Værdier, kommunikation, partier og principper

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

Richard Miniter interviewer Flemming Rose

Journalisten Richard Miniter interviewer Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose i Washington om kultursammenstødet mellem undertrykkende religion og tradition på den ene side - og så frihedens Europa på den anden, - set i lyset af de tegninger som Flemming Rose og Jyllands-Posten bragte af muslimernes profet Muhammed i 2005.

Rose indleder med at påpege, at han så klare paralleller mellem sine oplevelser først i 1980'erne som korrespondent i Sovjet-rusland, og så det ønske om censur og forbud mod kritik eller fornærmende ytringer mod religion, som han har iagttaget vinder frem i Europa i vor tid. Hensigten bag tegningerne var ifølge Rose, at reducere truslen fra de som ønsker politisk undertrykkelse. Dette skulle gøres ved at man i praksis gjorde brug af ytringsfriheden; sådan at truslen blev fortyndet, i kraft af at flere brugte deres ytringsfrihed, der hvor nogle følte sig fornærmet; og altså netop på en sådan måde, som det er tilladt i vores del af verden men forbudt i store dele af ikke mindst Mellemøsten.

Undervejs i "tegningekrisen" erkendte Rose så også ifølge interviewet, at der rent faktisk var kræfter i Mellemøsten men også i Europa, der aktivt arbejdede for at indføre censuren i Europa. I interviewet fokuseres primært på de imamer i Mellemøsten, som på dette tidspunkt offentligt begyndte at stille krav om, at europæiske dokumenter skulle indeholde forbud mod ytringer eller andre visuelle manifestationer, der kunne virkende fornærmende i forhold til religioner og religiøsitet.

Udover parallellen mellem kommunisme og religion, hvad angår ønsket om censur, ser Rose også en lighed i tanken om at man fra såvel kommunisters som mere traditionelt religiøse søger at tage "patent på sandheden", og at man endvidere ikke holder sig fra at invadere privatsfæren, for at håndhæve dette patent. Denne håndhævelse af "offentlige sandheder" så man således i såvel Sovjet-rusland og man ser den i dag i Saudi Arabien og Iran. I kraft af dette konkluderer Rose derfor, at der for såvel islamismens vedkommende som kommunismens er tale om totalitære ideologier.

På den baggrund vurderer Rose efterfølgende, at Europa står ved en skillelinie, hvor man langt mere aktivt i Europa må arbejde i retning af at finde ud af, hvad det vil sige at være henholdsvis europæer, dansker - eller i besiddelse af en anden europæisk national identitet. Det vil sige, hvad skal disse former for territoriale identiteter i deres kerne bestå af?

Roses bidrag i denne sammenhæng er at sige, at begreberne burde nærme sig mere de rummelige former, som man finder i USA, hvor der netop er plads til store kulturelle variationer, men hvor der omvendt netop også er nogle grundlæggende mere klart definerede grænser, hvor ”stregen i sandet” går. Disse grænser sættes så via sikringen af en fundamental respekt for samt opbakning til de frihedens værdier og rettigheder, som netop er hvad, der for de religiøse udgør truslen mod de autoritæres magt.

Interessant er det også, at Richard Miniter så klart peger på problemet med “velfærdsstaten” i Danmark i forbindelse med indvandring fra områder med en meget anderledes kultur end den danske; hvor han minder om, hvor høj graden af arbejdsløshed netop er for indvandrere med en muslimsk baggrund; - og hvor de høje danske (og europæiske) ydelser, med stor rimelighed må siges at have bidraget negativt til integrationen, eftersom mere konkret forståelse for et nyt lands grundværdier netop finder sted på arbejdspladsen.

Flemming Rose fortryder endvidere ikke, at tegningerne blev bragt; for som han udtrykker det, så afslørede tegningerne en virkelighed som allerede var eksisterende, men som tegningerne nu fik bragt til offentlighedens kendskab. Tegningerne er samtidig også blevet en fælles reference i debatten (om integration og ytringsfrihed). Deri har han ret. Tegningerne er et stykke dansk kulturarv, hvis historie, man kan lære meget af.

Interviewet findes her:
http://idioten.blogspot.com/2007/11/true-danish-hero.html

Om Richard Miniter.

The Economist om Dansk Folkeparti

Den første november skrev en anonym journalist fra the Economist om det kommende folketingsvalg. Her blev Dansk Folkeparti omtalt som "the far-right Danish People's Party". Endvidere hed det i artiklen, at partiets politiske leder kan karakteriseres ved "uncompromising hostility to immigrants", det vil sige generel og kompromisløs modvilje mod udlændinge. En anden artikel om Dansk Folkeparti fra 2006, som man også finder samme sted har overskriften "Nordic nasties", hvor man nævner, at "nogle danskere mener", at Dansk Folkeparti er racistisk.

Men uanset hvilken venstre-højreskala man benytter sig af, må man nu engang placere Dansk Folkeparti et sted tæt på midten. I økonomisk forstand må DF siges at være tættere på midten, end det var tilfældet med Fremskridtspartiet.

Tilsvarende kan man lave en venstre-højreskala, der handler om stor-stat-lille-stat; men her måtte man så tilsvarende også sætte partiet et sted enten til højre eller venstre for midten. Andre partier og deres partiprogrammer vil åbenlyst føre til en langt større stat og mere statsmagt, end det som DF præsenterer vælgerne for. Det gælder først og fremmest Enhedslisten, hvis politik vil gøre staten noget nær almægtig ved at nationalisere det meste af økonomien.

Hvad det er for en skala, The Economist opererer med vides ganske vist ikke. Men man kunne godt forestille sig, at der slet ikke er en skala (altså ikke nogen midte eller et venstre-højre); og at det for journalister blot handler om at give deres følelse et navn, og at "far right" dermed i praksis blot er lig med journalist-følelsen "nasty" (det vil sige "ubehagelig"). Rent faktisk kan det, at sætte bestemte grænser (i praksis standarder) for indvandring jo heller ikke placeres på en højre-venstreskala. Racisme kan tilsvarende ikke rigtigt identificeres i det omtalte parti. Men det gør journalisten som bekendt heller ikke. Han/hun referer blot hvad andre "føler".

Fakta er at Dansk Folkeparti, når det kommer til indvandringsspørgsmålet har fokuseret på kultur og værdier. Her har man pointeret, at nogle værdier, der er dominerende i lande uden for Europa ligger meget langt fra de frihedsværdier, der findes i Danmark. Man har så vidt vides ikke modsat sig indvandring fra Østeuropa eller det øvrige EU. Men man har begået den korrekte analyse, at værdier og kultur ikke er noget, som man blot ændrer på gennem nogle kurser, og lidt aftenskoleundervisning (eller i kraft af økonomiske overførsler). Endvidere har man korrekt konkluderet, at der rent faktisk er mange, der bekæmper den frihedens kultur, som findes i Danmark. - Lad os så sige, at nogle af de værdier, som DF'ere også forsvarer kan kategoriseres som socialistiske og egalitære. I så fald rykker det DF'erne længere ind på den økonomiske midte. Det sidste kan man kun beklage.

2007: The soup thickens

2006: Nordic nasties

Politisk islam bør være valgtema

Et spørgsmål som journalister burde beskæftige sig mere med, er spredningen af den kultur og ideologi, der fører i retning mod såvel økonomisk som politisk ufrihed.

Dette er den politiske - og for så vidt også den kulturelle - islam. Copenhagen Institute har aktuelt forholdt sig til en del af problemstillingen, hvilket er den internationale/forsvarspolitiske del i kommentaren Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik.

Men det er ret åbenlyst, at man ikke for alvor fra mediernes og de politiske beslutningstageres side har forstået problemets omfang, heller ikke hvad angår den lokale og nationale side af sagen.

En aktuel demonstration mod islamisering førte som et eksempel på en del af problemstillingen til et uhyggeligt overfald på flere af demonstrationens arrangører. Det kan man læse om på foreningen Stop Islamisering Af Danmarks blog.

Journalisterne Helle Merete Brix og Lars Hedegaard rapporterer i en længere artikel fra juli fra en demonstration, hvor det i artiklen fremgår, at der er flere borgere i Danmark, der er modstandere af de frihedsværdier, som såvel Israel og USA, men naturligvis også de europæiske samfund bygger på.

Man kan også besøge Uriasposten , der løbende følger emner, der vedrører denne politiske kultur og ideologis udbredelse. Andre kilder, der fokuserer mere globalt og europæisk er www.westernresistance.com samt www.brusselsjournal.com.

Hvorfor ignorancen?

Spørgsmålet man kan stille er så, hvorfor man fra mediernes og de toneangivende meningsdanneres side bruger så lidt tid på emnet, som det er tilfældet. Min forklaring er som følger:

Politiske beslutningstagere, mediefolk samt politiske og kulturelle meningsdannere i Danmark har i vid udstrækning en tendens til at mene, at værdier, kultur og ideer implementeres (det vil sige realiseres) "fra oven"; det vil sige via staten.

Man mener altså ikke, at tingene opstår "nedefra", det vil sige med rod i, hvad der sker af ideudvikling, der spreder sig fra individ til individ i "det civile samfund"; og som så først senere bliver til noget, der danner "institutionaliserede udtryksformer". Og i så fald kan man ikke se et problem.

Man mener således fra etableret side, at man kan lovgive sig til en bedre verden; at man politisk kan fastsætte pensum for statslige læreanstalter; at man kan kontrollere indholdet i medierne via staten (eksempelvis via Danmarks Radio); og at man således på en række områder kan indrette "velfærdsstaten", sådan at oplysningsfjendtlige kulturer og strømninger forsvinder.

Men vi ser imidlertid, at det modsatte sker. Og forklaringen er, at man grundlæggende tager fejl i tanken om at institutioner og kontrol med statsapparatet er det afgørende.

Institutioner og statsapparatets udformning er i stedet at betragte som et produkt af det, der går forud, hvilket netop er ideologiske og kulturelle strømninger, der brydes med hinanden og hvor den aktuelt stærkeste ide eller kultur, kommer til at blive den, som danner afsættet for hvilken type institutionalisering, man vil se.

Resultatet af sådanne brydninger kan altså efterfølgende blive eksempelvis - et præstestyre / et diktatur; et demokrati (en stat uden et idepolitisk fundament) - eller en republik (det vil sige en "minimalstat" baseret på de individuelle frihedsrettigheder); hvilket er de tre mest aktuelle typer af styreformer, man bør forholde sig til i vor tid.

Såvel filosoffen Ayn Rand som økonomen Ludwig von Mises har derfor i stedet og modsat de fleste danske meningsdannere fremhævet ideer frem for institutioner, som det helt afgørende.

Dette betyder samtidig, at man har valgt den forkerte strategi til at forsvare sig imod den omtalte islamisering. Det afgørende er altså, hvad det er for nogle grundlæggende ideer, som sikrer de samfund, man ønsker at leve i.

Ideer gør forskellen

Ethvert nyt problem (der i praksis ofte er opstået, fordi man har selvmodsigende indstillinger til et givent emne), forslås på denne måde løst fra de nuværende politikeres side, ved at man nedsætter et råd, en kommission, et udvalg, giver tilskud, fremsætter et lovgivningsforslag, laver en statsfinansieret opdragelseskampagne eller noget tilsvarende.

Man skal derfor være blind for ikke at kunne se, at den ovenstående adfærd er bureaukratens reaktion på kulturelle fænomener.

Og meget kan sige om bureaukrater, men der er bare ikke ret mange mennesker i det civile samfund, der bruger bureaukrater som forbilleder endsige moralske vejledere.

I stedet taler man "ude i samfundet" om hvad der er rigtigt og forkert indbyrdes. Og jo mere de politiske beslutningstagere tilbyder "institutionsløsninger", desto mindre lytter man derfor til dem.

Dette er derfor også årsagen til, at kampen om vælgerne bliver stadigt mere intens: De danske velfærdsstatspartier er (inklusive det nye "Ny Alliance") i høj grad institutionspartier. Og befolkningen forventer derfor ikke at få bud fra dem, om hvad der er rigtig og forkert adfærd. De forventer derimod netop at høre forskellige bud på ovennævnte "institutionsløsninger".

Grunden til at der i den oprindelige danske befolkning så er en vis loyalitet og tillid til de aktuelle politikere, skyldes derfor mest, at omfanget af institutionalisme tidligere har været mere begrænset.

Tidligere tiders politikere havde en langt større forståelse for, at det var de politiske ideer, der gjorde forskellen. (Det gælder såvel til højre som til venstre).

Men hvis vi tager det muslimske samfund, og de som bekender sig til den muslimske kultur, må det være ret åbenlyst, at man her står over for et mere klart valg mellem nogle ret markante ideer, og det man selv opfatter som noget værdifuldt (og moralsk), - og så på den anden side nogle institutionelle tilbud, der er hevet frem og sælges som metervare til brug for noget, der åbenlyst handler om stemmemaksimering og ikke ret meget andet.

Hvad mon man i givet fald så vælger? Mon ikke man beholder sine gammelkendte værdier, frem for det ikke-værdibaserede politisk-administrative budskab, der strikkes sammen i et samarbejde mellem politikeren og bureaukraten baseret på meningsmålinger, og hvad der her-og-nu regnes for "godt spin"?

Hvis man er nået hertil, er opfordringen derfor, at man, begynder at sætte sig ind i de grundlæggende forudsætninger, der skal til, for at man kan danne sig gyldige ideer, om hvad der er det korrekte politiske system, og den gode styreform for mennesker.

Afsættet for at beskæftige sig med dette er, også ifølge Ayn Rand, erkendelseslære (epistemologi), det vil sige, at man først tilegner sig viden om menneskets natur, samt viden om hvad der - i overensstemmelse med denne natur - kræves for, at mennesker kan leve et godt liv.

Så politisk islam bør være et valgtema. Det er vel at mærke samtidig på tide, at man begynder at forholde sig til, om det virkelig er moralsk at lade politikere og administratorer afvikle friheden i de gode intentioners navn.

Hvis man vil forsvare sig imod dette (såvel bureaukratisering og "socialisering" som islamisering), må man derfor tilegne sig de intellektuelle redskaber, der kræves for, at man kan gøre det.

Besøg i den forbindelse the Ayn Rand Institute - og læs The Bernstein Declaration (dansk tekst).

---

Relevante artikler på www.coin.dk:

Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik

Islamismens totalitære mål

Vejen til sundhed

I det følgende skal gives nogle bud på, hvordan man kommer til at leve sundere med nogle input, der er baseret på de samme principper, som gælder for hvad der ellers skrives. Afsættet er med andre ord, konstateringen af menneskets fornuft, af menneskets vilje til velovervejet handling og af den enkeltes mulighed for at skabe sig et godt liv i forhold til de udfordringer, man står overfor, og de muligheder, der byder sig i det frie samfund.

Find viljen

Den første pointe skal handle om, hvorfor fokus er på ”at leve sundere”, og ikke på ”at tabe sig” eller ”at leve mindre usundt”. Dette skyldes, at man ikke lever for alvor så længe man er ”i krig med sig selv”. Det første man skal lære, er netop, at leve med sig selv, og ikke at lide ved at skade sig selv. Det er naturligvis en form for lidelse at gøre ting mod sig selv, som man ved, er skadeligt, og at fortsætte med at gøre det. At leve sundere handler dermed om at gøre det rigtige, og samtidig holde op med at gøre det forkerte.

Nogle er således ganske usunde, overvægtige eller at beskrive på en anden måde, som andre måske ville opleve som en uudholdelig tilstand for dem, men som den usunde slet ikke selv ser som et problem. Dette kan altså have positive årsager. Det kan være, at sådanne personer simpelthen er engagerede i og optagede af så meget, der gør deres liv rigt, at den fysiske usundhed, som andre kan se, ikke er noget, der vedrører dem selv.

Den fysiske usundhed er dog alligevel ikke forbilledlig, heller ikke hvor den ikke betyder noget for den pågældendes mentale sundhed; og at dette er tilfældet vil jo også være en undtagelse. Det er også tvivlsomt, om der nogen sinde har været tilfælde, hvor fysisk usundhed ikke på sigt også var skadelig for psyken, alene i kraft af, at usundheden førte til en for tidlig død.

Det vigtige at lære, er ikke desto mindre, at det, at være beskæftiget med noget, der er engagerende og opfattes som betydningsfuldt, er en afgørende faktor for, at man kan komme til at leve fysisk sundere. Med ”betydningsfuldt”, menes der betydningsfuldt for én selv. Det vil sige det betydningsfulde handler om, at man gør det, som man selv mener, er vigtigt; og at man har fornuftige grunde til at gøre det. Pointen er derfor, at man kan lære noget fra mennesker, der ikke er berørt af deres egen overvægt eller fysiske usundhed, som andre er det; og det man kan lære af dem, er således deres engagement i de ting, der har positive værdier, og som er livs-fremmende.

Det at tilegne sig positive værdier er nu engang en forudsætning for, at man kan leve sundere; og for at man eksempelvis kan tabe sig, hvis det er det man vil. I kraft af ovenstående burde det derfor også stå klart hvorfor, ”at leve sundere” skal være det mål man sætter sig frem for ”at tabe sig”: Det afgørende er, at man som udgangspunkt bliver gladere for at leve. En anden måde at formulere det samme på, er, at man må mobilisere den styrke der skal til, for at man kan tage et opgør med alle de faktorer i ens liv, som man ønsker at ændre på, hvis det er tilfældet.

Så hvis læseren kun havde et ønske om at tabe sig, når diskussionen omfattede spørgsmål om sundhed er svaret det samme: Først må viljen til at gøre noget ved sagen styrkes.

Hvis man ønsker at tabe sig, og at holde en lavere vægt, er det netop derfor afgørende, at man ændrer sin indstilling og grundholdninger på en måde som er vedvarende og positive. Det er i sidste instans derfor indstillingen (viljen), der skal bruges som afsæt og redskab til at leve sundere og til at opnå det, som den enkelte så ser, som omfattet af dette.

Filosoffen Ayn Rand taler om den vilje, der er forbundet med at være fokuseret i sit liv, og den vilje, der eventuelt er fraværende, sådan at man ikke fokuserer. Det afgørende er derfor, at man selv skal vælge at være fokuseret. Man skal skærpe sin bevidsthed og rette den imod de konkrete udfordringer, man selv står overfor her og nu. Man må tilsvarende selv vælge at være fokuseret på en måde, som er til gavn for én selv på det længere sigt.

Brug din fornuft og undgå former for mysticisme

At mobilisere sin vilje, og skærpe sin bevidsthed vil i praksis for mennesker sige, at man vælger at bruge sin fornuft mere end man gjorde tidligere. Det ikke-fokuserede er i praksis det ikke-fornuftige. Man vælger at fokusere med sin bevidsthed. Og man styrker bevidsthedens muligheder for at løse problemer ved at bruge fornuften mere og bedre. Fornuften er helt overordnet derfor det eneste virkelige redskab, man bruger til at overleve og leve med. Det er derfor også fornuften, der skal tages i brug, hvis man ønsker at leve bedre.

Sidstnævnte er vel at mærke ikke noget, der i vor tid giver sig selv. Tværtimod skal man ikke surfe ret meget rundt på Internettet, før man vil kunne læse de modsatte anbefalinger: Andre mener man skal give afkald på fornuften, og det anbefales - modsat her - at man vælger det mystiske: en religion, en nyreligiøs bevægelse, eller et eller andet koncept, som præsenteres som universalmiddel, man tilsyneladende kan tilegne sig ved blot at købe et bestemt produkt.

Forudsætningen for at man lever det gode liv, er imidlertid, at man ved at det man gør, er godt. Derfor kræver en forbedring af ens eget liv, at man bevidst vælger at tilegne sig det, som skal til, for at man forbedrer sig. Denne tilegnelse sker så via fornuften; det vil sige ved, at man bliver præsenteret for noget, der giver mening, og som man derfor overtager, fordi man accepterer det som siges; hvad enten det, som formidles er holdninger, ideer, viden, indsigter, erfaringer m.v.

Vær bevidst i valget af værdier og moral

Hvis man har accepteret det ovenstående: at midlet til et bedre liv går via brugen af fornuften, og at man har sin egen vilje til at vælge at bruge fornuften mere og bedre, så er man faktisk allerede nået så langt, at man som udgangspunkt er rustet mod en masse kortsigtede og skadelige råd.

Herefter mangler man det, man kan kalde for ”retningsvejledning”: I kraft af anerkendelse af fornuften og af viljen til at handle på basis af det, man vil med sin fornuft, hvad skal så den overordnede retning for ens handlinger være? Man har med andre ord brug for en målestok, en standard og et afsæt for sine handlinger. Dette afsæt er sådan set allerede blevet erkendt i kraft af udgangspunktet: Man havde indset, at visse handlinger var skadelige for ens eget liv; og man ønskede derfor at konfrontere disse handlinger, og i praksis ændre de dele af ens adfærd, som man mente var negativ. Man har erkendt at det er forkert at skade sig selv. Det næste logiske skridt er så bevidst, at erkende, at det er godt at forbedre ens eget liv. Dette er simpelthen den anden side af den samme erkendelse.

Man kan formulere indsigten således:

Dit liv er en forudsætning for, at du har noget, at værdsætte. Dit eget liv er dermed at betragte som et ultimativt gode for dig. Uden dit liv kan ingen andre goder værdsættes og opnås. Afsættet for det gode liv er derfor, at du er i live, og at du ser livet som en værdi. Hvad du foretager dig, bør derfor være livsbekræftende for dig selv, så længe du ønsker at være i live og forholde dig til, hvad der er godt. Forudsætningen for at du er i live, som er et gode for dig, er derfor, at du foretager dig livsbekræftende handlinger, hvad angår dig selv.

Det gode for mennesket er dermed også det livsbekræftende. Og for at vide, hvad der styrker ens eget liv såvel fysisk som psykisk må man - i kraft af artens kendetegn - bruge sin fornuft.

Atter er der så nogle, der siger, at ovenstående ”giver sig selv”. Men her må man så svare, at mange andre formidler det stik modsatte: at man som individ skal ofre sig for ”samfundet”, det vil sige andre individer, og at disse individer så også skal ofre sig for andre; eller at man skal ofre sig for et uidentificerbart overnaturligt væsen; eller at man skal ofre sig for mystiske postulater om ”balance” og ”harmoni”, som man finder sådanne påstande hos miljøbevægelsen eller i Buddhismen.

Disse alternative bud på, hvad der er godt, præsenteres imidlertid ikke som valg, der skal træffes med fornuften men i kraft af ”intuition”, ”følelse” eller ”tro”. Disse muligheder kan derfor ikke siges at være alternativer, hvis man mener at fornuften er en forudsætning for overlevelse. I sidste instans er det så et valg man selv træffer, om man mener at fornuften er det centrale eller ej. Men læg i den forbindelse mærke til, at de der ikke bruger deres fornuft i praksis altid er afhængige af, at andre bruger deres. ”Velfærdsstaten” er i den forbindelse netop skabt som et forsøg fra menneskers side, der gerne vil slippe for at bruge fornuften, det vil sige på at slippe for dette i praksis; og det kan de vel at mærke gøre i det omfang, at andre er villige til at arbejde for dem og betale skat til dem.

Gør dine værdier og moral til noget altomfattende i dit liv

Ovenstående handler med andre ord om, at det er en positiv værdi, at man foretager sig handlinger og tilegner sig holdninger, der styrker ens eget liv. Pointen er endvidere, at disse holdninger tilegnes med fornuften, og altså også om, at de gode holdninger må gå forud for de gode handlinger. Det er endvidere vigtigt, at man integrerer sine værdier med alle de handlinger, man foretager sig.

Det mest vanskelige er ikke, at man ved at anstrenge sig indser, hvad der er rigtigt og forkert. Den virkelige udfordring består rettere i, at man anvender det man lærer på sit eget liv; og sætter de nye indsigter ind i den kontekst, som man i praksis selv befinder sig i.

Ovenstående kan formuleres sådan, at det oftere er vigtigere at bruge tid på at tænke mere - samt læse eller lytte mindre. Ens værdier og moral kendes nu engang på de konkrete handlinger, man foretager sig og de praktiske valg, man træffer fra dag til dag.

Færre gode tegninger

Den frihedsorienterede tegner-duo Cox & Forkum indstiller ifølge deres hjemmeside arbejdet på professionel basis. Årsagerne der gives er såvel professionelle som personlige. I forbindelse med den danske ”Muhammed-krise” bidrog C&F med en række glimrende tegninger, der viste hykleriet fra den arabiske verdens side.

Cox &Forkum mener, at den vestlige verdens frihedsværdier er værd at forsvare. Deres tegninger spidder ofte venstrefløjens groteske dobbeltstandarder.

De to tegnere har ofte vist, hvordan interessen for alle de uhyrligheder, der foregår i diktaturstater med folkedrab, udbredt tortur, forfølgelse af minoriteter, grov censur, spredning af revolution - eksempelvis fra iransk side - med mere ignoreres af de venstreintellektuelle i den frie verden, mens man aldrig kan få nok af at skrive om enkeltstående individers forbrydelser, blot disse er vestlige og især amerikanske.

- Sådanne forbrydelser begået af isolerede personer eksempelvis som det er set i irakiske fængsler forsøger journalister og akademikere så at hæve op til at være udtryk for, hvad den vestlige verden repræsenterer på et overordnet plan.

Denne adfærd fra de venstreintellektuelles side må naturligvis ses som udtryk for et had til den frie verden man lever i. Når man ser den politik som de venstreorienterede fører, og som de ”borgerlige” efterligner - herunder appeasement-politikken i forhold til Iran, Nordkorea, Kina, militante islamister i Libanon og de palæstinensiske områder, må man da også antage, at ret mange moderne politikere enten bevidst eller ubevidst vil friheden til livs.

(Derfor var det et lille lyspunkt i dag at læse endnu debatindlæg vedrørende moralsk støtte til Taiwan fra Pia Kjærsgaard i dagens udgave af Jyllands-Posten).

Besøg Cox & Forkum her.

Indvandring på frihedens betingelser

På bloggen ”Verden fra min altan” er spørgsmålet om fri indvandring blevet rejst.

Forudsætningen i den konkrete diskussion er dog et scenarium hvor det gælder, at indvandrere ikke får ”sociale ydelser”; det vil sige, at magthaverne ikke tager indkomst optjent af nogle andre, kalder deres konfiskerede midler for ”sociale” og forærer disse midler til nytilkomne. Men det gør politikere jo aktuelt og i praksis.

Problemet er nu, at denne politiske adfærd gør det særdeles attraktivt for navnlig indvandrere fra lande, hvor der generelt er fattigdom at rejse her til. For hvis man ikke finder sig et arbejde, kan man i vid udstrækning alligevel regne med at forbedre sin materielle standard.

Dette er helt grundlæggende et problem som europæiske lande står overfor:

- Indvandringen har i vid udstrækning bidraget til, at den arbejdsløshed, der i forvejen er højere end den nordamerikanske er blevet endnu højere, eftersom de ”sociale ydelser” (konfiskerede midler) også uddeles i form af kontanter og andre ydelser til tilrejsende.

Dette problem er altså forholdsvist simpelt at forholde sig til. De politiske beslutningstagere virker alligevel ude af stand til at ville erkende sammenhængene mellem den politiske adfærd; det vil sige forbindelserne mellem statsstøtte til dagpenge, lovbestemte mindstelønninger, fagforeningers protektionisme ud over mindsteløn, samt altså indvandringspolitikken - og så niveauet for arbejdsløshed.

Så den politiske opgave må derfor bestå i, at råbe politikerne op i forhold til den aktuelle problemstilling, der består i, at erkende hvilke negative konsekvenser disse politikker har. (Der er dog også om end svage tegn på, at man er ved at lægge kursen om i såvel Frankrig som Tyskland).

Det konkrete sociale problem er dermed, at lediggang skader den enkelte; især hvis lediggangen er langvarig.

Men som i andre sammenhænge er det ikke desto mindre konfiskationen af borgernes midler, der er det største moralske problem.

Det er afviklingen af ejendomsretten, der er den største negative kulturelle faktor i dette anliggende som i så mange andre.

Det er altså ikke, hvad man efterfølgende stiller op med de midler, man har taget. Dette er noget sekundært.

Hvis det sidste – hvad man gør med de konfiskerede midler - bliver spørgsmålet; og hvis det bliver diskussionen man rejser politisk, så ender resultatet blot med, at de politiske beslutningstagere siger OK, så bruger vi bare pengene på noget andet, lad os give dem til virksomhederne i stedet for.

Men virksomheder skal som bekendt ikke have penge foræret af politikere, som politikere har taget af borgere i almindelighed. Virksomheder skal tjene penge gennem fri handel og fri produktion. Så husk dette fokus: Det er konfiskationen, der er det primære problem, og hvad man gør med de midler, der konfiskeres er derfor et sekundært emne.

Derfor skal afviklingen af statsstøtte til dagpenge og til bistand føre til skattelettelser, lige såvel som det er skattelettelser, der skal være konsekvensen af fjernelsen af støtten til landmændene og erhvervslivet i almindelighed. Denne politik vil skabe den maksimale økonomiske aktivitet og den højeste beskæftigelse.

Det hypotetiske scenarium

Men hvad så hvis ovennævnte ydelser ikke eksisterede for indvandrere?

- Så fortæller de økonomiske love os, at interessen for at komme til landet ville blive reduceret, i kraft af, at man ikke kunne regne med at forbedre sin situation lige så meget, som det var tilfældet hvis omtalte ydelser blev givet.

Det skal dog nævnes, at man også måtte forvente, at det i kraft af omtalte forbedrede økonomiske dynamik samtidig ville blive mere interessant for andre typer af indvandrere at rejse hertil; det vil sige for de som i højere grad forventede at kunne finde ansættelse; og som slet ikke havde noget system med ”gratis” ydelser i tankerne i forbindelse med, at man overvejede at forlade sit hjemland.

Men spørgsmålet er nu: skulle indvandringen så være fri i dette tilfælde; men hvis tingene samtidig ellers var, som de er det i dag?

Lad os eksempelvis sige, at hele EU fjernede diverse ydelser og statslige ordninger, men eksempelvis Tyrkiet eller Mellemøsten var som det land og den region er for tiden. Skulle der så være fri indvandring fra disse lande med en kultur, der på mange måder er væsensforskellig fra den europæiske?

Svaret på dette spørgsmål må være et rimeligt klart nej. For resultatet ville være først en stigende sikkerhedstrussel og så til sidst en afvikling af den frihedens kultur, der trods alt eksisterer i Europa, og som har eksisteret de sidste to til tre hundrede år.

Der findes nu engang ikke en ”ren økonomi”, hvor kultur og sikkerhedspolitik skrives ud af den økonomiske analyse. Og økonomi handler nu engang om velstandsskabelse. Så hvis man ønsker at sikre velstanden og øge den, må man tage stilling til alle aspekter af en given sag, der påvirker økonomiske forhold.

Man kan derfor ikke sige, at kulturelle spørgsmål er økonomisk uvedkommende. Det samme gælder for det sikkerhedspolitiske spørgsmål, som alene er nok til at afvise indførslen af fri indvandring.

Sikkerhedspolitik handler om at forsvare de værdier samt de friheder og rettigheder, som man værdsætter lige såvel som det handler om at forsvare liv. Uden værdierne og friheden, så forsvinder også det liv, man værdsætter.

Amerikanere taler således om our way of life. Og forsvarspolitikken skal blandt andet forhindre former for invasion, der truer det frihedens liv, man værdsætter; og som vel at mærke er forudsætningen for, at man kan leve. Derfor er der tilsvarende ikke fri indvandring ind i USA. Men man har samtidig forståelse for, at det er en positiv faktor med indvandring, blot så længe det gælder individer, der værdsætter de amerikanske frihedsværdier.

Indvandring på frihedens præmisser

I det omfang, der findes lande med millioner af individer, der ikke bryder sig om de individuelle frihedsrettigheder, som er en central del af den europæiske kultur, må man derfor i samme omfang forholde sig til dette, også når spørgsmålet handler om økonomi og velstandsskabelse.

Økonomi handler med andre ord også om sikkerhed. Sikkerheden skal netop sikre friheden, der betyder, at man som individ kan skabe sig et værdigt og fremgangsrigt liv. Åbnes der derfor op for tilstrækkeligt mange, der ikke bryder sig om frihedens kultur, forsvinder frihedskulturen til sidst derfor også. Og i samme omfang forsvinder også velfærden og velstanden.

Så ja til indvandring. Men lad den være begrænset. Og lad begrænsningen bygge på frihedens principper og værdier. Lad dem der respekterer individets frihed, - med respekten for ytrings-, tros-, tanke, handle-, produktions-, religions-, og ikke mindst kvinders frihed til at leve på lige vilkår med mændene - komme hertil.

Sagen er jo den, at jo flere i Danmark og Europa, der respekterer disse friheder, desto stærkere og desto rigere en kultur skabes der.

En stærkere og mere velstandsskabende kultur vil derfor blive et eksempel til efterfølgelse.

Meget tyder jo også på, at de islamiserende og frihedsfjendske kræfter netop har vind i sejlende, eftersom man her mener, at den europæiske og amerikanske frihedskultur er aftagende.

Ovenstående politik hvor man bevidst tog stilling til, at frihedens kultur er bedre end ufrihedens ville vende billedet om: Europa ville i kraft af en indvandringspolitik, der tog højde for sikringen af de individuelle frihedsrettigheder herunder respekten for den private ejendomsret men altså også ytringsfriheden og tankefriheden stå stærkere, og mere selvsikkert. Politikker der byggede på det samme frihedens grundlag ville have den samme effekt.

Denne nyfundne kulturelle styrke kombineret med langt større konsekvens overfor det, man i praksis må kalde slyngelstater samt fornuftfjendske kulturer ville derfor omvendt svække de middelalderlige kræfter, man eksempelvis så manifestere sig den 11. september 2001.

Disse ufrihedens kræfter ville i første omgang derfor atter måtte lade sig nøjes med at operere i de regioner, hvor de i dag er stærkest. Derefter ville de skridt for skridt blive trængt tilbage også her i takt med, at den vestlige oplysnings og frihedskultur fik stærkere fodfæste efter det 20. århundredes skadelige kollektivistiske udskejelser.

For det er jo nok i vid udstrækning denne kollektivistiske fortid med totalitære styreformer, der plager os i den vestlige verden. Det er blot vigtigt at huske på, at sådanne former for kollektivisme: nazisme, socialisme, kommunisme er det stik modsatte af den respekt for individet og fornuften, som er den forudsætning, der har skabt velstanden i først Europa og USA - og siden i store dele af resten af verden.

Ovenstående indvandringspolitik baseret på frihedens betingelser ville samtidig være god sikkerhedspolitik. I den forbindelse er der jo glædeligvis noget, der tyder på at nogle af de nye lande (eksempelvis de baltiske lande og Tjekkiet, men også Polen), er mere frihedsorienterede end de gamle (såsom Frankrig og Tyskland). På denne måde er det europæiske samarbejde også blevet styrket (Og afsættet var jo netop også, at et totalitært system, det vil sige kommunismen i Østeuropa og Rusland brød sammen). Men de socialistiske bureaukrater og teknokrater i EU-institutionen har stadigvæk alt for meget indflydelse.

Så indvandring og ”åbenhed” kan bringe meget godt med sig, så længe man tænker sig om. Dette kræver blot, at åbenheden er betinget, og dermed ikke bliver en politik, der skader den frihed, der er en forudsætning for, at man kan bruge fornuften og bevidstheden til at skabe sig det liv, man som individ ønsker at skabe sig.

Frihedens kultur er derfor bedre end ufrihedens. Og på denne måde så er nogle kulturer åbenlyst bedre end andre.

- Eller som filosoffen Andrew Bernstein udtrykker det: Kapitalismen er den største godgører, som mennesket nogen sinde har haft. Det er på tide at hver enkelt tænkende mand og kvinde i enhver nation anerkender dette faktum, og fuldt og helt accepterer bevidsthedens system og individets rettigheder. (Læs mere her.)

Værdibaseret politisk kommunikation

Politisk kommunikation handler om at overbevise. For at kunne overbevise, må man kende til de centrale bagvedliggende ideer, der er afgørende for holdningsbaseret tale og handling i det daglige. Hvis politisk kommunikation skal gøre en forskel på længere sigt, kræves derudover stillingtagen til hvilke ideer, der bør anses for at være de korrekte.

Mit afsæt for værdibaseret kommunikation bygger på et forsvar for de individuelle frihedsrettigheder, som de især kan findes i den rige og frie del af verden. Konkret handler dette afsæt blandt andet om glæden ved fremkomsten af nye valgmuligheder, herunder over bedre maskiner, der gør tilværelsen lettere og mere meningsfuld.

Udgangspunktet for at rådgive og formidle politisk baserer sig derfor på andres ret til deres ejendom og valgfrihed - samt min ret til min egen.

Indfaldsvinklen er dermed, at det er takket være individets tanke- og handlefrihed samt ejendomsretten, at vi de sidste to hundrede år har oplevet en hidtil uset kulturel og økonomisk aktivitet; og at der her er tale om noget afgørende og universelt, som det er værd at forsvare og styrke.

William af Baskerville

Umberto Eco's middelalderroman "Rosens Navn" udkom på dansk i 1984. Historien handler om en munke-dektektiv ved navn William af Baskerville, der får til opgave, at opklare nogle gådefulde mord i et italiensk kloster. Historien handler blandt andet om religion og hemmelighedskræmmeri. Den omhandler en bortkommen - men også bortgemt - bog af Aristoteles. I Rosens Navn omtales også bøger med lattervækkende karikaturer af betydningsfulde personer og religiøse skikkelser.

I historien er det tydeligt, at de religiøse magthavere har kontrol med informationsstrømmen i samfundet, og at de begrænser denne strøm for at bevare magten. Dette illustreres konkret ved hjælp af vanskelighederne forbundet med at få adgang til klosterets bibliotek; hvilket er en vanskelighed, der besværliggør William af Baskervilles opklaringsarbejde. Der er altså en sammenhæng mellem den begrænsede information i middelaldersamfundet og fraværet af retfærdighed.

Når man læser bogen får man endvidere let en forståelse for udsagnet ”viden er magt”; og at magt betyder en del for de daværende religiøse autoriteter. Det bliver også åbenbart, at spredningen af viden samt tvivl om autoriteternes status, er noget de religiøse overhoveder i romanen ikke bryder sig om.

Som læser i nutidens Europa kunne man så mene, at problemstillingen på samfundsplan var forældet, eftersom ”katten” i form af ytringsfrihed og nærmest frie informationsstrømme var ude af sækken. Undertegnede læste historien i niende klasse, hvilket vil sige i 1987. - Og i Danmark var der på det tidspunkt ikke nogle større diskussioner om hvorvidt ytringsfriheden var i fare.

Men et par år efter i 1989 oplevede man så ”Murens fald”, det vil sige kommunismens sammenbrud i Østeuropa og Rusland. Og det blev åbenlyst for stadigt flere, at ytringsfriheden ikke trives uden ejendomsret; og at socialisme og totalitære systemer lukker af for informationsstrømme. Det blev tydeligere - selv for yngre individer udsat for lokale socialistiske demagoger på gymnasier og i ungdomspolitiske foreninger - at befolkningen i sådanne socialistiske diktaturer opflaskes på løgn, sådan som det også sker den dag i dag på Cuba og i Nordkorea.

Få år efter kom også "Fatwa’en" mod den britisk-indiske forfatter Salman Rushdie, det netop apropos Eco’s ”Rosens Navn” havde begået en angiveligt blasfemisk bog med titlen ”De sataniske vers”, der trak tæppet væk under dele af religiøse figurer, som præste-diktatorer i Mellemøsten og islamiske patriarker andre steder krævede absolut respekt omkring.

På denne måde skulle det gerne stå klart, at ovenstående tema i Eco’s roman om begrænsninger for ytringer som forudsætning for magtpositioner er uhyre relevant.

Endvidere må det betones, at hvis man giver efter for kravene om respekt for de religiøse skikkelser og myter, bliver resultatet til sidst diktatur også i vores del af verden. For dette er hvad socialister og islamister i sidste instans ønsker at opnå: at diktere. Derfor opfordres der til, at man viser alverdens tegninger af alle slags religiøse ikoner, og at man bruger sin ytringsfrihed på den mest fantasifulde og oplysende måde, man kan. I Danmark er ordet frit.

Star Trek og værdikampen

Som nævnt i et indlæg i Nyhedsmagasinet RÆSON, kan der findes et vist slægtskab mellem Star Trek og Liberalismen. Det handler blandt andet om, at begge er koncepter, der beskæftiger sig med fremskridt og civilisation. Der findes vel at mærke også en forbindelse mellem den frihedsorienterede skønlitterære forfatter Ayn Rand og så Star Treks skaber Gene Roddenberry. Star Treks ophavsmand var således bekendt med filosoffen Ayn Rand, der med sit forfatterskab i særdeleshed har bidraget til at øge interessen for politisk og økonomisk frihed i USA.

Der er dog også nogle tilsyneladende uligheder, samt åbenlyse forskelle på hvad Star Trek, står for, og så hvad det betyder, at gå ind for alle de friheder, som omfattes af den politiske og økonomiske liberalisme. Som et yderpunkt – der afviser forbindelsen - kan der identificeres en tilgang, der mener at Star Trek, står for noget autoritært og statscentreret - og i bund og grund noget negativt og uforeneligt med frihedsorienteret værdikamp. Som et andet yderpunkt findes altså dem, der mener at Star Trek netop handler om noget af det gode ved liberalisme: Fremkomsten af teknologi og maskiner, der gør vores liv lettere.

Hertil må så bemærkes, at begge disse to tilgange tager fejl, eftersom Star Trek ikke som det primære handler om økonomiske systemer eller for den sags skyld teknologi – men først og fremmest om mennesker, der interagerer med hinanden, og som gør dette ud fra nogle bestemte værdier. Og med den sidste indfaldsvinklen bliver det langt lettere at se, hvorfor lighederne mellem liberalisme og Star Trek er større end forskellene.

Forudsætningen for at liberalisme, det vil sige udbredt økonomisk og politisk frihed kan realiseres er nu engang, at mennesket er et fornuftsvæsen herunder rationelt, målrettet, skabende, kreativt og undersøgende. Det er netop den socialistiske stat, der via statspropaganda gør sit bedste for at præsentere den modsatte version. Star Trek er blevet til i USA, der om noget er individualismens hjemland. Og individualisme handler netop om evnen til at gøre en forskel som individ, dér hvor man er. Den liberalistiske individualisme, handler præcis som i Star Trek om, at mennesket underlægger sig naturen, og forandrer omgivelserne, så de bedre passer til individernes egne behov.

Den individualisme som man finder i Star Trek handler tilsvarende ikke, som det er tilfældet for socialisme om, at mennesker underlægger sig mennesker. (For det er resultatet af kollektivisme i praksis). Målet for at udforske er således, at finde nye muligheder for frivilligt samarbejde med andre civilisationer. Star Trek serien viderebringer samtidig indfaldsvinklen, at vi (i modsætning til hvad der kommer fra Forbrugerstyrelsen) ikke er ofre for vores egen kreativitet og skabertrang, men at vi som mennesker har såvel evnen som retten til at nyde de frembringelser, der skabes ud fra de elementer, der findes i naturen. Der er således ingen maskinstormere eller ”grønne” som hovedpersoner i serien – eller på stjerneskibet Enterprise i det hele taget. Det kan der af gode grunde ikke være. (Og nej, man kan ikke bestille ”økologisk” mad ombord.)

Miljøbevægelsen, hvad angår menneskers civilisation lader i Star Treks fremtid i det store hele til at være et overstået kapitel. Nogle få afsnit i de første serier kan ligefrem siges at gøre nar af såvel hippier som økologister. En af Enterprise' officererer i 1960’ernes serie rammes således af en rumsyge, der fører til udråb om, at man skal lade universet være i fred! (The naked Time, the Original Series, Season one). I en anden episode fra 1960’erne er der tale om forkælede unge, der er åbenlyse maskinstormere og vil tilbage til naturen. Det vil de naturligvis i kraft af et stjerneskib, der skal finde en passende ”uspoleret” planet til formålet. (The Way to Eden, The Original series, Season three). Her kan man derfor iagttage det hykleri, man også finder i vor tid, med grupperinger, der vil leve i tryghed og med velstand - og så på en og samme tid vil tilbage til det oprindelige.

Hele indstillingen om fremskridt og fremgang, og om at universet er menneskets tumleplads, er dermed ifølge denne forfatter udtryk for noget centralt ved liberalisme og også ved Star Trek. Derfor fokuseres der også herfra især på de ideologier, der udgør en trussel mod fremskridtet, hvad enten det er socialisme, islamisme eller økologisme. Hvis man ikke forstår truslen kan man netop forestille sig, hvad disse totalitære ’ismer ville gøre ved den civiliserede og omgængelige adfærd på Enterprise.

Socialisterne, som rendyrkede kollektivister finder man i øvrigt også i skikkelse af det teknologiske mareridt ”the borgs”, der er i besiddelse af en "kollektiv bevidsthed". Islamisme finder man i form af krigeriske civilisationer. Tilsvarende finder man økologisme, i form af kulturer, der har besluttet sig for at låse deres kultur fast på et bestemt stade - til ære for stilstanden og en misforstået respekt for miljøet som værdi-i-sig-selv. Økologisterne i Star Trek, som man af og til besøger, kommer netop til at fremstå lattervækkende, eftersom de får besøg af en menneskelig civilisation, fra hvis side man kan redde liv med overlegen teknologi og kundskaber - erhvervet via åbenhed overfor det nye og dermed også i kraft af manglende respekt for rigide traditioner; og hvor man vel at mærke også takket være sin teknologi kan løse konkrete miljøudfordringer langt bedre end de økologisk stavnsbundne kan!.

Socialisme, som egalitarisme (lighedstrang), handler således ikke om fremskridt (og med undtagelse af de usandsynlige ”borgs) heller ikke om teknologi, men er et gammelt fænomen, der har holdt mennesker tilbage de sidste 130.000 år. Vor tids socialister iklæder sig blot videnskabens gevandter.

Respekten for videnskaben i befolkningen skyldes tværtimod netop liberalismen. Det er liberalismen, der har spredt de videnskabelige landvindinger til den almindelige befolkning. Det er takket være liberalisme, at der er fænomener, som masseproduktion, produktudvikling, billiggørelse o.s.v. Star Trek-serien er da også en kontant og konstant hyldest til mennesker, der får gjort noget, og som ”passer deres arbejde”, om man vil. Man behøver samtidig ikke være en af hovedpersonerne i serien for at gøre en forskel. Af og til er det et af de ukendte medlemmer, der træder til og redder dagen. Og her er en anden undtagelse, der vedrører Star Trek: Universet og Enterprise er ikke befolket af inkompetente, hvor heltene er undtagelser. Heltene er blot dygtigere end resten. (Hvilket står i skrap kontrast til de mange thrillers, hvor praktisk talt alle andre end hovedpersonen er inkompetente, og hvor de fleste andre i thriller-universet enten er korrupte eller ligeglade med, hvad der foregår).

Dertil kommer respekten for forskelligheder og individualitet, som man finder i Star Trek. Hvad angår det sidste, er man dog ganske rigtigt ikke helt konsistent i denne respekt for individuelle forskelligheder. Skal man være kritisk, må man konstatere, at det i Star Trek nogle gange ikke er individualitet, man respekterer. Af og til accepterer man en række former for undertrykkelse i mangfoldighedens (multikulturens) navn. Det man hylder i stedet, bliver så ”grupperettigheder” og/eller ”gruppeidentitet”. Denne inkonsistens kan skyldes, at forskellige forfattere har været involveret i de enkelte afsnit. Det kan også skyldes inkonsistens hos den enkelte forfatter. Sandheden er derfor, at Star Trek ikke er konsistent, og ikke kan sættes i bås politisk, men at der kan identificeres en række positive værdier. Dette har imidlertid ikke forhindret visse ”libertarianere” i at stemple Star Trek som socialistisk, statscentreret, militant og autoritært. Denne fløj har også set sig vred på den økonomi, som findes (eller som rettere stort set ikke findes) i Gene Roddenberrys fremtidsverden. Sagen er imidlertid, at Roddenberry såvel som Rand forsvarer ideen om, at mennesket er et mål i sig selv. (Rand gør det så en del mere konsistent).

Den mest kritiske fløj har derfor ikke forstået Star Treks positive kulturelle betydning, som handler om de karakterer, som man finder i serien herunder deres ret uformelle og tvangfrie kommunikation; og som også handler om, at de hver især har retten til deres individualitet, selvstændighed, rationalitet og faktuelle orientering. Man følger netop ikke blindt kaptajnen.

Den libertarianske surhed over, at der er en hierarkisk struktur på stjerneskibet Enterprise må tilsvarende siges at være malplaceret. Et skib uden en vis grad af hierarkisk struktur og veldefinerede kommandoveje er en praktisk umulighed. Ideen om et stjerneskib drevet i kraft af anarkisme, kan kun siges at være en socialistisk drøm, der intet har at gøre under overskriften ”frihedsorienteret værdikamp”. Det samme gælder naturligvis ideen om, at der skal være lighed på en arbejdsplads. Det er intet andet end anarkistisk socialisme. Der er nu engang ikke lighed i virkelighedens verden. Så hvorfor forsøge at få virkeligheden til at ligne en utopi, som ikke kan lade sig gøre; og som hver gang man forsøger at realisere den, viser sig at være et mareridt i praksis?

Så uanset om Enterprise var statsejet eller privatejet måtte strukturen selvsagt være hierarkisk. Det er forudsætningen for at man kan føre et hvilket som helst skib. Hvorfor ødelægge forudsætningerne for, at man kan udrette noget, blot for, at man kan insistere på at opføre sig barnagtigt, og lege at der ikke er forskel på intelligens, evner, talenter, ambition, vision, forståelse, dygtighed og så videre? Det er netop hvad de der ønsker at udbrede demokratiet til arbejdspladsen forsøger: Man vil ophæve virkelighedens forskelle og insistere på det egalitære, uanset konsekvenserne. Så heldigvis er strukturen på Star Trek, som på et hvert andet fartøj af en vis størrelse hierarkisk – uanset om det er militært eller civilt. Virkelighedens verden vil altid have nogle, der er ansvarlige indenfor bestemte områder, og som derfor har mere at skulle sige indenfor disse områder end andre.

I samme omfang har man fra den mest kritiske libertarianske fløj i vid udstrækning heller ikke forstået forudsætningerne for økonomisk fremgang. For disse handler som bekendt ikke blot om spille-regler. Det er med andre ord helt forkert, at fokusere på, om Enterprise er statsejet eller ikke (på samme måde som det er, at beklage sig over hiearkiet); eller for den sags skyld om der er en guldstandard eller ej i Roddenberrys univers (!) Forudsætningerne for at man måske en gang i fremtiden vil kunne nå i retning af en fremtidsverden ala Star Treks, forsætter nu engang som det primære, at mennesker er selvstændige, uafhængige, rationelle og fornuftsorienterede, og det er netop dette som science fiction-serien indeholder og viderebringer som en positiv værdi.

Med Star Trek findes således netop en ret vigtig undtagelse til alle de sociale bøvehoveder, som moderne fiktion, som film og tv-serier er smækfyldte af. I Star Trek står man overfor problemer, som man løser ved at bruge sin fornuft og de midler, man har til rådighed. Man kommer for det meste hele vejen rundt i brugen af intellektuelle redskaber til at tackle de mest forskelligartede udfordringer: samfundsvidenskab, kulturforståelse, matematik, psykologi, teknik, ingeniørvidenskab, lægevidenskab, militærstrategi, m.m. I vor tids amerikanske ”sitcoms” findes Star Treks personligheder derimod praktisk talt ikke længere: Her bruges i stedet 25 minutter på oneliners og gentagelsesfyldt tomgang. Noget af dette er underholdende på kort sigt, men det er aldrig virkeligt udfordrende. Det er samtidig yderst sjældent inspirerende. På vores side af Atlanten er det endnu værre. Her findes praktisk talt ingen forbilleder, men mere rædselsfuldt stort set kun socialrealistiske serier – ofte krimiserier, eller serier om papfædre og skilsmissebørn.

Med andre ord så er heltene, som de findes i Star Trek, forsvundet fra Europa. Dette er naturligvis helt i overensstemmelse med at den eneste ”helt” på kontinentet efterhånden er blevet Staten, der giver tilskud og krisehjælp til den stadigt voksende andel af befolkningen, der så kulturelt "hjælpes" til at miste troen på dem selv. I staten har man netop brug for via kulturen at fremstille de almindelige borgere, som ofre og hjælpeløse. Her udfylder de statslige eller statsstøttede tv-kanaler, deres opgave til punkt og prikke. - Derfor er der samtidig grund til at glæde sig over, at det private SBS-net for tiden genudsender Star Trek, der også langt overgår de "moderne" Science Fiction-serier, der kvæler sig selv i mysticisme – hvilket både gælder for Battlestar Galactica samt den ulidelige båndsløjfe - Stargate.

Star Trek er således fiktion, der tjener et formål ved at være inspirerende og visionær. Det er et alternativ til den moderne amerikanske dumsmarte dåselatter og den ligeså ulidelige europæiske grædekone-tv-serie. Med Star Trek er der i stedet tale om rollemodeller, forbilleder og helteskikkelser, sådan som man også kender dem fra De tre musketerer (Dumas), Ivanhoe (Scott), Jules Vernes og Victor Hugos bøger samt også tegneseriernes verden. Der er tale om mennesker, der handler ud fra nogle bestemte værdier; og hvor karaktererne i et eller andet omfang også udvikler sig, eftersom de fra forfatterens hånd har mulighederne for det. Om heltene i så fald befinder sig på et statsejet stjerneskib er i sagens natur underordnet.

Med andre ord bør fiktion ikke mindst handle om individer, man kan relatere sig til, eftersom de har positive holdninger og værdier, man kan genkende, forstå og bruge i praksis. Gary McGath forklarer en del af denne værdifuldhed i essayet Star Trek lives!:

”The "Optimism Effect" is the view of the future which Star Trek provides. It is a "vision of a brighter future of man, and of a world characterized by hope, achievement and understanding." Star Trek's presentation of such a future provides an image of success which can encourage someone seeking success for himself.

The Optimism Effect is not only a statement about the future, it is a statement about the nature of reality. In facing difficulties, discovering their nature and sources, and overcoming them, the Star Trek characters show "that the mind can understand reality and be a useful tool of survival." This philosophical optimism puts Star Trek in contrast with the view, which is prevalent today, that reality is malevolent and incomprehensible.

Closely related to the Optimism Effect is the "Goal Effect." This is the presentation of the idea "that important goals are worthwhile, worth striving for and -- attainable." Every episode of Star Trek deals with the seeking and attaining of important goals -- the saving of a life, a planet, or even a galaxy, the correction of an injustice, the attainment of co-operation between civilizations. ”

---

Læs mere i Gary McGath Star Trek Lives! (Blandt andet om Gene Roddenberrys interesse for Ayn Rand)

Johan Norberg - Ten favourite TV serials: Captain Kirk’s impulsive urge to liberty and Mr Spock’s rationality made this 60s classic the first really optimistic science fiction series, combining action and ideas. “To boldly go where no man has gone before”, is the noblest battle cry ever.

Warp speed Libertarianism af Alberto Mingardi (Negativt syn fra "libertarianer")

Was Spock an Austro-libertarian? af Jack Maturin (Positivt syn fra "libertarianer")

Ayn Rand – the Romantic Manifesto - Kunst har et psykologisk formål ifølge Ayn Rand. Dette formål handler ikke mindst om inspiration og motivation.

Anders Næsby i Jyllands-Posten - Kronik: Da helten forsvandt fra historien

Star Trek på COIN-bloggen.

En plan for Liberalisterne: til angreb på Venstre (om liberalisme som et koncept)

Hymne og menneskets omgivelser i fremtiden (Om miljøbevægelsen og Ayn Rand, Isaac Asimov, Aldous Huxley og George Orwell).

Wikipedia – Star Trek

Wikipedia - Gene Roddenberry

På Taiwan findes der uden tvivl en stat

På Taiwan skal man nu stemme om, hvorvidt Taiwan skal hedde Taiwan, og ikke som i dag "den kinesiske republik". En udtalelse fra det amerikanske statministerium lyder imidlertid, at "USA er modstander af ethvert initiativ, der giver udtryk for at skulle ændre Taiwans status unilateralt", og at "Dette omfatter en afstemning om hvorvidt man skal ansøge om medlemskab af FN under navnet Taiwan".

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse at: "Danmark ligesom langt hovedparten af verdens lande, herunder EU-landene og USA, [fører] en ét-Kinapolitik. Det vil sige, at Danmark anerkender Kina og ikke Taiwan, og Danmark har derfor ikke diplomatiske forbindelser med Taiwan". Dog skriver man også, at det: "[s]amtidig er [...] dansk politik at udbygge de økonomiske og kulturelle forbindelser til Taiwan".

Når der står at "Danmark fører" en bestemt politik, er det naturligvis også den danske stat; det vil sige de aktuelle politiske magthavere, der fører en given politik. Det bør de naturligvis så også stå til regnskab for, helt på samme måde som de må stå til regnskab for, at de i praksis ikke afskaffer landbrugsstøtten, eller gør op med fremvæksten af alverdens andre tilskudsordninger i EU.

Enkeltstående individer kan vel at mærke samtidig også anerkende eksistensen af en stat: Eksempelvis kan man i et politisk frit samfund skrive: "Jeg anerkender at der findes en stat på Taiwan!" eller "Staten på Taiwan er i praksis uafhængig af det kinesiske fastland"; eller "som" politisk iagtager har jeg bemærket at Taiwan er kendetegnet ved langt mere politisk frihed - herunder ytringsfrihed end i Kina".

Og der er ingen tvivl om, at der på øen Taiwan befinder sig en stat.

Der kan tilsvarende ikke være den store tvivl om, at de fleste borgere i Danmark også for længe siden har anerkendt (opdaget), at der findes en uafhængig stat på den omtalte ø.

Der kan samtidig ikke være tvivl om, at dette udgør et problem for de kinesiske - og formelt kommunistiske - magthavere, hvis denne faktuelle konstatering, blev formaliseret. Men det sidste forhold bør bare ikke være afgørende for hverken ens egen politiske holdning, eller for de myndigheder, der gerne også skulle være på den politiske friheds side. Men det er der desværre noget der tyder på at det er - såvel for de amerikanske som for de danske.

Hvad angår den danske position, skulle vores politik så i givet fald handle om, at vi retter os efter hvad flertallet af andre stater mener?

Hvis alle havde den indstilling ville ingen nogen sinde ændre deres position.

Tværtimod ville det klæde danske myndigheder at drage en konklusion, der klart viste, at vi stod på Taiwans og mere præcist på de individuelle frihedsrettigheders side. Hvis det er tilfældet burde anerkendelsen være helt uproblematisk.

Med Taiwan er der netop tale om et økonomisk område, som i vid udstrækning har været kendetegnet ved udbredt økonomisk frihed og velstandsskabelse, og som i øvrigt også har haft en vigtig indflydelse på de økonomiske reformer i Fastlandskina, som stort set alle undtagen de mest dogmatiske kommunister er begejstrede for. I Danmark burde man tilsvarende anerkende dette, og altså også officielt anerkende betydningen af økonomisk frihed for menneskers velfærd og velstand.

Og ovenstående inspirationsfaktor burde derfor atter tilsvarende være værd at tage med i denne henseende.

Altså: Kina har taget ved lære af en region, der helt uafhængigt af det man fra formel dansk side alligevel mener, at denne region er en del, har haft nogle helt radikalt anderledes (og mindre rigide) regler for befolkningen. Og som derfor har inspireret "det øvrige Kina"...Og så er der jo lige de langvarige amerikanske forsvarsgarantier givet til øen, som netop er stillet i kraft af fjendtligheden fra det kommunistiske Kina. Eksistensen af disse garantier er således et andet ret solidt vidnesbyrd om at selvstændigheden ift. Kina er en realitet.

Sandheden er naturligvis, at Taiwan har været uafhængigt længe, og derfor har haft friheden til at sikre den økonomiske frihed. Det interessante er derfor ikke, om der er en stat eller ej, - for det er der jo. Det interessante er, hvad kriteriet for anerkendelse går ud på, - og hvorfor man undlader at anerkende formelt. Der er i den sammenhæng således ingen tvivl om at den fastlandskinesiske del af Kina, som den danske stat anerkender, er langt mere undertrykkende end den stat på Taiwan, som man fra regeringens side i Danmark ikke - formelt - anerkender.

Heldigvis er der hvad det sidste angår ikke tale om en konsistent politik - altså om kun at anerkende kommunistiske diktaturer. Men hvad er i grunden årsagen til, at man har anerkendt magthaverne på det kommunistiske fastland? Det burde man også forklare, når man nu alligevel nævner Taiwan på udenrigsministeriets hjemmeside.

De samme politikere, der ikke vil anerkende Taiwan, ønsker i øvrigt, at vi skal stemme om suverænitetsafgivelse til et politisk samarbejde i EU, hvor synet på økonomisk frihed indenfor flere områder tegner ganske problematisk. Det gælder således at man i EU på en række områder vil styre og kontrollere den økonomiske adfærd. Mon der er en sammenhæng mellem lunkenheden overfor Taiwan, og så synet på markedsøkonomi i visse europæiske stater?

Tidligere bragt i 180grader.dk

Korruption, omfordeling og konfiskation

For et par uger tilbage blev de seneste skrækscenarier fra FN's politiserede klimainstitution IPCC viderebragt af en i det store og hele ukritisk presse. Budskabet var ikke nyt. Det handlede om, at klimaforandringer især rammer de fattigste lande samt de fattigste i de industrialiserede lande. Man hævdede også, at ungdommen var særligt udsat. En vigtig del af FN’s tid bruges således på tautologi, det vil sige cirkelslutninger, i form af budskabet om, at de svage er svagtstillede. Men udover at konstatere, at fattige og dårligt stillede har svært ved at håndtere forandringer - netop fordi de er dårligt stillede, så er der ikke meget mere at hente.

Havde man i FN forfulgt tanken om sammenhæng mellem fattigdom og manglende handlefrihed kunne det i stedet være, at man var begyndt at gøre sig overvejelser over, hvorfor mennesker i grunden efterstræber velstand; og at man derefter var begyndt at overveje, hvordan velstand skabes, - og altså ikke hvordan velstand omfordeles eller reduceres. - Man kunne have stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan afskaffes fattigdom? For hvis der er fattigdom man vil afskaffe, er det så klimaet, der skal reguleres og fokuseres på – på handlefrihedens bekostning?

Desværre er FN er ikke i sig selv en videnskabelig institution, hvor evnen til at danne sig et overblik kan siges at have en fremtrædende plads. Hvordan man afskaffer fattigdom er netop et videnskabeligt spørgsmål, der ikke handler om cirkelslutninger (om at proklamere at de svage er svage og står svagt), men i stedet om hvordan man bevæger sig fra fattigdom og usle vilkår, og så til rigdom og gode vilkår. For at man kan beskæftige sig med spørgsmålet kræves også en grundlæggende forståelse af, at handlinger har bestemte konsekvenser, det vil sige, at der årsagssammenhænge som er entydige, og som man kan regne med. Hvis man gjorde det måtte man som mindstemål tage klart stilling: Er man for eller imod markedsøkonomi; eller for eller imod planøkonomi?

FN er tværtimod et politisk projekt, der også i almindelighed har iklædt sig noget, som nogle så forveksler med videnskabelige gevandter, men som først og fremmest handler om at få opmærksomhed, der så efterfølgende skal bruges til at opnå politisk magt. I FN hersker der - jf. fattigdomsspørgsmålet vs. svaghedsfokuseringen - derfor i overensstemmelse hermed en dobbeltlogik, der på ingen måde handler om at skabe rigdom og færre fattige, men om - som det primære - at tage fra nogle og give til andre for at sikre sig netop denne magt og mulighed for kontrol.

Frihed er forudsætningen for meningsfulde konsekvenser

Mennesker kan imidlertid udmærket godt selv skabe velstand. I kraft af de omtalte årsagssammenhænge, gør de det dog kun, hvis det kan betale sig. Der er ikke tale om handlinger, der er selvfølgelige.

Belønningen forbundet ved at skabe i et frit samfund, er imidlertid direkte til at iagttage. Den er konkret og umiddelbar. Enhver der har læst Robinson Crusoe har kunnet følge og forstå, hvad det er der motiverer Robinson. Der er ingen tilskud eller ydre tilskyndelser. Robinson Crusoe ved bare, at hvis han handler på en bestemt måde, så skaber han sig husly, klæder, der holder længere, han kan ved sin adfærd sikre sig en varieret kost og så videre. Hver eneste gradvise handling fører dermed frem til noget, som har værdi for Robinson. Tilsvarende har hver eneste gradvise handling og beslutning som Bill Gates eller Starbucks-entreprenøren Howard Schultz har truffet ført dem enten nærmere eller fjernere deres eget mål.

Hvad fornuftsvæsner ikke har brug for, er at andre stiller sig i vejen for dem, eller konfiskerer frugterne af deres indsats. Det skader ikke blot dem selv, men også alle dem de gavner ved deres produktivitet, sådan som det er tilfældet i en større økonomi. For såvel Robinsons, som Gates eller Schultz vedkommende betyder de mange begrænsninger på den frie adfærd derfor, at nytten af deres egne formålsrettede og bevidste handlinger reduceres; at ydre aktører straffer dem for at forholde sig rationelt til deres omgivelser. Individer der forgriber sig på det som andre producerer, skaber dermed en situation hvor målrettede handlinger mister deres betydning.

Via omfordelende institutioner som ”velfærdsstaten”, EU eller FN sørger man derfor for, at en del af resultaterne af denne indsats, hvor intelligensvæsener forholder sig rationelt til deres omgivelser, fjernes, så snart de bliver skabt.

Denne proces hvor man bekæmper menneskets kreativitet og produktivitet finder dermed sted på såvel nationalt, regionalt og globalt plan. Afsættet for dette institutionaliserede plyndringstogt, er dermed modsat ideen om, at mennesket er det meste intelligente væsen på jorden. Tværtimod må adfærden være ud fra en forudsætning om, at vi hører til blandt de dummere arter. Den samme måde at være ”behjælpelig” på fra institutionernes side kan således iagttages, når det gælder klimapolitikken: Man reducerer med magt (og trusler om fængsel) det, der bliver skabt – for miljøets skyld – ud fra en begrundelse om, at de mennesker, der producerer og handler i fred og frihed ikke kan forvalte, det de producerer.

At man bruger det konfiskerede til at købe sig politisk indflydelse burde dermed ikke komme som en overraskelse, al den stund at ovenstående adfærd blot er en anden måde at beskrive korruption.

Modstridende politikker er tegn på korruption

Embedsmændene (m/k) i EU og FN er som det primære derfor korrupte; som det sekundære vælger de nogle bestemte ideologier, der tillader dem at være det; og for det tredje henviser de derefter til en eller anden form for pseudovidenskab, der giver dem mulighed for, at de kan udleve deres korruption i praksis. Beviset for dette er at man i de ovennævnte institutioner benytter sig af nærmest samtlige mulige ideologier, der er på ideernes markedsplads; og at de mange politikker dermed er selvmodsigende: - Med den ene hånd forsvarer man protektionisme, mens man med den anden hævder, at ville styrke markedet; - man hævder man vil øge folkets sundhed og søger at bortregulere tobaksindustrien, mens man samtidig giver massive tilskud til selvsamme industri; - man siger, man vil forsvare europæiske værdier som individets frihed, og derefter sælger man ud af de samme værdier, så snart en eller anden diktator beder om penge, der kan bruges til at holde den lokale modstand mod et teokrati eller et kommunistisk diktatur nede.

Om det er EU eller FN er skabelonen vel at mærke den samme. Og den eneste dækkende betegnelse på ovenstående er nu engang korruption. Det er samtidig ikke en mild form for korruption. Det er korruption, der er gennemført, netop eftersom man modsvarer en hvilken som helst politik, med dens modsætning; hvorfor man netop beviser overfor omverdenen, at man ikke går ind for noget bestemt indenfor noget som helst område. De politiske embedsmænd, og de politikere der lader cirkuset fortsætte har dermed bevist, at de er fundamentalt nihilistiske. De har vist at de foragter enhver tanke om konsekvenser, og at de ikke ønsker noget som helst andet, end blot at dele midler ud i den eller anden retning, men hvilken retning er derimod underordnet. Og der er først og fremmest tale om korruption, eftersom de ovenstående embedsmænd ikke har det fjerneste begreb om, hvad der er rigtigt eller forkert.

Af samme grund står fred også over frihed i såvel FN og EU. For hvis man vil forsvare sin frihed, må man have en ide om, at man har ret til den, at man har fortjent friheden, og at man selv – og ikke kun friheden - har en værdi.

Vi har vel at mærke overladt den politiske magt til mennesker, der i kraft af deres uinteresserede – og selvmodsigende - handlinger tydeligvis ikke kan se en speciel værdi i at forsvare individets frihed af den selv samme grund, som de ikke tror, at mennesker i frihed er i stand til at skabe velstand på egen hånd. Det er med andre ord menneskesynet det er galt med. For ligegyldigheden, der afspejles ved de mange modsatrettede handlinger må naturligvis også betyde, at man i almindelighed er ligegyldigt indstillet.

Hvis befolkningen selv kunne råde over de midler, der overlades til bureaukrater ville midlerne selvsagt også blive brugt på forskellige måder, men sandsynligheden for at den samme person ville være storryger og så samtidig forsøge at bagtale tobaksindustrien ville dog være noget lavere, end vi ser det i dag! Politikken fra EU’s og FN’s side afspejler, at man grundlæggende ikke respekterer, at nogle har brugt timer, uger og år af deres liv, eftersom disse embedsmænd nu vælger at bruge disse midler til modsatrettede projekter. I kraft af ovenstående må det derfor ikke blot være embedsmændenes egen opfattelse af dem selv, det må være galt med, men også deres syn på befolkningen i almindelighed. Det bureaukratiske syn på omverdenen vil derfor blive skæbnesvangert for Europas fremtid, hvis vi ignorer, at den politiske magt ligger i hænderne på individer, der lever at handle irrationelt, og som samtidig - i kraft af eksempelvis klimaideologien - forsøger at belære den europæiske befolkning, om at den ikke er kompetent til at leve i selvstændighed og frihed.

Hverken EU eller FN bygger dermed på nogen som helst ide om, at mennesker skulle være noget særligt. De der bidrog til at etablere de nævnte institutioner mente derimod, at det var statsinstitutionen og magtmonopolet, der var enestående. - Og hvor fantastisk er det ikke, at man blot kan skabe nye projekter og forfølge nye ideer alene ud fra konfiskation af det som andre har skabt? Det eneste man har brug for, når nu institutionen, statsmagten, er opfundet er nu blot forskellige former for retfærdiggørelse. Og denne målsætning om retfærdiggørelse er derfor også forklaringen på den manglende bureaukratiske interesse for at tage stilling til alverdens ”’ismer”, og også på evnen til at sondre mellem videnskabelige tilgange eller anbefalinger. For hvorfor dog tage stilling, når den vigtigste målsætning er at finde en undskyldning for at kunne udvide sin magt?

I kontrast til økonomisk videnskab og al anden videnskab, hvor noget regnes for rigtigt og noget andet for forkert, blev FN (og i vid udstrækning også EU) derfor i stedet netop oprettet ud fra en helt enestående antagelse om, at forskellige økonomiske systemer såsom socialisme og markedsøkonomi eller forskellige politiske styreformer ikke betød alverden, og/eller at de disse modsatrettede systemer kunne bøjes ind mod hinanden. Det at have magten, at kunne bruge staten som et styringsinstrument, var tværtimod det, man så som det centrale.

Enhver bureaukrat, der når frem til at indse, at EU og FN ikke bygger på noget som helst fundament opdager det sandsynligvis samtidig først, når vedkommende er blevet så meget syltet ind i en politisk eller administrativ karriere, at det er for sent at forholde sig til spørgsmålet. Hvad angår EU har synet således været, at man ikke skulle gå til yderligheder, hvilket derfor betyder, at man i praksis søger at finde kompromiser mellem helt modsatrettede teorier og tilgange, alene ud fra en antagelse om at kompromis er en værdi i sig selv; hvilket atter er et vidnesbyrd om korruption. Denne korruption betyder derfor, at man kan finde interesserede parter indenfor bevægelser, der baserer sig på vidt forskellige grundsyn, og hvor man som bureaukrat på længere sigt vil stå tilbage som den eneste sikre vinder. Det eneste der kræves for at sikre dette er, at man kan lære samtlige af de øvrige parter at gå på kompromis, og tilsvarende blive pragmatisk. Forskellene på kommunisme og liberalisme var - mente man i FN - derfor mindre vigtige end at skabe en fælles institution for alverdens frie, ufrie og delvist frie stater.

Afsættet var dermed i en politisk og økonomisk forstand værdineutralitet. Senere er bestemte typer af politiske værdier dog begyndt at dominere, hvilket netop skyldes at nogle værdier i realiteten er mindre korrupte end andre. Ingen proklamerede imidlertid på noget tidspunkt at disse særlige værdier som efterhånden fik forrang i FN, og som ikke mindst er værdier diktaturstater kan trives og leve med, nu betyder mere end andre; men at dette netop er tilfældet kan med største lethed illustreres – jf. også den aktuelle kamp fra FN’s menneskerettighedsorganisation, der går ud på at knægte ytringsfriheden i religionernes navn.

Ideen om det store globale fællesskab blev derfor fra og med FN's oprettelse regnet for vigtigere end de politiske og økonomiske forskelle, som stort set alle andre politisk bevidste nu engang tillægger en betydning på såvel det lokale, nationale og regionale plan. Men årtier senere er politisk ufrihed, tvang, kontrol og styring nu blevet en kerneværdi.

Mediernes rolle

Pressen bemærkede ganske vist intet. For man siger det ikke højt. Og en presse, der i sig selv har lært at tro på staten, skal have det stavet direkte før den forstår at mere stat ikke betyder mere frihed. Processen der førte fra ”værdineutralitet” og frem mod magt som kerneværdi skete samtidig netop over årtier; og det er i en pressemæssig henseende alt for lang tid. Journalister skriver derfor stadigvæk om FN som om det er et ”forum”, et ”mødested” eller en ”arena”. På samme måde kunne man så også kalde Sovjetunionen eller Warszawa-pagten for et forum, og lade som budskaberne her om ”fred i fællesskab” ikke også havde temmelig entydige konsekvenser for økonomien og den politiske frihed. Men rent faktisk har man gjort en dyd ud af ”nødvendigheden” ved i FN's mange dokumenter at udviske forskellen mellem retfærdighed og diktatur, frihed og tvang. Hvad er det mon for værdier, der vinder i tilfælde af denne type kompromis og sådanne former for ”pragmatisme”? Hvordan kan korruption i grunden staves tydeligere end produktionen af officielle dokumenter, der ikke har nogen praktisk betydning, men som blot skal forstås som ”hensigtserklæringer”; og som netop i kraft af dette fjerner hele pointen med officielle dokumenter, som er at fastsætte bestemte og universelle spilleregler, det vil sige rettigheder. ”Hensigtserklæringer” er tværtimod udelukkende noget som det giver mening, at bestemte politiske grupperinger fremsætter som mål for hvad de vil gøre. At bruge lovgivning til at ”sende signaler” eller ”vise vejen”, som man finder tendensen i EU og FN’s dokumenter er derimod endnu et bevis på korruption, der viser, at man ikke ved hvad lovgivning og institutioner skal sikre.

Tilsvarende, når det gælder klimaspørgsmålet, ignorerer man derfor helt disse ret centrale forskelle, når det gælder økonomiske systemer - og vel at mærke også de spørgsmål om retssamfund og politisk frihed, som vi i alle andre sammenhænge ved har betydning for, om vi skal tillægge det der siges og skrives en troværdighed. Men FN-systemet går alligvel fri. Det har ingen betydning (heller ikke for pressen) om der er legitimitet og troværdighed hos institutionerne. Og FN systemet er netop fredet, eftersom det i vid udstrækning er et trossamfund for mennesker, der tror at valget af værdier og principper ikke har nogle klare konsekvenser i praksis. Journalister, der ignorerer FN's manglende troværdig og blot loyalt referer, hvad der kommer fra FN’s knopskydende institution, har derfor tilsvarende et troværdighedsproblem; og redaktører der overlader FN eller klimaspørgsmål til de der ”brænder for sagen” - og ikke de som er kritisk indstillede har dermed også et. Enhver dansk politiker der benytter sig af de undersøgelser, der kommer fra FN's side burde derfor også gøre opmærksom på, at ovenstående ”værdineutralitet” (frihed, ufrihed, teokrati, retssamfund what ever!) er grundlaget for FN's eksistens. Ikke at påpege dette helt centrale forhold, som vel må være et problem, for de der ønsker at forsvare bestemte principper; og at ignorere den "åbenhed" og tolerance, der sikrer at diktaturstater og frihedsfjender kan trives i institutionen, - svarer derfor til, hvis man var ligeglad med, om de varer man købte var produceret af slaver eller af frie mennesker. Hvis man omvendt tillægger økonomisk og politisk frihed en afgørende og central værdi, vil man derfor også fokusere noget anderledes end man gør i FN, hvor forskelle på slaveri og frihed i praksis ikke spiller en rolle.

I Zimbabwe har man realiseret FN’s foretrukne politikker

Afslutningsvist skal gives et bidrag til forklaringen på hvorfor det man med rimelighed kan kalde FN’s og EU’s politik, det vil sige: destruktion og omfordeling bliver accepteret. En vigtig del af svaret på dette er, at den værdi som omkring syv milliarder kan skabe er særdeles omfattende, og det som bureaukraterne og deres politiske ideologer kan ødelægge, det er derfor relativt begrænset i denne sammenhæng. - På det globale plan tager det derfor mange årtier at opdage hvor destruktiv en politik, der promoveres fra FN’s side. Men hvis man lod FN’s politikker gælde for et mere lokalt afgrænset område, ja så kunne kombinationen af økonomisk omfordeling og reduktion af økonomisk vækst (det vil sige gradvis destruktion) i stedet iagttages så klart, at man forstod skadeligheden desto hurtigere, og dermed desto bedre.

Hos organisationen Freedom House kan man som en lektie i omfordeling og destruktion som disse politiker bruges i målet om at sikre sig politisk opbakning (klientskabelse og afhængighed af staten eller en anden institution), således læse følgende uddrag fra en rapport om Zimbabwe:

Regeringens overtagelse af hvides farme, som begyndte i år 2000 gik forud for den Zimbabweanske økonomis kollaps, specielt hvad angår den kommercielt rettede landbrugssektor, der udgjorde størstedelen af landets eksport, adgangen til fremmed valuta og mængden af jobs. En stor del af de konfiskerede landområder er gået til ZANU-PF embedsmænd, Mugabe-loyalister og krigsveteraner uden kendskab til landbrug. Som et resultat af dette er landets BNP faldet med over 30 procent siden jordreformen begyndte, hvilket har bevirket at Zimabawe er blevet verdens hurtigst kollapsende økonomi. Arbejdsløsheden overstiger 70 procent og i september 2005 nåede inflationen op på 360 procent – en af verdens højeste… Kilde.

At FN i dag fokuserer på klimaforandringer også når det gælder Afrika, burde derfor være et vink med en vognstang, om at man nu satser på destruktion frem for omfordeling. Frihed til at producere har derimod for længe siden været noget, man har afskrevet. Når man læser aviser og ser fjernsyn, så er FN’s status som autoriseret ”godhedmaskine” derimod tilsyneladende intakt.

Spørgsmålet man kan stille sig, er nu hvad der er mest korrupt: At være dårligt uddannet og plyndre hvide farmere, eller som Mugabe stå som garant for denne omfordeling; - eller i stedet at være veluddannet og befinde sig i et rigt land i Nord, og så – som eurokrat - hævde at klimaforandringer spiller en central rolle for det Afrikanske kontinents skæbne?

……………

”FN-politikken" (omfordeling og plyndring) kan også forstås ved at overføre adfærden til en enkelt virksomhed, sådan som det er gjort i romanen Atlas Shrugged. Læs et uddrag af bogen, hvor et sådant ”eksperiment” udføres. At yde efter evne og nyde efter behov.

Et biologisk forsvar for frihedsrettighederne

Teleologi er: den anskuelse at hvad der sker i verden har et formål, en hensigt. Denne anskuelse kan nu være enten verdsligt eller religiøst funderet. Den verdslige anskuelse, når det gælder teleologi handler simpelthen om, at konkrete handlinger er formålsrettede i en meget konkret forstand. Planter gør således bestemte ting: det vil sige, de opfører sig på en bestemt måde, for at opnå noget bestemt. For planters vedkommende handler dette således om adfærd, der sikrer næring, der på dette niveau er ubevidst; men ikke desto mindre er det adfærd, der er kendetegnet ved formålsrettede handlinger; det vil sige: uanset om en bestemt organisme, så ved at handlingen er rettet mod et formål eller ej. Tilsvarende opfører forskellige dyr sig på forskellige måder, men de fleste af deres handlinger kan alligevel iagttages som førende hen til noget bestemt. Vi kan således se, at et dyr vil jage et andet dyr, og at det holder op med denne adfærd, når målet – byttet - er nået; og at det derefter fortærer byttedyret FOR AT optage næring, selv om dyret ingen viden skulle have om, at det foretog den ene formålsrettede handling efter den anden.

Teleologi skal derfor ikke forveksles med teologi. Begrebets vigtighed handler imidlertid om menneskets forståelse af sig selv og verden. Teleologi skal snarere forstås i forhold til det modsatte synspunkt, der handler om, at ”alt hvad der sker i verden er tilfældigt”. Kontrasten til teleologi skal tilsvarende være på det konkrete niveau: det vil sige en idé om, at planter eksempelvis skulle siges ”tilfældigt” at omdanne vand og luftens kuldioxid til kulhydrater ved hjælp af sollyset, eller at det skulle kunne siges at være tilfældigt, at ét dyr jager et andet, og altså ikke, at der var et formål bag handlingen, og at handlinger dermed ikke var formålsrettede. Dyrs og planters adfærd må derfor siges at være formålsrettede, men i sammenligning med menneskers adfærd dog i det store hele ubevidst – og i det mindste ikke selv-reflekterende. Teleologi handler dermed om at levende væsner gør noget bestemt for at opnå noget bestemt, - uanset om en organisme selv ved at det forholder sig sådan eller ej.

Begrebet formålsrettethed og den bevidste idé om teleologi er selvsagt menneskeskabt, men ikke desto mindre kan vi sige at dyr og planter gør noget, FOR AT de kan nå frem til noget. Denne formålsrettethed er også et tematisk grundtræk i alverdens naturprogrammer: Man forklarer adfærden for en dyreart eller plante ved at beskrive, hvad dens specifikke handlinger fører til, hvilket i sidste instans er en beskrivelse af hvordan, dyret eller planten lever og overlever: - For at tiltrække en mage, så gør markmusen sådan og sådan. - For at lokke byttet til sig, udsender den kødædende plante de og de duftstoffer. - For at bygge en tue samler myrerne grannåle og så videre. Den eneste måde naturprogrammer kan struktureres på, er således ved at acceptere at dyr og planter er formålsrettede, og at adfærden samlet set er rettet imod at opretholde de pågældende organismers liv og udbrede det, hvad enten der så er tale om den enkelte organisme eller artens. Som iagttager kan man derfor sige, at dyr og planters adfærd er målrettet, og at den adfærd, der kan iagttages i denne forbindelse har et specifikt formål.

Mennesket har i kraft af sin natur evnen til bevidst at opstille og forfølge sine helt egne mål

I modsætning til dyr og planter har mennesker således evnen til at være bevidst om sine helt egne formål. Det vil sige: Vi handler ikke bare. Vi kan tænke over hvad vi gør, og hvad vi kan gøre, og hvorfor. Menneskers handlinger er dermed også formålsrettede; men vi har muligheden for at være bevidste om formålene, før vi forsøger at føre dem ud i livet. Vi kan også tænke over tidligere forfulgte mål, og dermed over, hvorfor vi forfulgte dem. Vi kan opstille nogle bestemte mål, og så vælge at forkaste dem igen, uden overhovedet at forsøge at forfølge dem. Alle, der er bevidste og selv-reflekterende - og i denne forstand menneskelige, kan således vælge at opstille sine egne mål, og prøve at føre dem ud i livet. Civilisationen indtil videre viser nu, hvor forskellige mål, der kan opstilles; og tilsvarende hvor varieret adfærden og de formålsrettede handlinger kan være.

Pointen med det ovenstående er derfor, at mennesket i lighed med dyr og planter handler formålsrettet, men at mennesker i kraft af deres bevidsthed kan vælge at ”gå deres egne veje” i