Fri os fra forsagelse!

I den kristne kirke findes en bøn, der handler om, at man skal forsage noget ondt, for at man kan blive befriet af det gode. Det burde være til at overkomme. Kristendommen har imidlertid også den altruistiske offergerning på programmet. Det vil sige idéen om, at man skal give afkald på noget, man holder af, af hensyn til nogle andre eller noget andet. Man skal altså også opgive noget, der er godt, eftersom det hævdes, at det vil være endnu bedre for sjælen, hvis andre får det, man selv værdsætter og sætter pris på.

Alle religioner prædiker imidlertid en eller anden form for opgivelse, ydmyghed og sagtmodighed i forhold til de andre, næsten, samfundet, helheden eller et overnaturligt væsen – naturligvis med betydningsfulde gradsforskelle. Når religioner gør et comeback, så gør forsagelsen og promoveringen af offergerningen det derfor også. I mangel på synlige alternativer til, hvad det gode består i, er forsagelse dermed blevet ét af de pejlemærker, som politikere bruger, når de vil agere politisk. Opfordringer eller motivering til en eller anden grad af selvopgivelse er dermed en faktor for såvel moderne politisk retorik, men også for lovgivning.

At prædike forsagelse er derfor i vid udstrækning, hvad politikere gør, når de nu ikke bruger tiden på at producere. Retorikken er et centralt middel til at begrunde skattestigninger og voksende reguleringsbyrder. For disse fænomener kræver netop en god portion offervilje fra de beskattede og regulerede. Dem appellerer man så til, og søger at forstærke. Så jo højere skatteofre, desto flere politiske krav om forsagelse til sikring af offervilligheden.

Lovgivning bruges derfor i dag også til at implementere forsagelse i praksis; og altså ikke kun når det gælder om at opnå accept af skattetrykket, men også når det gælder alverdens former for regulering og forbud. Man lovgiver således mod usunde madvaner, mod rygning, mod overdreven bilisme, mod for store biler og mod flytransport. Og man lovgiver i stedet til fordel for nøjsomhed, balance, harmoni og ydmyghed.

Som borger skal man derfor i kraft af lovgivningen, og hvad enten man vil det eller ej, ofre sig selv – eller i kraft af lovgivning bare ofres – for naturens, helhedens og sammenhængskraftens skyld. Via lovgivning og med supplerende bemærkninger fra Folketingets talerstol vil man derfor lære os om værdien af afsavn og eftergivenhed. Som i de gamle tider skal de skridt, vi går fremad – takket være markedsøkonomien – derfor ledsages af en bod eller et sonoffer til guderne, der administreres af det politisk-administrative apparat.

Aktuelt kunne man således også læse, at man i EU og Danmark har lovgivet mod alternativer til tobaksrygning, trods de åbenlyst sundhedsskadelige konsekvenser ved sådan et forbud mod noget mindre usundt. Politikerne er sandsynligvis bekendte med, at lovligheden af sådanne røgfri alternativer kunne have positive konsekvenser. Men der ville jo, hvis man tillader sådanne alternativer, være tale om en bevægelse væk fra forsagelse og i retning af nydelse, vel at mærke med færre risici; hvilket for mange vil være ensbetydende med endnu mere nydelse.

Budskabet fra politisk hold er imidlertid klart: Vi skal ikke have mere nydelse. Vi skal i overensstemmelse med den nye tids forsagelse have mindre. Vi skal yde ofre, og derfor blandt meget andet lære at køre i mindre og mere ubekvemme biler, og helst slet ikke.

Det burde derfor i kraft af mængden af nye krav om afsavn og opgivelse være åbenlyst, at forsagelsesbølgen for tiden stortrives. Men succes og fremgang kalder nu engang på belønning, fest, stolthed og glæde – og ikke på ydmyghed, beskedenhed eller ofre. Den religiøse idé om at give afkald hører i virkeligheden intetsteds hjemme. At nyde er det mest naturlige, der kan følge efter det at yde.

Hvad man har brug for er i stedet den aristoteliske fornuft, der tilsiger, at man bør nyde med måde; hvilket simpelthen handler om at tage vare på sig selv – også i fritiden. Dette er imidlertid en personlig og intellektuel udfordring, og ikke en opgave for lovgivere eller prædikanter.

Tidligere bragt i Berlingske Tidende den 10. juli.

CONAN og dansen om velfærdsguden

Fælles for moderne troende, hvad enten der er tale om konservative, nationalister, socialister eller islamister, er synet på staten som et redskab til at nå målsætningen, der handler om at forme befolkningen på den helt rigtige måde.

Socialisme har i den henseende længe været en trosretning på linie med andre verdensreligioner. Den nye halal-socialisme er i denne henseende ikke anderledes.

Det afgørende for islamister, socialister og andre kollektivister er først og fremmest, at vi lærer at gå i takt, og at sige de samme ting.

Senere, når man som kollektivist har opnået kontrol via staten, kan man så skændes med de andre mystikere om, hvad det er for en melodi, befolkningen helt præcist skal danse til.

Den primære målsætning for kollektivister og velfærds-statister er derfor netop, at man bemægtiger sig statsmagten for at kunne sikre sig, at staten gøres til et strømlinet tøjleredskab.

Centralt for at sikre kollektivismen som sådan, er derfor kontrollen med uddannelsessystemet, men også med infrastrukturen herunder transport og energi.

Afgørende steder at bemægtige sig styringsmagten er også sundheds- og medieområdet. I det omfang uddannelsesområdet er nationaliseret og kollektiviseret bliver det sidste område imidlertid efterhånden mindre vigtigt. Men tv-mediet er i denne henseende mest central, eftersom det netop egner sig til hurtigt at påvirke følelser og skabe belejlige stemninger, og til at svække hvad der måtte være af selvstændig dømmekraft og individualisme i befolkningen.

Kvaliteten af det man tilbyder efter kollektiviseringen er derimod mindre vigtig. Blot man har kontrol, og dermed klienter, så er det ikke så relevant for politiske beslutningstagere om klienterne – hvilket også er mediefolk eller uddannere - har en vis frihed til at bestemme selv, så længe disse grupper har status som økonomisk afhængige af staten og skatterne.

Politiske alliancer må derfor netop oftere ses som udtryk for ønsket om at opnå stærke tøjleredskaber i forhold til befolkningens frihed, og ikke som udtryk for, at man med det samme vil præge i en bestemt retning.

Vigtigt for samtlige kollektivister er det derimod at bagatellisere begreber som frivillighed vs. tvang; ytringsfrihed vs. censur og selvcensur; frihed vs. diktatur; ejendomsret vs. statseje; offentlighed vs. civilsamfund. Dette sikrer ikke mindst en dårlig gratis uddannelse som drives af politiske klienter indenfor netop uddannelsesområdet.

Kan de borgerlige så tilbyde noget andet end denne totalitære vare og dette påtvungne fællesskab?

Når man betragter tendensen til at omklamre venstrefløjens projekt, sådan som det kommer til udtryk fra såvel Venstre, Konservative og Dansk Folkepartis side må svaret være Nej – ikke på det længere sigt.

Som det er tilfældet med social-demokratiske lobbyister, der arbejder for private virksomheder, kan man i bedste fald regne med, at den noget halvhjertede indsats fra borgerlige, der har lært at gå på kompromis og at være ”pragmatiske”, den resulterer i lidt mere tilvænningstid til den øgede ufrihed og det kollektivistiske projektmageri.

Væksten i den offentlige sektor har man hverken viljen eller evnen til at forhindre. Men man kan dog sætte tempoet en smule ned.

I kraft af den nuværende regering kan vi derfor måske være heldige, og regne med ca. 10-15 år ekstra at løbe på, før vi må konvertere til, hvad det nu er for en form for ensretning, man tilbyder os i form af et halalsocialistisk kompromis eventuelt med en konservativ minister i spidsen.

For navnlig i det Konservative Folkeparti kan man altid skabe sammenhængskraft og forene det tilsyneladende modsatrettede.

Dette kaldte den konservative Hegel for ”dialektik”. Det gør socialisterne med nogle nuancer i dialektikken også.

Tilbage i 1800-tallet kaldte man sådanne former for mysticisme som også statstilbedelsen hører ind under for religion.

En "klar konsensus"

Vi nærmer os det tidspunkt, hvor en milliard mennesker vil være i besiddelse af en mobiltelefon. I takt med udviklingen af den globale og kapitalistiske arbejdsdeling; det vi til daglig kalder globalisering, bliver moderne varer billigere, mere tilgængelige og/eller bedre. Markedet gavner således masserne.

Imidlertid bryder hverken miljøbevægelsen eller de mere traditionelle socialister sig om markedsøkonomi. Miljøfolkene begrunder modstanden med at markedet producerer det, de kalder for ”overflod”. Det vil sige, at andre end dem selv køber varer og ydelser, som denne udvalgte skare mener, er unødvendige. De mere traditionelle socialister er derimod modstandere af markedsøkonomien ud fra en ide om, at markedet skaber fattigdom (- altså det stik modsatte af overflod). Der findes således ingen klar socialistisk konsensus om, hvad markedsøkonomien er.

I en tidsalder domineret af demagoger, der behersker kunsten at promovere modstridende påstande; og med et publikum, der fra en tidlig alder er blevet vænnet til påstanden om, at A på samme tid kan være A - og ikke-A (hvorfor partier som Enhedlisten (navnet!) har såvel traditionelle socialister (tilhængere af forarmelses-scenariet) samt neo-socialister (kritikere af overflod-samfundet), er det således ikke overraskende, at man kan slippe helskindet fra at påstå, at kvoter både reducerer den økonomiske vækst, og samtidig øger væksten.

I en verden domineret af mystikere kan man uden fare for sin politiske karriere hævde, at man ved at opstille flere barrierer for menneskeligt initiativ og handlekraft, vil se en opblomstring af nye former for teknologi; og at man ved at begrænse væksten derfor vil se udviklingen af en ikke-CO2-udledende bil, der (som Svend Auken angiveligt ønsker det), ikke skal kunne køre stærkere end 60 km i timen, og som vi i takt med stigende skatter og afgifter uden besvær vil have råd til at investere i. (Imidlertid har selv lande som Cypern, Libanon og Spanien nu en højere grad af bil-ejerskab end det afgiftsplagede Danmark. Svaret på hvordan flere får råd til et personligt transportmiddel vil ifølge Auken formentlig være at afgifterne blot skal være endnu højere…).

Man kan - jævnfør klimakonferencen i Montreal - også tale om en ”klar konsensus”, og som skandinavisk politiker så referere til det klimascenarium, der fortæller om øget kulde i Nordeuropa (som følge af en ændring i golfstrømmen bane), - for så et split-sekund senere benytte sig af det scenario, der handler om, at vi må berede os på et varmere og mere fugtigt Nordeuropa.

Således er der en ”klar konsensus” om, at det enten bliver varmere eller koldere; og helt aktuelt har der inden for den seneste måned været en ”klar konsensus” om, at denne vinter enten bliver mild eller streng.

I overensstemmelse med ovenstående burde det derfor ikke undre, at analyser af EU-samarbejdet i vid udstrækning nu er overladt til personer, der primært benytter sig af fodboldanalogier eller sammenligner EU’s opgaveudvidelse (herunder administration af kvoteordninger) med togdrift. - Derfor er det blot et spørgsmål om tid, før kommentatorer vil hævde at der er en ”klar konsensus” om at implementere Forfatningstraktaten, trods det forhold, at den ikke desto mindre er blevet forkastet i store dele af Europa.

Med analytikere og kommentatorer, hvis opgave det er at beskrive konsekvenser og forklare komplekse politiske sammenhænge, men som i stedet underholder med fodboldanalogier og pølsesnak om togdrift, kan det næppe undre, at fremtiden ifølge de politiske meningsdannere nu skal findes i en kvoteordning. Hjernen er tydeligvis blevet efterladt på perronen.