Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

Ayn Rands filosofi "objektivismen" er af hendes kritikere blevet kaldt "selvhjælpsfilosofi". Men at dette skulle være en negativ betegnelse for en filosofisk skole, siger imidlertid mere om hendes kritikere og deres syn på evnen til selvstændighed, end det gør om Ayn Rand og hendes ideer.

Ayn Rand (1905-1982) kan uden problemer kaldes vor tids største oplysningsfilosof. Motivationen for begunstigelse af den titel skal findes i, at ingen i vor tid på så omfattende vis har beskæftiget sig med så mange fagområder herunder filosofi, æstetik, kunst, økonomi, politik, videnskabsteori, etik med mere, og samtidig har formået at integrere det teoretiske arbejde, sådan at det udgør et sammenhængende hele.

Hertil må tilføjes, at der ganske rigtigt er tale om ”livsfilosofi”; det vil sige om en imponerende arbejdsindsats, hvis produktion har klare meningsfulde budskaber; og for den interesserede derfor vil have praktiske konsekvenser for, hvordan man vil søge at begå sig i verden.

Fundamentet for den filosofiske skole blev lagt i 1950’erne. Herefter var der allerede så meget klarhed over, hvad tænkeren Rand stod for, at man kun i meget ringe grad i eftertiden vil debattere, hvad henholdsvis den yngre og ældre Ayn Rand stod for, sådan som det ellers har været tilfældet med andre tænkere.

Med romanerne ”The Fountainhead” (1943) samt ”Atlas Shrugged” (1957) var der ingen tvivl om, at Rand var på det frie, selvstændige og fornuftsorienterede menneskes side. Dette vidste såvel hendes modstandere som tilhængere. Uenighederne handler i stedet mere om hvilke elementer af Ayn Rands forfatterskab, hendes filosofi og hendes budskaber, man finder det vigtigst at betone: eksempelvis om det er erkendelseslæren eller de politiske implikationer af hendes menneskesyn. Men hvad forfatteren mener, er i praksis ikke noget, som debatteres af de, som i forvejen er blevet bekendt med hendes arbejde.

Ayn Rands modstandere har i overensstemmelse med ovenstående i stedet valgt at fortie ideerne og budskaberne, frem for at pege på nogen form for inkonsistens og uklarhed i forfatterskabet. Alligevel kan der findes underfraktioner af tilhængere af hendes ideer. Disse brud vil imidlertid ofte netop have karakter af, at nogle er direkte uenige i dele af hendes filosofi eller på grund af personlige uoverensstemmelser, og ikke som følge af fortolkningsspørgsmål.

Egeninteressen og den fri vilje

Ayn Rands vigtigste bedrift er måske netop jævnfør anklagen om ”selvhjælpsfilosofi”, at hun gav klare og ganske velbegrundede svar på, hvorfor man bør tage vare på sig selv og forbedre sine muligheder for at gøre det. Med afsæt i aristotelisk erkendelseslære konstaterer Ayn Rand, at menneskets definerende kendetegn er fornuften; og at mennesket for at overleve må formulere en moral, der gør dette muligt. Rækkefølgen for dette ræsonnement er således: perception -> erkendelse -> valg -> moral.

Mange tager således moral for givet. - Ayn Rand siger i stedet, at det ikke blot er grundløst at gøre dette, men også farligt for evnen til at klare sig i verden.

Andre siger at moralen er til for samfundets skyld. - Ayn Rand siger at moralen er til for menneskets skyld.

Nogle forsvarer et bestemt moralkodeks ud fra religiøse ideer. - Rand siger, at moral er menneskeskabt; og at man i øvrigt derfor bør gøre sin moral til en æressag; eftersom man har brug for sin moral til at leve et godt liv.

Mange religiøse/kristne siger, at kapitalismens - det vil sige frie menneskers - evne til at skabe velstand, betyder at kapitalisme - eksistensen af økonomisk frie mennesker - er ”et nødvendigt onde”. - Rand siger, at frie menneskers og dermed kapitalismens evne til at skabe velstand er et absolut gode.

En voksende interesse og opbakning til Ayn Rands værdigrundlag ville, som følge af sådanne synspunkter og synspunkternes forankring i virkelighedsbaseret argumentation, utvivlsomt betyde, at socialisme så helt ville miste den rest af betydning, som den desværre stadigvæk har i dag.

Denne indflydelse - selv efter sammenbruddet af socialistiske systemer i Østeuropa og Rusland - kan man også tilskrive de, som taler om ”nødvendige onder”; det vil sige de ”undskyldende kapitalister”, som blandt andet ud fra religiøse argumenter ikke bryder sig om, at mennesker forfølger deres egen interesse, men som samtidig anerkender den velstand, der skabes i processen.

Ayn Rand mener i modsætning hertil, at accepten af det gode i, at handle i ens egen interesse, også er en forudsætning for det gode liv; og at det at være engageret i at skabe det gode liv for sig selv, derfor også er, at være et godt menneske.

Ayn Rands moral baserer sig nu på, at mennesket er et levende væsen på biologiens præmisser men med en fornuft, der adskiller sig fra andre væsner; og som derfor selv må udvikle og fastholde de handlingsmønstre og standarder, som andre væsner har inde på ”rygraden”. Det gode og det onde kan med andre ord ikke tages for givet. Begge dele må forstås ud fra den menneskelige målestok, det vil sige med afsæt i, hvad der er henholdsvis godt og ondt for mennesket.

Kodekser og værdier, som sikrer overlevelse må dermed udvikles på de menneskelige præmisser. Begreberne anti-liv og pro-liv går derfor igen i Ayn Rands terminologi, og moralfilosofi. De begreber handler om adfærd, normer, kodekser og ideer som enten skader menneskets evne til at leve og vokse som menneske, eller som omvendt styrker sådanne evner og muligheder.

Ayn Rand og de danske universiteter

På universiteter i Danmark vil man ofte høre, at der ikke findes en fælles-videnskabelig tilgang, der kan bruges indenfor alle former for videnskabelige retninger. Dette skyldes imidlertid, at de forudsætninger, som Ayn Rands filosofi bygger på stort set ignoreres på de offentlige universiteter. Dette kan så atter have sin årsag i, at man benytter sig af en række teoretiske tilgange, som, hvis disse grundforudsætninger blev anerkendt, i så fald ville bortfalde. Flere etablerede tilgange ville miste deres videnskabelige prædikat.

Afsværgelse af et fællesvidenskabeligt afsæt, som man ser det på universiteterne i dag, kan skyldes, at helt modstridende og internt selv-modsigende teoriretninger på denne måde har fundet tilhængere, der har indset en fælles interesse i at bevare det, man kalder ”pluralisme”, for at man kunne sikre sig statsstøtte. Denne støtte til pluralisme kunne man således opnå i kraft af, at man afsværgede, at der kunne eksistere en fællesvidenskabelig platform. For hvis en sådan eksisterede måtte man jo før eller siden nå frem til erkendelsen af, at nogle teoriretninger i praksis er mere korrekte (sande) end andre, og at visse simpelthen må betegnes som rene "luftkasteller".

Objektivisme bygger i overskriftsform på: eksistens, bevidsthed og identitet som de grundlæggende forudsætninger (aksiomer). Hvad dette betyder i praksis, kan man læse om i Leonard Peikoffs bog Objectivism – The Philosohy of Ayn Rand.

Hvad der åbenlyst bortfalder som valide teoriretninger er ikke desto mindre alle retninger, der bygger på antagelser om overnaturlige væsener, der ikke er belæg for at begunstige med selv kun en ”sandsynlig eksistens”. Dette betyder at teologi i så fald ikke ville høre til på universiteterne.

Tilsvarende ville det, man kunne kalde ”verdsligt religiøse” tilgange, der udtrykker sig via begreber som tidsånd, verdensånd eller dialektik på samme måde ikke opnå nogen anerkendelse, hvis man tog afsæt i, at videnskab måtte bygge på konkrete fænomener med en bestemt identitet; samt hvis man begyndte med accepten af det forhold, at mennesker har en fri vilje; og at der findes naturlove og bestemte former for kausalitet, som naturligvis er udfordringer for mennesket, men som samtidig betyder, at mennesker kan forholde sig rationelt og bevidst til deres omgivelser.

Et fælles erkendelsesteoretisk afsæt ville netop udgøre et problem for de marxistiske eller hegelianske retninger; hvor man netop mener, at civilisationer og historien er styret af bestemte ”kræfter” eller ”tendenser” som er uden for menneskelig rækkevidde. Sådanne tanker om former for ”determinisme”, hvad enten der er tale om en almægtig gud eller historiske/idemæssige strømninger, som hævdes at styre mennesket, er i dag ganske udbredte og ofte dominerende indenfor en række områder, men af åbenlyse grunde optræder de alligvel sjældent i deres rene form.

Som følge af dominansen af teoriretninger, der bygger på ikke-underbyggede antagelser om ”determinisme”, ikke-identificerbare og identitetsløse kræfter og/eller på eksistensen af ikke-bekræftede væsener og/eller ikke-verificerbare fænomener, finder man ofte det rationelle alternativ, som er objektivisme udenfor universitetets mure, når det gælder danske institutioner - men imidlertid ikke for en række amerikanske.

Fornuftens forkæmper

Ovenstående skal samtidig betone, at det mest centrale ved Ayn Rand ikke er hendes syn på politik og økonomi, men i stedet på virkeligheden som noget absolut, og på hendes fundamentale insisteren på, at menneskets vigtigste kendetegn er fornuften. Rand er strengt taget ikke at kalde kapitalismens filosof, men først og fremmest fornuftens forkæmper.

Ayn Rand var i det 20. århundrede den vigtigste efterfølger til den aristoteliske filosofiske oplysningstradition. Hendes allerstørste bidrag til filosofi og dermed til videnskab er hendes afsæt i bekræftelsen af en objektiv virkelighed; i pointeringen af fornuftens betydning; i betoningen af vigtigheden af at være orienteret imod det faktuelle; samt hvorfor dette fokus er altafgørende: fordi at det at være orienteret på fornuftens præmisser er i menneskets egen interesse. Ovenstående pointeringer vil i øvrigt fremgå af Ayn Rands forfatterskab, uanset om man læser hendes romaner eller faglitterære værker. Synet på økonomi og politik, som er det, som fremhæves i politiske og økonomiske fora, er dermed underordnet det bagvedliggende erkendelsesteoretiske og filosofiske afsæt.

At Ayn Rand indædt forsvarer det kapitalistiske samfundssystem, skyldes dermed en konklusion, hvor spørgsmålet er: hvad er - i overensstemmelse med den objektive virkelighed og menneskets særlige kendetegn - det bedste politiske og økonomiske system for mennesket?

Ayn Rand har således opstillet følgende præsentation af hvad hendes filosofi i overskriftsform går ud på. Hun blev i 1962 spurgt, om hun ”stående på en fod” kunne præsentere sin filosofi i punktform for hendes læsere. Svaret blev:

• 1. Metafysik: En objektiv virkelighed


• 2. Epistemologi: Fornuft


• 3. Etik: Egeninteresse


• 4. Politik: Kapitalisme

Bøger man bør læse:

Leonard Peikoff: Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand (En samlet introduktion til Ayn Rands ideer)

Ayn Rand: Introduction to Objectivist Epistemology (Om erkendelseslære)

Ayn Rand: Return of the Primitive – the Anti-Industrial Revolution (Kritik af miljøbevægelsen og ”multi-kulturalismen”)

Ayn Rand: The Voice of Reason (Om filosofi, kultur og politik)

Ayn Rand: The Virtue of Selfishness (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Tara Smith: Ayn Rand's Normative Ethics - The Virtuos Egoist (Om oplyst egeninteresse / rationel egoisme)

Ayn Rand: Capitalism – the Unknown Ideal (Om hvorfor kapitalisme er et gode)

Ayn Rand: Why Businessmen Need Philosophy (om etik og forretningsførelse)

George Reisman: A complete and integrated understanding of the nature and value of human economic life (Økonomisk grundbog, læs mere om Reisman her).

Andrew Bernstein: The Capitalist Manifesto (økonomi, historie og filosofi)

Jerry Kirkpartrick: In Defense of Advertising (om hvorfor reklamer er gode såvel i en moralsk som praktisk forstand).

Leonard Peikoff: The Omnious Paralells (om kollektiviseringen af USA og hvilke ideer kollektiviseringen bygger på)


Ayn Rand: The Ayn Rand Column (artikler skrevet af Ayn Rand for Los Angeles Times)

Ayn Rand: Philosophy: Who needs it (om erkendelse, filosofi og politik)

- Fremhævelse af ovenstående begrundes med, at der er tale om fagbøger, der burde interessere studerende og formidlere indenfor samfundsfaglige retninger såsom Sociologi, Økonomi, Jura, Statskundskab mv. Der er med andre ord tale om bøger, der umiddelbart vil kunne inddrages til samfundsmæssig debat og brug i undervisningssammenhæng.

Copenhagen Institute har siden begyndelsen af 2005, med afsæt i den skildrede betydning af at introducere forfatteren, bragt en række artikler, der omhandler Ayn Rand, hendes tanker og hendes forfatterskab. Herunder bringes et udvalg. For en god ordens skyld skal det bemærkes, at forfatterne til artiklerne ikke nødvendigvis tilslutter sig ovenstående betoning eller fortolkning af Ayn Rands betydning.

Udvalgte artikler med relevans for studiet af Ayn Rand og hendes filosofi bragt på www.coin.dk:

Copenhagen Institute: Ayn Rands roman Anthem er nu oversat til dansk

Ayn Rand: Forord til romanen Hymne (pdf)

Nicolai Heering: Oversætters forord til Ayn Rands "Hymne"

Flemming Rose: Ayn Rand : Kapitalismens filosof

Lars Seier Christensen: Ayn Rand og objektivismen

Mikael Jalving: Den aristoteliske bank

Simon Espersen: Ayn Rand - ideer gør forskellen

Simon Espersen: Kollektivismens uhyrlighed

Simon Espersen: Objektivisme

Simon Espersen: Moral vigtigere end økonomi

Simon Espersen: Moral er noget man vælger

Simon Espersen: Den sociale vs. den objektive virkelighed

Simon Espersen: Den objektive virkelighed og det frie individ

Simon Espersen: Leonard Peikoffs DIM-hypotese

Simon Espersen: Logik versus "polylogik"

Edward L. Hudgins & Fred L. Smith Jr.: Behovet for en ny individualisme

Edward L. Hudgins: Hvornår vil forretningsfolk tage Ayn Rands lære om politikere til sig?

Edward L. Hudgins: Ayn Rand at 100: The Moral Defense of Freedom

Edward L. Hudgins: Ayn Rand in Retrospect

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (engelsk tekst)

Andrew Bernstein: The Bernstein Declaration (dansk tekst)


Eksterne henvisninger:

Dansk leksikonintroduktion til Ayn Rand

The Ayn Rand Institute

The Atlas Society

Religion, dumhed og kriminalitet

Respekten for naturvidenskaben er høj i vores del af verden. Naturvidenskab er den tilgang til verden, hvor man tager afsæt i det, som der er et objektivt grundlag for at tage afsæt i. Hvad angår naturvidenskaben anerkender man det, man kan iagttage, samt det som man kan udlede af det, man kan iagttage.

Naturvidenskabens værdi baserer sig altså ikke blot på, at man iagttager og identificerer (herunder måler og vejer), men også i den efterfølgende tænkning og mentale integration. Det er faktisk det sidste, det vil sige tænkningen baseret på det faktuelle, som gør videnskaben værdifuld gennem realisering. Denne tænkning er forsætningen for at videnskaben fører til et praktisk resultat: eksempelvis overlegen transport, bedre kommunikation, mere sikker medicin, sundere fødevarer og så videre.

Nu bedes læseren så tænke udenfor begrebet ”videnskab” og på den dagligdags adfærd. Også i det daglige kan man som individ opføre sig ”videnskabeligt”: Man kan tage afsæt i den fysiske virkelighed og det man kan iagttage. Man kan med afsæt så forholde sig rationelt til den verden, man befinder sig i. Det vil sige, man kan vælge at benytte sig af begreber og indstillinger, som har rod i det faktuelle.

Ovenstående kan også kaldes, at være ”rationel”, ”logisk” eller ”fornuftig”. Denne indstilling som en dagligdags adfærd burde mane til ligeså meget respekt, som det at være ”videnskabelig”. For det er den samme indstilling, der er tale om. Og bemærk at der er tale om et valg, som det enkelte individ selv træffer: Man vælger om man vil forholde sig rationelt til sine omgivelser, det vil sige om man vil være ”virkelighedsorienteret” og fornuftig. Man kan tilsvarende også vælge at opføre sig stik modsat. Det er her, at religion kommer ind i billedet:

De religiøse ideer har ikke et fornuftsbaseret grundlag. De er i stedet overleverede normer og påbud. De er dogmer og krav. De er tæt forbundet med traditioner som man ofte ikke har nogle rationelle begrundelser for at holde i live. Religion bruges netop til at fastholde bestemte former for tradition, som styrker nogle mennesker på andres bekostning, eksempelvis mænds magt over kvinder, sådan som det er tilfældet med Islam.

Orienterer man sig ud fra et ikke-videnskabeligt og ikke-fornuftsbaseret verdensbillede men i stedet ud fra et religiøst samt dogmatisk/traditionelt verdensbillede, har det naturligvis også nogle konsekvenser for evnen til at begå sig i den verden, man lever i – altså virkelighedens verden. Konsekvenserne af at vælge at ligge under for den dogmatiske og/eller religiøse indstilling gælder naturligvis ikke blot for én selv, men også for ens nærmeste og resten af samfundet. Har man indenfor et territorium, som hovedregel forkastet det, man kan kalde en fornuftskultur, har det selvsagt også konsekvenser for velstanden og i det hele taget mulighederne for at leve i praksis.

En religiøs (traditionel dogmatisk) indstilling er dermed en indstilling, der svækker evnen til at orientere sig i verden. Det er så en anden måde at sige, at religion i praksis er fordummende. Dumhed kan så have mange udtryksformer og vidt forskellige konsekvenser – også for omgivelserne.

En ting er imidlertid sikkert, og det er at de dogmatiske og/eller de religiøse ønsker at sprede deres dumhed, deres ikke-virkelighedsbaserede tilgang til verden, deres normer og deres arbitrære traditioner til omgivelserne. Dette forsøger de så med vidt forskellige midler – herunder trusler, vold, hærværk men også politisk og religiøs agitation. Men der er altså en sammenhæng.

Uanset midlerne skal man derfor ikke tage fejl: Målet for de primitive kriminelle og de primitive religiøse er det samme: Man ønsker at sprede sin dumhed, sin religiøsitet og/eller sin traditionalisme - og på samme tid at afskaffe den fornuftskultur, velstanden i Vesten bygger på.

Forudsætningen for at man kan forsvare sig bedst muligt, er så at man sætter sig ind i hvorfor velstanden og handlefriheden er noget værdifuldt. Når man betænker den omsiggribende kollektivisme og trangen til at styre og kontrollere fra statens side i Danmark, har vi i den henseende lang vej igen.

Ejendomsret, selvejerskab, indvandring, rationalitet og egeninteresse

Nyliberalismen utgår från den engelske 1600-talsfilosofen John Lockes idéer om naturrätt. Locke menade att varje individ, i egenskap av människa, av Gud givits rätten till liv, frihet och egendom. Moderna nyliberaler har ersatt Gud med naturen, det vill säga att eftersom människan av naturen styr sin kropp och har en fri vilja så har man rätt till sin kropp. Ur detta "självägande" härleder man sedan äganderätten.

Värden finns bara i förhållande till förnuftiga varelser, menar man, och värden uppstår när någon skapar dem med sitt arbete, till exempel genom att odla upp ett stycke jord. Eftersom man är ägare till värdet man skapade är man också ägare av jorden. Någon sådan koppling har ju till exempel inte staten till var och ens produktion, varför inte staten, eller någon annan utomstående, kan begära något av arbetets frukter.

På grund av självägandet menar man också att staten, oavsett om den styrs av en folkmajoritet eller en envåldsdiktator, inte har någon rätt att bestämma över individers liv så länge inte var och en gett sitt medgivande till det.

Dette kan man læse i en svensk præsentation af "Nyliberalisme" på det gratis internetleksikon Wikipedia. Et andet ord for nyliberalisme, er også rettighedsliberalisme, som vil være et mere anvendeligt udtryk i Danmark, eftersom "nyliberalisme" allerede er blevet et begreb, man har dæmoniseret fra socialisters side.

En debat, der nævnes på siden er blandt andet diskussionen om, hvordan beskyttelse af borgerne i form af politi, domstol og militær skal finansieres i kraft af de ovenstående principper, hvad angår ejendomsretten og respekten for menneskets frihed. Man kan endvidere læse om diskussioner vedrørende bankvæsen, intellektuel ejendomsret, socialpolitik, retten til at bære våben, EU, indvandring med videre, der bygger på liberalismens principper.

I den sidste anledning skal det dog nævnes, at spørgsmålet om indvandring, efter denne skribents mening bør modereres. "Fri indvandring" må kvalificeres i kraft af selve liberalismens principper:

For at liberalismens principper kan sikres indenfor et givent territorium, er man nødt til at have grænser, der sikrer, at modstandere af frihedens principper ikke kan afvikle disse. Det betyder, at indvandringen i praksis må være afgrænset ud fra frihedens principper. En værdifuld frihed kan med andre ord ikke sikres uden fysiske grænser.

Hvis et tilstrækkeligt antal individer flytter til et område, hvor man har tros-, tænke-, videnskabs-, handle-, informationsfrihed mv., som disse tilflyttere ikke bakker op om, - afskaffes til sidst disse friheder. Og hvis man accepterer dette (altså en sådan fri indvandring) sætter man dermed flertalsvælde over frihedsrettighederne. Gør man dette bakker man i praksis derfor ikke op om frihedens værdier. Man har i stedet brugt frihedens retorik (i kamp for "fri indvandring") til at borterodere den respekt for de individuelle frihedsrettigheder, der eksisterede indenfor det givne område. Læs mere i Indvandring på frihedens betingelser.

Det bagvedliggende princip, som skaber sammenhæng mellem den kvalificerede (afgrænsede) indvandring samt forsvaret for selvejerskab og privat ejendomsret er i øvrigt den oplyste egeninteresse.

Afsættet i ”oplyst egeninteresse” betyder, at man forsvarer nogle principper, som er livsfremmende for én selv; og som netop giver muligheder for at man kan handle rationelt også i forhold til andre – jævnfør også teksten foroven.

Denne egeninteressede adfærd, der orienterer sig ud fra langsigtede interesser, er så en adfærd, der netop også kommer andre til gavn, som tilsvarende orienterer sig rationelt og langsigtet. For dette er jo netop de værdier og den indstilling, man som et rationelt individ søger også hos andre: At andre også er rationelle og orienterer sig imod at forbedre deres situation på det lange sigt. Det er som teksten formidler det, netop sådanne værdier, der er nødvendige forudsætninger for velstandsskabelse for den enkelte, og dermed også for omgivelserne.

At forsvare egeninteressen og de friheder, der sikrer den, er altså samtidig at forsvare en fælles interesse: Man forsvarer disse principper eftersom man styrker de værdier og handlemuligheder, som giver alle andre de bedst tænkelige vilkår for at frembringe noget, som man også selv har et behov for.

Tilsvarende må den indvandringspolitik man fører, bygge på det samme grundlag. Politikken kan ikke være fri, men må være kvalificeret og afgrænset. - På samme måde kan man i øvrigt ikke afvikle de statslige grænser til fordel for en udflydende regionalstats (EU’s), der bygger på modstridende principper, hvis man virkelig går ind for forsvaret af den private ejendomsret og de øvrige frihedsrettigheder.

Besøg http://sv.wikipedia.org/wiki/Nyliberalism.

Dansk side om Liberalisme på http://da.wikipedia.org/wiki/Liberalisme.

Tradition og religion

På det tidspunkt, hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, vil man efterfølgende også se en svækkelse af de mange traditionelle og skadelige manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.

Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.

Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.

Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:

Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.

Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?

Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.

Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.

Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.

Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.

Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.

Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.

Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.

Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.

Vejen til sundhed

I det følgende skal gives nogle bud på, hvordan man kommer til at leve sundere med nogle input, der er baseret på de samme principper, som gælder for hvad der ellers skrives. Afsættet er med andre ord, konstateringen af menneskets fornuft, af menneskets vilje til velovervejet handling og af den enkeltes mulighed for at skabe sig et godt liv i forhold til de udfordringer, man står overfor, og de muligheder, der byder sig i det frie samfund.

Find viljen

Den første pointe skal handle om, hvorfor fokus er på ”at leve sundere”, og ikke på ”at tabe sig” eller ”at leve mindre usundt”. Dette skyldes, at man ikke lever for alvor så længe man er ”i krig med sig selv”. Det første man skal lære, er netop, at leve med sig selv, og ikke at lide ved at skade sig selv. Det er naturligvis en form for lidelse at gøre ting mod sig selv, som man ved, er skadeligt, og at fortsætte med at gøre det. At leve sundere handler dermed om at gøre det rigtige, og samtidig holde op med at gøre det forkerte.

Nogle er således ganske usunde, overvægtige eller at beskrive på en anden måde, som andre måske ville opleve som en uudholdelig tilstand for dem, men som den usunde slet ikke selv ser som et problem. Dette kan altså have positive årsager. Det kan være, at sådanne personer simpelthen er engagerede i og optagede af så meget, der gør deres liv rigt, at den fysiske usundhed, som andre kan se, ikke er noget, der vedrører dem selv.

Den fysiske usundhed er dog alligevel ikke forbilledlig, heller ikke hvor den ikke betyder noget for den pågældendes mentale sundhed; og at dette er tilfældet vil jo også være en undtagelse. Det er også tvivlsomt, om der nogen sinde har været tilfælde, hvor fysisk usundhed ikke på sigt også var skadelig for psyken, alene i kraft af, at usundheden førte til en for tidlig død.

Det vigtige at lære, er ikke desto mindre, at det, at være beskæftiget med noget, der er engagerende og opfattes som betydningsfuldt, er en afgørende faktor for, at man kan komme til at leve fysisk sundere. Med ”betydningsfuldt”, menes der betydningsfuldt for én selv. Det vil sige det betydningsfulde handler om, at man gør det, som man selv mener, er vigtigt; og at man har fornuftige grunde til at gøre det. Pointen er derfor, at man kan lære noget fra mennesker, der ikke er berørt af deres egen overvægt eller fysiske usundhed, som andre er det; og det man kan lære af dem, er således deres engagement i de ting, der har positive værdier, og som er livs-fremmende.

Det at tilegne sig positive værdier er nu engang en forudsætning for, at man kan leve sundere; og for at man eksempelvis kan tabe sig, hvis det er det man vil. I kraft af ovenstående burde det derfor også stå klart hvorfor, ”at leve sundere” skal være det mål man sætter sig frem for ”at tabe sig”: Det afgørende er, at man som udgangspunkt bliver gladere for at leve. En anden måde at formulere det samme på, er, at man må mobilisere den styrke der skal til, for at man kan tage et opgør med alle de faktorer i ens liv, som man ønsker at ændre på, hvis det er tilfældet.

Så hvis læseren kun havde et ønske om at tabe sig, når diskussionen omfattede spørgsmål om sundhed er svaret det samme: Først må viljen til at gøre noget ved sagen styrkes.

Hvis man ønsker at tabe sig, og at holde en lavere vægt, er det netop derfor afgørende, at man ændrer sin indstilling og grundholdninger på en måde som er vedvarende og positive. Det er i sidste instans derfor indstillingen (viljen), der skal bruges som afsæt og redskab til at leve sundere og til at opnå det, som den enkelte så ser, som omfattet af dette.

Filosoffen Ayn Rand taler om den vilje, der er forbundet med at være fokuseret i sit liv, og den vilje, der eventuelt er fraværende, sådan at man ikke fokuserer. Det afgørende er derfor, at man selv skal vælge at være fokuseret. Man skal skærpe sin bevidsthed og rette den imod de konkrete udfordringer, man selv står overfor her og nu. Man må tilsvarende selv vælge at være fokuseret på en måde, som er til gavn for én selv på det længere sigt.

Brug din fornuft og undgå former for mysticisme

At mobilisere sin vilje, og skærpe sin bevidsthed vil i praksis for mennesker sige, at man vælger at bruge sin fornuft mere end man gjorde tidligere. Det ikke-fokuserede er i praksis det ikke-fornuftige. Man vælger at fokusere med sin bevidsthed. Og man styrker bevidsthedens muligheder for at løse problemer ved at bruge fornuften mere og bedre. Fornuften er helt overordnet derfor det eneste virkelige redskab, man bruger til at overleve og leve med. Det er derfor også fornuften, der skal tages i brug, hvis man ønsker at leve bedre.

Sidstnævnte er vel at mærke ikke noget, der i vor tid giver sig selv. Tværtimod skal man ikke surfe ret meget rundt på Internettet, før man vil kunne læse de modsatte anbefalinger: Andre mener man skal give afkald på fornuften, og det anbefales - modsat her - at man vælger det mystiske: en religion, en nyreligiøs bevægelse, eller et eller andet koncept, som præsenteres som universalmiddel, man tilsyneladende kan tilegne sig ved blot at købe et bestemt produkt.

Forudsætningen for at man lever det gode liv, er imidlertid, at man ved at det man gør, er godt. Derfor kræver en forbedring af ens eget liv, at man bevidst vælger at tilegne sig det, som skal til, for at man forbedrer sig. Denne tilegnelse sker så via fornuften; det vil sige ved, at man bliver præsenteret for noget, der giver mening, og som man derfor overtager, fordi man accepterer det som siges; hvad enten det, som formidles er holdninger, ideer, viden, indsigter, erfaringer m.v.

Vær bevidst i valget af værdier og moral

Hvis man har accepteret det ovenstående: at midlet til et bedre liv går via brugen af fornuften, og at man har sin egen vilje til at vælge at bruge fornuften mere og bedre, så er man faktisk allerede nået så langt, at man som udgangspunkt er rustet mod en masse kortsigtede og skadelige råd.

Herefter mangler man det, man kan kalde for ”retningsvejledning”: I kraft af anerkendelse af fornuften og af viljen til at handle på basis af det, man vil med sin fornuft, hvad skal så den overordnede retning for ens handlinger være? Man har med andre ord brug for en målestok, en standard og et afsæt for sine handlinger. Dette afsæt er sådan set allerede blevet erkendt i kraft af udgangspunktet: Man havde indset, at visse handlinger var skadelige for ens eget liv; og man ønskede derfor at konfrontere disse handlinger, og i praksis ændre de dele af ens adfærd, som man mente var negativ. Man har erkendt at det er forkert at skade sig selv. Det næste logiske skridt er så bevidst, at erkende, at det er godt at forbedre ens eget liv. Dette er simpelthen den anden side af den samme erkendelse.

Man kan formulere indsigten således:

Dit liv er en forudsætning for, at du har noget, at værdsætte. Dit eget liv er dermed at betragte som et ultimativt gode for dig. Uden dit liv kan ingen andre goder værdsættes og opnås. Afsættet for det gode liv er derfor, at du er i live, og at du ser livet som en værdi. Hvad du foretager dig, bør derfor være livsbekræftende for dig selv, så længe du ønsker at være i live og forholde dig til, hvad der er godt. Forudsætningen for at du er i live, som er et gode for dig, er derfor, at du foretager dig livsbekræftende handlinger, hvad angår dig selv.

Det gode for mennesket er dermed også det livsbekræftende. Og for at vide, hvad der styrker ens eget liv såvel fysisk som psykisk må man - i kraft af artens kendetegn - bruge sin fornuft.

Atter er der så nogle, der siger, at ovenstående ”giver sig selv”. Men her må man så svare, at mange andre formidler det stik modsatte: at man som individ skal ofre sig for ”samfundet”, det vil sige andre individer, og at disse individer så også skal ofre sig for andre; eller at man skal ofre sig for et uidentificerbart overnaturligt væsen; eller at man skal ofre sig for mystiske postulater om ”balance” og ”harmoni”, som man finder sådanne påstande hos miljøbevægelsen eller i Buddhismen.

Disse alternative bud på, hvad der er godt, præsenteres imidlertid ikke som valg, der skal træffes med fornuften men i kraft af ”intuition”, ”følelse” eller ”tro”. Disse muligheder kan derfor ikke siges at være alternativer, hvis man mener at fornuften er en forudsætning for overlevelse. I sidste instans er det så et valg man selv træffer, om man mener at fornuften er det centrale eller ej. Men læg i den forbindelse mærke til, at de der ikke bruger deres fornuft i praksis altid er afhængige af, at andre bruger deres. ”Velfærdsstaten” er i den forbindelse netop skabt som et forsøg fra menneskers side, der gerne vil slippe for at bruge fornuften, det vil sige på at slippe for dette i praksis; og det kan de vel at mærke gøre i det omfang, at andre er villige til at arbejde for dem og betale skat til dem.

Gør dine værdier og moral til noget altomfattende i dit liv

Ovenstående handler med andre ord om, at det er en positiv værdi, at man foretager sig handlinger og tilegner sig holdninger, der styrker ens eget liv. Pointen er endvidere, at disse holdninger tilegnes med fornuften, og altså også om, at de gode holdninger må gå forud for de gode handlinger. Det er endvidere vigtigt, at man integrerer sine værdier med alle de handlinger, man foretager sig.

Det mest vanskelige er ikke, at man ved at anstrenge sig indser, hvad der er rigtigt og forkert. Den virkelige udfordring består rettere i, at man anvender det man lærer på sit eget liv; og sætter de nye indsigter ind i den kontekst, som man i praksis selv befinder sig i.

Ovenstående kan formuleres sådan, at det oftere er vigtigere at bruge tid på at tænke mere - samt læse eller lytte mindre. Ens værdier og moral kendes nu engang på de konkrete handlinger, man foretager sig og de praktiske valg, man træffer fra dag til dag.

Magtgale socialistiske kvinder

Det er et almindeligt anerkendt faktum, at flere kvinder end mænd stemmer på de socialistiske venstrefløjspartier, hvor villigheden til at tvinge og true via statsapparatet er større, end det alt andet lige er tilfældet i borgerlige partier. De mest diktatoriske partier findes med andre ord til venstre.

Dermed ikke sagt, at man i de eksisterende borgerlige partier, hvor mænd i højere grad stemmer har en særlig velfunderet og principiel indstilling til, hvornår, det er - og ikke er - legitimt at anvende magten.

Men de socialistiske partier går ikke desto mindre i front, når det gælder den politiske magtanvendelse og tvangen, der finder sted via statsapparatet. Og flere kvinder end mænd stemmer som nævnt på disse socialistiske partier, der vil bestemme over vores liv, reducere vores frihed og konfiskere vores ejendom.

Spørgsmålet er nu det simple: hvorfor er det sådan?

Svaret er uden tvivl komplekst. Som udgangspunkt er det imidlertid nødvendigt at udelukke enhver form for ”determinering”. Kvinder har lige så meget fri vilje som mændene.

Og nogle kvinder er frihedsorienterede og respekterer de individuelle frihedsrettigheder i langt højere grad end de fleste mænd. Nogle gør det rent faktisk i en absolut forstand, og baserer vel at mærke deres stillingtagen på et helt grundlæggende filosofisk system.

Jeg gentager: nogle kvinder tager politisk stilling på basis af virkelig tænkning. De har via tankeprocesser erkendt, at mulighederne for, at man kan skabe sig en værdig tilværelse, kun kan opstå på frihedens betingelser. Dette betyder, at de er blevet overbeviste om, at man må respektere andres retmæssigt erhvervede ejendom samt deres tros-, tanke-, handle-, og ytringsfrihed.

Ovenstående gør socialismen derimod ikke; den erstatter frihedsrettighederne med ”kræverettigheder”, hvor nogle skal være slaver af andres behov.

Hvis man ikke ved hvad ”kræverettigheder” er, kan man bare besøge Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten eller Socialdemokratiet. Jo længere man kommer ud på venstrefløjen desto mindre plads er der til noget som helst andet end krav, som andre med magt skal tvinges til at opfylde. Derfor er det foragteligt at være socialist, og kvindelige socialister er nøjagtigt lige så foragtelige som de mandlige.

Et svar på spørgsmålet om hvorfor danske kvinder stemmer mere til venstre end danske mænd, kunne have at gøre med kvinders traditionelle placering, der gør, at vigtigheden af at argumentere logisk, traditionelt set har været mere begrænset end mændenes. Jeg tror at denne forklaring kan forklare den relativt højere grad af venstreorienteret stemmeadfærd selv den dag i dag.

Min bevisførelse for påstanden om, at ikke-fornuft spiller en central rolle, er den simple, at langt flere danske kvinder end danske mænd, direkte henviser til deres følelser, når de skal begrunde politisk stillingtagen.

Min begrundelse bygger på egne erfaringer, hvor jeg aldrig nogen sinde har hørt en mand direkte sige, at jamen det føler jeg, selv om det naturligvis også er måden mange mænd, når frem til politiske valg – blot ved at føle og ikke tænke. Disse mænd siger det imidlertid som hovedregel ikke højt; for de ved godt, at ”jamen det føler jeg” i virkeligheden ikke er gyldig argumentation.

Dette må derfor forklare en meget stor del af venstreorienteringen for kvinderne. Mange kvinder siger således ”Jamen det føler jeg” højt og trodsigt, og nærmest med noget man kan betegne som stolthed. At de på samme tid viser overfor den, de taler med, at de regner deres hjernekapacitet for så uendeligt lidt, berører tydeligvis ikke disse venstrefløjskvinder ret meget.

Undertegnede har nu engang hørt dette ”Jamen, det føler jeg” sagt så mange gange, at jeg er helt og aldeles overbevist om, at mange kvinder vitterlig mener, at dette er en valid måde at argumentere på; og jeg er netop vokset op i et venstreorienteret miljø. Her finder man dermed en slags stolthed i kraft af følelseshenvisningen over, at man ikke kan henvise til en objektiv standard og at man er fuldstændig principløs i sin argumentation. (Der er med få undtagelser i øvrigt tale om universitetsuddannede mennesker).

Komikeren Evan Sayet kalder dette for "the cult of indiscriminateness", altså at man dyrker det ikke-diskriminerende, hvor alt anses for lige godt.

Hvis dette er tilfældet, er man netop stolt af at bruge sine følelser og ikke sin fornuft, eftersom fornuften mere end noget andet diskriminerer:

Med fornuften udvælger man; man sondrer; måler, og vurderer sandt og falskt. Fornuften er kort sagt bindeleddet mellem ER og BØR.

Med følelserne kan noget derimod være sandt det ene øjeblik, og noget helt andet det næste. Samtidig er der ikke nogen standard som sådan for stillingtagen. Og det er netop denne standard, som er det første man fjerner i sin bevidsthed, når man ikke vil diskriminere, og tage stilling på basis af fakta og konsekvenser.

Hvad er det så, man som kvindelig socialist føler sådan på den lange bane? Man føler åbenbart, at man har ret til disse goder kaldet ”ydelser” eller ”velfærd”, som man kan opnå via demokratiet. Man føler at man har retten til at gå i stemmeboksen, og sørge for at andre kan aftvinges det, som disse andre har skabt ved produktiv adfærd. Og det man vil aftvinge andre er alt, hvad man føler, man har ret til at aftvinge.

Alt dette med argumentation, demonstration (det betyder bevisførelse og ikke fredsmarch), rationalitet, fornuft, logik, og ikke mindst spørgsmålet om retfærdighed er man praktisk talt komplet ligeglad med, eller rettere man viser gang på gang at man tager afstand fra sandhed og fakta. Spørger man den venstreorienterede om dette plyndringstogt er retfærdigt lyder svaret derfor blot at ”det er det da!” eller ”det synes jeg det er”; og man fornemmer i de tilfælde den venstreorienteredes stolthed over sikkerheden i følelsen af, at plyndringen er retfærdig. Den sikkerhed giver den socialistiske grundfølelse åbenbart. En psykologisk forklaring på sikkerheden i denne socialistiske følelse kan skyldes mængders holdninger: det vil sige oplevelsen af, at så mange andre føler det samme.

Niveauet som jeg beskriver her, og som jeg vel at mærke er vokset op med, er altså ikke ret højere end hvad man finder hos et barn i fireårsalderen. Og jeg tror, at grunden til at så mange kvinder har denne barnagtige indfaldsvinkel til politik og dermed også til spørgsmål, der handler om hvad der er rigtigt og forkert; samt årsagen til at flere kvinder end mænd vrager friheden for deres medmennesker ved at stemme på de socialistiske partier, der afskaffer friheden, måske skyldes at kvinder ikke altid er blevet behandlet ligeværdigt, når det gælder argumentation: Det kan nok ikke udelukkes, at der er nogle kulturelle forhold, der betyder, at det er mere acceptabelt for kvinder at være barnagtige, når det gælder moralske, filosofiske og politiske spørgsmål.

Måske er der her bidraget til at mænd giver deres venstreorienterede kvinder en ny chance for at lære at argumentere på et principielt grundlag.

For uden principperne og standarder for hvad der er rigtigt og forkert, så forsvinder til sidst også det civiliserede oplysningssamfund; og vi vender så tilbage til stadiet for de formørkede samfund, som man finder i primitive uudviklede uudviklede egne af verden (der også er socialistisk egalitære), såvel som i de samfund, der findes i de lande, der var på vej frem imod moderniteten men hvor man i stedet derefter gik den forkerte vej, og endte i stagnation og undertrykkelse - såsom det er tilfældet i Cuba og Nordkorea (og tidligere Rusland). I disse lande er ligestillingen således ret høj; men ufriheden er vel at mærke også til at tage og føle på. - Det ville således være sørgeligt, hvis flere kvinder i politik blot betød at bevægelsen frem i retning mod det socialistiske diktatur blev fremskyndet.

Det mest principfaste og frihedsorienterede menneske, undertegnede er bekendt med, er i øvrigt den kvindelige forfatter-filosof Ayn Rand. Jeg tror hun ville have været fuldstændigt målløs over de sørgelige danske forhold, når det gælder mange kvinders indfaldsvinkel til politik.

Den blå planet, vandmangel og det fri marked

Vand - giver liv, skaber konflikter, udløser krige, sender mennesker på flugt og påvirker miljøet. Mangel på vand truer vor eksistens. Det kunne man i det mindste læse på forsiden af Jyllands-Postens tillæg International (24/7). Ifølge journalist Lars From er tidens helt store spørgsmål endvidere hvordan klimaet vil ændre sig, og hvad det vil betyde for menneskenes levevis.

Sandt er det uden tvivl, at vand påvirker miljøet; hvad dette så end præcist skal forstille at mene. Men er det i grunden et meningsfuldt udsagn? Man kunne også skrive, at miljø påvirker vand. Man kunne godt formode at hensigten med at skrive dette er, at skabe en frygt baseret på det ukendte. For udsagnet bidrager simpelthen ikke til nogen form for forståelse, for hvad det vil sige at være menneske, og forholde sig rationelt til sine omgivelser. Endvidere må man stille spørgsmål ved Froms vægtning af, hvad der er vigtigt al den stund at adskillige milliarder af mennesker lever i ufrihed, fattigdom og plages af hungersnød, banale infektioner og lever et kort, usselt og brutalt liv. Der er med andre ord grund til at stille spørgsmål ved Froms vægtning af tidens helt store spørgsmål.

Hvad disse forskelle på livsvilkår handler om, er simpelthen ikke, om man har meget eller lidt adgang til vand. Der er mere fundamentale ting på spil. Det lyder måske banalt at skulle gøre opmærksom på dette, men vandmangel er nu engang en årsag - et resultat - af noget andet. Det er ikke en primær faktor. Det vil jeg illustrere i det følgende.

Er det i øvrigt godt eller skidt at vand påvirker miljøet (?) for nu at vende tilbage til Jyllands-Postens reklame for indholdet i deres temaavis. Svaret er, at udsagnet er en sætning med meget højt absurditetsindhold. Men det er kollektivisme også. Og det følgende handler også om vand og kollektivisme. Kollektivisme er vel at mærke noget, der har en meget klar tendens til at lamme individers adfærd, og blandt andet få dem til at foretage sig irrationelle og selvdestruktive handlinger. Man handler i flok, og man handler blindt. Man forhindrer ydermere individuel udfoldelse; og man forbliver dermed på det samme stadie, hvad angår velstand men også indsigt og oplysning.

Som eksempler på rendyrket kollektivisme skal nævnes Nordkorea, Pol Pots Cambodja, Maos Kina og Stalins Rusland. De fleste har vel forstået at der her er tale om kollektivisme og hvorfor kollektivisme så er destruktiv.

Hvad man har sværere ved, er at genkende de tendenser, der i det daglige fører os frem mod sådanne tilstande, hvor man sulter, dør i ufrihed, ikke får rent vand, tilstrækkelig mad, ikke overlever simple infektioner; og hvor samfund ikke oplever fremskridt men tilbageskridt. For det er hvad Kim Carstensen fra Verdensnaturfonden, der optræder i temaavisen, men også journalister på Jyllands-Posten bidrager til. (Mens andre på JP - men ikke hos Verdensnaturfonden - gør det modsatte). De trækker vores samfund i retning af kollektivisme. Den kollektivisme, der eksisterer den dag i dag i store dele af Afrika, og som man i den politiske korrektheds navn ikke vil erkende. I stedet taler man netop bare om vand og miljø. Faktum er imidlertid at man i Afrika præcis har meget stor respekt for miljøet og omgivelserne, og at dette er en central grund til at man lever som man også gjorde for hundreder og i visse tilfælde tusinder af år siden.

Vandmangel og Muhammed-tegninger

Kollektivisme handler blandt andet om at ignorere markedsøkonomi, ejendomsret og individualisme. Og det er netop hvad man gør i Jyllands-Postens noget vandede tillæg den 24. juli 2007.

I nordafrikanske lande bekriger forskellige stammer hinanden, og der er samtidig vandmangel. Men betyder kultur og religion ikke noget? Betyder stammementaliteten ingen ting. Det gør den dog stadig i vores del af verden. (Eksempelvis hvor en enkelt flygtning, der har to koner får medlemmer af Dansk Folkeparti til at gå i panik). Venstrefløjen taler da ellers også meget om racisme og diskrimination. Man kunne imidlertid godt få det indtryk, at religion betyder meget mere i andre dele af verden end vores. Det vil sige at man er mere racistisk og primitiv, end vi er det - eksempelvis i Nordafrika (end her hvor der ikke er vandmangel). Ja, faktisk kan man, hvis man blot ser en lille smule TV og læser aviser få indtryk af at man i mange egne stadig fører religionskrige - med en målsætning om at udbrede en bestemt tro. (Er det helt naivt at konstatere dette - al den stund at der tales så meget om "hellig krig" i såvel Nordafrika som i Mellemøsten og store dele af Asien).

Selv om Jyllands-Posten gerne vil fokusere på vand den 24. juli, så er det således forfatterens klare indtryk, at sådanne krige (der handler om alt andet end vand) også finder sted i eksempelvis Nordafrika. Men måske vil Jyllands-Posten på et senere tidspunkt belære skribenten om også dette: at vreden over Muhammed-tegningerne i virkeligheden blot var en skjult vandpolitisk tilkendegivelse? Og at religion i virkeligheden er noget underordnet? Den tilsyneladende vrede dækkede altså i virkeligheden over vandmangel? Man skulle næsten tro, at dette var indstillingen fra JP's side. For vand udløser krige, hævder Jyllands-Posten endvidere. Imidlertid har vand ingen intelligens - i modsætning til mennesker.

Hvordan og hvorfor går mennesker i krig? De deler sig ud fra religiøse eller verdsligt politiske anskuelser. Vand er derimod vand. Det ligger i grunden. Det fordamper. Det flyder. Men det udløser ingen som helst bestemt menneskelig adfærd. Og det kan derfor ikke siges, at sætte mennesker op i mod hinanden. Hvordan mennesker forholder sig til vandmangel, er nu engang et spørgsmål der kun kan besvares ved at forholde sig til, hvad der foregår i menneskers bevidsthed. Menneskers adfærd er langt mere forskelligartet end de laverestående dyrs, og det skyldes netop bevidstheden (og ikke om der er lidt eller meget adgang til vand). Eftersom det der står i Jyllands-Postens vandtillæg i det store hele enten kan henlægges under kategorierne "meningsløst" eller "overfladisk", vil jeg bruge lidt mere tid end sædvanligt på at diskutere de påstande og betragtninger, man kan finde.

Vand og determinisme

Den menneskelige intelligens sikrer, at man bevidst kan tage stilling til sine handlinger. Men når man på Jyllands-Posten skriver at vand fører til denne og hin adfærd, giver man ikke desto mindre udtryk for det stik modsatte.

Mangel på vand kan ikke desto mindre føre til mange forskellige slags beslutninger: Vandmangel kan eksempelvis give anledning til planøkonomiske projekter, hvor alle indbyggere gøres ansvarlige for alle andres vandbehov; og så tørster man i praksis, eftersom alle vælter ansvaret over på alle andre. (Flere i Europa arbejder i øvrigt på at kollektivisere energiforbruget og produktionen - naturligvis også i Verdensnaturfonden. Og det er bestemt ikke fordi man i Verdensnaturfonden interesserer sig for mennesker. Det handler om, at man vil begrænse menneskers frihed til fordel for miljøet).

Faktum er vel at mærke, at man ikke stoler ret meget på hinanden i de lande, hvor der er vandmangel. Der er endvidere intet nobelt eller ædelt ved den "levevis", som Lars From omtaler andetsteds: Kvinder undertrykkes. Traditioner fastholder adfærden i negative mønstre. Man producerer i vid udstrækning for og til sig selv (og altså ikke til et marked). Endvidere er der i netop Nordafrika en begrænset arbejdsdeling og specialisering. Man har isoleret sig kulturelt. Og man lever i vid udstrækning, som man gjorde for hundrede år siden. Ofte er de mest moderne nyskabelser våben. Andre få moderne elementer være kommunikation, - som man dog ofte i høj grad bruger til krigsførelse. I de lande, hvor der stadigvæk er sult, hungersnød og vandmangel glimrer fraværet nu engang af alle de kulturelle revolutioner, som har præget den vestlige verden - herunder som den helt centrale revolution: respekten for det enkelte menneskes frihed til at bruge sin egen dømmekraft og gå sine egne veje. Den respekt og forståelse glimrer tilsvarende ved sit fravær i Jyllands-Posten, hvor man fra Lars Froms side åbenbart drømmer om, at man i Nordafrika skal bevare ovenstående levevis.

Fraværet af denne forståelse for at vores velstand bygger på individuel frihed generelt i dansk presse, viser samtidig, der er noget helt galt med mediebilledet, og at journalisten Ole Birk Olesen havde ret i påstanden om, at journalister er kollektivistiske - ved at påpege, hvor mange der stemmer på Enhedslisten. Den samme fraværende forståelse betyder også, at man nok bør overveje sit abonnement på sådanne aviser, eftersom man i praksis betaler til at nogle mennesker promoverer kollektivisme, der dels vil føre den vestlige civilisation tilbage til et tidligere stadie, men også fastholde ovennævnte kulturer i den stagnation, der er årsag til deres aktuelle fattigdom og nød.

Globalisering gør de basale varer billigere (også vand!)

Vandmangel kan kun bidrage som et input - det vil sige som et simpelt faktum - i en erkendelse af, at man ikke er en del af det teknologiske globale marked, hvor vandmangel ikke længere er en realitet. Steder hvor man for hundrede år siden ikke kunne have industri eller landbrug, kan det nu i dag lade sig gøre på grund af teknologi, der gør vand tilgængelig og rigelig. Dette handler om, at man kan producere noget, der er så meget værd, at det kan betale sig at skaffe vand selv ved relativt høje omkostninger, eftersom indtægterne ved ens egen adfærd tilsvarende er høje. Så kan man dyrke store og øde landområder i USA og Australien, hvor man ikke kunne gøre det for hundrede år siden.

Ovenstående er så blot en anden måde at sige, at det ikke er evnen til at opfinde nye vandløsninger, der er det umiddelbart afgørende, men vel at mærke som det primære, at det er karakteren af selve systemet (om det er frit eller ej) der er det, som er centralt: - Det er de generelt lave omkostninger i et samfund, som helhed, der er afgørende for at man kan opdyrke nye områder, dræne og overrisle dem, som betyder noget. Det afgørende er altså, at prisen på metal, gummi, kobber, what ever er lav. Dette er hvad, der er forudsætningen for eksempelvis etableringen af afsaltningsanlæg med videre. Denne forudsætning handler dermed om tilstedeværelsen af markedsøkonomi, som altså handler om frivillig arbejdsdeling og specialisering, som atter lader sig gøre i kraft af den private ejendomsret og friheden til at handle (altså til at købe og sælge i almindelighed, til at spare op, investere, købe og sælge jord, bruge jorden sådan som man selv vil, osv. osv.)

Disse velgørende forhold eksisterer så netop i den økonomisk frie del af verden - vores verden, men ikke i den del af verden hvor der sult og vandmangel. Fra Lars Froms side tror jeg, at man ignorerer ovennævnte forskelle (og ser bort fra forskelle på, om man er del af markedsøkonomien eller ej), fordi man har en skjult dagsorden, hvor denne ignorance spiller en rolle (Mit gæt er, at man vil det samme som man vil i Verdensnaturfonden og hos Greenpeace: Det vil sige, reducere menneskers handlefrihed til ære for miljøet).

Lars From nævner i øvrigt selv i JP- tillægget, at det i dag er langt billigere, at fremstille drikkevand af havvand. Faktisk er det ved at være så billigt, at meget tyder på, at vi danskere burde insistere lidt mere end vi gør på et friere vandmarked. For ifølge Lars From er prisen […] blevet halveret inden for de seneste år, så afsaltning af havvand i dag i mange tilfælde kan laves til en lavere pris end den, de danske vandværker skal have for at hente rent grundvand p af den danske undergrund.

Forudsætningen for at man kan nyde godt af teknologiske landvindinger, er ikke desto mindre, at det kan betale sig for nogle at implementere dem. Her gælder det derfor netop, at det skal være muligt at tjene penge på vandet. Det er netop i lande, hvor der er friere markeder, at varerne generelt er billige. Og at der i disse lande indenfor forskellige områder, så er tale om, at statslige virksomheder overtager og søger at efterligne private virksomheder gør ingen forskel på årsagen til, hvorfor varer kan produceres forholdsvis billigt. Forklaringen er stadigvæk, at man er del af markedsøkonomien. Nogle steder har man blot et svækket marked, med en høj grad af statslig indblanding, og så betaler man som regel lidt mere for sine varer end man ellers ville gøre. Eller man kan i kraft af subsidier betale lidt mindre for subsidierede produkter (hvor så skatteyderne betaler prisen for den konkrete "billiggørelse"). Men det generelle prisniveau og købekraften for den almindelige borger er ikke desto mindre stadigt bestemt af det forhold, at der findes en i almindelighed fri markedsøkonomi, hvor der generelt og indenfor de fleste områder er konkurrence om at reducere omkostningerne. Derfor ser man netop, at hvor konkurrencen er mest fri, der falder priserne mest, og da udvikles produkterne tilsvarende i et højere tempo, end dér hvor staten styrer og blander sig mere.

Måske kan vandmangel - jævnfør at der er tale om et simpelt faktum - bidrage til grundlæggende økonomiske reformer i et land. I nogle lande har man i det mindste erkendt, at der skulle være en individuel belønning ved at man foretog sig noget produktivt. Dermed har man også erkendt at nogle skulle tjene på at levere vandet, ligesom andre skulle tjene på at levere fødevarer, tøj, sko, biler, cykler og flyvemaskiner. Men det er ikke desto mindre mennesker selv, der bestemmer sig for om de vælger planøkonomi og politisk undertrykkelse - eller politisk og økonomisk frihed.

Fordummelse i Jyllands-Posten

Hvad mon uvidende mennesker vælger, hvis de læser Jyllands-Posten tillægsforside? Som nævnt stod der at: Vand - giver liv, skaber konflikter, udløser krige, sender mennesker på flugt og påvirker miljøet. Mangel på vand truer vor eksistens. - Jeg tror de mest uvidende vil vælge ufriheden. Især de yngre generationer, der ikke ved bedre. For de lærer i kraft af de fleste af artiklerne i tillægget, at vand er et kollektivt problem. Det vil de også lære (fra de samme journalisters side eventuelt suppleret med flere bidrag fra Verdensnaturfonden) gælder for landbrugsproduktion, og for alt muligt andet. Det bliver det blot ikke mere sandt af.

I Jyllands-Posten tillæg er der således ikke noget, der hedder forskel på økonomiske systemer. Og her er vand derfor et globalt problem, selv om det ikke er tilfældet i praksis. Så der er implicit et budskab, der handler om at problemerne skal løses i kraft af mere økonomisk centralisering og styring, og altså ikke at vores økonomiske frihed skal udbredes til netop de egne, hvor man står overfor alverdens forskellige former for mangeltilstande - og altså ikke blot vand, som tillægget på barnagtig vis insinuerer.

Klimajournalister som Lars From bryder sig derfor tydeligvis ikke om markedsøkonomi. For Lars From er det afgørende spørgsmål, som han selv skriver hvordan klimaet vil ændre sig. Og med det fokus sætter han nogle ret fundamentale forskelle (kultur, marked, oplysning, tradition, religion, med mere) på stand by. From begår med andre ord en "alt andet lige", når han hævder at det er mangel på vand, der gør, at befolkninger ikke kan opretholde deres levevis. Og denne levevis der tales om, er vel at mærke den materielt tilbagestående levevis, man også kan se på det billede fra det vestlige Indien, som er bragt nedenunder Lars Froms indledende artikel (International s. 3). Det forestiller en hob af fattige mennesker forsamlet rundt om en brønd.

Tilsvarende skaber vand ikke konflikter, selv om man påstår dette på sin forside. Mennesker skaber konflikter, og de forhindrer hinanden i at løse problemer og leve i fred og frihed. Fra Lars Froms side regner man dermed åbenbart ikke mennesker for ret meget, hvis man skal tage ovenstående vanddeterminisme, og påstande om hvad vand gør ved mennesker, alvorligt.

Men vand giver liv, det er da i det mindste sandt? Ja, det er sandt at vand er en forudsætning for menneskers eksistens. Men det er nu engang mennesker, der skaber de forudsætninger, hvorunder vand kan bruges i en livgivende sammenhæng. Det er den eneste måde at forene Jyllands-Posten mange påstande om vand.

Man kunne således have skrevet følgende, i stedet for det man bragte på temaavisens forside:

Vand er et centralt gode. Mangel på vand kan man forholde sig til på mange måder. I nogle lande dræber man hinanden for at få vand. I andre lande er det er marked for vand. Der er forskelle på menneskelig adfærd. Der er forskel på synet på religion. Og på fornuftens betydning. Der er også store forskelle på forståelsen for teknologi. Det gælder således ikke bare om at få teknologi. Det gælder om at kunne skabe og udvikle teknologi. Mangel på vand handler ikke mindst om vurderingen af vigtigheden af økonomiske systemer for, om der bliver skabt velstand eller ej.

Denne indfaldsvinkel er helt modsat hvad man kan læse i JP's vandtillæg.

Mangel på vand truer vor eksistens, skriver man endvidere - jævnfør indledningen. Igen befinder man sig på et rablende niveau, hvor påstanden strider mod hvad man som borger i et velstående, oplyst og industrialiseret samfund kan iagttage. Her er bestemt ingen vandmangel. I USA kan man i vor tid således leve af at designe (virtuelt) tøj til karakterer i computerspil. Man har altså bevæget sig meget langt væk fra problemstillingerne vedrørende vand.

I den industrialiserede del af verden er der - hvis man ikke har øjne i hovedet til at se det - derfor rindende vand i hanerne. Vand findes i rigelighed og til overflod. Og teknologien gør, at vi med lethed kunne gøre havvand til drikkevand. Grunden til at "vi" (helt præcist entreprenører og kapitalister) ikke gør dette er, at det ikke kan betale sig.

Men grunden til at der er rigeligt med vand er vel at mærke den samme grund til at nogle kan leve at designe computerspil eller ligefrem, hvis man er dygtig, leve af blot at spille dem, er, at der her findes overlegen teknologi, og en udbredt grad af arbejdsdeling, der har effektiviseret produktiviteten, og dermed gjort sådanne bekymringer overflødige, hvad angår os selv (så længe vi vel at mærke bevarer og styrker markedsøkonomien).

Industrisamfundet handler dermed ikke først og fremmest om forbrugsgoder, men eksempelvis om maskiner, der producerer maskiner; der betyder at der kan gøres mere med færre menneskers indsats. Industrisamfundet handler dermed om masser af landvindinger, der sikrer at ressourcerne bruges mere optimalt, og som overflødiggør en masse hårdt arbejde, - og som dermed frigør arbejdskraft til noget, der er mere interessant men også lettere end tidligere tiders arbejde.

Det kollektive "vi"

Flere af JP's læsere leder sikkert efter et ord for at få de mange forkerte og skøre påstande fra Jyllands-Postens og vandtillæggets side til at give mening. Ordet der kunne få hoved og hale på vrøvlet, man finder er således netop "markedsøkonomi". Det er præcis et ord, der forsvundet i journalistikken sammen med "ejendomsret". Men det er præcis et begreb, der er helt afgørende for at forstå, hvorfor der er mennesker, der lever i noget, vi må betegne som ubeskriveligt armod: De er ikke en del af det frie, åbne og globaliserede marked. De er tværtimod isolerede fra det. (Og det er utroligt at man kan bruge et helt temanummer om vandmangel uden rigtigt at komme ind på dette forhold. Det er - for nu at gentage - rystende).

Når disse begreber forsvinder, er der således kun det kollektive "vi" tilbage. Og i denne kollektive verden er alle således ansvarlige for alle andres liv og levned. Men sådan er det blot ikke i praksis. Når man fjerner menneskers ret til at handle i frihed og erstatter det med den kollektivisme, man finder i Jyllands-Postens bizarre tillæg, fører denne adfærd netop til den fattigdom og de mangeltilstande, man beskriver. Problemet med at insistere på det kollektive "vi", er endvidere, at det netop er blevet så tindrende absurd at gøre dette, i kraft af at vi i vor tid netop har forskellige økonomiske systemer, og også at der så åbenlyst kan findes tydelige forskelle på værdier, kulturer, adfærd og menneskesyn, at dette kollektive "vi" (hvor alle skal være alle andres vogter) bliver grotesk.

Det kollektive "vi" kan simpelthen ikke forklare de mange forskellige jobfunktioner i den højteknologiske og højtudviklede frie verden. Her er netop ikke tale om kollektive projekter. Der er tale om individuelle projekter, som bliver til noget, fordi de er interessante for bestemte mennesker: Nogle efterspørger computerspil, og nogle har så flair for at udvikle dem. Så bliver disse spil til noget, selv om andre er fuldstændigt ligeglade med at spilindustrien findes.

Når det gælder vand er der som bekendt tale om noget alle efterspørger. Men man efterspørger vand på vidt forskellige måder. Derfor leveres vand også på mange forskellige måder i industrisamfundet. Og det sker netop i kraft af den personlige frihed og ejendomsretten. Rent vand og drikkevand findes i rigelige mængder - som følge af den velstand, der er skabt fordi det kan betale sig at opføre sig produktivt; det vil sige på grund af ejendomsretten og handlefriheden (samt altså også den oplysning, der har kunnet sprede sig på grund af respekten for individet, og som derfor også i sidste instans handler om ejendomsret).

Det er således sandt, at mangel på vand truer individer i lande, der ikke har markedsøkonomi og ikke er del af den industrialiserede verden. Tilsvarende er det altså sandt at vandkollektivisterne vil have, at vand skal leveres på bestemte måder. De vil styre produktionen af vand. Og det vil de ikke kun hvad angår fattige lande, men også hvad angår vores del af verden. Resultatet af dette projekt bliver naturligvis ikke kun stigende priser for vand. Projekterne må ses som en del af et mere overordnet projekt, der handler om at styre og kontrollere produktionen i almindelighed. Denne målsætning vil man ikke kun finde hos Greenpeace og Verdensnaturfonden, men i vid udstrækning også i den offentlige sektor - og blandt ministre (som Connie Hedegaard), der netop lader sig inspirere af, hvad der kommer fra denne fløj. Man ønsker dermed ikke, at mennesker skal være frie til at producere det, som de selv vil, eftersom de kan se en fordel i at gøre det. I stedet vil kollektivisterne udpege stadigt flere fælles projekter, som så skal implementeres fra centralt hold - fra oven. Og hvert eneste nyt projekt, kræver så, at der bliver afsat ressourcer til disse; og her skal den frie befolkning så yde ofre, så man kan føre sine lidet oplyste projekter ud i livet.

Omvendt så er de rigtige skridt at tage - væk fra kollektivisme - samtidig nogle skridt, som individer må og kan tage hver især: I Kenya behøver man derfor ikke at vente på, at man genfinder friheden i Zimbabwe, og omvendt. Og i den ene ende af Kenya behøver man ikke vente på den anden: Man må og kan selv vælge at gå i enten den ene eller anden retning. (Også i Danmark må man som enkeltstående individ på sin egen måde gøre op med de former for kollektivisme og flokmentalitet, der truer friheden, der hvor man selv befinder sig).

Vand og katastrofer

Man skriver således også at, vand sender mennesker på flugt. Ja, nogle gange opstår der en katastrofesituation. Og - igen - jo bedre teknologisk stillet man er, desto bedre kan man så forholde sig til sådanne undtagelser: Så er der effektive veje, hvorved man kan bringe hjælpen ind og hjælpe befolkningen ud. Der er fly, helikoptere, biler og lastbiler. Atter har noget (truende vandmasser), som virkeligt er skadeligt fået mindre skadelige konsekvenser netop som følge af den livgivende markedsøkonomi og industrialisering. Og atter må man konstatere, at man på Jyllands-Posten lader som om industrisamfund og markedsøkonomi ikke gør den vigtige og afgørende positiv forskel, som det er tilfældet i praksis. I andre dele af verden er der således af og til ingenting andet end sult, nød og afsavn, som er udgangspunlktet før katastrofen indtræffer. Efter katastrofen er alting så endnu værre. "Det kollektive problem" består derfor i, at disse lande, ved at forblive låst ude fra den globale økonomi vil blive ved med at producere flygtninge og blive ved med at være fattige. Men det er atter ikke noget, man forholder sig til fra Jyllands-Posten side. (For målet er - ifølge denne forfatters antagelse baseret på de påstande, der er identificeret i vandtillægget - at man vil reducere vores velstandsskabende frihed, og ofre denne på et alter, der handler om miljøet som en værdi-i-sig-selv. Vores ofre vil naturligvis ikke ændre på fattige landes evne til at øge deres produktivitet og til at skabe velstand. Tværtimod.)

Konklusion

Så hvorfor er man i nogle lande så rige og i andre lande fattige? Det handler for nu at gentage om forskelle på økonomier. Det handler om graden af oplysning. Det handler om muligheden for at man kan producere i fred og frihed. Herunder (men som noget underordnet i forhold til det systemiske) skal det også kunne betale sig at frembringe (sælge og distribuere) vand. Det handler blandt andet også om hvor meget eller hvor lidt tro/overtro dominerer i et givent samfund. Det handler kort sagt om rigtigt mange af de ting, som man ellers skulle tro, at man i Jyllands-Posten var blevet konfronteret med i kraft af "tegninge-krisen".

Men når det gælder vand-spørgsmålet forholder man sig tværtimod nærmest lige så primitivt som de stammer, der skreg og råbte i forbindelsen med den omtalte krise. Man vil have at hele verdens befolkning skal bekymre sig om hele verdens vandforsyning. Alternativet er naturligvis ikke, at ingen bekymrer sig om vand; men at individer i deres nærområde forholder sig til dette spørgsmål for deres område. Derfor har vi en velfungerende industri: Det er fordi det for den enkelte kan betale sig at handle - her og nu, der hvor han eller hun befinder sig.

Frihed og respekt for ejendomsretten har civiliseret planeten

I kraft af netop ovenstående frihed har man i Europa kunnet bevæge sig ind i uudforskede og tilbagestående egne af Syd-, Mellem-, og Nordamerika, Australien, New Zealand og så videre; og man kunnet forandre situationen for mennesker generelt ved simpelthen at forandre situationen for sig selv, der hvor man var: Rejste man som britisk straffefange til Australien for hundredvis af år siden, var man ikke længere ansvarlig for vandsituationen i hjemlandet (eksempelvis Storbritannien), så var man kun ansvarlig for at sikre sig vand til sig selv, dér hvor man nu var havnet. Det gjorde man så ved at efterspørge vand med den indkomst, man opnåede. Andre kunne så tjene penge på at levere vand! Det er faktisk ret simpelt. Men dette kræver altså, at man har ret til at søge at tjene på at levere vand til dem, der efterspørger. Det er netop dette som journalisterne fra Jyllands-Posten i praksis bidrager til at forhindre.

Meget hurtigt blev meget få individer i den industrialiserede verden derfor ansvarlige for at levere vand til den øvrige befolkning i kraft af pengeøkonomien og den private ejendomsret. I kraft af tilsvarende former for specialisering og arbejdsdeling andre steder kan disse leverandører af vand samtidig levere det i rigelige mængder til en meget billig pris.

Kollektivisme og slaveri vs. frihed, individualisme og frivillig arbejdsdeling

Men nu viser det sig (ifølge Jyllands-Posten), at denne historie om markedsøkonomi og skabelse af materiel overflod samt afskaffelse af vandmangel (og rindende vand til masserne) åbenbart var en and… Vand er ifølge Jyllands-Posten et kollektivt anliggende, hvor alle er ansvarlige for alle. Og det betyder i praksis også, at vi alle er hinandens slaver. Det er bare ikke sandt. Den største trussel mod menneskers eksistens er først og fremmest menneskers egen dumhed. Og denne dumhed har man i Jyllands-Posten med sit vandtillæg bidraget kraftig til at forøge.

Nogle samfund har derfor vitterligt udviklet sig en retning, der betyder, at man har distanceret sig fra i det daglige at skulle frygte banale infektioner, og om man får mad nok og vand nok. Disse lande har markedsøkonomi. Her findes individualisme. Det betyder dermed, at der er udbredt arbejdsdeling og specialisering. Det er netop også denne specialisering, der betyder at der med relativt få ressourcer kan sikres rindende vand i hanerne og rent drikkevand til hele befolkningen i vores del af verden.

I andre lande har man ikke markedsøkonomi; eller hvad der findes af et marked er særdeles begrænset. Og dér vil man også finde en meget lav grad af individualisme (altså respekt for individets ret til at handle i frihed). Der vil være meget lidt specialisering og arbejdsdeling: Næsten alle laver det samme, det vil sige: næsten alle er beskæftiget med landbrug. Men udbyttet er samtidig meget lavt, netop på grund af fravær af arbejdsdeling og specialisering, som nu engang er en af de forudsætninger, der (ikke mindst sammen med kapitalakkumulation) sikrer den teknologi, der fører til en mere optimal brug af ressourcerne.

Ovenstående meget grundlæggende forskelle er derfor afgørende. I kraft af den forskel kunne man derfor også tage et hvilket som helst andet emne, og opdage at man sørme også mangler alt muligt andet i ikke-teknologiske samfund, der ikke er en del af den globale økonomi! Og atter vil forklaringen være, at man ikke har respekt for den private ejendomsret, og at man holdes tilbage af skadelige traditioner. Disse skadelige traditioner ønsker Lars From i øvrigt netop at bevare (jævnfør talen om at kunne bevare "oprindelige folks" levevis). Midlet til at gøre dette er dels at kræve, at vi i vesten skal stille vand til rådighed uden at stille spørgsmål ved den iboende skadelighed forbundet med den skadelige "traditionelle levevis" (jævnfør de kroniske mangeltilstande), og dels, at vi på sigt skal afvikle vores eget industrisamfund ved at reducere den vækst, som han hævder skader andre. (Bemærk at man netop med sin indfaldsvinkel behandler den vestlige industrialiserede verden som ét stort kolllektiv og resten af verden som et andet).

Den kortsigtede konsekvens i vores frie og industrialiserede del af verden - på den politik som ikke mindst Greenpeace og Verdensnaturfonden (men for den sags skyld også Miljøministeriet) vil have os til at føre, vil lige så forudsigeligt være stagnation. Det langsigtede resultat vil med samme usvigelige sikkerhed være, at vi vender tilbage til det stadie, man i ikke-industrialiserede og ufrie samfund befinder sig på i dag.

---

Henvisninger:

Der er store forskelle på økonomisk og politisk frihed i verden. Her er tre henvisninger til institutioner, hvor man kortlægger disse forskelle, som man i JP's temaavis stort set ignorerede:

Freedom House - oversigt over økonomisk og politisk frihed

Fraser Institute: Economic Freedom

Heritage Foundation : Index of Economic Freedom 2007

Havvand kan gøres til drikkevand: Læs om Desalination i Wikipedia
- Atter kræves en velfungerende økonomi, for at sikre at sådanne projekter bliver tilstrækkeligt rentable til, at nogle vil investere i dem, hvis og såfremt at der er mangel på ferskvand i et givent område. Rentabiliteten forsvinder naturligvis i det omfang at etniske grupperinger, og forskellige religiøse individer bekriger hinanden. - På koranskoler lærer man heller ikke ret meget, der sikrer materiel velstand. Det er tværtimod noget man foragter. Det må gøre en forskel i praksis.

Fra COIN-bloggen:

Klimajournalistikkens kulturløse regndans


Blandingsøkonomien er aflyst

Johan Norberg i Djævlens Advokat
- Budskabet er at markedsøkonomi og økonomisk frihed bør spredes til resten af verden.

Artikler fra Copenhagen Institute:
Jesper Ib: Har du ret til dårligt vand?

George Reisman: Environmentalism in the Light of Menger and Mises

Hvordan vi bør forholde os til menneskelige påvirkninger af klimaet

Lars From i Jyllands-Posten:

Vand: For lidt eller for meget

Millioner drikker havvand

Star Trek og værdikampen

Som nævnt i et indlæg i Nyhedsmagasinet RÆSON, kan der findes et vist slægtskab mellem Star Trek og Liberalismen. Det handler blandt andet om, at begge er koncepter, der beskæftiger sig med fremskridt og civilisation. Der findes vel at mærke også en forbindelse mellem den frihedsorienterede skønlitterære forfatter Ayn Rand og så Star Treks skaber Gene Roddenberry. Star Treks ophavsmand var således bekendt med filosoffen Ayn Rand, der med sit forfatterskab i særdeleshed har bidraget til at øge interessen for politisk og økonomisk frihed i USA.

Der er dog også nogle tilsyneladende uligheder, samt åbenlyse forskelle på hvad Star Trek, står for, og så hvad det betyder, at gå ind for alle de friheder, som omfattes af den politiske og økonomiske liberalisme. Som et yderpunkt – der afviser forbindelsen - kan der identificeres en tilgang, der mener at Star Trek, står for noget autoritært og statscentreret - og i bund og grund noget negativt og uforeneligt med frihedsorienteret værdikamp. Som et andet yderpunkt findes altså dem, der mener at Star Trek netop handler om noget af det gode ved liberalisme: Fremkomsten af teknologi og maskiner, der gør vores liv lettere.

Hertil må så bemærkes, at begge disse to tilgange tager fejl, eftersom Star Trek ikke som det primære handler om økonomiske systemer eller for den sags skyld teknologi – men først og fremmest om mennesker, der interagerer med hinanden, og som gør dette ud fra nogle bestemte værdier. Og med den sidste indfaldsvinklen bliver det langt lettere at se, hvorfor lighederne mellem liberalisme og Star Trek er større end forskellene.

Forudsætningen for at liberalisme, det vil sige udbredt økonomisk og politisk frihed kan realiseres er nu engang, at mennesket er et fornuftsvæsen herunder rationelt, målrettet, skabende, kreativt og undersøgende. Det er netop den socialistiske stat, der via statspropaganda gør sit bedste for at præsentere den modsatte version. Star Trek er blevet til i USA, der om noget er individualismens hjemland. Og individualisme handler netop om evnen til at gøre en forskel som individ, dér hvor man er. Den liberalistiske individualisme, handler præcis som i Star Trek om, at mennesket underlægger sig naturen, og forandrer omgivelserne, så de bedre passer til individernes egne behov.

Den individualisme som man finder i Star Trek handler tilsvarende ikke, som det er tilfældet for socialisme om, at mennesker underlægger sig mennesker. (For det er resultatet af kollektivisme i praksis). Målet for at udforske er således, at finde nye muligheder for frivilligt samarbejde med andre civilisationer. Star Trek serien viderebringer samtidig indfaldsvinklen, at vi (i modsætning til hvad der kommer fra Forbrugerstyrelsen) ikke er ofre for vores egen kreativitet og skabertrang, men at vi som mennesker har såvel evnen som retten til at nyde de frembringelser, der skabes ud fra de elementer, der findes i naturen. Der er således ingen maskinstormere eller ”grønne” som hovedpersoner i serien – eller på stjerneskibet Enterprise i det hele taget. Det kan der af gode grunde ikke være. (Og nej, man kan ikke bestille ”økologisk” mad ombord.)

Miljøbevægelsen, hvad angår menneskers civilisation lader i Star Treks fremtid i det store hele til at være et overstået kapitel. Nogle få afsnit i de første serier kan ligefrem siges at gøre nar af såvel hippier som økologister. En af Enterprise' officererer i 1960’ernes serie rammes således af en rumsyge, der fører til udråb om, at man skal lade universet være i fred! (The naked Time, the Original Series, Season one). I en anden episode fra 1960’erne er der tale om forkælede unge, der er åbenlyse maskinstormere og vil tilbage til naturen. Det vil de naturligvis i kraft af et stjerneskib, der skal finde en passende ”uspoleret” planet til formålet. (The Way to Eden, The Original series, Season three). Her kan man derfor iagttage det hykleri, man også finder i vor tid, med grupperinger, der vil leve i tryghed og med velstand - og så på en og samme tid vil tilbage til det oprindelige.

Hele indstillingen om fremskridt og fremgang, og om at universet er menneskets tumleplads, er dermed ifølge denne forfatter udtryk for noget centralt ved liberalisme og også ved Star Trek. Derfor fokuseres der også herfra især på de ideologier, der udgør en trussel mod fremskridtet, hvad enten det er socialisme, islamisme eller økologisme. Hvis man ikke forstår truslen kan man netop forestille sig, hvad disse totalitære ’ismer ville gøre ved den civiliserede og omgængelige adfærd på Enterprise.

Socialisterne, som rendyrkede kollektivister finder man i øvrigt også i skikkelse af det teknologiske mareridt ”the borgs”, der er i besiddelse af en "kollektiv bevidsthed". Islamisme finder man i form af krigeriske civilisationer. Tilsvarende finder man økologisme, i form af kulturer, der har besluttet sig for at låse deres kultur fast på et bestemt stade - til ære for stilstanden og en misforstået respekt for miljøet som værdi-i-sig-selv. Økologisterne i Star Trek, som man af og til besøger, kommer netop til at fremstå lattervækkende, eftersom de får besøg af en menneskelig civilisation, fra hvis side man kan redde liv med overlegen teknologi og kundskaber - erhvervet via åbenhed overfor det nye og dermed også i kraft af manglende respekt for rigide traditioner; og hvor man vel at mærke også takket være sin teknologi kan løse konkrete miljøudfordringer langt bedre end de økologisk stavnsbundne kan!.

Socialisme, som egalitarisme (lighedstrang), handler således ikke om fremskridt (og med undtagelse af de usandsynlige ”borgs) heller ikke om teknologi, men er et gammelt fænomen, der har holdt mennesker tilbage de sidste 130.000 år. Vor tids socialister iklæder sig blot videnskabens gevandter.

Respekten for videnskaben i befolkningen skyldes tværtimod netop liberalismen. Det er liberalismen, der har spredt de videnskabelige landvindinger til den almindelige befolkning. Det er takket være liberalisme, at der er fænomener, som masseproduktion, produktudvikling, billiggørelse o.s.v. Star Trek-serien er da også en kontant og konstant hyldest til mennesker, der får gjort noget, og som ”passer deres arbejde”, om man vil. Man behøver samtidig ikke være en af hovedpersonerne i serien for at gøre en forskel. Af og til er det et af de ukendte medlemmer, der træder til og redder dagen. Og her er en anden undtagelse, der vedrører Star Trek: Universet og Enterprise er ikke befolket af inkompetente, hvor heltene er undtagelser. Heltene er blot dygtigere end resten. (Hvilket står i skrap kontrast til de mange thrillers, hvor praktisk talt alle andre end hovedpersonen er inkompetente, og hvor de fleste andre i thriller-universet enten er korrupte eller ligeglade med, hvad der foregår).

Dertil kommer respekten for forskelligheder og individualitet, som man finder i Star Trek. Hvad angår det sidste, er man dog ganske rigtigt ikke helt konsistent i denne respekt for individuelle forskelligheder. Skal man være kritisk, må man konstatere, at det i Star Trek nogle gange ikke er individualitet, man respekterer. Af og til accepterer man en række former for undertrykkelse i mangfoldighedens (multikulturens) navn. Det man hylder i stedet, bliver så ”grupperettigheder” og/eller ”gruppeidentitet”. Denne inkonsistens kan skyldes, at forskellige forfattere har været involveret i de enkelte afsnit. Det kan også skyldes inkonsistens hos den enkelte forfatter. Sandheden er derfor, at Star Trek ikke er konsistent, og ikke kan sættes i bås politisk, men at der kan identificeres en række positive værdier. Dette har imidlertid ikke forhindret visse ”libertarianere” i at stemple Star Trek som socialistisk, statscentreret, militant og autoritært. Denne fløj har også set sig vred på den økonomi, som findes (eller som rettere stort set ikke findes) i Gene Roddenberrys fremtidsverden. Sagen er imidlertid, at Roddenberry såvel som Rand forsvarer ideen om, at mennesket er et mål i sig selv. (Rand gør det så en del mere konsistent).

Den mest kritiske fløj har derfor ikke forstået Star Treks positive kulturelle betydning, som handler om de karakterer, som man finder i serien herunder deres ret uformelle og tvangfrie kommunikation; og som også handler om, at de hver især har retten til deres individualitet, selvstændighed, rationalitet og faktuelle orientering. Man følger netop ikke blindt kaptajnen.

Den libertarianske surhed over, at der er en hierarkisk struktur på stjerneskibet Enterprise må tilsvarende siges at være malplaceret. Et skib uden en vis grad af hierarkisk struktur og veldefinerede kommandoveje er en praktisk umulighed. Ideen om et stjerneskib drevet i kraft af anarkisme, kan kun siges at være en socialistisk drøm, der intet har at gøre under overskriften ”frihedsorienteret værdikamp”. Det samme gælder naturligvis ideen om, at der skal være lighed på en arbejdsplads. Det er intet andet end anarkistisk socialisme. Der er nu engang ikke lighed i virkelighedens verden. Så hvorfor forsøge at få virkeligheden til at ligne en utopi, som ikke kan lade sig gøre; og som hver gang man forsøger at realisere den, viser sig at være et mareridt i praksis?

Så uanset om Enterprise var statsejet eller privatejet måtte strukturen selvsagt være hierarkisk. Det er forudsætningen for at man kan føre et hvilket som helst skib. Hvorfor ødelægge forudsætningerne for, at man kan udrette noget, blot for, at man kan insistere på at opføre sig barnagtigt, og lege at der ikke er forskel på intelligens, evner, talenter, ambition, vision, forståelse, dygtighed og så videre? Det er netop hvad de der ønsker at udbrede demokratiet til arbejdspladsen forsøger: Man vil ophæve virkelighedens forskelle og insistere på det egalitære, uanset konsekvenserne. Så heldigvis er strukturen på Star Trek, som på et hvert andet fartøj af en vis størrelse hierarkisk – uanset om det er militært eller civilt. Virkelighedens verden vil altid have nogle, der er ansvarlige indenfor bestemte områder, og som derfor har mere at skulle sige indenfor disse områder end andre.

I samme omfang har man fra den mest kritiske libertarianske fløj i vid udstrækning heller ikke forstået forudsætningerne for økonomisk fremgang. For disse handler som bekendt ikke blot om spille-regler. Det er med andre ord helt forkert, at fokusere på, om Enterprise er statsejet eller ikke (på samme måde som det er, at beklage sig over hiearkiet); eller for den sags skyld om der er en guldstandard eller ej i Roddenberrys univers (!) Forudsætningerne for at man måske en gang i fremtiden vil kunne nå i retning af en fremtidsverden ala Star Treks, forsætter nu engang som det primære, at mennesker er selvstændige, uafhængige, rationelle og fornuftsorienterede, og det er netop dette som science fiction-serien indeholder og viderebringer som en positiv værdi.

Med Star Trek findes således netop en ret vigtig undtagelse til alle de sociale bøvehoveder, som moderne fiktion, som film og tv-serier er smækfyldte af. I Star Trek står man overfor problemer, som man løser ved at bruge sin fornuft og de midler, man har til rådighed. Man kommer for det meste hele vejen rundt i brugen af intellektuelle redskaber til at tackle de mest forskelligartede udfordringer: samfundsvidenskab, kulturforståelse, matematik, psykologi, teknik, ingeniørvidenskab, lægevidenskab, militærstrategi, m.m. I vor tids amerikanske ”sitcoms” findes Star Treks personligheder derimod praktisk talt ikke længere: Her bruges i stedet 25 minutter på oneliners og gentagelsesfyldt tomgang. Noget af dette er underholdende på kort sigt, men det er aldrig virkeligt udfordrende. Det er samtidig yderst sjældent inspirerende. På vores side af Atlanten er det endnu værre. Her findes praktisk talt ingen forbilleder, men mere rædselsfuldt stort set kun socialrealistiske serier – ofte krimiserier, eller serier om papfædre og skilsmissebørn.

Med andre ord så er heltene, som de findes i Star Trek, forsvundet fra Europa. Dette er naturligvis helt i overensstemmelse med at den eneste ”helt” på kontinentet efterhånden er blevet Staten, der giver tilskud og krisehjælp til den stadigt voksende andel af befolkningen, der så kulturelt "hjælpes" til at miste troen på dem selv. I staten har man netop brug for via kulturen at fremstille de almindelige borgere, som ofre og hjælpeløse. Her udfylder de statslige eller statsstøttede tv-kanaler, deres opgave til punkt og prikke. - Derfor er der samtidig grund til at glæde sig over, at det private SBS-net for tiden genudsender Star Trek, der også langt overgår de "moderne" Science Fiction-serier, der kvæler sig selv i mysticisme – hvilket både gælder for Battlestar Galactica samt den ulidelige båndsløjfe - Stargate.

Star Trek er således fiktion, der tjener et formål ved at være inspirerende og visionær. Det er et alternativ til den moderne amerikanske dumsmarte dåselatter og den ligeså ulidelige europæiske grædekone-tv-serie. Med Star Trek er der i stedet tale om rollemodeller, forbilleder og helteskikkelser, sådan som man også kender dem fra De tre musketerer (Dumas), Ivanhoe (Scott), Jules Vernes og Victor Hugos bøger samt også tegneseriernes verden. Der er tale om mennesker, der handler ud fra nogle bestemte værdier; og hvor karaktererne i et eller andet omfang også udvikler sig, eftersom de fra forfatterens hånd har mulighederne for det. Om heltene i så fald befinder sig på et statsejet stjerneskib er i sagens natur underordnet.

Med andre ord bør fiktion ikke mindst handle om individer, man kan relatere sig til, eftersom de har positive holdninger og værdier, man kan genkende, forstå og bruge i praksis. Gary McGath forklarer en del af denne værdifuldhed i essayet Star Trek lives!:

”The "Optimism Effect" is the view of the future which Star Trek provides. It is a "vision of a brighter future of man, and of a world characterized by hope, achievement and understanding." Star Trek's presentation of such a future provides an image of success which can encourage someone seeking success for himself.

The Optimism Effect is not only a statement about the future, it is a statement about the nature of reality. In facing difficulties, discovering their nature and sources, and overcoming them, the Star Trek characters show "that the mind can understand reality and be a useful tool of survival." This philosophical optimism puts Star Trek in contrast with the view, which is prevalent today, that reality is malevolent and incomprehensible.

Closely related to the Optimism Effect is the "Goal Effect." This is the presentation of the idea "that important goals are worthwhile, worth striving for and -- attainable." Every episode of Star Trek deals with the seeking and attaining of important goals -- the saving of a life, a planet, or even a galaxy, the correction of an injustice, the attainment of co-operation between civilizations. ”

---

Læs mere i Gary McGath Star Trek Lives! (Blandt andet om Gene Roddenberrys interesse for Ayn Rand)

Johan Norberg - Ten favourite TV serials: Captain Kirk’s impulsive urge to liberty and Mr Spock’s rationality made this 60s classic the first really optimistic science fiction series, combining action and ideas. “To boldly go where no man has gone before”, is the noblest battle cry ever.

Warp speed Libertarianism af Alberto Mingardi (Negativt syn fra "libertarianer")

Was Spock an Austro-libertarian? af Jack Maturin (Positivt syn fra "libertarianer")

Ayn Rand – the Romantic Manifesto - Kunst har et psykologisk formål ifølge Ayn Rand. Dette formål handler ikke mindst om inspiration og motivation.

Anders Næsby i Jyllands-Posten - Kronik: Da helten forsvandt fra historien

Star Trek på COIN-bloggen.

En plan for Liberalisterne: til angreb på Venstre (om liberalisme som et koncept)

Hymne og menneskets omgivelser i fremtiden (Om miljøbevægelsen og Ayn Rand, Isaac Asimov, Aldous Huxley og George Orwell).

Wikipedia – Star Trek

Wikipedia - Gene Roddenberry

I Danmark findes to modstridende kulturer

Som altid var Grønland fascinerende. Hver gang, jeg er i Grønland, bliver jeg imponeret over, hvordan det grønlandske folk gennem generationer har klaret sig i en meget barsk natur. - Det skrev Anders Fogh Rasmussen den 28. juni på sin nye blog.

Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.

Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.

Klimaet var en større udfordring før industrialderen

Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.

Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.

Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur

Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.

Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså og