Aristoteles og klima-journalistikken

Vi ser, hvorledes Aristoteles altid tager sit udgangspunkt i det konkret iagttagelige og trinvis bevæger sig mod det mere og mest generelle. Det skriver Jørn List-Christiansen i sin korte introduktion til Aristoteles' logik og metafysik. Her bliver man blandt andet introduceret for Aristoteles 10 kategorier, der er: 1) substans, 2) kvantitet, 3) kvalitet, 4) relation, 5) sted, 6) tid, 7) position, 8) tilstand, 9) handlen og 10) liden. (henvisning til introduktionen findes nederst).

Tænk nu, hvis vor tids journalister og ikke mindst klimajournalisterne satte disse 10 kategorier op på skrivebordstavlen, og så tjekkede af, om de i kraft af aristotelsk redelighed havde dækket deres konkrete historie og problemstilling på fyldestgørende måde. Som mindstemål kunne tjeklisten bruges til at vurdere om historien havde hævet sig blot en smule op over det direkte iagtagelige niveau (perceptionsniveauet). For det er netop journalistik, når det er allerbedst, der tager afsæt i en bestemt hændelse eller nogle påstande, og samtidig efterfølgende beskriver de forbindelser, der er mellem den bestemte hændelse og med hvad, der ellers sker.

Ved at bruge det aristotelske analyseredskab/kategorierne som tjekliste, kunne man dermed sikre sig, at man ikke blot låser sig fast på perception, det vil eksempelvis sige: at man blot - nærmest per automatik - referer historier om isbjørne der sveder - eller om sne der smelter; men at man også tilstræber at forbinde sådanne aktuelle hændelser (såvel hændelsen i sig selv som det at nogle søger at sælge hændelsen som en nyhed) med eksempelvis: ideologiske strømninger, økonomi, politik, særlige administrative forhold med mere. Dette ville rent faktisk gøre læseren langt mere bevidst om, hvorvidt nyheden var værd at beskæftige sig seriøst med eller ej, - hvilket kun vil være en fordel for dem, der ønsker en given sag belyst så grundigt som overhovedet muligt.

Mere kildekritik

Hvad angår klimajournalisterne kunne ovenstående tilgang således eksempelvis føre til en kontrol af, om man som journalist havde forholdt sig til: de økonomiske konsekvenser ved Kyoto, til forskellige syn på markedsøkonomien – herunder disses syn på vurderingen af fremtidige økonomiske forandringer, samt til modellers evne til at forudsige i almindelighed. Og når man beskæftigede sig med modellerne, kunne man også forholde sig til hvilke forskellige motiver, der kunne gøre sig gældende i promoveringen af diverse forudsigelser og budskaber. Man kunne, hvad angår det sidste, eksempelvis forsøge nøgternt at undersøge de politisk-administrative incitamenter til, at sådanne nyheder produceres i en lind strøm via offentlige og halvoffentlige organer.

Som bekendt er der også en afgrundsdyb forskel på såvel evnen til produktivitet som på levestandarden mellem nord og syd. Og fordi en talsmand fra Verdensnaturfonden måske ikke selv nævner sådanne økonomiske forskelle og afgrunde, så kunne det jo ikke skade at sprøge, om ikke han mente at der her var tale om mere centrale problemstillinger. Da medlemmer af Verdensnaturfonden som hovedregel er bosat i nord, og ikke syd, er der måske også nogle grunde til, at bekymringen for folk, der ikke lever i overflod er mindre, end den er for de pågældende selv. (Mere spekulativt, og mindre journalistisk kunne man i øvrigt også opstille en hypotese om at Afrika i så lang tid har været en politisk fiasko som et projekt i nord, at man nu i stedet for at fokusere på de mennesker, der lever i økonomisk og politisk ufrihed i stedet er begyndt at interessere sig mere for dyrearter og snelaget på Kilimanjaro. Det er bare en tanke).

En anden "relation", når det gælder klimapolitikken, er at FN, der i en række sammenhænge ikke har vist sig specielt ukorrupt - endsige effektiv, således er værtsforum for den løbende produktion af økologiske skræmmescenarier. Men er politisk og institutionel troværdighed da ikke en vigtig del af konteksten også i denne sammenhæng? Så hvorfor skulle en journalist, der skriver om FN's budskaber så ikke også kunne vurdere om budbringeren er troværdig? Er det ikke præcis det, man gør i så mange andre sammenhænge, eksempelvis når det gælder partipolitiske aktører, eller anløbne forretningsfolk? Visker man i sådanne tilfælde tavlen ren? Hører det derfor ikke også med til historien om FN's klimaarbejde: at FN er åbent for selv de mest undertrykkende regimer, at FN's soldater har begået adskillige ugerninger som de færreste frie nationers regeringer ville kunne slippe godt fra; at menneskerettigheder er blevet et anliggende for Libyen; eller at den nu afgåede Kofi Anan mente at terrorbevægelsen Hizbolla var en aktør (eng. ”a player”), der skulle anerkendes i Mellemøsten, og hvor man fra FN's side flere gange derfor har givet Hizbolla mulighed for at opruste, hvorved man fastholder en tragisk relation mellem Libanon og Israel? Tæller sådanne politiske skandaler ikke? Er offentlige institutioner på denne måde hævet over journalistisk kritik?

Og hvis man som klimajournalist på denne måde ignorerer resten af verden eller blot hvad FN i almindelighed står for, er det så ikke tilsvarende fair, at resten af verden ignorerer klimajournalisterne? Når spørgsmålet om troværdighed ignoreres må det således falde tilbage på troværdigheden ved de ukritiske journalister selv. For på samme måde som man ikke fortsætter med at bedrive handel med en bedrager, så giver det tilsvarende ikke mening at fortsætte med at læse skriverierne fra en journalist, der blot er mikrofonholder for bestemte propagandister i offentlige eller halv-offentlige institutioner.

Ovenstående kaldes også for kildekritik. Og det ville i langt de fleste tilfælde, også når det gjaldt historier om svedende isbjørne, være relevant at forholde sig til i det mindste nogle af sådanne spørgsmål: om institutioner, aktørerne og deres motiver. For det er netop sådanne emner, der er relevante for de selvsamme mennesker, der producerer disse historier. De plejer deres interesser, og det er også journalisternes opgave at beskrive, hvori disse består. For motivet fra sådanne nyhedsproducenter er jo netop at skabe politiske og økonomiske forandringer, ikke blot lokalt men også globalt.

Så blot at viderebringe historierne uden at forholde sig nærmere til budbringerens motivation og mere overordnede indfaldsvinkel vil derfor i mange tilfælde være direkte uhæderligt, af den simple grund at sådanne relationer er reelle og eksisterende, og at læseren af nyheden har et behov for at blive bekendt med deres eksistens. - Og journalisten behøver for så vidt ikke beskrive motiverne, han eller hun kan blot – som det forventes af den kritiske læser – spørge ind til dem.

Mere overblik

Den journalistiske vinkel ville selvsagt stadigvæk være den, der tog afsæt i det konkrete og det (dags-)aktuelle. Men færre nyheder ville ikke desto, hvis man skelede til ovenstående tjekliste, forblive på perceptionsniveauet.

For nu at blive ved klimajournalistikken kunne man med afsæt i de 10 kategorier også vurdere hvor væsentligt, det var med (endnu) en ledsagende kommentar fra en repræsentant fra Verdensnaturfonden, når det gælder vurderingen af de socio-økonomiske konsekvenser forbundet med forandringer i mængden af is på Himalaya. Måske kunne man i stedet (blot undtagelsesvist) prøve at spørge en økonom, der måske i højere grad ville mene at Himalayas befolkning stod over for mere afgørende udfordringer, end at der blev mindre is. Og når man som journalist nu engang beskæftiger sig med menneskelige handlinger, så kunne man eventuelt også undersøge grænserne for disse handlinger, eksempelvis evnen til, fra menneskelig side, at regulere på klimaet – sammenlignet med de langt mere åbenlyse muligheder for at forbedre de økonomiske forhold.

Endvidere: - hvis man på daglig basis alligevel beskæftiger sig med miljø- og klimastoffet, så kunne det næste skridt som opsøgende, undersøgende, nøgtern og ikke-autoritær kildekritisk skribent eksempelvis - udover bare at viderebringe de fakta man får fra Verdensnaturfonden, Greenpeace eller Økologisk Råd, som et supplement til dette, være at forsøge at give en fair beskrivelse af klimahistorien, herunder af, på hvilke måder mennesker gennem tiderne har været afhængige af klimaet, og eksempelvis forsøge at give læseren et indtryk af, om rigere og udviklede samfund er mere eller mindre afhængige af vejret og klimaet, - end fattige og uudviklede.

Det er med andre ord mange spørgsmål, der rejser sig alene i kraft af den aktuelle historie hvis man får det begrebsmæssige redskab til at perspektivere den konkrete nyhed. Læseren er som bekendt videbegærlig. Og journalister har i kraft af deres uddannelse gode muligheder for at agere i rollen som den videbegærlige og nysgerrige læser, der netop ikke blot efterspørger bunker af ustruktureret data, men som gerne vil have – om muligt – flere forskellige indfaldsvinkler til at forstå data, og til at sætte data ind i en kontekst. Dermed kunne selv meget konkrete nyheder pludselig gøres relevante for læseren. - Omvendt ville mere perspektivering også bidrage til at en række historier, der bringes i dag, de i fremtiden ville blive afvist som ligegyldige eller som rendyrket propaganda uden interesse for offentligheden i almindelighed.

Viden er således altid noget, der er integreret. Det er ikke bare lag på lag af konstateringer af påstande, handlinger, forandringer eller hændelser. - Og da læseren sandsynligvis ikke som udgangspunkt ved meget om det emne, der præsenteres i form af en given nyhed, så har han eller hun derfor brug for nogle perspektiver - så mange som muligt - til at forholde sig til stoffet. En indfaldsvinkel / et perspektiv er det således ikke, at der den ene dag er en historie om svedende isbjørne, den næste om noget sne, der smelter og den tredje - noget andet. Sådanne hændelser kan vel samtidig i sig selv næppe siges at være nyheder. Man lærer ikke noget om konteksten for denne type historier: om hvem budbringerne er, hvornår sådanne typer af nyhedsproducerende miljøorganer er opstået (om muligt hvorfor), deres forbindelser til det politiske niveau med mere. (Hvornår har man i grunden sidst set en historie, der gik bag om diverse miljøorganisationer og præsenterede læserne for disses syn på markedsøkonomien og industrisamfundet i almindelighed? Som oftest skilter disse organisationer med deres synpunkter på deres hjemmeside og i litteraturen, men det normale er at journalister ignorerer det. Er det god journalistik? - Ville det ikke svare til at ignorerer debatten om liberalisme vs. socialdemokratisme i Venstre? Siden hvornår er Greenpeace og det Økologiske Råd blevet apolitiske?

Også hvis man af personlige grunde brænder for klimastoffet, så er der derfor gode grunde til at forsøge at skabe en sammenhæng, og herunder at forholde sig til konteksten. Måske bliver man som journalist også selv klogere i processen. Det kunne ligefrem tænkes at de mere kritiske spørgsmål, man begynder at stille sine faste klimakilder kunne føre til, at man i realiteten også selv bliver mere kritisk over dem, der nu engang lever af at producere historier om forandringer i vejret og/eller temperaturen.

Under alle omstændigheder er indfaldsvinkler og perspektivering altafgørende for, at man som aktør kan handle på et oplyst grundlag. Der er altså ikke blot behov for dybde for de menige læseres side, men også fra politisk hold.

Et bredere perspektiv

I kraft af kildekritik, perspektivering, historisk research m.v. - ansporet af ovenstående aristotelske supplement til det traditionelle ”hvem, hvad, hvor”, kunne nye og lige så vedkommende vinkler derfor blive bragt på bane, såvel indenfor klimajournalistikken som indenfor så mange andre områder, hvor journalistikken står i stampe og er blevet et spørgsmål om rutine. Christiansborg-journalisterne kunne således også tilsvarende begynde at overveje, om ikke de i et eller andet omfang er blevet ofre for iscenesætttelse. – Jf. at de politiske tilbud i Danmark efterhånden ligner hinanden så meget, at de aktuelle forskelle mere er at sammenligne med torvesælgeres sats på pærer frem for bananer. (- Og jævnfør at man den ene dag kan være fremtrædende ”socialist” og den næste fremtrædende ”borgerlig”).

Når ”hvem, hvad, hvor” får lov til at stå alene, så fremmer det samtidig netop de uovervejede handlinger, indgreb og tiltag. Megen frygt og uforstand kan med andre ord føres tilbage at man ikke kan sætte en hændelse eller en påstand ind i en større kontekst, og det kan blandt andet skyldes at journalisten ikke har bidraget med redskaberne til, at det kan lade sig gøre.

Journalistik i den oprindelig form handler således ikke blot om at omskrive levebrødspolitikeres budskaber og derefter viderebringe dem til en stadigt mere uinteresseret offentlighed, men altså også om at gå bag om budskaberne, undersøge, kortlægge, granske, - ja ligefrem mistænke hvis der er grund til det, og så finde ud af om der er noget at bygge på. Hvad angår klimajournalistikken, kunne lidt mere bagrund og lidt mindre loyalitet overfor det budskab klimalobbyisterne vil have ud, således føre til at man som avislæser måske ligefrem fik mulighed for at overskue og vurdere, hvor lille eller hvor stor betydning, man reelt bør tillægge lokale, regionale og globale forandringer. En lidt mere substansorienteret tilgang, hvor budskaberne fra de politisk bevidste klima-eksperter ikke blot viderebringes loyalt ville dermed bidrage til at skræpe interessen.

På det lidt længere sigt

Hvis ovenstående kontekstbeskrivende og overbliksorienterede tilgang til journalistfaget således blev mere udbredt, kunne man med tiden sikkert også forvente at borgerne i almindelighed blev mere bevidste om sammenhængene mellem eksempelvis økonomisk teori - og så velstand eller fattigdom; om moralske ideers betydning for adfærden (herunder den politiske); om bureaukratiseringens betydning for (afviklingen af) det personlige ansvar; eller når det gælder i hvilket omfang mængden af offentligt ansatte klimaforskere har en tendens til at påvirke frygtniveauet.

Man kunne dermed via sit aristoteliske analyseredskab endvidere begynde at forholde sig til, hvad det er primært og sekundært, når det gælder velfærd og velstand: Eksempelvis kunne såvel journalister som læsere få bedre forudsætninger for at vurdere om skift i gennemsnitstemperaturen reelt skal siges at være særligt afgørende, - eller om man ikke som journalist også burde forholde sig de andre faktorer, og jævnfør ovenstående forsøge at sætte fakta ind i en meningsfuld kontekst? - "Substans", "kvalitet", "relationer"?...Prøv det!

Aristoteles' logik og metafysik