Via lovgivning kan I - i løbet af en enkelt aften - ødelægge frugterne og ophobninger af et århundredes arbejde, men jeg vil gerne stille jer den udfordring, at I viser mig hvordan I, via lovgivning fra dette parlament kan bidrage med bare en krone til dette riges velstand. Den velstand udspringer nemlig fra den industri og intelligens, der udgår fra dette lands befolkning. I kan ikke styre denne intelligens. Og I kan ikke gøre noget bedre, end at overlade denne intelligens til dets egne impulser. Hvis I via lovgivning forsøger at angive en retning for samhandel eller industriel aktivitet, så er det odds tusind til én på, at I vil gøre det forkerte, og hvis det skulle ske, at I endte med at få ret og gøre det rigtige, vil der alligevel være tale om overflødige anstrengelser, for de parter for hvem I lovgiver for, ville have gjort det rigtige også uden jer, samt gjort det bedre uden jeres indblanding.
Richard Cobden, tale i The House of Commons vedrørende korn-lovene, den 27. februar 1846 – i ”Taler ang. spørgmål vdr. Offentlige anliggender af Richard Cobden, MP, redigeret af John Bright og JE Thorold Rogers. T. Fisher Unwin, London, 1870, vol. I, p.197
Fra note i Fra anti-monopolpolitikken mod katastrofen: En oversigt over den Europæiske Unions konkurrence-politik.
Viser indlæg med etiketten Regulering. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Regulering. Vis alle indlæg
28. december 2007
21. november 2007
EU kaster sig over Google
Google vil købe informations, management- og reklamevirksomheden DoubleClick. Dette har aktiveret EU-kommissærerne, der har et ret besynderligt syn på den fri konkurrence. Eurokraterne mener således, at den fri konkurrence skal beskyttes med hård hånd i kraft af indgreb og forbud mod eksempelvis fusioner.
I EU vil man derfor sætte sig ned og gøre op med sig selv, om man vil tillade den frie handel og køb og salg af virksomheder - også i dette tilfælde. Man vil således blandt andet undersøge om den opkøbte virksomhed alternativt ville have udviklet sig til en konkurrent til Google. For hvis nu dette (fremtidsscenarium) er det korrekte, så har man ifølge "EU-visdommen" skadet konkurrencen ved at tillade købet.
- Men man kan jo ikke skue ind i fremtiden. Så man gætter bare. Og det er sådanne gæt, som virksomheder i fremtiden i kraft af mere magt til eurokraterne vil være afhængige af.
På tilsvarende vis vil man også "undersøge" (gætte på) om stordriftsfordelene forbundet med købet af DoubleClick alt andet lige vil være til fordel eller ulempe for forbrugerne set under ét (hvordan man så end ser alle Europas forbrugere under ét). - Men også her er man i kraft af det med fremtiden, dårligt stillet. Man er ringere stillet end alverdens spekulanter, eftersom man netop ikke er hverken spekulanter eller investorer på det korte eller lange sigt. (I stedet har man magt, og så har man i Brussel ofte nogle kontakter til konkurrenter i erhvervslivet, der er interesserede i et bestemt udfald).
Fondation Robert Schuman: On 21 September 2007, Google notified to the Commission the proposed acquisition of DoubleClick. After a preliminary review, the Commission has decided to open an in-depth investigation into whether the proposed transaction would significantly impede effective competition within the European Economic Area (EEA) or any substantial part of it. The Commission will, in particular, investigate whether without this transaction, DoubleClick would have grown into an effective competitor of Google in the market for online ad intermediation. It will also investigate whether the merger, which combines the leading providers of respectively, on the one hand, online advertising space and intermediation services, and, on the other hand, ad serving technology, could lead to anti-competitive restrictions for competitors operating in these markets and thus harm consumers. [egen fremhævelse]
Mere her
Læs Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning.
Platonic Competition, Part I
Platonic Competition, Part II
I EU vil man derfor sætte sig ned og gøre op med sig selv, om man vil tillade den frie handel og køb og salg af virksomheder - også i dette tilfælde. Man vil således blandt andet undersøge om den opkøbte virksomhed alternativt ville have udviklet sig til en konkurrent til Google. For hvis nu dette (fremtidsscenarium) er det korrekte, så har man ifølge "EU-visdommen" skadet konkurrencen ved at tillade købet.
- Men man kan jo ikke skue ind i fremtiden. Så man gætter bare. Og det er sådanne gæt, som virksomheder i fremtiden i kraft af mere magt til eurokraterne vil være afhængige af.
På tilsvarende vis vil man også "undersøge" (gætte på) om stordriftsfordelene forbundet med købet af DoubleClick alt andet lige vil være til fordel eller ulempe for forbrugerne set under ét (hvordan man så end ser alle Europas forbrugere under ét). - Men også her er man i kraft af det med fremtiden, dårligt stillet. Man er ringere stillet end alverdens spekulanter, eftersom man netop ikke er hverken spekulanter eller investorer på det korte eller lange sigt. (I stedet har man magt, og så har man i Brussel ofte nogle kontakter til konkurrenter i erhvervslivet, der er interesserede i et bestemt udfald).
Fondation Robert Schuman: On 21 September 2007, Google notified to the Commission the proposed acquisition of DoubleClick. After a preliminary review, the Commission has decided to open an in-depth investigation into whether the proposed transaction would significantly impede effective competition within the European Economic Area (EEA) or any substantial part of it. The Commission will, in particular, investigate whether without this transaction, DoubleClick would have grown into an effective competitor of Google in the market for online ad intermediation. It will also investigate whether the merger, which combines the leading providers of respectively, on the one hand, online advertising space and intermediation services, and, on the other hand, ad serving technology, could lead to anti-competitive restrictions for competitors operating in these markets and thus harm consumers. [egen fremhævelse]
Mere her
Læs Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning.
Platonic Competition, Part I
Platonic Competition, Part II
18. november 2007
Flere forfatningskommentarer
Er dette et for den gennemsnitlige EU-borger meningsfuldt dokument? Med andre ord kan europæiske borgere uden en lang videregående uddannelse forstå indholdet; og vil de ydermere kunne orientere sig ud fra det, endsige henvise til det, der står? (– Eller vil det ikke snarere blot være de særlige interesse-grupperinger, brancher samt offentlige institutioner, der i F-T har fået deres fingeraftryk og garantier om diverse beføjelser, ”midler” og støtteordninger ratificeret, der nu vil kunne få deres lobbyister, jurister og embedsmænd til at holde EU-politikerne op på de mange løfter, de nu har fået samlet i ét dokument?)
Endvidere kunne man stille spørgsmålet om F-T [Forfatningstraktaten] i såvel sin nuværende form, som med diverse tilføjelser reelt vil kunne siges at være et solidt fundament for den politiske og økonomiske stabilitet, som de fleste accepterer, er en forudsætning for økonomisk vækst, og dermed skabelsen af velstand i Europa?
For at konkretisere ovenstående kunne man også spørge, om ikke forudsætningen for økonomisk stabilitet og vækst, når det gælder såvel en forfatning som en traktat, ikke er et tekstligt indhold, der ikke er kendetegnet ved internt modstridende principper og regler? D.v.s.: giver det mening med sam-eksistensen af principper og regler, der for den ene gruppes vedkommende kan siges at gavne konkurrencen - og for en anden type af regler modarbejde den (eksempelvis diverse kvoteordninger eller landbrugsstøtte)? Eller er det betryggende med beskrivelsen af regler, der skal forsvare borgernes liv, frihed og ejendom, men hvor der på de næste mange hundrede sider beskrives et utal af projekter, hvor borgerne forventes at skulle ofre deres frihed, ejendom – og dermed også retten til at leve deres eget liv i fred og frihed?
Det europæiske nonsensvælde
http://s-espersen.blogspot.com/2007/01/det-europiske-nonsensvlde.html
Der findes ingen andre regionale blokke i verden, hvor de enkelte landes indbyggere – endsige deres respektive myndigheder – finder, at regionale støtte-overførsler som de europæiske, er nødvendige for at sikre den regionale fred og frihed. USA’s befolkning sender som bekendt ikke støttekroner til canadiske randområder; og Uruguays befolkning overfører ikke midler til befolkningen i Paraguay. Og ingen taler om, at indførslen af sådanne systematiserede overførsler skulle anses for at være retfærdige, ej heller at de skulle være nødvendige betingelser for at forbedre forholdene for den frie handel. At disse ’undladelsessynder’ ikke for længst har ført til krige mellem de pågældende lande, må derfor også forekomme embedsmændene i Bruxelles samt en række politiske beslutningstagere i Danmark at være et komplet mysterium.
Samtidig hævdes det ved særlige lejligheder, at det politiske samarbejde i EU handler om den frie handel, markedsøkonomi og herunder sikringen af den fri konkurrence. Hensynet til Det Indre Marked er som udgangspunkt også et slagkraftigt argument fra enhver EU-bureaukrats side, når repræsentanter for erhvervslivet skal overtales til at stemme ja til diverse EU-traktater. For hvem har lyst til at stå udenfor et område, hvor det underforstået antydes, at det bliver vanskeligt for virksomheder at handle frit med dem, der er indenfor? Men dette er naturligvis et paradoks: Et lukket område med fri handel og fri konkurrence. Det stemmer ikke. Og ’frit’ er da også en betegnelse med modifikationer. For internt vokser mængden af regulerende indgreb, forbud og kontrolforanstaltninger. Og udadtil forhindres handel med tredjelande af bl.a. toldafgifter og forskellige former for tekniske handelshindringer.
EU à la Monty Python
http://s-espersen.blogspot.com/2006/12/eu-la-monty-python.html
Endvidere kunne man stille spørgsmålet om F-T [Forfatningstraktaten] i såvel sin nuværende form, som med diverse tilføjelser reelt vil kunne siges at være et solidt fundament for den politiske og økonomiske stabilitet, som de fleste accepterer, er en forudsætning for økonomisk vækst, og dermed skabelsen af velstand i Europa?
For at konkretisere ovenstående kunne man også spørge, om ikke forudsætningen for økonomisk stabilitet og vækst, når det gælder såvel en forfatning som en traktat, ikke er et tekstligt indhold, der ikke er kendetegnet ved internt modstridende principper og regler? D.v.s.: giver det mening med sam-eksistensen af principper og regler, der for den ene gruppes vedkommende kan siges at gavne konkurrencen - og for en anden type af regler modarbejde den (eksempelvis diverse kvoteordninger eller landbrugsstøtte)? Eller er det betryggende med beskrivelsen af regler, der skal forsvare borgernes liv, frihed og ejendom, men hvor der på de næste mange hundrede sider beskrives et utal af projekter, hvor borgerne forventes at skulle ofre deres frihed, ejendom – og dermed også retten til at leve deres eget liv i fred og frihed?
Det europæiske nonsensvælde
http://s-espersen.blogspot.com/2007/01/det-europiske-nonsensvlde.html
Der findes ingen andre regionale blokke i verden, hvor de enkelte landes indbyggere – endsige deres respektive myndigheder – finder, at regionale støtte-overførsler som de europæiske, er nødvendige for at sikre den regionale fred og frihed. USA’s befolkning sender som bekendt ikke støttekroner til canadiske randområder; og Uruguays befolkning overfører ikke midler til befolkningen i Paraguay. Og ingen taler om, at indførslen af sådanne systematiserede overførsler skulle anses for at være retfærdige, ej heller at de skulle være nødvendige betingelser for at forbedre forholdene for den frie handel. At disse ’undladelsessynder’ ikke for længst har ført til krige mellem de pågældende lande, må derfor også forekomme embedsmændene i Bruxelles samt en række politiske beslutningstagere i Danmark at være et komplet mysterium.
Samtidig hævdes det ved særlige lejligheder, at det politiske samarbejde i EU handler om den frie handel, markedsøkonomi og herunder sikringen af den fri konkurrence. Hensynet til Det Indre Marked er som udgangspunkt også et slagkraftigt argument fra enhver EU-bureaukrats side, når repræsentanter for erhvervslivet skal overtales til at stemme ja til diverse EU-traktater. For hvem har lyst til at stå udenfor et område, hvor det underforstået antydes, at det bliver vanskeligt for virksomheder at handle frit med dem, der er indenfor? Men dette er naturligvis et paradoks: Et lukket område med fri handel og fri konkurrence. Det stemmer ikke. Og ’frit’ er da også en betegnelse med modifikationer. For internt vokser mængden af regulerende indgreb, forbud og kontrolforanstaltninger. Og udadtil forhindres handel med tredjelande af bl.a. toldafgifter og forskellige former for tekniske handelshindringer.
EU à la Monty Python
http://s-espersen.blogspot.com/2006/12/eu-la-monty-python.html
Giscard d'Estaing: Ny EU-traktat er en forfatning
19. september 2007
Selvmodsigende tobaks-regulering også i Israel
I Israel står man overfor de samme problemstillinger som man gør i Europa, hvad angår rygepolitik og tobaksforbrug. Rygere, der ønsker at finde alternative måder at indtage nikotin og nyde tobak på, opdager, at sundere alternativer, d.v.s. røgfri tobaksprodukter, er forbudte, mens det relativt mere usunde, det vil sige cigaretter, er tilladt. Af og til sker det så, at man bryder loven, og importerer det sundere men forbudte alternativ - ud fra visheden om, at myndighederne har begrænsede ressourcer. Brud på loven skal selvsagt ikke anbefales. Det skal dog påpeges, at disse myndigheds-ressourcer som nævnt også er ved at være udfordrede i Danmark, hvor politikeres påbud og forbud derfor nu vanskeligt kan håndhæves med de nuværende midler til rådighed.
Således kan man altså alligevel nogenlunde risikofrit som israeler kaste sig ud i sin foretrukne måde at lægge cigaretterne på hylden på, mens man ser sig over skulderen, når man køber de røgfri produkter, der er importeret uden tilladelse. Man handler altså alligevel ud fra en frygt for at blive opdaget af en myndighedsperson i et land, hvor man gerne må ryge men ikke må indtage nikotin i tobak ved at putte det i munden - vel at mærke sådan som "oprindelige" folkeslag har gjort det i måske årtusinder - eksempelvis i Sydamerika.
Forekommer det ikke en smule mærkværdigt med denne kriminalisering af noget, som jo tidligere har været et ret udbredt produkt også i Europa tidligere? (Ja, kriminaliseringen gælder jo for så vidt alle former for tobak. Hvis man henviser til tradition, burde man jo derfor netop i stedet konsistent bevare friheden til at producere samt forbrugernes frihed til at forbruge.) Konsekvensen af politikken er dermed ikke blot en reduceret personlig frihed samt kriminalisering, men også en ringere grad af sundhed, i det omfang at borgerne vælger at respektere lovgivningen, - og holder sig til cigaretterne.
Som det fremgår af nedenstående citat er der således en "aktuel tradition" om at ryge, der ifølge en israelsk advokat har vundet juridisk "hævd" på bekostning af nogle andre måder at indtage tobak på; vel at mærke nogle andre måder der er lige så gamle eller ligefrem ældre – jævnfør de traditioner man finder i Sydamerika og Europa tidligere. (”Hævd” minder på denne måde lidt om de fleksible termer man finder i monopollovgivningen, hvor man vælger at indsnævre det geografiske område tilstrækkeligt meget, sådan at man til sidst kan stemple en virksomhed, som "monopolist", selv om det ikke vil være tilfældet hvis man øgede den geografiske horisont, – og slet ikke hvis man tager hensyn til de virksomheder, der potentielt set kunne interessere sig for at gå ind på området, men ikke gør det i kraft at mulighederne for indtjening andetsteds i det økonomiske system):
Amos Hausner, a prominent Jerusalem lawyer and head of the Israel National Council for the Prevention of Smoking, told the Post that the import and sale of Kicks [en form for røgfri tobak] was a "criminal act. It is a food product that cannot be brought in and sold without Health Ministry authorization, and this has not been given. Nicorette chewing gum, which is a nicotine-delivery system, could not be sold without its getting Health Ministry approval. You can't sell a food product that endangers adults and children - except for cigarettes, which unfortunately are an exception, because even though they kill, they have been sold here long before the laws came into effect, and their sale has not been banned. But tobacco for sucking, chewing and sniffing is a food product, and its import and sale are prohibited." [egen fremhævelse]. Læs mere i - 'Sucking tobacco' illegally imported under ministries' noses.
Man fristes derfor til at spørge om denne Hausner virkelig har et ønske om at begrænse rygning, al den stund han kaster sig ud i et langt angreb på alternativerne! Var det ikke lettere at tillade mere, og så lade borgerne diskutere indbyrdes i frivillighed, hvad der var det bedste og det sundeste?
Forventer man i ramme alvor virkelig, at frie forbrugsvalg fører til stadigt ringere produkter? To hundrede års industrialisering og konkurrence globalt og nationalt viser imidlertid, at det forholder sig omvendt. - Protektionisme gavner derimod udelukkende de beskyttede virksomheder (som jo netop i kraft af den politiske adfærd sikres en monopolstatus), men også de beskyttede institutioner i staten, der lever af at fremstille sig selv som vogtere, alt i mens de forgriber sig på borgernes midler og afvikler deres frihed. Hvad angår Danmark må man så i den sidste henseende også konstatere, at vi i stadigt ringere grad har politiske beslutningstagere, der er i stand til at sætte grænser for navnlig protektionismen, der begunstiger statsmonopolisering.
Således kan man altså alligevel nogenlunde risikofrit som israeler kaste sig ud i sin foretrukne måde at lægge cigaretterne på hylden på, mens man ser sig over skulderen, når man køber de røgfri produkter, der er importeret uden tilladelse. Man handler altså alligevel ud fra en frygt for at blive opdaget af en myndighedsperson i et land, hvor man gerne må ryge men ikke må indtage nikotin i tobak ved at putte det i munden - vel at mærke sådan som "oprindelige" folkeslag har gjort det i måske årtusinder - eksempelvis i Sydamerika.
Forekommer det ikke en smule mærkværdigt med denne kriminalisering af noget, som jo tidligere har været et ret udbredt produkt også i Europa tidligere? (Ja, kriminaliseringen gælder jo for så vidt alle former for tobak. Hvis man henviser til tradition, burde man jo derfor netop i stedet konsistent bevare friheden til at producere samt forbrugernes frihed til at forbruge.) Konsekvensen af politikken er dermed ikke blot en reduceret personlig frihed samt kriminalisering, men også en ringere grad af sundhed, i det omfang at borgerne vælger at respektere lovgivningen, - og holder sig til cigaretterne.
Som det fremgår af nedenstående citat er der således en "aktuel tradition" om at ryge, der ifølge en israelsk advokat har vundet juridisk "hævd" på bekostning af nogle andre måder at indtage tobak på; vel at mærke nogle andre måder der er lige så gamle eller ligefrem ældre – jævnfør de traditioner man finder i Sydamerika og Europa tidligere. (”Hævd” minder på denne måde lidt om de fleksible termer man finder i monopollovgivningen, hvor man vælger at indsnævre det geografiske område tilstrækkeligt meget, sådan at man til sidst kan stemple en virksomhed, som "monopolist", selv om det ikke vil være tilfældet hvis man øgede den geografiske horisont, – og slet ikke hvis man tager hensyn til de virksomheder, der potentielt set kunne interessere sig for at gå ind på området, men ikke gør det i kraft at mulighederne for indtjening andetsteds i det økonomiske system):
Amos Hausner, a prominent Jerusalem lawyer and head of the Israel National Council for the Prevention of Smoking, told the Post that the import and sale of Kicks [en form for røgfri tobak] was a "criminal act. It is a food product that cannot be brought in and sold without Health Ministry authorization, and this has not been given. Nicorette chewing gum, which is a nicotine-delivery system, could not be sold without its getting Health Ministry approval. You can't sell a food product that endangers adults and children - except for cigarettes, which unfortunately are an exception, because even though they kill, they have been sold here long before the laws came into effect, and their sale has not been banned. But tobacco for sucking, chewing and sniffing is a food product, and its import and sale are prohibited." [egen fremhævelse]. Læs mere i - 'Sucking tobacco' illegally imported under ministries' noses.
Man fristes derfor til at spørge om denne Hausner virkelig har et ønske om at begrænse rygning, al den stund han kaster sig ud i et langt angreb på alternativerne! Var det ikke lettere at tillade mere, og så lade borgerne diskutere indbyrdes i frivillighed, hvad der var det bedste og det sundeste?
Forventer man i ramme alvor virkelig, at frie forbrugsvalg fører til stadigt ringere produkter? To hundrede års industrialisering og konkurrence globalt og nationalt viser imidlertid, at det forholder sig omvendt. - Protektionisme gavner derimod udelukkende de beskyttede virksomheder (som jo netop i kraft af den politiske adfærd sikres en monopolstatus), men også de beskyttede institutioner i staten, der lever af at fremstille sig selv som vogtere, alt i mens de forgriber sig på borgernes midler og afvikler deres frihed. Hvad angår Danmark må man så i den sidste henseende også konstatere, at vi i stadigt ringere grad har politiske beslutningstagere, der er i stand til at sætte grænser for navnlig protektionismen, der begunstiger statsmonopolisering.
6. september 2007
Monopolisering, protektionisme, regulering og forbudspolitik
I USA fører ny lovgivning sandsynligvis til, at the Food and Drug Administration (FDA), der svarer til den danske Forbrugerstyrelse, vil blive mere involveret i regulering af indholdet af cigaretter i USA.
Problemet forbundet med den udvikling, er imidlertid at ingen kan være tvivl om, at cigaretter ikke ligefrem er et sundt produkt. Rygning er tværtimod forbundet med, at man øger risikoen for at pådrage sig en række forskellige skader på sit helbred.
Spørgsmålet er derfor hvilke cigaretter, man skal godkende fra myndighedernes side i kraft af den stigende involvering? Med andre ord: Hvor usund må en cigaret i fremtiden være, når nu staten i USA aktivt bliver involveret i indholdet?
En ting er således, at man via staten - som i dagens Danmark - sætter et mærkat på et produkt, og skriver, at det er skadeligt for helbredet. Noget andet er, at man ved at blive direkte involveret i, hvad der skal være indholdet i cigaretterne, bliver aktivt engageret i produktionen.
Det er samtidig åbenlyst, at sådanne former for lovgivning åbner op for, at nogle ”samarbejdsvillige” virksomheder kan sikre sig massiv beskyttelse mod andre eksisterende virksomheder: - ofte nogle der er mindre eller nogle der er udenlandske, og også at man kan sikre sig beskyttelse mod potentielle fremtidige konkurrenter. Disse potentielle konkurrenter, der i kraft af den nye lovgivning så aldrig bliver det i praksis, er altså virksomheder, der som følge af ny lovgivning vil undlade at bevæge sig ind på et nyt territorium i kraft af, at lovgivningen stiller den eksisterende og etablerede udbyder i en mere gunstig situation, end det ellers ville være tilfældet.
Via lovgivning og et samarbejde mellem myndigheder og bestemte eksisterende virksomheder hæver man dermed barriererne for indtræden på et givent marked, mens man ændrer på den eksisterende konkurrencestruktur. Begge dele fører til ringere forhold forbrugerne ved at begrænse konkurrencen.
Lovgivning som en fristelse for virksomheder med ”gode forbindelser”
De muligheder som lovgivning og regulering udgør for etablerede virksomheder, skal derfor i vid udstrækning ses som en fristelse for netop disse virksomheder, i det omfang at lovgivning og bestemte politikere kan bruges, til at sikre disse virksomheder beskyttelse mod konkurrenterne.
Det er derfor en journalistisk opgave, at undersøge hvilke virksomheder eller delbrancher, der i givet fald høster fordele af aktuelle former for regulering. For sådanne fordele ved intervention findes naturligvis også for udvalgte virksomheder eller delbrancher, hvad enten det er indenfor energi, transport, medieområdet eller nydelsesmiddelområdet.
Typisk er det ofte ikke så svært at kortlægge hvem, der sidder tilbage med fordele i form af beskyttelse, eftersom disse virksomheder nogle gange vil have samarbejdet åbenlyst med de offentlige institutioner, der har drevet lobbyvirksomhed for at få bestemte former for lovgivning vedtaget. (Man kunne opstille en hypotese om, at denne åbenhed netop kunne skyldes en vis grad af journalistisk ligegyldighed overfor sådanne former for beskyttelse). Andre gange kan der være tale om mere uformel korrespondance mellem politikere og repræsentanter for disse virksomheder; hvor den interesse som virksomhederne har, så er blevet præsenteret som en politik, der gavner hele samfundet.
I Philip Morris tilfælde er det derfor sikkert blevet fremhævet, at man som en etableret virksomhed i sundhedens tjeneste gerne ville assistere staten med at implementere de forslag til produktforandringer, som man fra statslige regulatorers side gerne ville så gennemført. Sundheden har været det oplagte samtaleemne. Det er bare tvivlsomt, at ønsket om at sikre sig markedsandele ikke har spillet en rolle for interessen i, at samarbejde aktivt med myndighederne. For i praksis har man sikret sig en position, hvor man som de/den første kan sikre sig, at nye forbud gør mere skade på konkurrenterne end på én selv. Hvad mere er, så kan man ved at monopolisere markedet på denne måde, i bedste fald øge sin indtjening; ved at man i kraft af den statslige beskyttelse vil kunne hæve priserne på sit produkt, mere end man ellers kunne, uden at skulle frygte at kunderne vælger noget andet.
I kraft af ovenstående bidrager staten således til, at bestemte virksomheder beriger sig på forbrugernes bekostning. Regningen for sådanne relationer mellem dele af erhvervslivet og de politiske beslutningstagere sendes altså videre til forbrugerne. Som skatteopkræver kan man dog være forholdsvis ligeglad med, om der er én monopolist eller mange virksomheder, der konkurrerer frit. (Hvad angår skatteindtægter, var det i denne sammenhæng i øvrigt interessant, at notere sig, at man fra statens side herhjemme ikke var vanvittigt interesseret i et aktuelt forslag fra Philip Morris i Danmark, der gik ud på at hæve aldersgrænsen for at købe cigaretter til 18 år. Det ville jo føre til indtægtstab for statens side i kraft af det, man opkræver fra disse forbrugere mellem 17 og 18. Forslaget kunne også ses som en indledning til, at man ville gøre det samme, som man gør i USA, det vil sige øger samarbejdet med myndighederne. Det var i den forbindelse også forunderligt at høre forbudskvinden fra SF, Anne Baastrup sige, at hun ikke brød sig om forbudspolitik, hvorefter hun et split-sekund senere lovpriste det nye rygeforbud, der træder i kraft den 15. august! Men når man som Baastrup kalder sig socialist i 2007 kan man naturligvis heller ikke forvente alverden, hvad angår meningsfuldhed.)
En kortsigtet strategi
I kraft af monopoliseringen, der følger af samarbejdet mellem etablerede virksomheder og så statslige myndigheder og lovgivere, vil man imidlertid lettere som politisk aktør kunne legitimere sig overfor befolkningen, hvis man på et senere tidspunkt vælger at brandbeskatte den pågældende beskyttede virksomhed yderligere. Resultatet for den beskyttede virksomhed er således et privilegium, der på sigt alligevel har sin pris. (Et modtræk til denne status som monopolist (i kraft af øget statslig beskyttelse) kan så netop, som det er set i kraft af forslaget om aldersgrænsen i DK være, at den etablerede virksomheder forsøger at fremstille sig selv om værende på forkant med forbudslovgivning, og at man iklæder sig endnu mere politisk korrekte gevandter end de reguleringsivrige politikere).
Strategien, hvor man i stedet for at insistere på et frit marked med ens spilleregler for alle, allierer sig med lovgivere, kan derfor godt se en smule kortsigtet ud, - al den stund at sådanne former for politik i sagens natur vil skabe distance mellem virksomheden og på den anden side såvel forbrugerne men også borgerne i almindelighed. For her vil man som tiden går, blive opmærksom på den beskyttelsesposition, der er opnået i kraft af samarbejdet med myndighederne.
Traditionelt har det jo vist sig, at ”statsmonopoler”, såsom de offentlige – men også virksomheder eller brancher, som man i offentligheden ved nyder beskyttelse, ikke får befolkningens opbakning eller støtte, den dag myndighederne begynder at stramme grebet om dem. Et eksempel på at venskabsdannelse med offentlige myndigheder kan være kortsigtet, finder man naturligvis hos Landbruget. Når man i landbruget beklager sig over den offentlige indblanding, mens man alene i Danmark samtidig modtager ca. 11. mia. i landbrugsstøtte, er det oplagt at tale om dobbeltmoral, og det kan befolkningen godt forstå. Problemet er naturligvis, at det ikke er de samme landbrugsvirksomheder, der bukker under for statslig regulering som er de der modtager landbrugsstøtte. Den slags subtile detaljer er det blot langt vanskeligere at formidle overfor offentligheden. Derfor må rådet være, at man også på branche-niveau vælger en strategi, der er konsistent. (Herfra er rådet derudover, at man undgår de ”gode relationer” med myndighederne og i stedet plejer de gode relationer med forbrugerne på markedspladsen.)
På kort sigt beriger man sig ikke desto mindre på forbrugernes og borgernes bekostning, i det omfang man plejer gode relationer med regulatorer og politiske kontrolmennesker. På længere sigt skal man derimod ikke forvente at forblive gode venner med myndighederne, hvor man (hvis historien kan lære os noget) vil forstå at udnytte det forhold, at en given virksomhed opnår monopolstatus, og dermed også over tid mister anseelse og respekt i offentligheden.. På længere sigt vil man som etableret virksomhed derfor ikke kunne skjule de særfordele, som man netop har søgt ved at satse på ”gode relationer”. Og som det gerne skulle være anskueliggjort, vil man som virksomhed i kraft af strategien, derfor isolere sig på to fronter: Forbrugernes opbakning aftager. I samme omfang vil politikerne tillade sig at slække på ”de gode relationer”, og i stedet benytte muligheden for at regulere yderligere. Analogien om at ”tisse i bukserne for at holde varmen” må derfor siges at være passende.
Når det offentlige og det private smelter sammen
I kraft af den nye lovgivning bliver den statslige myndighed (i dette tilfælde FDA) derfor selv mere som en virksomhed, der udøver kvalitetskontrol, og som bestemmer sig for, hvilke produkter man vil sælger under sit mærke, og hvilke man ikke vil. Det var altså tidligere noget, der var forbeholdt de private virksomheder. Omvendt får den etablerede virksomhed, altså nogle privileger, der ellers normalt kun findes hos deciderede statslige virksomheder. I den private virksomheds tilfælde er privilegierne ganske vist uformelle. Men de har nøjagtig den samme funktion, som det er tilfældet for de formelle privilegier, der gælder for offentlige virksomheder: funktionen handler i begge tilfælde om beskyttelse mod konkurrence. DSB, DR, TeleDanmark og DONG har således nydt godt af sådanne formelle privilegier, og dermed også af forskellige former for beskyttelse, og nogle gør det også i dag.
I hvert land i Europa har man således i et eller andet omfang haft private virksomheder, der har bedrevet den samme form for politik, der handler om at holde udenlandske (eller potentielle indenlandske) konkurrenter ude. Det gælder altså for private virksomheder, der har appelleret til de lokale politikeres misforståede patriotisme; og hvor regningen er sendt videre til forbrugere og skatteydere. Det gælder også for de offentlige virksomheder, der er endnu mere beskyttede, og hvor regningen for protektionisme derfor er endnu højere. Nationalisme og protektionisme finder man også hos SF’ere i Danmark, hvor man vil have selvforsyning indenfor energiområdet. Ingen taler naturligvis om ”nationalisme”, eftersom nationalisme her kommer til udtryk fra medlemmer af venstrefløjspartier. Men hvad kan man ellers kalde det? Konsekvenserne er vel at mærke også de samme, som når borgerlige politikere beskytter udvalgte nationale (og/eller etablerede) virksomheder. Og omkostningerne for forbrugerne er naturligvis også den samme, uanset fra hvilken side protektionismen og den økonomiske nationalisme lanceres fra.
Uhellige alliancer
I kraft af ovenstående opstår, der således en uhellig alliance, hvor virksomheder bruger statens magtmonopol, til at sikre sig et markedsmonopol. De virksomheder, der sidder tættest på de politiske og administrative beslutningstagere og administratorer kan dermed opnå nogle fordele, som de aldrig ville kunne sikre sig via fri konkurrence. Ja, rent faktisk kan man i værste fald se frem til en total monopolisering af det område, man opererer indenfor. Det har netop været tilfældet med Danmarks Radio før man fik TV2, lokal-tv, tv3, satellitter, kabel TV med mere. Tilsvarende kan man derfor også sagtens forstille sig, at statslige myndigheder bliver særdeles aktivt involveret i et andet område, og at man også her har særlige præferencer, der begunstiger visse virksomheder på andre virksomheders bekostning. Det ser vi jo også i dag indenfor transportområdet eller energiområdet. Det interessante er så også, hvordan man fra politisk side opfører sig som ”uvildige” (for det skal folkevalgte jo principielt set være) alt imens, man i praksis søger at begunstige visse former for energivirksomheder eller de energiformer som ens foretrukne virksomheder udbyder.
Derfor er det helt grundlæggende problematisk, at lade det offentlige overtage private opgaver; simpelthen som følge af statens magtmonopol og muligheden for at benytte sig af skatteopkrævning. For det sidste betyder, at fiasko ikke altid får konsekvenser, men i stedet blot fører til krav om flere penge og nye chancer for nogle virksomheder, som forbrugerne tværtimod ville vrage, hvis de havde mulighed for det (og hvor forbrugerne ville belønne nogle andre and politikerne). Det problematiske består derfor naturligvis i, at skatteydernes penge og borgernes valgfrihed er på spil. Og at man i kraft af stigende politisk engagement indenfor et givent område, også er ved at afvikle den frihed, der netop har sikret såvel billigere produkter, men også den produktudvikling, der gør produkter bedre - og altså også i den aktuelle sammenhæng mindre skadelige. (Og det har den fri konkurrence altså også bidraget til indenfor nydelsesmiddelområdet, uanset om der er tale om produktudvikling indenfor alkohol- eller tobaksområdet).
Til skade for produktudvikling, produktionsfriheden og forbrugerfriheden
Hvad angår tobaksindustrien, er samarbejdet mellem lokale/nationale virksomheder og så den lokale stat, naturligvis ikke noget nyt. Hvad der heller ikke er nyt, er vel at mærke konsekvenserne ved at man beskytter bestemte virksomheder mod konkurrence, sådan som man gør det i såvel Danmark, EU og USA.
Hvad angår cigaretterne og tobaksprodukter i almindelighed er det således veldokumenteret hvordan industrisamfundets produkter – altså de samfund, hvor man i længst tid har haft en fri og levende konkurrence om at levere standardiseret kvalitet, også kan præstere den højeste kvalitet i praksis. Det sidste forhold er jo netop også årsagen til, at de største og mest dominerende virksomheder indenfor et givent område i et industrisamfund, kan se en fordel i monopolisering: fordi man ved, at man netop vil kunne leve op til de standarder, der bliver opstillet fra myndigheders og lovgiveres side, mens det ikke vil være tilfældet for mindre virksomheder, der dels ikke kan omstille sig så hurtigt til de krav, der aftales og som heller ikke sidder med ved bordet, og dels producerer for et mindre og måske mindre kritisk publikum, hvilket også er en faktor for såvel europæisk som amerikansk lovgivning. Virksomheder uden for henholdsvis USA’s og EU’s grænser kan man dermed også - ved at samarbejde med myndighederne - lettere holde ude.
Konklusion
Den nye lovgivning vil således føre til øget regulering af cigaretproduktionen, men måske endda med tiden også til et totalt forbud mod produktion af cigaretter, sådan som man så det med alkoholforbuddet i USA i 1920’erne og 30’erne. For i det omfang at staten påtager sig ansvaret for indholdet af et produkt, vil man fra statens side i det lange løb sikkert ikke kunne godkende noget, der så åbenlyst er usundt, som det er tilfældet med cigaretter. Problemet er blot også, at den statslige involvering fører til, at markedet og dermed incitamentet til produktudvikling stagnerer. (Og fraværet af produktudvikling og dermed sundere produkter vil så netop fremskynde kravet fra sunhedslobbyens side om et totalforbud).
Sagen er også et klassisk eksempel på, at protektionisme via staten er det samme som monopolisering på markedspladsen. Den viser, at forbudspolitik og strammere regulering i praksis kan virke om protektionisme af bestemte virksomheder, eftersom bestemte virksomheder bedre end andre kan leve op til de regler, der udvikles hos myndighederne; og at dette ikke mindst skyldes, at disse virksomheder ofte sidder med ved bordet som ”parter”, og i praksis bidrager med at fortælle, hvad de kan gå med til her og nu, og dermed at de aktivt bidrager til udviklingen af de regler, der passer bedst til egne vilkår.
Henvisninger:
The Food and Drug Administration
International Herald Tribune: Senate panel to take up anti-smoking bill
CATO – The Marlboro man and the FDA
- Radioindslag om blandt andet ”The bootleggers’ and babtists’ coalition”, og om hvordan Philip Morris kan “fryse markedet” ved at samarbejde med de amerikanske sundhedsmyndigheder.
Politiken: Tobaksindustri vil forbyde tobak for unge under 18
Jyllands-Posten: Stærk tobak
Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning
- Her diskuteres blandt andet den beskyttelse som europæiske regulatorer kan give eksisterende virksomheder på potentielle virksomheders bekostning, ved at man hæver barriererne for indtræden: Det vil sige, man øger via lovgivning de omkostninger som det har for en virksomhed, at bevæge sig ind på et nyt marked. Jo mere gennemreguleret et område er, desto mere vil man derfor også kunne forvente, at det pågældende område er præget af virksomheder, der ikke bliver udfordret af helt nye virksomheder eller af virksomheder, der aktuelt opererer på andre delmarkeder, og som kunne have valgt at gå ind på det regulerede område, men hvor omkostningerne ved at gøre dette holdes kunstigt højt til fordel for den beskyttede virksomhed, sådan at dette virker tilstrækkeligt afskrækkende på disse potentielle konkurrenter.
Socialistisk energipolitik: Stå aldrig til søs - lad de andre stå :
- Villy Søvndal vil have energimæssig selvforsyning for et lille land med kun fem millioner, der befinder sig i tryghed blandt fredelige naboer…
Lobbyisme
- Landbruget er kendt for at drive lobbyisme og pleje ”gode relationer” med de politiske beslutningstagere. Tilsvarende er det blevet et erhverv, der er gennemreguleret og politisk styret. Det har konsekvenser for forbrugerne og borgernes købekraft. Det har også konsekvenser for erhvervet, i og med at det gør det mindre attraktivt at være landmand. På sigt er der derfor meget, der tyder på at de “gode relationer” via lobbyisme har ret høje omkostninger, eftersom relationerne (eksempelvis i form af statsstøtte) gør det mere legitimt for politikere at regulere og dermed at blande sig mere i produktionen.
Ludwig von Mises: Interventionisme
John Blundell og Colin Robinson: Statsløs regulering - del 1 og Statsløs regulering del 2.
Problemet forbundet med den udvikling, er imidlertid at ingen kan være tvivl om, at cigaretter ikke ligefrem er et sundt produkt. Rygning er tværtimod forbundet med, at man øger risikoen for at pådrage sig en række forskellige skader på sit helbred.
Spørgsmålet er derfor hvilke cigaretter, man skal godkende fra myndighedernes side i kraft af den stigende involvering? Med andre ord: Hvor usund må en cigaret i fremtiden være, når nu staten i USA aktivt bliver involveret i indholdet?
En ting er således, at man via staten - som i dagens Danmark - sætter et mærkat på et produkt, og skriver, at det er skadeligt for helbredet. Noget andet er, at man ved at blive direkte involveret i, hvad der skal være indholdet i cigaretterne, bliver aktivt engageret i produktionen.
Det er samtidig åbenlyst, at sådanne former for lovgivning åbner op for, at nogle ”samarbejdsvillige” virksomheder kan sikre sig massiv beskyttelse mod andre eksisterende virksomheder: - ofte nogle der er mindre eller nogle der er udenlandske, og også at man kan sikre sig beskyttelse mod potentielle fremtidige konkurrenter. Disse potentielle konkurrenter, der i kraft af den nye lovgivning så aldrig bliver det i praksis, er altså virksomheder, der som følge af ny lovgivning vil undlade at bevæge sig ind på et nyt territorium i kraft af, at lovgivningen stiller den eksisterende og etablerede udbyder i en mere gunstig situation, end det ellers ville være tilfældet.
Via lovgivning og et samarbejde mellem myndigheder og bestemte eksisterende virksomheder hæver man dermed barriererne for indtræden på et givent marked, mens man ændrer på den eksisterende konkurrencestruktur. Begge dele fører til ringere forhold forbrugerne ved at begrænse konkurrencen.
Lovgivning som en fristelse for virksomheder med ”gode forbindelser”
De muligheder som lovgivning og regulering udgør for etablerede virksomheder, skal derfor i vid udstrækning ses som en fristelse for netop disse virksomheder, i det omfang at lovgivning og bestemte politikere kan bruges, til at sikre disse virksomheder beskyttelse mod konkurrenterne.
Det er derfor en journalistisk opgave, at undersøge hvilke virksomheder eller delbrancher, der i givet fald høster fordele af aktuelle former for regulering. For sådanne fordele ved intervention findes naturligvis også for udvalgte virksomheder eller delbrancher, hvad enten det er indenfor energi, transport, medieområdet eller nydelsesmiddelområdet.
Typisk er det ofte ikke så svært at kortlægge hvem, der sidder tilbage med fordele i form af beskyttelse, eftersom disse virksomheder nogle gange vil have samarbejdet åbenlyst med de offentlige institutioner, der har drevet lobbyvirksomhed for at få bestemte former for lovgivning vedtaget. (Man kunne opstille en hypotese om, at denne åbenhed netop kunne skyldes en vis grad af journalistisk ligegyldighed overfor sådanne former for beskyttelse). Andre gange kan der være tale om mere uformel korrespondance mellem politikere og repræsentanter for disse virksomheder; hvor den interesse som virksomhederne har, så er blevet præsenteret som en politik, der gavner hele samfundet.
I Philip Morris tilfælde er det derfor sikkert blevet fremhævet, at man som en etableret virksomhed i sundhedens tjeneste gerne ville assistere staten med at implementere de forslag til produktforandringer, som man fra statslige regulatorers side gerne ville så gennemført. Sundheden har været det oplagte samtaleemne. Det er bare tvivlsomt, at ønsket om at sikre sig markedsandele ikke har spillet en rolle for interessen i, at samarbejde aktivt med myndighederne. For i praksis har man sikret sig en position, hvor man som de/den første kan sikre sig, at nye forbud gør mere skade på konkurrenterne end på én selv. Hvad mere er, så kan man ved at monopolisere markedet på denne måde, i bedste fald øge sin indtjening; ved at man i kraft af den statslige beskyttelse vil kunne hæve priserne på sit produkt, mere end man ellers kunne, uden at skulle frygte at kunderne vælger noget andet.
I kraft af ovenstående bidrager staten således til, at bestemte virksomheder beriger sig på forbrugernes bekostning. Regningen for sådanne relationer mellem dele af erhvervslivet og de politiske beslutningstagere sendes altså videre til forbrugerne. Som skatteopkræver kan man dog være forholdsvis ligeglad med, om der er én monopolist eller mange virksomheder, der konkurrerer frit. (Hvad angår skatteindtægter, var det i denne sammenhæng i øvrigt interessant, at notere sig, at man fra statens side herhjemme ikke var vanvittigt interesseret i et aktuelt forslag fra Philip Morris i Danmark, der gik ud på at hæve aldersgrænsen for at købe cigaretter til 18 år. Det ville jo føre til indtægtstab for statens side i kraft af det, man opkræver fra disse forbrugere mellem 17 og 18. Forslaget kunne også ses som en indledning til, at man ville gøre det samme, som man gør i USA, det vil sige øger samarbejdet med myndighederne. Det var i den forbindelse også forunderligt at høre forbudskvinden fra SF, Anne Baastrup sige, at hun ikke brød sig om forbudspolitik, hvorefter hun et split-sekund senere lovpriste det nye rygeforbud, der træder i kraft den 15. august! Men når man som Baastrup kalder sig socialist i 2007 kan man naturligvis heller ikke forvente alverden, hvad angår meningsfuldhed.)
En kortsigtet strategi
I kraft af monopoliseringen, der følger af samarbejdet mellem etablerede virksomheder og så statslige myndigheder og lovgivere, vil man imidlertid lettere som politisk aktør kunne legitimere sig overfor befolkningen, hvis man på et senere tidspunkt vælger at brandbeskatte den pågældende beskyttede virksomhed yderligere. Resultatet for den beskyttede virksomhed er således et privilegium, der på sigt alligevel har sin pris. (Et modtræk til denne status som monopolist (i kraft af øget statslig beskyttelse) kan så netop, som det er set i kraft af forslaget om aldersgrænsen i DK være, at den etablerede virksomheder forsøger at fremstille sig selv om værende på forkant med forbudslovgivning, og at man iklæder sig endnu mere politisk korrekte gevandter end de reguleringsivrige politikere).
Strategien, hvor man i stedet for at insistere på et frit marked med ens spilleregler for alle, allierer sig med lovgivere, kan derfor godt se en smule kortsigtet ud, - al den stund at sådanne former for politik i sagens natur vil skabe distance mellem virksomheden og på den anden side såvel forbrugerne men også borgerne i almindelighed. For her vil man som tiden går, blive opmærksom på den beskyttelsesposition, der er opnået i kraft af samarbejdet med myndighederne.
Traditionelt har det jo vist sig, at ”statsmonopoler”, såsom de offentlige – men også virksomheder eller brancher, som man i offentligheden ved nyder beskyttelse, ikke får befolkningens opbakning eller støtte, den dag myndighederne begynder at stramme grebet om dem. Et eksempel på at venskabsdannelse med offentlige myndigheder kan være kortsigtet, finder man naturligvis hos Landbruget. Når man i landbruget beklager sig over den offentlige indblanding, mens man alene i Danmark samtidig modtager ca. 11. mia. i landbrugsstøtte, er det oplagt at tale om dobbeltmoral, og det kan befolkningen godt forstå. Problemet er naturligvis, at det ikke er de samme landbrugsvirksomheder, der bukker under for statslig regulering som er de der modtager landbrugsstøtte. Den slags subtile detaljer er det blot langt vanskeligere at formidle overfor offentligheden. Derfor må rådet være, at man også på branche-niveau vælger en strategi, der er konsistent. (Herfra er rådet derudover, at man undgår de ”gode relationer” med myndighederne og i stedet plejer de gode relationer med forbrugerne på markedspladsen.)
På kort sigt beriger man sig ikke desto mindre på forbrugernes og borgernes bekostning, i det omfang man plejer gode relationer med regulatorer og politiske kontrolmennesker. På længere sigt skal man derimod ikke forvente at forblive gode venner med myndighederne, hvor man (hvis historien kan lære os noget) vil forstå at udnytte det forhold, at en given virksomhed opnår monopolstatus, og dermed også over tid mister anseelse og respekt i offentligheden.. På længere sigt vil man som etableret virksomhed derfor ikke kunne skjule de særfordele, som man netop har søgt ved at satse på ”gode relationer”. Og som det gerne skulle være anskueliggjort, vil man som virksomhed i kraft af strategien, derfor isolere sig på to fronter: Forbrugernes opbakning aftager. I samme omfang vil politikerne tillade sig at slække på ”de gode relationer”, og i stedet benytte muligheden for at regulere yderligere. Analogien om at ”tisse i bukserne for at holde varmen” må derfor siges at være passende.
Når det offentlige og det private smelter sammen
I kraft af den nye lovgivning bliver den statslige myndighed (i dette tilfælde FDA) derfor selv mere som en virksomhed, der udøver kvalitetskontrol, og som bestemmer sig for, hvilke produkter man vil sælger under sit mærke, og hvilke man ikke vil. Det var altså tidligere noget, der var forbeholdt de private virksomheder. Omvendt får den etablerede virksomhed, altså nogle privileger, der ellers normalt kun findes hos deciderede statslige virksomheder. I den private virksomheds tilfælde er privilegierne ganske vist uformelle. Men de har nøjagtig den samme funktion, som det er tilfældet for de formelle privilegier, der gælder for offentlige virksomheder: funktionen handler i begge tilfælde om beskyttelse mod konkurrence. DSB, DR, TeleDanmark og DONG har således nydt godt af sådanne formelle privilegier, og dermed også af forskellige former for beskyttelse, og nogle gør det også i dag.
I hvert land i Europa har man således i et eller andet omfang haft private virksomheder, der har bedrevet den samme form for politik, der handler om at holde udenlandske (eller potentielle indenlandske) konkurrenter ude. Det gælder altså for private virksomheder, der har appelleret til de lokale politikeres misforståede patriotisme; og hvor regningen er sendt videre til forbrugere og skatteydere. Det gælder også for de offentlige virksomheder, der er endnu mere beskyttede, og hvor regningen for protektionisme derfor er endnu højere. Nationalisme og protektionisme finder man også hos SF’ere i Danmark, hvor man vil have selvforsyning indenfor energiområdet. Ingen taler naturligvis om ”nationalisme”, eftersom nationalisme her kommer til udtryk fra medlemmer af venstrefløjspartier. Men hvad kan man ellers kalde det? Konsekvenserne er vel at mærke også de samme, som når borgerlige politikere beskytter udvalgte nationale (og/eller etablerede) virksomheder. Og omkostningerne for forbrugerne er naturligvis også den samme, uanset fra hvilken side protektionismen og den økonomiske nationalisme lanceres fra.
Uhellige alliancer
I kraft af ovenstående opstår, der således en uhellig alliance, hvor virksomheder bruger statens magtmonopol, til at sikre sig et markedsmonopol. De virksomheder, der sidder tættest på de politiske og administrative beslutningstagere og administratorer kan dermed opnå nogle fordele, som de aldrig ville kunne sikre sig via fri konkurrence. Ja, rent faktisk kan man i værste fald se frem til en total monopolisering af det område, man opererer indenfor. Det har netop været tilfældet med Danmarks Radio før man fik TV2, lokal-tv, tv3, satellitter, kabel TV med mere. Tilsvarende kan man derfor også sagtens forstille sig, at statslige myndigheder bliver særdeles aktivt involveret i et andet område, og at man også her har særlige præferencer, der begunstiger visse virksomheder på andre virksomheders bekostning. Det ser vi jo også i dag indenfor transportområdet eller energiområdet. Det interessante er så også, hvordan man fra politisk side opfører sig som ”uvildige” (for det skal folkevalgte jo principielt set være) alt imens, man i praksis søger at begunstige visse former for energivirksomheder eller de energiformer som ens foretrukne virksomheder udbyder.
Derfor er det helt grundlæggende problematisk, at lade det offentlige overtage private opgaver; simpelthen som følge af statens magtmonopol og muligheden for at benytte sig af skatteopkrævning. For det sidste betyder, at fiasko ikke altid får konsekvenser, men i stedet blot fører til krav om flere penge og nye chancer for nogle virksomheder, som forbrugerne tværtimod ville vrage, hvis de havde mulighed for det (og hvor forbrugerne ville belønne nogle andre and politikerne). Det problematiske består derfor naturligvis i, at skatteydernes penge og borgernes valgfrihed er på spil. Og at man i kraft af stigende politisk engagement indenfor et givent område, også er ved at afvikle den frihed, der netop har sikret såvel billigere produkter, men også den produktudvikling, der gør produkter bedre - og altså også i den aktuelle sammenhæng mindre skadelige. (Og det har den fri konkurrence altså også bidraget til indenfor nydelsesmiddelområdet, uanset om der er tale om produktudvikling indenfor alkohol- eller tobaksområdet).
Til skade for produktudvikling, produktionsfriheden og forbrugerfriheden
Hvad angår tobaksindustrien, er samarbejdet mellem lokale/nationale virksomheder og så den lokale stat, naturligvis ikke noget nyt. Hvad der heller ikke er nyt, er vel at mærke konsekvenserne ved at man beskytter bestemte virksomheder mod konkurrence, sådan som man gør det i såvel Danmark, EU og USA.
Hvad angår cigaretterne og tobaksprodukter i almindelighed er det således veldokumenteret hvordan industrisamfundets produkter – altså de samfund, hvor man i længst tid har haft en fri og levende konkurrence om at levere standardiseret kvalitet, også kan præstere den højeste kvalitet i praksis. Det sidste forhold er jo netop også årsagen til, at de største og mest dominerende virksomheder indenfor et givent område i et industrisamfund, kan se en fordel i monopolisering: fordi man ved, at man netop vil kunne leve op til de standarder, der bliver opstillet fra myndigheders og lovgiveres side, mens det ikke vil være tilfældet for mindre virksomheder, der dels ikke kan omstille sig så hurtigt til de krav, der aftales og som heller ikke sidder med ved bordet, og dels producerer for et mindre og måske mindre kritisk publikum, hvilket også er en faktor for såvel europæisk som amerikansk lovgivning. Virksomheder uden for henholdsvis USA’s og EU’s grænser kan man dermed også - ved at samarbejde med myndighederne - lettere holde ude.
Konklusion
Den nye lovgivning vil således føre til øget regulering af cigaretproduktionen, men måske endda med tiden også til et totalt forbud mod produktion af cigaretter, sådan som man så det med alkoholforbuddet i USA i 1920’erne og 30’erne. For i det omfang at staten påtager sig ansvaret for indholdet af et produkt, vil man fra statens side i det lange løb sikkert ikke kunne godkende noget, der så åbenlyst er usundt, som det er tilfældet med cigaretter. Problemet er blot også, at den statslige involvering fører til, at markedet og dermed incitamentet til produktudvikling stagnerer. (Og fraværet af produktudvikling og dermed sundere produkter vil så netop fremskynde kravet fra sunhedslobbyens side om et totalforbud).
Sagen er også et klassisk eksempel på, at protektionisme via staten er det samme som monopolisering på markedspladsen. Den viser, at forbudspolitik og strammere regulering i praksis kan virke om protektionisme af bestemte virksomheder, eftersom bestemte virksomheder bedre end andre kan leve op til de regler, der udvikles hos myndighederne; og at dette ikke mindst skyldes, at disse virksomheder ofte sidder med ved bordet som ”parter”, og i praksis bidrager med at fortælle, hvad de kan gå med til her og nu, og dermed at de aktivt bidrager til udviklingen af de regler, der passer bedst til egne vilkår.
Henvisninger:
The Food and Drug Administration
International Herald Tribune: Senate panel to take up anti-smoking bill
CATO – The Marlboro man and the FDA
- Radioindslag om blandt andet ”The bootleggers’ and babtists’ coalition”, og om hvordan Philip Morris kan “fryse markedet” ved at samarbejde med de amerikanske sundhedsmyndigheder.
Politiken: Tobaksindustri vil forbyde tobak for unge under 18
Jyllands-Posten: Stærk tobak
Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning
- Her diskuteres blandt andet den beskyttelse som europæiske regulatorer kan give eksisterende virksomheder på potentielle virksomheders bekostning, ved at man hæver barriererne for indtræden: Det vil sige, man øger via lovgivning de omkostninger som det har for en virksomhed, at bevæge sig ind på et nyt marked. Jo mere gennemreguleret et område er, desto mere vil man derfor også kunne forvente, at det pågældende område er præget af virksomheder, der ikke bliver udfordret af helt nye virksomheder eller af virksomheder, der aktuelt opererer på andre delmarkeder, og som kunne have valgt at gå ind på det regulerede område, men hvor omkostningerne ved at gøre dette holdes kunstigt højt til fordel for den beskyttede virksomhed, sådan at dette virker tilstrækkeligt afskrækkende på disse potentielle konkurrenter.
Socialistisk energipolitik: Stå aldrig til søs - lad de andre stå :
- Villy Søvndal vil have energimæssig selvforsyning for et lille land med kun fem millioner, der befinder sig i tryghed blandt fredelige naboer…
Lobbyisme
- Landbruget er kendt for at drive lobbyisme og pleje ”gode relationer” med de politiske beslutningstagere. Tilsvarende er det blevet et erhverv, der er gennemreguleret og politisk styret. Det har konsekvenser for forbrugerne og borgernes købekraft. Det har også konsekvenser for erhvervet, i og med at det gør det mindre attraktivt at være landmand. På sigt er der derfor meget, der tyder på at de “gode relationer” via lobbyisme har ret høje omkostninger, eftersom relationerne (eksempelvis i form af statsstøtte) gør det mere legitimt for politikere at regulere og dermed at blande sig mere i produktionen.
Ludwig von Mises: Interventionisme
John Blundell og Colin Robinson: Statsløs regulering - del 1 og Statsløs regulering del 2.
26. maj 2007
Kræver produktudvikling frihed eller styrelse?
På EU-kommissionens hjemmeside om forbrug eller hos Forbrugerstyrelsen står der ikke meget om forbrugerfrihed. Temaet her er i stedet, at man vil beskytte forbrugerne mod fristelserne i markedsøkonomien. For nogle uger siden kunne man imidlertid læse en kommentar i Industriens Dagblad iDag med overskriften Grønne skattelettelser (14/3). Det var en kommentar med en pointe om, at verden ville blive et lidt bedre sted at være for befolkningen og dermed forbrugerne, hvis borgerne fik lov til at bestemme mere selv med de midler, som de har til rådighed i kraft af deres egen produktivitet.
Kommentaren om grønne skattelettelser handlede i al sin enkelthed om, at det rent faktisk kunne forbedre vores omgivelser, hvis man sænkede skatterne og ikke hævede dem. Miljøpolitikken i dag er jo som vandmeloner, de er grønne udenpå, men røde indeni. Hidtil har man brugt grønne afgifter til at få flere penge i den evigt tørstige statskasse. Men man kan altså også tænke nyt og gå den anden vej, skrev cilvilingeniør Kjeld Flarup.
Fra statslig side er der således i stedet sat lighedstegn mellem mere statslig kontrol og færre valgmuligheder i kraft af statslige forbud - og så miljø, livskvalitet og sundhed. Introduktionen af nye produkter kræver ikke desto mindre, at forbrugerne har lov - og i kraft af lave skatter også råd - til at vælge nye alternativer, og at producenterne samtidig har muligheden for at introducere det nye:
Da bilen udkonkurrerede hestevognen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var dette således ikke en konsekvens af en kontrol- og forbudspolitik. Tværtimod. Praktisk talt alle er pinligt bevidste om, hvorfor markedet for denne moderne transportform netop blomstrede op i Nordamerika, og ikke i politiske og økonomiske kontrolsamfund. Bilen betød immervæk en kraftig forbedring for såvel menneskers omgivelser som den almindelige borgeres sundhed. Sammenlignet med hvad der gik forud redder bilen uendeligt mange flere liv, end hvad en hest eller en hestevogn nogen sinde kunne gøre.
I dag føres der fra politisk side alligevel nærmest en permanent kampagne fra det offentliges side imod personbilen. Måske er vi derfor begyndt at tage vores velstand for givet; og har af den grund overladt den politiske magt til bureaukrater og politiske beslutningstagere, der nu afvikler friheden. Under alle omstændigheder: når handlefriheden forsvinder, så ryger velstanden og sundheden også. Vi vil så blive fattigere, og vi vil også være bevidste om, at vi ikke har friheden til at handle. I samme omfang mister vi incitamentet til at tænke, før vi handler.
De negative konsekvenser af forbudspolitikken indenfor nydelsesmiddelområdet
Et andet område end transportområdet, hvor nye ting af bedre kvalitet introduceres i kraft af forbrugs- og produktionsfrihed, er nydelsesmiddelområdet. I den frie del af verden kan det her tilsvarende betale sig at produktudvikle mere overlegne produkter. I forbrugsfrie samfund kan man derfor vælge mellem stadigt flere produkttyper, og dermed også mellem nogle, der er sunde og nogle, der er mindre sunde. Den overordnede tendens er dog, at standarden og kvaliteten generelt er hævet – takket være det forhold, at der kunne tjenes penge indenfor området, og at de nye udbydere derfor havde og har mulighed for at udkonkurrere de gamle.
Så forbrugerne har i kraft af forbrugerfriheden, grund til for at tænke over hvad, de vil vælge. Og producenterne har i kraft af deres frihed muligheden for at give forbrugerne nogle nye valgmuligheder at vælge mellem. At dette frihedens udgangspunkt skulle være behæftet med fejl eller ”eksternaliteter” skal man derfor være en smule sær for at mene. (Desværre findes der masser af danske vælgere, der i kraft af deres stemme på formynderpartier har vist, at de netop mener, at den dobbelte ufrihed - i form af forbrugerstyrelse og produktionskontrol - er det helt rigtige for befolkningen).
Ligesom der ikke var meget affjedring i en bil for 100 år siden, så var de nydelsesmidler, der eksisterede for den almindelige borger således ofte også af en ringe og særdeles sundhedsskadelig kvalitet. Valgfriheden og produktionsfriheden er med andre ord årsag til vores høje sundhed og vores livskvalitet. Den er også årsag til, at selv lave indkomster kan nyde deres fritid med fødevarer samt diverse stimulanser uden at sætte deres helbred over styr. I kraft af denne dobbelte frihed er der dermed sket en produktudvikling med højere kvalitet og lavere priser til følge.
I ufrie kontrolsamfund - hvad enten der er tale om afrikanske diktaturstater, Nordkorea, Cuba eller mange andre fattige lande, har man omvendt ikke råderet over sin ejendom. Og hvor der ikke hersker produktionsfrihed, er sundheden, velstanden og muligheden for at nyde tilværelsen tilsvarende begrænset.
- I de fleste ufrie samfund har man dog i det mindste ofte tilladt de former for nydelsesmidler, der var blevet en tradition, og som man ikke kunne forbyde uden at risikere et folkeligt oprør.
(Disse traditionelle beskæftigelser, der omfatter tradtionel produktion af nydelsesmidler, er således dem som medlemmer af venstrefløjen hæger om, når de eksempelvis besøger lande som Cuba, Vietnam eller det kinesiske fastland. Det virker således en smule forunderligt, at iagttage socialister, der engang forsøgte at sælge deres økonomiske system og ideologi med fremtidsmusik, være så begejstrede for, at varerne, der produceres i eksempelvis Cuba er de samme og at de produceres på den samme "oprindelige" måde, som det eksempelvis i Cubas tilfælde måske også var tilfældet for 20, 30 eller 50 år siden. Er der i grunden ikke noget paradoksalt over de socialistiske løfter om en fagre ny verden, og så glæden over at rejse til Cuba og besigtige stivende og arbejdskraftsintensive produktionsformer i den Castroske fangelejr?!)
Forbud baseret på traditionalisme
I denne forbindelse skal det nævnes, at der også i Danmark findes ”lommer” af forbud som simpelthen er baseret på netop denne ide, som man finder i rendyrkede kontrolsamfund, der handler om at man gerne vil forbyde så meget som muligt, men hvor man samtidig af frygt for befolkningens reaktion holder nogle traditionelle områder fri; eller hvor man gerne vil udstede et generelt forbud, men i stedet blot brandbeskatter og øger belastningen i form af kunstigt påførte omkostninger af frygt for den folkelige modstand. Eksempler på dette i Danmark findes netop indenfor tobaksområdet, hvor man således kan konstatere, at ganske usunde måder at indtage tobak på, er tilladte (hvad de også bør være - men dog brandbeskattede i overensstemmelse med ”folkesundhedsdoktrinen”); men hvor mere sunde alternativer til traditionel tobaksrygning vel at mærke er forbudte; alene af den grund, at man ikke i forbindelse med forbuddets indførsel havde et marked, hvor man kunne frygte en protest; men hvor man derfor i praksis har forbudt noget, der er relativt mindre harmløst, end det som man tillader.
Resultatet af ovenstående bestræbelser, hvor man begrænser produktionsfriheden, og kun tillader det traditionelle, er, at vi i Danmark, ligesom det er tilfældet i de sande kontrolsamfund – måske ikke overraskende - bliver låst fast i nogle gamle forbrugsmønstre, - og at vi ikke forandrer vores vaner.
Men det er således ikke kun vanerne, der bliver fastlåste, men også mulighederne for at vælge, som stagnerer: - De fleste foretrækker således bilen (når de har råd til at vælge). Der kan i kraft af produktionsfriheden tjenes penge på at sælge biler. Derfor produktudvikles der indenfor bilområdet. Men omvendt ønsker de politiske beslutningstagere, at vi skal tage bussen eller toget. Derfor gør de det dyrt for os at vælge bilen. Og i det omfang at fordyrelsen har en effekt, så bliver det rent faktisk mindre relevant for bilproducenter at produktudvikle. Forsøget på at opdrage i kraft af de høje bilafgifter, bliver dermed i praksis, at vi holder os til det eksisterende og ikke har råd til at forfølge og kaste os ud i det nye, - for til dette kræver netop et overskud som de samlede afgifter modarbejder.
Hvis Danmark og den danske bilpolitik var model for resten af den frie verden ville de personbiler, som vi kunne købe i dag derfor være af en langt ringere kvalitet. Men eftersom incitamentet til at produktudvikle og lancere noget nyt først og fremmest findes udenfor landets grænser, hvor det at investere i en ny bil derfor ikke er nær så økonomisk smertefuldt som det er tilfældet herhjemme, - ja så er den effekt i praksis (og heldigvis) minimal.
Produktmæssig stagnation - en naturlig følge af forbudspolitikken
Pointen er ikke desto mindre, at det nye erstatter det gamle, når en vis kritisk masse har råd til at købe det nye; og at denne kritiske masse af forbrugere netop opstår i kraft af den frie økonomi, hvor købekraften forbedres. - Men hvad der svækker købekraften betydeligt er nu engang høje skatter og afgifter, og - i kraft af en forvokset offentlig sektor samt en voksende reguleringsbyrde - en begrænset grad af konkurrence.
Indenfor områder, der ikke fylder så meget på budgettet, kan vi således i løbet af få årtier, enkelte år – eller ligefrem kun få måneder se, hvordan en form for teknologisk underholdning, erstattes af en anden. Den simple forklaring på disse varemæssige revolutioner er dermed simpelthen, at markedet for informations- eller underholdningsteknologi er et ganske frit marked. Derfor kan det indenfor netop dette område betale sig at introducere noget der er nyt, hvis det er bedre. Og i kraft af, at mange af produkterne hvad angår IT ikke fylder meget i det samlede budget, kan man forholdsvis hurtigt vinde markedet fra de gamle udbydere eller skabe et helt nyt.
Når det gælder nydelsesmidler, er der tilsvarende - som med dele af IT-området - tale om, at disse former for stimulanser ikke fylder meget på den almindelige borgers budget. Så her er det især ufriheden – de gældende forbud og former for produktionshæmmende regulering, der forhindrer innovation, og introduktion af det nye.
En vigtig pointe her er naturligvis, at denne stagnation indenfor nydelsesområdet betyder, at flere end ellers får et dårligt helbred, end det ville være tilfældet, hvis der i kraft af et mere frit og åbent marked var en højere grad af dynamik og nyskabelse - jf. tobaksområdet. Tillsvarende kan man forestille sig, at mere syntetiske former for flydende stimulanser kunne opfindes og introduceres, der ikke slog hjerneceller ihjel, som det er tilfældet med alkohol, og at restriktiv politik derfor også her forhindrer det nye til ære for det gamle.
At man ofte ser denne tendens til at beskytte det eksisterende, finder man eksempelvis i den politiske beslutningstagers vending om at, vi har ikke brug for nye stimulanser. Når det gælder alkoholområdet har man dog i praksis i nogen grad indset, at restriktioner og forbud ikke fører til øget ”folkesundhed”:
- I Sovjetunionen eller under den amerikanske forbudsperiode (1920-1933) ønskede man således i modsætning til i dag ikke, at der skulle tjenes penge på alkohol. I samme omfang kunne det derfor af selvsamme grund ikke betale sig for de eksisterende producenter at produktudvikle. I stedet blev de fleste penge fra producenternes side brugt på (illegal) distribution af nogle varer der i kraft af forbudspolitikken netop blev af en ganske tvivlsom kvalitet. Så jo mere man strammer skruen ved hjælp af forbud og indkomstbelastende ingreb, desto mere synlige bliver konsekvenserne.
Der kan således ikke herske nogen tvivl om, at forbuddet mod alkohol i den amerikanske forbudstid betød, at alkoholens kvalitet blev ringere og farligere. I dag er mulighederne for at produktudvikle, når det gælder alkohol således omvendt friere, og vi ser blandt andet resultatet af dette i form af diverse mikrobryggerier samt det forhold, at vin kan købes fra stadigt flere eksotiske lande til stadigt lavere priser.
Frie markeders evne til at levere høj kvalitet burde derfor være et afsindig godt argument for at udbrede denne frihed til de mere regulerede områder.
Befolkningen er ansvarlig - det er forbudspolitikken ikke
Og trods det forhold at alkohol er billigt og udvalget er stort, så vælter den danske befolkning sig som bekendt ikke rundt i en evig og usalig brandert. Tværtimod må man konstatere, at befolkningen i det store hele er ædruelig. Erkendelsen af, at individer i almindelig er ansvarlige og derfor ikke er ofre for markedets magt er blot ikke nået frem til myndighederne, hvor man i stedet overordnet hylder kontrollen med markedet. Ikke desto mindre kan der opstilles en regel, når det gælder forbrugeren valg, som er forholdsvis simpel, og som har kunnet iagttages empirisk: Står forbrugeren over to varer, der koster det samme, vælger forbrugeren den med den højeste kvalitet. Denne simple iagttagelse burde have konkrete konsekvenser for såvel forbrugerstyrelsen som for EU-kommissionens politik. For denne regel betyder, at forbrugeren i det store hele er rationel, men i kraft at politiske blokader ofte må henvises til de trationelle tilladte valgmuligheder.
Billigere alkohol, hvor prisen på alkohol dermed fylder stadigt mindre på det samlede budget, betyder således ikke masse-druk og vælten omkring i gaderne. Og billigere tobak medfører derfor tilsvarende ikke nødvendigvis et øget tobaksforbrug (også eftersom den samlede velstand i samfundet i forvejen betyder, at tobak uanset prisregulering fylder ganske lidt på det samlede budget).
Men høje afgifter og en generel forbudspolitik, når det gælder reklamer, introduktionen af nye produkter (herunder røgfri alternativer), betyder ikke desto mindre, at de produkttyper, der eksisterer i dag, de fortsætter med at eksistere i morgen – sådan som en restriktiv politik overfor bilbranchen eller IT-erhvervet tilsvarende ville have ført til stagnation indenfor disse områder. (Men som nævnt betyder de danske bilafgifter ikke det helt store for det samlede globale marked, men naturligvis noget for hvad man har råd til at investere i herhjemme).
Konsekvensen af forbuds- og afgiftspolitikken er derfor netop, at de traditionelle eller etablerede produkter i praksis er beskyttede mod det nye: Når det at købe bil er ualmindelig dyrt, investerer man simpelthen i mindre grad i en bil, der er i toppen af hvad det globale marked kan tilbyde. Og når man gerne vil ryge eller på anden måde indtage tobak, og markedet i kraft af politiske tiltag er stagneret, - ja så holder man sig af gode grunde på samme måde til det eksisterende.
Konsekvenserne af forbud samt indkomstbelastende prisregulering indenfor eksempelvis tobaksområdet eller hvad angår bilindustrien, fører således til at udviklingen fastfryses, og at man i praksis begrænser lanceringen af mere overlegne produkter. Og det var formodentlig ikke den politiske intention.
Kommentaren om grønne skattelettelser handlede i al sin enkelthed om, at det rent faktisk kunne forbedre vores omgivelser, hvis man sænkede skatterne og ikke hævede dem. Miljøpolitikken i dag er jo som vandmeloner, de er grønne udenpå, men røde indeni. Hidtil har man brugt grønne afgifter til at få flere penge i den evigt tørstige statskasse. Men man kan altså også tænke nyt og gå den anden vej, skrev cilvilingeniør Kjeld Flarup.
Fra statslig side er der således i stedet sat lighedstegn mellem mere statslig kontrol og færre valgmuligheder i kraft af statslige forbud - og så miljø, livskvalitet og sundhed. Introduktionen af nye produkter kræver ikke desto mindre, at forbrugerne har lov - og i kraft af lave skatter også råd - til at vælge nye alternativer, og at producenterne samtidig har muligheden for at introducere det nye:
Da bilen udkonkurrerede hestevognen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var dette således ikke en konsekvens af en kontrol- og forbudspolitik. Tværtimod. Praktisk talt alle er pinligt bevidste om, hvorfor markedet for denne moderne transportform netop blomstrede op i Nordamerika, og ikke i politiske og økonomiske kontrolsamfund. Bilen betød immervæk en kraftig forbedring for såvel menneskers omgivelser som den almindelige borgeres sundhed. Sammenlignet med hvad der gik forud redder bilen uendeligt mange flere liv, end hvad en hest eller en hestevogn nogen sinde kunne gøre.
I dag føres der fra politisk side alligevel nærmest en permanent kampagne fra det offentliges side imod personbilen. Måske er vi derfor begyndt at tage vores velstand for givet; og har af den grund overladt den politiske magt til bureaukrater og politiske beslutningstagere, der nu afvikler friheden. Under alle omstændigheder: når handlefriheden forsvinder, så ryger velstanden og sundheden også. Vi vil så blive fattigere, og vi vil også være bevidste om, at vi ikke har friheden til at handle. I samme omfang mister vi incitamentet til at tænke, før vi handler.
De negative konsekvenser af forbudspolitikken indenfor nydelsesmiddelområdet
Et andet område end transportområdet, hvor nye ting af bedre kvalitet introduceres i kraft af forbrugs- og produktionsfrihed, er nydelsesmiddelområdet. I den frie del af verden kan det her tilsvarende betale sig at produktudvikle mere overlegne produkter. I forbrugsfrie samfund kan man derfor vælge mellem stadigt flere produkttyper, og dermed også mellem nogle, der er sunde og nogle, der er mindre sunde. Den overordnede tendens er dog, at standarden og kvaliteten generelt er hævet – takket være det forhold, at der kunne tjenes penge indenfor området, og at de nye udbydere derfor havde og har mulighed for at udkonkurrere de gamle.
Så forbrugerne har i kraft af forbrugerfriheden, grund til for at tænke over hvad, de vil vælge. Og producenterne har i kraft af deres frihed muligheden for at give forbrugerne nogle nye valgmuligheder at vælge mellem. At dette frihedens udgangspunkt skulle være behæftet med fejl eller ”eksternaliteter” skal man derfor være en smule sær for at mene. (Desværre findes der masser af danske vælgere, der i kraft af deres stemme på formynderpartier har vist, at de netop mener, at den dobbelte ufrihed - i form af forbrugerstyrelse og produktionskontrol - er det helt rigtige for befolkningen).
Ligesom der ikke var meget affjedring i en bil for 100 år siden, så var de nydelsesmidler, der eksisterede for den almindelige borger således ofte også af en ringe og særdeles sundhedsskadelig kvalitet. Valgfriheden og produktionsfriheden er med andre ord årsag til vores høje sundhed og vores livskvalitet. Den er også årsag til, at selv lave indkomster kan nyde deres fritid med fødevarer samt diverse stimulanser uden at sætte deres helbred over styr. I kraft af denne dobbelte frihed er der dermed sket en produktudvikling med højere kvalitet og lavere priser til følge.
I ufrie kontrolsamfund - hvad enten der er tale om afrikanske diktaturstater, Nordkorea, Cuba eller mange andre fattige lande, har man omvendt ikke råderet over sin ejendom. Og hvor der ikke hersker produktionsfrihed, er sundheden, velstanden og muligheden for at nyde tilværelsen tilsvarende begrænset.
- I de fleste ufrie samfund har man dog i det mindste ofte tilladt de former for nydelsesmidler, der var blevet en tradition, og som man ikke kunne forbyde uden at risikere et folkeligt oprør.
(Disse traditionelle beskæftigelser, der omfatter tradtionel produktion af nydelsesmidler, er således dem som medlemmer af venstrefløjen hæger om, når de eksempelvis besøger lande som Cuba, Vietnam eller det kinesiske fastland. Det virker således en smule forunderligt, at iagttage socialister, der engang forsøgte at sælge deres økonomiske system og ideologi med fremtidsmusik, være så begejstrede for, at varerne, der produceres i eksempelvis Cuba er de samme og at de produceres på den samme "oprindelige" måde, som det eksempelvis i Cubas tilfælde måske også var tilfældet for 20, 30 eller 50 år siden. Er der i grunden ikke noget paradoksalt over de socialistiske løfter om en fagre ny verden, og så glæden over at rejse til Cuba og besigtige stivende og arbejdskraftsintensive produktionsformer i den Castroske fangelejr?!)
Forbud baseret på traditionalisme
I denne forbindelse skal det nævnes, at der også i Danmark findes ”lommer” af forbud som simpelthen er baseret på netop denne ide, som man finder i rendyrkede kontrolsamfund, der handler om at man gerne vil forbyde så meget som muligt, men hvor man samtidig af frygt for befolkningens reaktion holder nogle traditionelle områder fri; eller hvor man gerne vil udstede et generelt forbud, men i stedet blot brandbeskatter og øger belastningen i form af kunstigt påførte omkostninger af frygt for den folkelige modstand. Eksempler på dette i Danmark findes netop indenfor tobaksområdet, hvor man således kan konstatere, at ganske usunde måder at indtage tobak på, er tilladte (hvad de også bør være - men dog brandbeskattede i overensstemmelse med ”folkesundhedsdoktrinen”); men hvor mere sunde alternativer til traditionel tobaksrygning vel at mærke er forbudte; alene af den grund, at man ikke i forbindelse med forbuddets indførsel havde et marked, hvor man kunne frygte en protest; men hvor man derfor i praksis har forbudt noget, der er relativt mindre harmløst, end det som man tillader.
Resultatet af ovenstående bestræbelser, hvor man begrænser produktionsfriheden, og kun tillader det traditionelle, er, at vi i Danmark, ligesom det er tilfældet i de sande kontrolsamfund – måske ikke overraskende - bliver låst fast i nogle gamle forbrugsmønstre, - og at vi ikke forandrer vores vaner.
Men det er således ikke kun vanerne, der bliver fastlåste, men også mulighederne for at vælge, som stagnerer: - De fleste foretrækker således bilen (når de har råd til at vælge). Der kan i kraft af produktionsfriheden tjenes penge på at sælge biler. Derfor produktudvikles der indenfor bilområdet. Men omvendt ønsker de politiske beslutningstagere, at vi skal tage bussen eller toget. Derfor gør de det dyrt for os at vælge bilen. Og i det omfang at fordyrelsen har en effekt, så bliver det rent faktisk mindre relevant for bilproducenter at produktudvikle. Forsøget på at opdrage i kraft af de høje bilafgifter, bliver dermed i praksis, at vi holder os til det eksisterende og ikke har råd til at forfølge og kaste os ud i det nye, - for til dette kræver netop et overskud som de samlede afgifter modarbejder.
Hvis Danmark og den danske bilpolitik var model for resten af den frie verden ville de personbiler, som vi kunne købe i dag derfor være af en langt ringere kvalitet. Men eftersom incitamentet til at produktudvikle og lancere noget nyt først og fremmest findes udenfor landets grænser, hvor det at investere i en ny bil derfor ikke er nær så økonomisk smertefuldt som det er tilfældet herhjemme, - ja så er den effekt i praksis (og heldigvis) minimal.
Produktmæssig stagnation - en naturlig følge af forbudspolitikken
Pointen er ikke desto mindre, at det nye erstatter det gamle, når en vis kritisk masse har råd til at købe det nye; og at denne kritiske masse af forbrugere netop opstår i kraft af den frie økonomi, hvor købekraften forbedres. - Men hvad der svækker købekraften betydeligt er nu engang høje skatter og afgifter, og - i kraft af en forvokset offentlig sektor samt en voksende reguleringsbyrde - en begrænset grad af konkurrence.
Indenfor områder, der ikke fylder så meget på budgettet, kan vi således i løbet af få årtier, enkelte år – eller ligefrem kun få måneder se, hvordan en form for teknologisk underholdning, erstattes af en anden. Den simple forklaring på disse varemæssige revolutioner er dermed simpelthen, at markedet for informations- eller underholdningsteknologi er et ganske frit marked. Derfor kan det indenfor netop dette område betale sig at introducere noget der er nyt, hvis det er bedre. Og i kraft af, at mange af produkterne hvad angår IT ikke fylder meget i det samlede budget, kan man forholdsvis hurtigt vinde markedet fra de gamle udbydere eller skabe et helt nyt.
Når det gælder nydelsesmidler, er der tilsvarende - som med dele af IT-området - tale om, at disse former for stimulanser ikke fylder meget på den almindelige borgers budget. Så her er det især ufriheden – de gældende forbud og former for produktionshæmmende regulering, der forhindrer innovation, og introduktion af det nye.
En vigtig pointe her er naturligvis, at denne stagnation indenfor nydelsesområdet betyder, at flere end ellers får et dårligt helbred, end det ville være tilfældet, hvis der i kraft af et mere frit og åbent marked var en højere grad af dynamik og nyskabelse - jf. tobaksområdet. Tillsvarende kan man forestille sig, at mere syntetiske former for flydende stimulanser kunne opfindes og introduceres, der ikke slog hjerneceller ihjel, som det er tilfældet med alkohol, og at restriktiv politik derfor også her forhindrer det nye til ære for det gamle.
At man ofte ser denne tendens til at beskytte det eksisterende, finder man eksempelvis i den politiske beslutningstagers vending om at, vi har ikke brug for nye stimulanser. Når det gælder alkoholområdet har man dog i praksis i nogen grad indset, at restriktioner og forbud ikke fører til øget ”folkesundhed”:
- I Sovjetunionen eller under den amerikanske forbudsperiode (1920-1933) ønskede man således i modsætning til i dag ikke, at der skulle tjenes penge på alkohol. I samme omfang kunne det derfor af selvsamme grund ikke betale sig for de eksisterende producenter at produktudvikle. I stedet blev de fleste penge fra producenternes side brugt på (illegal) distribution af nogle varer der i kraft af forbudspolitikken netop blev af en ganske tvivlsom kvalitet. Så jo mere man strammer skruen ved hjælp af forbud og indkomstbelastende ingreb, desto mere synlige bliver konsekvenserne.
Der kan således ikke herske nogen tvivl om, at forbuddet mod alkohol i den amerikanske forbudstid betød, at alkoholens kvalitet blev ringere og farligere. I dag er mulighederne for at produktudvikle, når det gælder alkohol således omvendt friere, og vi ser blandt andet resultatet af dette i form af diverse mikrobryggerier samt det forhold, at vin kan købes fra stadigt flere eksotiske lande til stadigt lavere priser.
Frie markeders evne til at levere høj kvalitet burde derfor være et afsindig godt argument for at udbrede denne frihed til de mere regulerede områder.
Befolkningen er ansvarlig - det er forbudspolitikken ikke
Og trods det forhold at alkohol er billigt og udvalget er stort, så vælter den danske befolkning sig som bekendt ikke rundt i en evig og usalig brandert. Tværtimod må man konstatere, at befolkningen i det store hele er ædruelig. Erkendelsen af, at individer i almindelig er ansvarlige og derfor ikke er ofre for markedets magt er blot ikke nået frem til myndighederne, hvor man i stedet overordnet hylder kontrollen med markedet. Ikke desto mindre kan der opstilles en regel, når det gælder forbrugeren valg, som er forholdsvis simpel, og som har kunnet iagttages empirisk: Står forbrugeren over to varer, der koster det samme, vælger forbrugeren den med den højeste kvalitet. Denne simple iagttagelse burde have konkrete konsekvenser for såvel forbrugerstyrelsen som for EU-kommissionens politik. For denne regel betyder, at forbrugeren i det store hele er rationel, men i kraft at politiske blokader ofte må henvises til de trationelle tilladte valgmuligheder.
Billigere alkohol, hvor prisen på alkohol dermed fylder stadigt mindre på det samlede budget, betyder således ikke masse-druk og vælten omkring i gaderne. Og billigere tobak medfører derfor tilsvarende ikke nødvendigvis et øget tobaksforbrug (også eftersom den samlede velstand i samfundet i forvejen betyder, at tobak uanset prisregulering fylder ganske lidt på det samlede budget).
Men høje afgifter og en generel forbudspolitik, når det gælder reklamer, introduktionen af nye produkter (herunder røgfri alternativer), betyder ikke desto mindre, at de produkttyper, der eksisterer i dag, de fortsætter med at eksistere i morgen – sådan som en restriktiv politik overfor bilbranchen eller IT-erhvervet tilsvarende ville have ført til stagnation indenfor disse områder. (Men som nævnt betyder de danske bilafgifter ikke det helt store for det samlede globale marked, men naturligvis noget for hvad man har råd til at investere i herhjemme).
Konsekvensen af forbuds- og afgiftspolitikken er derfor netop, at de traditionelle eller etablerede produkter i praksis er beskyttede mod det nye: Når det at købe bil er ualmindelig dyrt, investerer man simpelthen i mindre grad i en bil, der er i toppen af hvad det globale marked kan tilbyde. Og når man gerne vil ryge eller på anden måde indtage tobak, og markedet i kraft af politiske tiltag er stagneret, - ja så holder man sig af gode grunde på samme måde til det eksisterende.
Konsekvenserne af forbud samt indkomstbelastende prisregulering indenfor eksempelvis tobaksområdet eller hvad angår bilindustrien, fører således til at udviklingen fastfryses, og at man i praksis begrænser lanceringen af mere overlegne produkter. Og det var formodentlig ikke den politiske intention.
9. januar 2007
Den beskidte energipolitik
Den amerikanske film "The Deal" fra 2004 med Christian Slater og Selma Blair, der handler om oliebranchen, og om det tilhørende politiske spil i USA, er med vore dages stigende priser på olie blevet et aktuelt stykke underholdning. Filmen præsenterer seeren for nogle af de mere centrale aktører i energipolitikken. De aktører skal introduceres her:
Miljø-grupper
Amerikansk energipolitik har siden 1970'erne været præget af miljøbevægelsens interesse i at frede store dele af USA. Eftersom Danmark ikke har ret meget land at frede, har miljøbevægelsen hos os i stedet fokuseret på at svække en række erhverv, man mener, er særligt ”forurenende”. Samtidig har man krævet og opnået alternativ, det vil sige dyr energi, i stedet. Kravet om at ændre produktionen i USA kombineret med fredninger, har øget interessen for billigere alternativer udefra. Det skyldes at forbrugerne handler mere rationelt, end de politiske beslutningstagere.
I ”The Deal” mindes seeren undtagelsesvist - for en mainstream spillefilm - om denne fredning, der således står i en skarp kontrast til kampen for samtidig at sikre olie fra Mellemøsten.
Filmen viser også hvordan miljøpolitik for forretningslivet fører til spekulation i at have nære politiske kontakter med kongresmedlemmer; sådan at man kan være de første til at drage nytte af viden omkring diverse former for skattefradrag ved brugen af bestemte former for energi.
Offentlige regulatorer
Hvis man benytter Kyoto-protokollen som eksempel, vil man opdage, at en hver ny ordning, og derfor også kvoteordningerne forbundet med Kyoto-protokollen afføder en række nye jobfunktioner til embedsmænd i ministerier og direktorater, som derved får flere ansatte, mere magt, øget prestige - men også herved kan sikre sig mere i løn.
Der er således ikke blot tale om at sætte et (i øvrigt arbitrært) loft for CO2-udledning; men også om at udarbejde diverse "rabatter", undtagelser og lempelser; samt om at oprette et til lejligheden påkrævet kontrolsystem.
Politiske beslutningstagere
Ud over ovenstående, som i sig selv giver embedsmænd og politiske beslutningstagere øget magt, cementeres også de politiske beslutningstageres evne til at strangulere virksomheder og brancher yderligere.
"Rabatter" kan således gives til de virksomheder og brancher, man foretrækker ud fra kriterier man selv vedtager. Og når bestemte ordninger først er indført kan man lettere justere dem i opadgående retning; sådan som det har været tilfældet, da indkomstskatten blev indført i starten af 1900-tallet.
Ved en hver ny ordning (energipolitisk eller ej), der indføres overfor erhvervslivet bliver de politiske beslutningstagere (fra EU eller den danske stats side) dermed mere betydningsfulde at holde sig på god fod med: - Man inviterer politikere med på råd. Man angler om støtte. Man kræver ordninger, der neutraliserer konsekvensen af eksisterende ordninger; og man henviser i den forbindelse til lande og regioner, der ikke har de samme ordninger. Man er med andre ord blevet afhængig af de politiske beslutningstagere og embedsmænds nåde, for at kunne få lov til at sælge varer på markedspladsen.
Politiske magthavere i mellemøstlige oliestater
Disse stater har som følge af ovenstående tendenser haft kolossale fordele af den energipolitik, der er ført i Europa og USA siden 1970’erne. Det har den mellemøstlige befolkning derimod ikke. Oliens stigende betydning som den mest centrale indkomstkilde, har ført til at det er blevet lettere at kontrollere befolkningen, end det ellers ville have været tilfældet.
I takt med fredning af områder i USA, forbud mod atomkraft i Danmark, særligt høje afgifter på kul, samt politiske satsninger, der aldrig har haft til hensigt at underbyde olien fra mellemøsten, – hvilket ville have været god sikkerhedspolitik, ja så har man i stedet - for en række landes vedkommende - fokuseret på energi, der ikke er konkurrencedygtig. Dermed har man gjort de mere frit producerende - men politisk ufrie - olielande i Mellemøsten mere interessante.
Bestemte virksomheder, der nyder gavn af regulering, og afgiftspolitikken
I Danmark er vi også olieproducerende, og vi har et statsligt ejet olieselskab. Fra politisk side har der således ikke været den store interesse i at påpege den selvmodsigende amerikanske politik, der handler om at kvæle indenlandske former for billig energi produktion, og dermed i stedet belønne udenlandsk.
Tværtimod har danske selskaber haft sammenfaldende interesser, med de amerikanske virksomheder, der fra et tidligt tidspunkt i 1970’erne tog kontakt til mellemøstlige producenter.
I filmen ”the Deal” er der således tale om nogle russere, der via et firma i Khazakstan fungerer som mellemmænd, for at kunne sikre at olie fra Mellemøsten trods krig alligevel finder vej til USA.
Her mindes seeren således på, at politisk indført knaphed fører til, at incitamentet til at omgå regler og bryde lovgivning øges, på samme måde som det var tilfældet med det amerikanske alkoholforbud i 1920’erne, der skabte øget grobund for kriminalitet. Den aktuelle energipolitik har i stedet givet slyngelstater øget international magt.
Statsligt ejede virksomheder, eller konsoliderede energiselskaber, eventuelt de amerikanske der har etablerede kontakter til Mellemøsten, har dermed en interesse i at undgå at undgå at nye områder i USA kommer på private hænder; og i at forhindre at nye virksomheder kan komme på banen, og tage kampen om mod de gamle. På samme måde har konsoliderede virksomheder ofte ingen interesse i at fjerne lovgivning, der holder nye virksomheder fra at træde ind på et givent marked. Tværtimod vil de ofte bidrager aktivt til at høje standarder for eksempelvis udvindelse af olie indføres.
De der fra politisk side påvirker til højere priser, går jævnfør ovenstående stort set fri af de negative konsekvenser; eller de profiterer lige frem ved dem.
Konsekvenserne ved den ovenstående energipolitik rammer først og fremmest almindelige borgere - især lønmodtagere med de laveste indkomster, hvor penge brugt til energi fylder meget på budgettet.
Andre der rammes hårdt, er de virksomheder, der er mest afhængige af lave energipriser, herunder de som har vanskeligst ved at sende regningen for de politiske fordyrelser videre til forbrugerne.
Miljø-grupper
Amerikansk energipolitik har siden 1970'erne været præget af miljøbevægelsens interesse i at frede store dele af USA. Eftersom Danmark ikke har ret meget land at frede, har miljøbevægelsen hos os i stedet fokuseret på at svække en række erhverv, man mener, er særligt ”forurenende”. Samtidig har man krævet og opnået alternativ, det vil sige dyr energi, i stedet. Kravet om at ændre produktionen i USA kombineret med fredninger, har øget interessen for billigere alternativer udefra. Det skyldes at forbrugerne handler mere rationelt, end de politiske beslutningstagere.
I ”The Deal” mindes seeren undtagelsesvist - for en mainstream spillefilm - om denne fredning, der således står i en skarp kontrast til kampen for samtidig at sikre olie fra Mellemøsten.
Filmen viser også hvordan miljøpolitik for forretningslivet fører til spekulation i at have nære politiske kontakter med kongresmedlemmer; sådan at man kan være de første til at drage nytte af viden omkring diverse former for skattefradrag ved brugen af bestemte former for energi.
Offentlige regulatorer
Hvis man benytter Kyoto-protokollen som eksempel, vil man opdage, at en hver ny ordning, og derfor også kvoteordningerne forbundet med Kyoto-protokollen afføder en række nye jobfunktioner til embedsmænd i ministerier og direktorater, som derved får flere ansatte, mere magt, øget prestige - men også herved kan sikre sig mere i løn.
Der er således ikke blot tale om at sætte et (i øvrigt arbitrært) loft for CO2-udledning; men også om at udarbejde diverse "rabatter", undtagelser og lempelser; samt om at oprette et til lejligheden påkrævet kontrolsystem.
Politiske beslutningstagere
Ud over ovenstående, som i sig selv giver embedsmænd og politiske beslutningstagere øget magt, cementeres også de politiske beslutningstageres evne til at strangulere virksomheder og brancher yderligere.
"Rabatter" kan således gives til de virksomheder og brancher, man foretrækker ud fra kriterier man selv vedtager. Og når bestemte ordninger først er indført kan man lettere justere dem i opadgående retning; sådan som det har været tilfældet, da indkomstskatten blev indført i starten af 1900-tallet.
Ved en hver ny ordning (energipolitisk eller ej), der indføres overfor erhvervslivet bliver de politiske beslutningstagere (fra EU eller den danske stats side) dermed mere betydningsfulde at holde sig på god fod med: - Man inviterer politikere med på råd. Man angler om støtte. Man kræver ordninger, der neutraliserer konsekvensen af eksisterende ordninger; og man henviser i den forbindelse til lande og regioner, der ikke har de samme ordninger. Man er med andre ord blevet afhængig af de politiske beslutningstagere og embedsmænds nåde, for at kunne få lov til at sælge varer på markedspladsen.
Politiske magthavere i mellemøstlige oliestater
Disse stater har som følge af ovenstående tendenser haft kolossale fordele af den energipolitik, der er ført i Europa og USA siden 1970’erne. Det har den mellemøstlige befolkning derimod ikke. Oliens stigende betydning som den mest centrale indkomstkilde, har ført til at det er blevet lettere at kontrollere befolkningen, end det ellers ville have været tilfældet.
I takt med fredning af områder i USA, forbud mod atomkraft i Danmark, særligt høje afgifter på kul, samt politiske satsninger, der aldrig har haft til hensigt at underbyde olien fra mellemøsten, – hvilket ville have været god sikkerhedspolitik, ja så har man i stedet - for en række landes vedkommende - fokuseret på energi, der ikke er konkurrencedygtig. Dermed har man gjort de mere frit producerende - men politisk ufrie - olielande i Mellemøsten mere interessante.
Bestemte virksomheder, der nyder gavn af regulering, og afgiftspolitikken
I Danmark er vi også olieproducerende, og vi har et statsligt ejet olieselskab. Fra politisk side har der således ikke været den store interesse i at påpege den selvmodsigende amerikanske politik, der handler om at kvæle indenlandske former for billig energi produktion, og dermed i stedet belønne udenlandsk.
Tværtimod har danske selskaber haft sammenfaldende interesser, med de amerikanske virksomheder, der fra et tidligt tidspunkt i 1970’erne tog kontakt til mellemøstlige producenter.
I filmen ”the Deal” er der således tale om nogle russere, der via et firma i Khazakstan fungerer som mellemmænd, for at kunne sikre at olie fra Mellemøsten trods krig alligevel finder vej til USA.
Her mindes seeren således på, at politisk indført knaphed fører til, at incitamentet til at omgå regler og bryde lovgivning øges, på samme måde som det var tilfældet med det amerikanske alkoholforbud i 1920’erne, der skabte øget grobund for kriminalitet. Den aktuelle energipolitik har i stedet givet slyngelstater øget international magt.
Statsligt ejede virksomheder, eller konsoliderede energiselskaber, eventuelt de amerikanske der har etablerede kontakter til Mellemøsten, har dermed en interesse i at undgå at undgå at nye områder i USA kommer på private hænder; og i at forhindre at nye virksomheder kan komme på banen, og tage kampen om mod de gamle. På samme måde har konsoliderede virksomheder ofte ingen interesse i at fjerne lovgivning, der holder nye virksomheder fra at træde ind på et givent marked. Tværtimod vil de ofte bidrager aktivt til at høje standarder for eksempelvis udvindelse af olie indføres.
De der fra politisk side påvirker til højere priser, går jævnfør ovenstående stort set fri af de negative konsekvenser; eller de profiterer lige frem ved dem.
Konsekvenserne ved den ovenstående energipolitik rammer først og fremmest almindelige borgere - især lønmodtagere med de laveste indkomster, hvor penge brugt til energi fylder meget på budgettet.
Andre der rammes hårdt, er de virksomheder, der er mest afhængige af lave energipriser, herunder de som har vanskeligst ved at sende regningen for de politiske fordyrelser videre til forbrugerne.
Bilfri søndag
I perioden 1971-1981 bidrog den amerikanske miljøbevægelse og den amerikanske stat i fællesskab til stigende efterspørgsel på olie - samt til et svigtende udbud!
Resultatet var 1970'ernes oliekrise.
Fire årtier senere kan vi konstatere, at olien var der, og at der har vist sig at være meget mere olie end man tidligere troede. Som følge af reguleringstrangen nåede olien blot ikke frem til forbrugerne.
Den centrale årsag til knapheden i 1970'erne var prisregulering: Olieindustrien måtte fra politisk side ikke tjene "for mange" penge. Man fastsatte derfor maksimumspriser. Dette førte i sig selv til knaphed, og til helt groteske former for ressourceallokering. 1970’ernes katastrofale energipolitik er beskrevet til mindste detalje af økonomen George Reisman i bogen Capitalism.
De politiske beslutningstagere forværrede yderligere situationen ved at lytte til miljøbevægelsen.
Miljøbevægelsens bidrag til katastrofen var blandt andet at medvirke til en hastigere overgang fra kul til olie, end det ville have været tilfældet uden statslig intervention. Årsagen til denne umiddelbart besynderlige aktivitet fra miljøbevægelsens side skyldes, at miljøbevægelsen ikke er i stand til reelt at levere alternativ energi. Via politisk lobbyisme kan de grønne blot sikre, at deres præferencer kommer til at betyde mere end forbrugernes præferencer.
De grønne kan således tale om den alternative energi. De kan synge sange om disse energiformer. Men de grønne er som bekendt ikke profitmagere. De kan derfor ikke omsætte energi til indtjening. De kan med andre ord ikke levere varen, hvis og såfremt de i det hele taget skulle være interesserede i gøre dette. De grønne kan kun påvirke forbrugernes adfærd ved at hæve prisen på bestemte former for energi, det vil sige ved at øge omkostningerne for forbrugerne.
Solen er således en alternativ energikilde; men de grønne kan ikke producere energi fra solen, som de er i stand til at sælge, på en måde så det kan betale sig for den vestlige verdens befolkning at købe energien. Det eneste de grønne er i stand til at gøre, er derfor kunstigt at hæve prisen på en type af energi, sådan at forbrugerne ændrer adfærd. Dette sker vel at mærke samtidig med at forbrugerne bliver fattigere, som følge af de kunstigt fordyrede alternativer, som forbrugerne tvinges til at forlade som følge af de af miljøbevægelsens og de politiske beslutningstageres kunstigt skabte omkostninger. Netop derfor er energipriserne i Danmark høje, selv om der er i Danmark produceres masser af energi.
Der er således ingen ingen fagre ny verden forbundet med den klassiske intervention i markedet for energi: Fiskere samt andre mindre virksomheder i vor tids Europa kan, som følge af de stigende oliepriser - som de politiske regulatorer sammen med miljøbevægelsen bidrager til, se frem til at måtte opgive deres erhverv; på samme måde som virksomheder, der levede i kraft af billig energi blev svækket eller gik konkurs i 1970’ernes USA - hvilket var en følge af datidens energipolitiske eksperimenter.
I stedet for prisregulering satser politikerne i Europa nu på Kyoto og kvoteordninger. Dem indførte man i øvrigt også i USA i 1970’erne i et forsøg på at afhjælpe den mangelsituation, man selv havde skabt. Resultatet af den politiske galskab blev, som George Reisman beskriver det, at de allermest marginale indkøbsture for Fru Sørensen son følge af kvoteordningen blev muliggjort på bekostning af de virksomheder, der skulle bruge benzin til at fragte olie og benzin til forbrugerne!
Under et friere marked ville sådanne virksomheder have været i stand til at byde priserne op, og sikre den benzin, de skulle bruge til at levere energi til forbrugerne. Nu indførte regeringen med sine kvoteordninger oveni deres prisregulering således en regel, der kunstigt tildelte alle behov den samme værdi. Man skulle derfor tro, at datidens politiske projekt direkte handlede om at sikre kødannelse og mangeltilstande – ikke bare i Sovjetunionen – men altså nu også i USA.
Det energipolitiske miljø blev yderligere forværret eftersom skiftende regeringer lyttede til en af miljøbevægelsens mest vanvittige ideer, den der handler om, at naturområder har en værdi-i-sig-selv.
Den amerikanske stat forhindrer også i dag, at meget store dele af USA ikke kan ejes af private borgere, virksomheder m.v.; men at disse områder – for deres egen og miljøbevægelsens skyld - er statseje og ligger brak.
Energipolitikken, der på flere måder svækkede nationale amerikanske producenter, gav samtidig mellemøstlige udbydere en fantastisk mulighed for at vinde markedsandele, og for at opnå øget politisk indflydelse på det land, der via prisregulering på denne måde valgte at skade sig selv.
Den amerikanske venstrefløjsaktivist Michael Moore glemmer således i Fahrenheit 9/11 at beskrive de oprindelige årsager til, at Mellemøsten fra og med 1970’erne pludselig blev et meget interessant område at handle olie i. Energipolitikken kan derfor også siges at være en - blandt flere - indirekte årsager til det efterfølgende militære engagement i Mellemøsten.
Prisregulering i form af maksimumspriser betyder således, at der indføres grænser for, hvad man kan tjene indenfor det pågældende marked. Prisreguleringen gjaldt imidlertid ikke i Mellemøsten. Efterspørgslen på olie steg således som følge af de kunstigt fastsatte lave priser. Interessen for at levere amerikansk produceret olie faldt samtidigt som følge af de samme kunstigt lave priser. Resultatet blev en mangeltilstand, kaotiske scenarier samt helt meningsløse personlige tragedier. Oliebranchen i USA vidste ikke desto mindre godt, at den politiske galskab ikke kunne vare ved. Som en konsekvens af den langvarige intervention i den amerikanske energisektor (1971-1981), opstod der således samtidig en række langvarige forbindelser mellem den amerikanske og den mellemøstlige olieindustri.
Hvis politikere i DK, EU og USA nu atter ønsker at kaste sig ud i prisregulering eller kvoteordninger, bør de derfor begynde med at eksperimentere med mindre vigtige dele af markedsøkonomien. Eksempelvis kunne man via lovgivning fastfryse regulatorers lønninger.
Beslægtede artikler:
USA bør ikke gå på kompromis
Kyoto er et skridt i den forkerte retning
Den beskidte energipolitik
Det store europæiske energieksperiment
Maltusianismens og naturkonservatismens genkomst
Kyototilhængernes balancevrøvl
Høj pris for århusiansk "branchepleje"
Kyoto: planøkonomien slår til igen
Hysterisk klimapolitik
Resultatet var 1970'ernes oliekrise.
Fire årtier senere kan vi konstatere, at olien var der, og at der har vist sig at være meget mere olie end man tidligere troede. Som følge af reguleringstrangen nåede olien blot ikke frem til forbrugerne.
Den centrale årsag til knapheden i 1970'erne var prisregulering: Olieindustrien måtte fra politisk side ikke tjene "for mange" penge. Man fastsatte derfor maksimumspriser. Dette førte i sig selv til knaphed, og til helt groteske former for ressourceallokering. 1970’ernes katastrofale energipolitik er beskrevet til mindste detalje af økonomen George Reisman i bogen Capitalism.
De politiske beslutningstagere forværrede yderligere situationen ved at lytte til miljøbevægelsen.
Miljøbevægelsens bidrag til katastrofen var blandt andet at medvirke til en hastigere overgang fra kul til olie, end det ville have været tilfældet uden statslig intervention. Årsagen til denne umiddelbart besynderlige aktivitet fra miljøbevægelsens side skyldes, at miljøbevægelsen ikke er i stand til reelt at levere alternativ energi. Via politisk lobbyisme kan de grønne blot sikre, at deres præferencer kommer til at betyde mere end forbrugernes præferencer.
De grønne kan således tale om den alternative energi. De kan synge sange om disse energiformer. Men de grønne er som bekendt ikke profitmagere. De kan derfor ikke omsætte energi til indtjening. De kan med andre ord ikke levere varen, hvis og såfremt de i det hele taget skulle være interesserede i gøre dette. De grønne kan kun påvirke forbrugernes adfærd ved at hæve prisen på bestemte former for energi, det vil sige ved at øge omkostningerne for forbrugerne.
Solen er således en alternativ energikilde; men de grønne kan ikke producere energi fra solen, som de er i stand til at sælge, på en måde så det kan betale sig for den vestlige verdens befolkning at købe energien. Det eneste de grønne er i stand til at gøre, er derfor kunstigt at hæve prisen på en type af energi, sådan at forbrugerne ændrer adfærd. Dette sker vel at mærke samtidig med at forbrugerne bliver fattigere, som følge af de kunstigt fordyrede alternativer, som forbrugerne tvinges til at forlade som følge af de af miljøbevægelsens og de politiske beslutningstageres kunstigt skabte omkostninger. Netop derfor er energipriserne i Danmark høje, selv om der er i Danmark produceres masser af energi.
Der er således ingen ingen fagre ny verden forbundet med den klassiske intervention i markedet for energi: Fiskere samt andre mindre virksomheder i vor tids Europa kan, som følge af de stigende oliepriser - som de politiske regulatorer sammen med miljøbevægelsen bidrager til, se frem til at måtte opgive deres erhverv; på samme måde som virksomheder, der levede i kraft af billig energi blev svækket eller gik konkurs i 1970’ernes USA - hvilket var en følge af datidens energipolitiske eksperimenter.
I stedet for prisregulering satser politikerne i Europa nu på Kyoto og kvoteordninger. Dem indførte man i øvrigt også i USA i 1970’erne i et forsøg på at afhjælpe den mangelsituation, man selv havde skabt. Resultatet af den politiske galskab blev, som George Reisman beskriver det, at de allermest marginale indkøbsture for Fru Sørensen son følge af kvoteordningen blev muliggjort på bekostning af de virksomheder, der skulle bruge benzin til at fragte olie og benzin til forbrugerne!
Under et friere marked ville sådanne virksomheder have været i stand til at byde priserne op, og sikre den benzin, de skulle bruge til at levere energi til forbrugerne. Nu indførte regeringen med sine kvoteordninger oveni deres prisregulering således en regel, der kunstigt tildelte alle behov den samme værdi. Man skulle derfor tro, at datidens politiske projekt direkte handlede om at sikre kødannelse og mangeltilstande – ikke bare i Sovjetunionen – men altså nu også i USA.
Det energipolitiske miljø blev yderligere forværret eftersom skiftende regeringer lyttede til en af miljøbevægelsens mest vanvittige ideer, den der handler om, at naturområder har en værdi-i-sig-selv.
Den amerikanske stat forhindrer også i dag, at meget store dele af USA ikke kan ejes af private borgere, virksomheder m.v.; men at disse områder – for deres egen og miljøbevægelsens skyld - er statseje og ligger brak.
Energipolitikken, der på flere måder svækkede nationale amerikanske producenter, gav samtidig mellemøstlige udbydere en fantastisk mulighed for at vinde markedsandele, og for at opnå øget politisk indflydelse på det land, der via prisregulering på denne måde valgte at skade sig selv.
Den amerikanske venstrefløjsaktivist Michael Moore glemmer således i Fahrenheit 9/11 at beskrive de oprindelige årsager til, at Mellemøsten fra og med 1970’erne pludselig blev et meget interessant område at handle olie i. Energipolitikken kan derfor også siges at være en - blandt flere - indirekte årsager til det efterfølgende militære engagement i Mellemøsten.
Prisregulering i form af maksimumspriser betyder således, at der indføres grænser for, hvad man kan tjene indenfor det pågældende marked. Prisreguleringen gjaldt imidlertid ikke i Mellemøsten. Efterspørgslen på olie steg således som følge af de kunstigt fastsatte lave priser. Interessen for at levere amerikansk produceret olie faldt samtidigt som følge af de samme kunstigt lave priser. Resultatet blev en mangeltilstand, kaotiske scenarier samt helt meningsløse personlige tragedier. Oliebranchen i USA vidste ikke desto mindre godt, at den politiske galskab ikke kunne vare ved. Som en konsekvens af den langvarige intervention i den amerikanske energisektor (1971-1981), opstod der således samtidig en række langvarige forbindelser mellem den amerikanske og den mellemøstlige olieindustri.
Hvis politikere i DK, EU og USA nu atter ønsker at kaste sig ud i prisregulering eller kvoteordninger, bør de derfor begynde med at eksperimentere med mindre vigtige dele af markedsøkonomien. Eksempelvis kunne man via lovgivning fastfryse regulatorers lønninger.
Beslægtede artikler:
USA bør ikke gå på kompromis
Kyoto er et skridt i den forkerte retning
Den beskidte energipolitik
Det store europæiske energieksperiment
Maltusianismens og naturkonservatismens genkomst
Kyototilhængernes balancevrøvl
Høj pris for århusiansk "branchepleje"
Kyoto: planøkonomien slår til igen
Hysterisk klimapolitik
Abonner på:
Indlæg (Atom)
