Why Unregulated Capitalism Is Moral 1 - Ayn Rand Institute

There is no rational basis for the creation of a Palestinian state

Another conference on the Middle East has been prepared to take place in November or December on the initiative of the US-government. According to the media one of the issues to be discussed will be the creation of a Palestinian state.

The Israeli Prime Minister has already stressed that the event in itself will not act as the stage of some "historical breakthrough".

Sadly however the US president have uttered something that hints a growing interest from his part in creating such a state, which along with similar remarks from the Secretary of State, Condoleezza Rice, is what motivates the remarks below.

At the present time - and in the foreseeable future - there is absolutely no reasonable basis for advocating the creation of a Palestinian state. On the contrary, there are plenty of reasons why the US-government and the rest of the governments of the free world should adamantly oppose such a creation.

Most importantly, the creation of such a state must be seen as a direct contribution to worsening the security of the Israeli society. The main threat to Israel is obviously the one coming from Iran, and which is a threat that is almost totally ignored (at least not addressed in action – including a proper response to what the Iranians inflict of damage, via their involvement in Lebanon and Iraq). The creation of a Palestinian State will simply be the equivalent of harming the freest society in the Middle East, which is Israel, by strengthening the position of its enemies.

In close connection to this, there are no indications, that any significant fraction of individuals in the areas concerned, are the slightest committed to the rights of the individual - or to that general culture of freedom and reason, that should be the basic values for creating a state that had the aim of securing the life-pursuing interests of the citizens in it.

On the contrary the culture in general in the Palestinian areas is one best described as a culture of hatred towards the principles that are the foundation of the prosperity of the West. There is no visible support for individual rights or for the culture of reason that would be a precondition for even the slightest discussion of the establishment of such a state. There is instead a visible and overtly violent culture to be identified in the Palestinian areas, that is at the same time to be described as “a culture of the suppression of reason”.

In the latter respect there may be identified three dominant ideological currents in the areas of interest. These are Tribalism, Socialism and Islamism. None of these ideological currents may in any reasonable way be said to form a valid basis for creating a state that serves the proper purpose of any state: that is to protect the rights of the individual and therefore to uphold and guarantee the freedoms of the individual, that are rights necessary for human beings to prosper as thinking human beings. These freedoms may be named as the freedom of speech, private property rights, freedom of thought, the freedom of choosing ones own religion and also of choosing not to have a religion, plus similar freedoms that sets man free from the collective and allows him to live a dignified and meaningful life on his owns terms.

What may be identified in abundance in the Middle East is this “culture of suppression”: suppression for instance coming from the various tribes of the Palestinian areas; and suppression of the freedom to use ones mind, and of the freedom to act as a rational human being. I mention in this respect: the indoctrination of the young to become "martyrs", the Islamic cult of bloodshed and of killing “infidels”, the suicide bombers, the kidnappings of foreigners, the opposition to the freedom of the press, – plus the various religious movements actively working to install a theocracy, that are phenomena that may all be identified in these areas.

These phenomena should provide Mr. Bush with all the reasons he needs, to reject even the discussion of such a state. George Bush has apparently argued that he believes that a Palestinian state would be ”democratic”. But the only possible kind of democracy, that is likely in this case, would be the ”democracy of the mob”: that is a state of majority rule spearheaded in practice by some ”junta” or dictatorial leader, and by a regime that would show absolutely no respect for the freedoms and values mentioned here.

Even the attempt of making a Palestinian state is therefore to be described as the equivalent of strengthening the very same people, who are already bent on destroying the freedom that exists in Israel and also in the rest of the western world. The proper thing to do is instead to make sure that fewer such anti-western regimes exists, and this means a strategy that - as the very least - contains the worst dictatorships and theocracies, and as a minimum do not create more of them.

Recommended reading - Yaron Brook and Alex Epstein - Neoconservative Foreign Policy: An Autopsy.

Den forfejlede neokonservative udenrigspolitik

Alex Epstein og Yaron Brook fra the Ayn Rand Institute forklarer i essayet Neoconservative Foreign Policy: An Autopsy , hvorfor den såkaldt neokonservative politik i forhold til Mellemøsten grundlæggende er skadelig for den amerikanske befolkning; og hvorfor denne politik i sidste instans kan underminere de frihedsværdier, som den vestlige verden, velstandssamfundet og USA bygger på.

I en særdeles minutiøs gennemgang præsenteres den neokonservative politiks værdigrundlag. Og det beskrives, hvad man kan forvente sig yderligere, hvis de amerikanske politiske beslutningstagere vælger at fortsætte med den nuværende kurs.

Læseren får i essayet en meget gennemgribende redegørelse for, hvorfor hele ideen om "nation building" og tanken om, at USA har en eller anden pligt til at "frelse verden" eller er kaldet til at "demokratisere" Mellemøsten og hvad der ellers findes af ufrie dele af verden - er udtryk for nogle helt forkerte værdier, der kort kan siges, at handle om "pligten til at ofre sig", og som står i kontrast til at vælge friheden til at leve, og til at forsvare de værdier, der er forudsætningen for, at man kan gøre det.

Brook og Epstein viser således, hvordan det nuværende politiske lederskab er ved at trække resten af USA ud i noget, man kan kalde for et altruismens korstog, hvor man i vid udstrækning fra dette lederskabs side er parate til at ofre den amerikanske frihedstradition i bestræbelserne på at "frelse" og "demokratisere" resten af verden og ikke mindst Mellemøsten, i stedet for at bruge tiden på at forsvare sig effektivt mod de som angriber den vestlige verden med base i den Mellemøstlige region. Fortabelse af friheden og frihedsværdierne er netop hvad der bliver konsekvensen, når man i stigende grad går på kompromis med ens egne værdier, for at berige de, som er fjender af friheden, ud fra håbet om at en sådan berigelse vil få ens fjender til at værdsætte det, man står for.

Alternativet til dette er, siger forfatterne, at udenrigs- og forsvarspolitikken i stedet kommer til at handle om kompromisløst at forsvare de værdier, som den vestlige verden bygger på; hvilket er de individuelle frihedsrettigheder og oplysningssamfundet.

Ønsker man at forsvare sidstnævnte grundværdier, som bygger på rationel egeninteresse (imodsætning til altruisme) må man også, som der argumenteres for, forsvare sig reelt mod de kræfter der vil fornuftskulturen samt respekten for de individuelle frihedsrettigheder til livs.

Dette betyder i en sikkerhedspolitisk sammenhæng, at man må vælge at konfrontere de regimer (ikke mindst Iran og Saudi Arabien), der allermest spreder den ideologi – politisk islamisme – som er det våben, der bruges mod det frie og oplyste samfund.

Hvad vi i stedet ser fra USA og Europas side er for tiden det modsatte. Den nuværende politik må beskrives som eftergivenhed i forhold til frihedens og fornuftskulturens fjender.

Et citat fra essayet:

No practical benefits for American self-defense can materialize from a policy whose central pursuit is American self-sacrifice. If one understands that the neoconservative foreign policy is a self-sacrificial “nationalism”—the goal of which is for Americans to sacrifice, to take a loss for some “higher purpose”—then it should be no surprise that, by the standard of the interests of individual Americans, a war conceived on this philosophy turned out to be a failure.

Alex Epstein og Yaron Brook: Neoconservative Foreign Policy: An Autopsy.

Islamismens totalitære mål

Daniel Pipes er direktør for the Middle East Forum. Yaron Brook, er direktør for tænketanken the Ayn Rand Institute. Wafa Sultan er forfatter og kommentator. Alle har et indgående kendskab til problemerne forbundet med den moderne islamisme.

Under overskriften Den totalitære Islams trussel mod Vesten tog disse politiske debattører den 12. april under en paneldiskussion fat på nogle meget centrale og afgørende spørgsmål, når det gælder, hvordan man skal forholde sig til dette religiøse og politiske fænomen. Og det er noget, man har måttet forholde sig til - ikke mindst siden angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.

Det indledende spørgsmål for paneldiskussionen handlede om, hvorvidt det, vi oplever globalt og i Mellemøsten er udtryk for en lille gruppe af fanatikeres aktiviteter, eller omvendt skal forstås som en bredere bevægelses adfærd. Det er det, spørgsmålet om terrorisme vs. totalitarianisme handler om.

Her var svaret entydigt, at der er tale om en bredere bevægelse, sådan som vi tidligere har oplevet kommunistiske, nazistiske og fascistiske bevægelser i Europa – samt også den fascistiske bevægelse i Japan frem til 2. verdenskrig.

Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i, hvad der skulle til dengang for omkring 60 år siden, for at disse bevægelser, der havde statsmagten i flere lande, - de gav op. For som bekendt vandt de friere nationer over de totalitære kræfter i 1945.

Spørgsmålet man skal besvare, er derfor: Hvorfor vandt de politisk friere nationer militært? Og hvorfor er der i dag ingen japanske selvmordspiloter? Hvordan vandt man over de tyske nazister og de italienske fascister? Var der tale om dialog eller konsekvens? Forudsætningen for at man gør sig sådanne overvejelser er dog, at man erkender, at de vestlige værdier og friheden er under angreb.

Tilsvarende må man erkende, at krigen mod vores frihed i høj grad føres via nogle bestemte stater i Mellemøsten. Som bekendt er staten et magtfuldt redskab. Derfor er det afgørende at fokusere på de totalitæres vigtigste politiske, ideologiske og militære redskaber, og det er ikke terrorisme; men derimod den islamiske stat, som man finder den i Iran og Saudi Arabien.

Indtil videre har man i Europa og USA i det store hele ignoreret den islamiske stat som en faktor, og i stedet fokuseret på nogle forholdsvis obskure grupperinger i eksempelvis Afghanistan og Irak.

Arbejdsmetoderne for diverse islamiserende aktører er tydeligvis forskellige; men dette skyldes imidlertid ikke, at den overordnede målsætning er forskellig, men simpelthen, at forskellige aktører har forskellige ressourcer til rådighed. Målsætningen er derimod fælles, og handler om at sprede en totalitær udgave af den pågældende religion.

Nogle af de islamistiske ledere er således i besiddelse af et statsapparat og kan derfor blandt andet operere via FN, sådan som det gælder Iran og Saudi-Arabien. Andre aktører har omvendt kontrol over færre individer via private organisationer – herunder i kraft af lokale religiøse samfund. Men målet for de forskellige aktiviteter er ikke desto mindre i det store hele det samme. Derfor må man forholde sig overordnet til målsætningen, som det primære. Omvendt vil det være en fejltagelse, at forholde sig til hver enkelt type af aktivitet, som om der ikke var tale om en overordnet problemstilling, og om en generel politisk bevægelse, der har det samme mål: at gøre en bestemt religion altomfattende og i kraft af staten - totalitær.

Totalitarisme og ikke terrorisme er det centrale

Det er således direkte forkert, som det primære, at fokusere på terrorhandlinger frem for den generelle politiske adfærd, det vil sige den politik der føres af islamister ud fra nogle bestemte mål, uanset om de har magten over en stat eller om de har færre ressourcer til deres rådighed.

Denne pointe er i Danmark imidlertid rent faktisk allerede fremhævet af eksempelvis Karen Jespersen og Ralph Pittelkow, men også af Trykkefrihedsselskabet. Som følge af reaktionen på Muhammed-tegningerne er man også nået et vigtigt skridt i retning af, at erkende, at islam ikke bare kan bruges til at inspirere enkeltstående individer til at sprænge sig selv og andre i luften; men at der er nogle bestemte politiske målsætninger i Islam, som står overfor de frihedsværdier, som mange af os værdsætter. Denne generelt frihedsfjendtlige adfærd, som man finder - uanset om der er tale om løsere grupperingers politik eller politikker via teokratier - burde også medvirke til en forståelse af, hvordan islamister ønsker at bruge religionen til at gøre stater totalitære vel at mærke med et religiøst afsæt.

Muhammed-tegningerne satte således fokus på et helt modstridende syn på ytringsfriheden og dens værdi, sådan som det er tilfældet med totalitære magthavere i Iran og Saudi-Arabien på den ene side og så befolkningen i Europa og USA. Målet for de totalitære handler dermed i almindelighed om at kontrollere og sætte grænser for andres adfærd med afsæt i en bestemt religion. – Aktuelt og også i en sikkerhedspolitisk optik bør man derfor også være opmærksom på de allierede som islamisterne på kort og langt sigt vælger sig, for at nå deres mål.

Konklusionen, der handler om, at islamisme er en bredere politisk bevægelse, og at der er tale om en totalitær bevægelse, er derfor afgørende. Dette betyder dermed, at fokus, som det primære, må være på fjendens centrale målsætning: - hvilket er den religiøse lovgivning - sharia. Af denne grund skal fokus derfor ikke være på en enkelt af de metoder, der anvendes for, at islamister kan realisere deres mål (terrorisme), men på samtlige. Derfor må fokus først og fremmest være på Iran og på Saudi-Arabiens rolle, hvad angår islamisternes krig mod vesten. For love (som sharia) og stater hænger nu engang uløseligt sammen. Grundlæggende var krigen mellem den frie verden og nazister for 60 år siden tilsvarende et spørgsmål om hvor stor en rolle staten skulle spille i borgerens liv. Nazisterne levende ingen plads for individuel frihed.

Vores frihedsværdier er under angreb

I USA og Europa gik man trods forskellige syn på dette spørgsmål (om statens rolle i borgerens liv) derfor under 2. verdenskrig sammen om at bekrige noget, der var langt mere totalitært end noget Europa hidtil havde set.

For at forsvare os mod en ny form for totalitær bevægelse må vi derfor genopdage værdien af individuel frihed. Navnlig i Europa vil dette kræve selvransagelse og refleksion. Vi må undersøge præcist, hvad der er for værdier, der er under angreb, hvad disse – vestlige værdier – betyder i praksis; for hvis vi ikke bliver bevidste om, hvad vi mister, kan vi ikke forsvare os. At der kan identificeres en generel målsætning om at udbrede det religiøse diktatur til stadigt flere lande, betyder derfor, at man må sætte sig ind i, hvordan man kan forsvare sig mod denne totalitære ideologi.

Problemet er derfor ikke primært et spørgsmål om teknik, men om at finde ud af hvilke værdier, man ønsker at leve ud fra. Og man er som et mindstemål nødt til at forstå, at totalitære stater, som den nuværende iranske ikke levner plads til forskellighed. Men for at man kan forsvare sig, må det nu engang være nogle bestemte værdier, man forsvarer, og ikke ”forskellighed” – eller ”demokrati”, men derimod: individuel frihed herunder tanke, tale, trosfrihed samt individuel råderet og privat ejerskab.

For 60 år siden kunne USA og dele af Europa stå sammen og handle konsekvent, eftersom der var et åbenlyst ønske om at leve i frihed, og lade borgeren være fri til at handle, producere og ytre sig såvel når det gælder kultur og information. Hvis vi skal være i stand til at forsvare os mod denne nye totalitære strømning må vi derfor genopdage disse frihedsværdier og de medfølgende rettigheder.

En ny form for islam

I denne henseende skal det nævnes, at paneldeltagerne nævnt i indledningen var enige om, at der de seneste 30 år var sket noget afgørende i form af den islamiske religions aggressivitet. - Kunne det mon tænkes, at denne aggressivitet netop skyldes, at vi i Vesten har bevæget os væk fra at interessere os for individets frihed, og at vi også de sidste 30-40 har overladt stadigt mere magt til staten? Det vil sige, at der i vid udstrækning ikke er givet frihedsfjendtlige kræfter et modspil?

Læseren skal under alle omstændigheder opfordres til selv at undersøge spredningen af islamisk ideologi, og islamiske teokratiers adfærd – herunder såvel udenrigs- som indenrigspolitik for de mest radikaliserede stater. Man bør undersøge, hvad der forventes og kræves af borgerne i sådanne præstestyrer og islamiserede samfund. Man bør sætte sig ind i hvilke metoder, der anvendes for at sprede ideerne om islam, som rettesnor for statsstyre og hvad angår den enkeltes livsførelse fra såvel det nationale som lokale niveau.

Herefter kan man undersøge om de samme former for indoktrinering og påvirkning finder sted i vores samfund, hvad angår de pågældende lokale udgaver af islamister, som de findes i muslimske miljøer: Er der et mål om at gøre Sharia (den islamiske lovreligion) til gældende lov også i Danmark? Og er der en generel tendens til at lade religion spille en altomfattende rolle for enhver form for personlig adfærd? - Når man betænker, hvad der i Danmark de seneste 30-40 er sket i form af den generelle tilbøjelighed til at bruge staten som redskab til at påvirke andres måde at leve på, kunne vi så egentlig forvente, at religiøse bevægelser, der markerer sig stærkt på den internationale scene og nationale scene, så ikke også har en indstilling om, at staten er oplagt redskab til at presse bestemte ideer ned over hovedet på den øvrige befolkning?

Venstrefløjens rolle i forbindelse med islamiseringens trussel

Et vigtigt element til at forstå, hvorfor truslen fra den islamiske totalitarisme ignoreres er, som ovennævnte paneldeltagere fremhævede det, ikke mindst venstrefløjens rolle i denne henseende.

Så hvorfor ignorer venstrefløjen truslen fra islamisme? Hvordan kan det være, at kritikken af det iranske præstestyre, der har været ved magten siden 1979, har været så begrænset - trods den åbenlyse undertrykkelse, indoktrinering og menneskelige stagnation, der har fundet sted?

Det korte svar kunne simpelthen være, at islam og socialisme har en fælles fjende ved navn kapitalisme og markedsøkonomi: I det omfang at socialisterne har opgivet deres egne socialistiske værdier, så har de ikke valgt frihedens værdier i stedet. Tværtimod har man i stedet valgt at finde ideologier, der kan skade friheden uden at sætte noget positivt i stedet. Derfor finder venstreorienterede i dag allierede, der i bund og grund ikke har ret meget tilfælles med den klassiske socialisme, men som simpelthen som det primære angriber navnlig det, man opfatter som ”den amerikanske livsstil”, og hvad man finder af elementer i denne i resten af verden. Paneldeltagerne fokuserede her på islam. Men en anden central form for ”anti-amerikanisme” er økologismen, der selv om den er udviklet og populariseret i USA netop også er et opgør med de grundlæggende ideer om individets frihed.

Også i denne forbindelse skal det pointeres, at Europa står særdeles svagt, eftersom frihedens værdier af de politisk intellektuelle i høj grad ikke respekteres i Europa i nær den samme grad som i USA. Derfor var såvel Brooks, Pipes som Sultan enige om, at Europa er tættere på at blive islamiseret, end det er tilfældet for det nordamerikanske kontinent. Aktuelt kan man holde sig orienteret om, hvad der sker i Tyrkiet i denne henseende.

Selv om paneldeltagerne havde hver deres indfaldsvinkel og bevæggrunde til at beskæftige sig med den politiske islam var der også, når det gælder spørgsmålet om, hvordan krigen mod totalitær islam vindes, en høj grad af enighed. Såvel når det gælder den militære del af forsvarspolitikken som den idemæssige, var der derfor overensstemmelse.

Modstandernes vilje må knækkes

Målet for den militære indsats må i overensstemmelse med det ovenstående løftes op fra nogle rent tekniske målsætninger til et mere generelt mål. Dette mål handler om at vise frihedens fjender, at de ikke kan vinde.

Som udgangspunkt må man derfor forstå, hvad der konstituerer en sejr for de totalitære islamister. Dette gøres atter i kraft af erfaringerne fra 2. verdenskrig: En sejr for Hitler og nazisterne samt ikke mindst deres japanske allierede var kendetegnet ved en udbredelse af deres politiske system til stadigt flere lande. Målet var dermed at presse nogle bestemte værdier ned over befolkningen i kraft af staten. Afsættet for at gøre dette var, at de totalitære mente, at deres ideer var overlegne og i visse tilfælde at de var guddommelige. Derfor skulle der fra til 1945 som bekendt meget til for – militært - at vise fjenden, at målet ikke kunne nås.

For at vinde krigen mod en total bevægelse, der blandt andet har kontrol med flere stater i mellemøsten, og måske indenfor nogle år også i Tyrkiet, er det derfor nødvendigt at vise fjenden, at den ikke kan vinde. Her gælder det således om at få navnlig tilhængere og sympatisører til at miste modet, sådan at magthavere og ledere mister deres grundlag i befolkningen. Her må man derfor tilbage og sætte sig ind i hvordan de frie nationer sejrede i den 2. verdenskrig ikke mindst over Tyskland og Japan.

Fokus må være på Iran og Saudi Arabien

For at et militært forsvar kan gennemføres, er det samtidig afgørende at der opstår en langt klarere bevidsthed om truslen fra den totalitære islam, end det er tilfældet i dag. Og her er det aktuelle fokus på terrorisme frem for fokus på Iran og Saudi-Arabiens rolle problematisk. Det nuværende fokus på terrorisme må blandt forstås i kraft af den værdirelativisme, der præger Vesten i dag. For hvis man havde et stærkt afsæt i en værdiorientering, ville man langt klarere kunne se sammenhængen mellem diverse bevægelser og så de diktatoriske stater, som støtter bevægelserne såvel finansielt som ideologisk.

Det er derfor afgørende, at der skabes en langt større bevidsthed om de oprindelige værdier og den fornuftsorientering, der har sikret friheden og velstanden i USA, Europa og i vid udstrækning også Asien og Latin Amerika. Disse grundlæggende værdier må dermed genopdages, for når det sker, vil man også forstå hvad det er man mister, hvis religion går hen og bliver altomfattende og styrende for adfærden.

Den helt centrale årsag til, at islam er en trussel, er således først og fremmest, at det er en trussel mod den frie verdens fornuftskultur. Totalitær Islam, som den har udviklet sig de seneste 30 år, er netop et problem, eftersom det netop er en totalitær religion, der ikke levner nogen som helst plads til fornuft og tankefrihed i samfundet. I takt med at dette system breder sig, vil vi derfor opleve først udbredt materiel og åndelig stagnation, og derefter at den velstand og handlefrihed vi kender, den forsvinder.

---

Fra den 12. april 2007 Totalitarian Islam's Threat to the West: From the Iranian hostage crisis to September 11 to the London subway attacks to the Iraqi insurgency—it is clear the West faces a grave threat from a committed enemy. Conventional wisdom holds that the enemy is a rogue group of fanatics, who have hijacked a great religion in order to justify their crimes. It tells us there is no way to permanently eliminate these violent groups, that we have entered an "age of terror" and that we must give up the desire for a decisive victory. - But is the conventional wisdom right? Join us for a panel discussion titled "Totalitarian Islam's Threat to the West." Se A panel discussion featuring Daniel Pipes, Yaron Brook and Wafa Sultan . Registrering er gratis. Indlaget findes under "News and highlights".

Moral vigtigere end økonomi

Torsdag den 1. juni 2005 afholdt Saxo Bank et foredrag med Yaron Brook, der er direktør for the Ayn Rand Institute i USA.

Ayn Rand Institute (ARI) har sit navn fra russisk fødte Ayn Rand (1905-1982), der er grundlægger af den filosofiske skole ved navn Objektivismen.

Eftersom det var en investeringsbank, der havde inviteret direktøren for ARI til Danmark kan eventuelt forventes et resume af et foredrag, der primært handlede om økonomi, og værdien af det frie marked.

Denne gang starter indlægget imidlertid med forudsætningen, for at nogen i det hele taget skulle interessere sig for, hvad der er sandt eller falsk - også i en økonomisk sammenhæng. Spørgsmålet om hvorvidt noget er sandt eller falsk handler blandt andet om ærlighed; og dermed om moral.

Eftersom det gælder om at fastholde så mange læsere som muligt, bringes imidlertid først - i en komprimeret form - nogle af de budskaber, der kan udledes fra Objektivismen og foredraget den 1. juni:

• Fornuften er menneskets eneste redskab til overlevelse. Det vil sige fornuften er ikke bare det primære redskab, men det eneste.



• Overlevelse, ikke bare på det korte - men også det lange sigt, forudsætter menneskets frihed samt dets evne til at bruge fornuften. Dette forudsætter dermed forsvaret for den personlige frihed.



• Hvis man vil overleve – også i en moralsk henseende – i et frit samfund - samt har et ønske om at forbedre egne vilkår, må man bruge sin fornuft. Det er dermed ikke fornuftigt at ofre egne værdier, hvis disse handler om overlevelse.



• Moral er noget der må udledes af fornuften; og er dermed på linie med fornuften et redskab til overlevelse. Moral er således primært noget man har for sin egen interesses skyld. Et moralkodeks er et sæt af værdier, man orienterer sig efter – på samme måde, som man orienterer sig ved hjælp af sin fornuft



• Moral er dermed vigtigere end økonomi, eftersom det er moralen - og lige bag ved denne, vores fornuft - der er forudsætningen for, at vi beskæftiger os med hvad, der er sandt eller falskt. Kun hvis vi interesserer os for rigtigt og forkert, sandt og falskt – og jf. moralværdierne for at leve og leve længe - giver det mening at debattere og analysere økonomiske sammenhænge.



• Kun et frit samfund med tænke-, tale- og handlefrihed kan siges at være et moralsk og rationelt samfund.

Her følger et længere resume:

Yaron Brook indledte med at minde tilhørerne om, at mange konferencer med mange repræsentanter for diverse frimarkeds-tænketanke giver mindelser om filmen ”Ground-hog Day”, der har Bill Murray i hovedrollen som en person, der vågner op til den samme dag igen og igen.

Det vil sige, de samme diskussioner gentages. Det frie markeds ubestridte succes påpeges.

Og alligevel fortsætter den politiske knægtelse af såvel de politiske og økonomiske friheder, og ikke bare i de ufrie lande.

Tendensen til at erstatte markedet med stat, og det private med det offentlige fortsætter indenfor mange områder i såvel Europa og USA, trods det forhold at endemålet: den absolutte og gennemført totalitære stat historisk set altid er brudt sammen; og trods det forhold, at selv yngre generationer har sådanne totalitære staters sammenbrud i frisk erindring.

De politiske beslutningstagere har således, som befolkningen i almindelighed, ikke taget ved lære af historien. I praksis lytter man samtidig kun i meget begrænset omfang til dem, der peger på nytten ved forsvaret for de økonomiske og politiske frihedsrettigheder.

Resultatet er, som Yaron Brook opsummerede det, at de helt grundlæggende fakta står uimodsagte: Man kan iagttage at kapitalismen virker, og at den er praktisk og nyttig, men samtidig se tydelige skridt på vej hen imod socialisme og planøkonomi.

Et spørgsmål om værdier

Svaret på hvorfor det forholder sig sådan var for Yaron Brook netop dét vigtige spørgsmål, der skulle besvares, og som ifølge Yaron Brook ikke besvares bedst af økonomer, men af mennesker, der beskæftiger sig mere med filosofi og herunder de politiske ideologier.

Synspunktet er således, at der er noget, der kommer før økonomi, som er vigtigere, og som er det der forklarer, hvorfor det kapitalistiske system undergraves - på trods af Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Det korte svar på det spørgsmål er simpelthen: Værdier.

Hvilke værdier er det så, ifølge Yaron Brook, der undergraver kapitalismen? Det gør den altruistiske ”etik”. Det vil sige den ideologi, der tilsiger at mennesker skal ofre sig for hinanden – eller for miljøet.

Ifølge Brook står altruismen i skærende kontrast til det, der er kerneværdien bag det kapitalistiske system, hvilket er den oplyste egeninteresse, og de værdier der i stedet går ud på, at handle i ens egen interesse.

Forskellen på de to modstridende sæt af værdier kan illustreres ved koncentriske cirkler:

Den oplyste egeninteresse begynder med den inderste cirkel. Altruismen med den cirkel, der i den enkeltes verdensbillede til en hver tid kan siges, at være den yderste.

- Den ærlige altruist vil ofre sig selv for befolkningen i ”Langtbortistan”. Den uærlige altruist vil have andre til at ofre sig.

Altruisme som en offerideologi

Ifølge direktøren fra the Ayn Rand Institute tilskrives den moralske værdi (”the moral credit”) således til det uselviske menneske; det vil sige det menneske, der ikke tænker på sig selv, eller i det mindste handler som om vedkommende ikke tænker på sig selv; eller – værre endnu - så tildeles status til den, der opfordrer andre mennesker til ikke at tænke på dem selv, og som opmuntrer andre til at ofre sig og opgive egne værdier til fordel for (ofte anonyme) andre.

Altruismen kan således også kaldes for en offerideologi; og ikke bare eftersom kerneværdien handler om at ofre sig; men eftersom det, at der kan identificeres ofre, (og ikke vindere) er den primære forudsætning for ideologiens eksistens.

Æren går således til den der forærer ting væk gratis, og som ikke forfølger det, der er i den enkeltes egen personlige interesse. Indenfor den altruistiske etik, står Moder Theresa således højt hævet over for Bill Gates. Personlig success anses måske for at være et gode, men ikke et moralsk.

En udløber af denne altruistiske etik, er derfor skyldfølelsen i form af en følelse, der handler om at man ikke giver tilstrækkeligt meget væk, og ikke ofrer sig så meget man føler, at man burde. Skatterne – men ikke mindst stoltheden hos nogle forretningsfolk ved at betale umådelige summer i skat er, var ifølge Yaron Brook, tilsvarende symptomatisk for denne etik.

Ayn Rands egoistiske etik

Alternativet til den altruistiske etik er, ifølge Brook, et syn på etikken, der tager sit afsæt – ikke i religion, men i virkeligheden og i et naturvidenskabeligt syn på verden.

Dette syn handler om, at mennesket har en fri vilje, og som et levende væsen må overleve, og derfor har brug for værdier, der kan sikre overlevelsen, når der skal vælges mellem flere alternativer. - Og det skal der: Ethvert øjeblik har sine egne valg. - Man kan vælge at fokusere på disse aktuelle og konkrete valg i ens egen tilværelse; eller man kan vælge at stikke hovedet i busken. Der er derfor, som Yaron Brook udtrykker det, et behov for at kunne træffe valg ud fra værdier, der er baseret på fornuften, eftersom fornuften er menneskets redskab til overlevelse. Fornuften er dermed den standard, med hvilke moralske værdier kan bedømmes.

Den objektivistiske tilgang fører således ikke til uselviskhed – og ikke til en filosofi, der fortæller dig, at du bør ofre dig for nogen eller (i miljøbevægelsens tilfælde) for noget.

Ideerne om overlevelse, fornuft, og for det tredje moral som værende snævert forbundet med førstnævnte to begreber, fører tværtimod til et princip, der handler om, at man bør søge at handle med andre, det vil sige i frivillighed udveksle goder eller serviceydelser med andre, og dermed ikke om at ofre sig: det vil sige at give rigdom væk, og for (hvis man holder af velstand) i retur at modtage fattigdom.

Handelsprincippet bygger således ikke på altruisme, men på oplyst egeninteresse eller ”langsigtet egoisme”. Dette princip afspejler samtidig et syn på verden, der - ikke blot i prakisk men også moralsk henseende - forbinder individniveauet med samfundsniveauet: Sikringen af ens egen personlige frihed forudsætter, at man forsvarer et samfundssystem, hvor den personlige frihed i almindelighed forsvares. Ensartede regler om liv, frihed og ejendom gavner såvel individet, men også samfundet som helhed. Ikke desto mindre er synet på mennesket vel at mærke afsættet for valget af den fortrukne samfundsmodel - og ikke omvendt.

Afsættet for ovenstående er således et forsvar for fornuften, og et syn på fornuften som værende absolut. Der argumenteres samtidig ud fra en idé om, at fornuften står i et modsætningsforhold til initieringen af magt; og som en følge af dette, at magt kun kan komme på tale med henblik på at forsvare sig, eller til at forhindre – i form af præventive handlinger (jf. Iran og Nordkorea), angreb på egne værdier.

Kapitalisme som system, er netop et system, der tager afstand fra et samfundssystem baseret på magtanvendelse; men vel at mærke samtidig ikke fra magtanvendelse som forudsætning for at forsvare friheden.

Kapitalisme baserer sig derfor på handelsprincippet. Og ideen om at udveksle varer og ydelser under frivillighed er netop det, der adskiller kapitalisme fra enhver form for kollektivisme såsom socialisme, kommunisme og socialdemokratisme.

Ayn Rand og Yaron Brook baserer derfor primært deres forsvar for kapitalismen på nogle værdier om personlig frihed og fornuften; og dermed ikke - som det primære – ud fra en nyttebetragtning, men ved hjælp af et moralsk synspunkt, - der ikke desto mindre er grundet i et afsæt, der handler om overlevelse, og som derfor samtidig har en stærk ”nyttedimension”. (- Ikke desto mindre giver det kun begrænset mening at tale om nytten eller unytten ved overlevelse. Hvis man ønsker at forsvare sit eget liv, må man først og fremmest anse det for at være værd - det vil sige værdifuldt - at forsvare).

Tidligere tiders modsætningsforhold mellem egeninteresse, nytte, det praktiske og det moralske – samt mellem individ og fællesskab ophæves dermed med den objektivistiske indfaldsvinkel: At følge sine egne rationelle interesser (og handle langsigtet og velovervejet) skader ikke andres rationelle interesser. Tværtimod. Kapitalisme er netop præget af frivillige udvekslinger; hvor forudsætningen for samhandel er, at begge parter mener, de har fordel ved at gennemføre en given udveksling. (En statsligt fastsat minimumsløn fungerer således ikke blot i praksis som en kile og en barriere mellem to parter, der ellers kunne have nået frem til en handel i frihed. Der er også tale om initiering af magt fra statens side, og dermed om noget umoralsk).

Ayn Rands forsvar for kapitalismen er således baseret på hendes forsvar for fornuften. Og forsvaret for fornuften er det primære. Kapitalismen er derfor ikke udgangspunktet, men en konklusion. Ayn Rand forudsætter at mennesket er et fornuftsvæsen, og ender med at konkludere at kapitalismen giver mennesker maksimale muligheder for at bruge deres fornuft.

Dette forsvar baseret på en vurdering af fornuftens værdi, adskiller sig tydeligt fra eksempelvis den tyske tænker og "fornuftskritiker" Immanuel Kant.

Forsvaret for kapitalismen er således samtidig baseret på bestemte værdier, og på en bestemt moral. Kapitalisme anses dermed ikke blot for at være praktisk, men også for at være moralsk, eftersom det sikrer menneskets overlevelse og også dets værdighed ved at respektere den enkeltes ret til at træffe egne valg, så længe disse ikke skader andre.

(Det sidste er åbenlyst ikke er tilfældet med Irans atomvåbenprogram, der ledsages af erklæringer, der kun kan betegnes som krigserklæringer mod ovenstående værdier om individuel frihed, og som de der har til opgave at forsvare friheden, derfor må forholde sig til ).

Den primære problemstilling anses således ikke for at handle om konfliktende økonomiske systemer, men derimod om konfliktende værdier – som dem der handler om kollektivisme overfor individualisme.

Som en eksemplificering - og til sandsynliggørelse - af at skridtene mod kollektivisme skyldes værdier, nævnte Yaron Brook de former for skyldfølelse, der plager amerikanske forretningsfolk, netop som en følge – ikke af to syn på økonomiske sammenhænge (man går ikke ind for socialisme) – men derimod et dobbelt, og modsatrettet, syn på værdier:

Amerikanske forretningsfolk ved, at deres målrettede og ambitiøse adfærd gavner dem selv. Men blandt andet i skolen og via medierne har de samtidig lært, at det netop ikke er det mest moralske at gavne sig selv, men ifølge altruismen i stedet at fokusere på at gavne andre. Jo bedre gør man gør det for sig selv, desto mindre moralsk fremstår man i egne øjne: Velstanden er således det mest tydelige bevis på, at man ikke for alvor ofrer sig for andre. - Fornuften, der tilsiger mennesker at handle for at forbedre deres egen situation, står dermed overfor ideerne om at ofre sig, og om at handle her-og-nu med det primære sigte at være til gavn for andre.

Denne moralske konflikt fører ifølge Yaron Brook til det, han kaldte emotionalism, det vil sige at forretningsmænd (m/k)– og alle andre – handler ud fra hvad, der føles rigtigt; eftersom de indre konfliktende moralværdier ikke er til nogen hjælp. For man mangler en standard, der fortæller hvornår man skal ofre sig, og hvornår man skal søge lykken.

"Løsningen" bliver at man gør det, man føler er det rigtige (og derefter så efterrationaliserer man). Det vil sige, man indgår et følelsesmæssigt kompromis mellem den oplyste egeninteresse, og så altruismen. For man kan ikke bare ofre sig. Og man føler samtidig en udefinerbar skyld ved "blot" at tage vare på sig selv.

Resultatet, ifølge Brook, er imidlertid, at man i kraft af dette kompromis mellem modsatrettede værdier, begynder at se bort fra det lange sigt, og i stedet vælger de hurtige uovervejede ”løsninger”, eftersom man ikke længere opfatter fornuften som noget absolut. (Det kan man ikke, når man forsøger at kombinere værdierne, der handler om altruisme med de, der handler om egeninteresse). At tjene penge bliver herefter – selv for forretningsmanden – derfor i stigende grad anset som noget, der som udgangspunkt er mindre vigtigt, og til sidst tangerende noget, der anses for at være gement og uhæderligt (uanset hvordan de er tjent). Herfra er der ikke langt til at man ikke længere bekymrer sig om hvordan, pengene er tjent i det hele taget.

Yaron Brook nævnte således Enron, som et eksempel på, hvordan forrettningfolk har forladt fornuften for at opnå de hurtige gevinster, ikke mindst eftersom glæden ved at tjene penge, den skridt for skridt er forsvundet. Når fornuften og prinicpperne forsvinder, indtræder således i stedet pragmatismen, og det at gøre det, der føles rigtigt – her-og-nu.

”Money-grabbing” er i takt med denne pragmatisme således blevet et stadigt mere udbredt fænomen ikke bare i forretningslivet, men også i politik - jf. lobbyismen. - I takt med udbredelsen af statsstøtte er synet på forretningslivet derfor tilsvarende begyndt at tilnærme sig synet på velfærdsstatens korrumperede politikere.

- En spørger i forbindelse med foredraget spurgte i denne forbindelse, hvorfor kapitalismen på denne måde lader til at have tabt slaget om værdierne – herunder de der handler om integriteten.

Svaret fra Yaron Brooks side var en pointering af at det er ideerne, der – ikke bare ifølge Rand men også ifølge Ludwig von Mises – driver verdenshistorien (hvilket var modsat hvad Karl Marx mente).

Slaget stod eksempelvis tidligere mellem det gamle Grækenlands oplysningstid, og så før-kristne stammers ideer om at ofre sig. Slaget stod senere mellem kristendommen på den ene side, og så genopdagelsen af Aristoteles på den anden.

Som Yaron Brook mindede om, så følger verdenshistorien derfor ikke (i modsætning til Hegel) en bestemt plan. Den nuværende tilstand – hvor offervilligheden står overfor egeninteressen - er således et produkt af magtkampe mellem bestemte mennesker, der forsvarer bestemte ideer.

Brook nævnte som et andet eksempel, at den muslimske kultur (det vil sige nogle bestemte individer indenfor denne) i år 900-1100 efter vor tidsregning genopdagede Aristoteles; og at tænkere som Kant og Hegel i modsætning hertil, genoplivede en nu verdsliggjort version af de kristne værdier (og Platons ideer – blandt andet den om, at der eksisterer en mere virkelig virkelighed, end den vi opfatter med vores fornuft), mens Ayn Rand står for et forsvar for aristoteliske ideer.

Yaron Brooks bud på, hvad der kræves, når det gælder kampen mod afviklingen af de økonomiske og politiske friheder, var således først og fremmest, at man må stille tvivl ved nogle bestemte - og meget udbredte - værdier i samfundet; og at man i den forbindelse må pege på skismet mellem ideen om, at man bør ofre sig på - den ene side, og så de ideer, der forsvarer handlinger motiveret ud fra det enkelte menneskes egen interesse - på den anden.

.........................

Besøg Ayn Rand Institute, og læs Leonard Peifkoffs præsentation af objektivismen.

Læs også Nytårstalen 2007: - Der er ingen grund til religiøsitet