af alverdens fattige og historisk set har produceret langt mere materiel velfærd og i langt højere grad har udbredt denne til resten af verden, end vi har gjort det i Europa. Tænk, kunne de forhold monstro hænge sammen med, at lavere skatter i USA betyder større evne til selv at tage et ansvar på sig? Eller at færre overførsler øger incitamentet til at søge og påtage sig arbejde? Og at et mere dynamisk og frit marked er bedre til at belønne innovation?
Kunne det samtidig tænkes, at den højere arbejdsløshed i Europa og tilsvarende høje langtidsledighed har noget at gøre med overførslerne, nærmere bestemt de statsfinansierede dagpenges niveau og lange varighed samt de mange regler for ansættelse, som pålægges arbejdsgivere herovre? Og har det sidste mon også betydning for det forhold, at den amerikanske økonomi er så eminent bedre til at opsuge ufaglært arbejdskraft, hvor vi i Europa i højere grad må nøjes med at tilbyde arbejdsivrige emigranter og ufaglærte andengenerationsindvandrere kontanthjælp, fordi ingen arbejdsgiver må ansætte dem til den løn, de reelt er værd?
I USA kender man i praksis ikke til vores mærkelige begreber såsom "social dumping" eller den europæiske betydning af "kapitalist."
Alligevel er der en langt højere grad af social mobilitet og langt lavere grad af arbejdsløshed. Høj arbejdsløshed forårsaget af rigide systemer er således prisen for den europæiske "solidaritet". Er det også er vejen frem mod fred, velstand og politisk stabilitet?
Med EU-systemet har man i vid udstrækning sat socialdemokrater til at regulere markedet i Europa. Problemet er, at dem, der reelt skaber væksten, ikke er "solidariske", men derimod produktive og derfor flygter fra regionen og producerer deres varer og tjenesteydelser til steder, hvor trangen til at regulere og beskatte er mindre udpræget.
Det var derfor glædeligt, at hollændere og franskmænd – uanset årsagerne – stemte nej til den socialdemokratiske medicin i form af forfatningstraktaten. Nu mangler man bare at tage ved lære af de økonomisk fremadstormende lande i Østeuropa og reducere strafafgiften på produktivitet.
Indlægget er tidligere bragt i Kristeligt Dagblad den 5. juli 2005
Robinson, Fredag og »vækstens skyggeside«
På Informations nye hjemmeside findes en dyster artikelserie med overskriften »Det fattige Europa«. Jo mere man læser, desto mere får man nærmest indtryk af, at østeuropæerne have været bedre stillet med atter at vende tilbage til kommunismens planøkonomi. En række gratis-ydelser er jo forsvundet.
Ovenstående artikelserie stiller samtidig spørgsmål ved en række af de begrundelser, der gives for de liberaliseringer, der trods alt finder sted inden for såvel som uden for Europa; liberaliseringer, der blandt andet gennemføres på foranledning af frimarkeds-tænketanke, som i det mindste undertegnede glæder sig over har fået øget indflydelse.
Ideen om liberaliseringens nytte har derimod ikke ændre noget i hverken Nordkorea, Zimbabwe eller Libyen. Her kan Informations korrespondenter derfor ikke skrive om »vækstens skyggeside«. I disse lande findes ingen vækst. Her lever de fleste i solidarisk fattigdom med hinanden.
Spørgsmålet for enhver Informations-korrespondent burde nu være, hvorfor nogle stater har så meget at fordele af, mens andre ikke har. Faren ved at stille dette spørgsmål er imidlertid, at man risikerer at opdage, at årsagen til velstanden skyldes præcis de faktorer, som en del af Informations korrespondenter tydeligvis ikke bryder sig om – herunder det frie marked, den frie konkurrence, øget samhandel med resten af verden – også kaldet globalisering – samt respekten for den private ejendomsret.
For at kunne diskutere sådanne spørgsmål, er man imidlertid nødt til at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vækst og værdier bliver skabt.
Lad os starte med en øde ø: Her findes ingen vækst. Så dukker Robinson op. Først nu begynder den produktive adfærd og dermed væksten. I begyndelsen lever Robinson nærmest fra dag til dag. Men som art er mennesket imidlertid langt bedre stillet end så mange andre.
Efterhånden får Robinson da også skabt sig et overskud, og kan dermed også begynde at tænke mere langsigtet. Robinson indsamler mere korn, end han umiddelbart kan bruge. Den korn kan nu tilsås den jord, han rydder. Med denne adfærd skaber Robinson derfor noget, der ikke var der før: en større mængde korn.
Så kommer Fredag til. Hvis Fredag var korrespondent for Information, ville der sikkert lyde et krav om omfordeling af »ressourcerne«. Det er Fredag ikke. Han ved tværtimod, at Robinsons tilstedeværelse og produktive adfærd er til egen fordel. Robinson producerer nemlig mere korn end han selv kan bruge. Ligesom Fredag starter Robinson med at leve af det, han umiddelbart kan fange eller samle. Robinsons korn-produktion betyder imidlertid, at det Fredag tilbyder Robinson nu kan byttes til noget, der har relativt høj værdi for Fredag, men samtidig relativt lav værdi for Robinson: Det vil sige Robinsons overskud af korn.
Fredag selv vælger at blive jæger. Her er efterspørgslen på produkterne højere (+1), end hvis Fredag også skulle dyrke jorden. Efter nogen tid lykkedes det Fredag at indfange tilstrækkeligt mange af øens vilde dyr, og kan nu etablere et husdyrbrug. Igen øges mængden af noget, der ikke eksisterede tidligere: Et større antal dyr.
I takt med at begge øboeres produktivitet effektiviseres kan de nu også begynde at bruge tid på andre ting. På den måde ophober Fredag og Robinson værdier og skaber vækst. De producerer og handler frit med hinanden; og skulle flere hænder dukke op, ville der ikke nødvendigvis blive mindre for den enkelte at forbruge, men tværtimod mere.
Betingelsen for sidstnævnte er vel at mærke, at respekten for den enkeltes liv og ejendom bliver overholdt samt den grundlæggende forståelse for, hvordan værdierne bliver skabt, den ikke bliver glemt.
Forudsætningen for vækst er derfor, at man ikke konfiskerer andres ejendom, og at denne individets rettighed bliver respekteret. Den rettighed er et altafgørende incitament for at gøre noget som helst. Fattigdom og stagnation bliver derimod den naturlige følge af, at insistere på, at »produktionsmidlerne« blot skal overtages eller at ressourcerne bare skal fordeles. Sådan en tankegang afspejler en statisk idé om en given mængde ressourcer og dermed en idé om (produktions-)historiens afslutning.
Spørgsmålet er også om disse grundlæggende sammenhænge mellem ejendomsret, iværksætteri, fri samhandel, frivillig arbejdsdeling samt velstandsskabelse ændres, fordi vi bevæger os væk fra det lille samfund med to personer – og nu øger mængden af mennesker med 1.000, 10.000 eller 100.000.000? – Det bedes forfatterne til artikelserien »Det fattige Europa« tænke over, før de skriver flere artikler om vækstens mange »skyggesider«.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 10. maj 2005
Ovenstående artikelserie stiller samtidig spørgsmål ved en række af de begrundelser, der gives for de liberaliseringer, der trods alt finder sted inden for såvel som uden for Europa; liberaliseringer, der blandt andet gennemføres på foranledning af frimarkeds-tænketanke, som i det mindste undertegnede glæder sig over har fået øget indflydelse.
Ideen om liberaliseringens nytte har derimod ikke ændre noget i hverken Nordkorea, Zimbabwe eller Libyen. Her kan Informations korrespondenter derfor ikke skrive om »vækstens skyggeside«. I disse lande findes ingen vækst. Her lever de fleste i solidarisk fattigdom med hinanden.
Spørgsmålet for enhver Informations-korrespondent burde nu være, hvorfor nogle stater har så meget at fordele af, mens andre ikke har. Faren ved at stille dette spørgsmål er imidlertid, at man risikerer at opdage, at årsagen til velstanden skyldes præcis de faktorer, som en del af Informations korrespondenter tydeligvis ikke bryder sig om – herunder det frie marked, den frie konkurrence, øget samhandel med resten af verden – også kaldet globalisering – samt respekten for den private ejendomsret.
For at kunne diskutere sådanne spørgsmål, er man imidlertid nødt til at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vækst og værdier bliver skabt.
Lad os starte med en øde ø: Her findes ingen vækst. Så dukker Robinson op. Først nu begynder den produktive adfærd og dermed væksten. I begyndelsen lever Robinson nærmest fra dag til dag. Men som art er mennesket imidlertid langt bedre stillet end så mange andre.
Efterhånden får Robinson da også skabt sig et overskud, og kan dermed også begynde at tænke mere langsigtet. Robinson indsamler mere korn, end han umiddelbart kan bruge. Den korn kan nu tilsås den jord, han rydder. Med denne adfærd skaber Robinson derfor noget, der ikke var der før: en større mængde korn.
Så kommer Fredag til. Hvis Fredag var korrespondent for Information, ville der sikkert lyde et krav om omfordeling af »ressourcerne«. Det er Fredag ikke. Han ved tværtimod, at Robinsons tilstedeværelse og produktive adfærd er til egen fordel. Robinson producerer nemlig mere korn end han selv kan bruge. Ligesom Fredag starter Robinson med at leve af det, han umiddelbart kan fange eller samle. Robinsons korn-produktion betyder imidlertid, at det Fredag tilbyder Robinson nu kan byttes til noget, der har relativt høj værdi for Fredag, men samtidig relativt lav værdi for Robinson: Det vil sige Robinsons overskud af korn.
Fredag selv vælger at blive jæger. Her er efterspørgslen på produkterne højere (+1), end hvis Fredag også skulle dyrke jorden. Efter nogen tid lykkedes det Fredag at indfange tilstrækkeligt mange af øens vilde dyr, og kan nu etablere et husdyrbrug. Igen øges mængden af noget, der ikke eksisterede tidligere: Et større antal dyr.
I takt med at begge øboeres produktivitet effektiviseres kan de nu også begynde at bruge tid på andre ting. På den måde ophober Fredag og Robinson værdier og skaber vækst. De producerer og handler frit med hinanden; og skulle flere hænder dukke op, ville der ikke nødvendigvis blive mindre for den enkelte at forbruge, men tværtimod mere.
Betingelsen for sidstnævnte er vel at mærke, at respekten for den enkeltes liv og ejendom bliver overholdt samt den grundlæggende forståelse for, hvordan værdierne bliver skabt, den ikke bliver glemt.
Forudsætningen for vækst er derfor, at man ikke konfiskerer andres ejendom, og at denne individets rettighed bliver respekteret. Den rettighed er et altafgørende incitament for at gøre noget som helst. Fattigdom og stagnation bliver derimod den naturlige følge af, at insistere på, at »produktionsmidlerne« blot skal overtages eller at ressourcerne bare skal fordeles. Sådan en tankegang afspejler en statisk idé om en given mængde ressourcer og dermed en idé om (produktions-)historiens afslutning.
Spørgsmålet er også om disse grundlæggende sammenhænge mellem ejendomsret, iværksætteri, fri samhandel, frivillig arbejdsdeling samt velstandsskabelse ændres, fordi vi bevæger os væk fra det lille samfund med to personer – og nu øger mængden af mennesker med 1.000, 10.000 eller 100.000.000? – Det bedes forfatterne til artikelserien »Det fattige Europa« tænke over, før de skriver flere artikler om vækstens mange »skyggesider«.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 10. maj 2005
Abonner på:
Indlæg (Atom)
