For kort tid siden blev en ung mand stukket ihjel på strøget i København. Siden da har flere meningsdannere og politikere talt om vigtigheden af overvågning, som redskab i kampen mod kriminalitet. Afsættet for den aktuelle diskussion var at gerningsmanden blev fanget ved hjælp at et videokamera i en butik.
Desværre virker det som om dette er det eneste emne, man mener det er værd at diskutere, - måske lige bortset fra tilsvarende debatter om, hvorvidt man skulle stramme forbuddene mod at gå med kniv, eller i hvilket omfang politiet skal visitere, og i hvilke zoner man skal visitere mest.
Mens man diskuterer dette begynder flere af borgerne nu at efterspørge private vagtværn. Tilliden er ved at forsvinde.
Det er dermed ret tydeligt at debatten om forbrydelse og straf, samt det mere overordnede spørgsmål, der handler om konsekvens og omverdenens retfærdige reaktion i forhold til kriminelle handlinger er blevet ignoreret.
Den pågældende handling burde faktisk i langt højere grad have været anledning til at rejse sidstnævnte type af spørgsmål; det vil sige de, som handler om at straffe forbrydere, og udvise konsekvens, når det begås kriminelle handlinger. I det omfang at dette ikke sker, så sender man ikke desto mindre et signal til forbryderne om, at de kan slippe godt fra deres adfærd.
I Europa er der efterhånden en tendens til, at man undskylder og bagatelliserer virkelige forbrydere, og at man udnævner de kriminelle til ofre; alt imens man gør almindelige borgere til forbrydere.
Hvad angår det sidste kan man nævne de love, der kriminalisere voksne menneskers brug af stimulanser såsom tobak eller stærkere produkter.
Man straffes eller kriminaliseres således for, at man i sin fritid bruger tiden sådan som man selv vil, og sådan som man selv finder det bedst i selskab med ligesindede, uden at dette går ud over andre end de, som også opsøger de samme lokaliteter som én selv.
Dette er i praksis blot ikke virkelige forbrydelser. Der er blot tale om kriminalisering – herunder om afvikling af borgernes frihed og ejendomsret.
Begår man derimod voldelige og morderiske handlinger står der en hær af undskyldende og udglattende typer parate med forklaringer om, at voldsmænd og/eller hærværksmænd ikke kan gøre for det; eller at det som de har brug for, er mere sympati og forståelse for deres ”sociale baggrund” end disse allerede har fået.
Der er rent faktisk en sammenhæng i de ovenstående to politikker, som føres overfor henholdsvis de kriminelle og de lovlydige borgere.
Sammenhængen består netop i tanken om, at ”man ikke kan gøre for det”:
Søger man job som tjener kan man således angiveligt ikke gøre for, at man er havnet på en arbejdsplads, hvor der ryges.
Uanset hvilket rusmiddel man vælger, kan man således angiveligt heller ikke gøre for, at man har valgt det, trods det forhold, at mange dagligt beviser at de er i stand til at lægge selv de mest vanedannende stoffer på hylden; og dermed også viser, at man kan vælge fra - ligesom man vælger til.
I staten tager man det således på sig, at afvænne og opdrage på almindelige borgere med såvel forbud som kampagner Tilsvarende er der så de kriminelle, hvor de samme typer af magthavere har nøjagtig samme grundholdning som de har til befolkningens adfærd i almindelighed:
I begge tilfælde gælder det, at man anses for at være ansvars- og eller skyldfri. Derfor vil staten styre borgerne i almindelighed, mens de tilgiver eller ser med mildhed på de virkeligt kriminelle. Man ser det jo netop som et slags tilfælde, at nogle er havnet på den forkerte side af linjen.
Forklaringen på det høje skattetryk, og på hvordan man retfærdiggør det over for sig selv som politisk magthaver er i øvrigt tilsvarende ovenstående indstilling:
Tjener man ikke nogen penge, og tilbringer man dagen med at drive rundt og spilde tiden, så kan man åbenbart ikke gøre for det. Tjener man omvendt penge og gør man sig umage, er det ligeledes noget man øjensynlig har fået med i kraft af ens ”sociale arv”.
Skatterne i Danmark er netop steget med raketfart fra og med det tidspunkt da ”man kan ikke gøre for det”-folket kom til magten fra og med 1970’erne.
Tænker man lidt over hvad konsekvenserne af denne ”pædagogik” overfor befolkningen fører frem til, så burde det i øvrigt også stå tindrende klart, at dette ikke til sidst ender med en fagre ny ansvarlig og kollektivistisk verden, hvor der tænkes ”samfundssind” og ”sammenhængskraft”.
Det ender i stedet med eskalerende kriminalitet, stigende fattigdom og til sidst det rendyrkede kaos, som man også er ved at kunne opleve i flere af de europæiske storbyer allerede, når man til sidst erkender at magthaverne ikke tror på muligheden af, at individer har en fri vilje, og selv er ansvarlige for deres handlinger. Jo mere udbredt denne indstilling er, desto mere hærværk og voldelig adfærd vil man opleve.
Det er netop i en verden, hvor man ikke vil anerkende den fri vilje, og at man i sin vågne tilværelse dagligt træffer tusinde valg – trods de sære teorier om ”determinisme” der indpodes på offentlige universiteter, at lovlydige borgere og de kriminelle skridt og skridt behandles mere og mere ensartet; og at der bliver flere kriminelle og færre lovlydige.
Den arbejdsløshed, der er skabt i Europa (og som også findes skjult i Danmark) er jo netop også et produkt af selvsamme foragt for evnen til at være i besiddelse af eget ansvar; det vil sige en foragt for eksistensen af evnen til at handle selvstændigt, og til at være i besiddelse af et ansvar for sig selv. Det er denne forkastelse af troen på at man kan handle og vælge, der betyder at staten betaler til lediggang.
De samme myndigheder, der ved at sende ovenstående signaler om generel skyldfrihed, som har givet os øget kriminalitet i Europa; samt noget man må betegne som lavvækst; - og som har skabt flere socialt adfærdsvanskelige i kraft af belønning for lediggang og ansvarsløshed kaster sig derfor måske ikke overraskende over en række nye typer af angivelige problemer, som de tydeligvis heller ikke ville være i stand til at løse, i det tilfælde at disse problemer i givet fald var reelle.
Det mest realistiske er nok at betegne disse erklærede problemer som man i FN og EU nu fokuserer på såsom ”klimaforandring”, som værende udtryk for eskapisme i forhold til alle de reelle problemstillinger, man ikke kunne tackle med sine planer og kontrolprogrammer - inklusive fattigdommen og stagnationen i Afrika. - Jo flere der dør i afrikanske diktaturlande i kraft af ufrihed og manglende industrialisering, desto flere politikere vil man således utvivlsomt høre tale om miljø og global opvarmning.
Over tid får man selvfølgelig de politikere, man har fortjent. De nuværende generationer af magthavere er her, fordi tidligere genererationer i almindelighed troede, at man kunne forbruge sig til vækst, og at gratis (uddannelse med videre) var godt. Begge dele er dårskab: Gratisgørelsen fører med lovmæssighed frem til en stigende grad af kritikløshed og spolerethed.
De som rammes hårdest af denne blåøjethed bliver desværre bare også de mennesker, som lever i de dele af verden, hvor man allermest havde brug for at blive en del af den markedsøkonomi og af det globale kapitalistiske samfund, samt ikke mindst af de retssamfund, som de nuværende ledere i stigende grad ikke kan forbindes med; og som de tydeligvis ikke ønsker at udbrede til netop de regioner, hvor man har mest brug for at dette sker. Vestens politiske lederskab drømmer således stadig om en årsagsløs verden, hvor velstanden opstår uden at verden samtidig forandres.
For i et retssamfund er borgerne frie – også til at leve usundt - og ordensmagten bruger i stedet tiden på at bekæmpe kriminelle - og ikke eksempelvis tobaksnydere eller reklamebranchen. Men for tiden gælder ikke desto mindre samme mantra overfor de civiliserede som for barbarerne: overvågning og kontrol.
Viser indlæg med etiketten Venstrefløj. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Venstrefløj. Vis alle indlæg
13. februar 2008
7. oktober 2007
Hvordan man er venstreorienteret
Evan Sayet, der er komiker giver på lidt mere end en halv times tid sit bud på, hvordan den venstreorienterede mentalitet tager sig ud.
Foredraget handler ikke mindst om venstreorienterede amerikaneres anti-amerikanisme. Og for Evan Sayet handler det om at vågne op efter den 11. september, og opdage hvor stort hadet til friheden og fornuftskulturen hos mange demokrater og venstreorientede i USA er.
Her gives en ret interessant forklaring på, hvordan "democrats" og "liberals" er i stand til at leve i et af de mest frie nationer i verden, og alligevel kun kan se undertrykkelse. Det handler også om, hvorfor venstreorienterede i praksis har taget parti for ondskab og ufrihed - ikke mindst for skabelsen af islamiske teokratier, men også andre former for diktatur.
Ovenstående stillingtagen må ifølge Sayet ses som et mere grundlæggende forsøg fra "the liberals" på at vise, at der ikke er noget, der hedder "rigtigt" og "forkert".
Han kalder dette for the cult of indiscriminateness. Sayat mener således, at venstrefløjens værdi-nihilisme må ses som en direkte kamp fra de venstreorienteredes side imod fornuft, fakta, logik, normer, standarder, rigtigt og forkert samt argumentation. Dette bygger atter ifølge Sayet på en mere eller mindre bevidst formuleret ide fra de venstreorientedes side om, at fornuft som sådan har fejlet og derfor skal bekæmpes.
Tesen er derfor at "the liberals" ser ikke-diskriminering (hvor man siger, at "alt er lige godt" - eller "man kan ikke vide noget med sikkerhed", og samtidig lægger positive værdier - som frihed - for had) er blevet et "moralsk imperativ" for den venstreorienterede og "de intellektuelle" som klasse (, for problemet med værdi-nihilisme er som Sayet nævner det især stort og udbredt blandt de, der i længst tid har været udsat for indoktrinering på højere læreanstalter).
- Fordraget giver derfor en forklaring på, hvorfor man på venstrefløjen i så vid udstrækning hader såvel supermarkedskæden Walmart som frihedshelten George Washington; og hvorfor der i stedet fra samme side kan findes sympati for terrorister som Yassir Arafat og Osama Bin Laden.
Evan Sayet at the HERITAGE FOUNDATION: "How Modern Liberals Think".
Foredraget handler ikke mindst om venstreorienterede amerikaneres anti-amerikanisme. Og for Evan Sayet handler det om at vågne op efter den 11. september, og opdage hvor stort hadet til friheden og fornuftskulturen hos mange demokrater og venstreorientede i USA er.
Her gives en ret interessant forklaring på, hvordan "democrats" og "liberals" er i stand til at leve i et af de mest frie nationer i verden, og alligevel kun kan se undertrykkelse. Det handler også om, hvorfor venstreorienterede i praksis har taget parti for ondskab og ufrihed - ikke mindst for skabelsen af islamiske teokratier, men også andre former for diktatur.
Ovenstående stillingtagen må ifølge Sayet ses som et mere grundlæggende forsøg fra "the liberals" på at vise, at der ikke er noget, der hedder "rigtigt" og "forkert".
Han kalder dette for the cult of indiscriminateness. Sayat mener således, at venstrefløjens værdi-nihilisme må ses som en direkte kamp fra de venstreorienteredes side imod fornuft, fakta, logik, normer, standarder, rigtigt og forkert samt argumentation. Dette bygger atter ifølge Sayet på en mere eller mindre bevidst formuleret ide fra de venstreorientedes side om, at fornuft som sådan har fejlet og derfor skal bekæmpes.
Tesen er derfor at "the liberals" ser ikke-diskriminering (hvor man siger, at "alt er lige godt" - eller "man kan ikke vide noget med sikkerhed", og samtidig lægger positive værdier - som frihed - for had) er blevet et "moralsk imperativ" for den venstreorienterede og "de intellektuelle" som klasse (, for problemet med værdi-nihilisme er som Sayet nævner det især stort og udbredt blandt de, der i længst tid har været udsat for indoktrinering på højere læreanstalter).
- Fordraget giver derfor en forklaring på, hvorfor man på venstrefløjen i så vid udstrækning hader såvel supermarkedskæden Walmart som frihedshelten George Washington; og hvorfor der i stedet fra samme side kan findes sympati for terrorister som Yassir Arafat og Osama Bin Laden.
Evan Sayet at the HERITAGE FOUNDATION: "How Modern Liberals Think".
Færre gode tegninger
Den frihedsorienterede tegner-duo Cox & Forkum indstiller ifølge deres hjemmeside arbejdet på professionel basis. Årsagerne der gives er såvel professionelle som personlige. I forbindelse med den danske ”Muhammed-krise” bidrog C&F med en række glimrende tegninger, der viste hykleriet fra den arabiske verdens side.
Cox &Forkum mener, at den vestlige verdens frihedsværdier er værd at forsvare. Deres tegninger spidder ofte venstrefløjens groteske dobbeltstandarder.
De to tegnere har ofte vist, hvordan interessen for alle de uhyrligheder, der foregår i diktaturstater med folkedrab, udbredt tortur, forfølgelse af minoriteter, grov censur, spredning af revolution - eksempelvis fra iransk side - med mere ignoreres af de venstreintellektuelle i den frie verden, mens man aldrig kan få nok af at skrive om enkeltstående individers forbrydelser, blot disse er vestlige og især amerikanske.
- Sådanne forbrydelser begået af isolerede personer eksempelvis som det er set i irakiske fængsler forsøger journalister og akademikere så at hæve op til at være udtryk for, hvad den vestlige verden repræsenterer på et overordnet plan.
Denne adfærd fra de venstreintellektuelles side må naturligvis ses som udtryk for et had til den frie verden man lever i. Når man ser den politik som de venstreorienterede fører, og som de ”borgerlige” efterligner - herunder appeasement-politikken i forhold til Iran, Nordkorea, Kina, militante islamister i Libanon og de palæstinensiske områder, må man da også antage, at ret mange moderne politikere enten bevidst eller ubevidst vil friheden til livs.
(Derfor var det et lille lyspunkt i dag at læse endnu debatindlæg vedrørende moralsk støtte til Taiwan fra Pia Kjærsgaard i dagens udgave af Jyllands-Posten).
Besøg Cox & Forkum her.
Cox &Forkum mener, at den vestlige verdens frihedsværdier er værd at forsvare. Deres tegninger spidder ofte venstrefløjens groteske dobbeltstandarder.
De to tegnere har ofte vist, hvordan interessen for alle de uhyrligheder, der foregår i diktaturstater med folkedrab, udbredt tortur, forfølgelse af minoriteter, grov censur, spredning af revolution - eksempelvis fra iransk side - med mere ignoreres af de venstreintellektuelle i den frie verden, mens man aldrig kan få nok af at skrive om enkeltstående individers forbrydelser, blot disse er vestlige og især amerikanske.
- Sådanne forbrydelser begået af isolerede personer eksempelvis som det er set i irakiske fængsler forsøger journalister og akademikere så at hæve op til at være udtryk for, hvad den vestlige verden repræsenterer på et overordnet plan.
Denne adfærd fra de venstreintellektuelles side må naturligvis ses som udtryk for et had til den frie verden man lever i. Når man ser den politik som de venstreorienterede fører, og som de ”borgerlige” efterligner - herunder appeasement-politikken i forhold til Iran, Nordkorea, Kina, militante islamister i Libanon og de palæstinensiske områder, må man da også antage, at ret mange moderne politikere enten bevidst eller ubevidst vil friheden til livs.
(Derfor var det et lille lyspunkt i dag at læse endnu debatindlæg vedrørende moralsk støtte til Taiwan fra Pia Kjærsgaard i dagens udgave af Jyllands-Posten).
Besøg Cox & Forkum her.
4. september 2007
I Danmark findes to modstridende kulturer
Som altid var Grønland fascinerende. Hver gang, jeg er i Grønland, bliver jeg imponeret over, hvordan det grønlandske folk gennem generationer har klaret sig i en meget barsk natur. - Det skrev Anders Fogh Rasmussen den 28. juni på sin nye blog.
Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.
Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.
Klimaet var en større udfordring før industrialderen
Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.
Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.
Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur
Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.
Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså også, at de fleste er så rørende enige om, at der er stolte traditioner for selvstændighed at bygge på. Kunne problemet mon have noget at gøre med bistandskulturen man importerede fra Danmark?
På COIN-bloggen har jeg i denne forbindelse påpeget, at danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt på Grønland, end de har i Danmark: I Danmark er det civile samfund langt stærkere end i Grønland. Derfor er det danske samfund i praksis også mere frit. Det er nu engang i det danske civilsamfund at den økonomiske vækst er skabt, og det ovenfor nævnte industrisamfund er blevet til.
Industrisamfund har man således i frie og åbne samfund, der er præget af smidig samhandel, produktionsfrihed, tankefrihed og respekt for den enkelte og herunder for den private ejendomsret. Og man tænker ikke frit, og lærer det aldrig - hvis det ikke kan betale sig. Det kan det netop ikke i et samfund, der tilstræber planøkonomi – som stagnerer, og så bliver til en bistandsøkonomi. Grønlands møde med Danmark kunne derfor i princippet have ført til langt mere end det faktisk blev tilfældet. En vigtig grund til at der er sket så lidt, er ikke mindst, at det ikke var denne frihedens og produktivitetens kultur, der var den primære kultur, som mødte grønlænderne fra Danmarks side. I stedet var det bistandskulturen og offerliggørelsen man importerede, som også herhjemme har været på fremmarch; men som i Grønland blot har haft langt friere spillerum. - Det er i øvrigt den samme offerliggørelse, som man udsætter en del indvandrere for hernede.
Nogle kulturer er bedre end andre – og det skyldes ikke mindst forskelle på menneskesyn
Man kan derfor også udlede noget andet af det Anders Fogh Rasmussen skriver; og det er at kultur og værdier gør en forskel. Nogle gange er kulturen stærk og skabende. Andre gange er en kultur svag, stagneret eller ligefrem destruktiv. (Det skal illustreres tydeligere senere). I kraft af ovenstående kan man blot som en historisk efterskrift konstatere, at den grønlandske kultur (forstået som aktuelle individer) havde svært ved at vælge fra og til: Det man valgte til, var i vid udstrækning ikke de værdier, der kendetegner produktivitet og moderne entreprenørånd. Det var nu engang i højere grad bistandskulturens værdier, som man valgte. Det fortæller mængden af bistand, der tilflyder Grønland den dag i dag. Det viser sig også i kraft af den misbrugskultur der eksisterer, og som ikke kan ignoreres.
Kulturens grundlag er derfor ikke mindst værdier, og i den forstand ikke mindst menneskesyn, der således kan være vidt forskellige. Nogle kulturer er derfor bedre end andre, fordi nogle værdier er bedre at abonnerer på end andre sæt af værdier. Og forskelle i værdier handler i vid udstrækning om forskel på menneskesyn:
Mennesket som offer
Nogle ser således mennesket som et offer for ydre omstændigheder. Her opfattes mennesket som et svagt og skrøbeligt væsen, der skal opflaskes med “midler” og “ressourcer”, og så på magisk vis efter mange årtiers offentlig pleje (og socialistisk indoktrinering undervejs) pludselig en dag forventes at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende eller målrettet og ambitiøs medarbejder - vel at mærke angiveligt præcis takket være denne offentlige podning. Men det sker simpelthen ikke. Man bliver ikke en drivkraft på markedspladsen, når man har lært at være globaliseringsmodstander og tilhænger af en massiv stat. Hvor mange vil virkelig hævde, at de har lært arbejdsetik, forskel på dit og mit samt eventuelt at være forretningsmand m/k – i kraft af folkeskole eller for den sags skyld Danmarks Radio? At Danmark har en levende privatsektor er dermed på trods og ikke på grund af den offentlige sektor.
Mennesket som verdens klogeste væsen
Andre ser omvendt (i modsætning til offentlige behandlere, offentlige propagandister og bureaukrater) mennesket for hvad det er: det mest intelligente væsen på jorden. Her er synet, at man med nogle solide værdier i ryggen (som uden større vanskeligheder kan viderebringes i al frivillighed fra forældre og de nærmeste omgivelser) sagtens kan formå at overgå sig selv og den ældre generation; samt bygge videre på, hvad der måtte være af historiske sejre - uden at skulle have bistand og statstilskud. Og trods førstnævnte negative offersyn, så er Homo Sapiens ikke desto mindre ubestrideligt det mest producerende, ressourcefulde, innovative og kreative væsen på denne planet. Men hvis man lærer ikke at tro på sig selv, og at tro at man ikke rigtigt kan gøre en forskel, og at man skal have tilskud og ydelser for at klare sig, og hvis hele det omkringliggende samfund prædiker det samme – eventuelt tilsat jantelov, så er det klart at man vil give sig i kast med mindre.
Venstrefløjens forkvaklede menneskesyn
Der er dermed en kolossal stor forskel på, hvad man mener man kan gøre; hvad man (trods dette faktum) regner mennesket for som væsen; og dermed også hvilken selvstændighed, man politisk er villig til at begunstige sine medmennesker. I Danmark har man i kraft af offerideologien derfor ikke været villig til at lade det grønlandske folk tage vare på sig selv. Behandlersynet på mennesket har været det dominerende, når det gælder forholdet til Grønland. (Og måske er det også det Anders Fogh Rasmussen prøver på at fortælle, hvis han turde).
Omvendt har vi som nævnt i Danmark heldigvis et ret stærkt civilsamfund, der modvirker det sidstnævnte syn på individet, som altså navnlig promoveres fra det offentlige. Vi har faktisk ikke haft en så forvokset socialstat så længe som offentlige undervisere gerne vil give indtryk af. Og vi har omvendt været del af det åbne, frie og oplyste Europa længe. Det har man bare ikke i Grønland - i kraft af nogle bestemte historiske omstændigheder herunder den omtalte geografiske isolation.
Pointen er således, at det ikke er det danske private civilsamfund, og frie relationer mellem grønlandske og danske producenter, der kendetegner relationerne. Det er tværtimod netop det offentlige tilskuds-Danmark med tilhørende offerideologi, der har overtaget Grønland, og som langsomt har sikret at Grønland blev fastholdt som et stagneret område. I Danmark kan vi derfor i langt større omfang derfor tillade os at grine af behandlerkulturen, og det besynderlige medfølgende menneskesyn. Der er bare ikke så meget at grine ad, når systemet relativt set er så stort som det i kraft af bistanden sammenholdt med det grønlandske BNP må være på Grønland. Grønland har derfor behov for et retssamfund - og ikke en velfærdsstat.
Darwin om egalitære og primitive kulturer
Indledningsvist blev det nævnt, at kulturer således kunne være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. Det blev også foroven lovet, at det skulle uddybes, hvordan man kan sige, at nogle kulturer er bedre end andre ud fra en objektiv målestok.
Den objektive målestok der skal opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.
Et ekstremt eksempel på en svag kultur ud fra denne målestok var således hvad Charles Darwin mødte i Ildlandet (Tierra del Fuego i Sydamerika) tilbage i 1833.
De lokale beboere her var, som Darwin beskriver det, ekstremt egalitære: Alt hvad de fik af deres gæster fra Europa blev sønderflået i små dele, så ingen blev bedre stillet end andre: At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another, konstaterer Darwin.
Darwin gjorde sig naturligvis i den sammenhæng så nogle overvejelser over hvad der skulle til, før sådan en situation - og den bagvedliggende mentalitet, der lå til grund for adfærden - forandrede sig til det bedre. Her er således hele sentensen fra Darwins dagbog, hvori bemærkningen om klædet, der bliver sønderflået i lighedens navn indgår:
The perfect equality among the individuals composing the Fuegian tribes must for a long time retard their civilization. As we see those animals, whose instinct compels them to live in society and obey a chief, are most capable of improvement, so is it with the races of mankind. Whether we look at it as a cause or a consequence, the more civilized always have the most artificial governments. For instance, the inhabitants of Otaheite, who, when first discovered, were governed by hereditary kings, had arrived at a far higher grade than another branch of the same people, the New Zealanders, — who, although benefited by being compelled to turn their attention to agriculture, were republicans in the most absolute sense. In Tierra del Fuego, until some chief shall arise with power sufficient to secure any acquired advantage, such as the domesticated animals, it seems scarcely possible that the political state of the country can be improved. At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another. On the other hand, it is difficult to understand how a chief can arise till there is property of some sort by which he might manifest his superiority and increase his power.
Darwins catch 22, hvor ingen er stærke nok til at hævde deres egen ejendomsret, og hvor ingen ejendomsret derfor opstår, er imidlertid relativt let at løse, hvis man i stedet for at fokusere på institutioner, lægger vægten på ændringen af netop værdierne i et givent samfund.
Der kan således identificeres to konfliktende sæt af værdier i Danmark, man kan karakterisere som borgerlige og socialistiske. De to værdisæt har så to tilhørende og modstridende sæt af rettigheder: henholdsvis forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og så de såkaldt materielle eller “positive” rettigheder. De sidste er i øvrigt også netop dem, som Ildlandets beboere i praksis (uden at vide det) bekendte sig til. Forskellige værdier er derfor – i modsætning til Darwins synspunkt - langt vigtigere end om et land har et kongedømme, en republik eller for den sags skyld en eller anden form for passivt ikke-socialistisk diktatur, som man har haft det i Singapore, Taiwan eller i Sydkorea tidligere.
Lighed og primitivisme vs. privat ejendomsret og civilisation
Det afgørende er derfor netop respekten for den enkelte, det vil sige for, at naboen har ret til at forfølge sine egne ideer, producere på sin måde, og høste udbyttet. Men Darwin har jo vel at mærke ret i, at det der i praksis ville gøre en forskel, er det øjeblik, hvor nogle af Ildlandets beboere beslutter sig for at de har fået nok af den dræbende lighed, og i stedet beslutter sig for at forsvare deres ejendomsret – uanset om der er tale om en gave, de har fået af tilrejsende, eller om der er tale om noget jord, de har dyrket, eller et dyr man selv har fanget; og som man ikke vil dele med alle andre, men kun med dem man selv mener, det er værd at dele med.
Forskellen er således, at man insisterer på sin ret, og samtidig lærer andre at respektere denne ret (ejendomsretten) som noget universelt – altså som en regel, som gælder for alle.
Det skal således være påstanden, at dette netop har været på sådanne kritiske tidspunkter – hvor nogle har gjort op med en negativ adfærd, og sat en ny standard for retfærdighed, at man har bevæget sig bort fra mere primitive tilstande. Det vil eksempelvis sige, når man har valgt at anerkende, at man selv gjorde forskellen, og derfor også selv har retten til at nyde det udbytte af egen indsats, som man på forskellig måde høster. - Måske bygger man sig via først tænkning og siden hårdt arbejde en overlegen båd, og gør derfor mere for sin egen familie. Ville man nu gøre det, hvis alle de ekstra fisk man fangede, så efterfølgende skulle fordeles mellem flere hundreder i en landsby? Øges incitamentet til at foretage sig noget ikke netop, når produktet af det man frembringer, også efterfølgende er noget, man har råderetten over?
I Ildlandet var der således ikke engang en diskussion om ejendomsretten. Man flåede bare tingene ud af hænderne på hinanden. Så her er vor tids socialdemokrater dog mere civiliserede: De har sat konfiskationen i system via demokratiet, hvor vi hvert fjerde år så vælger hvis ejendom, det i særlig grad skal gå ud over, og hvor meget vi skal flå ud af hænderne på hinanden.
Konklusion
For at vende tilbage til Grønland – efter at have opstillet denne sondring mellem egalitarisme vs. respekt for ejendomsretten - kan man derfor sige, at nogle af de grønlandske traditioner i denne forbindelse har været godartede. Man har i et eller andet omfang respekteret individuelle forskelle, og retten til at gøre tingene på forskellig måde. Men på andre måder har man som i de fleste andre kulturer uden tvivl også haft en masse regler, der har holdt fremskridtet tilbage i form af sociale normer, religiøse bekymringer med mere. Konstanten i denne kulturelle sammenligning er naturligvis så, at såvel Ildlandets beboere som den grønlandske befolkning har været forholdsvist isolerede, og derfor har haft særligt svært ved at modtage værdimæssige inputs udefra. Men stadigvæk, så handler sejrene (d.v.s. de gode skridt fremad) i disse samfund om, at respekten for det enkelte menneske, og herunder for den enkeltes indsats og ret til produktet af det skabte, den voksede. (I øvrigt er det også i dette lys, at man må se udviklingen af Copyright i globaliserede samfund: netop som en voksende respekt for, hvad der skabes af individer, og som man så i et samfund respekterer i kraft af love, der forsvarer intellektuel produktion).
Pointen er naturligvis også - for nu at afslutte med at kritisere den danske kultur - at vi selv har bevæget i retning væk fra det civiliserede og private, og ”takket” være socialdemokratismen og den stigende grad af konfiskation via skatterne, atter er blevet mere egalitære og dermed også mindre civiliserede (i den henseende) i kraft af ringere bevidsthed om, hvem, der i praksis har gjort sig fortjent til hvad. Skattetrykket er et meget håndfast mål på denne aftagende respekt. Darwins møde med Ildlandet viser så, hvad der i sidste instans er i vente, når den private ejendomsret afskaffes helt, og ligheden sættes over - og til sidst erstatter - retfærdighed.
Henvisninger:
Anders Fogh Rasmussen weblog
Jyllands-Posten: Grønlandske børn går sultne i seng
COIN-bloggen: Grønland og de offentligt ansatte marxistiske projektmagere
Charles Darwin: The Voyage of the Beagle (kapitel 10)
Wikipedia: Tierra del Fuego
COIN-bloggen: Kipling og ejendomsretten (ifølge Johannes V. Jensen)
Læs også Collectivism, Climate Change, and Economic Freedom af George Reisman
Dagen efter statsministeren skrev dette kunne man dog i Jyllands-Posten læse, at grønlandske børn ofte må gå sultne i seng. Så noget er der aktuelt i vejen i Grønland.
Det kan ikke være meningen, at man skal sulte i år 2007, heller ikke selv om venstrefløjen har opgivet velstandsskabelse via socialisme, og nu i stedet satser på klimaregulering.
Klimaet var en større udfordring før industrialderen
Anders Fogh Rasmussen har imidlertid en vigtig pointe med sin konstatering om, at man kan klare sig med lidt jævnfør de betingelser, som grønlændere historisk har stået overfor. De betingelser handler netop om klimaet, men også den geografiske isolation.
Statsministeren taler derfor implicit også om, at nogle traditioner og værdier kan være sunde. Man må jo have nogle grundlæggende værdier på plads, for at man kan overleve under omtalte førindustrielle forhold.
Den danske bistandskultur vs. den danske frihedskultur
Før mødet med det moderne danske industrisamfund og den danske bistandskultur – som vel at mærke er to forskellige og modsatrettede fænomener, må der derfor have været en grundlæggende evne til at klare sig selv. I kraft af dette har Anders Fogh Rasmussen grund til at lade sig imponere. Han burde imidlertid - når nu interessen for Grønland er til stede, og den politiske magt en realitet - så også samtidig forholde sig til hvordan Grønland får selvstændigheden tilbage, interessere sig mere end han gør for hvordan bistanden fra Danmark og EU afvikles, og velstandsskabelsen sikres.
Det må nu engang siges, at være en smule besynderligt, at så mange års bistand blot fører til stagnation og elendighed – jævnfør altså også, at de fleste er så rørende enige om, at der er stolte traditioner for selvstændighed at bygge på. Kunne problemet mon have noget at gøre med bistandskulturen man importerede fra Danmark?
På COIN-bloggen har jeg i denne forbindelse påpeget, at danske bureaukrater har langt mere at skulle have sagt på Grønland, end de har i Danmark: I Danmark er det civile samfund langt stærkere end i Grønland. Derfor er det danske samfund i praksis også mere frit. Det er nu engang i det danske civilsamfund at den økonomiske vækst er skabt, og det ovenfor nævnte industrisamfund er blevet til.
Industrisamfund har man således i frie og åbne samfund, der er præget af smidig samhandel, produktionsfrihed, tankefrihed og respekt for den enkelte og herunder for den private ejendomsret. Og man tænker ikke frit, og lærer det aldrig - hvis det ikke kan betale sig. Det kan det netop ikke i et samfund, der tilstræber planøkonomi – som stagnerer, og så bliver til en bistandsøkonomi. Grønlands møde med Danmark kunne derfor i princippet have ført til langt mere end det faktisk blev tilfældet. En vigtig grund til at der er sket så lidt, er ikke mindst, at det ikke var denne frihedens og produktivitetens kultur, der var den primære kultur, som mødte grønlænderne fra Danmarks side. I stedet var det bistandskulturen og offerliggørelsen man importerede, som også herhjemme har været på fremmarch; men som i Grønland blot har haft langt friere spillerum. - Det er i øvrigt den samme offerliggørelse, som man udsætter en del indvandrere for hernede.
Nogle kulturer er bedre end andre – og det skyldes ikke mindst forskelle på menneskesyn
Man kan derfor også udlede noget andet af det Anders Fogh Rasmussen skriver; og det er at kultur og værdier gør en forskel. Nogle gange er kulturen stærk og skabende. Andre gange er en kultur svag, stagneret eller ligefrem destruktiv. (Det skal illustreres tydeligere senere). I kraft af ovenstående kan man blot som en historisk efterskrift konstatere, at den grønlandske kultur (forstået som aktuelle individer) havde svært ved at vælge fra og til: Det man valgte til, var i vid udstrækning ikke de værdier, der kendetegner produktivitet og moderne entreprenørånd. Det var nu engang i højere grad bistandskulturens værdier, som man valgte. Det fortæller mængden af bistand, der tilflyder Grønland den dag i dag. Det viser sig også i kraft af den misbrugskultur der eksisterer, og som ikke kan ignoreres.
Kulturens grundlag er derfor ikke mindst værdier, og i den forstand ikke mindst menneskesyn, der således kan være vidt forskellige. Nogle kulturer er derfor bedre end andre, fordi nogle værdier er bedre at abonnerer på end andre sæt af værdier. Og forskelle i værdier handler i vid udstrækning om forskel på menneskesyn:
Mennesket som offer
Nogle ser således mennesket som et offer for ydre omstændigheder. Her opfattes mennesket som et svagt og skrøbeligt væsen, der skal opflaskes med “midler” og “ressourcer”, og så på magisk vis efter mange årtiers offentlig pleje (og socialistisk indoktrinering undervejs) pludselig en dag forventes at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende eller målrettet og ambitiøs medarbejder - vel at mærke angiveligt præcis takket være denne offentlige podning. Men det sker simpelthen ikke. Man bliver ikke en drivkraft på markedspladsen, når man har lært at være globaliseringsmodstander og tilhænger af en massiv stat. Hvor mange vil virkelig hævde, at de har lært arbejdsetik, forskel på dit og mit samt eventuelt at være forretningsmand m/k – i kraft af folkeskole eller for den sags skyld Danmarks Radio? At Danmark har en levende privatsektor er dermed på trods og ikke på grund af den offentlige sektor.
Mennesket som verdens klogeste væsen
Andre ser omvendt (i modsætning til offentlige behandlere, offentlige propagandister og bureaukrater) mennesket for hvad det er: det mest intelligente væsen på jorden. Her er synet, at man med nogle solide værdier i ryggen (som uden større vanskeligheder kan viderebringes i al frivillighed fra forældre og de nærmeste omgivelser) sagtens kan formå at overgå sig selv og den ældre generation; samt bygge videre på, hvad der måtte være af historiske sejre - uden at skulle have bistand og statstilskud. Og trods førstnævnte negative offersyn, så er Homo Sapiens ikke desto mindre ubestrideligt det mest producerende, ressourcefulde, innovative og kreative væsen på denne planet. Men hvis man lærer ikke at tro på sig selv, og at tro at man ikke rigtigt kan gøre en forskel, og at man skal have tilskud og ydelser for at klare sig, og hvis hele det omkringliggende samfund prædiker det samme – eventuelt tilsat jantelov, så er det klart at man vil give sig i kast med mindre.
Venstrefløjens forkvaklede menneskesyn
Der er dermed en kolossal stor forskel på, hvad man mener man kan gøre; hvad man (trods dette faktum) regner mennesket for som væsen; og dermed også hvilken selvstændighed, man politisk er villig til at begunstige sine medmennesker. I Danmark har man i kraft af offerideologien derfor ikke været villig til at lade det grønlandske folk tage vare på sig selv. Behandlersynet på mennesket har været det dominerende, når det gælder forholdet til Grønland. (Og måske er det også det Anders Fogh Rasmussen prøver på at fortælle, hvis han turde).
Omvendt har vi som nævnt i Danmark heldigvis et ret stærkt civilsamfund, der modvirker det sidstnævnte syn på individet, som altså navnlig promoveres fra det offentlige. Vi har faktisk ikke haft en så forvokset socialstat så længe som offentlige undervisere gerne vil give indtryk af. Og vi har omvendt været del af det åbne, frie og oplyste Europa længe. Det har man bare ikke i Grønland - i kraft af nogle bestemte historiske omstændigheder herunder den omtalte geografiske isolation.
Pointen er således, at det ikke er det danske private civilsamfund, og frie relationer mellem grønlandske og danske producenter, der kendetegner relationerne. Det er tværtimod netop det offentlige tilskuds-Danmark med tilhørende offerideologi, der har overtaget Grønland, og som langsomt har sikret at Grønland blev fastholdt som et stagneret område. I Danmark kan vi derfor i langt større omfang derfor tillade os at grine af behandlerkulturen, og det besynderlige medfølgende menneskesyn. Der er bare ikke så meget at grine ad, når systemet relativt set er så stort som det i kraft af bistanden sammenholdt med det grønlandske BNP må være på Grønland. Grønland har derfor behov for et retssamfund - og ikke en velfærdsstat.
Darwin om egalitære og primitive kulturer
Indledningsvist blev det nævnt, at kulturer således kunne være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. Det blev også foroven lovet, at det skulle uddybes, hvordan man kan sige, at nogle kulturer er bedre end andre ud fra en objektiv målestok.
Den objektive målestok der skal opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.
Et ekstremt eksempel på en svag kultur ud fra denne målestok var således hvad Charles Darwin mødte i Ildlandet (Tierra del Fuego i Sydamerika) tilbage i 1833.
De lokale beboere her var, som Darwin beskriver det, ekstremt egalitære: Alt hvad de fik af deres gæster fra Europa blev sønderflået i små dele, så ingen blev bedre stillet end andre: At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another, konstaterer Darwin.
Darwin gjorde sig naturligvis i den sammenhæng så nogle overvejelser over hvad der skulle til, før sådan en situation - og den bagvedliggende mentalitet, der lå til grund for adfærden - forandrede sig til det bedre. Her er således hele sentensen fra Darwins dagbog, hvori bemærkningen om klædet, der bliver sønderflået i lighedens navn indgår:
The perfect equality among the individuals composing the Fuegian tribes must for a long time retard their civilization. As we see those animals, whose instinct compels them to live in society and obey a chief, are most capable of improvement, so is it with the races of mankind. Whether we look at it as a cause or a consequence, the more civilized always have the most artificial governments. For instance, the inhabitants of Otaheite, who, when first discovered, were governed by hereditary kings, had arrived at a far higher grade than another branch of the same people, the New Zealanders, — who, although benefited by being compelled to turn their attention to agriculture, were republicans in the most absolute sense. In Tierra del Fuego, until some chief shall arise with power sufficient to secure any acquired advantage, such as the domesticated animals, it seems scarcely possible that the political state of the country can be improved. At present, even a piece of cloth given to one is torn into shreds and distributed; and no one individual becomes richer than another. On the other hand, it is difficult to understand how a chief can arise till there is property of some sort by which he might manifest his superiority and increase his power.
Darwins catch 22, hvor ingen er stærke nok til at hævde deres egen ejendomsret, og hvor ingen ejendomsret derfor opstår, er imidlertid relativt let at løse, hvis man i stedet for at fokusere på institutioner, lægger vægten på ændringen af netop værdierne i et givent samfund.
Der kan således identificeres to konfliktende sæt af værdier i Danmark, man kan karakterisere som borgerlige og socialistiske. De to værdisæt har så to tilhørende og modstridende sæt af rettigheder: henholdsvis forsvaret for individuelle frihedsrettigheder og så de såkaldt materielle eller “positive” rettigheder. De sidste er i øvrigt også netop dem, som Ildlandets beboere i praksis (uden at vide det) bekendte sig til. Forskellige værdier er derfor – i modsætning til Darwins synspunkt - langt vigtigere end om et land har et kongedømme, en republik eller for den sags skyld en eller anden form for passivt ikke-socialistisk diktatur, som man har haft det i Singapore, Taiwan eller i Sydkorea tidligere.
Lighed og primitivisme vs. privat ejendomsret og civilisation
Det afgørende er derfor netop respekten for den enkelte, det vil sige for, at naboen har ret til at forfølge sine egne ideer, producere på sin måde, og høste udbyttet. Men Darwin har jo vel at mærke ret i, at det der i praksis ville gøre en forskel, er det øjeblik, hvor nogle af Ildlandets beboere beslutter sig for at de har fået nok af den dræbende lighed, og i stedet beslutter sig for at forsvare deres ejendomsret – uanset om der er tale om en gave, de har fået af tilrejsende, eller om der er tale om noget jord, de har dyrket, eller et dyr man selv har fanget; og som man ikke vil dele med alle andre, men kun med dem man selv mener, det er værd at dele med.
Forskellen er således, at man insisterer på sin ret, og samtidig lærer andre at respektere denne ret (ejendomsretten) som noget universelt – altså som en regel, som gælder for alle.
Det skal således være påstanden, at dette netop har været på sådanne kritiske tidspunkter – hvor nogle har gjort op med en negativ adfærd, og sat en ny standard for retfærdighed, at man har bevæget sig bort fra mere primitive tilstande. Det vil eksempelvis sige, når man har valgt at anerkende, at man selv gjorde forskellen, og derfor også selv har retten til at nyde det udbytte af egen indsats, som man på forskellig måde høster. - Måske bygger man sig via først tænkning og siden hårdt arbejde en overlegen båd, og gør derfor mere for sin egen familie. Ville man nu gøre det, hvis alle de ekstra fisk man fangede, så efterfølgende skulle fordeles mellem flere hundreder i en landsby? Øges incitamentet til at foretage sig noget ikke netop, når produktet af det man frembringer, også efterfølgende er noget, man har råderetten over?
I Ildlandet var der således ikke engang en diskussion om ejendomsretten. Man flåede bare tingene ud af hænderne på hinanden. Så her er vor tids socialdemokrater dog mere civiliserede: De har sat konfiskationen i system via demokratiet, hvor vi hvert fjerde år så vælger hvis ejendom, det i særlig grad skal gå ud over, og hvor meget vi skal flå ud af hænderne på hinanden.
Konklusion
For at vende tilbage til Grønland – efter at have opstillet denne sondring mellem egalitarisme vs. respekt for ejendomsretten - kan man derfor sige, at nogle af de grønlandske traditioner i denne forbindelse har været godartede. Man har i et eller andet omfang respekteret individuelle forskelle, og retten til at gøre tingene på forskellig måde. Men på andre måder har man som i de fleste andre kulturer uden tvivl også haft en masse regler, der har holdt fremskridtet tilbage i form af sociale normer, religiøse bekymringer med mere. Konstanten i denne kulturelle sammenligning er naturligvis så, at såvel Ildlandets beboere som den grønlandske befolkning har været forholdsvist isolerede, og derfor har haft særligt svært ved at modtage værdimæssige inputs udefra. Men stadigvæk, så handler sejrene (d.v.s. de gode skridt fremad) i disse samfund om, at respekten for det enkelte menneske, og herunder for den enkeltes indsats og ret til produktet af det skabte, den voksede. (I øvrigt er det også i dette lys, at man må se udviklingen af Copyright i globaliserede samfund: netop som en voksende respekt for, hvad der skabes af individer, og som man så i et samfund respekterer i kraft af love, der forsvarer intellektuel produktion).
Pointen er naturligvis også - for nu at afslutte med at kritisere den danske kultur - at vi selv har bevæget i retning væk fra det civiliserede og private, og ”takket” være socialdemokratismen og den stigende grad af konfiskation via skatterne, atter er blevet mere egalitære og dermed også mindre civiliserede (i den henseende) i kraft af ringere bevidsthed om, hvem, der i praksis har gjort sig fortjent til hvad. Skattetrykket er et meget håndfast mål på denne aftagende respekt. Darwins møde med Ildlandet viser så, hvad der i sidste instans er i vente, når den private ejendomsret afskaffes helt, og ligheden sættes over - og til sidst erstatter - retfærdighed.
Henvisninger:
Anders Fogh Rasmussen weblog
Jyllands-Posten: Grønlandske børn går sultne i seng
COIN-bloggen: Grønland og de offentligt ansatte marxistiske projektmagere
Charles Darwin: The Voyage of the Beagle (kapitel 10)
Wikipedia: Tierra del Fuego
COIN-bloggen: Kipling og ejendomsretten (ifølge Johannes V. Jensen)
Læs også Collectivism, Climate Change, and Economic Freedom af George Reisman
Velfærdsnarkomani forudsætter slavementalitet
Der var engang, hvor venstrefløjen forstillede sig en fagre ny verden. Her skulle være udbredt frihed til at gøre præcis hvad man ville. Samtidig skulle denne verden være uden de bekymringer, der er en del af den realitet, vi som mennesker i praksis står overfor.
Måske skulle man have troet, at den velstand, som voksede i takt med industrisamfundets konkrete udvikling - og i kraft af markedsøkonomiens udbredelse - så var noget, der var værd at beskytte, og også at forstå årsagerne til. For som bekendt vokser velstanden mere og hurtigere i økonomisk frie lande med lavere skatter, end i lande med høje.
Årsagerne til velstandsskabelse var i vid udstrækning blot så simple og enkle, at det for socialistiske utopister nærmest var ubehageligt at tænke på: Mennesker var blevet friere stillet end nogen sinde til at producere, og profitere af det. Og så blev velstanden skabt. Med produktionsfriheden som det centrale, var der derfor intet behov for et akademisk projekt med akademikere i rollen som planlæggere hævet over profitincitamentet og andre verdslige fænomener.
I de økonomisk friere samfund var der naturligvis masser af intellektuel aktivitet. Som hovedregel var den blot ikke løsrevet fra det jordnære og konkrete gøremål, der handler om at forbedre en given virksomheds situation. Den intellektuelle aktivitet, der blomstrede i kraft af friheden var netop konkret og praktisk og ikke platonisk verdensfjern: Landmanden i USA kunne godt selv forstå, at hans frihed og ejendomsret var en forudsætning for, at det kunne betale sig for ham, at investere i nye og bedre maskiner, eller orientere sig om mere optimale produktionsmetoder. Tilsvarende kunne opfindere og producenter af bedre maskiner - herunder mere overlegne former for transport eller kommunikation - forstå det samme.
For utopister bestod udfordringen i stedet i, at drømme om en verden, hvor man fik noget, uden at man skulle gøre noget, som andre så i frivillighed kunne anslå nytten af. Det sidste havde i årtusinder været anset for at være den akademiske udfordring: det vil sige én gang for alle at få den gode ide, som betød at man ikke mere behøvede at anstrenge sig. At nå dette mål om noget for ingenting, indså man derfor hurtigt, at man ikke kunne bruge markedsøkonomien til. For på markedet skal man netop levere noget, som nogen skal være villig til at betale for. Og der er altid permanent konkurrence om de gode og nyttige ideer. Vil man monopolisere, og have patent på det gode og hvad, der skal værdsættes, kræves derimod netop at man tager magt og konfiskation i brug. Derfor opfatter venstrefløjen netop staten som den helt store og gode ide, der afskaffer de kontante krav, der stilles på markedspladsen.
Netop i kraft af staten kan man endelig forfølge sine utopiske drømme i fred. Omvendt i en fri verden vil kun meget få betale frivilligt for den socialistisk akademiske (eller konservative) utopi. I en markedsøkonomi vil man derfor i praksis kun finde socialisme på hylderne for Fantasy-genren og Science Fiction. Det er det eneste sted, hvor omfattende tvang og kontrol, som er den socialistiske forudsætning, kan eksistere side om side med utopisk velstand.
Retten til at tjene penge sikrede velstanden i den vestlige verden
Takket være utopisters og kollektivisters politiske svækkelse, og en voksende respekt for den private ejendomsret kunne de mest innovative og forudseende realister derfor, ikke mindst fra og med USA's løsrivelse fra Storbritannien i 1700tallet, tjene store summer på, at føre deres ideer ud i livet. Fra og med 1800tallet kunne man specialisere sig indenfor et område; sætte sig ind i hvordan man gjorde tingene bedre end tidligere; derefter masseproducere - og i kraft af intellektuel og målrettet dygtighed skabe sig en formue. Flere af de mennesker, der i industrialderens begyndelse skabte sig kolossale formuer på at organisere produktionen, ikke mindst til fordel for dem med lavere indkomster, er kendte den dag i dag – eksempelvis navne som Carnegie, Vanderbilt eller Rockefeller.
På markedet blev man derfor rig på at frembringe varer og standardiserede service-ydelser til den almindelige befolkning. Kort sagt profiterede man ved at høste en personlig fortjeneste ved at levere noget, som andre (og jo flere jo bedre) havde gavn og nytte af. I takt med at disse rigdomme blev skabt, blev købekraften for såvel middelklasse som de fattigste derfor samtidig også skridt for skridt forbedret. Et af de mest simple mål for disse forbedringer er, hvor stor en andel man som borger bruger af sin indkomst, når det gælder basale ting såsom fødevarer, transport og bolig. Den andel af indkomsten falder netop konsekvent i lande med vedvarende og stabil økonomisk frihed. I kapitalistiske samfund, det vil sige samfund med markedsøkonomi, er der således ikke længere hungersnød. Den afskaffede man netop i kraft af økonomisk frihed. Friheden og den velstandsskabelse der følger, spreder sig således også den dag i dag til nye egne af verden, og fjerner så også sult og elendighed dér. En meget central årsag til at den frihed, der gør nogle meget rige også stiller befolkningen i almindelighed bedre, er netop at de dygtigste belønnes, og at entreprenører - som også Carnegie eller Rockefeller gjorde det - altovervejende geninvesterer deres ”belønning”, det vil sige overskuddet fra deres virksomhed i selv samme – eller nye virksomheder. (Og gør de også dette godt, belønner forbrugerne dem yderligere).
Den socialistiske drøm om årsagsløs velfærd og samlende projekter
Men ovenstående velstands- og produktivitets-revolution, som den, der er set i løbet af de sidste to hundrede år, er altså bare ikke venstrefløjens projekt. Velstandsrevolutionen er ikke udtryk for den drøm om det årsagsløse og nydelsesrige paradis, som de akademiske utopister forstillede sig.
Det er samtidig ikke et projekt, hvor den almindelige borger behøver at tage ret meget hensyn til drømmere og intellektuelle i det daglige. Tværtimod betyder den materielle velstand, der forbedrer livskvaliteten og sikrer flere uddannelse, bedre sundhed, forbedret transport, smidigere kommunikation og som øger værdien af ens fritid, at man ikke behøver at lytte til dem, der gerne vil præsentere sig som moralske autoriteter.
Den generelle velstandsskabelse, der følger i kraft af markedsøkonomien udfordrede dermed også de traditionelle autoriteters rolle såsom de kirkelige; men den svækkede også de, der gerne ville føre sig frem som verdslige autoriteter.
Mere kommunikation i kraft af den øgede velstand, og mere velstand i det hele taget, betød og at man selv med mindre uddannelse turde sige de angivelige autoriteter midt imod. Og i praksis må man konstatere, at det aldrig været socialisters intention, at almindelige borgere skulle være frie til at bruge deres egen dømmekraft, og selv at forfølge deres egne mål uanset om disse så mest var materielle, åndelige eller en balance af begge dele.
Den socialistiske og kollektivistiske drøm har altid, i modsætning hertil, været at opstille fælles mål for hele befolkningen; og helst mål, hvor man kunne sige at der var ”konsensus” om dem. (Det vil i praksis sige, at alle ”intellektuelle” er enige om at forfølge målet).
Dette viser sig også i kraft af den økonomiske omfordeling, man finder i såvel USA i dag som i Europa (og som var endnu mere ekstrem i Østeuropa tidligere), at man ikke regner individuelle projekter for noget som helst. Det viser sig også i form af at venstrefløjen nationaliserer dele af medierne (og de tilknyttede uddannelsesinstitutioner) og forsøger at nationalisere kulturlivet generelt.
I kraft af den økonomiske omfordeling viser socialister og kollektivister endvidere, at indkomsten for dem ideelt set skal være den samme - trods det forhold, at nogle mennesker bevidst og målrettet forfølger materiel velstand og på rationel vis leder efter måder, hvorpå de kan tjene penge ved at frembringe noget værdifuldt, mens andre ikke gør det. Eventuelt taler man som kollektivist og egalitær nedladende om betydningen af penge, mens man lever af overførselsindkomst herunder SU, får løn for at undervise i marxisme på et samfundsfagligt fakultet eller kontanthjælp; eller mens man eventuelt får løn for at omfordele ved at tage noget fra de produktive og give til de uproduktive eller mindre produktive.
Fra national-socialisme til global-socialisme
Engang var de opstillede socialistiske mål endvidere nationale. Dermed var venstrefløjen primært at betegne som "national-socialistisk". Det var og er socialdemokraterne via demokratiet, og det var nazisterne tilsvarende og langt værre i kraft af Hitlers rædselsregime. (Læs mere her.) Man kan derfor altid kende en socialist på dette fællestræk: At man ønsker at opstille et stort fælles mål eller flere fælles mål, som man så helst så, at hele verden skulle forfølge. Dette er i bund og grund den eneste forandring, der har været indenfor de akademiske socialisters rækker i løbet af de sidste to hundrede år. I kraft af den økonomiske globalisering drømmer man nu større tanker; altså ikke blot om et fælles stort mål for en nation, men helst et stort mål for hele verden.
I vor tid er man derfor så ikke længere nationalt fokuseret som socialist. Man er enten ”regionalist” eller globalt orienteret i sin socialisme og i opstillingen af sine kollektivistiske visioner. Den vigtigste grund til, at socialister i vor tid bruger så meget akademisk krudt på at skabe et nationalistisk fjendebillede, der i vid udstrækning ikke eksisterer i praksis, er derfor også at man blot ikke bryder sig ikke om ”den nationale begrænsning”. På venstrefløjen er man ikke desto mindre lige så begejstret for at bruge staten som et redskab for sine store utopiske projekter, som man altid har været det. Nu gælder det blot ikke om at eksperimentere med millioner af mennesker, men i stedet med milliarder af menneskers liv. Vor tids socialister er dermed mindst lige så farlige og ofte mere til, end de var tidligere. Man kan frygte at vor tid en gang i fremtiden vil blive beskrevet som blot et mellemstadie præget af frihed fra socialisme, hvor det nye socialistiske projekt så er under udarbejdning. I det omfang det er det, der sker, finder projektudviklingen ikke mindst sted i de institutioner, som netop domineres af venstrefløjen - herunder FN men i vid udstrækning også EU.
Den europæiske klientskabelse
Et af de mål, som man for tiden har sat sig er så klimaregulering, som netop kan ses som en begyndende konkretisering af det nye socialistiske projekts realisering. Al Gore mener så, at dette nye kollektivistiske mål er moralsk. Det sagde man imidlertid også om alle de forgange projekter, hvor der blev sat lighedstegn mellem stort anlagte kollektive mål og så en positiv værdi. (Det skal også bemærkes, at navnlig de Konservative er interesserede sådan som de også har været det for mange andre af venstrefløjens projekter).
Men hvad har socialisterne i praksis efterladt sig af en eventuel politisk arv, oven på de sidste 50 års socialistiske eksperimenter - altså ud over de kuldsejlede kommunistiske i Østeuropa, massemordene dér, samt de katastrofer, der tilsvarende har været resultatet af socialistisk ideologi og projektmageri i Afrika, Latin Amerika og Asien?
Svaret på det spørgsmål er som det mest konkrete og synlige: Europas klienter; det vil sige alle de mennesker, som man mente havde ret til indkomst i kraft af deres eksistens; og som i kraft af deres blotte tilstedeværelse ifølge socialistisk lighedsideologi hævdedes at havde ret til en større eller mindre del af det, som andre frembragte i kraft af produktiv indsats.
Resultatet af fremvæksten af de "materielle rettigheder", der er en formalisering af lighedsideologien, er blevet den relativt høje arbejdsløshed, passiviseringen, samt også den voksende værdirelativisme, der netop følger, når man straffer produktivitet og individuel kreativitet, og belønner lediggang samt kultur, der hylder staten og flokmentaliteten (og som omvendt er renset for individuelle præstationer). Her er derfor også den grundlæggende forskel på 1800-tallets velstandsskabende liberalisme og individualisme, og 1900-tallets velstandsdæmpende klientskabelse og kollektivisme. I øvrigt er der tale om en tendens man finder såvel i Europa som i USA. Vor tids amerikanske tilstande med ubrugelige uddannelser og individer, der hænger fast i sociale ydelser er netop også europæiske tilstande.
De afhængige klienter
De klienter, der især er skabt i Europa, opfylder ikke desto mindre den store akademiske drøm om at middelklassen samt økonomisk ringere stillede lyttede til dem, og blev afhængige af de intellektuelle – jævnfør indledningen om hvorfor utopiske akademikere ikke bryder sig om markedsøkonomien. Prisen er ganske vist netop faldende produktivitet og reduceret velstand samt også en manglende evne til at forsvare sig mod nogle religiøse ideologier, der er helt og aldeles fjendtligt stillede over for civilisation og fremskridt. For netop når man har fjernet incitamenterne til selv at gøre en forskel, og når man fra politisk side har bekæmpet ideen om at det var moralsk at være sin egen lykkes smed, ja så åbner man samtidig også op for mange af de gamle religiøse ideer om at det at forbedre sin egen materielle situation ligefrem er syndigt; og det er netop også et træk man ser i socialismens sidste stadie i Europa. Økologisme er netop en ny kollektiv vision, hvor respekten for den enkelte og friheden til at forfølge sine egne ideer grundlæggende ikke findes.
At skabe sig afhængige må derfor ses som et fælles og overordnet element i de akademisk socialistiske aspirationer.
Samtidig kan de tvungne overførsler også ses som udtryk for, at man fra venstrefløjens side, har valgt at ignorere virkeligheden. Man forsøger netop nu, at realisere drømmen om den fagre ny verden, hvor velstand er årsagsløs, og ikke kræver en indsats.
Ganske vist kan man ikke sikre den årsagsløse utopi for alle, for nogle skal jo i realiteten frembringe de ”utopiske” goder. Men i kraft af den velstand, der er skabt – eftersom andre generationer sikrede den økonomiske frihed, er det ikke mindst i Europa men også i USA lykkedes for venstrefløjen at skabe en slags parallel verden, hvor goder næsten virker, som om de er opstået af dem selv; og hvor (nogle) forbrugere derfor er løsrevet fra produktionen, men som naturligvis også er afhængige af de, der uddeler midler (og konfiskerer dem).
Netop af ovenstående grunde taler venstrefløjen hånligt om ”forbrugssamfundet”, og kan gøre det med en vis berettigelse, præcis eftersom de selv har skabt et ”forbrugssamfund”, der ikke har noget at gøre direkte med produktionssamfundet, men som altså er løsrevet fra dette.
Klientstanden (som også er blevet de vælgere der cementerer venstrefløjens magt) er derfor nu også er nødt til at være opmærksomme på de akademiske utopier, som den akademiske klasse interesserer sig for. Denne opmærksomhed handler altså blot ikke om høflighed, men om at kontrollen med tv-mediet, andre dele af de kulturelle institutioner og uddannelsesområdet, også når det gælder formidling, især i løbet af de sidste 50 år er flyttet over i kollektivistiske utopisters kontrol.
Slaverne
Det mest interessante er derfor måske ikke, at en ret stor del af befolkningen i Europa bliver tilvænnet denne permanente børnehave for voksne, hvor man i stigende grad via tilskud kan ”uddanne” sig hele livet, og hvor uddannelse i praksis ofte betyder at man går rundt og dagdrømmer, og analyserer normer, roller og livsmønstre; og hvor man i tilfælde af kriser, så gratis får stillet en hjælper til rådighed, der kan støtte én i troen på den årsagsløse forbrugsverden.
Det mest interessante er nærmere, at de mennesker, der har nogle konkrete ideer og mål med deres egen adfærd, accepterer, at det som deres indkomst i realiteten bruges på, er at denne parallelverden opretholdes og vokser på deres egne personlige drømmes bekostning. Det sidste handler dermed om de produktives offervilje, og om graden af slavementalitet.
Hvad angår den nye økologiske ideologi, burde de produktive ikke desto mindre vide, at hvad man gør som produktiv og velstandsskabende, er at forandre det, der findes i naturen, så det får en værdi det ikke har i forvejen, og i kraft af denne proces bliver til noget, der er nyttigt for mennesker.
Alligevel overlader man børn til individer, der underviser ud fra den stik modsatte doktrin, der handler om at man skulle ”forbruge ressourcerne”. (Læs mere her).
- Grunden til at man fra venstrefløjens side netop lægger produktivitet for had er således, at man i kraft af klientskabelsen har distanceret sig fra produktionssamfundet: Man ved ikke hvorfor det findes. Det er jo staten, der leverer goderne (”velfærden”) ifølge de doktriner, man udsættes for fra og med de sidste folkeskoleår. I stigende grad vil man derfor ikke betragte en formindsket privatsektor som en bivirkning – eller en pris for en større offentlig sektor, men i stedet som noget rent positivt. Mere stat må jo ifølge denne mentalitet betyde mere velfærd, mens mere erhvervsliv tilsvarende for de socialiserede blot betyder mere forurening!
Producerer man derfor gladeligt til fordel for dette socialistiske parallel-samfund; lader man sig med stolthed brandbeskatte så ens børn lærer, at de produktive i verden i virkeligheden er klima-syndere; og bakker man på denne måde op omkring denne årsagsløshedens ideologi, må man i samme omfang derfor også betegnes som en slave, der blot venter på slaveriets endelige indførsel, men som allerede har indarbejdet mentaliteten.
Den nuværende statsminister skrev således for 14 år siden netop om slavesind. Og slavesindet er jævnfør ovenstående en socialistisk og kollektivistisk "nødvendighed", der sikrer at man kan bevare klientsamfundet og øge velfærdsnarkomanien, sådan at den offentlige sektor kan vokse på den private og velstandsskabende sektors bekostning. For det gratis måltid findes ikke: - Jo flere klienter og passive voksne, desto hårdere må den øvrige del af befolkningen arbejde.
Kommentaren er blandt andet inspireret af Andrew Bernstein, der er forfatter til The Capitalist Manifesto, som man kan læse om på COIN-bloggen. Læs også The Bernstein Declaration . Læs også Anders Fogh Rasmussen Fra Socialstat til Minimalstat. (pdf).
Måske skulle man have troet, at den velstand, som voksede i takt med industrisamfundets konkrete udvikling - og i kraft af markedsøkonomiens udbredelse - så var noget, der var værd at beskytte, og også at forstå årsagerne til. For som bekendt vokser velstanden mere og hurtigere i økonomisk frie lande med lavere skatter, end i lande med høje.
Årsagerne til velstandsskabelse var i vid udstrækning blot så simple og enkle, at det for socialistiske utopister nærmest var ubehageligt at tænke på: Mennesker var blevet friere stillet end nogen sinde til at producere, og profitere af det. Og så blev velstanden skabt. Med produktionsfriheden som det centrale, var der derfor intet behov for et akademisk projekt med akademikere i rollen som planlæggere hævet over profitincitamentet og andre verdslige fænomener.
I de økonomisk friere samfund var der naturligvis masser af intellektuel aktivitet. Som hovedregel var den blot ikke løsrevet fra det jordnære og konkrete gøremål, der handler om at forbedre en given virksomheds situation. Den intellektuelle aktivitet, der blomstrede i kraft af friheden var netop konkret og praktisk og ikke platonisk verdensfjern: Landmanden i USA kunne godt selv forstå, at hans frihed og ejendomsret var en forudsætning for, at det kunne betale sig for ham, at investere i nye og bedre maskiner, eller orientere sig om mere optimale produktionsmetoder. Tilsvarende kunne opfindere og producenter af bedre maskiner - herunder mere overlegne former for transport eller kommunikation - forstå det samme.
For utopister bestod udfordringen i stedet i, at drømme om en verden, hvor man fik noget, uden at man skulle gøre noget, som andre så i frivillighed kunne anslå nytten af. Det sidste havde i årtusinder været anset for at være den akademiske udfordring: det vil sige én gang for alle at få den gode ide, som betød at man ikke mere behøvede at anstrenge sig. At nå dette mål om noget for ingenting, indså man derfor hurtigt, at man ikke kunne bruge markedsøkonomien til. For på markedet skal man netop levere noget, som nogen skal være villig til at betale for. Og der er altid permanent konkurrence om de gode og nyttige ideer. Vil man monopolisere, og have patent på det gode og hvad, der skal værdsættes, kræves derimod netop at man tager magt og konfiskation i brug. Derfor opfatter venstrefløjen netop staten som den helt store og gode ide, der afskaffer de kontante krav, der stilles på markedspladsen.
Netop i kraft af staten kan man endelig forfølge sine utopiske drømme i fred. Omvendt i en fri verden vil kun meget få betale frivilligt for den socialistisk akademiske (eller konservative) utopi. I en markedsøkonomi vil man derfor i praksis kun finde socialisme på hylderne for Fantasy-genren og Science Fiction. Det er det eneste sted, hvor omfattende tvang og kontrol, som er den socialistiske forudsætning, kan eksistere side om side med utopisk velstand.
Retten til at tjene penge sikrede velstanden i den vestlige verden
Takket være utopisters og kollektivisters politiske svækkelse, og en voksende respekt for den private ejendomsret kunne de mest innovative og forudseende realister derfor, ikke mindst fra og med USA's løsrivelse fra Storbritannien i 1700tallet, tjene store summer på, at føre deres ideer ud i livet. Fra og med 1800tallet kunne man specialisere sig indenfor et område; sætte sig ind i hvordan man gjorde tingene bedre end tidligere; derefter masseproducere - og i kraft af intellektuel og målrettet dygtighed skabe sig en formue. Flere af de mennesker, der i industrialderens begyndelse skabte sig kolossale formuer på at organisere produktionen, ikke mindst til fordel for dem med lavere indkomster, er kendte den dag i dag – eksempelvis navne som Carnegie, Vanderbilt eller Rockefeller.
På markedet blev man derfor rig på at frembringe varer og standardiserede service-ydelser til den almindelige befolkning. Kort sagt profiterede man ved at høste en personlig fortjeneste ved at levere noget, som andre (og jo flere jo bedre) havde gavn og nytte af. I takt med at disse rigdomme blev skabt, blev købekraften for såvel middelklasse som de fattigste derfor samtidig også skridt for skridt forbedret. Et af de mest simple mål for disse forbedringer er, hvor stor en andel man som borger bruger af sin indkomst, når det gælder basale ting såsom fødevarer, transport og bolig. Den andel af indkomsten falder netop konsekvent i lande med vedvarende og stabil økonomisk frihed. I kapitalistiske samfund, det vil sige samfund med markedsøkonomi, er der således ikke længere hungersnød. Den afskaffede man netop i kraft af økonomisk frihed. Friheden og den velstandsskabelse der følger, spreder sig således også den dag i dag til nye egne af verden, og fjerner så også sult og elendighed dér. En meget central årsag til at den frihed, der gør nogle meget rige også stiller befolkningen i almindelighed bedre, er netop at de dygtigste belønnes, og at entreprenører - som også Carnegie eller Rockefeller gjorde det - altovervejende geninvesterer deres ”belønning”, det vil sige overskuddet fra deres virksomhed i selv samme – eller nye virksomheder. (Og gør de også dette godt, belønner forbrugerne dem yderligere).
Den socialistiske drøm om årsagsløs velfærd og samlende projekter
Men ovenstående velstands- og produktivitets-revolution, som den, der er set i løbet af de sidste to hundrede år, er altså bare ikke venstrefløjens projekt. Velstandsrevolutionen er ikke udtryk for den drøm om det årsagsløse og nydelsesrige paradis, som de akademiske utopister forstillede sig.
Det er samtidig ikke et projekt, hvor den almindelige borger behøver at tage ret meget hensyn til drømmere og intellektuelle i det daglige. Tværtimod betyder den materielle velstand, der forbedrer livskvaliteten og sikrer flere uddannelse, bedre sundhed, forbedret transport, smidigere kommunikation og som øger værdien af ens fritid, at man ikke behøver at lytte til dem, der gerne vil præsentere sig som moralske autoriteter.
Den generelle velstandsskabelse, der følger i kraft af markedsøkonomien udfordrede dermed også de traditionelle autoriteters rolle såsom de kirkelige; men den svækkede også de, der gerne ville føre sig frem som verdslige autoriteter.
Mere kommunikation i kraft af den øgede velstand, og mere velstand i det hele taget, betød og at man selv med mindre uddannelse turde sige de angivelige autoriteter midt imod. Og i praksis må man konstatere, at det aldrig været socialisters intention, at almindelige borgere skulle være frie til at bruge deres egen dømmekraft, og selv at forfølge deres egne mål uanset om disse så mest var materielle, åndelige eller en balance af begge dele.
Den socialistiske og kollektivistiske drøm har altid, i modsætning hertil, været at opstille fælles mål for hele befolkningen; og helst mål, hvor man kunne sige at der var ”konsensus” om dem. (Det vil i praksis sige, at alle ”intellektuelle” er enige om at forfølge målet).
Dette viser sig også i kraft af den økonomiske omfordeling, man finder i såvel USA i dag som i Europa (og som var endnu mere ekstrem i Østeuropa tidligere), at man ikke regner individuelle projekter for noget som helst. Det viser sig også i form af at venstrefløjen nationaliserer dele af medierne (og de tilknyttede uddannelsesinstitutioner) og forsøger at nationalisere kulturlivet generelt.
I kraft af den økonomiske omfordeling viser socialister og kollektivister endvidere, at indkomsten for dem ideelt set skal være den samme - trods det forhold, at nogle mennesker bevidst og målrettet forfølger materiel velstand og på rationel vis leder efter måder, hvorpå de kan tjene penge ved at frembringe noget værdifuldt, mens andre ikke gør det. Eventuelt taler man som kollektivist og egalitær nedladende om betydningen af penge, mens man lever af overførselsindkomst herunder SU, får løn for at undervise i marxisme på et samfundsfagligt fakultet eller kontanthjælp; eller mens man eventuelt får løn for at omfordele ved at tage noget fra de produktive og give til de uproduktive eller mindre produktive.
Fra national-socialisme til global-socialisme
Engang var de opstillede socialistiske mål endvidere nationale. Dermed var venstrefløjen primært at betegne som "national-socialistisk". Det var og er socialdemokraterne via demokratiet, og det var nazisterne tilsvarende og langt værre i kraft af Hitlers rædselsregime. (Læs mere her.) Man kan derfor altid kende en socialist på dette fællestræk: At man ønsker at opstille et stort fælles mål eller flere fælles mål, som man så helst så, at hele verden skulle forfølge. Dette er i bund og grund den eneste forandring, der har været indenfor de akademiske socialisters rækker i løbet af de sidste to hundrede år. I kraft af den økonomiske globalisering drømmer man nu større tanker; altså ikke blot om et fælles stort mål for en nation, men helst et stort mål for hele verden.
I vor tid er man derfor så ikke længere nationalt fokuseret som socialist. Man er enten ”regionalist” eller globalt orienteret i sin socialisme og i opstillingen af sine kollektivistiske visioner. Den vigtigste grund til, at socialister i vor tid bruger så meget akademisk krudt på at skabe et nationalistisk fjendebillede, der i vid udstrækning ikke eksisterer i praksis, er derfor også at man blot ikke bryder sig ikke om ”den nationale begrænsning”. På venstrefløjen er man ikke desto mindre lige så begejstret for at bruge staten som et redskab for sine store utopiske projekter, som man altid har været det. Nu gælder det blot ikke om at eksperimentere med millioner af mennesker, men i stedet med milliarder af menneskers liv. Vor tids socialister er dermed mindst lige så farlige og ofte mere til, end de var tidligere. Man kan frygte at vor tid en gang i fremtiden vil blive beskrevet som blot et mellemstadie præget af frihed fra socialisme, hvor det nye socialistiske projekt så er under udarbejdning. I det omfang det er det, der sker, finder projektudviklingen ikke mindst sted i de institutioner, som netop domineres af venstrefløjen - herunder FN men i vid udstrækning også EU.
Den europæiske klientskabelse
Et af de mål, som man for tiden har sat sig er så klimaregulering, som netop kan ses som en begyndende konkretisering af det nye socialistiske projekts realisering. Al Gore mener så, at dette nye kollektivistiske mål er moralsk. Det sagde man imidlertid også om alle de forgange projekter, hvor der blev sat lighedstegn mellem stort anlagte kollektive mål og så en positiv værdi. (Det skal også bemærkes, at navnlig de Konservative er interesserede sådan som de også har været det for mange andre af venstrefløjens projekter).
Men hvad har socialisterne i praksis efterladt sig af en eventuel politisk arv, oven på de sidste 50 års socialistiske eksperimenter - altså ud over de kuldsejlede kommunistiske i Østeuropa, massemordene dér, samt de katastrofer, der tilsvarende har været resultatet af socialistisk ideologi og projektmageri i Afrika, Latin Amerika og Asien?
Svaret på det spørgsmål er som det mest konkrete og synlige: Europas klienter; det vil sige alle de mennesker, som man mente havde ret til indkomst i kraft af deres eksistens; og som i kraft af deres blotte tilstedeværelse ifølge socialistisk lighedsideologi hævdedes at havde ret til en større eller mindre del af det, som andre frembragte i kraft af produktiv indsats.
Resultatet af fremvæksten af de "materielle rettigheder", der er en formalisering af lighedsideologien, er blevet den relativt høje arbejdsløshed, passiviseringen, samt også den voksende værdirelativisme, der netop følger, når man straffer produktivitet og individuel kreativitet, og belønner lediggang samt kultur, der hylder staten og flokmentaliteten (og som omvendt er renset for individuelle præstationer). Her er derfor også den grundlæggende forskel på 1800-tallets velstandsskabende liberalisme og individualisme, og 1900-tallets velstandsdæmpende klientskabelse og kollektivisme. I øvrigt er der tale om en tendens man finder såvel i Europa som i USA. Vor tids amerikanske tilstande med ubrugelige uddannelser og individer, der hænger fast i sociale ydelser er netop også europæiske tilstande.
De afhængige klienter
De klienter, der især er skabt i Europa, opfylder ikke desto mindre den store akademiske drøm om at middelklassen samt økonomisk ringere stillede lyttede til dem, og blev afhængige af de intellektuelle – jævnfør indledningen om hvorfor utopiske akademikere ikke bryder sig om markedsøkonomien. Prisen er ganske vist netop faldende produktivitet og reduceret velstand samt også en manglende evne til at forsvare sig mod nogle religiøse ideologier, der er helt og aldeles fjendtligt stillede over for civilisation og fremskridt. For netop når man har fjernet incitamenterne til selv at gøre en forskel, og når man fra politisk side har bekæmpet ideen om at det var moralsk at være sin egen lykkes smed, ja så åbner man samtidig også op for mange af de gamle religiøse ideer om at det at forbedre sin egen materielle situation ligefrem er syndigt; og det er netop også et træk man ser i socialismens sidste stadie i Europa. Økologisme er netop en ny kollektiv vision, hvor respekten for den enkelte og friheden til at forfølge sine egne ideer grundlæggende ikke findes.
At skabe sig afhængige må derfor ses som et fælles og overordnet element i de akademisk socialistiske aspirationer.
Samtidig kan de tvungne overførsler også ses som udtryk for, at man fra venstrefløjens side, har valgt at ignorere virkeligheden. Man forsøger netop nu, at realisere drømmen om den fagre ny verden, hvor velstand er årsagsløs, og ikke kræver en indsats.
Ganske vist kan man ikke sikre den årsagsløse utopi for alle, for nogle skal jo i realiteten frembringe de ”utopiske” goder. Men i kraft af den velstand, der er skabt – eftersom andre generationer sikrede den økonomiske frihed, er det ikke mindst i Europa men også i USA lykkedes for venstrefløjen at skabe en slags parallel verden, hvor goder næsten virker, som om de er opstået af dem selv; og hvor (nogle) forbrugere derfor er løsrevet fra produktionen, men som naturligvis også er afhængige af de, der uddeler midler (og konfiskerer dem).
Netop af ovenstående grunde taler venstrefløjen hånligt om ”forbrugssamfundet”, og kan gøre det med en vis berettigelse, præcis eftersom de selv har skabt et ”forbrugssamfund”, der ikke har noget at gøre direkte med produktionssamfundet, men som altså er løsrevet fra dette.
Klientstanden (som også er blevet de vælgere der cementerer venstrefløjens magt) er derfor nu også er nødt til at være opmærksomme på de akademiske utopier, som den akademiske klasse interesserer sig for. Denne opmærksomhed handler altså blot ikke om høflighed, men om at kontrollen med tv-mediet, andre dele af de kulturelle institutioner og uddannelsesområdet, også når det gælder formidling, især i løbet af de sidste 50 år er flyttet over i kollektivistiske utopisters kontrol.
Slaverne
Det mest interessante er derfor måske ikke, at en ret stor del af befolkningen i Europa bliver tilvænnet denne permanente børnehave for voksne, hvor man i stigende grad via tilskud kan ”uddanne” sig hele livet, og hvor uddannelse i praksis ofte betyder at man går rundt og dagdrømmer, og analyserer normer, roller og livsmønstre; og hvor man i tilfælde af kriser, så gratis får stillet en hjælper til rådighed, der kan støtte én i troen på den årsagsløse forbrugsverden.
Det mest interessante er nærmere, at de mennesker, der har nogle konkrete ideer og mål med deres egen adfærd, accepterer, at det som deres indkomst i realiteten bruges på, er at denne parallelverden opretholdes og vokser på deres egne personlige drømmes bekostning. Det sidste handler dermed om de produktives offervilje, og om graden af slavementalitet.
Hvad angår den nye økologiske ideologi, burde de produktive ikke desto mindre vide, at hvad man gør som produktiv og velstandsskabende, er at forandre det, der findes i naturen, så det får en værdi det ikke har i forvejen, og i kraft af denne proces bliver til noget, der er nyttigt for mennesker.
Alligevel overlader man børn til individer, der underviser ud fra den stik modsatte doktrin, der handler om at man skulle ”forbruge ressourcerne”. (Læs mere her).
- Grunden til at man fra venstrefløjens side netop lægger produktivitet for had er således, at man i kraft af klientskabelsen har distanceret sig fra produktionssamfundet: Man ved ikke hvorfor det findes. Det er jo staten, der leverer goderne (”velfærden”) ifølge de doktriner, man udsættes for fra og med de sidste folkeskoleår. I stigende grad vil man derfor ikke betragte en formindsket privatsektor som en bivirkning – eller en pris for en større offentlig sektor, men i stedet som noget rent positivt. Mere stat må jo ifølge denne mentalitet betyde mere velfærd, mens mere erhvervsliv tilsvarende for de socialiserede blot betyder mere forurening!
Producerer man derfor gladeligt til fordel for dette socialistiske parallel-samfund; lader man sig med stolthed brandbeskatte så ens børn lærer, at de produktive i verden i virkeligheden er klima-syndere; og bakker man på denne måde op omkring denne årsagsløshedens ideologi, må man i samme omfang derfor også betegnes som en slave, der blot venter på slaveriets endelige indførsel, men som allerede har indarbejdet mentaliteten.
Den nuværende statsminister skrev således for 14 år siden netop om slavesind. Og slavesindet er jævnfør ovenstående en socialistisk og kollektivistisk "nødvendighed", der sikrer at man kan bevare klientsamfundet og øge velfærdsnarkomanien, sådan at den offentlige sektor kan vokse på den private og velstandsskabende sektors bekostning. For det gratis måltid findes ikke: - Jo flere klienter og passive voksne, desto hårdere må den øvrige del af befolkningen arbejde.
Kommentaren er blandt andet inspireret af Andrew Bernstein, der er forfatter til The Capitalist Manifesto, som man kan læse om på COIN-bloggen. Læs også The Bernstein Declaration . Læs også Anders Fogh Rasmussen Fra Socialstat til Minimalstat. (pdf).
11. februar 2007
Miljø er noget man hælder i tanken
I Danmark introduceres nu såkaldt "miljøvenlig biobenzin", det vil sige ethanol.
Når noget får prædikatet "miljø" eller "miljøvenlig", opstår der hos mange en følelse af velbehag.
Almindelig olie fra undergrunden og regulær benzin er ikke desto mindre også "miljø" og "biomasse", på samme måde som almindelig mælk også stammer fra køerne.
Den almindelige benzin optræder blot ikke med et miljøprædikat; og kan derfor ikke sælges til en lige så høj pris som de mere politiske korrekte og alternative former for naturbaseret benzin.
Olie og benzin er ikke desto mindre ligeledes natur - blot fundet i undergrunden, og derefter forarbejdet, på samme måde som ethanol er et stykke forarbejdet natur indsamlet fra overfladen.
Tilbage står nu udtrykket "venlig" - som i "miljøvenlig". Men hvis de fleste gav sig tid til at overveje begrebet "miljøvenlig", - ja mon så ikke de ville være i stand til se det absurde i at forsøge at sætte "venlighed" ind i en natursammenhæng; det vil sige, hvis vi ser bort fra Walt Disneys ideer om vilde men samtidigt meget venlige og yderst sympatiske dyr?
Naturen gengælder som udgangspunkt ikke vores venlighed før den bliver tæmmet; og på det tidspunkt er naturen blevet en del af vores civilisation. - "Disney-segmentet" anbefales i øvrigt naturfilmen the Edge, en vildmarkshistorie, der lærer os, at det ikke er de stærkeste mennesker i naturen, der overlever, men de klogeste.
"Miljø" er derfor først og fremmest et prædikat som ikke mindst kløgtige individer i forretningsverdenen (i den mest industrialiserede del) tilføjer visse produkter, men ikke andre, og typisk lader prædikatet ledsage med en påstand om, at første kategori bør have en mere overlegen status. Men det forholder sig som oftest omvendt: Et mere forarbejdet (og mere "unaturligt) produkt, er som oftest det uforarbejdede produkt overlegen. Tænk blot på hvor simple biler var i starten af 1900-tallet sammenlignet med i dag. Biler er dermed blevet mindre "naturlige", men langt mere overlegne sammenlignet med de første modeller.
Et medlem af en Zulu-stamme i Afrika i dag ville derfor med stor sandsynlighed ikke være i stand til at holde op med at grine, hvis han eller hun blev konfronteret med ovenstående påstand om, at nogle af den vestlige verdens produkter er mere naturlige end andre. Og slet ikke, når der er tale om brændstof, man hælder i sin motor.
En sund latter ville endvidere være sandsynlig, hvis den pågældende stammekriger blev konfronteret med et eksemplar af den primære målgruppe: venstrefløjsvæsenet, hvis det vel at mærke samtidig blev hævdet, at dette væsen skulle være mere naturorienteret end os andre; det vil sige hvis krigeren blev introduceret for en forbrugsbevidst europæisk venstrefløjsaktivist eventuelt iført bæredygtig klædedragt, og muligvis underkastet en streng økologisk diet; vel at mærke en diet frembragt ved hjælp af et uoverskueligt antal maskiner, hvortil vil være anvendt en lang række forarbejdede kemikalier - eksempelvis til bevaring og transport (og som sikrer at prisen på selve produktet kan holdes nede); og hvoraf en række af produkterne med stor sandsynlighed er hentet hjem fra fjerne egne via fly og lastbil.
Den indfødte ville således blive præsenteret for et individ der eksempelvis ikke kan undvære The Body Shop, og som kræver specialfremstillede produkter, der vel at mærke ofte forlænger forarbejdningsprocessen, som følge af en række særlige krav til produktionen - og dermed øger CO2-udslippet - ganske vist for at skåne andre dele af naturen; men hvorved andre dele ikke desto mindre bliver benyttet mere.
Venstrefløjsvæsenet efterspørger således visse ting, men ikke andre. Det har sine helt egne præferencer. Ikke desto mindre er væsenet en aktiv forbruger, og det holder derfor - lige som vi andre gør det - det kapitalistiske produktionsapparat i gang, og det bidrager ved sin efterspørgsel til produktudvikling. Ligesom alle os andre har det samtidig intet overblik over produktionsprocessen, og de mange ressourcer, der bliver brugt undervejs. Men det anser væsenet dog ikke for afgørende, for alligevel at kunne hævde sig som mere "politisk korrekt".
Vigtigst er i denne sammenhæng er i stedet den medfølgende historie som tekstforfattere tilknyttet Havlaar eller the Body Shop har gjort sig umage med at forfatte på bagsiden af de produkter, som venstrefløjsvæsenet sætter allermest pris på. (Den kalder i øvrigt ofte sin egen acceptable pris for "ti procent over markedsprisen", hvilket den anser som en mere "naturlig" pris. Men når markedsprisen falder, ja da falder derfor også den "fair" pris, som det også kaldes). Slutresultatet - af reklamebranchens storytelling, af forbrugsideologien, af sangen om (men ikke fra) de varme lande - er således en person, der mener sig lidt finere end andre; og som anser sig selv for at forbruge på en mere "bevidst" og korrekt måde - vel at mærke blot fordi nogle ressourcer er anvendt i processen, og ikke andre.
Markedsøkonomien er imidlertid uhyre tolerant. Problemet i denne forbindelse er derfor ikke det paradoksale, at venstrefløjs-væsnet ofte giver udtryk for at det ikke bryder sig om markedsøkonomien. Det problematiske er derimod trangen til via den politiske adfærd at tvinge andre til at lade underkaste sig egne - ofte mere ressourcekrævende - ideer om, hvad der er optimalt og "bæredygtigt". Et andet problem er at venstrefløjsvæsenet ofte efterspørger varer på andres regning, det vil sige der købes med midler som det har fået andre til at opkræve i skat (og ofte har denne politiske adfærd en tendens til at øge forbruget her og nu på bekostning af investeringer i fremtiden).
Samtidig fører venstrefløjsvæsenets vælgeradfærd ofte til en politisk fordyrelse af en række helt centrale produkter, som det endog ofte selv efterspørger. Og det holder sig under ingen omstændigheder ikke for god til - via regulering og forbud - at straffe dem, der ønsker en anden type af produkter end det selv.
At medlemmer af venstrefløjs-stammen ofte efterspørger en række specialfremstillede varer, der eftersom de må tilpasses et "dogme-orienteret" publikum, derfor ofte kræver en større mængde energi at fremstille, og som følge heraf er dyrere - men også mere energikrævende, at producere, er imidlertid ikke i sig selv et problem: Markedet tilpasser sig; ressourcerne er der; og i en velfungerende markedsøkonomi bliver de fleste ressourcer som bekendt brugt igen og igen. - Så hvis udbyttet ved økologisk drift er mindre som følge af gødningsdogmerne, vil landmanden naturligvis gerne - mod ekstra betaling - bruge ekstra på benzin for at luge ud i ukrudtet - og dermed tilfredsstille giftmodstanderne, der ved deres (bevidste) efterspørgsel, derfor i stedet bliver (ubevidste) CO2-tilhængere. Verden kan imidlertid ikke frelses på tom - endsige uøkologisk - mave.
Venstrefløjsvæsenet hører således trods det indtryk man kan få til i samfund, der giver materielt overskud til politisk aktivitet, og hører derfor - uanset denne aktivitets indhold - til i de kapitalistiske samfund. For uden et profitincitament ville der således ikke være et "grønt" forbrugssegment. Årsagen til at landmanden, forretningsmanden (i The Body Shop og Max Havelaar ), spekulanten og reklamefolkene står parate til at bygge en illusion op omkring det shoppeglade venstrefløjsvæsen sker samtidig som oftest ud fra ønsket om at tjene mere end konkurrenten, hvilket i sig selv er et udtryk for civilisation.
De grønne paroler
Motiverne bag diverse miljøprædikater i den frie del af verden er naturligvis oprindeligt politiske, og skal signalere holdninger - vistnok en blanding af politisk selvfedme kombineret med modstand mod det system, der leverer varerne.
De grønne paroler handler ofte om at ændre balancen mellem civilisation og natur til fordel for naturen. - Men besøg så lige The Body Shop een gang til, og genovervej gyldigheden af parolen: Ønsket om for alvor at vende tilbage til naturen er tydeligvis begrænset. Tilbage står - via vælgeradfærden - imidlertid et budskab om, at der nu ikke er plads til flere forbrugere i verden: eksempelvis når det gælder Afrika.
Tough luck - siger det ellers så følsomme og forstående venstrefløjsvæsen: Det Afrikanske kontinentet skal fredes. Ingen industrialisering der. Walt Disney har jo også for længe siden vist, at det er det den afrikanske befolkning drømmer allermest om, er at leve i pagt med naturen, og synge sange - sammen med dyrene om harmoni og balance. Venstrefløjsvæsenet ønsker således at beholde de mange forbrugsgoder for sig selv.
Den "grønne" benzin
Hvis man således ser bort den følelsesmæssige tilknytning nogle mennesker har til miljøprædikatet; er der med "miljøbenzin" så tale om benzin, der vil være mere til gavn for mennesker, det vil sige mere end det er tilfældet med den traditionelle form for naturbaseret benzin?
Her bedes læseren erindre hvad skiftet fra hestevogn til bil betød for levestandarten i USA og Europa; og hvorfor hensyn til miljøet og naturen netop ikke spillede en rolle for disse forbedrede levevilkår.
De positive forandringer, der er set siden industrialiseringens begyndelse har - og havde - ikke noget at gøre med "bæredygtighed", "holisme", "balance" eller "miljø".
Vi har tværtimod bevæget os væk fra "miljøet". Kendetegnet for den vestlige verden er derfor ikke, at vi er "miljøbevidste", men at vi i de sidste to hundrede år blot har været mere fokuserede og målrettede, når det gælder om at forbedre vores egne levevilkår. Vi har lade den oplyste egeninteresse råde.
Den manglende interesse for "miljø", er således også årsagen til at New Yorks eller Hong Kongs gader i dag ikke flyder over med efterladenskaber fra såvel heste som trækdyr, og samtidig ikke længere trues af smittefaren fra de dyr befolkningen kort før industrialisering slog igennem holdt som husdyr i storbyerne. Det private husdyrhold blev således udkonkurreret af "markedskræfternes frie spil". Man har således ikke efterspurgt "miljø". Tværtimod kan man for Asien, Europas og Nordamerikas vedkommende forstille sig et stort skilt hvor der står: Miljø - Nej Tak!.
I den vestlige del af verden er miljø tværtimod først og fremmest noget, man besøger i weekenden; og gerne besigtiger lidt på afstand, eller hælder i tanken. I den industrialiserede del af verden ønsker man sig, ligesom det gælder i resten af verden, billigere og bedre fødevarer, bedre boliger, sundhed, hygiejne, komfort og herunder bedre og mere effektive former for transportmuligheder. Man ønsker at leve godt, leve bedre og leve mere. For at kunne opnå disse målsætninger tjener miljøet ganske vist et formål. Miljø er derfor noget man benytter sig af; det er ikke et mål i sig selv.
Befolkningen i industrisamfundet har således - mere end andre - haft succes med at distancere sig fra miljøet; og med at sikre sig mere behagelige omgivelser end miljøet - i sig selv - kan tilbyde. Og dette er forskellen på Afrika og Europa: Drømmen om velstand er realiseret det ene sted, og i langt mindre grad i det andet. I store dele af Afrika kan derfor møde mennesker, der ganske vist også har distanceret sig fra naturen, men herefter er gået i stå. Spørgsmålet, man i den forbindelse må stille til venstrefløjsantropologerne, er derfor hvorfor i alverden man skulle have et bevidst ønske om at forblive på netop det pågældende stadie? - Alligevel præsenterer blandt andet Disney os for ideen om den ædle vilde, der lever i harmoni og balance, trods virkelighedens barske realiteter i form af afsavn, sult og fattigdom. Her er således atter en gang et eksempel på, at nogle efterspørger en for dem selv nyttig illusion; og at markedsøkonomien leverer illusionen.
Jævnfør ovenstående vil den benzin, der gør mest gavn derfor - og stik mod det fremherskende dogme - også være den benzin, der fjerner os yderligere fra miljøet.
I fremtiden vil brændstof sandsynligvis være noget, der er helt og aldeles syntetisk, men som muligivis vil bestå af nogle simple, men meget aktive komponenter. Som udgangspunkt at det at hælde et ekstrakt fra planter i en motor imidlertid også et bevis på hvor miljømæssigt distancerede vi i vesten er; og hvor paradoksalt det i grunden er at tale om "miljøbenzin". Sådanne former for energi bliver kun udviklet i en teknologisk orienteret kultur, hvor man har råd til sine illusioner - herunder den om at være "miljøvenlig".
Trods ovenstående kan det imidlertid ikke udelukkes, at frelstheden der ledsager købet af en række specialsyede produkter, er et aldeles livsnødvendigt element, der må være til stede før venstrefløjsvæsenerne i såvel Europa som USA, kan føle sig hjemme i det kapitalistiske samfund; hvor det trods alt virker som om de mere end noget andet sted hører til.
Når noget får prædikatet "miljø" eller "miljøvenlig", opstår der hos mange en følelse af velbehag.
Almindelig olie fra undergrunden og regulær benzin er ikke desto mindre også "miljø" og "biomasse", på samme måde som almindelig mælk også stammer fra køerne.
Den almindelige benzin optræder blot ikke med et miljøprædikat; og kan derfor ikke sælges til en lige så høj pris som de mere politiske korrekte og alternative former for naturbaseret benzin.
Olie og benzin er ikke desto mindre ligeledes natur - blot fundet i undergrunden, og derefter forarbejdet, på samme måde som ethanol er et stykke forarbejdet natur indsamlet fra overfladen.
Tilbage står nu udtrykket "venlig" - som i "miljøvenlig". Men hvis de fleste gav sig tid til at overveje begrebet "miljøvenlig", - ja mon så ikke de ville være i stand til se det absurde i at forsøge at sætte "venlighed" ind i en natursammenhæng; det vil sige, hvis vi ser bort fra Walt Disneys ideer om vilde men samtidigt meget venlige og yderst sympatiske dyr?
Naturen gengælder som udgangspunkt ikke vores venlighed før den bliver tæmmet; og på det tidspunkt er naturen blevet en del af vores civilisation. - "Disney-segmentet" anbefales i øvrigt naturfilmen the Edge, en vildmarkshistorie, der lærer os, at det ikke er de stærkeste mennesker i naturen, der overlever, men de klogeste.
"Miljø" er derfor først og fremmest et prædikat som ikke mindst kløgtige individer i forretningsverdenen (i den mest industrialiserede del) tilføjer visse produkter, men ikke andre, og typisk lader prædikatet ledsage med en påstand om, at første kategori bør have en mere overlegen status. Men det forholder sig som oftest omvendt: Et mere forarbejdet (og mere "unaturligt) produkt, er som oftest det uforarbejdede produkt overlegen. Tænk blot på hvor simple biler var i starten af 1900-tallet sammenlignet med i dag. Biler er dermed blevet mindre "naturlige", men langt mere overlegne sammenlignet med de første modeller.
Et medlem af en Zulu-stamme i Afrika i dag ville derfor med stor sandsynlighed ikke være i stand til at holde op med at grine, hvis han eller hun blev konfronteret med ovenstående påstand om, at nogle af den vestlige verdens produkter er mere naturlige end andre. Og slet ikke, når der er tale om brændstof, man hælder i sin motor.
En sund latter ville endvidere være sandsynlig, hvis den pågældende stammekriger blev konfronteret med et eksemplar af den primære målgruppe: venstrefløjsvæsenet, hvis det vel at mærke samtidig blev hævdet, at dette væsen skulle være mere naturorienteret end os andre; det vil sige hvis krigeren blev introduceret for en forbrugsbevidst europæisk venstrefløjsaktivist eventuelt iført bæredygtig klædedragt, og muligvis underkastet en streng økologisk diet; vel at mærke en diet frembragt ved hjælp af et uoverskueligt antal maskiner, hvortil vil være anvendt en lang række forarbejdede kemikalier - eksempelvis til bevaring og transport (og som sikrer at prisen på selve produktet kan holdes nede); og hvoraf en række af produkterne med stor sandsynlighed er hentet hjem fra fjerne egne via fly og lastbil.
Den indfødte ville således blive præsenteret for et individ der eksempelvis ikke kan undvære The Body Shop, og som kræver specialfremstillede produkter, der vel at mærke ofte forlænger forarbejdningsprocessen, som følge af en række særlige krav til produktionen - og dermed øger CO2-udslippet - ganske vist for at skåne andre dele af naturen; men hvorved andre dele ikke desto mindre bliver benyttet mere.
Venstrefløjsvæsenet efterspørger således visse ting, men ikke andre. Det har sine helt egne præferencer. Ikke desto mindre er væsenet en aktiv forbruger, og det holder derfor - lige som vi andre gør det - det kapitalistiske produktionsapparat i gang, og det bidrager ved sin efterspørgsel til produktudvikling. Ligesom alle os andre har det samtidig intet overblik over produktionsprocessen, og de mange ressourcer, der bliver brugt undervejs. Men det anser væsenet dog ikke for afgørende, for alligevel at kunne hævde sig som mere "politisk korrekt".
Vigtigst er i denne sammenhæng er i stedet den medfølgende historie som tekstforfattere tilknyttet Havlaar eller the Body Shop har gjort sig umage med at forfatte på bagsiden af de produkter, som venstrefløjsvæsenet sætter allermest pris på. (Den kalder i øvrigt ofte sin egen acceptable pris for "ti procent over markedsprisen", hvilket den anser som en mere "naturlig" pris. Men når markedsprisen falder, ja da falder derfor også den "fair" pris, som det også kaldes). Slutresultatet - af reklamebranchens storytelling, af forbrugsideologien, af sangen om (men ikke fra) de varme lande - er således en person, der mener sig lidt finere end andre; og som anser sig selv for at forbruge på en mere "bevidst" og korrekt måde - vel at mærke blot fordi nogle ressourcer er anvendt i processen, og ikke andre.
Markedsøkonomien er imidlertid uhyre tolerant. Problemet i denne forbindelse er derfor ikke det paradoksale, at venstrefløjs-væsnet ofte giver udtryk for at det ikke bryder sig om markedsøkonomien. Det problematiske er derimod trangen til via den politiske adfærd at tvinge andre til at lade underkaste sig egne - ofte mere ressourcekrævende - ideer om, hvad der er optimalt og "bæredygtigt". Et andet problem er at venstrefløjsvæsenet ofte efterspørger varer på andres regning, det vil sige der købes med midler som det har fået andre til at opkræve i skat (og ofte har denne politiske adfærd en tendens til at øge forbruget her og nu på bekostning af investeringer i fremtiden).
Samtidig fører venstrefløjsvæsenets vælgeradfærd ofte til en politisk fordyrelse af en række helt centrale produkter, som det endog ofte selv efterspørger. Og det holder sig under ingen omstændigheder ikke for god til - via regulering og forbud - at straffe dem, der ønsker en anden type af produkter end det selv.
At medlemmer af venstrefløjs-stammen ofte efterspørger en række specialfremstillede varer, der eftersom de må tilpasses et "dogme-orienteret" publikum, derfor ofte kræver en større mængde energi at fremstille, og som følge heraf er dyrere - men også mere energikrævende, at producere, er imidlertid ikke i sig selv et problem: Markedet tilpasser sig; ressourcerne er der; og i en velfungerende markedsøkonomi bliver de fleste ressourcer som bekendt brugt igen og igen. - Så hvis udbyttet ved økologisk drift er mindre som følge af gødningsdogmerne, vil landmanden naturligvis gerne - mod ekstra betaling - bruge ekstra på benzin for at luge ud i ukrudtet - og dermed tilfredsstille giftmodstanderne, der ved deres (bevidste) efterspørgsel, derfor i stedet bliver (ubevidste) CO2-tilhængere. Verden kan imidlertid ikke frelses på tom - endsige uøkologisk - mave.
Venstrefløjsvæsenet hører således trods det indtryk man kan få til i samfund, der giver materielt overskud til politisk aktivitet, og hører derfor - uanset denne aktivitets indhold - til i de kapitalistiske samfund. For uden et profitincitament ville der således ikke være et "grønt" forbrugssegment. Årsagen til at landmanden, forretningsmanden (i The Body Shop og Max Havelaar ), spekulanten og reklamefolkene står parate til at bygge en illusion op omkring det shoppeglade venstrefløjsvæsen sker samtidig som oftest ud fra ønsket om at tjene mere end konkurrenten, hvilket i sig selv er et udtryk for civilisation.
De grønne paroler
Motiverne bag diverse miljøprædikater i den frie del af verden er naturligvis oprindeligt politiske, og skal signalere holdninger - vistnok en blanding af politisk selvfedme kombineret med modstand mod det system, der leverer varerne.
De grønne paroler handler ofte om at ændre balancen mellem civilisation og natur til fordel for naturen. - Men besøg så lige The Body Shop een gang til, og genovervej gyldigheden af parolen: Ønsket om for alvor at vende tilbage til naturen er tydeligvis begrænset. Tilbage står - via vælgeradfærden - imidlertid et budskab om, at der nu ikke er plads til flere forbrugere i verden: eksempelvis når det gælder Afrika.
Tough luck - siger det ellers så følsomme og forstående venstrefløjsvæsen: Det Afrikanske kontinentet skal fredes. Ingen industrialisering der. Walt Disney har jo også for længe siden vist, at det er det den afrikanske befolkning drømmer allermest om, er at leve i pagt med naturen, og synge sange - sammen med dyrene om harmoni og balance. Venstrefløjsvæsenet ønsker således at beholde de mange forbrugsgoder for sig selv.
Den "grønne" benzin
Hvis man således ser bort den følelsesmæssige tilknytning nogle mennesker har til miljøprædikatet; er der med "miljøbenzin" så tale om benzin, der vil være mere til gavn for mennesker, det vil sige mere end det er tilfældet med den traditionelle form for naturbaseret benzin?
Her bedes læseren erindre hvad skiftet fra hestevogn til bil betød for levestandarten i USA og Europa; og hvorfor hensyn til miljøet og naturen netop ikke spillede en rolle for disse forbedrede levevilkår.
De positive forandringer, der er set siden industrialiseringens begyndelse har - og havde - ikke noget at gøre med "bæredygtighed", "holisme", "balance" eller "miljø".
Vi har tværtimod bevæget os væk fra "miljøet". Kendetegnet for den vestlige verden er derfor ikke, at vi er "miljøbevidste", men at vi i de sidste to hundrede år blot har været mere fokuserede og målrettede, når det gælder om at forbedre vores egne levevilkår. Vi har lade den oplyste egeninteresse råde.
Den manglende interesse for "miljø", er således også årsagen til at New Yorks eller Hong Kongs gader i dag ikke flyder over med efterladenskaber fra såvel heste som trækdyr, og samtidig ikke længere trues af smittefaren fra de dyr befolkningen kort før industrialisering slog igennem holdt som husdyr i storbyerne. Det private husdyrhold blev således udkonkurreret af "markedskræfternes frie spil". Man har således ikke efterspurgt "miljø". Tværtimod kan man for Asien, Europas og Nordamerikas vedkommende forstille sig et stort skilt hvor der står: Miljø - Nej Tak!.
I den vestlige del af verden er miljø tværtimod først og fremmest noget, man besøger i weekenden; og gerne besigtiger lidt på afstand, eller hælder i tanken. I den industrialiserede del af verden ønsker man sig, ligesom det gælder i resten af verden, billigere og bedre fødevarer, bedre boliger, sundhed, hygiejne, komfort og herunder bedre og mere effektive former for transportmuligheder. Man ønsker at leve godt, leve bedre og leve mere. For at kunne opnå disse målsætninger tjener miljøet ganske vist et formål. Miljø er derfor noget man benytter sig af; det er ikke et mål i sig selv.
Befolkningen i industrisamfundet har således - mere end andre - haft succes med at distancere sig fra miljøet; og med at sikre sig mere behagelige omgivelser end miljøet - i sig selv - kan tilbyde. Og dette er forskellen på Afrika og Europa: Drømmen om velstand er realiseret det ene sted, og i langt mindre grad i det andet. I store dele af Afrika kan derfor møde mennesker, der ganske vist også har distanceret sig fra naturen, men herefter er gået i stå. Spørgsmålet, man i den forbindelse må stille til venstrefløjsantropologerne, er derfor hvorfor i alverden man skulle have et bevidst ønske om at forblive på netop det pågældende stadie? - Alligevel præsenterer blandt andet Disney os for ideen om den ædle vilde, der lever i harmoni og balance, trods virkelighedens barske realiteter i form af afsavn, sult og fattigdom. Her er således atter en gang et eksempel på, at nogle efterspørger en for dem selv nyttig illusion; og at markedsøkonomien leverer illusionen.
Jævnfør ovenstående vil den benzin, der gør mest gavn derfor - og stik mod det fremherskende dogme - også være den benzin, der fjerner os yderligere fra miljøet.
I fremtiden vil brændstof sandsynligvis være noget, der er helt og aldeles syntetisk, men som muligivis vil bestå af nogle simple, men meget aktive komponenter. Som udgangspunkt at det at hælde et ekstrakt fra planter i en motor imidlertid også et bevis på hvor miljømæssigt distancerede vi i vesten er; og hvor paradoksalt det i grunden er at tale om "miljøbenzin". Sådanne former for energi bliver kun udviklet i en teknologisk orienteret kultur, hvor man har råd til sine illusioner - herunder den om at være "miljøvenlig".
Trods ovenstående kan det imidlertid ikke udelukkes, at frelstheden der ledsager købet af en række specialsyede produkter, er et aldeles livsnødvendigt element, der må være til stede før venstrefløjsvæsenerne i såvel Europa som USA, kan føle sig hjemme i det kapitalistiske samfund; hvor det trods alt virker som om de mere end noget andet sted hører til.
9. januar 2007
Globale franske tilstande
For tiden [april 2006] demonstrerer franske studenter mod en lov, der skal gøre det franske arbejdsmarked mere fleksibelt ved at forbedre mulighederne for at ansætte og afskedige yngre medarbejdere.
Dermed trækker forslaget i retning væk fra de privilegier, der via tidligere lovgivning er indført i Frankrig. Det vil sige lovgivning, som det også er tilfældet i Tyskland, har gjort det mindre attraktivt at ansætte unge, der for første gang træder ind på arbejdsmarkedet.
Franskmænd har som bekendt en lang og ikke specielt glorværdig tradition, når det gælder om at protestere til fordel for fastholdelse eller udvidelse af særrettigheder.
- Men hvorfor har de det? Og vedkommer den franske tradition i grunden andre end franskmænd?
Svaret på det første spørgsmål skal findes tilbage i det attende århundrede, den franske revolution i 1789 - samt i parolen om Frihed, lighed og broderskab.
Fra og med denne revolution blev socialisme og liberalisme - samt uklare hensigter som sammenhold og solidaritet blandet godt og grundigt sammen i lovtekster, hvis uklarhed af netop denne årsag er sammenlignelige med vor tids EU- og FN-dokumenter.
De forfatningsmæssige kompromiser har plaget Frankrig og resten af verden lige siden.
Det er kompromiser som disse, der er forklaringen på, at alverdens grupper i tide og utide, og til besvær for andre, demonstrerer i Paris gader, nedlægger arbejdet og/eller blokerer for trafikken.
Denne tradition, der først og fremmest handler om retten til særrettigheder er blot stærkere i Frankrig end den er det så mange andre steder. Franskmænd har siden 1789, med de socialistiske elementer i forfatningen, institutionaliseret retten, at forsøge at tilkæmpe sig socialistiske eller materielle eller positive rettigheder, hvilket i praksis vil sige særrettigheder, der via statsmagten indføres på bekostning af borgerne og skatteyderne set under et.
- Frankrig er på denne måde det dårlige eksempel for resten af verden.
I modsætning til de fleste andre nationer, er Frankrig (ikke mindst efter murens fald) et af de lande i verden, hvor ideen om materielle rettigheder står allerstærkest, og hvor det, selv når man sammenligner med Tyskland, er langt sværere at rokke ved disse, når de først er blevet indført.
Kontrasten til Frankrig og andre kontinentaleuropæiske lande herunder Tyskland, er de angelsaksiske lande, hvor respekten for frihedsrettighederne og den private ejendomsret i større udstrækning har forhindret udvidelsen af disse nye former for rettigheder.
Kun fantasien og andres penge sætter grænserne
I teorien er der ingen øvre grænse for materielle rettigheder, der kan handle om alt fra ”ret” til bolig, mad, vand, uddannelse over transport til landbrugsstøtte samt kulturproduktion. Kun fantasien samt andre menneskers vilje og evne til at forsvare deres ejendomsret sætter grænserne. I såvel FN- som EU-dokumenterne trives fantasien således på nøjagtig samme måde i bedste velgående.
Hvis man spørger en jubeltilhænger af EU eller FN, om man i realiteten kan få de ting, der stilles løfte om i dokumenterne, vil han eller hun ikke desto mindre fortælle dig, at der for en række af disse ”rettigheder” umiddelbart er tale om hensigtserklæringer! - Vær dog lidt realistisk. Ret til bolig er bare noget vi har fundet på, og som vi lover dig eller nogle andre en gang i fremtiden.
(Svaret om hensigtserklæring eller programerklæring, var i øvrigt netop svaret, da undertegnede stillede dette spørgsmål til den nu nyudnævnte Forbrugervagthund Camilla Hersom, da denne for nogle år siden stillede op til valg til EU-parlamentet for det Radikale Venstre , se interview med EP-kandidaten side 10.)
Løfterne om materielle rettigheder handler således til en begyndelse om at der, så snart der er tilstrækkeligt at konfiskere fra de produktive i samfundet, ja så vil rettighederne på dette senere tidspunkt træde i kraft. Det vil sige det, der står i eksempelvis Forfatningstraktaten, og som, man forsøger at ophøje til lov, kan man ikke umiddelbart regne med. Som udgangspunkt er det udelukkende tanken, der tæller.
Noget for ingenting
Er det så logisk eller meningsfuldt via staten at love noget, men samtidig først love at holde løfterne; når det man lover på dette senere tidspunkt alligevel, - som følge de velfærdsforbedringer der skyldes en velfungerende markedsøkonomi er blevet tilgængeligt på markedet for menigmand? Selvfølgelig er ikke det. Rettigheder som hensigtserklæringer/programerklæring er en ganske plat form for demagogi og populisme, og hører netop af denne grund til hos en venstrefløj (inklusive det Radikale Venstre) for hvem gode intentioner må anses for vigtigere end konsekvenserne af den konkrete politik.
For konsekvenserne af udvidelse af materielle rettigheder er mærkbare. Forskellen mellem Frankrig og Tysklands økonomier og så den amerikanske, er blevet stadigt større, netop som følge af mængden af materielle rettigheder i de to førstnævnte økonomier, og i det hele taget tendensen til i Europa at give politikere ansvaret for egen velfærd. (Dokumentation for navnlig de to store europæiske landes ringe resultater hvad angår såvel sociale som økonomiske forhold findes her.)
Tilhængere af materielle rettigheder er dermed samtidig - og forståeligt nok - ikke specielt begejstrede for at blive mindet om, at mængden af materielle rettigheder gør det stadigt mindre attraktivt at gøre en indsats for at tjene penge og blive selvforsørgende, og at ophobningen af de materielle rettigheder over tid afvikler de forudsætninger, der skal gælde for at disse ”rettigheder” kan realiseres. Materielle rettigheder er dermed først og fremmest en støtte til passivitet, og dermed en belastning for ethvert lands økonomi.
Det er derfor samtidig ikke et tilfælde, at det netop er Frankrig, der har en 35 timers arbejdsuge. For også med denne lovgivning om maksimale arbejdstider har man tilkæmpet sig retten til at lave mindre. Det gør man således ikke blot ved at reducere arbejdstiden, men også ved at tilkæmpe sig ydelser, der sikrer en indtægt, uden at man giver noget igen. Det gælder således for en hvilken som helst anden materiel rettighed, at nogle skal betale for det, man via lovgivning får ”ret” til.
Problemet med Frankrig er samtidig i modsætning til mange andre lande, at man - som demonstrationer og strejker afspejler - i såvel grundskolen som på de højere uddannelsesanstalter - ”uddannes” til at tro, at de materielle rettigheder er naturlige, ja at de ligefrem er indført i overensstemmelse med historiske fremskridt.
Det er muligvis sidstnævnte idé om materielle rettigheder som umistelige, og som værende på niveau med frihedsrettighederne, der er den direkte årsag til, at såvel bønder, studerende og arbejdere i modsætning til de samme grupper i andre europæiske lande, reagerer så meget mere voldsomt i Frankrig, end det er tilfældet i andre lande.
Lige siden den franske revolution har mange franskmænd således identificeret materiel fremgang med stadig større konfiskation af borgernes ejendom via statens side - til fordel for stadigt flere lunser til bestemte franske interesseorganisationer og erhverv. At bestemte grupper i befolkningen kan have umistelige rettigheder på bekostning af helheden er naturligvis forrykt. Men det er ikke desto mindre, det der er konsekvensen af sådanne rettigheders indførsel. Hvis alle fik det samme efter en materiel rettighed blev indført var der selvfølgelig ingen grund til at de blev indført i første omgang. Derfor er det altid bestemte grupper, der går på gaden og demonstrerer.
At sådanne ”rettigheder” strider mod frihedsrettighederne og ikke er universelle, samt at de afvikler incitamenterne til produktivitet, kan man forvisse sig om således:
Hvis du er læge, betyder ret til lægehjælp i princippet, at nogle kan gøre krav på dine ydelser uden at kræve noget til gengæld. Det kan også betyde at en del af din indtægt skal gå til at statslige myndigheder køber dine eller andres ydelser, for at kunne forære disse ydelser gratis til bestemte grupper i samfundet.
Hvis du er boligudlejer, betyder ret til bolig ligeledes ikke noget positivt, men derimod, at du kan tvinges til at stille en bolig til rådighed, eller at myndighederne, for at opfylde løfterne til bestemte grupper, vil beskatte dig for at give penge til dem, de mener, har krav på at få en større eller mindre andel af deres boligudgifter finansieret.
Måske synes de enkelte medlemmer af bestemte erhverv, at dette med at få deres erhverv udnævnt til en kerneydelse er storslået. Samlet set bliver alle i et samfund med udvidelsen af materielle rettigheder snydt, for konfiskationen af ejendom rammer alle, og jo mere de materielle rettigheder udvides desto højere skatter og jo ringere produktivitet.
Franske bønder kan forvisse sig om de mange former for statslig bistands skadelighed - samt det negative ved andre former for beskyttelse mod konkurrence udefra - ved at undersøge lønniveauet hos deres traditionelt set langt mere konkurrenceorienterede danske landmænd. Danske læger kan tilsvarende sammenligne lønninger med deres amerikanske kolleger.
Det statslige mellemled
Læg samtidig mærke til, at køberen ved indførsel af materielle rettigheder ikke længere er den, der skal nyde godt af varen, men derimod den statslige myndighed, der nu er blevet mellemled. Dette er en vigtig del af forklaringen på det statsligt boligbyggeris lave niveau, og at det offentlige sundhedsvæsen år for år forringes i modsætning til de områder, hvor der ikke findes materielle rettigheder.
Omvendt har intet lands myndigheder endnu talt om en ret til Personlig Computer eller ret til bil. Der er samtidig ikke sat nogen øvre grænser for, hvad man må tjene på at sælge disse goder. Alligevel er udviklingen gået i nøjagtig samme retning – men vel at mærke i langt hastigere tempo - end tilfældet har været med sundhedsydelser siden industrialiserings begyndelse:
Flere kan nu få bedre kvalitet og mere for pengene, når det gælder privat transport eller informationsteknologi. For netop her kan der tjenes penge. (Og signalet fra politikere, der griber ind i et bestemt område er netop som oftest at man ikke må tjene penge – jf. kampen mod boligspekulanter). Derfor investeres der langt mere intensivt i disse markeder, end i dem som staten i større eller mindre grad har bebyrdet med ordninger og regulering.
Hel eller delvis kollektivisering sløver blot processen med flere, billigere og bedre ydelser og varer. Eller - som det var tilfældet i Sovjetunionen – kollektiviseringen sætter til sidst udviklingen helt i stå.
Man kan derfor også forestille sig, hvad der ville ske med såvel IT-industrien eller bilindustrien hvis systemet blev nationaliseret og man fik ret til en basis-PC eller en syge-kassebil, og staten herefter skridt for skridt, som det har været tilfældet med sundhedssektoren, langsomt udvidede de rettigheder man havde til PC-ydelser og transport generelt:
Da køberen ville være staten, og borgeren blot ville være forbruger, ville incitamentet, i modsætning til i dag, være at levere det dyrest mulige til den lavest tænkelige standart. For embedsmænd har naturligvis intet ønske om, at varen lever op til den enkelte forbrugers særlige præferencer og behov. Så længe alle kan få en enhed af varen, og denne er fuldstændig ensartet, kan løftet fra magthavernes side om en folke-PC eller folke-bil anses for at være opfyldt.
Den statslige målsætning om ret til billig transport, ret til uddannelse og ret til sundhed har dermed i praksis gjort den offentlige del af den kollektive trafik, uddannelsesvæsnet og sundhedsydelserne ringere - men samtidig også dyrere for borgerne set under ét. Det eneste konkrete, man har opnået udover at forringe ydelserne er, at monopolisere dele af transportsektoren - samt en meget stor del af sundhedsområdet og uddannelsessektoren.
De er således tankevækkende at sidstnævnte to former for statsmonopolisering nu kaldes for velfærdsstatens kerneydelser, som for at antyde at staten skulle være ansvarlig for disse ydelsers eksistens, og måske også for at vi skal glemme, at der er tale om monopolisering, ensartning og kvalitetsforringelse - i fællesskabets navn
For hver ny rettigheder, der indføres, stiger som nævnt tidligere skatterne samt presset på det politiske system. Den frie handel erstattes af lobbyisme og kampen mellem interesseorganisationer. Og da et krav om en materiel rettighed, er et krav om, at få noget for ingenting bliver taberne i sådant et system de mennesker, der er mest produktive. Vinderne på det korte sigt bliver dem, der ikke mener de har noget at tilbyde, og som mener de først skal have stillet en uddannelse, en bolig, transport, gratis lægehjælp eller en kulturoplevelse til rådighed, før de er parate til at yde noget til gengæld.
På det lange sigt, (og det sigt vi befinder os allerede i som følge af tidligere tiders kortsigtede politiske handlinger), bliver alle i samfundet tabere ved sådanne former for kollektivisering og nationalisering.
Materielle rettigheder er således ikke bare grupperettigheder. Der er samtidig tale om rent kollektivistiske rettigheder. De andre samfundsborgere, man – eventuelt og måske - betaler til, når man efter ti år på en længerevarende uddannelse mener at have noget at bidrage med, er ikke de samme som dem, der blev beskattet, og de sidstnævnte er typisk ikke vanvittigt begejstrede for de marxistiske ting, man for deres konfiskerede midler lærer på universitetet - samt de rapporter, man nu eventuelt lever af at producere i en eller anden skandaleramt styrelse; og hvor man som embedsmand måske endda medvirker til at udvide omtalte rettigheder yderligere.
Alligevel opfattes en afvikling af de materielle pseudorettigheder trods ovenstående og uanset konsekvenserne af deres fastholdelse ikke desto mindre i såvel Frankrig, men også i mange andre lande, helt fejlagtigt med en afskaffelse af velstanden. Det forholder sig ikke desto mindre omvendt: - Hvis ikke de materielle rettigheder afskaffes, så forsvinder velstanden.
Som hjælp til at erkende dette kan man selv forstille sig, hvilke konsekvenser indførelsen af materielle rettigheder ville have i lande, hvor de i dag ikke findes; eller hvor de kun findes i mindre omfang:
USA ville have langt færre private og globalt set toneangivende universiteter.
En ret til mad ville i såvel Frankrig som resten af verden skabe udbredt hungersnød eftersom markedet for landbrugsvarer ville kollapse.
En global ret til bolig ville gøre boligmarkedet aldeles uinteressant for enhver, der ønskede at tjene penge på dette marked.
- Som nævnt er der med disse allermest ekstreme FN-rettigheder heldigvis bare tale om noget vi – indtil videre – leger, vi har ret til. Netop derfor er der ingen der kan huske hvad principperne bag disse dokumenter egentlig handler om. De er kort sagt skrevet af barnlige sjæle i bureaukratiske korridorer, fjernt fra virkelighedens verden.
Af samme grund er den amerikanske forfatning et af de få dokumenter, der har overlevet ikke bare i den amerikanske folks bevidsthed, men blandt alle de landes befolkninger, hvor der i et eller andet omfang er et ønske om ikke at leve af det, andre skaber. Den amerikanske forfatning (som ikke længere overholdes) gav den eneste form for garanti, der kan gives: Det vil sige, at du har ret til at beholde det, du selv skaber - fordi dette netop er din retmæssigt erhvervede ejendom. En ret til at få del i det andre mennersker - måske eller måske ikke - skaber uden deres samtykke, er derimod ikke en garanti, det kan ikke siges at være en egentlig rettighed, og den er derfor intet værd.
Hvis man ikke ønsker franske tilstand må man derfor gribe fat om ondets rod, og gøre op med synet på de - ikke mindst fransk inspirerede - pseudorettigheder, der lidt efter lidt øger det politiske konfliktniveau - ikke bare i Frankrig, men også i Danmark, EU og resten af verden.
De franske tilstande er i sig selv rædsomme at være tilskuer til, men det vil blive meget værre, hvis de samme former tilstande bliver herskende globalt.
Dermed trækker forslaget i retning væk fra de privilegier, der via tidligere lovgivning er indført i Frankrig. Det vil sige lovgivning, som det også er tilfældet i Tyskland, har gjort det mindre attraktivt at ansætte unge, der for første gang træder ind på arbejdsmarkedet.
Franskmænd har som bekendt en lang og ikke specielt glorværdig tradition, når det gælder om at protestere til fordel for fastholdelse eller udvidelse af særrettigheder.
- Men hvorfor har de det? Og vedkommer den franske tradition i grunden andre end franskmænd?
Svaret på det første spørgsmål skal findes tilbage i det attende århundrede, den franske revolution i 1789 - samt i parolen om Frihed, lighed og broderskab.
Fra og med denne revolution blev socialisme og liberalisme - samt uklare hensigter som sammenhold og solidaritet blandet godt og grundigt sammen i lovtekster, hvis uklarhed af netop denne årsag er sammenlignelige med vor tids EU- og FN-dokumenter.
De forfatningsmæssige kompromiser har plaget Frankrig og resten af verden lige siden.
Det er kompromiser som disse, der er forklaringen på, at alverdens grupper i tide og utide, og til besvær for andre, demonstrerer i Paris gader, nedlægger arbejdet og/eller blokerer for trafikken.
Denne tradition, der først og fremmest handler om retten til særrettigheder er blot stærkere i Frankrig end den er det så mange andre steder. Franskmænd har siden 1789, med de socialistiske elementer i forfatningen, institutionaliseret retten, at forsøge at tilkæmpe sig socialistiske eller materielle eller positive rettigheder, hvilket i praksis vil sige særrettigheder, der via statsmagten indføres på bekostning af borgerne og skatteyderne set under et.
- Frankrig er på denne måde det dårlige eksempel for resten af verden.
I modsætning til de fleste andre nationer, er Frankrig (ikke mindst efter murens fald) et af de lande i verden, hvor ideen om materielle rettigheder står allerstærkest, og hvor det, selv når man sammenligner med Tyskland, er langt sværere at rokke ved disse, når de først er blevet indført.
Kontrasten til Frankrig og andre kontinentaleuropæiske lande herunder Tyskland, er de angelsaksiske lande, hvor respekten for frihedsrettighederne og den private ejendomsret i større udstrækning har forhindret udvidelsen af disse nye former for rettigheder.
Kun fantasien og andres penge sætter grænserne
I teorien er der ingen øvre grænse for materielle rettigheder, der kan handle om alt fra ”ret” til bolig, mad, vand, uddannelse over transport til landbrugsstøtte samt kulturproduktion. Kun fantasien samt andre menneskers vilje og evne til at forsvare deres ejendomsret sætter grænserne. I såvel FN- som EU-dokumenterne trives fantasien således på nøjagtig samme måde i bedste velgående.
Hvis man spørger en jubeltilhænger af EU eller FN, om man i realiteten kan få de ting, der stilles løfte om i dokumenterne, vil han eller hun ikke desto mindre fortælle dig, at der for en række af disse ”rettigheder” umiddelbart er tale om hensigtserklæringer! - Vær dog lidt realistisk. Ret til bolig er bare noget vi har fundet på, og som vi lover dig eller nogle andre en gang i fremtiden.
(Svaret om hensigtserklæring eller programerklæring, var i øvrigt netop svaret, da undertegnede stillede dette spørgsmål til den nu nyudnævnte Forbrugervagthund Camilla Hersom, da denne for nogle år siden stillede op til valg til EU-parlamentet for det Radikale Venstre , se interview med EP-kandidaten side 10.)
Løfterne om materielle rettigheder handler således til en begyndelse om at der, så snart der er tilstrækkeligt at konfiskere fra de produktive i samfundet, ja så vil rettighederne på dette senere tidspunkt træde i kraft. Det vil sige det, der står i eksempelvis Forfatningstraktaten, og som, man forsøger at ophøje til lov, kan man ikke umiddelbart regne med. Som udgangspunkt er det udelukkende tanken, der tæller.
Noget for ingenting
Er det så logisk eller meningsfuldt via staten at love noget, men samtidig først love at holde løfterne; når det man lover på dette senere tidspunkt alligevel, - som følge de velfærdsforbedringer der skyldes en velfungerende markedsøkonomi er blevet tilgængeligt på markedet for menigmand? Selvfølgelig er ikke det. Rettigheder som hensigtserklæringer/programerklæring er en ganske plat form for demagogi og populisme, og hører netop af denne grund til hos en venstrefløj (inklusive det Radikale Venstre) for hvem gode intentioner må anses for vigtigere end konsekvenserne af den konkrete politik.
For konsekvenserne af udvidelse af materielle rettigheder er mærkbare. Forskellen mellem Frankrig og Tysklands økonomier og så den amerikanske, er blevet stadigt større, netop som følge af mængden af materielle rettigheder i de to førstnævnte økonomier, og i det hele taget tendensen til i Europa at give politikere ansvaret for egen velfærd. (Dokumentation for navnlig de to store europæiske landes ringe resultater hvad angår såvel sociale som økonomiske forhold findes her.)
Tilhængere af materielle rettigheder er dermed samtidig - og forståeligt nok - ikke specielt begejstrede for at blive mindet om, at mængden af materielle rettigheder gør det stadigt mindre attraktivt at gøre en indsats for at tjene penge og blive selvforsørgende, og at ophobningen af de materielle rettigheder over tid afvikler de forudsætninger, der skal gælde for at disse ”rettigheder” kan realiseres. Materielle rettigheder er dermed først og fremmest en støtte til passivitet, og dermed en belastning for ethvert lands økonomi.
Det er derfor samtidig ikke et tilfælde, at det netop er Frankrig, der har en 35 timers arbejdsuge. For også med denne lovgivning om maksimale arbejdstider har man tilkæmpet sig retten til at lave mindre. Det gør man således ikke blot ved at reducere arbejdstiden, men også ved at tilkæmpe sig ydelser, der sikrer en indtægt, uden at man giver noget igen. Det gælder således for en hvilken som helst anden materiel rettighed, at nogle skal betale for det, man via lovgivning får ”ret” til.
Problemet med Frankrig er samtidig i modsætning til mange andre lande, at man - som demonstrationer og strejker afspejler - i såvel grundskolen som på de højere uddannelsesanstalter - ”uddannes” til at tro, at de materielle rettigheder er naturlige, ja at de ligefrem er indført i overensstemmelse med historiske fremskridt.
Det er muligvis sidstnævnte idé om materielle rettigheder som umistelige, og som værende på niveau med frihedsrettighederne, der er den direkte årsag til, at såvel bønder, studerende og arbejdere i modsætning til de samme grupper i andre europæiske lande, reagerer så meget mere voldsomt i Frankrig, end det er tilfældet i andre lande.
Lige siden den franske revolution har mange franskmænd således identificeret materiel fremgang med stadig større konfiskation af borgernes ejendom via statens side - til fordel for stadigt flere lunser til bestemte franske interesseorganisationer og erhverv. At bestemte grupper i befolkningen kan have umistelige rettigheder på bekostning af helheden er naturligvis forrykt. Men det er ikke desto mindre, det der er konsekvensen af sådanne rettigheders indførsel. Hvis alle fik det samme efter en materiel rettighed blev indført var der selvfølgelig ingen grund til at de blev indført i første omgang. Derfor er det altid bestemte grupper, der går på gaden og demonstrerer.
At sådanne ”rettigheder” strider mod frihedsrettighederne og ikke er universelle, samt at de afvikler incitamenterne til produktivitet, kan man forvisse sig om således:
Hvis du er læge, betyder ret til lægehjælp i princippet, at nogle kan gøre krav på dine ydelser uden at kræve noget til gengæld. Det kan også betyde at en del af din indtægt skal gå til at statslige myndigheder køber dine eller andres ydelser, for at kunne forære disse ydelser gratis til bestemte grupper i samfundet.
Hvis du er boligudlejer, betyder ret til bolig ligeledes ikke noget positivt, men derimod, at du kan tvinges til at stille en bolig til rådighed, eller at myndighederne, for at opfylde løfterne til bestemte grupper, vil beskatte dig for at give penge til dem, de mener, har krav på at få en større eller mindre andel af deres boligudgifter finansieret.
Måske synes de enkelte medlemmer af bestemte erhverv, at dette med at få deres erhverv udnævnt til en kerneydelse er storslået. Samlet set bliver alle i et samfund med udvidelsen af materielle rettigheder snydt, for konfiskationen af ejendom rammer alle, og jo mere de materielle rettigheder udvides desto højere skatter og jo ringere produktivitet.
Franske bønder kan forvisse sig om de mange former for statslig bistands skadelighed - samt det negative ved andre former for beskyttelse mod konkurrence udefra - ved at undersøge lønniveauet hos deres traditionelt set langt mere konkurrenceorienterede danske landmænd. Danske læger kan tilsvarende sammenligne lønninger med deres amerikanske kolleger.
Det statslige mellemled
Læg samtidig mærke til, at køberen ved indførsel af materielle rettigheder ikke længere er den, der skal nyde godt af varen, men derimod den statslige myndighed, der nu er blevet mellemled. Dette er en vigtig del af forklaringen på det statsligt boligbyggeris lave niveau, og at det offentlige sundhedsvæsen år for år forringes i modsætning til de områder, hvor der ikke findes materielle rettigheder.
Omvendt har intet lands myndigheder endnu talt om en ret til Personlig Computer eller ret til bil. Der er samtidig ikke sat nogen øvre grænser for, hvad man må tjene på at sælge disse goder. Alligevel er udviklingen gået i nøjagtig samme retning – men vel at mærke i langt hastigere tempo - end tilfældet har været med sundhedsydelser siden industrialiserings begyndelse:
Flere kan nu få bedre kvalitet og mere for pengene, når det gælder privat transport eller informationsteknologi. For netop her kan der tjenes penge. (Og signalet fra politikere, der griber ind i et bestemt område er netop som oftest at man ikke må tjene penge – jf. kampen mod boligspekulanter). Derfor investeres der langt mere intensivt i disse markeder, end i dem som staten i større eller mindre grad har bebyrdet med ordninger og regulering.
Hel eller delvis kollektivisering sløver blot processen med flere, billigere og bedre ydelser og varer. Eller - som det var tilfældet i Sovjetunionen – kollektiviseringen sætter til sidst udviklingen helt i stå.
Man kan derfor også forestille sig, hvad der ville ske med såvel IT-industrien eller bilindustrien hvis systemet blev nationaliseret og man fik ret til en basis-PC eller en syge-kassebil, og staten herefter skridt for skridt, som det har været tilfældet med sundhedssektoren, langsomt udvidede de rettigheder man havde til PC-ydelser og transport generelt:
Da køberen ville være staten, og borgeren blot ville være forbruger, ville incitamentet, i modsætning til i dag, være at levere det dyrest mulige til den lavest tænkelige standart. For embedsmænd har naturligvis intet ønske om, at varen lever op til den enkelte forbrugers særlige præferencer og behov. Så længe alle kan få en enhed af varen, og denne er fuldstændig ensartet, kan løftet fra magthavernes side om en folke-PC eller folke-bil anses for at være opfyldt.
Den statslige målsætning om ret til billig transport, ret til uddannelse og ret til sundhed har dermed i praksis gjort den offentlige del af den kollektive trafik, uddannelsesvæsnet og sundhedsydelserne ringere - men samtidig også dyrere for borgerne set under ét. Det eneste konkrete, man har opnået udover at forringe ydelserne er, at monopolisere dele af transportsektoren - samt en meget stor del af sundhedsområdet og uddannelsessektoren.
De er således tankevækkende at sidstnævnte to former for statsmonopolisering nu kaldes for velfærdsstatens kerneydelser, som for at antyde at staten skulle være ansvarlig for disse ydelsers eksistens, og måske også for at vi skal glemme, at der er tale om monopolisering, ensartning og kvalitetsforringelse - i fællesskabets navn
For hver ny rettigheder, der indføres, stiger som nævnt tidligere skatterne samt presset på det politiske system. Den frie handel erstattes af lobbyisme og kampen mellem interesseorganisationer. Og da et krav om en materiel rettighed, er et krav om, at få noget for ingenting bliver taberne i sådant et system de mennesker, der er mest produktive. Vinderne på det korte sigt bliver dem, der ikke mener de har noget at tilbyde, og som mener de først skal have stillet en uddannelse, en bolig, transport, gratis lægehjælp eller en kulturoplevelse til rådighed, før de er parate til at yde noget til gengæld.
På det lange sigt, (og det sigt vi befinder os allerede i som følge af tidligere tiders kortsigtede politiske handlinger), bliver alle i samfundet tabere ved sådanne former for kollektivisering og nationalisering.
Materielle rettigheder er således ikke bare grupperettigheder. Der er samtidig tale om rent kollektivistiske rettigheder. De andre samfundsborgere, man – eventuelt og måske - betaler til, når man efter ti år på en længerevarende uddannelse mener at have noget at bidrage med, er ikke de samme som dem, der blev beskattet, og de sidstnævnte er typisk ikke vanvittigt begejstrede for de marxistiske ting, man for deres konfiskerede midler lærer på universitetet - samt de rapporter, man nu eventuelt lever af at producere i en eller anden skandaleramt styrelse; og hvor man som embedsmand måske endda medvirker til at udvide omtalte rettigheder yderligere.
Alligevel opfattes en afvikling af de materielle pseudorettigheder trods ovenstående og uanset konsekvenserne af deres fastholdelse ikke desto mindre i såvel Frankrig, men også i mange andre lande, helt fejlagtigt med en afskaffelse af velstanden. Det forholder sig ikke desto mindre omvendt: - Hvis ikke de materielle rettigheder afskaffes, så forsvinder velstanden.
Som hjælp til at erkende dette kan man selv forstille sig, hvilke konsekvenser indførelsen af materielle rettigheder ville have i lande, hvor de i dag ikke findes; eller hvor de kun findes i mindre omfang:
USA ville have langt færre private og globalt set toneangivende universiteter.
En ret til mad ville i såvel Frankrig som resten af verden skabe udbredt hungersnød eftersom markedet for landbrugsvarer ville kollapse.
En global ret til bolig ville gøre boligmarkedet aldeles uinteressant for enhver, der ønskede at tjene penge på dette marked.
- Som nævnt er der med disse allermest ekstreme FN-rettigheder heldigvis bare tale om noget vi – indtil videre – leger, vi har ret til. Netop derfor er der ingen der kan huske hvad principperne bag disse dokumenter egentlig handler om. De er kort sagt skrevet af barnlige sjæle i bureaukratiske korridorer, fjernt fra virkelighedens verden.
Af samme grund er den amerikanske forfatning et af de få dokumenter, der har overlevet ikke bare i den amerikanske folks bevidsthed, men blandt alle de landes befolkninger, hvor der i et eller andet omfang er et ønske om ikke at leve af det, andre skaber. Den amerikanske forfatning (som ikke længere overholdes) gav den eneste form for garanti, der kan gives: Det vil sige, at du har ret til at beholde det, du selv skaber - fordi dette netop er din retmæssigt erhvervede ejendom. En ret til at få del i det andre mennersker - måske eller måske ikke - skaber uden deres samtykke, er derimod ikke en garanti, det kan ikke siges at være en egentlig rettighed, og den er derfor intet værd.
Hvis man ikke ønsker franske tilstand må man derfor gribe fat om ondets rod, og gøre op med synet på de - ikke mindst fransk inspirerede - pseudorettigheder, der lidt efter lidt øger det politiske konfliktniveau - ikke bare i Frankrig, men også i Danmark, EU og resten af verden.
De franske tilstande er i sig selv rædsomme at være tilskuer til, men det vil blive meget værre, hvis de samme former tilstande bliver herskende globalt.
3. januar 2007
Rævestaten og andre fortællinger
Steen Steensen gør med sin novellesamling ”Rævestaten og andre fortællinger” op med det abstrakte akademiske verdensbillede, vi lærer at abbonnere på gennem uddannelse eller gennem de mange nye statistikker, foruroligende målinger, faretruende rapporter og ildevarslende scenarier, vi til daglig udsættes for via medierne.
”Rævestaten og andre fortællinger” handler samtidig om, hvordan den akademiske venstrefløj har haft en fantastisk evne til at genopfinde sig selv, netop på det tidpunkt hvor bedrageriet, har været i fare for at blive afsløret:
I dag begrundes venstrefløjens korstog mod kapitalismen som bekendt ikke længere med fattigdomsskabelse eller udbytning. Nu handler kritikken om, at kapitalismen gør børn og voksne fede, eller at kapitalisme og industrialisering hæver vandstanden og ”truer visse koralrev”.
I takt med at velstanden spreder sig til Kina og Indien har venstrefløjsdemagogerne skiftet budskaberne om undertrykkelse ud med først modernismens vage bekymring - og nu, som det seneste, den økologiske alarmisme.
I Steen Steensen fabel ”Rævestaten” består verden af ræve, gæs og jægere. Rævene påtager sig at vogte gæssene imod jægerne. Men da gæssene lidt efter lidt begynder at indse, at jægerne måske ikke er så slemme, som rævene har gjort dem til, har vi balladen:
”Nogle skræppede endda op om at rævepelsene var ved at indtage jægernes position. En vranten gase fabrikerede ved slump et slagord, der slog som hagl i snuden. Noget er ræveruskende galt, sagde den. Gode til at formulere sig var gæssene ikke”...”Al den hurlumhej bekom rævene yderst ubehageligt. Egoismen er i anmarch skreg de. Det er sort reaktion og jægerisme. De gækkende gæs tav. Duknakkede luskede de bort”.
Da opposistionen mod rævene og tvivlen vedrørende jægerismens [læs kapitalismens] ondskab, imidlertid ikke vil forsvinde, lykkes det imidlertid for rævene at finde på et nyt våben mod gæssenes frihedskamp samt en ny parole: ”Hvor der er gås, er der snavs” lyder det. Mennesket forurener.
I sin fabel samt i de andre fortællinger identificerer Steen Steensen de fælles kilder, der må siges at være årsag til venstrefløjens historiske indflydelse nemlig mindreværdsfølelsen, angsten, skyldfølelsen og ikke mindst altruismen:
Almindelige mennesker arbejder for sig selv og deres nærmeste. Det moderne akademiske præsteskab, arbejder derimod for ”menneskeheden” og/eller det store ”fælles bedste”, hvad enten dette fælles bedste så er ”samfundsnytten” eller miljøet. Derfor er den bekymrede elite naturligvis højt hævet over resten. Hører man ikke efter hvad det bliver sagt, og accepterer man ikke, at der skal gøres noget, risikerer man at blive anklaget for at være enten dum eller egoist.
Steen Steensen særlige ”brand” er at beskrive konsekvenserne af den akademiske venstrefløjsideologi på det lokale niveau. Steensen viser hvordan det danske landskab - især efter 1968 - helt ind i dagligstuen - er blevet belemret med stadig flere Erasmus Montanus'er, der har forslugt sig på den seneste akademiker-visdom, og nu forlanger at alt og alle skal laves om.
I novellen Marklund Gymnasium kan man som et eksempel på det evigtgyldige Erasmus Montanus-tema læse om gymnasiets nye rektor, der med afsæt i skrivelsen ”Standarder og profiler” fra Undervisministeriet sætter sig for at reformere det, op til dette tidspunkt metodefrie og pluralistiske gymnasium. Nu skal en lærer først og fremmest se sig selv som en ”ressourceperson - som developer, facilator, coacher og omsorgsfigur”. Som Steensen beskriver omskolingsprocessen - jf. Erasmus, Morlille og stenen: ”Efterhånden troede de selv på ordenes magi”.
Novellen ”Markund Gymnasium” ender i øvrigt som i flere af Ayn Rands noveller med en længere forsvarstale for det kapitalistiske samfundssystem. Dette fører - måske modsat læserens forventning - til stor applaus fra gymnasie-elevernes forældre, der i vid udstrækning består af selvstændige erhvervsdrivende. Budskabet fra Steensens side er naturligvis, at det eneste, der holder venstrefløjsakademikerne, d.v.s. rævene ved magten, er fraværet af mennesker, der tør sige magten imod.
I novellen ”Forræderiet” præsenteres læseren i øvrigt for den joviale, piberygende og EU-positive venstremand ved navn Uffe Hastrup Nielsen. - Gæt hvem der er forræder.
...........................................
Læs mere om Steen Steensen her.
”Rævestaten og andre fortællinger” handler samtidig om, hvordan den akademiske venstrefløj har haft en fantastisk evne til at genopfinde sig selv, netop på det tidpunkt hvor bedrageriet, har været i fare for at blive afsløret:
I dag begrundes venstrefløjens korstog mod kapitalismen som bekendt ikke længere med fattigdomsskabelse eller udbytning. Nu handler kritikken om, at kapitalismen gør børn og voksne fede, eller at kapitalisme og industrialisering hæver vandstanden og ”truer visse koralrev”.
I takt med at velstanden spreder sig til Kina og Indien har venstrefløjsdemagogerne skiftet budskaberne om undertrykkelse ud med først modernismens vage bekymring - og nu, som det seneste, den økologiske alarmisme.
I Steen Steensen fabel ”Rævestaten” består verden af ræve, gæs og jægere. Rævene påtager sig at vogte gæssene imod jægerne. Men da gæssene lidt efter lidt begynder at indse, at jægerne måske ikke er så slemme, som rævene har gjort dem til, har vi balladen:
”Nogle skræppede endda op om at rævepelsene var ved at indtage jægernes position. En vranten gase fabrikerede ved slump et slagord, der slog som hagl i snuden. Noget er ræveruskende galt, sagde den. Gode til at formulere sig var gæssene ikke”...”Al den hurlumhej bekom rævene yderst ubehageligt. Egoismen er i anmarch skreg de. Det er sort reaktion og jægerisme. De gækkende gæs tav. Duknakkede luskede de bort”.
Da opposistionen mod rævene og tvivlen vedrørende jægerismens [læs kapitalismens] ondskab, imidlertid ikke vil forsvinde, lykkes det imidlertid for rævene at finde på et nyt våben mod gæssenes frihedskamp samt en ny parole: ”Hvor der er gås, er der snavs” lyder det. Mennesket forurener.
I sin fabel samt i de andre fortællinger identificerer Steen Steensen de fælles kilder, der må siges at være årsag til venstrefløjens historiske indflydelse nemlig mindreværdsfølelsen, angsten, skyldfølelsen og ikke mindst altruismen:
Almindelige mennesker arbejder for sig selv og deres nærmeste. Det moderne akademiske præsteskab, arbejder derimod for ”menneskeheden” og/eller det store ”fælles bedste”, hvad enten dette fælles bedste så er ”samfundsnytten” eller miljøet. Derfor er den bekymrede elite naturligvis højt hævet over resten. Hører man ikke efter hvad det bliver sagt, og accepterer man ikke, at der skal gøres noget, risikerer man at blive anklaget for at være enten dum eller egoist.
Steen Steensen særlige ”brand” er at beskrive konsekvenserne af den akademiske venstrefløjsideologi på det lokale niveau. Steensen viser hvordan det danske landskab - især efter 1968 - helt ind i dagligstuen - er blevet belemret med stadig flere Erasmus Montanus'er, der har forslugt sig på den seneste akademiker-visdom, og nu forlanger at alt og alle skal laves om.
I novellen Marklund Gymnasium kan man som et eksempel på det evigtgyldige Erasmus Montanus-tema læse om gymnasiets nye rektor, der med afsæt i skrivelsen ”Standarder og profiler” fra Undervisministeriet sætter sig for at reformere det, op til dette tidspunkt metodefrie og pluralistiske gymnasium. Nu skal en lærer først og fremmest se sig selv som en ”ressourceperson - som developer, facilator, coacher og omsorgsfigur”. Som Steensen beskriver omskolingsprocessen - jf. Erasmus, Morlille og stenen: ”Efterhånden troede de selv på ordenes magi”.
Novellen ”Markund Gymnasium” ender i øvrigt som i flere af Ayn Rands noveller med en længere forsvarstale for det kapitalistiske samfundssystem. Dette fører - måske modsat læserens forventning - til stor applaus fra gymnasie-elevernes forældre, der i vid udstrækning består af selvstændige erhvervsdrivende. Budskabet fra Steensens side er naturligvis, at det eneste, der holder venstrefløjsakademikerne, d.v.s. rævene ved magten, er fraværet af mennesker, der tør sige magten imod.
I novellen ”Forræderiet” præsenteres læseren i øvrigt for den joviale, piberygende og EU-positive venstremand ved navn Uffe Hastrup Nielsen. - Gæt hvem der er forræder.
...........................................
Læs mere om Steen Steensen her.
21. december 2006
Befri journalistikken
Flere undersøgelser har vist, at journalister i almindelighed er venstreorienterede. Emnet debatteres primært i de borgerlige medier, hvor de borgerlige skribenter især er at finde på kultur og debatsiderne. For også her tager man til takke med reportere i marken, der gerne kritisk vil granske og kulegrave erhvervslivet, mens man mere ukritisk formidler nyhederne fra de offentlige institutioner (eksempelvis når det gælder nyheder der handler om katatrofescenarier, som det efterfølgende hævdes, at kun det offentlige kan håndtere).
Færre har dog beskæftiget sig med hvorfor journalister er mere røde end eksempelvis taxichauffører, slagteriarbejdere eller privatbeskæftigede direktører.
Måske skyldes den manglende interesse for årsagerne, at svaret er ømtåleligt: Årsagen, der skal gives her, er: uddannelsen samt journalisterhvervets tilknytning til staten i almindelighed. Og det er en øm tå at træde på. Her trædes for sjældent.
Ikke desto mindre består en central mission for journalistikken i at være kritisk over for magthaverne, og over for meningsmonopoler. Og den betegnelse må i høj grad tilfalde en stat så forvokset, som det er tilfældet med den danske – jævnfør også uddannelsessektoren i bredere forstand. Der er samtidig en meget stor dyd i journalistikken, der handler om at være uafhængig; og om at man som journalist i vid udstrækning kan agere som en fri fugl – og helst en høg, der peger på det betændte.
Men det aktuelle danske fundament for journalistikken kan ikke bære idealet. Forbindelserne mellem stat og presse er i praksis alt for tætte til, at man kan hævde, at journalistikken er borgernes og civilsamfundets værn mod fremvæksten af statsliggørelse og offentlig monopolisering.
Hvis det var tilfældet, måtte man sige, at slaget for tiden ser ud til at være tabt. Det skal være påstanden, at statens indflydelse på journalisterhvervet er mere omfattende, end det er tilfældet for landbruget, alene i kraft af Danmarks Radios eksistens. Selvfølgelig bliver man ikke nødvendigvis venstreorienteret, blot fordi man udsættes for lyserød uddannelse på Danmarks Journalist Højskole, ej heller fordi akademikere fra offentlige læreanstalter har besat de fleste af rollerne som indkaldte eksperter i bestemte sagområder, fordi der kan identificeres en række gavnlige støtteordninger til bestemte medieformer i kraft af momsfritagelse eller tilskudsordninger; eller når det gælder finansieringen af radio- og tv-mediet, hvor staten ikke blot står for uddannelse, men også i stort omfang har overtaget området.
Aktuelt er der udsigt til fyringsrunder på et af de store privatejede dagblade. Andre private medier forvinder (som Dagen eller Aktuelt). Andre kommer til. De bedste af de private har trods konkurrencen eksisteret i flere hundrede år. Men vi ved omvendt, at noget andet med statsgaranti overlever og vil dominere mediebilledet, alene fordi det pågældende medie af politikere er beskyttet mod forbrugernes dom. Lige så centralt står dog uddannelsesområdet, hvortil man så af mindre betydning kan tilføje diverse former for støtteordninger.
Men tænk hvis de aktuelle private medier tog opgøret og forsøgte at bryde monopolets greb om et erhverv, der i øvrigt netop er et af de mest fascinerende i den frie verden, eftersom det lever i kraft af ytringsfrihedens tætte bånd til ejendomsretten. Lad pressen og os andre få mere af den frihed, der gør erhvervet levende. Spørgsmålet er, om man får lov.
Tidligere bragt i Kristeligt-Dagblad den 20. december 2006
Færre har dog beskæftiget sig med hvorfor journalister er mere røde end eksempelvis taxichauffører, slagteriarbejdere eller privatbeskæftigede direktører.
Måske skyldes den manglende interesse for årsagerne, at svaret er ømtåleligt: Årsagen, der skal gives her, er: uddannelsen samt journalisterhvervets tilknytning til staten i almindelighed. Og det er en øm tå at træde på. Her trædes for sjældent.
Ikke desto mindre består en central mission for journalistikken i at være kritisk over for magthaverne, og over for meningsmonopoler. Og den betegnelse må i høj grad tilfalde en stat så forvokset, som det er tilfældet med den danske – jævnfør også uddannelsessektoren i bredere forstand. Der er samtidig en meget stor dyd i journalistikken, der handler om at være uafhængig; og om at man som journalist i vid udstrækning kan agere som en fri fugl – og helst en høg, der peger på det betændte.
Men det aktuelle danske fundament for journalistikken kan ikke bære idealet. Forbindelserne mellem stat og presse er i praksis alt for tætte til, at man kan hævde, at journalistikken er borgernes og civilsamfundets værn mod fremvæksten af statsliggørelse og offentlig monopolisering.
Hvis det var tilfældet, måtte man sige, at slaget for tiden ser ud til at være tabt. Det skal være påstanden, at statens indflydelse på journalisterhvervet er mere omfattende, end det er tilfældet for landbruget, alene i kraft af Danmarks Radios eksistens. Selvfølgelig bliver man ikke nødvendigvis venstreorienteret, blot fordi man udsættes for lyserød uddannelse på Danmarks Journalist Højskole, ej heller fordi akademikere fra offentlige læreanstalter har besat de fleste af rollerne som indkaldte eksperter i bestemte sagområder, fordi der kan identificeres en række gavnlige støtteordninger til bestemte medieformer i kraft af momsfritagelse eller tilskudsordninger; eller når det gælder finansieringen af radio- og tv-mediet, hvor staten ikke blot står for uddannelse, men også i stort omfang har overtaget området.
Aktuelt er der udsigt til fyringsrunder på et af de store privatejede dagblade. Andre private medier forvinder (som Dagen eller Aktuelt). Andre kommer til. De bedste af de private har trods konkurrencen eksisteret i flere hundrede år. Men vi ved omvendt, at noget andet med statsgaranti overlever og vil dominere mediebilledet, alene fordi det pågældende medie af politikere er beskyttet mod forbrugernes dom. Lige så centralt står dog uddannelsesområdet, hvortil man så af mindre betydning kan tilføje diverse former for støtteordninger.
Men tænk hvis de aktuelle private medier tog opgøret og forsøgte at bryde monopolets greb om et erhverv, der i øvrigt netop er et af de mest fascinerende i den frie verden, eftersom det lever i kraft af ytringsfrihedens tætte bånd til ejendomsretten. Lad pressen og os andre få mere af den frihed, der gør erhvervet levende. Spørgsmålet er, om man får lov.
Tidligere bragt i Kristeligt-Dagblad den 20. december 2006
14. december 2006
Venstrefløjen og forbrugerismen
Der er nu kommet endnu en bog om, hvordan børn og voksne er ofre for forbrugerismen:
- De voksne kan ifølge venstrefløjstankegangen i sådanne bøger ikke gøre for det. De kan ikke gøre for, de har et fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de har råd til fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de kan modtage kabel- eller parabolprogrammer. Eller at de siger 'ja tak' til trykte reklamer. Og at de, når de modtager reklamerne, ikke smider dem væk.
Ej heller kan de voksne, ifølge tankegangen, gøre for, at de placerer deres børn foran fjernsynet. De voksne er på samme måde ikke i stand til at sige nej, når deres børn plager om det, de herefter ser i fjernsynet.
Den fri vilje er således ifølge tankegangen ikke-eksisterende. Man er et forbrugsoffer. Og derfor skal der gribes ind fra politisk side. Det foreslås herefter som oftest, at en sådan indgriben sker i form af nogle reklameforbud gerne kombineret med et licens-finansieret reklamefremstød ('oplysning').
Det er tvivlsomme påstande, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved. Samtidig kunne man spørge, hvem der oprindelig skabte forbrugerismen? Det vil sige ideen om, at man realiserer sig selv gennem sit forbrug. For det giver - jf. ovenstående - ikke sig selv, at forbrugerisme ligesom bare er opstået af sig selv. Nogen kunne jo tænkes at være ansvarlig.
Her skal opmærksomheden henledes på Karl Marx og John Meynard Keynes, der hver især har bidraget til venstrefløjens tankegang; men som de venstreorienterede i dag muligvis ikke mener, de kan gøre for, at de ligger under for - på grund af den sociale arv.
Marx mente således ikke, at det var så vigtigt, hvor meget man producerede; hvad man producerede; eller i hvilket omfang, man rent faktisk bidrog til produktiviteten i samfundet. Det vigtige for Marx var derimod retten til at forbruge.
Det, der gjorde os til mennesker, var ikke ifølge den marxistiske tankegang, at mennesker anvender deres intelligens og skaber midlerne til egen selvopholdelse. Det vigtige var samtidig ikke det forhold, at mennesker kan styrke deres eget selvværd gennem en stadig kamp for at forbedre deres egen levestandard. Tværtimod anså han sådanne holdninger som borgerlig propaganda, der blot skulle anspore proletariatet til at arbejde mere, hårdere og mere effektivt i det, han opfattede som det store udbytningsmaskineri.
Det vigtige for Marx var derimod netop rollen som forbruger! I Marx' utopi, der er styrende også for venstrefløjen i dag, vil man kunne arbejde, som man har lyst til det, og forbruge efter behov.
Produktivitet og forbrug
Det er som bekendt venstrefløjen, der ihærdigt har arbejdet på at adskille sammenhængen mellem produktiv indsats og forbrugsevne. Og det er netop på venstrefløjen, man mener sammenhængen mellem produktivitet og forbrug er forbundet med uretfærdighed; jævnføre kampen om at indføre stadig nye rettigheder, der giver dig mulighed for at forbruge, uden at du giver noget igen.
Endvidere er det typisk på venstrefløjen, man finder synspunktet om, at der ikke bør være grænser for dine forbrugsmuligheder, som følge af din placering i den produktive sektor. Rent faktisk mener socialister, marxister, neomarxister med mere, at du har ret til at forbruge, selv om du muligvis slet ikke har en placering som produktiv i det hele taget!
Ifølge arven fra Marx har man således en ret til at forbruge, eftersom det ifølge den marxistiske ideologi er gennem forbrug - og ikke gennem produktivitet, og slet ikke gennem din evne til at forbedre din egen produktivitet - at du realiserer dig selv. Forbrugerismen er dermed venstrefløjens egen 'isme'.
Tilsvarende mente økonomen John M. Keynes, at verden blev drevet fremad via forbruget. Vesten var ifølge Keynes ikke blevet rigt primært som følge af kapital-akkumulation, slet ikke via respekt for ejendomsretten, ikke via forbedringer af produktiviteten; faktisk slet ikke via produktivitet, men via forbrug. Budskabet fra Keynes var derfor, at hvis vi forbruger mere her og nu, vil vi kunne forbruge mere i fremtiden.
Ude i den produktive sektor realiserer man sig tværtimod stadigvæk i dag gennem sin evne til at producere. Hvis man ikke producerer noget, går virksomheden til grunde. Hvis man derimod forbedrer sin virksomheds evne til produktivitet, belønnes man af forbrugerne.
Disse forbrugere kan være andre produktive mennesker, der ved, at produktion er det primære og det væsentlige; og at man derfor først og fremmest er i stand til at realisere sig selv, fordi man er produktiv. Der kan imidlertid også være tale om mennesker, der er ofre for venstrefløjens forbrugerisme.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 22. maj 2006.
- De voksne kan ifølge venstrefløjstankegangen i sådanne bøger ikke gøre for det. De kan ikke gøre for, de har et fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de har råd til fjernsyn. De kan ikke gøre for, at de kan modtage kabel- eller parabolprogrammer. Eller at de siger 'ja tak' til trykte reklamer. Og at de, når de modtager reklamerne, ikke smider dem væk.
Ej heller kan de voksne, ifølge tankegangen, gøre for, at de placerer deres børn foran fjernsynet. De voksne er på samme måde ikke i stand til at sige nej, når deres børn plager om det, de herefter ser i fjernsynet.
Den fri vilje er således ifølge tankegangen ikke-eksisterende. Man er et forbrugsoffer. Og derfor skal der gribes ind fra politisk side. Det foreslås herefter som oftest, at en sådan indgriben sker i form af nogle reklameforbud gerne kombineret med et licens-finansieret reklamefremstød ('oplysning').
Det er tvivlsomme påstande, der sjældent stilles spørgsmålstegn ved. Samtidig kunne man spørge, hvem der oprindelig skabte forbrugerismen? Det vil sige ideen om, at man realiserer sig selv gennem sit forbrug. For det giver - jf. ovenstående - ikke sig selv, at forbrugerisme ligesom bare er opstået af sig selv. Nogen kunne jo tænkes at være ansvarlig.
Her skal opmærksomheden henledes på Karl Marx og John Meynard Keynes, der hver især har bidraget til venstrefløjens tankegang; men som de venstreorienterede i dag muligvis ikke mener, de kan gøre for, at de ligger under for - på grund af den sociale arv.
Marx mente således ikke, at det var så vigtigt, hvor meget man producerede; hvad man producerede; eller i hvilket omfang, man rent faktisk bidrog til produktiviteten i samfundet. Det vigtige for Marx var derimod retten til at forbruge.
Det, der gjorde os til mennesker, var ikke ifølge den marxistiske tankegang, at mennesker anvender deres intelligens og skaber midlerne til egen selvopholdelse. Det vigtige var samtidig ikke det forhold, at mennesker kan styrke deres eget selvværd gennem en stadig kamp for at forbedre deres egen levestandard. Tværtimod anså han sådanne holdninger som borgerlig propaganda, der blot skulle anspore proletariatet til at arbejde mere, hårdere og mere effektivt i det, han opfattede som det store udbytningsmaskineri.
Det vigtige for Marx var derimod netop rollen som forbruger! I Marx' utopi, der er styrende også for venstrefløjen i dag, vil man kunne arbejde, som man har lyst til det, og forbruge efter behov.
Produktivitet og forbrug
Det er som bekendt venstrefløjen, der ihærdigt har arbejdet på at adskille sammenhængen mellem produktiv indsats og forbrugsevne. Og det er netop på venstrefløjen, man mener sammenhængen mellem produktivitet og forbrug er forbundet med uretfærdighed; jævnføre kampen om at indføre stadig nye rettigheder, der giver dig mulighed for at forbruge, uden at du giver noget igen.
Endvidere er det typisk på venstrefløjen, man finder synspunktet om, at der ikke bør være grænser for dine forbrugsmuligheder, som følge af din placering i den produktive sektor. Rent faktisk mener socialister, marxister, neomarxister med mere, at du har ret til at forbruge, selv om du muligvis slet ikke har en placering som produktiv i det hele taget!
Ifølge arven fra Marx har man således en ret til at forbruge, eftersom det ifølge den marxistiske ideologi er gennem forbrug - og ikke gennem produktivitet, og slet ikke gennem din evne til at forbedre din egen produktivitet - at du realiserer dig selv. Forbrugerismen er dermed venstrefløjens egen 'isme'.
Tilsvarende mente økonomen John M. Keynes, at verden blev drevet fremad via forbruget. Vesten var ifølge Keynes ikke blevet rigt primært som følge af kapital-akkumulation, slet ikke via respekt for ejendomsretten, ikke via forbedringer af produktiviteten; faktisk slet ikke via produktivitet, men via forbrug. Budskabet fra Keynes var derfor, at hvis vi forbruger mere her og nu, vil vi kunne forbruge mere i fremtiden.
Ude i den produktive sektor realiserer man sig tværtimod stadigvæk i dag gennem sin evne til at producere. Hvis man ikke producerer noget, går virksomheden til grunde. Hvis man derimod forbedrer sin virksomheds evne til produktivitet, belønnes man af forbrugerne.
Disse forbrugere kan være andre produktive mennesker, der ved, at produktion er det primære og det væsentlige; og at man derfor først og fremmest er i stand til at realisere sig selv, fordi man er produktiv. Der kan imidlertid også være tale om mennesker, der er ofre for venstrefløjens forbrugerisme.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 22. maj 2006.
10. december 2006
Robinson, Fredag og »vækstens skyggeside«
På Informations nye hjemmeside findes en dyster artikelserie med overskriften »Det fattige Europa«. Jo mere man læser, desto mere får man nærmest indtryk af, at østeuropæerne have været bedre stillet med atter at vende tilbage til kommunismens planøkonomi. En række gratis-ydelser er jo forsvundet.
Ovenstående artikelserie stiller samtidig spørgsmål ved en række af de begrundelser, der gives for de liberaliseringer, der trods alt finder sted inden for såvel som uden for Europa; liberaliseringer, der blandt andet gennemføres på foranledning af frimarkeds-tænketanke, som i det mindste undertegnede glæder sig over har fået øget indflydelse.
Ideen om liberaliseringens nytte har derimod ikke ændre noget i hverken Nordkorea, Zimbabwe eller Libyen. Her kan Informations korrespondenter derfor ikke skrive om »vækstens skyggeside«. I disse lande findes ingen vækst. Her lever de fleste i solidarisk fattigdom med hinanden.
Spørgsmålet for enhver Informations-korrespondent burde nu være, hvorfor nogle stater har så meget at fordele af, mens andre ikke har. Faren ved at stille dette spørgsmål er imidlertid, at man risikerer at opdage, at årsagen til velstanden skyldes præcis de faktorer, som en del af Informations korrespondenter tydeligvis ikke bryder sig om – herunder det frie marked, den frie konkurrence, øget samhandel med resten af verden – også kaldet globalisering – samt respekten for den private ejendomsret.
For at kunne diskutere sådanne spørgsmål, er man imidlertid nødt til at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vækst og værdier bliver skabt.
Lad os starte med en øde ø: Her findes ingen vækst. Så dukker Robinson op. Først nu begynder den produktive adfærd og dermed væksten. I begyndelsen lever Robinson nærmest fra dag til dag. Men som art er mennesket imidlertid langt bedre stillet end så mange andre.
Efterhånden får Robinson da også skabt sig et overskud, og kan dermed også begynde at tænke mere langsigtet. Robinson indsamler mere korn, end han umiddelbart kan bruge. Den korn kan nu tilsås den jord, han rydder. Med denne adfærd skaber Robinson derfor noget, der ikke var der før: en større mængde korn.
Så kommer Fredag til. Hvis Fredag var korrespondent for Information, ville der sikkert lyde et krav om omfordeling af »ressourcerne«. Det er Fredag ikke. Han ved tværtimod, at Robinsons tilstedeværelse og produktive adfærd er til egen fordel. Robinson producerer nemlig mere korn end han selv kan bruge. Ligesom Fredag starter Robinson med at leve af det, han umiddelbart kan fange eller samle. Robinsons korn-produktion betyder imidlertid, at det Fredag tilbyder Robinson nu kan byttes til noget, der har relativt høj værdi for Fredag, men samtidig relativt lav værdi for Robinson: Det vil sige Robinsons overskud af korn.
Fredag selv vælger at blive jæger. Her er efterspørgslen på produkterne højere (+1), end hvis Fredag også skulle dyrke jorden. Efter nogen tid lykkedes det Fredag at indfange tilstrækkeligt mange af øens vilde dyr, og kan nu etablere et husdyrbrug. Igen øges mængden af noget, der ikke eksisterede tidligere: Et større antal dyr.
I takt med at begge øboeres produktivitet effektiviseres kan de nu også begynde at bruge tid på andre ting. På den måde ophober Fredag og Robinson værdier og skaber vækst. De producerer og handler frit med hinanden; og skulle flere hænder dukke op, ville der ikke nødvendigvis blive mindre for den enkelte at forbruge, men tværtimod mere.
Betingelsen for sidstnævnte er vel at mærke, at respekten for den enkeltes liv og ejendom bliver overholdt samt den grundlæggende forståelse for, hvordan værdierne bliver skabt, den ikke bliver glemt.
Forudsætningen for vækst er derfor, at man ikke konfiskerer andres ejendom, og at denne individets rettighed bliver respekteret. Den rettighed er et altafgørende incitament for at gøre noget som helst. Fattigdom og stagnation bliver derimod den naturlige følge af, at insistere på, at »produktionsmidlerne« blot skal overtages eller at ressourcerne bare skal fordeles. Sådan en tankegang afspejler en statisk idé om en given mængde ressourcer og dermed en idé om (produktions-)historiens afslutning.
Spørgsmålet er også om disse grundlæggende sammenhænge mellem ejendomsret, iværksætteri, fri samhandel, frivillig arbejdsdeling samt velstandsskabelse ændres, fordi vi bevæger os væk fra det lille samfund med to personer – og nu øger mængden af mennesker med 1.000, 10.000 eller 100.000.000? – Det bedes forfatterne til artikelserien »Det fattige Europa« tænke over, før de skriver flere artikler om vækstens mange »skyggesider«.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 10. maj 2005
Ovenstående artikelserie stiller samtidig spørgsmål ved en række af de begrundelser, der gives for de liberaliseringer, der trods alt finder sted inden for såvel som uden for Europa; liberaliseringer, der blandt andet gennemføres på foranledning af frimarkeds-tænketanke, som i det mindste undertegnede glæder sig over har fået øget indflydelse.
Ideen om liberaliseringens nytte har derimod ikke ændre noget i hverken Nordkorea, Zimbabwe eller Libyen. Her kan Informations korrespondenter derfor ikke skrive om »vækstens skyggeside«. I disse lande findes ingen vækst. Her lever de fleste i solidarisk fattigdom med hinanden.
Spørgsmålet for enhver Informations-korrespondent burde nu være, hvorfor nogle stater har så meget at fordele af, mens andre ikke har. Faren ved at stille dette spørgsmål er imidlertid, at man risikerer at opdage, at årsagen til velstanden skyldes præcis de faktorer, som en del af Informations korrespondenter tydeligvis ikke bryder sig om – herunder det frie marked, den frie konkurrence, øget samhandel med resten af verden – også kaldet globalisering – samt respekten for den private ejendomsret.
For at kunne diskutere sådanne spørgsmål, er man imidlertid nødt til at have en grundlæggende forståelse for, hvordan vækst og værdier bliver skabt.
Lad os starte med en øde ø: Her findes ingen vækst. Så dukker Robinson op. Først nu begynder den produktive adfærd og dermed væksten. I begyndelsen lever Robinson nærmest fra dag til dag. Men som art er mennesket imidlertid langt bedre stillet end så mange andre.
Efterhånden får Robinson da også skabt sig et overskud, og kan dermed også begynde at tænke mere langsigtet. Robinson indsamler mere korn, end han umiddelbart kan bruge. Den korn kan nu tilsås den jord, han rydder. Med denne adfærd skaber Robinson derfor noget, der ikke var der før: en større mængde korn.
Så kommer Fredag til. Hvis Fredag var korrespondent for Information, ville der sikkert lyde et krav om omfordeling af »ressourcerne«. Det er Fredag ikke. Han ved tværtimod, at Robinsons tilstedeværelse og produktive adfærd er til egen fordel. Robinson producerer nemlig mere korn end han selv kan bruge. Ligesom Fredag starter Robinson med at leve af det, han umiddelbart kan fange eller samle. Robinsons korn-produktion betyder imidlertid, at det Fredag tilbyder Robinson nu kan byttes til noget, der har relativt høj værdi for Fredag, men samtidig relativt lav værdi for Robinson: Det vil sige Robinsons overskud af korn.
Fredag selv vælger at blive jæger. Her er efterspørgslen på produkterne højere (+1), end hvis Fredag også skulle dyrke jorden. Efter nogen tid lykkedes det Fredag at indfange tilstrækkeligt mange af øens vilde dyr, og kan nu etablere et husdyrbrug. Igen øges mængden af noget, der ikke eksisterede tidligere: Et større antal dyr.
I takt med at begge øboeres produktivitet effektiviseres kan de nu også begynde at bruge tid på andre ting. På den måde ophober Fredag og Robinson værdier og skaber vækst. De producerer og handler frit med hinanden; og skulle flere hænder dukke op, ville der ikke nødvendigvis blive mindre for den enkelte at forbruge, men tværtimod mere.
Betingelsen for sidstnævnte er vel at mærke, at respekten for den enkeltes liv og ejendom bliver overholdt samt den grundlæggende forståelse for, hvordan værdierne bliver skabt, den ikke bliver glemt.
Forudsætningen for vækst er derfor, at man ikke konfiskerer andres ejendom, og at denne individets rettighed bliver respekteret. Den rettighed er et altafgørende incitament for at gøre noget som helst. Fattigdom og stagnation bliver derimod den naturlige følge af, at insistere på, at »produktionsmidlerne« blot skal overtages eller at ressourcerne bare skal fordeles. Sådan en tankegang afspejler en statisk idé om en given mængde ressourcer og dermed en idé om (produktions-)historiens afslutning.
Spørgsmålet er også om disse grundlæggende sammenhænge mellem ejendomsret, iværksætteri, fri samhandel, frivillig arbejdsdeling samt velstandsskabelse ændres, fordi vi bevæger os væk fra det lille samfund med to personer – og nu øger mængden af mennesker med 1.000, 10.000 eller 100.000.000? – Det bedes forfatterne til artikelserien »Det fattige Europa« tænke over, før de skriver flere artikler om vækstens mange »skyggesider«.
Tidligere bragt i Dagbladet Information den 10. maj 2005