Respekten for naturvidenskaben er høj i vores del af verden. Naturvidenskab er den tilgang til verden, hvor man tager afsæt i det, som der er et objektivt grundlag for at tage afsæt i. Hvad angår naturvidenskaben anerkender man det, man kan iagttage, samt det som man kan udlede af det, man kan iagttage.
Naturvidenskabens værdi baserer sig altså ikke blot på, at man iagttager og identificerer (herunder måler og vejer), men også i den efterfølgende tænkning og mentale integration. Det er faktisk det sidste, det vil sige tænkningen baseret på det faktuelle, som gør videnskaben værdifuld gennem realisering. Denne tænkning er forsætningen for at videnskaben fører til et praktisk resultat: eksempelvis overlegen transport, bedre kommunikation, mere sikker medicin, sundere fødevarer og så videre.
Nu bedes læseren så tænke udenfor begrebet ”videnskab” og på den dagligdags adfærd. Også i det daglige kan man som individ opføre sig ”videnskabeligt”: Man kan tage afsæt i den fysiske virkelighed og det man kan iagttage. Man kan med afsæt så forholde sig rationelt til den verden, man befinder sig i. Det vil sige, man kan vælge at benytte sig af begreber og indstillinger, som har rod i det faktuelle.
Ovenstående kan også kaldes, at være ”rationel”, ”logisk” eller ”fornuftig”. Denne indstilling som en dagligdags adfærd burde mane til ligeså meget respekt, som det at være ”videnskabelig”. For det er den samme indstilling, der er tale om. Og bemærk at der er tale om et valg, som det enkelte individ selv træffer: Man vælger om man vil forholde sig rationelt til sine omgivelser, det vil sige om man vil være ”virkelighedsorienteret” og fornuftig. Man kan tilsvarende også vælge at opføre sig stik modsat. Det er her, at religion kommer ind i billedet:
De religiøse ideer har ikke et fornuftsbaseret grundlag. De er i stedet overleverede normer og påbud. De er dogmer og krav. De er tæt forbundet med traditioner som man ofte ikke har nogle rationelle begrundelser for at holde i live. Religion bruges netop til at fastholde bestemte former for tradition, som styrker nogle mennesker på andres bekostning, eksempelvis mænds magt over kvinder, sådan som det er tilfældet med Islam.
Orienterer man sig ud fra et ikke-videnskabeligt og ikke-fornuftsbaseret verdensbillede men i stedet ud fra et religiøst samt dogmatisk/traditionelt verdensbillede, har det naturligvis også nogle konsekvenser for evnen til at begå sig i den verden, man lever i – altså virkelighedens verden. Konsekvenserne af at vælge at ligge under for den dogmatiske og/eller religiøse indstilling gælder naturligvis ikke blot for én selv, men også for ens nærmeste og resten af samfundet. Har man indenfor et territorium, som hovedregel forkastet det, man kan kalde en fornuftskultur, har det selvsagt også konsekvenser for velstanden og i det hele taget mulighederne for at leve i praksis.
En religiøs (traditionel dogmatisk) indstilling er dermed en indstilling, der svækker evnen til at orientere sig i verden. Det er så en anden måde at sige, at religion i praksis er fordummende. Dumhed kan så have mange udtryksformer og vidt forskellige konsekvenser – også for omgivelserne.
En ting er imidlertid sikkert, og det er at de dogmatiske og/eller de religiøse ønsker at sprede deres dumhed, deres ikke-virkelighedsbaserede tilgang til verden, deres normer og deres arbitrære traditioner til omgivelserne. Dette forsøger de så med vidt forskellige midler – herunder trusler, vold, hærværk men også politisk og religiøs agitation. Men der er altså en sammenhæng.
Uanset midlerne skal man derfor ikke tage fejl: Målet for de primitive kriminelle og de primitive religiøse er det samme: Man ønsker at sprede sin dumhed, sin religiøsitet og/eller sin traditionalisme - og på samme tid at afskaffe den fornuftskultur, velstanden i Vesten bygger på.
Forudsætningen for at man kan forsvare sig bedst muligt, er så at man sætter sig ind i hvorfor velstanden og handlefriheden er noget værdifuldt. Når man betænker den omsiggribende kollektivisme og trangen til at styre og kontrollere fra statens side i Danmark, har vi i den henseende lang vej igen.
Viser indlæg med etiketten Religiøsitet. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Religiøsitet. Vis alle indlæg
19. februar 2008
3. december 2007
Til ære for "profeten"
Om få år vil det mest populære drengenavn i Storbritannien sandsynligvis være Muhammed. Navngivningen skyldes ifølge The Times ikke mindst et ønske om at ære muslimernes profet af samme navn. Muhammad Anwar, professor i etniske relationer ved Warwick Universitet, siger i the Times at: - Muslimske forældre vil gerne have noget, som viser en forbindelse til deres tro eller til profeten. Det skriver Kristeligt-Dagblad.
Nadia Jeldtoft, der er stud. mag i religionshistorie og minoritetsstudier udtrykker imidlertid i Netavisen 180grader, at europæiske muslimers religiøsitet overdrives i medierne. Lektor i religionshistorie Tim Jensen bakker op om det sidste udsagn. Til Dagbladet Information siger han, at Den normale muslim ligner den normale kristne, altså den passive kulturkristne, og når mange tror, muslimer er meget mere aktive, så er det en skævvridning, der kommer fra medier og politikere.
Tilbage i Storbritannien vil navnet Muhammed ikke desto mindre om få år være mere populært end kristne navne som Thomas og Joshua og [kun overgås] af navnet Jack; dette til trods for, at der i dag kun er 3 procent af den britiske befolkning, der er muslimer. Noget tyder på, at Tim Jensen og Nadia Jeldtoft tager fejl.
Netavisen 180grader.dk: Muslimers religiøsitet overdrives
Kristeligt-Dagblad: Muhammed topper listen over populære drengenavne
Nadia Jeldtoft, der er stud. mag i religionshistorie og minoritetsstudier udtrykker imidlertid i Netavisen 180grader, at europæiske muslimers religiøsitet overdrives i medierne. Lektor i religionshistorie Tim Jensen bakker op om det sidste udsagn. Til Dagbladet Information siger han, at Den normale muslim ligner den normale kristne, altså den passive kulturkristne, og når mange tror, muslimer er meget mere aktive, så er det en skævvridning, der kommer fra medier og politikere.
Tilbage i Storbritannien vil navnet Muhammed ikke desto mindre om få år være mere populært end kristne navne som Thomas og Joshua og [kun overgås] af navnet Jack; dette til trods for, at der i dag kun er 3 procent af den britiske befolkning, der er muslimer. Noget tyder på, at Tim Jensen og Nadia Jeldtoft tager fejl.
Netavisen 180grader.dk: Muslimers religiøsitet overdrives
Kristeligt-Dagblad: Muhammed topper listen over populære drengenavne
14. november 2007
Et alternativ til den moderne politiske religiøsitet
En politisk kommentator fra en landsdækkende borgerlig avis sagde i forbindelse med valgdagen noget interessant.
"[A]ntallet af internetsider om religion siden 2004 er vokset hele ni gange, mens antallet af sider om tro og kristendom begge er vokset mere end syv en halv gang. Til sammenligning er antallet af internetsider om sex i samme periode vokset med mindre end seks gange". - Det skriver Kristeligt-Dagblad.
I går var der Folketingsvalg. Da kunne man også fornemme en stigende form for religiøsitet. Den gav sig eksempelvis udslag i det forunderlige i, at de politiske ledere formulerer paroler, hvor man lader som om man tror, at vælgerne kan se intern konsistens i det, man siger. Naser Khader gentog eksempelvis, at skattelettelser og en anden (slappere) flygtningepolitik var mærkesagen. Pia Kjærgaard sagde i stedet, at skattestop, dyrevelfærd og den samme (mindre slappe) flygtningepolitik var mærkesager. Principper, værdier og grundholdninger er man ude af stand til at formulere og sammentrække til slagord. I stedet siger man derfor noget, der lyder lige så konsistent som udsagnet "sten, papir og saks" eller "møbler og tæpper".
Som tilskuer kan man derfor godt få indtrykket af, at ”tilbuddene” er trukket op af en hat. Og der er jo også en slags hat i form af ”folkestemningen”:
De politiske beslutningstagere kender deres vælgersegment. Man laver løbende undersøgelser, der viser, at en gennemsnitsvælger, der går ind for den ene mærkesag også går ind for en anden. Så tager man nogle flere mærkesager med i lykkeposen, når man kaster sig ud i valgkampen. Dette er en anden måde at sige, at stadigt flere politiske beslutningstagere er på niveau med den til daglig apolitiske vælger:
Moderne politikere magter i ringe omfang at forklare, at en bestemt grundholdning er den bedste; at det er den grundholdning, som man repræsenterer; og at det er som følge af denne grundholdning, at vælgeren skal sætte krydset, hos den pågældende. Man taler ganske vist om ”værdier”, men netop kun ved at sige ordet ”værdier”. Hvad der følger efter, er så de mærkesager, man har identificeret til at passe bedst til et givent vælgersegment. At tale om "venstre" og "højre" er netop derfor ved at være en tros-sag; eftersom disse mærkesager ikke kan placeres på en skala, der bygger på nogens mål om lighed gennem tvang samt andres mål om velstand via personlig frihed.
Ikke alene kunne tingene være anderledes. De har været anderledes flere gange i historiens løb. Det er og har været muligt, at sikre sig stor politisk opbakning i kraft af budskaber - eventuelt paroler, der bygger på bagvedliggende klare principper og mere konsistente værdier. Dette gælder såvel verdslige som religiøse politikker:
I Mellemøsten så man i 1970’erne en islamisk revolution. Den byggede på ideen om Islams absolutte værdi såvel som jordisk styreform som åndeligt pejlemærke. Den amerikanske revolution byggede i stedet på det enkelte menneskes ret til at leve sit eget liv i fred og frihed, og til at forfølge sine egne ideer om hvad der er det gode liv (I praksis det modsatte af den islamiske revolution). I Frankrig har man derimod haft revolutioner, hvis målsætning var mere uklare, også hvis man ihukommer parolen om ”frihed, lighed og broderskab”. I Rusland i 1917 så man en revolution, der i stedet var ret konsistent, men samtidig baseret på noget aldeles destruktivt (ligesom den islamiske): Såvel kommunisme som islamisme bygger på kravet om individets underkastelse i forhold til statslige maghavere (enten præsters eller kommissærers).
- Også på demokratiets vilkår er en forudsætning for virkelige forandringer, derfor at befolkningen forstår principperne, som det man vil, de bygger på. Hvis taletiden er kort, er det i højere grad principperne og ikke det man kan kalde ”kategorier” (såsom ”velfærd”, ”dyrevelfærd”, skattelettelser”, ”skattereform” ”stramhed” eller slaphed”), man må formidle, hvis man som politiker vil gøre en forskel på det længere sigt.
Det mest interessante i går var i denne optik, da en politisk iagttager fra Berlingske Tidende i en fjernsynsudsendelse bemærkede, at det kunne være betydningsfuldt, hvis de som talte for skattelettelser begyndte at gøre opmærksom på, at spørgsmålet om lavere skat i bund og grund handler om moral. Lavere skatter var med andre ord værd at kæmpe for, eftersom det var værd at kæmpe for menneskers ret til deres egen handlefrihed. Her var noget at bygge videre på.
Læs om kapitalismens principper og muligheder i The Bernstein Declaration.
Kristeligt-Dagblad: Religion vokser mere end sex på internettet.
"[A]ntallet af internetsider om religion siden 2004 er vokset hele ni gange, mens antallet af sider om tro og kristendom begge er vokset mere end syv en halv gang. Til sammenligning er antallet af internetsider om sex i samme periode vokset med mindre end seks gange". - Det skriver Kristeligt-Dagblad.
I går var der Folketingsvalg. Da kunne man også fornemme en stigende form for religiøsitet. Den gav sig eksempelvis udslag i det forunderlige i, at de politiske ledere formulerer paroler, hvor man lader som om man tror, at vælgerne kan se intern konsistens i det, man siger. Naser Khader gentog eksempelvis, at skattelettelser og en anden (slappere) flygtningepolitik var mærkesagen. Pia Kjærgaard sagde i stedet, at skattestop, dyrevelfærd og den samme (mindre slappe) flygtningepolitik var mærkesager. Principper, værdier og grundholdninger er man ude af stand til at formulere og sammentrække til slagord. I stedet siger man derfor noget, der lyder lige så konsistent som udsagnet "sten, papir og saks" eller "møbler og tæpper".
Som tilskuer kan man derfor godt få indtrykket af, at ”tilbuddene” er trukket op af en hat. Og der er jo også en slags hat i form af ”folkestemningen”:
De politiske beslutningstagere kender deres vælgersegment. Man laver løbende undersøgelser, der viser, at en gennemsnitsvælger, der går ind for den ene mærkesag også går ind for en anden. Så tager man nogle flere mærkesager med i lykkeposen, når man kaster sig ud i valgkampen. Dette er en anden måde at sige, at stadigt flere politiske beslutningstagere er på niveau med den til daglig apolitiske vælger:
Moderne politikere magter i ringe omfang at forklare, at en bestemt grundholdning er den bedste; at det er den grundholdning, som man repræsenterer; og at det er som følge af denne grundholdning, at vælgeren skal sætte krydset, hos den pågældende. Man taler ganske vist om ”værdier”, men netop kun ved at sige ordet ”værdier”. Hvad der følger efter, er så de mærkesager, man har identificeret til at passe bedst til et givent vælgersegment. At tale om "venstre" og "højre" er netop derfor ved at være en tros-sag; eftersom disse mærkesager ikke kan placeres på en skala, der bygger på nogens mål om lighed gennem tvang samt andres mål om velstand via personlig frihed.
Ikke alene kunne tingene være anderledes. De har været anderledes flere gange i historiens løb. Det er og har været muligt, at sikre sig stor politisk opbakning i kraft af budskaber - eventuelt paroler, der bygger på bagvedliggende klare principper og mere konsistente værdier. Dette gælder såvel verdslige som religiøse politikker:
I Mellemøsten så man i 1970’erne en islamisk revolution. Den byggede på ideen om Islams absolutte værdi såvel som jordisk styreform som åndeligt pejlemærke. Den amerikanske revolution byggede i stedet på det enkelte menneskes ret til at leve sit eget liv i fred og frihed, og til at forfølge sine egne ideer om hvad der er det gode liv (I praksis det modsatte af den islamiske revolution). I Frankrig har man derimod haft revolutioner, hvis målsætning var mere uklare, også hvis man ihukommer parolen om ”frihed, lighed og broderskab”. I Rusland i 1917 så man en revolution, der i stedet var ret konsistent, men samtidig baseret på noget aldeles destruktivt (ligesom den islamiske): Såvel kommunisme som islamisme bygger på kravet om individets underkastelse i forhold til statslige maghavere (enten præsters eller kommissærers).
- Også på demokratiets vilkår er en forudsætning for virkelige forandringer, derfor at befolkningen forstår principperne, som det man vil, de bygger på. Hvis taletiden er kort, er det i højere grad principperne og ikke det man kan kalde ”kategorier” (såsom ”velfærd”, ”dyrevelfærd”, skattelettelser”, ”skattereform” ”stramhed” eller slaphed”), man må formidle, hvis man som politiker vil gøre en forskel på det længere sigt.
Det mest interessante i går var i denne optik, da en politisk iagttager fra Berlingske Tidende i en fjernsynsudsendelse bemærkede, at det kunne være betydningsfuldt, hvis de som talte for skattelettelser begyndte at gøre opmærksom på, at spørgsmålet om lavere skat i bund og grund handler om moral. Lavere skatter var med andre ord værd at kæmpe for, eftersom det var værd at kæmpe for menneskers ret til deres egen handlefrihed. Her var noget at bygge videre på.
Læs om kapitalismens principper og muligheder i The Bernstein Declaration.
Kristeligt-Dagblad: Religion vokser mere end sex på internettet.
10. november 2007
Tradition og religion
På det tidspunkt, hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, vil man efterfølgende også se en svækkelse af de mange traditionelle og skadelige manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.
Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.
Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:
Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.
Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?
Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.
Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.
Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.
Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.
Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.
Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.
Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.
Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.
Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.
Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:
Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.
Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?
Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.
Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.
Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.
Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.
Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.
Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.
Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.
5. januar 2007
Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft
Det nye år vil utvivlsomt bringe nye eksempler på religiøs ekstremistisk adfærd. Og den vil vi ikke blot se i Mellemøsten, men i mange andre dele af verden.
Det vil i den forbindelse være fejlagtigt udelukkende at fokusere på islam; selvom det er åbenlyst, at ekstremisme i vor tid særligt trives inden for netop denne verdensreligion.
For alle religioner har et intellektuelt ophav, som føder ekstremismen. Blot en smule Europahistorie vil rent faktisk bekræfte dette kendetegn ved religion som sådan.
Religion kan være stærk og altomfattende og derfor samtidig direkte fornuftsfjendtlig; eller den kan være svagere og tilpasset og derfor tolerant over for fornuften. Religionens fundament er for nu at sige det udiplomatisk og ligeud: det ikke-fornuftige og dermed overtroen.
I Europa havde vi således også engang hekseafbrændinger, bogafbrændinger, inkvisitioner med meget mere – netop eftersom religionen var det eneste og det mest altomfattende bud på en 'verdensforståelse' uden nogen form for verdslig konkurrence.
Hvis man vil bekæmpe noget effektivt, må man tage tyren ved hornene – ikke symptombehandle, men i stedet forholde sig til ekstremismens primære årsag.
Det, som den rendyrkede religion ikke har i forhold til den moderate – såvel som i forhold til den rent verdslige tilgang til verden – ja, det er en rest af fornuft: Det vil sige en eller anden grad af en virkelighedsfunderet måde at orientere sig på.
Selvom ekstremisterne er i stand til at lære at flyve et passagerfly, er afsættet for deres verdensanskuelse således radikalt anderledes. Den rendyrkede religion er derfor netop mere ekstrem, eftersom den er mere anti-fornuftig end den moderate version, som er den, vi i det store hele har vænnet os til i Europa.
Hvis vi vil forsvare os mod den ekstreme religiøsitet, er det derfor tilsvarende altafgørende, at vi bliver mere fundamentalistiske (i mangel af et bedre ord) i vores opbakning til fornuften: - Det vil sige, at vi kun anerkender det, som vi rent faktisk er i stand til at fatte med vores fornuft og sanseapparat.
I 2007 bør vi derfor give fornuften den chance, som den fortjener. Der er rent faktisk mere at fatte end man tror!
Tidligere bragt i Nyhedsavisen den 4. januar 2007
Det vil i den forbindelse være fejlagtigt udelukkende at fokusere på islam; selvom det er åbenlyst, at ekstremisme i vor tid særligt trives inden for netop denne verdensreligion.
For alle religioner har et intellektuelt ophav, som føder ekstremismen. Blot en smule Europahistorie vil rent faktisk bekræfte dette kendetegn ved religion som sådan.
Religion kan være stærk og altomfattende og derfor samtidig direkte fornuftsfjendtlig; eller den kan være svagere og tilpasset og derfor tolerant over for fornuften. Religionens fundament er for nu at sige det udiplomatisk og ligeud: det ikke-fornuftige og dermed overtroen.
I Europa havde vi således også engang hekseafbrændinger, bogafbrændinger, inkvisitioner med meget mere – netop eftersom religionen var det eneste og det mest altomfattende bud på en 'verdensforståelse' uden nogen form for verdslig konkurrence.
Hvis man vil bekæmpe noget effektivt, må man tage tyren ved hornene – ikke symptombehandle, men i stedet forholde sig til ekstremismens primære årsag.
Det, som den rendyrkede religion ikke har i forhold til den moderate – såvel som i forhold til den rent verdslige tilgang til verden – ja, det er en rest af fornuft: Det vil sige en eller anden grad af en virkelighedsfunderet måde at orientere sig på.
Selvom ekstremisterne er i stand til at lære at flyve et passagerfly, er afsættet for deres verdensanskuelse således radikalt anderledes. Den rendyrkede religion er derfor netop mere ekstrem, eftersom den er mere anti-fornuftig end den moderate version, som er den, vi i det store hele har vænnet os til i Europa.
Hvis vi vil forsvare os mod den ekstreme religiøsitet, er det derfor tilsvarende altafgørende, at vi bliver mere fundamentalistiske (i mangel af et bedre ord) i vores opbakning til fornuften: - Det vil sige, at vi kun anerkender det, som vi rent faktisk er i stand til at fatte med vores fornuft og sanseapparat.
I 2007 bør vi derfor give fornuften den chance, som den fortjener. Der er rent faktisk mere at fatte end man tror!
Tidligere bragt i Nyhedsavisen den 4. januar 2007
31. december 2006
Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet
Omkring 80 procent af befolkningen er medlem af Folkekirken, og abonnerer dermed formelt på en form for religiøsitet.
Mere betegnede for trosretningers indflydelse, end dette medlemskab, er dog mængden af værdier i samfundet som dele af befolkningen i et eller andet omfang tager for givet: det vil sige værdier, man har overtaget og betragter som godartede - som en del af det, der hører troen til - herunder blandt andet den altruisme, som kristendommen bygger på.
Altruismen - dette med at tillægge det en positiv værdi at ofre sig selv for andres skyld, og at leve mere for andre, mere end for sig selv (jf. skattetrykket) - er for det første noget langt mere konkret end begrebet ”kristendom". For det andet er denne "værdi" langt mere beskrivende for religiøsitetens indflydelse i samfundet.
Religiøst funderede værdier, såsom den religiøst funderede altruisme, kan man også kalde for ”ikke-organiseret religiøsitet”. Her menes religiøsitet, forstået som det man accepterer, som en del af det, der hører troen til, men som ikke behøver en organisation.
Der kan med religiøse ideer være tale om påstande eller værdier, hvis grundlag, man ikke har sat sig nøjere ind i, men hvor man alligevel accepterer disse ideer, uden en begrundelse, der på logisk vis bygger på noget iagttageligt i virkelighedens verden.
Kendetegnet ved troen og religiøsiteten er således, at den er dogmatisk.
Der er mange andre betegnelser end dogme for dette fænomen, det vil sige de tros-baserede ideer: eksempelvis trosbaseret opbakning til tradition, norm - eller i yderste tilfælde fundamentalisme, det vil sige støtten til den ekstreme religiøse dogmatisme, som vi især finder den hos islamister men også hos kristne i Danmark og USA.
Man kan med religiøsitet i den bredere forstand således iagttage, at en given norm eller tradition forsvares alene med, at der er tale om en norm eller en tradition, - og eksempelvis ved henvisningen til at adfærden bevarer sammenhængskraften.
Religiøsitet kan således via denne mere omfattende indfaldsvinkel ses som en særdeles dominerende faktor i samfundet, hvis man omfatter religiøsitet til det som ikke får en begrundelse i virkeligheden, men som alligevel bliver accepteret som noget værdifuldt.
- Ja faktisk er der meget, der tyder på, at religiøse indstillinger ikke blot er endog meget udbredte, men at religiøsitet – også hvis man ser bort fra islamismen – er i fremmarch på et plan, der kan vise sig at blive særdeles truende, allerede i løbet af de kommende årtier for såvel den politiske som den økonomiske frihed; det vil også sige for friheden og evnen til at tænke selv.
Hvorfor er der så for de religiøse tale om et gode, når der ikke kan identificeres en rationel og konsistent begrundelse for adfærden og/eller værdien?
Som oftest refereres der her til, at mange bakker op omkring dette religiøse fænomen: - Det er normalt at tro på gud (mange gør det), det er en norm, et dogme - og også en tradition. Denne form for argumentation er cirkulær: Det normale får her status af at være det gode, og det gode regnes (som en trossætning) til at være det, som er det normale.
Først hvis der mere stædigt spørges ind til, om det kan retfærdiggøres at tro på gud eller de religiøse værdier, vil der følge en række hjælpeargumenter, såsom at gudfrygtighed er et gode for samfundet og/eller for den enkelte.
I kraft af religiøsiteten, nytter det imidlertid sjældent at spørge den religiøse, om der sådan i realiteten er grund (på engelsk reason) til at tro på gud, eller til at bekende sig til andre ubegrundede overbevisninger; det vil sige, om der er noget som helst, der kan identificeres, der giver anledning til overhovedet at opstille en hypotese om én gud eller guder, og dermed også om der er grund til at acceptere værdierne knyttet til religionen, sådan som disse ideer er præsenteret historisk.
Her er vi måske inde ved kernen i religiøsiteten, og dens før-moderne og primitive oprindelse:
- Når det gælder troen er man begyndt ”bagfra”: Nogle føler et behov, eksempelvis for noget mere end erkendelsen af det fysiske samt af vores og dyrenes bevidstheder. Dette behov for noget mere, har sine psykologiske årsager. Og tilbage i forhistorisk tid har der været gode begrundelser for at forestille sig et svar på alle de ting, man ikke kunne forstå. Det har med andre ord været vanskeligt for de fleste primitive mennesker ikke at have religiøse tilbøjeligheder alene eftersom begrebsapparatet og evnen til erkendelse var så ringe udviklet.
Disse årsager og dette indre behov bliver nu afsættet til et udadrettet forsvar: Det man ønsker, skal være det gældende, det forsvarer man. Det gør man ikke, fordi man ved at fænomenet findes eller at man ved at ”værdien” er værdifuld, men fordi man tror (på) det. Med andre ord: Man vil troen.
Imidlertid er ovenstående religiøse adfærd ikke uden vidtrækkende og ofte katastrofale konsekvenser. - For der er i virkeligheden med den religiøse indstilling tale om en metode, det vil sige en måde at gribe verden an på, der er i strid med den i dag langt mere normale adfærd, der tilsiger at tingene ikke er, bare fordi vi ønsker at de skal være det.
Den virkeligt normale (og godartede) moderne indstilling tilsiger, at vi kun accepterer fænomener eller værdier, hvis der er en solid og vægtig grund til at gøre det.
Det vil sige: virkeligheden og vores fornuft er standarden for hvad der kan, og ikke kan, accepteres.
Konflikten og modstriden handler således om, at man ikke kan integrere den normale verdslige tilgang/metode med den religiøse: - Når man handler religiøst, så handler man ikke på samme tid verdsligt og rationelt i overensstemmelse med den metode, der fortæller os, at man må acceptere det der kan iagttages, og integreres under den samme metode, og som samtidig tilsiger, at man ikke er i stand til at acceptere og handle ud fra mere eller noget andet end dette.
Accepten af den objektive virkelighed og fornuften som målestok sætter dermed solide grænser for hvad man kan - og ikke kan - vedkende sig. Standarden for det acceptable ligger dermed netop i det fysisk iagttagelige, og i hvad der kan erkendes ved fornuftens brug.
Hvis nogle taler om troen på en flyvende hest, så tilsiger den religiøse metode således accept, hvis og såfremt man føler et behov for en flyvende hest, det vil sige hvis man tror, at det er godt at tro på denne. (Og hvis man som religiøs samtidig fornemmer at omgivelserne vil acceptere dette). I kraft af den verdslige metode vil man derimod ikke tillægge troen på noget sådant nogen betydning, med mindre der er fysiske, iagttagelige og konkrete grunde til at gøre det. Standarden for accepten af en flyvende hest er således, om man ved at hesten findes - eller ikke – uanset hvad man så føler. Den samme standard kan vel at mærke, anlægges for accepten og valget af værdier, det vil sige hvad der er rigtigt og forkert, moralsk og umoralsk.
Den religiøse og den verdslige metode er således ikke forenelig.
Kassetænkning
En dårlig ”løsning” på denne uforenelighed, er, at mange opererer med to mentale kasser i deres bevidsthed: - en religiøs og en verdslig. Disse to mentale kasser kan stå i vidt forskellige størrelsesforhold indbyrdes. Problemet er dog, at der ikke kan opstilles en regel for, hvor meget eller hvor lidt de to kasser skal fylde i ens tilværelse, – jævnfør det forhold, at der er tale om modstridende tilgange til verden, og dermed også om konfliktende verdensbilleder, – og herunder om to forskellige afsæt for at vælge sine værdier: det vil sige den verdslige/fornuftsorienterede - og så den religiøse.
Med det ovenstående in mente kan man derfor vende sig mod at forholde sig til konsekvenserne, der således netop vil være vidtrækkende og katastrofale i kraft af denne konflikt mellem fornuft og religiøsitet.
Et religiøst verdensbillede er således netop at betegne som et system på samme måde som et verdsligt. Og måden man accepterer fænomener på, er rent faktisk underordnet i forhold til måden, som man vælger sine værdier på. Vi handler nu engang ud fra vores værdier, og ikke ud fra hvilke fænomener, vi tror/ved, at der findes. Det er i stedet netop ideerne om hvad der er rigtigt og forkert, der er så forskellige, som også forklarer omfanget af alverdens konflikter.
Det er omvendt overfladisk at tro, at forskellen og konflikterne mellem forskellige trosretninger skulle bygge på eksempelvis synet på Muhammed eller Jesus' status i forhold til - ideen om - Gud.
Kristnes og muslimers forskellige adfærd er dermed i stedet netop bestemt af forskellige kodekser, det vil sige værdisystemer, som vel at mærke er trosbaserede. Og det er dette, der er det centrale.
På samme måde bliver man ikke klogere af at konstatere, at et menneske er ateist, uden at man sætter sig ind om vedkommende abonnerer på værdier, der eksempelvis kan være individualistiske og frihedsorienterede, eller kollektivistiske og orienterede mod brugen af statsmagten til at forfølge alverdens mål (Det sidste kan man kalde "verdslig statsreligiøsitet"). Om man tror eller ikke tror på gud, er således i sig selv mindre vigtigt i forhold til, hvilke værdier, man har valgt (og hvordan man har valgt dem).
På samme måde som et verdsligt verdensbillede kan opbygges systematisk og sammenhængende, kan et religiøst verdensbillede derfor også opbygges på en altomfattende og total facon. Det sidste kalder vi fundamentalisme, og er noget vi fokuserer meget på. Kassetænkningen, der vedrører flere, glemmer vi ofte (måske af samme grund) at beskæftige os med.
- Men det religiøse verdensbillede kan vel at mærke ikke konsekvent integreres med førstnævnte, da det er i modstrid med dette. Det skyldes at det ønskværdige i det religiøse verdensbillede spiller en rolle som et afsæt for, hvad man accepterer som det mulige. Dermed bekæmper man samtidig sin egen sans for virkeligheden, det vil også sige evnen til at bruge fornuften.
Selv om der er tale om noget altomfattende, er der derfor alligevel med den religiøse tilgang ikke tale om en rigtig ”metode”, eftersom følelser i denne tilgang spiller en primær rolle, og fornuften af samme grund er skubbet i baggrunden, – og i visse tilfælde er fornuften helt og aldeles blevet fortrængt.
Den verdslige tilgang er derimod en metode til at orientere sig i denne verden, hvor man gør dette ved at bruge sin fornuft; og hvor man vælger værdier ved hjælp af fornuftens brug. Der vil således med fornuftens metode være en sammenhæng mellem ideen om, hvad der kan eksistere, og så hvilke værdier man vil nå frem til at vælge. Sammenhængen findes således i, at den naturvidenskabeligt orienterede, vil være mere bevidst om, at man kan vælge og at man selv er i stand til at tage stilling og vælge mellem forskellige værdier, og dermed vil vedkommende være mere bevidst om, hvem det er, der træffer valgene her i livet.
Det verdslige verdensbillede er dermed individcentreret og omfatter fri vilje. Det religiøse individ vil i højere grad være mere skæbneorienteret, og tillægge enten samfund, velfærdsstat eller andre fænomener større betydning, - end evnen til at træffe selvstændige valg.
Konklusion
Var der bare tale om accepten af fænomener (og ikke værdier) baseret på enten tro eller viden var der i stedet for tale om en forholdsvis afgrænset konflikt. Og de reelle konsekvenser i verden ville være begrænsede: De der troede på væsner i kraft af den alternative metode ville ikke have den store indflydelse på politik og samfundsforhold, og dermed i praksis ikke på graden af fremskridt eller tilbageståenhed. Men de troende har også politiske ambitioner.
Troen på overnaturlige fænomener er således netop ikke det primære for den religiøse; men det er derimod netop værdierne, som man tilsvarende er nået frem til via ”ønskemetoden”: det vil sige ikke i kraft fornuftsbaserede overvejelser, men fordi man føler, at der med de valgte værdier er tale om noget godt; og hvor man tilsvarende tror at modstridende værdier, end de der er overleveret via troen, er at beskrive som slette.
Ligesom troen på fænomenerne (på gud eller guder), så er religiøse værdier dermed alene i kraft af den religiøse metode at beskrive som ikke-fornuftsbaserede værdier. De er dermed samtidig at beskrive som irrationelle, alene fordi man er nået frem til dem i kraft af troen; - dette gælder derfor uanset hvor mange eller hvor få mennesker, der abonnerer på disse ideer og værdier.
Virkeligheden kan man imidlertid ikke stemme om. Den er her bare.
Velstanden i samfundet er der imidlertid ikke bare. Den skal skabes. - Og dertil kræves en vedholdende brug af fornuften – også - og historisk set netop - på religiøsitetens bekostning.
Det positive budskab i ovenstående er således, at man ved hjælp af sin fornuft kan vælge værdier, der gør det muligt at orientere sig i verden, – på nøjagtig samme måde som man i almindelighed kan vælge at orientere sig ved hjælp af fornuftens metode, det vil sige ved at bruge sit sanseapparat. Standarden for at kunne gøre begge dele er accepten af en objektiv virkelighed samt en anerkendelse af fornuftens suverænitet.
Mere betegnede for trosretningers indflydelse, end dette medlemskab, er dog mængden af værdier i samfundet som dele af befolkningen i et eller andet omfang tager for givet: det vil sige værdier, man har overtaget og betragter som godartede - som en del af det, der hører troen til - herunder blandt andet den altruisme, som kristendommen bygger på.
Altruismen - dette med at tillægge det en positiv værdi at ofre sig selv for andres skyld, og at leve mere for andre, mere end for sig selv (jf. skattetrykket) - er for det første noget langt mere konkret end begrebet ”kristendom". For det andet er denne "værdi" langt mere beskrivende for religiøsitetens indflydelse i samfundet.
Religiøst funderede værdier, såsom den religiøst funderede altruisme, kan man også kalde for ”ikke-organiseret religiøsitet”. Her menes religiøsitet, forstået som det man accepterer, som en del af det, der hører troen til, men som ikke behøver en organisation.
Der kan med religiøse ideer være tale om påstande eller værdier, hvis grundlag, man ikke har sat sig nøjere ind i, men hvor man alligevel accepterer disse ideer, uden en begrundelse, der på logisk vis bygger på noget iagttageligt i virkelighedens verden.
Kendetegnet ved troen og religiøsiteten er således, at den er dogmatisk.
Der er mange andre betegnelser end dogme for dette fænomen, det vil sige de tros-baserede ideer: eksempelvis trosbaseret opbakning til tradition, norm - eller i yderste tilfælde fundamentalisme, det vil sige støtten til den ekstreme religiøse dogmatisme, som vi især finder den hos islamister men også hos kristne i Danmark og USA.
Man kan med religiøsitet i den bredere forstand således iagttage, at en given norm eller tradition forsvares alene med, at der er tale om en norm eller en tradition, - og eksempelvis ved henvisningen til at adfærden bevarer sammenhængskraften.
Religiøsitet kan således via denne mere omfattende indfaldsvinkel ses som en særdeles dominerende faktor i samfundet, hvis man omfatter religiøsitet til det som ikke får en begrundelse i virkeligheden, men som alligevel bliver accepteret som noget værdifuldt.
- Ja faktisk er der meget, der tyder på, at religiøse indstillinger ikke blot er endog meget udbredte, men at religiøsitet – også hvis man ser bort fra islamismen – er i fremmarch på et plan, der kan vise sig at blive særdeles truende, allerede i løbet af de kommende årtier for såvel den politiske som den økonomiske frihed; det vil også sige for friheden og evnen til at tænke selv.
Hvorfor er der så for de religiøse tale om et gode, når der ikke kan identificeres en rationel og konsistent begrundelse for adfærden og/eller værdien?
Som oftest refereres der her til, at mange bakker op omkring dette religiøse fænomen: - Det er normalt at tro på gud (mange gør det), det er en norm, et dogme - og også en tradition. Denne form for argumentation er cirkulær: Det normale får her status af at være det gode, og det gode regnes (som en trossætning) til at være det, som er det normale.
Først hvis der mere stædigt spørges ind til, om det kan retfærdiggøres at tro på gud eller de religiøse værdier, vil der følge en række hjælpeargumenter, såsom at gudfrygtighed er et gode for samfundet og/eller for den enkelte.
I kraft af religiøsiteten, nytter det imidlertid sjældent at spørge den religiøse, om der sådan i realiteten er grund (på engelsk reason) til at tro på gud, eller til at bekende sig til andre ubegrundede overbevisninger; det vil sige, om der er noget som helst, der kan identificeres, der giver anledning til overhovedet at opstille en hypotese om én gud eller guder, og dermed også om der er grund til at acceptere værdierne knyttet til religionen, sådan som disse ideer er præsenteret historisk.
Her er vi måske inde ved kernen i religiøsiteten, og dens før-moderne og primitive oprindelse:
- Når det gælder troen er man begyndt ”bagfra”: Nogle føler et behov, eksempelvis for noget mere end erkendelsen af det fysiske samt af vores og dyrenes bevidstheder. Dette behov for noget mere, har sine psykologiske årsager. Og tilbage i forhistorisk tid har der været gode begrundelser for at forestille sig et svar på alle de ting, man ikke kunne forstå. Det har med andre ord været vanskeligt for de fleste primitive mennesker ikke at have religiøse tilbøjeligheder alene eftersom begrebsapparatet og evnen til erkendelse var så ringe udviklet.
Disse årsager og dette indre behov bliver nu afsættet til et udadrettet forsvar: Det man ønsker, skal være det gældende, det forsvarer man. Det gør man ikke, fordi man ved at fænomenet findes eller at man ved at ”værdien” er værdifuld, men fordi man tror (på) det. Med andre ord: Man vil troen.
Imidlertid er ovenstående religiøse adfærd ikke uden vidtrækkende og ofte katastrofale konsekvenser. - For der er i virkeligheden med den religiøse indstilling tale om en metode, det vil sige en måde at gribe verden an på, der er i strid med den i dag langt mere normale adfærd, der tilsiger at tingene ikke er, bare fordi vi ønsker at de skal være det.
Den virkeligt normale (og godartede) moderne indstilling tilsiger, at vi kun accepterer fænomener eller værdier, hvis der er en solid og vægtig grund til at gøre det.
Det vil sige: virkeligheden og vores fornuft er standarden for hvad der kan, og ikke kan, accepteres.
Konflikten og modstriden handler således om, at man ikke kan integrere den normale verdslige tilgang/metode med den religiøse: - Når man handler religiøst, så handler man ikke på samme tid verdsligt og rationelt i overensstemmelse med den metode, der fortæller os, at man må acceptere det der kan iagttages, og integreres under den samme metode, og som samtidig tilsiger, at man ikke er i stand til at acceptere og handle ud fra mere eller noget andet end dette.
Accepten af den objektive virkelighed og fornuften som målestok sætter dermed solide grænser for hvad man kan - og ikke kan - vedkende sig. Standarden for det acceptable ligger dermed netop i det fysisk iagttagelige, og i hvad der kan erkendes ved fornuftens brug.
Hvis nogle taler om troen på en flyvende hest, så tilsiger den religiøse metode således accept, hvis og såfremt man føler et behov for en flyvende hest, det vil sige hvis man tror, at det er godt at tro på denne. (Og hvis man som religiøs samtidig fornemmer at omgivelserne vil acceptere dette). I kraft af den verdslige metode vil man derimod ikke tillægge troen på noget sådant nogen betydning, med mindre der er fysiske, iagttagelige og konkrete grunde til at gøre det. Standarden for accepten af en flyvende hest er således, om man ved at hesten findes - eller ikke – uanset hvad man så føler. Den samme standard kan vel at mærke, anlægges for accepten og valget af værdier, det vil sige hvad der er rigtigt og forkert, moralsk og umoralsk.
Den religiøse og den verdslige metode er således ikke forenelig.
Kassetænkning
En dårlig ”løsning” på denne uforenelighed, er, at mange opererer med to mentale kasser i deres bevidsthed: - en religiøs og en verdslig. Disse to mentale kasser kan stå i vidt forskellige størrelsesforhold indbyrdes. Problemet er dog, at der ikke kan opstilles en regel for, hvor meget eller hvor lidt de to kasser skal fylde i ens tilværelse, – jævnfør det forhold, at der er tale om modstridende tilgange til verden, og dermed også om konfliktende verdensbilleder, – og herunder om to forskellige afsæt for at vælge sine værdier: det vil sige den verdslige/fornuftsorienterede - og så den religiøse.
Med det ovenstående in mente kan man derfor vende sig mod at forholde sig til konsekvenserne, der således netop vil være vidtrækkende og katastrofale i kraft af denne konflikt mellem fornuft og religiøsitet.
Et religiøst verdensbillede er således netop at betegne som et system på samme måde som et verdsligt. Og måden man accepterer fænomener på, er rent faktisk underordnet i forhold til måden, som man vælger sine værdier på. Vi handler nu engang ud fra vores værdier, og ikke ud fra hvilke fænomener, vi tror/ved, at der findes. Det er i stedet netop ideerne om hvad der er rigtigt og forkert, der er så forskellige, som også forklarer omfanget af alverdens konflikter.
Det er omvendt overfladisk at tro, at forskellen og konflikterne mellem forskellige trosretninger skulle bygge på eksempelvis synet på Muhammed eller Jesus' status i forhold til - ideen om - Gud.
Kristnes og muslimers forskellige adfærd er dermed i stedet netop bestemt af forskellige kodekser, det vil sige værdisystemer, som vel at mærke er trosbaserede. Og det er dette, der er det centrale.
På samme måde bliver man ikke klogere af at konstatere, at et menneske er ateist, uden at man sætter sig ind om vedkommende abonnerer på værdier, der eksempelvis kan være individualistiske og frihedsorienterede, eller kollektivistiske og orienterede mod brugen af statsmagten til at forfølge alverdens mål (Det sidste kan man kalde "verdslig statsreligiøsitet"). Om man tror eller ikke tror på gud, er således i sig selv mindre vigtigt i forhold til, hvilke værdier, man har valgt (og hvordan man har valgt dem).
På samme måde som et verdsligt verdensbillede kan opbygges systematisk og sammenhængende, kan et religiøst verdensbillede derfor også opbygges på en altomfattende og total facon. Det sidste kalder vi fundamentalisme, og er noget vi fokuserer meget på. Kassetænkningen, der vedrører flere, glemmer vi ofte (måske af samme grund) at beskæftige os med.
- Men det religiøse verdensbillede kan vel at mærke ikke konsekvent integreres med førstnævnte, da det er i modstrid med dette. Det skyldes at det ønskværdige i det religiøse verdensbillede spiller en rolle som et afsæt for, hvad man accepterer som det mulige. Dermed bekæmper man samtidig sin egen sans for virkeligheden, det vil også sige evnen til at bruge fornuften.
Selv om der er tale om noget altomfattende, er der derfor alligevel med den religiøse tilgang ikke tale om en rigtig ”metode”, eftersom følelser i denne tilgang spiller en primær rolle, og fornuften af samme grund er skubbet i baggrunden, – og i visse tilfælde er fornuften helt og aldeles blevet fortrængt.
Den verdslige tilgang er derimod en metode til at orientere sig i denne verden, hvor man gør dette ved at bruge sin fornuft; og hvor man vælger værdier ved hjælp af fornuftens brug. Der vil således med fornuftens metode være en sammenhæng mellem ideen om, hvad der kan eksistere, og så hvilke værdier man vil nå frem til at vælge. Sammenhængen findes således i, at den naturvidenskabeligt orienterede, vil være mere bevidst om, at man kan vælge og at man selv er i stand til at tage stilling og vælge mellem forskellige værdier, og dermed vil vedkommende være mere bevidst om, hvem det er, der træffer valgene her i livet.
Det verdslige verdensbillede er dermed individcentreret og omfatter fri vilje. Det religiøse individ vil i højere grad være mere skæbneorienteret, og tillægge enten samfund, velfærdsstat eller andre fænomener større betydning, - end evnen til at træffe selvstændige valg.
Konklusion
Var der bare tale om accepten af fænomener (og ikke værdier) baseret på enten tro eller viden var der i stedet for tale om en forholdsvis afgrænset konflikt. Og de reelle konsekvenser i verden ville være begrænsede: De der troede på væsner i kraft af den alternative metode ville ikke have den store indflydelse på politik og samfundsforhold, og dermed i praksis ikke på graden af fremskridt eller tilbageståenhed. Men de troende har også politiske ambitioner.
Troen på overnaturlige fænomener er således netop ikke det primære for den religiøse; men det er derimod netop værdierne, som man tilsvarende er nået frem til via ”ønskemetoden”: det vil sige ikke i kraft fornuftsbaserede overvejelser, men fordi man føler, at der med de valgte værdier er tale om noget godt; og hvor man tilsvarende tror at modstridende værdier, end de der er overleveret via troen, er at beskrive som slette.
Ligesom troen på fænomenerne (på gud eller guder), så er religiøse værdier dermed alene i kraft af den religiøse metode at beskrive som ikke-fornuftsbaserede værdier. De er dermed samtidig at beskrive som irrationelle, alene fordi man er nået frem til dem i kraft af troen; - dette gælder derfor uanset hvor mange eller hvor få mennesker, der abonnerer på disse ideer og værdier.
Virkeligheden kan man imidlertid ikke stemme om. Den er her bare.
Velstanden i samfundet er der imidlertid ikke bare. Den skal skabes. - Og dertil kræves en vedholdende brug af fornuften – også - og historisk set netop - på religiøsitetens bekostning.
Det positive budskab i ovenstående er således, at man ved hjælp af sin fornuft kan vælge værdier, der gør det muligt at orientere sig i verden, – på nøjagtig samme måde som man i almindelighed kan vælge at orientere sig ved hjælp af fornuftens metode, det vil sige ved at bruge sit sanseapparat. Standarden for at kunne gøre begge dele er accepten af en objektiv virkelighed samt en anerkendelse af fornuftens suverænitet.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
