Den svenske frihedsorientede forfatter og debattør Johan Norberg blev den 9. oktober hacket af Tyrkiske islamister. De skrev følgende på hjemmesiden, der har beskæftiget sig med ytringsfrihed og de aktuelle svenske bidrag til portrætserien af muslimernes profet Muhammed:
While All Islam World regard with reverence to your prophet and address him as Hz. ISA A.S ( Christ ) ( putting a holy prefix in front of his name ), You keep abusing, Islam’s almighty Prophet with disgusting and disgraceful cartoons using excuses of freedom of speech. No doubt, Hz. Isa ( Christ ) would dislike and hate your nation. Be God’s Curse On You ! We Will be Your Curse on Cyber World !
Til dette svarede Norberg. at Jesus ikke er hans profet, og at han også forbeholder sig retten til at håne ham, selv om han var. Læs mere her
En trosretning, der har været lidt overset er den nordiske ase-tro. I 2002 gjorde undertegnede et forsøg i Dagbladet Information:
Under overskriften "At de orker, de aser" skrev jeg følgende:
"Danmarks oprindelige religion, ase-troen, kan ikke godkendes af staten - repræsenteret ved Udvalget vedrørende Trossamfund. Et udvalg der af uransagelige grunde ikke er blevet nedlagt af den slankeglade statsminister. Udvalgets eksistens forekommer mindst ligeså berettiget som Rådet for større flyvesikkerhed blandt trækfugle. Udvalget skal godkende religioner; og den godkendelse medfører så retten til blandt andet skattefrihed og andre privilegier - f.eks. retten til at vie medlemmerne af den på gældende religion.
Et af kravene til godkendelse er en stram organisationsstruktur. Hér faldt vikingernes efterkommere klart igennem. De var for langhårede og uorganiserede. Udvalget var ikke interesseret i at vide hvor mange liter økologisk skummetmælk, der skulle ofres til de nordiske guder. Udvalget ville vide hvem der var formand og kassér før der kunne gives skattefrihed (læs statsstøtte).
Det er ligemeget om den religiøse forenings overhoveder er tilhængere af stening og dødsstraf, er under anklage for sexmisbrug eller forsøger at forhindre medlemmerne i at modtage blodtransfusioner. Derfor kan Sai Baba, Ali Baba og Baba Paba få støtte men ikke Odin & Thor. Max Weber fik ret i sin profeti om Bureaukratiets Jernbur, som breder sig til alle livets forhold. Organisering er blevet en værdi i sig selv - fordi det sikrer forudsigelighed og stabilitet. Staten koopterer de religiøse retninger, og bidrager på den måde til - over tid - at trække de værste stødtænder ud. Kære asedyrkere. Opgiv at blive anerkendt, hvis I vil være jer selv bekendt. I kommer bare i dårligt selskab. Stol i stedet på medlemmernes frivillige bidrag - og undgå statens hykleriske omklamring".
- Som det fremgår lykkedes det dog også, at komme omkring andre trossamfund. Det gælder det islamiske (stening), Sai Baba (sexmisbrug) og Jehovas Vidner (nægtelse af blodtransfusion). Så alt i alt må man sige, at de Ase-troende er rimeligt sympatiske i konteksten. Og man kan så også konstatere, at der er forskelle på religioner. Noget tyder også på at truslerne især kommer fra islamisternes side. Så brug ytringsfriheden og bring nogle flere tegninger!
Viser indlæg med etiketten Tegninger. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Tegninger. Vis alle indlæg
17. oktober 2007
7. oktober 2007
Færre gode tegninger
Den frihedsorienterede tegner-duo Cox & Forkum indstiller ifølge deres hjemmeside arbejdet på professionel basis. Årsagerne der gives er såvel professionelle som personlige. I forbindelse med den danske ”Muhammed-krise” bidrog C&F med en række glimrende tegninger, der viste hykleriet fra den arabiske verdens side.
Cox &Forkum mener, at den vestlige verdens frihedsværdier er værd at forsvare. Deres tegninger spidder ofte venstrefløjens groteske dobbeltstandarder.
De to tegnere har ofte vist, hvordan interessen for alle de uhyrligheder, der foregår i diktaturstater med folkedrab, udbredt tortur, forfølgelse af minoriteter, grov censur, spredning af revolution - eksempelvis fra iransk side - med mere ignoreres af de venstreintellektuelle i den frie verden, mens man aldrig kan få nok af at skrive om enkeltstående individers forbrydelser, blot disse er vestlige og især amerikanske.
- Sådanne forbrydelser begået af isolerede personer eksempelvis som det er set i irakiske fængsler forsøger journalister og akademikere så at hæve op til at være udtryk for, hvad den vestlige verden repræsenterer på et overordnet plan.
Denne adfærd fra de venstreintellektuelles side må naturligvis ses som udtryk for et had til den frie verden man lever i. Når man ser den politik som de venstreorienterede fører, og som de ”borgerlige” efterligner - herunder appeasement-politikken i forhold til Iran, Nordkorea, Kina, militante islamister i Libanon og de palæstinensiske områder, må man da også antage, at ret mange moderne politikere enten bevidst eller ubevidst vil friheden til livs.
(Derfor var det et lille lyspunkt i dag at læse endnu debatindlæg vedrørende moralsk støtte til Taiwan fra Pia Kjærsgaard i dagens udgave af Jyllands-Posten).
Besøg Cox & Forkum her.
Cox &Forkum mener, at den vestlige verdens frihedsværdier er værd at forsvare. Deres tegninger spidder ofte venstrefløjens groteske dobbeltstandarder.
De to tegnere har ofte vist, hvordan interessen for alle de uhyrligheder, der foregår i diktaturstater med folkedrab, udbredt tortur, forfølgelse af minoriteter, grov censur, spredning af revolution - eksempelvis fra iransk side - med mere ignoreres af de venstreintellektuelle i den frie verden, mens man aldrig kan få nok af at skrive om enkeltstående individers forbrydelser, blot disse er vestlige og især amerikanske.
- Sådanne forbrydelser begået af isolerede personer eksempelvis som det er set i irakiske fængsler forsøger journalister og akademikere så at hæve op til at være udtryk for, hvad den vestlige verden repræsenterer på et overordnet plan.
Denne adfærd fra de venstreintellektuelles side må naturligvis ses som udtryk for et had til den frie verden man lever i. Når man ser den politik som de venstreorienterede fører, og som de ”borgerlige” efterligner - herunder appeasement-politikken i forhold til Iran, Nordkorea, Kina, militante islamister i Libanon og de palæstinensiske områder, må man da også antage, at ret mange moderne politikere enten bevidst eller ubevidst vil friheden til livs.
(Derfor var det et lille lyspunkt i dag at læse endnu debatindlæg vedrørende moralsk støtte til Taiwan fra Pia Kjærsgaard i dagens udgave af Jyllands-Posten).
Besøg Cox & Forkum her.
30. september 2007
William af Baskerville
Umberto Eco's middelalderroman "Rosens Navn" udkom på dansk i 1984. Historien handler om en munke-dektektiv ved navn William af Baskerville, der får til opgave, at opklare nogle gådefulde mord i et italiensk kloster. Historien handler blandt andet om religion og hemmelighedskræmmeri. Den omhandler en bortkommen - men også bortgemt - bog af Aristoteles. I Rosens Navn omtales også bøger med lattervækkende karikaturer af betydningsfulde personer og religiøse skikkelser.
I historien er det tydeligt, at de religiøse magthavere har kontrol med informationsstrømmen i samfundet, og at de begrænser denne strøm for at bevare magten. Dette illustreres konkret ved hjælp af vanskelighederne forbundet med at få adgang til klosterets bibliotek; hvilket er en vanskelighed, der besværliggør William af Baskervilles opklaringsarbejde. Der er altså en sammenhæng mellem den begrænsede information i middelaldersamfundet og fraværet af retfærdighed.
Når man læser bogen får man endvidere let en forståelse for udsagnet ”viden er magt”; og at magt betyder en del for de daværende religiøse autoriteter. Det bliver også åbenbart, at spredningen af viden samt tvivl om autoriteternes status, er noget de religiøse overhoveder i romanen ikke bryder sig om.
Som læser i nutidens Europa kunne man så mene, at problemstillingen på samfundsplan var forældet, eftersom ”katten” i form af ytringsfrihed og nærmest frie informationsstrømme var ude af sækken. Undertegnede læste historien i niende klasse, hvilket vil sige i 1987. - Og i Danmark var der på det tidspunkt ikke nogle større diskussioner om hvorvidt ytringsfriheden var i fare.
Men et par år efter i 1989 oplevede man så ”Murens fald”, det vil sige kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Rusland. Og det blev åbenlyst for stadigt flere, at ytringsfriheden ikke trives uden ejendomsret; og at socialisme og totalitære systemer lukker af for informationsstrømme. Det blev tydeligere - selv for yngre individer udsat for lokale socialistiske demagoger på gymnasier og i ungdomspolitiske foreninger - at befolkningen i sådanne socialistiske diktaturer opflaskes på løgn, sådan som det også sker den dag i dag på Cuba og i Nordkorea.
Få år efter kom også "Fatwa’en" mod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, det netop apropos Eco’s ”Rosens Navn” havde begået en angiveligt blasfemisk bog med titlen ”De sataniske vers”, der trak tæppet væk under dele af religiøse figurer, som præste-diktatorer i Mellemøsten og islamiske patriarker andre steder krævede absolut respekt omkring.
På denne måde skulle det gerne stå klart, at ovenstående tema i Eco’s roman om begrænsninger for ytringer som forudsætning for magtpositioner er uhyre relevant.
Endvidere må det betones, at hvis man giver efter for kravene om respekt for de religiøse skikkelser og myter, bliver resultatet til sidst diktatur også i vores del af verden. For dette er hvad socialister og islamister i sidste instans ønsker at opnå: at diktere. Derfor opfordres der til, at man viser alverdens tegninger af alle slags religiøse ikoner, og at man bruger sin ytringsfrihed på den mest fantasifulde og oplysende måde, man kan. I Danmark er ordet frit.
I historien er det tydeligt, at de religiøse magthavere har kontrol med informationsstrømmen i samfundet, og at de begrænser denne strøm for at bevare magten. Dette illustreres konkret ved hjælp af vanskelighederne forbundet med at få adgang til klosterets bibliotek; hvilket er en vanskelighed, der besværliggør William af Baskervilles opklaringsarbejde. Der er altså en sammenhæng mellem den begrænsede information i middelaldersamfundet og fraværet af retfærdighed.
Når man læser bogen får man endvidere let en forståelse for udsagnet ”viden er magt”; og at magt betyder en del for de daværende religiøse autoriteter. Det bliver også åbenbart, at spredningen af viden samt tvivl om autoriteternes status, er noget de religiøse overhoveder i romanen ikke bryder sig om.
Som læser i nutidens Europa kunne man så mene, at problemstillingen på samfundsplan var forældet, eftersom ”katten” i form af ytringsfrihed og nærmest frie informationsstrømme var ude af sækken. Undertegnede læste historien i niende klasse, hvilket vil sige i 1987. - Og i Danmark var der på det tidspunkt ikke nogle større diskussioner om hvorvidt ytringsfriheden var i fare.
Men et par år efter i 1989 oplevede man så ”Murens fald”, det vil sige kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Rusland. Og det blev åbenlyst for stadigt flere, at ytringsfriheden ikke trives uden ejendomsret; og at socialisme og totalitære systemer lukker af for informationsstrømme. Det blev tydeligere - selv for yngre individer udsat for lokale socialistiske demagoger på gymnasier og i ungdomspolitiske foreninger - at befolkningen i sådanne socialistiske diktaturer opflaskes på løgn, sådan som det også sker den dag i dag på Cuba og i Nordkorea.
Få år efter kom også "Fatwa’en" mod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, det netop apropos Eco’s ”Rosens Navn” havde begået en angiveligt blasfemisk bog med titlen ”De sataniske vers”, der trak tæppet væk under dele af religiøse figurer, som præste-diktatorer i Mellemøsten og islamiske patriarker andre steder krævede absolut respekt omkring.
På denne måde skulle det gerne stå klart, at ovenstående tema i Eco’s roman om begrænsninger for ytringer som forudsætning for magtpositioner er uhyre relevant.
Endvidere må det betones, at hvis man giver efter for kravene om respekt for de religiøse skikkelser og myter, bliver resultatet til sidst diktatur også i vores del af verden. For dette er hvad socialister og islamister i sidste instans ønsker at opnå: at diktere. Derfor opfordres der til, at man viser alverdens tegninger af alle slags religiøse ikoner, og at man bruger sin ytringsfrihed på den mest fantasifulde og oplysende måde, man kan. I Danmark er ordet frit.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
