Viser indlæg med etiketten USA. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten USA. Vis alle indlæg
30. juni 2008
27. november 2007
Fejlslagen krig mod opiumsproduktion
Omfanget af land afsat til dyrkning af opium i Afghanistan voksede med 17 procent i 2006, ifølge Jacob Sullum og hans kommentar "America's Taliban-Support Program". Sullum er redaktør af Reason Magazine.
Gavnlige vejrforhold betød endvidere, at den anslåede samlede produktion af opium i Afghanistan voksede med 34 procent. (Så påstanden om at klimaforandringer nødvendigvis skader fattigere lande må i samme åndedrag afvises.)
Sullum hævder, at USA's narkobekæmpelses-politik i praksis modarbejder krigen mod terrorisme.
I selve artiklen uddybes ikke helt klart hvordan det sidste er tilfældet. Men budskabet er blandt andet, at politikken med kriminalisering og udbudsbekæmpelse gør de narkoproducerende landes regeringer økonomisk afhængige af, at holde krigen mod narkotika i live. Det vil sige, at man med politikken skaber en situation, hvor man bidrager til at svage stater bruger stadigt mere tid på intern krigsførsel imod noget, som Sullum formodentlig mener ikke burde være blevet kriminaliseret. (Det sidste fremgår ikke af artiklen.)
Redaktøren nævner således Columbia, som et eksempel på hvordan man nu efter flere årtier ikke har kunnet bekæmpe narkoproduktionen via kriminalisering og krigsførsel, - blandt andet eftersom der ikke kræves ret store områder før en sådan produktion bliver særdeles givtig for producenterne.
Colombia, which still supplies about 90 percent of America’s illicit cocaine, has been helping to train Afghan police in anti-drug tactics, and Gen. Peter Pace, chairman of the Joint Chiefs of Staff, says it provides “a good model” for Afghanistan, afslutter Sullum således tørt. Læs mere her
I kraft af en legalisering er der da tilsvarende ingen tvivl om, at gevinsterne for den enkelte producent ville falde mærkbart; at de som producerede opium i mindre grad ville bruge penge til krigsførelse og i stedet mere til reinvestering i deres virksomhed og produktudvikling; samt at de terrorister og islamister (som ønsker at omstyrte frie samfund) og som jo skal bekæmpes, ville blive nødt til at lede efter andre finansieringsmetoder. Så en legalisering ville efter al sandsynlighed komme såvel USA og Europa - men også det afghanske og colombianske civilsamfund - til gavn.
At mennesker ønsker at ødelægge sig selv ved at være narkomaner er i øvrigt også deres egen sag, så længe de ikke skader andre.
Og at tro at en legalisering ville være skadeligt for ”sammenhængskraften” eller civilisation er omvendt forkert: Har man som fornuftsmenneske stiftet bekendtskab med narkomaner, indser man lynhurtigt at der intet tiltrækkende er forbundet med den sygelige vanedannelse, som hele narkomanens liv kredser om.
Den nuværende politik med kriminalisering ”til befolkningens eget bedste” er dermed også et eksempel på den manglende tillid som vor tids politikere indenfor så mange områder afspejler ved deres formynderiske politik. Når politikkerne slår fejl, ender konklusionen desværre som oftest med, at man eskalerer den samme politik og udbreder den til nye områder.
I sammenhængen må det derfor også nævnes, at de rigeste og mest produktive lande netop også er de hvor adgangen til forskellige stimulanser er allerstørst i modsætning til fattige lande eller religiøst fundamentalistiske, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til ret mange typer af stimulanser, men hvor man alligevel enten udvikler en sygelig angst for sådanne stimulanser eller hvor større dele af befolkningen sætter deres økonomiske fremtid over styr i forbruget af de stimulanser, der findes.
Friheden betyder således netop ikke, at borgernes kaster sig ud i den ene selvdestruktive rus efter den anden. Friheden, indser de fleste, giver netop mulighed for at gøre mange flere ting i livet, end hvad man kunne uden friheden og velstanden. Det er netop ufrihed og undertrykkelse, der fører til en flugt ind i rusmidlernes verden (som i øvrigt er et alternativ til flugt ind i religionernes verden).
Dette bør man derfor tænke over næste gang, man finder endnu en tom sæk med Khat et sted i hovedstaden importeret fra et sted i Afrika: Det er netop ufrihed og fattigdom, som flere bruger som anledning til at friste en tilværelse som narkoman. (Men det er vel at mærke stadigvæk et valg som disse selv træffer).
I rige, frie og oplyste samfund vil narkomani derimod altid være en undtagelse. Jævnfør Statsministerens åbningstale må man derfor konkludere, at det var ærgerligt at der blev talt så meget om bistand til disse ufrie lande, og så lidt om vigtigheden af økonomisk frihed og frihandel. (Det er i øvrigt også på tide, at Grønland bliver frit).
Gavnlige vejrforhold betød endvidere, at den anslåede samlede produktion af opium i Afghanistan voksede med 34 procent. (Så påstanden om at klimaforandringer nødvendigvis skader fattigere lande må i samme åndedrag afvises.)
Sullum hævder, at USA's narkobekæmpelses-politik i praksis modarbejder krigen mod terrorisme.
I selve artiklen uddybes ikke helt klart hvordan det sidste er tilfældet. Men budskabet er blandt andet, at politikken med kriminalisering og udbudsbekæmpelse gør de narkoproducerende landes regeringer økonomisk afhængige af, at holde krigen mod narkotika i live. Det vil sige, at man med politikken skaber en situation, hvor man bidrager til at svage stater bruger stadigt mere tid på intern krigsførsel imod noget, som Sullum formodentlig mener ikke burde være blevet kriminaliseret. (Det sidste fremgår ikke af artiklen.)
Redaktøren nævner således Columbia, som et eksempel på hvordan man nu efter flere årtier ikke har kunnet bekæmpe narkoproduktionen via kriminalisering og krigsførsel, - blandt andet eftersom der ikke kræves ret store områder før en sådan produktion bliver særdeles givtig for producenterne.
Colombia, which still supplies about 90 percent of America’s illicit cocaine, has been helping to train Afghan police in anti-drug tactics, and Gen. Peter Pace, chairman of the Joint Chiefs of Staff, says it provides “a good model” for Afghanistan, afslutter Sullum således tørt. Læs mere her
I kraft af en legalisering er der da tilsvarende ingen tvivl om, at gevinsterne for den enkelte producent ville falde mærkbart; at de som producerede opium i mindre grad ville bruge penge til krigsførelse og i stedet mere til reinvestering i deres virksomhed og produktudvikling; samt at de terrorister og islamister (som ønsker at omstyrte frie samfund) og som jo skal bekæmpes, ville blive nødt til at lede efter andre finansieringsmetoder. Så en legalisering ville efter al sandsynlighed komme såvel USA og Europa - men også det afghanske og colombianske civilsamfund - til gavn.
At mennesker ønsker at ødelægge sig selv ved at være narkomaner er i øvrigt også deres egen sag, så længe de ikke skader andre.
Og at tro at en legalisering ville være skadeligt for ”sammenhængskraften” eller civilisation er omvendt forkert: Har man som fornuftsmenneske stiftet bekendtskab med narkomaner, indser man lynhurtigt at der intet tiltrækkende er forbundet med den sygelige vanedannelse, som hele narkomanens liv kredser om.
Den nuværende politik med kriminalisering ”til befolkningens eget bedste” er dermed også et eksempel på den manglende tillid som vor tids politikere indenfor så mange områder afspejler ved deres formynderiske politik. Når politikkerne slår fejl, ender konklusionen desværre som oftest med, at man eskalerer den samme politik og udbreder den til nye områder.
I sammenhængen må det derfor også nævnes, at de rigeste og mest produktive lande netop også er de hvor adgangen til forskellige stimulanser er allerstørst i modsætning til fattige lande eller religiøst fundamentalistiske, hvor det er meget vanskeligt at få adgang til ret mange typer af stimulanser, men hvor man alligevel enten udvikler en sygelig angst for sådanne stimulanser eller hvor større dele af befolkningen sætter deres økonomiske fremtid over styr i forbruget af de stimulanser, der findes.
Friheden betyder således netop ikke, at borgernes kaster sig ud i den ene selvdestruktive rus efter den anden. Friheden, indser de fleste, giver netop mulighed for at gøre mange flere ting i livet, end hvad man kunne uden friheden og velstanden. Det er netop ufrihed og undertrykkelse, der fører til en flugt ind i rusmidlernes verden (som i øvrigt er et alternativ til flugt ind i religionernes verden).
Dette bør man derfor tænke over næste gang, man finder endnu en tom sæk med Khat et sted i hovedstaden importeret fra et sted i Afrika: Det er netop ufrihed og fattigdom, som flere bruger som anledning til at friste en tilværelse som narkoman. (Men det er vel at mærke stadigvæk et valg som disse selv træffer).
I rige, frie og oplyste samfund vil narkomani derimod altid være en undtagelse. Jævnfør Statsministerens åbningstale må man derfor konkludere, at det var ærgerligt at der blev talt så meget om bistand til disse ufrie lande, og så lidt om vigtigheden af økonomisk frihed og frihandel. (Det er i øvrigt også på tide, at Grønland bliver frit).
26. november 2007
"Den reviderede forfatning" skaber bekymring i USA
"Lissabon-traktaten" og "Reformtraktaten" kaldes nu også "Den reviderede forfatning", hvilket må siges at være den mest beskrivende titel indtil videre. Betegnelsen findes i tænketanken Open Europes seneste nyhedsbrev.
Her henvises til en artikel i the Boston Globe, hvor det endnu engang fremgår, at der vil være tale om yderligere suverænitetsafgivelse, hvis dokumentet ratificeres. Fra artiklen:
"[T]he treaty, which will be signed next month and subject to ratification by member countries next year, would increasingly centralize authority over security in the EU, which has been less willing to cooperate with the United States than the governments of some European countries".
Ræsonnementet er således at EU som institution, er langt mindre samarbejdsorienteret, når det gælder om at sikre amerikanske borgeres sikkerhed, end hvad angår en række af staterne i Europa.
Man kan også læse at:
"The reform treaty would give the EU greater authority over a range of security issues including immigration, asylum, freezing the assets of suspected terrorists, criminal defendant rights, defining terrorism-related offenses, and making rules for the "collection, storage, processing, analysis, and exchange of relevant information" for law-enforcement purposes".
Boston Globe (26/11): European security treaty raises worry
Her henvises til en artikel i the Boston Globe, hvor det endnu engang fremgår, at der vil være tale om yderligere suverænitetsafgivelse, hvis dokumentet ratificeres. Fra artiklen:
"[T]he treaty, which will be signed next month and subject to ratification by member countries next year, would increasingly centralize authority over security in the EU, which has been less willing to cooperate with the United States than the governments of some European countries".
Ræsonnementet er således at EU som institution, er langt mindre samarbejdsorienteret, når det gælder om at sikre amerikanske borgeres sikkerhed, end hvad angår en række af staterne i Europa.
Man kan også læse at:
"The reform treaty would give the EU greater authority over a range of security issues including immigration, asylum, freezing the assets of suspected terrorists, criminal defendant rights, defining terrorism-related offenses, and making rules for the "collection, storage, processing, analysis, and exchange of relevant information" for law-enforcement purposes".
Boston Globe (26/11): European security treaty raises worry
Giscard d'Estaing: Ny EU-traktat er en forfatning
29. oktober 2007
GMO'er vinder frem i Europa - franskmænd stadig bange
Stadigt større landarealer tilplantes i Europa med genmodificerede afgrøder, kaldet GMO'er. I løbet af sidste år voksede den del af dyrkbar europæisk jord, hvor der er plantet med GMO'er således med 77 procent. Det betyder ifølge det britiske The Register, at omkring 1000 kubik-kilomenter i Europa nu er tilplantet.
International Herald Tribune (IHT) beretter imidlertid om, at såvel Frankrig som Østrig aktuelt arbejder på, at forhindre yderligere tilplantning (formentlig kun indenfor de respektive lande). Den franske præsident Nicolas Sarkozy har også ifølge IHT annonceret et imidlertidt stop for øget indførsel af GMO'er. Man kan læse mere om emnet på www.gmguide.com.
Som nævnt tidligere er genmodificerede afgrøder imidlertid yderst udbredte i landbrugsproduktionen i USA, hvor man ikke er nær så teknologi- og videnskabsangste, som det er tilfældet blandt visse mennesker i Europa.
I almindelighed kan man i øvrigt sige, at ret mange nye opfindelser og ideer først er blevet udviklet i USA ,for så senere, når de har vist sig at være ufarlige, at finde vej til Europa. Det lyder naturligvis som om vi i Europa har et problem, eftersom det ofte er de, som går forrest med noget nyt, der også høster de største gevinster. Sådan forholder det sig naturligvis også.
Det kunne derfor være interessant, at høre hvad man fra de politiske beslutningstageres side i Danmark, mener om GMO'erne, der som tidligere nævnt er spist i noget, man kan betegne som et astronomisk omfang i USA uden nogle problemer kan nævnes, der er forbundet med dette. - Er man helt ude i tovene, hvad angår øko-angst også herhjemme - eller er der stadig en smule respekt for videnskaben og fremskridtet at opdrive hos vores lokale ydelses-pushere? - Er der en journalist, der vil stille spørgsmålet?
Læs også: 80 procent af amerikansk korn GMO-baseret.: [A]merikanere [har] på dette tidspunkt [...] spist billioner [eng. "trillions"] af fødevarer baseret på sådanne afgrøder.
Engang var man også bange for hastigheder over 30 kilometer i timen (man frygtede at hastigere fart ville skade organerne) samt elektricitet. Men det gik som bekendt over.
International Herald Tribune (IHT) beretter imidlertid om, at såvel Frankrig som Østrig aktuelt arbejder på, at forhindre yderligere tilplantning (formentlig kun indenfor de respektive lande). Den franske præsident Nicolas Sarkozy har også ifølge IHT annonceret et imidlertidt stop for øget indførsel af GMO'er. Man kan læse mere om emnet på www.gmguide.com.
Som nævnt tidligere er genmodificerede afgrøder imidlertid yderst udbredte i landbrugsproduktionen i USA, hvor man ikke er nær så teknologi- og videnskabsangste, som det er tilfældet blandt visse mennesker i Europa.
I almindelighed kan man i øvrigt sige, at ret mange nye opfindelser og ideer først er blevet udviklet i USA ,for så senere, når de har vist sig at være ufarlige, at finde vej til Europa. Det lyder naturligvis som om vi i Europa har et problem, eftersom det ofte er de, som går forrest med noget nyt, der også høster de største gevinster. Sådan forholder det sig naturligvis også.
Det kunne derfor være interessant, at høre hvad man fra de politiske beslutningstageres side i Danmark, mener om GMO'erne, der som tidligere nævnt er spist i noget, man kan betegne som et astronomisk omfang i USA uden nogle problemer kan nævnes, der er forbundet med dette. - Er man helt ude i tovene, hvad angår øko-angst også herhjemme - eller er der stadig en smule respekt for videnskaben og fremskridtet at opdrive hos vores lokale ydelses-pushere? - Er der en journalist, der vil stille spørgsmålet?
Læs også: 80 procent af amerikansk korn GMO-baseret.: [A]merikanere [har] på dette tidspunkt [...] spist billioner [eng. "trillions"] af fødevarer baseret på sådanne afgrøder.
Engang var man også bange for hastigheder over 30 kilometer i timen (man frygtede at hastigere fart ville skade organerne) samt elektricitet. Men det gik som bekendt over.
22. oktober 2007
Rice og Bush på tynd is
En ny konference om Mellemøsten, der er planlagt på initiativ af den amerikanske regering, og som skal foregå i Annapolis, Maryland, skal ifølge Sydney Morning Herald også beskæftige sig med etableringen af en palæstinensisk stat. Konferencen vil finde sted enten i næste måned eller i december.
Israels premierminister Ehud Olmert understreger imidlertid, at konferencen ikke skal ses som "en begivenhed i sig selv; eller som noget, der vil danne ramme for en aftale eller for et historisk gennembrud". I stedet beskriver premierministeren konferencen som en anledning for "det internationale samfund" til at støtte de forhandlinger om statsdannelse, som først forventes at finde sted mere formelt efter konferencen.
Ifølge det irske Sunday Business Post sagde USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice i sidste uge i forbindelse med et besøg i Mellemøsten, at det var på tide med etableringen af en palæstinensisk stat. Hos samme kilde er George Bush også aktuelt citeret for at sige, at han forventer, at man vil se en demokratisk statsdannelse i de pågældende palæstinensiske områder.
Begge udtalelser forekommer imidlertid uovervejede. Aktuelt må en palæstinensisk statsdannelse ses som en større trussel mod Israels sikkerhed end status quo.
Der findes i praksis ikke synlige palæstinensiske ledere, der har givet udtryk for nogen form for respekt for de individuelle frihedsrettigheder.
Ikke desto mindre må en generel, det vil sige udbredt opbakning i de pågældende områder til de individuelle frihedsrettigheder være en forudsætning for, at man fra vestlig side skulle interessere sig for spørgsmålet.
Kulturen i de palæstinensiske områder, som man kan iagttage direkte via den indgående dækning fra mediernes side, samt hvad man kan udlede af de handlinger, der præger disse områder fra palæstinensernes side, danner på ingen måde grundlag for skabelsen af et retssamfund.
I praksis har sådan en skabelse vist sig ekstremt vanskelig selv i Irak, hvor det dog kunne have været mere sandsynligt at man kunne forbedre situationen; men hvor man jævnfør nedenstående tilsvarende ikke har villet konfrontere de centrale modstandere mod etableringen af et verdsligt retssamfund (herunder Iran). I Afghanistan tyder endnu mere på, at man får et islamisk regime, som på ingen måde vil ændre situationen i positiv retning, når det gælder frie samfunds sikkerhed (Det mest sandsynlige er, at der blot skabes en stærkere islamisk stat end hvad der eksisterede før man invaderede landet).
Ovenstående udtalelser fra Condoleezza Rice og George Bush vidner derfor om en ekstrem form for naivisme, når det gælder mulighederne for at bidrage til skabelsen af samfund og kulturer, der ikke udgør en trussel mod USA’s og Europas sikkerhed. Og det er nu engang dette, der er afgørende for sikkerhedspolitik: at politikken øger sikkerheden for de borgere, der ønsker at leve i frihed i de retssamfund, der eksisterer i den frie del af verden.
Selvmordsbombere, indoktrinering af selv helt små børn i voldforherligelse, kidnapninger, modstand mod ytrings- og trykkefrihed samt en dominerende politisk religion, hvor man fra de politisk religiøses sides arbejder målrettet på at skabe et teokrati (det vil sige et præstestyre), sådan som disse handlinger finder sted i de nuværende palæstinensiske områder, giver ingen som helst antydning af grundlag for at mene, at "det er på tide" med en palæstinensisk stat.
Der er derfor tilsvarende ingen grund til at tro, at en palæstinensisk stat, sådan som USA's præsident George Bush giver udtryk for, vil være "demokratisk"; hvis man med demokratisk mener, at der i staten vil kunne sikres et verdsligt retssamfund med respekt for individets tros-, tanke-, ytrings- og handlefrihed inklusive respekten for den private ejendomsret.
Det kan derfor ikke på nogen måde siges, at være meningsfuldt, at bane vejen for en konsolidering af et bestemt magtmonopol i forbindelse med en sådan statsdannelse; hvor de nye magthavere så efterfølgende må forventes, at bruge denne stat som magtbase for at bekrige såvel Israel som den øvrige vestlige verden. Og det er præcis dette, man må forvente vil ske i kraft af den pågældende kultur, hvis manifestationer er ganske entydigt fjendtlige overfor verdslighed, rationalitet og individets ret til at leve i frihed på fornuftens præmisser. En sådan undertrykkelseskultur skal man derfor på ingen måde tilskynde til eller assistere i retning hen imod statsdannelse.
Det mest sandsynlige sekundære scenarium, hvad angår de palæstinensiske områder, hvis ikke en statsdannelse førte til en islamisk stat, ville i øvrigt være en statsdannelse, der ville minde om det, man ser i diktaturer som Libyen eller Syrien - men måske mere socialistisk betonet, end hvad man finder det her. Imidlertid er dette "mindre ringe", men dog uønskværdige scenarium ret usandsynligt - al den stund at områdernes frihedsfjendtlige kræfter finansieres så meget, som det er tilfældet af islamister udenfor området (tillige med al den skadelige støtte, der kommer fra skatteydere i den vestlige verden via FN, USA og EU).
At arbejde for en statsdannelse vil derfor, – ligesom det er tilfældet med at sende europæiske skatteyderes penge ind i de palæstinensiske områder, være udtryk for en ekstremt skadelig form for sikkerhedspolitik. Det positive, man kunne gøre, var at sikre, at støtten til islamister fra eksempelvis iransk side blev forhindret. Men det første og mest umiddelbare tiltag må være, at der ikke sendes flere EU-midler til disse områder, hvor man på ingen måde har udvist generel opbakning til forsvaret for den personlige frihed.
Israels premierminister Ehud Olmert understreger imidlertid, at konferencen ikke skal ses som "en begivenhed i sig selv; eller som noget, der vil danne ramme for en aftale eller for et historisk gennembrud". I stedet beskriver premierministeren konferencen som en anledning for "det internationale samfund" til at støtte de forhandlinger om statsdannelse, som først forventes at finde sted mere formelt efter konferencen.
Ifølge det irske Sunday Business Post sagde USA's udenrigsminister, Condoleezza Rice i sidste uge i forbindelse med et besøg i Mellemøsten, at det var på tide med etableringen af en palæstinensisk stat. Hos samme kilde er George Bush også aktuelt citeret for at sige, at han forventer, at man vil se en demokratisk statsdannelse i de pågældende palæstinensiske områder.
Begge udtalelser forekommer imidlertid uovervejede. Aktuelt må en palæstinensisk statsdannelse ses som en større trussel mod Israels sikkerhed end status quo.
Der findes i praksis ikke synlige palæstinensiske ledere, der har givet udtryk for nogen form for respekt for de individuelle frihedsrettigheder.
Ikke desto mindre må en generel, det vil sige udbredt opbakning i de pågældende områder til de individuelle frihedsrettigheder være en forudsætning for, at man fra vestlig side skulle interessere sig for spørgsmålet.
Kulturen i de palæstinensiske områder, som man kan iagttage direkte via den indgående dækning fra mediernes side, samt hvad man kan udlede af de handlinger, der præger disse områder fra palæstinensernes side, danner på ingen måde grundlag for skabelsen af et retssamfund.
I praksis har sådan en skabelse vist sig ekstremt vanskelig selv i Irak, hvor det dog kunne have været mere sandsynligt at man kunne forbedre situationen; men hvor man jævnfør nedenstående tilsvarende ikke har villet konfrontere de centrale modstandere mod etableringen af et verdsligt retssamfund (herunder Iran). I Afghanistan tyder endnu mere på, at man får et islamisk regime, som på ingen måde vil ændre situationen i positiv retning, når det gælder frie samfunds sikkerhed (Det mest sandsynlige er, at der blot skabes en stærkere islamisk stat end hvad der eksisterede før man invaderede landet).
Ovenstående udtalelser fra Condoleezza Rice og George Bush vidner derfor om en ekstrem form for naivisme, når det gælder mulighederne for at bidrage til skabelsen af samfund og kulturer, der ikke udgør en trussel mod USA’s og Europas sikkerhed. Og det er nu engang dette, der er afgørende for sikkerhedspolitik: at politikken øger sikkerheden for de borgere, der ønsker at leve i frihed i de retssamfund, der eksisterer i den frie del af verden.
Selvmordsbombere, indoktrinering af selv helt små børn i voldforherligelse, kidnapninger, modstand mod ytrings- og trykkefrihed samt en dominerende politisk religion, hvor man fra de politisk religiøses sides arbejder målrettet på at skabe et teokrati (det vil sige et præstestyre), sådan som disse handlinger finder sted i de nuværende palæstinensiske områder, giver ingen som helst antydning af grundlag for at mene, at "det er på tide" med en palæstinensisk stat.
Der er derfor tilsvarende ingen grund til at tro, at en palæstinensisk stat, sådan som USA's præsident George Bush giver udtryk for, vil være "demokratisk"; hvis man med demokratisk mener, at der i staten vil kunne sikres et verdsligt retssamfund med respekt for individets tros-, tanke-, ytrings- og handlefrihed inklusive respekten for den private ejendomsret.
Det kan derfor ikke på nogen måde siges, at være meningsfuldt, at bane vejen for en konsolidering af et bestemt magtmonopol i forbindelse med en sådan statsdannelse; hvor de nye magthavere så efterfølgende må forventes, at bruge denne stat som magtbase for at bekrige såvel Israel som den øvrige vestlige verden. Og det er præcis dette, man må forvente vil ske i kraft af den pågældende kultur, hvis manifestationer er ganske entydigt fjendtlige overfor verdslighed, rationalitet og individets ret til at leve i frihed på fornuftens præmisser. En sådan undertrykkelseskultur skal man derfor på ingen måde tilskynde til eller assistere i retning hen imod statsdannelse.
Det mest sandsynlige sekundære scenarium, hvad angår de palæstinensiske områder, hvis ikke en statsdannelse førte til en islamisk stat, ville i øvrigt være en statsdannelse, der ville minde om det, man ser i diktaturer som Libyen eller Syrien - men måske mere socialistisk betonet, end hvad man finder det her. Imidlertid er dette "mindre ringe", men dog uønskværdige scenarium ret usandsynligt - al den stund at områdernes frihedsfjendtlige kræfter finansieres så meget, som det er tilfældet af islamister udenfor området (tillige med al den skadelige støtte, der kommer fra skatteydere i den vestlige verden via FN, USA og EU).
At arbejde for en statsdannelse vil derfor, – ligesom det er tilfældet med at sende europæiske skatteyderes penge ind i de palæstinensiske områder, være udtryk for en ekstremt skadelig form for sikkerhedspolitik. Det positive, man kunne gøre, var at sikre, at støtten til islamister fra eksempelvis iransk side blev forhindret. Men det første og mest umiddelbare tiltag må være, at der ikke sendes flere EU-midler til disse områder, hvor man på ingen måde har udvist generel opbakning til forsvaret for den personlige frihed.
7. oktober 2007
Hvordan man er venstreorienteret
Evan Sayet, der er komiker giver på lidt mere end en halv times tid sit bud på, hvordan den venstreorienterede mentalitet tager sig ud.
Foredraget handler ikke mindst om venstreorienterede amerikaneres anti-amerikanisme. Og for Evan Sayet handler det om at vågne op efter den 11. september, og opdage hvor stort hadet til friheden og fornuftskulturen hos mange demokrater og venstreorientede i USA er.
Her gives en ret interessant forklaring på, hvordan "democrats" og "liberals" er i stand til at leve i et af de mest frie nationer i verden, og alligevel kun kan se undertrykkelse. Det handler også om, hvorfor venstreorienterede i praksis har taget parti for ondskab og ufrihed - ikke mindst for skabelsen af islamiske teokratier, men også andre former for diktatur.
Ovenstående stillingtagen må ifølge Sayet ses som et mere grundlæggende forsøg fra "the liberals" på at vise, at der ikke er noget, der hedder "rigtigt" og "forkert".
Han kalder dette for the cult of indiscriminateness. Sayat mener således, at venstrefløjens værdi-nihilisme må ses som en direkte kamp fra de venstreorienteredes side imod fornuft, fakta, logik, normer, standarder, rigtigt og forkert samt argumentation. Dette bygger atter ifølge Sayet på en mere eller mindre bevidst formuleret ide fra de venstreorientedes side om, at fornuft som sådan har fejlet og derfor skal bekæmpes.
Tesen er derfor at "the liberals" ser ikke-diskriminering (hvor man siger, at "alt er lige godt" - eller "man kan ikke vide noget med sikkerhed", og samtidig lægger positive værdier - som frihed - for had) er blevet et "moralsk imperativ" for den venstreorienterede og "de intellektuelle" som klasse (, for problemet med værdi-nihilisme er som Sayet nævner det især stort og udbredt blandt de, der i længst tid har været udsat for indoktrinering på højere læreanstalter).
- Fordraget giver derfor en forklaring på, hvorfor man på venstrefløjen i så vid udstrækning hader såvel supermarkedskæden Walmart som frihedshelten George Washington; og hvorfor der i stedet fra samme side kan findes sympati for terrorister som Yassir Arafat og Osama Bin Laden.
Evan Sayet at the HERITAGE FOUNDATION: "How Modern Liberals Think".
Foredraget handler ikke mindst om venstreorienterede amerikaneres anti-amerikanisme. Og for Evan Sayet handler det om at vågne op efter den 11. september, og opdage hvor stort hadet til friheden og fornuftskulturen hos mange demokrater og venstreorientede i USA er.
Her gives en ret interessant forklaring på, hvordan "democrats" og "liberals" er i stand til at leve i et af de mest frie nationer i verden, og alligevel kun kan se undertrykkelse. Det handler også om, hvorfor venstreorienterede i praksis har taget parti for ondskab og ufrihed - ikke mindst for skabelsen af islamiske teokratier, men også andre former for diktatur.
Ovenstående stillingtagen må ifølge Sayet ses som et mere grundlæggende forsøg fra "the liberals" på at vise, at der ikke er noget, der hedder "rigtigt" og "forkert".
Han kalder dette for the cult of indiscriminateness. Sayat mener således, at venstrefløjens værdi-nihilisme må ses som en direkte kamp fra de venstreorienteredes side imod fornuft, fakta, logik, normer, standarder, rigtigt og forkert samt argumentation. Dette bygger atter ifølge Sayet på en mere eller mindre bevidst formuleret ide fra de venstreorientedes side om, at fornuft som sådan har fejlet og derfor skal bekæmpes.
Tesen er derfor at "the liberals" ser ikke-diskriminering (hvor man siger, at "alt er lige godt" - eller "man kan ikke vide noget med sikkerhed", og samtidig lægger positive værdier - som frihed - for had) er blevet et "moralsk imperativ" for den venstreorienterede og "de intellektuelle" som klasse (, for problemet med værdi-nihilisme er som Sayet nævner det især stort og udbredt blandt de, der i længst tid har været udsat for indoktrinering på højere læreanstalter).
- Fordraget giver derfor en forklaring på, hvorfor man på venstrefløjen i så vid udstrækning hader såvel supermarkedskæden Walmart som frihedshelten George Washington; og hvorfor der i stedet fra samme side kan findes sympati for terrorister som Yassir Arafat og Osama Bin Laden.
Evan Sayet at the HERITAGE FOUNDATION: "How Modern Liberals Think".
3. januar 2007
Lavere skatter – så bestemmer du mere selv
Ved hjælp af landeoversigter kan man se, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem lighed og skattetryk eller mellem velfærd og skattetryk. Der er tværtimod en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og velstandsskabelse. Der kan gives gode teoretiske begrundelser for sidstnævnte forhold.
Økonomisk frihed, herunder lave skatter, handler simpelthen om menneskers handlefrihed, hvilket også gælder de politiske friheder. Christopher Arzrouni har udtrykt det således at ”Frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide”.
Det er denne handlefrihed, der giver en stor del af forklaringen den økonomiske vækst, der er set siden den industrielle revolution. Tænk bare på koloniseringen af Nordamerika eller Australien, og med hvilken hast almindelige borgere på disse kontinenter fik forbedret deres levevilkår.
På det tidspunkt i historien tilskrev man ikke velstandsforbedringer andres indsats, og slet ikke de skatter, man gjorde oprør imod i Nordamerika i 1776.
Høje skatter er tværtimod et relativt nyt fænomen, der empirisk kan forbindes med lavere vækst.
Jævnfør det forhold, at produktivitet nøje er forbundet med handlefriheden, virker beskatning som hæmmende for den produktive adfærd. - Det betyder omvendt, at incitamentet til at holde fri øges.
De danske skattestigninger har ført til, at mængden af nydere er blevet øget på bekostning af ydere. Forklaringen på opbakningen til dette system, må ikke mindst tilskrives nyderens voksende antal.
For dem, der er tilhængere af en høj grad af økonomisk lighed i et samfund, vil det i øvrigt ikke være korrekt, at hævde, at ligheden i det danske samfund skyldes den høje grad af beskatning, eftersom en stor del af modtagere af offentlige ydelser, ikke befinder sig i lavindkomstgrupper.
Derimod er der såvel empirisk som teoretisk grundlag for at sige, at høje skatter på sigt øger den samlede fattigdom. I den forbindelse kan man iagttage hvilke lande i verden, der oplever en høj grad af indvandring af arbejdskraft og hvilke lande eller regioner, der primært har været eksportører af arbejdskraft.
Endnu en gang kan USA fremhæves som et af de områder i verden, der historisk set har været importør af produktive. Og hvor denne – ganske vist kontrollerede - tilstrømning af ufaglærte med ringe sproglige kvalifikationer ikke har ført til ringere livsvilkår for den oprindelige befolkning; men hvor disse nye borgere i stedet har bidraget til forbedringer af den samlede levestandart.
Når man, som det sker i mange europæiske lande, søger at øge velfærden via skatterne, straffer man derimod de produktive og belønner de uproduktive.
Det socialdemokratiske argument om, at denne vækstbegrænsning er acceptabelt ud fra kortsigtede sociale hensyn må – selv på deres egne præmisser - afvises – eftersom der ikke kan ses nogen sammenhæng mellem lighed og skattetryk.
Noget helt andet er, om det der frembringes via tvang og konfiskation overhovedet kan retfærdiggøres – selv på det korte sigt.
Økonomisk frihed, herunder lave skatter, handler simpelthen om menneskers handlefrihed, hvilket også gælder de politiske friheder. Christopher Arzrouni har udtrykt det således at ”Frihed altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide”.
Det er denne handlefrihed, der giver en stor del af forklaringen den økonomiske vækst, der er set siden den industrielle revolution. Tænk bare på koloniseringen af Nordamerika eller Australien, og med hvilken hast almindelige borgere på disse kontinenter fik forbedret deres levevilkår.
På det tidspunkt i historien tilskrev man ikke velstandsforbedringer andres indsats, og slet ikke de skatter, man gjorde oprør imod i Nordamerika i 1776.
Høje skatter er tværtimod et relativt nyt fænomen, der empirisk kan forbindes med lavere vækst.
Jævnfør det forhold, at produktivitet nøje er forbundet med handlefriheden, virker beskatning som hæmmende for den produktive adfærd. - Det betyder omvendt, at incitamentet til at holde fri øges.
De danske skattestigninger har ført til, at mængden af nydere er blevet øget på bekostning af ydere. Forklaringen på opbakningen til dette system, må ikke mindst tilskrives nyderens voksende antal.
For dem, der er tilhængere af en høj grad af økonomisk lighed i et samfund, vil det i øvrigt ikke være korrekt, at hævde, at ligheden i det danske samfund skyldes den høje grad af beskatning, eftersom en stor del af modtagere af offentlige ydelser, ikke befinder sig i lavindkomstgrupper.
Derimod er der såvel empirisk som teoretisk grundlag for at sige, at høje skatter på sigt øger den samlede fattigdom. I den forbindelse kan man iagttage hvilke lande i verden, der oplever en høj grad af indvandring af arbejdskraft og hvilke lande eller regioner, der primært har været eksportører af arbejdskraft.
Endnu en gang kan USA fremhæves som et af de områder i verden, der historisk set har været importør af produktive. Og hvor denne – ganske vist kontrollerede - tilstrømning af ufaglærte med ringe sproglige kvalifikationer ikke har ført til ringere livsvilkår for den oprindelige befolkning; men hvor disse nye borgere i stedet har bidraget til forbedringer af den samlede levestandart.
Når man, som det sker i mange europæiske lande, søger at øge velfærden via skatterne, straffer man derimod de produktive og belønner de uproduktive.
Det socialdemokratiske argument om, at denne vækstbegrænsning er acceptabelt ud fra kortsigtede sociale hensyn må – selv på deres egne præmisser - afvises – eftersom der ikke kan ses nogen sammenhæng mellem lighed og skattetryk.
Noget helt andet er, om det der frembringes via tvang og konfiskation overhovedet kan retfærdiggøres – selv på det korte sigt.
13. december 2006
Velfærdsstat og selvværdstab
Den tyske Journalist Olaf Gersemann udgav i 2004 bogen "Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality". Bogen handler om forskellen på USA, og så europæiske lande som Frankrig og Tyskland. Med et meget omfattende statistisk materiale dokumenterede Gersemann, hvorfor disse ledende eurolande ikke er forbilleder, hvad angår beskæftigelse og økonomisk vækst. Det er en europæisk realitet, der efterhånden er ved at trænge ind.
Blandt de myter om USA, som Gersemann gjorde op med, var blandt andet den om, at mindstelønnen i USA er så lav at de fattigste er nødt til at tage flere jobs. Gersemann viser, at det hovedsagelig er den veluddannede amerikanske middelklasse, der har en eller flere bibeskæftigelseer, og at disse prioriteres over fritid, ikke af nød, men fordi det derovre kan betale sig at arbejde ekstra. Endvidere fremgår det at den amerikanske økonomi modtager langt flere indvandrere og alligevel formår at sætte disse i arbejde. Langtidsledigheden og arbejdsløsheden har i almindelighed også været højere i Europa. Når man er arbejdsløs, er sandsynligheden for at komme i arbejde lavere på vores side af Atlanten. Det må siges at være en høj pris at betale for at høre selvgode europæiske politikere tale om solidaritet.
Lad os antage at denne erkendelse af det fransk-tyske lederskabs dårligdomme bliver mere udbredt. Hvad så med Danmark? Her er arbejdsløsheden lav, og væksten høj. Bør vi så frygte at den tyske stagnation eller de franske uroligheder når til landet?
Princippet bag dansk og europæisk socialdemokratisme er ikke desto mindre den samme. Det princip handler om, at vi giver "de svage" - i USA bedre kendt som "de fattige" - nogle ressourcer, mens man i USA i højere grad lader eksempelvis indvandrere tage vare på sig selv. Forskellen på USA og EU, handler netop om, at såvel de fattige som middelklassen i USA i høj grad forsørger sig selv, men europæere lader sig forsørge af nogle andre. Men jo mere langvarig forsørgelse og øget afhængighed - desto lavere selvværd og jo flere sociale problemer.
At den sociale mobilitet er højere i USA er naturligvis forbundet med at evnen til selvforsørgelse også er større. Eftersom dårlige arbejdsforhold ikke er en undskyldning for ikke at klare sig selv, taler venstrefløjen i Europa forventeligt så meget om amerikanske tilstande på området. Men netop fordi indvandrere har lettere ved at forsøge sig selv (også p.g.a. arbejdspladskravene), er USA ikke gået op i røg, selv om indvandringsbølgen derovre har været større. Dårlige jobs til lavt kvalificerede er således en realitet. I USA skaber indvandrerne sig en mere tålelig tilværelse, end den de forlod. Kan man virkelig sige det samme om de flygtninge, indvandrere, "2.g''ere" med flere, vi i godhedens navn har parkeret på "sociale" ydelser indtil den dag det ikke-belastende rengøringsjob, til en for myndighederne acceptabel løn, dukker op?
Den 1. oktober dette år udgav CEPOS en kort oversigt, der viser hvorfor vi - navnlig siden 70''erne - har afviklet velstandskabelse for at skabe "velfærd": Vores skattetryk er vokset, så meget at flertallet af befolkningen, nu har status som afhængige af offentlige kasser. Det fremgår, at der i perioden er sket en fordobling af "antallet af offentligt ansatte fra 405.000 til 833.000 personer", at antallet af overførselsmodtagere i 2006 vil være fordoblet fra 0,9 til 1,8 millioner; og at der i 2006 således vil være mere end 2,6 millioner danskere enten på overførselsindkomster eller som offentligt ansat. Den offentlige sektor, d.v.s. ansatte samt ydelsesmodtagere er vokset på de selvforsørgendes bekostning.
En mindre privat sektor, en voksende offentlig samt flere på forsørgelse betyder mindre produktion, og dermed mindre af det vi lever af. På længere sigt skabes mindre velstand, færre muligheder, mere fattigdom; men på kort sigt, som følge af overførslerne og takket være en velfungerende privatsektor har vi et ganske højt niveau, når det gælder forbrug. Spørgsmålet er ikke desto mindre, om vi kan tale om velfærd, når den andel af den voksne befolkning, der er afhængige af de offentlige kasser, er vokset fra 35 pct. til knap 61 pct. på bare fire årtier? Og om et land, hvor der skabes øget afhængighed af "sociale" ydelser, virkelig kan siges at være et forbillede for noget som helst?
Tidligere bragt i Erhvervsbladet den 23. november 2005
Blandt de myter om USA, som Gersemann gjorde op med, var blandt andet den om, at mindstelønnen i USA er så lav at de fattigste er nødt til at tage flere jobs. Gersemann viser, at det hovedsagelig er den veluddannede amerikanske middelklasse, der har en eller flere bibeskæftigelseer, og at disse prioriteres over fritid, ikke af nød, men fordi det derovre kan betale sig at arbejde ekstra. Endvidere fremgår det at den amerikanske økonomi modtager langt flere indvandrere og alligevel formår at sætte disse i arbejde. Langtidsledigheden og arbejdsløsheden har i almindelighed også været højere i Europa. Når man er arbejdsløs, er sandsynligheden for at komme i arbejde lavere på vores side af Atlanten. Det må siges at være en høj pris at betale for at høre selvgode europæiske politikere tale om solidaritet.
Lad os antage at denne erkendelse af det fransk-tyske lederskabs dårligdomme bliver mere udbredt. Hvad så med Danmark? Her er arbejdsløsheden lav, og væksten høj. Bør vi så frygte at den tyske stagnation eller de franske uroligheder når til landet?
Princippet bag dansk og europæisk socialdemokratisme er ikke desto mindre den samme. Det princip handler om, at vi giver "de svage" - i USA bedre kendt som "de fattige" - nogle ressourcer, mens man i USA i højere grad lader eksempelvis indvandrere tage vare på sig selv. Forskellen på USA og EU, handler netop om, at såvel de fattige som middelklassen i USA i høj grad forsørger sig selv, men europæere lader sig forsørge af nogle andre. Men jo mere langvarig forsørgelse og øget afhængighed - desto lavere selvværd og jo flere sociale problemer.
At den sociale mobilitet er højere i USA er naturligvis forbundet med at evnen til selvforsørgelse også er større. Eftersom dårlige arbejdsforhold ikke er en undskyldning for ikke at klare sig selv, taler venstrefløjen i Europa forventeligt så meget om amerikanske tilstande på området. Men netop fordi indvandrere har lettere ved at forsøge sig selv (også p.g.a. arbejdspladskravene), er USA ikke gået op i røg, selv om indvandringsbølgen derovre har været større. Dårlige jobs til lavt kvalificerede er således en realitet. I USA skaber indvandrerne sig en mere tålelig tilværelse, end den de forlod. Kan man virkelig sige det samme om de flygtninge, indvandrere, "2.g''ere" med flere, vi i godhedens navn har parkeret på "sociale" ydelser indtil den dag det ikke-belastende rengøringsjob, til en for myndighederne acceptabel løn, dukker op?
Den 1. oktober dette år udgav CEPOS en kort oversigt, der viser hvorfor vi - navnlig siden 70''erne - har afviklet velstandskabelse for at skabe "velfærd": Vores skattetryk er vokset, så meget at flertallet af befolkningen, nu har status som afhængige af offentlige kasser. Det fremgår, at der i perioden er sket en fordobling af "antallet af offentligt ansatte fra 405.000 til 833.000 personer", at antallet af overførselsmodtagere i 2006 vil være fordoblet fra 0,9 til 1,8 millioner; og at der i 2006 således vil være mere end 2,6 millioner danskere enten på overførselsindkomster eller som offentligt ansat. Den offentlige sektor, d.v.s. ansatte samt ydelsesmodtagere er vokset på de selvforsørgendes bekostning.
En mindre privat sektor, en voksende offentlig samt flere på forsørgelse betyder mindre produktion, og dermed mindre af det vi lever af. På længere sigt skabes mindre velstand, færre muligheder, mere fattigdom; men på kort sigt, som følge af overførslerne og takket være en velfungerende privatsektor har vi et ganske højt niveau, når det gælder forbrug. Spørgsmålet er ikke desto mindre, om vi kan tale om velfærd, når den andel af den voksne befolkning, der er afhængige af de offentlige kasser, er vokset fra 35 pct. til knap 61 pct. på bare fire årtier? Og om et land, hvor der skabes øget afhængighed af "sociale" ydelser, virkelig kan siges at være et forbillede for noget som helst?
Tidligere bragt i Erhvervsbladet den 23. november 2005
Abonner på:
Indlæg (Atom)
