Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse
Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.
I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).
Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".
Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.
Viser indlæg med etiketten Saudi Arabien. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Saudi Arabien. Vis alle indlæg
21. november 2007
3. november 2007
Irak og troen på stemmeboksens magi
På the Atlasshpere skrev Thomas Sowell i september en længere klumme, der tager afsæt i en ny bog om Irak og hvad der gik galt. Bogen er af John Agresto og har titlen "Mugged by Reality: The Liberation of Iraq and the Failure of Good Intentions". Sowells kommentar kan imidlertid læses på sine egne præmisser. I det følgende vil jeg derfor kort forholde mig til hans centrale pointe.
Thomas Sowell minder læserne om, at man fra amerikansk side har talt meget om at skabe demokrati i Mellemøsten. Et andet centralt begreb er "nationbuilding". På dansk kan man sige "national-statsdannelse". Fokus har ifølge Sowell således været på: først at vælte diktatoren Saddam Hussein, for så med det samme bagefter at forfølge den tilsyneladende "storslåede" ide om at skabe et demokrati i Irak.
Men som Thomas Sowell udtrykker det: "Demokrati vil simpelthen blot sige at stemme. Det betyder ikke frihed. Hvis vi sætter lighedstegn mellem de to begreber, forvirrer vi os selv og andre".
At stemme og at indføre en ordning, hvor man stemmer, bygger med andre ord ikke på noget som helst andet "princip", end et princip om at flertallet skal have lov til at bestemme over resten. Der er ingen nærmere værdier forbundet med dette. Der er intet som helst princip som sådan i begrebet demokrati, der på magisk vis kan bygge et samfund og en stat "op". Alligevel er man, som Sowell bemærker det, løbet nærmest direkte fra den militære sejr over en diktator (Saddam Hussein) - og så over til at indføre dette princip med stemmeboksen. Men dette princip er naturligvis ikke noget med hvilket, man i blot i begrænset omfang opnår frihed, velstand, civiliseret adfærd, fred, omgængelighed eller noget andet godartet.
Hvis der i Irak findes et utal af fraktioner af etniske grupperinger, der gerne vil dominere og/eller fortrænge hinanden, - ændrer indførslen af stemmeboksen så på dette faktum? Det gør det naturligvis ikke. Nu er man blot blevet præsenteret for et supplement til de metoder, man benytter sig af i forvejen; hvor man netop derfor stemmer i kraft af et tilhørsforhold til en eller anden gruppering, og ud fra ønsket om, at denne gruppering skal bestemme mere end andre lignende grupperinger. Man udleder ikke bagud, og man identificerer ikke den historiske sandhed, at demokratiet har sin berettigelse i en given kontekst; der handler om at redskabet skal afgrænses, sådan at det ikke kan bruges til at afvikle individets frihed og borterodere retten til ytringsfrihed, handlefrihed, tros-, tanke-, ejendomsrets- og videnskabsfrihed. Indførslen af stemmeboksen lærer ikke de mange ganske religiøst disponerede grupperinger noget som helst om forudsætningerne for, hvad der skal til for skabelsen af et oplyst og velstandsskabende samfund.
Men er troen på stemmeboksen fra den amerikanske præsidents side så i det mindste neutral? Det er den heller ikke: Stemmeboksen er isoleret set, og sådan som man indfører den i Irak netop et signal om, at man nu kan fortsætte sine etniske og religiøse stridigheder; og ikke et signal om, at man bør bilægge dem på et oplyst grundlag, det vil sige på verdslighedens, oplysningens og videnskabelighedens præmisser.
Men dette er jo bare kritik fra sidelinien, lyder det eventuelt. - Hvad skulle man så have gjort? Også her kan jeg henvise til Thomas Sowell:
Fokus efter den militære sejr over Saddam Hussein måtte som mindstemål ifølge Sowell have været på retssamfundet, der netop bygger på respekten for de individuelle frihedsrettigheder. Disse friheds-rettigheder handler vel at mærke netop ikke om friheden til at stemme sig til magt over andre. De individuelle frihedsrettigheder handler i stedet om det modsatte: de handler om retten til at leve et liv i fred fra at blive domineret politisk af diverse etniske grupperinger og kollektiver. De individuelle frihedsrettigheder handler præcist om alle de ovenfor nævnte friheder; der giver den enkelte muligheder for at handle frit i den kontekst, som man som individ står overfor; og som sikrer friheden til at man kan samarbejde rationelt med andre, og nyde fortjenesten ved at gøre dette.
Det burde således stå klart, at demokratiet uden de grænser som de individuelle frihedsrettigheder sætter for det, hurtigt kan blive et magtfuldt våben for demagoger, populister, socialister, islamister og fascister. I kraft af "stemmeboks-dyrkelsen" har man derfor netop ignoreret de - for os i Norden - uhyggeligt absurde årsager til, at nogle grupperinger i Irak efterstræber andre religiøse grupperinger livet og friheden. Man har i meget stort omfang derfor været såvel eftergivende som ignorant, når det gælder alle de politiske aktører, der ønsker at indføre former for politisk ufrihed og at fastholde befolkningen i Mellemøsten i uvidenhed og økonomisk stagnation. Man har netop ignoreret de politikker fra Saudi Arabien og Irans side, der fører i retning mod mere ufred og mere ufrihed. Tilsvarende har man ignoreret de lokale kræfter, der trækker i samme retning.
I kraft af ovenstående kan man derfor meget vel ende med at få et regime i Irak, der vil vise sig at være endnu værre, end det man væltede: fordi man ikke fra vestlig side har taget grundlæggende afsæt i den oplysningskultur og respekt for menneskets fornuft; som nu engang er det, som er årsagen til velstanden og fremskridtet i den vestlige verden: i USA, Europa, Australien, dele af Latin Amerika og Asien og andre steder. Budskabet har i praksis været: "De kan stemme om det". Og det er et forkert og meningsløst budskab at sende.
Læs Thomas Sowell: Mugged by Reality
Thomas Sowell minder læserne om, at man fra amerikansk side har talt meget om at skabe demokrati i Mellemøsten. Et andet centralt begreb er "nationbuilding". På dansk kan man sige "national-statsdannelse". Fokus har ifølge Sowell således været på: først at vælte diktatoren Saddam Hussein, for så med det samme bagefter at forfølge den tilsyneladende "storslåede" ide om at skabe et demokrati i Irak.
Men som Thomas Sowell udtrykker det: "Demokrati vil simpelthen blot sige at stemme. Det betyder ikke frihed. Hvis vi sætter lighedstegn mellem de to begreber, forvirrer vi os selv og andre".
At stemme og at indføre en ordning, hvor man stemmer, bygger med andre ord ikke på noget som helst andet "princip", end et princip om at flertallet skal have lov til at bestemme over resten. Der er ingen nærmere værdier forbundet med dette. Der er intet som helst princip som sådan i begrebet demokrati, der på magisk vis kan bygge et samfund og en stat "op". Alligevel er man, som Sowell bemærker det, løbet nærmest direkte fra den militære sejr over en diktator (Saddam Hussein) - og så over til at indføre dette princip med stemmeboksen. Men dette princip er naturligvis ikke noget med hvilket, man i blot i begrænset omfang opnår frihed, velstand, civiliseret adfærd, fred, omgængelighed eller noget andet godartet.
Hvis der i Irak findes et utal af fraktioner af etniske grupperinger, der gerne vil dominere og/eller fortrænge hinanden, - ændrer indførslen af stemmeboksen så på dette faktum? Det gør det naturligvis ikke. Nu er man blot blevet præsenteret for et supplement til de metoder, man benytter sig af i forvejen; hvor man netop derfor stemmer i kraft af et tilhørsforhold til en eller anden gruppering, og ud fra ønsket om, at denne gruppering skal bestemme mere end andre lignende grupperinger. Man udleder ikke bagud, og man identificerer ikke den historiske sandhed, at demokratiet har sin berettigelse i en given kontekst; der handler om at redskabet skal afgrænses, sådan at det ikke kan bruges til at afvikle individets frihed og borterodere retten til ytringsfrihed, handlefrihed, tros-, tanke-, ejendomsrets- og videnskabsfrihed. Indførslen af stemmeboksen lærer ikke de mange ganske religiøst disponerede grupperinger noget som helst om forudsætningerne for, hvad der skal til for skabelsen af et oplyst og velstandsskabende samfund.
Men er troen på stemmeboksen fra den amerikanske præsidents side så i det mindste neutral? Det er den heller ikke: Stemmeboksen er isoleret set, og sådan som man indfører den i Irak netop et signal om, at man nu kan fortsætte sine etniske og religiøse stridigheder; og ikke et signal om, at man bør bilægge dem på et oplyst grundlag, det vil sige på verdslighedens, oplysningens og videnskabelighedens præmisser.
Men dette er jo bare kritik fra sidelinien, lyder det eventuelt. - Hvad skulle man så have gjort? Også her kan jeg henvise til Thomas Sowell:
Fokus efter den militære sejr over Saddam Hussein måtte som mindstemål ifølge Sowell have været på retssamfundet, der netop bygger på respekten for de individuelle frihedsrettigheder. Disse friheds-rettigheder handler vel at mærke netop ikke om friheden til at stemme sig til magt over andre. De individuelle frihedsrettigheder handler i stedet om det modsatte: de handler om retten til at leve et liv i fred fra at blive domineret politisk af diverse etniske grupperinger og kollektiver. De individuelle frihedsrettigheder handler præcist om alle de ovenfor nævnte friheder; der giver den enkelte muligheder for at handle frit i den kontekst, som man som individ står overfor; og som sikrer friheden til at man kan samarbejde rationelt med andre, og nyde fortjenesten ved at gøre dette.
Det burde således stå klart, at demokratiet uden de grænser som de individuelle frihedsrettigheder sætter for det, hurtigt kan blive et magtfuldt våben for demagoger, populister, socialister, islamister og fascister. I kraft af "stemmeboks-dyrkelsen" har man derfor netop ignoreret de - for os i Norden - uhyggeligt absurde årsager til, at nogle grupperinger i Irak efterstræber andre religiøse grupperinger livet og friheden. Man har i meget stort omfang derfor været såvel eftergivende som ignorant, når det gælder alle de politiske aktører, der ønsker at indføre former for politisk ufrihed og at fastholde befolkningen i Mellemøsten i uvidenhed og økonomisk stagnation. Man har netop ignoreret de politikker fra Saudi Arabien og Irans side, der fører i retning mod mere ufred og mere ufrihed. Tilsvarende har man ignoreret de lokale kræfter, der trækker i samme retning.
I kraft af ovenstående kan man derfor meget vel ende med at få et regime i Irak, der vil vise sig at være endnu værre, end det man væltede: fordi man ikke fra vestlig side har taget grundlæggende afsæt i den oplysningskultur og respekt for menneskets fornuft; som nu engang er det, som er årsagen til velstanden og fremskridtet i den vestlige verden: i USA, Europa, Australien, dele af Latin Amerika og Asien og andre steder. Budskabet har i praksis været: "De kan stemme om det". Og det er et forkert og meningsløst budskab at sende.
Læs Thomas Sowell: Mugged by Reality
31. oktober 2007
Saudi Arabiens magthavere bidrager til islamisering af Storbritannien
Flere af de udgivelser der blev fundet af tænketanken [Policy Exchange] i løbet af dets årelange granskning af ekstremistisk litteratur hidrørende fra mainstream moskeer var fremstillet af ministerier tilhørende den Saudiske stat. Fire pamfletter udgivet af "Ministeriet for islamiske anliggender" blev præsenteret overfor britiske muslimer i 1998 af Kong Fahd, der er den nuværende herskers forgænger. Pamfletterne blev fremstillet i et stort oplag og blev mærket med "til gratis distribution - ikke til salg".
Det kan man læse i dagens udgave af det britiske the Times under overskriften David Cameron challenges King Abdullah over extremist material in mosques. Her kan man endvidere læse, at den britiske statsministerkandidat David Cameron vil diskutere sagen med de saudiske diktatorer. Konkret handler ekstremismen i den saudiske litteratur om, at man i de pågældende tekster advokerer for had imod ikke-muslimer, undertrykkelse af kvinders ret til at leve et liv i frihed på linie med mænd, samt at man i teksterne også finder opfordringer til drab på frafaldne muslimer.
At man fra britisk konservativ side vil diskutere med personer fra et sådant regime, og tilsyneladende også vil samarbejde med de Saudiske magthavere om anti-terror virker komplet uforståeligt. Her har man at gøre med et regime, der spreder opfordringer til mord i et andet land, og så vil britiske politikere ikke blot diskutere, men også bede om at de holder op med at sprede, deres giftigheder - og endvidere ligefrem samarbejde med sådanne individer. Dette burde betyde enden på David Camerons karriere. Læs også Politisk islam bør være valgtema.
Det kan man læse i dagens udgave af det britiske the Times under overskriften David Cameron challenges King Abdullah over extremist material in mosques. Her kan man endvidere læse, at den britiske statsministerkandidat David Cameron vil diskutere sagen med de saudiske diktatorer. Konkret handler ekstremismen i den saudiske litteratur om, at man i de pågældende tekster advokerer for had imod ikke-muslimer, undertrykkelse af kvinders ret til at leve et liv i frihed på linie med mænd, samt at man i teksterne også finder opfordringer til drab på frafaldne muslimer.
At man fra britisk konservativ side vil diskutere med personer fra et sådant regime, og tilsyneladende også vil samarbejde med de Saudiske magthavere om anti-terror virker komplet uforståeligt. Her har man at gøre med et regime, der spreder opfordringer til mord i et andet land, og så vil britiske politikere ikke blot diskutere, men også bede om at de holder op med at sprede, deres giftigheder - og endvidere ligefrem samarbejde med sådanne individer. Dette burde betyde enden på David Camerons karriere. Læs også Politisk islam bør være valgtema.
30. juni 2007
Islamismens totalitære mål
Daniel Pipes er direktør for the Middle East Forum. Yaron Brook, er direktør for tænketanken the Ayn Rand Institute. Wafa Sultan er forfatter og kommentator. Alle har et indgående kendskab til problemerne forbundet med den moderne islamisme.
Under overskriften Den totalitære Islams trussel mod Vesten tog disse politiske debattører den 12. april under en paneldiskussion fat på nogle meget centrale og afgørende spørgsmål, når det gælder, hvordan man skal forholde sig til dette religiøse og politiske fænomen. Og det er noget, man har måttet forholde sig til - ikke mindst siden angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.
Det indledende spørgsmål for paneldiskussionen handlede om, hvorvidt det, vi oplever globalt og i Mellemøsten er udtryk for en lille gruppe af fanatikeres aktiviteter, eller omvendt skal forstås som en bredere bevægelses adfærd. Det er det, spørgsmålet om terrorisme vs. totalitarianisme handler om.
Her var svaret entydigt, at der er tale om en bredere bevægelse, sådan som vi tidligere har oplevet kommunistiske, nazistiske og fascistiske bevægelser i Europa – samt også den fascistiske bevægelse i Japan frem til 2. verdenskrig.
Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i, hvad der skulle til dengang for omkring 60 år siden, for at disse bevægelser, der havde statsmagten i flere lande, - de gav op. For som bekendt vandt de friere nationer over de totalitære kræfter i 1945.
Spørgsmålet man skal besvare, er derfor: Hvorfor vandt de politisk friere nationer militært? Og hvorfor er der i dag ingen japanske selvmordspiloter? Hvordan vandt man over de tyske nazister og de italienske fascister? Var der tale om dialog eller konsekvens? Forudsætningen for at man gør sig sådanne overvejelser er dog, at man erkender, at de vestlige værdier og friheden er under angreb.
Tilsvarende må man erkende, at krigen mod vores frihed i høj grad føres via nogle bestemte stater i Mellemøsten. Som bekendt er staten et magtfuldt redskab. Derfor er det afgørende at fokusere på de totalitæres vigtigste politiske, ideologiske og militære redskaber, og det er ikke terrorisme; men derimod den islamiske stat, som man finder den i Iran og Saudi Arabien.
Indtil videre har man i Europa og USA i det store hele ignoreret den islamiske stat som en faktor, og i stedet fokuseret på nogle forholdsvis obskure grupperinger i eksempelvis Afghanistan og Irak.
Arbejdsmetoderne for diverse islamiserende aktører er tydeligvis forskellige; men dette skyldes imidlertid ikke, at den overordnede målsætning er forskellig, men simpelthen, at forskellige aktører har forskellige ressourcer til rådighed. Målsætningen er derimod fælles, og handler om at sprede en totalitær udgave af den pågældende religion.
Nogle af de islamistiske ledere er således i besiddelse af et statsapparat og kan derfor blandt andet operere via FN, sådan som det gælder Iran og Saudi-Arabien. Andre aktører har omvendt kontrol over færre individer via private organisationer – herunder i kraft af lokale religiøse samfund. Men målet for de forskellige aktiviteter er ikke desto mindre i det store hele det samme. Derfor må man forholde sig overordnet til målsætningen, som det primære. Omvendt vil det være en fejltagelse, at forholde sig til hver enkelt type af aktivitet, som om der ikke var tale om en overordnet problemstilling, og om en generel politisk bevægelse, der har det samme mål: at gøre en bestemt religion altomfattende og i kraft af staten - totalitær.
Totalitarisme og ikke terrorisme er det centrale
Det er således direkte forkert, som det primære, at fokusere på terrorhandlinger frem for den generelle politiske adfærd, det vil sige den politik der føres af islamister ud fra nogle bestemte mål, uanset om de har magten over en stat eller om de har færre ressourcer til deres rådighed.
Denne pointe er i Danmark imidlertid rent faktisk allerede fremhævet af eksempelvis Karen Jespersen og Ralph Pittelkow, men også af Trykkefrihedsselskabet. Som følge af reaktionen på Muhammed-tegningerne er man også nået et vigtigt skridt i retning af, at erkende, at islam ikke bare kan bruges til at inspirere enkeltstående individer til at sprænge sig selv og andre i luften; men at der er nogle bestemte politiske målsætninger i Islam, som står overfor de frihedsværdier, som mange af os værdsætter. Denne generelt frihedsfjendtlige adfærd, som man finder - uanset om der er tale om løsere grupperingers politik eller politikker via teokratier - burde også medvirke til en forståelse af, hvordan islamister ønsker at bruge religionen til at gøre stater totalitære vel at mærke med et religiøst afsæt.
Muhammed-tegningerne satte således fokus på et helt modstridende syn på ytringsfriheden og dens værdi, sådan som det er tilfældet med totalitære magthavere i Iran og Saudi-Arabien på den ene side og så befolkningen i Europa og USA. Målet for de totalitære handler dermed i almindelighed om at kontrollere og sætte grænser for andres adfærd med afsæt i en bestemt religion. – Aktuelt og også i en sikkerhedspolitisk optik bør man derfor også være opmærksom på de allierede som islamisterne på kort og langt sigt vælger sig, for at nå deres mål.
Konklusionen, der handler om, at islamisme er en bredere politisk bevægelse, og at der er tale om en totalitær bevægelse, er derfor afgørende. Dette betyder dermed, at fokus, som det primære, må være på fjendens centrale målsætning: - hvilket er den religiøse lovgivning - sharia. Af denne grund skal fokus derfor ikke være på en enkelt af de metoder, der anvendes for, at islamister kan realisere deres mål (terrorisme), men på samtlige. Derfor må fokus først og fremmest være på Iran og på Saudi-Arabiens rolle, hvad angår islamisternes krig mod vesten. For love (som sharia) og stater hænger nu engang uløseligt sammen. Grundlæggende var krigen mellem den frie verden og nazister for 60 år siden tilsvarende et spørgsmål om hvor stor en rolle staten skulle spille i borgerens liv. Nazisterne levende ingen plads for individuel frihed.
Vores frihedsværdier er under angreb
I USA og Europa gik man trods forskellige syn på dette spørgsmål (om statens rolle i borgerens liv) derfor under 2. verdenskrig sammen om at bekrige noget, der var langt mere totalitært end noget Europa hidtil havde set.
For at forsvare os mod en ny form for totalitær bevægelse må vi derfor genopdage værdien af individuel frihed. Navnlig i Europa vil dette kræve selvransagelse og refleksion. Vi må undersøge præcist, hvad der er for værdier, der er under angreb, hvad disse – vestlige værdier – betyder i praksis; for hvis vi ikke bliver bevidste om, hvad vi mister, kan vi ikke forsvare os. At der kan identificeres en generel målsætning om at udbrede det religiøse diktatur til stadigt flere lande, betyder derfor, at man må sætte sig ind i, hvordan man kan forsvare sig mod denne totalitære ideologi.
Problemet er derfor ikke primært et spørgsmål om teknik, men om at finde ud af hvilke værdier, man ønsker at leve ud fra. Og man er som et mindstemål nødt til at forstå, at totalitære stater, som den nuværende iranske ikke levner plads til forskellighed. Men for at man kan forsvare sig, må det nu engang være nogle bestemte værdier, man forsvarer, og ikke ”forskellighed” – eller ”demokrati”, men derimod: individuel frihed herunder tanke, tale, trosfrihed samt individuel råderet og privat ejerskab.
For 60 år siden kunne USA og dele af Europa stå sammen og handle konsekvent, eftersom der var et åbenlyst ønske om at leve i frihed, og lade borgeren være fri til at handle, producere og ytre sig såvel når det gælder kultur og information. Hvis vi skal være i stand til at forsvare os mod denne nye totalitære strømning må vi derfor genopdage disse frihedsværdier og de medfølgende rettigheder.
En ny form for islam
I denne henseende skal det nævnes, at paneldeltagerne nævnt i indledningen var enige om, at der de seneste 30 år var sket noget afgørende i form af den islamiske religions aggressivitet. - Kunne det mon tænkes, at denne aggressivitet netop skyldes, at vi i Vesten har bevæget os væk fra at interessere os for individets frihed, og at vi også de sidste 30-40 har overladt stadigt mere magt til staten? Det vil sige, at der i vid udstrækning ikke er givet frihedsfjendtlige kræfter et modspil?
Læseren skal under alle omstændigheder opfordres til selv at undersøge spredningen af islamisk ideologi, og islamiske teokratiers adfærd – herunder såvel udenrigs- som indenrigspolitik for de mest radikaliserede stater. Man bør undersøge, hvad der forventes og kræves af borgerne i sådanne præstestyrer og islamiserede samfund. Man bør sætte sig ind i hvilke metoder, der anvendes for at sprede ideerne om islam, som rettesnor for statsstyre og hvad angår den enkeltes livsførelse fra såvel det nationale som lokale niveau.
Herefter kan man undersøge om de samme former for indoktrinering og påvirkning finder sted i vores samfund, hvad angår de pågældende lokale udgaver af islamister, som de findes i muslimske miljøer: Er der et mål om at gøre Sharia (den islamiske lovreligion) til gældende lov også i Danmark? Og er der en generel tendens til at lade religion spille en altomfattende rolle for enhver form for personlig adfærd? - Når man betænker, hvad der i Danmark de seneste 30-40 er sket i form af den generelle tilbøjelighed til at bruge staten som redskab til at påvirke andres måde at leve på, kunne vi så egentlig forvente, at religiøse bevægelser, der markerer sig stærkt på den internationale scene og nationale scene, så ikke også har en indstilling om, at staten er oplagt redskab til at presse bestemte ideer ned over hovedet på den øvrige befolkning?
Venstrefløjens rolle i forbindelse med islamiseringens trussel
Et vigtigt element til at forstå, hvorfor truslen fra den islamiske totalitarisme ignoreres er, som ovennævnte paneldeltagere fremhævede det, ikke mindst venstrefløjens rolle i denne henseende.
Så hvorfor ignorer venstrefløjen truslen fra islamisme? Hvordan kan det være, at kritikken af det iranske præstestyre, der har været ved magten siden 1979, har været så begrænset - trods den åbenlyse undertrykkelse, indoktrinering og menneskelige stagnation, der har fundet sted?
Det korte svar kunne simpelthen være, at islam og socialisme har en fælles fjende ved navn kapitalisme og markedsøkonomi: I det omfang at socialisterne har opgivet deres egne socialistiske værdier, så har de ikke valgt frihedens værdier i stedet. Tværtimod har man i stedet valgt at finde ideologier, der kan skade friheden uden at sætte noget positivt i stedet. Derfor finder venstreorienterede i dag allierede, der i bund og grund ikke har ret meget tilfælles med den klassiske socialisme, men som simpelthen som det primære angriber navnlig det, man opfatter som ”den amerikanske livsstil”, og hvad man finder af elementer i denne i resten af verden. Paneldeltagerne fokuserede her på islam. Men en anden central form for ”anti-amerikanisme” er økologismen, der selv om den er udviklet og populariseret i USA netop også er et opgør med de grundlæggende ideer om individets frihed.
Også i denne forbindelse skal det pointeres, at Europa står særdeles svagt, eftersom frihedens værdier af de politisk intellektuelle i høj grad ikke respekteres i Europa i nær den samme grad som i USA. Derfor var såvel Brooks, Pipes som Sultan enige om, at Europa er tættere på at blive islamiseret, end det er tilfældet for det nordamerikanske kontinent. Aktuelt kan man holde sig orienteret om, hvad der sker i Tyrkiet i denne henseende.
Selv om paneldeltagerne havde hver deres indfaldsvinkel og bevæggrunde til at beskæftige sig med den politiske islam var der også, når det gælder spørgsmålet om, hvordan krigen mod totalitær islam vindes, en høj grad af enighed. Såvel når det gælder den militære del af forsvarspolitikken som den idemæssige, var der derfor overensstemmelse.
Modstandernes vilje må knækkes
Målet for den militære indsats må i overensstemmelse med det ovenstående løftes op fra nogle rent tekniske målsætninger til et mere generelt mål. Dette mål handler om at vise frihedens fjender, at de ikke kan vinde.
Som udgangspunkt må man derfor forstå, hvad der konstituerer en sejr for de totalitære islamister. Dette gøres atter i kraft af erfaringerne fra 2. verdenskrig: En sejr for Hitler og nazisterne samt ikke mindst deres japanske allierede var kendetegnet ved en udbredelse af deres politiske system til stadigt flere lande. Målet var dermed at presse nogle bestemte værdier ned over befolkningen i kraft af staten. Afsættet for at gøre dette var, at de totalitære mente, at deres ideer var overlegne og i visse tilfælde at de var guddommelige. Derfor skulle der fra til 1945 som bekendt meget til for – militært - at vise fjenden, at målet ikke kunne nås.
For at vinde krigen mod en total bevægelse, der blandt andet har kontrol med flere stater i mellemøsten, og måske indenfor nogle år også i Tyrkiet, er det derfor nødvendigt at vise fjenden, at den ikke kan vinde. Her gælder det således om at få navnlig tilhængere og sympatisører til at miste modet, sådan at magthavere og ledere mister deres grundlag i befolkningen. Her må man derfor tilbage og sætte sig ind i hvordan de frie nationer sejrede i den 2. verdenskrig ikke mindst over Tyskland og Japan.
Fokus må være på Iran og Saudi Arabien
For at et militært forsvar kan gennemføres, er det samtidig afgørende at der opstår en langt klarere bevidsthed om truslen fra den totalitære islam, end det er tilfældet i dag. Og her er det aktuelle fokus på terrorisme frem for fokus på Iran og Saudi-Arabiens rolle problematisk. Det nuværende fokus på terrorisme må blandt forstås i kraft af den værdirelativisme, der præger Vesten i dag. For hvis man havde et stærkt afsæt i en værdiorientering, ville man langt klarere kunne se sammenhængen mellem diverse bevægelser og så de diktatoriske stater, som støtter bevægelserne såvel finansielt som ideologisk.
Det er derfor afgørende, at der skabes en langt større bevidsthed om de oprindelige værdier og den fornuftsorientering, der har sikret friheden og velstanden i USA, Europa og i vid udstrækning også Asien og Latin Amerika. Disse grundlæggende værdier må dermed genopdages, for når det sker, vil man også forstå hvad det er man mister, hvis religion går hen og bliver altomfattende og styrende for adfærden.
Den helt centrale årsag til, at islam er en trussel, er således først og fremmest, at det er en trussel mod den frie verdens fornuftskultur. Totalitær Islam, som den har udviklet sig de seneste 30 år, er netop et problem, eftersom det netop er en totalitær religion, der ikke levner nogen som helst plads til fornuft og tankefrihed i samfundet. I takt med at dette system breder sig, vil vi derfor opleve først udbredt materiel og åndelig stagnation, og derefter at den velstand og handlefrihed vi kender, den forsvinder.
Fra den 12. april 2007 Totalitarian Islam's Threat to the West: From the Iranian hostage crisis to September 11 to the London subway attacks to the Iraqi insurgency—it is clear the West faces a grave threat from a committed enemy. Conventional wisdom holds that the enemy is a rogue group of fanatics, who have hijacked a great religion in order to justify their crimes. It tells us there is no way to permanently eliminate these violent groups, that we have entered an "age of terror" and that we must give up the desire for a decisive victory. - But is the conventional wisdom right? Join us for a panel discussion titled "Totalitarian Islam's Threat to the West." Se A panel discussion featuring Daniel Pipes, Yaron Brook and Wafa Sultan . Registrering er gratis. Indlaget findes under "News and highlights".
Under overskriften Den totalitære Islams trussel mod Vesten tog disse politiske debattører den 12. april under en paneldiskussion fat på nogle meget centrale og afgørende spørgsmål, når det gælder, hvordan man skal forholde sig til dette religiøse og politiske fænomen. Og det er noget, man har måttet forholde sig til - ikke mindst siden angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.
Det indledende spørgsmål for paneldiskussionen handlede om, hvorvidt det, vi oplever globalt og i Mellemøsten er udtryk for en lille gruppe af fanatikeres aktiviteter, eller omvendt skal forstås som en bredere bevægelses adfærd. Det er det, spørgsmålet om terrorisme vs. totalitarianisme handler om.
Her var svaret entydigt, at der er tale om en bredere bevægelse, sådan som vi tidligere har oplevet kommunistiske, nazistiske og fascistiske bevægelser i Europa – samt også den fascistiske bevægelse i Japan frem til 2. verdenskrig.
Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i, hvad der skulle til dengang for omkring 60 år siden, for at disse bevægelser, der havde statsmagten i flere lande, - de gav op. For som bekendt vandt de friere nationer over de totalitære kræfter i 1945.
Spørgsmålet man skal besvare, er derfor: Hvorfor vandt de politisk friere nationer militært? Og hvorfor er der i dag ingen japanske selvmordspiloter? Hvordan vandt man over de tyske nazister og de italienske fascister? Var der tale om dialog eller konsekvens? Forudsætningen for at man gør sig sådanne overvejelser er dog, at man erkender, at de vestlige værdier og friheden er under angreb.
Tilsvarende må man erkende, at krigen mod vores frihed i høj grad føres via nogle bestemte stater i Mellemøsten. Som bekendt er staten et magtfuldt redskab. Derfor er det afgørende at fokusere på de totalitæres vigtigste politiske, ideologiske og militære redskaber, og det er ikke terrorisme; men derimod den islamiske stat, som man finder den i Iran og Saudi Arabien.
Indtil videre har man i Europa og USA i det store hele ignoreret den islamiske stat som en faktor, og i stedet fokuseret på nogle forholdsvis obskure grupperinger i eksempelvis Afghanistan og Irak.
Arbejdsmetoderne for diverse islamiserende aktører er tydeligvis forskellige; men dette skyldes imidlertid ikke, at den overordnede målsætning er forskellig, men simpelthen, at forskellige aktører har forskellige ressourcer til rådighed. Målsætningen er derimod fælles, og handler om at sprede en totalitær udgave af den pågældende religion.
Nogle af de islamistiske ledere er således i besiddelse af et statsapparat og kan derfor blandt andet operere via FN, sådan som det gælder Iran og Saudi-Arabien. Andre aktører har omvendt kontrol over færre individer via private organisationer – herunder i kraft af lokale religiøse samfund. Men målet for de forskellige aktiviteter er ikke desto mindre i det store hele det samme. Derfor må man forholde sig overordnet til målsætningen, som det primære. Omvendt vil det være en fejltagelse, at forholde sig til hver enkelt type af aktivitet, som om der ikke var tale om en overordnet problemstilling, og om en generel politisk bevægelse, der har det samme mål: at gøre en bestemt religion altomfattende og i kraft af staten - totalitær.
Totalitarisme og ikke terrorisme er det centrale
Det er således direkte forkert, som det primære, at fokusere på terrorhandlinger frem for den generelle politiske adfærd, det vil sige den politik der føres af islamister ud fra nogle bestemte mål, uanset om de har magten over en stat eller om de har færre ressourcer til deres rådighed.
Denne pointe er i Danmark imidlertid rent faktisk allerede fremhævet af eksempelvis Karen Jespersen og Ralph Pittelkow, men også af Trykkefrihedsselskabet. Som følge af reaktionen på Muhammed-tegningerne er man også nået et vigtigt skridt i retning af, at erkende, at islam ikke bare kan bruges til at inspirere enkeltstående individer til at sprænge sig selv og andre i luften; men at der er nogle bestemte politiske målsætninger i Islam, som står overfor de frihedsværdier, som mange af os værdsætter. Denne generelt frihedsfjendtlige adfærd, som man finder - uanset om der er tale om løsere grupperingers politik eller politikker via teokratier - burde også medvirke til en forståelse af, hvordan islamister ønsker at bruge religionen til at gøre stater totalitære vel at mærke med et religiøst afsæt.
Muhammed-tegningerne satte således fokus på et helt modstridende syn på ytringsfriheden og dens værdi, sådan som det er tilfældet med totalitære magthavere i Iran og Saudi-Arabien på den ene side og så befolkningen i Europa og USA. Målet for de totalitære handler dermed i almindelighed om at kontrollere og sætte grænser for andres adfærd med afsæt i en bestemt religion. – Aktuelt og også i en sikkerhedspolitisk optik bør man derfor også være opmærksom på de allierede som islamisterne på kort og langt sigt vælger sig, for at nå deres mål.
Konklusionen, der handler om, at islamisme er en bredere politisk bevægelse, og at der er tale om en totalitær bevægelse, er derfor afgørende. Dette betyder dermed, at fokus, som det primære, må være på fjendens centrale målsætning: - hvilket er den religiøse lovgivning - sharia. Af denne grund skal fokus derfor ikke være på en enkelt af de metoder, der anvendes for, at islamister kan realisere deres mål (terrorisme), men på samtlige. Derfor må fokus først og fremmest være på Iran og på Saudi-Arabiens rolle, hvad angår islamisternes krig mod vesten. For love (som sharia) og stater hænger nu engang uløseligt sammen. Grundlæggende var krigen mellem den frie verden og nazister for 60 år siden tilsvarende et spørgsmål om hvor stor en rolle staten skulle spille i borgerens liv. Nazisterne levende ingen plads for individuel frihed.
Vores frihedsværdier er under angreb
I USA og Europa gik man trods forskellige syn på dette spørgsmål (om statens rolle i borgerens liv) derfor under 2. verdenskrig sammen om at bekrige noget, der var langt mere totalitært end noget Europa hidtil havde set.
For at forsvare os mod en ny form for totalitær bevægelse må vi derfor genopdage værdien af individuel frihed. Navnlig i Europa vil dette kræve selvransagelse og refleksion. Vi må undersøge præcist, hvad der er for værdier, der er under angreb, hvad disse – vestlige værdier – betyder i praksis; for hvis vi ikke bliver bevidste om, hvad vi mister, kan vi ikke forsvare os. At der kan identificeres en generel målsætning om at udbrede det religiøse diktatur til stadigt flere lande, betyder derfor, at man må sætte sig ind i, hvordan man kan forsvare sig mod denne totalitære ideologi.
Problemet er derfor ikke primært et spørgsmål om teknik, men om at finde ud af hvilke værdier, man ønsker at leve ud fra. Og man er som et mindstemål nødt til at forstå, at totalitære stater, som den nuværende iranske ikke levner plads til forskellighed. Men for at man kan forsvare sig, må det nu engang være nogle bestemte værdier, man forsvarer, og ikke ”forskellighed” – eller ”demokrati”, men derimod: individuel frihed herunder tanke, tale, trosfrihed samt individuel råderet og privat ejerskab.
For 60 år siden kunne USA og dele af Europa stå sammen og handle konsekvent, eftersom der var et åbenlyst ønske om at leve i frihed, og lade borgeren være fri til at handle, producere og ytre sig såvel når det gælder kultur og information. Hvis vi skal være i stand til at forsvare os mod denne nye totalitære strømning må vi derfor genopdage disse frihedsværdier og de medfølgende rettigheder.
En ny form for islam
I denne henseende skal det nævnes, at paneldeltagerne nævnt i indledningen var enige om, at der de seneste 30 år var sket noget afgørende i form af den islamiske religions aggressivitet. - Kunne det mon tænkes, at denne aggressivitet netop skyldes, at vi i Vesten har bevæget os væk fra at interessere os for individets frihed, og at vi også de sidste 30-40 har overladt stadigt mere magt til staten? Det vil sige, at der i vid udstrækning ikke er givet frihedsfjendtlige kræfter et modspil?
Læseren skal under alle omstændigheder opfordres til selv at undersøge spredningen af islamisk ideologi, og islamiske teokratiers adfærd – herunder såvel udenrigs- som indenrigspolitik for de mest radikaliserede stater. Man bør undersøge, hvad der forventes og kræves af borgerne i sådanne præstestyrer og islamiserede samfund. Man bør sætte sig ind i hvilke metoder, der anvendes for at sprede ideerne om islam, som rettesnor for statsstyre og hvad angår den enkeltes livsførelse fra såvel det nationale som lokale niveau.
Herefter kan man undersøge om de samme former for indoktrinering og påvirkning finder sted i vores samfund, hvad angår de pågældende lokale udgaver af islamister, som de findes i muslimske miljøer: Er der et mål om at gøre Sharia (den islamiske lovreligion) til gældende lov også i Danmark? Og er der en generel tendens til at lade religion spille en altomfattende rolle for enhver form for personlig adfærd? - Når man betænker, hvad der i Danmark de seneste 30-40 er sket i form af den generelle tilbøjelighed til at bruge staten som redskab til at påvirke andres måde at leve på, kunne vi så egentlig forvente, at religiøse bevægelser, der markerer sig stærkt på den internationale scene og nationale scene, så ikke også har en indstilling om, at staten er oplagt redskab til at presse bestemte ideer ned over hovedet på den øvrige befolkning?
Venstrefløjens rolle i forbindelse med islamiseringens trussel
Et vigtigt element til at forstå, hvorfor truslen fra den islamiske totalitarisme ignoreres er, som ovennævnte paneldeltagere fremhævede det, ikke mindst venstrefløjens rolle i denne henseende.
Så hvorfor ignorer venstrefløjen truslen fra islamisme? Hvordan kan det være, at kritikken af det iranske præstestyre, der har været ved magten siden 1979, har været så begrænset - trods den åbenlyse undertrykkelse, indoktrinering og menneskelige stagnation, der har fundet sted?
Det korte svar kunne simpelthen være, at islam og socialisme har en fælles fjende ved navn kapitalisme og markedsøkonomi: I det omfang at socialisterne har opgivet deres egne socialistiske værdier, så har de ikke valgt frihedens værdier i stedet. Tværtimod har man i stedet valgt at finde ideologier, der kan skade friheden uden at sætte noget positivt i stedet. Derfor finder venstreorienterede i dag allierede, der i bund og grund ikke har ret meget tilfælles med den klassiske socialisme, men som simpelthen som det primære angriber navnlig det, man opfatter som ”den amerikanske livsstil”, og hvad man finder af elementer i denne i resten af verden. Paneldeltagerne fokuserede her på islam. Men en anden central form for ”anti-amerikanisme” er økologismen, der selv om den er udviklet og populariseret i USA netop også er et opgør med de grundlæggende ideer om individets frihed.
Også i denne forbindelse skal det pointeres, at Europa står særdeles svagt, eftersom frihedens værdier af de politisk intellektuelle i høj grad ikke respekteres i Europa i nær den samme grad som i USA. Derfor var såvel Brooks, Pipes som Sultan enige om, at Europa er tættere på at blive islamiseret, end det er tilfældet for det nordamerikanske kontinent. Aktuelt kan man holde sig orienteret om, hvad der sker i Tyrkiet i denne henseende.
Selv om paneldeltagerne havde hver deres indfaldsvinkel og bevæggrunde til at beskæftige sig med den politiske islam var der også, når det gælder spørgsmålet om, hvordan krigen mod totalitær islam vindes, en høj grad af enighed. Såvel når det gælder den militære del af forsvarspolitikken som den idemæssige, var der derfor overensstemmelse.
Modstandernes vilje må knækkes
Målet for den militære indsats må i overensstemmelse med det ovenstående løftes op fra nogle rent tekniske målsætninger til et mere generelt mål. Dette mål handler om at vise frihedens fjender, at de ikke kan vinde.
Som udgangspunkt må man derfor forstå, hvad der konstituerer en sejr for de totalitære islamister. Dette gøres atter i kraft af erfaringerne fra 2. verdenskrig: En sejr for Hitler og nazisterne samt ikke mindst deres japanske allierede var kendetegnet ved en udbredelse af deres politiske system til stadigt flere lande. Målet var dermed at presse nogle bestemte værdier ned over befolkningen i kraft af staten. Afsættet for at gøre dette var, at de totalitære mente, at deres ideer var overlegne og i visse tilfælde at de var guddommelige. Derfor skulle der fra til 1945 som bekendt meget til for – militært - at vise fjenden, at målet ikke kunne nås.
For at vinde krigen mod en total bevægelse, der blandt andet har kontrol med flere stater i mellemøsten, og måske indenfor nogle år også i Tyrkiet, er det derfor nødvendigt at vise fjenden, at den ikke kan vinde. Her gælder det således om at få navnlig tilhængere og sympatisører til at miste modet, sådan at magthavere og ledere mister deres grundlag i befolkningen. Her må man derfor tilbage og sætte sig ind i hvordan de frie nationer sejrede i den 2. verdenskrig ikke mindst over Tyskland og Japan.
Fokus må være på Iran og Saudi Arabien
For at et militært forsvar kan gennemføres, er det samtidig afgørende at der opstår en langt klarere bevidsthed om truslen fra den totalitære islam, end det er tilfældet i dag. Og her er det aktuelle fokus på terrorisme frem for fokus på Iran og Saudi-Arabiens rolle problematisk. Det nuværende fokus på terrorisme må blandt forstås i kraft af den værdirelativisme, der præger Vesten i dag. For hvis man havde et stærkt afsæt i en værdiorientering, ville man langt klarere kunne se sammenhængen mellem diverse bevægelser og så de diktatoriske stater, som støtter bevægelserne såvel finansielt som ideologisk.
Det er derfor afgørende, at der skabes en langt større bevidsthed om de oprindelige værdier og den fornuftsorientering, der har sikret friheden og velstanden i USA, Europa og i vid udstrækning også Asien og Latin Amerika. Disse grundlæggende værdier må dermed genopdages, for når det sker, vil man også forstå hvad det er man mister, hvis religion går hen og bliver altomfattende og styrende for adfærden.
Den helt centrale årsag til, at islam er en trussel, er således først og fremmest, at det er en trussel mod den frie verdens fornuftskultur. Totalitær Islam, som den har udviklet sig de seneste 30 år, er netop et problem, eftersom det netop er en totalitær religion, der ikke levner nogen som helst plads til fornuft og tankefrihed i samfundet. I takt med at dette system breder sig, vil vi derfor opleve først udbredt materiel og åndelig stagnation, og derefter at den velstand og handlefrihed vi kender, den forsvinder.
Fra den 12. april 2007 Totalitarian Islam's Threat to the West: From the Iranian hostage crisis to September 11 to the London subway attacks to the Iraqi insurgency—it is clear the West faces a grave threat from a committed enemy. Conventional wisdom holds that the enemy is a rogue group of fanatics, who have hijacked a great religion in order to justify their crimes. It tells us there is no way to permanently eliminate these violent groups, that we have entered an "age of terror" and that we must give up the desire for a decisive victory. - But is the conventional wisdom right? Join us for a panel discussion titled "Totalitarian Islam's Threat to the West." Se A panel discussion featuring Daniel Pipes, Yaron Brook and Wafa Sultan . Registrering er gratis. Indlaget findes under "News and highlights".
Abonner på:
Indlæg (Atom)
