Respekten for naturvidenskaben er høj i vores del af verden. Naturvidenskab er den tilgang til verden, hvor man tager afsæt i det, som der er et objektivt grundlag for at tage afsæt i. Hvad angår naturvidenskaben anerkender man det, man kan iagttage, samt det som man kan udlede af det, man kan iagttage.
Naturvidenskabens værdi baserer sig altså ikke blot på, at man iagttager og identificerer (herunder måler og vejer), men også i den efterfølgende tænkning og mentale integration. Det er faktisk det sidste, det vil sige tænkningen baseret på det faktuelle, som gør videnskaben værdifuld gennem realisering. Denne tænkning er forsætningen for at videnskaben fører til et praktisk resultat: eksempelvis overlegen transport, bedre kommunikation, mere sikker medicin, sundere fødevarer og så videre.
Nu bedes læseren så tænke udenfor begrebet ”videnskab” og på den dagligdags adfærd. Også i det daglige kan man som individ opføre sig ”videnskabeligt”: Man kan tage afsæt i den fysiske virkelighed og det man kan iagttage. Man kan med afsæt så forholde sig rationelt til den verden, man befinder sig i. Det vil sige, man kan vælge at benytte sig af begreber og indstillinger, som har rod i det faktuelle.
Ovenstående kan også kaldes, at være ”rationel”, ”logisk” eller ”fornuftig”. Denne indstilling som en dagligdags adfærd burde mane til ligeså meget respekt, som det at være ”videnskabelig”. For det er den samme indstilling, der er tale om. Og bemærk at der er tale om et valg, som det enkelte individ selv træffer: Man vælger om man vil forholde sig rationelt til sine omgivelser, det vil sige om man vil være ”virkelighedsorienteret” og fornuftig. Man kan tilsvarende også vælge at opføre sig stik modsat. Det er her, at religion kommer ind i billedet:
De religiøse ideer har ikke et fornuftsbaseret grundlag. De er i stedet overleverede normer og påbud. De er dogmer og krav. De er tæt forbundet med traditioner som man ofte ikke har nogle rationelle begrundelser for at holde i live. Religion bruges netop til at fastholde bestemte former for tradition, som styrker nogle mennesker på andres bekostning, eksempelvis mænds magt over kvinder, sådan som det er tilfældet med Islam.
Orienterer man sig ud fra et ikke-videnskabeligt og ikke-fornuftsbaseret verdensbillede men i stedet ud fra et religiøst samt dogmatisk/traditionelt verdensbillede, har det naturligvis også nogle konsekvenser for evnen til at begå sig i den verden, man lever i – altså virkelighedens verden. Konsekvenserne af at vælge at ligge under for den dogmatiske og/eller religiøse indstilling gælder naturligvis ikke blot for én selv, men også for ens nærmeste og resten af samfundet. Har man indenfor et territorium, som hovedregel forkastet det, man kan kalde en fornuftskultur, har det selvsagt også konsekvenser for velstanden og i det hele taget mulighederne for at leve i praksis.
En religiøs (traditionel dogmatisk) indstilling er dermed en indstilling, der svækker evnen til at orientere sig i verden. Det er så en anden måde at sige, at religion i praksis er fordummende. Dumhed kan så have mange udtryksformer og vidt forskellige konsekvenser – også for omgivelserne.
En ting er imidlertid sikkert, og det er at de dogmatiske og/eller de religiøse ønsker at sprede deres dumhed, deres ikke-virkelighedsbaserede tilgang til verden, deres normer og deres arbitrære traditioner til omgivelserne. Dette forsøger de så med vidt forskellige midler – herunder trusler, vold, hærværk men også politisk og religiøs agitation. Men der er altså en sammenhæng.
Uanset midlerne skal man derfor ikke tage fejl: Målet for de primitive kriminelle og de primitive religiøse er det samme: Man ønsker at sprede sin dumhed, sin religiøsitet og/eller sin traditionalisme - og på samme tid at afskaffe den fornuftskultur, velstanden i Vesten bygger på.
Forudsætningen for at man kan forsvare sig bedst muligt, er så at man sætter sig ind i hvorfor velstanden og handlefriheden er noget værdifuldt. Når man betænker den omsiggribende kollektivisme og trangen til at styre og kontrollere fra statens side i Danmark, har vi i den henseende lang vej igen.
Viser indlæg med etiketten Religion. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Religion. Vis alle indlæg
19. februar 2008
3. december 2007
Til ære for "profeten"
Om få år vil det mest populære drengenavn i Storbritannien sandsynligvis være Muhammed. Navngivningen skyldes ifølge The Times ikke mindst et ønske om at ære muslimernes profet af samme navn. Muhammad Anwar, professor i etniske relationer ved Warwick Universitet, siger i the Times at: - Muslimske forældre vil gerne have noget, som viser en forbindelse til deres tro eller til profeten. Det skriver Kristeligt-Dagblad.
Nadia Jeldtoft, der er stud. mag i religionshistorie og minoritetsstudier udtrykker imidlertid i Netavisen 180grader, at europæiske muslimers religiøsitet overdrives i medierne. Lektor i religionshistorie Tim Jensen bakker op om det sidste udsagn. Til Dagbladet Information siger han, at Den normale muslim ligner den normale kristne, altså den passive kulturkristne, og når mange tror, muslimer er meget mere aktive, så er det en skævvridning, der kommer fra medier og politikere.
Tilbage i Storbritannien vil navnet Muhammed ikke desto mindre om få år være mere populært end kristne navne som Thomas og Joshua og [kun overgås] af navnet Jack; dette til trods for, at der i dag kun er 3 procent af den britiske befolkning, der er muslimer. Noget tyder på, at Tim Jensen og Nadia Jeldtoft tager fejl.
Netavisen 180grader.dk: Muslimers religiøsitet overdrives
Kristeligt-Dagblad: Muhammed topper listen over populære drengenavne
Nadia Jeldtoft, der er stud. mag i religionshistorie og minoritetsstudier udtrykker imidlertid i Netavisen 180grader, at europæiske muslimers religiøsitet overdrives i medierne. Lektor i religionshistorie Tim Jensen bakker op om det sidste udsagn. Til Dagbladet Information siger han, at Den normale muslim ligner den normale kristne, altså den passive kulturkristne, og når mange tror, muslimer er meget mere aktive, så er det en skævvridning, der kommer fra medier og politikere.
Tilbage i Storbritannien vil navnet Muhammed ikke desto mindre om få år være mere populært end kristne navne som Thomas og Joshua og [kun overgås] af navnet Jack; dette til trods for, at der i dag kun er 3 procent af den britiske befolkning, der er muslimer. Noget tyder på, at Tim Jensen og Nadia Jeldtoft tager fejl.
Netavisen 180grader.dk: Muslimers religiøsitet overdrives
Kristeligt-Dagblad: Muhammed topper listen over populære drengenavne
16. november 2007
Altanen om den svenske pølseforgiftning
Hos TV2 kunne man den 14. november læse, at en svensk avis ved navn Expressen havde skrevet, at "[e]n borgerlig magt som beror på et fremmedfjendsk parti faktisk ikke [er] misundelsesværdigt"; - og at man fra samme side ved næste valg håbede på et opgør med Dansk Folkepartis "pølsefascisme".
Nu er Dansk Folkeparti imidlertid ikke at beskrive som fremmedfjendsk. Det korrekte er at sige, at der kan identificeres en modstand mod den islamisering og kultur, som tages med til landet fra flygtninge og indvandrere, som kommer fra lande, der er domineret af den islamiske religion.
Den modstand står man i Dansk Folkeparti i øvrigt ikke alene med. Modstand mod kulturelle normer, som de findes i lande præget af traditioner, der kan forbindes med islam findes også i andre partier og bredt i befolkningen. Sammenhængen mellem tradition og religion er i øvrigt blevet dokumenteret adskillige gange såvel på denne side, som alle mulige andre steder.
Men ovenstående er jo blot en konstatering. Dertil må så tilføjes, at det er logisk at være modstander af noget, som står i grel modsætning til de værdier, man selv ønsker at bevare og styrke:
Hvis man ønsker at fastholde religionsfrihed, ytringsfrihed, videnskabsfrihed, tankefrihed, informationsfrihed, handlefrihed med videre, sådan som disse friheder findes i vores del af verden, så må man også forholde sig til de kulturer, hvor disse friheder holdes nede og undertrykkes.
Fra svensk side kan man derfor godt få det indtryk, at man ønsker både at blæse og have mel i munden på samme tid: Man ønsker åbenlyst, at være tolerant overfor indførelsen af nogle normer, som skridt for skridt vil afvikle den frihed, man antageligvis værdsætter. Og den eneste grund til, at man også i dag vil dette, trods de tydelige tegn på social uro, som man kan konstatere, at denne form for kulturignorance fører med sig - blandt andet som det ses i Frankrig, Bruxelles og Storbritannien, må nu efterhånden vurderes til at have årsag i, at man i bund og grund ikke regner frihedens kultur for ret meget.
Når det kommer til stykket vægter man det fra visse meningsdanneres side åbenbart højere, at der sættes lighedstegn mellem normer, der i praksis er uforenelige; og som åbenlyst ikke fører til det samme niveau for velstand, menneskelig værdighed, gensidig respekt og personlige muligheder.
Denne ligegyldighed i forhold til frihedens værdier kan man så betegne som ”svensk pølseforgiftning”.
Det er med andre ord nihilismens kærlighedsforhold til ufrihedens kultur. Det er "multikulturalisme" hvor intet regnes for så meget bedre end noget andet, at man vil tage parti til fordel for noget.
Indstillingen er som tidligere betegnet dermed også et udtryk for "the cult of indiscriminiation", hvor man ikke sondrer mellem de basale grundværdier, hvor man ikke rangerer; og hvor man derfor ikke kan se forskel på, hvad der er negativt og positivt for menneskers muligheder for at skabe sig en værdig tilværelse.
Vi har dermed at gøre med venstreorienteredes had til det frie samfund, som de lever i; og som netop er årsagen til at man især har set sig vred på USA.
Disse venstreorienterede, der tidligere drømte om det socialistiske diktatur, ser netop en mulighed for at få afløb for deres tilbøjeligheder ved at styrke ufrihedens kræfter, sådan som de ikke mindst findes i Mellemøsten. Det samme raseri med den samme oprindelse ledes så tilsvarende over imod Dansk Folkeparti.
Fra en tidligere postering:
Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan [...] fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.
Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.
Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.
En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.
Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk. Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.
Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.
Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio. Læs mere her.
Altanen: Der siges jo så meget om Dansk Folkeparti.
Nu er Dansk Folkeparti imidlertid ikke at beskrive som fremmedfjendsk. Det korrekte er at sige, at der kan identificeres en modstand mod den islamisering og kultur, som tages med til landet fra flygtninge og indvandrere, som kommer fra lande, der er domineret af den islamiske religion.
Den modstand står man i Dansk Folkeparti i øvrigt ikke alene med. Modstand mod kulturelle normer, som de findes i lande præget af traditioner, der kan forbindes med islam findes også i andre partier og bredt i befolkningen. Sammenhængen mellem tradition og religion er i øvrigt blevet dokumenteret adskillige gange såvel på denne side, som alle mulige andre steder.
Men ovenstående er jo blot en konstatering. Dertil må så tilføjes, at det er logisk at være modstander af noget, som står i grel modsætning til de værdier, man selv ønsker at bevare og styrke:
Hvis man ønsker at fastholde religionsfrihed, ytringsfrihed, videnskabsfrihed, tankefrihed, informationsfrihed, handlefrihed med videre, sådan som disse friheder findes i vores del af verden, så må man også forholde sig til de kulturer, hvor disse friheder holdes nede og undertrykkes.
Fra svensk side kan man derfor godt få det indtryk, at man ønsker både at blæse og have mel i munden på samme tid: Man ønsker åbenlyst, at være tolerant overfor indførelsen af nogle normer, som skridt for skridt vil afvikle den frihed, man antageligvis værdsætter. Og den eneste grund til, at man også i dag vil dette, trods de tydelige tegn på social uro, som man kan konstatere, at denne form for kulturignorance fører med sig - blandt andet som det ses i Frankrig, Bruxelles og Storbritannien, må nu efterhånden vurderes til at have årsag i, at man i bund og grund ikke regner frihedens kultur for ret meget.
Når det kommer til stykket vægter man det fra visse meningsdanneres side åbenbart højere, at der sættes lighedstegn mellem normer, der i praksis er uforenelige; og som åbenlyst ikke fører til det samme niveau for velstand, menneskelig værdighed, gensidig respekt og personlige muligheder.
Denne ligegyldighed i forhold til frihedens værdier kan man så betegne som ”svensk pølseforgiftning”.
Det er med andre ord nihilismens kærlighedsforhold til ufrihedens kultur. Det er "multikulturalisme" hvor intet regnes for så meget bedre end noget andet, at man vil tage parti til fordel for noget.
Indstillingen er som tidligere betegnet dermed også et udtryk for "the cult of indiscriminiation", hvor man ikke sondrer mellem de basale grundværdier, hvor man ikke rangerer; og hvor man derfor ikke kan se forskel på, hvad der er negativt og positivt for menneskers muligheder for at skabe sig en værdig tilværelse.
Vi har dermed at gøre med venstreorienteredes had til det frie samfund, som de lever i; og som netop er årsagen til at man især har set sig vred på USA.
Disse venstreorienterede, der tidligere drømte om det socialistiske diktatur, ser netop en mulighed for at få afløb for deres tilbøjeligheder ved at styrke ufrihedens kræfter, sådan som de ikke mindst findes i Mellemøsten. Det samme raseri med den samme oprindelse ledes så tilsvarende over imod Dansk Folkeparti.
Fra en tidligere postering:
Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan [...] fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.
Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.
Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.
En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.
Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk. Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.
Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.
Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio. Læs mere her.
Altanen: Der siges jo så meget om Dansk Folkeparti.
14. november 2007
Et alternativ til den moderne politiske religiøsitet
En politisk kommentator fra en landsdækkende borgerlig avis sagde i forbindelse med valgdagen noget interessant.
"[A]ntallet af internetsider om religion siden 2004 er vokset hele ni gange, mens antallet af sider om tro og kristendom begge er vokset mere end syv en halv gang. Til sammenligning er antallet af internetsider om sex i samme periode vokset med mindre end seks gange". - Det skriver Kristeligt-Dagblad.
I går var der Folketingsvalg. Da kunne man også fornemme en stigende form for religiøsitet. Den gav sig eksempelvis udslag i det forunderlige i, at de politiske ledere formulerer paroler, hvor man lader som om man tror, at vælgerne kan se intern konsistens i det, man siger. Naser Khader gentog eksempelvis, at skattelettelser og en anden (slappere) flygtningepolitik var mærkesagen. Pia Kjærgaard sagde i stedet, at skattestop, dyrevelfærd og den samme (mindre slappe) flygtningepolitik var mærkesager. Principper, værdier og grundholdninger er man ude af stand til at formulere og sammentrække til slagord. I stedet siger man derfor noget, der lyder lige så konsistent som udsagnet "sten, papir og saks" eller "møbler og tæpper".
Som tilskuer kan man derfor godt få indtrykket af, at ”tilbuddene” er trukket op af en hat. Og der er jo også en slags hat i form af ”folkestemningen”:
De politiske beslutningstagere kender deres vælgersegment. Man laver løbende undersøgelser, der viser, at en gennemsnitsvælger, der går ind for den ene mærkesag også går ind for en anden. Så tager man nogle flere mærkesager med i lykkeposen, når man kaster sig ud i valgkampen. Dette er en anden måde at sige, at stadigt flere politiske beslutningstagere er på niveau med den til daglig apolitiske vælger:
Moderne politikere magter i ringe omfang at forklare, at en bestemt grundholdning er den bedste; at det er den grundholdning, som man repræsenterer; og at det er som følge af denne grundholdning, at vælgeren skal sætte krydset, hos den pågældende. Man taler ganske vist om ”værdier”, men netop kun ved at sige ordet ”værdier”. Hvad der følger efter, er så de mærkesager, man har identificeret til at passe bedst til et givent vælgersegment. At tale om "venstre" og "højre" er netop derfor ved at være en tros-sag; eftersom disse mærkesager ikke kan placeres på en skala, der bygger på nogens mål om lighed gennem tvang samt andres mål om velstand via personlig frihed.
Ikke alene kunne tingene være anderledes. De har været anderledes flere gange i historiens løb. Det er og har været muligt, at sikre sig stor politisk opbakning i kraft af budskaber - eventuelt paroler, der bygger på bagvedliggende klare principper og mere konsistente værdier. Dette gælder såvel verdslige som religiøse politikker:
I Mellemøsten så man i 1970’erne en islamisk revolution. Den byggede på ideen om Islams absolutte værdi såvel som jordisk styreform som åndeligt pejlemærke. Den amerikanske revolution byggede i stedet på det enkelte menneskes ret til at leve sit eget liv i fred og frihed, og til at forfølge sine egne ideer om hvad der er det gode liv (I praksis det modsatte af den islamiske revolution). I Frankrig har man derimod haft revolutioner, hvis målsætning var mere uklare, også hvis man ihukommer parolen om ”frihed, lighed og broderskab”. I Rusland i 1917 så man en revolution, der i stedet var ret konsistent, men samtidig baseret på noget aldeles destruktivt (ligesom den islamiske): Såvel kommunisme som islamisme bygger på kravet om individets underkastelse i forhold til statslige maghavere (enten præsters eller kommissærers).
- Også på demokratiets vilkår er en forudsætning for virkelige forandringer, derfor at befolkningen forstår principperne, som det man vil, de bygger på. Hvis taletiden er kort, er det i højere grad principperne og ikke det man kan kalde ”kategorier” (såsom ”velfærd”, ”dyrevelfærd”, skattelettelser”, ”skattereform” ”stramhed” eller slaphed”), man må formidle, hvis man som politiker vil gøre en forskel på det længere sigt.
Det mest interessante i går var i denne optik, da en politisk iagttager fra Berlingske Tidende i en fjernsynsudsendelse bemærkede, at det kunne være betydningsfuldt, hvis de som talte for skattelettelser begyndte at gøre opmærksom på, at spørgsmålet om lavere skat i bund og grund handler om moral. Lavere skatter var med andre ord værd at kæmpe for, eftersom det var værd at kæmpe for menneskers ret til deres egen handlefrihed. Her var noget at bygge videre på.
Læs om kapitalismens principper og muligheder i The Bernstein Declaration.
Kristeligt-Dagblad: Religion vokser mere end sex på internettet.
"[A]ntallet af internetsider om religion siden 2004 er vokset hele ni gange, mens antallet af sider om tro og kristendom begge er vokset mere end syv en halv gang. Til sammenligning er antallet af internetsider om sex i samme periode vokset med mindre end seks gange". - Det skriver Kristeligt-Dagblad.
I går var der Folketingsvalg. Da kunne man også fornemme en stigende form for religiøsitet. Den gav sig eksempelvis udslag i det forunderlige i, at de politiske ledere formulerer paroler, hvor man lader som om man tror, at vælgerne kan se intern konsistens i det, man siger. Naser Khader gentog eksempelvis, at skattelettelser og en anden (slappere) flygtningepolitik var mærkesagen. Pia Kjærgaard sagde i stedet, at skattestop, dyrevelfærd og den samme (mindre slappe) flygtningepolitik var mærkesager. Principper, værdier og grundholdninger er man ude af stand til at formulere og sammentrække til slagord. I stedet siger man derfor noget, der lyder lige så konsistent som udsagnet "sten, papir og saks" eller "møbler og tæpper".
Som tilskuer kan man derfor godt få indtrykket af, at ”tilbuddene” er trukket op af en hat. Og der er jo også en slags hat i form af ”folkestemningen”:
De politiske beslutningstagere kender deres vælgersegment. Man laver løbende undersøgelser, der viser, at en gennemsnitsvælger, der går ind for den ene mærkesag også går ind for en anden. Så tager man nogle flere mærkesager med i lykkeposen, når man kaster sig ud i valgkampen. Dette er en anden måde at sige, at stadigt flere politiske beslutningstagere er på niveau med den til daglig apolitiske vælger:
Moderne politikere magter i ringe omfang at forklare, at en bestemt grundholdning er den bedste; at det er den grundholdning, som man repræsenterer; og at det er som følge af denne grundholdning, at vælgeren skal sætte krydset, hos den pågældende. Man taler ganske vist om ”værdier”, men netop kun ved at sige ordet ”værdier”. Hvad der følger efter, er så de mærkesager, man har identificeret til at passe bedst til et givent vælgersegment. At tale om "venstre" og "højre" er netop derfor ved at være en tros-sag; eftersom disse mærkesager ikke kan placeres på en skala, der bygger på nogens mål om lighed gennem tvang samt andres mål om velstand via personlig frihed.
Ikke alene kunne tingene være anderledes. De har været anderledes flere gange i historiens løb. Det er og har været muligt, at sikre sig stor politisk opbakning i kraft af budskaber - eventuelt paroler, der bygger på bagvedliggende klare principper og mere konsistente værdier. Dette gælder såvel verdslige som religiøse politikker:
I Mellemøsten så man i 1970’erne en islamisk revolution. Den byggede på ideen om Islams absolutte værdi såvel som jordisk styreform som åndeligt pejlemærke. Den amerikanske revolution byggede i stedet på det enkelte menneskes ret til at leve sit eget liv i fred og frihed, og til at forfølge sine egne ideer om hvad der er det gode liv (I praksis det modsatte af den islamiske revolution). I Frankrig har man derimod haft revolutioner, hvis målsætning var mere uklare, også hvis man ihukommer parolen om ”frihed, lighed og broderskab”. I Rusland i 1917 så man en revolution, der i stedet var ret konsistent, men samtidig baseret på noget aldeles destruktivt (ligesom den islamiske): Såvel kommunisme som islamisme bygger på kravet om individets underkastelse i forhold til statslige maghavere (enten præsters eller kommissærers).
- Også på demokratiets vilkår er en forudsætning for virkelige forandringer, derfor at befolkningen forstår principperne, som det man vil, de bygger på. Hvis taletiden er kort, er det i højere grad principperne og ikke det man kan kalde ”kategorier” (såsom ”velfærd”, ”dyrevelfærd”, skattelettelser”, ”skattereform” ”stramhed” eller slaphed”), man må formidle, hvis man som politiker vil gøre en forskel på det længere sigt.
Det mest interessante i går var i denne optik, da en politisk iagttager fra Berlingske Tidende i en fjernsynsudsendelse bemærkede, at det kunne være betydningsfuldt, hvis de som talte for skattelettelser begyndte at gøre opmærksom på, at spørgsmålet om lavere skat i bund og grund handler om moral. Lavere skatter var med andre ord værd at kæmpe for, eftersom det var værd at kæmpe for menneskers ret til deres egen handlefrihed. Her var noget at bygge videre på.
Læs om kapitalismens principper og muligheder i The Bernstein Declaration.
Kristeligt-Dagblad: Religion vokser mere end sex på internettet.
11. november 2007
Om indvandring, tradition og religion
På http://annalyttiger.wordpress.com kan man læse og se et uddrag fra et interview med en saudisk religiøs autoritet, der forklarer synet på hustruvold. I overensstemmelse med interviewets indhold er overskriften "At banke konen religiøst korrekt". Ifølge autoriteten skal man blandt andet ikke slå for hårdt, og sådan at der efterlades mærker. Debatten forekommer ikke mindre absurd af, at man kan se debatten via bredbånd og internet. Verden er blevet mindre. Men i Saudi Arabien lever man tydeligvis i gårdsdagens chauvinistiske og kvindeundertrykkende verden.
Hvad har dette at gøre med danske forhold? Svaret er, at hvis synet på kvinder tages med fra lande, hvor meningsdannere promoverer de holdninger, man finder i interviewet, får dette selvsagt også konsekvenser for kvinder i Danmark, samt forholdet mellem kvinder og mænd her i landet. Lignende ideer importeret fra lande, hvor man diskuterer "hvordan man skal slå konen" vil man så stå overfor i skolerne; og man vil derfor skulle bruge tid på at debattere emner, som man i kraft af en mere restriktiv indvandrings- og flygtningepolitik kunne være sluppet for.
Det menneskesyn, der ligger bag, og som forsvares ved hjælp af religiøse skrifter præger naturligvis også den generelle kulturelle adfærd. Adfærden kommer med andre ord også til udtryk på mange andre måder end den, som kvinder bliver behandlet på. Jævnfør kontrasten mellem skabelsen af internettet og så en debat om ”hvordan man skal slå sin kone”, konfronteres man derfor med en kulturel kløft af tilsvarende dimensioner. Og der er stadigt mange politiske beslutningstagere, der ignorerer problemstillingen forbundet med indvandring og flygtningeoptagelse fra Mellemøsten med henvisning til enten humanistiske begrundelser eller ideer om kulturberigelse og "mangfoldighed".
Hvis man i forvejen er glad for ligestillingen mellem kønnene og for den civiliserede omgangsform i denne del af verden, er der imidlertid ingen berigelse at finde i ovenstående. Der er kun tale om en omkostning og en trussel mod de værdier, som man selv værdsætter. Det gælder naturligvis også, selv om der skulle være behov for arbejdskraft; for man kan man lethed finde regioner i verden, hvor de kulturelle tilstande er langt mere forenelige med hvad der er tilfældet herhjemme. Ud fra ideerne om oplyst egeninteresse bør man derfor lukke af for tilstrømning af indvandrere eller flygtninge fra Mellemøsten, og lade dette forblive situationen indtil tingene forandres til det bedre i den pågældende region.
Læs også:
Tradition og religion
Indvandring på frihedens betingelser
Hvad har dette at gøre med danske forhold? Svaret er, at hvis synet på kvinder tages med fra lande, hvor meningsdannere promoverer de holdninger, man finder i interviewet, får dette selvsagt også konsekvenser for kvinder i Danmark, samt forholdet mellem kvinder og mænd her i landet. Lignende ideer importeret fra lande, hvor man diskuterer "hvordan man skal slå konen" vil man så stå overfor i skolerne; og man vil derfor skulle bruge tid på at debattere emner, som man i kraft af en mere restriktiv indvandrings- og flygtningepolitik kunne være sluppet for.
Det menneskesyn, der ligger bag, og som forsvares ved hjælp af religiøse skrifter præger naturligvis også den generelle kulturelle adfærd. Adfærden kommer med andre ord også til udtryk på mange andre måder end den, som kvinder bliver behandlet på. Jævnfør kontrasten mellem skabelsen af internettet og så en debat om ”hvordan man skal slå sin kone”, konfronteres man derfor med en kulturel kløft af tilsvarende dimensioner. Og der er stadigt mange politiske beslutningstagere, der ignorerer problemstillingen forbundet med indvandring og flygtningeoptagelse fra Mellemøsten med henvisning til enten humanistiske begrundelser eller ideer om kulturberigelse og "mangfoldighed".
Hvis man i forvejen er glad for ligestillingen mellem kønnene og for den civiliserede omgangsform i denne del af verden, er der imidlertid ingen berigelse at finde i ovenstående. Der er kun tale om en omkostning og en trussel mod de værdier, som man selv værdsætter. Det gælder naturligvis også, selv om der skulle være behov for arbejdskraft; for man kan man lethed finde regioner i verden, hvor de kulturelle tilstande er langt mere forenelige med hvad der er tilfældet herhjemme. Ud fra ideerne om oplyst egeninteresse bør man derfor lukke af for tilstrømning af indvandrere eller flygtninge fra Mellemøsten, og lade dette forblive situationen indtil tingene forandres til det bedre i den pågældende region.
Læs også:
Tradition og religion
Indvandring på frihedens betingelser
10. november 2007
Tradition og religion
På det tidspunkt, hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, vil man efterfølgende også se en svækkelse af de mange traditionelle og skadelige manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.
Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.
Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:
Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.
Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?
Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.
Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.
Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.
Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.
Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.
Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.
Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.
Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.
Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.
Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:
Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.
Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?
Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.
Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.
Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.
Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.
Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.
Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.
Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.
Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.
17. oktober 2007
Media choosing religion should settle for reason
In our time religion has come to play a greater role in European and global politics than was the case 10, 20 or 30 years ago. This is also the case in Denmark, where more political commentators are invited into TV-studios mainly due to the fact that they have a so called “religious viewpoint” on a specific issue.
This tendency is therefore not just about Islamism gaining more ground, but about reporters in general being more interested in what religious people have to say – due to the fact that they are religious, and therefore not because they have specific knowledge - that is factual insights, and reason-based principles and ideas to offer in any given case.
I mention “reason-based principles”, because very often when a given issue is considered “an ethical issue” (as if ethics were delimited to certain issues regarding acts covering the human will), the religious get even more attention.
So it is obvious to conclude that more journalists, than was the case earlier, believe there is a closer link between religion and ethics; and that religion (any kind apparently) offers some vital insights, that the non-religious do not possess.
Usually what the Danish Christian theologian then has to offer in practice is disappointngly just what any other ordinary person has to say about any given issue. And the Christian “experts” (or the other religious from other branches among themselves) are not even conveying the same message.
There is in other words no principled guidance offered from the religious who are summoned to the media.
Watching the media invite the superstitious to pose as experts on ethics again and again, but then experiencing believers who are not able to agree about anything - since the “experts” have no fact-based standards to work from, therefore leads this mind to conclude, that the reporters who are inviting them are in fact not looking for reasons and guidance at all. One also starts wondering if journalists in general have become less intelligent than the ordinary person, who (still) does not consult a theologian, every time some “ethical issue” comes along.
Happily most people in the West still struggles to choose what they believe to be reason to guide them - above religion – when it comes to all the moral questions that confront them every day, and then reserve religion for occasions where important choices are not involved. More reporters ought to do the same.
It is in fact easy to live entirely without religion a whole lifetime. But you cannot live a single day as a human being without using your mind.
And capitalism is the system of the mind.
This tendency is therefore not just about Islamism gaining more ground, but about reporters in general being more interested in what religious people have to say – due to the fact that they are religious, and therefore not because they have specific knowledge - that is factual insights, and reason-based principles and ideas to offer in any given case.
I mention “reason-based principles”, because very often when a given issue is considered “an ethical issue” (as if ethics were delimited to certain issues regarding acts covering the human will), the religious get even more attention.
So it is obvious to conclude that more journalists, than was the case earlier, believe there is a closer link between religion and ethics; and that religion (any kind apparently) offers some vital insights, that the non-religious do not possess.
Usually what the Danish Christian theologian then has to offer in practice is disappointngly just what any other ordinary person has to say about any given issue. And the Christian “experts” (or the other religious from other branches among themselves) are not even conveying the same message.
There is in other words no principled guidance offered from the religious who are summoned to the media.
Watching the media invite the superstitious to pose as experts on ethics again and again, but then experiencing believers who are not able to agree about anything - since the “experts” have no fact-based standards to work from, therefore leads this mind to conclude, that the reporters who are inviting them are in fact not looking for reasons and guidance at all. One also starts wondering if journalists in general have become less intelligent than the ordinary person, who (still) does not consult a theologian, every time some “ethical issue” comes along.
Happily most people in the West still struggles to choose what they believe to be reason to guide them - above religion – when it comes to all the moral questions that confront them every day, and then reserve religion for occasions where important choices are not involved. More reporters ought to do the same.
It is in fact easy to live entirely without religion a whole lifetime. But you cannot live a single day as a human being without using your mind.
And capitalism is the system of the mind.
10. oktober 2007
Husk konteksten Niels Krause-Kjær
Hos Berlingske Tidende skriver Niels Krause-Kjær at [h]vis man vælger at kæmpe for ytringsfrihed i Danmark, må det føles som at sparke helt åbne døre op. Udover et par imamer m.fl. er der jo ingen - ingen - der sætter spørgsmålstegn ved den. Konteksten er at Niels Krause-Kjær mener, at Trykkefrihedsselskabet er tidsspilde.
Undertegnede skrev en kort kommentar i MetroXpress vedrørende den samme påstand i 2006, som svar på en klumme af forfatteren Mathilde Walter Clark, der den 3. marts det år spurgte om der på noget tidspunkt i forløbet [har] været en principiel trussel mod ytringsfriheden [egen fremhævelse].
Mit svar lød således:Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer selvfølgelig ikke fra Tøger Seidenfaden eller Uffe Ellemann. Den principielle trussel kommer fra dem, der via lovgivning ønsker at begrænse ytringsfriheden yderligere. Sådanne indskrænkninger blev forsøgt vedtaget den 31. januar i år [2006] i Storbritannien. Forslaget om nye begrænsninger på ytringsfriheden blev afvist med kun én stemmes flertal. Her var der således en konkret og principiel trussel mod denne fundamentale frihedsrettighed. Det der typisk leder op til sådanne lovforslag er netop de krav, der kommer fra f.eks. politisk religiøse om at lade ”tonen” bestemme. En anden fare kommer fra dem, der direkte truer redaktører, tegnere og forfattere. Det sker også i Danmark. [fremhævelse i denne anledning]
Altså var én stemme det eneste, der skilte lovgiverne i vores naboland, når det gælder stramninger i ytringsfriheden. (Måske husker man de protester, der var imod lovforslaget fra en række kendte britiske komikere, som netop er de første der ville blive ramt, eftersom lovgivningen netop handlede om, at man ville forhindre, at nogle blev kede af det).
Det er altså ikke blot forstyrrede isolerede personer, der truer tegnere som er et problem. I England er og var der tydeligvis en principiel trussel mod ytringsfriheden.
Det eneste der kan diskuteres i Danmark er så hvor langt vi er fra sådanne forslag. Og det har vel at mærke aldrig været Trykkefrihedsselskabets mission at fokusere på disse enkeltstående individers trusler, men på det generelle og principielle problem.
Sagen er jo, at der i dagens Danmark findes mennesker som ud fra bevidst formulerede ideologier ønsker at afvikle de individuelle frihedsrettigheder, og skridt for skridt indføre teokrati.
Deres arbejde er et ”langt sejt træk”. Men hvor langt de kom i England, med hjælp fra lokale, der var villige til at file på ytringsfriheden det vidner jo om, at deres arbejde skrider "fremad".
Så dette er ikke et særligt dansk problem. Det er europæisk og globalt. Og trykkefrihedsarbejdet skal naturligvis også ses i denne sammenhæng.
Det er faktisk gådefuldt, at Niels Krause-Kjær åbenbart ikke er i stand til at se sammenhængen mellem eksistensen af Trykkefrihedsselskabet - og så politisk islam i Europa, og at han nærmest skriver som om selskabet er opstået uden dette grundlag.
Læste han selskabets artikler, må det dog hurtigt blive klart for de fleste at disse netop handler om at beskrive – og i bedste fald bremse - den islamisering, der finder sted i såvel Danmark som Europa.
Mange akademikere inklusive undertegnede har desværre været alt for sløve til at tage denne islamisering alvorligt. Og når man læser Niels Krause-Kjærs kommentar kan man godt få indtryk af, at han stadigvæk ikke engang har lagt mærke til dette politiske fænomen.
Det er lidt lige som med terrorisme-debatten: Når nogen tages til fange af politiet for at have planlagt terrorisme eller når der begås terrorisme, så debatteres dette kun i det, man kan kalde ”terrorismens kontekst”.
På samme måde debatterer man så reaktionerne på tegningerne i ”tegningernes kontekst”.
Fællesnævneren er ikke desto mindre den totalitære politiske islam. Men den er der bare mange, der ikke vil forholde sig til.
(Dette minder også lidt om de mennesker, der glemmer, at alle de forbrugsgoder, der findes i rigt udvalg skyldes en levende og dynamisk industri. Og når man glemmer dette, er der så også en tendens til, at man lægger disse producenter i lænker; netop fordi man ikke forstår, hvor livgivende og positiv, deres adfærd er).
Men disse mennesker, der begår terrorhandlinger – (men for den sags også den religiøse, der blot ringer og truer en redaktør eller en tegner) er vel at mærke motiverede af noget, der har fyldt en meget stor del af deres liv i årtier – ja måske hele deres liv. Og hvad er det? - Det er naturligvis det religiøse verdensbillede, som er det samme som gør, at andre trosfæller så arbejder mere bevidst og langsigtet på at reducere ytringsfriheden og på at indføre teokrati.
Hvordan opnås dette politiske mål om teokratisering og islamisering så i lande, der har meget lange traditioner for ytringsfriheden (jævnfør også Storbritannien)?
- Ja, man kræver naturligvis ”blot” at religioner mere generelt skal have en særstatus, og så vil man på den måde indføre diverse former for ”tonelovgivning”.
Man vil således lovgive imod det man kalder ”hadefuld tale". Man arbejder på denne måde ganske lidt bombastisk; og man får i vid udstrækning nogle andre til at arbejde for sig. Dem, der gør arbejdet (som det også har været tilfældet i Storbritannien), er netop de som ikke forstår hvorfor ytringsfriheden er vigtig for disse grupper at afvikle.
Men de naive forstår samtidig ikke hvorfor forsvaret for ytringsfriheden må og skal være principiel: altså at man forsvarer ytringer som ikke gør nogen fysisk skade, men som nogle ganske vist ikke bryder sig om. (Og hvis det ikke er Krause-Kjær, der vil give efter, men blot vil forholde sig retten til at være ignorant, så finder man nogle, der er lidt mere "fleksible" i forholdet til denne frihed). Og det er sjovt nok ofte også de samme personer, der i den ringeste grad respekterer den private ejendomsret, man kan finde som "ytringsfrihedsafviklere" i diverse parlamenter (som det britiske).
Så islamisterne finder altså fælles sag, eller blot nogle man kan kalde ”politiske sagførere” med de, der hader de individuelle frihedsrettigheder allermest – eller blot de, der i allerringeste grad forstår værdien af dem. Disse individer findes i praksis på venstrefløjen. Det er netop her, at det har vist sig at være lettest for islamister at blive medlemmer af europæiske politiske partier.
Krause-Kjær giver således i sin klumme indtryk af, at han ikke rigtigt har forstået det, vi oplevede i forbindelse med publiceringen af de danske Muhammed-tegninger og senere med de svenske tegninger.
Men hvis man ihukommer konteksten for at fokusere på ytringsfriheden, altså at der er en bestemt politisk ideologi - politisk islam, hvor man som led i sine politiske aktiviteter arbejder på at afvikle ytringsfriheden sammen med afviklingen af en række andre friheder, burde missionen være til at forstå.
Personligt tror jeg også, at Trykkefrihedsselskabet som sådan (og ikke blot det arbejde som mange andre gør for at forklare ytringsfrihedens værdi i det daglige) gør en vigtig forskel, eftersom det desværre i al for vid udstrækning har været forbeholdt en afgrænset del af de borgerlige for alvor at tage den politiske islam alvorligt.
Her tror jeg, at Trykkefrihedsselskabet bidrager som "brobygger" om man vil: det vil sige brobygger til den del af de borgerlige, der stadigvæk ikke har forstået, at den aktuelle form for Islam er en trussel mod friheden i Europa; og at det også er denne Islam, der holder Mellemøsten tilbage i materiel såvel som kulturel forstand.
Undertegnede skrev en kort kommentar i MetroXpress vedrørende den samme påstand i 2006, som svar på en klumme af forfatteren Mathilde Walter Clark, der den 3. marts det år spurgte om der på noget tidspunkt i forløbet [har] været en principiel trussel mod ytringsfriheden [egen fremhævelse].
Mit svar lød således:Den principielle trussel mod ytringsfriheden kommer selvfølgelig ikke fra Tøger Seidenfaden eller Uffe Ellemann. Den principielle trussel kommer fra dem, der via lovgivning ønsker at begrænse ytringsfriheden yderligere. Sådanne indskrænkninger blev forsøgt vedtaget den 31. januar i år [2006] i Storbritannien. Forslaget om nye begrænsninger på ytringsfriheden blev afvist med kun én stemmes flertal. Her var der således en konkret og principiel trussel mod denne fundamentale frihedsrettighed. Det der typisk leder op til sådanne lovforslag er netop de krav, der kommer fra f.eks. politisk religiøse om at lade ”tonen” bestemme. En anden fare kommer fra dem, der direkte truer redaktører, tegnere og forfattere. Det sker også i Danmark. [fremhævelse i denne anledning]
Altså var én stemme det eneste, der skilte lovgiverne i vores naboland, når det gælder stramninger i ytringsfriheden. (Måske husker man de protester, der var imod lovforslaget fra en række kendte britiske komikere, som netop er de første der ville blive ramt, eftersom lovgivningen netop handlede om, at man ville forhindre, at nogle blev kede af det).
Det er altså ikke blot forstyrrede isolerede personer, der truer tegnere som er et problem. I England er og var der tydeligvis en principiel trussel mod ytringsfriheden.
Det eneste der kan diskuteres i Danmark er så hvor langt vi er fra sådanne forslag. Og det har vel at mærke aldrig været Trykkefrihedsselskabets mission at fokusere på disse enkeltstående individers trusler, men på det generelle og principielle problem.
Sagen er jo, at der i dagens Danmark findes mennesker som ud fra bevidst formulerede ideologier ønsker at afvikle de individuelle frihedsrettigheder, og skridt for skridt indføre teokrati.
Deres arbejde er et ”langt sejt træk”. Men hvor langt de kom i England, med hjælp fra lokale, der var villige til at file på ytringsfriheden det vidner jo om, at deres arbejde skrider "fremad".
Så dette er ikke et særligt dansk problem. Det er europæisk og globalt. Og trykkefrihedsarbejdet skal naturligvis også ses i denne sammenhæng.
Det er faktisk gådefuldt, at Niels Krause-Kjær åbenbart ikke er i stand til at se sammenhængen mellem eksistensen af Trykkefrihedsselskabet - og så politisk islam i Europa, og at han nærmest skriver som om selskabet er opstået uden dette grundlag.
Læste han selskabets artikler, må det dog hurtigt blive klart for de fleste at disse netop handler om at beskrive – og i bedste fald bremse - den islamisering, der finder sted i såvel Danmark som Europa.
Mange akademikere inklusive undertegnede har desværre været alt for sløve til at tage denne islamisering alvorligt. Og når man læser Niels Krause-Kjærs kommentar kan man godt få indtryk af, at han stadigvæk ikke engang har lagt mærke til dette politiske fænomen.
Det er lidt lige som med terrorisme-debatten: Når nogen tages til fange af politiet for at have planlagt terrorisme eller når der begås terrorisme, så debatteres dette kun i det, man kan kalde ”terrorismens kontekst”.
På samme måde debatterer man så reaktionerne på tegningerne i ”tegningernes kontekst”.
Fællesnævneren er ikke desto mindre den totalitære politiske islam. Men den er der bare mange, der ikke vil forholde sig til.
(Dette minder også lidt om de mennesker, der glemmer, at alle de forbrugsgoder, der findes i rigt udvalg skyldes en levende og dynamisk industri. Og når man glemmer dette, er der så også en tendens til, at man lægger disse producenter i lænker; netop fordi man ikke forstår, hvor livgivende og positiv, deres adfærd er).
Men disse mennesker, der begår terrorhandlinger – (men for den sags også den religiøse, der blot ringer og truer en redaktør eller en tegner) er vel at mærke motiverede af noget, der har fyldt en meget stor del af deres liv i årtier – ja måske hele deres liv. Og hvad er det? - Det er naturligvis det religiøse verdensbillede, som er det samme som gør, at andre trosfæller så arbejder mere bevidst og langsigtet på at reducere ytringsfriheden og på at indføre teokrati.
Hvordan opnås dette politiske mål om teokratisering og islamisering så i lande, der har meget lange traditioner for ytringsfriheden (jævnfør også Storbritannien)?
- Ja, man kræver naturligvis ”blot” at religioner mere generelt skal have en særstatus, og så vil man på den måde indføre diverse former for ”tonelovgivning”.
Man vil således lovgive imod det man kalder ”hadefuld tale". Man arbejder på denne måde ganske lidt bombastisk; og man får i vid udstrækning nogle andre til at arbejde for sig. Dem, der gør arbejdet (som det også har været tilfældet i Storbritannien), er netop de som ikke forstår hvorfor ytringsfriheden er vigtig for disse grupper at afvikle.
Men de naive forstår samtidig ikke hvorfor forsvaret for ytringsfriheden må og skal være principiel: altså at man forsvarer ytringer som ikke gør nogen fysisk skade, men som nogle ganske vist ikke bryder sig om. (Og hvis det ikke er Krause-Kjær, der vil give efter, men blot vil forholde sig retten til at være ignorant, så finder man nogle, der er lidt mere "fleksible" i forholdet til denne frihed). Og det er sjovt nok ofte også de samme personer, der i den ringeste grad respekterer den private ejendomsret, man kan finde som "ytringsfrihedsafviklere" i diverse parlamenter (som det britiske).
Så islamisterne finder altså fælles sag, eller blot nogle man kan kalde ”politiske sagførere” med de, der hader de individuelle frihedsrettigheder allermest – eller blot de, der i allerringeste grad forstår værdien af dem. Disse individer findes i praksis på venstrefløjen. Det er netop her, at det har vist sig at være lettest for islamister at blive medlemmer af europæiske politiske partier.
Krause-Kjær giver således i sin klumme indtryk af, at han ikke rigtigt har forstået det, vi oplevede i forbindelse med publiceringen af de danske Muhammed-tegninger og senere med de svenske tegninger.
Men hvis man ihukommer konteksten for at fokusere på ytringsfriheden, altså at der er en bestemt politisk ideologi - politisk islam, hvor man som led i sine politiske aktiviteter arbejder på at afvikle ytringsfriheden sammen med afviklingen af en række andre friheder, burde missionen være til at forstå.
Personligt tror jeg også, at Trykkefrihedsselskabet som sådan (og ikke blot det arbejde som mange andre gør for at forklare ytringsfrihedens værdi i det daglige) gør en vigtig forskel, eftersom det desværre i al for vid udstrækning har været forbeholdt en afgrænset del af de borgerlige for alvor at tage den politiske islam alvorligt.
Her tror jeg, at Trykkefrihedsselskabet bidrager som "brobygger" om man vil: det vil sige brobygger til den del af de borgerlige, der stadigvæk ikke har forstået, at den aktuelle form for Islam er en trussel mod friheden i Europa; og at det også er denne Islam, der holder Mellemøsten tilbage i materiel såvel som kulturel forstand.
3. oktober 2007
Islam, fanatisme og fattigdom
"Der findes ingen umiskendeligt islamisk måde at bygge et skib på eller forsvare et territorium, helbrede en epidemi eller lave en vejrudsigt," så hvorfor penge? [samfundsforsker Timur Kuran] konkluderer, at det signifikante ved islamisk økonomi ikke ligger i økonomien, men i identitet og religion. Systemet "har fremmet spredningen af antimoderne … tankestrømninger overalt i den islamiske verden. Det har også fostret et miljø, som virker befordrende for militant islamisme."
- Citatet findes i Daniel Pipes artikel - Islamisk økonomi: Hvilken betydning har den? Flere artikler af Pipes på dansk her.
Som omtalt i andre sammenhænge går det endvidere ikke specielt godt i Mellemøsten rent økonomisk. Dette til trods for de mange oliepenge, der strømmede ind i regionen fra og med 1970'erne. Pengestrømmen skyldtes i øvrigt en skadelig amerikansk energipolitik kendetegnet ved regulering og kvoteordninger. Og denne skadelige politik er vi nu ved at indføre i Europa med CO2-kvoterne.
Årsagen til den begrænsede velstand i Mellemøsten skal ikke mindst findes i religionen islam, der er den dominerende i regionen:
For religion hæmmer kreativ tankegang. Sand kreativitet er kendetegnet ved at være virkelighedsbaseret:
Kreativitet er at forholde sig realistisk og samtidig nyskabende til sine omgivelser. Realisten starter derfor med at erkende verden som den er, og derfor fantaserer sig derfor ikke frem til et univers, der ikke eksisterer i virkeligheden - eksempelvis indeholdende væsner, der kan ophæve naturens love. - Ej heller er det udtryk for kreativitet, som man gør det i Islam, at indføre alverdens rigide regler, der hæmmer de handlemuligheder, man har brug for, hvis man ønsker at forbedre sin situation i virkelighedens univers.
Dette er derfor en central forskel på god filosofi og så religion: filosoffen starter ”nedefra”, med det konkrete og bygger så op fra grunden.
Det gode tankesystem kan dermed føres tilbage til helt konkrete elementer i de fysiske omgivelser. Sådan skabes også den gode begrebsdannelse; den er tilsvarende virkelighedsbaseret.
Der findes således noget, man kan kalde ”korrekte termer” ligesom der kan tales om ”frit svævende abstraktioner”, som er ugyldige i kraft af blot at være trukket ud af den blå luft. Det vil sige: sådanne ukorrekte termer ("svævende abstraktioner") er produkter af fri fantasi – og fantaseren; og det gælder naturligvis at de er sprogligt ugyldige ud fra en målestok, der baserer sig på virkeligheden. Og dette gælder uanset om de er bygget ind i en tradtionel religion eller der er tale om noget, som en moderne universitetsprofessor har fundet på (eventuelt Jürgen Habermas).
Det er i prakis også på denne måde religioner opstår: Man har forladt virkelighedens målestok, og man er i stedet blevet en fantast. Man er en drømmer, der ikke er tilfreds med virkelighedens nøgterne udfordring. Skridtet for den meget utilfredse er samtidig aldrig langt fra at blive rendyrket fanatisk. Og fanatikere er der som bekendt mange af i Mellemøsten.
Læs også Søren Espersens glimrende kronik Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.
- Citatet findes i Daniel Pipes artikel - Islamisk økonomi: Hvilken betydning har den? Flere artikler af Pipes på dansk her.
Som omtalt i andre sammenhænge går det endvidere ikke specielt godt i Mellemøsten rent økonomisk. Dette til trods for de mange oliepenge, der strømmede ind i regionen fra og med 1970'erne. Pengestrømmen skyldtes i øvrigt en skadelig amerikansk energipolitik kendetegnet ved regulering og kvoteordninger. Og denne skadelige politik er vi nu ved at indføre i Europa med CO2-kvoterne.
Årsagen til den begrænsede velstand i Mellemøsten skal ikke mindst findes i religionen islam, der er den dominerende i regionen:
For religion hæmmer kreativ tankegang. Sand kreativitet er kendetegnet ved at være virkelighedsbaseret:
Kreativitet er at forholde sig realistisk og samtidig nyskabende til sine omgivelser. Realisten starter derfor med at erkende verden som den er, og derfor fantaserer sig derfor ikke frem til et univers, der ikke eksisterer i virkeligheden - eksempelvis indeholdende væsner, der kan ophæve naturens love. - Ej heller er det udtryk for kreativitet, som man gør det i Islam, at indføre alverdens rigide regler, der hæmmer de handlemuligheder, man har brug for, hvis man ønsker at forbedre sin situation i virkelighedens univers.
Dette er derfor en central forskel på god filosofi og så religion: filosoffen starter ”nedefra”, med det konkrete og bygger så op fra grunden.
Det gode tankesystem kan dermed føres tilbage til helt konkrete elementer i de fysiske omgivelser. Sådan skabes også den gode begrebsdannelse; den er tilsvarende virkelighedsbaseret.
Der findes således noget, man kan kalde ”korrekte termer” ligesom der kan tales om ”frit svævende abstraktioner”, som er ugyldige i kraft af blot at være trukket ud af den blå luft. Det vil sige: sådanne ukorrekte termer ("svævende abstraktioner") er produkter af fri fantasi – og fantaseren; og det gælder naturligvis at de er sprogligt ugyldige ud fra en målestok, der baserer sig på virkeligheden. Og dette gælder uanset om de er bygget ind i en tradtionel religion eller der er tale om noget, som en moderne universitetsprofessor har fundet på (eventuelt Jürgen Habermas).
Det er i prakis også på denne måde religioner opstår: Man har forladt virkelighedens målestok, og man er i stedet blevet en fantast. Man er en drømmer, der ikke er tilfreds med virkelighedens nøgterne udfordring. Skridtet for den meget utilfredse er samtidig aldrig langt fra at blive rendyrket fanatisk. Og fanatikere er der som bekendt mange af i Mellemøsten.
Læs også Søren Espersens glimrende kronik Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.
30. september 2007
William af Baskerville
Umberto Eco's middelalderroman "Rosens Navn" udkom på dansk i 1984. Historien handler om en munke-dektektiv ved navn William af Baskerville, der får til opgave, at opklare nogle gådefulde mord i et italiensk kloster. Historien handler blandt andet om religion og hemmelighedskræmmeri. Den omhandler en bortkommen - men også bortgemt - bog af Aristoteles. I Rosens Navn omtales også bøger med lattervækkende karikaturer af betydningsfulde personer og religiøse skikkelser.
I historien er det tydeligt, at de religiøse magthavere har kontrol med informationsstrømmen i samfundet, og at de begrænser denne strøm for at bevare magten. Dette illustreres konkret ved hjælp af vanskelighederne forbundet med at få adgang til klosterets bibliotek; hvilket er en vanskelighed, der besværliggør William af Baskervilles opklaringsarbejde. Der er altså en sammenhæng mellem den begrænsede information i middelaldersamfundet og fraværet af retfærdighed.
Når man læser bogen får man endvidere let en forståelse for udsagnet ”viden er magt”; og at magt betyder en del for de daværende religiøse autoriteter. Det bliver også åbenbart, at spredningen af viden samt tvivl om autoriteternes status, er noget de religiøse overhoveder i romanen ikke bryder sig om.
Som læser i nutidens Europa kunne man så mene, at problemstillingen på samfundsplan var forældet, eftersom ”katten” i form af ytringsfrihed og nærmest frie informationsstrømme var ude af sækken. Undertegnede læste historien i niende klasse, hvilket vil sige i 1987. - Og i Danmark var der på det tidspunkt ikke nogle større diskussioner om hvorvidt ytringsfriheden var i fare.
Men et par år efter i 1989 oplevede man så ”Murens fald”, det vil sige kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Rusland. Og det blev åbenlyst for stadigt flere, at ytringsfriheden ikke trives uden ejendomsret; og at socialisme og totalitære systemer lukker af for informationsstrømme. Det blev tydeligere - selv for yngre individer udsat for lokale socialistiske demagoger på gymnasier og i ungdomspolitiske foreninger - at befolkningen i sådanne socialistiske diktaturer opflaskes på løgn, sådan som det også sker den dag i dag på Cuba og i Nordkorea.
Få år efter kom også "Fatwa’en" mod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, det netop apropos Eco’s ”Rosens Navn” havde begået en angiveligt blasfemisk bog med titlen ”De sataniske vers”, der trak tæppet væk under dele af religiøse figurer, som præste-diktatorer i Mellemøsten og islamiske patriarker andre steder krævede absolut respekt omkring.
På denne måde skulle det gerne stå klart, at ovenstående tema i Eco’s roman om begrænsninger for ytringer som forudsætning for magtpositioner er uhyre relevant.
Endvidere må det betones, at hvis man giver efter for kravene om respekt for de religiøse skikkelser og myter, bliver resultatet til sidst diktatur også i vores del af verden. For dette er hvad socialister og islamister i sidste instans ønsker at opnå: at diktere. Derfor opfordres der til, at man viser alverdens tegninger af alle slags religiøse ikoner, og at man bruger sin ytringsfrihed på den mest fantasifulde og oplysende måde, man kan. I Danmark er ordet frit.
I historien er det tydeligt, at de religiøse magthavere har kontrol med informationsstrømmen i samfundet, og at de begrænser denne strøm for at bevare magten. Dette illustreres konkret ved hjælp af vanskelighederne forbundet med at få adgang til klosterets bibliotek; hvilket er en vanskelighed, der besværliggør William af Baskervilles opklaringsarbejde. Der er altså en sammenhæng mellem den begrænsede information i middelaldersamfundet og fraværet af retfærdighed.
Når man læser bogen får man endvidere let en forståelse for udsagnet ”viden er magt”; og at magt betyder en del for de daværende religiøse autoriteter. Det bliver også åbenbart, at spredningen af viden samt tvivl om autoriteternes status, er noget de religiøse overhoveder i romanen ikke bryder sig om.
Som læser i nutidens Europa kunne man så mene, at problemstillingen på samfundsplan var forældet, eftersom ”katten” i form af ytringsfrihed og nærmest frie informationsstrømme var ude af sækken. Undertegnede læste historien i niende klasse, hvilket vil sige i 1987. - Og i Danmark var der på det tidspunkt ikke nogle større diskussioner om hvorvidt ytringsfriheden var i fare.
Men et par år efter i 1989 oplevede man så ”Murens fald”, det vil sige kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Rusland. Og det blev åbenlyst for stadigt flere, at ytringsfriheden ikke trives uden ejendomsret; og at socialisme og totalitære systemer lukker af for informationsstrømme. Det blev tydeligere - selv for yngre individer udsat for lokale socialistiske demagoger på gymnasier og i ungdomspolitiske foreninger - at befolkningen i sådanne socialistiske diktaturer opflaskes på løgn, sådan som det også sker den dag i dag på Cuba og i Nordkorea.
Få år efter kom også "Fatwa’en" mod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, det netop apropos Eco’s ”Rosens Navn” havde begået en angiveligt blasfemisk bog med titlen ”De sataniske vers”, der trak tæppet væk under dele af religiøse figurer, som præste-diktatorer i Mellemøsten og islamiske patriarker andre steder krævede absolut respekt omkring.
På denne måde skulle det gerne stå klart, at ovenstående tema i Eco’s roman om begrænsninger for ytringer som forudsætning for magtpositioner er uhyre relevant.
Endvidere må det betones, at hvis man giver efter for kravene om respekt for de religiøse skikkelser og myter, bliver resultatet til sidst diktatur også i vores del af verden. For dette er hvad socialister og islamister i sidste instans ønsker at opnå: at diktere. Derfor opfordres der til, at man viser alverdens tegninger af alle slags religiøse ikoner, og at man bruger sin ytringsfrihed på den mest fantasifulde og oplysende måde, man kan. I Danmark er ordet frit.
1. august 2007
Kipling og kulturforskellene
"The country isn’t half worked out because they that governs it won’t let you touch it. They spend all their blessed time in governing it, and you can’t lift a spade, nor chip a rock, nor look for oil, nor anything like that without all the Government saying – ’Leave it alone and let us govern.’"
Sådan lyder dommen over de britiske myndigheder i 1800-tallets Indien fra Peachey Carnehan i Rudyard Kiplings politisk ukorrekte novelle The Man Who Would be King skrevet i 1888.
Kipling havde således blik for politiske systemers konsekvenser - i positiv eller negativ retning - for fremskridt og velstandsskabelse.
Manden der ville være konge er dog først og fremmest et forunderligt eventyr, der ikke mindst handler om et kulturelt sammenstød af dimensioner; og altså ikke om de relativt mindre sammenstød mellem vestlige bureaukrater og vestlige entreprenører.
I novellen har Peachey Carnahan og Daniel Dravot i kraft af frustration over enertien i Indien, som den er beskrevet i citatet foroven, besluttet sig for at blive konger over et bjergområde ved navn Kafiristan i nærheden af vor tids Afghanistan. Det bliver de vel at mærke (!) - ikke mindst i kraft af deres viden om krigsførsel og den adgang til og forståelse for ny teknologi, som de lokale bjergboere ikke har.
Resultatet af det kulturelle møde bliver ikke desto mindre som udgangspunkt ganske positivt for alle parter:
For i deres stræben efter kongelighed og storhed samler Carnahan og Dravot de splitttede og internt krigsførende stammer i Kafiristan. De skaber dermed fred og og derfor også forudsætningerne for fremskridt. Efter samlingen af landet er der nu ingen småkrige og skræmydsler over ligegyldigheder.
Dravot og Carnahan indfører blandt andet noget, der tilnærmer sig et retssamfund - med en uvildig domstol, der dømmer mellem stridende parter, og som dermed også bidrager til at sikre ro og orden. I den filmatiserede version af Manden der ville være konge, lærer de også de indfødte at ophobe fødevarer i tilfælde af fejlslagen høst. Og der indføres i det hele taget flere af de universelle regler, som vi kender fra vores egne retssamfund; der som bekendt betyder, at borgerne ved hvad de har at holde sig til. Altså relativt simple regler (der bygger på de individuelle frihedsrettigheder), der gælder for alle.
Til sidst får Carnahan og Dravot i praksis derfor også deres ønske opfyldt, og bliver eneherskere over det bjergområde, som nu - takket være disse nye kulturelle inputs bevæger sige en smule frem i tiden, hvor det før stod stille; - og hvor man derfor i et vist omfang forlader de gamle og stivnende traditioner, der hindrede fremgang og vækst.
De oversete forskelle på hvad man hver især anser for vigtigt
Problemet er imidlertid at de lokale bjergboere ikke tildeler kongeværdigheden til de to lykkeriddere, som følge af de synlige forbedringer som følger i kølvandet på de to hovedpersoners bestræbelser på at samle området (og som den typiske verdsliggjorte læser vil notere sig), men i stedet fordi de tror, at Dravot og Carnahan er guder!
De positive og praktiske konsekvenser af adfærden rangerer dermed lavere, end hvad de beviser for de primitive stammer: at deres velgørere er så magtfulde at de må være guddommelige, og derfor må høre til blandt de andre ca. 30 guder, som man tilbeder i området i forvejen.
De indfødte hæver derfor lykkeridderne i kraft af deres angivelige guddommelighed til skyerne, hvor de så ganske rigtigt ikke hører til - trods de mange positive bidrag, som de imidlertid tilfører det tilbagestående samfund.
Mod slutningen af novellen opdager de lokale derfor, at deres velgørere blot er mennesker, og angriber dem derfor - udelukkende fordi hovedpersonernes gudestatus ikke er et faktum. De er simpelthen skuffede, og føler sig trods de materielle forbedringer bedragede og krænkede. Man ser dermed stort på de positive socio-økonomiske konsekvenser, der har været resultatet af det kulturelle møde. Så i det samfund som de to englændere har bevæget sig ind i, står følelserne derfor stadig over fornuften.
Naivismens konsekvenser
Kipling viser med novellen dermed, at der findes store kulturelle forskelle i verden, og at disse forskelle har praktiske og konkrete konsekvenser, som man i sin egen velfærds interesse ikke bør undervurdere. Nogle kulturer faciliterer og opmunterer med andre ord til forandringer og velstandsskabelse, mens andre forhindrer og modvirker dem.
Kiplings to lykkeriddere er måske ikke specielt sympatiske i deres jagt på et kongerige, og i deres bestræbelser på at få undersåtter at regere over. Men de er ikke desto mindre i praksis "kulturbærere", der flytter et meget fattigt og forarmet folk henimod en langt bedre og mere optimal situation - med objektive retsregler, praktiske råd til landbrug, og hvor man på anden måde bidrager med kulturelle normer, der fjerner hindringer for øget velstandsskabelse. De er kort sagt i besiddelse af viden og kundskaber, der er bjergsamfundet overlegen, og som kommer dette samfund til gode. (I praksis er de derfor relativt mere sympatiske end de lokale, der spiller hockey med deres fjenders afhugne hoveder, som de gør det i den filmatiserede version).
Alene i kraft af denne novelle burde det vel at mærke også samtidig stå klart, hvorfor man ovre hos venstrefløjen er så forbitrert på journalisten og forfatteren Kipling, men altså også hvorfor der er grund til at interessere sig for forfatteren netop i vor tid: Med danske og vestlige tropper i Afghanistan er det særdeles relevant, at være opmærksom på hvad kulturelle forskelle og forandringer i virkeligheden betyder. For Kiplings to hovedpersoner er som bekendt forholdsvis idealistiske (først på egne vegne, men senere også når det gælder om at skabe forbedringer, der hvor de er havnet). Men de er, som det viser sig, altså også naive. Og den sidste faktor bliver ikke desto mindre årsagen til deres fald fra storhed og enevælde i "Kafiristan".
Her er derfor en lektie at lære, også i dag: I nogle samfund betyder fremskridt og verdslighed simpelthen langt mindre end religion og tradition. (Det er en vigtig årsag til, at der er konflikter og krige i verden). Og uanset hvor megen infrastruktur, hvor mange skoler samt hvor mange kloakker man fra ekstern (og vestlig) side sørger for, så nytter det intet, hvis ikke traditionerne, kulturen og dermed idegrundlaget på lokalt plan forandrer sig til det bedre.
Et kort resume af "The Man Who Would be King" findes her
Hele novellen kan læses her (men vær opmærksom på "pop ups")
Historien om storhed og fald er blændende godt filmatiseret af John Huston i 1975. Læs om filmen her.
Sådan lyder dommen over de britiske myndigheder i 1800-tallets Indien fra Peachey Carnehan i Rudyard Kiplings politisk ukorrekte novelle The Man Who Would be King skrevet i 1888.
Kipling havde således blik for politiske systemers konsekvenser - i positiv eller negativ retning - for fremskridt og velstandsskabelse.
Manden der ville være konge er dog først og fremmest et forunderligt eventyr, der ikke mindst handler om et kulturelt sammenstød af dimensioner; og altså ikke om de relativt mindre sammenstød mellem vestlige bureaukrater og vestlige entreprenører.
I novellen har Peachey Carnahan og Daniel Dravot i kraft af frustration over enertien i Indien, som den er beskrevet i citatet foroven, besluttet sig for at blive konger over et bjergområde ved navn Kafiristan i nærheden af vor tids Afghanistan. Det bliver de vel at mærke (!) - ikke mindst i kraft af deres viden om krigsførsel og den adgang til og forståelse for ny teknologi, som de lokale bjergboere ikke har.
Resultatet af det kulturelle møde bliver ikke desto mindre som udgangspunkt ganske positivt for alle parter:
For i deres stræben efter kongelighed og storhed samler Carnahan og Dravot de splitttede og internt krigsførende stammer i Kafiristan. De skaber dermed fred og og derfor også forudsætningerne for fremskridt. Efter samlingen af landet er der nu ingen småkrige og skræmydsler over ligegyldigheder.
Dravot og Carnahan indfører blandt andet noget, der tilnærmer sig et retssamfund - med en uvildig domstol, der dømmer mellem stridende parter, og som dermed også bidrager til at sikre ro og orden. I den filmatiserede version af Manden der ville være konge, lærer de også de indfødte at ophobe fødevarer i tilfælde af fejlslagen høst. Og der indføres i det hele taget flere af de universelle regler, som vi kender fra vores egne retssamfund; der som bekendt betyder, at borgerne ved hvad de har at holde sig til. Altså relativt simple regler (der bygger på de individuelle frihedsrettigheder), der gælder for alle.
Til sidst får Carnahan og Dravot i praksis derfor også deres ønske opfyldt, og bliver eneherskere over det bjergområde, som nu - takket være disse nye kulturelle inputs bevæger sige en smule frem i tiden, hvor det før stod stille; - og hvor man derfor i et vist omfang forlader de gamle og stivnende traditioner, der hindrede fremgang og vækst.
De oversete forskelle på hvad man hver især anser for vigtigt
Problemet er imidlertid at de lokale bjergboere ikke tildeler kongeværdigheden til de to lykkeriddere, som følge af de synlige forbedringer som følger i kølvandet på de to hovedpersoners bestræbelser på at samle området (og som den typiske verdsliggjorte læser vil notere sig), men i stedet fordi de tror, at Dravot og Carnahan er guder!
De positive og praktiske konsekvenser af adfærden rangerer dermed lavere, end hvad de beviser for de primitive stammer: at deres velgørere er så magtfulde at de må være guddommelige, og derfor må høre til blandt de andre ca. 30 guder, som man tilbeder i området i forvejen.
De indfødte hæver derfor lykkeridderne i kraft af deres angivelige guddommelighed til skyerne, hvor de så ganske rigtigt ikke hører til - trods de mange positive bidrag, som de imidlertid tilfører det tilbagestående samfund.
Mod slutningen af novellen opdager de lokale derfor, at deres velgørere blot er mennesker, og angriber dem derfor - udelukkende fordi hovedpersonernes gudestatus ikke er et faktum. De er simpelthen skuffede, og føler sig trods de materielle forbedringer bedragede og krænkede. Man ser dermed stort på de positive socio-økonomiske konsekvenser, der har været resultatet af det kulturelle møde. Så i det samfund som de to englændere har bevæget sig ind i, står følelserne derfor stadig over fornuften.
Naivismens konsekvenser
Kipling viser med novellen dermed, at der findes store kulturelle forskelle i verden, og at disse forskelle har praktiske og konkrete konsekvenser, som man i sin egen velfærds interesse ikke bør undervurdere. Nogle kulturer faciliterer og opmunterer med andre ord til forandringer og velstandsskabelse, mens andre forhindrer og modvirker dem.
Kiplings to lykkeriddere er måske ikke specielt sympatiske i deres jagt på et kongerige, og i deres bestræbelser på at få undersåtter at regere over. Men de er ikke desto mindre i praksis "kulturbærere", der flytter et meget fattigt og forarmet folk henimod en langt bedre og mere optimal situation - med objektive retsregler, praktiske råd til landbrug, og hvor man på anden måde bidrager med kulturelle normer, der fjerner hindringer for øget velstandsskabelse. De er kort sagt i besiddelse af viden og kundskaber, der er bjergsamfundet overlegen, og som kommer dette samfund til gode. (I praksis er de derfor relativt mere sympatiske end de lokale, der spiller hockey med deres fjenders afhugne hoveder, som de gør det i den filmatiserede version).
Alene i kraft af denne novelle burde det vel at mærke også samtidig stå klart, hvorfor man ovre hos venstrefløjen er så forbitrert på journalisten og forfatteren Kipling, men altså også hvorfor der er grund til at interessere sig for forfatteren netop i vor tid: Med danske og vestlige tropper i Afghanistan er det særdeles relevant, at være opmærksom på hvad kulturelle forskelle og forandringer i virkeligheden betyder. For Kiplings to hovedpersoner er som bekendt forholdsvis idealistiske (først på egne vegne, men senere også når det gælder om at skabe forbedringer, der hvor de er havnet). Men de er, som det viser sig, altså også naive. Og den sidste faktor bliver ikke desto mindre årsagen til deres fald fra storhed og enevælde i "Kafiristan".
Her er derfor en lektie at lære, også i dag: I nogle samfund betyder fremskridt og verdslighed simpelthen langt mindre end religion og tradition. (Det er en vigtig årsag til, at der er konflikter og krige i verden). Og uanset hvor megen infrastruktur, hvor mange skoler samt hvor mange kloakker man fra ekstern (og vestlig) side sørger for, så nytter det intet, hvis ikke traditionerne, kulturen og dermed idegrundlaget på lokalt plan forandrer sig til det bedre.
Et kort resume af "The Man Who Would be King" findes her
Hele novellen kan læses her (men vær opmærksom på "pop ups")
Historien om storhed og fald er blændende godt filmatiseret af John Huston i 1975. Læs om filmen her.
30. juni 2007
The God of Welfare
Common for all modern believers regardless of whether they are conservatives, nationalists, socialists or Islamists, is the view towards the State, as being a central tool to reach some goal, concerned with "shaping" or "directing" the populace in just the "right way".
In this regard Socialism, or Statism, has for a long time been a belief-system, ranking on line with other major religions.
The new tendency in Denmark towards, what you might call "Halal Socialism" (or Islamo-Socialism), is in no way different in having belief - and not knowledge - at the center stage.
The crucial thing for Islamists, Socialists and all other kinds of collectivists is first and foremost: that we learn how to fall in rank, and march to the same drum, ideally: even to say the same things. In other word "homogenization" or "leveling" is the main thing.
Hence in the beginning of any collectivist political project, there is to a certain extent room for compromise and making alliances, albeit with other collectivists.
Later, once some part of a band of collectivists have gained firm control, you will see the beginning of more heated arguments - internally among the mystics - regarding precisely what kind of tune the "masses" are going to be forced to dance to. Thus: first power and control and then the specifics of the constraints.
It should therefore come as no surprise that one of the thing that all collectivists, no matter their orientation, have in common is the creation of a strong state, that will serve as a forceful disciplinary “power tool”. To ensure success of their project all collectivists will focus on the central areas that insure mass control. Therefore collectivists will nationalize education as well as seek control of the infrastructure - with the core areas of transportation and energy. These are common features of all collectivist projects.
However education and infrastructure are not the sole areas that collectivists seek to control. The other key areas to ensuring regulatory power as well as influence are Health and the Media. But if education has been successfully nationalized and collectivized; then direct control of the media is less important. The journalists in the media will have “guidance” from higher education, and hence there is sufficient indirect control. Nevertheless television remains an important media since it is particularly well suited to rapidly affect emotions and create opportune moments, - in which more power can be handed over to those urging for it; and hence ensure a further weakening of whatever there might be left of independent judgment and individualism within a given population.
As opposed to this, the specific quality of what collectivists offer holds no greater importance (particularly for those who are the targets of these differing experiments). As long as control is realized, and therefore clients of the state are multiplied, it is not particularly relevant for political decision makers whether the clients, who are in this case also members of the press or educators - have some degree of autonomy, just as long as these groups also to some extent have a dependency relationship with the state and with the flow of taxes. Taxes, and "support" because of taxes, plus education, are thus vital to ensure state loyalty.
To sum up: Political alliances among collectivists will in most cases have to be seen as the common first goal of creating a state suitable for state dirigisme and to insure general restraints on the freedom of people, but not as a sign that there is an immediate interest in moving society in any particular direction, other than one that is more state-centered. Because once in power, even mistakes and general poverty can be taught to be “necessary”, and/or a part of some broader scheme, that leads to some millennium utopia.
Because of this, it is extremely important for all sorts of collectivists to de-emphasize and minimize any reference to dichotomies such as: voluntarism vs. force; free speech vs. censorship and self-censorship; freedom vs. dictatorship; private property vs. state property; public vs. private, etc. And the lack of interest in these conflicting concepts is precisely insured by the low grade education, managed by the political clients within the nationalized schools. (Who cares about private? We got this for free!)
The question that now faces us is the following: Does any of the established non-socialist parties in power today offer anything, that separates these parties from this totalitarian and imposed kind of a state centered community, that we have been moving towards for decades? In other word can the non-socialist establishment defend personal liberties and the civil society against an ever growing and more paternalistic state?
The obvious answer, considering the tendency of the right to encroach on various new Leftist projects (including going green, then more green and then preaching unbridled sacrifice on behalf of every thing but human welfare), must clearly be a firm: No - not in the long run.
The best case scenario for the time being is the same kind of perspective that you get with center-left lobbyists working for private corporations. Here the result of any lobbying efforts usually ends with some sort of surrender, and with a political process that always leads to a further loss on the part of free enterprise and more demands and directives flowing from state officials.
Compromise and pragmatism is therefore the order of the day; and these are obviously not tools to do anything but to make attempts of stalling and buying time, - before finally surrendering completely.
The non-socialists in power simply do not seem to have either the will or the ability to prevent further growth in the public sector, and therefore the private sector will at the same time continue to be reduced as well.
In Denmark the socialist "investment" in higher education in the 1970's evidently paid off quite well. Denmark now has the highest amount of taxes in the free world, and one of the largest public sectors.
But due to the current government we just may have bought us some 10-15 years extra before a genuine Halal-socialistic compromise is served up in the shape of a centre-left government - and maybe even with a conservative prime minister as head of it: Among conservatives, there has been a rather long - and not very glorious - tradition of uniting the apparent opposites. These conservatives themselves call it creating "coherence" (you could also call it giving in or simply surrendering)
The conservative philosopher Hegel called this unification of opposites (or surrendering of your previous values) - dialectics. And curiously enough: socialists, with some variance in the meaning of the concept, use the exact same word - which for the moment allows them to make alliances with traditional religionists. (But hey don't worry Karl Marx: this alliance with Islamism is all in the process of creating a new synthesis in accordance with dialectics!)
Nevertheless: - back in the 19th Century, closer to the era of the Enlightenment, these kinds of mysticism, that the unbridled state worship also belongs to, were simply called - religion.
In this regard Socialism, or Statism, has for a long time been a belief-system, ranking on line with other major religions.
The new tendency in Denmark towards, what you might call "Halal Socialism" (or Islamo-Socialism), is in no way different in having belief - and not knowledge - at the center stage.
The crucial thing for Islamists, Socialists and all other kinds of collectivists is first and foremost: that we learn how to fall in rank, and march to the same drum, ideally: even to say the same things. In other word "homogenization" or "leveling" is the main thing.
Hence in the beginning of any collectivist political project, there is to a certain extent room for compromise and making alliances, albeit with other collectivists.
Later, once some part of a band of collectivists have gained firm control, you will see the beginning of more heated arguments - internally among the mystics - regarding precisely what kind of tune the "masses" are going to be forced to dance to. Thus: first power and control and then the specifics of the constraints.
It should therefore come as no surprise that one of the thing that all collectivists, no matter their orientation, have in common is the creation of a strong state, that will serve as a forceful disciplinary “power tool”. To ensure success of their project all collectivists will focus on the central areas that insure mass control. Therefore collectivists will nationalize education as well as seek control of the infrastructure - with the core areas of transportation and energy. These are common features of all collectivist projects.
However education and infrastructure are not the sole areas that collectivists seek to control. The other key areas to ensuring regulatory power as well as influence are Health and the Media. But if education has been successfully nationalized and collectivized; then direct control of the media is less important. The journalists in the media will have “guidance” from higher education, and hence there is sufficient indirect control. Nevertheless television remains an important media since it is particularly well suited to rapidly affect emotions and create opportune moments, - in which more power can be handed over to those urging for it; and hence ensure a further weakening of whatever there might be left of independent judgment and individualism within a given population.
As opposed to this, the specific quality of what collectivists offer holds no greater importance (particularly for those who are the targets of these differing experiments). As long as control is realized, and therefore clients of the state are multiplied, it is not particularly relevant for political decision makers whether the clients, who are in this case also members of the press or educators - have some degree of autonomy, just as long as these groups also to some extent have a dependency relationship with the state and with the flow of taxes. Taxes, and "support" because of taxes, plus education, are thus vital to ensure state loyalty.
To sum up: Political alliances among collectivists will in most cases have to be seen as the common first goal of creating a state suitable for state dirigisme and to insure general restraints on the freedom of people, but not as a sign that there is an immediate interest in moving society in any particular direction, other than one that is more state-centered. Because once in power, even mistakes and general poverty can be taught to be “necessary”, and/or a part of some broader scheme, that leads to some millennium utopia.
Because of this, it is extremely important for all sorts of collectivists to de-emphasize and minimize any reference to dichotomies such as: voluntarism vs. force; free speech vs. censorship and self-censorship; freedom vs. dictatorship; private property vs. state property; public vs. private, etc. And the lack of interest in these conflicting concepts is precisely insured by the low grade education, managed by the political clients within the nationalized schools. (Who cares about private? We got this for free!)
The question that now faces us is the following: Does any of the established non-socialist parties in power today offer anything, that separates these parties from this totalitarian and imposed kind of a state centered community, that we have been moving towards for decades? In other word can the non-socialist establishment defend personal liberties and the civil society against an ever growing and more paternalistic state?
The obvious answer, considering the tendency of the right to encroach on various new Leftist projects (including going green, then more green and then preaching unbridled sacrifice on behalf of every thing but human welfare), must clearly be a firm: No - not in the long run.
The best case scenario for the time being is the same kind of perspective that you get with center-left lobbyists working for private corporations. Here the result of any lobbying efforts usually ends with some sort of surrender, and with a political process that always leads to a further loss on the part of free enterprise and more demands and directives flowing from state officials.
Compromise and pragmatism is therefore the order of the day; and these are obviously not tools to do anything but to make attempts of stalling and buying time, - before finally surrendering completely.
The non-socialists in power simply do not seem to have either the will or the ability to prevent further growth in the public sector, and therefore the private sector will at the same time continue to be reduced as well.
In Denmark the socialist "investment" in higher education in the 1970's evidently paid off quite well. Denmark now has the highest amount of taxes in the free world, and one of the largest public sectors.
But due to the current government we just may have bought us some 10-15 years extra before a genuine Halal-socialistic compromise is served up in the shape of a centre-left government - and maybe even with a conservative prime minister as head of it: Among conservatives, there has been a rather long - and not very glorious - tradition of uniting the apparent opposites. These conservatives themselves call it creating "coherence" (you could also call it giving in or simply surrendering)
The conservative philosopher Hegel called this unification of opposites (or surrendering of your previous values) - dialectics. And curiously enough: socialists, with some variance in the meaning of the concept, use the exact same word - which for the moment allows them to make alliances with traditional religionists. (But hey don't worry Karl Marx: this alliance with Islamism is all in the process of creating a new synthesis in accordance with dialectics!)
Nevertheless: - back in the 19th Century, closer to the era of the Enlightenment, these kinds of mysticism, that the unbridled state worship also belongs to, were simply called - religion.
Islamismens totalitære mål
Daniel Pipes er direktør for the Middle East Forum. Yaron Brook, er direktør for tænketanken the Ayn Rand Institute. Wafa Sultan er forfatter og kommentator. Alle har et indgående kendskab til problemerne forbundet med den moderne islamisme.
Under overskriften Den totalitære Islams trussel mod Vesten tog disse politiske debattører den 12. april under en paneldiskussion fat på nogle meget centrale og afgørende spørgsmål, når det gælder, hvordan man skal forholde sig til dette religiøse og politiske fænomen. Og det er noget, man har måttet forholde sig til - ikke mindst siden angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.
Det indledende spørgsmål for paneldiskussionen handlede om, hvorvidt det, vi oplever globalt og i Mellemøsten er udtryk for en lille gruppe af fanatikeres aktiviteter, eller omvendt skal forstås som en bredere bevægelses adfærd. Det er det, spørgsmålet om terrorisme vs. totalitarianisme handler om.
Her var svaret entydigt, at der er tale om en bredere bevægelse, sådan som vi tidligere har oplevet kommunistiske, nazistiske og fascistiske bevægelser i Europa – samt også den fascistiske bevægelse i Japan frem til 2. verdenskrig.
Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i, hvad der skulle til dengang for omkring 60 år siden, for at disse bevægelser, der havde statsmagten i flere lande, - de gav op. For som bekendt vandt de friere nationer over de totalitære kræfter i 1945.
Spørgsmålet man skal besvare, er derfor: Hvorfor vandt de politisk friere nationer militært? Og hvorfor er der i dag ingen japanske selvmordspiloter? Hvordan vandt man over de tyske nazister og de italienske fascister? Var der tale om dialog eller konsekvens? Forudsætningen for at man gør sig sådanne overvejelser er dog, at man erkender, at de vestlige værdier og friheden er under angreb.
Tilsvarende må man erkende, at krigen mod vores frihed i høj grad føres via nogle bestemte stater i Mellemøsten. Som bekendt er staten et magtfuldt redskab. Derfor er det afgørende at fokusere på de totalitæres vigtigste politiske, ideologiske og militære redskaber, og det er ikke terrorisme; men derimod den islamiske stat, som man finder den i Iran og Saudi Arabien.
Indtil videre har man i Europa og USA i det store hele ignoreret den islamiske stat som en faktor, og i stedet fokuseret på nogle forholdsvis obskure grupperinger i eksempelvis Afghanistan og Irak.
Arbejdsmetoderne for diverse islamiserende aktører er tydeligvis forskellige; men dette skyldes imidlertid ikke, at den overordnede målsætning er forskellig, men simpelthen, at forskellige aktører har forskellige ressourcer til rådighed. Målsætningen er derimod fælles, og handler om at sprede en totalitær udgave af den pågældende religion.
Nogle af de islamistiske ledere er således i besiddelse af et statsapparat og kan derfor blandt andet operere via FN, sådan som det gælder Iran og Saudi-Arabien. Andre aktører har omvendt kontrol over færre individer via private organisationer – herunder i kraft af lokale religiøse samfund. Men målet for de forskellige aktiviteter er ikke desto mindre i det store hele det samme. Derfor må man forholde sig overordnet til målsætningen, som det primære. Omvendt vil det være en fejltagelse, at forholde sig til hver enkelt type af aktivitet, som om der ikke var tale om en overordnet problemstilling, og om en generel politisk bevægelse, der har det samme mål: at gøre en bestemt religion altomfattende og i kraft af staten - totalitær.
Totalitarisme og ikke terrorisme er det centrale
Det er således direkte forkert, som det primære, at fokusere på terrorhandlinger frem for den generelle politiske adfærd, det vil sige den politik der føres af islamister ud fra nogle bestemte mål, uanset om de har magten over en stat eller om de har færre ressourcer til deres rådighed.
Denne pointe er i Danmark imidlertid rent faktisk allerede fremhævet af eksempelvis Karen Jespersen og Ralph Pittelkow, men også af Trykkefrihedsselskabet. Som følge af reaktionen på Muhammed-tegningerne er man også nået et vigtigt skridt i retning af, at erkende, at islam ikke bare kan bruges til at inspirere enkeltstående individer til at sprænge sig selv og andre i luften; men at der er nogle bestemte politiske målsætninger i Islam, som står overfor de frihedsværdier, som mange af os værdsætter. Denne generelt frihedsfjendtlige adfærd, som man finder - uanset om der er tale om løsere grupperingers politik eller politikker via teokratier - burde også medvirke til en forståelse af, hvordan islamister ønsker at bruge religionen til at gøre stater totalitære vel at mærke med et religiøst afsæt.
Muhammed-tegningerne satte således fokus på et helt modstridende syn på ytringsfriheden og dens værdi, sådan som det er tilfældet med totalitære magthavere i Iran og Saudi-Arabien på den ene side og så befolkningen i Europa og USA. Målet for de totalitære handler dermed i almindelighed om at kontrollere og sætte grænser for andres adfærd med afsæt i en bestemt religion. – Aktuelt og også i en sikkerhedspolitisk optik bør man derfor også være opmærksom på de allierede som islamisterne på kort og langt sigt vælger sig, for at nå deres mål.
Konklusionen, der handler om, at islamisme er en bredere politisk bevægelse, og at der er tale om en totalitær bevægelse, er derfor afgørende. Dette betyder dermed, at fokus, som det primære, må være på fjendens centrale målsætning: - hvilket er den religiøse lovgivning - sharia. Af denne grund skal fokus derfor ikke være på en enkelt af de metoder, der anvendes for, at islamister kan realisere deres mål (terrorisme), men på samtlige. Derfor må fokus først og fremmest være på Iran og på Saudi-Arabiens rolle, hvad angår islamisternes krig mod vesten. For love (som sharia) og stater hænger nu engang uløseligt sammen. Grundlæggende var krigen mellem den frie verden og nazister for 60 år siden tilsvarende et spørgsmål om hvor stor en rolle staten skulle spille i borgerens liv. Nazisterne levende ingen plads for individuel frihed.
Vores frihedsværdier er under angreb
I USA og Europa gik man trods forskellige syn på dette spørgsmål (om statens rolle i borgerens liv) derfor under 2. verdenskrig sammen om at bekrige noget, der var langt mere totalitært end noget Europa hidtil havde set.
For at forsvare os mod en ny form for totalitær bevægelse må vi derfor genopdage værdien af individuel frihed. Navnlig i Europa vil dette kræve selvransagelse og refleksion. Vi må undersøge præcist, hvad der er for værdier, der er under angreb, hvad disse – vestlige værdier – betyder i praksis; for hvis vi ikke bliver bevidste om, hvad vi mister, kan vi ikke forsvare os. At der kan identificeres en generel målsætning om at udbrede det religiøse diktatur til stadigt flere lande, betyder derfor, at man må sætte sig ind i, hvordan man kan forsvare sig mod denne totalitære ideologi.
Problemet er derfor ikke primært et spørgsmål om teknik, men om at finde ud af hvilke værdier, man ønsker at leve ud fra. Og man er som et mindstemål nødt til at forstå, at totalitære stater, som den nuværende iranske ikke levner plads til forskellighed. Men for at man kan forsvare sig, må det nu engang være nogle bestemte værdier, man forsvarer, og ikke ”forskellighed” – eller ”demokrati”, men derimod: individuel frihed herunder tanke, tale, trosfrihed samt individuel råderet og privat ejerskab.
For 60 år siden kunne USA og dele af Europa stå sammen og handle konsekvent, eftersom der var et åbenlyst ønske om at leve i frihed, og lade borgeren være fri til at handle, producere og ytre sig såvel når det gælder kultur og information. Hvis vi skal være i stand til at forsvare os mod denne nye totalitære strømning må vi derfor genopdage disse frihedsværdier og de medfølgende rettigheder.
En ny form for islam
I denne henseende skal det nævnes, at paneldeltagerne nævnt i indledningen var enige om, at der de seneste 30 år var sket noget afgørende i form af den islamiske religions aggressivitet. - Kunne det mon tænkes, at denne aggressivitet netop skyldes, at vi i Vesten har bevæget os væk fra at interessere os for individets frihed, og at vi også de sidste 30-40 har overladt stadigt mere magt til staten? Det vil sige, at der i vid udstrækning ikke er givet frihedsfjendtlige kræfter et modspil?
Læseren skal under alle omstændigheder opfordres til selv at undersøge spredningen af islamisk ideologi, og islamiske teokratiers adfærd – herunder såvel udenrigs- som indenrigspolitik for de mest radikaliserede stater. Man bør undersøge, hvad der forventes og kræves af borgerne i sådanne præstestyrer og islamiserede samfund. Man bør sætte sig ind i hvilke metoder, der anvendes for at sprede ideerne om islam, som rettesnor for statsstyre og hvad angår den enkeltes livsførelse fra såvel det nationale som lokale niveau.
Herefter kan man undersøge om de samme former for indoktrinering og påvirkning finder sted i vores samfund, hvad angår de pågældende lokale udgaver af islamister, som de findes i muslimske miljøer: Er der et mål om at gøre Sharia (den islamiske lovreligion) til gældende lov også i Danmark? Og er der en generel tendens til at lade religion spille en altomfattende rolle for enhver form for personlig adfærd? - Når man betænker, hvad der i Danmark de seneste 30-40 er sket i form af den generelle tilbøjelighed til at bruge staten som redskab til at påvirke andres måde at leve på, kunne vi så egentlig forvente, at religiøse bevægelser, der markerer sig stærkt på den internationale scene og nationale scene, så ikke også har en indstilling om, at staten er oplagt redskab til at presse bestemte ideer ned over hovedet på den øvrige befolkning?
Venstrefløjens rolle i forbindelse med islamiseringens trussel
Et vigtigt element til at forstå, hvorfor truslen fra den islamiske totalitarisme ignoreres er, som ovennævnte paneldeltagere fremhævede det, ikke mindst venstrefløjens rolle i denne henseende.
Så hvorfor ignorer venstrefløjen truslen fra islamisme? Hvordan kan det være, at kritikken af det iranske præstestyre, der har været ved magten siden 1979, har været så begrænset - trods den åbenlyse undertrykkelse, indoktrinering og menneskelige stagnation, der har fundet sted?
Det korte svar kunne simpelthen være, at islam og socialisme har en fælles fjende ved navn kapitalisme og markedsøkonomi: I det omfang at socialisterne har opgivet deres egne socialistiske værdier, så har de ikke valgt frihedens værdier i stedet. Tværtimod har man i stedet valgt at finde ideologier, der kan skade friheden uden at sætte noget positivt i stedet. Derfor finder venstreorienterede i dag allierede, der i bund og grund ikke har ret meget tilfælles med den klassiske socialisme, men som simpelthen som det primære angriber navnlig det, man opfatter som ”den amerikanske livsstil”, og hvad man finder af elementer i denne i resten af verden. Paneldeltagerne fokuserede her på islam. Men en anden central form for ”anti-amerikanisme” er økologismen, der selv om den er udviklet og populariseret i USA netop også er et opgør med de grundlæggende ideer om individets frihed.
Også i denne forbindelse skal det pointeres, at Europa står særdeles svagt, eftersom frihedens værdier af de politisk intellektuelle i høj grad ikke respekteres i Europa i nær den samme grad som i USA. Derfor var såvel Brooks, Pipes som Sultan enige om, at Europa er tættere på at blive islamiseret, end det er tilfældet for det nordamerikanske kontinent. Aktuelt kan man holde sig orienteret om, hvad der sker i Tyrkiet i denne henseende.
Selv om paneldeltagerne havde hver deres indfaldsvinkel og bevæggrunde til at beskæftige sig med den politiske islam var der også, når det gælder spørgsmålet om, hvordan krigen mod totalitær islam vindes, en høj grad af enighed. Såvel når det gælder den militære del af forsvarspolitikken som den idemæssige, var der derfor overensstemmelse.
Modstandernes vilje må knækkes
Målet for den militære indsats må i overensstemmelse med det ovenstående løftes op fra nogle rent tekniske målsætninger til et mere generelt mål. Dette mål handler om at vise frihedens fjender, at de ikke kan vinde.
Som udgangspunkt må man derfor forstå, hvad der konstituerer en sejr for de totalitære islamister. Dette gøres atter i kraft af erfaringerne fra 2. verdenskrig: En sejr for Hitler og nazisterne samt ikke mindst deres japanske allierede var kendetegnet ved en udbredelse af deres politiske system til stadigt flere lande. Målet var dermed at presse nogle bestemte værdier ned over befolkningen i kraft af staten. Afsættet for at gøre dette var, at de totalitære mente, at deres ideer var overlegne og i visse tilfælde at de var guddommelige. Derfor skulle der fra til 1945 som bekendt meget til for – militært - at vise fjenden, at målet ikke kunne nås.
For at vinde krigen mod en total bevægelse, der blandt andet har kontrol med flere stater i mellemøsten, og måske indenfor nogle år også i Tyrkiet, er det derfor nødvendigt at vise fjenden, at den ikke kan vinde. Her gælder det således om at få navnlig tilhængere og sympatisører til at miste modet, sådan at magthavere og ledere mister deres grundlag i befolkningen. Her må man derfor tilbage og sætte sig ind i hvordan de frie nationer sejrede i den 2. verdenskrig ikke mindst over Tyskland og Japan.
Fokus må være på Iran og Saudi Arabien
For at et militært forsvar kan gennemføres, er det samtidig afgørende at der opstår en langt klarere bevidsthed om truslen fra den totalitære islam, end det er tilfældet i dag. Og her er det aktuelle fokus på terrorisme frem for fokus på Iran og Saudi-Arabiens rolle problematisk. Det nuværende fokus på terrorisme må blandt forstås i kraft af den værdirelativisme, der præger Vesten i dag. For hvis man havde et stærkt afsæt i en værdiorientering, ville man langt klarere kunne se sammenhængen mellem diverse bevægelser og så de diktatoriske stater, som støtter bevægelserne såvel finansielt som ideologisk.
Det er derfor afgørende, at der skabes en langt større bevidsthed om de oprindelige værdier og den fornuftsorientering, der har sikret friheden og velstanden i USA, Europa og i vid udstrækning også Asien og Latin Amerika. Disse grundlæggende værdier må dermed genopdages, for når det sker, vil man også forstå hvad det er man mister, hvis religion går hen og bliver altomfattende og styrende for adfærden.
Den helt centrale årsag til, at islam er en trussel, er således først og fremmest, at det er en trussel mod den frie verdens fornuftskultur. Totalitær Islam, som den har udviklet sig de seneste 30 år, er netop et problem, eftersom det netop er en totalitær religion, der ikke levner nogen som helst plads til fornuft og tankefrihed i samfundet. I takt med at dette system breder sig, vil vi derfor opleve først udbredt materiel og åndelig stagnation, og derefter at den velstand og handlefrihed vi kender, den forsvinder.
Fra den 12. april 2007 Totalitarian Islam's Threat to the West: From the Iranian hostage crisis to September 11 to the London subway attacks to the Iraqi insurgency—it is clear the West faces a grave threat from a committed enemy. Conventional wisdom holds that the enemy is a rogue group of fanatics, who have hijacked a great religion in order to justify their crimes. It tells us there is no way to permanently eliminate these violent groups, that we have entered an "age of terror" and that we must give up the desire for a decisive victory. - But is the conventional wisdom right? Join us for a panel discussion titled "Totalitarian Islam's Threat to the West." Se A panel discussion featuring Daniel Pipes, Yaron Brook and Wafa Sultan . Registrering er gratis. Indlaget findes under "News and highlights".
Under overskriften Den totalitære Islams trussel mod Vesten tog disse politiske debattører den 12. april under en paneldiskussion fat på nogle meget centrale og afgørende spørgsmål, når det gælder, hvordan man skal forholde sig til dette religiøse og politiske fænomen. Og det er noget, man har måttet forholde sig til - ikke mindst siden angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.
Det indledende spørgsmål for paneldiskussionen handlede om, hvorvidt det, vi oplever globalt og i Mellemøsten er udtryk for en lille gruppe af fanatikeres aktiviteter, eller omvendt skal forstås som en bredere bevægelses adfærd. Det er det, spørgsmålet om terrorisme vs. totalitarianisme handler om.
Her var svaret entydigt, at der er tale om en bredere bevægelse, sådan som vi tidligere har oplevet kommunistiske, nazistiske og fascistiske bevægelser i Europa – samt også den fascistiske bevægelse i Japan frem til 2. verdenskrig.
Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i, hvad der skulle til dengang for omkring 60 år siden, for at disse bevægelser, der havde statsmagten i flere lande, - de gav op. For som bekendt vandt de friere nationer over de totalitære kræfter i 1945.
Spørgsmålet man skal besvare, er derfor: Hvorfor vandt de politisk friere nationer militært? Og hvorfor er der i dag ingen japanske selvmordspiloter? Hvordan vandt man over de tyske nazister og de italienske fascister? Var der tale om dialog eller konsekvens? Forudsætningen for at man gør sig sådanne overvejelser er dog, at man erkender, at de vestlige værdier og friheden er under angreb.
Tilsvarende må man erkende, at krigen mod vores frihed i høj grad føres via nogle bestemte stater i Mellemøsten. Som bekendt er staten et magtfuldt redskab. Derfor er det afgørende at fokusere på de totalitæres vigtigste politiske, ideologiske og militære redskaber, og det er ikke terrorisme; men derimod den islamiske stat, som man finder den i Iran og Saudi Arabien.
Indtil videre har man i Europa og USA i det store hele ignoreret den islamiske stat som en faktor, og i stedet fokuseret på nogle forholdsvis obskure grupperinger i eksempelvis Afghanistan og Irak.
Arbejdsmetoderne for diverse islamiserende aktører er tydeligvis forskellige; men dette skyldes imidlertid ikke, at den overordnede målsætning er forskellig, men simpelthen, at forskellige aktører har forskellige ressourcer til rådighed. Målsætningen er derimod fælles, og handler om at sprede en totalitær udgave af den pågældende religion.
Nogle af de islamistiske ledere er således i besiddelse af et statsapparat og kan derfor blandt andet operere via FN, sådan som det gælder Iran og Saudi-Arabien. Andre aktører har omvendt kontrol over færre individer via private organisationer – herunder i kraft af lokale religiøse samfund. Men målet for de forskellige aktiviteter er ikke desto mindre i det store hele det samme. Derfor må man forholde sig overordnet til målsætningen, som det primære. Omvendt vil det være en fejltagelse, at forholde sig til hver enkelt type af aktivitet, som om der ikke var tale om en overordnet problemstilling, og om en generel politisk bevægelse, der har det samme mål: at gøre en bestemt religion altomfattende og i kraft af staten - totalitær.
Totalitarisme og ikke terrorisme er det centrale
Det er således direkte forkert, som det primære, at fokusere på terrorhandlinger frem for den generelle politiske adfærd, det vil sige den politik der føres af islamister ud fra nogle bestemte mål, uanset om de har magten over en stat eller om de har færre ressourcer til deres rådighed.
Denne pointe er i Danmark imidlertid rent faktisk allerede fremhævet af eksempelvis Karen Jespersen og Ralph Pittelkow, men også af Trykkefrihedsselskabet. Som følge af reaktionen på Muhammed-tegningerne er man også nået et vigtigt skridt i retning af, at erkende, at islam ikke bare kan bruges til at inspirere enkeltstående individer til at sprænge sig selv og andre i luften; men at der er nogle bestemte politiske målsætninger i Islam, som står overfor de frihedsværdier, som mange af os værdsætter. Denne generelt frihedsfjendtlige adfærd, som man finder - uanset om der er tale om løsere grupperingers politik eller politikker via teokratier - burde også medvirke til en forståelse af, hvordan islamister ønsker at bruge religionen til at gøre stater totalitære vel at mærke med et religiøst afsæt.
Muhammed-tegningerne satte således fokus på et helt modstridende syn på ytringsfriheden og dens værdi, sådan som det er tilfældet med totalitære magthavere i Iran og Saudi-Arabien på den ene side og så befolkningen i Europa og USA. Målet for de totalitære handler dermed i almindelighed om at kontrollere og sætte grænser for andres adfærd med afsæt i en bestemt religion. – Aktuelt og også i en sikkerhedspolitisk optik bør man derfor også være opmærksom på de allierede som islamisterne på kort og langt sigt vælger sig, for at nå deres mål.
Konklusionen, der handler om, at islamisme er en bredere politisk bevægelse, og at der er tale om en totalitær bevægelse, er derfor afgørende. Dette betyder dermed, at fokus, som det primære, må være på fjendens centrale målsætning: - hvilket er den religiøse lovgivning - sharia. Af denne grund skal fokus derfor ikke være på en enkelt af de metoder, der anvendes for, at islamister kan realisere deres mål (terrorisme), men på samtlige. Derfor må fokus først og fremmest være på Iran og på Saudi-Arabiens rolle, hvad angår islamisternes krig mod vesten. For love (som sharia) og stater hænger nu engang uløseligt sammen. Grundlæggende var krigen mellem den frie verden og nazister for 60 år siden tilsvarende et spørgsmål om hvor stor en rolle staten skulle spille i borgerens liv. Nazisterne levende ingen plads for individuel frihed.
Vores frihedsværdier er under angreb
I USA og Europa gik man trods forskellige syn på dette spørgsmål (om statens rolle i borgerens liv) derfor under 2. verdenskrig sammen om at bekrige noget, der var langt mere totalitært end noget Europa hidtil havde set.
For at forsvare os mod en ny form for totalitær bevægelse må vi derfor genopdage værdien af individuel frihed. Navnlig i Europa vil dette kræve selvransagelse og refleksion. Vi må undersøge præcist, hvad der er for værdier, der er under angreb, hvad disse – vestlige værdier – betyder i praksis; for hvis vi ikke bliver bevidste om, hvad vi mister, kan vi ikke forsvare os. At der kan identificeres en generel målsætning om at udbrede det religiøse diktatur til stadigt flere lande, betyder derfor, at man må sætte sig ind i, hvordan man kan forsvare sig mod denne totalitære ideologi.
Problemet er derfor ikke primært et spørgsmål om teknik, men om at finde ud af hvilke værdier, man ønsker at leve ud fra. Og man er som et mindstemål nødt til at forstå, at totalitære stater, som den nuværende iranske ikke levner plads til forskellighed. Men for at man kan forsvare sig, må det nu engang være nogle bestemte værdier, man forsvarer, og ikke ”forskellighed” – eller ”demokrati”, men derimod: individuel frihed herunder tanke, tale, trosfrihed samt individuel råderet og privat ejerskab.
For 60 år siden kunne USA og dele af Europa stå sammen og handle konsekvent, eftersom der var et åbenlyst ønske om at leve i frihed, og lade borgeren være fri til at handle, producere og ytre sig såvel når det gælder kultur og information. Hvis vi skal være i stand til at forsvare os mod denne nye totalitære strømning må vi derfor genopdage disse frihedsværdier og de medfølgende rettigheder.
En ny form for islam
I denne henseende skal det nævnes, at paneldeltagerne nævnt i indledningen var enige om, at der de seneste 30 år var sket noget afgørende i form af den islamiske religions aggressivitet. - Kunne det mon tænkes, at denne aggressivitet netop skyldes, at vi i Vesten har bevæget os væk fra at interessere os for individets frihed, og at vi også de sidste 30-40 har overladt stadigt mere magt til staten? Det vil sige, at der i vid udstrækning ikke er givet frihedsfjendtlige kræfter et modspil?
Læseren skal under alle omstændigheder opfordres til selv at undersøge spredningen af islamisk ideologi, og islamiske teokratiers adfærd – herunder såvel udenrigs- som indenrigspolitik for de mest radikaliserede stater. Man bør undersøge, hvad der forventes og kræves af borgerne i sådanne præstestyrer og islamiserede samfund. Man bør sætte sig ind i hvilke metoder, der anvendes for at sprede ideerne om islam, som rettesnor for statsstyre og hvad angår den enkeltes livsførelse fra såvel det nationale som lokale niveau.
Herefter kan man undersøge om de samme former for indoktrinering og påvirkning finder sted i vores samfund, hvad angår de pågældende lokale udgaver af islamister, som de findes i muslimske miljøer: Er der et mål om at gøre Sharia (den islamiske lovreligion) til gældende lov også i Danmark? Og er der en generel tendens til at lade religion spille en altomfattende rolle for enhver form for personlig adfærd? - Når man betænker, hvad der i Danmark de seneste 30-40 er sket i form af den generelle tilbøjelighed til at bruge staten som redskab til at påvirke andres måde at leve på, kunne vi så egentlig forvente, at religiøse bevægelser, der markerer sig stærkt på den internationale scene og nationale scene, så ikke også har en indstilling om, at staten er oplagt redskab til at presse bestemte ideer ned over hovedet på den øvrige befolkning?
Venstrefløjens rolle i forbindelse med islamiseringens trussel
Et vigtigt element til at forstå, hvorfor truslen fra den islamiske totalitarisme ignoreres er, som ovennævnte paneldeltagere fremhævede det, ikke mindst venstrefløjens rolle i denne henseende.
Så hvorfor ignorer venstrefløjen truslen fra islamisme? Hvordan kan det være, at kritikken af det iranske præstestyre, der har været ved magten siden 1979, har været så begrænset - trods den åbenlyse undertrykkelse, indoktrinering og menneskelige stagnation, der har fundet sted?
Det korte svar kunne simpelthen være, at islam og socialisme har en fælles fjende ved navn kapitalisme og markedsøkonomi: I det omfang at socialisterne har opgivet deres egne socialistiske værdier, så har de ikke valgt frihedens værdier i stedet. Tværtimod har man i stedet valgt at finde ideologier, der kan skade friheden uden at sætte noget positivt i stedet. Derfor finder venstreorienterede i dag allierede, der i bund og grund ikke har ret meget tilfælles med den klassiske socialisme, men som simpelthen som det primære angriber navnlig det, man opfatter som ”den amerikanske livsstil”, og hvad man finder af elementer i denne i resten af verden. Paneldeltagerne fokuserede her på islam. Men en anden central form for ”anti-amerikanisme” er økologismen, der selv om den er udviklet og populariseret i USA netop også er et opgør med de grundlæggende ideer om individets frihed.
Også i denne forbindelse skal det pointeres, at Europa står særdeles svagt, eftersom frihedens værdier af de politisk intellektuelle i høj grad ikke respekteres i Europa i nær den samme grad som i USA. Derfor var såvel Brooks, Pipes som Sultan enige om, at Europa er tættere på at blive islamiseret, end det er tilfældet for det nordamerikanske kontinent. Aktuelt kan man holde sig orienteret om, hvad der sker i Tyrkiet i denne henseende.
Selv om paneldeltagerne havde hver deres indfaldsvinkel og bevæggrunde til at beskæftige sig med den politiske islam var der også, når det gælder spørgsmålet om, hvordan krigen mod totalitær islam vindes, en høj grad af enighed. Såvel når det gælder den militære del af forsvarspolitikken som den idemæssige, var der derfor overensstemmelse.
Modstandernes vilje må knækkes
Målet for den militære indsats må i overensstemmelse med det ovenstående løftes op fra nogle rent tekniske målsætninger til et mere generelt mål. Dette mål handler om at vise frihedens fjender, at de ikke kan vinde.
Som udgangspunkt må man derfor forstå, hvad der konstituerer en sejr for de totalitære islamister. Dette gøres atter i kraft af erfaringerne fra 2. verdenskrig: En sejr for Hitler og nazisterne samt ikke mindst deres japanske allierede var kendetegnet ved en udbredelse af deres politiske system til stadigt flere lande. Målet var dermed at presse nogle bestemte værdier ned over befolkningen i kraft af staten. Afsættet for at gøre dette var, at de totalitære mente, at deres ideer var overlegne og i visse tilfælde at de var guddommelige. Derfor skulle der fra til 1945 som bekendt meget til for – militært - at vise fjenden, at målet ikke kunne nås.
For at vinde krigen mod en total bevægelse, der blandt andet har kontrol med flere stater i mellemøsten, og måske indenfor nogle år også i Tyrkiet, er det derfor nødvendigt at vise fjenden, at den ikke kan vinde. Her gælder det således om at få navnlig tilhængere og sympatisører til at miste modet, sådan at magthavere og ledere mister deres grundlag i befolkningen. Her må man derfor tilbage og sætte sig ind i hvordan de frie nationer sejrede i den 2. verdenskrig ikke mindst over Tyskland og Japan.
Fokus må være på Iran og Saudi Arabien
For at et militært forsvar kan gennemføres, er det samtidig afgørende at der opstår en langt klarere bevidsthed om truslen fra den totalitære islam, end det er tilfældet i dag. Og her er det aktuelle fokus på terrorisme frem for fokus på Iran og Saudi-Arabiens rolle problematisk. Det nuværende fokus på terrorisme må blandt forstås i kraft af den værdirelativisme, der præger Vesten i dag. For hvis man havde et stærkt afsæt i en værdiorientering, ville man langt klarere kunne se sammenhængen mellem diverse bevægelser og så de diktatoriske stater, som støtter bevægelserne såvel finansielt som ideologisk.
Det er derfor afgørende, at der skabes en langt større bevidsthed om de oprindelige værdier og den fornuftsorientering, der har sikret friheden og velstanden i USA, Europa og i vid udstrækning også Asien og Latin Amerika. Disse grundlæggende værdier må dermed genopdages, for når det sker, vil man også forstå hvad det er man mister, hvis religion går hen og bliver altomfattende og styrende for adfærden.
Den helt centrale årsag til, at islam er en trussel, er således først og fremmest, at det er en trussel mod den frie verdens fornuftskultur. Totalitær Islam, som den har udviklet sig de seneste 30 år, er netop et problem, eftersom det netop er en totalitær religion, der ikke levner nogen som helst plads til fornuft og tankefrihed i samfundet. I takt med at dette system breder sig, vil vi derfor opleve først udbredt materiel og åndelig stagnation, og derefter at den velstand og handlefrihed vi kender, den forsvinder.
Fra den 12. april 2007 Totalitarian Islam's Threat to the West: From the Iranian hostage crisis to September 11 to the London subway attacks to the Iraqi insurgency—it is clear the West faces a grave threat from a committed enemy. Conventional wisdom holds that the enemy is a rogue group of fanatics, who have hijacked a great religion in order to justify their crimes. It tells us there is no way to permanently eliminate these violent groups, that we have entered an "age of terror" and that we must give up the desire for a decisive victory. - But is the conventional wisdom right? Join us for a panel discussion titled "Totalitarian Islam's Threat to the West." Se A panel discussion featuring Daniel Pipes, Yaron Brook and Wafa Sultan . Registrering er gratis. Indlaget findes under "News and highlights".
30. april 2007
CONAN og dansen om velfærdsguden
Fælles for moderne troende, hvad enten der er tale om konservative, nationalister, socialister eller islamister, er synet på staten som et redskab til at nå målsætningen, der handler om at forme befolkningen på den helt rigtige måde.
Socialisme har i den henseende længe været en trosretning på linie med andre verdensreligioner. Den nye halal-socialisme er i denne henseende ikke anderledes.
Det afgørende for islamister, socialister og andre kollektivister er først og fremmest, at vi lærer at gå i takt, og at sige de samme ting.
Senere, når man som kollektivist har opnået kontrol via staten, kan man så skændes med de andre mystikere om, hvad det er for en melodi, befolkningen helt præcist skal danse til.
Den primære målsætning for kollektivister og velfærds-statister er derfor netop, at man bemægtiger sig statsmagten for at kunne sikre sig, at staten gøres til et strømlinet tøjleredskab.
Centralt for at sikre kollektivismen som sådan, er derfor kontrollen med uddannelsessystemet, men også med infrastrukturen herunder transport og energi.
Afgørende steder at bemægtige sig styringsmagten er også sundheds- og medieområdet. I det omfang uddannelsesområdet er nationaliseret og kollektiviseret bliver det sidste område imidlertid efterhånden mindre vigtigt. Men tv-mediet er i denne henseende mest central, eftersom det netop egner sig til hurtigt at påvirke følelser og skabe belejlige stemninger, og til at svække hvad der måtte være af selvstændig dømmekraft og individualisme i befolkningen.
Kvaliteten af det man tilbyder efter kollektiviseringen er derimod mindre vigtig. Blot man har kontrol, og dermed klienter, så er det ikke så relevant for politiske beslutningstagere om klienterne – hvilket også er mediefolk eller uddannere - har en vis frihed til at bestemme selv, så længe disse grupper har status som økonomisk afhængige af staten og skatterne.
Politiske alliancer må derfor netop oftere ses som udtryk for ønsket om at opnå stærke tøjleredskaber i forhold til befolkningens frihed, og ikke som udtryk for, at man med det samme vil præge i en bestemt retning.
Vigtigt for samtlige kollektivister er det derimod at bagatellisere begreber som frivillighed vs. tvang; ytringsfrihed vs. censur og selvcensur; frihed vs. diktatur; ejendomsret vs. statseje; offentlighed vs. civilsamfund. Dette sikrer ikke mindst en dårlig gratis uddannelse som drives af politiske klienter indenfor netop uddannelsesområdet.
Kan de borgerlige så tilbyde noget andet end denne totalitære vare og dette påtvungne fællesskab?
Når man betragter tendensen til at omklamre venstrefløjens projekt, sådan som det kommer til udtryk fra såvel Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis side må svaret være Nej – ikke på det længere sigt.
Som det er tilfældet med social-demokratiske lobbyister, der arbejder for private virksomheder, kan man i bedste fald regne med, at den noget halvhjertede indsats fra borgerlige, der har lært at gå på kompromis og at være ”pragmatiske”, den resulterer i lidt mere tilvænningstid til den øgede ufrihed og det kollektivistiske projektmageri.
Væksten i den offentlige sektor har man hverken viljen eller evnen til at forhindre. Men man kan dog sætte tempoet en smule ned.
I kraft af den nuværende regering kan vi derfor måske være heldige, og regne med ca. 10-15 år ekstra at løbe på, før vi må konvertere til, hvad det nu er for en form for ensretning, man tilbyder os i form af et halalsocialistisk kompromis eventuelt med en konservativ minister i spidsen.
For navnlig i det Konservative Folkeparti kan man altid skabe sammenhængskraft og forene det tilsyneladende modsatrettede.
Dette kaldte den konservative Hegel for ”dialektik”. Det gør socialisterne med nogle nuancer i dialektikken også.
Tilbage i 1800-tallet kaldte man sådanne former for mysticisme som også statstilbedelsen hører ind under for religion.
Socialisme har i den henseende længe været en trosretning på linie med andre verdensreligioner. Den nye halal-socialisme er i denne henseende ikke anderledes.
Det afgørende for islamister, socialister og andre kollektivister er først og fremmest, at vi lærer at gå i takt, og at sige de samme ting.
Senere, når man som kollektivist har opnået kontrol via staten, kan man så skændes med de andre mystikere om, hvad det er for en melodi, befolkningen helt præcist skal danse til.
Den primære målsætning for kollektivister og velfærds-statister er derfor netop, at man bemægtiger sig statsmagten for at kunne sikre sig, at staten gøres til et strømlinet tøjleredskab.
Centralt for at sikre kollektivismen som sådan, er derfor kontrollen med uddannelsessystemet, men også med infrastrukturen herunder transport og energi.
Afgørende steder at bemægtige sig styringsmagten er også sundheds- og medieområdet. I det omfang uddannelsesområdet er nationaliseret og kollektiviseret bliver det sidste område imidlertid efterhånden mindre vigtigt. Men tv-mediet er i denne henseende mest central, eftersom det netop egner sig til hurtigt at påvirke følelser og skabe belejlige stemninger, og til at svække hvad der måtte være af selvstændig dømmekraft og individualisme i befolkningen.
Kvaliteten af det man tilbyder efter kollektiviseringen er derimod mindre vigtig. Blot man har kontrol, og dermed klienter, så er det ikke så relevant for politiske beslutningstagere om klienterne – hvilket også er mediefolk eller uddannere - har en vis frihed til at bestemme selv, så længe disse grupper har status som økonomisk afhængige af staten og skatterne.
Politiske alliancer må derfor netop oftere ses som udtryk for ønsket om at opnå stærke tøjleredskaber i forhold til befolkningens frihed, og ikke som udtryk for, at man med det samme vil præge i en bestemt retning.
Vigtigt for samtlige kollektivister er det derimod at bagatellisere begreber som frivillighed vs. tvang; ytringsfrihed vs. censur og selvcensur; frihed vs. diktatur; ejendomsret vs. statseje; offentlighed vs. civilsamfund. Dette sikrer ikke mindst en dårlig gratis uddannelse som drives af politiske klienter indenfor netop uddannelsesområdet.
Kan de borgerlige så tilbyde noget andet end denne totalitære vare og dette påtvungne fællesskab?
Når man betragter tendensen til at omklamre venstrefløjens projekt, sådan som det kommer til udtryk fra såvel Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis side må svaret være Nej – ikke på det længere sigt.
Som det er tilfældet med social-demokratiske lobbyister, der arbejder for private virksomheder, kan man i bedste fald regne med, at den noget halvhjertede indsats fra borgerlige, der har lært at gå på kompromis og at være ”pragmatiske”, den resulterer i lidt mere tilvænningstid til den øgede ufrihed og det kollektivistiske projektmageri.
Væksten i den offentlige sektor har man hverken viljen eller evnen til at forhindre. Men man kan dog sætte tempoet en smule ned.
I kraft af den nuværende regering kan vi derfor måske være heldige, og regne med ca. 10-15 år ekstra at løbe på, før vi må konvertere til, hvad det nu er for en form for ensretning, man tilbyder os i form af et halalsocialistisk kompromis eventuelt med en konservativ minister i spidsen.
For navnlig i det Konservative Folkeparti kan man altid skabe sammenhængskraft og forene det tilsyneladende modsatrettede.
Dette kaldte den konservative Hegel for ”dialektik”. Det gør socialisterne med nogle nuancer i dialektikken også.
Tilbage i 1800-tallet kaldte man sådanne former for mysticisme som også statstilbedelsen hører ind under for religion.
21. januar 2007
Erkendelseslære og politik: Leonard Peikoffs DIM-hypotese
På www.aynrand.org kan man for tiden gratis høre forfatter og filosof Leonard Peikoff præsentere sin ”DIM-hypotese”. Peikoff har med sin hypotese udviklet et kvalificeret og tankevækkende bud på, hvad der er den største trussel mod den vestlige verdens civilisation.
D-I-M handler vel at mærke som udgangspunkt om epistemologi, det vil sige erkendelseslære. Hypotesen tager udgangspunkt i, at der findes en række vidt forskellige måder at forstå og fortolke verden på - blandt andet indenfor forskellige fagretninger, såsom historieskrivning, eller når det gælder brancher, som indenfor kulturområdet. Peikoff har med andre ord fundet på en ganske fascinerende måde at operationalisere og kategorisere forskellige verdensopfattelser på. Tilgangen er vel at mærke besnærende simpel og analytisk anvendelig, når man først har forstået den.
Udgangspunktet for Peikoffs analytiske og i høj grad integrerende arbejde bygger vel at mærke på det aristoteliske/objektivistiske verdensbillede. Dette verdensbillede handler meget simplificeret om, at abstraktioner kun er gyldige, hvis de kan tilbageføres til noget virkeligt og identificérbart, det vil sige: abstraktioner, koncepter og tankesystemer skal i sidste instans kunne refere tilbage til noget konkret. (Det kan man med matematikken. Men tro på nisser kan derimod ikke forsvares med et virkelighedsbaseret afsæt). Objektivisme er netop en integrende (og ikke dis-integrenede eller misintegrende) tilgang til verden, hvor man anerkender en objektiv virkelighed, som kan forstås af fornuften.
Peikoff præsenterer os nu for tre – senere fem – forskellige hovedtilgange til verden. - De tre tilgange er D, I, M; hvor D står for ”disintegration”, I for ”integration” og M for ”misintegration”. De fem kategorier er D2, D1, I, M1, M2, der tjener som en underkategorisering. Forklaring på disse fem kategorier følger.
De objektivt integrerende individer – eller faglige/branchemæssige retninger, er således I'erne, det vil sige de, der integrerer deres abstraktioner, begreber (koncepter) i overenstemmelse med virkeligheden, det vil sige det iagtagelige og/eller det der kan verificeres - og dermed det konkrete.
Denne kategori "I", kan vel at mærke ikke gradbøjes. Her anerkender man den objektive virkelighed og fornuften som udgangspunkt for at forstå virkeligheden. Det vil sige man orienterer sig ved hjælp af det man kan se, høre, føle, forstå samt fatte via sin fornuft og sit sanseapperat. Og enten gør man dette, eller også gør man det ikke. - Nogle gør det dog bedre eller dårligere end andre i samme kategori. Det vil sige, der er en gradbøjning alt efter om man er et geni eller normal, men ikke en gradbøjning, hvad angår det fundamentale afsæt. ”I” - integration - er således udgangs- og omdrejningspunktet for DIM-analysen og integrationsarbejdet.
”D” - disintegration - repræsenterer derimod den gruppe, der i et eller andet omfang enten undgår - eller i D2's tilfælde aktivt bekæmper - abstraktioner og integrerende aktivitet. Som Peikoff siger det i indledningen af sit foredrag, er der her typisk tale om personer, der sætter en helt særlig ære i at kalde sig selv for ”analytikere”, netop fordi det man gør udelukkende er at ”opløse” (disintegre) eller i bedste fald blot identificere, og fordi man ikke (efterfølgende) formår ”at sætte sammen”, det vil sige give perspektiv og skabe overblik; det vil sige: integrere.
De godartede ”D”ere er nu D1'erne. Det kan eksempelvis være de, der mener, at ”sand videnskab” blot er registrering af fakta - hverken mere eller mindre. I vore dage vil dette typisk være hvad vi forstår ved en anstændig videnskabsmand/kvinde, eftersom vi ofte er pinligt bevidste om, at videnskabsmænd, der kommer med konklusioner (og budskaber) ofte har politiske motiver for at gøre dette. På denne måde har vi dog i stor udstrækning smidt barnet ud med badevandet: - Vi er sluppet for ideologiske budskaber, men har samtidig også mistet de livsnødvendige forklaringer, begrundelser og præsentationer af sammenhænge mellem de mange inputs og data, som vi udsættes for. D1'ere indenfor videnskab er således, det man også kalder for ”positivister”.
Indenfor politik (herunder international politik) kan D1'ere være dem, man kalder for ”pluralister”. Det vil sige dem, der mener, at en lang række faktorer spiller en rolle, såsom ideer, geografi, kultur, tradtion et.c., når man skal forklare noget. Men de kan/vil, i deres egenskab af at være pluralister, ikke rangordne de mange faktorer. De kan/tør endvidere ikke sige, om nogle af faktorerne er primære eller sekundære. Og lige som det gælder videnskabens D1'ere (positivisterne) vil de tilsvarende forsøge at undgå forsøg på integration, der vil kunne føre til (anklage om) nogen klar stillingtagen, - men de vil dog i kraft af en ofte implicit værdsættelse af pluralismen, også i et eller andet omfang forsvare det frie samfund. De kan blot ikke på en konsistent måde forklare hvorfor.
D2'erne er omvendt de, der aktivt søger den intellektuelle (og visse tilfælde også fysiske) disintegration. Denne tilgang til verden kan såvel manifestere sig indenfor politik (som den principløse anarkisme), som indenfor kultur (nihilisme), psykologi (de der mener at mennesket først og fremmest er at beskrive som dyrisk med en trang til primitive handlinger), eller, som Peikoff dokumenterer det, sågar indenfor lovgivning (hvor vanskeligt det end lyder). I det sidste tilfælde vil der være tale om mennesker, der, samtidig med at de arbejder indenfor det juridiske område, søger lovens disintegration – eller som simpelthen benægter, at den nedfældede lovgivning kan have en reel betydning.
Kategori ”2” indenfor såvel D – disintegration samt M – misintegration, er således den ekstreme version af kategorien, hvor tallet ”1” benævner den tilgang, der i et eller omfang har bevaret et konstruktivt og/eller positivt element – fra ”I”; og hvor det positive dermed er forsvaret for brugen af fornuften og sikringen af menneskets handlefrihed. - ”I” er således det absolutte forsvar for dette, og hvor forsvaret for fornuft og frihed således ikke baserer sig på et dogme, men på en rationel og virkelighedsbaseret undersøgelse, der tager afsæt i, hvad mennesket er for et væsen, og hvilke behov, det har, givet dets særlige egenskaber og kendetegn.
I foredragsrækken tager Peikoff så sit begrebsapparat og sine kategorier: D2, D1, I, M1, M2, og anvender det indenfor en række forskellige felter herunder økonomi, historieskrivning, politik, uddannelse/opdragelse, historie, kunst, jura med mere. For hvert område lykkes det for Peikoff at finde eksempler på samtlige fem tilgange til verden og vedrørende det område, som er til diskussion. Det interessante er nu blandt andet hvor mange retninger, man kan finde indenfor hver kategori, og eksempelvis hvor stor eller lille indflydelse, disse hver især kan siges at have haft i dag - og i det lange løb.
Hovedformålet med undersøgelsen i selve foredraget er som nævnt at undersøge hvorfra truslerne mod det frie og fornuftsbaserede samfund i særlig grad kommer fra.
- Det skal afslutningsvist om D'erne også nævnes, at de netop ikke mener, at der kan findes en sand form for integration sted. De ved dog godt, at mange ikke abonnerer på denne ide. De vil blot mene at ethvert forsøg på I – integration – vil ende med M, det vil sige misintegration.- Eller eksempelvis for D1'erne indenfor videnskab: at ethvert forsøg på at integrere den indsamlede mængde fakta også vil ende i subjektiv normativitet. Indenfor D1 vil man således typisk finde kampen for den ”værdifri videnskab”, hvor D2'erne i stedet vil være de direkte destruktive, der vil hævde at videnskab som sådan er at betegne som en illusion.
M er som nævnt misintegration, hvilket i M1's tilfælde kan være ”rationalister” (de der er tilhængere af det ”klassiske”, det vil sige de, der forsvarer fornuften og logikken ud fra et dogmatisk afsæt, og som derfor ikke kan begrunde hvorfor de forsvarer sådanne klassiske dyder med andet en det klassiskes levedygtighed).
- Eller der kan også i M1's tilfælde være tale om mildt religøse men hvor det fornufts- og frihedsorienterede alligevel er det stærkeste element, og hvor der tilsvarende som de verdslige M'ere opereres med abstraktioner (integration og sammenhængsskabende begreber), - men hvor en række centrale begreber ikke kan integreres med virkeligheden (det vil sige fakta/det konkrete).
Også her i kategori ”M” er der således M1'ere og M2'ere, hvor M2'ere eksempelvis er verdsligt totalitære typer ala kommunister, fascister eller religiøse fundamentalister.
M1'ere vil så være eks. "rationalister", "klassisister", eller de der begrunder frihed ud fra religiøse dogmer, Ludwig von Mises placeres som følge af sit a priori af Leonard Peikoff i denne kasse. Også Einstein placeres af Peikoff i M1, mens Newton alt andet lige ifølge Peikoff – hører til i kategori ”I”.
Der er således med M1 og M2 tale om M'ere eftersom de i modsætning til D'erne har et sammenhængende/integreret verdensbillede, men ikke I'er (integration), eftersom integrationen /sammenhængen, der kan identificeres, ikke er funderet i virkeligheden, men i stedet i et dogme (eksempelvis den idealistiske (Hegelske) eller materialistiske (marxistiske) dialektik - eller i en hellig bog; eller i det mere godartede (M1-)tilfælde: i a priori.
M2'ere er således dem, der tilhører den kategori for hvem dogmet står så centralt i tilgangen til verden, at man må tale om dogmatisk absolutisme; det vil sige totalitarianisme som fornufts- og frihedsfjendlighed vel at mærke baseret på noget arbitært.
I'erne er så objektivster, aristotelikere – etc. Det vil som nævnt i indledningen sige mennesker, der bygger deres komplekse begreber og ideer op fra grunden, det vil sige baserer deres ideer på iagtagelse og virkelighedsbaserede indsigter om homo sapiens.
Konklusionen, der følger af Peikoffs undersøgelse er ikke mindre interessant og besnærende: - At M2 i form af den absolutistiske religion er truslen, og ikke D2: anarkiet, nihilismen, det destruktive - herunder også store dele af miljøbevægelsen. Derimod frygter Peikoff i mindre grad den verdslige M2, sådan som vi kender den i Europa i form af nazisme og kommunisme.
En af grundene til dette er blandt andet Peikoffs overbevisende påstand om, at vi som mennesker har brug for sammenhænge, forklaringer og dermed - integration - herunder at få at vide, hvad der er rigtigt og forkert; - og nihilisterne ovre i D2 har ikke i sagens natur et salgbart bud på dette. Det har derimod islamisterne - og de kristne fundamentalister i USA (som man i vid udstrækning må placere i M2).
En anden forklaring på, hvorfor truslen mod civilisation og frihed kommer fra M2 og den totalitære religion, er at miljøbevægelsen, som man i vid udstrækning kan placere i D2, ikke tilbyder noget: - Man får intet her og nu ved at ofre sig, og man får vel at mærke heller ingenting ud af det på et senere tidspunkt! Man skal med andre ord ofre sig for ingenting (nihil). De religiøse derimod tilbyder evigt liv og salighed, jomfruer i paradis et.c, imod hvad der i den sammehæng må siges at være relativt beskedne ofre her og nu. Historisk har religionen da også vist sig langt stærkere appeal end miljøbevægelsens budskab om tilbage til naturen.
Grunden til at Peikoff samtidig ikke tror på en verdslig M2 (ikke-religiøs totalitarianisme) er i øvrigt, at løftet her netop var, at man ville få noget i denne verden, såvel hvad angår nazisme som kommunisme. Men med det tyvende århundrede har vi set, at sådanne verdslige former for totalitarisme netop er forholdsvist (relativt set) kortlivede, af den simple grund, at man lover noget i denne verden, som man så efterfølgende ikke kan holde overfor den generation, som man lovede det. De religiøse totalitære er omvendt dækket ind ved kun at love noget i det hinsides.
Hvis man ikke når at høre foredraget på www.aynrand.org (registrering på siden er i øvrigt gratis) , så vil hypotesen mere klart blive introduceret på objektivisternes sommerkonference 2007. Peikoff arbejder envidere på at fremstille sine ideer i bogform. Besøg også Leonard Peikoffs egen hjemmeside: www.peikoff.com
Beslægtede artikler:
Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft
Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet
D-I-M handler vel at mærke som udgangspunkt om epistemologi, det vil sige erkendelseslære. Hypotesen tager udgangspunkt i, at der findes en række vidt forskellige måder at forstå og fortolke verden på - blandt andet indenfor forskellige fagretninger, såsom historieskrivning, eller når det gælder brancher, som indenfor kulturområdet. Peikoff har med andre ord fundet på en ganske fascinerende måde at operationalisere og kategorisere forskellige verdensopfattelser på. Tilgangen er vel at mærke besnærende simpel og analytisk anvendelig, når man først har forstået den.
Udgangspunktet for Peikoffs analytiske og i høj grad integrerende arbejde bygger vel at mærke på det aristoteliske/objektivistiske verdensbillede. Dette verdensbillede handler meget simplificeret om, at abstraktioner kun er gyldige, hvis de kan tilbageføres til noget virkeligt og identificérbart, det vil sige: abstraktioner, koncepter og tankesystemer skal i sidste instans kunne refere tilbage til noget konkret. (Det kan man med matematikken. Men tro på nisser kan derimod ikke forsvares med et virkelighedsbaseret afsæt). Objektivisme er netop en integrende (og ikke dis-integrenede eller misintegrende) tilgang til verden, hvor man anerkender en objektiv virkelighed, som kan forstås af fornuften.
Peikoff præsenterer os nu for tre – senere fem – forskellige hovedtilgange til verden. - De tre tilgange er D, I, M; hvor D står for ”disintegration”, I for ”integration” og M for ”misintegration”. De fem kategorier er D2, D1, I, M1, M2, der tjener som en underkategorisering. Forklaring på disse fem kategorier følger.
De objektivt integrerende individer – eller faglige/branchemæssige retninger, er således I'erne, det vil sige de, der integrerer deres abstraktioner, begreber (koncepter) i overenstemmelse med virkeligheden, det vil sige det iagtagelige og/eller det der kan verificeres - og dermed det konkrete.
Denne kategori "I", kan vel at mærke ikke gradbøjes. Her anerkender man den objektive virkelighed og fornuften som udgangspunkt for at forstå virkeligheden. Det vil sige man orienterer sig ved hjælp af det man kan se, høre, føle, forstå samt fatte via sin fornuft og sit sanseapperat. Og enten gør man dette, eller også gør man det ikke. - Nogle gør det dog bedre eller dårligere end andre i samme kategori. Det vil sige, der er en gradbøjning alt efter om man er et geni eller normal, men ikke en gradbøjning, hvad angår det fundamentale afsæt. ”I” - integration - er således udgangs- og omdrejningspunktet for DIM-analysen og integrationsarbejdet.
”D” - disintegration - repræsenterer derimod den gruppe, der i et eller andet omfang enten undgår - eller i D2's tilfælde aktivt bekæmper - abstraktioner og integrerende aktivitet. Som Peikoff siger det i indledningen af sit foredrag, er der her typisk tale om personer, der sætter en helt særlig ære i at kalde sig selv for ”analytikere”, netop fordi det man gør udelukkende er at ”opløse” (disintegre) eller i bedste fald blot identificere, og fordi man ikke (efterfølgende) formår ”at sætte sammen”, det vil sige give perspektiv og skabe overblik; det vil sige: integrere.
De godartede ”D”ere er nu D1'erne. Det kan eksempelvis være de, der mener, at ”sand videnskab” blot er registrering af fakta - hverken mere eller mindre. I vore dage vil dette typisk være hvad vi forstår ved en anstændig videnskabsmand/kvinde, eftersom vi ofte er pinligt bevidste om, at videnskabsmænd, der kommer med konklusioner (og budskaber) ofte har politiske motiver for at gøre dette. På denne måde har vi dog i stor udstrækning smidt barnet ud med badevandet: - Vi er sluppet for ideologiske budskaber, men har samtidig også mistet de livsnødvendige forklaringer, begrundelser og præsentationer af sammenhænge mellem de mange inputs og data, som vi udsættes for. D1'ere indenfor videnskab er således, det man også kalder for ”positivister”.
Indenfor politik (herunder international politik) kan D1'ere være dem, man kalder for ”pluralister”. Det vil sige dem, der mener, at en lang række faktorer spiller en rolle, såsom ideer, geografi, kultur, tradtion et.c., når man skal forklare noget. Men de kan/vil, i deres egenskab af at være pluralister, ikke rangordne de mange faktorer. De kan/tør endvidere ikke sige, om nogle af faktorerne er primære eller sekundære. Og lige som det gælder videnskabens D1'ere (positivisterne) vil de tilsvarende forsøge at undgå forsøg på integration, der vil kunne føre til (anklage om) nogen klar stillingtagen, - men de vil dog i kraft af en ofte implicit værdsættelse af pluralismen, også i et eller andet omfang forsvare det frie samfund. De kan blot ikke på en konsistent måde forklare hvorfor.
D2'erne er omvendt de, der aktivt søger den intellektuelle (og visse tilfælde også fysiske) disintegration. Denne tilgang til verden kan såvel manifestere sig indenfor politik (som den principløse anarkisme), som indenfor kultur (nihilisme), psykologi (de der mener at mennesket først og fremmest er at beskrive som dyrisk med en trang til primitive handlinger), eller, som Peikoff dokumenterer det, sågar indenfor lovgivning (hvor vanskeligt det end lyder). I det sidste tilfælde vil der være tale om mennesker, der, samtidig med at de arbejder indenfor det juridiske område, søger lovens disintegration – eller som simpelthen benægter, at den nedfældede lovgivning kan have en reel betydning.
Kategori ”2” indenfor såvel D – disintegration samt M – misintegration, er således den ekstreme version af kategorien, hvor tallet ”1” benævner den tilgang, der i et eller omfang har bevaret et konstruktivt og/eller positivt element – fra ”I”; og hvor det positive dermed er forsvaret for brugen af fornuften og sikringen af menneskets handlefrihed. - ”I” er således det absolutte forsvar for dette, og hvor forsvaret for fornuft og frihed således ikke baserer sig på et dogme, men på en rationel og virkelighedsbaseret undersøgelse, der tager afsæt i, hvad mennesket er for et væsen, og hvilke behov, det har, givet dets særlige egenskaber og kendetegn.
I foredragsrækken tager Peikoff så sit begrebsapparat og sine kategorier: D2, D1, I, M1, M2, og anvender det indenfor en række forskellige felter herunder økonomi, historieskrivning, politik, uddannelse/opdragelse, historie, kunst, jura med mere. For hvert område lykkes det for Peikoff at finde eksempler på samtlige fem tilgange til verden og vedrørende det område, som er til diskussion. Det interessante er nu blandt andet hvor mange retninger, man kan finde indenfor hver kategori, og eksempelvis hvor stor eller lille indflydelse, disse hver især kan siges at have haft i dag - og i det lange løb.
Hovedformålet med undersøgelsen i selve foredraget er som nævnt at undersøge hvorfra truslerne mod det frie og fornuftsbaserede samfund i særlig grad kommer fra.
- Det skal afslutningsvist om D'erne også nævnes, at de netop ikke mener, at der kan findes en sand form for integration sted. De ved dog godt, at mange ikke abonnerer på denne ide. De vil blot mene at ethvert forsøg på I – integration – vil ende med M, det vil sige misintegration.- Eller eksempelvis for D1'erne indenfor videnskab: at ethvert forsøg på at integrere den indsamlede mængde fakta også vil ende i subjektiv normativitet. Indenfor D1 vil man således typisk finde kampen for den ”værdifri videnskab”, hvor D2'erne i stedet vil være de direkte destruktive, der vil hævde at videnskab som sådan er at betegne som en illusion.
M er som nævnt misintegration, hvilket i M1's tilfælde kan være ”rationalister” (de der er tilhængere af det ”klassiske”, det vil sige de, der forsvarer fornuften og logikken ud fra et dogmatisk afsæt, og som derfor ikke kan begrunde hvorfor de forsvarer sådanne klassiske dyder med andet en det klassiskes levedygtighed).
- Eller der kan også i M1's tilfælde være tale om mildt religøse men hvor det fornufts- og frihedsorienterede alligevel er det stærkeste element, og hvor der tilsvarende som de verdslige M'ere opereres med abstraktioner (integration og sammenhængsskabende begreber), - men hvor en række centrale begreber ikke kan integreres med virkeligheden (det vil sige fakta/det konkrete).
Også her i kategori ”M” er der således M1'ere og M2'ere, hvor M2'ere eksempelvis er verdsligt totalitære typer ala kommunister, fascister eller religiøse fundamentalister.
M1'ere vil så være eks. "rationalister", "klassisister", eller de der begrunder frihed ud fra religiøse dogmer, Ludwig von Mises placeres som følge af sit a priori af Leonard Peikoff i denne kasse. Også Einstein placeres af Peikoff i M1, mens Newton alt andet lige ifølge Peikoff – hører til i kategori ”I”.
Der er således med M1 og M2 tale om M'ere eftersom de i modsætning til D'erne har et sammenhængende/integreret verdensbillede, men ikke I'er (integration), eftersom integrationen /sammenhængen, der kan identificeres, ikke er funderet i virkeligheden, men i stedet i et dogme (eksempelvis den idealistiske (Hegelske) eller materialistiske (marxistiske) dialektik - eller i en hellig bog; eller i det mere godartede (M1-)tilfælde: i a priori.
M2'ere er således dem, der tilhører den kategori for hvem dogmet står så centralt i tilgangen til verden, at man må tale om dogmatisk absolutisme; det vil sige totalitarianisme som fornufts- og frihedsfjendlighed vel at mærke baseret på noget arbitært.
I'erne er så objektivster, aristotelikere – etc. Det vil som nævnt i indledningen sige mennesker, der bygger deres komplekse begreber og ideer op fra grunden, det vil sige baserer deres ideer på iagtagelse og virkelighedsbaserede indsigter om homo sapiens.
Konklusionen, der følger af Peikoffs undersøgelse er ikke mindre interessant og besnærende: - At M2 i form af den absolutistiske religion er truslen, og ikke D2: anarkiet, nihilismen, det destruktive - herunder også store dele af miljøbevægelsen. Derimod frygter Peikoff i mindre grad den verdslige M2, sådan som vi kender den i Europa i form af nazisme og kommunisme.
En af grundene til dette er blandt andet Peikoffs overbevisende påstand om, at vi som mennesker har brug for sammenhænge, forklaringer og dermed - integration - herunder at få at vide, hvad der er rigtigt og forkert; - og nihilisterne ovre i D2 har ikke i sagens natur et salgbart bud på dette. Det har derimod islamisterne - og de kristne fundamentalister i USA (som man i vid udstrækning må placere i M2).
En anden forklaring på, hvorfor truslen mod civilisation og frihed kommer fra M2 og den totalitære religion, er at miljøbevægelsen, som man i vid udstrækning kan placere i D2, ikke tilbyder noget: - Man får intet her og nu ved at ofre sig, og man får vel at mærke heller ingenting ud af det på et senere tidspunkt! Man skal med andre ord ofre sig for ingenting (nihil). De religiøse derimod tilbyder evigt liv og salighed, jomfruer i paradis et.c, imod hvad der i den sammehæng må siges at være relativt beskedne ofre her og nu. Historisk har religionen da også vist sig langt stærkere appeal end miljøbevægelsens budskab om tilbage til naturen.
Grunden til at Peikoff samtidig ikke tror på en verdslig M2 (ikke-religiøs totalitarianisme) er i øvrigt, at løftet her netop var, at man ville få noget i denne verden, såvel hvad angår nazisme som kommunisme. Men med det tyvende århundrede har vi set, at sådanne verdslige former for totalitarisme netop er forholdsvist (relativt set) kortlivede, af den simple grund, at man lover noget i denne verden, som man så efterfølgende ikke kan holde overfor den generation, som man lovede det. De religiøse totalitære er omvendt dækket ind ved kun at love noget i det hinsides.
Hvis man ikke når at høre foredraget på www.aynrand.org (registrering på siden er i øvrigt gratis) , så vil hypotesen mere klart blive introduceret på objektivisternes sommerkonference 2007. Peikoff arbejder envidere på at fremstille sine ideer i bogform. Besøg også Leonard Peikoffs egen hjemmeside: www.peikoff.com
Beslægtede artikler:
Fundamentalisme skal bekæmpes med fornuft
Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet