Viser indlæg med etiketten Videnskab. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Videnskab. Vis alle indlæg
20. juli 2008
19. februar 2008
Religion, dumhed og kriminalitet
Respekten for naturvidenskaben er høj i vores del af verden. Naturvidenskab er den tilgang til verden, hvor man tager afsæt i det, som der er et objektivt grundlag for at tage afsæt i. Hvad angår naturvidenskaben anerkender man det, man kan iagttage, samt det som man kan udlede af det, man kan iagttage.
Naturvidenskabens værdi baserer sig altså ikke blot på, at man iagttager og identificerer (herunder måler og vejer), men også i den efterfølgende tænkning og mentale integration. Det er faktisk det sidste, det vil sige tænkningen baseret på det faktuelle, som gør videnskaben værdifuld gennem realisering. Denne tænkning er forsætningen for at videnskaben fører til et praktisk resultat: eksempelvis overlegen transport, bedre kommunikation, mere sikker medicin, sundere fødevarer og så videre.
Nu bedes læseren så tænke udenfor begrebet ”videnskab” og på den dagligdags adfærd. Også i det daglige kan man som individ opføre sig ”videnskabeligt”: Man kan tage afsæt i den fysiske virkelighed og det man kan iagttage. Man kan med afsæt så forholde sig rationelt til den verden, man befinder sig i. Det vil sige, man kan vælge at benytte sig af begreber og indstillinger, som har rod i det faktuelle.
Ovenstående kan også kaldes, at være ”rationel”, ”logisk” eller ”fornuftig”. Denne indstilling som en dagligdags adfærd burde mane til ligeså meget respekt, som det at være ”videnskabelig”. For det er den samme indstilling, der er tale om. Og bemærk at der er tale om et valg, som det enkelte individ selv træffer: Man vælger om man vil forholde sig rationelt til sine omgivelser, det vil sige om man vil være ”virkelighedsorienteret” og fornuftig. Man kan tilsvarende også vælge at opføre sig stik modsat. Det er her, at religion kommer ind i billedet:
De religiøse ideer har ikke et fornuftsbaseret grundlag. De er i stedet overleverede normer og påbud. De er dogmer og krav. De er tæt forbundet med traditioner som man ofte ikke har nogle rationelle begrundelser for at holde i live. Religion bruges netop til at fastholde bestemte former for tradition, som styrker nogle mennesker på andres bekostning, eksempelvis mænds magt over kvinder, sådan som det er tilfældet med Islam.
Orienterer man sig ud fra et ikke-videnskabeligt og ikke-fornuftsbaseret verdensbillede men i stedet ud fra et religiøst samt dogmatisk/traditionelt verdensbillede, har det naturligvis også nogle konsekvenser for evnen til at begå sig i den verden, man lever i – altså virkelighedens verden. Konsekvenserne af at vælge at ligge under for den dogmatiske og/eller religiøse indstilling gælder naturligvis ikke blot for én selv, men også for ens nærmeste og resten af samfundet. Har man indenfor et territorium, som hovedregel forkastet det, man kan kalde en fornuftskultur, har det selvsagt også konsekvenser for velstanden og i det hele taget mulighederne for at leve i praksis.
En religiøs (traditionel dogmatisk) indstilling er dermed en indstilling, der svækker evnen til at orientere sig i verden. Det er så en anden måde at sige, at religion i praksis er fordummende. Dumhed kan så have mange udtryksformer og vidt forskellige konsekvenser – også for omgivelserne.
En ting er imidlertid sikkert, og det er at de dogmatiske og/eller de religiøse ønsker at sprede deres dumhed, deres ikke-virkelighedsbaserede tilgang til verden, deres normer og deres arbitrære traditioner til omgivelserne. Dette forsøger de så med vidt forskellige midler – herunder trusler, vold, hærværk men også politisk og religiøs agitation. Men der er altså en sammenhæng.
Uanset midlerne skal man derfor ikke tage fejl: Målet for de primitive kriminelle og de primitive religiøse er det samme: Man ønsker at sprede sin dumhed, sin religiøsitet og/eller sin traditionalisme - og på samme tid at afskaffe den fornuftskultur, velstanden i Vesten bygger på.
Forudsætningen for at man kan forsvare sig bedst muligt, er så at man sætter sig ind i hvorfor velstanden og handlefriheden er noget værdifuldt. Når man betænker den omsiggribende kollektivisme og trangen til at styre og kontrollere fra statens side i Danmark, har vi i den henseende lang vej igen.
Naturvidenskabens værdi baserer sig altså ikke blot på, at man iagttager og identificerer (herunder måler og vejer), men også i den efterfølgende tænkning og mentale integration. Det er faktisk det sidste, det vil sige tænkningen baseret på det faktuelle, som gør videnskaben værdifuld gennem realisering. Denne tænkning er forsætningen for at videnskaben fører til et praktisk resultat: eksempelvis overlegen transport, bedre kommunikation, mere sikker medicin, sundere fødevarer og så videre.
Nu bedes læseren så tænke udenfor begrebet ”videnskab” og på den dagligdags adfærd. Også i det daglige kan man som individ opføre sig ”videnskabeligt”: Man kan tage afsæt i den fysiske virkelighed og det man kan iagttage. Man kan med afsæt så forholde sig rationelt til den verden, man befinder sig i. Det vil sige, man kan vælge at benytte sig af begreber og indstillinger, som har rod i det faktuelle.
Ovenstående kan også kaldes, at være ”rationel”, ”logisk” eller ”fornuftig”. Denne indstilling som en dagligdags adfærd burde mane til ligeså meget respekt, som det at være ”videnskabelig”. For det er den samme indstilling, der er tale om. Og bemærk at der er tale om et valg, som det enkelte individ selv træffer: Man vælger om man vil forholde sig rationelt til sine omgivelser, det vil sige om man vil være ”virkelighedsorienteret” og fornuftig. Man kan tilsvarende også vælge at opføre sig stik modsat. Det er her, at religion kommer ind i billedet:
De religiøse ideer har ikke et fornuftsbaseret grundlag. De er i stedet overleverede normer og påbud. De er dogmer og krav. De er tæt forbundet med traditioner som man ofte ikke har nogle rationelle begrundelser for at holde i live. Religion bruges netop til at fastholde bestemte former for tradition, som styrker nogle mennesker på andres bekostning, eksempelvis mænds magt over kvinder, sådan som det er tilfældet med Islam.
Orienterer man sig ud fra et ikke-videnskabeligt og ikke-fornuftsbaseret verdensbillede men i stedet ud fra et religiøst samt dogmatisk/traditionelt verdensbillede, har det naturligvis også nogle konsekvenser for evnen til at begå sig i den verden, man lever i – altså virkelighedens verden. Konsekvenserne af at vælge at ligge under for den dogmatiske og/eller religiøse indstilling gælder naturligvis ikke blot for én selv, men også for ens nærmeste og resten af samfundet. Har man indenfor et territorium, som hovedregel forkastet det, man kan kalde en fornuftskultur, har det selvsagt også konsekvenser for velstanden og i det hele taget mulighederne for at leve i praksis.
En religiøs (traditionel dogmatisk) indstilling er dermed en indstilling, der svækker evnen til at orientere sig i verden. Det er så en anden måde at sige, at religion i praksis er fordummende. Dumhed kan så have mange udtryksformer og vidt forskellige konsekvenser – også for omgivelserne.
En ting er imidlertid sikkert, og det er at de dogmatiske og/eller de religiøse ønsker at sprede deres dumhed, deres ikke-virkelighedsbaserede tilgang til verden, deres normer og deres arbitrære traditioner til omgivelserne. Dette forsøger de så med vidt forskellige midler – herunder trusler, vold, hærværk men også politisk og religiøs agitation. Men der er altså en sammenhæng.
Uanset midlerne skal man derfor ikke tage fejl: Målet for de primitive kriminelle og de primitive religiøse er det samme: Man ønsker at sprede sin dumhed, sin religiøsitet og/eller sin traditionalisme - og på samme tid at afskaffe den fornuftskultur, velstanden i Vesten bygger på.
Forudsætningen for at man kan forsvare sig bedst muligt, er så at man sætter sig ind i hvorfor velstanden og handlefriheden er noget værdifuldt. Når man betænker den omsiggribende kollektivisme og trangen til at styre og kontrollere fra statens side i Danmark, har vi i den henseende lang vej igen.
1. august 2007
Forandringsfrygt
Hvad har genmodificerede afgrøder; atomkraft; mobiltelefoner; diverse nydelsesmidler; teorier om solens indflydelse på forandringer i klimaet samt Christoffer Columbus ideer om en søvej til Indien og Kina til fælles? Svaret er, at alle fænomener eller ideer enten er eller har været udsat for frygtskabelse: Nogle har brugt - eller bruger - store anstrengelser for at forhindre eller bremse introduktionen af disse fænomener samt promoveringen af diverse ideer, eftersom disse andre og - ofte konservative kræfter - enten har en materiel eller ideologisk motiveret interesse i at gøre det.
Den journalistiske udfordring i denne henseende er vel at mærke den samme i dag, som den var på Columbus tid. Og der er heldigvis en standard, hvormed man kan bedømme om anklagerne og frygtskabelsen i det hele taget er værd at beskæftige sig med. Målestokken og standarden handler naturligvis om noget er sandt eller falskt:
Som udgangspunkt må den redelige journalist tage afsæt i, om der er grund, det vil sige anledning; altså en eller anden form for faktuel motivation: kort sagt, at der er reelle, vægtige, væsentlige og vedkommende forhold, der gør at man bør tage diverse former for frygtskabelse seriøst.
Når det gælder mobiltelefoner, har vi således set, at denne standard ikke spillede den store rolle for den journalistiske adfærd.
Rygter og skrøner er blevet luftet og gentaget igen og igen til stor skade for producenterne og forbrugerne. Men offentlige ”eksperter” er naturligvis højt hævede over spørgsmål om erstatning. Hvem skulle i givet fald betale? Svaret er skatteyderne, og ikke frygtmagerne selv.
Den samme permanente og ansvarsfri frygtkampagne fra offentlige eksperters side, har man også kunnet iagttage, når det gælder atomkraft og GMO’er.
Hvad angår disse fænomener ser det derfor ikke for kønt ud i Europa.
Med mytedannelsesjournalistikken er der derfor tydelige tegn på, at kulturen er i forfald – for journalister lever som bekendt ikke i et vakuum.
Når journalister er blevet leverandører i det man engang kaldte for ”ammestuesnak”, må det derfor skyldes, at der er en vis efterspørgsel i befolkningen, hvilket er det samme som at man i et eller andet omfang er ligeglade med hvad der er fup, rygte- og mytedannelse - og hvad der er fakta.
Der findes rent faktisk en slags ideologi, hvormed man kan angribe alt nyt; og blive ved med at angribe det nye, og dermed skabe frygt i al evighed; vel at mærke uden at man forventer at bringe vægtige grunde til torvs for sine anklager.
Mange forskellige mål har samme ideologi
Denne ideologi er simpelthen forandringsfrygten. Og forskellige grupperinger kan bruge forandringsfrygt til at forfølge vidt forskellige mål. Disse delmål kan så handle om, at man gerne vil beskytte sit produkt mod et nyt og bedre produkt.
Målene kan også handle om en eller anden form for magt, som man gerne vil bevare og udvide over ”sjæle” (eksempelvis skatteydere men også overfor bestemte kunder); og hvor en ny teori, ide eller et produkt så truer denne magt.
Ideer om solens eller jordens egenskaber kan derfor spille en rolle i denne henseende af den grund at ideologisk funderede magthavere har et bestemt verdensbillede, som er en delmængde af deres – typisk totalitære – ideologi.
Nye ideer og data om jorden eller solen kan derfor rokke ved hele grundlaget for en ideologi; og navnlig hvis den pågældende ideologi hylder en eller anden form for uforanderlighed.
(Men ønsket om uforanderlighed kan altså også blot handle om markedsandele, eller stemmetal).
Frygt kan derfor bruges til at forstærke offervilje og forsagelse af individualitet og selvstændighed.
Det har rent faktisk været en klassisk religiøs tilgang til magten. Staten har med sin omgang med kirken bestemt ikke undladt at tage ved lære af denne metodik.
Men forandringsfrygt er ikke desto mindre en fælles-ideologi, som diverse mindre grupperinger tilsvarende kan søge at aktivere og mobilisere i større eller mindre dele af befolkningen – enten ud fra et ønske om at tjene penge, eller om at bevare magten uanset det specifikke værdigrundlag eller omfanget af denne magt.
Forandringsfrygt kan derfor også for at nævne et meget specifikt eksempel handle om, at man gerne vil indføre eller bevare nationale standarder for stikdåser til el-installationer; hvor man så skaber frygt for at konkurrence på området fører til flere brande.
I virkeligheden vil man imidlertid blot gerne monopolisere markedet, og forhindre konkurrence. I staten synes man imidlertid - og måske ikke overraskende - at ideen om nationale standarder for dette og hint er en fantastisk ide.
Så i hvert land får man derfor et sikkerhedsråd/styrelse, hvor hvert land derefter har hver deres beskyttede klike af leverandører, der så i et eller andet omfang slipper for at produktudvikle – og i mindre omfang så motiveres til at skabe de mere sikre stikdåser, som der nu engang vil være efterspørgsel på fra forbrugernes side. (Som det er dokumenteret i andre sammenhænge, er det således først og fremmest forbrugerne, der har en interesse i fri konkurrence og fravær af protektionisme, hvorfor statslige forbrugerråd samt statslige forbrugerprogrammer altid kommer til at fremstå en smule mærkværdige i kraft af den bagvedliggende monopolisering, som de i kraft af at være statslige er udtryk for).
To former for frygtskabelse
I gamle dage handlede magtfuldkommenhed ikke mindst om at være frygtet. Det gør det stadigvæk i andre dele af verden (Iran eller Nordkorea). Men magtfuldkommenhed kan altså også handle om, at man optræder som beskytter i forhold til de frygtsomme. I det sidste tilfælde - såvel som i det første - gælder det ikke desto mindre om at skabe frygt, og derefter styre og kontrollere den.
I Danmark kommer man som bekendt ikke langt med at være frygtet. Men frygtskabelse er ikke desto mindre noget, man med lethed – jf. indledningen finder bliver promoveret af såvel offentlige institutioner - men rent faktisk også af private organisationer. Eventuelt samarbejder private og offentlige virksomheder indenfor bestemte områder, hvor frygtskabelse spiller en større eller mindre rolle i den måde, hvorpå man sikrer en eller anden form for monopolisering af et givent område. (Jævnfør ovennævnte eksempel med el-installationer).
Frygt og destruktivitet
For kort at vende tilbage til diktaturstaterne skal det dog også nævnes, at man her bestemt ikke blot spiller på frygt for autoriteten (via eksempelvis grusomme former for straf i tilfælde af ulydighed) – hvilket med lethed fører til ukontrollerbar modstandskamp, men i stedet spiller man i praksis altid et dobbeltspil: Som i Iran eller Nordkorea udpeger og skaber man eksterne og interne fjender såvel individuelle som kulturelle fænomener, som man ønsker at den lokale befolkning skal hade samt frygte.
I diktaturstaternes enhedsskoler lærer man dermed, at man skal frygte at ens egen kultur er truet af noget andet, som man derfor også lærer at hade. I sådanne stater lærer man således – med relevans for vores egen del af verden - fra de første år at frygte selv de mindste forandringer.
Denne rædsel for forandringer som man skaber, er derfor en meget stor del af forklaringen på de voksnes had, som vi ser manifestere sig i Pakistan eller Iran. Rendyrket forandringsfrygt hos voksne ser netop sådan ud, som vi ser det i Pakistan for tiden med trusler, symbolske afbrændinger og tøjlesløshed: Det er tale om et udadvendt raseri mod eksempelvis nogen, der har formuleret sig anderledes eller som hævder at verden er på den og den måde. - Og her er det i øvrigt værd at betænke, at Christoffer Columbus rent faktisk fik lov til at sejle ud mod det ukendte tilbage i 1492! Men det var altså også i Europa, at han fik lov til det.
Frygtmotiverede bevægelser i vores del af verden
I Europa og i Danmark har vi ikke desto mindre også deciderede bevægelser, der er drevet af forandringsfrygt, og som er destruktive og hærgende i deres adfærd; og som tilsvarende er blevet udsat for de ideer, som er drivkraften for deres adfærd via offentlig uddannelse.
Og tilsvarende i dagens Danmark – og Europa – er der altså også nogle, der blot på mere fredelig og civiliseret vis profiterer i kraft af forandringsfrygten. Det sker altså en del mere subtilt end det er tilfældet i Iran og Nordkorea. Men det er ikke desto mindre stadigvæk den journalistiske opgave at afdække, granske, undersøge, kortlægge og dokumentere omfanget af sådanne former for frygtskabelse og fordummelse.
Forsigtighedsprincippet og ideerne om ”ikke-bevist sikkerhed”
Frygtskabelsen har således nogle ideer og begreber, man kan genkende den på; og hvor man med nogen lethed vil kunne vide, at her er der ikke så meget at komme efter.
I bestemte tilfælde behøver man derfor ikke at kulegrave ret meget. For hvis bestemte aktører anvender et princip, der går efter – eller i princippet kan bruges til at angribe - alt nyt, blot fordi det er nyt og anderledes, så er det ikke en specifik grund, en anledning som sådan, et konkret faktum, der motiverer til at tage frygtskabelsen seriøst.
Med ovenstående tænkes naturligvis på ”forsigtighedsprincippet”, der netop kan bruges til at skabe frygte for hvad som helst. Og princippet kan kun forstås, hvis man betænker dets formål, hvilket netop er, at have en eller anden grad af forandringsmodvilje i en bestemt del af befolkningen, hvor denne modvilje så kan bruges til at forfølge nogle konkrete politiske (eller økonomiske) formål.
Forsigtighedsprincippet ville ikke desto mindre aldrig have tilladt brugen af ilden eller hjulet; og da slet ikke, at Christoffer Columbus forsøgte at finde ud af om der var en hurtigere vej til Indien og Kina. Man ville have udskudt beslutningen til fremtidige generationer af hensyn til de fremtidige generationer - og så fremdeles.
Barnagtigheden i Bruxelles
Opfindere og innovative producenter demonstrerer således fordele og forbedringer. Og de viser hvordan, at deres produkt er et ældre produkt overlegent.
Videnskabsfolk viser med en ny hypotese eller teori tilsvarende, at de formår at tage højde for noget som andre ikke gør, og at de langt bedre formår at forklare flere fænomener og data end nogle andre og konkurrerende teorier kan gøre det.
”Forsigtighedsprincippet” kræver i første instans imidlertid, at producenter også skal tage højde for ulykker og misbrug, og en række andre faktorer som i praksis går ud over deres umiddelbare horisont, men vel at mærke også alle andres horisont og fatteevne.
Ingen har således endnu bevist, at det er ”helt sikkert” at bruge mobiltelefoner; eller at mobiltelefoner ”beviseligt ufarlige”. Man har bare ikke bevist, at mobiltelefoner er farlige.
Tilhængere af forsigtighedsprincippet, som altså bare har fejlet i deres angreb på denne form for telekommunikation, er således ligesom børn, der ønsker at verden skal være ”helt sikker”, og at verden skal indrette sig efter dette ret barnagtige ønske.
Problemet er naturligvis det helt konkrete, at når man giver børn magten så bliver verden endnu mere usikker og farlig end den ellers ville være. I Europa bliver vi fattigere og vores økonomi stagnerer netop i det omfang at introduktionen af det nye skal have det barnagtige stempel: ”Beviseligt ufarligt”.
Heldigvis bruges forsigtighedsprincippet og kravet om proven safety altså kun, når meget stærke kræfter af ideologiske eller økonomiske grunde vælger at bruge det. Og disse kræfter eksisterede således ikke i tilfældet af mobiltelefoner. Dem har selv Greenpeace god brug for i deres kamp mod industrisamfundet.
Men ideen om, at man skal forbyde noget indtil man har bevist ufarligheden af et givent produkt kunne man således i teorien udvide til alt, med det resultat at vi i Europa så helt vendte tilbage til den mørke middelalder, det netop var en æra præget af rendyrket forandringsfrygt. Her var forsigtighedsprincippet netop gældende for langt mere i overensstemmelse med frygtsomhedens større styrke. (Og selv om frygtsomheden derfor også er på fremmarch i EU kan man derfor også konstatere at denne og forandringsfrygten er langt større andre steder).
Frygten for mere viden
I den anden instans, når det gælder videnskabsfolkene, så er frygtmagerne således tilsvarende uimponerede af, at en given videnskabsmand dokumenterer at han eller hun ved mere eller bedre end hvad man hidtil har vidst. For hvorhen fører den nye viden?
Kan det ikke være farligt med sådanne indsigter, spørger derfor frygtmagerne i det omfang, de kan slippe godt fra at gøre det i det politiske klima. Det er naturligvis praktisk talt umuligt at kræve diskussionen lukket i vor tid; men hvad man kan gøre er at hævde, at der er ”konsensus” uanset, hvor mange uenige stemmer, der i praksis melder sig. Og ikke alene vil man derfor blive ved med at hævde konsensus (altså på dansk ”enstemmighed”), man vil også mere eller mindre eksplicit hævde at konsensus er nødvendig. Begge dele er vel at mærke udtryk for en så middelalderlig indstilling, og så kollektivistisk og individfjendsk, at det er stærkt foruroligende hvor langt man kan drive det – også i dansk politik med såvel påstanden om konsensus som ideen om at konsensus skulle være noget specielt afgørende for handling.
I tilfældet med klimaforandringer og solens indflydelse på disse forandringer, ændrer sådanne udfordringer fra selvstændige videnskabsfolk således på ideen om, at der kan tages hånd om forandringerne via menneskelige ofre i form af indskrænkninger i vestlig levevis, sådan som frygtmagerne havde forstillet sig det, at denne vision skulle blive den fælles kollektive og samlende mærkesag; og som de allerede i nogen tid var begyndt at vænne befolkningen på skulle være det fælles gode - også i en moralsk forstand.
Man kan således netop se hvordan ny data og nye teorier rokker ved et samlet hele, der handler om et bestemt verdensbillede og bestemte former for moral (offervilje); og hvordan nye påstande så ikke blot rokker ved verdensbilledet, men altså også ved den bagvedliggende moral.
Det er således i sidste instans netop moralen, man føler er truet ved de nye påstande, sådan som mange tilsvarende så en trussel i den måde som Christoffer Columbus eller Galileo Galilei ville kunne rokke ved moralen, ved - som udgangspunkt - at ændre på den måde, som man anskuede den fysiske verden.
Tilsvarende, når nogle producenter eller en innovatør introducerer noget nyt, der forbedrer og højner livskvaliteten i befolkningen og for den enkelte borger, så angriber frygtmagerne netop produktet, for så må der jo være noget forkert ved det, når det skaber en bedre tilværelse her på jorden. Det som frygtmagerne selv promoverer, er jo netop det modsatte af konkrete, fysiske og synlige forbedringer af menneskers levevis. Meningen med at være skatteyder eller reguleret er tværtimod at man skal give afkald og yde ofre til fordel for noget andet (naturen) eller nogle andre. Disse andre kan så være grupper der skal begunstiges i kraft af omfordeling; eller det kan være de fremtidige generationer, der åbenbart - ifølge doktrinen - er bedst tjent med, at vi ikke forandrer vores omgivelser til det bedre her og nu, men udskyder vores omformende bestræbelser til senere. Og den sidste del-ideologi er på sin vis den mest finurlige af de mange former for demagogi, man kan iagttage i vor tid; for dette med at man skal gøre mindre af hensyn til fremtiden - er jo så åbenlyst blot en omskrivning af, at man ønsker at fremtiden skal være det samme som i dag: altså blot nutiden med nogle nye aktører.
Frygt og fortidstrang
Interessant og sammenhængende med det øvrige, er det derfor også, at se hvordan forandringsfrygten, forsagelsesideologien og forsigtighedsprincippet kommer til udformning, når det gælder de ensidige anbefalinger, der efterfølger dommedagsprofetierne: For her er budskabet jo netop også i praksis og endda helt eksplicit, at vi i kraft af de menneskelige påvirkninger, må betale bod og sone ved at gå tilbage i tiden:
Udledninger af CO2 skal ifølge tankegangen således føres tilbage til – først - det arbitrære årstal 1990. (Men det er naturligvis blot det første skridt, og at man i praksis ikke formår dette, er naturligvis ikke en grund til at give magthaverne ære for realisme. Det udstukne mål viser nu engang i sig selv, at man er helt og aldeles verdensfjern; og i praksis at det er i Bruxelles, at man har mistet jordforbindelsen - og ikke i den verden, hvor man frembringer noget værdifuldt og løbende skaber forbedringer og øger livskvaliteten for den enkelte).
Motiverne for frygtskabelse og politikanbefalinger er derfor i meget vid udstrækning de samme, som de var tilbage i mere overtroiske tider. Indpakningen er blot anderledes.
Af og til finder man dog eksempler på at heller ikke indpakningen er forskellig fra tidligere:
Hedegaard og græshoppe-retorikken
Connie Hedegaard har således så glimrende dokumenteret det sidste, samt at hun åbenlyst abonnerer på forandringsfrygt og forsagelsesideologi ved at sammenligne mennesker med græshopper (vel at mærke uden at blive fyret af den grund), men også i kraft af talen om, at vi – trods ofre – vil kunne bevare vores levevis. Temaet er dermed åbenlyst ikke, at vi skal gå frem, men at vi enten skal gå tilbage - eller stå i stampe. Og det håber man så åbenbart vil være gavnligt for kommende generationer, at vi gør. Historieløshed er i denne henseende naturligvis en vigtig forudsætning for at man kan gentage historien. Og det er præcis det som er tilfældet her:
Modstanden mod forandringer, ønsket om at bevare magten over sjælene, ideen om kollektiv skyld, der så skal sones i kraft af kollektiv straf og/eller kollektive løsninger, hvor magten så ønskes koncentreret hos enten stat eller kirke, er således et aldeles klassisk tema også i europæisk historie. På den måde kan man da også sige, at det ikke er overraskende, at dette historiske tema er vendt tilbage.
At påpege, at kollektivisme og kollektive løsninger med monopolisering og tilstræbt kontrol over borgenes adfærd, hvad enten det vedrører transport, energi, innovation, uddannelse - eller produktion og forbrug i almindelighed – aldrig har skabt en bedre verden, vil i sig selv nok desværre ikke ændre på indstillingen hos de magthavere, der vil kollektivisere. Det er først og fremmest moralen – herunder den urgamle idé om, at mennesker skal ofre sig for den ene eller anden sag (som i vor tid så udstikkes fra politisk side) – at det er galt med. Men at ofre sig, uanset om det er for politiske demagoger, ”sammenhængskraften” eller truede koralrev er – for nu at bruge et udtryk fra indledningen – helt og aldeles grundløst.
Den journalistiske udfordring i denne henseende er vel at mærke den samme i dag, som den var på Columbus tid. Og der er heldigvis en standard, hvormed man kan bedømme om anklagerne og frygtskabelsen i det hele taget er værd at beskæftige sig med. Målestokken og standarden handler naturligvis om noget er sandt eller falskt:
Som udgangspunkt må den redelige journalist tage afsæt i, om der er grund, det vil sige anledning; altså en eller anden form for faktuel motivation: kort sagt, at der er reelle, vægtige, væsentlige og vedkommende forhold, der gør at man bør tage diverse former for frygtskabelse seriøst.
Når det gælder mobiltelefoner, har vi således set, at denne standard ikke spillede den store rolle for den journalistiske adfærd.
Rygter og skrøner er blevet luftet og gentaget igen og igen til stor skade for producenterne og forbrugerne. Men offentlige ”eksperter” er naturligvis højt hævede over spørgsmål om erstatning. Hvem skulle i givet fald betale? Svaret er skatteyderne, og ikke frygtmagerne selv.
Den samme permanente og ansvarsfri frygtkampagne fra offentlige eksperters side, har man også kunnet iagttage, når det gælder atomkraft og GMO’er.
Hvad angår disse fænomener ser det derfor ikke for kønt ud i Europa.
Med mytedannelsesjournalistikken er der derfor tydelige tegn på, at kulturen er i forfald – for journalister lever som bekendt ikke i et vakuum.
Når journalister er blevet leverandører i det man engang kaldte for ”ammestuesnak”, må det derfor skyldes, at der er en vis efterspørgsel i befolkningen, hvilket er det samme som at man i et eller andet omfang er ligeglade med hvad der er fup, rygte- og mytedannelse - og hvad der er fakta.
Der findes rent faktisk en slags ideologi, hvormed man kan angribe alt nyt; og blive ved med at angribe det nye, og dermed skabe frygt i al evighed; vel at mærke uden at man forventer at bringe vægtige grunde til torvs for sine anklager.
Mange forskellige mål har samme ideologi
Denne ideologi er simpelthen forandringsfrygten. Og forskellige grupperinger kan bruge forandringsfrygt til at forfølge vidt forskellige mål. Disse delmål kan så handle om, at man gerne vil beskytte sit produkt mod et nyt og bedre produkt.
Målene kan også handle om en eller anden form for magt, som man gerne vil bevare og udvide over ”sjæle” (eksempelvis skatteydere men også overfor bestemte kunder); og hvor en ny teori, ide eller et produkt så truer denne magt.
Ideer om solens eller jordens egenskaber kan derfor spille en rolle i denne henseende af den grund at ideologisk funderede magthavere har et bestemt verdensbillede, som er en delmængde af deres – typisk totalitære – ideologi.
Nye ideer og data om jorden eller solen kan derfor rokke ved hele grundlaget for en ideologi; og navnlig hvis den pågældende ideologi hylder en eller anden form for uforanderlighed.
(Men ønsket om uforanderlighed kan altså også blot handle om markedsandele, eller stemmetal).
Frygt kan derfor bruges til at forstærke offervilje og forsagelse af individualitet og selvstændighed.
Det har rent faktisk været en klassisk religiøs tilgang til magten. Staten har med sin omgang med kirken bestemt ikke undladt at tage ved lære af denne metodik.
Men forandringsfrygt er ikke desto mindre en fælles-ideologi, som diverse mindre grupperinger tilsvarende kan søge at aktivere og mobilisere i større eller mindre dele af befolkningen – enten ud fra et ønske om at tjene penge, eller om at bevare magten uanset det specifikke værdigrundlag eller omfanget af denne magt.
Forandringsfrygt kan derfor også for at nævne et meget specifikt eksempel handle om, at man gerne vil indføre eller bevare nationale standarder for stikdåser til el-installationer; hvor man så skaber frygt for at konkurrence på området fører til flere brande.
I virkeligheden vil man imidlertid blot gerne monopolisere markedet, og forhindre konkurrence. I staten synes man imidlertid - og måske ikke overraskende - at ideen om nationale standarder for dette og hint er en fantastisk ide.
Så i hvert land får man derfor et sikkerhedsråd/styrelse, hvor hvert land derefter har hver deres beskyttede klike af leverandører, der så i et eller andet omfang slipper for at produktudvikle – og i mindre omfang så motiveres til at skabe de mere sikre stikdåser, som der nu engang vil være efterspørgsel på fra forbrugernes side. (Som det er dokumenteret i andre sammenhænge, er det således først og fremmest forbrugerne, der har en interesse i fri konkurrence og fravær af protektionisme, hvorfor statslige forbrugerråd samt statslige forbrugerprogrammer altid kommer til at fremstå en smule mærkværdige i kraft af den bagvedliggende monopolisering, som de i kraft af at være statslige er udtryk for).
To former for frygtskabelse
I gamle dage handlede magtfuldkommenhed ikke mindst om at være frygtet. Det gør det stadigvæk i andre dele af verden (Iran eller Nordkorea). Men magtfuldkommenhed kan altså også handle om, at man optræder som beskytter i forhold til de frygtsomme. I det sidste tilfælde - såvel som i det første - gælder det ikke desto mindre om at skabe frygt, og derefter styre og kontrollere den.
I Danmark kommer man som bekendt ikke langt med at være frygtet. Men frygtskabelse er ikke desto mindre noget, man med lethed – jf. indledningen finder bliver promoveret af såvel offentlige institutioner - men rent faktisk også af private organisationer. Eventuelt samarbejder private og offentlige virksomheder indenfor bestemte områder, hvor frygtskabelse spiller en større eller mindre rolle i den måde, hvorpå man sikrer en eller anden form for monopolisering af et givent område. (Jævnfør ovennævnte eksempel med el-installationer).
Frygt og destruktivitet
For kort at vende tilbage til diktaturstaterne skal det dog også nævnes, at man her bestemt ikke blot spiller på frygt for autoriteten (via eksempelvis grusomme former for straf i tilfælde af ulydighed) – hvilket med lethed fører til ukontrollerbar modstandskamp, men i stedet spiller man i praksis altid et dobbeltspil: Som i Iran eller Nordkorea udpeger og skaber man eksterne og interne fjender såvel individuelle som kulturelle fænomener, som man ønsker at den lokale befolkning skal hade samt frygte.
I diktaturstaternes enhedsskoler lærer man dermed, at man skal frygte at ens egen kultur er truet af noget andet, som man derfor også lærer at hade. I sådanne stater lærer man således – med relevans for vores egen del af verden - fra de første år at frygte selv de mindste forandringer.
Denne rædsel for forandringer som man skaber, er derfor en meget stor del af forklaringen på de voksnes had, som vi ser manifestere sig i Pakistan eller Iran. Rendyrket forandringsfrygt hos voksne ser netop sådan ud, som vi ser det i Pakistan for tiden med trusler, symbolske afbrændinger og tøjlesløshed: Det er tale om et udadvendt raseri mod eksempelvis nogen, der har formuleret sig anderledes eller som hævder at verden er på den og den måde. - Og her er det i øvrigt værd at betænke, at Christoffer Columbus rent faktisk fik lov til at sejle ud mod det ukendte tilbage i 1492! Men det var altså også i Europa, at han fik lov til det.
Frygtmotiverede bevægelser i vores del af verden
I Europa og i Danmark har vi ikke desto mindre også deciderede bevægelser, der er drevet af forandringsfrygt, og som er destruktive og hærgende i deres adfærd; og som tilsvarende er blevet udsat for de ideer, som er drivkraften for deres adfærd via offentlig uddannelse.
Og tilsvarende i dagens Danmark – og Europa – er der altså også nogle, der blot på mere fredelig og civiliseret vis profiterer i kraft af forandringsfrygten. Det sker altså en del mere subtilt end det er tilfældet i Iran og Nordkorea. Men det er ikke desto mindre stadigvæk den journalistiske opgave at afdække, granske, undersøge, kortlægge og dokumentere omfanget af sådanne former for frygtskabelse og fordummelse.
Forsigtighedsprincippet og ideerne om ”ikke-bevist sikkerhed”
Frygtskabelsen har således nogle ideer og begreber, man kan genkende den på; og hvor man med nogen lethed vil kunne vide, at her er der ikke så meget at komme efter.
I bestemte tilfælde behøver man derfor ikke at kulegrave ret meget. For hvis bestemte aktører anvender et princip, der går efter – eller i princippet kan bruges til at angribe - alt nyt, blot fordi det er nyt og anderledes, så er det ikke en specifik grund, en anledning som sådan, et konkret faktum, der motiverer til at tage frygtskabelsen seriøst.
Med ovenstående tænkes naturligvis på ”forsigtighedsprincippet”, der netop kan bruges til at skabe frygte for hvad som helst. Og princippet kan kun forstås, hvis man betænker dets formål, hvilket netop er, at have en eller anden grad af forandringsmodvilje i en bestemt del af befolkningen, hvor denne modvilje så kan bruges til at forfølge nogle konkrete politiske (eller økonomiske) formål.
Forsigtighedsprincippet ville ikke desto mindre aldrig have tilladt brugen af ilden eller hjulet; og da slet ikke, at Christoffer Columbus forsøgte at finde ud af om der var en hurtigere vej til Indien og Kina. Man ville have udskudt beslutningen til fremtidige generationer af hensyn til de fremtidige generationer - og så fremdeles.
Barnagtigheden i Bruxelles
Opfindere og innovative producenter demonstrerer således fordele og forbedringer. Og de viser hvordan, at deres produkt er et ældre produkt overlegent.
Videnskabsfolk viser med en ny hypotese eller teori tilsvarende, at de formår at tage højde for noget som andre ikke gør, og at de langt bedre formår at forklare flere fænomener og data end nogle andre og konkurrerende teorier kan gøre det.
”Forsigtighedsprincippet” kræver i første instans imidlertid, at producenter også skal tage højde for ulykker og misbrug, og en række andre faktorer som i praksis går ud over deres umiddelbare horisont, men vel at mærke også alle andres horisont og fatteevne.
Ingen har således endnu bevist, at det er ”helt sikkert” at bruge mobiltelefoner; eller at mobiltelefoner ”beviseligt ufarlige”. Man har bare ikke bevist, at mobiltelefoner er farlige.
Tilhængere af forsigtighedsprincippet, som altså bare har fejlet i deres angreb på denne form for telekommunikation, er således ligesom børn, der ønsker at verden skal være ”helt sikker”, og at verden skal indrette sig efter dette ret barnagtige ønske.
Problemet er naturligvis det helt konkrete, at når man giver børn magten så bliver verden endnu mere usikker og farlig end den ellers ville være. I Europa bliver vi fattigere og vores økonomi stagnerer netop i det omfang at introduktionen af det nye skal have det barnagtige stempel: ”Beviseligt ufarligt”.
Heldigvis bruges forsigtighedsprincippet og kravet om proven safety altså kun, når meget stærke kræfter af ideologiske eller økonomiske grunde vælger at bruge det. Og disse kræfter eksisterede således ikke i tilfældet af mobiltelefoner. Dem har selv Greenpeace god brug for i deres kamp mod industrisamfundet.
Men ideen om, at man skal forbyde noget indtil man har bevist ufarligheden af et givent produkt kunne man således i teorien udvide til alt, med det resultat at vi i Europa så helt vendte tilbage til den mørke middelalder, det netop var en æra præget af rendyrket forandringsfrygt. Her var forsigtighedsprincippet netop gældende for langt mere i overensstemmelse med frygtsomhedens større styrke. (Og selv om frygtsomheden derfor også er på fremmarch i EU kan man derfor også konstatere at denne og forandringsfrygten er langt større andre steder).
Frygten for mere viden
I den anden instans, når det gælder videnskabsfolkene, så er frygtmagerne således tilsvarende uimponerede af, at en given videnskabsmand dokumenterer at han eller hun ved mere eller bedre end hvad man hidtil har vidst. For hvorhen fører den nye viden?
Kan det ikke være farligt med sådanne indsigter, spørger derfor frygtmagerne i det omfang, de kan slippe godt fra at gøre det i det politiske klima. Det er naturligvis praktisk talt umuligt at kræve diskussionen lukket i vor tid; men hvad man kan gøre er at hævde, at der er ”konsensus” uanset, hvor mange uenige stemmer, der i praksis melder sig. Og ikke alene vil man derfor blive ved med at hævde konsensus (altså på dansk ”enstemmighed”), man vil også mere eller mindre eksplicit hævde at konsensus er nødvendig. Begge dele er vel at mærke udtryk for en så middelalderlig indstilling, og så kollektivistisk og individfjendsk, at det er stærkt foruroligende hvor langt man kan drive det – også i dansk politik med såvel påstanden om konsensus som ideen om at konsensus skulle være noget specielt afgørende for handling.
I tilfældet med klimaforandringer og solens indflydelse på disse forandringer, ændrer sådanne udfordringer fra selvstændige videnskabsfolk således på ideen om, at der kan tages hånd om forandringerne via menneskelige ofre i form af indskrænkninger i vestlig levevis, sådan som frygtmagerne havde forstillet sig det, at denne vision skulle blive den fælles kollektive og samlende mærkesag; og som de allerede i nogen tid var begyndt at vænne befolkningen på skulle være det fælles gode - også i en moralsk forstand.
Man kan således netop se hvordan ny data og nye teorier rokker ved et samlet hele, der handler om et bestemt verdensbillede og bestemte former for moral (offervilje); og hvordan nye påstande så ikke blot rokker ved verdensbilledet, men altså også ved den bagvedliggende moral.
Det er således i sidste instans netop moralen, man føler er truet ved de nye påstande, sådan som mange tilsvarende så en trussel i den måde som Christoffer Columbus eller Galileo Galilei ville kunne rokke ved moralen, ved - som udgangspunkt - at ændre på den måde, som man anskuede den fysiske verden.
Tilsvarende, når nogle producenter eller en innovatør introducerer noget nyt, der forbedrer og højner livskvaliteten i befolkningen og for den enkelte borger, så angriber frygtmagerne netop produktet, for så må der jo være noget forkert ved det, når det skaber en bedre tilværelse her på jorden. Det som frygtmagerne selv promoverer, er jo netop det modsatte af konkrete, fysiske og synlige forbedringer af menneskers levevis. Meningen med at være skatteyder eller reguleret er tværtimod at man skal give afkald og yde ofre til fordel for noget andet (naturen) eller nogle andre. Disse andre kan så være grupper der skal begunstiges i kraft af omfordeling; eller det kan være de fremtidige generationer, der åbenbart - ifølge doktrinen - er bedst tjent med, at vi ikke forandrer vores omgivelser til det bedre her og nu, men udskyder vores omformende bestræbelser til senere. Og den sidste del-ideologi er på sin vis den mest finurlige af de mange former for demagogi, man kan iagttage i vor tid; for dette med at man skal gøre mindre af hensyn til fremtiden - er jo så åbenlyst blot en omskrivning af, at man ønsker at fremtiden skal være det samme som i dag: altså blot nutiden med nogle nye aktører.
Frygt og fortidstrang
Interessant og sammenhængende med det øvrige, er det derfor også, at se hvordan forandringsfrygten, forsagelsesideologien og forsigtighedsprincippet kommer til udformning, når det gælder de ensidige anbefalinger, der efterfølger dommedagsprofetierne: For her er budskabet jo netop også i praksis og endda helt eksplicit, at vi i kraft af de menneskelige påvirkninger, må betale bod og sone ved at gå tilbage i tiden:
Udledninger af CO2 skal ifølge tankegangen således føres tilbage til – først - det arbitrære årstal 1990. (Men det er naturligvis blot det første skridt, og at man i praksis ikke formår dette, er naturligvis ikke en grund til at give magthaverne ære for realisme. Det udstukne mål viser nu engang i sig selv, at man er helt og aldeles verdensfjern; og i praksis at det er i Bruxelles, at man har mistet jordforbindelsen - og ikke i den verden, hvor man frembringer noget værdifuldt og løbende skaber forbedringer og øger livskvaliteten for den enkelte).
Motiverne for frygtskabelse og politikanbefalinger er derfor i meget vid udstrækning de samme, som de var tilbage i mere overtroiske tider. Indpakningen er blot anderledes.
Af og til finder man dog eksempler på at heller ikke indpakningen er forskellig fra tidligere:
Hedegaard og græshoppe-retorikken
Connie Hedegaard har således så glimrende dokumenteret det sidste, samt at hun åbenlyst abonnerer på forandringsfrygt og forsagelsesideologi ved at sammenligne mennesker med græshopper (vel at mærke uden at blive fyret af den grund), men også i kraft af talen om, at vi – trods ofre – vil kunne bevare vores levevis. Temaet er dermed åbenlyst ikke, at vi skal gå frem, men at vi enten skal gå tilbage - eller stå i stampe. Og det håber man så åbenbart vil være gavnligt for kommende generationer, at vi gør. Historieløshed er i denne henseende naturligvis en vigtig forudsætning for at man kan gentage historien. Og det er præcis det som er tilfældet her:
Modstanden mod forandringer, ønsket om at bevare magten over sjælene, ideen om kollektiv skyld, der så skal sones i kraft af kollektiv straf og/eller kollektive løsninger, hvor magten så ønskes koncentreret hos enten stat eller kirke, er således et aldeles klassisk tema også i europæisk historie. På den måde kan man da også sige, at det ikke er overraskende, at dette historiske tema er vendt tilbage.
At påpege, at kollektivisme og kollektive løsninger med monopolisering og tilstræbt kontrol over borgenes adfærd, hvad enten det vedrører transport, energi, innovation, uddannelse - eller produktion og forbrug i almindelighed – aldrig har skabt en bedre verden, vil i sig selv nok desværre ikke ændre på indstillingen hos de magthavere, der vil kollektivisere. Det er først og fremmest moralen – herunder den urgamle idé om, at mennesker skal ofre sig for den ene eller anden sag (som i vor tid så udstikkes fra politisk side) – at det er galt med. Men at ofre sig, uanset om det er for politiske demagoger, ”sammenhængskraften” eller truede koralrev er – for nu at bruge et udtryk fra indledningen – helt og aldeles grundløst.
Kipling og kulturforskellene
"The country isn’t half worked out because they that governs it won’t let you touch it. They spend all their blessed time in governing it, and you can’t lift a spade, nor chip a rock, nor look for oil, nor anything like that without all the Government saying – ’Leave it alone and let us govern.’"
Sådan lyder dommen over de britiske myndigheder i 1800-tallets Indien fra Peachey Carnehan i Rudyard Kiplings politisk ukorrekte novelle The Man Who Would be King skrevet i 1888.
Kipling havde således blik for politiske systemers konsekvenser - i positiv eller negativ retning - for fremskridt og velstandsskabelse.
Manden der ville være konge er dog først og fremmest et forunderligt eventyr, der ikke mindst handler om et kulturelt sammenstød af dimensioner; og altså ikke om de relativt mindre sammenstød mellem vestlige bureaukrater og vestlige entreprenører.
I novellen har Peachey Carnahan og Daniel Dravot i kraft af frustration over enertien i Indien, som den er beskrevet i citatet foroven, besluttet sig for at blive konger over et bjergområde ved navn Kafiristan i nærheden af vor tids Afghanistan. Det bliver de vel at mærke (!) - ikke mindst i kraft af deres viden om krigsførsel og den adgang til og forståelse for ny teknologi, som de lokale bjergboere ikke har.
Resultatet af det kulturelle møde bliver ikke desto mindre som udgangspunkt ganske positivt for alle parter:
For i deres stræben efter kongelighed og storhed samler Carnahan og Dravot de splitttede og internt krigsførende stammer i Kafiristan. De skaber dermed fred og og derfor også forudsætningerne for fremskridt. Efter samlingen af landet er der nu ingen småkrige og skræmydsler over ligegyldigheder.
Dravot og Carnahan indfører blandt andet noget, der tilnærmer sig et retssamfund - med en uvildig domstol, der dømmer mellem stridende parter, og som dermed også bidrager til at sikre ro og orden. I den filmatiserede version af Manden der ville være konge, lærer de også de indfødte at ophobe fødevarer i tilfælde af fejlslagen høst. Og der indføres i det hele taget flere af de universelle regler, som vi kender fra vores egne retssamfund; der som bekendt betyder, at borgerne ved hvad de har at holde sig til. Altså relativt simple regler (der bygger på de individuelle frihedsrettigheder), der gælder for alle.
Til sidst får Carnahan og Dravot i praksis derfor også deres ønske opfyldt, og bliver eneherskere over det bjergområde, som nu - takket være disse nye kulturelle inputs bevæger sige en smule frem i tiden, hvor det før stod stille; - og hvor man derfor i et vist omfang forlader de gamle og stivnende traditioner, der hindrede fremgang og vækst.
De oversete forskelle på hvad man hver især anser for vigtigt
Problemet er imidlertid at de lokale bjergboere ikke tildeler kongeværdigheden til de to lykkeriddere, som følge af de synlige forbedringer som følger i kølvandet på de to hovedpersoners bestræbelser på at samle området (og som den typiske verdsliggjorte læser vil notere sig), men i stedet fordi de tror, at Dravot og Carnahan er guder!
De positive og praktiske konsekvenser af adfærden rangerer dermed lavere, end hvad de beviser for de primitive stammer: at deres velgørere er så magtfulde at de må være guddommelige, og derfor må høre til blandt de andre ca. 30 guder, som man tilbeder i området i forvejen.
De indfødte hæver derfor lykkeridderne i kraft af deres angivelige guddommelighed til skyerne, hvor de så ganske rigtigt ikke hører til - trods de mange positive bidrag, som de imidlertid tilfører det tilbagestående samfund.
Mod slutningen af novellen opdager de lokale derfor, at deres velgørere blot er mennesker, og angriber dem derfor - udelukkende fordi hovedpersonernes gudestatus ikke er et faktum. De er simpelthen skuffede, og føler sig trods de materielle forbedringer bedragede og krænkede. Man ser dermed stort på de positive socio-økonomiske konsekvenser, der har været resultatet af det kulturelle møde. Så i det samfund som de to englændere har bevæget sig ind i, står følelserne derfor stadig over fornuften.
Naivismens konsekvenser
Kipling viser med novellen dermed, at der findes store kulturelle forskelle i verden, og at disse forskelle har praktiske og konkrete konsekvenser, som man i sin egen velfærds interesse ikke bør undervurdere. Nogle kulturer faciliterer og opmunterer med andre ord til forandringer og velstandsskabelse, mens andre forhindrer og modvirker dem.
Kiplings to lykkeriddere er måske ikke specielt sympatiske i deres jagt på et kongerige, og i deres bestræbelser på at få undersåtter at regere over. Men de er ikke desto mindre i praksis "kulturbærere", der flytter et meget fattigt og forarmet folk henimod en langt bedre og mere optimal situation - med objektive retsregler, praktiske råd til landbrug, og hvor man på anden måde bidrager med kulturelle normer, der fjerner hindringer for øget velstandsskabelse. De er kort sagt i besiddelse af viden og kundskaber, der er bjergsamfundet overlegen, og som kommer dette samfund til gode. (I praksis er de derfor relativt mere sympatiske end de lokale, der spiller hockey med deres fjenders afhugne hoveder, som de gør det i den filmatiserede version).
Alene i kraft af denne novelle burde det vel at mærke også samtidig stå klart, hvorfor man ovre hos venstrefløjen er så forbitrert på journalisten og forfatteren Kipling, men altså også hvorfor der er grund til at interessere sig for forfatteren netop i vor tid: Med danske og vestlige tropper i Afghanistan er det særdeles relevant, at være opmærksom på hvad kulturelle forskelle og forandringer i virkeligheden betyder. For Kiplings to hovedpersoner er som bekendt forholdsvis idealistiske (først på egne vegne, men senere også når det gælder om at skabe forbedringer, der hvor de er havnet). Men de er, som det viser sig, altså også naive. Og den sidste faktor bliver ikke desto mindre årsagen til deres fald fra storhed og enevælde i "Kafiristan".
Her er derfor en lektie at lære, også i dag: I nogle samfund betyder fremskridt og verdslighed simpelthen langt mindre end religion og tradition. (Det er en vigtig årsag til, at der er konflikter og krige i verden). Og uanset hvor megen infrastruktur, hvor mange skoler samt hvor mange kloakker man fra ekstern (og vestlig) side sørger for, så nytter det intet, hvis ikke traditionerne, kulturen og dermed idegrundlaget på lokalt plan forandrer sig til det bedre.
Et kort resume af "The Man Who Would be King" findes her
Hele novellen kan læses her (men vær opmærksom på "pop ups")
Historien om storhed og fald er blændende godt filmatiseret af John Huston i 1975. Læs om filmen her.
Sådan lyder dommen over de britiske myndigheder i 1800-tallets Indien fra Peachey Carnehan i Rudyard Kiplings politisk ukorrekte novelle The Man Who Would be King skrevet i 1888.
Kipling havde således blik for politiske systemers konsekvenser - i positiv eller negativ retning - for fremskridt og velstandsskabelse.
Manden der ville være konge er dog først og fremmest et forunderligt eventyr, der ikke mindst handler om et kulturelt sammenstød af dimensioner; og altså ikke om de relativt mindre sammenstød mellem vestlige bureaukrater og vestlige entreprenører.
I novellen har Peachey Carnahan og Daniel Dravot i kraft af frustration over enertien i Indien, som den er beskrevet i citatet foroven, besluttet sig for at blive konger over et bjergområde ved navn Kafiristan i nærheden af vor tids Afghanistan. Det bliver de vel at mærke (!) - ikke mindst i kraft af deres viden om krigsførsel og den adgang til og forståelse for ny teknologi, som de lokale bjergboere ikke har.
Resultatet af det kulturelle møde bliver ikke desto mindre som udgangspunkt ganske positivt for alle parter:
For i deres stræben efter kongelighed og storhed samler Carnahan og Dravot de splitttede og internt krigsførende stammer i Kafiristan. De skaber dermed fred og og derfor også forudsætningerne for fremskridt. Efter samlingen af landet er der nu ingen småkrige og skræmydsler over ligegyldigheder.
Dravot og Carnahan indfører blandt andet noget, der tilnærmer sig et retssamfund - med en uvildig domstol, der dømmer mellem stridende parter, og som dermed også bidrager til at sikre ro og orden. I den filmatiserede version af Manden der ville være konge, lærer de også de indfødte at ophobe fødevarer i tilfælde af fejlslagen høst. Og der indføres i det hele taget flere af de universelle regler, som vi kender fra vores egne retssamfund; der som bekendt betyder, at borgerne ved hvad de har at holde sig til. Altså relativt simple regler (der bygger på de individuelle frihedsrettigheder), der gælder for alle.
Til sidst får Carnahan og Dravot i praksis derfor også deres ønske opfyldt, og bliver eneherskere over det bjergområde, som nu - takket være disse nye kulturelle inputs bevæger sige en smule frem i tiden, hvor det før stod stille; - og hvor man derfor i et vist omfang forlader de gamle og stivnende traditioner, der hindrede fremgang og vækst.
De oversete forskelle på hvad man hver især anser for vigtigt
Problemet er imidlertid at de lokale bjergboere ikke tildeler kongeværdigheden til de to lykkeriddere, som følge af de synlige forbedringer som følger i kølvandet på de to hovedpersoners bestræbelser på at samle området (og som den typiske verdsliggjorte læser vil notere sig), men i stedet fordi de tror, at Dravot og Carnahan er guder!
De positive og praktiske konsekvenser af adfærden rangerer dermed lavere, end hvad de beviser for de primitive stammer: at deres velgørere er så magtfulde at de må være guddommelige, og derfor må høre til blandt de andre ca. 30 guder, som man tilbeder i området i forvejen.
De indfødte hæver derfor lykkeridderne i kraft af deres angivelige guddommelighed til skyerne, hvor de så ganske rigtigt ikke hører til - trods de mange positive bidrag, som de imidlertid tilfører det tilbagestående samfund.
Mod slutningen af novellen opdager de lokale derfor, at deres velgørere blot er mennesker, og angriber dem derfor - udelukkende fordi hovedpersonernes gudestatus ikke er et faktum. De er simpelthen skuffede, og føler sig trods de materielle forbedringer bedragede og krænkede. Man ser dermed stort på de positive socio-økonomiske konsekvenser, der har været resultatet af det kulturelle møde. Så i det samfund som de to englændere har bevæget sig ind i, står følelserne derfor stadig over fornuften.
Naivismens konsekvenser
Kipling viser med novellen dermed, at der findes store kulturelle forskelle i verden, og at disse forskelle har praktiske og konkrete konsekvenser, som man i sin egen velfærds interesse ikke bør undervurdere. Nogle kulturer faciliterer og opmunterer med andre ord til forandringer og velstandsskabelse, mens andre forhindrer og modvirker dem.
Kiplings to lykkeriddere er måske ikke specielt sympatiske i deres jagt på et kongerige, og i deres bestræbelser på at få undersåtter at regere over. Men de er ikke desto mindre i praksis "kulturbærere", der flytter et meget fattigt og forarmet folk henimod en langt bedre og mere optimal situation - med objektive retsregler, praktiske råd til landbrug, og hvor man på anden måde bidrager med kulturelle normer, der fjerner hindringer for øget velstandsskabelse. De er kort sagt i besiddelse af viden og kundskaber, der er bjergsamfundet overlegen, og som kommer dette samfund til gode. (I praksis er de derfor relativt mere sympatiske end de lokale, der spiller hockey med deres fjenders afhugne hoveder, som de gør det i den filmatiserede version).
Alene i kraft af denne novelle burde det vel at mærke også samtidig stå klart, hvorfor man ovre hos venstrefløjen er så forbitrert på journalisten og forfatteren Kipling, men altså også hvorfor der er grund til at interessere sig for forfatteren netop i vor tid: Med danske og vestlige tropper i Afghanistan er det særdeles relevant, at være opmærksom på hvad kulturelle forskelle og forandringer i virkeligheden betyder. For Kiplings to hovedpersoner er som bekendt forholdsvis idealistiske (først på egne vegne, men senere også når det gælder om at skabe forbedringer, der hvor de er havnet). Men de er, som det viser sig, altså også naive. Og den sidste faktor bliver ikke desto mindre årsagen til deres fald fra storhed og enevælde i "Kafiristan".
Her er derfor en lektie at lære, også i dag: I nogle samfund betyder fremskridt og verdslighed simpelthen langt mindre end religion og tradition. (Det er en vigtig årsag til, at der er konflikter og krige i verden). Og uanset hvor megen infrastruktur, hvor mange skoler samt hvor mange kloakker man fra ekstern (og vestlig) side sørger for, så nytter det intet, hvis ikke traditionerne, kulturen og dermed idegrundlaget på lokalt plan forandrer sig til det bedre.
Et kort resume af "The Man Who Would be King" findes her
Hele novellen kan læses her (men vær opmærksom på "pop ups")
Historien om storhed og fald er blændende godt filmatiseret af John Huston i 1975. Læs om filmen her.
29. april 2007
Profeternes tidsalder
Ifølge målinger fra Det Nationale Center for Atmosfærisk forskning i Colorado er der de sidste 30 år smeltet cirka to millioner kvadratmeter af Nordpolens iskappe. Det skriver SF's Anne Grete Holmsgaard 26. februar i DATO.
Den nysgerrige læser vil straks spørge: Hvad skete der så for ca. 30 år siden? Svaret er at man i perioden 1940-1970 havde en periode med tiltagende kulde. Bemærk derfor venligst, at netop når det gælder polerne er det typiske, at man kun fokuserer på de sidste 30 år.
I 1970'erne kunne man således omvendt opleve en frygtskabelse for en ny istid. Det mente man ligeledes var et politisk anliggende, lige indtil tendensen skiftede.
Så hvad er det nye? Svaret er mere omtale og mere presse. Stigningen i den globale gennemsnitstemperatur er derimod den samme, det vil sige ca. 0,6-0,8 grader Celsius fra slutningen af 1800-tallet. (Ifølge nogle forskere er tallet dog oppustet som følge lokal varme fra byer)
Men hvad skete der så før denne temperaturstigning fra slutningen af 1800-tallet, spørger atter den videbegærlige læser. Ja, da faldt temperaturen! Det gjorde den vel at mærke fra en gang i 1500-tallet.
Sådan er det med klimaet: Det bliver enten koldere eller varmere. Indenfor de sidste 3000 år har der således været uregelmæssige stigninger og fald med forskelle på ca. tre grader celius (atter hvad angår denne omdiskuterede gennemsnitstemperatur). På længere sigt har forskellene været endnu mere markante med forskelle op til 10 grader jf. varmen på dinosaurenes tid. [se også her].
Atter en gang må det derfor påpeges at den eneste afgørende udfordring vi står over er nogle politikere, der er blevet endnu mere skråsikre på, at klimaprofetierne fra det lidet troværdige FN holder stik.
Tidligere bragt i DATO den 28. februar
Den nysgerrige læser vil straks spørge: Hvad skete der så for ca. 30 år siden? Svaret er at man i perioden 1940-1970 havde en periode med tiltagende kulde. Bemærk derfor venligst, at netop når det gælder polerne er det typiske, at man kun fokuserer på de sidste 30 år.
I 1970'erne kunne man således omvendt opleve en frygtskabelse for en ny istid. Det mente man ligeledes var et politisk anliggende, lige indtil tendensen skiftede.
Så hvad er det nye? Svaret er mere omtale og mere presse. Stigningen i den globale gennemsnitstemperatur er derimod den samme, det vil sige ca. 0,6-0,8 grader Celsius fra slutningen af 1800-tallet. (Ifølge nogle forskere er tallet dog oppustet som følge lokal varme fra byer)
Men hvad skete der så før denne temperaturstigning fra slutningen af 1800-tallet, spørger atter den videbegærlige læser. Ja, da faldt temperaturen! Det gjorde den vel at mærke fra en gang i 1500-tallet.
Sådan er det med klimaet: Det bliver enten koldere eller varmere. Indenfor de sidste 3000 år har der således været uregelmæssige stigninger og fald med forskelle på ca. tre grader celius (atter hvad angår denne omdiskuterede gennemsnitstemperatur). På længere sigt har forskellene været endnu mere markante med forskelle op til 10 grader jf. varmen på dinosaurenes tid. [se også her].
Atter en gang må det derfor påpeges at den eneste afgørende udfordring vi står over er nogle politikere, der er blevet endnu mere skråsikre på, at klimaprofetierne fra det lidet troværdige FN holder stik.
Tidligere bragt i DATO den 28. februar
14. januar 2007
Den politiserede og afprivatiserede videnskab
Tæppe af svovl kan beskytte jorden mod solen og Energisk indsats for at afkøle kloden lyder lørdagens klima-bulletiner i Jyllands-Posten (14/10/2006).
Og denne energiskhed skal komme fra offentligt ansatte? I kraft at statslige projekter?! Affødt af en problemstilling præsenteret af statsansatte, der - i tryghed og beskyttet mod usikkerheden forbundet med privatansættelse - lever af at fremskrive tendenser til glæde for politiske meningsdannere?
Hvad er det vi har lært de seneste to hundrede år, om statsmagtens evne til at gøre en positiv forskel? Hvad med Nordkorea, Cuba, Sovjet eller Kina? Eller for den sags skyld: Hvad med FN-systemets evne til at tackle nogle langt mere simple problemstillinger, såsom at sikre den afrikanske befolkning deres ret til at leve i frihed uden frygt for tyranners undertrykkelse?!
Og hvordan er det nu, det forholder sig med de skandinaviske staters evne til at gøre mennesker selvstændige, økonomisk frie og selvrespekterende individer, der ikke lærer at fremhæve egne svagheder som adgangsbillet til ydelser, støtte og tilskud? - Hvordan er det lige, det forholder sig med den offentlige sektors fortrængning af private virksomheder i Danmark i almindelighed?
Ja, hvorfor i grunden ikke diskutere sammenhængen mellem den generelle tendens til klientskabelse og statslig afhængighed de seneste fire årtier, og så universiteternes "tendens- og fremskrivnings-industri", der navnlig er blomstret op siden 1960'erne og 1970'erne?
Hvordan kan det på én og samme tid være, at såkaldte videnskabsmænd og -kvinder bliver ved med at postulere simple sammenhænge mellem CO2-indholdet i atomsfæren og global opvarmning; mens de indrømmer, at planten er kompleks, omskiftelig og foranderlig, og at vejrudsigten i øvrigt sjældent passer?
- Når nu selv lukkede eksperimenter er omgæret af stor debat og diskussion, - hvordan kan det så være, at eksempelvis Miljøministeren kan blive ved med at fremture med påstanden om konsensus, når det gælder forklaringer og vurderinger angående ovenstående komplekse forhold?
Og hvorfor er det, at tendensen til nedkøling de sidste 65 millioner år sjældent diskuteres, men den ganske svage opvarmning navnlig siden 1970'erne, hvor vi netop forlod en 30-årig periode med tiltagende kulde (!), kan opnå så stor opmærksomhed?!
Kunne svaret på ovenstående spørgsmål monstro handle om, at videnskaben er blevet politiseret og afprivatiseret?
Og denne energiskhed skal komme fra offentligt ansatte? I kraft at statslige projekter?! Affødt af en problemstilling præsenteret af statsansatte, der - i tryghed og beskyttet mod usikkerheden forbundet med privatansættelse - lever af at fremskrive tendenser til glæde for politiske meningsdannere?
Hvad er det vi har lært de seneste to hundrede år, om statsmagtens evne til at gøre en positiv forskel? Hvad med Nordkorea, Cuba, Sovjet eller Kina? Eller for den sags skyld: Hvad med FN-systemets evne til at tackle nogle langt mere simple problemstillinger, såsom at sikre den afrikanske befolkning deres ret til at leve i frihed uden frygt for tyranners undertrykkelse?!
Og hvordan er det nu, det forholder sig med de skandinaviske staters evne til at gøre mennesker selvstændige, økonomisk frie og selvrespekterende individer, der ikke lærer at fremhæve egne svagheder som adgangsbillet til ydelser, støtte og tilskud? - Hvordan er det lige, det forholder sig med den offentlige sektors fortrængning af private virksomheder i Danmark i almindelighed?
Ja, hvorfor i grunden ikke diskutere sammenhængen mellem den generelle tendens til klientskabelse og statslig afhængighed de seneste fire årtier, og så universiteternes "tendens- og fremskrivnings-industri", der navnlig er blomstret op siden 1960'erne og 1970'erne?
Hvordan kan det på én og samme tid være, at såkaldte videnskabsmænd og -kvinder bliver ved med at postulere simple sammenhænge mellem CO2-indholdet i atomsfæren og global opvarmning; mens de indrømmer, at planten er kompleks, omskiftelig og foranderlig, og at vejrudsigten i øvrigt sjældent passer?
- Når nu selv lukkede eksperimenter er omgæret af stor debat og diskussion, - hvordan kan det så være, at eksempelvis Miljøministeren kan blive ved med at fremture med påstanden om konsensus, når det gælder forklaringer og vurderinger angående ovenstående komplekse forhold?
Og hvorfor er det, at tendensen til nedkøling de sidste 65 millioner år sjældent diskuteres, men den ganske svage opvarmning navnlig siden 1970'erne, hvor vi netop forlod en 30-årig periode med tiltagende kulde (!), kan opnå så stor opmærksomhed?!
Kunne svaret på ovenstående spørgsmål monstro handle om, at videnskaben er blevet politiseret og afprivatiseret?
3. januar 2007
En "klar konsensus"
Vi nærmer os det tidspunkt, hvor en milliard mennesker vil være i besiddelse af en mobiltelefon. I takt med udviklingen af den globale og kapitalistiske arbejdsdeling; det vi til daglig kalder globalisering, bliver moderne varer billigere, mere tilgængelige og/eller bedre. Markedet gavner således masserne.
Imidlertid bryder hverken miljøbevægelsen eller de mere traditionelle socialister sig om markedsøkonomi. Miljøfolkene begrunder modstanden med at markedet producerer det, de kalder for ”overflod”. Det vil sige, at andre end dem selv køber varer og ydelser, som denne udvalgte skare mener, er unødvendige. De mere traditionelle socialister er derimod modstandere af markedsøkonomien ud fra en ide om, at markedet skaber fattigdom (- altså det stik modsatte af overflod). Der findes således ingen klar socialistisk konsensus om, hvad markedsøkonomien er.
I en tidsalder domineret af demagoger, der behersker kunsten at promovere modstridende påstande; og med et publikum, der fra en tidlig alder er blevet vænnet til påstanden om, at A på samme tid kan være A - og ikke-A (hvorfor partier som Enhedlisten (navnet!) har såvel traditionelle socialister (tilhængere af forarmelses-scenariet) samt neo-socialister (kritikere af overflod-samfundet), er det således ikke overraskende, at man kan slippe helskindet fra at påstå, at kvoter både reducerer den økonomiske vækst, og samtidig øger væksten.
I en verden domineret af mystikere kan man uden fare for sin politiske karriere hævde, at man ved at opstille flere barrierer for menneskeligt initiativ og handlekraft, vil se en opblomstring af nye former for teknologi; og at man ved at begrænse væksten derfor vil se udviklingen af en ikke-CO2-udledende bil, der (som Svend Auken angiveligt ønsker det), ikke skal kunne køre stærkere end 60 km i timen, og som vi i takt med stigende skatter og afgifter uden besvær vil have råd til at investere i. (Imidlertid har selv lande som Cypern, Libanon og Spanien nu en højere grad af bil-ejerskab end det afgiftsplagede Danmark. Svaret på hvordan flere får råd til et personligt transportmiddel vil ifølge Auken formentlig være at afgifterne blot skal være endnu højere…).
Man kan - jævnfør klimakonferencen i Montreal - også tale om en ”klar konsensus”, og som skandinavisk politiker så referere til det klimascenarium, der fortæller om øget kulde i Nordeuropa (som følge af en ændring i golfstrømmen bane), - for så et split-sekund senere benytte sig af det scenario, der handler om, at vi må berede os på et varmere og mere fugtigt Nordeuropa.
Således er der en ”klar konsensus” om, at det enten bliver varmere eller koldere; og helt aktuelt har der inden for den seneste måned været en ”klar konsensus” om, at denne vinter enten bliver mild eller streng.
I overensstemmelse med ovenstående burde det derfor ikke undre, at analyser af EU-samarbejdet i vid udstrækning nu er overladt til personer, der primært benytter sig af fodboldanalogier eller sammenligner EU’s opgaveudvidelse (herunder administration af kvoteordninger) med togdrift. - Derfor er det blot et spørgsmål om tid, før kommentatorer vil hævde at der er en ”klar konsensus” om at implementere Forfatningstraktaten, trods det forhold, at den ikke desto mindre er blevet forkastet i store dele af Europa.
Med analytikere og kommentatorer, hvis opgave det er at beskrive konsekvenser og forklare komplekse politiske sammenhænge, men som i stedet underholder med fodboldanalogier og pølsesnak om togdrift, kan det næppe undre, at fremtiden ifølge de politiske meningsdannere nu skal findes i en kvoteordning. Hjernen er tydeligvis blevet efterladt på perronen.
Imidlertid bryder hverken miljøbevægelsen eller de mere traditionelle socialister sig om markedsøkonomi. Miljøfolkene begrunder modstanden med at markedet producerer det, de kalder for ”overflod”. Det vil sige, at andre end dem selv køber varer og ydelser, som denne udvalgte skare mener, er unødvendige. De mere traditionelle socialister er derimod modstandere af markedsøkonomien ud fra en ide om, at markedet skaber fattigdom (- altså det stik modsatte af overflod). Der findes således ingen klar socialistisk konsensus om, hvad markedsøkonomien er.
I en tidsalder domineret af demagoger, der behersker kunsten at promovere modstridende påstande; og med et publikum, der fra en tidlig alder er blevet vænnet til påstanden om, at A på samme tid kan være A - og ikke-A (hvorfor partier som Enhedlisten (navnet!) har såvel traditionelle socialister (tilhængere af forarmelses-scenariet) samt neo-socialister (kritikere af overflod-samfundet), er det således ikke overraskende, at man kan slippe helskindet fra at påstå, at kvoter både reducerer den økonomiske vækst, og samtidig øger væksten.
I en verden domineret af mystikere kan man uden fare for sin politiske karriere hævde, at man ved at opstille flere barrierer for menneskeligt initiativ og handlekraft, vil se en opblomstring af nye former for teknologi; og at man ved at begrænse væksten derfor vil se udviklingen af en ikke-CO2-udledende bil, der (som Svend Auken angiveligt ønsker det), ikke skal kunne køre stærkere end 60 km i timen, og som vi i takt med stigende skatter og afgifter uden besvær vil have råd til at investere i. (Imidlertid har selv lande som Cypern, Libanon og Spanien nu en højere grad af bil-ejerskab end det afgiftsplagede Danmark. Svaret på hvordan flere får råd til et personligt transportmiddel vil ifølge Auken formentlig være at afgifterne blot skal være endnu højere…).
Man kan - jævnfør klimakonferencen i Montreal - også tale om en ”klar konsensus”, og som skandinavisk politiker så referere til det klimascenarium, der fortæller om øget kulde i Nordeuropa (som følge af en ændring i golfstrømmen bane), - for så et split-sekund senere benytte sig af det scenario, der handler om, at vi må berede os på et varmere og mere fugtigt Nordeuropa.
Således er der en ”klar konsensus” om, at det enten bliver varmere eller koldere; og helt aktuelt har der inden for den seneste måned været en ”klar konsensus” om, at denne vinter enten bliver mild eller streng.
I overensstemmelse med ovenstående burde det derfor ikke undre, at analyser af EU-samarbejdet i vid udstrækning nu er overladt til personer, der primært benytter sig af fodboldanalogier eller sammenligner EU’s opgaveudvidelse (herunder administration af kvoteordninger) med togdrift. - Derfor er det blot et spørgsmål om tid, før kommentatorer vil hævde at der er en ”klar konsensus” om at implementere Forfatningstraktaten, trods det forhold, at den ikke desto mindre er blevet forkastet i store dele af Europa.
Med analytikere og kommentatorer, hvis opgave det er at beskrive konsekvenser og forklare komplekse politiske sammenhænge, men som i stedet underholder med fodboldanalogier og pølsesnak om togdrift, kan det næppe undre, at fremtiden ifølge de politiske meningsdannere nu skal findes i en kvoteordning. Hjernen er tydeligvis blevet efterladt på perronen.
31. december 2006
Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet
Omkring 80 procent af befolkningen er medlem af Folkekirken, og abonnerer dermed formelt på en form for religiøsitet.
Mere betegnede for trosretningers indflydelse, end dette medlemskab, er dog mængden af værdier i samfundet som dele af befolkningen i et eller andet omfang tager for givet: det vil sige værdier, man har overtaget og betragter som godartede - som en del af det, der hører troen til - herunder blandt andet den altruisme, som kristendommen bygger på.
Altruismen - dette med at tillægge det en positiv værdi at ofre sig selv for andres skyld, og at leve mere for andre, mere end for sig selv (jf. skattetrykket) - er for det første noget langt mere konkret end begrebet ”kristendom". For det andet er denne "værdi" langt mere beskrivende for religiøsitetens indflydelse i samfundet.
Religiøst funderede værdier, såsom den religiøst funderede altruisme, kan man også kalde for ”ikke-organiseret religiøsitet”. Her menes religiøsitet, forstået som det man accepterer, som en del af det, der hører troen til, men som ikke behøver en organisation.
Der kan med religiøse ideer være tale om påstande eller værdier, hvis grundlag, man ikke har sat sig nøjere ind i, men hvor man alligevel accepterer disse ideer, uden en begrundelse, der på logisk vis bygger på noget iagttageligt i virkelighedens verden.
Kendetegnet ved troen og religiøsiteten er således, at den er dogmatisk.
Der er mange andre betegnelser end dogme for dette fænomen, det vil sige de tros-baserede ideer: eksempelvis trosbaseret opbakning til tradition, norm - eller i yderste tilfælde fundamentalisme, det vil sige støtten til den ekstreme religiøse dogmatisme, som vi især finder den hos islamister men også hos kristne i Danmark og USA.
Man kan med religiøsitet i den bredere forstand således iagttage, at en given norm eller tradition forsvares alene med, at der er tale om en norm eller en tradition, - og eksempelvis ved henvisningen til at adfærden bevarer sammenhængskraften.
Religiøsitet kan således via denne mere omfattende indfaldsvinkel ses som en særdeles dominerende faktor i samfundet, hvis man omfatter religiøsitet til det som ikke får en begrundelse i virkeligheden, men som alligevel bliver accepteret som noget værdifuldt.
- Ja faktisk er der meget, der tyder på, at religiøse indstillinger ikke blot er endog meget udbredte, men at religiøsitet – også hvis man ser bort fra islamismen – er i fremmarch på et plan, der kan vise sig at blive særdeles truende, allerede i løbet af de kommende årtier for såvel den politiske som den økonomiske frihed; det vil også sige for friheden og evnen til at tænke selv.
Hvorfor er der så for de religiøse tale om et gode, når der ikke kan identificeres en rationel og konsistent begrundelse for adfærden og/eller værdien?
Som oftest refereres der her til, at mange bakker op omkring dette religiøse fænomen: - Det er normalt at tro på gud (mange gør det), det er en norm, et dogme - og også en tradition. Denne form for argumentation er cirkulær: Det normale får her status af at være det gode, og det gode regnes (som en trossætning) til at være det, som er det normale.
Først hvis der mere stædigt spørges ind til, om det kan retfærdiggøres at tro på gud eller de religiøse værdier, vil der følge en række hjælpeargumenter, såsom at gudfrygtighed er et gode for samfundet og/eller for den enkelte.
I kraft af religiøsiteten, nytter det imidlertid sjældent at spørge den religiøse, om der sådan i realiteten er grund (på engelsk reason) til at tro på gud, eller til at bekende sig til andre ubegrundede overbevisninger; det vil sige, om der er noget som helst, der kan identificeres, der giver anledning til overhovedet at opstille en hypotese om én gud eller guder, og dermed også om der er grund til at acceptere værdierne knyttet til religionen, sådan som disse ideer er præsenteret historisk.
Her er vi måske inde ved kernen i religiøsiteten, og dens før-moderne og primitive oprindelse:
- Når det gælder troen er man begyndt ”bagfra”: Nogle føler et behov, eksempelvis for noget mere end erkendelsen af det fysiske samt af vores og dyrenes bevidstheder. Dette behov for noget mere, har sine psykologiske årsager. Og tilbage i forhistorisk tid har der været gode begrundelser for at forestille sig et svar på alle de ting, man ikke kunne forstå. Det har med andre ord været vanskeligt for de fleste primitive mennesker ikke at have religiøse tilbøjeligheder alene eftersom begrebsapparatet og evnen til erkendelse var så ringe udviklet.
Disse årsager og dette indre behov bliver nu afsættet til et udadrettet forsvar: Det man ønsker, skal være det gældende, det forsvarer man. Det gør man ikke, fordi man ved at fænomenet findes eller at man ved at ”værdien” er værdifuld, men fordi man tror (på) det. Med andre ord: Man vil troen.
Imidlertid er ovenstående religiøse adfærd ikke uden vidtrækkende og ofte katastrofale konsekvenser. - For der er i virkeligheden med den religiøse indstilling tale om en metode, det vil sige en måde at gribe verden an på, der er i strid med den i dag langt mere normale adfærd, der tilsiger at tingene ikke er, bare fordi vi ønsker at de skal være det.
Den virkeligt normale (og godartede) moderne indstilling tilsiger, at vi kun accepterer fænomener eller værdier, hvis der er en solid og vægtig grund til at gøre det.
Det vil sige: virkeligheden og vores fornuft er standarden for hvad der kan, og ikke kan, accepteres.
Konflikten og modstriden handler således om, at man ikke kan integrere den normale verdslige tilgang/metode med den religiøse: - Når man handler religiøst, så handler man ikke på samme tid verdsligt og rationelt i overensstemmelse med den metode, der fortæller os, at man må acceptere det der kan iagttages, og integreres under den samme metode, og som samtidig tilsiger, at man ikke er i stand til at acceptere og handle ud fra mere eller noget andet end dette.
Accepten af den objektive virkelighed og fornuften som målestok sætter dermed solide grænser for hvad man kan - og ikke kan - vedkende sig. Standarden for det acceptable ligger dermed netop i det fysisk iagttagelige, og i hvad der kan erkendes ved fornuftens brug.
Hvis nogle taler om troen på en flyvende hest, så tilsiger den religiøse metode således accept, hvis og såfremt man føler et behov for en flyvende hest, det vil sige hvis man tror, at det er godt at tro på denne. (Og hvis man som religiøs samtidig fornemmer at omgivelserne vil acceptere dette). I kraft af den verdslige metode vil man derimod ikke tillægge troen på noget sådant nogen betydning, med mindre der er fysiske, iagttagelige og konkrete grunde til at gøre det. Standarden for accepten af en flyvende hest er således, om man ved at hesten findes - eller ikke – uanset hvad man så føler. Den samme standard kan vel at mærke, anlægges for accepten og valget af værdier, det vil sige hvad der er rigtigt og forkert, moralsk og umoralsk.
Den religiøse og den verdslige metode er således ikke forenelig.
Kassetænkning
En dårlig ”løsning” på denne uforenelighed, er, at mange opererer med to mentale kasser i deres bevidsthed: - en religiøs og en verdslig. Disse to mentale kasser kan stå i vidt forskellige størrelsesforhold indbyrdes. Problemet er dog, at der ikke kan opstilles en regel for, hvor meget eller hvor lidt de to kasser skal fylde i ens tilværelse, – jævnfør det forhold, at der er tale om modstridende tilgange til verden, og dermed også om konfliktende verdensbilleder, – og herunder om to forskellige afsæt for at vælge sine værdier: det vil sige den verdslige/fornuftsorienterede - og så den religiøse.
Med det ovenstående in mente kan man derfor vende sig mod at forholde sig til konsekvenserne, der således netop vil være vidtrækkende og katastrofale i kraft af denne konflikt mellem fornuft og religiøsitet.
Et religiøst verdensbillede er således netop at betegne som et system på samme måde som et verdsligt. Og måden man accepterer fænomener på, er rent faktisk underordnet i forhold til måden, som man vælger sine værdier på. Vi handler nu engang ud fra vores værdier, og ikke ud fra hvilke fænomener, vi tror/ved, at der findes. Det er i stedet netop ideerne om hvad der er rigtigt og forkert, der er så forskellige, som også forklarer omfanget af alverdens konflikter.
Det er omvendt overfladisk at tro, at forskellen og konflikterne mellem forskellige trosretninger skulle bygge på eksempelvis synet på Muhammed eller Jesus' status i forhold til - ideen om - Gud.
Kristnes og muslimers forskellige adfærd er dermed i stedet netop bestemt af forskellige kodekser, det vil sige værdisystemer, som vel at mærke er trosbaserede. Og det er dette, der er det centrale.
På samme måde bliver man ikke klogere af at konstatere, at et menneske er ateist, uden at man sætter sig ind om vedkommende abonnerer på værdier, der eksempelvis kan være individualistiske og frihedsorienterede, eller kollektivistiske og orienterede mod brugen af statsmagten til at forfølge alverdens mål (Det sidste kan man kalde "verdslig statsreligiøsitet"). Om man tror eller ikke tror på gud, er således i sig selv mindre vigtigt i forhold til, hvilke værdier, man har valgt (og hvordan man har valgt dem).
På samme måde som et verdsligt verdensbillede kan opbygges systematisk og sammenhængende, kan et religiøst verdensbillede derfor også opbygges på en altomfattende og total facon. Det sidste kalder vi fundamentalisme, og er noget vi fokuserer meget på. Kassetænkningen, der vedrører flere, glemmer vi ofte (måske af samme grund) at beskæftige os med.
- Men det religiøse verdensbillede kan vel at mærke ikke konsekvent integreres med førstnævnte, da det er i modstrid med dette. Det skyldes at det ønskværdige i det religiøse verdensbillede spiller en rolle som et afsæt for, hvad man accepterer som det mulige. Dermed bekæmper man samtidig sin egen sans for virkeligheden, det vil også sige evnen til at bruge fornuften.
Selv om der er tale om noget altomfattende, er der derfor alligevel med den religiøse tilgang ikke tale om en rigtig ”metode”, eftersom følelser i denne tilgang spiller en primær rolle, og fornuften af samme grund er skubbet i baggrunden, – og i visse tilfælde er fornuften helt og aldeles blevet fortrængt.
Den verdslige tilgang er derimod en metode til at orientere sig i denne verden, hvor man gør dette ved at bruge sin fornuft; og hvor man vælger værdier ved hjælp af fornuftens brug. Der vil således med fornuftens metode være en sammenhæng mellem ideen om, hvad der kan eksistere, og så hvilke værdier man vil nå frem til at vælge. Sammenhængen findes således i, at den naturvidenskabeligt orienterede, vil være mere bevidst om, at man kan vælge og at man selv er i stand til at tage stilling og vælge mellem forskellige værdier, og dermed vil vedkommende være mere bevidst om, hvem det er, der træffer valgene her i livet.
Det verdslige verdensbillede er dermed individcentreret og omfatter fri vilje. Det religiøse individ vil i højere grad være mere skæbneorienteret, og tillægge enten samfund, velfærdsstat eller andre fænomener større betydning, - end evnen til at træffe selvstændige valg.
Konklusion
Var der bare tale om accepten af fænomener (og ikke værdier) baseret på enten tro eller viden var der i stedet for tale om en forholdsvis afgrænset konflikt. Og de reelle konsekvenser i verden ville være begrænsede: De der troede på væsner i kraft af den alternative metode ville ikke have den store indflydelse på politik og samfundsforhold, og dermed i praksis ikke på graden af fremskridt eller tilbageståenhed. Men de troende har også politiske ambitioner.
Troen på overnaturlige fænomener er således netop ikke det primære for den religiøse; men det er derimod netop værdierne, som man tilsvarende er nået frem til via ”ønskemetoden”: det vil sige ikke i kraft fornuftsbaserede overvejelser, men fordi man føler, at der med de valgte værdier er tale om noget godt; og hvor man tilsvarende tror at modstridende værdier, end de der er overleveret via troen, er at beskrive som slette.
Ligesom troen på fænomenerne (på gud eller guder), så er religiøse værdier dermed alene i kraft af den religiøse metode at beskrive som ikke-fornuftsbaserede værdier. De er dermed samtidig at beskrive som irrationelle, alene fordi man er nået frem til dem i kraft af troen; - dette gælder derfor uanset hvor mange eller hvor få mennesker, der abonnerer på disse ideer og værdier.
Virkeligheden kan man imidlertid ikke stemme om. Den er her bare.
Velstanden i samfundet er der imidlertid ikke bare. Den skal skabes. - Og dertil kræves en vedholdende brug af fornuften – også - og historisk set netop - på religiøsitetens bekostning.
Det positive budskab i ovenstående er således, at man ved hjælp af sin fornuft kan vælge værdier, der gør det muligt at orientere sig i verden, – på nøjagtig samme måde som man i almindelighed kan vælge at orientere sig ved hjælp af fornuftens metode, det vil sige ved at bruge sit sanseapparat. Standarden for at kunne gøre begge dele er accepten af en objektiv virkelighed samt en anerkendelse af fornuftens suverænitet.
Mere betegnede for trosretningers indflydelse, end dette medlemskab, er dog mængden af værdier i samfundet som dele af befolkningen i et eller andet omfang tager for givet: det vil sige værdier, man har overtaget og betragter som godartede - som en del af det, der hører troen til - herunder blandt andet den altruisme, som kristendommen bygger på.
Altruismen - dette med at tillægge det en positiv værdi at ofre sig selv for andres skyld, og at leve mere for andre, mere end for sig selv (jf. skattetrykket) - er for det første noget langt mere konkret end begrebet ”kristendom". For det andet er denne "værdi" langt mere beskrivende for religiøsitetens indflydelse i samfundet.
Religiøst funderede værdier, såsom den religiøst funderede altruisme, kan man også kalde for ”ikke-organiseret religiøsitet”. Her menes religiøsitet, forstået som det man accepterer, som en del af det, der hører troen til, men som ikke behøver en organisation.
Der kan med religiøse ideer være tale om påstande eller værdier, hvis grundlag, man ikke har sat sig nøjere ind i, men hvor man alligevel accepterer disse ideer, uden en begrundelse, der på logisk vis bygger på noget iagttageligt i virkelighedens verden.
Kendetegnet ved troen og religiøsiteten er således, at den er dogmatisk.
Der er mange andre betegnelser end dogme for dette fænomen, det vil sige de tros-baserede ideer: eksempelvis trosbaseret opbakning til tradition, norm - eller i yderste tilfælde fundamentalisme, det vil sige støtten til den ekstreme religiøse dogmatisme, som vi især finder den hos islamister men også hos kristne i Danmark og USA.
Man kan med religiøsitet i den bredere forstand således iagttage, at en given norm eller tradition forsvares alene med, at der er tale om en norm eller en tradition, - og eksempelvis ved henvisningen til at adfærden bevarer sammenhængskraften.
Religiøsitet kan således via denne mere omfattende indfaldsvinkel ses som en særdeles dominerende faktor i samfundet, hvis man omfatter religiøsitet til det som ikke får en begrundelse i virkeligheden, men som alligevel bliver accepteret som noget værdifuldt.
- Ja faktisk er der meget, der tyder på, at religiøse indstillinger ikke blot er endog meget udbredte, men at religiøsitet – også hvis man ser bort fra islamismen – er i fremmarch på et plan, der kan vise sig at blive særdeles truende, allerede i løbet af de kommende årtier for såvel den politiske som den økonomiske frihed; det vil også sige for friheden og evnen til at tænke selv.
Hvorfor er der så for de religiøse tale om et gode, når der ikke kan identificeres en rationel og konsistent begrundelse for adfærden og/eller værdien?
Som oftest refereres der her til, at mange bakker op omkring dette religiøse fænomen: - Det er normalt at tro på gud (mange gør det), det er en norm, et dogme - og også en tradition. Denne form for argumentation er cirkulær: Det normale får her status af at være det gode, og det gode regnes (som en trossætning) til at være det, som er det normale.
Først hvis der mere stædigt spørges ind til, om det kan retfærdiggøres at tro på gud eller de religiøse værdier, vil der følge en række hjælpeargumenter, såsom at gudfrygtighed er et gode for samfundet og/eller for den enkelte.
I kraft af religiøsiteten, nytter det imidlertid sjældent at spørge den religiøse, om der sådan i realiteten er grund (på engelsk reason) til at tro på gud, eller til at bekende sig til andre ubegrundede overbevisninger; det vil sige, om der er noget som helst, der kan identificeres, der giver anledning til overhovedet at opstille en hypotese om én gud eller guder, og dermed også om der er grund til at acceptere værdierne knyttet til religionen, sådan som disse ideer er præsenteret historisk.
Her er vi måske inde ved kernen i religiøsiteten, og dens før-moderne og primitive oprindelse:
- Når det gælder troen er man begyndt ”bagfra”: Nogle føler et behov, eksempelvis for noget mere end erkendelsen af det fysiske samt af vores og dyrenes bevidstheder. Dette behov for noget mere, har sine psykologiske årsager. Og tilbage i forhistorisk tid har der været gode begrundelser for at forestille sig et svar på alle de ting, man ikke kunne forstå. Det har med andre ord været vanskeligt for de fleste primitive mennesker ikke at have religiøse tilbøjeligheder alene eftersom begrebsapparatet og evnen til erkendelse var så ringe udviklet.
Disse årsager og dette indre behov bliver nu afsættet til et udadrettet forsvar: Det man ønsker, skal være det gældende, det forsvarer man. Det gør man ikke, fordi man ved at fænomenet findes eller at man ved at ”værdien” er værdifuld, men fordi man tror (på) det. Med andre ord: Man vil troen.
Imidlertid er ovenstående religiøse adfærd ikke uden vidtrækkende og ofte katastrofale konsekvenser. - For der er i virkeligheden med den religiøse indstilling tale om en metode, det vil sige en måde at gribe verden an på, der er i strid med den i dag langt mere normale adfærd, der tilsiger at tingene ikke er, bare fordi vi ønsker at de skal være det.
Den virkeligt normale (og godartede) moderne indstilling tilsiger, at vi kun accepterer fænomener eller værdier, hvis der er en solid og vægtig grund til at gøre det.
Det vil sige: virkeligheden og vores fornuft er standarden for hvad der kan, og ikke kan, accepteres.
Konflikten og modstriden handler således om, at man ikke kan integrere den normale verdslige tilgang/metode med den religiøse: - Når man handler religiøst, så handler man ikke på samme tid verdsligt og rationelt i overensstemmelse med den metode, der fortæller os, at man må acceptere det der kan iagttages, og integreres under den samme metode, og som samtidig tilsiger, at man ikke er i stand til at acceptere og handle ud fra mere eller noget andet end dette.
Accepten af den objektive virkelighed og fornuften som målestok sætter dermed solide grænser for hvad man kan - og ikke kan - vedkende sig. Standarden for det acceptable ligger dermed netop i det fysisk iagttagelige, og i hvad der kan erkendes ved fornuftens brug.
Hvis nogle taler om troen på en flyvende hest, så tilsiger den religiøse metode således accept, hvis og såfremt man føler et behov for en flyvende hest, det vil sige hvis man tror, at det er godt at tro på denne. (Og hvis man som religiøs samtidig fornemmer at omgivelserne vil acceptere dette). I kraft af den verdslige metode vil man derimod ikke tillægge troen på noget sådant nogen betydning, med mindre der er fysiske, iagttagelige og konkrete grunde til at gøre det. Standarden for accepten af en flyvende hest er således, om man ved at hesten findes - eller ikke – uanset hvad man så føler. Den samme standard kan vel at mærke, anlægges for accepten og valget af værdier, det vil sige hvad der er rigtigt og forkert, moralsk og umoralsk.
Den religiøse og den verdslige metode er således ikke forenelig.
Kassetænkning
En dårlig ”løsning” på denne uforenelighed, er, at mange opererer med to mentale kasser i deres bevidsthed: - en religiøs og en verdslig. Disse to mentale kasser kan stå i vidt forskellige størrelsesforhold indbyrdes. Problemet er dog, at der ikke kan opstilles en regel for, hvor meget eller hvor lidt de to kasser skal fylde i ens tilværelse, – jævnfør det forhold, at der er tale om modstridende tilgange til verden, og dermed også om konfliktende verdensbilleder, – og herunder om to forskellige afsæt for at vælge sine værdier: det vil sige den verdslige/fornuftsorienterede - og så den religiøse.
Med det ovenstående in mente kan man derfor vende sig mod at forholde sig til konsekvenserne, der således netop vil være vidtrækkende og katastrofale i kraft af denne konflikt mellem fornuft og religiøsitet.
Et religiøst verdensbillede er således netop at betegne som et system på samme måde som et verdsligt. Og måden man accepterer fænomener på, er rent faktisk underordnet i forhold til måden, som man vælger sine værdier på. Vi handler nu engang ud fra vores værdier, og ikke ud fra hvilke fænomener, vi tror/ved, at der findes. Det er i stedet netop ideerne om hvad der er rigtigt og forkert, der er så forskellige, som også forklarer omfanget af alverdens konflikter.
Det er omvendt overfladisk at tro, at forskellen og konflikterne mellem forskellige trosretninger skulle bygge på eksempelvis synet på Muhammed eller Jesus' status i forhold til - ideen om - Gud.
Kristnes og muslimers forskellige adfærd er dermed i stedet netop bestemt af forskellige kodekser, det vil sige værdisystemer, som vel at mærke er trosbaserede. Og det er dette, der er det centrale.
På samme måde bliver man ikke klogere af at konstatere, at et menneske er ateist, uden at man sætter sig ind om vedkommende abonnerer på værdier, der eksempelvis kan være individualistiske og frihedsorienterede, eller kollektivistiske og orienterede mod brugen af statsmagten til at forfølge alverdens mål (Det sidste kan man kalde "verdslig statsreligiøsitet"). Om man tror eller ikke tror på gud, er således i sig selv mindre vigtigt i forhold til, hvilke værdier, man har valgt (og hvordan man har valgt dem).
På samme måde som et verdsligt verdensbillede kan opbygges systematisk og sammenhængende, kan et religiøst verdensbillede derfor også opbygges på en altomfattende og total facon. Det sidste kalder vi fundamentalisme, og er noget vi fokuserer meget på. Kassetænkningen, der vedrører flere, glemmer vi ofte (måske af samme grund) at beskæftige os med.
- Men det religiøse verdensbillede kan vel at mærke ikke konsekvent integreres med førstnævnte, da det er i modstrid med dette. Det skyldes at det ønskværdige i det religiøse verdensbillede spiller en rolle som et afsæt for, hvad man accepterer som det mulige. Dermed bekæmper man samtidig sin egen sans for virkeligheden, det vil også sige evnen til at bruge fornuften.
Selv om der er tale om noget altomfattende, er der derfor alligevel med den religiøse tilgang ikke tale om en rigtig ”metode”, eftersom følelser i denne tilgang spiller en primær rolle, og fornuften af samme grund er skubbet i baggrunden, – og i visse tilfælde er fornuften helt og aldeles blevet fortrængt.
Den verdslige tilgang er derimod en metode til at orientere sig i denne verden, hvor man gør dette ved at bruge sin fornuft; og hvor man vælger værdier ved hjælp af fornuftens brug. Der vil således med fornuftens metode være en sammenhæng mellem ideen om, hvad der kan eksistere, og så hvilke værdier man vil nå frem til at vælge. Sammenhængen findes således i, at den naturvidenskabeligt orienterede, vil være mere bevidst om, at man kan vælge og at man selv er i stand til at tage stilling og vælge mellem forskellige værdier, og dermed vil vedkommende være mere bevidst om, hvem det er, der træffer valgene her i livet.
Det verdslige verdensbillede er dermed individcentreret og omfatter fri vilje. Det religiøse individ vil i højere grad være mere skæbneorienteret, og tillægge enten samfund, velfærdsstat eller andre fænomener større betydning, - end evnen til at træffe selvstændige valg.
Konklusion
Var der bare tale om accepten af fænomener (og ikke værdier) baseret på enten tro eller viden var der i stedet for tale om en forholdsvis afgrænset konflikt. Og de reelle konsekvenser i verden ville være begrænsede: De der troede på væsner i kraft af den alternative metode ville ikke have den store indflydelse på politik og samfundsforhold, og dermed i praksis ikke på graden af fremskridt eller tilbageståenhed. Men de troende har også politiske ambitioner.
Troen på overnaturlige fænomener er således netop ikke det primære for den religiøse; men det er derimod netop værdierne, som man tilsvarende er nået frem til via ”ønskemetoden”: det vil sige ikke i kraft fornuftsbaserede overvejelser, men fordi man føler, at der med de valgte værdier er tale om noget godt; og hvor man tilsvarende tror at modstridende værdier, end de der er overleveret via troen, er at beskrive som slette.
Ligesom troen på fænomenerne (på gud eller guder), så er religiøse værdier dermed alene i kraft af den religiøse metode at beskrive som ikke-fornuftsbaserede værdier. De er dermed samtidig at beskrive som irrationelle, alene fordi man er nået frem til dem i kraft af troen; - dette gælder derfor uanset hvor mange eller hvor få mennesker, der abonnerer på disse ideer og værdier.
Virkeligheden kan man imidlertid ikke stemme om. Den er her bare.
Velstanden i samfundet er der imidlertid ikke bare. Den skal skabes. - Og dertil kræves en vedholdende brug af fornuften – også - og historisk set netop - på religiøsitetens bekostning.
Det positive budskab i ovenstående er således, at man ved hjælp af sin fornuft kan vælge værdier, der gør det muligt at orientere sig i verden, – på nøjagtig samme måde som man i almindelighed kan vælge at orientere sig ved hjælp af fornuftens metode, det vil sige ved at bruge sit sanseapparat. Standarden for at kunne gøre begge dele er accepten af en objektiv virkelighed samt en anerkendelse af fornuftens suverænitet.
Værdifuld videnskab
Videnskab handler ikke mindst om sandhed, og om at identificere og beskrive korrekt.
Så snart man begynder at overveje, hvorfor vi har et begreb, der hedder "videnskab", det vil sige, hvordan det er udviklet, og hvad vi historisk forbinder dette begreb med; og eksempelvis kigger tilbage på menneskets historie og udvikling, - så er det vanskeligt ikke at forbinde begrebet "videnskab" med noget værdifuldt, og som er en værdifuldhed, der forklarer hvorfor noget, der påhæftes begrebet, også er noget der nyder almen respekt.
Videnskab kan jævnfør ovenstående være noget så simpelt, som at konstatere, at man simpelthen ikke kan vinde over en Mammut med en flintøkse, og at man derefter på metodisk vis overvejer, hvad der kan løse problemet.
Videnskab handler på denne måde blandt andet om problemidentifikation, analyse, opstilling af mulige løsninger - og ofte, som i tilfældet foroven: om tilvirkning af praktiske redskaber.
Men lige så værdifuld kan videnskaben være, hvis den "nøjes" med at fjerne usandheder, sådan at det sande fremstår mere klart - jf. det med begrebet videnskab beslægtede begreb oplysning.
I begge tilfælde handler videnskab om at forholde sig på den rigtige og korrekte måde til virkeligheden.
Ovenstående kræver naturligvis, at man - før man begynder at diskutere begrebet videnskab, har den indstilling, at der uden for ens egen bevidsthed er en objektiv virkelighed at forholde sig til. Det vil sige at verden er, hvad den er - uanset ens egen bevidsthed. Det vil sige, at virkeligheden er fast og ikke flydende; og dermed at virkeligheden er til som en absolut - og af individet uafhængig - størrelse; og at ens teorier i sig selv, derfor ikke vil påvirke det man observerer og analyserer, sådan som mange - i det mindste flere end i dag - tidligere troede at det forholdt sig: det vil sige, at man ved at tænke på - eller føle - noget bestemt kunne gøre en virkelig forskel på sine omgivelser. Sådanne former for overtro er (i vid udstrækning) erstattet med - videnskab.
Vigtigst er det således, at pointere at videnskabsmennesker er nogle, der i særlig grad finder det værdifuldt at gøre op med det forkerte, og at de gør det ved at identificere det sande og det korrekte.
Sandheden er derfor en central del af videnskabens værdigrundlag.
- Så hvis man er videnskabsmand, så handler man ikke som videnskabsperson bare fordi, man føler for det: Man beskæftiger sig tværtimod med noget, der har en fælles værdi for ethvert fornuftsvæsen, der ønsker at forbedre egen og andres situation; jævnfør dette med at forholde sig nøgternt til virkeligheden: Man identificerer og integrerer på en ikke-modsætningsfyldt måde; og man holder det at gøre det for at være værdifuldt. Dermed bidrager man til de mange identifikationer og indsigter, der har fjernet moderne mennesker fra mere primitive forgængere.
Som økonomen George Reisman forklarer er videnskab således ikke at betegne som en "værdifri" beskæftigelse - heller ikke når det gælder økonomi:
[O]ne philosophical question that must be briefly addressed here is the assertion that science and value should be kept separate and distinct—an assertion that is often made by advocates of socialism and interventionism when they are confronted with the advocacy of capitalism. This book obviously flies in the face of that demand, for it consistently seeks to forge a union between the science of economics and the value of capitalism.
Despite the prevailing view, this procedure is perfectly sound. The notion that science and value should be divorced is utterly contradictory. It itself expresses a value judgement in its very utterance. And it is not only self-contradictory, but contradictory of the most cherished principles of science as well. Science itself is built on a foundation of values that all scientists are logically obliged to defend: values such as reason, observation, truth, honesty, integrity, and the freedom of inquiry. In the absence of such values, there could be no science.
The leading historical illustration of the truth of these propositions is the case of Galileo and the moral outrage which all lovers of science and truth must feel against those who sought to silence him. It is nonsense to argue that science should be divorced from values. No one who makes this demand has ever been able consistently to practice it. What it is proper to say is that science should be divorced from mere emotion—that it must always be solidly grounded in observation and deduction. Irrational emotion should not be confused with dedication to values, however.
The basis of the value of capitalism is ultimately the same as the basis of the value of science, namely, human life and human reason. Capitalism is the social system necessary to the well-being and and survival of human beeings and to their life as rational beings. It is also necessary to the pursuit of science - to the pursuit of truth without fear of the initiation of physical force. These are all demonstrable proposistions. The advocacy of capitalism by economists, therefore, should be no more remarkable, and no more grounds for objection, than the advocacy of health by medical doctors. (dele af citatet er lånt fra www.nattvakt.com)
.............
George Reismans hovedværk Capitalism, hvorfra citatet er hentet (s. 36) kan læses online på www.capitalism.net
Kommentaren er tidligere bragt på Copenhagen Institutes BLOG.
Så snart man begynder at overveje, hvorfor vi har et begreb, der hedder "videnskab", det vil sige, hvordan det er udviklet, og hvad vi historisk forbinder dette begreb med; og eksempelvis kigger tilbage på menneskets historie og udvikling, - så er det vanskeligt ikke at forbinde begrebet "videnskab" med noget værdifuldt, og som er en værdifuldhed, der forklarer hvorfor noget, der påhæftes begrebet, også er noget der nyder almen respekt.
Videnskab kan jævnfør ovenstående være noget så simpelt, som at konstatere, at man simpelthen ikke kan vinde over en Mammut med en flintøkse, og at man derefter på metodisk vis overvejer, hvad der kan løse problemet.
Videnskab handler på denne måde blandt andet om problemidentifikation, analyse, opstilling af mulige løsninger - og ofte, som i tilfældet foroven: om tilvirkning af praktiske redskaber.
Men lige så værdifuld kan videnskaben være, hvis den "nøjes" med at fjerne usandheder, sådan at det sande fremstår mere klart - jf. det med begrebet videnskab beslægtede begreb oplysning.
I begge tilfælde handler videnskab om at forholde sig på den rigtige og korrekte måde til virkeligheden.
Ovenstående kræver naturligvis, at man - før man begynder at diskutere begrebet videnskab, har den indstilling, at der uden for ens egen bevidsthed er en objektiv virkelighed at forholde sig til. Det vil sige at verden er, hvad den er - uanset ens egen bevidsthed. Det vil sige, at virkeligheden er fast og ikke flydende; og dermed at virkeligheden er til som en absolut - og af individet uafhængig - størrelse; og at ens teorier i sig selv, derfor ikke vil påvirke det man observerer og analyserer, sådan som mange - i det mindste flere end i dag - tidligere troede at det forholdt sig: det vil sige, at man ved at tænke på - eller føle - noget bestemt kunne gøre en virkelig forskel på sine omgivelser. Sådanne former for overtro er (i vid udstrækning) erstattet med - videnskab.
Vigtigst er det således, at pointere at videnskabsmennesker er nogle, der i særlig grad finder det værdifuldt at gøre op med det forkerte, og at de gør det ved at identificere det sande og det korrekte.
Sandheden er derfor en central del af videnskabens værdigrundlag.
- Så hvis man er videnskabsmand, så handler man ikke som videnskabsperson bare fordi, man føler for det: Man beskæftiger sig tværtimod med noget, der har en fælles værdi for ethvert fornuftsvæsen, der ønsker at forbedre egen og andres situation; jævnfør dette med at forholde sig nøgternt til virkeligheden: Man identificerer og integrerer på en ikke-modsætningsfyldt måde; og man holder det at gøre det for at være værdifuldt. Dermed bidrager man til de mange identifikationer og indsigter, der har fjernet moderne mennesker fra mere primitive forgængere.
Som økonomen George Reisman forklarer er videnskab således ikke at betegne som en "værdifri" beskæftigelse - heller ikke når det gælder økonomi:
[O]ne philosophical question that must be briefly addressed here is the assertion that science and value should be kept separate and distinct—an assertion that is often made by advocates of socialism and interventionism when they are confronted with the advocacy of capitalism. This book obviously flies in the face of that demand, for it consistently seeks to forge a union between the science of economics and the value of capitalism.
Despite the prevailing view, this procedure is perfectly sound. The notion that science and value should be divorced is utterly contradictory. It itself expresses a value judgement in its very utterance. And it is not only self-contradictory, but contradictory of the most cherished principles of science as well. Science itself is built on a foundation of values that all scientists are logically obliged to defend: values such as reason, observation, truth, honesty, integrity, and the freedom of inquiry. In the absence of such values, there could be no science.
The leading historical illustration of the truth of these propositions is the case of Galileo and the moral outrage which all lovers of science and truth must feel against those who sought to silence him. It is nonsense to argue that science should be divorced from values. No one who makes this demand has ever been able consistently to practice it. What it is proper to say is that science should be divorced from mere emotion—that it must always be solidly grounded in observation and deduction. Irrational emotion should not be confused with dedication to values, however.
The basis of the value of capitalism is ultimately the same as the basis of the value of science, namely, human life and human reason. Capitalism is the social system necessary to the well-being and and survival of human beeings and to their life as rational beings. It is also necessary to the pursuit of science - to the pursuit of truth without fear of the initiation of physical force. These are all demonstrable proposistions. The advocacy of capitalism by economists, therefore, should be no more remarkable, and no more grounds for objection, than the advocacy of health by medical doctors. (dele af citatet er lånt fra www.nattvakt.com)
.............
George Reismans hovedværk Capitalism, hvorfra citatet er hentet (s. 36) kan læses online på www.capitalism.net
Kommentaren er tidligere bragt på Copenhagen Institutes BLOG.
Abonner på:
Indlæg (Atom)
