Den nuværende opbakning til Ny Alliance er i dag behersket, når man sammenligner med euforien, der kunne identificeres før valget. To af partiets folketingsmedlemmer har forladt partiet; og spekulationerne om hvad resten vil gøre er lige så mangfoldige som rapporterne om frustration og opgivelsesstemning blandt de øvrige medlemmer af partiet.
Med så mange kendisser, som Ny Alliance kunne mobilisere, var der ellers gode muligheder for at promovere organisationen. Efter sigende havde man de helt rigtige og moderne meninger. Man brystede sig i den forstand ikke mindst af at være pragmatisk og et midterparti, så ingen kunne være i tvivl. Her var det en æressag, at man tog stilling ”fra sag til sag”.
Så hvorfor gik partiet i opløsning så hurtigt? Svaret er, at tingene ramlede netop på grund af ovenstående principløshed (eller principiel flipflopperi) - kombineret med det tillægsforhold, at man ikke havde nogen form for topstyring. Det sidste var det absolut nødvendigt at indføre i et parti, hvor der slet ikke var et politisk fundament, endsige en tradition for politikmageri, at referere tilbage til.
Dansk Folkeparti bygger heller ikke på klare principper men på en blanding af konservatisme, nationalisme, socialisme og liberalisme. Derfor er der mange meninger, der kan brydes, og ofte nogle som melder sig ind, som kunne skade DF’s udgave af pragmatisme. Men her har man topstyring. Derfor kan man holde sammen på de blandingsværdier, som findes i DF. Jo mere diffust et grundlag et parti bygger på, desto mere må man derfor styre hårdt fra oven.
Det noget oversete parti Liberalisterne kunne i den forstand blive et parti, hvor man ikke havde behov for topstyring. I dette parti kunne man vælge at være et ”princip-parti”, der byggede på et klart værdigrundlag, som gav de enkelte medlemmer vide rammer for at agere selvstændigt i det daglige - uanset hvilke sager, der var tale om, og uanset om der var tale om internationale, nationale eller lokale spørgsmål.
I partier hvor man vil noget bestemt og har bestemte styrende grundideer, kan man overlade meget mere til det enkelte medlem og til den enkelte MF’er, end når det gælder partier, der følger stemninger og tendenser, men hvor man simpelthen ikke vil kendes ved principper:
I Enhedslisten vil man indføre socialismen. Så gør det ikke så meget, om det enkelte medlem har nogle særstandpunkter som skiller sig ud. For målet er helt overordnet ikke til diskussion. Kollektivismen er målet. Hvis der i Danmark kom et islamisk parti, der havde til formål at indføre islamisk lov – Sharia, ville man også kunne overlade en stor del frihed til den enkelte, eftersom hovedmålsætningen tilsvarende så lå fast. Principperne om at tage afsæt i Koranen ville være et pejlemærke, der betød at man hurtigt ville kunne konstatere afvigelser. På samme vis kan man forstille sig dannelsen af et grønt parti, hvor man var helt ligeglad med om industrisamfundet kunne overleve de byrder, man ville pålægge det - et parti, hvor man rent ud promoverede, at man ville ”tilbage til naturen”. Også her ville de kontante mål betyde, at de som meldte sig ind, ville have meget ensartede meninger.
Problemet med pragmatisme er ikke mindst, at ingen rigtig ved hvornår den pragmatisme som det ene partimedlem står for er mere korrekt, end den som andre promoverer. Et klart politisk fundament, betyder omvendt, at enigheden vil være mere omfattende. Så bliver budskaberne i det daglige langt mere håndfaste. I Ny Alliance var der politisk tåge og budding fra dag et. Men skal et parti have fodfæste og gøre en forskel på sigt, må det bygge på et fundament. I det omfang at de eksisterende partier har gjort en forskel har det da også, selv om de kalder sig pragmatiske, været den dominerende bagvedliggende ideologi - socialismen, der har været afgørende: Det er socialisme og ikke pragmatisme, der er årsag til det høje skattetryk og den reducerede private sektor, men som vi kan takke de pragmatiske partier for.
Faren ved at være principiel er naturligvis, at man bliver stemplet; og at det bliver vanskeligt at samarbejde. Fordelen er, at man står for noget bestemt, og at man skiller sig ud. De nuværende partier i Folketinget (måske med undtagelse af Enhedslisten) er således ret pragmatiske og midtersøgende. De sælger også alle i større eller mindre grad ud af friheden og velstanden. Pragmatismen i Danmark har i praksis slagside til venstre for midten.
Et principielt funderet parti med nogle principper, der nyder genklang i befolkningen – og det gør frihedens værdier – ville skille sig klart ud fra resten. Et sådant parti har som udgangspunkt potentiale til at tage mange stemmer fra andre. Pragmatismen er jo netop årsagen til at partiloyaliteten i befolkningen er aftagende. Jo mindre forskel der er på partierne, desto mere tillader vælgerne sig at shoppe rundt fra valgår til valgår. Et princip-parti kunne i den henseende virke som en godartet bombe, der faldt ned midt i den pragmatiske suppedas; og som mindede befolkningen om, at vi glider væk fra friheden, uden at der er udstukket et mål for denne drift. Socialisme som sådan har man jo alligevel og heldigvis opgivet. (Altså igen med undtagelse af Enhedslisten).
I praksis leder vælgerne trods partiernes pragmatisme efter noget bestemt: Den enkelte vælger ønsker med sin stemme at trække samfundet i en bestemt retning ud fra nogle ideer om, hvad der er godt for samfundet og godt for ham eller hende selv. Et parti, der bygger på nogle klare principper og værdier – eksempelvis frihedens, fornuftens og velstandens – kunne med lidt dygtighed blive et helt enestående alternativ til de mere og mere ensartede tilbud, der i dag findes, og hvor Ny Alliance blot var en uigennemtænkt variation over et forslidt tema.
Viser indlæg med etiketten Velstand. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Velstand. Vis alle indlæg
13. februar 2008
18. november 2007
Velfærd, velstand og velstandsskabelse
Offentlig "velfærd", som udtrykket bruges i medierne og af politikere, er ydelser i form af pengebeløb, serviceydelser eller bestemte materielle goder, som er tilvejebragt via konfiskation af privatansatte borgeres retmæssigt erhvervede ejendom.
Det er sandt, at offentligt ansatte også betaler skat. Men den skat som offentligt ansatte betaler, er skat af midler, der oprindeligt er beskattede af private. Så den offentlige velfærd har sin oprindelse i privatansattes eller private virksomheders frembragte midler.
Når der skrives ”offentlig velfærd” skyldes det, at man også kan tale om ”privat velfærd”, som er de serviceydelser eller materielle goder, som borgere, der har tjent deres penge gennem frivillig udveksling på markedet køber.
I kraft af forskellen på tvang og frivillighed er der således en åbenlys forskel på den offentlige og den private sektor. Den private sektor fungerer i det store hele på den private ejendomsrets og frivillighedens præmisser. Den offentlige sektor fungerer i stedet udelukkende i kraft af de tvungne opkrævninger, som man i daglig tale betegner som beskatning.
En meget stor offentlig sektor er derfor alt andet lige ensbetydende med en meget høj grad af økonomisk konfiskation, tvang, ufrihed og politisk kontrol. Tilsvarende ville en mindre offentlig sektor og en større privat sektor betyde, at omfanget af ufrihed blev reduceret, og at frivilligheden ville have bedre vilkår.
Det sidste betyder derfor også, at muligheden for mennesker til at opstille nogle mål, søge at tjene midlerne til at føre målet ud i livet, og indgå i frivillige samarbejdsrelationer med andre ville være mere optimale end det er tilfældet, hvor den offentlige sektor er større og den private sektor er mindre. For den offentlige sektor bygger modsat den private på et hierarki, hvor midler indsamles ”ovenfra” via beskatning - formelt af de politiske beslutningstagere, og reelt i kraft af administrative myndigheders aktivitet eventuelt med bistand fra ordensmagten. Herefter fastsætter de politiske beslutningstagere formelt, hvad de beskattede midler skal bruges på. - Men reelt blander de administrative myndigheder sig endog ganske meget i hvordan og hvorledes det skal foregå.
Ovenstående betyder, at tankefrihedens betydning reduceres: Tjener man ved dygtighed og brug af sin fornuft nogle midler til at forfølge yderligere mål, konfiskeres disse midler i et samfund med meget økonomisk tvang og lavere frivillighed; og midlerne som man i kraft af sin fornuft havde tilvejebragt, bliver så i stedet brugt af nogle andre, end de som var midlernes retmæssige ejere.
Dette har selvsagt nogle negative konsekvenser for den enkeltes interesse i at bruge fornuften, og i at rette bevidstheden mod konkrete problemstillinger og udfordringer, og dermed i at skabe reel velstand.
Beskatningens negative incitamentsstruktur har på samme tid - og af de samme grunde (reduktionen af interessen i at bruge bevidstheden aktivt og konstruktivt) - også nogle sociale konsekvenser. Disse sociale konsekvenser er negative for to typer af personer: De som umiddelbart var interesserede i at arbejde målrettet og handle produktivt, behandles på en måde som virker afskrækkende for deres umiddelbare tilbøjelighed. Men i den anden ende, hvor man begunstiges med de midler, som er beskattet, motiveres man vel at mærke i den samme negative retning, som det er tilfældet for den umiddelbart produktive. Dertil flyder midler fratvunget andre borgere, som havde tilvejebragt disse midler gennem frivillighed.
Nogle af disse fratvungne midler gives så til mennesker, der i bund og grund forholder sig ganske passivt. Andre midler bruges af de politiske beslutningstagere og administratorer til at købe de ydelser og materielle goder til bestemte grupper i befolkningen, som disse så modtager enten gratis eller billigt. Men uanset hvad, drager den almindelige borger over tid, og i takt med at den offentlige sektor vokser sammen med skattetrykket, og den private sektor reduceres en generel lære: det er at det i stigende grad bedre kan betale sig at holde øje med politik-gerningen, at gøre sig synlig i forhold til administratorer og politiske beslutningstagere; - samt tilsvarende - i mindre grad - at orientere sig efter hvad der kan betale sig i forhold til de frivillige udvekslinger på markedspladsen. Med andre ord: Samfundet politiseres.
Dette er i al sin korthed, hvad den socialdemokratiske bevægelse og den socialistiske ideologi har ført med sig i Danmark: Interessen for at agere frit i det civile samfund er blevet mindre. Interessen for at blive et politisk væsen, der sikrer sig ”skatte-lunser”, ydelser, offentlige goder, og dermed offentlig ”velfærd” er blevet større. En anden måde at beskrive dette på, er også, at interessen for at producere er blevet mindre, og at incitamentet til at forbruge (det som andre retmæssigt tilvejebringer) er blevet større.
Det er sandt, at offentligt ansatte også betaler skat. Men den skat som offentligt ansatte betaler, er skat af midler, der oprindeligt er beskattede af private. Så den offentlige velfærd har sin oprindelse i privatansattes eller private virksomheders frembragte midler.
Når der skrives ”offentlig velfærd” skyldes det, at man også kan tale om ”privat velfærd”, som er de serviceydelser eller materielle goder, som borgere, der har tjent deres penge gennem frivillig udveksling på markedet køber.
I kraft af forskellen på tvang og frivillighed er der således en åbenlys forskel på den offentlige og den private sektor. Den private sektor fungerer i det store hele på den private ejendomsrets og frivillighedens præmisser. Den offentlige sektor fungerer i stedet udelukkende i kraft af de tvungne opkrævninger, som man i daglig tale betegner som beskatning.
En meget stor offentlig sektor er derfor alt andet lige ensbetydende med en meget høj grad af økonomisk konfiskation, tvang, ufrihed og politisk kontrol. Tilsvarende ville en mindre offentlig sektor og en større privat sektor betyde, at omfanget af ufrihed blev reduceret, og at frivilligheden ville have bedre vilkår.
Det sidste betyder derfor også, at muligheden for mennesker til at opstille nogle mål, søge at tjene midlerne til at føre målet ud i livet, og indgå i frivillige samarbejdsrelationer med andre ville være mere optimale end det er tilfældet, hvor den offentlige sektor er større og den private sektor er mindre. For den offentlige sektor bygger modsat den private på et hierarki, hvor midler indsamles ”ovenfra” via beskatning - formelt af de politiske beslutningstagere, og reelt i kraft af administrative myndigheders aktivitet eventuelt med bistand fra ordensmagten. Herefter fastsætter de politiske beslutningstagere formelt, hvad de beskattede midler skal bruges på. - Men reelt blander de administrative myndigheder sig endog ganske meget i hvordan og hvorledes det skal foregå.
Ovenstående betyder, at tankefrihedens betydning reduceres: Tjener man ved dygtighed og brug af sin fornuft nogle midler til at forfølge yderligere mål, konfiskeres disse midler i et samfund med meget økonomisk tvang og lavere frivillighed; og midlerne som man i kraft af sin fornuft havde tilvejebragt, bliver så i stedet brugt af nogle andre, end de som var midlernes retmæssige ejere.
Dette har selvsagt nogle negative konsekvenser for den enkeltes interesse i at bruge fornuften, og i at rette bevidstheden mod konkrete problemstillinger og udfordringer, og dermed i at skabe reel velstand.
Beskatningens negative incitamentsstruktur har på samme tid - og af de samme grunde (reduktionen af interessen i at bruge bevidstheden aktivt og konstruktivt) - også nogle sociale konsekvenser. Disse sociale konsekvenser er negative for to typer af personer: De som umiddelbart var interesserede i at arbejde målrettet og handle produktivt, behandles på en måde som virker afskrækkende for deres umiddelbare tilbøjelighed. Men i den anden ende, hvor man begunstiges med de midler, som er beskattet, motiveres man vel at mærke i den samme negative retning, som det er tilfældet for den umiddelbart produktive. Dertil flyder midler fratvunget andre borgere, som havde tilvejebragt disse midler gennem frivillighed.
Nogle af disse fratvungne midler gives så til mennesker, der i bund og grund forholder sig ganske passivt. Andre midler bruges af de politiske beslutningstagere og administratorer til at købe de ydelser og materielle goder til bestemte grupper i befolkningen, som disse så modtager enten gratis eller billigt. Men uanset hvad, drager den almindelige borger over tid, og i takt med at den offentlige sektor vokser sammen med skattetrykket, og den private sektor reduceres en generel lære: det er at det i stigende grad bedre kan betale sig at holde øje med politik-gerningen, at gøre sig synlig i forhold til administratorer og politiske beslutningstagere; - samt tilsvarende - i mindre grad - at orientere sig efter hvad der kan betale sig i forhold til de frivillige udvekslinger på markedspladsen. Med andre ord: Samfundet politiseres.
Dette er i al sin korthed, hvad den socialdemokratiske bevægelse og den socialistiske ideologi har ført med sig i Danmark: Interessen for at agere frit i det civile samfund er blevet mindre. Interessen for at blive et politisk væsen, der sikrer sig ”skatte-lunser”, ydelser, offentlige goder, og dermed offentlig ”velfærd” er blevet større. En anden måde at beskrive dette på, er også, at interessen for at producere er blevet mindre, og at incitamentet til at forbruge (det som andre retmæssigt tilvejebringer) er blevet større.
16. oktober 2007
CO2 kvoter reducerer beskæftigelsen og forringer købekraften
Fremkomsten af maskiner, og dermed af det, vi kalder industrisamfundet har betydet, at efterspørgslen på arbejdskraft er vokset i forhold til tiden, der gik forud. I lang tid troede mange, at det forholdt sig omvendt og at maskinerne ville skabe arbejdsløshed. Dette viste sig ikke, at holde stik. Maskinerne betyder tværtimod, at værdien af det, man foretager sig i en arbejdsmæssig henseende vokser i kraft af den værdi, maskinerne tilfører produktet.
Går man på arbejde på en fabrik med en masse maskiner kan man således producere mere, og derfor også frembringe mere af værdi, end det var tilfældet før maskinerne blev indført. I tilfældet med fuld beskæftigelse, vil indførelsen af ny teknologi alt andet lige derfor øge efterspørgslen på arbejdskraft yderligere.
Maskiner er derfor ikke neutrale i forhold til arbejdskraften: Maskiner gør i stedet arbejdskraften mere værd. Det er blandt derfor, at mennesker fra fattige lande ”uden maskiner” kommer til vores del af verden. Produktivitet i lande med industrialisering øges; så hvis indvandrere fra lande uden industrialisering finder arbejde her, forbedres også deres købekraft.
Årsagerne til at vi så har så mange maskiner, skyldes, at vi i en lang periode har været del af den markedsøkonomi, der findes i stor del af verden, men som man i visse lande desværre er afskåret fra at være del af. Derfor er det også vigtigt, at markedsøkonomien udbredes til resten af verden.
Jo mere velstand der produceres desto mere bliver fritiden værd
Industrialiseringen har derfor betydet, at arbejdsstyrkens produktivitet er forbedret. Dette har betydet, at interessen for at benytte sig af arbejdskraft fra arbejdsgivernes side tilsvarende er forøget. Mere industrialisering betyder dermed en forbedret købekraft for befolkningen i almindelighed, men også en større interesse for at ansætte yderligere fra arbejdsgivernes side.
Samtidig betyder den øgede velstand blot også, at det bliver mere interessant for borgerne generelt at prioritere fritid; eftersom man med sin forøgede velstand kan gøre mere, end man kunne før skabelsen af denne velstand.
Årsagen til at der ikke længere findes børnearbejde, det vil sige, hvor børn arbejder på fuld tid, og ikke kun i forbindelse med et fritidsjob, og derfor ikke har tid til at gå i skole, skyldes dermed også industrialiseringen. Det er tilsvarende på grund af industrialiseringen, at arbejdstiden generelt har været faldende. Det skyldes netop, at man i kraft af maskiniseringen ikke skal arbejde lige så længe, for at producere det samme af værdi, som man skulle før i tiden.
En række former for lovgivning har så efterfølgende fastsat, at ”børnearbejde” (på fuld tid) er forbudt, og at et vist omfang af arbejdstimer om ugen for voksne er det ”korrekte” antal timer. Men dette er i kraft af ovenstående forklaring på velstandsskabelsen blot udtryk for lovgivernes ønske om at tage æren for det, som de produktive i samfundet - arbejdstagere og arbejdsgivere - har sikret: at velstanden i almindelighed har overflødiggjort de høje arbejdstimer og børnearbejdet.
Man ville kunne forvisse sig om, at det ikke er lovgivning men derimod en produktiv økonomi, der har overflødiggjort ekstremt lange arbejdsuger eller børnearbejde, hvis man prøvede at indføre de samme typer af lovgivning i de såkaldte ”udviklingslande”. Hvis lovgivning, der forbød børnearbejde og lange arbejdstider – alt andet lige – blev indført i sådanne lande ville flere i sådanne lande simpelthen dø af sult, eller som et minimum blive fattigere og fattigere.
Man kan med andre ord ikke lovgive sig til rigdom. Det som den rette lovgivning kan sikre, er i stedet, at produktivitet lader sig gøre. Det kræver først og fremmest at lovgivningen beskytter og sikrer den private ejendomsret. Dertil kræves en oplyst og verdslig kultur, hvor velstand og produktivitet værdsættes.
Hvilke konsekvenser har CO2-kvoteordningerne i EU for industrisamfundet?
I overensstemmelse med Kyoto-protokollen, som er et samarbejde mellem en række lande i og udenfor EU er der nu i vor tid fra og med 2007-2008 indført kvoteordninger på udledningen af CO2 , det vil sige kuldioxid i Danmark, og i de andre lande som deltager i samarbejdet.
Der er altså tale om et helt nyt fænomen, der introduceres i vores samfund af de politiske beslutningstagere.
Hvad betyder disse kvoter så for interessen fra arbejdsgivernes side til at ansætte arbejdskraft, og hvad betyder kvoterne for interessen for at introducere den nye teknologi, som man i kraft af ovenstående må konstatere er så positiv for befolkningen i kraft af den velstand, der skabes? (Ja faktisk er industrialiseringen jo så positiv en faktor, at mange i fattige lande forlader deres hjemland for at søge arbejde i Europa og Nordamerika eller andre steder, hvor industrialiseringen er mere intens end i deres oprindelsesland). Vi er jo nået frem til situationen med velstand og velfærd uden kvoterne.
Kvoterne indføres på to måder: Den ene måde er, at politikerne forærer kvoterne til udvalgte virksomheder. Den anden måde er, at de sælger disse kvoter, det vil sige tilladelser til at udlede CO2. Uanset hvad man gør, så betyder kvoterne en udgift og en omkostning for de som kunne finde på at introducere ny teknologi, sådan som det har været tilfældet de sidste par århundreder. For enhver form for teknologi betyder i praksis, at der vil blive forbrugt CO2 i processen, der handler om at frembringe den. Det er netop derfor, at muligheden for at tjene så mange penge på kvoterne eksisterer.
Forærer politikere kvoterne til nogle uden at sælge dem, betyder dette, at de der modtager kvoterne kan sælge dem videre, med noget nær en ”ren profit”. De har jo ingen omkostninger ved at anskaffe sig dem, da politikerne giver kvote-beviserne væk. Men de der køber dem, som jo er de der producerer velstanden står nu overfor en ny omkostning, som ikke eksisterede før. Prisen for at producere det, som de vil producere med maskiner og arbejdskraft er derfor blevet højere. Dette vil ifølge økonomisk teori, også reducere deres interesse i, at fortsætte med at producere lige så meget eller lige så godt, som det har været tilfældet før denne omkostning blev introduceret.
Denne konsekvens er vel at mærke uforandret i det tilfælde, hvor de politiske beslutningstagere som udgangspunkt sælger kvoterne selv, og ikke forærer dem væk. Omkostningen ved at sikre sig kvote-beviserne (der kan forstås som tilladelser til at producere) er der naturligvis stadigvæk; og der er stadigvæk tale om en ny og tilføjet omkostning til de omkostninger, der eksisterede i forvejen.
Det er også vigtigt, at påpege, at kvotepolitikken i særdeleshed svækker interessen for at producere ved hjælp af maskiner. Indførte man de samme CO2-kvoter i de føromtalte ikke-industrialiserede lande, ville konsekvenser således være relativt mindre, eftersom man her netop i visse tilfælde lever langt mere primitivt, og derfor blot fortsat ville leve med de lange arbejdstider og det udbredte omfang af børnearbejde, som eksisterer i sådanne lande, og som har eksisteret siden forhistorisk tid. Kvoterne er dermed præcis rettet mod industrisamfundet, og det er netop her, at de gør allermest skade.
Kvoterne betyder i kraft af ovenstående også økonomisk omfordeling fra de, der ikke får kvoter eller fra de der må købe kvoter - til de får kvoter af politikerne eller til de, der får mulighed for at købe kvoterne billigt, men som ikke selv har brug for dem, og som derfor også kan sælge dem dyrere videre til de, som har brug for kvote-beviserne til deres produktion.
Jo mere restriktive kvoteordninger man indfører, desto højere bliver derfor prisen for at producere.
Kvoteordningerne skal derfor også ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.
I det omfang man tjener penge på kvote-handel, tjener man således ikke penge på at anvende arbejdskraft eller for den sags skyld på at introducere ny teknologi. Tværtimod tjener man penge på den politisk skabte fordyrelse af begge faktorer.
Det er derfor også sandt, når politikere siger at der kan tjenes penge på deres politik. Det er blot vigtigt at påpege, at det at ”tjene penge” i dette tilfælde ikke er det samme som ”at øge købekraften” eller ”at forbedre produktionsevnen”, men i stedet det stik modsatte. Jo mere der kan tjenes på kvoterne, jo mere betyder det, at andres omkostninger forbundet med at producere varer og ydelser er blevet forøget.
Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.
De som beriger sig er, som det gerne skulle stå klart, derfor nogle som bliver begunstigede af de politiske beslutningstagere; og som i det omfang de tjener penge på kvoteordninger ikke har brug for at ansætte arbejdskraft eller bruge, udvikle og/eller indføre teknologi. Tjener de penge på kvotehandel, bruger de ganske vist disse penge til at købe, det som de efterspørger, af det som andre har produceret. Men dette er blot et udtryk for, at graden af forbrug i samfundet øges mens omfanget af investeringer, opsparinger og fremtids-rettet adfærd tilsvarende reduceres.
CO2-kvoteordningerne i EU virker dermed som beskatning. Disse ordninger gør nogle rige og andre fattige. De som gøres fattigere, er alt andet lige de produktive i samfundet, såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. De som beriger sig, er i stedet, de som de politiske beslutningstagere udvælger sig som deres klienter. De politiske beslutningstagere bestemmer i praksis hvordan reglerne skal være for hvem, der kan købe CO2-kvoterne i første omgang, eller hvem der skal have dem foræret.
Uanset hvad, så øges forbruget her og nu (i kraft af at de der beriger sig ikke er de som producerer); og velstandsskabelsen i samfundet reduceres gradvist, og bliver til sidst negativ. (Dette gælder også selv om det er produktionsvirksomheder der i første omgang modtager kvoterne, for i det omfang, det er kvoterne, der tjenes penge på, så er det jo netop interessen for at tjene penge på kvoter, der øges, på bekostning af interessen i at tjene penge ved at producere).
Denne udvikling kommer først til udtryk ved, at der frembringes flere og flere ”hurtige forbrugsgoder”, mens det der bruges på at erstatte ”kapitalapparatet”, der vil sige maskinerne formindskes. For de rigere kvote-spekulanter har som bekendt ikke brug for maskiner til at producere med, og til at levere noget, der bidrager til produktionsapparatet. Deres indtjening kommer som bekendt netop fra køb og salg af noget, der i praksis er ”arbejds- og produktionstilladelser”.
Man kan således godt indledningsvist opleve ovennævnte fænomen som noget, der minder om velstand – ligesom man oplever, at mennesker i en landsby, hvor man tager det korn, der skulle bruges til at så med, for at man i fremtiden ville kunne høste mere, de i stedet bruger det til at bage flere brød til at spise her og nu, så for en kort stund giver indtryk af at være blevet rigere. Det er bare vigtigt at påpege, at man på lidt længere sigt tilsvarende bliver fattigere i kraft af det ringere udbytte i fremtiden; og at ”festen” man holder dermed viser sig at være udtryk for en meget kortsigtet og destruktiv adfærd.
Imidlertid burde de fleste allerede nu være blevet klare over, at når det gælder energipolitikken, har den danske politik de sidste 3-4 årtier i praksis handlet om at øge omkostningerne forbundet med at bruge energi; og dermed har man også reduceret produktiviteten. Det vi oplever i vor tid må så netop ses som et udtryk for en form for ”efterrationalisering”, hvor de højere priser, der er skabt i kraft af den forfejlede energipolitik, nu søges retfærdiggjort ved en ”ny moral”, der handler om, at forbedring af de menneskelige vilkår ligefrem er noget syndefuldt, og at man ved at vanskeliggøre produktivitet, derfor handler moralsk fra politisk side. Men det er naturligvis udtryk for en afsporet tankegang fra disse ”grønne” politikeres side.
Opsummering
Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede derfor også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød som nævnt også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.
Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.
Går man på arbejde på en fabrik med en masse maskiner kan man således producere mere, og derfor også frembringe mere af værdi, end det var tilfældet før maskinerne blev indført. I tilfældet med fuld beskæftigelse, vil indførelsen af ny teknologi alt andet lige derfor øge efterspørgslen på arbejdskraft yderligere.
Maskiner er derfor ikke neutrale i forhold til arbejdskraften: Maskiner gør i stedet arbejdskraften mere værd. Det er blandt derfor, at mennesker fra fattige lande ”uden maskiner” kommer til vores del af verden. Produktivitet i lande med industrialisering øges; så hvis indvandrere fra lande uden industrialisering finder arbejde her, forbedres også deres købekraft.
Årsagerne til at vi så har så mange maskiner, skyldes, at vi i en lang periode har været del af den markedsøkonomi, der findes i stor del af verden, men som man i visse lande desværre er afskåret fra at være del af. Derfor er det også vigtigt, at markedsøkonomien udbredes til resten af verden.
Jo mere velstand der produceres desto mere bliver fritiden værd
Industrialiseringen har derfor betydet, at arbejdsstyrkens produktivitet er forbedret. Dette har betydet, at interessen for at benytte sig af arbejdskraft fra arbejdsgivernes side tilsvarende er forøget. Mere industrialisering betyder dermed en forbedret købekraft for befolkningen i almindelighed, men også en større interesse for at ansætte yderligere fra arbejdsgivernes side.
Samtidig betyder den øgede velstand blot også, at det bliver mere interessant for borgerne generelt at prioritere fritid; eftersom man med sin forøgede velstand kan gøre mere, end man kunne før skabelsen af denne velstand.
Årsagen til at der ikke længere findes børnearbejde, det vil sige, hvor børn arbejder på fuld tid, og ikke kun i forbindelse med et fritidsjob, og derfor ikke har tid til at gå i skole, skyldes dermed også industrialiseringen. Det er tilsvarende på grund af industrialiseringen, at arbejdstiden generelt har været faldende. Det skyldes netop, at man i kraft af maskiniseringen ikke skal arbejde lige så længe, for at producere det samme af værdi, som man skulle før i tiden.
En række former for lovgivning har så efterfølgende fastsat, at ”børnearbejde” (på fuld tid) er forbudt, og at et vist omfang af arbejdstimer om ugen for voksne er det ”korrekte” antal timer. Men dette er i kraft af ovenstående forklaring på velstandsskabelsen blot udtryk for lovgivernes ønske om at tage æren for det, som de produktive i samfundet - arbejdstagere og arbejdsgivere - har sikret: at velstanden i almindelighed har overflødiggjort de høje arbejdstimer og børnearbejdet.
Man ville kunne forvisse sig om, at det ikke er lovgivning men derimod en produktiv økonomi, der har overflødiggjort ekstremt lange arbejdsuger eller børnearbejde, hvis man prøvede at indføre de samme typer af lovgivning i de såkaldte ”udviklingslande”. Hvis lovgivning, der forbød børnearbejde og lange arbejdstider – alt andet lige – blev indført i sådanne lande ville flere i sådanne lande simpelthen dø af sult, eller som et minimum blive fattigere og fattigere.
Man kan med andre ord ikke lovgive sig til rigdom. Det som den rette lovgivning kan sikre, er i stedet, at produktivitet lader sig gøre. Det kræver først og fremmest at lovgivningen beskytter og sikrer den private ejendomsret. Dertil kræves en oplyst og verdslig kultur, hvor velstand og produktivitet værdsættes.
Hvilke konsekvenser har CO2-kvoteordningerne i EU for industrisamfundet?
I overensstemmelse med Kyoto-protokollen, som er et samarbejde mellem en række lande i og udenfor EU er der nu i vor tid fra og med 2007-2008 indført kvoteordninger på udledningen af CO2 , det vil sige kuldioxid i Danmark, og i de andre lande som deltager i samarbejdet.
Der er altså tale om et helt nyt fænomen, der introduceres i vores samfund af de politiske beslutningstagere.
Hvad betyder disse kvoter så for interessen fra arbejdsgivernes side til at ansætte arbejdskraft, og hvad betyder kvoterne for interessen for at introducere den nye teknologi, som man i kraft af ovenstående må konstatere er så positiv for befolkningen i kraft af den velstand, der skabes? (Ja faktisk er industrialiseringen jo så positiv en faktor, at mange i fattige lande forlader deres hjemland for at søge arbejde i Europa og Nordamerika eller andre steder, hvor industrialiseringen er mere intens end i deres oprindelsesland). Vi er jo nået frem til situationen med velstand og velfærd uden kvoterne.
Kvoterne indføres på to måder: Den ene måde er, at politikerne forærer kvoterne til udvalgte virksomheder. Den anden måde er, at de sælger disse kvoter, det vil sige tilladelser til at udlede CO2. Uanset hvad man gør, så betyder kvoterne en udgift og en omkostning for de som kunne finde på at introducere ny teknologi, sådan som det har været tilfældet de sidste par århundreder. For enhver form for teknologi betyder i praksis, at der vil blive forbrugt CO2 i processen, der handler om at frembringe den. Det er netop derfor, at muligheden for at tjene så mange penge på kvoterne eksisterer.
Forærer politikere kvoterne til nogle uden at sælge dem, betyder dette, at de der modtager kvoterne kan sælge dem videre, med noget nær en ”ren profit”. De har jo ingen omkostninger ved at anskaffe sig dem, da politikerne giver kvote-beviserne væk. Men de der køber dem, som jo er de der producerer velstanden står nu overfor en ny omkostning, som ikke eksisterede før. Prisen for at producere det, som de vil producere med maskiner og arbejdskraft er derfor blevet højere. Dette vil ifølge økonomisk teori, også reducere deres interesse i, at fortsætte med at producere lige så meget eller lige så godt, som det har været tilfældet før denne omkostning blev introduceret.
Denne konsekvens er vel at mærke uforandret i det tilfælde, hvor de politiske beslutningstagere som udgangspunkt sælger kvoterne selv, og ikke forærer dem væk. Omkostningen ved at sikre sig kvote-beviserne (der kan forstås som tilladelser til at producere) er der naturligvis stadigvæk; og der er stadigvæk tale om en ny og tilføjet omkostning til de omkostninger, der eksisterede i forvejen.
Det er også vigtigt, at påpege, at kvotepolitikken i særdeleshed svækker interessen for at producere ved hjælp af maskiner. Indførte man de samme CO2-kvoter i de føromtalte ikke-industrialiserede lande, ville konsekvenser således være relativt mindre, eftersom man her netop i visse tilfælde lever langt mere primitivt, og derfor blot fortsat ville leve med de lange arbejdstider og det udbredte omfang af børnearbejde, som eksisterer i sådanne lande, og som har eksisteret siden forhistorisk tid. Kvoterne er dermed præcis rettet mod industrisamfundet, og det er netop her, at de gør allermest skade.
Kvoterne betyder i kraft af ovenstående også økonomisk omfordeling fra de, der ikke får kvoter eller fra de der må købe kvoter - til de får kvoter af politikerne eller til de, der får mulighed for at købe kvoterne billigt, men som ikke selv har brug for dem, og som derfor også kan sælge dem dyrere videre til de, som har brug for kvote-beviserne til deres produktion.
Jo mere restriktive kvoteordninger man indfører, desto højere bliver derfor prisen for at producere.
Kvoteordningerne skal derfor også ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.
I det omfang man tjener penge på kvote-handel, tjener man således ikke penge på at anvende arbejdskraft eller for den sags skyld på at introducere ny teknologi. Tværtimod tjener man penge på den politisk skabte fordyrelse af begge faktorer.
Det er derfor også sandt, når politikere siger at der kan tjenes penge på deres politik. Det er blot vigtigt at påpege, at det at ”tjene penge” i dette tilfælde ikke er det samme som ”at øge købekraften” eller ”at forbedre produktionsevnen”, men i stedet det stik modsatte. Jo mere der kan tjenes på kvoterne, jo mere betyder det, at andres omkostninger forbundet med at producere varer og ydelser er blevet forøget.
Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.
De som beriger sig er, som det gerne skulle stå klart, derfor nogle som bliver begunstigede af de politiske beslutningstagere; og som i det omfang de tjener penge på kvoteordninger ikke har brug for at ansætte arbejdskraft eller bruge, udvikle og/eller indføre teknologi. Tjener de penge på kvotehandel, bruger de ganske vist disse penge til at købe, det som de efterspørger, af det som andre har produceret. Men dette er blot et udtryk for, at graden af forbrug i samfundet øges mens omfanget af investeringer, opsparinger og fremtids-rettet adfærd tilsvarende reduceres.
CO2-kvoteordningerne i EU virker dermed som beskatning. Disse ordninger gør nogle rige og andre fattige. De som gøres fattigere, er alt andet lige de produktive i samfundet, såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. De som beriger sig, er i stedet, de som de politiske beslutningstagere udvælger sig som deres klienter. De politiske beslutningstagere bestemmer i praksis hvordan reglerne skal være for hvem, der kan købe CO2-kvoterne i første omgang, eller hvem der skal have dem foræret.
Uanset hvad, så øges forbruget her og nu (i kraft af at de der beriger sig ikke er de som producerer); og velstandsskabelsen i samfundet reduceres gradvist, og bliver til sidst negativ. (Dette gælder også selv om det er produktionsvirksomheder der i første omgang modtager kvoterne, for i det omfang, det er kvoterne, der tjenes penge på, så er det jo netop interessen for at tjene penge på kvoter, der øges, på bekostning af interessen i at tjene penge ved at producere).
Denne udvikling kommer først til udtryk ved, at der frembringes flere og flere ”hurtige forbrugsgoder”, mens det der bruges på at erstatte ”kapitalapparatet”, der vil sige maskinerne formindskes. For de rigere kvote-spekulanter har som bekendt ikke brug for maskiner til at producere med, og til at levere noget, der bidrager til produktionsapparatet. Deres indtjening kommer som bekendt netop fra køb og salg af noget, der i praksis er ”arbejds- og produktionstilladelser”.
Man kan således godt indledningsvist opleve ovennævnte fænomen som noget, der minder om velstand – ligesom man oplever, at mennesker i en landsby, hvor man tager det korn, der skulle bruges til at så med, for at man i fremtiden ville kunne høste mere, de i stedet bruger det til at bage flere brød til at spise her og nu, så for en kort stund giver indtryk af at være blevet rigere. Det er bare vigtigt at påpege, at man på lidt længere sigt tilsvarende bliver fattigere i kraft af det ringere udbytte i fremtiden; og at ”festen” man holder dermed viser sig at være udtryk for en meget kortsigtet og destruktiv adfærd.
Imidlertid burde de fleste allerede nu være blevet klare over, at når det gælder energipolitikken, har den danske politik de sidste 3-4 årtier i praksis handlet om at øge omkostningerne forbundet med at bruge energi; og dermed har man også reduceret produktiviteten. Det vi oplever i vor tid må så netop ses som et udtryk for en form for ”efterrationalisering”, hvor de højere priser, der er skabt i kraft af den forfejlede energipolitik, nu søges retfærdiggjort ved en ”ny moral”, der handler om, at forbedring af de menneskelige vilkår ligefrem er noget syndefuldt, og at man ved at vanskeliggøre produktivitet, derfor handler moralsk fra politisk side. Men det er naturligvis udtryk for en afsporet tankegang fra disse ”grønne” politikeres side.
Opsummering
Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede derfor også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød som nævnt også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.
Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.
4. oktober 2007
Poul Erik Skov Christensen, 3F og "samfundshiarkiet"
I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.
Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.
Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).
Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".
Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.
Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”
Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.
I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).
Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.
Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.
Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?
Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).
Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:
"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.
Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).
I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:
"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.
Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.
Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.
Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.
Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil kunne ikke vække kultur-socialismen til live.
Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.
Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).
Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".
Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.
Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”
Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.
I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).
Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.
Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.
Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?
Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).
Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:
"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.
Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).
I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:
"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.
Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.
Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.
Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.
Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil kunne ikke vække kultur-socialismen til live.
3. oktober 2007
Bør rige børn ikke leve længst?
Det er i kraft af friheden, og dermed blandt andet muligheden for at der kan opstå forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at den generelle velstand er realiseret.
For tiden gennemføres en kampagne via tidsskrifter og plakatopslag sponsoreret af fagforbundet 3F, der handler om lighed og ulighed i økonomisk forstand. En af overskrifterne er "Rige børn lever længst". Undertegnedes reaktion er: jamen hvad ellers? - Skal det ikke have konsekvenser, at man skaber sig velstand? Ville det ikke være besynderligt, hvis man i de rige lande ikke levede længere, end man gjorde i de fattige? Hvad var så meningen med at skabe sig rigdom i første omgang?
Nu handler kampagne-sloganet i praksis ikke om, at børn dør, og at de fattiges børn dør i større omfang end de riges børn i vores del af verden. Kampagnen handler i virkeligheden om forskelle på voksne. Det med at nævne børnene er et reklamestunt. Det kan man forvisse sig om i forbundsformand for 3F Poul Erik Skov Christensens Kronik: Ulighed dræber. Så vi må starte med at rette på diskussionsformuleringen: Bør rige (voksne) leve længere end fattige? – alt andet lige. Og svaret må – alt andet lige – og med de samme begrundelser som foroven være JA, Hvis det skal have nogen som helst mening at skabe sig et godt liv, må svaret stadigvæk være bekræftende.
Læser man Poul Erik Skov Christensens kronik, bliver det også tydeligt, at han tager velstanden for givet; og at han i praksis ikke aner, hvordan velstanden i samfundet opstår. PESC forstiller sig i sin kronik en verden med absolut lighed (se citatet forneden), hvor han så tror, at alle er blevet hævet op på det højeste niveau, hvad angår den sundhed, som eksisterer i dag.
Men dette højeste niveau som man kan finde blandt de rigeste i den rigeste del af verden, er jo netop et niveau, der er nået af de, der i et frit samfund har haft mulighed for at skabe sig en rig tilværelse; og hvor denne rigdom blandt andet består i et overskud til at tage vare på sig selv i en sundhedsmæssig forstand. I løbet af denne velstandsskabende proces, som man har kastet sig ud i for at skabe sig et godt liv, har man vel at mærke også produceret noget, der har værdi for andre. For den enkelte er dette måske noget sekundært. Men det er alligevel værd at bemærke, at som følge af velstanden i kraft af dette system – også kaldet markedsøkonomien – så vokser det generelle niveau for sundhed; og den gennemsnitlige levetid hæves for alle - rig som fattig.
Ovenstående forstår PESC tydeligvis ikke. Han skriver indledningsvist i sin kronik, at [d]anskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år... Forestillingen er dermed for PESC, at man kan afvikle den økonomiske handlefrihed og i praksis uligheden, og så samtidig bevare det højeste niveau for sundhed, som eksisterer i dag i vores del af verden, hvor vi netop p.t. har denne handlefrihed.
Det er ikke desto mindre netop friheden, der også giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet. Det er i kraft af friheden, som har været gældende og formaliseret i det borgerlige retssamfund de sidste par hundrede år, og som blandt andet også giver muligheden for, at der kan opstå store forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at velstanden er realiseret. I praksis vil Poul Erik Skov Christensens vision derfor forvandle sig til et sundhedsmæssigt mareridt, sådan som man netop ser det ske i de lande, hvor magthaverne forsøger at skabe lighed fra oven via staten.
Mere om fagforeningen 3F på COIN-bloggen.
For tiden gennemføres en kampagne via tidsskrifter og plakatopslag sponsoreret af fagforbundet 3F, der handler om lighed og ulighed i økonomisk forstand. En af overskrifterne er "Rige børn lever længst". Undertegnedes reaktion er: jamen hvad ellers? - Skal det ikke have konsekvenser, at man skaber sig velstand? Ville det ikke være besynderligt, hvis man i de rige lande ikke levede længere, end man gjorde i de fattige? Hvad var så meningen med at skabe sig rigdom i første omgang?
Nu handler kampagne-sloganet i praksis ikke om, at børn dør, og at de fattiges børn dør i større omfang end de riges børn i vores del af verden. Kampagnen handler i virkeligheden om forskelle på voksne. Det med at nævne børnene er et reklamestunt. Det kan man forvisse sig om i forbundsformand for 3F Poul Erik Skov Christensens Kronik: Ulighed dræber. Så vi må starte med at rette på diskussionsformuleringen: Bør rige (voksne) leve længere end fattige? – alt andet lige. Og svaret må – alt andet lige – og med de samme begrundelser som foroven være JA, Hvis det skal have nogen som helst mening at skabe sig et godt liv, må svaret stadigvæk være bekræftende.
Læser man Poul Erik Skov Christensens kronik, bliver det også tydeligt, at han tager velstanden for givet; og at han i praksis ikke aner, hvordan velstanden i samfundet opstår. PESC forstiller sig i sin kronik en verden med absolut lighed (se citatet forneden), hvor han så tror, at alle er blevet hævet op på det højeste niveau, hvad angår den sundhed, som eksisterer i dag.
Men dette højeste niveau som man kan finde blandt de rigeste i den rigeste del af verden, er jo netop et niveau, der er nået af de, der i et frit samfund har haft mulighed for at skabe sig en rig tilværelse; og hvor denne rigdom blandt andet består i et overskud til at tage vare på sig selv i en sundhedsmæssig forstand. I løbet af denne velstandsskabende proces, som man har kastet sig ud i for at skabe sig et godt liv, har man vel at mærke også produceret noget, der har værdi for andre. For den enkelte er dette måske noget sekundært. Men det er alligevel værd at bemærke, at som følge af velstanden i kraft af dette system – også kaldet markedsøkonomien – så vokser det generelle niveau for sundhed; og den gennemsnitlige levetid hæves for alle - rig som fattig.
Ovenstående forstår PESC tydeligvis ikke. Han skriver indledningsvist i sin kronik, at [d]anskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år... Forestillingen er dermed for PESC, at man kan afvikle den økonomiske handlefrihed og i praksis uligheden, og så samtidig bevare det højeste niveau for sundhed, som eksisterer i dag i vores del af verden, hvor vi netop p.t. har denne handlefrihed.
Det er ikke desto mindre netop friheden, der også giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet. Det er i kraft af friheden, som har været gældende og formaliseret i det borgerlige retssamfund de sidste par hundrede år, og som blandt andet også giver muligheden for, at der kan opstå store forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at velstanden er realiseret. I praksis vil Poul Erik Skov Christensens vision derfor forvandle sig til et sundhedsmæssigt mareridt, sådan som man netop ser det ske i de lande, hvor magthaverne forsøger at skabe lighed fra oven via staten.
Mere om fagforeningen 3F på COIN-bloggen.
30. september 2007
Værdibaseret politisk kommunikation
Politisk kommunikation handler om at overbevise. For at kunne overbevise, må man kende til de centrale bagvedliggende ideer, der er afgørende for holdningsbaseret tale og handling i det daglige. Hvis politisk kommunikation skal gøre en forskel på længere sigt, kræves derudover stillingtagen til hvilke ideer, der bør anses for at være de korrekte.
Mit afsæt for værdibaseret kommunikation bygger på et forsvar for de individuelle frihedsrettigheder, som de især kan findes i den rige og frie del af verden. Konkret handler dette afsæt blandt andet om glæden ved fremkomsten af nye valgmuligheder, herunder over bedre maskiner, der gør tilværelsen lettere og mere meningsfuld.
Udgangspunktet for at rådgive og formidle politisk baserer sig derfor på andres ret til deres ejendom og valgfrihed - samt min ret til min egen.
Indfaldsvinklen er dermed, at det er takket være individets tanke- og handlefrihed samt ejendomsretten, at vi de sidste to hundrede år har oplevet en hidtil uset kulturel og økonomisk aktivitet; og at der her er tale om noget afgørende og universelt, som det er værd at forsvare og styrke.
Mit afsæt for værdibaseret kommunikation bygger på et forsvar for de individuelle frihedsrettigheder, som de især kan findes i den rige og frie del af verden. Konkret handler dette afsæt blandt andet om glæden ved fremkomsten af nye valgmuligheder, herunder over bedre maskiner, der gør tilværelsen lettere og mere meningsfuld.
Udgangspunktet for at rådgive og formidle politisk baserer sig derfor på andres ret til deres ejendom og valgfrihed - samt min ret til min egen.
Indfaldsvinklen er dermed, at det er takket være individets tanke- og handlefrihed samt ejendomsretten, at vi de sidste to hundrede år har oplevet en hidtil uset kulturel og økonomisk aktivitet; og at der her er tale om noget afgørende og universelt, som det er værd at forsvare og styrke.
19. september 2007
Umoralsk vælgeradfærd
Til SF's Anne Baastrup, der skrev om mig i Fyens Stiftstidende 18/8, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke ønsker at give en eneste krone til hendes socialistiske projekt. Problemet er imidlertid, at mine penge konfiskeres til den evigt forslugne "velfærdspyramide". Og det er umoralsk vælgeradfærd.
Baastrup skriver om USA og Danmark. USA er et af de rigeste lande i verden med rige borgere, og hvor fattige fra ufriere dele af verden strømmer til. Rigdommen skyldes, at man i USA fik friheden som individ til at skabe sig en bedre tilværelse. Frihedsrevolutionen blev Danmark også en del af.
Såvel USA som Danmark er i dag del af den globaliserede markedsøkonomi. Markedsøkonomi må man også takke for den lave arbejdsløshed. Desværre er USA også blevet ramt af "velfærdssyge" med økonomisk omfordeling, der skaber nogle af de samme sociale problemer, som vi ser i Danmark. Hvad angår nogle typer af skatter er niveauet ligefrem højere i USA end i Danmark. Det gælder selskabsskatterne. Forskelle på velstand mellem lande og mennesker, der er lige frie skyldes så forskelle på produktivitet.
Men hvorfor er Danmark med i de riges klub? Det skyldes, at vores høje skatter er indført meget sent. Rige lande med lave skatter er Hongkong, Irland, Schweiz, New Zealand, Monaco, Luxembourg eller Østrig. De er rige som Danmark, men man har lavere skatter, og man lever forholdsvist sundt.
Årsagen til velstanden skyldes derfor friheden til at producere, og friheden til at nyde godt af egen produktivitet; samt altså at vi er en del af det globale fællesskab, der er markedsøkonomien, hvor goder og ydelser udveksles i frihed.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 26/8
Baastrup skriver om USA og Danmark. USA er et af de rigeste lande i verden med rige borgere, og hvor fattige fra ufriere dele af verden strømmer til. Rigdommen skyldes, at man i USA fik friheden som individ til at skabe sig en bedre tilværelse. Frihedsrevolutionen blev Danmark også en del af.
Såvel USA som Danmark er i dag del af den globaliserede markedsøkonomi. Markedsøkonomi må man også takke for den lave arbejdsløshed. Desværre er USA også blevet ramt af "velfærdssyge" med økonomisk omfordeling, der skaber nogle af de samme sociale problemer, som vi ser i Danmark. Hvad angår nogle typer af skatter er niveauet ligefrem højere i USA end i Danmark. Det gælder selskabsskatterne. Forskelle på velstand mellem lande og mennesker, der er lige frie skyldes så forskelle på produktivitet.
Men hvorfor er Danmark med i de riges klub? Det skyldes, at vores høje skatter er indført meget sent. Rige lande med lave skatter er Hongkong, Irland, Schweiz, New Zealand, Monaco, Luxembourg eller Østrig. De er rige som Danmark, men man har lavere skatter, og man lever forholdsvist sundt.
Årsagen til velstanden skyldes derfor friheden til at producere, og friheden til at nyde godt af egen produktivitet; samt altså at vi er en del af det globale fællesskab, der er markedsøkonomien, hvor goder og ydelser udveksles i frihed.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 26/8
5. september 2007
Bevar skattestoppet
I den aktuelle debat om skattelettelser skal man være opmærksom på, at der er to grundlæggende forskellige motiver, når det gælder argumentationen. Et motiv handler om, at man vil have flere til at arbejde, så man kan øge statens indtægter.
Her findes derfor modstanderne af skattestoppet, som blot vil omlægge skatterne, og flytte de skatte mæssigebyrder over på eventuelt "grønne afgifter" og/eller på boliger.
Målet med sådanne skattelettelser er simpelthen at sikre, at indtægten til staten kan holdes på et niveau, hvor man kan købe nye klientgrupper, og føre nye kollektivistiske projekter ud i livet.
Den anden motivation handler helt anderledes om, at skatterne skal lettes på såvel indkomst, som inden for alle andre områder; og at dette grundlæggende finansieres ved at reducere den offentlige sektor til fordel for den private.
Her er indstillingen for de mest konsistente samtidig, at de der skaber velstand gennem produktiv indsats, også har råderetten over det skabte.
Hvis man gerne vil arbejde for andres skyld, og derfor gerne vil motiveres til at arbejde mere for andre ved at betale mindre skat, når man arbejder, skal man naturligvis stemme på førstnævnte kategori af skattereformister. Bagefter kan man så betale mere i skat, når man køber ny bil, kører i den man har; eller når man investerer i en bolig.
Mener man omvendt, at sammenhængen mellem, hvad man producerer, og hvad man bør have råderetten over, bør genskabes, må man i stedet se sig om efter politikere, der vil bevare skattestoppet, og som vil sænke skatterne over en bred kam - herunder på lønindkomst. Dér vil man så også finde de samme politikere, der er parate til at tage opgøret med den forvoksede offentlige sektor.
Tidligere bragt i Børsen den 19. Juli
Her findes derfor modstanderne af skattestoppet, som blot vil omlægge skatterne, og flytte de skatte mæssigebyrder over på eventuelt "grønne afgifter" og/eller på boliger.
Målet med sådanne skattelettelser er simpelthen at sikre, at indtægten til staten kan holdes på et niveau, hvor man kan købe nye klientgrupper, og føre nye kollektivistiske projekter ud i livet.
Den anden motivation handler helt anderledes om, at skatterne skal lettes på såvel indkomst, som inden for alle andre områder; og at dette grundlæggende finansieres ved at reducere den offentlige sektor til fordel for den private.
Her er indstillingen for de mest konsistente samtidig, at de der skaber velstand gennem produktiv indsats, også har råderetten over det skabte.
Hvis man gerne vil arbejde for andres skyld, og derfor gerne vil motiveres til at arbejde mere for andre ved at betale mindre skat, når man arbejder, skal man naturligvis stemme på førstnævnte kategori af skattereformister. Bagefter kan man så betale mere i skat, når man køber ny bil, kører i den man har; eller når man investerer i en bolig.
Mener man omvendt, at sammenhængen mellem, hvad man producerer, og hvad man bør have råderetten over, bør genskabes, må man i stedet se sig om efter politikere, der vil bevare skattestoppet, og som vil sænke skatterne over en bred kam - herunder på lønindkomst. Dér vil man så også finde de samme politikere, der er parate til at tage opgøret med den forvoksede offentlige sektor.
Tidligere bragt i Børsen den 19. Juli
23. april 2007
Vækst og fremskridt er ikke en selvfølge
I fattige og ikke-industrialiserede lande er man sårbare over for forandringer i vejret og i klimaet. Man er vel at mærke mere udsat i det hele taget: over for infektioner, hvad angår ernæring, valgmuligheder, adgang til information, når det gælder muligheden for at bryde med traditioner og rigide normer osv.
Ovenstående har vel at mærke altid været reglen for fattige og tilbagestående samfund; på samme måde som rige kulturer, med fri samhandel og produktion har været i stand til at forholde sig til endog meget store katastrofer eller påvirkninger ude- og indefra.
En rig kultur er vel at mærke først og fremmest rig, fordi der er tale om en oplyst og fornuftsorienteret kultur. Måske kan historien i sig selv ikke lære os noget. Men den kan alligevel bruges til at illustrere en vigtig pointe, som handler om, at der ikke er nogen determinisme, at vækst og fremskridt, ikke er en selvfølge: Romerriget gik til grunde. Athen forfaldt.
Oplysning blev så erstattet af overtro og primitivisme. Og da følger den omtalte sårbarhed, herunder sygdommene, fattigdommen, dårskaben, den politiske forfølgelse etc.
Nordamerika og Europa er i de sidste to hundrede år historisk at beskrive som en undtagelse. Nogle hævder, at det først var i denne - vores - periode, at Aristoteles idéer for alvor kom til udtryk i praksis. Et andet ord for "aristoteles idéer" er "verdslighed". Begrebet handler om at man tager afsæt i, hvad man er som væsen, hvor man er, og derefter søger at opstille regler for det gode samfund på denne virkelighedsorienterede basis.
Påstanden handler således, om, at vi må takke Aristoteles for den politiske og økonomiske frihed, det vil sige, at det er i kraft af friheden, at verdsligheden kommer til udtryk på samfundsplan.
Mit afsæt for at svare på Christian Eges indlæg 7/2 [i Fyens Stiftstidende] bygger således på ovenstående pointe, som jeg i høj grad finder, er den sandsynlige forklaring på, hvorfor fremskridtet har været en realitet, og hvorfor kapitalismen også kunne omplantes til ikke-kristne nationer: Med den oplyste egeninteresse, der er afsættet for forsvaret for økonomisk og politisk frihed, er der simpelthen tale om en opskrift på, hvordan vi som mennesker ikke bare overlever, men som de sidste to århundreder har vist også kontinuerligt forbedrer vores situation.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 13. februar 2007
Ovenstående har vel at mærke altid været reglen for fattige og tilbagestående samfund; på samme måde som rige kulturer, med fri samhandel og produktion har været i stand til at forholde sig til endog meget store katastrofer eller påvirkninger ude- og indefra.
En rig kultur er vel at mærke først og fremmest rig, fordi der er tale om en oplyst og fornuftsorienteret kultur. Måske kan historien i sig selv ikke lære os noget. Men den kan alligevel bruges til at illustrere en vigtig pointe, som handler om, at der ikke er nogen determinisme, at vækst og fremskridt, ikke er en selvfølge: Romerriget gik til grunde. Athen forfaldt.
Oplysning blev så erstattet af overtro og primitivisme. Og da følger den omtalte sårbarhed, herunder sygdommene, fattigdommen, dårskaben, den politiske forfølgelse etc.
Nordamerika og Europa er i de sidste to hundrede år historisk at beskrive som en undtagelse. Nogle hævder, at det først var i denne - vores - periode, at Aristoteles idéer for alvor kom til udtryk i praksis. Et andet ord for "aristoteles idéer" er "verdslighed". Begrebet handler om at man tager afsæt i, hvad man er som væsen, hvor man er, og derefter søger at opstille regler for det gode samfund på denne virkelighedsorienterede basis.
Påstanden handler således, om, at vi må takke Aristoteles for den politiske og økonomiske frihed, det vil sige, at det er i kraft af friheden, at verdsligheden kommer til udtryk på samfundsplan.
Mit afsæt for at svare på Christian Eges indlæg 7/2 [i Fyens Stiftstidende] bygger således på ovenstående pointe, som jeg i høj grad finder, er den sandsynlige forklaring på, hvorfor fremskridtet har været en realitet, og hvorfor kapitalismen også kunne omplantes til ikke-kristne nationer: Med den oplyste egeninteresse, der er afsættet for forsvaret for økonomisk og politisk frihed, er der simpelthen tale om en opskrift på, hvordan vi som mennesker ikke bare overlever, men som de sidste to århundreder har vist også kontinuerligt forbedrer vores situation.
Tidligere bragt i Fyens Stiftstidende den 13. februar 2007
3. januar 2007
En "klar konsensus"
Vi nærmer os det tidspunkt, hvor en milliard mennesker vil være i besiddelse af en mobiltelefon. I takt med udviklingen af den globale og kapitalistiske arbejdsdeling; det vi til daglig kalder globalisering, bliver moderne varer billigere, mere tilgængelige og/eller bedre. Markedet gavner således masserne.
Imidlertid bryder hverken miljøbevægelsen eller de mere traditionelle socialister sig om markedsøkonomi. Miljøfolkene begrunder modstanden med at markedet producerer det, de kalder for ”overflod”. Det vil sige, at andre end dem selv køber varer og ydelser, som denne udvalgte skare mener, er unødvendige. De mere traditionelle socialister er derimod modstandere af markedsøkonomien ud fra en ide om, at markedet skaber fattigdom (- altså det stik modsatte af overflod). Der findes således ingen klar socialistisk konsensus om, hvad markedsøkonomien er.
I en tidsalder domineret af demagoger, der behersker kunsten at promovere modstridende påstande; og med et publikum, der fra en tidlig alder er blevet vænnet til påstanden om, at A på samme tid kan være A - og ikke-A (hvorfor partier som Enhedlisten (navnet!) har såvel traditionelle socialister (tilhængere af forarmelses-scenariet) samt neo-socialister (kritikere af overflod-samfundet), er det således ikke overraskende, at man kan slippe helskindet fra at påstå, at kvoter både reducerer den økonomiske vækst, og samtidig øger væksten.
I en verden domineret af mystikere kan man uden fare for sin politiske karriere hævde, at man ved at opstille flere barrierer for menneskeligt initiativ og handlekraft, vil se en opblomstring af nye former for teknologi; og at man ved at begrænse væksten derfor vil se udviklingen af en ikke-CO2-udledende bil, der (som Svend Auken angiveligt ønsker det), ikke skal kunne køre stærkere end 60 km i timen, og som vi i takt med stigende skatter og afgifter uden besvær vil have råd til at investere i. (Imidlertid har selv lande som Cypern, Libanon og Spanien nu en højere grad af bil-ejerskab end det afgiftsplagede Danmark. Svaret på hvordan flere får råd til et personligt transportmiddel vil ifølge Auken formentlig være at afgifterne blot skal være endnu højere…).
Man kan - jævnfør klimakonferencen i Montreal - også tale om en ”klar konsensus”, og som skandinavisk politiker så referere til det klimascenarium, der fortæller om øget kulde i Nordeuropa (som følge af en ændring i golfstrømmen bane), - for så et split-sekund senere benytte sig af det scenario, der handler om, at vi må berede os på et varmere og mere fugtigt Nordeuropa.
Således er der en ”klar konsensus” om, at det enten bliver varmere eller koldere; og helt aktuelt har der inden for den seneste måned været en ”klar konsensus” om, at denne vinter enten bliver mild eller streng.
I overensstemmelse med ovenstående burde det derfor ikke undre, at analyser af EU-samarbejdet i vid udstrækning nu er overladt til personer, der primært benytter sig af fodboldanalogier eller sammenligner EU’s opgaveudvidelse (herunder administration af kvoteordninger) med togdrift. - Derfor er det blot et spørgsmål om tid, før kommentatorer vil hævde at der er en ”klar konsensus” om at implementere Forfatningstraktaten, trods det forhold, at den ikke desto mindre er blevet forkastet i store dele af Europa.
Med analytikere og kommentatorer, hvis opgave det er at beskrive konsekvenser og forklare komplekse politiske sammenhænge, men som i stedet underholder med fodboldanalogier og pølsesnak om togdrift, kan det næppe undre, at fremtiden ifølge de politiske meningsdannere nu skal findes i en kvoteordning. Hjernen er tydeligvis blevet efterladt på perronen.
Imidlertid bryder hverken miljøbevægelsen eller de mere traditionelle socialister sig om markedsøkonomi. Miljøfolkene begrunder modstanden med at markedet producerer det, de kalder for ”overflod”. Det vil sige, at andre end dem selv køber varer og ydelser, som denne udvalgte skare mener, er unødvendige. De mere traditionelle socialister er derimod modstandere af markedsøkonomien ud fra en ide om, at markedet skaber fattigdom (- altså det stik modsatte af overflod). Der findes således ingen klar socialistisk konsensus om, hvad markedsøkonomien er.
I en tidsalder domineret af demagoger, der behersker kunsten at promovere modstridende påstande; og med et publikum, der fra en tidlig alder er blevet vænnet til påstanden om, at A på samme tid kan være A - og ikke-A (hvorfor partier som Enhedlisten (navnet!) har såvel traditionelle socialister (tilhængere af forarmelses-scenariet) samt neo-socialister (kritikere af overflod-samfundet), er det således ikke overraskende, at man kan slippe helskindet fra at påstå, at kvoter både reducerer den økonomiske vækst, og samtidig øger væksten.
I en verden domineret af mystikere kan man uden fare for sin politiske karriere hævde, at man ved at opstille flere barrierer for menneskeligt initiativ og handlekraft, vil se en opblomstring af nye former for teknologi; og at man ved at begrænse væksten derfor vil se udviklingen af en ikke-CO2-udledende bil, der (som Svend Auken angiveligt ønsker det), ikke skal kunne køre stærkere end 60 km i timen, og som vi i takt med stigende skatter og afgifter uden besvær vil have råd til at investere i. (Imidlertid har selv lande som Cypern, Libanon og Spanien nu en højere grad af bil-ejerskab end det afgiftsplagede Danmark. Svaret på hvordan flere får råd til et personligt transportmiddel vil ifølge Auken formentlig være at afgifterne blot skal være endnu højere…).
Man kan - jævnfør klimakonferencen i Montreal - også tale om en ”klar konsensus”, og som skandinavisk politiker så referere til det klimascenarium, der fortæller om øget kulde i Nordeuropa (som følge af en ændring i golfstrømmen bane), - for så et split-sekund senere benytte sig af det scenario, der handler om, at vi må berede os på et varmere og mere fugtigt Nordeuropa.
Således er der en ”klar konsensus” om, at det enten bliver varmere eller koldere; og helt aktuelt har der inden for den seneste måned været en ”klar konsensus” om, at denne vinter enten bliver mild eller streng.
I overensstemmelse med ovenstående burde det derfor ikke undre, at analyser af EU-samarbejdet i vid udstrækning nu er overladt til personer, der primært benytter sig af fodboldanalogier eller sammenligner EU’s opgaveudvidelse (herunder administration af kvoteordninger) med togdrift. - Derfor er det blot et spørgsmål om tid, før kommentatorer vil hævde at der er en ”klar konsensus” om at implementere Forfatningstraktaten, trods det forhold, at den ikke desto mindre er blevet forkastet i store dele af Europa.
Med analytikere og kommentatorer, hvis opgave det er at beskrive konsekvenser og forklare komplekse politiske sammenhænge, men som i stedet underholder med fodboldanalogier og pølsesnak om togdrift, kan det næppe undre, at fremtiden ifølge de politiske meningsdannere nu skal findes i en kvoteordning. Hjernen er tydeligvis blevet efterladt på perronen.
14. december 2006
Venstrefløjen og forbrugerismen
Der er nu kommet endnu en bog om, hvordan børn og voksne er ofre for forbrugerismen:
- De voksne kan ifølge venstrefløjstankegangen i sådanne bøger ikke gøre for det. De kan ikke gøre for, de har et fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de har råd til fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de kan modtage kabel- eller parabolprogrammer. Eller at de siger 'ja tak' til trykte reklamer. Og at de, når de modtager reklamerne, ikke smider dem væk.
Ej heller kan de voksne, ifølge tankegangen, gøre for, at de placerer deres børn foran fjernsynet. De voksne er på samme måde ikke i stand til at sige nej, når deres børn plager om det, de herefter ser i fjernsynet.
Den fri vilje er således ifølge tankegangen ikke-eksisterende. Man er et forbrugsoffer. Og derfor skal der gribes ind fra politisk side. Det foreslås herefter som oftest, at en sådan indgriben sker i form af nogle reklameforbud gerne kombineret med et licens-finansieret reklamefremstød ('oplysning').
Det er tvivlsomme påstande, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved. Samtidig kunne man spørge, hvem der oprindelig skabte forbrugerismen? Det vil sige ideen om, at man realiserer sig selv gennem sit forbrug. For det giver - jf. ovenstående - ikke sig selv, at forbrugerisme ligesom bare er opstået af sig selv. Nogen kunne jo tænkes at være ansvarlig.
Her skal opmærksomheden henledes på Karl Marx og John Meynard Keynes, der hver især har bidraget til venstrefløjens tankegang; men som de venstreorienterede i dag muligvis ikke mener, de kan gøre for, at de ligger under for - på grund af den sociale arv.
Marx mente således ikke, at det var så vigtigt, hvor meget man producerede; hvad man producerede; eller i hvilket omfang, man rent faktisk bidrog til produktiviteten i samfundet. Det vigtige for Marx var derimod retten til at forbruge.
Det, der gjorde os til mennesker, var ikke ifølge den marxistiske tankegang, at mennesker anvender deres intelligens og skaber midlerne til egen selvopholdelse. Det vigtige var samtidig ikke det forhold, at mennesker kan styrke deres eget selvværd gennem en stadig kamp for at forbedre deres egen levestandard. Tværtimod anså han sådanne holdninger som borgerlig propaganda, der blot skulle anspore proletariatet til at arbejde mere, hårdere og mere effektivt i det, han opfattede som det store udbytningsmaskineri.
Det vigtige for Marx var derimod netop rollen som forbruger! I Marx' utopi, der er styrende også for venstrefløjen i dag, vil man kunne arbejde, som man har lyst til det, og forbruge efter behov.
Produktivitet og forbrug
Det er som bekendt venstrefløjen, der ihærdigt har arbejdet på at adskille sammenhængen mellem produktiv indsats og forbrugsevne. Og det er netop på venstrefløjen, man mener sammenhængen mellem produktivitet og forbrug er forbundet med uretfærdighed; jævnføre kampen om at indføre stadig nye rettigheder, der giver dig mulighed for at forbruge, uden at du giver noget igen.
Endvidere er det typisk på venstrefløjen, man finder synspunktet om, at der ikke bør være grænser for dine forbrugsmuligheder, som følge af din placering i den produktive sektor. Rent faktisk mener socialister, marxister, neomarxister med mere, at du har ret til at forbruge, selv om du muligvis slet ikke har en placering som produktiv i det hele taget!
Ifølge arven fra Marx har man således en ret til at forbruge, eftersom det ifølge den marxistiske ideologi er gennem forbrug - og ikke gennem produktivitet, og slet ikke gennem din evne til at forbedre din egen produktivitet - at du realiserer dig selv. Forbrugerismen er dermed venstrefløjens egen 'isme'.
Tilsvarende mente økonomen John M. Keynes, at verden blev drevet fremad via forbruget. Vesten var ifølge Keynes ikke blevet rigt primært som følge af kapital-akkumulation, slet ikke via respekt for ejendomsretten, ikke via forbedringer af produktiviteten; faktisk slet ikke via produktivitet, men via forbrug. Budskabet fra Keynes var derfor, at hvis vi forbruger mere her og nu, vil vi kunne forbruge mere i fremtiden.
Ude i den produktive sektor realiserer man sig tværtimod stadigvæk i dag gennem sin evne til at producere. Hvis man ikke producerer noget, går virksomheden til grunde. Hvis man derimod forbedrer sin virksomheds evne til produktivitet, belønnes man af forbrugerne.
Disse forbrugere kan være andre produktive mennesker, der ved, at produktion er det primære og det væsentlige; og at man derfor først og fremmest er i stand til at realisere sig selv, fordi man er produktiv. Der kan imidlertid også være tale om mennesker, der er ofre for venstrefløjens forbrugerisme.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 22. maj 2006.
- De voksne kan ifølge venstrefløjstankegangen i sådanne bøger ikke gøre for det. De kan ikke gøre for, de har et fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de har råd til fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de kan modtage kabel- eller parabolprogrammer. Eller at de siger 'ja tak' til trykte reklamer. Og at de, når de modtager reklamerne, ikke smider dem væk.
Ej heller kan de voksne, ifølge tankegangen, gøre for, at de placerer deres børn foran fjernsynet. De voksne er på samme måde ikke i stand til at sige nej, når deres børn plager om det, de herefter ser i fjernsynet.
Den fri vilje er således ifølge tankegangen ikke-eksisterende. Man er et forbrugsoffer. Og derfor skal der gribes ind fra politisk side. Det foreslås herefter som oftest, at en sådan indgriben sker i form af nogle reklameforbud gerne kombineret med et licens-finansieret reklamefremstød ('oplysning').
Det er tvivlsomme påstande, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved. Samtidig kunne man spørge, hvem der oprindelig skabte forbrugerismen? Det vil sige ideen om, at man realiserer sig selv gennem sit forbrug. For det giver - jf. ovenstående - ikke sig selv, at forbrugerisme ligesom bare er opstået af sig selv. Nogen kunne jo tænkes at være ansvarlig.
Her skal opmærksomheden henledes på Karl Marx og John Meynard Keynes, der hver især har bidraget til venstrefløjens tankegang; men som de venstreorienterede i dag muligvis ikke mener, de kan gøre for, at de ligger under for - på grund af den sociale arv.
Marx mente således ikke, at det var så vigtigt, hvor meget man producerede; hvad man producerede; eller i hvilket omfang, man rent faktisk bidrog til produktiviteten i samfundet. Det vigtige for Marx var derimod retten til at forbruge.
Det, der gjorde os til mennesker, var ikke ifølge den marxistiske tankegang, at mennesker anvender deres intelligens og skaber midlerne til egen selvopholdelse. Det vigtige var samtidig ikke det forhold, at mennesker kan styrke deres eget selvværd gennem en stadig kamp for at forbedre deres egen levestandard. Tværtimod anså han sådanne holdninger som borgerlig propaganda, der blot skulle anspore proletariatet til at arbejde mere, hårdere og mere effektivt i det, han opfattede som det store udbytningsmaskineri.
Det vigtige for Marx var derimod netop rollen som forbruger! I Marx' utopi, der er styrende også for venstrefløjen i dag, vil man kunne arbejde, som man har lyst til det, og forbruge efter behov.
Produktivitet og forbrug
Det er som bekendt venstrefløjen, der ihærdigt har arbejdet på at adskille sammenhængen mellem produktiv indsats og forbrugsevne. Og det er netop på venstrefløjen, man mener sammenhængen mellem produktivitet og forbrug er forbundet med uretfærdighed; jævnføre kampen om at indføre stadig nye rettigheder, der giver dig mulighed for at forbruge, uden at du giver noget igen.
Endvidere er det typisk på venstrefløjen, man finder synspunktet om, at der ikke bør være grænser for dine forbrugsmuligheder, som følge af din placering i den produktive sektor. Rent faktisk mener socialister, marxister, neomarxister med mere, at du har ret til at forbruge, selv om du muligvis slet ikke har en placering som produktiv i det hele taget!
Ifølge arven fra Marx har man således en ret til at forbruge, eftersom det ifølge den marxistiske ideologi er gennem forbrug - og ikke gennem produktivitet, og slet ikke gennem din evne til at forbedre din egen produktivitet - at du realiserer dig selv. Forbrugerismen er dermed venstrefløjens egen 'isme'.
Tilsvarende mente økonomen John M. Keynes, at verden blev drevet fremad via forbruget. Vesten var ifølge Keynes ikke blevet rigt primært som følge af kapital-akkumulation, slet ikke via respekt for ejendomsretten, ikke via forbedringer af produktiviteten; faktisk slet ikke via produktivitet, men via forbrug. Budskabet fra Keynes var derfor, at hvis vi forbruger mere her og nu, vil vi kunne forbruge mere i fremtiden.
Ude i den produktive sektor realiserer man sig tværtimod stadigvæk i dag gennem sin evne til at producere. Hvis man ikke producerer noget, går virksomheden til grunde. Hvis man derimod forbedrer sin virksomheds evne til produktivitet, belønnes man af forbrugerne.
Disse forbrugere kan være andre produktive mennesker, der ved, at produktion er det primære og det væsentlige; og at man derfor først og fremmest er i stand til at realisere sig selv, fordi man er produktiv. Der kan imidlertid også være tale om mennesker, der er ofre for venstrefløjens forbrugerisme.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 22. maj 2006.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
