Den ”passive rygerlov” skal på sigt sikre flere skattekroner og ansatte til bureaukratiet

Der er [...] landsdækkende protester mod loven op til den 15. august, og hotel- og restaurationsbranchen vurderer, at dens medlemmer vil smide 180 millioner kroner væk på rygerum og kabiner - spildte penge, fordi der sandsynligvis indføres totalt rygeforbud, når loven revideres i 2010, og Arbejdstilsynet endelig kommer på besøg. [Fra Politiken: Ryger-værtshuse bliver fredet i tre år].

- Loven, der tales om, er den lov, der i princippet forbyder rygning fra og med midten af august, men som man ikke rigtigt har tænkt sig at håndhæve fra myndighedernes side, før om nogle år.

Da undertegnede gik på universitetet og blandt andet studerede International Politik, var der nogle, der talte om "imperial overstretch" (Se Paul Kennedys brug af ordet i henvisningen). Man antog, at USA (der i øvrigt ikke er et imperium, eftersom USA ikke opkræver skat udenfor sit territorium) "overstrækkede" sig, ved at blande sig i for mange internationale problemstillinger for mange steder på kloden.

Nu er der så noget, der tyder på, at myndighederne i Danmark har "overstrukket" sig for alvor. Med rygerloven, lovgiver man således mere, end man kan holde, det vil sige: mere end man kan håndhæve.

Dette ”statslige overstræk” sætter naturligvis lovgiverne i et dårligt lys, eftersom det fremstiller dem som producenter af "ønskelovgivning", hvor lovgivning i stigende omfang får samme status som hensigtserklæringer, ligesom de mange dokumenter man finder i FN- og EU-regi. Uanset hvad man måtte mene om loven, er det nu engang problematisk, at man bruger lovgivningen til at sende ”signaler” og vise intentioner. Det har aldrig været meningen med retssamfundet og lovgivning, at man blot skulle sende signaler. Meningen med love, var, at det skulle have konsekvenser at bryde dem.

Formålet med love var oprindeligt også, at beskytte borgerne og sikre borgerne deres liv, frihed og ejendom. Dette gør man rent faktisk ikke med rygerloven. Man krænker i stedet ejendomsretten. Dermed krænker man også borgernes frihed, og også deres frihedsrettigheder, og deres ret til at bruge deres liv, som de nu vil. Til ”liv” (som i retten til liv, frihed og ejendom) hører naturligvis også retten til at leve usundt. Lovgiverne fremstår i kraft af begge de nævnte forhold derfor som useriøse og korrupte. De har ikke forstået meningen med at have love i første omgang. Substansen i deres love er endvidere, at disse love afvikler den reelle ejendomsret og den personlige frihed.

”Overstræk” vs. et skridt til fordel for embedsværket

Hvis vi ser bort fra de politiske beslutningstageres korrupte indfaldsvinkel til lovgivning, handler ”overstræk” om, at politikere gerne vil gøre en hel masse, og også mere end de har ressourcer til; samt at de således blot laver ”signallovgivning” i det omfang ressourcerne ikke slår til.

Ser man lidt nærmere på de bagvedliggende politiske mekanismer, holder ”overstræks-tesen” imidlertid ikke i dette tilfælde.

Der findes en bedre forklaring på ”signallovgivningen”. Og denne alternative forklaring gælder i øvrigt også for motivationen bag signallovgivning og ønskelovgivning i FN og EU.

Den mere korrekte forklaring handler simpelthen om måden, man sikrer sig flere ressourcer på i det offentlige – på skatteydernes og den private sektors bekostning. For det er nu engang ikke politiske beslutningstagere, der er de primære aktører i den aktuelle lovgivning. Faktisk bliver langt de fleste lovgivningsinitiativer til på nogle andres initiativ (altså nogle andre end det fåtal af den danske befolkning, der er medlemmer af Folketinget)

Skatte- og medarbejder-lobbyisme fra offentlige myndigheders side

De virkelige (oprindelige) initiativtagere til lovforslag om forbud, kontrol, regulering med videre kommer løseligt formuleret fra ”akademiker-standen” i Danmark (hvor man i stigende grad i øvrigt også er ikke-rygere). Mere præcist kommer initiativerne i den konkrete sammenhæng men også generelt fra de bedst lønnede i den offentlige sektor: altså offentligt ansatte ”DJØF’ere”. (Samfundsfaglige kandidater).

Hvis man ser på den aktuelle sag fra de offentligt ansattes side – og især men ikke kun DJØF’erne, men minus de politiske beslutningstagere og de der formelt er initiativtagere, giver den ovennævnte lovgivningsmæssige overbudspolitik rent faktisk mening, forstået som at den er en investering i offentlige organisationers vækst. Her har man derfor ikke engang ”tabt ansigt” ved at være initiativtager til lovgivning, der ikke kan håndhæves. For det første ses man ikke som initiativtager i offentligheden (politikerne tager æren). For det andet må lovgivningen ses som et første skridt i netop den ønskede retning, som de offentligt ansatte strateger vil have, at tingene skal bevæge sig i. Var man først begyndt at tale om ”ressourcer” og ”medarbejdere” var man jo ingen vegne kommet. Taler man i stedet om nogle målsætninger uden først at nævne omkostningerne, ja så glider tingene lettere. Fra de offentligt ansattes side giver det jo mening at bruge en lov som en målsætning og ikke (nødvendigvis) som en regel, der gælder her og nu. Med loven har man fået sat et mål. Nu gælder det så om at sikre sig midlerne. Og med et officielt mål, bliver dette langt lettere at sikre sig. Tænk hvis man skulle kæmpe for flere ressourcer alene i kraft af de gamle mål.

Forskel på private og offentlige virksomheder

I en privat virksomhed belønnes man imidlertid for at tjene kundernes interesser via profitincitamentet. Har virksomheden succes i kraft af salgsfremgang, og et økonomisk overskud, kan man så regne med flere nye kolleger, og dermed også, at man som medarbejder vil befinde sig i en virksomhed, hvor man kan udsættes for mere interessante udfordringer. Derfor vil man være opmærksom på dette med at opfylde kundernes behov. Frivilligheden sikrer altså, at de betalende stilles tilfredse. At opfylde kundernes behov, er dermed en central forudsætning for fremgang og vækst.

I en bureaukratisk organisation er det i langt mindre grad resultaterne, der tæller. De betalende er samtidig ikke de samme som dem der i sidste instans betaler. De betalende er skatteyderne. De der betaler, er de politiske beslutningstagere, som giver skattemyndighederne grønt lys til at opkræve mere. Offentlige organisationers størrelse er dermed - i modsætning til de markedsbaserede - politiske og lovgivningsmæssigt bestemte. Her skal man derfor lede efter nogle andre motivationer (end indtjening), der kan overtale de politiske beslutningstagere til at beskatte borgerne yderligere (eller flytte rundt med de nuværende – og i øvrigt omfangsrige eksisterende skattekroner).

Man opererer derfor helt anderledes i offentlige sektorer end man gør i private virksomheder. Forbrugerne sætter som det helt centrale ikke grænserne for en offentlig institutions størrelse. Det gør i stedet formelt de folkevalgte. (Efterhånden kan man dog godt mistænke dem for også at have mistet en stor del af deres magt, sådan som det også ofte sker i den britiske tv-serie Yes Minister).

De mindre synlige men altså oprindelige initiativtagere til diverse kontrolforanstaltninger, er derfor blandt andet en række sundhedsinstitutioner samt også nogle statsstøttede sundheds ”NGO’er”. For de offentlige sundhedsorganisationer er målet ret naturligt, at vokse, eftersom man opfatter det, man selv laver som nødvendigt og vigtigt.

Erfaringsmæssigt finder man så over tid ud af hvilke metoder, der bedst muligt sikrer organisationens vækst. Dette sker nu engang bedst ved først at tale om, hvad man skal gøre, og så diskutere regningen på et senere tidspunkt. Derfor søger man, som ambitiøs leder i en offentlig virksomhed at få opstillet så mange officielle mål for den del af bureaukratiet man er ansvarlig for, som overhovedet muligt. - Jo flere mål, der opstilles, desto flere midler kan man via medierne, kræve at der bliver tilført.

Det forunderlige består så i, at medierne i det store hele er ukritiske i denne henseende. Det er næsten som om, man lader som om, at de politiske beslutningstagere også er de reelle initiativtagere til nye love; når de egentlige initiativtagere er de fastansatte bureaukrater eller de statssponsorerede aktører i form af diverse sundheds-NGO’er.

Ikke desto mindre er der nu engang meget store begrænsninger for, hvor meget information og hvor mange lovforslag 179 individer selv kan henholdvis fremskaffe og hitte på, samt føre ud i livet. ”Hjælperne” er jævnfør ovenstående vid udstrækning samtidig ofte, dem der starter sagerne. De har intet problem med at politikere tager æren, blot de kan få de penge (”midler”), som nye målsætninger fører til krav om at der skal sikres. Tilsvarende er det også begrænset, hvor mange midler, der tilflyder 179 folketingsmedlemmer sammenlignet med hvad den offentlige sektor, som helhed modtager. Skal man lede efter store økonomiske interesser, der er motivation for lovgivningsmæssige initiativer, bliver man derfor nødt til at løfte stenen, der hedder ”den offentlige sektor minus 179 MF’ere”, og se hvad der kryber rundt under den. Denne andel er - i modsætning til dens størrelse - alt for usynlig, når det gælder forklaringen på, hvordan lovgivning bliver til.

”Folkets tjenere” (embedsværket) er således i meget udstrækning også dem, der udstikker retningslinierne for præcist hvordan, man har tænkt sig at ”tjene”. Mere præcist kan sige, at man i det offentlige har et redskab, der ikke hedder ”indtjening” men ”muligheden for legal konfiskation”; og at man så leder efter en retfærdiggørelse for dette redskab (eller ”våben” imod skatteyderne), der kan få de opkrævende myndigheder (politi og skattevæsen) til at acceptere at gøre det grove arbejde, og tilvejebringe de midler, man ønsker til det pågældende område.


Mediernes rolle

Medierne er vel at mærke helt afgørende for at identificere disse ofte anonyme lobbyister, der formidler initiativer fra eksempelvis sundhedsinstitutionerne.

Lobbyisme fra det offentliges side (fra ministerier, styrelser, departementer, råd, nævn, statsstøttede NGO’er, der er mere offentlige end private) er ikke desto mindre på mange måder et tabu-område. Man lader som om det formelle: at bureaukratiet består af tjenere (civil servants, som det hedder på engelsk), også er det reelle. Men sådan er det ikke. Takket være journalister, der ignorerer bureaukraternes aktive indsats for at få deres ressortområde til at vokse, kan disse områder derfor vokse så meget desto mere uhindret. Tilsvarende kan man via ukritiske journalister også agere på en måde, så det i vid udstrækning kommer til at fremstå, som om det er ”folket” og offentligheden, der driver bestemte former for lovgivning. Det er det i vid udstrækning tilsvarende ikke.

Journalisterne vil derfor som led i dette sundheds-spin bidrage til, at denne investering i en fremtidigt endnu større offentlig sektor relativt lettere bliver en realitet på den private sektors bekostning. Faktisk er de i praksis ikke en barriere og en udfordring. Langt oftere spiller medierne på de offentlige lobbyisters side.

I den konkrete sag vil medierne sammen med de offentlige sundhedsmyndigheder - tilføjet de statsligt sponsorerede NGO'er – således kunne forventes at drive intens lobbyisme for at sikre, at den lov man har vedtaget, også efterfølgende får tilført de ressourcer, der kræves for, at man kan kontrollere alle landets restaurationer og værtshuse på en måde, så man realistisk kan sige, at loven i praksis har gyldighed.

En anden vigtig pointe her er så, at denne lobbyisme, der assisteres af medierne, er skattefinansieret. Det er netop p.g.a. af en i forvejen stor offentlig sektor, at presset for at sikre at den offentlige sektor kan vokse endnu mere, er så intens. Med andre ord, så bruges skattekronerne ikke kun på at løse de eksisterende opgaver. De bruges også på lobbyisme, der skal føre frem til, at der kan blive opstillet flere mål, sådan at man kan sikre sig yderligere ”midler” (det vil sige borgernes penge).

Konklusion

Overordnet må man konstatere, at offentligt ansatte, og navnlig de der har de højeste placeringer i den offentlige sektor, har en interesse i, at der bliver flere offentligt ansatte. Jo mere lovgivning - desto flere offentligt ansatte kan man regne med. Jo mere regulering, desto mere skal der alt andet lige håndhæves.

Man kan derfor også enten se den aktuelle lovgivning som en offensiv eller en defensiv strategi. Offensivt handler politikken fra det offentliges side, om at man har skabt en situation, hvor det er mest sandsynligt, at diskussionen vil være, om man skal bevare det nuværende antal kontrollanter, eller om man skal øge niveauet. Den defensive vinkel består i, at havde man ikke indført rygeloven, havde diskussionen mere sandsynligt handlet om, hvorvidt niveauet skulle bevares eller reduceres. Om det er det offensive eller defensive aspekt, der gjorde sig gældende i den aktuelle sitution, kan man så overlade til historieskrivere at finde ud af. (Dommen handler jo om, hvad man reelt burde have frygtet. Her kan man så konstatere, at meget taler for, at det offensive nok spiller en større rolle, eftersom man praktisk talt ikke behøver være bange for nedskæringer fra den nuværende regerings side).

En vækst indenfor et givent område i det offentlige betyder således noget positivt for såvel de ansatte som ledelsen. For de ansatte betyder det, at man i kraft af denne vækst vil sikre sig, at flere nye ansættes. De nytilkomne er så de første der ryger ud i tilfælde af nedskæringer. Altså har man sikret sig en "buffer", det vil sige en slags forsikring mod dårlige tider. For ledelsen i sådanne sektorer betyder flere medarbejdere øget prestige, men også muligheden for højere lønninger i kraft af, at man har flere medarbejdere under sig.

Omvendt vil den nye lovgivning ikke blot forsure tilværelsen for de værtshus- og restaurations-ejere, der mister kunder; de kunder, der mister et socialt tilholdssted og for hvem rygning i selskab med andre rygere er en del af deres samlede livskvalitet.

I samme omfang som loven skal have effekt, skal der naturligvis også betales for den. Det er således helt afgørende, at man forstår, at når man stemmer på partier, der indfører strammere regler, flere forbud og som lovgiver til fordel for mere kontrol er der også en regning, der skal betales over skatten.

---

Citatet øverst er fra Politiken: Ryger-værtshuse bliver fredet i tre år.

Tilbage til fortiden

I forhistorisk tid blev de nederste lag i befolkningen kontrolleret og dirigeret af de øverste, der hersede og regerede med de nederste. Udviklingen stod ganske vist i stampe. Men de nederste lag fik at vide, at de var trygge i kraft af slaveriet. Og de øverste følte en vis tryghed i kraft af deres magt.

Efter den mørke middelalder begyndte man i stedet at se lyset: Nu havde man lov til at bestemme over sin retmæssigt erhvervede ejendom, hvad enten det var indkomst, en bolig eller et lokale - som en restauration. Det åbnede sluserne for produktivitet og kreativitet. Det kunne i kraft af ejendomsretten betale sig at bruge sin fornuft. Og så brugte man den.

Tirsdag den 29. maj vedtog Folketinget en ny rygelov, der kriminaliserer rygerne yderligere. Det vil sige, man skal efter den 15. august, hvor loven træder i kraft, gøre mindre for at begå en lovovertrædelse. Magthaverne begrunder tilsvarende, som i forhistorisk tid, indgrebet og krænkelsen af ejendomsretten med tryghed.

Ryger man på det samme værtshus eller den samme café, som man gjorde det dagen før, risikerer man derfor magthavernes straf - formodentlig en bøde. Det er derfor ikke ejendomsretten, som man krænker, hvis man ryger. For ejendomsretten til caféen eller restauranten har ejerne naturligvis.

At have råderet over ejendom er således det, der gør forskellen på, hvordan forskellige ejere indretter deres lokaliteter. Borgerne kan i overensstemmelse med den private ejendomsret indrette sig efter deres egne præferencer. Men statens adfærdslove ensretter. Nu skal borgerne i stedet rette ind efter de politiske påbud og forbud, som krænker deres ejendomsret. Betydningen af at orientere sig efter kundernes behov bliver derfor tilsvarende reduceret.

Ejendomsretten er derfor atter under afvikling. I skolerne lærer man ikke længere at respektere den. Her er der efterhånden intet, der siges at være en privatsag. Alt er efterhånden politiseret. Men bliver man politiker og kæmper sig op til toppen, kan man i det mindste bestemme over andre. Og der er efterhånden intet, der er holdt fri for politik. Via trinvise skridt tager de politiske beslutningstagere os nu med tilbage til fortiden.

Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 7. juni

Fra samfund og privat til offentlig og stat

Vedtagelsen af den nye rygelov, der generelt forbyder rygning på arbejdspladser er udtryk for en skræmmende udvikling i en generel retning, der handler om, at politiske beslutningstagere vil bestemme over borgernes liv og deres adfærd.

Lovgivningen skaber yderligere præcedens for, at politikere overtager og erstatter borgernes selvbestemmelsesret med den styrke, som politikere har i kraft af det statslige monopol på magtanvendelse.

Grænserne mellem offentlige virksomheder og private er nu blevet endnu mere udviskede, end da man talte om rygeforbud på restauranter og cafeer; men hvor man allerede her ignorerede, at der med sådanne virksomheder var og er tale om privat ejendom.

Det civile er det private

Civilisation handler nu engang om, at private og frie borgere har retten til at beslutte, hvordan de vil leve deres liv.

Denne frihed på fornuftens vilkår handler ikke mindst om mulighederne for, at man kan bestemme, hvordan man vil drive virksomhed, hvem man vil ansætte, samt hvilke regler, man vil opstille for sin arbejdsplads.

Friheden som bygger på individets rettigheder, handler dermed også om, at man som arbejdsgiver og arbejdstager kan gøre forretning med ligesindede; det gælder derfor også hvilke kunder, man ønsker i sin restaurant, og hvilke medarbejdere, som man ønsker at ansætte.

De politiske beslutningstagere, der har vedtaget den nye rygelov, må som konsekvens af ovenstående derfor i praksis vurderes til at have en anden og modsatrettet dagsorden, end den der kendetegner den frie og civiliserede verden, som omgiver dem.

I det frie, private og derfor civiliserede samfund kan ligesindede således mødes – og eksempelvis nyde de former for stimulanser, som netop de værdsætter, uden at de skal stå til regnskab overfor de politiske magthavere og ordensmagten.

Moderne politikere afskaffer det private

Den politiske dagsorden, som afspejles i rygeloven, handler derfor i praksis om, at man vil afprivatisere, og gøre stadigt mere til et offentligt anliggende, - på samme måde som alting også var et offentligt anliggende i forhistorisk tid - for klanen eller for stammen.

På samme måde som man i ensretningens og lighedens navn har kollektiviseret uddannelsesvæsenet, opstiller man derfor også kollektive mål for, hvordan man skal gebærde sig, når man forlader det kollektiviserede uddannelsessystem.

Man vil i praksis derfor bestemme hvad vi skal lære, og altså også forsøge at styre hvor længe og hvordan vi skal leve.

Det private menneske, med besiddelse af den selvstændighed og utvungenhed, der kendetegner det at være et egenrådende væsen med særlige præferencer, er derfor netop det selvstændige individ, som politikere ikke respekterer, og som de i praksis bekæmper.

Og det er netop den offentlige og ikke den private verden, som politikere færdes i til daglig.

I denne interventionistiske politikverden, handler rettigheder derfor ikke om individuelle rettigheder – og om respekt for den enkeltes råderet og handlefrihed. Det er i stedet en verden, hvor nogen har magten, og alle andre så forventes at underkaste sig de aktuelle magthaveres påfund.

Det offentlige bygger på magtrelationer - ikke på frivillighed

I denne offentlige verden er der tydeligvis ikke længere nogle klare grænser for magtens anvendelse. For sådanne grænser sættes netop af den private ejendomsret og den respekt for individets handlefrihed, som de professionelle politikere præcist har valgt at se bort fra.

Beslutningstagernes målsætning og rettighedsbegreb handler derfor om, at de vil have retten til at opstille de regler for adfærd, som nu engang er en ret der tilhører de private borgere i det frie samfund.

Omvendt handler retten til at ryge om retten til at opsøge den virksomhed eller butik, man vil (og ejerens ret til at afvise) om aftalefrihed.

Det som man i det civile samfund forstår som normdannelse, lokale aftaler mellem frie borgere, arbejdsregler med videre, - og som naturligt opstår omkring forbruger- og produktionsfriheden, - vil man fra politisk side med de mange adfærdslove derfor i stedet monopolisere.

I praksis betyder dette derfor også, at man afskaffer de kodekser og værdier som civilsamfundet bygger på.

For kvaliteten af de mange aftaler, som indgås mellem frie mennesker består netop i frivilligheden, og i borgernes respekt for denne frivilligheds udbredelse og gyldighed. Men dens gyldighed er i stigende grad ved at være begrænset: det gælder når man ser på skattetrykket, og det gælder derfor også for det aktuelle angreb på caféejere og restauratørers råderet.

Adfærdslove afskaffer det civile samfunds fundament som er frivilligheden

I kraft af denne tendens til at afvikle de individuelle frihedsrettigheder - herunder den private ejendomsret - forstummer derfor de selvstændige aftaler og overenskomster mellem borgerne, som de finder sted hver dag på såvel markedspladsen som mellem familiemedlemmer og i lokalsamfundet.

Suveræniteten og selvstændigheden forsvinder - for den enkelte, i familierne, for virksomheder og organisationer.

Vi bevæger os dermed fra samfund til stat; - og fra liv, fri aftaledannelse og produktivitet – og hen imod stagnation, øget kriminalisering, tvungne påbud og mere bureaukrati.

Reglerne, som de nye rygeregler, der er opstillet af politiske beslutningstagere er vel at mærke ikke ”pragmatiske”, ”konservative”, eller ”fleksible”, som ellers er begreber som de moderne politikere holder meget af at bruge. De regler er tværtimod ensartede og forholdsvis principielle – sammenlignet med de myriader af forskellige kodekser og retningslinier, som frie borgere vedtager indbyrdes, ud fra hvad der passer dem bedst, og hvad man har råd til. - Principløsheden finder man i stedet i fraværet af retningslinier for, hvad man må og ikke må blande sig i

De politiske adfærdslove der erstatter aftalefriheden kendetegner blot ikke frie samfund, men er i stedet udtryk for trinvise skridt i retning mod diktaturet og forfaldet. For princippet bag de mange regler er nu engang magtens princip. Jo flere adfærdslove, desto mindre mulighed er der således for, at borgerne indbyrdes selv kan handle principielt, og opstille og sætte deres egne mål.

Der kan i sagens natur ikke være en frivillig og fornuftsmæssig accept af noget, der påføres i kraft af tvang. Og der kan selvsagt ikke være en fornuftig og logisk godkendelse af et politisk forsøg på gradvist at sikre borgernes underkastelse og afviklingen af deres handlefrihed. Hverken fornuft eller sundhed kan trives med de lænker, som politikere skridt for skridt er ved at udstyre os med. Man bør derfor ikke respektere dem.